Tag-arkiv: medier

Plame og pressemoral

Af admin, den 12. juli 2006. 1 svar

I den døende Plame-sag er det nu bekræftet, at Robert Novak bl.a. fik oplysninger om Plame fra Karl Rove. Novak skal have oplyst efterforskningslederen Fitzgerald om det forholdsvis tidligt i efterforskningen. Der synes ikke at være begået noget strafbart ved offentliggørelsen, formodentlig fordi Plames status som undercover i CIA var ukendt for de, der nævnte hendes tilknytning til CIA. Som allerede nævnt her, bliver Rove ikke tiltalt, lige som Novak heller ikke er blevet det. At den manglende strafbarhed blev indset forholdsvist tidligt i efterforskningen kan forklare, hvorfor efterforskningen hovedsageligt har angået, om medlemmer af regeringen har søgt at hindre efterforskningen, hvorimod selve lækagen, som efterforskningen oprindeligt angik, hurtigt synes at være blevet af mindre betydning.

… Jep, det lyder som referatet af en soap afsnit 26.451, som ingen fornuftige personer gider følge længere, og hvis persongalleri alle har glemt. (et hint: hvis man virkelig ikke har bedre at lave, så tryk på Plame i tagslinjen øverst).

Det eneste interessante ved sagen er efterhånden det indblik i journalisters selvforståelse, som den giver. Det er til gengæld også værd at beskæftige sig med.

I søndags bragte hele fem dekaner fra ansete amerikanske journalistskoler en fælles kronik i WaPo, hvor de forsøger at håndtere det vanskelige spørgsmål om, hvad pressen bør offentliggøre i kampen mod terror. Meget sigende, og efter denne punditokrats opfattelse meget korrekt, lyder overskriften: When in doubt, publish.

Desværre viser kronikken, at deres forståelse for pressens rolle er noget, ahem, begrænset.

I deres i øvrigt sobre, men også ganske forudsigelige og reelt intetsigende opregning af, hvordan pressen må søge at afveje fordelen ved oplysning (at borgerne normalt har ret til at vide, hvad magtfulde aktører laver) med ulempen (man kan hjælpe fjenden, forbrydere osv.), føler dekanerne, at de har brug for et eksempel på et tilfælde, hvor pressen nok ikke burde have offentliggjort.

Her kunne dekanerne have valgt at kritisere NYT m.fl. offentliggørelse af SWIFT-programmet, der iflg. aviserne selv ikke var ulovligt efter amerikansk ret. Men bare det at forholde sig kritisk til selveste NYT, ligger de pæne herrer fjernt. Tværtimod fremtræder kronikken som et forsøg på at komme NYT til undsætning i netop den svære sag. Men er det så, fordi de ubetinget støtter retten til at offentliggøre, også selvom der ikke var nogen trussel mod samfundet, som i SWIFT-sagen? Næ.

I stedet vælger de fantastiske fem at pege på Plame-sagen, hvilket gøres rent en passant og uden yderligere begrundelse.

Så her har vi altså efter de fem dekaners opfattelse et tilfælde, hvor Novak ikke burde have oplyst folket om, at Joe Wilson, der var i gang med at rette alvorlige anklager mod regeringen for at have vildledt om efterretningerne om Saddams WMD, var gift med en ansat i CIA, der på det tidspunkt førte en intens kamp med regeringen om ansvaret for de forkerte efterretninger, og som personligt var involveret i spørgsmålet. Hva’ba?

Tom Maguire opfordrer journaliststuderende til at efterprøve dette eksempel på fordele og ulemper, formodentlig i den tro, at der stadig findes selvstændigt tænkende journalister ved de fem institutioner. Christopher Hitchens er mindre venlig ved dekanernes accept af, at lækager kan være forbudte, hvilket jo var NYT og ligestillede dele af MSM’s eneste tilbageværende påstand i Plame-sagen efter, at Joe Wilsons anklager blev skudt ned som uberettigede. Man behøver ikke være så radikal som Hitch for at se, at forargelsen over lækagen harmonerer dårligt med pressens både principielle og kommercielle interesse i at sætte tærsklen højt i sager om åbenhed.

Dekanernes kronik viser en del om, hvordan eliten i MSM tænker, eller rettere: hvordan man ikke tænker særlig dybt over tingene. Man betragter NYT som hævet over enhver kritik. Hvis red Bill Keller siger, at det var nødvendigt at offentliggøre, så er den sag ikke længere. Denne næsegrus respekt udleves på trods af, at avisen i dag er præget af ensidig venstredrejet journalistik, hvor kilder vinkles, udelades eller fordrejes til at passe et på forhånd givent journalistisk mål. F.eks. har både WaPo og NYT oplevet den uhørte skam at blive hængt til tørre på det Hvide Hus’ hjemmeside med faktuelle fejltagelser, der ville være pinlige selv for en gratisavis (se her og her). Man begynder at forstå niveauet i MSM, også herhjemme, når det bliver klart, at NYT og WaPo stadig betragtes som højdepunktet af journalistik — blandt journalister, altså. Samtidig tager dekanerne Plame-sagen, og frem for at diskutere den, så smider man den blot ud nærmest i forventning om en pavlovsk accept fra læserne. Man er tydeligvis hverken vant til (selv-)kritik eller kritik fra andre.

Gad vide, hvordan Plame-sagen tager sig ud i danske MSM. Stilheden er foruroligende.

Plame, opfølgning

Af admin, den 10. juli 2006. Skriv et svar

Et af problemerne ved samlermani er, at man ofte føler sig tvunget til at medtage et eksemplar alene fordi det indgår i samlingens tema, uanset at det isoleret betragtet er uinteressant.

Sådan er det også med vores dækning af Plame. Beklager.

Dækningen blev egentlig valgt for at vise, hvor ukritiske nutidens “kritiske” journalister ofte er. Hvor dårlige de er til kildekritik og selvstændig tænkning, og hvor lemminge ens de er i deres valg af retning. Berlingske har især måtte holde for, hovedsageligt fordi læserne af den avis kunne have forventet en anden og bedre dækning end Politiken og Information, som jo blot gav deres læsere, hvad de ville have.

Vi fokuserede således på Plame-sagen for at vise den mangelfulde kildekritik, der er gængs i MSM. Som nævnt i denne posting fra den 14. juni synes den egentlige historie gemt i Plame-sagen at være, at den viser noget om de interne magtkampe i CIA.

Set i et forfatningsretligt perspektiv (vi fejrer jo med god grund juli 1776 her på bloggen) fortæller det noget om de – her: utilsigtede – konsekvenser af den politisering af statsapparatet, som forfatningsfædrene bevidst valgte både i den nye nations forfatning og i de enkelte staters. Et valg, der afspejler, at for dem kommer legitimitet fra folket og kan investeres op ad i systemet, hvorimod en del europæere stadig synes at tro, at legitimiteten kommer oppe fra nationale og internationale myndigheder, der så nådigt kan udøve det ned over folket. Det amerikanske valg har sine ulemper, men også sine fordele, bl.a. en sund skepsis over for institutioner og organisationer som ikke enten direkte eller indirekte står til ansvar over for folket (accountability). Nok om denne digression og tilbage til sporet.

Denne CIA-vinkel har fået ny næring i et brev offentliggjort af den republikanske leder for the House Intelligence Committee, Peter Hoekstra. Som påpeget af Tom Maguire, der har dækket Plame-sagen mere udførligt end vi, har NYT dog nedtonet denne vinkel.

Danske MSM vil formodentlig gøre det samme. Dette derfor blot til samlingen om Plame-sagen. Endnu et ubetydeligt insekt på nok en nål.

Talmagi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. juli 2006. 5 svar

TV2 Nyhederne–hjemme hos os kendt som "Ekstra Bladet for folk, der ikke kan læse"–har gjort det igen.  Altså sat deres vellønnede journalister, måske et par berørte politikere og evt. et par udvalgte eksperter til at fortolke udsving i en meningsmåling, hvor udsvingene hver især er mindre end den såkaldte "statistiske usikkerhed".  Det er et emne, som både denne Punditokrat (her, her og her) og enkelte fagfæller gentagne gange har gjort noget ud af, men hvor pointen tilsyneladende enten er blevet overset, ikke forstået eller simpelthen ignoreret af medierne.

