Tag-arkiv: menneskerettigheder

Terrorismens pris

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. november 2005. 2 svar

Vores gode gæste-Punditokrat Otto Brøns-Petersen havde fornylig endnu en interessant artikel i Weekendavisens Ideer-tillæg.  Da artiklen er på den lukkede del af avisens hjemmeside kan vi kun linke til indgangen og så citere lidt af indholdet:

»DE er komplet vanvittige.« Man tager sig næsten uvilkårligt i at tænke sådan efter et blodigt terrorangreb. Men det er en forkert og nok også farlig reaktion. Den gør terroristernes adfærd uforudsigelig – og dermed også vanskelig at gardere sig imod. Samtidig er der grund til at gribe i egen barm: terrorismen virker i høj grad ved, at vi andre opfører os om ikke vanvittigt så meget uklogt.

Den økonomiske og politologiske forskning i terror viser begge dele tydeligt. Der findes en række studier af de økonomiske følgevirkninger af terrorisme. De viser gennemgående, at konsekvenserne kan være ganske mærkbare. Store nok til at sætte sig spor i nationalregnskaber og udenrigshandelsstatistikker – ikke mindst når det gælder turistsektoren. …

SELV om det kan være svært at forstå terrorgruppernes fanatisme og ligegyldighed over for civile tab, bør det ikke forveksles med ukalkuleret vanvid. Tværtimod ser de ud til at reagere på omkostninger og gevinster som de fleste andre.

På abstrakt plan er »produktionen af terrorisme« slet ikke så forskellig fra produktionen af for eksempel møbler. Møbelfabrikken skal for det første vælge, hvilke typer af møbler der skal laves.

Eller om det er bedre at gå ind i helt andre brancher. For det andet skal producenten finde den måde at producere på, som giver bedst indtjening. Stiger prisen på teaktræ, kan det bedre betale sig at bruge mindre af det og i stedet finde et alternativt materiale eller bruge lidt ekstra arbejdstid på at spare på teaken.

For terrorgruppen handler det på samme måde om at vælge mellem forskellige slags terrorhandlinger, og hvordan de udføres billigst og mest effektivt. Samtidig må terrorgrupperne overveje alternative politiske midler til terrorangreb for at opnå deres grundlæggende mål.

Statistiske analyser afslører, at omkostninger påvirker terroristernes kalkule. … Analysen af »terrorproduktions-funktionen« kan godt levere argumenter for, at borgerne bør acceptere at give statsmagten større beføjelser end ellers. Bedre muligheder for overvågning, indskrænkning af ytrings- og foreningsfriheden og tilsvarende udvanding af civile og politiske rettigheder. Det øger ganske vist risikoen for, at de mere potente midler bliver brugt mod uskyldige, men denne omkostning modsvares af behovet for mere beskyttelse mod terrortruslen.

Der er imidlertid også argumenter både fra økonomisk og politisk teori imod denne løsning. Frey er en af flere forskere, som peger på, at terrorbekæmpelse ikke alene kan ske ved at øge omkostningerne for potentielle terrorister – den kan også opnås ved at svække deres mulige gevinster.

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Artiklen baserer sig bl.a. på arbejder af økonomerne William Landes, Todd Sandler, Bruno Frey, Alberto Abadie m.fl.  Desværre for Otto, læserne og mig og to af mine kolleger (Mogens Justesen og Robert Klemmensen) havde jeg vist glemt at sende Otto den artikel om emnet, som vi tre sidstnævnte har skrevet, og som til januar kommer i tidsskriftet Public Choice.  (En foreløbig version af artiklen blev i sommer præsenteret i CEPOS-regi.) I artiklen når vi til stort set de samme resultater som Abadie, men på et meget bedre og mere omfattende datamateriale, og vi fokuserer både på de lande, der producerer transnational terror og dem, som rammes af sådan.  Kort kan vores konklusioner opsummeres som, at omfanget af borgerlige frihedsrettigheder og handel med omverdenen er de væsentligste faktorer til at forklare variationen i sandsynlighed for, at et land vil blive ramt af transnational terror eller selv vil producere transnationale terrorister–og i begge tilfælde er sammenhængen positiv.  Politiske rettigheder (demokrati) har også en betydning, men den er mere uklar: Når det gælder terrorist-produktion er sammenhængen positiv, men når det gælder terror-ramte lande er sammenhængen kurvelineær, således at der er mindst terror i meget lidt demokratiske og meget demokratiske lande, mens halvdemokratiske lande tiltrækker mest terror.

Mere vigtigt afkræfter vores studie en række myter: Der er ingen sammenhænge mellem sandsynligheden for transnational terror og fattigdom, ulighed, religion, vækst, o.s.v., og samfundsmæssig fraktionalisering synes i bedste fald at have en uklar effekt.

EMD på vildspor

Af Jacob Mchangama, den 31. oktober 2005. 3 svar

Jeg har tidligere kritiseret en afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) her på Punditokraterne, hvilket jeg desværre føler mig kaldet til igen. Afgørelsen er ikke ny (2004) men fortjener alligevel opmærksomhed idet den demonstrerer hvor langt visse dommeres opfattelse af menneskerettigheder ligger fra den opfattelse af menneskerettigheder disse blev født ud af.

Faktum i Pla and Puncernau v. Andorra, var at en kvinde i 1939 anførte i sit testamente, at hendes arving alene kunne give hendes ejendom videre til et barn eller barnebarn født ud af et "legitimate and canonical marriage". Kvindens søn havde indgået ægteskab og med sin hustru adopteret et barn. Et par andre familiemedlemmer gjorde nu ved de andorranske domstole gældende, at den adopterede søn ikke kunne arve, idet han ikke opfyldt betingelserne herfor, som fastsat af kvinden i hendes testamente. Heri erklærede domstolene sig enige.

EMD fik nu forelagt sagen med påstand om at retten til familieliv (artikel) og diskriminationsforbuddet (artikel 14 i forbindelse med artikel 8) i EMRK var overtrådt.

Flertallets konklusion lyder bl.a. som følger:

Clearly the Andorran authorities cannot be held liable for any interference with the applicants' private and family life any more than the Andorran State can be held liable for a breach of any positive obligations to ensure effective respect for family life. The applicants confined themselves to challenging a judicial decision that had declared a private deed disposing of an estate to be contrary to the testatrix's wishes. The only outstanding question is that of the alleged incompatibility with the Convention of the Andorran courts' interpretation of domestic law.

The Court considers that, contrary to the Government's affirmations, no question relating to the testatrix's free will is in issue in the present case. Only the interpretation of the testamentary disposition falls to be considered. The Court's task is therefore confined to determining whether, in the circumstances of the case, the first applicant was a victim of discrimination contrary to Article 14 of the Convention.

