Ja, ja. Jeg ved det godt. Jeg lovede ikke at brokke mig over Berlingskes mangelfulde dækning af Plame-sagen, før der skete noget vigtigt, og så gør jeg det alligevel. So sue me.

I dagens Berlinger fyrer de nu igen en dobbeltside af, og historien i selve artiklen er stort set lige så ringe som hidtil. Der er de sædvanlige fejl om, at Wilson afviste påstanden fra Bush tale til nationen om, at Saddam havde forsøgt at skaffe uran fra Afrika:

Han havde på vegne af efterretningstjenesten CIA allerede inden invasionen undersøgt og afvist en af administrationens nøgleargumenter for at gå i krig – Iraks påståede forsøg på at købe uran i Afrika.

Nå sandheden desværre er, som dokumenteret i Senates rapport fra juli 2004, at Wilson tværtimod fik bekræftet, at Irak havde forsøgt at skaffe uran. Tsk, tsk.

Der er enkelte gode takter, f.eks. har korrespondenten nu også opdaget, at Wilson faktisk blev sendt afsted af CIA og udpeget af sin kone. Det kunne vi andre læse om i Senatets ovennævnte rapport fra snart tre år siden. Men avisen fastholder stadig, at CIA gjorde det "indirekte" på Cheneys vegne, og at fru Wilson (aka Plame) "havde blot bragt sin mand på bane".

Til gengæld synes korrespondenten ikke rigtigt at kunne forfølge spørgsmålet om det strafbare i at afsløre Ms. Plame og hendes tilknytning til CIA. Af selve artiklen fremgår det, at Libby skulle have vidst, at Plame var hemmelig agent i CIA, og at det var forkert at afsløre, men samtidig anføres det ganske korrekt, at anklageren Fitzgerald ikke har rejst tiltale mod Libby eller nogen som helst andre for den sags skyld. Det anføres bare:

Lewis »Scooter« Libby er ikke tiltalt for selve lækagen af Valerie Plames navn. Det er der ingen, der er. Beviserne var der tilsyneladende ikke.

Selv en mæt bassethund må antages at have mere gå-på-mod og nysgerrighed end denne korrespondent, der på den ene side hævder, at Libby har gjort noget strafbart for så blot at konstatere, at det nok alligevel ikke kunne bevises. Man frygter, at korrespondenten har overset, at anklager Fitzgerald for længst har droppet det i øvrigt ganske komplicerede spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet var strafbart at "oute" Ms Plame. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om at være hemmelig agent. Faktisk har Fitzgerald tidligere gjort gældende, at Libby ikke vidste det, og afhøringen af hans egne vidner i sagen har næppe overrasket ham i så henseende. Sagen handler jo som bekendt blot om, at Libby måske/måske ikke har løjet om, hvornår han fik at vide, at Ms Plame arbejdede i CIA. Den oprindelige undersøgelse af, om nogen gjorde noget strafbart endte derimod blindt.

Nå, alt dette er egentlig ikke årsagen til dette løftebrud. Det er jo bare den samme gamle skure. Næ, det nye er teksten til et af de mange billeder, der ledsagede artiklen. Her skrives:

JANUAR 2003

… I fjerde omgang lykkes det [at nævne Saddams forsøg på at skaffe uran], men kun fordi Det Hvide Hus kan citere britiske oplysninger. (Oplysninger som hverken før eller siden er blevet dokumenteret, og som de amerikanske efterretningstjenester formoder hviler på de falske Niger-dokumenter). …

Oh boy. Jeg ved ikke, hvor de har det med, at de amerikanske efterretningstjenester skulle tro den slags. Men det lyder ikke videre sandsynligt, for i hvert fald de har da læst rapporten fra det britiske kontroludvalg (Intelligence and Security Committee) fra september 2003, der er gratis tilgængelig på Internettet (her). Her er fra s. 28 (fremhævelse i original) hvad rapporten siger om dette forhold:

89. The Committee questioned the Chief of the SIS about the reporting behind these statements. We were told that it came from two independent sources, one of which was based on documentary evidence. One had reported in June 2002 and the other in September that the Iraqis had expressed interest in purchasing, as it had done before, uranium from Niger. GCHQ also had some sigint concerning a visit by an Iraqi official to Niger.

90. The SIS's two sources reported that Iraq had expressed an interest in buying uranium from Niger, but the sources were uncertain whether contracts had been signed or if uranium had actually been shipped to Iraq. In order to protect the intelligence sources and to be factually correct, the phrase "Iraq has sought the supply of significant quantities of uranium from Africa" was used. At the time of producing the dossier, nothing had challenged the accuracy of the SIS reports.91. In February 2003 the International Atomic Energy Authority (IAEA) received from a third party (not the UK) documents that the party had acquired in the autumn of 2002 and which purported to be evidence of Iraq's attempts to obtain uranium from Niger. In March 2003 the IAEA identified some of the documents it had received as forgeries and called into question the authenticity of the others.

92. The third party then released its documents to the SIS. The SIS then contacted its source to check the authenticity of its documentary  evidence. The SIS told us that its source was still conducting further investigations into this matter.

