I det seneste nummer af tidsskriftet Libertas diskuterer en række af os, hvordan demokratiet bør beskytte sig mod sine fjender i lyset af bl.a. truslen fra radikal islamisme. Her får I mit bidrag. Men med en opfordring til at læse de andre ved at tegne et abonnement eller medlemskabskab (begge dele kan ske her).
Staten har potentialet til at skabe meget store gevinster for borgerne: Fred, håndhævelse af kontrakter og beskyttelse af liv, frihed og ejendom. Men staten og dens magtmidler rummer også en risiko for at blive misbrugt og true det, den ellers burde beskytte. Der er altså et dilemma. Det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender? Hvordan minimeres risikoen for misbrug?
Problemet er ikke nyt. I det antikke græske demokrati så
samtidens store filosoffer med yderste skepsis på deres politiske system. Det
var trods alt et demokratisk flertal, som dømte Sokrates til døden. Derfor
vendte især Platon, men også Aristoteles sig mod demokratiet, hvor pøblen ender
med at tage magten.
Bekymringen for, at demokratiet skulle blive et redskab imod
borgernes frihed, for pøbelvældet, genopstod igen ved optakten til det moderne
demokrati. Tocqueville og herhjemme Grundtvig og Kierkegaard er kendt for at
ytre den på malende vis. De så for sig, hvordan staten ville ende med at lægge
en kvælende dyne henover sine borgere i et totalitært omfang og langt mere end
de enevældige konger, som gik forud. Der var en reel risiko for at komme fra
asken og i ilden.
Hvordan blev risikoen håndteret i de nye demokratier? Der
var grundlæggende to svar.
Det ene blev inspireret af Rousseau. Det gik ud på at sikre
de rette betingelser for demokratiet, hvorunder ”folkeviljen” kunne
materialisere sig – et ægte aggregat og sammensmeltning af individuelle
holdninger. De rette betingelser skabes ved at præge holdningerne og fjerne afvigelser.
Under den franske revolution fik det yderst håndgribelig udtryk. Revolutionen
var om noget inspireret af Rousseau. Men mindre end en guillotinering kan også
gøre det. Det centrale er at bearbejde holdningsdannelsen og på den måde
begrænse truslen mod demokratiet.
Det andet svar blev inspireret ikke mindst af Locke. Det fik
enorm betydning for den amerikanske revolution. Jeffersons
uafhængighedserklæring og Madisons forfatning afspejler den. I Europa så man
den hos f.eks. Montesquieu og Constant. Dette svar går ud på at lægge
begrænsninger på, hvad staten må og kan anvendes til. Constant var blandt dem,
som trak direkte referencer til erfaringerne fra det antikke græske demokrati.
Havde det selv i Grækenland været vanskeligt at forhindre et pøbelvælde, var
det i moderne tid direkte umuligt uden at tage udgangspunkt i stærke
individuelle rettigheder, som ingen – heller ikke et flertal – må tilsidesætte.
De amerikanske revolutionære frygtede, at de selv ville kunne optræde som den
tyranniske engelske konge, de just havde afsat, hvis ikke også de selv blev
underkastet begrænsninger. Individuelle rettigheder, forfatningsmæssige
bindinger på staten, magtdeling, decentralisering, lovens suverænitet, direkte
og indirekte demokrati er alle udtryk for denne tænkning[1].
Ideen om at begrænse staten blev mest konsekvent videreført
som en del af den klassiske liberalisme. Men blev også bærende for det liberale
demokrati, som voksede ud af de borgerlige revolutioner i Amerika og Europa. Så
svaret på spørgsmålet – hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine
fjender? – er altså: Ved at begrænse, hvad staten kan gøre. Individuelle
rettigheder har forrang.
Det er her vigtigt at understrege, at klassisk liberalisme
og liberalt demokrati ikke er det samme. Det første refererer til en politisk
tænkning, mens det andet refererer til en styreform. Klassiske liberalister er
gennemgående tilhængere af liberalt demokrati, men styreformen har selvsagt
mange andre tilhængere.
Hvorfor Locke frem
for Rousseau?
Men hvorfor vælge begrænsningen på staten frem for
ensretningen af individer? Der er der en række gode grunde til – udover de
blodige erfaringer fra den franske revolution.
