Tag-arkiv: menneskerettigheder

E-mail to Dick Cheney: Guest commentary by Samuel Rachlin

Af Redaktionen, den 29. maj 2006. 9 svar

Punditokraterne er glade for igen at kunne bringe en gæstekommentar af Samuel Rachlin (den første var denne):

E-mail to Dick Cheney

Right after Vice President Dick Cheney’s trip to Europe and Central Asia, I wrote him an e-mail:

Dear Dick,

It’s fine with me that you give President Putin a lecture and tell him what democracy is about, and that he should not use the oil weapon against his neighbours.  I think it’s appropriate that you tell him that the Russian government has “unfairly and improperly restricts the rights of her people.” and that Moscow should not use oil and gas as a tool of “intimidation and blackmail”. I also find it OK when you tell new East European and Baltic democracies in Vilnius that they are on the right track and they have the full support of the U.S.

But I have a problem when you, after that meting, move on to Kazakhstan to visit President Nursultan Nazarbaev – a mix between Ghengis Khan and a Soviet Politbureau Member without any tolerance of opposition or respect of human right, but with great patience with corruption and abuse of power. He is a leader of the same mold as Azerbaidzhan’s President Ilham Aliyev who recently was received by your boss in the White House.

It’s problem for me because it creates a lot of confusion and uncertainty about the American message. Nazarbayev and Aliyev are by no means on the right track to democracy and are even more undemocratic and despotic than President Putin and his crowd in the Kremlin. It’s obvious that this weakens the message to Moscow and causes confusion among the East European leaders you met with in Vilnius.

Nazarbayev and Aliyev both control significant oil wealth, and you have to understand that this could lead some people to think that the U.S. applies different criteria and values for who’s in and who’s out, and who should be lectured on what’s wrong and what’s right. That’s what we call double standards. When you and your boss cultivate relationships with people like Nazabayev and Aliyev one could get the impression that you distinguish between those who have and those who don’t have oil. The new breed of haves and haves not.

Some people could draw the conclusion that if you have oil it does not matter that much that you violate the rules of democracy and suppress basic human rights. The problem becomes even more conspicuous because everybody knows how close you and your boss are to the American oil industry. The relationship with Saudi Arabia – one of the most important providers of oil to the U.S. – has never suffered under the lack of democracy in the Arab kingdom.

You have to understand that there is not a very big jump from these observations to raising the question about the real motives behind the U.S. invasion of Iraq. Was it primarily a question of freedom and democracy or was it Iraq’s oil wealth that led the U.S. into the war? It’s obvious to anyone that your and President Bush’s credibility has suffered considerable damage. After Abu Graihb and Guantanamo, your lecturing about democracy and human right begins to sound hollow. After more than three years of warfare in Iraq no one can claim that the U.S. has been defeated, but the lack of results, not to speak of victories, is a defeat in its own right. That has not only undermined your status as a hyper power, but also weakened your ability to speak out about democracy and freedom on behalf of the free world – at least with the same authority as in the past.

You wound up your trip in Croatia, and in a speech to regional leaders in Dubrovnik, you again spoke about freedom and democracy. That’s a problem for me, too, because you welcomed the new countries to the EU. Listen, Dick, on whose behalf did you do that? Who gave you that mandate? Are you out of your mind, as you Americans say.  Don’t you think that we have problems enough already in the EU with the timeout for the constitution debate, with our European identity and our direction.

We don’t need any good advice. We have more than enough of our own good ideas. What we need is determination and action, but right now we are confused and enervated by all the changes we have gone through with integration, expansion and one treaty after the other. We have gone into rethinking mode, and no one really knows when we will come out. Untimely interference can only make things even worse.

And don’t you actually think that you and President Bush have problems enough on your own? The Iraq war more and more looks like a dead end. The oil price in the U.S. is still half of what it is in Europe, but your voters are so angry that they are ready to start a new revolution. The trade and budget deficits look like a Hollywood horror movie. The President’s support is at a historic low, and your own ratings are lower than Michael Jackson’s. How do you feel it’s going for you, as we say in Denmark?  I understand you need a breather, but I would suggest that next time you feel like getting out of there you should go back to Texas for some old fashioned hunting with your buddies.

Sincerely yours,
Samuel

It did not take long before I got an answer from Dick Cheney:

Dear Samuel,

The hunting season in Texas has not started yet, and after that deplorable episode at  my latest hunting trip, I have to go abroad to test my markmanship before I try to renew my license. Quite frankly, I think things are going just fine. It was a great trip – one of my best in a long time,

Sincerely yours,
Dick

Ugens citat: Krasnik & Rushdie om ytringsfrihed

Af Redaktionen, den 16. maj 2006. 2 svar

De, der endnu ikke har læst sidste uges Weekendavisen, bør hastigt læse Martrin Krasniks meget morsomme og velskrevne artikel om sin jagt på Salman Rushdie for at få et interview med denne om Muhammed-tegningerne.  Med fare for at ødelægge “punch line”, så kommer her den mest interessante passage:

“Jeg mønstrer en helt uforklarlig energi og går lige til sagen. Jeg siger, at vi sagtens kan droppe det store interview, jeg har forstået det, men jeg bare må vide en eneste ting, have svar på ét eneste spørgsmål. Han ser ikke ligefrem begejstret ud, det gør han ikke, men han siger i det mindste ikke nej. Så jeg forklarer, at jeg er besat af Muhammed-tegningerne, at alle danskere, uanset deres holdning, har haft en mening om Rushdie, og nu vil jeg vide, hvad han selv mener om dem.

»Øhm,« siger han, mens larmen synes at forstumme og hele universet trækker sig sammen om bord fire i Gotham Hall. »Den dér med profeten, der siger, at der ikke er flere jomfruer, den er ret sjov…« mumler han.

»Men er profet-sagen det samme som din egen sag?« spørger jeg. »Nogle mener, at dine motiver var finere…«

»Jeg er fuldkommen ligeglad med motiver,« siger han og ser på mig.

»Jyllands-Posten ville bare håne…«

»Hvem skal afgøre, hvad der er ædle motiver?« spørger Rushdie.
»Ja, hvem skal det?« spørger jeg.

»Jeg er i hvert fald ligeglad med motiverne,« gentager han. »Og det er islamisterne også. De er fuldkommen ligeglade. Det handler om, at alle skal have lov til at udtrykke sig og sige, hvad de mener om hvad som helst. Og det vil de ikke have.«

»Men er karikaturerne ikke stødende og fornærmende?« prøver jeg.

»Politiske karikaturer skal være stødende og fornærmende. De skal støde, og de skal fornærme. Ellers kan man lige så godt lade være med at have dem. Så kan man altid diskutere, om de er sjove eller ej. Til helvede med motiverne!«

»Er de sjove så…?

»Som sagt: Den der med jomfruerne…«

Tag dén, Tøger Seidenfaden, Georg Metz et al.!

Mchangama om privat ejendomsret

Af Redaktionen, den 12. maj 2006. 7 svar

Punditokrat Mchangama har skrevet et essay om den private ejendomsret, “Den private ejendomsret som menneskerettighed”, som CEPOS udgav i onsdags.

Det har Frede Vestergaard en artikel om, “Også en menneskerettighed”, i denne uges udgave af Weekendavisen.  Heri hedder det bl.a.:

“Den private ejendomsret havde … en særdeles fremtrædende rolle i den tidlige menneskerettighedstænkning. Både i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 var den private ejendomsret opregnet som helt grundlæggende for menneskets frihed og mulighed for at bestemme over sit eget liv. Selvejerskabet og den private ejendomsret var helt centralt for ophavsmændene.

Men ejendomsretten er med tiden blevet opfattet som kontroversiel, fordi en stærk ejendomsret nødvendigvis sætter grænser for den demokratiske stat og dermed det politiske flertals magtbeføjelser. Endvidere er der en vis tradition for at anse ejendomsretten for en rettighed, der tilskynder til egoisme og fastholder skellet mellem rige og fattige. Tilbage i 1844 affærdigede Karl Marx hånligt – i Om jødespørgsmålet – menneskerettighederne som borgerskabets grundpiller.

Denne opfattelse af ejendomsretten som problematisk forklarer – siger Jacob Mchangama, … – at ejendomsretten nu om dage ikke længere er særligt påskønnet som individuel rettighed og ikke regnes blandt de mest fundamentale menneskerettigheder.

Den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 erklærede derimod, at menneskenes naturlige og umistelige rettigheder er til »frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.
Den samme holdning var i årene forinden kommet til udtryk i den amerikanske og i delstaternes forfatninger. Men den høje værdi, som ejendomsretten blev tillagt i den tidligere menneskerettighedsfilosofi, kunne ikke holde ved. Eksempelvis figurerede den private ejendomsret ikke i den oprindelige udgave af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.

Senere er den i en meget udvandet form blevet tilføjet i en tillægsprotokol, og fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foreligger efterhånden en række afgørelser vedrørende andre lande, der fortolker rækkevidden af den private ejendomsret, men ingen af disse afgørelser udvider den private ejendomsrets beskyttelse ud over hvad der i Danmark følger af Grundlovens paragraf 73, siger Jacob Mchangama.

I den universelle menneskerettighedserklæring fra FN er ejendomsretten beskyttet i artikel 17. Men da man i FNs regi skulle udforme en retligt bindende traktat, gled den private ejendomsret ud, således at denne rettighed ikke findes i FNs konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

[Den] private ejendomsrets svage beskyttelse i internationale menneskerettighedstraktater forværres af, at en række af disse traktater indeholder økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse rettigheder kræver, at staten positivt opfylder en lang række menneskelige behov såsom retten til en rimelig levefod, retten til en bolig, retten til arbejde m.v. Disse rettigheder kan staten i praksis kun opfylde ved en omfattende omfordeling og dermed systematisk indgriben i den offentlige ejendomsret.

Men ikke bare på internationalt niveau er beskyttelsen af den private ejendomsret blevet udvandet. Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret er med tiden blevet svagere end beskyttelsen af de øvrige personlige frihedsrettigheder, fortsætter Jacob Mchangama. Det skyldes dels en tværpolitisk konsensus om at tillægge staten en større rolle i mange samfundsforhold, dels en svag domstolsbeskyttelse, mener han.

Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret kan … tilsidesættes af hensyn til »almenvellet«, men Grundloven definerer ikke, hvordan almenvellet skal forstås. Almenvellet er derfor i praksis lig med, hvad det til enhver tid herskende politiske flertal definerer, er almenvellet, men Jakob Mchangama mener at kunne finde belæg for, at almenvellet på tidspunktet for Grundlovens formulering blev opfattet snævrere end, hvad der er almindeligt i dag. I takt med at staten har fået større og større indflydelse på det danske samfund, er opfattelsen af, hvad almenvellet dækker, afveget betragteligt fra, hvordan Grundlovens fædre opfattede det. Og det er fastslået i praksis, at domstolene ikke kan tilsidesætte Folketingets skøn med hensyn til almenvellets nærmere indhold.”

