Tag-arkiv: menneskerettigheder

Punditokraterne på P1 II

Af Jacob Mchangama, den 3. marts 2007. 3 svar

For de af punditokraternes læsere, som interesserer sig for menneskerettigheder kan det nævnes, at undertegnede deltog i P1s program Agenda, hvor jeg debaterede hvilke udfordringer menneskerettighederne står overfor med advokat Sune Skadegaard Thorsen. Debatten tog bl.a. udgangspunkt i en ny bog udgivet af Institut for Menneskerettigheder, der ser Vesten - b.la. på grund af krigen mod terror og "nationalisme" - som den største trussel mod menneskerettighederne. En konklusion jeg langt fra er enig i, hvilket også fremgår af debatten.

The Triumph of Authoritarianism: An Assessment of the UN's Human Rights Council

Af Jacob Mchangama, den 27. februar 2007. 5 svar

On 15 March 2006 the UN General Assembly adopted Resolution 60/251 establishing the new Human Rights Council ("the Council"). The adoption of the Council had become necessary since its predecessor – the Human Rights Commission – had lost its credibility due to the politicising and double-standards of its work. This often resulted in the effective protection of human rights having little or no bearing on the agenda of the Commission. The Commission was further tarnished by the fact that its membership was open to countries which systematically violated the most basic civil and political rights of its citizens, culminating with Libya chairing the Commission in 2003.

While the improvements made from the old Commission were very modest and mostly theoretical in nature, Resolution 60/251 does state, inter alia, that the Council shall

"address situations of violations of human rights, including gross and systematic violations, and make
recommendations thereon" and "that the work of the Council shall be guided by the principles of universality, impartiality, objectivity and non-selectivity."

According to former Deputy Secretary General Mark Malloch Brown the reform of the Commission was a "litmus test" of UN renewal. At his statement on 19 June 2006 at the Council's first day of work, former Secretary General Kofi Annan proclaimed a "new era in the human rights work" of the UN. Annan also expressed his hope that the Council would entail "a change in culture" from the Commission.

However, rather than ushering in a new era of non-partisan commitment to the efficient protection of international human rights, the work of the Council has so far proved even more politicised, biased and hostile to the protection of basic rights than the work of the Commission. In particular, the failure to limit Council membership to States with proven human rights records has proven costly.

The 3 regular and 4 special sessions held by the Council so far, have shown fundamental and bitter differences between Western and non -Western – in particular Muslim – States. The Muslim States are often co-ordinated by the Organization of the Islamic Conference ("OIC"), which has a substantial number of members on the Council which consists of a total of 47 members. The Muslim States can often count on the votes of the members of the African group, as well as the votes of countries such as Cuba and China. The Western states can only sometimes hope to count on the support of other liberal democracies such as South-Korea and Japan.

In effect, this forms a majority coalition of States with a very questionable, if not hostile attitude toward classic, civil and political human rights. Accordingly, countries based on Western style liberal democracy with separation of powers, constitutionalism and protection of individual rights at its core, form a marginalised minority within the Council. These States are thus powerless to prevent the aforementioned coalition from setting the agenda of the Council and in the name and with the moral authority of the Council, adopting resolutions and decisions which are blatantly at odds with the effective protection of human rights.

While the first regular session was largely ceremonial in nature and the third concentrated on institution building, the second regular session of the Council -supposed to achieve substantive results – offers a good window into the workings of the Council.

Western States continually found themselves unable to gain support for decisions or resolutions on issues such as freedom of speech and religious tolerance, Sri Lanka, which experienced wide-spread violence at the time, and Darfur, which continues to be the worst current example of systematic human rights violations in the world. According to an anonymous EU official:

"the unsuccessful attempts to reach consensus, despite exhausting efforts, have showed once again that the EU simply cannot muster enough support for its proposals and was repeatedly forced into an underdog position." 

The coalition of non-Western States also successfully obstructed other attempts at any country specific discussions, decisions and resolutions, which would otherwise seem a prerequisite for the Council since human rights violations are committed by states and, that the obligation of human rights conventions rest upon states.

According to another anonymous EU official:

"Country mandates were more vigorously attacked than previously; the "hardliners" did not accept that the Council "took note" of  reports of SRs (Special Rapporteurs)[..] and discussing human rights violations by countries, appeared  to be increasingly difficult."

The Report also claims that most likely a majority of the Council will seek to do away entirely with the current possibility of appointing Special Country Rapporteurs charged with investigating human rights violations in designated countries.

The second ordinary session resulted in no substantive decisions or results and the session had to be suspended with a view to further discussion of different proposals.

The EU official paints a bleak picture of the future work of the Council:

"Still, the past three weeks have shown that it will be an uphill battle for those who want a strong Council effectively equipped to promote and protect HR worldwide, in a non-selective and non-politicised atmosphere, and to ensure that its objective and balanced recommendations are adequately implemented." 

The Israeli Exception

Despite the resistance of non-Western States to country specific reports, these countries have shown themselves willing to make a notable exception. In the Council's first regular session the Council decided to ask various Special Rapporteurs to report "on the Israeli human rights violations in occupied Palestine", as well as on:

"human rights violations and implications of the Israeli occupation of Palestine and other occupied Arab territories at its next session and to incorporate this issue in following sessions".

Accordingly, the Council decided to make specific consideration of Israel a permanent issue of future sessions, all the while unwilling to consider any substantive human rights issues in other countries with serious human rights problems. Moreover, the wording of the decision is markedly biased in that it only mentions Israeli human rights violations and omits any reference to terrorism and the killing of civilians by Palestinian groups.

It is noteworthy that the countries voting in favour of this decision included Algeria, China, Cuba, Saudi-Arabia and Pakistan, whose human rights records are notoriously poor. The Western States were easily outvoted, demonstrating the power of the OIC to set the agenda on the Council. When the Special Rapporteurs, appointed by the Council, reported back on their findings with regard to Israeli human rights violations in Palestine, their conclusions were vigorously opposed by the very same majority which had requested the Special Rapporteurs to initiate their work. This opposition seemingly resulted from some of the Special Rapporteu
rs – while roundly condemn
ing Israel – also mentioned Palestinian killings of innocent civilians, which the majority found tantamount to pro-Israeli bias. Accordingly the OIC states worked actively to drop any reference to the conclusions of the reports of the Special Rapporteurs from the Council's decisions and resolutions.

3 out of 4 of the Council's special sessions have been called in order to discuss Israel and issues such as Palestine, Lebanon and Beit Hanun. All of these extraordinary sessions have resulted in completely one-sided, strong-worded condemnations of Israel – often based on no verifiable factual background and/or media reports. Moreover, these condemnations include no reference to the abduction of Israeli soldiers or terrorism by Palestinian factions and Hezbollah. These decisions have been carried through despite Western States voting against the proposals.

Of particular interest is the Council's second special session on " The grave situation of human rights in Lebanon caused by Israeli military operations", a session called by Tunisia on behalf of the Group of Arab States and the OIC. The title of the session – attributing the war and its civilian casualties solely to Israel without mentioning Hezbollah – is indicative of the extreme level of bias demonstrated by the Council during this session.

The Council adopted a resolution, which, inter alia, condemned Israeli military operations in Lebanon as "gross and systematic violations of the Lebanese People" – language ordinarily reserved for circumstances such as the ethnic cleansing of the Former Yugoslavia and Rwanda. The Council was moreover, "appalled at the massacre of thousands of civilians", an accusation which should only be employed by the body of an international organization if backed by solid facts and clear supporting evidence, which was not the case.

The Council also decided to establish a high-level commission of inquiry comprising of eminent experts on human rights:

"To investigate the systematic targeting and killings of civilians by Israel in Lebanon[…] to assess the extent and deadly impact of Israeli attacks on human life, property, critical infrastructure and the environment".

The Council had thus already concluded that Israel was guilty of "systematic and targeted killings of civilians" before the independent experts whose job it was to investigate the conflict had even been appointed, let alone commenced their work.

The Council also ensured that the mandate of the Commission of Inquiry would be limited to deal only with Israeli human rights violations, so as to effectively shield the actions of Hezbollah from any scrutiny. In fact, Hezbollah is not mentioned once in the Council's resolution, nor are the deaths of Israeli civilians mentioned therein.

The wording of the Council's resolution is not consistent with the Security Council's balanced Resolution 1701, which does not speak of massacres, but rather, makes mention of hundreds, rather than thousands of deaths, and specifically mentions Hezbollah attacks on Israeli civilians as well as the abduction Israeli soldiers by Hezbollah. Once again, the Western States were helpless in preventing the Council from hijacking the cause of human rights in order to pursue the political agenda of its majority – or perhaps rather the agenda of the OIC – an agenda which is completely at odds with the mandate of the Council as set out in Resolution 60/251.

The conflict in Lebanon would have been the perfect occasion for the Council to prove to the world that it had risen above the Commission's old failing ways. There was good reason to initiate an impartial investigation of the behaviour of both parties to the conflict in Lebanon, including those Israeli violations of human rights and international humanitarian law, which did occur. Instead, the Council descended into practices and rhetoric so one sided as to practically constitute a defence of Hezbollah, thereby exhausting what legitimacy it still possessed.

Sudan

When the Council, in its fourth special session, finally decided to investigate a country other than Israel, namely Sudan, the difference in the approach adopted was stunning. In its decision, the Council merely expressed its concern about the situation in Darfur. Moreover, the Council commended the Sudanese Government for its cooperation with the Human Rights Council.

This despite the fact that the Sudanese government has persistently frustrated the efforts of the international community to solve the crisis in Darfur. The decision included no condemnations of Sudan and made no mention of the wide spread massacres which have occurred in Darfur with impunity for years.

This is so despite the fact that the Special Rapporteur on Human Rights in Sudan on 11 January 2006 had issued a report stating, inter alia that she "saw no improvements in the Human Rights situation". The Special Rapporteur also reported that

"the renewed level of conflict too often left civilians the target of attacks by government forces, milita and rebels. Armed men travelling in small groups […] continued to murder, beat and sexually assault IDPs and villagers".