For individualistisk politisk tænkning som de forskellige
liberale retninger giver det sig selv, fordi det normative udgangspunkt er
individet. Individet og dets frihed er det primære, mens staten kun kan
begrundes med, at den ultimativt tjener alles interesse (Brøns-Petersen
2018).
Mens en kollektivistisk doktrin naturligvis godt kan begynde med ”samfundet” og
betragte individer som instrumenter, der skal tjene den kollektive interesse,
ser de liberale tilgange det omvendt[2].
En anden vigtig årsag er, at det kan være vanskeligt at
begrunde selve det liberale demokrati, hvis holdningsdannelsen er et anliggende
for staten. Det liberale demokrati er indrettet til at håndtere, at borgerne
har forskellige holdninger og interesser. Derfor bliver det selvmodsigende at
ville beskytte demokratiet ved at dømme bestemte holdninger ude. En indvending
kunne være, at alene de holdninger, som er fundamentalt imod det liberale
demokrati, burde dømmes ude og søges ændret. Men hvor skal grænsen gå? Hvis det
bør være forbudt at ytre sig imod det liberale demokrati, bør det så ikke også
være forbudt at ytre sig imod et sådant forbud? Og bør det ikke være forbudt at
ytre sig imod et forbud mod det sidste – og så fremdeles. Ultimativt kan enhver
afvigelse ses som en potentiel trussel. Og det var jo vel at mærke præcis en
sådan total ensretning, Tocqueville, Grundtvig og Kierkegaard frygtede.
En tredje begrundelse er, at det liberale demokrati bygger
på en opfattelse af, at alle har lige rettigheder. Denne idé bygger ikke bare
på én, men flere forskellige tilgange til politisk filosofi, som imidlertid alle
leder til denne konklusion. Kontraktbaseret teori ser f.eks. på, hvad
vilkårlige personer ville blive enige om – navnlig i en situation, hvor de ikke
kender deres konkrete fremtidige omstændigheder. Utilitarisme og kantianisme
bygger direkte på præmisser om, at alle er lige meget værd[3].
Samtidig er lige rettigheder en måde at sikre mere forudsigelige regler på,
hvilket kan være en fordel for alle. Hvis reglerne kan indrettes arbitrært til
fordel for de grupper, som på et givent tidspunkt har magten, gør det dem
mindre forudsigelige at disponere ud fra, og chancen for at være på det
vindende hold den ene dag modsvares af risikoen for at være på det tabende hold
den næste.
En fjerde vigtig årsag hænger sammen med erkendelsen af, at
vi alle er potentielle trusler mod hinandens frihed og det liberale demokrati.
En ubegrænset statsmagt giver incitamenter til magtmisbrug. Den centrale
indsigt fra politiske filosoffer som Hume, historikere som Acton til økonomer
som Buchanan er, at det i sidste ende kommer an på incitamenter, ikke om staten
styres af ”gode” eller ”dårlige” personer. Hvis statens legitimitet bygger på
at beskytte borgernes liv, ejendom og frihed er det vanskeligt at begrunde,
hvorfor der ikke også skal være beskyttelse mod staten selv[4].
Popper og
”tolerancens paradoks”
Et liberalt demokrati tillader altså, at individer kan have
og give udtryk for holdninger, som enten direkte eller indirekte strider mod
det liberale demokratis institutioner. Men skaber det ikke et paradoks? Flere
har som argument for også at regulere holdninger og ytringer peget på Popper som
ophavsmand til ”tolerancens paradoks” og det synspunkt, at tolerance over for
intolerance er paradoksal og bærer kimen til sin egen undergang i sig. Det er
imidlertid en meget besynderlig og misvisende anvendelse af Popper. Selve
diskussionen af ”tolerancens paradoks” foregår i en fodnote i ”The Open Society
and Its Enemies”. Den er afledt af Poppers behandling af et andet –
tilsyneladende – paradoks, ”demokratiets paradoks”, som stammer fra Platon. Og
faktisk er ”The Open Society” ét stort opgør med både Platon og den politiske
tænkning, han ifølge Popper har ført til.