Admittedly, the Court is not in theory required to settle disputes of a purely private nature. That being said, in exercising the European supervision incumbent on it, it cannot remain passive where a national court's interpretation of a legal act, be it a testamentary disposition, a private contract, a public document, a statutory provision or an administrative practice appears unreasonable, arbitrary or, as in the present case, blatantly inconsistent with the prohibition of discrimination established by Article 14 and more broadly with the principles underlying the Convention

In the present case the High Court of Justice's interpretation of the testamentary disposition in question had the effect of depriving the first applicant of his right to inherit under his grandmother's estate and benefiting his cousin's daughters in this regard. Furthermore, the setting aside of the codicil of 3 July 1995 also resulted in the second applicant losing her right to the life tenancy of the estate assets left her by her late husband.
Since the testamentary disposition, as worded by Carolina Pujol, made no distinction between biological and adopted children it was not necessary to interpret it in that way. Such an interpretation therefore amounts to the judicial deprivation of an adopted child's inheritance rights.

61.  The Court reiterates that a distinction is discriminatory for the purposes of Article 14 if it has no objective and reasonable justification, that is if it does not pursue a legitimate aim or if there is not a "reasonable relationship of proportionality between the means employed and the aim sought to be realised". In the present case the Court does not discern any legitimate aim pursued by the decision in question or any objective and reasonable justification on which the distinction made by the domestic court might be based. In the Court's view, where a child is adopted (under the full adoption procedure moreover) the child is in the same legal position as a biological child of his or her parents in all respects: relations and consequences connected with his family life and the resulting property rights. The Court has stated on many occasions that very weighty reasons need to be put forward before a difference in treatment on the ground of birth out of wedlock can be regarded as compatible with the Convention.
Furthermore, there is nothing to suggest that reasons of public policy required the degree of protection afforded by the Andorran appellate court to the appellants to prevail over that afforded to the applicant.

62.  The Court reiterates that the Convention, which is a dynamic text and entails positive obligations for States, is a living instrument, to be interpreted in the light of present-day conditions and that great importance is attached today in the member States of the Council of Europe to the question of equality between children born in and children born out of wedlock as regards their civil rights. Thus, even supposing that the testamentary disposition in question did require an interpretation by the domestic courts, that interpretation could not be made exclusively in the light of the social conditions existing when the will was made or at the time of the testatrix's death, namely in 1939 and 1949, particularly where a period of fifty-seven years had elapsed between the date when the will was made and the date on which the estate passed to the heirs. Where such a long period has elapsed, during which profound social, economic and legal changes have occurred, the courts cannot ignore these new realities. The same is true with regard to wills: any interpretation, if interpretation there must be, should endeavour to ascertain the testator's intention and render the will effective, while bearing in mind that "the testator cannot be presumed to have meant what he did not say" and without overlooking the importance of interpreting the testamentary disposition in the manner that most closely corresponds to domestic law and to the Convention as interpreted in the Court's case-law.


63.  Having regard to the foregoing, the Court considers that there has been a violation of Article 14 read in conjunction with Article 8.

Med andre ord var EMD villig til at blande sig i en ren privat konflikt og indlade sig på en særdeles indgående og konkret fortolkning af et frit oprettet testamente, hvis indhold man desuden tilsidesatte. EMDs dom er således ikke bare undergravende for nationale retssystemer men indskrænker samtidig individets ret til at disponere over sin ejendom som det vil. Dommen er et frontalangreb på "the rule of law", idet national privatret gøres vilkårlig, og dermed mister sin forudsigelighed for de individer, hvis dispositioner hviler derpå. Heldigvis forstod både den engelske dommer Sir Nicholas Bratza og den polske dommer Lech Garlicki flertallets skråplan og skrev et par dissenser som indeholder meget visdom.

Bratza:

The fact that, under the Convention, the legislative or judicial organs of the State are precluded from discriminating between individuals (by, for instance, creating distinctions based on biological or adoptive links between children and parents in the enjoyment of inheritance rights) does not mean that private individuals are similarly precluded from discriminating by drawing such distinctions when disposing of their proper
ty. It must in principle b
e open to a testator, in the exercise of his or her right of property, to choose to whom to leave the property and, by the terms of the will, to differentiate between potential heirs, by (inter alia) distinguishing between biological and adoptive children and grandchildren. As pointed out in the opinion of Judge Garlicki the testator's right of choice finds protection under the Convention, namely in Article 8 and in Article 1 of Protocol No. 1. The State must in principle give effect, through its judicial organs, to such private testamentary disposition and cannot be held to be in breach of its Convention obligations (including its obligations under Article 14) by doing so, save in exceptional circumstances where the disposition may be said to be repugnant to the fundamental ideals of the Convention or to aim at the destruction of the rights and freedoms set forth therein. This remains true even if there may appear to be no objective and reasonable justification for the distinction made by a testator.

Garlicki:

This case relates to two important principles which determine the scope of the Court's jurisdiction: the principle of subsidiarity and the principle of state action. In respect of the latter, it should be noted that the case did not involve any direct interference by the national courts with the applicant's Article 8 rights. The courts were confronted with a will which contained a clause discriminating against adopted children vis-à-vis biological children. The courts first determined the correct interpretation of the will and, in accordance with that interpretation, gave effect to it. Thus, the real question before our Court is to what extent the Convention enjoys a "horizontal" effect, i.e. an effect prohibiting private parties from taking action which interferes with the rights and liberties of other private parties. Consequently, to what extent is the State under an obligation either to prohibit or to refuse to give effect to such private action? However, under our case-law it is obvious that there may be certain positive obligations of the State to adopt measures designed to secure respect for Convention rights, even in the sphere of the relations of individuals between themselves.

Nevertheless, it seems equally obvious that the level of protection against a private action cannot be the same as the level of protection against state action. The very fact that, under the Convention, the State may be prohibited from taking certain action (such as introducing inheritance distinctions between children does not mean that private persons are similarly precluded from taking such action. In other words, what is prohibited for the State need not necessarily also be prohibited for individuals. Of course, in many areas such prohibition may appear necessary and well-founded. However, it should not be forgotten that every prohibition of private action (or any refusal to judicially enforce such action), while protecting the rights of some persons, unavoidably restricts the rights of other persons. This is particularly visible in regard to "purely" private-law relations, such as inheritance. The whole idea of a will is to depart from the general system of inheritance, i.e. to discriminate between potential heirs. But at the same time, the testator must retain a degree of freedom to dispose of his/her property and this freedom is protected by both Article 8 and Article 1 of Protocol No. 1 to the Convention. Thus, in my opinion, the rule should be that the State must give effect to private testamentary dispositions, save in exceptional circumstances where the disposition may be said to be repugnant to the fundamental ideals of the Convention or to aim at the destruction of the rights and freedoms set forth therein.

As in respect of all exceptional circumstances, however, their presence must be clearly demonstrated and cannot be assumed. No exceptional circumstances of the above-mentioned kind existed in the Pla and Puncernau case. The testatrix had taken a decision, which was perhaps unjust, but cannot, even by present-day standards, be regarded as repugnant to the fundamental ideals of the Convention or otherwise destructive of Convention rights. Thus, the State was under a duty to respect and give effect to her will and was neither allowed nor expected to substitute its own inheritance criteria for what had been decided in the will. Accordingly, the State cannot be held to be in breach of the Convention by giving effect to this will.