While the Council did decide to dispatch a high-level mission to Sudan, surely the gross and well documented human rights violations in Darfur including the killings of tens of thousands of innocent civilians warrant a condemnation or at the very least an acknowledgement from the UN's premier human rights body. The fact that the Council has repeatedly chosen not to do so while routinely condemning Israel demonstrates that the Council can not be trusted to fulfil its mandate under Resolution 60/251.   

An alternative approach?

It is a good measure of how bad things have become that Human Rights Watch and Amnesty International – both vocal supporters of the adoption of the Council – have been critical of the work of the Council. However, organizations such as the abovementioned and other prominent members of what can be labelled as the human rights movement are unlikely to call for the abandonment of the Council and will most likely insist on any reform to be kept within the institutinal framework of the UN.  Yet the implosion of the Council demonstrates that serious reform of a UN human rights mechanism, which members consist of UN member States rather than individual and independent persons, is a utopian dream.

Despite the beautiful words in countless UN conventions and resolutions, the UN has never been and never will be the guarantor of basic civil and political rights. Such rights have always – however imperfect – been best secured at the national level by liberal democracies with constitutions much older, more vigorous, and more proven and respected by political institutions and citizens than the UN Charter and its human rights related off springs. This demonstrates that if classic civil and political human rights are to be efficiently protecte

d at the international level, the relevant states must be liberal democracies and share a culture of and commitment to constitutionalism.

A good example of this is the Council of Europe ("CoE"), the brainchild of Winston Churchill. In its preamble, the CoE member States reaffirmed

"their devotion to the spiritual and moral values which are the common heritage of their peoples and the true source of individual freedom, political liberty and the rule of law, principles which form the basis of all genuine democracy".

Liberal democracy and ratification of the European Convention of Human Rights ("ECHR"), supervised by the European Court of Human Rights is compulsory for member states. The CoE, which now includes former fascist states such as Portugal, Spain, Greece, as well as the former communist States in Eastern Europe, has quietly played its part in spreading and consolidating basic civil and political rights in European States.

While the European Court of Human Rights have at times engaged in worrying levels of judicial activism, thereby arguably somewhat diluting the ECHR, it's jurisprudence is generally well respected amongst the member States including the national courts of these. The success of the CoE in the area of human rights is in stark contrast to the failure of the UN. A failure which the UN will be unable to remedy unless it too realises that when membership is open to democracies as well as totalitarian, authoritarian, fundamentalist and communist States, the latter will never be committed to respect classic civil and political rights since systematic violations of these are the means by which the regimes of such states keep themselves in power.

The Western States on the Council should be commended for voting against the often outrageous proposals submitted by the majority. However, their support for the Council as an institution is in the long run, tantamount to acquiescence in the further deterioration of human rights standards and the effective protection thereof, which seems to be the aim of several members of the Council. After all, the mood among EU officials demonstrates that Western states know perfectly well that there is little chance of improving the Council within the UN system.

Thus, rather than protecting the Council and the UN, Western States ought to insist on the intimate link between liberal democracy and human rights and the moral, as well as practical superiority of such a system of government. This would entail abandoning the UN as the principal international organ for the promotion and protection of human rights and the creation of a new international organization better equipped to serve this purpose.

Membership of such an organization should be open to countries of all continents, provided that they are liberal democracies with basic protection of civil and political rights. If one uses Freedom House's "Freedom in The World 2007" survey as inspiration, 25 countries from the Americas, 1 Middle Eastern (Israel), 24 Western European, 16 Asian and 13 Eastern/Central European countries are deemed to be "free" and would thus qualify for membership of the proposed new organization entrusted with the protection of international human rights.  

The creation of a new international human rights organization would be a watershed event on the international scene marking the intent of the free countries of the world to stand up for the basic rights and liberties which ensure the freedom enjoyed by their citizens. The work of a competing human rights organization consisting of free countries used to free public debate and criticism of their governmental policies and practises would expose the way the Council majority abuses the rights it is meant to protect. At the same time, it would send a loud and clear message to the authoritarian countries of the world that their form of government lacks the legitimacy of liberal democracies. A message sorely needed at a time where human rights at the international level are expected to be protected by countries where no human rights exist.

 

Amnesty om den amerikanske trussel mod menneskerettighederne

Af Jacob Mchangama, den 4. februar 2007. 8 svar

Menneskerettighedsbevægelsen har udviklet sig fra at være forsvarere af undertrykte mennesker til at være arnested for venstrefløjens drømme om en internationale verdensorden baseret på et abstrakt menneskerettighedsbegreb, der – set med klassisk liberale øjne – kun kan medføre den totale ophævelse af de klassiske menneskerettigheder, som liberalismen var bannerfører for. På den baggrund er det ikke overraskende, at menneskerettighedsbevægelsen også deler venstrefløjens antipati overfor USA. Et godt eksempel herpå er den danske afdeling af Amnesty, der i en nylig meddelelse vedrørende de påståede fangemishandlinger i Afghanistan kom med følgende bemærkelsesværdige udsagn:

USA’s systematiske undergravelse af centrale menneskerettigheder i krigen mod terror er den største trussel mod respekten for menneskerettighederne i dag.

Ovenstående udsagn fik mig til at fare i blækhuset og JP var så venlige at bringe mit debatindlæg, som midtpunkt i dagens udgave, hvilket kan læses her.

Ytringsfrihed og idioti

Af admin, den 24. januar 2007. 8 svar

Som nævnt i en tidligere posting er det sjældent, at jeg får læst Jyllands-Posten. Det er jeg ked af. Det er yderst sjældent, at jeg læser Ekstra Bladet. Det er jeg ikke ked af.

Min latente modvilje blev bekræftet, da jeg i dag fik tilsendt et link til en artikel af Jeppesen, der efter eget udsagn havde haft en rigtig jøde-weekend. (læs her).

Jeg kender ikke hans produktion i øvrigt og kan derfor ikke afvise, at der måske findes forsonende momenter. Måske skriver han altid så groft om andre og kan ikke andet, måske prøvede han blot at være ironisk eller provokerende, måske var det et klodset forsøg på at udstille anti-semitismen, når den er værst. Jeg kender ham ikke, ved ikke hvilken etnicitet han vedkender sig og er i øvrigt også lige glad. Jeg må derfor afstå fra at bedømme hans motiver. Men hans artikel er rædsom.

Den er en umorsom ophobning af fordomme. De er der næsten alle sammen: jøden som anderledes, som fremmed, som religiøst suspekt og udstyret med en næse, der er større end selv denne punditokrat kan mønstre. Vi mangler vel egentlig bare den gamle fordom, som altid har forenet det ekstreme højre med det ekstreme venstre i deres had til jøder, den med jøden som super-kapitalist, der trækker i kapitalens tråde og styrer USA.

Netop fordi jeg mistænker, at artiklen blot er tænkt som et morsomt indslag, ser jeg den som et uhyggeligt tegn på, hvor almindelig jødehadet igen er ved at blive i Europa.

Det er indlysende, at ikke al kritik af Israel er udtryk for jødehad. Men det er lige så åbenlyst, at en stor del af kritikken reelt er udtryk for netop jødehad. En lakmustest er, om der stilles krav til Israel og dets befolkning, som ikke stilles til andre, f.eks. palæstinenserne eller andre lande i regionen. Under dække af anti-israelsk kritik har jødehadet fået en renæssance, jeg ikke havde troet mulig i vores del af verden.

Et eksempel er den kritik, der angår USAs støtte til Israel. Noget af denne kritik kan være berettiget. Men en ikke ubetydelig del synes reelt at bygge på forestillingen om den forræderiske jøde, der kun føler loyalitet over for sin stamme og dermed fører sit intetanende adoptivland i ulykke.

Tag som eksempel krigen i Libanon mellem Hizbollah og Israel sidste sommer. Her kan man kritisere det israelske forsvar og dets begrænsede evne til at slå igen, til at beskytte sine borgere, eller det vise i at angribe ind i Libanon efter Hizbollahs uprovokerede angreb. En sådan kritik føres også i Israel selv.

Men der var også en mere svævende kritik af, at USA så "ensidigt" tog Israels side i konflikten. Ok, hvad var valget? På den ene siden havde man den demokratiske retsstat Israel, der netop var brevet angrebet uprovokeret med drab og kidnapning til følge, og som nu ønskede at afvæbne Hizbollah, hvilket i øvrigt var samme resultat som en FN resolution anbefalede. På den anden side stod den islamofascistiske bevægelse Hizbollah, der støttes af dikaturstaterne Syrien og Iran, og som ønsker at udrydde Israel. Hvordan skulle USA have været mere imødekommende? Skulle man have foreslået, at Hizbollah afleverede halvdelen af sine våben mod, at Israel lod halvdelen af sin befolkning udrydde?

Jeppesens artikel er et symptom på den større lidelse, som det revitaliserede jødehad er i den europæiske krop. Det er en lidelse, der fremkaldes af uvidenhed i al almindelighed, og historieløshed i særdeleshed.

Hans artikel rejser så også spørgsmålet om ytringsfrihed. Skal den slags være lovligt?

For mig at se, klart ja. Ytringsfriheden er friheden til at sige, hvad man vil, om hvem man vil, uden at blive mødt med overgreb fra Staten eller andre. Det er friheden til at være et dumt svin, hvis man virkelig vil. Grænsen bør gå, hvor ytringerne tilsigter at fremkalde overgreb på andre, hvilket bør fortolkes som en snæver undtagelse til en ellers vidtrækkende frihed.

Ytringsfriheden tjener også til at anskueliggøre, hvem der mener hvad, og den har dermed også den samfundsgavnlige effekt at afsløre den fordomsfuldhed og perfidi, som nogle går rundt og nærer. Ytringsfriheden blotlægger den forkrøblede begrebsverden, som ligger bag mange ideologier.

Ytringsfriheden er også friheden til at kritisere andres brug af ytringsfriheden, og den er dermed ikke en frihed fra kritik eller krænkelser fra andre. Til det brug står kommentarspalten åben for neden. Værs'go.