93. The SIS stated that the documents did not affect its judgement of its second source and consequently the SIS continues to believe that the Iraqis were attempting to negotiate the purchase of uranium from Niger. We have questioned the SIS about the basis of its judgement and conclude that it is reasonable.

the SIS continues to believe that the Iraqis were attempting to negotiate the purchase of uranium from Niger. We have questioned the SIS about the basis of its judgement and conclude that it is reasonable.

Det var i øvrigt den ISC rapport, som Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om Irak-løgnen ikke omtalte med et ord, selvom den var blevet offentliggjort et par måneder før.

Nå, briterne undersøgte som bekendt efterretningerne fra før Irak-krigen adskillige gange for at kvæle mediernes forsøg på at holde liv i myten-om-løgnen. Seneste omgang var Butler-rapporten fra juli 2004, så lad os lige se på Internettet (her), hvad den siger om forholdet.

Men typisk britisk understatement starter rapportens udredning sådan her (s.121):

There has been significant controversy surrounding the reliability of Government statements about Iraqi attempts to buy uranium from Africa. We have therefore studied this issue in detail.

Herefter gennemgår man omhyggeligt sagen og redegør for sine undersøgelser, indtil man konkluderer sådan her (s. 125):

From our examination of the intelligence and other material on Iraqi attempts to buy uranium from Africa, we have concluded that:

a. It is accepted by all parties that Iraqi officials visited Niger in 1999.

It is accepted by all parties that Iraqi officials visited Niger in 1999.

b. The British Government had intelligence from several different sources indicating that this visit was for the purpose of acquiring uranium. Since uranium constitutes almost three-quarters of Niger's exports, the intelligence was credible.

c. The evidence was not conclusive that Iraq actually purchased, as opposed to having so
ught, uranium and the Brit
ish Government did not claim this.

d. The forged documents were not available to the British Government at the time its assessment was made, and so the fact of the forgery does not undermine it.

Prøv lige at læse den sidste sætning igen. Og prøv så at læse Berlingskes udlægning ovf.

Hvordan dælen kan en avis som Berlingske holde til igen og igen at lave en dækning på det niveau?

Er det uvidenhed om kilderne eller et bevidst ønske om at vildlede læserne? Man begynder at mistænke det sidste, når korrespondenten igen forsøger sig med, at sagen ikke bare handler om, hvorvidt Libby løj om sit kendskab til Ms Plame, men at sagen også angår, hvorvidt Bush regeringen løj om Saddams WMD. Det er muligt, at de gjorde, men Plame-sagen har indtil nu ikke givet noget som helst belæg for det.

Og hvordan skal man kunne have tillid til noget af det, de skriver, hvis dette er standarden?

Godt, at avisen stadig har Magasinet. Ellers stod det slemt til.

Der er fordele og ulemper ved det meste, også ny teknologi.

Computere og Internettet har gjort det muligt at bringe nyheder og meninger frem til mange modtagere hurtigt, men har også gjort det nemmere at fuppe.

Krigen mellem Hizbollah og Israel, der blev udkæmpet i Libanon sidste sommer – og som formodentlig bryder løs igen næste sommer, medmindre Syrien og Iran får andet at tænke på – gav en hel del eksempler på falske kilder og iscenesatte propaganda stunts, som de vestlige MSM ukritisk slugte, formodentlig som følge af deres modvilje mod Israel og sympati for den "svage" part, Hizbollah.

I den nuværende konflikt med den pro-vestlige regering prøver Hizbollah og deres nye venner, bl.a. den kristne leder Michel Aoun, at demonstrere overgreb med et foto, der viser en sortskjortet mand med kors på ærmet, der peger med sit gevær på folket. Det er åbenbart ren Photoshop. Se nærmere hos Michael Totten.

Det er blevet lettere at fuppe med kilderne. Men det er også blevet lettere at afsløre denne fup. Nu kræver det bare, at MSM bliver lidt mere kildekritiske.

Vi har allerede rost Berlingske for dens dækning af DRs noget kreative tilgang til kildebehandling i Afghanistan-sagen, men ak. I dagens udgave har de hevet deres korrespondent i UK ind for at fortælle, om den gang Blair og BBC stødte sammen, fordi BBC havde hævdet, at Blair løj om Saddams WMD og havde sexed-up efterretningerne. Og korrespondenten lever op til standarden for korrespondenter, eller skulle man sige "ned".

Påstanden blev undersøgt af Lord Hutton, og her er korrespondentens beskrivelse af undersøgelsen (fremhævelse tilføjet):

Da Hutton- rapporten udkom i januar 2004, udløste den et chok i BBC. Ved at se helt bort fra spørgsmålet om, hvorvidt Andrew Gilligans historie var sand i den forstand, at den britiske regering havde pyntet på oplysningerne, koncentrerede dommeren sig næsten udelukkende om BBCs rolle.

Hvordan hulen kan hun skrive det?

Her ligger Hutton-rapporten. Hvis man gør sig den ulejlighed at læse rapporten, vil man se, at Hutton behandler netop det spørgsmål indgående på s. 105 – 155. På de halvt hundrede sider gennemgår han nøje de mange vidneudsagn og konkluderer på den baggrund s. 154, at der ikke blev løjet eller lagt pres på efterretningstjenesten, men at man vurderede påstanden om, at irakerne kunne have WMD klar på 45 min, som troværdig.