Platon anvender demokratiets paradoks til at forkaste selve
demokratiet som alligevel hvilende på en indre kontradiktion. For hvad hvis et
flertal ønsker, at flertallet ikke skal regere (længere)? Dette er demokratiets
paradoks. Men det er et falsk paradoks, siger Popper. Demokratiets formål er
ikke at åbenbare og realisere en Rousseausk folkevilje, men at lægge
begrænsninger på magthaverne. Hvis demokratiet afskaffes, uanset om det sker
ved en flertalsafstemning, er det derfor ikke demokratisk. Det liberale
demokrati er et sæt af institutioner, ikke en kollektiv præference. Platon
mente som nævnt, at filosofferne burde regere – i kraft af deres indsigt. Men dermed skabte han ”a lasting
confusion in political philosophy”(Popper 2015 [1945], 120). I stedet for at finde de bedst
egnede til at lede ”then we must ask whether political thought should not face
from the beginning the possibility of bad government…it forces us to replace
the question: Who should rule? by the
new question: How can we so organize
political institutions that bad or incompetent rulers can be prevented from
doing too much damage?” (ibid. p. 121, Poppers fremhævning). Det
demokratiske paradoks er tæt forbundet med ”frihedens paradoks” hos Platon – et
helt tilsvarende postulat om, at friheden er illusorisk, fordi den kan anvendes
til at fornægte sig selv. Popper overvejer i fodnoten, om andre begreber
indebærer et tilsvarende platonisk ”paradoks” og nævner her som sagt
”tolerancens paradoks”. Tolerancen kan lige som demokratiet og friheden
afskaffe sig selv, hvis det fører til sin modsætning – i dette tilfælde
intolerance. Poppers pointe er også her, at der ikke er noget reelt paradoks. Friheden,
demokratiet og tolerancen skal forstås som et sæt af principper og
institutioner. Der er forskel på at være tolerant over for ytringer og over for
en konkret virkeliggørelse af dem.
Et tolerant liberalt demokrati har efter Poppers opfattelse
ret til at beskytte sig mod intolerante kræfter, men deraf følger ikke, at
enhver metode er berettiget, eller at et tilsyneladende ”paradoks” som hos
Platon kan begrunde bare at tilsidesætte begrebet.
Quid pro qou?
Reciprocitet – gensidighed – er helt givet en af de stærkeste
og mest værdifulde sociale mekanismer overhovedet. De fleste former for
samarbejde baserer sig på princippet om at gøre gengæld i både positiv og
negativ retning. Intensive relationer – hvad enten det gælder økonomiske, i
civilsamfundet, i organisationer som virksomheder og foreninger – bygger typisk
på, at medlemmerne har gengældt positive handlinger og belønnet tillid. Og
risikoen for at blive straffet ved, at manglende samarbejde bliver gengældt,
fungerer som en stærk spore til at respektere samarbejdet. I spilteori er
gengældelse i gentagne spil således forudsætningen for at eliminere kortvarige
tilskyndelser til en kortsigtet gevinst ved at bryde samarbejdet (se f.eks. Axelrod 2006).
Det er yderst nærliggende og instinktivt tillokkende at
udstrække reciprocitetsbetragtningen til også at gælde det liberale demokratis
institutioner. Hvis en gruppe af borgere ikke grundlæggende accepterer det
liberale demokratis spilleregler, hvorfor skal de så selv være beskyttet af
dem. En reciprocitetstankegang taler umiddelbart for at lade dem miste, hvad de
ikke er villige til at acceptere for andre. Er man ikke tilhænger af
ytringsfrihed, har man ikke ret til at ytre sig. Er man ikke tilhænger af
ejendomsret, er ens ejendom ikke beskyttet.
Men uanset hvor instinktivt tiltalende denne tilgang måtte
være, så bygger den på en grundlæggende misforståelse. De individuelle
rettigheder og politiske institutioner i et liberalt demokrati definerer de
tyndest mulige relationer i et samfund. De er nødvendige for, at personer og
grupper af personer kan skabe meget dybere relationer, baseret på bl.a.
reciprocitet. De er så at sige rammebetingelser for denne interaktion.
Ejendomsretten er en generel rammebetingelse for et tæt økonomisk samarbejde
mellem f.eks. en lønmodtager og en arbejdsgiver eller partnerne i en
virksomhed.
Reciprocitet i rammebetingelserne bryder fundamentalt med
princippet om, at reglerne gælder ens for alle. Vælges det først at udmåle
reglerne efter, hvad man mener, at den enkelte har fortjent, er der ingen
grænser for, hvor differentierede de kan være. Vejen er åben for samfund med
særlige privilegier til særlige grupper eller klasser.