Bolton om FN og NATO

Af Jacob Mchangama, den 18. januar 2007. 3 svar

Man kan mene hvad man vil om USA's nu forhenvaerende FN-ambassadoer men paa vises punkter har hans no-nonsense tilgang til diktaturstater og hans usentimentale forhold til FN og denne institutions begraensninger i denne punditokrats oejne vaeret et frisk og tiltraengt pust. I et interview med the Times – det foerste efter Bolton maatte traede tilbage – konkluderer Bolton, at FN er blevet saa ineffektivt, at NATO boer goeres til et globalt alternativ bestaaende af demokratiske stater. Bolton foreslaar derfor, at lande som Australien, Japan og Israel gives adgang til NATO, som saa kan udgoere et "caucauses of democracies".

Boltons ide er naeppe realistisk men ville vaere saerdeles kaerkommen, som en kraftig markering fra verdens demokratier, af at man ikke undskylder for sit politiske system men tvaertimod finder det overlegent i forhold til de alternativer praeget af fundamentalisme, kommunisme og fascisme, som dominerer flere af af FNs oervige medlemsstater.    

At den er helt gal med FN findes der adskillige nylige eksempler paa. FN's nye generalsekretaer Ban-Ki Moon, lovede ved sin tiltraeden at reformere FN. Men Moon er kommet saerdels uheldigt fra start. Som sin vice-generelsekretaer har Moon udnaevnt Asha Rose-Migiro. Migiro er  udenrigsminister i Tanzania. Paa den baggrund kunne man maaske taenke, at udnaevnelsen var lige efter bogen.

Migiro har dog kun fungeret, som udenrigsminister i lidt under et aar. Det er endvidere vaerd at bemaerke at Migiros saede i det tanzanianske parlament ifoelge avisen the Australians mandagsudgave blev sikret i en valgkreds reserveret til kvindelige kandidater. At Migiro er en sort afrikansk kvinde – og dermed en politisk korrekt darling – vejer saaledes aabenbart tungere end det faktum, at hun ud fra helt objektive kriterier er uegnet til at bestride en post, der er helt central for Moons bebudede reformer, og hvor Migiro vil skulle haandtere diplomater og politikere med mange flere aars erfaring fra international politik.

Som om Migiros manglende erfaring ikke var nok er det kommet frem, at hun – igen ifoelge the Australian – i sin embedsperiode har stoettet Irans atomprogram og enddog udtrykt haab om at tanzaniansk uranium kan anvendes af Iran.

Et andet eksempel er FNs nye Menneskerettighedsraad, der afloeste den skandaleramte Menneskerettighedskommision. Menneskerettighedsraadet har dog vist sig endnu mere politiseret og ligegyldig overfor egentlig menneskerettighedsbeskyttelse end sin forgaenger. Raadet har saaledes – anfoert af muslimske lande koordineret af OIC – brugt det meste af sin energi paa fuldstaendigt ensidigt at fordoemme Israel og de vestlige stater i Raadet har flere gange maatte se sig nedstemt af alliancer af lande saasom Pakistan, Saudi-Arabien, Marokko, Cuba og Kina, hvilket man i oevrigt snart vil kunne laese mere om i en kort artikel af undertegnede i det nye trykte Raeson.

Naar man tager i betragtning at de ovennaevnte eksempler paa FNs inkompetence langt fra er enestaaende men snarere kendetegnende, kan det synes overraskende at en ide som John Boltons om et globalt NATO  med udvidede befoejelser opfattes som kontroversielt i de fleste Vestlige lande. Det er endnu mere overraskende, at the Economist (og Paul Kennedy) saetter sin lid til at FN kan (og skal) spille en mere central rolle i international politik. I denne punditokrats optik er det i stigende grad noedvendigt med et opgoer med tanken om FN som garant for en international retsorden. Saa laenge FN Pagten ikke skelner mellem demokratier og diktaturer er det utopi at tro paa at frie og undertrykkende lande kan enes om en vision om det gode internationale samfund og uden en saadan faelles vision er selv nok saa fromme haab derom ligegyldige.

 

 

 

Sine qua non

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2007. Skriv et svar

En britisk domstol har fundet Umran Javed skyldig i racehad og opfordring til drab–specifikt for under Muhammed-krisen sidste år at have opfordret til, at muslimer bombede Danmark.  Det skete under en demonstration, hvor han var taler, og som Berlingske Tidende beskriver således:

"Dannebrog blev brændt af til taktfaste skældsord, da omkring 350 demonstranter samlede sig foran den danske ambassade i februar sidste år for at vise præcis, hvad de mente om tegningerne af profeten Muhammed, der bl.a. var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten. Bannere, der hyldede de fire selvmordsbombere fra Londons angreb i undergrunden og lovede Europa, at mujahedin-krigerne var på vej, blev holdt i vejret, mens taktfaste råb mod Vesten, USA og især den danske regering forsøgte at finde vej op mod ambassadens lukkede vinduer. Enkelte kom udklædt som selvmordsbombere for at vise deres holdning over for Danmark."

Vi skal ikke her indlede en diskussion af, om det nu er passende, at man straffer en person for udtalelser snarere end gerninger–selvom den diskussion da iøvrigt altid er værd at tage.  Nej, snarere vil vi blot gengive den fulde transkription af, hvad manden faktisk sagde in extenso, idet den ganske godt illustrerer, hvad hele balladen handlede om: Ikke blot noget om, at nogen var "stødt" på manchetterne, eller "krænket" på deres religiøse følelser e.l., men derimod om selve grundpillerne for hvorledes et samfund skal være indrettet, og hvem der skal stå til ansvar for hvad:

"Mine kære muslimske brødre og søstre, vi må forstå, hvorfor vi er her i dag. For at erklære at vi ikke vil finde os i, hvad Danmark gjorde … Vi vil ikke finde os i, hvad Frankrig, hvad Europa, hvad alle verdens vantro og den vestlige verden står samlet om.

I har erklæret krig mod Allah og hans budbringer. I har erklæret krig mod det muslimske samfund, og det kommer I til at betale en høj pris for. Tag ved lære af Theo van Gogh. Tag ved lære af jøderne i Khaybar. Tag ved lære af hvad I kan se, for I kommer til at betale med jeres blod. Danmark, I kommer til at betale. Danmark, I kommer til at betale, I kommer til at betale. Med jeres blod, med jeres blod, med jeres blod. Bomb, Bomb Danmark. Jihad er en del af Gud.

Demokrati, hykleri. Til helvede med demokrati. Til helvede med Danmark. Til helvede med frihed. Bomb, bomb Danmark. Danmark, vær på vagt. Zarqawi kommer tilbage. Bomb, Bom USA. Bomb, bomb Danmark."

PS.  Umran skal nu angiveligt–lige inden strafudmålingen–have sagt, at han fortrød sine udtalelser.  Det bliver spændende at se, om den fortrydelse holder lige så længe som Zacharias Mousawis anger.

Spørg Atilla

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. december 2006. 6 svar

Jeg havde forleden (13.XII.2006) et indlæg i Berlingske Tidendes “Groft Sagt”, som nok var en kende mere seriøst, end de normalt er dér.  Så her kommer noget genbrug, tilsat lidt relevante links.

***

Det er ikke just konsensus om, hvorvidt EU skal lade Tyrkiet komme ind i den angivelige varme. Nogle mener, at landet ikke er modent nok–andre at netop medlemskab vil modne det yderligere. Det skal vi såmænd ikke kloge os om her. Men man kan jo spørge den tyrkiske professor i statskundskab, dr. Atilla Yayla.

Han holdt 18. november i år en forelæsning i Izmir på invitation af det regerende parti. Konferencen omhandlede forskelle mellem EU og Tyrkiet, og i sin tale opremsede Yayla de træk, han mente kendetegner civilisationer: retssikkerhed, privat ejendomsret, frihandel, aftalefrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed osv., hvorefter han vurderede Tyrkiet på disse parametre. Yayla kritiserede her »Kemalismen«–tyrkernes tilnærmelsesvise tilbedelse af statens grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk–som mindede ham om den persondyrkelse, man har set af diktatorer i kommunistiske regimer. Ups.

Den etpartistat og personkult, som Atatürk havde skabt, havde kørt Tyrkiet ud på et sidespor i forhold til europæiske idealer om demokrati og frihed. Ups.

Men værst af alt refererede Yayla ikke konsekvent til Atatürk som »Vor Forfader« og »Den Ophøjede Leder«, som det praktiseres, men i en bisætning som »denne mand. Dobbelt ups.

Den nationale reaktion udeblev ikke fra den nationale reaktion: Yayla blev straks angrebet i stort set alle medier, og en regeringsvenlig avis trykte hans portræt på forsiden med teksten »Forræder!«. Derefter blev han suspenderet fra sin stilling som professor ved det statslige Gazi Universitet, mens der pågår en undersøgelse af hans holdninger og af, at han var rejst til Izmir for at holde talen uden universitetets forudgående tilladelse. »Jeg kan ikke tillade, at en person, der er modstander af republikkens grundlæggende principper, underviser studerende«, udtalte rektoren.

Sagen har fået en del international opmærksomhed, men er indtil videre ubemærket i de større danske medier. Men hvis der er nogen, der vil høre en mening om, hvorvidt Tyrkiet er klar til EU, kan de jo ringe til den suspenderede professor.

***

Den eneste danske avis, som har omtalt sagen er Information i en ultrakort notits.  Det tjener avisen til ære, men så meget desto mere mærkeligt er det, at aviser som Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende slet ikke har omtalt den–især givet dette års debatter om både Tyrkiet, om ytringsfrihed og om forskere i medierne.

Links:

Augusto Pinochet (1915-2006) – hvad skal man mene?

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2006. 18 svar

I forgårs døde Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet, 91 år gammel. Nekrologerne i de danske aviser spejlede fint den globale stemning: Verden jubler over hans død. Vi kunne nøjes med at gøre det samme, men den lette løsning er ligesom den korte version – den fortæller som oftest kun en lille bid af historien. Den egentlige grund til at dvæle ved Pinochet når han nu er død, er derfor at hans liv, og den måde det er viklet sammen med Chiles historie og har påvirket den, repræsenterer et svært og ubehageligt etisk dilemma. For Pinochet var et ondt menneske – ingen tvivl om det – men mens han var ansvarlig for et grusomt militærregime, var han også noget andet, som vi kommer til nedenfor.