En forklaring på, at korrespondenten går så galt i byen, ligger måske i den hype, der blev sat i gang for at redde BBC fra rapportens meget strenge fordømmelse af, hvordan BBC ikke bare havde haft en løgnagtig medarbejder, men at man også havde søgt at dække over denne for at redde ansigt i stedet for at tage sit ansvar som public service alvorligt.

Det blev gjort på flere måder. Inden rapporten udkom, mens man stadig troede, at den ville fælde Blair, blev Lord Hutton fremstillet som den seje og frygtløse hædersmand, der havde været dommer i det livsfarlige Nord-Irland. Efter rapporten blev han fremstillet som en gammel nar, der ikke fattede forholdene for medierne i dag. Det sidste er formodentlig rigtigt, for det fremgår klart af rapporten, at Lord Hutton var af den opfattelse, at påstande om, at en regering lyver, er så alvorlige, at de skal tages alvorligt også af medierne selv. Det strider mod tilstanden hos nutidens journalister, der i den grad er angrebet af Watergate-syndromet, at de fuldstændig undervurderer det usædvanlige i netop Watergate-sagen, og det enorme arbejde, der blev gjort af Woodward & Bernstein m.fl. Enhver sag, selv den mindste ekspeditionssag, bliver rutinemæssigt gjort til en sag om løgn og fortielse.

En af de ting, BBC brugte i deres første forgæves forsøg på at dreje kritikken væk, var netop at hævde, at Hutton ikke havde haft til opgave at undersøge, om efterretningerne nu faktisk også var sande. Det var forkert, men sætningen i rapporten, som man prøvede at hænge det op på, var følgende fra s. 145 i rapporten:

Mr Gilligan's broadcasts on 29 May related to the claim in the dossier that chemical and biological weapons were deployable within 45 minutes and did not refer to the distinction between battlefield weapons, such as artillery and rockets, and strategic weapons, such as long range missiles. A consideration of this distinction does not fall within my terms of reference, but the distinction was noted and commented on by the ISC in paragraphs 111 and 112 of its report presented to Parliament by the Prime Minister in September 2003.

Som det fremgår af citatet, behøvede Hutton imidlertid ikke gå ind på en efterprøvning af disse efterretninger. For en sådan efterprøvning var allerede foretaget af Intelligence and Securities Committee i dens rapport fra september 2003. Også den rapport ligger på Internettet (her).

Det var den første rapport, der afviste, at regeringen havde løjet om efterretninger fra Irak. Det var i øvrigt også den rapport, der fastslog, at påstanden om Saddams forsøg på at skaffe sig uran fra Afrika, var pålidelige. Det var også den rapport, der først blev anbragt på Politikens hjemmeside, fordi man i sidste øjeblik før offentliggørelsen havde hørt, at den underkendte Blair, og da den så blev offentliggjort og tværtimod støttede hans regering, forsvandt rapporten stort set fra mediebilledet. Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om Irak-løgnen, der kom et par måneder efter, omtaler den ikke med et ord.

Kampagnen mod den arme Hutton var så intensiv, at man til sidst nedsatte endnu et udvalg, det såkaldte Butler-udvalg. Deres rapport kom i juli 2004, og skuffelsen var enorm. Samme resultat som i Hutton-rapporten: ingen løgn og intet pres på efterretningstjenesten. Det var den rapport, der udtrykkeligt citerede Bush 16-ord i talen til nationen om Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika og betegnede dem som well founded. Medierne bed skuffelsen i sig og fokuserede på de få kritiske passager. Det havde Butler forudset og afsluttede derfor sin rapport med udtrykkeligt at udtale, at hans kritik ikke på nogen måde var alvorlig nok til at bringe efterretningschefens job i fare; men til lidet nytte.

Summa summarum: korrespondentens gengivelse af Hutton-rapporten er skrup forkert og giver – tilsigtet eller utilsigtet – det indtryk, at man aldrig fik afklaret om BBC løj. De gjorde de – and how.

Vi har i de seneste par postings konstateret, at også korrespondenten fra USA har mere end almindeligt svært ved at håndtere sine kilder i dækningen af den såkaldte Plame-sag.

Det rejser spørgsmålet: hva' hulen er der galt med Berlingskes korrespondenter?

Mon jobbet som korrespondent blot er et dårligt betalt bijob? Så når korrespondenten vælter hjem om aftenen til sit lille uoplyste kammer uden Internetopkobling efter en udmattende lang dag hos Wal-Mart ellet Tescos, så er der ikke kræfter til at lave en reportage hjem baseret på andet end snik-snak med kollegerne på pakkegulvet?

Eller er det tværtimod sådan, at jobbet som korrespondent er så glamourøst, at korrespondenten kommer fuldstændigt bombet hjem til sin hotelsuite efter at have drukket igennem ved cocktailparties efterfulgt af hæftig nightclubbing og så kun lige når at sende en historie hjem baseret på lidt snak ved baren?

