Tag-arkiv: medier

Om tal, terror & MSM: Gæsteindlæg af Poul Højlund

Af Redaktionen, den 18. december 2005. 1 svar

Punditokraterne bringer hermed et dagsaktuelt indlæg af Poul Højlund, der går i kødet på MSM’s behandling af “data” om irakernes holdninger …

Bare et tal
Hvis ikke det hele var så komisk, ville det være tragisk.

Sunday Telegraph’s defence correspondent Sean Rayment kom 23.10.05 med følgende artikel: Secret MoD poll: Iraqis support attacks on British troops. Berømt fordi nettet har mere end 400.000 henvisninger, og berømt fordi republikaneren John Murtha forlanger de amerikanske tropper hjem omgående, når nu irakerne ikke kan lide dem alligevel.

Villy Søvndal forlangte allerede samme dag de danske tropper ud omgående. DR kunne åbenbart ikke læse engelsk, men fik fortyfive percent til at blive til 54%. Det er heller ikke nemt.

Den gode Sean Rayment, der således ganske uforvarende scorede et verdenshit, er aldrig er vendt tilbage til sit scoop med så meget som en linie. Han skriver om William, der slår Harry i hærens IQ-test, om tab i Afghanistan, om hærens vanskeligheder med at rekruttere til Irak, – men ikke et eneste opfølgende ord om den virkelige sensation, hans store scoop:

Millioner af irakere mener, at selvmordangreb på britiske styrker er berettigede, lød sensationen. Op til 65% af irakerne støtter angrebene og mindre end en procent af irakerne synes, at det allierede militære engagement hjælper til at forbedre sikkerheden i deres land.

Villy Hin Søvndahl derimod kan ikke vente med at få fingrene i tasterne; han er allerede samme dag på alle medier (weekend, nemlig) med sit krav om omgående pull out på grund af de nye sensationelle tal. Hele 65% af alle irakerne støtter angrebene. Selve statsministeren tvinges til at svare med standardsvaret Alle skal ud så hurtigt, som forholdene tillader. Historien lever et par døgn og dør så.

Undertegnede relativt stilfærdige menneske rykker også til tasterne og begynder i Kristeligt Dagblad, – samme slagmark som Søvndal havde valgt – og fortsætter i JyllandsPosten.  Spidse og småsure spørgsmål til DR og Søvndal om dokumentation for påstandene. Sidste afsnit fra KD (som ikke giver web-adgang uden abonnement) lyder:

“Konklusion: På baggrund af en enkelt journalists oplysninger om en hemmelig undersøgelse, hvis resultater er i direkte modstrid med den veldokumenterede BBC-undersøgelse, og hvor formålet med journalistens artikel er tydeligt indenrigspolitisk, og hvor journalistens brug af unavngivne kilder tidligere har vist sig tvivlsom, bringer Radioavisen en nyhed, hvis væsentligste procenttal er en pinlig fejloversættelse, – og på den ekstremt tynde baggrund, rykker SF’s formand i felten og kalder grundlaget for dansk militær tilstedeværelse i Irak for ikke-eksisterende.

Mens Radioavisen tjekker sine kilder, sine bevæggrunde og sin troværdighed, kunne Villy Søvndal måske bevæges til at forklare, hvorfor offentligheden i denne sag skal tage ham alvorligt?”

Ingen reaktion. 21. november opsumerer TV2 i 22-nyhederne udviklingen i Irak siden Mission Accomplished om bord på USS Abraham Lincoln den 1. maj 2003. Det er nu over 2 år siden præsident Bush bla bla …. Et rent powerpoint show med lidt speak og en heftig grafik med headlines, der drøner frem i billedet.

Skilt nummer fem efter hukommelsen: Over 100 daglige angreb fra terrorister og oprørere. Skilt nummer seks: Mere end 65% af irakerne støtter angrebene. Slut for Irak og videre til næste emne.

Få dage senere præciserer redaktionschef Hans Peter Blicher i JP direkte henvendt til undertegnede, høfligt og måske lige en snert nedladende, at tallet kun omfatter sympati for angreb mod de væbnede styrker og ikke mod civile. Nu er de 65% kun gældende i det dansk/britisk kontrollerede område i det sydlige Irak: I hele Irak er det 45%, der osv.

Samme aften meddeler TV2 nyhederne en rettelse. Jeg så den ikke, og den er ikke på deres web-tv.  Noget om nogle forkerte tal og nu følger de rigtige tal: 45% af alle irakere støtter angrebene på de væbnede styrker.

Få dage senere i JP retter skyder undertegnede det første alvorlige missil af: Dårlig presseetik.

Få dage senere i JP et hidsigt angreb fra Blicher, der henviser til, at alle andre jo også har brugt kilden, at vi sandelig ikke betaler tvangslicens og at han i øvrigt anser debatten for overstået.

Dagen efter er selveste nyhedschef på DR, Lisbeth Knudsen ude med den helt store kaliber,  men dog detaljeret i sin rettelse af de tre eller fire eller fem fejl, DR har nået at begå i sagen. Samme henvisning til alle de andre medier, der også har brugt tallene, og endelig en blank afvisning af min påstand om tendenser i dækningen af Irak.

Nu træder Punditokraterne for alvor ind på banen. En læser, Niels Christensen, linker til en mig ukendt Spiegel-undersøgelse med helt andre tal. Tak for det. Verden hænger igen og veldokumenteret sammen og der kommer overensstemmelse mellem rekordvalgdeltagelse og meningsmålinger.

Tre fjerdedele af irakerne støtter de udenlandske troppers tilstedeværelse, indtil forholdene er stabiliserede. Tre fjerdele støtter …, altså ikke to ud af tre, der støtter angreb på tropperne, men tre ud af fire, der ønsker troppernes tilstedeværelse opretholdt.

Mit næste indlæg i JP må kun være på 300 ord, – ak ja. Det kommer forhåbentligt på mandag. Her er de sidste afsnit:

“…Og tv-stationerne vil ikke indse, at de er blevet ofre for deres egne fordomme. Deres normale journalistiske sans er bedøvet af de spændende tal, der for alvor viser, hvor skidt det går i Irak.

De to stationer kan heller ikke læse tysk. Der Spiegel bringer 11. december en helt anderledes troværdig og veldokumenteret meningsmåling. Tallene modsiger de udokumenterede påstande fra Sunday Telegraph. Blot en enkelt tal: hver fjerde iraker ønsker omgående troppetilbagetrækning. Tre fjerdedele af irakerne ønsker at tropperne bliver, indtil forholdene er stabiliserede. Hvornår bringer I de nyheder?

Men nej, gode nyheder om Irak har ingen interesse. Selv det seneste valgs overvældende succes bliver vinklet til en Sippel-historie om valgsvindel og fupdemokrati. Dækningen af Irak er tendentiøs. Dette er blot et lille eksempel. “

DR skraber bunden

Af admin, den 16. december 2005. 2 svar

Ak, vores lille grundskole for opvakte journalister må notere endnu et nederlag – ingen kender os, eller der findes ingen i målgruppen. Åbenbart ikke hos DR.

Her er deres bud på Plame-sagen:

Præsident Bush kender CIA-lækagens bagmand.

16. dec. 2005 00.05 Udland Opdat.: 16. dec. 2005 00.06

Robert Novak, journalisten, som afslørede en CIA-agent, siger, at præsident Bush kender kilden til historien.

Robert Novak var den første til at afsløre navnet på agenten, Valerie Plame, og siger nu, at medierne og politikerne ser det forkerte sted hen.

Valerie Plame er gift med en tidligere diplomat og ambassadør Joseph Wilson, der afslørede, at regeringen opdigtede de masseødelæggelsesvåben, der var begrundelse for at gå i krig mod Irak.

Wilson har siden anklaget regeringen for at afsløre, at hans kone var CIA-agent for at hævne sig på ham.

Det er ulovlig at offentliggøre CIA-agenters navne i USA.

Det fremhævede afsnit er, som alle der kan læse ved, helt forkert. Wilson afslørede ikke noget, men fik tværtimod bekræftet, at Irak faktisk havde henvendt sig i Niger for at købe uran. Læs nærmere i linket ovf.

Hvordan dælen kan en public service virksomhed som DR være så dårlig? Har de en beskæftigelsespolitik, der går ud på at ansætte særligt virkelighedsudfordrede journalister, eller er de bare fløjtende lige glade med fakta, bare historien har den rette morale?

MSM om Alito

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. november 2005. 5 svar

De danske MSM er som bekendt uhyre pluralistiske og indbyrdes nuancerede.  F.eks. kan man betragte, hvorledes danske TV-medier betegnede Samuel Alito, da han for knap en måned siden blev nomineret til ny amerikansk højesteretsdommer: samme dag i aftenudsendelserne kaldte TV2 ham “ærkekonservativ”, mens DR derimod betegnede ham som “ultrakonservativ”.  Pluralisme, indeed! (Man fik også tilføjet, at han var “i seng med den evangelske højrefløj”; her kunne man ganske vist ihukommet, at dansk protestantisme ret beset er … evangelsk, mens Alito derimod—ligesom John Roberts, Clarence Thomas og Antonin Scalia—er … katolik, således at der nu faktisk for første gang er et katolsk flertal af medlemmer af SCOTUS [mens to andre medlemmer iøvrigt heller ikke er protestanter, men jødiske].  Men visse vasse, lad os ikke hænge os i religiøse detaljer.)