Pinochet indkaldte for tre uger siden til et pressemøde hvor han udtalte, samtidig med at han understregede sin kærlighed til Chile, at "Jeg tager det politiske ansvar for alt, der blev gjort". Han vidste hvad der foregik – det var det onde magtmenneske Pinochet der stod som hovedansvarlig for de 3000 forsvundne chilenere mellem 1974 og 1988. For de 3000 familier, som enten må leve i uvished eller med visheden om, at militærregimet slog deres kære ihjel, er der ingen undskyldninger. For de millioner, der fik deres basale frihedsrettigheder indskrænket er der heller ikke mange undskyldninger, der kan opveje blot en del af tabet. Og de tab var Pinochets ansvar, et faktum som selv hans eget barnebarn understregede forleden.

Men hvis det var så let, kunne jeg nøjes med at linke til de almindelige mediers nekrologer – til MSM-dækningen. Problemet er blot, at de færreste aviser og kommentatorer starter ved den egentlige begyndelse. Og det er nødvendigt for at få det fulde billede af Pinochet, og for at se det svære etiske dilemma.

I slutningen af 60'erne valgte chilenerne socialisten Salvador Allende til præsident ved et demokratisk valg. Allende var som så mange andre på det tidspunkt både en populist med 'hjertet på det rette sted', men også overbevist socialist af den særlige latinamerikanske slags. Så i takt med at han fik magt som agt, blev virksomheder nationaliseret, handelen blev begrænset og staten bredte sine fangarme. Allendes støtte i befolkningen var længe stærk, da han blandt andet lettede fattiges vilkår gennem direkte støtte og i det hele taget førte en række politikker, som i dag bliver indført i for eksempel Venezuela under hyperpopulisten Hugo Chavez. Men som enhver med en smule kendskab til økonomi ved, fører stærkt ekspansiv politik på lidt længere sigt til stærk inflation og gældsættelse, hvis den ikke relativt hurtigt finansieres af lige så stærkt øgede skatteindtægter. Da verden kom til 1973 var Chiles økonomi derfor i frit fald på samme måde som Nicaraguas økonomi kom det under sandinisterne i 1980erne. Det er et faktum som langt de fleste kommentatorer behændigt overser.

Her trådte militæret derfor ind og formede kupplaner. Pinochet, som Allende selv havde udnævnt til hærchef, var den sidste der trådte ind i gruppen, der planlagde kuppet, men efter da ændrede han kurs. Pinochet blev lederen af militærjuntaen og styrede derefter landet med meget hård hånd. Eller næsten hele landet. Efter trekvart år indså han nemlig det, de færreste diktatorer nogensinde indrømmer overfor sig selv og deres land: Han forstod ikke at styre landets økonomi, ligesom hans demokratisk valgte forgænger ikke gjorde det, men i modsætning til Allende fralagde han sig styringen. I stedet inviterede militærjuntaen en gruppe unge chilenske økonomer til landet. Gruppen, der havde det tilfælles at de alle havde studeret på University of Chicago under den chilensk-amerikanske stjerneøkonom Arnold Harberger, blev kendt som 'the Chicago Boys'.

Det er her, de etiske problemer med at dømme Pinochet helt utvetydigt indtræder. For mens han helt og uden tvivl var et ondt menneske – hvis man da kan sige at der findes utvetydigt onde mennesker – var alle hans handlinger ikke onde. Man kan ikke engang sige, at intentionerne bag dem var helt igennem onde. Det han lod the Chicago Boys gøre var nemlig at gennemliberalisere økonomien, og i Latinamerika betød det også et rent brud med de økonomiske særinteresser, der ellers havde forvredet og forarmet landet som de har gjort det på resten af kontinentet. Reguleringer blev lettet, handelsbarrierer blev nedbrudt og udenlandske investeringer blev velkommet. Chile havde i 1973 en nationalindkomst på cirka 70 % af Argentinas og cirka halvdelen af Venezuelas, men liberaliseringerne i slutningen af 70'erne har haft dramatisk virkning. Chilenerne er i dag godt 40 % rigere end argentinerne og næsten 60 % rigere end folk i oliestaten Venezuela.

Heri ligger problemet, for mens Pinochet var et ondt menneske og skal dømmes på det, var han også hovedansvarlig for Chiles imponerende økonomiske succes siden 1975. Chile er på mange måder ikke længere et latinamerikansk land, blandt andet fordi den økonomiske fremgang også – som den slags fremgang gør det alle andre steder den findes – har bragt bemærkelsesværdig social fremgang. Andelen af befolkningen, der lever i dyb fattigdom er reduceret til kun 2 %, hvorimod den tilsvarende andel er den tredobbelte i Argentina, den femdobbelte i Brasilien og den seksdobbelte i Venezuela. Korruptionen – der ellers er en særlig latinamerikanske specialitet – er reduceret til mindre end de fleste sydeuropæiske lande. Og demokratiet, der blev genindført sidst i 80'erne, er både mere stabilt og har langt mere moderate politiske partier end på resten af kontinentet.

Pinochets død stiller os således overfor det grundlæggende etiske spørgsmål, hvordan vi skal dømme mennesker, der på samme tid har gjort chokerende meget ondt, men hvis handlinger også har bragt imponerende positiv fremgang. Ingen af os er rendyrket onde, ingen af os kan påstå at alle vores handlinger eller intentioner er gode, men vi kan i det daglige se bort fra det dårlige, vi gør. Når størrelsesordenen bliver et helt lands skæbne, er det bare anderledes, og i tilfælde som Pinochet bliver det helt klart, at vi ikke altid kan dømme folk uden at tænke nærmere over det.

Jeg er glad for at jeg ikke er chilener. Pinochet var et ondt magtmenneske, og mange familier vil aldrig kunne se ham som andet – og det er både forståeligt og rigtigt. Men det chilenske folk må i fremtiden forsøge at finde en måde, så det kan rumme både den militære, menneskefjendske ondskab, som Pinochet så tydeligt repræsenterede, men også indsigten at han i høj grad var instrumentel i landets forvandling fra korrupt, statsstyret hul til et latinamerikansk åndehul af velstand og frihed. Der er ingen enkel og entydig dom, og spørgsmålet er om menneskers sjæl overhovedet kan rumme bevidstheden om det. Måske kan de ikke – i hvert fald er chilenerne langt fra enige om, hvordan man skal reagere på Pinochets død. Jeg misunder dem ikke – det bliver ikke let at leve i et land, der hviler på et etisk paradoks.

Juridisk vurdering af Berlingske-sagen

Af Jacob Mchangama, den 6. december 2006. 1 svar

Fra et rent juridisk synspunkt var et af de mest interessante aspekter ved Byrettens dom i Berlingske-sagen rettens begrundelse, hvoraf jeg har fremhævet væsentlige afsnit:.

Spørgsmålet om de tiltalte kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 152 d stk. 3, afhænger herefter af, om de tiltaltes viderebringelse af fortrolige oplysninger kan anses som "uberettiget", eller om det i stedet må antages, at de tiltalte har handlet i "berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv", jf. straffelovens § 152 e, nr. 2.

De nævnte bestemmelser i straffeloven skal læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions [EMRK] artikel 10 og praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol [EMD] vedrørende denne bestemmelse, idet de tiltalte har gjort gældende, at de er straffri fordi de som led i deres arbejde som journalister og redaktør var berettigede til at videregive oplysninger væsentlig samfundsinteresse til offentligheden.

[..]Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter rettens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslutningen af krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt overfor risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, da de valgte at videregive de fortrolige oplysninger til pressen.    

Som følge af det anførte frifindes de tiltalte.

Det interessante i ovennævnte citat er den vægt retten valgte at lægge på EMRK artikel 10, og EMDs praksis, der givetvis var den udslagsgivende faktor i denne sag. Læg endvidere mærke til, at Grundlovens § 77 slet ikke er nævnt og givetvis ikke ville have medført frifindelse på grund af denne bestemmelses afgrænsede beskyttelsesområde, der som udgangspunkt alene omfatter den formelle ytringsfrihed – forbud mod forudgående censur. Bestemmelsen omfatter dog som udgangspunkt ikke materiel ytringsfrihed, hvorfor borgerne efterfølgende frit kan sanktioneres for deres ytringer. Byrettens dom er således endnu et eksempel på, at EMRK har udvidet ytringsfriheden her i landet, hvilket også skete i EMDs afgørelse i Jersild dommen fra 1994.

(En del af) den retspraksis som de tiltaltes advokat påberåbte sig og som retten henviste til i sin afgørelse, har denne punditokrat i øvrigt tidligere behandlet her.   

Byrettens dom er for undertegnede et eksempel på, at selvom den kritik Mads Bryde Andersen fremsatte af menneskerettighedstænkningen i Danmark var utrolig vigtig og væsentlig, var hans forslag om at ophæve den lov der inkorporerede EMRK i dansk ret for vidtgående. Havde man valgt at tage dette skridt ville Byretten muligvis være kommet til et andet resultat, da Højesteret for nyligt (korrekt i mine øjne) fastslog, at uinkorporerede menneskerettighedstraktater ikke udgør en originær kilde i dansk ret, hvorfor sådanne traktater ikke er direkte anvendelige.

Lav din egen grundlov …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. december 2006. 24 svar

Denne Punditokrat er ganske ofte uenige med amerikanske konservative–i og udenfor det Republikanske Parti–med hensyn til, hvad der er de rette principper eller bedste politikker.  Men så sker der som regel det, at jeg finder mig fanget i det modbydelige, binære valg, som desværre bliver presset ned over de fleste observatører af de facto to-parti systemer som f.eks. USA–hvor man kommer til at sympatisere med det mindste af to onder (velvidende at “the lesser of two evils is still evil”).

Og jeg skal altså ikke læse meget af denne AP-artikel med interview med forbundshøjesteretsdommer Stephen Breyer for at løbe skrigende i armene på Scalia, Alito m.fl.:

“Justice Stephen G. Breyer says the Supreme Court must promote the political rights of minorities and look beyond the Constitution’s text when necessary to ensure that “no one gets too powerful.”

Breyer, a Clinton appointee who has brokered many of the high court’s 5-4 rulings, spoke in a televised interview that aired one day before justices hear a key case on race in schools. He said judges must consider the practical impact of a decision to ensure democratic participation.