Vi ved det ikke. Men det er ikke godt nok.

Statsministeren har dristet sig til at kritisere DR for deres tendentiøse brug af kilder, navnlig redigeringen af samme. Det rejser straks to modsatrettede brøl:

Det ene er, at den onde regering er ude på at krænke ytringsfriheden for DR, der er samfundets helt nødvendige public service-kanal.

Det andet er, at DR endnu en gang er taget på fersk gerning i færd med at fuske med deres kilder, og nu må det snart være nok.

Der er ingen præmie for at gætte, at denne posting forfølger den sidste tvangstanke.

Der er to sider af public service-ideen: den ikke helt urimelige og den helt urimelige.

Den ikke helt urimelige bygger på forestillingen om, at dansk kulltur ikke kan bestå uden massiv statsstøtte. Det lyder formodentlig ikke rigtig overbevisende for denne blogs læsere, men man kan (måske) argumentere for, at omkostningerne ved tv-produktion er så omfattende, at statsstøtte skulle være berettiget. Hmm.

Det kan i så fald løses ved at tage medieforligets skridt fuldt ud, dvs. kanalisere licenspengene over i en fond, der herefter uddeler dem til projekter, der angår "dansk kultur". Intet behov for at have en mediemastrodont med egen koncertsal til det formål.

Den helt urimelige bygger på forestillingen om, at danskerne er nødt til at have en nyhedsredaktion, der ikke er privatejet, men finansieres af licensmidler tvangsopkrævet af Staten. Det er, går argumentet, nødvendigt for at sikre en troværdig nyhedsdækning.

Her vil det være for letkøbt at pege på de mange tilfælde af ensidighed og direkte fusk, som DR og TV2 er blevet grebet i.

Det er selve ideen om den "rigtige" nyhedsformidling, der er forkert.

Oprindeligt blev den solgt under prædikatet Objektivitet. Men da den blev for gennemskuelig, gik man meget strategisk over til at tale om Alsidighed. Det var et genialt træk, for ingen djævel kan overskue hele udbuddet fra DR eller TV2, og hver gang man fanges i at være ensidig, kan man altid hævde, at det opvejes af andre indslag og dermed udgør en del af "alsidigheden".

Problemet er naturligvis, at ingen medier kan leve af blot at gengive nyheder. Der skal også analyse til, og analyse bygger på forudsætninger og værdier. En analyse vil derfor altid have en vinkel. Den gode analyse tager gerne flere vinkler med og er ikke primitivt ensidig som den dårlige, men selv ved den gode analyse vil det som alt overvejende hovedregel være muligt at udlede analytikerens værdimæssige ståsted. Det er der ikke noget galt i. Men det forudsætter, at aftagerne frit kan vælge, hvilken vinkel de ønsker at få. Det er her, at public service antager karakter af forførelse, fordi man bilder folk ind, at deres nyhedsdækning er mere troværdig end andre private mediers. Det er den så åbenbart ikke.

Det er ufatteligt, at journalisterne på DR vil stå model til dette skuespil, til hele tiden at afvise, at selvfølgelig har de da politiske holdninger, og selvfølgelig spiller det ind på deres produktion. Så vidt kan man altså prostituere sig for at leve et liv på statsudskrevne midler.

Så nej tak. Statsejede medier hører til i den socialistiske verden, der i sin tur hører til på Arbejdermuseet. og det er trist, at regeringen ikke har mod på at tage et opgør med det.

Denne blog har måtte lægge plads til mange angreb på Berlingske, og det bør derfor fremhæves, at avisen faktisk laver en fin kildekritisk analyse af DR i denne sag, og nej, det er ikke kun fordi resultatet passer med vores vinkel. Læs f.eks. her. Hvis de bare kunne dække Plame-sagen lige så godt.

Men det kan de ikke.

I den seneste posting om Plame-sagen blev der – ud over de sædvanlige faktuelle fejl og misforståelser – opremset en række forhold, som blev fortiet. I dagens dækning (her) kan et af disse forhold nu krydses af, for sandelig om ikke Richard Armitage nævnes.

Men ak. Han nævnes i sammenhæng med Karl Rove:

Det har også været kendt, at præsidentens spindoktor, Karl Rove, og den tidligere viceudenrigsminister, Richard Armitage, lækkede de samme oplysninger til pressen.

Det er misvisende. Armitage viste sig at være den, der lækkede oplysningen om, at Joe Wilsons kone var i CIA (læs her). Rove bekræftede derimod blot oplysningen, da en journalist spurgte ham. Af samme grund er det ganske længe siden, at efterforskeren Fitzgerald måtte opgive at rejse sag mod Rove til stor fortrydelse for de mange journalister, der havde brugt spalteplads på at fantasere om en Rove i håndjern og fodlænker (se her). Den nyhed blev i sin tid ikke omtalt særligt indgående i Berlingske, og måske har journalisterne slet ikke fanget den detalje. For de skriver da ikke mod bedre vidende?