Men nu viser det sig, at de danske mediers hårdtarbejde korrespondenter, som altid er på tæerne for at lægge en original vinkel på deres udenrigsdækning (host, host), sørme står fint på skuldrene af de amerikanske MS-mediers dækning af nomineringen.  Rich Noyes fra Media Research Center har således i en kronik afdækket, hvorledes de amerikanske medier systematisk omtaler venstreorienterede jurister som “moderate”, mens højreorienterede betegnes som “ultrakonservative”, “ekstreme”, o.s.v.:

“New Supreme Court nominee Samuel Alito has been a Justice Department lawyer, a U.S. attorney and a federal judge. Bill Clinton’s first Supreme Court nominee, Ruth Bader Ginsburg, was a federal judge, too, but she also had been a liberal political activist, most notably as director of the Women’s Rights Project for the American Civil Liberties Union.

But in the first hours after each was nominated, network reporters assured viewers Judge Ginsburg was a “moderate” and a “centrist,” while journalists characterized Judge Alito as a right-wing extremist.

Indeed, even before President Bush announced Judge Alito’s nomination, reporters were in a labeling frenzy. ABC’s Charles Gibson called Judge Alito “very conservative” and “the most conservative member” of an otherwise “liberal appellate court.” Over on CBS, Gloria Borger dubbed Judge Alito “quite conservative,” the same label applied on CNN by early-morning anchor Carol Costello. On ABC’s “Good Morning America,” a breathless Jessica Yellin labeled Judge Alito as “conservative” five times in 50 seconds.

That night’s newscasts carried the same message. ABC anchor Elizabeth Vargas called Judge Alito a “staunch conservative,” while CBS’ John Roberts warned that “if confirmed, Alito would wipe out the swing seat now occupied by Sandra Day O’Connor, tilting the Supreme Court in a solidly conservative direction.” (In contrast, NBC anchor Brian Williams agreed Judge Alito was “dependably conservative” but also saw an “independent streak,” as did NBC reporter Pete Williams.)

Twelve years ago, those same networks denied Judge Ginsburg’s liberal ideology. A few hours after President Clinton announced Judge Ginsburg’s nomination on June 14, 1993, NBC’s Andrea Mitchell pronounced Judge Ginsburg “a judicial moderate and a pioneer for women’s rights.” The next morning on ABC, “Good Morning America” co-host Joan Lunden asked legal editor Arthur Miller: “We hear words like ‘centrist,’ ‘moderate,’ ‘consensus builder.’ How will she fit into this court?” Mr. Miller, a longtime friend of Judge Ginsburg, wrongly predicted she would be a centrist justice.”

Lyder det bekendt?

Filmorientering

Af admin, den 28. november 2005. 2 svar

For noget tid siden omtalte vi Michael Yon, der jævnligt blogger fra Irak, men med en noget mere positiv vinkel end MSM.

Det var vores bidrag til alsidigheden i MSM, da vi gik ud fra, at de ikke havde lyst til at omtale den slags. Et indtryk vi fik bekræftet, da Berlingske et par uger senere havde en stor artikel om Milblogs, dvs. blogs skrevet af soldater og andre udstationeret i Irak. Af de fem blogs, som blev nævnt, var de fire naturligvis imod krigen; den femte blev beskrevet som våbenglad. Man kan jo gå ind på MudvilleGazette og se, om krigsmodstanderne virkelig udgør 80 pct. af milblogs …. eller man kan sammenholde den danske artikel med denne artikel om samme fænomen taget fra WeeklyStandard. Interessant, ikke?

Så med den dækning i danske MSM må vi hellere fortsætte.

Vi kan nu oplyse, at Bruce Willis overvejer at lave en film, der støtter krigen, baseret på Yons reportager. Læs nærmere her.

Det vil i så fald være en film, der går helt mod strømmen i Hollywood. En virkelig alternativ film. Men nok ikke en, man skal se rosende omtalt i den danske kulturdækning. Her skal film helst ligne alle de andre anderledes film for at blive betragtet som alternativ (på den fede måde).

Om filmen overhovedet bliver realiseret, afhænger af meget, bl.a. af penge. Men der er da et pænt fortilfælde, hvad det angår, hvor endnu en (rigtig) alternativ film fik publikum trukket til. Jeps, det var Mel Gibsons The Passion of Christ. Ikke lige min smag, men der var bestemt et publikum.

Som påpeget i ovennævnte link er der nok et publikum også til Willis’ film. Washington Post har denne meningsmåling, der viser, at de fleste har gennemskuet demokraternes kritik af krigen. Så selvom MSM gør sit værste for at undergrave moralen, kan en enkelt film med det modsatte tema nå et stort publikum.

Go Bruce. Go.

Hjælp til selvhjælp – journalistik 101

Af admin, den 14. november 2005. 1 svar

For at få Plame-sagen til at lette, var der en række fakta, som først måtte overkommes.

Man prøvede først at hævde, at Bush havde nævnt de falske Niger-dokumenter i sin tale til nationen. Det havde han desværre ikke, han henviste til britiske efterretninger, der siden blevet opretholdt af Butler-rapporten.

Så prøvede man at hævde, at de britiske efterretninger var støttet på de falske Niger-dokumenter. Det var også en smutter, igen nævnt i Butler-rapporten, blot nogle få sider længere fremme.

Seneste forsøg går nu på ikke at være alt for præcis om, hvornår Bush har talt om Niger-dokumenterne og så hævde, at spørgsmålet om, hvorvidt Bush har misbrugt eller fordrejet efterretningerne endnu ikke er blevet undersøgt. Herved prøver man at holde liv i myten om Bush Lied/People Died.

Her melder så de seneste problemer sig, for spørgsmålet om et eventuelt misbrug fra politisk hold af efterretningerne er faktisk blevet undersøgt, flere gange endda og hver gang afvist. Man kan ikke en gang sige om en ny undersøgelse, at tredje gang er lykkens gang, for det bliver i givet fald fjerde undersøgelse. Håbet er lysegrønt, grænsende til det gennemsigtige.

Æv, men det kan man jo så prøve at ignorere. Hvis man blot fastholder, at der mangler en undersøgelse, så kan det jo være, at ingen hæfter sig ved, at alle hidtidige undersøgelser har afvist påstanden.

Men her er det Hvide Hus så ufine, at de selv påpeger de tidlige undersøgelser. De er endda så tarvelige, at de hænger Washington Post ud for den historie, når samme historie er gængs i hele MSM (også den danske).

Til benefice for de journalister, der har et samvittighedsfuldt forhold til fakta (hallo, er I der ude?), er her et link til det Hvide Hus’ pressemeddelelse, hvor man fremhæver følgende tre rapporter, der alle fastslog de efterhånden velkendte og usexede ting: efterretningstjenesterne blev ikke presset politisk til at give visse resultater, og efterretningerne blev ikke forvredet af politikerne over for offentligheden. Dobbelt æv, hvordan skal man som journalist kunne skrive spændende politisk korrekte historier, når fakta er så kedelige?

Da mange journalister åbenbart har svært ved at finde original dokumenter på Internettet (lærer man ikke om Google på journalistuddannelsen?), giver vi her en række links som hjælp til journalistisk selvhjælp:

Rapporter, der har undersøgt (og afvist) politisk misbrug af efterretningstjenesterne:

1) Charles S. Robb And Laurence H. Silberman, The Commission On The Intelligence Capabilities Of The United States Regarding Weapons Of Mass Destruction, 3/31/05 (hjemmesiden, rapporten er gratis tilgængelig).

2) Report On The U.S. Intelligence Community’s Prewar Intelligence Assessments On Iraq, U.S. Senate Select Committee On Intelligence, 7/7/04 (hjemmesiden, rapporten er sørme også gratis tilgængelig).

3) Review Of Intelligence On Weapons Of Mass Destruction, Report Of A Committee Of Privy Counsellors, 7/14/04, den såkaldte Butler-rapport (hjemmesiden, rapporten er, nå ja, gæt selv).

Der er bare lige det ve’ ‘et: de journalister, som dyrker denne BL/PD-vinkel, læser ikke vores blog, eller Instapundit, hvor historien er hentet fra. Så mon ikke de tre rapporter fortsat bliver ignoreret i MSM?

Cavling-pris?

Af admin, den 29. oktober 2005. 4 svar

Update pr. 30/10 05 ndf.

I går blev Cheneys næstkommanderende, “Scooter” Libby, tiltalt for falsk forklaring i Plame-sagen. Angiveligt skulle der være modstrid mellem noter, han udleverede ved sagens start, og hans senere udtalelser til undersøgelseskommissionen.