“We’re the boundary patrol,” Breyer said, reiterating themes in his 2005 book that argue in favor of race preferences in university admissions because they would lead to diverse workplaces and leadership.

“It’s a Constitution that protects a democratic system, basic liberties, a rule of law, a degree of equality, a division of powers, state, federal, so that no one gets too powerful,” said Breyer, who often votes with a four-member liberal bloc of justices.

… In his interview, Breyer argued that in some cases it wouldn’t make sense to strictly follow the Constitution because phrases such as “freedom of speech” are vague. Judges must look at the real-world context — not focus solely on framers’ intent, as Scalia has argued — because society is constantly evolving, he said.

“Those words, ‘the freedom of speech,’ ‘Congress shall pass no law abridging the freedom of speech’ — neither they, the founders, nor those words tell you how to apply it to the Internet,” Breyer said.

Pointing to the example of campaign finance, Breyer also said the court was right in 2003 to uphold on a 5-4 vote the McCain-Feingold law that banned unlimited donations to political parties.

Acknowledging that critics had a point in saying the law violates free speech, Breyer said the limits were constitutional because it would make the electoral process more fair and democratic to the little guy who isn’t tied to special interests.“

Tsk, tsk, tsk … Breyer er tilsyneladende uvidende om, at USA’s forfatning intet sted definerer systemet som et demokrati, og at der f.eks. ikke engang er en forfatningsmæssig borgerret til at deltage i præsidentvalg.  Eller også er han bare ligeglad–for hvis han synes, at den ret (eller andre rettigheder) skal være der, så … trylle, rylle, rylle … er den der.

Højesteretsdommere kan med andre ord stort set opfatte sig selv som politisk udpegede smagsdommere, som slet ikke behøver at se på, hvad intentionerne med et arrangement var, eller hvad præcedens i snæver forstand ville diktere.  I stedet kan de bare, så frit det lyster dem, omdefinere begreberne, så det passer ind i deres eget ideologiske kram.  Hvis der står “almenvel” kan det tilsyneladende frit bruges til at betyde “diversitet”, og hvis der specificeres et forbud mod indgreb i ytringsfriheden, kan det let fortolkes som konsistent med indgreb i samme.  A er -A.

Hvor er James Madison og Thomas Jefferson, når vi har brug for dem?

Autonomes udemokratiske opførsel => kritik af politiet?

Af Christian Bjørnskov, den 27. november 2006. 29 svar

I weekenden fik vi næste akt af farcen om det såkaldte Ungdomshus, som vi før har omtalt her på stedet (læs her og her). Tre retsinstanser har afgivet domme, der alle entydigt viser, at frimenigheden Faderhuset ejer Jagtvej 69 i Købehavn, og at de autonome unge (og andre) derfor skal forlade huset. Det fik først venstrefløjen i den københavnske Borgerrepræsentation til at ville blæse højt og flot på grundloven ved at lave en speciallokalplan for ejendommen. Da det gik op for flere, at den løsning simpelthen var for tydelig magtfordrejning, trak politikerne forslaget tilbage.

Nu har de autonome så taget skeen i den anden hånd. Hvis de ikke længere må hærge Jagtvej 69, kan de i det mindste udtrykke deres protest ved at hærge Faderhusets andre ejendomme. Så i går brød de ind i en gudstjeneste hos frimenigheden og begik omfattende hærværk. Politiet blev naturligvis tilkaldt og måtte i flere tilfælde trække og bruge deres knipler for at beskytte sig (se omtalen i Politiken her).

 

Og så var det jeg undrede mig, da hændelsen blev omtalt i aftenens TV-Avis. For mens man viste billeder fra anholdelserne og enkelte billeder fra de hærgede lokaler hos Faderhuset, gik en stor del af reportagen på politiets brug af knipler. Naturligvis skal det undersøges, om enkelte betjente gik for langt, men jeg mener at man bør holde fast i to ting: 1) Politiet har knipler af en meget god grund, nemlig for at kunne beskytte sig selv uden at skulle ty til stærkere midler (f.eks. deres pistoler), og må derfor også have mulighed for at bruge dem når de trues; og 2) Medierne bør fastholde rimelige proportioner i dækningen af denne sag, som i alle andre sager.

 

Mht. punkt nr. 1 har jeg naturligvis ingen problemer med, at politiet holdes ansvarlige for eventuelle overreaktioner. Men når det kommer til punkt 2, mener jeg man må være meget mere bekymret. At MSM behandler den autonome gruppe omkring Ungdomshuset på særlige vilkår burde være tydeligt. Et helt specielt problem opstår desværre, når en gruppe unge, der på ingen måde respekterer de almindelige spilleregler i en demokratisk retsstat som Danmark, bliver behandlet på en måde, der betyder at deres udemokratiske og voldelige opførsel fører til offentlig kritik af den institution samfundet har til at beskytte borgernes sikkerhed.

 

Sagt på en anden måde, betyder mediernes særlige fokus, at de autonomes voldelige overfald på den retmæssige ejer af Jagtvej 69, munder ud i en kritik af politiet, og ikke de autonomes helt bogstaveligt talt skrigende mangel på respekt for samfundets basale institutioner. Det er en helt Kafkask situation, at politiet mistænkeliggøres mens der slet ikke stilles spørgsmål ved de unges og visse politikeres foragt for og politisering af den private ejendomsret. Det er også – hvis man skal være pessimistiske – måske et tegn på en dybere strømning i samfundet, der betyder at de grundlæggende menneskerettigheder – in casu ejendomsretten – i stigende grad må vige for politisk prægnante enkeltsager. Skal man bare sidde og se på? Det mindste man kan gøre er vel at pege på et muligt problem, før principielle rettigheder bliver politiseret som i en anden bananrepublik.

De andres liv

Af Dr.Mephisto, den 17. oktober 2006. 10 svar

STASI var en fæl, fæl institution, der undertrykte borgerne i det østlige Tyskland. På det punkt er der nok konsensus (i dag). Selv pæne venstreorienterede kan trygt gå i Dagmar og se filmen “De andres liv” af instruktøren Florian Henckel von Donnersmarck. Måske kan de pæne venstreorienterede også bilde sig ind, at STASI blot var en perversion af de gode kommunistiske idealer.

Så hør her, hvad Donnersmarck udtaler i Weekendavisen den 29. september, om de mennesker, der treode, at de kæmpede for en bedre (socialistisk) verden:

Vel gjorde de ej. Hvis man påstår, at målet helliger midlet, så er man ude på en virkelig glidebane. Et mål kan være meget teoretisk. Det lyder smukt på papiret at sige, at man vil have, at alle skal have lige meget, som er kommunismens grundtese. Det duer bare ikke, for til syvende og sidst er ejendomsretten… Altså i går aftes så jeg Terence Maliks film om »Den nye Verden«. Colin Farell har en lang monolog om de vidunderlige indianere, der ikke kender til grådighed, jalousi, vrede… Come on! Sådan en gang totalt pladder, det passer simpelthen ikke! Ikke at jeg har forstand på indianere, men de er jo mennesker som alle os andre, ikke engle, og så længe der findes mennesker, vil der også være besiddertrang: det er min kone, min mad og så videre. Kommer nogen forbi for at fordele »goderne« ligeligt, så bliver der krig og ødelæggelse.
Jeg tror fuldt og fast på, at man skal overlade det enkelte menneske så meget frihed som overhovedet muligt. Jo mere stat, man hælder i den cocktail jo værre. I den forstand er jeg lidt af en anarkist.

Og Donnersmarck fortsætter med en kritik af statslig støtte til kunst:

Min film er statsfinansieret, fordi nogle politikere fandt ud af at, okay, vi giver ham her penge. Det er ikke godt. På et eller andet niveau begrænser det den kunstneriske frihed, også selvom det ikke virker sådan, og de gør sig alverdens anstrengelser for at lave uafhængige udvalg, der skal beslutte, hvem pengene skal gives til. Til syvende og sidst er der tale om politiske valg. I Amerika har de de mest utrolige koncert- og operahuse – privatfinansierede. Og du kan finde ALLE former for film inden for den amerikanske filmbranche – kommercielle, art-film, independent-film osv.. . Alt sammen privatfinansieret. Alt er muligt i et frit system, og det er det ikke i et statsligt domineret system

Danmark bestået – FN-Komite dumpet

Af Jacob Mchangama, den 2. oktober 2006. 2 svar

Dette debatindlæg blev skrevet i august i år men faldt åbenbart ikke JPs debatredaktions smag, hvorfor jeg med nogen forsinkelse bringer det her:

Den 17. august i år afgav FNs Komité mod Racediskrimination (Komitéen) sine konkluderende observationer vedrørende Danmarks overholdelse af FNs Konvention til Afskaffelse af Racediskrimination (Konventionen).

Konventionen der tråde i kraft i 1969, var primært resultatet af, at en lang række nyligt uafhængige afrikanske og asiatiske stater ønskede at markere en klar afstandtagen fra den systematiserede racisme, flere af deres tidligere europæiske koloniherrer havde indført i disse stater. Konventionen var samtidig ment som et instrument mod de apartheidstater, der på daværende tidspunkt stadig fandtes i Sydafrika og Rhodesia (Zimbabwe).

Som et bolværk mod egentlig racemæssig apartheid kan man (på trods af en række uhensigtsmæssige bestemmelser) godt have sympati for Konventionen. Med denne funktion for øje burde den således ikke udgøre et problem for vestlige stater baseret på konstitutionalisme og retsstatsprincipper, herunder den formelle lighed for loven, kerneprincippet i vestlig retstradition.

Som det er sket med mange andre FN-konventioner har Konventionen imidlertid fået et langt bredere fokus end dets oprindelige og mere afgrænsede sigte. Gennem Komitéens fortolkning har Konventionen bevæget sig i en retning, der ikke bare er uden hold i vestlig retstradition, men ofte i lodret modstrid dermed. Lad mig pege på en række punkter.

Med afsæt i Muhammed-krisen anfører Komitéen bl.a., at “ytringsfriheden medfører særlige pligter og ansvar”, og opfordrer Danmark til at tage resolut handling mod racistiske og hadske ytringer og retsforfølge selv mindre udslag af sådanne. Med andre ord så Komitéen gerne ytringsfriheden begrænset når det kommer til ytringer, der i dens optik kan fortolkes som racistiske eller diskriminerende.