Fredag aften fortalte TV2 Nyhederne således en historie, der hedder "Stor fremgang til SF og S".  Heri hed det bl.a.

"I løbet af den seneste måned er S gået 1,9 procentpoint frem til 23,7 pct., mens SF har opbakning fra 10,1 pct – en fremgang på 1,2 pctpoint. Venstre går tilbage fra 28,4 til 26, 8 pct. … SF-formand Villy Søvndal siger til NYHEDERNE, at partiets syns­punkter har givet bonus hos vælgerne."

Skal vi lige tage den en gang til: I en typisk dansk, politisk meningsmåling vil der være et antal respondenter, der gør, at når man prøver at generalisere svarene i udvalget til befolkningen som helhed, vil pct.satserne kun være gyldige indenfor en margin på plus/minus 2 pct.point–nogle gange mere, andre gange mindre.  Hvis det er tilfældet i denne måling, kan man altså blot sige, at Socialdemokraterne får et sted i nærheden af, hvad man fik sidst, og så ca. to pct. mere.  Om der er fremgang eller ej, kan man faktisk ikke sige.  For SF's vedkommende kan man sige, at partiet måske er et par pct.point frem eller måske er gået et pct. point tilbage …  Om Venstre kan man med sikkerhed sige, at partiet enten er gået et sted mellem slet ikke tilbage eller op mod fire pct. point tilbage.

Eller sagt på en anden måde: Ingen af de omtalte udsving i denne ene enkelte måling er store nok til at berettige en fortolkning.

Men det er jo ikke så spændende at fortælle, vel?

Villy har ret!

Af admin, den 25. juni 2006. 10 svar

Søndagens forsidebasker hos Berlingeren er et følsomt interview med Villy Søvndal.

Her langer han ud efter medierne, der er alt for ukritiske. Og for en gangs skyld har gamle Villy ret, for de eneste kritiske spørgsmål i interviewet var dem, han stillede sig selv.

Det er da også for galt.

Plame: Rove går fri

Af admin, den 14. juni 2006. 1 svar

Vi har dækket den såkaldte Plame-sag ganske længe (seneste her), så I skal ikke snydes for den seneste udvikling: Karl Rove bliver ikke tiltalt for at have hindret efterforskningen.

Skuffelsen på venstrefløjen er enorm, og håbet hos NYT er, at retssagen mod Libby måske alligevel kan skade Bush-regeringen til den tid.

I de danske medier er nyheden nævnt som petitstof. Selv hos Berlingske, der ellers har brugt rigtig meget spalteplads på at gengive den venstredrejede version af sagen, synes man ikke rigtig at have mod på at vinkle denne seneste udvikling. Men det kan jo komme i morgen…?

Sagen tyder stadig mere på, at være — folkeligt udtrykt — en fis i en hornlygte. Den egentlige sag synes at angå magtkampen mellem demokrater og republikanere internt i CIA efter afslutningen på Irak-krigen, hvor det blev konstateret, at efterretningerne var fejlagtige på flere punkter, og i opløbet til præsidentvalget.

Men den historie har vi ikke fået. Vi fik derimod et bovlamt forsøg på at styrke myten om, at der blev løjet forud for krigen. Wilson var en del af dette forsøg på at sværte Bush-regeringen, og da hans anklager blev skudt ned i hhv. den amerikanske Senats-rapport og den samtidige britiske Butler-rapport, forsøgte venstrefløjen at redde historien ved at fokusere på, at nogen (formodentlig i Bush-regeringen) havde oplyst til pressen, at Wilsons kone var i CIA. Det kan man enten udlægge sådan, at man ville sværte Wilson. Eller man kan udlægge det sådan, at hans nære forbindelse til CIA understøttede formodningen om, at Wilsons uberettigede anklager var en del af denne interne magtkamp rettet mod republikanerne. MSM valgte helt overvejende den første udlægning.

Det viste sig, at konen (Valerie Plame) havde status af hemmelig agent i CIA, og at det derfor var strafbart at oplyse om hendes tilknytning til CIA. Venstrefløjen øjnede dermed en mulighed for at holde historien i live: hvis nogen i Bush-regeringen, og allerhelst Bush eller Rove, kunne knaldes for at have outed Plame, så kunne det give indtryk af, at der alligevel var noget fusk ved den regering, og det kunne i sin tur måske endda opfattes som om, at der alligevel var løjet (godt nok ikke om Iraks WMD, men om kendskabet til Plame, men who cares, hvis historien vinkles rigtigt?).

Ikke alle journalister faldt for denne vinkling. Bob Woodward gav klart udtryk for, at der ikke var fugls føde på historien. Det udløste naturligvis en massiv kritik i MSM, bl.a. i de danske journalisters blad, hvor han blev fremstillet som et faldent ikon og en has-been. Tja, det tyder nu på, at det mere er hans kritikere, der er never-been-and-never-will-bes.

Det mest interessante ved historien er således dens medievinkel. Vi havde en formodning om, at den i lighed med Rathergate-sagen ville vise, hvor dårlige journalisterne i MSM er til kildekritik, og dermed hvor lette at narre de er. Derfor fulgte vi historien, og indtil videre er vi ikke blevet skuffede.

Den eneste skuffelse har været, at også Berlingske hoppede med på vognen. Komplet med faktuelle fejl, som det kun krævede nogle få museklik via Google at undgå, eller — hvad der er alvorligere — et vist kendskab til debatten i de liberal-konservative medier. Det burde f.eks. ikke være en overraskelse, at Butler-rapporten udtrykkeligt havde støttet Bushs citat om Saddams forsøg på at købe uran i Afrika og irrelevansen af de forfalskede Niger-dokumenter for denne vurdering. På venstrefløjen har disse oplysninger i Butler-rapporten været ignoreret, men ikke uden for. Men de dækkede sagen, som fik de deres informationer alene fra DailyKos og NYT/WaPo.

Denne manglende pluralisme i dansk MSM er beklagelig. For at foregribe de forudseelige anklager i kommentarspalten ndf. om, at denne klagesang er et skjult ønske om at få ensidighed og blind partiloyalitet, skal det understreges, at kritikken kun er, at for mange af journalisterne i den borgerligt-liberale del af MSM er for dårlige til kildekritik og til selvbevidst at anlægge en uafhængig borgerlig-liberal vinkel i deres nyhedsanalyser. Det er ikke et ønske om ensidighed; det er et ønske om, at der anlægges en borgerlig-liberal vinkel på samme måde, som journalisterne på Politiken og Information finder det naturligt at anlægge en venstreorienteret vinkel på deres analyser. Ikke ensidighed, men forskellig vinkling, så vi kan få den pluralisme i medierne, vi mangler i dag.

Der bør være forskel på overskrifter, historier og den nyhedsanalyse, man får ved at abonnere på Politiken og Berlingske. Som det er nu, er det et fedt; alle journalister forfølger som lemminger den samme historie og ud fra samme vinkel. Så tror da pokker, at stadig flere vælger gratisaviserne, hvor man får samme vinkling — gratis.

Et dagfrisk eksempel på denne journalistiske konsensus er vinklingen af Bushs besøg i Bagdad i går, hvor Berlingske, JP og Politiken bruger nøjagtig samme overskrift: “Bush: Volden er umulig at standse.”

Det enfoldige i denne overskrift kommer frem, når man sammenholder det med, hvad Bush egentlig sagde:

Det vil være forkert at vurdere succes eller fiasko i Irak ud fra, om volden stopper helt. Det er en umulig standard at leve op til.

Man kan måske kaste lys over citatet og dets reelle mere udramatiske indhold ved at spørge, om Danmark overhovedet kan kaldes et velfungerende demokrati, når vi ikke siden demokratiets indførelse med grundloven af 1849 har været i stand til at forhindre vold og drab på vores egne borgere? Vi har stadig brug for politi, og lige meget hjælper det; der er stadig vold og drab.