Gæsteindlæg: Limagolf om ægyptiske bloggere & kampen for frihed

Af Redaktionen, den 9. maj 2006. 3 svar

Denne blogs jævnligt kommenterende læser “Limagolf” har sendt os følgende gæsteindlæg, som vi er glade for at viderebringe:

Egyptiske bloggere fængslet, Sandmonkey beder om hjælp!

Under den knapt nok overståede Muhammedkrise blev en del danskere opmærksomme på, at der i Mellemøsten florerer en undergrund af vestligt orienterede bloggere. Blandt andet Punditokraterne linkede til flere af dem, deriblandt Egyptian Sandmonkey.

Sandmonkey stillede sig sammen med en del andre Mellemøstlige bloggere på ytringsfrihedens og modernitetens side. Hvor vi hjemme i Danmark nok kunne gyse over, hvor lidt der skal til for at antænde et tilsyneladende ustoppeligt bål, var vi dog generelt aldrig i rigtig fare. Det vidste vi vist egentlig også godt, selvom det kildrede underligt i maven de uger.

Imens lever moderne indstillede personer i Mellemøsten et liv fanget mellem religiøs intolerance på den ene side og brutal politistat på den anden. For dem er kampen for ytringsfrihed daglig og ikke uden alvorlige omkostninger.

Det viste sig da de egyptiske autoriteter i søndags arresterede 48 personer, deriblandt en række prominente egyptiske bloggere, under en fredelig demonstration i Cairo.Derfor beder Sandmonkey, der som sagt nok er en del af Punditokraternes læsere bekendt, om hjælp. Læs først historien på hans weblog, sandmonkey.org og gør derefter som han beder om:

“E-mail them, send them letters, harrass them. The last time you did that we got Abdel Karim released. I am not joking when I tell you that I had information from a source inside that this is the only reason they released him. Too much pressure by the average american and european. The egyptian government is cowardly, they will sucumb to pressure. Tell them that you find his detainment and arrest unacceptable. That you will not set foot in this country, and will tell every friend of yours never to visit Egypt, unless Alaa and the other detainees are released immedietly. That a government that throws people in jail for freedom of speech is not one that will get your money. Tell everyone you know and spread the word. In the words of Tigerhawk: Release the Hounds.”

Vi skal naturligvis altid arbejde imod undertrykkelse. Men i dette tilfælde er det vigtigt af flere grunde:

  1. Internettet er et medie, der kan hjælpe med til at sprede idéen om frihed, som intet andet medie har kunnet før, men kun hvis despoter ikke har held til at skræmme folk fra at bruge det – send en klar besked om, at dette er uacceptabelt.
  2. Under Muhammed krisen var der folk i Mellemøsten, der, ikke uden personlig risiko, stillede sig på vores side (ikke Danmarks, men modernitetens og frihedens) – lad os betale dem tilbage ved at gøre deres undertrykkere opmærksomme på, at ytringsfrihed er en alvorlig realitet i vores hjørne af verden.

Dette er en enestående lejlighed til at demonstrere, hvordan man fredeligt protesterer over urimelige overgreb mod den personlige frihed. Personligt har jeg tænkt mig at sende et brev til Ægyptens ambassade i Danmark. Det vil andre af Punditokraternes læsere forhåbentlig også overveje.  Adressen er:

Ægyptens Ambassade

Kristianiagade 19

2100 København Ø

Dødsstraf eller dødens pølse?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2006. 20 svar

Lad mig sige det med det samme: Jeg er en stor, principiel modstander af dødsstraf.  Lad mig også sige det med det samme: Nogle gange bliver jeg lidt svag i troen (eller blød i rygraden, eller hvad det passende metafor nu engang er).

Sidstnævnte skete bl.a. efter at have stået 11/9 nede på på gaden, på Greenwich Street i West Village, NY og set det første WTC tårn brase sammen–og derefter dagligt de næste to en halv måned kunne lugte dunsten af, hvad der jo ret beset må have været nogle dele plastic o.l. og nogle dele rester af knap ca. 3.000 uskyldige mennesker, som bare var gået på arbejde.  Det er formodentlig eneste gang i mit liv, hvor jeg på en og samme dag havde venner, der bogstaveligt måtte løbe for deres liv, og hvor jeg tilnærmelsesvis sad på første række til massemord–og jeg kunne endda så kun lige begynde at ane, hvorledes det må flytte ens grænser at opleve krig eller borgerkrig.

Og netop dét kom jeg så til at tænke på, da nyheden kom i forgårs om, at Zacarias Moussaoui var idømt livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.  Og igen i går, hvor danskerne fejrede (eller burde have fejret) 4. maj, som jo er en årsdag, der også–om end på anden vis–bringer emner om mord og fortjent straf op.

En vis, særligt hævngerrig del af mig ville virkeligt gerne se Mousssaoui blive … [bleep].  Og jeg ville på det individuelle–psykologiske og moralske plan–have ret svært ved at være rigtigt fordømmende overfor, hvis der var et par efterladte, som havde gjort, som man ville have gjort i "det Vilde Vesten".  Og de følelser vil givetvis blive forstærket, når jeg på et tidspunkt forhåbentlig får lejlighed til at se den anmelder-roste United 93.

Men som en institutionaliseret og formaliseret straf? Jeg føler det her svært at være enig med f.eks. de mange amerikanske konservative, som i disse dage harcellerer mod, at det ikke blev dødsstraf til netop Moussaoui–f.eks. Wall Street Journals Peggy Noonan, hvis velskrevne klummer jeg ellers er en stor fan af.  Hendes klumme om emnet, som bastant hedder "The should have killed him", argumenterer:

"I happen, as most adults do, to feel a general ambivalence toward the death penalty. But I know why it exists. It is the expression of a certitude, of a shared national conviction, about the value of a human life. It says the deliberate and planned taking of a human life is so serious, such a wound to justice, such a tearing at the human fabric, that there is only one price that is justly paid for it, and that is the forfeiting of the life of the perpetrator. It is society's way of saying that murder is serious, dreadfully serious, the most serious of all human transgressions."

Jeg er ikke sikker på, at dét argument overbeviser mig.  Tværtimod, hvis spørgsmålet er om at statuere et eksempel, som både er retfærdigt og tjener til afskrækkelse, hvad er så egentlig mest effektfuldt, når det gælder islamistiske fanatikere, som er villige til også at slå sig selv ihjel:

  • At slå dem ihjel, så de dermed falder i den "hellige krig" de har ønsket sig, ryger til Muhammed og de lovede dusinvis af jomfruer?
  • At lukke dem inde for evigt i et af de helveder, som USA's supermaximum security fængsler uden tvivl er?*

Jeg ved, hvad jeg foretrækker–også for Moussaoui.  Så hermed et diskussionsemne til tænksomme sjæle, som måtte være tænksomt for eller tænksomt imod dødsstraf:

Hvad er egentlig de bedste argumenter for og imod dødsstraf? 

Vi mener formodentlig alle, at det at slå andre ihjel prima facie og ceteris paribus er forkert; de fleste af os mener formodentlig også, at der kan være undtagelser (f.eks. i decideret selvforsvar o.l.), så dét er ikke de interessante positioner.  Det er "life-boat situations", hvor en filosof udtænker et hyper-urealistisk eksempel til at retfærdiggøre noget (eller det modsatte) måske heller ikke.  Det er derimod generelle udsagn, der handler om principperne for straf, restitution, konsekvenser, o.s.v.

Bolden er givet op.

* PS: Her er uddrag af Wikipedias beskrivelse af ADX Florence fængslet i Colorado, som Moussaoui skal tilbringe sine seks livstidsdomme i: "ADX Florence is a 575-bed facility that generally houses between 400 and 500 male prisoners. About 22 percent of inmates have killed fellow prisoners in other correctional facilities; 35 percent have attempted to attack other prisoners or officers. As a result, most individuals are kept for at least 23 hours each day in solitary confinement. They are housed in a 7-by-12 foot (3.5-by-2 meter) soundproofed room, built behind a steel door and grate. The remaining free hour is spent exercising alone in a separate concrete chamber. Prisoners rarely see each other, and inmates' only human interaction is limited to that of the "correctional officers". Religious services are broadcast in from a small chapel. Most cells' furniture is made almost entirely out of poured concrete, including a desk, stool, and bed covered by a thin mattress. Each chamber contains a toilet that shuts off if plugged, a shower that runs on a timer to prevent flooding, and a sink missing a potentially dangerous tap. Rooms may also be fitted with polished steel mirrors bolted to the wall, an electric light, a 13-inch black and white television that shows only educational programming, which not all inmates are allowed to have, and a cigarette lighter. Windows in rooms are small, set high up in the wall, and point towards the sky, confusing the prisoner as to his specific location within the complex. … Prisoners have complained about excessive steps taken by officers and officials in these types of facilities to control inmates. Constant surveillance and random searches at the whim of prison staff can be humiliating, and their frequency may be used as methods of intimidation and sleep deprivation."

Pressefrihed II

Af Jacob Mchangama, den 30. april 2006. 2 svar

Som Mr. Law har behandlet i en nylig post, er to journalister (samt med lidt forsinkelse chefredaktøren) fra Berlingske blevet tiltalt for at have viderebragt fortrolige oplysninger i strid med straffelovens § 152. Journalisternes forsvar vil givetvis bygges på at det vil være i strid med ytringsfriheden at straffe journalister for at dokumentere og viderebringe informationer, der har væsentlig offentlig interesse.

I den forbindelse er Grundlovens § 77 næppe journalisterne til megen hjælp. Grundlovens § 77 sikrer først og fremmest den formelle ytringsfrihed, altså, at enhver er fri til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, uden forudgående censur. Men som bekendt er sådan offentliggørelse "under ansvar for domstolene". Og da § 77 ikke angiver, hvilke hensyn, der kan medføre en indskrænkning af den materielle ytringsfrihed, altså beskyttelsen mod f.eks. efterfølgende strafferetlige eller andre disciplinære sanktioner, har der i dansk statsretslig teori været en tradition for at antage, at lovgiver var uindskrænket i sin adgang til at begrænse den materielle ytringsfrihed (det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at også Alf Ross abonnerede på dette synspunkt).

Journalisterne bør snarere sætte deres lid til den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som i 1992 blev inkorporeret i og dermed gjort til en del af national dansk ret. EMRK har udvidet rammerne for ytringsfriheden herhjemme (som demonstreret i Jersild-sagen) og medført, at Grundlovens § 77 nu fortolkes i lyset af EMRK artikel 10, således, at § 77 efterhånden indeholder en vis materiel beskyttelse.

EMRKs artikel 10 lyder:

1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.

2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Ved på udtømmende vis at opstille de hensyn, der, såfremt de er vedtaget ved lov, kan føre til en indskrænkelse af ytringsfriheden, hvis den konkrete indskrænkelse er proportional med det søgte hensyn, yder EMRK dermed en materiel beskyttelse af ytringsfriheden, der, rent juridisk set, overstiger Grundlovens ditto.