Nå, resten af artiklen handler om, at Plame-sagen snart vil vise en stor sammensværgelse, hvilket da ville være dejligt for Berlingske, da det i givet fald kan retfærdiggøre den hidtidige dækning af sagen. For at citere dagens artikels friske åbning:

Det Hvide Hus var langt mere involveret i en grov smædekampagne imod en kritiker af Irak-krigen end hidtil antaget.

Den sætning kan man så sammenligne med følgende citat fra dækningen i dagens NYT, der formodentlig har overværet samme retssag:

The issue of whether there was a conspiracy at the White House either to reveal Ms. Wilson's identity or to cover up for the White House officials who engaged in such a plot was a central focus of the grand jury inquiry conducted by Patrick J. Ftizgerald, the prosecutor. Mr. Fitzgerald did not charge anyone with participating in a conspiracy and has never suggested that there is any evidence that one existed.

Mr. Fitzgerald spent many months exploring the issue, investigating one newspaper report of a broad conspiracy that later proved to be inaccurate, according to lawyers with clients in the case. Those lawyers said Mr. Fitzgerald questioned their clients, often in minute detail, about what they had done or said about the case. Associates of Mr. Rove, speaking on condition of anonymity, dismissed the idea that there was a cabal against Mr. Libby.

Læser man videre i NYT, får man indtryk af, at "splittelsen" nærmere angår, at Libby var skuffet over, at regeringen ikke brugte samme kræfter på at beskytte ham som på at beskytte Rove.

Da Berlingskes dækning næppe bliver bedre, de har gravet sig for dybt ned til at komme op igen på en pæn måde, vil vi – sikkert til stor glæde for denne blogs læsere – droppe den tætte dækning af avisen og vente på, at der sker noget mere spændende.

Tja, så blev spændingen om. hvordan Berlingske m.fl. ville dække Plame-sagen, udløst.

Valget stod mellem at erkende den stærkt mangelfulde og faktuelle ukorrekte dækning, man hidtil havde præsteret, eller at fortie den og fremsætte nye konspirationsteorier.

Resultatet blev, dam-da-da-dammm, det sidste.

Der har allerede været kommentarer fra mere morgenduelige læsere, der i øvrigt ikke kun angår Berlingskes dækning, se kommentarerne til den tidligere posting her. De forskellige blade har vist ikke noget at lade hinanden høre, når det gælder mangelfuld dækning.

Da vi imidlertid har dvælet særligt ved Berlingskes dækning, er det vel kun forudseeligt, at vi laver lidt fisking på dem, bare lidt.

Joe Wilson er tidligere diplomat og var tidligere udstationeret på ambassader i Afrika, og i den egenskab blev han af CIA bedt om at tage til Niger i 2002 for at undersøge en mistanke om, at Irak havde forsøgt at købe såkaldt uran-materiale til brug for fremstilling af atomvåben i det afrikanske land. Det kunne han ikke bekræfte.

Nej, Wilson kunne faktisk bekræfte, at Irak formodentlig havde forsøgt at købe uran, men han mente ikke, at det var lykkedes dem. Se Senatets rapport fra juli 2004 (her).

Sideløbende konkluderede det amerikanske udenrigsministerium, at de dokumenter, som i første omgang havde vækket mistanken, var forfalskninger. Det var CIA enig i, og tjenesten advarede flere gange Det Hvide Hus mod at tage Niger-oplysningen for gode varer. Alligevel omtalte præsident Bush den som en kendsgerning i sin tale om nationens tilstand i januar 2003.

Nej, Bush fremhævede udtrykkeligt, at påstanden var baseret på britiske efterretninger, og at der var tale om forsøg på at skaffe sig uran. Se talen fra januar 2003 her. Vurderingen blev fastholdt af briterne allerede i en rapport fra september 2003, og er senest blev bekræftet som troværdig i Butler-rapporten fra juli 2004 (her). Rapporten afviser også, at de forfalskede Niger-dokumenter har nogen betydning for denne vurdering.

Joe Wilson blev vred. Han så det som et bevis på, at Bush-administrationen bevidst havde manipuleret og misbrugt utroværdige efterretninger for at få solgt krigen til den amerikanske befolkning. Hvis de havde gjort det med så åbenlyst falske oplysninger, som dem han kendte til, havde de måske også gjort det med andre. Så Wilson skrev sin kronik, og derefter rullede Plamegate.

Nej, i sin kronik undrede Wilson sig blot over, om hans rapport om Niger var blevet læst af regeringstoppen (læs gengivelsen her). Senatets 2004-rapport fastslog senere, at det var den ikke blevet, fordi den blot gentog, hvad man allerede mente at vide i CIA, herunder om Saddams interesse i at skaffe sig uran. Det var først i anden omgang, da Wilson opdagede pressens glubende interesse for hans person, at han gik videre og beskyldte regeringen for at lyve. Samtidig gik han ind i kampagnen for at få valgt John Kerry. Da Senatsrapporten udkom, var den så pinlig for Wilson, at han måtte holde lav profil resten af valgkampen.