(Hvis journalisterne i MSM virkelig er så enfoldige, som deres valg af overskrifter antyder, risikerer vi at hensætte dem i grublerier over dette spørgsmål resten af dagen, og vi haster derfor med et svar: Nej, det er naivt at tro, at man kan skabe et frit samfund uden vold og drab. Bushs pointe var, at det aldrig kan blive et succeskriterium, om Irak slipper fuldstændigt for vold og drab. Hvad vi kan arbejde for er, at terroren i Irak bliver reduceret til et acceptabelt niveau, der kan håndteres af de irakiske myndigheder selv.)

Vi savner stadig pluralisme i dansk MSM. Tænk, hvis Berlingske havde dækket Plame-sagen fra en borgerlig-liberal vinkel. Så havde man undgået at foregive forargelse over, at lovgivning om fortrolighed var blevet krænket og dermed stået principielt stærkere i sit nødvendige forsvar for ytringsfriheden i den nuværende udløber af Grevil-sagen. Man kunne have udstillet de mange faktuelle fejl, som blev lavet af de øvrige MSM, i stedet for selv at gentage dem. Og man ville endda have fået den bonus at få ret.

En spildt chance. Mon det ændrer sig fremover?

Ramirez om den nye al-Qaeda leder i Irak

Af admin, den 13. juni 2006. Skriv et svar

Michael Ramirez er en af de bedste tegnere af dagsaktuelle vittighedstegninger (som så meget andet lyder det bedre på engelsk: editorial cartoons).

Han var oprindeligt på Los Angeles Times, men hans tilknytning til den ret venstreorienterede avis virkede næsten naturstridig og ophørte ved udgangen af sidste år. I dag arbejder han for Investors Business Daily (se Investors.com).

Jeg vil ikke importere hans tegning, der handler om udnævnelsen af en ny leder for al-Qaeda i Irak, dels fordi det fylder meget, dels fordi jeg gerne vil lede traffikken forbi hans side, hvor der også er en samling af hans seneste bidrag.

Se her — and enjoy.

At bortforklare

Af admin, den 13. juni 2006. 2 svar

Efter at The Telegraph har droppet Mark Steyn, har jeg droppet dem og læser i stedet The Times som mit valg af et britisk centrum-højre MSM (med The Guardian som et centrum-venstre).

The Times har, hvad der nu er blevet fashionabelt blandt MSM, sin egen weblog ved David Aaronovitch. Den kan anbefales, hvad der hermed er gjort.

Dagens blog handler om nogle venstreorienteredes ønske om at bortforklare ubekvemme udsagn fra islamister, så deres* foretrukne verdensorden, hvor “Vesten” er årsagen til og resultatet af alt ondt, kan opretholdes. Det gælder i forhold til selvmordsterroristerne fra 7/7, og det gælder i forhold til Irans præsident Armageddonoutofhere, som Steyn vist kalder ham.

(* Med “deres” menes begge parter)

Her er slutsekvensen, men læs selv her:

Of course, it could all just be nonsense, as it wasn’t with al-Faisal and Abu Hamza. But it does remind me of these words from David Edgar’s play Albert Speer. The dead Hitler is reproving the dying Speer. “Why,” he demands, “did you insist that anti-Semitism was ‘a vulgar incidental’? I said it — clearly time and time again. I didn’t say ‘resettlement’ or ‘cleaning efforts’. I did not speak of ‘special handling’. And yet you all insist that when I said the Jews must be destroyed, I only meant ‘defeated’. That when I said ‘eliminate’ I didn’t mean ‘exterminate’, I only meant ‘exclude’. That when I said ‘purge’ and ‘perish’ and ‘annihilate’ it was, of course, a metaphor. Why was I cursed with never being taken literally? How could the world have been so blind? And how could you?” Well?

Well indeed.

BBC i USA

Af admin, den 7. juni 2006. Skriv et svar

For at fejre medieforliget i går, der udstrakte kop-skatten (licensen) til også at omfatte pc’ere (Se Rohdes strengt logiske forsvar for denne udvidelse af beskatningen her), men som dog opretter en public service-fond, som med tiden måske — måske ikke — kan få aflivet den nationalromantiske forestilling om statsopdragelse af masserne, bringer vi her et link til et lille indlæg om DRs åndelige og statsunderstøttede britiske tvilling BBC, der nu åbner i USA. Man mener åbenbart, at MSM i USA ikke er tilstrækkeligt venstresnoet.

Artiklen er af Gerard Baker, og her er et par smagsprøver:

A few years ago the former boss of the BBC attacked American television news for too slavishly following the government line. Instead the BBC now says in its publicity, it will offer “both sides of the story”.

Roughly translated this means the BBC thinks that, while the vast majority of Americans are morons who are perfectly content to swallow right-wing rubbish from their political and media masters, there is an educated and sophisticated elite on the coasts that feels somehow its worldview is underrepresented by the current giants of the mainstream media in the US.

This might come as surprise to Americans casually familiar with the output of CNN, CBS, NBC or ABC but the BBC is happy anyway to add its own little three-lettered logo to the vast and steaming alphabet soup of liberal bias. …

BBC News is produced by a very large team of ideological confreres, who, with a very few exceptions subscribe to the smart London set’s view of the modern world.

This thinks, roughly, that capitalism is some sort of conspiracy by evil men against the ordinary working stiff and that big government and higher taxes are the only route to a fair society.

Bakers pointe er ikke at jamre sig over den politiske ensretning i BBC’s nyhedsformidling, men den ekstreme konkurrenceforvridning, der følger af deres (dårligt kamuflerede) skatteopkrævning. Også på det punkt ligner situationen noget, vi kender hjemmefra.

Læs selv hele artiklen her.

Ugens citat: Kaare R. Schou om CEPOS og det politisk "normale"

Af Redaktionen, den 29. maj 2006. 9 svar

Dette citat af TV2s politiske redaktør Kaare R. Schou fra TV2s egen hjemmeside er ganske vist næsten tre-kvart år gammelt, men ikke desto mindre bør det lige nærlæses, idet det på egen vis siger mangt og meget–om end måske ikke så meget om CEPOS:

“Jeg vil placere CEPOS uden for de politiske cirkler i det lagkagestykke, der deles af den konservative og den liberalistiske ideologi.

CEPOS går ind for at forskellene i samfundet skal øges for at skabe mere dynamik, og det er god konservativ ideologi.

Samtidig giver de tid efter anden udtryk for nogle meget liberalistiske synspunkter.

Men først og fremmest vil jeg placere dem som mere yderliggående [sic] end noget politisk parti.

CASA [d.v.s. det marxistisk-funderede Center for Alternativ Samfundsanalyse, red.] anser jeg for at ligge i det socialistiske lagkagesnit over mod liberalisterne, men klart inden for det normale politiske spektrum, og det samme gælder Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.”

Hat tip: Filtrat.dk.

Nødvendig læsning

Af admin, den 24. maj 2006. 4 svar

Det er et fortærsket udtryk: it’s a must read, men det er denne gang dækkende, for denne linkede artikel om Irak-krigens baggrund er vigtig.

De grundlæggende fakta om Irak-krigens baggrund er kendte og offentligt tilgængelig, også her på bloggen. De omfatter bl.a. fra USA Senats rapporten om pre-war intelligence, Silberman-Robb undersøgelsen og Duelfer-rapporten, og fra UK Butler-rapporten m.fl. Alligevel fortsætter myterne.

Det kan ikke undgås i kredse, der dyrker teorier om omfattende sammensværgelser. Det kan jo ikke modbevises, at det hele var en stor sammensværgelse, og at alle officielle undersøgelser var fup; lige som det ikke kan afvises, at rumvæsener har taget bolig blandt ledende socialdemokrater. Den slags kan man ikke gøre bedre. Problemet er, at disse myter også trives i MSM, som var journalisterne uvidende om disse faktuelle forhold.

Det, der gør Peter Wehners artikel i gårsdagens WSJ til nødvendig læsning, er hans evne til at sammenfatte de nødvendige fakta og citater på kort plads. Det er simpelt hen dygtig journalistik på et niveau, man ikke er vant til i MSM længere på det område.

Artiklen ligger her, hvor han effektivt afliver følgende fire myter:

1) The president misled Americans to convince them to go to war.

2) The Bush administration pressured intelligence agencies to bias their judgments.

3) Because weapons of mass destruction stockpiles weren’t found, Saddam posed no threat.

4) Promoting democracy in the Middle East is a postwar rationalization.