Det er ikke den eneste lemfældige omgang med fakta i den sag. Som dokumenteret i postingen ndf., forsøger Berlingske at knytte Wilsons kritik af Bushs tale til nationen om Iraks forsøg på at skaffe uran fra Afrika sammen med de italienske dokumenter om køb af uran fra Niger, som senere viste sig at være forfalskede. Det store problem for denne vinkling er, at Bushs tale ikke angik køb, men forsøg på køb, ikke angik Niger, men Afrika, og ikke baserede sig på de forfalskede italienske dokumenter, men på britiske efterretninger. For at citere Bushs berømte 16 ord:

The British Government has learned that Saddam Hussein recently sought significant quantities of uranium from Africa.

Men avisen kæmper uanfægtet videre, og her er så dagens forsøg:

Trods usikkerheden nævnte præsident Bush i sin tale om nationens tilstand i januar 2003, at Irak havde forsøgt at købe uran i Afrika. Han brugte britiske efterretninger som kilde – efterretninger, som senere viste sig i høj grad også at basere sig på de samme Niger-dokumenter.

Det er ganske simpelt forkert, hvilket man ikke kan undgå at vide, hvis man har læst Butler-rapporten. Og den rapport kan man da ikke undgå at kende, når rapporten udtrykkeligt på s. 123 beskriver Bushs citat som “well-founded” (velunderbygget).

Vi har tidligere linket til rapporten, men vi må åbenbart hellere læse højt:

(s. 122) In early 1999, Iraqi officials visited a number of African countries, including Niger. The visit(2) was detected by intelligence, and some details were subsequently confirmed by Iraq.

Fodnoten 2 i dette citat har følgende i relation til Joe Wilson og Plame-sagen ikke uinteressante indhold:

(2) This visit was separate from the Iraqi-Nigerien discussions, in the margins of the mid-1999 Organisation of African Unity meeting in Algiers, attested to by Ambassador Wilson in his book “The Politics of Truth” (Carroll & Graf, NY 2004, p28).

Rapporten anfører videre:

(s. 123) We have been told that it was not until early 2003 that the British Government became aware that the US (and other states) had received from a journalistic source a number of documents alleged to cover the Iraqi procurement of uranium from Niger. Those documents were passed to the IAEA, which in its update report to the United Nations Council in March 2003 determined that the papers were forgeries:

Og her er så uddrag af konklusionen på s. 125:

From our examination of the intelligence and other material on Iraqi attempts to buy uranium from Africa, we have concluded that:

…

(d) The forged documents were not available to the British Government at the time its assessment was made, and so the fact of the forgery does not undermine it.

Denne konklusion er i lodret modstrid med, hvad Berlingske anfører oven for.

Hvordan kan journalister ved en seriøs avis behandle fakta så tendentiøst?

Vil de virkelig have en Cavling-pris?

Update per 30. oktober 2005:

I al fairness må det siges, at det ikke bare er Berlingske, der klokker rundt i fakta om Plame-sagen. Se f.eks. Wall Street Journal, hvor denne opsamling fra i går også fik rodet Bush tale til nationen sammen med de forfalskede Niger-dokumenter.

Tsk, tsk. Da journalister åbenbart har det svært med kilderne, må vi hellere linke til Bushs tale her, selvom vi tidligere har citeret fra den.

Kig selv, der står ingenting om Niger, selvom Berlingske m.fl. hårdnakket påstår det, og som Butler-rapporten så uelskværdigt har skåret ud i pap, havde de omtalte britiske kilder ikke noget med de forfalskede dokumenter at gøre. Det er nok derfor, at journalisterne ikke vil henvise til netop den rapport. Det ødelægger jo helt den spændende vinkling.

Til gengæld er WSJ fair nok til selv at bringe en korrektion, se bunden af artiklen. Vi skal nok ikke regne med noget tilsvarende fra Tante Berlinger, der tværtimod støtter journalisternes faktaudfordrede vinkling på lederplads i dag.

Af samme grund dropper vi denne monomane dækning af en enkelt avis. Det bliver nok ikke bedre.

En flink avis

Af admin, den 22. oktober 2005. Skriv et svar

Forleden omtalte vi FN-undersøgelsen af mordet på Rafik Hariri i anledning af, at Syriens magtfulde indenrigsminister utroligt hensynsfuldt gik hen og døde, så et eventuelt ansvar kunne parkeres hos ham (En flink mand)

Rapporten fra FN er nu udkommet. Læser man Berlingske Tidende, og det gør mange af denne blogs læsere ufortrødent, kunne man ellers godt komme i tvivl,  for forsiden er tilsyneladende tom for henvisninger hertil.

Men kun tilsyneladende. Puds brillerne og kig godt efter. Jo, det er nævnt: oppe i den blå barre er historien nævnt med seks ord. Sjovt nok, for mens negative historier om det demokratiske Irak normalt dækkes intensivt på forsiden, er der mindre interesse for negative historier om Syrien, hvor Baathpartiets diktatur fortsat forkrøbler landet.

Historien dækkes dog inde i avisen. Sådan da. Man glider af på den del af historien, der angår mistanken om, at det var efter råd fra Kofi Annan, at den endelige rapport ikke medtog de navne på diktatorens nærtstående, som var med i udkastet. Mærkelig nok udviser Politiken mindre tilbageholdenhed om det spørgsmål i sin artikel (Mistanke: Annan lugede ud i Hariri-rapport). Denne vinkel er ellers interessant, da den angår det vigtige spørgsmål, om FN under Annan er blevet en diktatorernes klub, hvor man helst ikke vil være uvenlig over for de medlemmer, der finder demokrati og frie valg lidt for folkeligt til at være tilladt.

Men det skyldes måske, at Politiken ikke føler samme behov for at være en flink avis; journalisterne dér er næppe i risiko for at blive beskyldt for neokonservativsme.

Eller måske skyldes det ganske simpelt, at Berlingeren ikke finder historien interessant. Lederspalten er f.eks. tavs herom, hvorimod en britisk borgerlig-liberal avis som The Telegraph synes at være anderledes interesseret i at bruge den kostbare sværte på en leder.

Venlighed kan være et problem for pressen. Tag f.eks. Karl Erik Nielsen, der er blandt de bedste af Berlingskes journalister, allerede fordi han altid søger at medtage en borgerlig-liberal vinkel i sin nyhedsdækning, hvilket ikke blot har et heldigt sammenfald med avisens erklærede holdning, men også giver læserne det ekstra i forhold til vinklingen hos Politiken og DR, der kan begrunde og fastholde den læserloyalitet, som et abonnement er udtryk for.

Men som det fremgår af hans dækning i dag af Plame-sagen, kan selv en god journalist komme for skade at give et lidt upræcist billede. Det skyldes nok, at han er lidt for flink over for det venstreorienterede LA Times, hvis dækning han inddrager.

I en i øvrigt afbalanceret artikel, får han således skrevet om sagens baggrund:

Wilson havde været på en mission i Niger for at få be- eller afkræftet, om Saddam Husseins regime opkøbte uran i det afrikanske land, og selv om Wilson kom hjem og skrev en rapport, der afviste historien, så brugte præsident George W. Bush og andre den fortsat til at »sælge« krigen mod Irak.

Det kritiserede Joseph Wilson offentligt i en kronik i New York Times, og hovedtesen i den igangværende efterforskning af sagen er, at Det Hvide Hus svarede igen ved at lække Valerie Plame Wilsons navn til pressen. Tilsyneladende i et forsøg på at antyde, at Joseph Wilson kun havde fået opgaven i Afrika, fordi hans kone arbejdede i CIA, og at han med andre ord ikke var kvalificeret til at udtale sig om sagen.

Her er en lidt anden vinkel på sagen, hvor det afgørende ikke er, om Wilson var kvalificeret eller ej, men hvad han sagde, og hvad han undlod at sige:

1) Wilsons rapport konkluderede, at der ikke var sket et salg af uran til Irak, men gav samtidig en række oplysninger, der bekræftede, at Irak var interesseret i at købe uran. For eksempel en henvendelse i juni 1999, hvilket var et halvt år efter, at Saddam havde smidt våbeninspektørerne ud af Irak, og mørket derfor havde sænket sig over hans bestræbelser på at skaffe WMD. Rapporten ændrede således ikke ved den eksisterende opfattelse i CIA af problemet, den blev end ikke forelagt Cheney, og CIA fastholdt trusselsbilledet i sine rapporter til politikerne. Se Senats rapporten fra juli 2004, der vurderede før-krigs efterretningerne, s. 36 – 83.

2) Bush var således i god tro, når han og andre i hans regering udtalte sig om Saddams ønsker om at skaffe uran.

3) Bush nævnte Saddams bestræbelser m.h.t. uran i sin tale til nationen. Det var de såkaldt “16 ord”, hvor Bush oplyser, at den britiske efterretningstjeneste mener, at Saddam ønskede at skaffe uran fra Afrika.