En anden misforståelse er at forveksle reciprocitet i
rammebetingelserne med den proportionalitet, der ofte ligger i sanktionerne for
dem, som overtræder de grundlæggende regler. Frihedsberøver man nogen, vil man
blive straffet med fængsel. Det kan umiddelbart godt ligne reciprocitet. Det er
dog ikke svært at se forskellen. En lang række forbrydelser straffes med noget
andet end det, overtrædelsen bestod i. Pointen er ikke, at man mister den
rettighed, man selv har krænket, men at straffen står mål med forbrydelsen. Det
er også vigtigt, at det er overtrædelsen og ikke selve den manglende accept,
der udløser sanktionen. Det er ikke nødvendigt, at man accepterer
ejendomsretten, for selv at være beskyttet af den. Det er først, når man
krænker den, at man udsættes for en sanktion.
Årsagen til, at de yderste rammebetingelser ikke er genstand
for reciprocitet, er som allerede nævnt, at det fører til uundgåelige
paradokser. Hvis det liberale demokrati var forbeholdt for dets tilhængere,
ville pluralismen være forbeholdt for kun én type af holdninger. Det er
faktiske den direkte vej til de platoniske paradokser.
Trusselvurderinger
En tilgang, som reelt er ganske beslægtet med
reciprocitetstilgangen, er at graduere reglerne ud fra en trusselsvurdering.
Det er så at sige reciprocitet på forventet efterbevilling. Personer, som anses
for en større trussel imod den samfundsmæssige orden, tildeles færre
rettigheder end personer, som udgør en mindre trussel.
Argumentet anvendes bl.a. som begrundelse for, at
ytringsfriheden ikke kan være absolut og gælde alle. Der er en glidende
overgang fra at fremsætte ytringer om, at nogen bør krænkes, til en
voldshandling rent faktisk finder sted – i den forstand, at ytringerne kan gøre
voldshandlingerne mere sandsynlige.
Det er helt givet rigtigt, at vore medmennesker udgør en
varierende trussel eller potentiel trussel. Det fører blot ikke nødvendigvis
til den konklusion, at deres rettigheder bør gradueres derefter.
Problemerne med at graduere rettigheder efter
trusselsbillede er grundlæggende de samme som ved at udmåle dem efter
reciprocitet, men de er endnu større at gennemføre i praksis. Modsat
vurderingen af en demonstreret handling indebærer opgørelsen af en trussel et
subjektivt skønselement. En forebyggelse af en trussel kan i sig selv udgøre en
trussel eller ligefrem en krænkelse. Hvis jeg vil begrænse nogens frihed for at
hindre, at de kan udgøre en trussel, kan jeg selv hævdes at udgøre en trussel.
Hvem har i så fald ret til at intervenere mod hvem?
Det følger ikke, at man i et liberalt demokrati ikke
må beskytte sig imod trusler. Hele statens legitimitet bygger som sagt i sidste
ende på at beskytte menneskers liv, frihed og ejendom. Truslerne skal
imidlertid være meget klare og direkte. Det ligger i rettighedernes natur, at
der må være tale om et enten eller. Enten er truslen alvorlig nok, eller også
er den ikke. Det er sandt nok, at der i praksis altid vil være tale om, at
trusler er graduerede, men retssikkerhed nødvendiggør en skillelinje mellem
tilladt og forbudt. En handling – f.eks. i form af en ytring – kan ikke være
gradvis forbudt, selv om den måtte indebære en gradvis trussel.
Hvor farlig er
islamisme?
Det hævdes til tider, at islamismen indebærer en større fare,
end noget andet, de liberale demokratier tidligere har stået over for. Og at det
begrunder langt mere vidtrækkende forholdsregler, end vi tidligere har kendt. Hvis
det er rigtigt, kan man måske også hævde, at vi er ude over en almindelig
trusselvurdering og ovre i en stærk og overhængende fare.
Det forekommer bare at være en meget historieløs
betragtning. Vesten kom igennem en langt mere alvorlig fare fra kommunismen og
resten af den yderliggående venstrefløj under den kolde krig uden at gribe til
begrænsninger i det liberale demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder.