Da kilderne er loyalt angivne hos Wehner, kan enhver selv finde dem på nettet (eller her på bloggen), slå efter og læse videre. Men da artiklen i sig selv er kort og velskrevet, burde ingen journalist kunne hævde at være uvidende herom.

Det her burde være pligtlæsning for journalister.

PS. Wehners artikel er omtalt i dagens udgave af Day-by-day, så hat tip til Chris Muir.

To slags journalistik

Af admin, den 29. april 2006. 4 svar

Her på bloggen vil vi helst give jer det, som I ikke får i MSM.

Et hurtigt kig på Infomedia viser, at denne vinkel på Plame-sagen ikke er blevet kørt i MSM. So here we go…

Christopher Hitchens er et eksempel på en slags journalistik, der bliver stadig mere sjælden: den selvstændigt opsøgende og kildekritiske journalistik. Han er samtidig socialist, så det har ikke nødvendigvis noget med politisk ståsted at gøre; det handler nærmere om professionalisme og integritet.

Han har undersøgt en særlig vinkel på det sagskompleks, der omtales som Plame-sagen. Vi har tidligere dækket sagen (se her og følg links tilbage), netop fordi den normalt viser MSM, når de er mest ringe. Men det er faktisk muligt at lave journalistik af en hæderlig standard.

Hitchens påviser i to artikler i Slate (her og her), at Saddams repræsentant til FN atomagentur IAEA, Wissam al-Zahawie, besøgte Niger i februar 1999. Det bekræfter mistanken om, at Saddam efter at have smidt FN-inspektørerne ud i 1998 forsøgte skaffe uran (yellow-cake) fra Niger, hvor han i sin tid havde fået det til sit atomvåbenprogram, der var blevet afsløret og afbrudt efter nederlaget i Kuwait-krigen.

Adspurgt om sit besøg i Niger svarer Zahawie, at han blot var der for at opfordre til et brud på den blokade mod rejser, som var rettet mod Irak, og lidt vel overivrig tilføjer han, at han da slet ikke vidste, at Niger solgte uran. Da Nigers hovedeksport er uran, eftersigende med geder på en fjern andenplads, og da Irak i begyndelsen af 1980erne fik sin uran fra netop fra Niger, virker det ikke helt, ahm, troværdigt, at Zahawie med sin tilknytning til atomindustrien i Irak er så uvidende.

Nu er det ikke nyt, at der er beviser for Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika — måske lige for MSM, der stadig ikke synes at have læst de officielle rapporter, herunder Butler-rapporten, der fastholder påstanden som korrekt og udtrykkeligt opretholder Bush omtale heraf i sin tale til nationen fra 2002.

Det egentlige nye er Hitchens teori om, at de falske Niger-dokumenter blev fabrikeret ikke af korrupte italienere, men af Nigers ambassade i Rom for at sløre sporet efter Zahawis besøg. De falske Niger-dokumenter var jo ualmindeligt dårlige forfalskninger, bl.a. angav de oplagt forkerte personer fra Nigers regering, og — nok så interessant — angav de Zahawi, som den irakiske modpart. IAEA kunne da også hurtigt afviser dem som falsknerier. Det var denne afvisning, der gav stødet til myten om, at Saddam slet ikke havde forsøgt at skaffe uran fra Afrika, og at Bush havde løjet herom. Det var denne myte, som Joe Wilson forsøgte at puste til i det, der senere udviklede sig til Plame-sagen.

Hvis Hitchens teori er rigtig, forklarer det ikke bare, hvorfor Niger-dokumenterne var så elendige. Det forklarer også, hvorfor den britiske efterretningstjeneste fastholder, som forklaret i Butler-rapporten, at Saddam forsøgte at skaffe uran i Afrika. Deres mistanke støttes bl.a. på Zahawis besøg i 1999, og eksistensen af falske dokumenter ændrer ikke denne tolkning, fordi de ses som et forsøg på at dække sporene.

Det er en interessant vinkel, som Hitchens to artikler fra hhv. 10. og 17. april dyrker. Men se om MSM i Danmark ønsker at omtale dem. Nix. Og det selvom Berlingske i sin tid brugte rigtig meget spalteplads på at fortælle om de falske Niger-dokumenter, selvfølgelig med en del faktuelle fejl i sin iver efter Bush-bashing. Suk.

Så lad os kigge på en anden form for journalistik. Igen må Berlingske holde for. Det er yderst snæversynet at pukle på dem hele tiden, men den man elsker, tugter man. Man kan ikke forvente sig noget særligt af Information eller Politiken, men Berlingske… det burde være bedre.

I går havde journalist Karl Erik Nielsen en historie både på forsiden og stort opsat inde i avisen. Her er starten på forside-artiklen:

Hvad mange har mistænkt den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, for længe, indrømmer han nu selv på overraskende vis: USA er ved at løbe tør for ideer i Irak.

Artiklen handler om, at militærakademiet ved Fort Leavenworths sammen med militærtidsskriftet Military Review som emne for en tilbagevendende skriftlig øvelse har valgt emnet: Countering Insurgency. I Berlingskes dækning bliver det altså til, at Pentagon selv indrømmer, at man er løbet tør for ideer, og først som allersidste sætning kommer denne oplysning:

Pennen er med andre ord Pentagons nye sværd, og udover at redde fremtiden for den moderne civilisation, er essay-konkurrencen et led i søgningen efter og uddannelsen af nye officerer.

Slår man efter på artiklens link får man bl.a. denne besked. Da det er et rotting link, som fjernes 1. maj, gengives det her:

The deadline for submissions for the COIN Writing Competition closed 1 April 2006.  However, due to national and international curiosity generated by U.S. News World Report and The Daily Show with Jon Stewart, we have reposted the initial announcement which was the object of their humorous comment for interest.

Stileøvelsen er altså blevet gjort til genstand for satire, hvilket er fair nok. Den ene af disse var USNews, hvor stileøvelsen omtales som et morsomt lille indlæg blandt flere andre i spalten kaldet Washington Whispers, der handler om stort og mest småt. Her lyder historien (se linket et stykke nede) ganske kort:

Fighting Insurgents, One Essay at a Time

Psst. Wanna save the world? The latest front in the Pentagon’s struggle against terrorism is . . . a writing competition. “The Army absolutely needs to understand more about counterinsurgency,” began the published request for submissions to the “Countering Insurgency” contest. “Nothing less than the future of the civilized world might depend on it.” Col. Bill Darley, editor in chief of Military Review-which will publish the winning submissions-says that entries for the contest have been “fresh and innovative.” The first-place winner gets $1,000. Sorry, entries were due by April 1.

Det er ikke muligt at finde sekvensen fra The Late Show, men det er et satirisk program, så vinklen har formodentlig været tilsvarende sjov. [update: Doh, det var ikke the Late, men the Daily Show. Se linket i kommentarfeltet.]

Hvordan dælen kan Berlingske leve med at slå en sådan lille spøg op med forsidedækning og det hele på noget andet tidspunkt end 1. april? Det minder lidt om den gang under præsidentvalget, hvor Nielsens kollega Poul Høi med åndeløs spænding hver dag dækkede historien om bulen-på-ryggen af Bush, ofte også på forsiden.

Ønsker avisen ikke at blive taget alvorligt?

Pressefrihed

Af admin, den 27. april 2006. 9 svar

To journalister på Berlingske er blevet tiltalt for at have offentliggjort de oplysninger, som Frank Grevil lækkede fra fortrolige FE-rapporter.

Som sagen foreligger oplyst for by- og landsret, var det rigtigt at straffe Grevil for hans brud på tavshedspligten. Hans handling var ikke begrundet i “almeninteresse”, men i ønsket om at sværte sin tidligere arbejdsgiver ved at fremstille dem som inkompetente. Først da han var afsløret, kom forklaringen om, at Fogh havde løjet om rapporternes indhold. Da rapporterne løbende forelægges Folketingets kontroludvalg, var det aldrig videre sandsynligt, at Fogh skulle have løjet herom. Det burde enhver kunne regne ud, og da rapporterne blev offentliggjort, fes sagen i medierne ud.

Men selvom Grevil måtte være dømt med rette, og vi mangler stadig at høre Menneskerettighedsdomstolen herom, er det ikke ensbetydende med, at journalisterne også bør straffes.