Pressens rolle som offentlighedens kritiske vagthund har været temaet for mange afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Endvidere har EMD også haft lejlighed til at tage stilling til sager, der faktuelt ligner Berlingske-sagen, og hvor det hensyn, indskrænkningen af ytringsfriheden hjemles i er "nationens sikkerhed".

I "Observer and Guardian v. UK" fik den engelske stat nedlagt et fogedforbud mod to avisers referater af en bog, "Spycatcher", skrevet af en tidligere medarbejder i den engelske efterretningstjeneste. En bog der angiveligt indeholdt fortrolige informationer. Dette fogedforbud blev opretholdt efter at andre aviser havde offentliggjort referater af bogen, ligesom, at bogen var blevet udgivet i U.S.A. EMD fastlagde i denne nogle principper, som går igen i senere domme. EMD udtalte bl.a., at:

Freedom of expression constitutes one of the essential
foundations of a democratic society[..]it is applicable not only to "information" or "ideas" that are favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of indifference, but also to those that offend, shock or disturb.  Freedom of expression is subject to a number of exceptions which, however, must be narrowly interpreted and the necessity for any restrictions must be convincingly established.
however, must be narrowly interpreted and the necessity for any restrictions must be convincingly established.

(b)  These principles are of particular importance as far as the press is concerned.  Whilst it must not overstep the bounds set, inter alia, in the "interests of national security"[..]it is nevertheless incumbent on it to impart information and ideas on matters of public interest.  Not only does the press have the task of imparting such information and ideas: the public also has a right to receive them.  Were it otherwise, the press would be unable to play its vital role of "public watchdog".

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself […]
Above all, continuation of the restrictions after July 1987 prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte
bog] himself […]
Ab
ove all, continuation of the restrictions after July 1987 prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself […]

Above all, continuation of the restrictions after July 1987
prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Den 26. april i år afsagde EMD så sin afgørelse i  Stoll vs. Switzerland. I denne sag havde en journalist offentliggjort nogle hemmeligstemplede dokumenter vedrørende den Schweiziske regerings forhandlinger med jødiske organisationer og en række banker om erstatning til Holocaust ofre. Via en uidentificeret kilde fik journalisten fat i indholdet af dokumentet, og fik derefter bragt to historier i en landsdækkende avis. Journalisten blev herefter straffet med en bøde på 500 Schweizer franc. EMD udtalte herefter (citeret fra pressemeddelelsen ikke fra selve dommen):

Furthermore, although the penalty imposed on Mr Stoll had not been very harsh, the Court reiterated that what mattered was not that he had been sentenced to a minor penalty, but that he had been convicted at all. While the penalty had not prevented the applicant from expressing himself, his conviction had nonetheless amounted to a kind of censure which would be likely to discourage him from making criticisms of that kind again in future. In the context of a political debate such a sentence would be likely to deter journalists from contributing to public discussion of issues affecting the life of the community and was thus liable to hamper the press in performing its task as purveyor of information and watchdog.

In the circumstances the Court considered that Mr Stoll's conviction had not therefore been reasonably proportionate to the pursuit of the legitimate aim in question, having regard to the interest of a democratic society in ensuring and maintaining the freedom of the press.

Skal vi anvende principperne fra Observer and Guardian og Stoll sagerne på den forestående straffesag mod journalisterne fra Berlingske Tidende, taler en række forhold for, at journalisterne frifindes.

    1. Der skal skelnes mellem den person der lækker fortrolige informationer og journalister, der, når informationerne har væsentlig offentlig interesse, viderebringer disse. I sådanne tilfælde indsnævres statens skønsmargin og bevisbyrden for, at straf var nødvendig påhviler således staten.I nærværende sag, må det i medfør af den tungtvejende interesse den danske befolkning havde i at blive gjort bekendt med FET rapportens indhold, sammenholdt med det nedenfor i punkt 2 anførte om offentliggørelsen af disse rapporter, anses for tvivlsomt om anklagemyndigheden kan løfte denne bevisbyrde. For at hensynet til national sikkerhed kan legitimere straf for journalisternes overtrædelse af fortrolighedsforpligtelser, skal dette hensyn være konkret og aktuelt begrundet. Er de fortrolige informationer allerede blevet lækket eller på anden måde offentliggjort, vejer hensynet til ytringsfriheden og kritisk journalistik, som altovervejende hovedregel højere end myndighedernes interesse i at retsforfølge journalister, der har bragt disse informationer til brug for den offentlige debat. I nærværende sag er rapporterne efterfølgende blevet offentliggjort af regeringen selv. Det er ikke identisk med den situation, hvor rapporterne allerede på tidspunktet for journalisternes offentliggørelse var tilgængelige f.eks. på Internettet, men peger stadig i retning af, hensynet til national sikkerhed ikke er tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde straf. Var jeg advokat for journalisterne ville jeg samle alle de rapporter, der måtte være lækket fra øvrige landes efterretningstjenester, navnlig den amerikanske og den britiske. Såfremt sådan lækket information er identisk eller meget lig den information, der er lækket fra FETs rapporter, hvilket er overvejende sandsynligt da FETs oplysninger om Irak-krigen jo bestod af hvad amerikanere og briter besluttede at dele med FET, vil journalisterne kunne demonstrere, at de informationer Grevil lækkede, allerede var offentligt tilgængelige.
    2. Selv en mild straf (såsom en symbolsk bøde) vil, jf. Stoll, potentielt indebære en krænkelse af artikel 10, hvilket understreger den vægt EMD lægger på ytringsfriheden, når det drejer sig om kritisk journalistik. Anklagemyndigheden vil således ikke kunne læne sig op ad proportionalitetsprincippet ved at påstå journalisterne idømt en mild straf (ligesom en evt. mild domsafsigelse ikke vil frikende en dansk domstol skulle sagen ende i Strasbourg). EMDs afgørelser demonstrerer, at EMRK yder et vigtigt forsvar for journalister, der sidder med fortrolig viden, der har stor offentlig interesse, hvilket utvivlsomt var tilfældet med Irak-krigen og grundlaget for Danmarks deltagelse deri. Denne beskyttelse er utvivlsomt med til at formindske mulighederne for magtmisbrug og øge mulighederne for kritik af magthavere.

Endelig viser afgørelserne, at EMRK på visse punkter udvider de frihedsrettigheder der gælder her i landet, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem den kritik, der (ofte fra borgerligt hold) fremsættes af denne konvention. For meget af denne kritik er overfladisk og unuanceret og ignorerer de skelsættende afgørelser fra EMD, der har fasttømret klassiske borgerlige negative frihedsrettigheder. Det skal selvfølgelig ikke afholde kritikere fra at påpege når EMD er på vildspor, men ret skal være ret.

House of Lords om anti-terrorlovgivning

Af Jacob Mchangama, den 9. april 2006. Skriv et svar

Jeg har tidligere lovprist den øverste engelske retsinstans "House of Lords'" (HOL) insisteren på en effektiv beskyttelse af retsstatsprincippet og individuelle frihedsrettigheder overfor indgribende anti-terrorlovgivning. I disse tider, hvor regeringen her i landet søger at udvide statens anti-terror beføjelser, hvilke allerede blev kraftigt udvidet i 2002, er det endnu engang værd at kaste blikket vestpå over Nordsøen.

I 2004 skulle HOL tage stilling til, hvorvidt udenlandske statsborgere mistænkt for terrorisme kunne tilbageholdes på ubestemt tid uden adgang til at blive stillet for en dommer, med andre ord en suspension af Habeas Corpus. HOL kom med dommerstemmerne 8-1 frem til at en sådan suspension ikke var forenelig med Englands (uskrevne) forfatning eller den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Lord Hofmanns begrundelse er særlig interessant fordi den på overbevisende vis demonstrerer frihedsrettighedernes konkrete og praktiske værdi og betydning igennem århundreder af den engelske civilisations eksistens, frem for det historieløse og abstrakte forsvar for menneskerettighederne, der ofte fremføres af menneskerettighedsbevægelsen:

This is one of the most important cases which the House has had to decide in recent years. It calls into question the very existence of an ancient liberty of which this country has until now been very proud: freedom from arbitrary arrest and detention. The power which the Home Secretary seeks to uphold is a power to detain people indefinitely without charge or trial. Nothing could be more antithetical to the instincts and traditions of the people of the United Kingdom.

[..]In any case, suspicion of being a supporter is one thing and proof of wrongdoing is another. Someone who has never committed any offence and has no intention of doing anything wrong may be reasonably suspected of being a supporter on the basis of some heated remarks overheard in a pub. The question in this case is whether the United Kingdom should be a country in which the police can come to such a person's house and take him away to be detained indefinitely without trial.


 […]The technical issue in this appeal is whether such a power can be justified on the ground that there exists a "war or other public emergency threatening the life of the nation" within the meaning of article 15 of the European Convention on Human Rights. But I would not like anyone to think that we are concerned with some special doctrine of European law. Freedom from arbitrary arrest and detention is a quintessentially British liberty, enjoyed by the inhabitants of this country when most of the population of Europe could be thrown into prison at the whim of their rulers. It was incorporated into the European Convention in order to entrench the same liberty in countries which had recently been under Nazi occupation. The United Kingdom subscribed to the Convention because it set out the rights which British subjects enjoyed under the common law.
 […]The technical issue in this appeal is whether such a power can be justified on the ground that there exists a "war or other public emergency threatening the life of the nation" within the meaning of article 15 of the European Convention on Human Rights. But I would not like anyone to think that we are concerned with some special doctrine of European law. Freedom from arbitrary arrest and detention is a quintessentially British liberty, enjoyed by the inhabitants of this country when most of the population of Europe could be thrown into prison at the whim of their rulers. It was incorporated into the European Convention in order to entrench the same liberty in countries which had recently been under Nazi occupation. The United Kingdom subscribed to the Convention because it set out the rights which British subjects enjoyed under the common law.


 The exceptional power to derogate from those rights also reflected British constitutional history. There have been times of great national emergency in which habeas corpus has been suspended and powers to detain on suspicion conferred on the government. It happened during the Napoleonic Wars and during both World Wars in the twentieth century. These powers were conferred with great misgiving and, in the sober light of retrospect after the emergency had passed, were often found to have been cruelly and unnecessarily exercised. But the necessity of draconian powers in moments of national crisis is recognised in our constitutional history. Article 15 of the Convention, when it speaks of "war or other public emergency threatening the life of the nation", accurately states the conditions in which such legislation has previously been thought necessary.

 The exceptional power to derogate from those rights also reflected British constitutional history. There have been times of great national emergency in which habeas corpus has been suspended and powers to detain on suspicion conferred on the government. It happened during the Napoleonic Wars and during both World Wars in the twentieth century. These powers were conferred with great misgiving and, in the sober light of retrospect after the emergency had passed, were often found to have been cruelly and unnecessarily exercised. But the necessity of draconian powers in moments of national crisis is recognised in our constitutional history. Article 15 of the Convention, when it speaks of "war or other public emergency threatening the life of the nation", accurately states the conditions in which such legislation has previously been thought necessary.