EMD har truffet mange vigtige afgørelser, men vildskud som Pla underminerer EMDs status og gør dens praksis ujævn og usammenhængende. Det er ikke troværdigt på den ene side, at kræve at staterne i Europarådet undlader at krænke deres borgeres rettigheder og på den anden side kræve, at samme stater blander sig aktivt i borgernes private sfære. Jeg vil i en senere post sammenligne EMDs og Amerikanske Højesterets praksis vedrørende positive forpligtelser og horisontal effekt af grundrettigheder, hvilket vil afsløre nogle sigende forskelle om opfattelsen af statens rolle i forhold til dens borgere hos de to organer.

En ny og "progressiv" grundlov?

Af Jacob Mchangama, den 11. oktober 2005. 1 svar

På det seneste har der fra SF, de Radikale og Socialdemokratiet igen været fremsat politisk krav om en ny grundlov, ligesom denne tanke har haft støtte i en Politiken leder (Punditokraternes redaktør Peter Kurrild-Klitgaard har tidligere beskæftiget sig med emnet her). Ole Sohn forklarer på SFs hjemmeside, at en ny grundlov bl.a. skal styrke menneskerettighederne ved at afspejle Danmarks internationale forpligtelser samt indeholde socio-økonomiske menneskerettigheder. Det er i denne forbindelse interessant at kaste et nærmere blik på Sydafrikas forfatning fra 1996, hvis "Bill of Rights" netop lægger vægt på internationale menneskerettigheder herunder positive socio-økonomiske rettigheder (og retten til et rent miljø). Denne forfatning hyldes blandt mange jurister, (heriblandt professor Cass Sunstein fra University of Chicago) og særligt i menneskerettighedsbevægelsen, for at være den mest progressive af sin slags i verden. Både forfatningens internationale aspekt og de socio-økonomiske rettigheder giver dog grobund for ganske alvorlige juridiske og politiske problemstillinger, der efter min mening snarere gør den sydafrikanske forfatning til et politisk korrekt skræmmebillede end et eksempel til efterlevelse.

Lad os starte med de socio-økonomiske rettigheder. Disse rettigheder er traditionelt blevet anset som programmatiske erklæringer frem for udgørende individuelle rettigheder der kan håndhæves ved en domstol, hvilket Sydafrikas forfatning er et forsøg på at gøre op med. Stemningen i Sydafrikas forfatning bliver anslået af præamblen som bl.a. nævner "social justice" som en af forfatningens målsætninger. Endvidere fastslår den, at staten

"must respect, protect, promote and fulfil the rights in the Bill of Rights".

 Forfatningen indebærer også, at fysiske og juridiske personer (såsom multinationale selskaber), efter omstændighederne, kan være forpligtiget af menneskerettighederne deri, ligesom, at forfatningen tillader positiv særbehandling samtidig med at den påbyder lighed for loven. Forfatningen anerkender dermed båd formel og materiel lighed, to principper som i praksis er umulige at forene.

Det materielle lighedsprincip finder konkret udtryk i specifikke socio-økonomiske rettigheder, herunder retten til en bolig og retten til sundhed, mad, vand og social sikkerhed. For at opfylde disse rettigheder skal staten

"take reasonable legislative and other measures, within its available resources, to achieve the progressive realisation of each of these rights".

 Forfatningen tilsiger altså, at staten påtager sig en aktiv rolle i opfyldelsen af det enkelte menneskes velfærd, hvilket individet tillige har et menneskeretligt krav på. I ten række afgørelser har den sydafrikanske forfatningsdomstol skulle tage stilling til, hvorvidt de socio-økonomiske rettigheder så i praksis er retligt anvendelige. Domstolen har til dens ære været pragmatisk og fortolket de socio-økonomiske rettigheder som værende forskellige i natur fra de borgerlige og politiske, således, at et enkelt individ reelt ikke kan forlange en bolig, medicin etc. (hvilket har skabt frustration blandt menneskerettighedsaktivister). Men domstolen har alligevel fundet disse rettigheder krænket, hvor regeringen efter en helhedsvurdering ikke har gjort nok for f.eks. at skabe boliger til hjemløse. På trods af, at domstolens praksis bekræfter, at socio-økonomiske rettigheder ikke praktisk kan håndhæves som individuelle rettigheder, viser den samtidig, at sådanne rettigheders inkludering i en forfatning, skaber en forpligtigelse for staten til at involvere sig aktivt i økonomien via indgreb, lovgivning og omfordeling.

Det må anerkendes, at tanken om materiel lighed og omfordeling er tillokkende (og forståelig) i et samfund, hvor apartheidlove afskar mennesker fra ejendom, arbejde, sociale relationer etc. på baggrund af disse menneskers hudfarve. Apartheid umuliggjorde derved skabelsen af velstand blandt de der blev diskrimineret imod. Tiltag som høje mindstelønninger, ublu positiv særbehandling og en høj grad af omfordeling skader dog rent faktisk den (overvejende sorte) fattige del af den sydafrikanske befolkning. Derudover er sådanne tiltag også moralsk dadelværdige idet de institutionaliserer diskrimination mod et mindretal og gør dette mindretals ejendom en forudsætning for flertallets velfærd, hvorfor denne ejendom kan inddrages ( det skal selvfølgelig anerkendes, at ejendom konfiskeret fra sorte og farvede under apartheid bør føres tilbage til deres retmæssige ejere). Sådanne tiltag kan uanset, hvor moralsk forkastelig apartheid ideen og styret var ikke forsvares fra et rettighedssynspunkt "two wrongs don't make a right".

Lad os hastigt springe til det internationale aspekt af den sydafrikanske forfatning. Artikel 39(1) i den sydafrikanske forfatning fastslår at de sydafrikanske domstole når de fortolker forfatningens rettighedskatalog "must consider international law; and may consider foreign law". Lad os forestille os, at den sydafrikanske forfatningsdomstol skal afgøre et spørgsmål om diskrimination af kvinder. Domstolen er som vi har set forpligtet til at inddrage folkeretten (in casu internationale menneskerettigheder). Men hvor skal den starte? I FN regi er der 3 internationale menneskerettighedstraktater, der forbyder diskrimination på baggrund af køn. Hver af disse traktater har deres egen Komite, der fortolker de respektive rettigheder deri. Disse Komiteer fortolker ikke nødvendigvis anti-diskriminationsbestemmelser på samme vis. Herudover skal lægges, at den sydafrikanske forfatningsdomstol vil kunne støtte sig på den Europæiske, den Inter-amerikanske og den afrikanske Menneskerettighedskonvention og disse konventioners domstole/komiteers fortolkning deraf, da disse traktater også udgør folkeret. Domstolenes pligt til at inddrage forskellige og til tider modstridende folkeretlige normer uden nogen form for overordnet vejledende princip herfor, skaber en overhængende fare for, at den sydafrikanske forfatningsret og common law bliver usammenhængende og dermed vilkårlig af natur.