Der bør være forskel på, hvad en journalist kan tillade sig, og hvad en ansat i FE kan.

Selvom de to journalister næppe konkret har bidraget væsentligt til debatten i denne sag, er det vigtigt at fastholde det generelle princip om, at journalister har en vidererækkende ytringsfrihed, hvilket har betydning for fremtidige sager. At kræve symmetri mellem den, der giver oplysningerne, og journalisten, som offentliggør, er ikke sundt for debatten og kan dermed skade demokratiet.

Med forbehold for de tilfælde, hvor en journalist ligefrem opfordrer andre til et strafbart brud på tavshedspligten, eller offentliggør livsvigtige hemmeligheder uden nogen synderlig grund, bør journalister kunne nyde en sådan vidererækkende ytringsfrihed.

For at holde det internationale perspektiv kan vi nævne den besynderlige Plame-sag. Som omtalt flere gange her på bloggen, er der intet indhold i sagen af betydning for vurderingen af Irak-krigen, selvom MSM gør sig ihærdige forsøg på at antyde det. Tværtimod fremgår det af sagen, at Bush-regeringen søgte at forsvare sig imod påstandene om at lyve om efterretningsrapporterne ved at fremlægge disse, og alle senere offentlige undersøgelser har da også afvist påstandene om løgn. Indholdet i Plame-sagen er dermed alene, at det var strafbart at lække, at ambassadør Wilsons kone var i CIA, fordi hun tilfældigvis var hemmelig CIA-agent.

Oplysningen om, at hun var i CIA, var imidlertid ganske relevant, da meget tyder på, at oppositionskredse i CIA har ført en stillingskrig, bl.a. ved prekære lækager til medierne, imod den siddende regering. Wilsons angreb, der senere udviklede sig til selv at være løgnagtigt, kunne dermed ses i lyset af, at hans kone var i CIA.

Som del i dette interne politiske opgør i CIA er f.eks. Mary McCarthy, der gjorde en påfaldende hurtig karriere under Clinton, for nyligt blevet fyret, angiveligt fordi hun lækkede oplysninger, der kunne kompromittere Bush-regeringen. Den venstredrejede del af MSM (og det er de fleste) blev forargede over, at hun skulle fyres, blot fordi hun lækkede oplysninger, hvilket passer dårligt med deres forargelse over lækagen i Plame-sagen. Som påpeget i denne leder fra WSJ er det en upassende gang hykleri fra mediernes side.

Medierne har brug for lækager og bør i ganske vidt omfang kunne offentliggøre disse. Det kan så være, at et brud på tavshedspligten bør straffes, fordi det ikke var rimeligt begrundet. Men medierne selv bør gå fri som altovervejende hovedregel.

Vi bruger meget tid her på bloggen til at kritisere MSM for deres venstreorienterede ensidighed, og fordi deres kritikløshed gør dem alt for nemme at narre. Men vi og samfundet i øvrigt kan ikke undvære dem.

Hvordan afbrænder man en sendefrekvens?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. april 2006. 14 svar

Den politisk korrekte selvcensur (til forskel fra den selvcensur, der blot er udtryk for almindelig anstændighed og gode manerer) har netop i disse påskedage nået nye højder i det USA, som nærværende punditokrat holder meget af, men som også lider af de mere gakkede versioner af autoritær venstrefløjstænkning.

Og nej, jeg tænker her ikke på, at New York University for nylig har forbudt en gruppe Ayn Rand begejstrede studerende at holde et åbent møde om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, hvor disse udover at blive diskuteret også ville blive fremvist. (Læs om den groteske historie bl.a. her, samt her og her.)

Næ, jeg tænker såmænd på dagens historie fra CNN og Jyllands-Posten om den respektløse TV-tegnefilmserie South Park fra den normalt ganske grænseafprøvende TV-kanal Comedy Central.  (Se også den fremragende jurist-blog, Volokh Conspiracy, her og her og her.) Skaberne af serien (som Mikael Bonde Nielsen tidligere har omtalt her på bloggen) har i et afsnit villet tegne Muhammed, men det har TV-selskabet nægtet at lade passere; i stedet har man så–for at "prove a point" om hykleri–i netop denne påske-uges afsnit tegnet Jesus, som "forretter sin nødtørft" på George W. Bush og "Stars and Stripes"-flaget.  Dét havde TV-selskabets politisk korrekte ledelse omvendt ingen problemer med!

Well, well, måske ikke den mest smagfulde måde at demonstrere ens pointe på, men netop pointen er dog her åbenlys: At al talen om ikke at "krænke" nogens følelser har mindre at gøre med handlingens kategoriske karakter end, hvem det er, der bliver stødt på manchetterne.  Kunne man mon forestille sig reaktionen, hvis historien havde været vendt 180 grader rundt …?

Det er iøvrigt værd at bemærke argumentationen fra Comedy Central: Man har ikke villet acceptere Muhammed-gengivelsen på grund af "sikkerhedshensyn".  Hvilke budskaber sender det?  At religiøse fanatikere bare skal gå mest muligt amok–det virker!  God påske.

Amerikanske tilstande?

Af Igor, den 1. april 2006. 1 svar

Nu har vi i længere tid hørt, at amerikanske medier er domineret af fanatikere fra den yderste kristne højrefløj. Gang på gang er vi blevet tudet ørerne fulde af, at mediedækning af eksempelvis krigen i Irak dækkes på en måde, der favoriserer den siddende amerikanske administration. Ligeledes er vi blevet belært, at f.eks. højrefløjsfanatikere dominerer mediebilledet i diskussionen af, hvilke skolebøger der skal anvendes i biologi undervisningen.

Med hvad er så virkeligheden? Hvordan bliver forskellige emner så rent faktisk dækket i amerikanske medier? Det spørgsmål har forskerne Tim Groseclose og Jeffrey Milyou fra hhv. UCLA og University of Missouri forsøgt at besvare i en rapport, “A Measure of Media Bias”. De to forskere har undersøgt 20 forskellige mediers nyhedsdækning og deres udvalg indeholder både elektroniske medier og aviser i perioden fra 1993 til 2002. Eksempelvis er “The News Hour” med Jim Lehrer inkluderet ligesom Washington Times også er indeholdt i analysen. Indholdet af nyhedsdækning er blevet sammenlignet med, hvordan Senatorer i den amerikanske kongres er placeret i samme periode.

Og hvad er så resultaterne? Af de 20 medier, hvis nyhedsdækning er inkluderet i undersøgelsen, er to – siger og skriver to – placeret “til højre for midten”! Resten er placeret til venstre. Så kritikere har da ret i, at de amerikanske medier er “biased” – det er bare i den “forkerte” retning. Og her er det vigtigt at slå fast, at ledere og andre holdningsartikler ikke er inkluderet i analysen – der er udelukkende anvendt nyhedshistorier i analysen …

Hvad fortæller det så os? Det fortæller os ihvertfald, at der åbenbart er nogen, der er interesseret i at male et billede af de såkaldte “amerikanske tilstande”, der passer ind i den opfattelse, at amerikanere er forskruede tosser, der under ingen omstændigheder gives et retvisende billede af verdens “sande” tilstand. Og så fortæller det os måske, at vi ved alt, alt for lidt om, hvordan danske medier og journalister – bevidst eller ubevist – videregiver nyheder. Var det en mulighed at nyhedsdækningen, også i Danmark, er “biased” i en bestemt retning?  Kunne det være, at danske journalister giver deres nyhedsdækning en vinkling, der passer med deres ideologiske ståsted?

Og sidst – men ikke mindst – måske er danske og “amerikanske tilstande” i virkeligheden det samme?

Katedraler i forfald

Af admin, den 21. marts 2006. 4 svar

Der kan være noget romantisk dragende over forfald. Den gamle klosterruin bevokset med græs og blomster. Men det er en følelse, som man bør undgå at hengive sig til, da det nemt bliver en selvbekræftende og fortærende besættelse.