[…]What is meant by "threatening the life of the nation"? The "nation" is a social organism, living in its territory (in this case, the United Kingdom) under its own form of government and subject to a system of laws which expresses its own political and moral values.

[…]What is meant by "threatening the life of the nation"? The "nation" is a social organism, living in its territory (in this case, the United Kingdom) under its own form of government and subject to a system of laws which expresses its own political and moral values.

When one speaks of a threat to the "life" of the nation, the word life is being used in a metaphorical sense. The life of the nation is not coterminous with the lives of its people. The nation, its institutions and values, endure through generations. In many important respects, England is the same nation as it was at the time of the first Elizabeth or the Glorious Revolution. The Armada threatened to destroy the life of the nation, not by loss of life in battle, but by subjecting English institutions to the rule of Spain and the Inquisition. The same was true of the threat posed to the United Kingdom by Nazi Germany in the Second World War. This country, more than any other in the world, has an unbroken history of living for centuries under institutions and in accordance with values which show a recognisable continuity.

I think that it was reasonable to say that terrorism in Northern Ireland threatened the life of that part of the nation and the territorial integrity of the United Kingdom as a whole. In a community riven by sectarian passions, such a campaign of violence threatened the fabric of organised society. The question is whether the t
hreat of terrorism from Mu
slim extremists similarly threatens the life of the British nation.

[…]The Home Secretary has adduced evidence, both open and secret, to show the existence of a threat of serious terrorist outrages. The Attorney General did not invite us to examine the secret evidence, but despite the widespread scepticism which has attached to intelligence assessments since the fiasco over Iraqi weapons of mass destruction, I am willing to accept that credible evidence of such plots exist. The events of 11 September 2001 in New York and Washington and 11 March 2003 in Madrid make it entirely likely that the threat of similar atrocities in the United Kingdom is a real one.

 But the question is whether such a threat is a threat to the life of the nation. The Attorney General's submissions and the judgment of the Special Immigration Appeals Commission treated a threat of serious physical damage and loss of life as necessarily involving a threat to the life of the nation. But in my opinion this shows a misunderstanding of what is meant by "threatening the life of the nation". Of course the government has a duty to protect the lives and property of its citizens. But that is a duty which it owes all the time and which it must discharge without destroying our constitutional freedoms. There may be some nations too fragile or fissiparous to withstand a serious act of violence. But that is not the case in the United Kingdom. When Milton urged the government of his day not to censor the press even in time of civil war, he said:
"Lords and Commons of England, consider what nation it is whereof ye are, and whereof ye are the governours" 

  This is a nation which has been tested in adversity, which has survived physical destruction and catastrophic loss of life. I do not underestimate the ability of fanatical groups of terrorists to kill and destroy, but they do not threaten the life of the nation.

  This is a nation which has been tested in adversity, which has survived physical destruction and catastrophic loss of life. I do not underestimate the ability of fanatical groups of terrorists to kill and destroy, but they do not threaten the life of the nation.

Whether we would survive Hitler hung in the balance, but there is no doubt that we shall survive Al-Qaeda. The Spanish people have not said that what happened in Madrid, hideous crime as it was, threatened the life of their nation. Their legendary pride would not allow it. Terrorist violence, serious as it is, does not threaten our institutions of government or our existence as a civil community

[…]. The real threat to the life of the nation, in the sense of a people living in accordance with its traditional laws and political values, comes not from terrorism but from laws such as these. That is the true measure of what terrorism may achieve. It is for Parliament to decide whether to give the terrorists such a victory

HOLs afgørelse, og især Lord Hofmanns begrundelse, demonstrerer, hvorfor beskyttelsen af individuelle frihedsrettigheder burde være et fælles borgerligt-liberalt projekt, som både konservative og liberale kan støtte op omkring. Liberale på grund af, at anti-terrorlovgivning jo i sagens natur griber ind i det enkelte menneskes frihedssfære og udvider statens beføjelser på vilkårlig vis.  Konservative, fordi det grundlæggende er et frit samfund man ønsker at bevare, hvorfor lovgivning, der indskrænker eller ophæver hævdvundne og civilisationsdefinerende grundprincipper bør afvises.   

HOLs afgørelse, og især Lord Hofmanns begrundelse, demonstrerer, hvorfor beskyttelsen af individuelle frihedsrettigheder burde være et fælles borgerligt-liberalt projekt, som både konservative og liberale kan støtte op omkring. Liberale på grund af, at anti-terrorlovgivning jo i sagens natur griber ind i det enkelte menneskes frihedssfære og udvider statens beføjelser på vilkårlig vis.  Konservative, fordi det grundlæggende er et frit samfund man ønsker at bevare, hvorfor lovgivning, der indskrænker eller ophæver hævdvundne og civilisationsdefinerende grundprincipper bør afvises.   

Ugens citat: Trenchard & Gordon om ytringsfrihed

Af Redaktionen, den 13. marts 2006. Skriv et svar

Til denne uges citat har vi været så heldige, at den glimrende unge Johan Espersen har gjort arbejdet for os: Han har mindet os om, hvad John Trenchard og Thomas Gordon i 1721 skrev om ytringsfrihed i det 15. Cato-brev.  Det kan–det aktuelle klima taget i betragtning–bære en gentagelse:

“Without freedom of thought, there can be no such thing as wisdom; and no such thing as publick liberty, without freedom of speech: Which is the right of every man, as far as by it he does not hurt and control the right of another; and this is the only check which it ought to suffer, the only bounds which it ought to know.

This sacred privilege is so essential to free government, that the security of property; and the freedom of speech, always go together; and in those wretched countries where a man can not call his tongue his own, he can scarce call any thing else his own. Whoever would overthrow the liberty of the nation, must begin by subduing the freedom of speech; a thing terrible to publick traitors.”

Punditokrater i medierne (igen)

Af Redaktionen, den 12. marts 2006. 2 svar

Punditokraterne gør sig p.t. i medierne–og vi tænker her ikke kun på Mr. Laws alter ego, som jævnligt optræder som ekspert udi TDC-sagen.

Næ, i dagens Berlingske har Jacob Mchangama en kronik om forslaget om et FN-menneskerettighedsråd, samt nogle forslag til hvordan dette kunne gøres bedre ved at gøre et sådant mere eksklusivt.  Det hedder bl.a.:

“Et andet eksempel på relativiseringen af menneskerettigheder på FN-niveau er, at de 56 islamiske lande i OIC med udgangspunkt i Muhammed-striden fremlagde et forslag om, at det ny Menneskerettighedsråd skulle »forhindre tilfælde af intolerance, diskrimination og opfordringer til had med udgangspunkt i handlinger rettet mod religioner, profeter og trosretninger«. Med andre ord skulle Menneskerettighedsrådet begrænse snarere end beskytte ytringsfriheden. Den slags kompromiser ville ikke være nødvendige i en ny organisation af stater, der alle – om end i varierende grad – bekendte sig til og respekterede en kerne af basale borgerlige og politiske rettigheder. En kerne af rettigheder der udgør det nødvendige fundament for, at det liberale demokrati er funktionsdygtigt og legitimt. Man ville dermed kunne skære den svulstige og til tider nærmest religiøse menneskerettighedsretorik, der dominerer FN, væk og fokusere på rettigheder, der med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord er »praktiske og effektive« frem for »teoretiske og illusoriske«.

Og i tirsdags optrådte Mikael Jalving i DR2 Deadline som debattør overfor Morten Albæk m.h.t. Muhammed-krisens betydning for det borgerligt-liberale Danmark, herunder hvorvidt V og K bør samarbejde med De Radikale eller med Dansk Folkeparti.

Sidste lørdag havde Peter Kurrild-Klitgaard sin lørdags-klumme i Berlingske.  Denne er ikke tilgængelig på nettet, men traditionen tro gengiver vi den her lidt forsinket:

Om får, bukke og opportunister

Berlingske Tidende 4. marts 2006, 2 sektion, magasin, side 19

Muhammed-sagen har gjort det lettere at gennemskue, hvem der er hvad

Af Peter Kurrild-Klitgaard Professor, ph.d.

De fleste værdsætter frihed. I hvert fald deres egen. Sågar tyve insisterer ofte på, at de selv har ret til ikke at blive bestjålet, og mordere på, at de har en ret til ikke at blive slået ihjel. Der er med andre ord ofte langt fra, hvad mennesker mener, når de taler om generelle principper, til hvordan de vurderer egne handlinger eller andres handlinger mod dem.

I al enkelhed var det vel dét, statsministeren forsøgte at sige i sit nu berygtede interview om »får og bukke«. Men der har på kort tid dannet sig en række myter om, hvad statsministeren faktisk sagde.

Så lad os lige slå fast: Han sagde ikke, at alle danskere skulle smide alt, hvad de havde i hænderne, og kaste sig ind med fuld kraft i kampen for ytringsfrihed. Han sagde i særdeleshed ikke, at erhvervsvirksomheder skulle gøre det.

Dét statsministeren sagde var, at visse kredse i erhvervslivet og i kultur- og medielivet var principløse, fordi de nyder godt af ytringsfriheden, men samtidigt vil gå på kompromis med denne, når det strider med deres egeninteresse eller øvrige holdninger. At dét forholder sig sådan er svært at modsige. Torsdag blev det f.eks. uddybet, at der tilsyneladende har været erhvervskredse, som har lagt et decideret pres på regeringen for at få denne til at opføre sig på en anden måde i denne sag – herunder at give dén undskyldning, som den hverken kan eller bør give.

Og fra de personer på venstrefløjen, som i 1970erne syntes, at det var fint nok at anvende deres ytringsfrihed til at håne kristendommen og traditionelle normer og værdier, har der været en blanding af tavshed og tvetydig afstandtagen fra »tonen«. Hvor har de været nu, når selv samme ytringsfrihed bliver truet af en ideologi, der i dens frihedsfjendtlighed tangerer fascismen og kommunismen? Har man brugt lige så mange kræfter på at fordømme angreb på ytringsfriheden som på at kritisere »tonen«?

Har man i denne sag hørt et ord til f.eks. venstresocialisten Preben Wilhjelm, som ellers gerne fremstår som en forkæmper for borgerlige frihedsrettigheder? Til gengæld nåede man at høre noget fra den i den forgangne uge afdøde stalinist, komponisten Thomas Koppel. Denne – som i årevis aktivt støttede det marxistisk-leninistiske tyranni i Albanien, forfægtede kort før sin død på Al-Jazeeras hjemmeside, at ytringsfriheden skal kunne bruges til at samle penge ind til terrorbevægelser som PFLP og FARC og fysisk angreb på virksomheder, man ikke kan lide. Samtidig sammenlignede han Jyllands-Posten med Hitler og opfordrede »ofrene« til ikke at respektere »aggressorernes« ytringsfrihed.