4) Ikke bare var det altså opfattelsen hos CIA. Den britiske Butler-rapport fra juli 2004 har efterfølgende undersøgt de britiske efterretninger og fastholder, at Saddam forsøgte at skaffe sig uran fra afrikanske lande. Rapporten går endda så langt som direkte at henvise til Bushs 16 ord og fastslå, at de var “well-founded”. Se rapporten s. 121 – 125, navnlig s. 122 note 2, hvor det nævnes, at de irakiske besøg i Afrika var andre, end dem Wilson kendte til, og at de britiske kilder var tidligere og uafhængige af de dokumenter, som senere af IAEA blev kendt falske. Derfor fastholdes opfattelsen.

5) Wilson kritik var noget mere alvorlig end angivet i artiklen. Wilson, der i maj 2003 aktivt gik ind i kampagnen for præsidentkandidat John Kerry, lækkede i samme måned en version af historien til den Bush-fjendtlige kommentator Nicholas Kristof i NYT. I denne version fremstilles det som om, at Cheney havde foranlediget, at Wilson blev sendt til Niger, og derefter alligevel havde ignoreret Wilsons konklusion om, at påstanden var “unequivocally wrong”. Begge dele er som nævnt i Senats rapporten forkerte. Kristof nævner ikke Wilson ved navn, men det er let at identificere ham.

6) Cheney og den øvrige regering forstår nu, at Kerry-tilhængere i CIA vil forsøge at lægge afstand til CIAs fejlagtige opfattelse af Saddams WMD og samtidig påstå, at Bush bevidst løj om disse forhold. Krigen var jo slut måneden før, og det faktum, at Saddam var blevet nedkæmpet uden at gøre brug af WMD, gav en klar formodning om, at efterretningerne måtte have været forkerte.

7) Wilson går i juli 2003 til NYT med sin påstand om, at han klart havde underkendt uran-historien, men at regeringen alligevel havde fordrejet og brugt historien. Han undlader dog den påstand, at Cheney selv havde sendt ham, som var nævnt af Kristof. Men han undlader også at nævne de mange forhold i sin rapport, som talte for uran-historien, og som først kommer frem i Senats rapporten året efter. Wilson prøvede således at give indtryk af, at uran-historien var klart underkendt, hvad den som nævnt ikke var.

8) Den Bush-venlige kommentator Robert Novak angriber senere samme måned Wilsons fremstilling i NYT og
nævner, at hans kone er e
n “CIA operative”. Fru Wilson (født Plame) er en under cover agent hos CIA, der ganske vist er ved at ændre status, men dog stadig undergivet beskyttelse. Hun er hermed “outet”.

Så vidt facts. Resten er indtil videre spekulationer. Der er hovedsageligt to muligheder:

A) Valgte Bush-regeringen at oute Wilsons kone, fordi de vidste, at hun var en hemmelig agent for derved at skade Wilson mest muligt?

B) Valgte Bush-regeringen at påpege over for journalister, at Wilsons kone var i CIA, fordi de opfattede Wilsons kampagne som knyttet til CIAs forsøg på falsk grundlag at lægge afstand til deres egne efterretningsfejl? Og i bekræftende fald, vidste man, at fru Wilson var hemmelig agent, eller troede man blot, at hun arbejdede i CIA, hvad mange gør uden at være agenter under cover og som derfor frit kan omtales.

Da dette er USA, kan historien i øvrigt ende med, at der slet ikke rejses tiltale for outingen af fru Wilson, men for noget andet, nemlig at de afhørte ikke har samarbejdet med efterforskeren. Det er således interessant, at Robert Novak ikke er tiltalt, selvom han var den første, der klart outede fru Wilson. Det tyder på, at selve outingen ikke er så relevant alligevel.

På trods af denne indlende smutter, som nok nærmere skyldes LAT, rammer Berlingskes journalist rigtigt i sin overordnede pointe: Plame-sagen bliver brugt af krigsmodstanderne til at holde liv i “Irak-løgnen”, selvom sagen så åbenbart angår forhold efter krigen og ikke ændrer på de oplysninger, som Senats rapporten og Butler-rapporten tog stilling til.

Afdelingen for Jubeloptimistisk Opportunisme

Af admin, den 23. september 2005. 9 svar

Onsdag aften ved 9-tiden blev jeg vidne til den ynkeligste forestilling i denne regerings levetid: En af regeringens ideologisk bedst begavede ministre, Claus Hjort Frederiksen, blev spurgt af en journalist fra DR (af alle steder!), om ikke det skulle kunne betale sig at arbejde, men turde ikke andet end svare uden om i sin iver efter at lægge lighedsdebatten død.

Anstændige og anfægtede borgerligt-liberale må fortvivle, men som selvudnævnt leder for punditokraternes Afdeling for Jubeloptimistisk Opportunisme (AJO), vil jeg hellere spørge, hvordan vi sikrer, at dette forbliver et nadir, hvorfra vi kan komme videre.

Vi må konstatere, at store dele af befolkningen ikke skelner mellem politisk lighed og økonomisk lighed.

Politisk lighed angår menneskets ligeværd, at alle er født lige med samme umistelige menneskeværd, skal behandles lige og havde samme chancer. Det var grundtanken i de to store liberale revolutioner: den amerikanske og den franske, og det er fortsat den altafgørende præmis for vores ideologi.

Økonomisk lighed angår noget andet, nemlig at folk skal stilles lige. Uanset hvordan de opfører sig, skal alle have det samme. Den, som gør en ekstra indsats, skal ikke have mere, end den, der la’r vær’. Det er en forestilling hentet fra det kommunistiske paradis, som angiveligt skal komme en gang: et samfund uden stat (lyder lidt ultraliberalt, ikke?), uden penge og – ellers er det jo ikke sjovt – helt uden ressourceproblemer med alt til alle. I det samfund giver økonomisk lighed mening; ingen andre steder.

Der er således en verden til forskel på de to lighedsbegreber, men som vreden over Eva Kjer Hansens udtalelser har vist, så forstår mange herhjemme det ganske simpelt ikke. De tænker kun på politisk lighed.

Er det i grunden så galt? Er det virkelig udtryk for, at socialisterne har vundet værdidebatten?

Nej, det er mere udtryk for, at de liberale grundtanker har sejret. Begrebet lighed har i den grad sat sig igennem, at det kun forstås i sin politiske form, og kun kan bruges i debatten i den form. Den almindelige dansker tror fuldt ud på den liberale antagelse om, at alle mennesker er lige. Det er en bred og dyb accept af vores principper, vi burde påskønne.

Når vi støtter demokratiet og tager afstand fra ekspertvældet og andre privilegier, skyldes det jo netop vores tro på, at alle er lige, og at ingen derfor har ret til at træffe beslutninger på andres vegne uden deres samtykke. Når vi støtter markedsøkonomien, er det ligeledes i erkendelse af, at alle mennesker kan bestemme selv og selv bedst ved, hvad der er godt for dem.

Vi bør beundre denne respekt for lighed, ikke beklage den.

Dernæst må vi tage bestik af, at vi lever i en tid med hykleri, hysteri og historieforvanskning. Vi bør angribe de, der søger at misbruge respekten for den politiske lighed til at fremme deres egne ønsker om økonomisk lighed ved at blande de to begreber sammen. Det gør vi ved at konfrontere dem med en række sandheder, som intuitivt har opbakning i befolkningen.

Det er blevet sagt før, men tåler gentagelse:

1) Økonomisk lighed er hamrende uretfærdigt, medmindre alle laver nøjagtigt det samme. Hvis man finder det rimeligt at belønne den, der gør en ekstra indsats, f.eks. at den faglærte får mere i løn end den ufaglærte som belønning for at have stået i lære, så støtter man ikke økonomisk lighed. Hvis nogle påstår, at de går ind for økonomisk lighed, så spørg dem, om de virkelig vil kræve lige løn for forskelligt arbejde? Er et lommepengesamfund, hvor alle får nøjagtigt det samme at leve for af Staten, virkelig deres mål?

2) Når nogle bliver rige, er det ikke ensbetydende med, at nogle bliver tilsvarende fattige. Tværtimod, desto rigere et samfund bliver, desto flere penge bliver der til at støtte de svageste. I modsætning til, hvad brede dele af venstrefløjen måske tror, så dyrkes pengene til overførselsindkomster ikke i de store kælderanlæg under Nationalbanken som champignon; de kommer ind ved opkrævning af skatter og afgifter fra folk, der arbejder.

3) Økonomisk ulighed er aldrig et mål i sig selv, det er et resultat, der opstår, fordi folk opfører sig forskelligt. Nogle er pengeglade og knokler som gale for at sanke grunker, andre vil måske hellere arbejde lidt mindre og bruge tiden sammen med deres børn, og så fremdeles. Vores erkendelse af, at folk er forskellige, gør os opmærksomme på, at nogle ikke kan klare sig selv og har brug for samfundets hjælp. Dem hjælper vi ikke ved at stræbe efter den laveste fællesnævner. Hvis der er noget, som har skadet vores folkeskole og forrådt de svagest stillede børn med den tungeste sociale arv, har det netop været ønsket om at stille børn lige, så det ikke alle kunne lære, skulle ingen lære.