Med disse erfaringer in mente er der god grund til at tage afstand fra idéen om en "progressiv og moderne" grundlov. En grundlovsrevision bør dog stadig være et seriøst liberalt projekt og et godt sted at starte kunne være redaktør Kurrild-Klitgaard m.fl.s grundlovsforslag som kan læses her

Post-Rehnquist II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. september 2005. Skriv et svar

Så bliver det altså med sikkerhed John Roberts, der efterfølger Rehnquist som amerikansk forbundshøjesteretspræsident–og noget kunne tyde på, at det bliver med lidt større tilslutning, end jeg forudså tidligere på ugen.  (Tilsyneladende har mange Demokratiske senatorer fra delstater, der ved valget sidste år overvejende stemte på Bush, pudsigt nok haft en tendens til at større præsidentens kandidat …)  Men hvordan kommer den post-Rehnquistske æra til at se ud for US Supreme Court?  Det skrev vi om rent personale mæssigt forleden, men hvad med politikken?

En af de største amerikanske retsfilosoffer af en klassisk-liberal orientering, Professor Randy Barnett fra Boston University (forfatter til bl.a. “The Structure of Liberty: Justice and the Rule of Law” og “Restoring the Lost Constitution: The Presumption of Liberty”), havde i forrige uge i Wall Street Journal en kronik om netop Rehnquist.  Højesteretspræsident Rehnquist var næppe helt en, som Barnett helt “delte paraply med”, men dog én som han adskillige gange havde professionelt med at gøre—når Barnett skulle procedere for US Supreme Court (hvilket han senest gjorde i foråret, hvor Barnett talte for staternes ret til at legalisere marijuana-brug, hvilket Rehnquist støttede).  Og Barnett kunne trods andre uenigheder lide den såkaldte “New Federalism”-doktrin, som Rehnquist i praksis formulerede:

“One day soon we may mourn the death of his legacy — the jurisprudence of the Rehnquist Court.

Even before becoming chief justice, often in lonely dissents, it was William Rehnquist who was most personally responsible for what is now called “the New Federalism” — the revival of the ideas that judiciary should protect the role of the states within the federal system and enforce the textual limits on the powers of Congress. Establishing the New Federalism took enormous effort and leadership by Rehnquist over many years. Now that legacy is in jeopardy.

At the founding, and for some 150 years thereafter, the limits on congressional power provided by the Constitution of 1789 — as modified by the Fourteenth Amendment — were enforced by the Supreme Court. According to the textual plan, Congress is, with few exceptions, confined to the express powers enumerated in Article One of the Constitution. While these express powers were understood as flexible, they were nonetheless limited. When the federal government was limited to its enumerated powers, the states were left to the exercise of their police powers, subject to the limitations imposed upon them after the Civil War by the Fourteenth Amendment.

The Founders’ plan was more or less intact until the 1930s, when President Roosevelt and the New Deal Congress enacted a massive expansion of federal power. By the 1940s, the textual scheme of limited federal powers was effectively swept away by a Supreme Court dominated by appointees of President Roosevelt. In a series of landmark decisions, such as Wickard v. Filburn in 1942, the New Deal Court replaced the Constitution’s textual scheme of limited federal power with a policy of judicial deference to any claim by Congress to regulate anything and everything with even a remote connection with the national economy.

By the early 1990s, even the requirement of a remote connection was giving way, as Congress began to regulate subjects that could only be described as “interstate commerce” by Lewis Carroll’s Humpty Dumpty, who asserted (in a rather scornful tone) that: “When I use a word, it means just what I choose it to mean — neither more nor less.” With no judiciary to provide a constitutional compass, Congress passed laws reaching activities such as possessing a gun near a school without even trying to show how the regulated activity had any conceivable connection with “commerce . . . among the several states.”

Barnett slår fast, at det var Rehnquist, der standsede denne udvikling, fordi han havde et “forfatningsmæssigt kompas”, der i hvert enkelt sag styrede ham i én overordnet retning.  Dette var tydeligt allerede fra en række sager, mens han var menig dommer, men det blev især klart da han blev højesteretspræsident:

“With Justice Rehnquist’s ascension to chief justice, the Rehnquist Court cabined Garcia’s laissez-faire approach toward Congressional power with a series of “Tenth Amendment” cases that aimed at protecting state sovereignty from federal interference in a variety of ways. I put Tenth Amendment in quotes because this jurisprudence was never grounded on the original meaning of the Tenth Amendment, which merely affirms that the Federal government is one of delegated powers, and that all powers not delegated are reserved to the states or to the people. With the post-New Deal judiciary interpreting the delegated powers so as to allow the Federal government to do virtually anything it wants, federal power had completely enveloped any “reserved” powers of states. Instead of directly holding Congress to the powers enumerated in the text, these earliest New Federalism cases attempted indirectly to preserve the underlying “principle” of federalism by carving out islands of state sovereignty in a sea of federal power.

Chief Justice Rehnquist understood this, of course. In 1995, he launched a direct attack on the source of the problem in the case of U.S. v. Lopez, which held unconstitutional the Gun Free School Zone Act because it exceeded the power of Congress to “regulate commerce . . . among the several states.” There he wrote, “We start with first principles. The Constitution creates a Federal Government of enumerated powers.” For the first time in 60 years, the Court found a federal statute to have exceeded the commerce power of Congress. Rehnquist’s opinion in Lopez sent shock waves through the legal academy. …

Together with the Tenth Amendment cases, Rehnquist’s opinions in Lopez and Morrison were the keystones of the New Federalism. Had he been able to marshal a consistent majority for the constitutional “first principles” these cases represented, the Rehnquist Court might have overseen a constitutional restoration as substantial as the constitutional demolition begun by the Roosevelt Court. But both decisions were 5-4, with the five more “conservative” justices in the majority and the four more “liberal” justices in strong dissent. The four adamant dissenters have not relented in their opposition and need only pick off one of the New Federalists to uphold the constitutionality of a claim of federal power.”

Og nu er Barnett nervøs for, at flertallet vil kunne skifte på et mere permanent vis—den forkerte vej:

“[In] this the final year of the Rehnquist Court there are signs that his legacy may not endure. In Gonzales v. Raich both principles of state sovereignty and of enumerated powers were put to the test. Rehnquist was one of only three justices who were willing to say that Congress cannot magically transform the noncommercial possession of homegrown marijuana into “interstate commerce.” The Chief joined the dissenting opinion written by Justice Sandra Day O’Connor.
Many who now lionize her w
hen discussing her replacement omit mentioning her stalwart support of the New Federalism so strongly advanced by her fellow Arizonian and Stanford classmate.

Sometime this fall, two of the five votes that made up the Lopez and Morrison majorities will have been replaced. Only Justice Clarence Thomas will be left from the three Raich dissenters. As the new chief justice (assuming he is confirmed), will John Roberts assume the role of his mentor William Rehnquist — for whom he clerked — and lead the Roberts Court to enforce the Constitution’s original plan of limited federal power? Will President Bush now look for a nominee to replace Justice O’Connor who is as committed to the New Federalism as she was? Given that so many of the New Federalism cases were 5-4, if either of the new justices adopts the mantra of “judicial deference” to congressional power, then Chief Justice Rehnquist’s death, along with Justice O’Connor’s retirement, may presage the second death of federalism. A judicial withdrawal from enforcing the original limits on the powers of Congress would undo the New Federalist legacy of William Rehnquist.