Sammenfattende kan man opgøre dækningen sådan:

Omtale af Butler-rapporten, der bekræfter Bushs oplysninger i talen til nationen: 0

Omtale af Senatets rapport med kritik af Wilson: 0

Omtale af Richard Armitage, der faktisk lækkede oplysningerne om Ms. Wilson/Plame: 0

Omtale af den magtkamp, der har været mellem CIA og Bush-regeringen, og som udgør en alternativ forklaring på, hvorfor regeringen fandt det interessant, at Joe Wilson var gift med en CIA-ansat: 0

Omtale af de mange rapporter (se links under søgeordet Plame), der har afvist, at der blev løjet eller lagt pres på efterretningstjenesten: 0, men man omtaler dog, at spørgsmålet om løgn er "aldrig undersøgt til bunds".

Sandsynlighed for, at nye undersøgelser vil afsløre, at der alligevel blev løjet og lagt pres på efterretningstjenesten: 0

Man fristes til at fortsætte med følgende, helt subjektive vurdering:

Tillid til kildekritik og -brug i MSM af sager, der angår Bush-regeringen: 0

At smag og behag er forskellig, er vel en af de mere fundamentale dele af den liberale ideologi og fortjener derfor jævnlig gentagelse. Der skal således nok være nogle, der finder Berlingskes Bush-fokuserede forside helt i orden; for dem står kommentarspalten altid åben.

Men selv finder jeg, at forsiden i sjældent grad er disproportional med historien bag. Jeg ved ikke, hvem der redigerer forsiden, men de er tydeligvis hårdt angrebet af Olav Hergel-syndromet ("Jo, jeg arbejder på Berlingske, men …"). Denne medie-patologiske diagnose støttes af, at ingen af de øvrige aviser havde fundet behov for at lade historien rydde forsiden.

Inde i avisen er der et forskræp for en større Plame-reportage, som angiveligt kommer i morgen. Næ, tænker vores trofaste læsere, det var da også på tide, at vi igen hører mere om Plame på denne blog.

Ja, tænk engang. Måååååske vil man nu beklage og korrigere de mange faktuelle fejl, man lavede i sin dækning, f.eks. den gang man brugte tre fulde sider i samme udgave af Magasinet på at demonstrere sin uvidenhed om Butler-rapporten, der som bekendt fastholdt vurderingen af, at Saddam havde prøvet at skaffe uran fra Afrika, og at de forfalskede Niger-dokumenter var irrelevante for denne vurdering. I øvrigt en opfattelse, som allerede den første officielle undersøgelse fra september 2003 havde fastslået. Men Butler-rapporten gik det skridt længere udtrykkeligt at citere Bush 16-ord til nationen og bekræfte dem, formodentlig for at skære det ud i pap for medierne. Åbenbart forgæves.

Til gengæld havde Berlingskes korrespondenter fanget, at Ms. Plames børn har krøller. En detalje, som mange andre iagttagere havde overset, f.eks. Christopher Hitchens. Men han drikker jo også, som avisens korrespondenter har betroet os, og så er det jo svært at skelne stort fra småt.

Eeeeellller måske vil korrespondenten prøve at fortie deres mangelfulde dækning og i stedet fremsætte fantasifulde konspirationsteorier, der heller ikke denne gang søges sammenholdt med de mange officielle undersøgelsesrapporter, som har vist sig så skuffende?

Hvad mon det bliver? Indrømmelse af egen utilstrækkelighed eller nye konspirationer mod den onde Bush-regering? Spændingen er næste ikke til at holde ud. Næsten…

Her på bloggen har vi nævnt det tit og ofte, og forleden blev det nok en gang bekræftet: Weekendavisen er Danmarks bedste avis, i hvert fald fik de Berlingskes pris. Den burde de få hvert år.

Deres indlæg er ganske simpelt bedre, og det øger både aftagerkredsen og den enkelte læsers interesse, at medarbejderne på avisen dækker et ganske bredt politisk spektrum. Selvom det er muligt at gætte den enkelte journalists personlige ståsted, det viser sig jo som alt overvejende hovedregel i valg af emne, vinkling og kilder, så er det ekstremt sjældent, at journalisten forfalder til den slags ensidig prædiken, der desværre er normen i de fleste andre aviser.

Den høje standard gælder normalt også læsernes indlæg. I denne uge mærker man sig især et større indlæg af David Pontoppidan og Christan Houlberg, der gør op med den historieforståelse, som desværre synes at præge store dele af de mediebærende klasser og som blev forseglet i Matador.

Der er m.a.o. noget for enhver smag. Det kan ikke undre de tålmodige læsere af denne blog, at jeg her fremhæver interviewet med Mikkel Vedby Rasmussen. Her bringes kun et par citater, for har I ikke købt eller abonneret på WEA, SÅ GØR DET.

Og Vedby er ikke bange for, at det bliver svært at komme pænt ud, for der har ifølge ham altid været to forskellige krige i Irak: Den der bliver ført i Irak, og den der bliver ført på den politiske bane i København, London og Washington.