Til det er der at sige, at anklagemyndigheden kunne have valgt at have indledt retslige skridt mod Jyllands Posten (JP). Det ville så afhænge af en konkret vurdering, hvorvidt JPs ytringsfrihed ville have været krænket. Men der kan, bortset fra helt ekstreme tilfælde, såsom direkte opfordringer til eller trusler om vold, ikke ud fra en menneskeretlig betragtning siges at eksistere en positiv forpligtelse for staten til at straffe dens borgere for deres anvendelse af ytringsfriheden.

Komitéens fortolkning er et typisk eksempel på moderne menneskerettighedsfortolkning, som ikke længere fokuserer så meget på at begrænse statens magtmisbrug, men i stedet på aktivt at skabe en idealiseret verdensorden baseret på en menneskerettighedstilgang. Sådanne forsøg på at anvende menneskerettigheder aktivistisk, snarere end som en begrænsning, må dog uvægerligt og konstant skabe kolliderende “rettigheder”, hvis interne vægtning og prioritering kun kan fastlægges på vilkårlig vis.

Dette medfører en usikker retsstilling og en udhuling af klassiske frihedsrettigheder, der over adskillige århundreder har stået deres test i praksis, til fordel for abstrakte og fortænkte programerklæringer, uden praktisk eller historisk forankring.

Komitéen kritiserer endvidere Danmark for ikke i tilstrækkelig grad at sikre etniske og religiøse minoriteters kulturelle rettigheder, når det kommer til offentlig undervisning, kultur og information. Det kræver en særdeles kreativ fortolkning, at karakterisere manglen på kulturelle særrettigheder, som udtryk for statslig racisme af den slags, som burde være Komitéens egentlige fokus.  Endvidere afslører kritikken, at komitéen ikke opfatter mennesker som individer, men derimod alene som værende del af grupper.

Skulle Komitéens anbefalinger tages alvorligt, ville det være ensbetydende med, at det var en menneskeret at leve i et statsstøttet multi-kulturelt samfund, hvor ingen kultur kan siges at være bedre end andre. Det ville være et uacceptabelt og fundamentalt brud med bl.a. danske undervisningsprincipper, som i offentligt regi naturligvis i overvejende grad skal reflektere den vestlige tradition, Danmark er en del af.

Havde Danmark forbudt minoriteters alternative undervisning på privat og friskoler, kunne man med rette kritisere Danmark for at undertrykke minoriteter. Men netop dette alternativ sikrer, at forældre, indenfor brede rammer, kan opdrage deres børn i overensstemmelse med deres overbevisninger. Komitéens insisteren på statsligt indførte kulturelle særrettigheder for minoriteter er i virkeligheden et brud med den lighed for loven, som burde være Komitéens faste pejlemærke. Sådanne særrettigheder gælder jo per definition kun for en adskilt gruppe baseret på etniske, religiøse eller lignende kriterier, hvilket er præcis, hvad Konventionen burde modvirke. Lighed for loven bør gælde for alle uanset om man er minoritet eller ej. I modsat fald er døren åbnet for den kulturelle relativisme og vigtige grundprincipper vil dermed være i fare.

Endelig beklager Komitéen sig over, at Danmark ikke har gjort Konventionen til en del af dansk ret. Det er dog værd at bemærke, at ingen andre stater har valgt at tage sådanne skridt. Det faktum må siges at være det klareste udtryk for, at Komitéen har mistet retningssansen. Man har skabt et projekt, der er blevet løsrevet fra de retstraditioner menneskerettighederne er udsprunget af, en tradition der er forudsætningen for menneskerettighedernes rolle som garant for det åbne samfund baseret på lighed for loven.

De multinationale og menneskerettighederne

Af Jacob Mchangama, den 8. september 2006. 11 svar

Denne punditokrat har d.d. en længere artikel i Ræson vedrørende multinationale virksomheder og menneskerettigheder. Politiken har valgt at bringe en forkortet version af artiklen, der ikke findes online, hvorfor jeg bringer den i sin helhed her:

Siden globalisering for alvor blev en vigtig del af international politik, har der været gjort forsøg på at få multinationale virksomheder underlagt internationale menneskerettighedsstandarder. Der eksisterer hvad man kunne kalde en menneskerettighedsbevægelse bestående af NGO’er, akademikere og menneskerettighedsinstitutioner, som har produceret utallige konferencer og artikler om dette emne. Målsætningen har også givet sig udslag i Danmark, hvor Institut for Menneskerettigheder (IM) sammen med bl.a. Dansk Industri og LO, har iværksat et storstilet projekt under navnet “Human Rights & Business”. Projektet inkluderer bl.a. en hjemmeside, hvor virksomheder ved at beskrive en lang række forhold om virksomhedens produktion, ligestilling, markedsføringstiltag, ansættelsespolitik m.v. kan få bedømt, hvorvidt de lever op til de menneskerettighedsstandarder, som gælder i henhold til en række FN-Konventioner.

Men kampagnen for at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettighedsstandarder hviler på en fatal mangel på forståelse af nogle helt grundlæggende og afgørende forskelle mellem stater og erhvervsvirksomheder.

De sårbare giganter

Den grundlæggende brist i idéen om at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder er den manglende forståelse af den fundamentale forskel mellem en stat og en privat virksomhed. Stater har langt større magtbeføjelser – selv fattige stater er langt mere magtfulde i forhold til almindelige mennesker end den rigeste multinationale virksomhed.

Grunden til, at stater skal overholde og respektere en række fundamentale menneskerettigheder, er, at staten er tildelt et monopol på magtudøvelse på sit territorium. Staten kan med andre ord bruge væbnet magt overfor sine borgere, der typisk ikke har adgang til at udfordre statens magtmonopol. I moderne tid har teknologi medført, at staterne via velbevæbnede hære og politistyrker med lethed vil kunne udrydde deres befolkninger, hvorfor risikoen for misbrug af statens magtmonopol er så meget desto større, hvilket Europas historie i sidste århundrede bærer al for tydeligt vidnesbyrd om. Ingen nok så rig virksomhed har et tilsvarende magtmonopol.

Endvidere lever virksomheder modsat stater på borgernes nåde, idet virksomheder er afhængige af, at forbrugere (og andre virksomheder) frivilligt vælger at bruge penge på det(t) produkt(er), som virksomheden lever af at producere og/eller sælge. Vælger forbrugerne eller andre virksomheder en virksomheds produkt(er) fra, vil selv den stærkeste koncern falde fra hinanden uden mulighed for at tvinge forbrugerne til at bidrage til dens fortsatte eksistens. En kriseramt virksomhed kan altså ikke pudse politi eller hær på vrangvillige eller kritiske forbrugere og tvinge disse til at betale til virksomheden mod deres vilje. Såfremt en stat er i økonomiske problemer vil den derimod kunne udskrive skatter, således at borgerne tvinges til at bidrage til og styrke statens magtmonopol. Er borgerne utilfredse vil staten endvidere kunne anvende lovgivning og sit magtmonopol til at tvinge borgerne på plads. Statens magtmonopol gælder tillige overfor virksomheder – også de multinationale – der, præcis som borgerne, afkræves skatter og er underlagt love og regler der vedtages, administreres og håndhæves af staten.

Heller ikke forholdet mellem ansat og virksomhed kan sammenlignes med forholdet mellem stat og borger. Et ansættelsesforhold er i en fri markedsøkonomi baseret på aftalefrihed. En person kan derfor ligeså lidt tvinge en virksomhed til at ansætte sig, som en virksomhed kan tvinge en person til at arbejde for sig. Den grad af frivillighed, der eksisterer mellem borger (som forbruger eller ansat) og virksomhed, findes således ikke i forholdet mellem borger og stat.

Det skal medgives, at der har været situationer, hvor multinationale virksomheder har begået endog meget alvorlige forbrydelser såsom anvendelse af tvangsarbejde, fysiske overgreb og mord, som f.eks. i Chile i forbindelse med kuppet mod Salvador Allende.  På trods af den fortjente medieopmærksomhed sådanne tilfælde får, er det dog en meget lille minoritet af disse selskaber, der har sådanne handlinger på samvittigheden. Det er endvidere værd at bemærke, at den groveste form for overgreb fra de multinationale virksomheders side (der toppede under den kolde krig) næsten udelukkende er fundet sted i stater med korrupte og undertrykkende regeringer. Sådant misbrug sker meget sjældent, hvis nogensinde, i velfungerende liberale demokratier, hvor regeringerne i højere grad er bundet af menneskerettigheder og er afhængige af borgernes velvilje. Fordi virksomheder ikke kan anvende magt, men netop er afhængige af, at vi forbrugere efterspørger deres produkter, er de multinationale selskaber langt mere sårbare overfor dårlig presse og for omverdenens krav om acceptabel opførsel, end stater med magtmonopol. En sårbarhed, der er blevet forstærket via moderne informationsteknologi.

Da Cheminova for nylig blev konfronteret med beskyldninger om farlige arbejdsforhold for firmaets ansatte i Indien, skred man straks ind med en undersøgelse med henblik på at forbedrede eventuelle kritisable forhold. Når Sudan, Iran, Saudi-Arabien og Nordkorea konfronteres med deres behandling af egne statsborgere mødes det internationale samfund og menneskerettighedsorganisationer oftest med et skuldertræk eller tomme løfter om forbedret opførsel.

Selskaberne slipper ikke

Instituttets projekt er tillige på skrøbelig grund, når det kommer til de menneskerettighedsforpligtelser, man mener de multinationale selskaber skal efterleve. Projektet påberåber sig at være baseret på gældende menneskerettighedskonventioner i FN-regi, såsom FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder fra 1966. Men læser man disse konventioner bliver det hurtigt klart, at de alene binder stater: under gældende ret er det med andre ord alene dem, der er pligtsubjekter under eksisterende menneskerettighedskonventioner. Konventionerne kan alene ratificeres af stater – og det folkeretlige ansvar, der følger af en sådan ratifikation, påhviler alene den ratificerende stat. Selv hvis en virksomhed skulle ønske at blive bundet af en international menneskerettighedskonvention, ville dette ikke være muligt.