4) Hvis man vil forhindre, at folk bliver fattige, har man en social og humanistisk indstilling. Vil man forhindre, at folk bliver rige, er man bare misundelig.

5) I betragtning af, hvor udbredt misundelse er, kan man faktisk godt argumentere for, at et samfund får færre konflikter, desto mindre afstand der er fra top til bund, også selvom bunden har det godt. Man skal blot gøre sig klart, at dette argument er beslægtet med tilsvarende betragtninger om, at man undgår konflikter ved at holde folk med anden hudfarve eller religion ude, fordi der erfaringsmæssigt er folk, som ikke kan lide den slags forskelle. Desto mere ens folk er, desto færre konflikter. Spørgsmålet er så bare, om vi skal give efter for den slags primitive følelser, eller om vi fortsat skal stræbe efter et mere liberalt samfund?

Det mener vi her på AJO, at vi skal; det kan vel næsten kun gå fremad.

Junk-journalistik: Poul Høi om ”nulstats-konservatisme”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. september 2005. 5 svar

De små frække fætre ovre hos Liberator dyrkede i en periode at kåre diverse journalister for deres junk-journalistik.  Det var helt berettiget og meget samfundsgavnligt, men på det seneste synes det at være gået i sig selv.  Måske man er segnet under mængden af junk, man i givet fald skulle forholde sig til, så lad os prøve at løfte byrden … (om end den er tung).  Here we go …

Berlingske Tidendes ene USA-korrespondent, Poul Høi, som trods sin adresse i det solrige Sydcalifornien aldrig har svært ved at leve sig ind i dansk tankegang og anti-amerikanisme, havde i Berlingske Søndag en artikel, hvori det blandt andet hed, at George W. Bush …

“repræsenterer nulstats-konservatismen, der – som en af Bushs fæller udtrykker det – »vil tage forbundsregeringen [sic!] og drukne den i et badekar«.”

For det første: For lige at korrigere en fejlcitering, så var dét, som den farverige Grover Norquist fra Americans for Tax Reform sagde (og jævnligt gentager med glæde) ikke noget med forbundsregeringen med noget med forbundsstaten. OK, der skal vel være plads til, at ens sprog bliver angliceret, men så meget at man ikke kan kende forskel på government og government?  For det andet, sagde Norquist ikke, at han ville drukne forbundsstaten i et badekar; han sagde, at han ønsker, at forbundsstaten skal være så lille, at man kunne drukne den i et badekar.  Det første ville være en anarkistisk målsætning, og anarkist er Norquist trods alt ikke.  Det andet er, til Høis oplysning, en såkaldt … me-ta-for.

Men dertil: “Nulstat”? Ah, hva’?  Selv “minimalstat” eller “natvægterstat” ville vel have været nogle voldsomme tilsnigelser.  Lad os tage et hurtigt fact-check, som enhver kan gøre på google.com på et par minutter:

  • Under Bush er de samlede offentlige udgifter steget hurtigere end under nogen anden præsident siden Lyndon B. Johnson for 40 år siden (d.v.s. hurtigere end under Demokraterne Carter og Clinton og under Reagans forøgelse af forsvarsudgifterne)—i alt med 33 pct. i Bushs første embedsperiode.  Forbundsstatens udgifter i.f.t. BNP er steget fra 18,5 pct. under Clinton til 20,3 pct. under Bush.
  • Under Bush har omfanget af forbundsstatslig regulering (målt som antal siders lovgivning m.v. i Federal Register) nået et all-time high; Heritage Foundation har konkluderet, at reguleringen er blevet mindre på nogle områder, men større på andre, og at den i det store hele er i bedste fald uændret.  Cato Institute anslog i 2003, at reguleringen under Bush svarede til et samfundsmæssigt velfærdstab på 860 mia. USD … om året (svarende til ca. 8 pct. af BNP).
  • Under Bush er USA faldet i Economic Freedom Networks rating af økonomisk frihed i verdens lande, Economic Freedom of the World Index: fra 8,53 i Clintons sidste år som præsident (2000) til 8,19 i 2003.

Havde Bush være en “nulstats-konservativ” (hvordan det så end lige praktiseres), ville han have haft utallige muligheder for at anvende sin veto-ret—hvilket han, som den eneste præsident nogensinde, aldrig har gjort.  Og selv hvis hans veto skulle blive trumfet af kvalificerede flertal i kongressen, ville han via præsidentielle “executive orders” reelt kunne stoppe implementeringen af megen lovgivning—hvilket han heller ikke har benyttet sig af.

Nuvel, der kan være (halv-)gode eller (hel-)dårlige årsager til, at det er gået som det er.  11/9, Krigen mod Terror, en arrogant og ustyrlig kongres, stadigt mere effektive særinteressegrupper, o.s.v., o.s.v. , og det er meget tænkeligt, at tingene ville have været meget anderledes (men ikke nødvendigvis bedre) med f.eks. en Demokratisk kontrolleret kongres.  Men det er sådan alt sammen ligegyldigt, for en ting er sikker: “nulstats-konservatisme”, det er’d ikke.

Hvorfor er det så Høi—uden forklaring, uden dokumentation, og forbehold—karikerer Bush på den måde?  Lad os vende tilbage til det ved lejlighed, for man kunne sige meget andet om Poul Høi og hans journalistik—og det skal vi nok gøre.

En ny østrigsk blog – og Henriette Kjær

Af Nicolai Foss, den 20. august 2005. 1 svar

Her på Punditokraterne vil vi gerne benytte lejligheden til at slå lidt på tromme for en spritny blog.  Det drejer sig om The Austrian Economists som skrives af Chris Coyne og Peter Leeson, Frederic Sautet og ikke mindst Pete Boettke, mangeårig libertariansk aktivist og fremtrædende østrigsk økonom. 

Sidstnævnte har en fin post om James Buchanans (kollega med Boettke på George Mason University) politiske filosofi, og hans kritik af økonomiske aktørmodeller. (Ikke mindst essay-samlingen What Should Economists Do? giver en fornem præsentation af Buchanans politiske filosofi og økonomiske metodologi). Max U er ifølge Buchanan en stupid, passiv kalkulator og ikke et kreativt, handlende individ.  Traditionel økonomisk teori giver – igen alt ifølge Buchanan – kun mulighed for et problematisk konsekventionalistisk forsvar for frihed, og kan ikke rumme den grundlæggende indsigt at "man wants liberty to become the man he wants to become."  Boettke argumenterer om Buchanans "human flourishing"-forsvar for frihed:

"… this image of man as active chooser also requires that individuals willingly embrace the challenge of constructing their life and accept the responsibility for the consequences of their decisions. … Autonomy is valued and cherished by individuals across the political spectrum even if they don't recognize the full impact of the concept in their political and economic philosophy.
…. But Buchanan has more recently argued that we may be losing this sense of ourselves in the modern age. Autonomy is losing its appeal. The learned helplessness we have acquired by living in a political culture of preferential treatment and protection from ourselves may have left the modern mind incable of accepting the responsibilities of freedom. We are instead afraid to be free. This shift in our human imagination is perhaps the most dangerous threat to economic and political freedom we have faced yet. 
….
We must remember that one of the 18th century arguments that Smith and his contemporaries made about the superiority of commercial society was the character development it engendered by making individuals responsible for their choices and accountable to others through the discipline of repeated dealings on the market."

Så sandt som det er sagt!  Hvilket bringer os til Henriette Kjær, som efter de Konservatives sommergruppemøde på Rolighed i dag ifølge Berlingske Tidende udtaler at "[v]i kan se, at flere og flere interesseorganisationer og politikere ofte er ude og kræve, at nu må der laves løsninger for det ene og det andet. Der mener vi, at det enkelte menneske faktisk er rigtig god til at leve sit eget liv og selv bestemme og tage ansvar for sit eget liv. Det vil vi være med til at sikre."

Vi tror gerne at Henriette har smuglæst What Should Economists Do? under de mindre inspirerende indlæg på Rolighed. Men vi håber at hun også får tid til at læse, hvad Buchanan skriver om government failure, for minsandten om det ikke efterfølgende konstateres, at "[k]onkret forestiller De Konservative sig, at det skal ske ved, at embedsmænd i Familie- og Forbrugerministeriet skal vurdere alle større lovforslag om, hvilken betydning de har for det personlige ansvar – ligesom det i dag sker i forhold til blandt andet miljø og ligestilling"!

 

 

 

TV2's opfattelse af Public Service

Af Mikael Bonde Nielsen, den 22. juli 2005. Skriv et svar

Hvad vil der ske med den æterbårne nyhedsdækning, når og hvis TV2 bliver privatiseret? Se, det er noget der har optaget mangt en medieforsker og endda også adskillige politikere og meningsdannere. Vi er undertiden blevet gjort bekendt med, at der må imødeses en generel forfladigelse af programfladen og at det før eller siden også vil føre til en vulgær popularisering af nyhedsudsendelserne.