As the president now decides who next to nominate, he would uphold the Constitution by selecting a person with a firm and demonstrated commitment to the Rehnquist Court’s New Federalism legacy. Only such a choice would continue the movement to restore the “first principles” of constitutionally limited government that William Rehnquist affirmed so eloquently. One can hardly imagine a sadder end to the tenure of William Rehnquist than that his most prized and important contribution to constitutional law is aborted by a conservative Republican president and a Republican-controlled Senate.”

En anden prominent amerikansk klassisk-liberal, Clint Bolick—grundlæggeren af den indflydelsesrige og nyttige organisation Institute for Justice, der hjælper borger i sager mod statsmagten, når deres ejendomsret o.l. bliver krænket—deler Barnetts ængstelser.  Han gik i sin eulogi til Rehnquist så langt som til at forudse, at Bushs udnævnelser vil komme til at repræsentere et markant ryk til “venstre”:

“To say that an era has ended is a huge understatement.
The passing of “the Chief,” as William Rehnquist affectionately was known by everyone in the U.S. Supreme Court’s circle, coupled with the retirement of Justice Sandra Day O’Connor, leaves the court without sure leadership for the first time in a generation.
Oddly, depending on President Bush’s choice to replace him, the court could be poised for a lurch to the left, rather than the right turn predicted by left-leaning special-interest groups. …

When Rehnquist joined the court in 1972, it was still in the throes of Warren court liberalism, routinely advancing causes that could not be won in the legislative arena. Though the court as a whole never fully embraced Rehnquist’s conservatism, his influence moved the court toward the center.

For instance, under Rehnquist’s stewardship, the court stopped routinely overruling criminal convictions, but retained the Miranda ruling that protects against abusive police interrogations. It strengthened state autonomy, but never overturned Roe vs. Wade. It struck down most racial preferences, but left the door open to preferences in college admissions.

As chief, Rehnquist was adroit in moderating his own views to bring in colleagues, and often appeared to switch to the winning side in order to exercise the chief’s prerogative to assign writing of key decisions to himself so as to narrow their scope.

One area of Rehnquist’s enormous influence was school choice.
In the 1960s and ’70s, the court had broadly interpreted the First Amendment’s prohibition against establishment of religion to embrace outright hostility to religion.

In 1983, Rehnquist cobbled together a 5-4 majority in Mueller vs. Allen, charting a more moderate course in upholding tuition tax credits for K-12 education, emphasizing that the choice of where to spend the education dollars was decided by parents, not the state.
That same slender majority held 19 years later in Zelman vs. Simmons-Harris, in which the court, in a landmark decision written by Rehnquist, upheld the Cleveland school-voucher program. For Rehnquist, it was a matter of state autonomy and an interpretation of the First Amendment true to its original intent.

For millions of children …, it meant the promise of precious educational opportunities.

Rehnquist’s combination of strong conservative convictions and political savvy make him a tough act to follow. …  For two decades, the court has been narrowly divided, usually (though less frequently lately) siding with individual liberty over state power, precisely the role the framers intended the federal judiciary to play. Judge John Roberts, the nominee to fill Justice O’Connor’s position, is truly an unknown quantity. If Bush nominates a Rehnquist replacement who is less committed to conservative principles than his predecessor, it could have the effect of turning the court to the left.”

Om Trads, Cuba & juhu-liberalisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. september 2005. 6 svar

Informations fhv. chefredaktør, David Trads, havde 16.9. et læserbrev i Berlingske, hvori han skarpt kritiserede min kronik fra søndagen før (og som jeg også omtalte her på stedet).  Her er først et uddrag af, hvad han skrev, og derefter mit svar:

“De nuancer, som jeg forsøgte at bringe ind, prellede selvfølgelig af på Peter Kurrild-Klitgaard, der tilhører den gruppe af mennesker, der mener, at liberalisme og kapitalisme alene er nøglen til verdens frelse. Denne gammeldags holdning kom også til udtryk i hans opfattelse af, hvordan man definerer levestandard, fordi han nøjes med at måle rigdom i bruttonationalprodukt per indbygger. På den måde bortfejer han mit argument om, at Cuba har klaret sig eksceptionelt godt siden revolutionen. Øens BNP per indbygger er kun på godt 3.000 dollars, noterer PKK.
Mere interessant er det at se på FNs opgørelser over levestandard – det såkaldte Human Development Index, som tager højde for en række andre faktorer som gennemsnitlig levetid, adgang til uddannelse, graden af alfabetisme, mulighed for sundhedsbehandling etc. Listen toppes af Norge, mens Danmark er nummer 14. Cuba er nummer 52 – pænt foran Brasilien, Colombia, Venezuela, Rusland, Rumænien, Thailand, Saudi-Arabien, Kina og Tyrkiet.
Hvis man nøjes med Kurrild-Klitgaards simple opgørelse af levestandard, så er eksempelvis saudi-arabernes BNP per indbygger fire gange så høj som cubanernes. Enhver kan gennemskue, at det skyldes en kolossal forskel mellem rig og fattig i Saudi.
Antallet af ekstremt fattige skal oftere findes i store fattigdomslommer i lande, der måske godt kan have pæne udviklinger i BNP – eksempelvis i Kina, Bangladesh og Indien.
To milliarder mennesker lever ifølge FN for under to dollars om dagen. Alle tal viser det samme – nemlig at den ekstreme fattigdom vokser, og at uligheden mellem de rigeste og de fattigste øges år for år. I de rige OECD-lande har ingen lande oplevet samlet negativ vækst i de seneste ti år – det har derimod hvert tredje land i Afrika og Arabien samt hver tiende land i Latinamerika.
Det er samtidig her, at den interne ulighed vokser. Derfor, Kurrild-Klitgaard: Din tro på, at liberalisme alene kan løse ulighed, er grundløs – i stedet for de helt frie markedskræfter er der behov for øget solidaritet.”

Og her er så mit svar, der udgjorde min faste, roterende lørdags-klumme i går:

“David Trads kritiserede i et læserbrev 16.9. min kronik fra 11.9., hvori jeg havde kommenteret hans dyrkelse (5.9.) af den maoistiske terrorist og morder Che Guevara og lovprisningen af diktaturet Cuba som et samfundsøkonomisk forbillede. I sin kronik hævdede Trads, at Cuba havde den højeste levestandard i regionen; da jeg gjorde opmærksom på, at landet faktisk har et langt lavere BNP pr. indbygger end de fleste lande i området, fortæller han os nu, at det er et »gammeldags« mål for levestandard. Det er ganske vist det ældste – men det er også fortsat det, som verdens nationer og internationale organisationer anvender dagligt som dét, der lettest og bedst giver mening. Trads mener derimod, at man i stedet skal anvende FNs Human Development Index, som er et indeks, hvori man inkluderer en række forskellige, lidt tilfældigt og ikke helt objektive mål for, hvor udviklet et samfund er. Den målestok har bestemt også visse kvalifikationer – men den har også det problem, at den er ekstremt afhængig lige præcis af, hvad man putter i indekset.
Men hvis Trads foretrækker at anvende FNs indeks, så er det sådan set fint med mig for nærværende. For det første viser det nemlig mere, end hvad Trads fortæller læserne. Han fortæller blot, at Cuba ligger godt i dette indeks (som nr. 52); hvad han forholder os er, at Cuba heller ikke efter denne målestok er det førende af de latinamerikanske lande (som først påstået). Faktisk ligger landet, når det gælder menneskelig udvikling, efter lande som Argentina, Chile, Uruguay og Costa Rica og blot på niveau med Mexico og Panama.
For det andet var netop dette indeks for menneskelig udvikling omtalt i den forskningsrapport, som CEPOS er medudgiver af, og som jeg henviste til i min kronik. Her kunne Trads på side 25 have set, at der er en endog meget klar, positiv sammenhæng mellem, hvor megen økonomisk frihed der er i et samfund, og hvor godt det pågældende land ligger i indekset. Mere markedsøkonomi tenderer i retning af en højere score på udviklingsindekset (som går fra 0 til 1). Den femtedel af verdens lande, der har størst økonomisk frihed, scorer i gennemsnit 0,9 i »menneskelig udvikling«; den femtedel af verdens lande med mindst økonomisk frihed får i gennemsnit en score på 0,5.
Hvis David Trads nu har lyst til igen at finde en anden målestok, der kan vise, at markedsøkonomi er skidt for mennesker, og at castroistisk planøkonomi er godt for dem, skal han være velkommen. Men lad mig indtil da tage forskud på varerne: FN laver også et årligt fattigdomsindeks, som måler, i hvilket omfang et lands borgere mangler visse basale fornødenheder. Her er der også en klar sammenhæng, om end den er negativ – dvs. jo mere markedsøkonomi, desto mindre mangler borgerne disse basale fornødenheder. Blandt den femtedel af verdens lande med mest økonomisk frihed mangler 15,7 pct. af borgerne disse af FN opstillede fornødenheder; i den femtedel med mindst økonomisk frihed er det 37,4 pct. Er Trads fortsat ikke overbevist, kan jeg kun henvise – igen – til ovennævnte rapport, som viser samme tendenser, når det gælder forventet levealder, fravær af børnedødelighed, fravær af børnearbejde, andel beskæftigede, mangel på analfabetisme, adgang til rent vand, fravær af korruption, tilstedeværelse af demokrati og beskyttelse af borgerrettigheder, osv., osv. På alle disse punkter er det verdens frieste økonomier, der klarer sig bedst, og de mest planøkonomiske der klarer sig dårligst.
David Trads føler det åbenbart nødvendigt at klistre en etiket som »juhu-liberalist« på mig. Det siger selvfølgelig en del i sig selv, at man griber til den type retorik, og jeg skal i hvert fald afholde mig fra at finde skældsord frem, som man kunne klistre på en person, der hylder en seriemorder som en »helt«, og som lovpriser en marxistisk planøkonomi af den type, der altid kun har resulteret i fattigdom og fornedrelse. Men ret beset har jeg faktisk ikke meget imod at blive kaldt »juhu-liberalist«, hvis det betyder én, der jubler over de bidrag til civilisation og livskvalitet, som kombinationen af personlig frihed, fri markedsøkonomi og en retsorden med retssikkerhed og begrænset statsmagt gennem tiderne har medført.”

Ytringsfrihed og religion

Af Jacob Mchangama, den 15. september 2005. 4 svar

I tirsdags afsagde den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) dom i sagen I.A. mod Tyrkiet (dommen er kun tilgængelig på fransk men en engelsk pressemeddelelse kan ses her). Sagen handler om hvor grænserne for ytringsfrihed går når det gælder blasfemi. Kort fortalt havde en tyrkisk forlægger udgivet en bog der bl.a. indeholdt følgende passager:

"Some of these words were, moreover, inspired in a surge of exultation, in Aisha's arms … God's messenger broke his fast through sexual intercourse, after dinner and before prayer. Muhammad did not forbid sexual intercourse with a dead person or a living animal."

Den tyrkiske forlægger blev herefter idømt 2 års fængsel, der dog blev nedsat til en symbolsk bøde på ca. 100 kr. Spørgsmålet for EMD var således, om bøden udgjorde en overtrædelse af den tyrkiske forlæggers ytringsfrihed (artikel 10 i EMRK). Det var uproblematisk for EMD at konstatere, at bøden udgjorde et indgreb i ytringsfriheden. Da der var den fornødne lovhjemmel til indgrebet, var spørgsmålet nu om det var "necessary in a democratic society". Denne test involverer, kort fortalt, en proportionalitetstest, hvor EMD vurderer om indgrebets intensitet overfor individet, står mål med det samfundsmæssige beskyttelseshensyn indgrebet er begrundet i, herunder om der består et "pressing social need" for indgrebet.

4 ud af 7 dommere fandt at:

"those who chose to exercise the freedom to manifest their religion,  irrespective of whether they did so as members of a religious majority or a minority, could not reasonably expect to be exempt from all criticism. They had to tolerate and accept the denial by others of their religious beliefs and even the propagation by others of doctrines hostile to their faith.

However, the present case concerned not only comments that were   disturbing or shocking or a "provocative" opinion but an abusive attack on the Prophet of Islam. Notwithstanding the fact that there was a certain tolerance of criticism of religious doctrine within Turkish society, which was deeply attached to the principle of secularity, believers could legitimately feel that certain passages of the book in question constituted an unwarranted and offensive attack on them.

In those circumstances, the Court considered that the measure in question had been intended to provide protection against offensive attacks on matters regarded as sacred by Muslims and had therefore met a "pressing social need". It also took into account the fact that the Turkish courts had not decided to seize the book in question, and consequently held that the insignificant fine imposed had been proportionate to the aims pursued by the measure in question."

EMD har tidligere nået til samme resultat i lignende domme f.eks. i Wingrove og Otto Preminger, der begge omhandlede censur af film, der gjorde grin med eller kritiserede kristne bibelske personer (Lars Hedegaard og Helle Merete Brix behøver således ikke bekymre sig om at EMD nu har lagt sig på maven for Islam).

Dommens snævre flertal opretholder dermed EMDs hidtige praksis på dette område og lader Europarådsstaterne nyde en vid skønsmargin, når det kommer til regulering af religiøse og moralske spørgsmål. Det er stærkt bekymrende, at EMD på denne måde undergraver ytringsfriheden, der i min optik bør være så nær absolut som mulig. Jeg ser ingen presserende grund til, at (grovkornet) kritik, satire eller endog forhånelse af religiøse figurer bør indskrænkes i højere grad end grovkornet satire, kritik eller forhånelse af f.eks. Karl Marx, Adam Smith eller andre. Man kan håbe, at afgørelsen bliver appelleret til og antaget af EMDs Grand Chamber, hvor 17 dommere i så fald vil have mulighed for at tilsidesætte den.