"Og krigen nede i Irak kan de godt komme ud af på en god måde, for på mange måder har både danskere, briter og amerikanere gjort et ganske godt stykke arbejde, selvomm det er gået lidt upåagtet hen i den anden krig, den i hovedstæderne. Guderne skal vide, at de har begået masser af fejl, det gør man altid i krig, men det, de har gjort rigtigt, er, at de i vidt omfang har kunnet reducerede den opstand, der var i begyndelsen. Der, hvor Saddam Hussein lod sin hær forsvinde uden at komme i kamp, så den var bevaret til at lave guerillakrig. Den nedkæmpede de i vidt omfang uden de store problemer. Det, der så skete, var at Irak blev en magnet for alverdens islamister, som kom til og som også radikaliserede irakerne, så det blev en ny kamp. Og den kamp har de haft sværere ved at vinde. Det er så tæt på at være en borgerkrig, som det kan være, og den handler om mange andre ting, og det er en kamp, som vi fra Vesten aldrig rigtig kan vinde, for det er ikke vores kamp. Vi står midt i den, mens kuglerne flyver  hen over hovedet på os, men det er egentlig ikke vores kamp — den er det nok klogt at træde et skridt tilbage fra, som vi gør nu, og sige: Nu er vi her som en reserve, hvis det går galt, men derudover holder vi os væk."

Pointen er, mener Vedby Rasmussen, at det er gået okay. Det kunne være gået bedre, men det kunne sandelig også være gået værre.

Jeg kan især godt lide hans understatement om, at det er gået "lidt upåagtet hen". Jep, den "anden" krig er tabt ikke bare i Politiken og Information, hvor man kunne forvente det, men også i vores såkaldte public service-stationer DR og TV2, samt i de dele af Berlingske, der er ramt af Olav Hergel-syndromet.

Som kommentarspalten forneden måske vil vise, er der som nævnt altid noget for enhver smag i WEA. Det er under alle omstændigheder en god smag. Mums.

Det nye år begynder hårdt hos os. Første dag med mundtlig eksamen var tirsdag den 2. januar. Velkommen du Herrens år! De arme studerende havde knapt fået konfettien ud af håret, før de sad ved det grønne bord.

Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til det. At sidde ansigt til ansigt med et andet menneske, der er næsten lammet af angst og nervøsitet – vel at mærke fremkaldt af ens blotte nærvær. Men som årene går, får man en vis rutine. Man begynder at lægge mærke til små ting, f.eks. at de studerende altid tager sedlerne med spørgsmål fra midten og ud. Eller den afslørende måde, som deres første reaktioner på et uventet spørgsmål giver. Det kan være ganske afslørende for, om de kan eller ikke kan emnet.

Det med de første reaktioner gælder også på andre områder.

Det var f.eks. tydeligt efter Dronningens nytårstale. Sagde hun virkelig det?, lød den første kommentar. Forbløffelsen og rådvildheden var udbredt i MSM. Sagde hun virkelig, at tilflyttere må udfolde deres egenart inden for de brede rammer, som et civiliseret samfund sætter. Tja, det var vist essensen. Jamen, hvad så med multi-kulti, værdirelativismen og respekten for hjemlandets mere brutale traditioner. Og sagde hun virkelig, at der var værdier, som vi ikke kan opgive, men må værne og slås for? Jeps. Rådvildheden hos de mange kommentatorer var underholdende. Underholdende og afslørende. Og egentlig unødvendige. Det var jo ikke ligefrem første gang, at hun gav udtryk for, at demokrati og frihed er værdier, hun sætter højt.

Et ganske andet, og så alligevel ikke, område var islamisternes militære nederlag i Somalia*). Igen var der den udbredte forbløffelse. Jamen, det er jo den konventionelle visdom, at terrrorisme ikke kan besejres; at islamisterne bare bliver flere og flere, hvis man byder dem modstand. En særligt underholdende kommentar var en avisforside – jeg skal nok lade være med at hænge vedkommende avis ud, til en afveksling – lød, at "nu" ville islamisterne kalde til hellig krig mod Etiopien, underforstået at nu blev det først værre. Men, æh, nej. Det med at kalde til hellig krig havde de faktisk allerede gjort for længst, og først bagefter slog Etiopien til, bl.a. af den grund. Tilbage er nu kun at søge trøst i, at islamisterne måske alligevel kommer tilbage, lidt i hvert fald og måske på længere sigt. Det synes i hvert fald at være håbet hos MSM.

Det skal blive spændende at se, om resten af 2007 udvikler sig lige så "overraskende".

*) Dang! Jeg skrev Sudan, men det er Somalia. jeg vidste, at det var et land med S, men at det ikke kunne være Sverige — endnu.

Så blev det juleaften, og den blev helt så stemnings- og kaloriefyldt, som den bør være. Ah, uhæmmet materialisme i familiens skød, det er for mig en væsentlig del af, hvad liberalisme handler om. Skal vi have and eller flæskesteg? Det må den enkelte selv afgøre, så vi nupper begge dele.

Det siges, at der i forsikringsverden kendes en sammenhæng, hvorefter farven rød på en bil er ensbetydende med større risiko for skader. Jeg tror, at der er en tilsvarende usikker, men dog signifikant sammenhæng mellem anti-materialisme og diktatursympati. Den, der ikke er glad for frihed, er sjældent heller glad for materielle goder og frås. Puritaneren stræber efter kontrol over både sind og krop. Bevis? Tja, det var næppe en tilfældighed, at Churchill både drak og spiste mere end gennemsnittet, mens Hitler var både afholdsmand og vegetarianer.