Desværre bemestrer jeg ikke den fantasi, der skal til for at forestille mig noget, der er værre end tingens tilstand. TV2 Nyhederne har længe været kilde til kampagneagtige reportager, hvor det faktuelle ved nærmere eftersyn har haft særdeles trange kår. Det seneste eksempel blev præsenteret i søndags, hvor TV2 lod seerne forstå, at bevæbnede indvandrerbander er blevet en ny magtfaktor i Danmarks kriminelle underverden.

For at godtgøre denne – måske fænomenologiske – tese havde TV2 til formålet sat en indvandrerknægt fra Avedøre foran et kamera med tilhørende mikrofon. Det kan nok være, at han kunne fortælle et og andet om de positionskampe, han og hans ligesindede for tiden førte med rockerne. Gys! Langsomt opfattende seere, der ikke umiddelbart kunne afkode den nydanske sprogdragt (der i det store hele var bygget op af ord som fuck og fucking), blev ikke ladt i stikken: Et Danmarkskort levendegjorde således effektivt, hvilke byer der allerede i dag blev styret af disse indvandrerbander. Gys igen! Og til slut blev det hele flot bundet sammen med en overordnet politimæssig bekræftelse. Sådan!

Nu viser det sig, at indslaget tilsyneladende hviler på en løgn. Det er i hvert fald den konklusion, som den 100% annoncefinansierede avis Urban er nået frem til efter at have talt med vicekriminalinspektør Kai Hermann fra Glostrup Politi, der betegner de omtalte indvandrere “som en flok umodne unge, der bare råber op”. Smukt, ikke sandt? En reklamesprøjte leverer journalistisk efterkritik af en Public Service-institution, der ikke rigtig kan finde ud af det med vederhæftigheden.

Tør man håbe på, at TV2’s idiotiske og konstruerede indslag bliver sparet væk, hvis stationen bliver privatiseret?

Spredt fægtning I – uddrag fra dagens Berlinger

Af admin, den 19. juli 2005. 1 svar

Det er ikke fair kun at kommentere en avis. Meeen, det er sommer and living is easy – or should be. Så lidt ladhed må tilgives, når følgende uddrag kun er taget fra dagens Berlingske Tidende; det her er trods alt en gratis blog, og ikke noget I har betalt for.

Der er en rimeligt sober dækning af rapporten fra The Royal Institute for International Affairs, som konkluderer, at alliancen med USA har bragt landet i “særlig fare”. Chatham House er en anerkendt tænketank, hvis analyser skal tages alvorligt, men mon ikke tonen i rapporten er præget af den traditionelle pro-arabiske holdning, som har domineret den britiske udenrigstjeneste; det såkaldte kamelkorps?

Som nævnt i min dobbelt-kronik hos Berlingeren (23.05.04 og 24.05.04), kan situationen sammenlignes med de første år af WWII. Det var jo som bekendt ikke tyskerne, der startede krigen. Det var – teknisk set – briterne og franskmændene, som erklærede tyskerne krig efter i årevis at have forsøgt sig forgæves med appeasement. I de første år, hvor tyskerne fejrede sejrer, der med Scavenius’ ord slog verden med forundring, må der virkelig have været mange tilhængere af appeasement, som følte, at krigen var en forfærdelig fejltagelse, og at man hurtigst muligt burde genoptage linjen med at imødekomme hr. Hitler. Det skete heldigvis ikke, selvom Hitler kom med adskillige smukt formulerede fredstilbud rettet mod det britiske folk og vendt mod krigsophidseren Churchill. Briterne bed ikke på, men tænderne sammen, og godt det samme.

Den nuværende situation kalder også på appeasement, for man behøver ikke en tænketank for at besvare disse to spørgsmål:

Q. Vil det styrke al-Qaeda, at vi bekriger dem?
A. Ja, det får os til at fremstå som aggressorer.

Q. Er det en del af al-Qaedas strategi at lokke os til at bekrige dem?
A. Ja, det er derfor de vedvarende angreb os med stadig hårdere midler.

Men disse to spørgsmål må ledsages af et tredje, hvor svaret er mere personligt:

Q. Skal vi så undlade at bekrige al-Qaeda?
A. Nej.

Eller for at give ordet til chefredaktør Anne Knudsen i Weekendavisen, der udtrykker det bedre, end jeg kan:

Hvilken grad af eftergivenhed havde man tænkt sig, ville være passende for at imødekomme disse mordere? Skal vi til at stene bøsser? Forbyde kvinder at arbejde? Sende moralpoliti på gaderne for at påse, at folk er passende klædt? Overlade Irak til terroristerne, så de »selv« kan ordne sagerne? Geninstallere Taleban i Afghanistan?
Tilbage til dagens Berlinger. Her finder vi sørme en artikel, hvor oppositionen roser Bush og Blair for deres støtte til muslimer. Jep, den er er god nok, og selv Enhedslisten skulle være med. Forklaringen? Det er led i en kritik af Fogh for ikke at gøre tilstrækkeligt i samme retning:

»Vi så efter 11.september en amerikansk præsident, der besøgte moskeer, og vi har hørt Blairs markante udtalelser. Jeg synes, det ville klæde regeringen, hvis statsministeren gjorde en indsats for at lægge afstand til de kræfter, der forsøger at gøre det her til en kamp mod muslimerne,« siger de Radikales integrationsordfører, Morten Østergaard.

Nå ja, derfor. Men indrømmelsen er da sjov at have på print. Så har vi den klar, når de næste gang går efter “korsfarerne”.

Endelig er der Poul Høis update på Plame-affæren, der er behandlet i gårsdagens posting Gone native ndf. Nogle af kommentarerne til den posting har postuleret, at udstationerede journalister bare skriver af fra New York Times. Det er ikke bare ærekrænkende, det er også positivt forkert. Se her citatet fra PH (aka Poul Høi, ikke Poul Henningsen, den sidste fornuftige kulturradikalist af betydning):

Præsident Bush foretog i aftes et politisk ballettrin, som kan synes som en detalje, men som ikke desto mindre kan få stor betydning i den såkaldte Rove-skandale. Tidligere har præsidenten sagt, at han vil fyre den eller de medarbejdere, som i 2003 lækkede identiteten på en CIA-agent. I aftes rettede han det til, at han vil fyre enhver medarbejder, som har begået »en forbrydelse« i lækagesagen.

Sammenhold det med dækningen i NYT, hvor det fremgår, at Bush også tidligere har lagt vægt på, om en forbrydelse var begået:

White House statements on this issue, dating back over the two years of the Wilson case, have varied. On Sept. 30, 2003, Mr. Bush used language akin of what he said on Monday. “If there is a leak out of my administration, I want to know who it is,” he said then. “And if the person has violated law, the person will be taken care of.”

At other moments, though, Mr. Bush’s language has been less precise. In Sea Island, Ga. in June 2004, Mr. Bush was asked whether he would fire anyone who was involved in leaking Ms. Wilson’s name – which might or might not violate the law, depending on the circumstances. Without hesitation, Mr. Bush said yes.

Problemet er vel nærmere, at PH sammenfatter sagen lidt vel meget, f.eks. her:

Wilson havde gjort sig skyldig i af skrive en kronik, hvori han hævdede, at præsident Bush talte mod bedre vidende, da han i optakten til krigen mod Irak hævdede, at Irak havde været på uran-jagt i Niger. Wilson havde i 2002 i embeds medfør været i Niger for at undersøge påstanden og afkræftet den.

Det er rigtigt, at Wilson selv opfattede historien om Iraks forsøg på at købe uran fra Niger som forkert. Som hans kone, der på trods af Wilsons egen benægtelse faktisk havde anbefalet ham til opgaven, udtrykte det, da hun hørte om opgaven: “There’s this crazy report” om køb af uran. Men Wilsons egen undersøgelse bekræftede faktisk, at Irak havde kontaktet Niger for at købe uran. Det fattige Niger lod på en og samme gang forstå, at man skam ikke ville handle med udskud som Saddam, men at han ville betale godt, og at den bedste sikring var for USA selv at købe Nigers uran; ikke just betryggende. Hertil kom så de øvrige rapporter fra udenlandske efterretningstjenester om, at der var kontakt.

Hvorfra ved vi det? Naturligvis fra den rapport af 7/7 04, som Senate Intelligence Committee udgav. Hvis det kniber med tiden, kan man nøjes med at læse sammenfatningen af Wilsons rapport på s. 44 f., hvor der bl.a. står:

The intelligence report described how the structure of Niger’s uranium mines would make it difficult, if not impossible, for Niger to sell uranium to rouge nations, and noted that Nigerian officials denied knowledge of any deals to sell uranium to any rouge states, but it did not refute the possibility that Iraq had approached Niger to purchase uranium.

Lidt mere nuanceret, end hvad PH gengiver. Kan man lide nuancer, kan det anbefales også læse dette bidrag fra NYT, som en kommentator til den forrige posting gjorde opmærksom på.

Når nu journalisterne ved, at Internettet er opfundet, med direkte adgang til officielle rapporter, alverdens aviser og Google til at finde resten, hvorfor dælen gør de sig så ikke mere umage? Så varm er sommeren da heller ikke, og de bliver endda betalt for det.