Der er ikke noget romantisk over den rapport, som dekanen ved Harvard’s Kennedy School of Government, Stephen Walt, har udarbejdet sammen med John Mearsheimer. Rapporten, The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy, fremlægger en omfattende (wall-to-wall) konspirationsteori om, hvordan jøderne har sat sig på amerikansk udenrigspolitik via et omfattende netværk af politikere, lobbyister, journalister, tænketanke, you name it. Rapporten bliver kritisk omtalt i New York Sun, ikke at forveksle med New York Times, der, så vidt det ses, ikke har beskæftiget sig med historien. Morris Amitay, der selv bliver hængt ud i rapporten, har dog denne positive vurdering af påstanden om en gigantisk jødisk sammensværgelse:

As far as I’m concerned this is a tribute to the Jewish community. We couldn’t do anything about Auschwitz, but look, we now control foreign policy for a region of the world so vital to American interests.

Rapporten modtages med begejstring af andre kræfter, der længe har forfægtet samme synspunkt, men uden støtte fra et gammel fint universitet som Harvard, f.eks. den tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke. Rapporten er også blevet godt modtaget af det islamiske broderskab, hvor et ledende medlem Abdulmo’em Abulfotah udtaler:

I ask a question here: Is it in the interest of the American people to clash with 1.3 billion people in favor of 5 million people who represent the Zionist project? Not even the Jews, but the Zionists.

Det er som bekendt et regnestykke, som Arla har gjort op.

Et andet eksempel på forfald er Uffe Ellemann-Jensens kronik i dagens Berlingske, hvor han flere gange fremhæver New York Times som et journalistisk flagskib, et eksempel til efterlevelse. Det er samme NYT, der i dag er præget af sjusk med kilderne og tendentiøs ensidighed, så de jævnligt bliver hængt til tørre, ikke bare i bloggosfæren, men også af Det Hvide Hus, som påvist her på bloggen i Plamesagen.

Sic transit gloria mundi.

Punditokrater i medierne (igen)

Af Redaktionen, den 12. marts 2006. 2 svar

Punditokraterne gør sig p.t. i medierne–og vi tænker her ikke kun på Mr. Laws alter ego, som jævnligt optræder som ekspert udi TDC-sagen.

Næ, i dagens Berlingske har Jacob Mchangama en kronik om forslaget om et FN-menneskerettighedsråd, samt nogle forslag til hvordan dette kunne gøres bedre ved at gøre et sådant mere eksklusivt.  Det hedder bl.a.:

“Et andet eksempel på relativiseringen af menneskerettigheder på FN-niveau er, at de 56 islamiske lande i OIC med udgangspunkt i Muhammed-striden fremlagde et forslag om, at det ny Menneskerettighedsråd skulle »forhindre tilfælde af intolerance, diskrimination og opfordringer til had med udgangspunkt i handlinger rettet mod religioner, profeter og trosretninger«. Med andre ord skulle Menneskerettighedsrådet begrænse snarere end beskytte ytringsfriheden. Den slags kompromiser ville ikke være nødvendige i en ny organisation af stater, der alle – om end i varierende grad – bekendte sig til og respekterede en kerne af basale borgerlige og politiske rettigheder. En kerne af rettigheder der udgør det nødvendige fundament for, at det liberale demokrati er funktionsdygtigt og legitimt. Man ville dermed kunne skære den svulstige og til tider nærmest religiøse menneskerettighedsretorik, der dominerer FN, væk og fokusere på rettigheder, der med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord er »praktiske og effektive« frem for »teoretiske og illusoriske«.

Og i tirsdags optrådte Mikael Jalving i DR2 Deadline som debattør overfor Morten Albæk m.h.t. Muhammed-krisens betydning for det borgerligt-liberale Danmark, herunder hvorvidt V og K bør samarbejde med De Radikale eller med Dansk Folkeparti.

Sidste lørdag havde Peter Kurrild-Klitgaard sin lørdags-klumme i Berlingske.  Denne er ikke tilgængelig på nettet, men traditionen tro gengiver vi den her lidt forsinket:

Om får, bukke og opportunister

Berlingske Tidende 4. marts 2006, 2 sektion, magasin, side 19

Muhammed-sagen har gjort det lettere at gennemskue, hvem der er hvad

Af Peter Kurrild-Klitgaard Professor, ph.d.

De fleste værdsætter frihed. I hvert fald deres egen. Sågar tyve insisterer ofte på, at de selv har ret til ikke at blive bestjålet, og mordere på, at de har en ret til ikke at blive slået ihjel. Der er med andre ord ofte langt fra, hvad mennesker mener, når de taler om generelle principper, til hvordan de vurderer egne handlinger eller andres handlinger mod dem.

I al enkelhed var det vel dét, statsministeren forsøgte at sige i sit nu berygtede interview om »får og bukke«. Men der har på kort tid dannet sig en række myter om, hvad statsministeren faktisk sagde.

Så lad os lige slå fast: Han sagde ikke, at alle danskere skulle smide alt, hvad de havde i hænderne, og kaste sig ind med fuld kraft i kampen for ytringsfrihed. Han sagde i særdeleshed ikke, at erhvervsvirksomheder skulle gøre det.

Dét statsministeren sagde var, at visse kredse i erhvervslivet og i kultur- og medielivet var principløse, fordi de nyder godt af ytringsfriheden, men samtidigt vil gå på kompromis med denne, når det strider med deres egeninteresse eller øvrige holdninger. At dét forholder sig sådan er svært at modsige. Torsdag blev det f.eks. uddybet, at der tilsyneladende har været erhvervskredse, som har lagt et decideret pres på regeringen for at få denne til at opføre sig på en anden måde i denne sag – herunder at give dén undskyldning, som den hverken kan eller bør give.

Og fra de personer på venstrefløjen, som i 1970erne syntes, at det var fint nok at anvende deres ytringsfrihed til at håne kristendommen og traditionelle normer og værdier, har der været en blanding af tavshed og tvetydig afstandtagen fra »tonen«. Hvor har de været nu, når selv samme ytringsfrihed bliver truet af en ideologi, der i dens frihedsfjendtlighed tangerer fascismen og kommunismen? Har man brugt lige så mange kræfter på at fordømme angreb på ytringsfriheden som på at kritisere »tonen«?

Har man i denne sag hørt et ord til f.eks. venstresocialisten Preben Wilhjelm, som ellers gerne fremstår som en forkæmper for borgerlige frihedsrettigheder? Til gengæld nåede man at høre noget fra den i den forgangne uge afdøde stalinist, komponisten Thomas Koppel. Denne – som i årevis aktivt støttede det marxistisk-leninistiske tyranni i Albanien, forfægtede kort før sin død på Al-Jazeeras hjemmeside, at ytringsfriheden skal kunne bruges til at samle penge ind til terrorbevægelser som PFLP og FARC og fysisk angreb på virksomheder, man ikke kan lide. Samtidig sammenlignede han Jyllands-Posten med Hitler og opfordrede »ofrene« til ikke at respektere »aggressorernes« ytringsfrihed.

Fra regeringens kritikere i medie- og kulturlivet har man derimod næsten dagligt gentaget en myte om, at der »jo aldrig er nogen, der har villet begrænse Jyllands-Postens ytringsfrihed«. Her må man uvilkårligt undre sig, hvor de pågældende har været det sidste halve år. Hele sagen begyndte med, at tegnere ikke ville illustrere en børnebog om Muhammed – ikke ud fra et moralsk ønske om selvcensur af hensyn til andre, men fordi man var bange for repressalier fra dem, som mener, at enhver portrættering af profeten er en dødssynd. Så bad man tegnere om at påtage sig opgaven for derved at markere, at man som avis ikke fandt det acceptabelt, at mennesker end ikke kunne tegne noget uden at frygte for deres eget liv. Konsekvenserne? At fremmede landes regeringer og politikere har insisteret på, at den danske stat skulle retsforfølge avisen, selvom den offentlige anklager ikke havde fundet grund dertil. At Jyllands-Posten er blevet udsat for adskillige bombetrusler. At avisen har fået sin hjemmeside angrebet. At der er udsat dusører på tegnernes og redaktørernes hoveder. At der er udsendt fatwaer og trusler i massevis, og for at pointere meningen med disse har organiserede pøbelmasser angrebet og brændt danske ejendomme i udlandet. Og at uskyldige kristne præster er blevet myrdet i flere lande.