Mchangama om menneskerettigheder

Af Redaktionen, den 14. september 2005. Skriv et svar

Vores nystilkomne Punditokrat Jacob Mchangama har onsdag kronik i Information og artikel på Ræson med samme budskab: Drop FN’s sociale og økonomiske menneskerettigheder:

“Danmark bør træde tilbage fra FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder. I stedet skal Danmark arbejde aktivt for en FN menneskerettighedspolitik, der hjælper fattige og undertrykte mennesker i stedet for despotiske stater – og som er baseret på de klassiske politiske borgerrettigheder frem for på utopiske ideologier.”

Er FN generelt til skade for menneskerettighederne? Ja, skriver advokat Jacob Mchangama i RÆSON:

“Ved flere operationer har FN-personel begået grove menneskerettighedskrænkelser, ligesom FN på det institutionelle plan i visse tilfælde tillader så udbredt en grad af hykleri og dobbeltmoral, at dets troværdighed har lidt skade. Det mest graverende problem er dog den menneskerettighedspolitik FN praktiserer. Denne politik er selvmodsigende, virkelighedsfjern og i sin yderste konsekvens: totalitær.”

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. juli 2005. 2 svar

USAs forbundshøjesteret afsagde for nogle få uger siden en dom, der med rette vil gå ned i amerikansk retshistorie som en af de–fra et frihedsorienteret synspunkt–mere katastrofale.

Det var i den såkaldte Kelo v. New London-sag, hvor nogle lokale myndigheder i delstaten Connecticut lod sig lokke af en stor koncern, som mente, at den ville kunne skabe nye arbejdspladser ved at få lov til at bygge på nogle jordarealer, der lå praktisk. Problemet var bare, at der allerede boede nogle mennesker der, og de havde ikke lyst til at sælge. Delstaten var på koncernens side, også selv om dennes argumenter med henvisning til "almenvellets bedste" var noget spekulative, og sagen endte i US Supreme Court. Det skete med henvisning til 5. forfatningstillæg, der siger, at "nor shall private property be taken for public use without just compensation", og sågar Connecticuts egen forfatning stipulerer, at "The property of no person shall be taken for public use, without just compensation…." Altså: det kan ske, hvis det går til "public use" (="almenvellet"), men der siges intet steds, at man kan tage fra nogle ejere og give til nogle andre, private ejere, som hellere vil have jorden, men altså ikke ønsker at betale (nok) for den.

I US Supreme Court støttede et snævert flertal 5-4 delstaten–med den aktuelle Sandra Day O'Connor (som i økonomiske spørgsmål generelt har været ganske liberal) i mindretallet, sammen med højesteretspræsident William Rehnquist og dommerne Antonin Scalia og Clarence Thomas. O'Connor skrev i sin dissens, at:

"all private property is now vulnerable to being taken and transferred to another private owner, so long as it might be upgraded. … [It will] wash out any distinction between private and public use of property–and thereby effectively to delete the words 'for public use' from the Takings Clause of the Fifth Amendment."

Med dommen har amerikanske delstater altså nu reelt frie hænder til at gennemføre "tvangssalg" af privat ejendom mod ejernes ønske, selvom forbundsforfatningen ellers stipulerer, at det kun kan ske, når det er til offentligt brug–og reelt uden at kunne dokumentere at der vil være en samfundsmæssig gevinst derved.

Det er ikke gået stille af–især ikke i disse uger, hvor fokus netop er flyttet på evt. kommende højesteretsdommeres ideologiske orientering. Den altid fortrinlige John Fund fra Wall Street Journal har i dagens avis en klumme om emnet med den passende overskrift "Property Rights are Civil Rights" og en usædvanlig "twist", der kobler ejendomsrettigheder sammen med borgerrettigheder. Her er et uddrag:

"In 1954 the Supreme Court declared in Brown v. Board of Education that racial segregation in public schools was unconstitutional. But that same year it also ruled in Berman v. Parker that government's power of eminent domain could be used to seize property in order to tear down "blighted" areas.

It soon became clear that too often urban renewal really meant "Negro removal," as cities increasingly razed stable neighborhoods to benefit powerful interests. That helps explain why 50 years later so many minority groups are furious at the Supreme Court's decision last month to build on the Berman precedent and give government a green light to take private property that isn't "blighted" if it can be justified in the name of economic development. …

Many Democrats who used to scoff at conservative fears about activist judges are now joining their barricades when it comes to eminent domain. "In a way this ruling is about civil rights because it interferes with your right to own and keep your property," says Wilhelmina Leigh, a research analyst with the Joint Center for Political and Economic Studies in Washington. "It means you have to hope and trust in the goodness of other human beings that if you buy real estate that you will be allowed to keep it." Few appear to be willing to trust government on this issue, which is why the Kelo decision has touched off such a populist reaction against it.

Martin Luther King III, a former president of the Southern Christian Leadership Conference, says that "eminent domain should only be used for true public projects, not to take from one private owner to give to another wealthier private owner." In 2001 he joined with the free-market Institute for Justice (which represented the Kelo plaintiffs) to stop the state of Mississippi from uprooting homeowners to make room for a Nissan truck factory. After he compared the state's actions to "a giant stepping on a grasshopper," public opposition to the taking mounted. The state finally announced that Nissan had come up with a way to redesign its facility so that the homeowners wouldn't have to leave.

… Before the 1954 Berman decision, with some exceptions, private property could be taken through eminent domain only for public uses. In Berman, however, the court declared the words "public use" to mean "public purpose," as defined by local officials. Soon the definition of "blight" became highly elastic, as governments began condemning working- and middle-class neighborhoods simply because they were desired by private interests. As Justice Clarence Thomas noted in his dissent in Kelo: "Of all the families displaced by urban renewal from 1949 through 1963, 63 percent of those whose race was known were nonwhite, and of these families, 56 percent of nonwhites and 38 percent of whites had incomes low enough to qualify for public housing, which, however, was seldom available to them."

The definition of a "blighted" area eventually became so expansive that it 1981 the Michigan Supreme Court allowed the city of Detroit to raze a stable neighborhood called Poletown to make way for a General Motors plant. The Michigan Supreme Court finally repudiated that decision last year, in a ruling that noted that property rights would no longer exist in America if cities could simply take property when they found a use that yielded higher taxes or other benefits.

By contrast, the U.S. Supreme Court has now decided not to overturn its Berman precedent and indeed has expanded the deference it gives to local governments to determine what "public use" means. But states and localities are free to take their own steps to preserve private property rights. Nine states–Arkansas, Florida, Illinois, Kentucky, Maine, Michigan, Montana, South Carolina and Washington–already forbid the use of eminent domain for economic development except in narrow circumstances. The Institute for Justice has launched a $3 million "Hands Off My Home" campaign to convince other states to join them. In Georgia, Gov. Sonny Perdue is demanding a full review of eminent domain. The Texas Legislature has already debated a constitutional amendment that would ban the use of eminent domain solely for economic purposes. No one argues that struggling cities or states don't have a right to improve themselves through redevelopment. But the new civil-rights coalition forming in reaction to the Kelo decision says that need can't justify land seizures from which politically connected players stand to gain at the expense of individual civil rights. If the half-century since Brown v. Board of Education has taught us anything, it is that some rights are and must remain nonnegotiable."