Under den kolde krig var vi direkte militært truet af en atombevæbnet supermagt
med åbenlyst aggressive hensigter, og som havde besat Østeuropa – herunder et
par af vore nabolande, hvorfra der kunne landsættes tropper med meget kort
varsel. Sovjetunionen støttede meget aktivt kommunistiske bevægelser i Vesten –
fra partier på Venstrefløjen til terrorgrupper. Kommunisterne fik væsentlig
indflydelse i nominelt tværpolitiske organisationer som fagforeninger,
studenterorganisationer og fredsbevægelsen. Sovjets sympatisører satte sig på
centrale poster i det politiske liv, i centraladministrationen og i
medieverdenen. Samtidig bedrev Sovjet omfattende spionage og propaganda (og
Vesten forsøgte det samme i modsat retning).
Truslen fra islamistiske organisationer og ”hadprædikanter”
er helt uden sammenligning med truslen under den kolde krig. Islamisterne har
end ikke fuld kontrol over en militært betydende stat. De udgør ingen militær
trussel mod Vesten. De har ikke haft held til at sikre sig nogen indflydelse i
det politiske liv i Danmark eller besætte poster i centrale
samfundsorganisationer, og de har heller ikke haft succes med at skaffe
sympatisører endsige rekruttere i væsentlig grad uden for muslimske
indvandrerkredse.
Den islamistiske trussel består først og fremmest i terror.
Man har dog ikke kunnet kunne gentage aktioner i stil med 11.
september-angrebet for små tyve år siden. Angrebene foretages derimod primært
af isolerede enkeltpersoner eller smågrupper uden direkte ledelse fra organisationen
Islamistisk Stat. Terroren fungerer først og fremmest som asymmetrisk
krigsførelse og udtrykker dybest set bevægelsens svaghed. Det er dens manglende
muligheder for at hamle op med vesten med mere konventionelle midler, som fører
til valget af terror.
Det er vigtigt at være opmærksom på, hvori effekten af
terror ligger. Den hviler på samme princip som judo, nemlig at anvende
modstanderens kraft imod ham selv. I sig selv berører terror kun relativt få
personer. I langt de fleste lande er risikoen for at blive dræbt eller skadet i
en trafikulykke markant større end for at blive ramt af terror. Effekten ligger
derimod i reaktionerne. For den røde terror i 1970erne og 80erne var det et
erklæret mål at ”afsløre det borgerlige samfunds voldelige natur” – altså
modforanstaltningerne. En anden effekt er at anvende opmærksomhedsskabelsen til
at rekruttere sympatisører.
Den islamistiske terror kan siges at være succesfuld netop
ved at have fremkaldt modreaktioner, som tilsidesætter ellers grundlæggende
principper i det liberale demokrati. Det kan anvendes til at forsøge at
udstille, at f.eks. ytringsfriheden ikke er reel, fordi den ikke gælder for
muslimer. Det kan medvirke til at radikalisere moderate muslimer og modvirke
integrationen af muslimske indvandrere i de vestlige samfund. Netop
radikaliseringen er ellers den måske vigtigste begrundelse for alvoren af den
islamistiske trussel. Men heller ikke den tåler sammenligning med den
venstreorienterede radikalisering under navnlig den kolde krig. Kommunisterne og
Venstresocialisterne opnåede stemmetal på op til sammen 5-6 pct. i Danmark frem
til Murens fald (de to partiers afløser, Enhedslisten, præsterede det samme og
har i meningsmålinger været oppe på det dobbelte). Ifølge en vesttysk
meningsmåling fra 1970erne udtrykte en fjerdedel af befolkningen under 40 år
sympati med terrorbevægelsen Rote Armee Franktion (Aust 2009).
Det har ikke været hovedsigtet med denne korte diskussion
her at gå i dybden med den islamiske trussel. Men selv en kursorisk gennemgang
viser klart, at påstandene om en helt exceptionel trussel er historieløs – og
egentlig kan betragtes som en implicit hvidvask af kommunismen.
Der er altså meget svært at se, at islamismen udgør en
større trussel. Derimod kan man måske gøre gældende, at det liberale demokratis
respons på venstreradikaliseringen burde
have været meget mere vidtgående. Det kan også diskuteres – og jeg er ikke
enig. Men i givet fald burde fortalerne for at tilsidesætte det liberale
demokratis principper være konsekvente nok til også at lade venstreradikalismen
omfatte af de restriktioner, der ønskes mod islamister.
Hvis de risici, som islamismen udgør i dag, var nok til at
begrunde ekstraordinære begrænsninger i frihedsrettighederne, må man se i
øjnene, at undtagelsestilstanden ville være mere norm end undtagelse i de
liberale demokratier. Det aktuelle trusselsniveau er desværre ikke ud over,
hvad der ud fra den historiske erfaring kan forventes fra forskellige sider
også i fremtiden. Terror som asymmetrisk krigsførelse er næppe muligt at undgå.