Fra regeringens kritikere i medie- og kulturlivet har man derimod næsten dagligt gentaget en myte om, at der »jo aldrig er nogen, der har villet begrænse Jyllands-Postens ytringsfrihed«. Her må man uvilkårligt undre sig, hvor de pågældende har været det sidste halve år. Hele sagen begyndte med, at tegnere ikke ville illustrere en børnebog om Muhammed – ikke ud fra et moralsk ønske om selvcensur af hensyn til andre, men fordi man var bange for repressalier fra dem, som mener, at enhver portrættering af profeten er en dødssynd. Så bad man tegnere om at påtage sig opgaven for derved at markere, at man som avis ikke fandt det acceptabelt, at mennesker end ikke kunne tegne noget uden at frygte for deres eget liv. Konsekvenserne? At fremmede landes regeringer og politikere har insisteret på, at den danske stat skulle retsforfølge avisen, selvom den offentlige anklager ikke havde fundet grund dertil. At Jyllands-Posten er blevet udsat for adskillige bombetrusler. At avisen har fået sin hjemmeside angrebet. At der er udsat dusører på tegnernes og redaktørernes hoveder. At der er udsendt fatwaer og trusler i massevis, og for at pointere meningen med disse har organiserede pøbelmasser angrebet og brændt danske ejendomme i udlandet. Og at uskyldige kristne præster er blevet myrdet i flere lande.

Herhjemme har imam Abu Laban og de endnu mere radikale islamister vedvarende villet begrænse både Jyllands-Postens ytringsfrihed og andres om muligt med vidtgående fortolkninger af blasfemiparagraffen, men ellers ved at stramme lovgivningen. Noget lignende har jura-professorer som Eva Smith, Henning Koch og Gorm Toftegaard Nielsen været inde på. Enkelte medlemmer af PEN forfægter utvetydigt censur. Ved et heldags-debatmøde på Københavns Universitet for nylig var der stort set ingen, der forfægtede Jyllands-Postens ret til at offentliggøre tegningerne.

Som statsministeren sagde, så har denne sag gjort det lettere at se, hvem der er hvad.

Ugens citat: Ib Michael om ytringsfrihed

Af Redaktionen, den 6. marts 2006. 8 svar

Med hat-tip til Waldorf på Liberator dette fortrinlige citat fra DR2 forleden, hvor Ib Michael diskuterede ytringsfrihed med Jens Rohde og Morten Hesseldahl:

“Hvorfor afskaffer I så ikke bare dem [de paragraffer i straffeloven der begrænser ytringsfriheden] og så har I jeres totalitære samfund.”

There you go again, Erasmus …!

Menneskeretlig kulturkamp

Af Jacob Mchangama, den 4. februar 2006. Skriv et svar

I modsætning til på den hjemlige scene er der blandt amerikanske borgerlige en livlig aktivitet på menneskerettighedsområdet. National Review havde i torsdags således hele to artikler, vedrørende emnet. Artiklerne tager hul på den kamp om menneskerettighedernes natur, som er nødvendig, hvis disse rettigheder skal fortsætte med at give mening i fremtiden, noget som den seneste tids Mohammed-strid i mine øjne tydeligt har understreget behovet for. Artiklerne kritiserer FNs bestræbelser på menneskerettighedsområdet (ligesom jeg selv har gjort) og advokerer, at liberale-demokratier opretter et alternativt menneskerettighedsforum til FN.

I en af artiklerne skriver Brett D. Schaeffer bl.a.:

Despite [..] the fact that each U.N. member state is party to at least one of the seven major human-rights treaties, the U.N. in recent decades has failed miserably to promote basic human rights in practice. Perhaps no institution illustrates this more than the U.N. Commission on Human Rights. […]Sadly, the commission has devolved into a feckless organization that human-rights abusers use to block criticism or action promoting human rights. Six of the fifty-three members of the commission in 2005 were considered among the world's "worst of the worst" abusers of human rights by Freedom House. China, Cuba, Ethiopia, Saudi Arabia, Sudan, and Zimbabwe were members of the Commission in 2005.
[…]Governments, non-governmental organizations, and others seeking to strengthen observance of basic human rights should not let affection for the U.N. blind them to its inability to hold abusers to account. As noted by the bipartisan U.N. Task Force, "[U]ntil the United Nations holds its members accountable for their failure to observe well-established human rights norms, the United Nations is not the best forum for the proposed Human Rights Council." Instead, advocates should seek to establish a human rights body that is independent from the U.N. and open only to democracies that respect political and economic freedom. Because representative governments already practice political freedom and basic human rights, they are most likely to promote those standards.
Human-rights advocates should not shy away from uncomfortable truths. Perhaps the U.N. will one day be dominated by democratic states that respect the freedoms of their citizens and demand similar standards from all U.N. member states. But that is not the U.N. of today. The likely failure of the U.S. and other nations to create a smaller, more effective Human Rights Council that excludes human-rights abusers and non-democracies from membership should be a clear sign that the U.N. cannot serve as the focal point for human-rights abuses. If the U.N. cannot serve as the primary vehicle in pursuit of that goal, the U.S. and like minded countries should pursue alternatives.

Med udgangspunkt i FN systemets fiaskoer skriver Joseph Loconte bl.a.:

[..]Apologists for repressive governments, of course, love to talk this way: Farm subsidies are the moral equivalent of women being brutalized by militias in Congo or sold into sexual slavery in Cambodia. Or, in the case of Pakistan, of religious minorities being jailed and assaulted for allegedly violating blasphemy laws. In other words, no nation's political culture is better or worse than any other's.

It is not just problematic regimes that debase the concept of human rights with this kind of evasion. This is the logic of multiculturalism, an ethos that infects the United Nations from top to bottom. Echoed endlessly in U.N. reports and resolutions, this ethos has helped create a deep-seated cynicism about the nature of human rights. More than any other factor, it threatens to derail the current effort to reform the Human Rights Commission before its March meeting in Geneva.
U.N. defenders shrug all this off by claiming that the United Nations is only as good as its member states. That's a half-truth: By giving dictatorships equal voting power with democracies, the system almost guarantees that no meaningful agreement can be reached as to what counts as a violation of human rights. John Prendergast, senior adviser at the International Crisis Group, emphasizes the political will of the Security Council: "All the reports and speeches of these U.N. bodies count for nothing," he says, "if the Security Council is not prepared to fulfill its responsibilities." True enough. Yet it's hard to conceive of non-democratic states — and there are plenty of them on the Security Council — eager to fulfill their human-rights obligations, especially when there are no serious consequences for failing to do so.

Shouldn't the task of defending fundamental human rights be limited to democratic states with a measurable record of success? And if such an alliance can't function effectively within the United Nations, isn't it time to consider operating outside of it?
A growing number of scholars, it seems, believes it is. Ivo Daalder of the Brookings Institution and James Lindsay at the Council on Foreign Relations have called for the creation of a new coalition of democracies "to confront common security challenges." Ruth Wedgewood, professor of international law and organizations at Johns Hopkins University, argues for a U.S. policy of "competitive multilateralism" — that is, creating informal coalitions outside of the United Nations to tackle issues of mutual concern. "There still seems to be no momentum for change at the United Nations," she writes. "If things can't be changed from within, members may need to vote with their feet, one issue at a time." Joshua Muravchik, a scholar at the American Enterprise Institute, is equally blunt. "The effort to be a proto-world government is the crux of the U.N.'s worst failings," he writes in The Future of the United Nations. Rather, he argues, a group of democracies could form a committee on human rights to "forthrightly condemn and publicize egregious abuses."

Disse tider viser, hvor vigtigt det er at stå fast på grundlæggende vestlige værdier som basale menneskerettigheder utvivlsom udgør en vigtig bestanddel af. Et alternativ til FN på menneskerettighedsområdet, som fokuserede på kombinationen af grundlæggende politisk, borgerlig og økonomisk frihed, frem for rettighedsbaseret udviklingshjælp, menneskerettigheder og globalisering, kollektive rettigheder og anden relativisme, som udvander menneskerettighederne og ophæver forskelsbedømmelsen mellem frie og totalitære lande, ville være udtryk for vestlig principfasthed af den bedste og mest inspirerende slags.

En anden verden II

Af Jacob Mchangama, den 29. januar 2006. 1 svar

I forlængelse af med-punditokrat Foss’ glimrende post vedrørende den “franske syge” og det parallelunivers, de der lider heraf bebor, fandt jeg det relevant, at bringe prøvesmagning på nogle af de herskende tanker indenfor menneskerettigheds”forskningen”, her i form af følgende opslag fra “Journal of Globalization, Education and Society”:

Journal of Globalization, Education and Society

Special issue on Globalization and human rights

Call for papers

Human rights has possibly become the dominant
discourse of moral concerns in global politics. Human
rights education has become a focus for formal
education and for campaigns on expanding public
knowledge and reflection. Yet, the concept of human
rights is also contested for the western and male bias
in its original expressions.

Some view the rapid expansion of human rights as an
element of political globalization. This is partly due
to the expansion of international law and the
establishment of the international criminal court and
the regional tribunals; partly it is due to forms of
protest that have sprung up in many parts of the world
coming together in global events like the World Social
Forum and UN world conferences. The rhetoric of
humanitarian intervention has also contributed to the
growth of human rights as a legitimate concern for the
international community.

Economic globalization also highlights human rights
issues related to privatisation, loss of social
security, the rights of migrant workers, global
marketisation of education, etc. Cultural
globalization in turn highlights questions of value
differences and the protection of indigenous cultures
and diversity from the homogenising forces of
globalizing capitalism.

Probably many other connections between globalization
and human rights could be perceived. In this Special
Issue of Globalization Education and Society we invite
work with a focus on globalization and human rights
from any discipline or multidisciplinary field. The
Special Issue will follow the policy of the journal to
include work on education in the wider context of
learning.

Dette tankesæt er mainstream blandt mange af de toneangivende akademikere i menneskerettighedsmiljøet. Jeg måtte i min tid som studerende ved “the European Master of Human Rights of Democratization” i Venedig lægge øre til uanede mængder af lignende meningsløst vrøvl (og naturligvis også pløje mig igennem Habermas).

Menneskerettighedsbevægelsen lider i den grad af den inter-disciplinære tilgangsvinkel, som pt. dominerer, og som har tillokket antropologer, sociologer etc., der sikkert er dygtige indenfor eget felt, men hvis uvidenhed om basale retlig teori, principper og deres konkrete anvendelse gør, at menneskerettighederne er blevet løsrevet fra den juridiske ramme de i sidste ende nødvendigvis må indgå i for at være praktisk anvendelige. Den eneste disciplin der ikke er velkommen i menneskerettighedsbevægelsen er økonomi, som der på dette område ellers kunne være god grund at skele til, især hvis man går ind for omfordeling som en menneskeret.