Herhjemme har imam Abu Laban og de endnu mere radikale islamister vedvarende villet begrænse både Jyllands-Postens ytringsfrihed og andres om muligt med vidtgående fortolkninger af blasfemiparagraffen, men ellers ved at stramme lovgivningen. Noget lignende har jura-professorer som Eva Smith, Henning Koch og Gorm Toftegaard Nielsen været inde på. Enkelte medlemmer af PEN forfægter utvetydigt censur. Ved et heldags-debatmøde på Københavns Universitet for nylig var der stort set ingen, der forfægtede Jyllands-Postens ret til at offentliggøre tegningerne.

Som statsministeren sagde, så har denne sag gjort det lettere at se, hvem der er hvad.

Magtesløse medier?

Af admin, den 20. januar 2006. 2 svar

Som det fremgår af forsiden på dagens Berlinger, synes medierne nu at gøre klar til en dæmonisering af krigen i Afghanistan, der modsvarer dækningen af Irak.

Det har længe undret mig, at de ikke har gjort det noget før. I opløbet til og under krigen i Afghanistan var der den samme indsats fra anti-krigsbevægelsen. Det handlede kun om olie; det var ikke bevist, at det var bin Laden, der stod bag 11. september; amerikanerne er nogle krigsliderlige imperialister; Bush er en uansvarlig cowboy-fascist, osv. Men krigen gik så hurtigt, at bevægelsen aldrig rigtig fik fat. Den såkaldte Fredsvagt nåede at blive oprettet, og der sidder man stadig og fryser foran Christiansborg i protest mod befrielsen af Afghanistan.

Til gengæld fik man så Irak-krigen at protestere imod, og her var der bedre bid. Det overraskende var, at en pæn del af krigsmodstanderne pludseligt begyndte at fremstille Afghanistan som den gode og retfærdige krig. Det var formodentlig et retorisk fif for at profilere modstanden mod Irak-krigen, men det indebar en – for mig at se – ulogisk sondring, der har vanskeliggjort en del af anti-krigsargumenterne. For eksempel er det svært at hævde, at vi skal trække soldater hjem fra Irak for at undgå terror, hvis vi fortsat skal have soldater i Afghanistan. Og hvorfor er det vigtigere at sætte soldaters liv på spil for at støtte det afghanske demokrati end det irakiske? Socialdemokraterne risikerer at gå i stykker på den slags.

Men det er vel denne logiske brist, man nu søger at reparere.

Spørgsmålet er så blot, om det vil lykkes? Medierne er magtfulde på nogle områder, men tilsyneladende ikke på alle. Massiv venstreorienteret propaganda fra DR i 1970erne, ikke mindst i børneprogrammerne, ændrede ikke meget. Det er denne blog et bevis på, da de fleste af os har tilbragt vores formative år med at se læspende pædagoger fortælle os om de fæle kapitalister, der ville ødelægge lokalsamfundet, lukke den sympatiske lille købmand, opføre et grimt supermarked og dræbe de nuttede små dyr. Hvad fik man ud af det andet end os afstumpede ultraliberale?

Det er ubestrideligt, at det journalistiske miljø staidg ligger længere til venstre end resten af befolkningen, og alligevel har vi nu en borgerlig liberal regering til ubeskrivelig forargelse ikke bare for Politiken og Rifbjerg, men også for hovedparten af Journalistforbundets medlemmer.

En undersøgelse foretaget for TV2 i onsdags (se via Uriasposten) viser, at 51 pct. af befolkningen tror på, at Irak-krigen blev startet på en “krigsløgn” trods det forhold, at samtlige undersøgelser indtil nu afviser det. Det er mediernes fortjeneste. Men hvad nytter det? For til gengæld støtter et flertal af befolkningen stadig, at vores soldater bliver i Irak. Flertallet er blevet reduceret, men kan medierne nå at få fremprovokeret en tilbagetrækning, der kan fremstilles som et nederlag, og ikke fremstår som en triumf, fordi den først sker, når “arbejdet er gjort”? Det tyder ikke rigtig på det.

Lincolns gamle udsagn om, at you can fool some people osv., gælder ikke kun politikere, men også journalister, når de vil lege politikere.

EUMC og racismedefinitionen

Af Jørgen Møller, den 20. december 2005. 11 svar

Racisme: forestillingen om visse menneskeracers overlegenhed over for andre samt de diskriminerende handlinger, der knytter sig til sådanne forestillinger. Racisme bygger på den opfattelse, at menneskeheden kan inddeles i racer, som ikke bare har forskellige fysiske kendetegn, men også forskellige psykiske og moralske egenskaber, og at der eksisterer et hierarkisk forhold mellem disse, således at visse racer er andre overlegne.

Sådan lyder definitionen på ‘racisme’, hvis vi slår efter i Den Store Danske Encyklopædi. Den opfattelse, og den tilhørende ideologi, er givetvis den mest modbydelige, der nogensinde har haft sin gang på denne Jord. At blive anklaget for ‘racisme’ er derfor – fra både et politisk, et moralsk og et religiøst synspunkt – nogenlunde det værste, et menneske kan blive udsat for; selv hvis vi ser bort fra de praktiske associationer med 1930ernes europæiske Dysterland.

Professor, dr. Jur., Mads Bryde Andersen, der sidder i bestyrelsen for det europæiske center for overvågning af racisme og fremmedhad (EUMC), har i et brev til integrationsminister Rikke Hvilshøj gjort opmærksom på, at EUMC er ‘uvidenskabelig’, ja, at det arbejder i blinde. Hans begrundelse har, dersom jeg har forstået ham ret, to led, der følger logisk af hinanden. For det første anvender EUMC ikke en fast definition for begreberne ‘racisme’ og ‘fremmedhad’. For det andet – og i forlængelse heraf – er deres rapporter spækket med eksempler på ting, der efter en gængs definition ikke er ‘racisme’.

Emnet er i sagens natur ganske prekært, og Bryde Andersens udlægning har med det samme sat gang i den hjemlige andedam. I mandagsudgaven af Politiken afviste den radikale integrationsordfører Morten Østergaard Mads Bryde Andersen med den følgende begrundelse: “For at bruge en metafor fra sportens verden, så kan man sige, at hvis resten af Europa løber rundt inde på midtbanen, mens Danmark er helt ude på højrefløjen, så er vi måske mere optaget af, om bolden er ude over sidelinjen. Med det mener jeg, at ting som bliver accepteret i Danmark, er noget som man slet ikke overvejer som acceptabelt i resten af Europa, så i de andre lande er der måske ikke brug for en så klokkeklar definition af begreberne racisme og fremmedhad”.

Og i JP fra den samme dag kan man læse Danmarks tidligere repræsentant i bestyrelsen, forhenværende justitsminister Ole Espersen, lidt mere nuancerede afvisning: “Det er klart, at hvis man ser rent videnskabeligt på det, elsker man jo – og bør elske – klare definitioner. Men det er jo ikke kun et videnskabeligt arbejde, der skal gøres, men et arbejde, der gerne skulle resultere i, at vi prøver at bekæmpe det, der åbenlyst er racisme. Og det ved vi jo godt, når vi støder ind i det”.

EUMC selv afviser ifølge de danske aviser kritikken med, at der i international ret er mere end tilstrækkeligt med definitioner på ‘racisme’. Vi må derfor formode, at EUMC selv mener, de udøver videnskabeligt arbejde – deres afvisning er med andre ord mere vidtgående end Ole Espersens. Lad os prøve at se på, om disse afvisninger holder vand – eller om Mads Bryde Andersen har en pointe. Eller med andre ord: er det en indholdsløs akademisk øvelse at opstille klare definitioner, eller er det et nødvendigt første skridt i enhver færd mod en beskrivelse af virkelige foreteelser?

Vi står heldigvis ikke på bar bund. Der er hjælp at hente hos den italienske politolog Giovanni Sartori. I den nu klassiske artikel “Concept Misformation in Comparative Politics” fra 1970 forklarer Sartori behovet for klare definitioner med de følgende ord: “In this messy controversy about quantification and its bearing on standard logical rules we simply tend to forget that concept formation stands prior to quantification”. Eller med andre ord: vi kan aldrig beskrive verden, hvis vi ikke først fortæller, hvad vore begreber dækker.