Dermed er det også sagt, at det liberale demokrati reelt er en urealistisk
tilstand i andet end særligt fredelige perioder. Og da der ikke er grund til at
tro, at det liberale demokrati kan slås fra og til – alt efter hvor
fredeligt det er – er konklusionen, at det er et uopnåeligt ideal. Det synes
atter at bringe os til et platonisk paradoks.
Konklusion
Det liberale demokrati beskytter sig mod sine fjender ved at
begrænse, hvad statsmagten kan bruges til. Det er – som tænkere fra Locke til
Popper har indset – den eneste vej, som ikke fører til grundlæggende paradokser
mellem statens opgave og dens måde at løse den på. Det liberale demokrati har i
sin hidtil begrænsede levetid også vist sig at være relativt robust de fleste
steder. De procedurale regler for afholdelse af valg, regeringsskifte,
arbejdsdeling mellem domstolene og den udøvende magt bliver generelt overholdt.
Mange repressive regimer har vist sig langt mere skrøbelige. Ingen af de værste
regimer fra det tyvende århundrede findes mere.
Dermed ikke være sagt, at de liberale demokratier har været
ubetingede succeser. De har været langt svagere til at beskytte substantielle
frihedsrettigheder end til at håndhæve de procedurale (se også (Brøns-Petersen
2003).
Staten er desuden vokset i et omfang, der ikke var forudset ved det moderne
demokratis indførelse. Der er snarere grund til at styrke frihedsrettighederne
og begrænsningerne på staten.
Referencer
Aust, Stefan. 2009. Der Baader-Meinhof-Komplex. 15. Aufl.,erw.
und aktualis. Ausg., vollst. Taschenbuchausg. Goldmann Spiegel-Buch 12953. München: Goldmann.
Axelrod, Robert M. 2006. The Evolution of Cooperation. Rev. ed.
New York, NY: Basic Books.
Brøns-Petersen, Otto. 2003. “Kan en
grundlov overhovedet sikre individuelle rettigheder?” Libertas, nr. 44
(december). http://www.libertas.dk/arkiv/44.pdf.
———. 2018. “Markedsfejl og statsfejl”. Libertas,
nr. 67 (juni).
Popper, Karl. 2015. The Open Society and Its
Enemies. London: Routledge.
[1] Dermed
ikke være sagt, at fortalerne for at begrænse statsmagten ikke også ønskede, at
holdningerne og dannelsen understøtter det liberale demokrati. Jefferson mente
f.eks., at bedre uddannelse ville føre til bedre valg fra borgernes side. Selv
Buchanan argumenterede for behovet for en ”civil religion” knyttet til det frie
samfundsinstitutioner. De var imidlertid langt fra forestillingen om, at staten
skal forme holdningerne direkte.
[2] Dermed
ikke være sagt, at en sådan kollektivistisk tilgang ikke i sidste ende kan være
vanskelig at begrunde på selv et helt grundlæggende konceptuelt niveau.
Spørgsmålet er, om ”samfundet” kan give mening uden at bygge på individer som
grundlæggende element. Det er samtidig ikke givet, at liberale anser
individuelle præferencer og interesser for uafhængige af den samfundsmæssige
orden, blot fordi de i politisk-filosofisk kontekst anses for ”givne”. Begge
spørgsmål er særdeles interessante, men ligger uden for denne artikels sigte.
[3] Men vel
at mærke på meget forskellig måde. For kantianere må ingen tjene som redskab
for en anden. For utilitarister tæller lige meget i den ”totale” samfundsnytte.
[4] Der
findes dog ét ræsonnement, nemlig Hobbeses. Han forudsatte, at kun en
ubegrænset suveræn er stærk nok til at kunne yde en effektiv beskyttelse. Og
han antog samtidig, at suverænen i sin egen interesse vil lade borgerne beholde
flere af deres ressourcer end under alles-krig-mod-alle, fordi det ultimativt
giver ham større indkomster fra dem. Det svarer lidt til bondens egeninteresse
i at fodre og beskytte sine dyr. Under disse forudsætninger – som der
imidlertid er al mulig grund til at betvivle rigtigheden af – kan det være i
borgernes interesse at underkaste sig en ubegrænset suveræn, viste Hobbes.