Tværtimod forholder det sig således, at virksomheder er rettighedssubjekter under en række menneskerettighedskonventioner, herunder de FN-konventioner, som “Menneskerettighedsbevægelsens” projekt er baseret på, samt under den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det vil sige, at virksomheder har krav på, at stater respekterer bl.a. retten til en retfærdig rettergang, den private ejendomsret og ytringsfriheden. Der foreligger da også adskillige domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), hvor det er blevet statueret, at statslige tiltag såsom konfiskationer og vilkårlige retssager har været i strid med EMRK. Der findes derimod ikke én eneste dom fra EMD (eller afgørelse fra FNs Menneskerettighedskomite), der statuerer, at en virksomhed har overtrådt disse konventioner, hvilket da også ville være i strid med konventionernes ordlyd, da alene stater kan indklages for de tilknyttede menneskeretlige klageorganer.

Der er således hverken et konkret behov eller juridisk belæg for at pålægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder. 

Om domstolenes pligt

Af admin, den 23. august 2006. 4 svar

Professor Ann Althouse, der som alle gode amerikanske juraprofessorer naturligvis har egen blog, har skrevet et indlæg i NYT om den føderale dommer Anna Diggs Taylor, som for nyligt afsagde dom om, at regeringens aflytningsprogram var ulovligt.

Ifølge en artikel i NYT er dommen så dårligt skrevet, at den fortvivler selv de mange jurister, som støtter dommens resultat. (pudsigt nok nåede NYT i sin leder fra dagen før at skamrose dommen som "a careful, thoroughly grounded opinion", men det understreger desværre blot på ny, hvor avisen ligger rent intellektuelt i dag).

Althouses betragtninger om det forfatningsretlige selvdestruktive ved aktivistiske dommere, der blæser på de juridiske rammer for at udtrykke sig mere frit, har især betydning for domstole, der beskræftiger sig med regler på enten forfatningsniveau eller folkeretsniveau,  fordi den politiske magt på disse niveauer har sværere ved at reagere og give et modspil til de uvalgte dommeres afgørelser. Det vedrører dermed mere og andet end blot de amerikanske domstole, men også den danske Højesteret, Menneskerettighedsdomstolen og EF-Domstolen, når den dømmer om primær EU-ret (traktaterne).

Her er et par citater fra Althouses indlæg:

Why should the judicial view prevail over the president's?

…The public may have become so used to the notion that a judge's word is what counts that it forgets why this is true. …

This system works only if the judges suppress their personal and political willfulness and take on the momentous responsibility to embody the rule of law. They should not reach out for opportunities to make announcements of law, but handle the real cases that have been filed.

This means that the judge has a constitutional duty, under the doctrine of standing, to respond only to concretely injured plaintiffs who are suing the entity that caused their injury and for the purpose of remedying that injury. We trust the judge to say what the law is because the judge "must of necessity expound and interpret" in order to decide cases, as Chief Justice John Marshall wrote in Marbury. But Judge Taylor breezed through two of the three elements of standing doctrine — this constitutional limit on her power — in what looks like a headlong rush through a whole series of difficult legal questions to get to an outcome in her heart she knew was right.

Læs resten her.

PS. På sin blog bemærker hun, at en hel del læsere har misforstået hendes pointe. Det er mit gæt, at hun ikke sigter til sagens udfald, men at hendes pointe angår dommernes pligt til at respektere rammerne for juridisk metode og overlade egentlig politisk virksomhed til de folkevalgte politikere. Hendes pointe er således næppe, at domstolskontrol af politikere er forkert, eller at dommen er det, men nærmere at dommeren (også) bør begrænses af de forfatnings- eller traktatmæssige rammer, som gælder for de øvrige myndigheder i et samfund.

Dør han da ikke snart?

Af Christian Bjørnskov, den 10. august 2006. 8 svar

Den offentlige mening er ikke altid lige let at forstå, specielt ikke hvis man har et lidt logisk-rationelt syn på verden. Den har ofte meget lidt tålmodighed når det gælder USA's præsident Bush, hvis politik ikke altid er lige kontroversiel, mens den på andre områder enten er helt ligeglad eller næsten uendeligt tålmodig og overbærende. På det første område kan det for eksempel undre, at den nordkoreanske befolknings utrolige lidelser ikke berører danskerne mere, end de gør. Hvorfor har danske medier og danske politikere ikke en mere konsekvent holdning til verdens måske mest vanvittige styre? På det andet område kan det undre mig gang på gang – og ikke bare mig, men også andre med-Punditokrater (se her) – at medier og politikere er så blødsødne når snakken falder på Cuba.

Når det sker, er det nærmest lindrende at læse enkelte udenlandske aviser, hvor der heldigvis ikke bliver lagt fingre imellem. Det var i hvert fald en følelse af lettelse jeg oplevede, da jeg læste en helsidesartikel om Fidel Castro i Die Welts søndagsudgave. Den tyske avis kaldte en spade for en spade, og citerede blandt andet den cubanske menneskerettighedsforkæmper Elizardo Sánchez for at kalde sit lands politik for 'tropisk neostalinisme'. Så for at dele min lettelse med læserne, er her et par andre udpluk fra artiklen. Man kan kun ønske, at danske aviser ville skrive ligeså klart, selvom det nok er et helt uopnåeligt ønske.

"Auch in Bürgerlichen Kreisen im Westen hat sich das Bild vom tapfer widerstehenden Inselparadies festgesetzt, das dem sprichwörtlichen kleinen gallischen Dorf aus der bunten Welt der Comics gleicht".

(I borgerlige kredse i Vesten har billedet af den tapre modstand i øparadiset også bidt sig fast i en grad der minder om den velkendte lille galliske by fra tegneseriernes verden)

Die Welt har også en befriende klar – og meget præcis stikpille til alle Castros vestlige beundrere, som helt åbenlyst lukker øjnene for cubanernes stinkende virkelighed. Artiklen fortsætter nemlig med:

"Dabei sehen Castros Bewunderere meist grosszügig darüber hinweg, dass Kuba ein brutaler Polizeistaat ist."

(Således ser Castros beundrere storsindet bort fra, at Cuba er en brutal politistat)

Det er da klar tale, i modsætning til f.eks. Svend Aukens klamme kammerateri med forbryderen Castro (se her). Hvorfor er der ingen danskere, der spørger lige ud, om Castro da ikke snart dør?

Fourth of July

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. juli 2006. 12 svar

Jeg skriver p.t. en serie kronikker til Berlingske Tidende over temaet "1776-2006", og i dag handlede det så meget passende om "Liv, frihed og den amerikanske drøm", d.v.s. om Thomas Jefferson og den amerikanske uafhængighedserklæring. (Note til de læsere, der har gennemgået en dansk folkeskoleuddannelse i de seneste årtier: I dag er "Fourth of July", hvilket ikke er en rap-gruppe men den amerikanske nationaldag, som markerer uafhængighedserklæringen i 1776, d.v.s. et tidspunkt dér et sted mellem stenalderen og noget andet kedeligt.  Og ja, Jefferson det er ganske rigtigt ham den væmmelige promiskuøse slavemishandler, I hørte om, da I havde gruppearbejde om slavers leveforhold under den tidlige kapitalisme …)

De næste to kronikker i serien bliver om henholdsvis Adam Smith og David Hume.

Retten til at gøre det respektløse

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. juni 2006. 13 svar

Som en del af vore læsere vil være klar over, har jeg mere end blot en svag interesse for USA; jeg er faktisk meget begejstret for landet og dets indbyggere (om end, i sagens natur, ikke for alt eller alle).  Som det vil være noget færre bekendt har jeg også en lidt … excentrisk? fjollet? … interesse for brugen af symboler og studiet heraf, altså f.eks. heraldik og vexillologi.  Enkelte vil også vide, at jeg under de rette omstændigheder kan blive godt gammeldags fjollet halvflæbende over visse nationale traditioner og værdier.  Så alt i alt skulle man tro, at jeg ikke just bryder mig om, at man f.eks. brænder Stars and Stripes eller Dannebrog af.  Og ja, min holdning er grundlæggende, at mennesker, der brænder flag af, dermed utvetydigt placerer sig selv i den mere moralsk og åndeligt udfordrede del af gadens parlament–for nu at sige det pænt.

Hvorfor nu dette navlepilleri? Jo, fordi jeg ikke desto mindre frydede mig kosteligt forleden, da det endnu engang mislykkedes for Republikanerne i USA's kongres at få samlet de nødvendige stemmer for det krævede kvalificerede flertal til at få forbudt afbrænding af USA's nationale flag.  Afstemningen i USA's senat forleden var ganske vist tættere på end nogensinde før–der var faktisk kun én stemme, der manglede for, at grundlovstilføjelsen (som allerede har samlet nok stemmer i Repræsentanternes Hus) ville have fået flertal i Senatet.  Dét, som i slutningen af 1980erne begyndte som et mindre og urealistisk forsøg fra Republikansk side på at få ført lidt "værdikamp" ind i Bush Sr.s valgkamp, er efter flere mislykkede forsøg (bl.a. en vedtaget lov, som blev underkendt af US Supreme Court som et indgreb i ytringsfriheden) nu, efter 11/9, meget tæt på at komme igennem.  Men selv hvis det sker, f.eks. i en ny kongres, så er slaget ikke nødvendigvis afgjort: Grundlovstilføjelsen skal i givet fald ratificeres af et kvalificeret flertal af de amerikanske delstater og indenfor en tidsfrist (som regel syv år), og selvom mange af delstaterne sikkert vil støtte forslaget, er det langt fra sikkert, at alle vil kunne gøre inden fristens udløb.

Når jeg frydede mig over forslagets fald, er det–som antydet–ikke fordi jeg er begejstret for flagafbrænding–det nærmeste jeg er kommet på at skænde nationale flag er (mig bekendt) at have et par boxer-shorts med Stars and Stripes og så den som barn traditionsrige afbrænding af papir-Dannebrog til børnefødselsdage o.l.