Det vil jeg gerne lige uddybe. Hvis vi ikke har defineret et begreb, så kan vi aldrig sige, at det indfanger et bestemt udsnit af virkeligheden. Selv et så hverdagsagtigt begreb som ‘mor’ er ikke brugbart uden en forudgående definition. For mener vi en ‘plejemor’, en ‘adoptivmor’ eller en ‘genetisk mor’? Alle tre er eksempler på mødre. Vi er nødt til at gøre klart, hvad det er for en ‘mor’, vi ønsker at tale om.

Her er det så, at vi løber ind i en meget væsentlig regel. Med Sartoris ord: “The logical principle involved in this distinction is omnis determinatio est negatio, that is, any determination involves a negation”. Altså: det er nægtelsen, der er en definitions hjerteblod. Kun ved at gøre klart, hvad vi ikke taler om, kan vi give os den virkelig verden i hu. For et begreb, der dækker alt, er analytisk set meningsløst – ganske som en teori, der forklarer alt, er det.

Tilbage til EUMC og racismedefinitionen. Med Sartori i mente kan vi med det samme fastslå, at centret bestemt ikke driver videnskab, dersom Mads Bryde Andersen har ret i sin kritik. Det er logisk set ikke muligt at tale om ‘racisme’ uden først at definere begrebet. For så kan det jo i sagens natur dække alt – der er kort sagt ingen nægtelse. At der svæver en masse internationale definitioner rundt i forskellige konventioner gør bestemt ikke sagen bedre. Tværtimod: det øger blot forvirringen om, hvad det egentligt er, der sættes fokus på.

Lad mig give et lille eksempel, der står at hente i den tidligere omtalte mandagsartikel i JP. EUMC har angiveligt sendt en ‘racisme’-definition til JP, der ligger meget tæt op af den, jeg øverst på siden hentede i Den Store Danske Encyklopædi. Men ifølge Bryde Andersen har de givet ham en helt anden ‘arbejdsdefinition’, der er meget bredere. Her betyder ‘racisme’: “…den process, hvorved medlemmer af sociale grupper kategoriserer medlemmer af andre grupper som forskellige eller mindreværdige på basis af reelle eller indbildte fysiske eller kulturelle kendetegn, og som tjener det formål at legitimere mindreværdig behandling, udelukkelse eller udnyttelse”.

‘Racisme’ behøver efter denne definition ikke nødvendigvis at have noget med ‘race’ at gøre. Som Bryde Andersen påpeger, så kendetegner denne definition efter en gængs opfattelse snarere ‘diskrimination’ end ‘racisme’.

Det er ikke nødvendigvis noget problem, at centret advarer mod ‘diskrimination’ snarere end ‘racisme’. Men så skal de naturligvis slå fast, så det ikke er til at misforstå, at det er deres ærinde. Ikke nødvendigvis ved at ændre den overordnede ordlyd fra ‘racisme’ til ‘diskrimination’ men ved at definere ‘racisme’ i denne brede forstand, så der ingen tvivl er. Den pointe bringer os så frem til Morten Østergaards og Ole Espersens indvendinger.

Nu vil jeg ikke tage stilling til Morten Østergaards beskrivelse af Danmarks position “helt ude på højrefløjen”, men jeg vil gerne lige spinde en kommentar over hans argument om, at “vi måske mere [er] optaget af, om bolden er ude over sidelinjen“. For at blive i hans metafor så må vi starte med at gøre os klart, at fodboldbanens sidelinier ikke eksisterer fra naturens hånd. Det er nogle, vi mennesker kridter op. Og hvis det ikke er sket – i det konkrete tilfælde fordi vi ikke har defineret racisme – så kan vi naturligvis ikke konkludere, at bolden er ude over linien. Længere er den ikke.

Problemet er det samme for Ole Espersen. Det her handler ret beset ikke bare om videnskab, det handler om logik. Hvis logikken halter, så kan – og det er værd at erindre – ‘verden’ ikke hjælpe os. For så er det uklart, hvad vi taler om. Det er hele diskussionen, forvi
rringen om man vil, e
t glimrende eksempel på. Ole Espersen påpeger i forlængelse heraf, at det slet ikke er muligt for et organ som EUMC at komme frem til én definition. Men selvfølelig er det det. Det er jo bare at træffe en beslutning. Det er værd at erindre, at definitioner ikke har noget med ‘sandhed’ at gøre. En definition er udelukkende et redskab, der gør det mulig for os at tale samme sprog.

I en læseværdig artikel om begrebsdefinition sætter John Gerring klare ord på det væsentligste krav til en god definition: “Writers have an obligation to state explicitly why (on the basis of which criteria) certain properties and terms were chosen, or excluded”, lader han sine læsere vide. Det kan vi sige på en anden måde. Gyldigheden af en definition afhænger i bund og grund af selve øvelsen, af det at definere. Det er nødvendigt at spille med åbne kort, på en ærlig og ydmyg måde at lægge de definitionsmæssige mellemregninger på bordet.

Hvis (og det er for mig et ‘hvis’, da jeg ikke selv har undersøgt sagen) EUMC ikke har gjort det, så har de bestemt et problem. Og det handler ikke kun om ‘videnskabelighed’, det handler om ‘mening’. At EUMC beskæftiger sig med ‘racisme’ gør bestemt ikke sagen bedre. Som nævnt øverst på siden er intet ord værre at få påklistret – og derfor er det HELT nødvendigt at slå fast, hvilken form for ‘racisme’, der er tale om. For det gør naturligvis verden til forskel om en stat, en gruppe eller et enkeltindivid kritiseres for en ‘bred’ form for racisme, der først og fremmest henleder tanken på det, vi normalt kalder ‘diskrimination’; eller om de står anklaget for den modbydelige form for racisme, jeg lagde for med at beskrive. Det er tale om to helt forskellige ting.

Vi anklager jo heller ikke folk for mord uden at gøre opmærksom på, hvad ‘mord’ betyder – i gængs forstand at et andet menneske er blevet dræbt.

Berigtigelse

Af admin, den 20. december 2005. 30 svar

Når vi her på bloggen kritiserer MSM for dårlig standard, må vi også selv gøre noget for at holde en passende standard. Et absolut minimum er at berigtige, når man har gengivet faktuelle fejl.

Derfor denne beklagelige berigtigelse fra vores side.

Vi har ved flere lejligheder antydet, at dækningen af præs. Bush i Berlingske Tidende modsvarer den, man kan finde i Politiken.

Det er dybt uretfærdigt.

Politiken er bedre, f.eks. har de ikke noget imod at indrømme, at Bush har haft en kraftig fremgang på det seneste. Se Bush genvinder tabt terræn.

Vi beklager sammenligningen.

Renault Prisen: MSM

Af admin, den 19. december 2005. 4 svar

Læsere af denne blog er nok allerede bekendt med chok-scenen i Casablanca: Den korrupte franske politichef Louis Renault (spillet overbevisende slebent og kultiveret af Claude Raines) har som et tidligt led i det stadig så kendte tysk-franske samarbejde rettet mod amerikansk aggression og indblanding fået besked af den besøgende Gestapo-chef om at lukke Rick’s Cafe. Renault gør det med de bevingede ord:

I’m shocked, shocked to find that gambling is going on here.

Hvorefter han distræt modtager sin faste del af overskuddet fra kasinoet.

Renault viser sig som bekendt senere at være en guttermand; en nødvendig påmindelse om, at franskmænd normalt er at finde på demokratiets side, når først de er færdige med at posere. Men citatet lever videre og bruges, når man foregiver overraskelse over noget, man udmærket vidste. Som når europæiske ledere lader som om, de ikke kendte til den amerikanske praksis med rendition, osv.

Året 2005 er ved at være forbi, og vores blog mangler lidt trivia, så vi kan komme ned på niveau med MSM. Og hvad er så bedre end Renault Prisen (ikke cognac, men fraværet af overraskelse)?

Mit forslag er en undersøgelse fra det seriøse amerikanske universitet UCLA, der påviser, at Mainstream Media (MSM) har slagside til venstre. Selv en bastion som Wall Street Journal er kun borgerlig på sine debatsider, hvorimod nyhedsstoffet hælder til venstre. Har man hørt magen i Danmark?

I’m shocked, shocked ….