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. januar 2006. 2 svar

Vi omtalte i sommer den infamøse amerikanske højesteretsdom Kelo v. New London, der var et særdeles trist eksempel på arbitrær politisk krænkelse af den private ejendomsret–én, som man ellers formodentlig skal helt til Danmark eller Zimbabwe for at finde…  Vi omtalte i den forbindelse også, hvorledes en gruppe frihedssindede borgere bestemte sig for at kombinere happening og hævn: Nemlig at foreslå en ekspropriation af hjemmet tilhørende højesteretsdommer Souter (som afgav den udslagsgivende stemme) med henblik på at bygge et "Hotel Lost Liberty".  Nu er der nyt i den sag (takket være Wall Street Journals Brendan Miniter på OpinionJournal.com):

Supreme Court Justice David Souter is now one step closer to losing his house. A group called the Committee for the Protection of Natural Rights, based in Mr. Souter's hometown of Weare, N.H., has gathered enough signatures (25 in a town of 8,500) to bring the seizure of the Justice's historic 200-year-old home up for a vote on March 14. Activists are out to spank Justice Souter for joining the Court's recent Kelo v. New London decision, which expanded the power of state and local governments to seize private property and replace it with commercial property that will bring in more tax revenue.

At a rally in Weare this past weekend to gin up support for creating "Hotel Lost Liberty" on the Souter site, about 25 volunteers from around the county met at the Town Hall and later passed out copies of the Kelo decision. Logan Darrow Clements, a Californian and one of the protest organizers, compared the effort to the Boston Tea Party and Weare's own Pine Tree Riot, an incident that involved town residents beating up officials appointed by King George III in 1772 after being fined for cutting down pine trees. "What we're trying to do is stop eminent domain abuse," Mr. Clements told reporters. If people like Justice Souter lost their homes to a flaky government seizure process, maybe they would "understand why it needs to end," he added.

FN og den globale kollektive moral

Af Jacob Mchangama, den 25. januar 2006. 1 svar

"FN er langt bedre end sit rygte", hedder overskriften i en kronik i Berlingske af d.d., skrevet af sociologen Morten Felding (MF), som er ansat i Undervisningsministeriet.

MF anerkender, FN fiaskoer som Rwanda, Darfur og olie for mad skandalen med rette har tæret på FNs troværdighed (MF undlader dog at inkludere fiaskoer såsom Congo, Bosnien og Kosovo). Men ifølge MF gør FNs øvrige virksomhed, at man på trods af fiaskoerne må kvalificere FN som en succes:

Organisationens kvaliteter, meritter og dermed berettigelse skal…findes i den vedvarende insisteren på at agere verdens globale kollektive politiske bevidsthed, samvittighed og hukommelse. Det er i FN-regi, der sættes ord på, hvad anstændige stater kan være, og hvad anstændige stater bør gøre, hvilke forfatninger der kan vedtages, og hvilke politikker der fremstår som legitime. Her er tale om en definitionsmagt snarere end realpolitikkens vokabularium udgjort af militære og økonomiske termer. En indflydelse som ikke er baseret på militær overlegenhed, funderet i økonomiske incitamenter eller hjemlet i international lovgivning, men i langt højere grad baserer sig på den moralske integritet og ekspertviden, som organisationer som UNDP, UNESCO eller WHO tillægges.

Udbredelsen af de fælles mål og delte visioner ses særligt i rækken af konventioner, udarbejdet i FN-regi, som har vundet noget nær universel hævd i efterkrigstiden.

Det bedste eksempel på den bløde magt, som FN-organisationerne gør brug af, er forsøget på at regulere ligestilling og udbrede kvinders rettigheder på globalt plan. På trods af at spørgsmål om kvinders rettigheder ofte skiller de politiske vande, er det lykkedes at samle bred opbakning til FN-konventionen Convention on the Elimination of all Discrimination Against Women fra 1979. Konventionen er p.t. ratificeret af ikke færre end 179 lande, hvilket svarer til 94 procent af verdens stater.

Den globale konsensus er bemærkelsesværdig ikke mindst i lyset af den kontroversielle problemstilling, som konventionen forsøger at regulere. Og traktatteksterne er ikke bare retoriske luftkasteller, men fremtvinger konkrete forandringer verden over. Eksempelvis har majoriteten af verdens stater i dag etableret nationale agenturer med henblik på at sikre kvinders rettigheder og vurdere ligestillingspolitiske konsekvenser af fremsatte lovforslag.

 

Det er interessant at kaste et blik på FNs kvindekonvention (CEDAW), som MF altså anser som det ypperste udslag af FNs internationale arbejde, og som altså overstråler de ovennævnte fiaskoer. Det skal indledningsvist siges, at MF kraftigt overvurderer betydningen af denne (og mange andre) FN traktat. Disse traktater ratificeres rask væk af verdens stater, men inkorporeres sjældent i national lov, hvor de tillige fylder meget lidt. Endvidere har et meget stort antal stater tilføjet reservationer til deres ratifikation, således, at dele af traktaten ikke binder disse stater.

CEDAWS præambel starter fint med en ordlyd, som enhver, der støtter frihedsrettigheder kan erklære sig enig i:

 

Noting that the Charter of the United Nations reaffirms faith in fundamental human rights, in the dignity and worth of the human person and in the equal rights of men and women,

Noting that the Universal Declaration of Human Rights affirms the principle of the inadmissibility of discrimination and proclaims that all human beings are born free and equal in dignity and rights and that everyone is entitled to all the rights and freedoms set forth therein, without distinction of any kind, including distinction based on sex.

Derefter begynder man dog at blive bekymret, for hvilken ny international økonomisk orden baseret på lighed og retfærdighed er det lige FN-systemet har i tankerne?:

Convinced that the establishment of the new international economic order based on equity and justice will contribute significantly towards the promotion of equality between men and women

 

Herefter går FN-systemet I politisk korrekt selvsving og følgende, for konventionens område fuldstændigt irrelevante formulering, optræder:

 

Emphasizing that the eradication of apartheid, all forms of racism, racial discrimination, colonialism, neo-colonialism, aggression, foreign occupation and domination and interference in the internal affairs of States is essential to the full enjoyment of the rights of men and women,

Affirming that the strengthening of international peace and security, the relaxation of international tension, mutual co-operation among all States irrespective of their social and economic systems, general and complete disarmament, in particular nuclear disarmament under strict and effective international control, the affirmation of the principles of justice, equality and mutual benefit in relations among countries and the realization of the right of peoples under alien and colonial domination and foreign occupation to self-determination and independence, as well as respect for national sovereignty and territorial integrity, will promote social progress and development and as a consequence will contribute to the attainment of full equality between men and women,

 

Det bliver også hurtigt klart, at de materielle rettigheder i CEDAW ikke har meget at gøre med lighed for loven. Artikel 1 lyder f.eks.:

 

For the purposes of the present Convention, the term "discrimination against women" shall mean any distinction, exclusion or restriction made on the basis of sex which has the effect or purpose of impairing or nullifying the recognition, enjoyment or exercise by women, irrespective of their marital status, on a basis of equality of men and women, of human rights and fundamental freedoms in the political, economic, social, cultural, civil or any other field.

 

Ordene "effect" og "any other field" gør potentielt CEDAW uhåndterlig og vilkårlig, idet det vil kunne gøres gældende, at denne eller hin ordning medfører, at kvinder bliver diskrimineret alene på baggrund, af at der f.eks. i en bestemt branche er flere mænd end kvinder.     

CEDAWS artikel 3 lyder:

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

Problemerne med artikel 1s brede anvendelsesområde forstærkes, af artikel 3, da det her bliver klart, at det ikke kun er staten der ikke må diskriminere. Private må heller ikke diskriminere hverken direkte eller indirekte og ej heller selv om "diskriminationen" var en uforudselig følge af et individs eller virksomheds i øvrigt legitime adfærd. Staten er tilmed forpligtet til at skride ind med tiltag af lovgivnings- og
administrativ karakter, de
r skal sikre kvinder lige vilkår. Det er ikke svært at se, at mænds og kvinders individuelle præferencer er uforenelige med CEDAW, der i den grad er et udslag af konstruktivisme og gift for et frit samfund baseret på en spontan orden, hvor kvinder som følge af deres præferencer og frie valg muligvis er overrepræsenteret i sundhedssektoren, men underrepræsenteret i f.eks. revisionsbranchen.    

Artikel 4 fastslår, at positiv særbehandling er berettiget. Det er altså forbudt at diskriminere på baggrund af køn, bare ikke når det går udover mænd.  

CEDAWs konstruktivistiske hybris bliver endnu mere manifest i artikel 5, som tillige får mere end en snært af totalitarisme:  

States Parties shall take all appropriate measures:

(a) To modify the social and cultural patterns of conduct of men and women, with a view to achieving the elimination of prejudices and customary and all other practices which are based on the idea of the inferiority or the superiority of either of the sexes or on stereotyped roles for men and women;

Staten er altså forpligtet til at ændre dets borgeres sociale og kulturelle adfærdsmønstre. Udover, at en stat der har en sådan magt aldrig vil kunne respektere dets borgeres basale frihedsrettigheder, rejser spørgsmålet om, præcis hvilke sociale og kulturelle adfærdsmønstre vi alle skal tillægge os, og hvem der skal definere og sanktionere dem for os?

CEDAW er virkeligheden en hån mod kvinder idet konventionen antager, at kvinder automatisk er svage ofre der ikke kan stå på egne ben uden hjælp fra staten. Når man kigger rundt i verden (især den islamiske) er der god grund til at kæmpe for kvinders rettigheder. Men kampen må gå på kvinders ret til formel lighed for loven og dermed kvinders ret til at leve deres liv som de selv vil, om det så betyder turbokarriere eller et liv som hjemmegående husmor. Fuldstændig materiel lighed mellem kønnene fornægter både mænds og kvinders individuelle præferencer og kan kun opnås, såfremt staten gives adgang til at træffe alle valg for os og dermed adgang til at dirigere vores liv i enhver detalje.     

CEDAW, samt en lang række menneskerettighedstraktater i FN regi (dog ikke alle), fortjener således ikke hyldest som værende udtryk for en "global kollektiv moral", men derimod kritik, idet de er uforenelige med og ødelæggende for de klassiske frihedsrettigheder. Desværre er der alt for få borgerligt-liberale der fremkommer med sådan kritik, enten fordi man er bange for, at være i opposition til noget så fundamentalt som menneskerettigheder, eller fordi udvandingen af de klassiske frihedsrettigheder har udhulet menneskerettighedsbegrebet så meget, at man helt har opgivet disse rettigheder. Begge holdninger er farlige, menneskerettigheder må ikke blive kollektivismens enerådige domæne. I så fald vil vi hurtigt finde ud af, at de frihedsrettigheder vi nu nyder rent faktisk betyder noget på trods af deres indskrænkede anvendelsesområde.

En dyrekøbt sejr? (nu med venstrefløjens fortolkning)

Af Jacob Mchangama, den 14. januar 2006. 50 svar

I onsdags afgjorde EMDs storkammer, at Danmark i sagen Sørensen and Rasmussen v. Denmark havde overtrådt EMRKs artikel 11 vedrørende foreningsfriheden ved i to konkrete tilfælde at opretholde eksklusivaftaler.

Der har generelt været glæde over afgørelsen blandt borgerlige i Danmark og signalerne fra både K og V er, at Foreningsfrihedsloven skal ændres.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg synes, at eksklusivaftaler er forkastelige og giver fagforeningerne en magt, som de ikke ville have hvis det stod individet frit for at stå udenfor bestemte fagforeninger. Det er tillige særdeles indgribende overfor individet at skulle tvinges til at blive medlem af og bidrage økonomisk til en organisation, hvis politiske holdninger man er lodret uenig i. Hertil skal lægges, at det indenfor visse erhverv kan være illusorisk at prøve at finde en anden arbejdsplads, der ikke er dækket af eksklusivaftale.