En af de centrale dommer i flertallet i Kelo v. New London var højesteretsdommer David H. Souter–som blev udnævnt af præsident George H.W. Bush i formodning om, at han var "konservativ" (hvilket ha
n hurtigt viste sig ikke a
t være). Souter kan nu gå hen og komme til at føle dommens konsekvenser på egen krop–eller rettere: egen ejendom. En forretningsmand, Logan Darrow Clements, har kontaktet de lokale myndigheder i Weare, New Hampshire, og foreslået, at disse overtager adressen 34 Cilley Hill Road–hvor investoren så tilgengæld gerne vil bygge et hotel.

Det er så ganske vist Souters private hjem, men et princip er vel et princip … "The justification for such an eminent domain action is that our hotel will better serve the public interest as it will bring in economic development and higher tax revenue to Weare," siger Clements. Når det lige skal ligge dér, er det fordi grunden er unik, "being the home of someone largely responsible for destroying property rights for all Americans."

Hotellet skal iøvrigt hedde "The Lost Liberty Hotel", vil have en "Just Desserts Café", samt et offentligt tilgængeligt museum "featuring a permanent exhibit on the loss of freedom in America." Hotelværelsernes natbordsskuffer vil ikke indeholde den sædvanlige Bibel, men derimod et gratis eksemplar Ayn Rands roman Atlas Shrugged.

Det giver jo en vis inspiration for, hvad man kunne foreslå af danske lokalplaner …

Menneskerettigheder og dynamisk fortolkning

Af admin, den 22. maj 2005. 1 svar

Weekendavisen har i det nye og altid læseværdige tillæg Ideer et længere indlæg ved prof., dr. jur. Gorm Toftegaard Nielsen om menneskerettigheder, navnlig den europæiske konvention om samme. Hans indlæg ligger i klar forlængelse af prof., dr.jur. Mads Bryde Andersen, der i en kronik i Berlingske åbnede debatten (og i en senere kronik sammenfattede forløbet).

Debatten inkl. dette seneste indlæg har vist, at ingen af de debatterende jurister ønsker at undvære menneskerettighedsbegrebet, og at de alle anerkender, at Menneskerettighedsdomstolen (EMD) til tider vælger en dynamisk fortolkning, som inddrager forhold, der ikke oplagt hører under konventionens ordlyd og kerneområde, og som derfor reelt udgør politiske valg.

De to professorer fremhæver endvidere det yderligere problem, at den dynamiske fortolkningsstil gør det vanskeligt for nationale myndigheder at forudse, hvad der udgør indholdet af menneskerettighederne, hvilket gør det muligt for interesseorganisationer og eksperter at politisere i deres vurdering af, om et givent politiske forhold mon vil stride mod konventionen. Mangt og meget kan således tænkes at være “på kant” med menneskerettighederne i konventionen, når man aldrig kan være helt sikker på, hvad EMD egentlig har tænkt sig at sige næste gang.

Og hvad skal vi så gøre ved det? Spændingen mellem menneskerettigheder og demokrati er et af de vanskeligste problemfelter i liberalismen, for her sætter man menneskerettigheder over demokratiet. Vel at mærke de negative frihedsrettigheder, der handler om at begrænse statens magt over individet, som udmærket påpeget af Henrik Gade Jensen.

De positive menneskerettigheder, der giver individet særskilte krav over for staten og det øvrige samfund, synes fortrinsvis at have fået sin prominente plads i de internationale menneskerettighedskonventioner efter kommunisk påvirkning. I tiden omkring 2. verdenskrigs slutning troede man jo i ramme alvor, at kommunismen repræsenterede en særligt overlegen økonomisk indretning; at planøkonomi var markedsøkonomi overlegen. Kommunister forsvarede derfor systemet ved at ligestille de klassiske liberale frihedsrettigheder med de sociale rettigheder. Budskabet var: ja, kommunismen krænker frihedsrettigheder, men skaber til gengæld en bedre og mere social verdensorden, så det kan gå lige op. Det var længe et overbevisende argument, enkelte fremturer endda stadig med det. Kommunismens sammenbrud kom da også først, da det gik op for selv de mere tungnemme, at systemet heller ikke virkede økonomisk.

Men selv begrænset til de negative frihedsrettigheder består spændingen fortsat for den liberale, fordi frihedsrettighederne kommer før demokratiet, men afgørelsen af, hvilke frihedsrettigheder der bør gælde, kan ikke ske apriorisk og må derfor ske ved et demokratisk valg, hvor individerne hver for sig og sammen afgør spørgsmålet. Man kan forsøge at hindre den demokratiske proces’ indvirkning på fastlæggelsen af frihedsrettigheder ved at operere med forskellige demokratiske processer, f.eks. en lovgiver og en grundlovsgiver. Men nissen flytter med.

Når de fleste må medgive, at Menneskerettighedsdomstolen nu og da træffer afgørelser, der ikke kan tolkes som brug af konventionens menneskerettigheder, men som reelt politiske valg, dommerne savner enhver demokratisk legitimation for at træffe, hvad gør vi så?

Helt at trække os ud af Menneskerettighedskonventionen synes at være et for vidtgående træk. Konventionen er jo god nok, og Menneskerettighedsdomstolen træffer jo også fornuftige afgørelser, heldigvis de fleste. Mads Bryde Andersen har peget på, at man kan ophæve konventionens inkorporering i dansk ret for derved at signalere dels en utilfredshed med Domstolens dynamiske fortolkning, dels en større grad af handlefrihed for danske domstole.

En anden mulighed er vel at lade sig inspirere af et andet forpligtende mellemfolkeligt samvirke, EU. Det følger af EU-retten, at EU-ret har forrang frem for national ret; i modsat fald ville det forpligtende samarbejde mellem de forskellige medlemsstater ikke kunne fungere. Dette anerkendes da også af medlemsstaternes myndigheder, herunder domstolene. Men den tyske forfatningsdomstol, og vist også den danske Højesteret, har tilkendegivet, at denne respekt for EU-retten kun gælder, så længe EU-myndigheder og ditto-retsakter holder sig inden for traktaterne. Nok så vigtigt har disse høje domstole fastslået, at det er op til dem at afgøre, om dette er tilfældet.

Hermed signaleres, at hvis EU-retten skulle bevæge sig uden for de grænser, konventionerne sætter, så kan man tilsidesætte eller ignorere sådanne afgørelser og retsakter. Hverken den tyske forfatningsdomstol eller den danske Højesteret kan således forventes altid at ville acceptere enhver afgørelse fra EF-Domstolen, selvom de sikkert vil gå langt for at undgå et brud.

En tilsvarende markering ville være gavnlig i forhold til menneskerettighederne. Mon ikke den kommer, hvis en egnet sag en dag opstår? Højesterets dommere er ikke (længere?) så forsagte, som de var en gang. Antagelsen af, at dette er muligt, vil endvidere lægge en dæmper på de, heldigvis få, der søger at dominere den nationale politiske proces ved at strække EMDs dynamiske fortolkningsstil længere end rimeligt er.