Gone native

Af admin, den 18. juli 2005. 4 svar

Når man udstationeres for at rapportere fra et fremmed land, er der altid en alvorlig risiko for, at man assimileres med lokalbefolkningen, så man helt overtager deres måde at tænke på. Som det hedder på engelsk: to go native. Det gælder i diplomatiet – og blandt journalister. Det bliver reportagerne ikke nødvendigvis mere kedelige af, men hele ideen med udstationeringen fortager sig lidt; man kunne lige så godt oversætte de lokales egne beretninger.

Det fænomen synes at være på spil for Berlingskes udsendte Poul Høi, der i sine seneste reportager om den såkaldte Plame-affære synes grebet af det lokale pressekorps afsky for præsidentens nærmeste rådgiver Karl Rove. I lighed med Blairs rådgiver, Alastair Campbell, hades han intenst af mediernes venstrefløj og af samme grund: han er bedre til at manipulere dem end de ham.

Den såkaldte Plame-affære tager sit udgangspunkt i påstanden om, at Bush løj, da han hævdede i en tale til nationen, at Saddams Irak havde prøvet at købe uran fra Niger. Joe Wilson skrev først en artikel og dernæst en bog med denne påstand. Den holdt blot ikke. Dels påpegede Bush, at påstanden kom fra den britiske efterningstjeneste, og her fastholdt man den, dels viste Wilsons egen rapport, der kom frem under en senere Senats undersøgelse, selv at bekræfte kontakt mellem Irak og Niger. Men i den smædekampagne, som republikanerne derefter gengældte med, blev Wilsons kone ofret, og spørgsmålet er nu, hvem der gjorde det, og om det er strafbart.

For denne del af baggrunden for Niger-historien, der behændigt synes udeladt i dækningen, se mit tidligere debatindlæg fra Berlingeren 16/7 04, der angår Butlerrapporten, hvor Niger-historien fastholdes. Historien blev også omtalt, som et af de få steder i dansk presse, i Weekendavisen af Frede Vestergaard, Butler og uran-historien (23/7 04, se via Infomedia), der medtager Senatets efterfølgende undersøgelser. Endelig kan man også vælge den mere dugfriske og som sædvanligt langt mere underholdende sammenfatning, som Mark Steyn bidrog med i går.

Hvis man endelig skal go native, hvorfor så ikke efterligne folk som Steyn?

Solstik og pladsmangel

Af admin, den 6. juli 2005. Skriv et svar

Berlingske Tidende er en alsidig avis, måske er det dét, man mener med en omnibusavis. Her er både holdninger, som man normalt forventer at finde hos Politiken eller Information, og så de borgerligt-liberale, der modsvarer abonnenternes forventninger. Lederen plejer at ligge trygt i sidstnævnte lejr, under tiden i kontrast til samme dags forsidebasker, men selv her kan man slå en skævert, som da man i sin tid anbefalede Kerry frem for Bush; en kandidat, som selv demokraterne i dag afskriver som et fejlskud.

Men en vis forsinkelse har jeg fået bragt nok et debatindlæg. Som bekendt er MSM plaget af pladsproblmer, og indlægget var således kraftigt afkortet. Muligvis en medlidenhedshandling (enten over for afsenderen eller avisen), men da vi ikke har den slags problemer eller hæmninger, er her det fulde indlæg med de udeladte dele i kursiv.

Solstik?

Det må være den varme, vi har haft i de seneste dage, der er baggrunden for lederen den 1. juli, hvor præsident Bush kritiseres for at knytte krigen i Irak med krigen mod terror.

Havde lederskribenten dog blot læst Karl Erik Nielsens nuancerede analyse i 1. sektion af Fort Bragg-talen dagen før, var den svipser måske undgået.

Som det fremgår, angav Bush ikke, at Saddam var skyldig i angrebet 11. september 2001, men fastslog blot, at Irakkrigen var en del af den overordnede kamp mod terroren. Angrebet 11/9 gjorde det klart for amerikanerne, og for de europæere, der kunne tænke, så som Blair m.fl., at al-Qaeda ville fortsætte deres allerede flere år gamle krig mod Vesten med alle til rådighed stående midler og ikke tøve med at slå til mod civile i storbyer.

Amerikanernes første skridt var at angribe Afghanistan, hvor al-Qaeda havde base. En krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Dernæst vendte man sig mod Saddam, hvis forkærlighed for masseødelæggelse og støtte til terrorister var veldokumenteret. For ja, Saddam ønskede masseødelæggelsesvåben og gjorde, hvad han kunne for at få dem; læs selv Duelfer-rapporten. Og ja, Saddam havde kontakt til al-Qaeda; læs blot 11. september-rapporten (s. 61 ff.). Det, rapporten afviser, var derimod, at Saddam kontrollerede al-Qaeda; Saddam kunne ikke give bin Laden ordre. Men at der var en betydelig risiko for, at de to før eller siden ville hjælpe hinanden mod deres fælles fjende, er nu til overflod bevist af kampene i Irak, hvor Bathister og jihadis ?indtil videre – kæmper side om side.

Den risiko ville USA ikke acceptere, og de gav derfor Saddam et tilbud, han hverken kunne eller ville godtage: at bevise, at han ikke havde masseødelæggelsesvåben. Da han undlod det, startede krigen; en krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Bush sagde ikke i sin tale, at Saddam var skyldig i 11/9-angrebet, og lederens kritik heraf er derfor forfejlet. At Bush tværtimod har ret i, at krigen i højeste grad er afgørende for krigen mod terror, blev forstået af Berlingskes journalist dagen før i sin analyse, men da var det måske også mere køligt.

Mere foruroligende er det, at samme dag som Berlingske bragte den glimrende analyse, optrykte man også et Ritzau telegram om de danske politikeres vurdering af Bushs tale. Her skal man over til Villy Søvndal fra SF for at finde en kritik, der modsvarer lederen. Det foruroligende er, at der i den sidste tid har været en del tilfælde, hvor Berlingske synes bedre til at udtrykke SF?s verdenssyn end de borgerligt-liberale holdninger, der ellers er avisens erklærede grundholdning.

De seneste dage har forsiden været præget af rapporten fra DIIS om den gang i 1980erne, hvor den tidligere mere venstreorienterede ledelse af Socialdemokraterne slog de åndelig pjalter sammen med venstrefløjen og førte fodnotepolitik. Her synes man at dele venstrefløjens begejstring over at opdage, at russerne i deres vurdering af socialdemokraterne som nyttige idioter lagde mere vægt på det sidste end det første.

Og i dagene før det, har vi måtte læse den ene advarsel efter den anden vendt mod Blair og hans visioner om en fornyelse af EU, mens man lovsynger Chirac og hans stædige kamp for en landbrugspolitik, der er ulandsskadelig, og et socialt Europa med enorm permanent arbejdsløshed.

Det bliver vist en lang sommer.

Så hellere Ekstra Bladet

Af Redaktionen, den 21. juni 2005. 2 svar

Hvis Socialdemokraterne synes, at de har dårlig presse, så skal de bare huske på, at de altid har BT.

Mens Mogens Lykketoft – der af uransagelige grunde stadig spøger som et andet Loch Ness-uhyre i dansk politik – går rundt og siger, at det hele er de andres skyld, skulle de andre sosser overveje at husstandsomdele BT i det ganske land, Dokker Banke inklusive. Bedre presse kan ingen ønske sig.

Dette sort-røde dagblad, der ifølge redaktørerklæringen af 1948 har lovet sine læsere at virke på et udtrykkeligt konservativt grundlag, er for længst blevet socialdemokratisk. Det sørger redaktørerne for hver dag, f.eks. da det under sossernes seneste blodbad hed, at Danmark har brug for et stærkt Socialdemokrati. Hvor kommer sådan en udmelding fra? Forkert, ikke fra Mogens Lykketoft – han har travlt med sin filmkarriere – men fra BT, hvis konservative indstilling jo f.eks. kunne have været, at Danmark netop trænger stærkt til et svagt Socialdemokrati. BT’s redaktører kunne imidlertid ikke finde på at svække det hæderkronede arbejderparti, hvis vælgere i mellemtiden er blevet akademikere, og derfor satte Erik Meier Carlsen også for nylig trumf på med en udmelding om, at kun millionærer ønsker lavere skat. Tillad mig i egen ringe person at dementere redaktøren. Jeg er ikke millionær, har aldrig været det og bliver det formentlig aldrig nogensinde – med mindre jeg rejser væk fra verdens førende skatte- og afgiftsnation. Alligevel, alligevel, kære Erik Meier Carlsen, går der ikke en eneste nat, hvor jeg ikke drømmer om en flad skat på omkring 25 pct. for alle danskere. Det hænder også, når jeg har fået lidt at drikke, at jeg forestiller mig en skønne dag, hvor BT ville leve op til sit grundlag – men så slår jeg tanken væk og køber Ekstra Bladet i stedet.

The mother of all blogs

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. juni 2005. Skriv et svar

Atlas Economic Research Foundation–der er en slags koordinator af arbejdet i liberale og konservative tænketanke verden over–har nu lanceret en "blog-hub", hvor et stort antal frihedsorienterede blogs syndikeres og linkes til. Den er et besøg værd.