På den anden side må det også erkendes, at fagforeninger er private organisationer, som bør tillades at indgå aftaler med andre private (arbejdsgivere). Lægges afgørende vægt på dette synspunkt, må det konkluderes, at hvis man som individ ikke kan leve med betingelserne i en eksklusivaftale, må man finde sig en anden arbejdsplads. At dette i det konkrete tilfælde kan være svært, kan ikke tilsidesætte to private organisationers aftalefrihed.

Disse modsatrettede hensyn kan dog ikke ses isoleret fra fagforeningernes ret til at udøve tvang overfor arbejdsgivere og individer. En ret der er sanktioneret af almindelige retsgrundsætninger indenfor den kollektive arbejdsret udviklet af danske domstole. I praksis er fuldt lovlige strejker og blokader af en arbejdsgiver ruinerende for denne, især hvis der indledes sympatiaktioner. Arbejdsgiveren er i dette tilfælde afskåret fra at benytte organiseret arbejdskraft, samt fra at få leveret materialer, og vil i langt de fleste tilfælde være nødsaget til at indgå på fagforeningernes krav på trods af, at arbejdsgiveren ikke anser dette som værende i sin interesse og/ eller ideologisk frastødende.

Set i lyset af fagforeningernes adgang til at anvende tvang kan det ikke på rimeligvis siges at eksklusivaftaler er udtryk for frivilligt indgåede aftaler indgået af parter, som begge regner med at stilles bedre som følge deraf. Hensynet til individet og dets ret til frit at vælge fagforening må derfor vægtes højere end eksklusivaftaler, som næppe var indgået såfremt den ene part ikke havde adgang til at anvende tvang for at få den anden part til at indgå aftalen. Derfor er det ud fra disse præmisser min overbevisning berettiget på nationalt niveau at erklære eksklusivaftaler i strid med organisationsfriheden. Dette er tillige i god tråd med den klassiske liberalismes begrænsning af statens magtanvendelse til beskyttelse af individet mod andre individers tvang og overgreb.

Situationen ændrer sig dog efter min opfattelse når vi snakker om en international menneskerettighedsdomstol, hvis opgave først at fremmest er at håndhæve individets ret overfor staten, ikke overfor private aktører. For EMD kan man ikke sagsøge 3F, HK eller LO, kun den danske stat. Når sager vedrørende eksklusivaftaler føres foran EMD, tvinges EMD således til at tage stilling til hvordan staten skulle have ageret i konflikter mellem private parter (såkaldt horisontal effekt). Selvom man i nærværende dom kan bifalde det konkrete udfald af sagen, er konsekvenserne af at lade EMD tage stilling til, hvad der på det nationale niveau reelt er en konflikt mellem private uoverskuelig. Det kan heroverfor argumenteres, at en positiv forpligtelse for staten i netop sådanne situationer som Sørensen sagen, hvor individer mødes med tvang af andre individer, udgør undtagelsen til reglen om at frihedsrettigheder alene kan være negative af natur (ligesom statens forpligtelse til at beskytte privat ejendom udgør en sådan undtagelse).

Men EMD har i sin praksis klart demonstreret, at man ikke formår at holde disse basale sondringer klart, hvorfor man i en stigende række sager har afgjort sager vedrørende horisontal effekt, hvor der ikke med rimelighed kan tales om at et individ udsættes for indgribende tvang fra et andet individ. Ud af sådanne sager vokser kravet om positive rettigheder af generel natur, om at staten udviser handlekraft, om krav på social hjælp, bolig, og arbejde og dermed afgørelser som Pla og slutteligt en arbitrær retsstilling, hvor grundlæggende principper, præcedens og forskelle mellem positive og negative rettigheder er udvisket.

Det er derfor spørgsmålet om ikke prisen for sejren over fagforeningernes monopol var for høj? 

                                —-oo0oo—-

Det er i øvrigt interessant, at den danske dommer Peer Lorenzen (som er på orlov fra Højesteret) var i dissens.  Peer Lorenzen har flere gange været den afgørende stemme, der har fået staten af krogen i sager vedrørende Danmark. Blandt andet i den såkaldte Peter Rohde sag, hvor EMD med stemmerne 4-3 fandt, at det ikke var en overtrædelse af artikel 3, at Peter Rohde havde siddet 1 år i isolationsfængsel. Men også i Pedersen og Baadsgaard sagen, hvor EMD med stemmerne 9-8, fandt det berettiget, at den danske stat havde straffet nogle journalister fra DR, der havde afsløret alvorlige fejl i efterforskningen af den såkaldte Pedal-ove sag (journalisternes arbejde medførte rent faktisk at "Pedal-Oves sag blev genoptaget og, at han blev frikendt) og tilskrevet en navngiven politidirektør visse af disse fejl (en sag som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at arbejdede med på).

                            —-oo0oo—-

Opdatering:

 

Den kommunistiske avis arbejderen har analyseret Sørensen dommen og den kommunstiske udlægning af dommen lyder bl.a. som følger:

Dommen mod eksklusiv-aftaler lægger vægt på den enkeltes ret til at være usolidarisk og ukollektiv. Det sættes over retten til at organisere sig og kæmpe, mener Jørgen Petersen.

Personlig frihed vinder

[…]- Det er et lidt overraskende udfald som vi har set. Afgørelsen betyder, at den personlige frihed altid vil stå over fagbevægelsens interesser for kollektive rettigheder. Men det er en tendens vi ser i hele Europa, siger Jørgen Steen Madsen, der mener det er en politisk afgørelse.

Det er Jørgen Petersen, formand for Danmarks Kommunistiske Parti ML, helt enig i.

– Dommen er en del af den glidning, der er sket over mange år, hvor vi går fra de kollektive rettigheder til de individuelle rettigheder. Det er en tendens på mange områder i samfundet, som vinder frem i takt med den nyliberale politik. Man lægger vægt på den enkeltes ret til at være usolidarisk og ukollektiv. Det sættes over arbejdsklassens ret til at organisere sig og kæmpe som klasse, siger Jørgen Petersen til Arbejderen.

Menneskerett
igheder er heller ikke nog
et en gang givet, men afgøres af styrkeforholdet mellem arbejderklasse og kapitalen, påpeger DKP/MLs formand.

– Da menneskerettighederne blev defineret efter Anden Verdenskrig tog de afsæt i det styrkeforhold der var på det tidspunkt. Dengang blev der lagt stor vægt på de sociale rettigheder. Der var retten til et arbejde og retten til en bolig, retten til livet og retten til en uddannelse. Nu er arbejderklassen er på tilbagetog og så vinder det modsatte, retten til den private ejendomsret og kapitalens ret til at udbytte og udplyndrer, siger Jørgen Petersen.

Hvis bare Jørgen Petersen havde ret i sine konklusioner ville dommen jo være værd at fejre med en højtidelighed. Det er i øvrigt interessant at få at vide, at menneskerettighederne oprindeligt drejede sig om kollektive rettigheder og blev til efter anden verdenskrig. Nogle af os vil mene at vide, at menneskerettighederne, i hvertfald, kan spores til 1776 og udelukkende foreskrev individuelle rettigheder og ja: personlig frihed.

Der er  også interessant, at Ole Sohn i artiklen bryder med venstrefløjens normale automatiske opbakning bag internationale menneskerettighedsorganers konklusioner vedrørende Danmarks internationale forpligtelser, som vi har set det på f.eks. udlændingeområdet. Ole Sohn mener således ikke at:

"domstolens afgørelse pålægger Danmark at lave en lov imod eksklusivaftaler. Det er op til fagforeninger, arbejdsgivere og Folketinget at afgøre hvad der nu skal ske og om der skal ændres noget"

Kan man deraf konstatere, at SF vil lægge stemmer bag Mads Bryde Andersens forslag om at ophæve inkorporeringsloven vedrørende EMRK?

Det er lige før sådanne reaktioner får min skepsis til at forsvinde, men jeg frygter, at den gode stemning vil blive ødelagt af nogle alvorlige tømmermænd.

Terrorismens pris II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. december 2005. Skriv et svar

Hermed til læserne min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende, som refererer til den statistiske undersøgelse af faktorer, der associeres med grænseoverskridende terrorisme, som jeg tidligere har omtalt her.

Terrorismens pris

Frihed. Det har sin pris, hvis tryghedssøgende danskere smider friheden ud med terrorpakken

Et klogt menneske skal engang have sagt, at hvis et overvældende flertal af befolkningen går ind for noget, så er der god grund til at begynde at blive nervøs og begynde at lede efter udgangen.
Helt så kynisk behøver man måske ikke at være, men der er i hvert fald et gran af sandhed i, at folkestemningen for eller imod en sag let kan svinge ganske dramatisk, og at den sjældent svinger den vej, som er god for borgernes frihed.

Dét er værd at komme i hu, når en jule-meningsmåling fra Gallup viser, at syv af ti danskere støtter selv de mest vidtgående og frihedskrænkende dele af den terrorpakke, som regeringen forbereder. Danskerne er tilsyneladende så opsatte på at sikre trygheden, at de er mere end villige til at give køb på friheden – også selvom det omfatter at blive filmet vilkårligt på offentlige steder, få e-mails og telefonsamtaler studeret af fremmede og i det hele taget blive registreret i alskens hverdagshandlinger uden forudgående dommerkendelse.

Nuvel, meget er sket de seneste år – først og fremmest terror-angrebene 11. september, i London og Madrid, samt de næsten daglige terrorhandlinger i Israel. Men inden man farer så voldsomt i flint, er der vel grund til at spørge sig selv: Er det faktisk rigtigt, at problemet er, at det er den relativt udstrakte grad af frihed i de vestlige lande, som muliggør terror-angreb? I så fald skulle man tro, at sandsynligheden for forekomsten af terrorangreb var højere i mere frie lande end i mindre frie lande.

En undersøgelse, som jeg har lavet sammen med mine kolleger Mogens Kamp Justesen og Robert Klemmensen, viser imidlertid, at der ikke er belæg for en sådan påstand – tværtimod. Vi har statistisk analyseret data for alle registrerede tilfælde af grænseoverskridende terrorisme i perioden 1996-2002, og vi har så set på, hvor meget af denne, der kunne forklares ved hjælp af omfanget af økonomisk frihed (kapitalisme), politisk frihed (demokrati) og borgerlige frihedsrettigheder i de lande, der oplever sådanne angreb, eller som producerer grænseoverskridende terrorister.

Samtidigt har vi statistisk set taget højde for en mængde andre alternative faktorer, såsom landenes levestandard, vækst, ulighed, religiøse og etniske sammensætning, osv.