Så mens jeg stod og gjorde mig den slags underlødige overvejelser om livets indretning i den propfyldte bagerbutik tidligt i morges, kunne jeg kigge på morgenaviserne, der lå fremme. Der var rigeligt tid, for selvom butikken i Classensgade er kendt for at have Danmarks formodentlig sidste høflige og venlige ekspedienter, var ventetiden lang.

På forsiden af Jyllands-Posten var en rubrik, hvor en kvinde, der tjenestegør i Afghanistan, men åbenbart også har været i Irak, fortæller om den glæde, irakerne føler over at være befriet fra Saddams regime. En sådan forside er utænkelig hos Berlingske, og på vejen hjem gik jeg og fundere på, om det var på tide at skifte til JP i stedet for kun lejlighedsvis at købe den i et spædt forsøg på at vise min sympati for deres indsats for ytringsfriheden.

Det står galt til med dækningen af udlandsstoffet i Berlingskes 1.  sektion. Ensidigheden er massiv og næsten rituel. Det er åbenbart indiskutabelt, at man ikke kan, endsige bør, forsøge at udbrede demokrati til arabere i Mellemøsten, for det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre på grund af arabernes race/religion/kulturelle udviklingsstade. Man prøver konsekvent at fremstille det som om, at krigen var vendt mod irakerne og ikke mod Saddam. At det var en aggression, ikke en befrielse. Man stiller på skrømt spørgsmålet: hvorfor blev vi ikke hilst som befriere? Svaret er naturligvis, at shia-flertallet meget fornuftigt frygtede Saddams SS-tropper, hans fadayeen, som var ladt tilbage i civil for at terrorisere dem, og de frygtede, at USA ville følge den realistiske skole og undlade at af-bathificere hæren og staten, så regimet igen kunne slå oprøret ned og sikre "orden", sådan som det gik i 1991. Meningsmålinger fra den tid viste klart, at mere end 90 pct. var glade for befrielsen fra Saddam; et flertal der senere er faldet pga volden, især blandt sunni, men som stadig udgør et massivt flertal. Alligevel fremstiller man det som om, at irakerne vil volden, selvom andre meningsmålinger viser, at de ønsker militserne nedkæmpet og Irak samlet.

Det er en ånd, der langsomt har spredt sig til andre dele af avisen. Ebbe Iversen må i sin anmeldelse af Bobby lige nævne, at han savner den flotte retorik hos afdøde Kennedy i forhold til den nuværende præsident. Mon han overhovedet har læst Bushs seneste indsætttelsestale, eller kan han kende forskel på Kennedys taleskrivere og Bushs ditto, hvis han blev udsat for en blindprøvning? Jeg tvivler. Korrespondenten fra USA omtaler stadig Plame-sagen som et tilfælde af regeringens hævn, og har mig bekendt aldrig indrømmet eller korrigeret de mange faktuelle fejl, man lavede under vejs i dækningen af den and. Selv Jens Hage, den noble ældre tegner, fremstiller Bush som et barn, der er sygeligt optaget af våben til sine forældres fortvivlelse. Sådann fremstiller man den præsident, der har befriet millioner af muslimer fra diktatur og givet dem chancen for frihed. At det ikke er sket fejlfrit, er utvivlsomt, men Berlingskes dækning er selv infantilt ensidigt. Se blot på Weekendavisen. Her kan man også gætte det politiske ståsted hos en Arne Herdis eller en Jan Bo Hansen. Men deres respektive reportager er alligevel så fyldte med oplysninger og nuancer, at der er langt ned til den ensidighed, som præger den gamle moderavis.

Vel hjemme igen fik jeg så læst min Berlinger, der vanen tro afleveres senere end gratisaviserne; denne morgen dog uden denne konkurrence. For avisernen er 2. juledag er mest fyldt med stof, som er skrevet god tid i forvejen. Og godt det samme. Det betød nemlig, at dækningen af udlandsstoffet i 1. sektion mest var telegrammer fra nyhedsbureauerne. Til gengæld var 2. sektion fyldt med tankevækkende stof, som er både tidløst og interessant. Især og mest vigtigt fra et kommercielt synspunkt er det dog, at det er stof, man ikke ville kunne finde i Politiken.

Et centralt tema var ensretningen hos journalisterne. Fra Lisbeth Knudsens utvivlsomt kyndige og indsigtsfulde til en rundspørge blandt en række forskellige mediefolk. Og så var der Megafon, der ofte står som et tiltrængt korrektur til dækningen af nyhederne i 1. sektion, især når den bestyres af Bent Blüdnikow. Sidst, men absolut ikke mindst, er der Groft Sagt med det grove men ædle salt til dagens gang.

Og således endte denne julemorgen. Der er alligevel grund til fortsat at abonnere på Berlingske, nemlig 2. sektions kulturstof. JP må nøjes med min mere spontane uregelmæssige støtte, og denne blogs læsere må trækkes med mere klynk over indholdet hos den Gamle Tante også i 2007.

Godt nytår!