The Hillary Meter

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. maj 2005. 2 svar

Amerikanerne elsker al slags statistik og "ratings", så her er … The Hillary Meter. Den innovative amerikanske entreprenør og nu i de seneste år også meningsmåler Scott Rasmussen har ladet sit meningsmålingsfirma, Rasmussen Reports, udarbejde et jævnligt opdateret mål for, hvor henholdsvis højre- eller venstreorienteret Hillary Clinton opfattes blandt vælgerne–samt hvor populær hun iøvrigt er. Det skulle være en god indikator for, hvor målrettet–og hvor succesrigt–hun efterstræber præsidentposten i 2008. Fru Clinton ligger p.t. fortsat godt til venstre i det politiske spektrum (som opfattet af de amerikanske vælgere). Men mon dog det fortsætter …?

Følg Rasmussen Reports. De var blandt de meningsmålere, der ved sidste præsidentvalg ramte mest præcist.

Newsweek og journalisters troværdighed

Af admin, den 20. maj 2005. 3 svar

Vi har tidligere reklameret for Chris Muirs web-serie, Day by day, og dagens stribe er som sædvanligt en læseværdig aktuel kommentar. De seneste dages striber har angået Newsweek, hvilket vel ikke kan undre. Endnu en gang har en fremtrædende repræsentant for MSM måtte trække en historie tilbage. Denne gang angik det udskylning af koraner i toiletter på Guantanamo-basen, hvor det viste sig, at Newweek havde forladt sig på én (naturligvis hemmelig) kilde, der gættede på, hvad der måske ville stå i en fremtidig rapport — kan journalistik blive mere ringe?

Som påpeget af Muir i dagens stribe, har venstrefløjen straks søgt tilflugt i standardundskyldningen: det kunne være sandt. Tja, det var det altså ikke, og historien har ikke bare ført til 16 menneskers død, men også skadet USA og styrket talebanerne i Afghanistan, som ellers står svagt. Men undskyldningen ses stadig forskellige steder, her er f.eks. et forsøg fra dagens Berlinger.

Andre søger at forholde sig til problemet, f.eks. Berlingskes leder den 18. maj:

Den forkerte reportage er en medie-skandale, som formentlig vil koste flere redaktører deres poster, før den amerikanske regerings frustration over affæren er dæmpet. Men en artikel med et ikke-underbygget citat dræber naturligvis ikke nogen mennesker.

Det gør derimod ekstreme kræfter, der ser fejloplysningen i Newsweek som bare endnu en brik i det, der i mange fundamentalisters øjne er én stor, vestlig konspiration mod islam. Det er massehysteri. Den slags koster menneskeliv. Dårlig journalistik koster kun troværdighed.

Lederskribenten har naturligvis ret, drabene blev udført af pro-talebanere, der blot brugte det som undskyldning for at gøre opstand og forbedre deres dårlige image. Hvad man derimod savner i lederen er en erkendelse af journalisternes medansvar for disse drab. En mere dybtgående forståelse for journalistikkens rolle i dagens mediesamfund må man søge andre steder, f.eks. hos Austin Bay, Newsweek Meets 21st Century War:

We have enemies looking for “operational opportunities” on a global scale. Al Qaeda has sympathizers who are cued to react to Western news reports that “insult Islam.” The “fifth-columnist” throws the first stone. If he can get a couple of bored teenage boys to throw a second and third stone, he’s done his job. Al Qaeda gets another “the Muslim street is angry” story and perhaps a bloodbath.

Det var — eller rettere: burde have været — tankevækkende, at Lord Hutton i sin rapport måtte fremhæve, at BBC ikke havde gjort sig klart, hvor alvorlige deres anklager mod Tony Blair og hans regering var. Ikke bare tog BBC fejl; som både Hutton og den efterfølgende Butler rapport fastslog, har Blair hverken løjet om eller søgt at påvirke efterretningstjenestens vurdering af Iraks WMD. Det egentlige problem var, at BBC aldrig forstod, at så alvorlig en anklage måtte kræve en ekstra omhyggelighed fra deres side. En ganske stor del af medierne synes åbenbart ikke, at de har et ansvar, der går ud over at fange læsernes eller seernes opmærksomhed, og det eneste de frygter, er tabet af troværdighed og den deraf følgende risko for nedgang i omsætningen.

Er der noget nyt i al dette? Egentlig ikke. Medierne udfører en for demokratiet livsvigtig opgave: at viderebringe rygter og selv skabe historier. Det kan ikke undværes. Vi bør blot gøre os klart, at mens medierne er gode til at skabe historier, duer de ikke til at afgøre ansvar og fælde domme. De har hverken tiden eller ressourcerne til det, og det gælder endda de, der tager deres journalistiske ansvar alvorligt. Man skal derfor tage alle deres historier med en nævnefuld salt og kritisk bruge sin sunde fornuft (kan man overhovedet skylle en bog ud?). Ønsker man at få fastslået ansvar og klarlagt hændelsesforløb, må man gå til de officielle myndigheder.

Tag f.eks. afsløringen af fangemishandlingen i Abu Ghraib-fængslet. Den historie blev ikke afsløret af journalister, men først opdaget og behandlet af det amerikanske militærs egne myndigheder, før historien kom i pressen. Den journalistiske vinkling gjorde ikke meget andet end at forvanske historien til at handle om, at mishandlingerne var udført efter en dybt hemmelig og koordineret plan med tråde til det “aller øverste” – en udlægning, der siden er blevet underkendt i de mange retssager mod de skyldige. Retssagerne har vist, at sagen var banal, endnu et eksempel på, at fangevogtere og andre personer med magt kan blive sadister, hvis de er uden tilstrækkeligt opsyn . Det er set før også i andre lande, og er hverken nyt eller overraskende. Vi havde for nogle år siden en sag om mishandling af rekrutter i søværnet.

Disse rapporter og domme er undergivet en langsom proces og er ofte først færdige, når medierne for længst er gået videre til noget andet. Men de er til gengæld noget, som medierne kun yderst sjældent er: troværdige.

Det skyldes ikke, at ansatte i myndigheder eller domstole er bedre mennesker end journalister, men deres arbejdsbetingelser. Journalister har ingen magtbeføjelser og må famle sig frem; undersøgere og dommere kan gå helt anderledes grundigt til værks, hvortil kommer bidrag til oplysning fra parternes advokater. Det egentlige problem er vel, at mange lider af et Watergatesyndrom: de tror hellere på en journalist end på en dommer. Vores dybeste medfølelse til de, der er ramt af denne lidelse.

Spoofs på britiske valgannoncer

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2005. 2 svar

Punditokraterne viderebringer i anledning af det forestående britiske parlmentsvalg disse ganske gode spoofs på TV-annoncer for de politiske partier.

Punditokraterne i Weekendavisen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. april 2005. 1 svar

Denne nye blog er omtalt i dagens udgave af Weekendavisen:

“DEN elektroniske krigsførelse i Socialdemokratiets sjæl var endnu et eksempel på, at internettets weblogs har vundet indpas som et medie, der betyder noget i politik. Nu melder en ny borgerlig-liberal weblog sig på nettet, styret af en række markante debattører blandt andre professorerne Nicolai Juul Foss og Jesper Lau Hansen, samt den ansvarlige redaktør lektor Peter Kurrild-Klitgaard.
På hjemmesiden med det lidt højtidelige navn http://www.punditokraterne.blogspot.com/ kan man få serveret alternative nyheder med liberal vinkel. Det vil sige kritisk over for offentlig regulering og høje skatter. Punditokraterne lægger ikke skjul på, at deres inspirationskilde blandt andet er den såkaldte Becker-Posner blog. Det er en seriøs – men skarp – amerikansk hjemmeside drevet af Nobelpristageren i økonomi Gary Becker og den kendte dommer Richard Posner, som har været en af hovedmændene bag den nye studieretning »law and economics«, hvor økonomisk og juridisk analyse beriger hinanden. Indtil videre har de fleste af indlæggene på hjemmesiden været kommentarer af Mikael Bonde Nielsen. Han er kendt i liberale kredse som en kritiker af Venstres uvilje mod at diskutere velfærdsreformer, og han optrådte blandt andet i Weekendavisens artikel »Borgerlige ser rødt« den 28. januar 2005. Mikael Bonde Nielsens forbindelser ind i Venstres bagland, hans fornemmelse for partiets strategier og hans uforfærdethed i det hele taget kan gøre det til en interessant side at følge. Så længe det varer. MEN så kan andre jo tage stafetten op. Læs hvordan på http://www.blogger.com/. For de gamle, der faldt, er der ny overalt.”

Vi takker for interessen og omtalen men skal ikke undlade at bemærke, at vi egentlig synes, at “Weekendavisen” er en lidt højtidelig betegnelse for et (indtil videre) statssubsidieret ugeblad, der udkommer sidst på ugens hverdage og som regel er passé allerede inden weekenden. Men tager man ikke navnet for højtideligt, er den da meget god … 😉