Konklusionen er entydig: Der er kun to ting, som med sikkerhed betyder noget for sandsynligheden for, at et land producerer grænseoverskridende terrorister eller tiltrækker sådanne: Graden af borgerlige frihedsrettigheder og omfanget af handel med omverdenen, og begge dele har en negativ effekt. Dvs. flere frihedsrettigheder og mere handel giver mindre sandsynlighed for terror. Alle andre faktorer er enten uklare eller ubetydelige.
Det er med andre ord ikke tilfældet, at terrorisme finder sted, fordi de borgerlige frihedsrettigheder er for vidtgående. Tværtimod er der noget, der tyder på, at frihed og handel har en civiliserende effekt på mennesker. Det antyder, at den bedste medicin imod terror er at opretholde friheden i vor del af verden og at sprede dén og markedsøkonomi til resten af verden.

Vi skal passe på ikke at opgive vores frihed i forsøget på at beskytte den, men det bør ikke læses som et udtryk for en naiv holdning om, at ingen vil os det skidt. Tydeligvis er de radikale islamistiske kræfter, som de senere år har angrebet vesten, den mest frihedsfjendske politiske bevægelse, som verden har set siden Berlinmurens fald – og måske meget længere.

Problemet er blot, at stort set ethvert indgreb i borgernes frihed igennem tiderne er blevet retfærdiggjort med lige netop den type argument – men når faren så igen er drevet over, er ufriheden ofte blevet stående tilbage, og ganske ofte er indgrebene blev brugt til noget ganske andet, end de var tænkt til.

Det minimale, som politikerne bør gøre, hvis de ønsker at vedtage en terrorpakke, er konsekvent at tvivle til fordel for retssikkerheden og at gøre lovgivningen tidsbegrænset. Altså, sætte en »udløbsdato« på, efter hvilken man bliver nødt til at revurdere, hvorvidt lovgivningen har virket, og hvilke konsekvenser den i øvrigt har haft. Det har man gjort med den amerikanske terrorlovgivning, og dér har man endog i forvejen langt stærkere beskyttelse af den personlige frihed, end vi har.

En sejr for the "Rule of Law"

Af Jacob Mchangama, den 9. december 2005. 9 svar

I torsdags afsagde den Engelske Højesteret “House of Lords” en dom, der fastslog, at beviser, tilståelser etc. som er fremskaffet ved hjælp af tortur begået i udlandet uden at britiske myndigheder var involveret i den påståede tortur er uanvendelige i engelske retssale. Dommen er i disse terrortider interessant, og det er ikke første gang House of Lords markerer sig som frihedsrettighedernes vogter. I 2004 afsagde samme instans således en dom der erklærede tidsubestemte anholdelser af udenlandske terrormistænkte i strid med EMRK.

Men hvad der, i hvert fald for undertegnede, er endnu mere interessant, er Domstolens bevæggrunde og ordvalg.

Lord Bingham udtalte:

It is, I think, clear that from its very earliest days the common
law of England set its face firmly against the use of torture. Its rejection
of this practice was indeed hailed as a distinguishing feature of the
common law, the subject of proud claims by English jurists such as Sir
John Fortescue (De Laudibus Legum Angliae, c. 1460-1470

In rejecting the use of torture, whether
applied to potential defendants or potential witnesses, the common law
was moved by the cruelty of the practice as applied to those not
convicted of crime, by the inherent unreliability of confessions or
evidence so procured and by the belief that it degraded all those who
lent themselves to the practice.

The principles of the common law, standing alone, in my
opinion compel the exclusion of third party torture evidence as
unreliable, unfair, offensive to ordinary standards of humanity and
decency and incompatible with the principles which should animate a
tribunal seeking to administer justice. But the principles of the common
law do not stand alone. Effect must be given to the European
Convention, which itself takes account of the all but universal consensus
embodied in the Torture Convention. The answer to the central question
posed at the outset of this opinion is to be found not in a governmental
policy, which may change, but in law.

Med andre ord følger forbuddet mod tortur og anvendelsen af beviser anskaffet derved af de principper om individets frihed samt “justice and equity”, der er så karakteristiske for Common Law, ikke fra ratifikation af senere internationale menneskerettighedstraktater (omend disse retskilder også forbyder anvendelsen af beviser fremskaffet ved tortur. Lord Bingham artikulerer en vision af lov (eller måske snarere ret) der emmer af de klassiske tanker om “the rule of law”, principper der ikke kan ofres for nogen som helst pris, selv ikke når offentligheden kræver drastiske anti-terror midler taget i brug.

Dommen får det rørstrømske frem i denne Punditokrat og Lord Hoffmanns nedenstående ord gør det uforståeligt, hvorledes så mange jurister (inklusiv engelske) har kunnet falde for retspositivismen og dermed fravælge common law’s essentielle karakteristika:

On 23 August 1628 George Villiers, Duke of Buckingham and
Lord High Admiral of England, was stabbed to death by John Felton, a
naval officer, in a house in Portsmouth. The 35-year-old Duke had been
the favourite of King James I and was the intimate friend of the new
King Charles I, who asked the judges whether Felton could be put to the
rack to discover his accomplices. All the judges met in Serjeants’ Inn.
Many years later Blackstone recorded their historic decision:

“The judges, being consulted, declared unanimously, to
their own honour and the honour of the English law, that
no such proceeding was allowable by the laws of
England”.

82. That word honour, the deep note which Blackstone strikes twice
in one sentence, is what underlies the legal technicalities of this appeal.
The use of torture is dishonourable. It corrupts and degrades the state
which uses it and the legal system which accepts it. When judicial
torture was routine all over Europe, its rejection by the common law was a source of national pride and the admiration of enlightened foreign writers such as Voltaire and Beccaria.

Dommen indeholder i øvrigt en fascinerende mini gennemgang af torturens historie i engelsk ret og med de mange henvisninger føler man sig til sider hensat til Hayeks “Law, Legislation and Liberty Vol I-III” med disse bøgers fantastiske notesapparat.

FN og ytringsfriheden

Af Jacob Mchangama, den 7. december 2005. 7 svar

I dagens Berlingske kan man læse, at FNs højkommisær for menneskerettigheder Louise Arbour er gået ind i sagen vedrørende de tegninger af Mohammed JP har bragt. Louise Arbour har dog ikke valgt at rose Danmark for at have en udstrakt grad af ytringsfrihed. Istedet har hun efter en protest fra 56 muslimske stater udtalt, at hun deler deres bekymring, idet tegningerne muligvis er udtryk for manglende respekt for andres religion. Louise Arbour har sendt sagen videre til en af de utallige FN-menneskerettighedsrapportører som vil granske om JPs handling overskred grænserne for ytringsfrihed og dermed om den danske stat skulle have grebet ind.

Dette uagtet, at JP er en privatejet avis, der netop skal nyde godt af ytringsfriheden og statens manglende indblanding heri. Dette må også gælde selvom billederne utvivlsomt var provokerende og havde provokationen som sit eneste formål. Desværre bekræfter affæren, at FN på menneskerettighedsområdet er gennemsyret af politisk korrekthed og at respekten for de negative frihedsrettigheder er mindre vigtige end realiseringen af de idealer som FNs embedsmænd og kvinder finder særlige ophøjede. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvordan en pligt til at beskytte dette eller hint mindretal eller særskilt interesse fra sårende udtalelser kan misbruges af alverdens stater til at indskrænke kritiske mediers ytringsfrihed, og så endda med FNs moralske blåstempling. At Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder støtter op om Louise Arbour demonstrerer, at menneskerettighedsbevægelsen har mistet sin retningssans og nu i mange tilfælde øver mere skade end gavn for den frihed de ellers påstår at ville beskytte.

Skulle FN endelig blande sig i hvad alverdens aviser skriver og bringer af billeder kunne man passende have startet med at bede lande som Saudi Arabien og Egypten, hvis aviser i modsætning til de danske de facto er styret af staten, om at rydde op i eget hus. Her, her og her er nogle tegninger fra disse landes aviser som utvivlsomt må kategoriseres som langt grovere angreb på jøder end JPs tegninger var på Islam. Teksten der ledsager billederne taler deres eget sprog om den anti-semitisme der gennemsyrer mange muslimske landes officielle propaganda. Når hertil lægges, at ytringsfriheden i disse lande er stærkt begrænset eller ikke eksisterende, hvorfor alternative fremstillinger af Israel/jøder ikke kommer frem er effekten af propagandaen desto mere giftig og dødbringende. Det ved vi vist et eller andet om her i Europa.

Tegningerne i de arabiske medier har i øvrigt en slående lighed med propagandategningerne i Nazityskland og det gamle Sovjetunionen (hvoraf der er glimrende eksempler i Bent Jensens Gulag og Glemsel).

På denne baggrund er de 56 landes henvendelse et udtryk for groft hykleri og et godt bevis på det skrigende behov for forandring og nye ideer der er brug for i mange af disse lande.

Back in the USSR …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. november 2005. 2 svar

Berlingske Tidendes Jørgen Staun beretter i dagens avis, hvorledes den russiske statsduma i går ved 1. behandling vedtog et lovforslag, som i realiteten vil gøre det umuligt for internationale organisationer at have afdelinger i Rusland, som er politiske og helt eller delvist finansierede fra udlandet.  I praksis vil det bl.a. betyde, at Amnesty International og Human Rights Watch ikke længere vil kunne have afdelinger i landet.  Tilfældigt? Næppe:

“Stramningen sker for at forhindre, at udenlandske regeringer ved at støtte russiske uafhængige organisationer – såkaldte ngo’er – kan fremme en »Orange Revolution« i stil med den i Ukraine og Georgien, hvor de russisk-støttede magthavere blev væltet af folkelige demonstrationer.”

Nobelprisvinderen Milton Friedman formulerede for en del år siden den tese, de forskellige former for frihed (personlig, økonomisk, politisk) over tid vil tendere i retning af at gå hånd i hånd i et land.  I den forbindelse kan man så bemærke sig, at Rusland i 2003-tallene fra Economic Freedom of the World Index fik en score på 5,1 (af 10), svarende til en plads som nr. 117 af 127 lande.  Til sammenligning fik man i 1995 en score på 4,0 og en plads som … nr. 117 af 123 lande.  Plus ca change …

Kvindekamp

Af admin, den 15. november 2005. 2 svar

Her er en nyhed fra Afghanistan, som nok ikke får den store dækning herhjemme. Det er den alt for positiv til.

Opgørelsen fra valget viser, at kvinderne har klaret sig godt, rigtig godt endda, bedre end den kvote man havde afsat til dem. Et citat fra The Telegraph:

Before September’s parliamentary vote, the first for 30 years, there had been widespread predictions that, due to the conservatism of Afghan society, women would only gain seats through a quota system which automatically reserved 25 per cent of seats for them under the country’s new constitution. But women won seats in their own right and will take up 68 of the 249 in the lower house when it convenes later this month.

Lad os her sende en tanke til de mange, der var imod krigen i Afghanistan, bl.a. den såkaldte Fredsvagt foran Christiansborg, der tæller dagene siden aggressionen mod det talibanstyrede land. Der er mange former for kvindekamp: der er især snak, og så er der handling.