Men for mig at se er retten til at gøre med ens egen ejendom, hvad man vil, så længe det ikke har direkte negative konsekvenser for andre, et naturligt udgangspunkt.  At afbrænde et flag er måske usmageligt, stødende, skændigt, fordummende, o.s.v., men hvis det alene var et kriterie for at forbyde noget, burde Ekstra Bladet og TV2 Nyhederne have været forbudt for mange år siden.  At brænde et flag (eller en dukke af en politiker, man ikke kan lide, o.s.v.) er jo trods alt noget nær den mest fredelige form for politisk protest, man kan kaste sig ud i–på mange punkter mere fredeligt end et borgermøde eller en folkeafstemning.  Og fremfor alt må det være en målestok for et frit samfund, at man tillader selv de dumme og usmagelige at opføre sig på måder, man synes er utiltalende.  Og om noget er det netop tilfældet–eller bør være–i et land, der er grundlagt på forestillingen om "life, liberty and the pursuit of happiness".  Som den "left-liberal" Hendrik Hertzberg fra det glimrende magasin The New Yorker har skrevet fornylig om netop denne debat:

"The American flag is an abstraction, an idea expressed in a certain arrangement of colors and shapes. Any particular flag is merely a representation of that idea; and the idea of the flag, in turn, is a symbol of something else. That something else is certainly not the government of the day; nor is it, at bottom, the land or the nation, or even the people. It is, again, an idea—the idea of liberty, made real by institutional arrangements that protect the freedom of citizens to think and speak as they will. Liberty, which is a big idea, protects itself by protecting the expression (though not, of course, guaranteeing the triumph) of other, smaller ideas, good and bad. And the idea of liberty is embodied in the Constitution."

Eller sagt endnu bedre i 1990 af Harvard jura-professoren Charles Fried, som var Ronald Reagans Solicitor General (d.v.s. en slags statsadvokat på ministerniveau), der sagde, at et forslag om at forbyde flagafbrænding vil være som at tegne "a moustache on the Mona Lisa of our liberties. … It would be 'a piece of vandalism whose mark will be with us forever."

Det pudsige ved debatten om flagafbrænding er, at mange af de borgerlige/konservative, både i Danmark og i USA, som vil mene, at flagafbrænding ikke bare er skændigt men noget, der bør være strafbart, sikkert også var blandt dem, der var på den rette side af Muhammed-debatten–altså blandt dem, der mener, at retten til frihed prima facie trumfer det meste andet og ikke bør begrænses af, at andre mennesker føler sig stødt på manchetterne.  Hvordan et parti som Dansk Folkeparti indenfor samme måneder meningsfuldt kan både forfægte ytringsfriheden i Muhammed-sagen og foreslå, at afbrænding af Dannebrog skal gøres strafbart, er lidt svært at forstå–med mindre man skal kaste sig ud i motivforskning (og det er vi ikke så store tilhængere af her på stedet).

Det er da heller ikke alle, som ikke er post-moderne føle-føle tolerantistas, der mener, at forbud mod flagafbrænding er en god idé.  Wall Street Journals skribenter er imod.  Cato Institute har været imod forslaget i flere omgange, både i 1995 og 2001.  Liberty & Power bloggen er det naturligvis. Her kommer lidt fra denne uges Wall Street Journal-klumme af Peggy Noonan, som fortsat er blandt mine mest yndede amerikanske kommentatorer, og som generelt opfattes som "så konservativ, at det gør noget" (og bl.a. var taleskriver for Reagan og forfatter til A Heart, a Cross and a Flag: America Today, og derfor næppe kan opfattes som "upatriotisk"):

"The flag burning amendment is a bad idea, and will not prove, in the end, politically wise or fruitful to any significant degree. Three reasons. One is that the American people can sense, whether they support a constitutional ban or not, that they're being manipulated. They know supporters are playing with their essential patriotism for political profit. They know opponents are, by and large, taking their stand for equally political reasons. They can sense when everyone's posturing. It's not good, in the long term, when people sense you're playing with their deepest emotions, such as their love of co
untry.

Second, nobod
y thinks America is overrun with people burning flags, so the amendment does not seem even to be an exotic response to a real problem. There are a lot of pressing issues before the Congress, and no one thinks this is one of them. Voters know it's hard to do a risky thing like define marriage as a legal entity that can take place only between an adult human male and an adult human female. That actually would take some guts. It's easy–almost embarrassingly so–to make speeches about how much you love the flag.

Third, Americans don't always say this or even notice it, but they love their Constitution. They revere it. They don't want it used as a plaything. They want the Constitution treated as a hallowed document that is amended rarely, and only for deep reasons of societal or governmental need. A flag burning amendment is too small bore for such a big thing. I don't think it will come up as a big issue every even numbered year. I think it's going to go away. There's too much else that's really needed."

Eller som Cato Institute skrev for et årti siden:

"Another threat to free speech is the continuing campaign to outlaw the desecration of the American flag. As outrageous as flag burning is, the test of our commitment to freedom of speech is our willingness to tolerate offensive speech. The Founders put freedom of speech in the Constitution because they knew that we would all be tempted at one time or another to ban some kind of speech or expression, so it's best that everyone be unable to do so. It's interesting to speculate whether the flag-bedecked ties, hats, and other paraphernalia sported by Pat Buchanan and the delegates at the Republican National Convention would be legal under the flag-desecration amendment they favor.

Prevented by the courts from banning flag burning by statute, some members of Congress want a constitutional amendment to forbid desecration. Some advocates of campaign finance regulation likewise understand that such restrictions fall afoul of the First Amendment and want a new amendment to bring about their preferred exception. Maybe those new amendments should be numbered Amendment I(a), Amendment I(b), and so on, to keep all the exceptions in close proximity to the original First Amendment."

PS. I denne forbindelse kan det iøvrigt være lidt illustrativt at betragte (via Wall Street Journals OpinionJournal.com), hvilke lande, der har hvilken lovgivning på området:

  • U.S.A., Australien, Canada og Storbritannien, d.v.s. de lande, der om nogen udgør kernen i den vestlige frihedstradition, har ingen lovgivning, der forbyder afbrænding eller anden skænding af det nationale flag.
  • Det samme kan ikke siges om en anden gruppe lande: Østrig, Kina, Egypten, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Iran, Irak, Italien, det Palæstinensiske hjemmestyreområde, Portugal, Saudi Arabien, Taiwan og Tyrkiet har derimod alle sådanne love.  I Østrigs tilfælde stammer lovgivningen direkte fra Det Tredje Riges lovgivning (mens noget lignende ihvertfald indirekte formodentlig er tilfældet med Tysklands lovgivning).
  • Danmark, Japan, Norge og Sverige har lovgivning, der beskytter andre nationers flag.

Frihed er tvang – tvang er frihed

Af Dr.Mephisto, den 19. juni 2006. 5 svar

Luk Institut for Menneskerettigheder. De aner ikke, hvad menneskerettigheder er.

 

En afdelingsleder i Institut for Menneskerettigheder, Birgitte Kofod Olsen, udtaler til Information den 19. juli, at "Det er glædeligt, at en række danske politikere har støttet ideen om at kriminalisere brugere af prostitution."

"Men kan spørge, om markedskræfterne skal have frit spil på dette område? Og hertil kan man hurtigt komme til det var, at køb og salg af kinder er af en så voldsom og uværdig karakter, at samfundet må gribe ind."

I og for sig et rigtigt synspunkt i de tilfælde, hvor der er tale om slaveri. Men hvad så i de situationer, hvor prostitution er selvvalgt?

"Her kommer hele den traditionelle liberalistiske argumentation på banen med selvbestemmelse som omdrejnigspunkt".

Ja, hvad ellers?

Birgitte Kofod Olsen er trods alt klog nok til at kunne se det problematiske i en kriminalisering i den situation. Men – og men'et er størst:

"Prostituerede kvinder skal betragtes som udsatte personer, der lider under et direkte pres fra deres kunder og et indirekte pres fra deres psykosociale situation og historie, som i langt de fleste tilfælde omfatter traumer fra seksuelle overgreb og vold i barndommen."

Eller sagt på en anden måde, hvis du har lidt i din barndom har du ikke ret til at være fri, når du bliver voksen. Du evner ikke at være fri på grund af dine traumer. Interessant argumentation. Skal vi så til at blande os i, om voldtægtsofre nu vælger de rigtige partnere efterfølgende? Om trafikskadede kører bil? Om personer, der var overvægtige som børn, nu køber den rigtige føde?

Men Birgitte Kofod Olsen har yderligere argumenter, nemlig det strukturelle pres:

"Men [prostituerede lider også] også under et strukturelt pres, som kommer af at vi som samfund accepterer, at kvinder dagligt fornedres og udsættes for fysiske overgreb og psykisk ydmygelse"

Det vil altså sige, at argumenter såsom strukturelt pres, kan bruges til at få allehånde forbud igennem. Har du en lavere indkomst end gennemsnittet? Betaler din arbejdsgiver dig ikke nok, og må du lide under traumer af den grund? Så er det et klart tilfælde af strukturelt pres! Så skal ejendomsret forbydes.

Argumentationen har ikke noget med menneskerettigheder at gøre og det er simpelthen en skandale, at Institut for Menneskerettigheder har røvet den betegnelse.

Mchangama om de borgerlige, frihed & terrorpakken

Af Redaktionen, den 16. juni 2006. 4 svar

Punditokrat Mchangama folder sig i dag ud i en kronik i internetmagasinet Ræson, og emnet er velkendt for læserne af denne blog:

“De få borgerlige politikere, der har haft mod til at forsvare frihedsrettighederne, er blevet udsat for hårde angreb fra andre borgerlige, som når Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti beskylder Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech for “liberalist-flip”, og når De konservatives gruppeformand, Helge Adam Møller, beder Statsministeren om at irettesætte samme. Man må få den mistanke, at forsvaret for frihedsrettighederne for visse borgerlige politikere og debattører i høj grad afhænger af, hvorvidt et sådant forsvar er opportunt for henholdsvis mandatplejen og egne ideologiske kæpheste. …  Den danske befolkning er betydelig mere stringent, når det gælder respekten for frihedsrettigheder, end de borgerlige politikere og meningsdannere: 61 pct. af danskerne støtter, at anti-terrorpakken gøres tidsbegrænset.”