Tag-arkiv: menneskerettigheder

Lars dilemma

Af Niels Westy, den 13. juni 2010. 10 svar

SM113~Chief-Wiggum-PostersEfter at Lars Kragh Andersen for nylig på 180grader skrev et indlæg, hvori han gjorde rede for, at han som politibetjent, ikke havde tænkt sig at bekæmpe narkotika, har sagen fået en del omtale. Foreløbig er det endt med at Lars har taget orlov fra politiet i et år. Forargelsen har været stor, for hvad ligner det? Tænk sig, en politimand der ikke vil bruge sin tid på at forfølge borgere, bare fordi deres kriminalitet først og fremmest går ud over dem selv, hvad bliver ikke det næste?. Lars er udmærket selv klar over dilemmaet, for som han skriver;

Kan man tvinge sine værdier ned over andre mennesker? Kan man med god samvittighed visitere, ransage og straffe borgere, der er i besiddelse af indtørrede blade og andre planteprodukter? Kan man med god samvittighed opretholde et forbud, der i sin essens driver uanede mængder vold, drab og berigelseskriminalitet – her i landet og i særdeleshed i fattigere lande?

Nej, mener jeg – og det kan der næppe komme meget virak ud af at mene, hvis man var alt andet, end politibetjent. Men det er dét jeg er.

Læs resten →

USA på kompromis med ytringsfriheden

Af Christian Bjørnskov, den 9. oktober 2009. 2 svar

Obama-administrationen har erklæret at den vil gå langt for at sikre ’internationalt samarbejde’. Hvor langt viste sig forleden, som Anne Bayefsky dokumenterer i dagens Weekendavisen. USA har valgt at indtræde i FN’s Menneskerettighedsråd, uanset at det er domineret af en række lande, der gang på gang udviser ophøjet foragt for de mest basale menneskerettigheder. Libyen, Kina, Cuba og Saudi-Arabien er blot nogle af eksemplerne. I toppen af rådet er der også mere end almindeligt knas. Præsidenten er belgieren Alex Van Meeuwen, men allerede vicepræsidenten er Egyptens Hisham Badr. Det er svært at forlige sig med det rimelige i, at ’næstkommanderende’ i rådet er fra et land, der i 2008 var placeret nummer 146 af 173 lande (score 50,25) på Reporters Without Borders liste over pressefrihed.  Til sammenligning deler Danmark 14.pladsen med Østrig med en score på 3,5.

Der stopper samarbejdsivrigheden dog ikke. Bayefsky skriver, at USA i samarbejde med Egypten har udarbejdet en revideret resolution om ytringsfrihed (her hendes artikel fra The Weekly Standard). Resolutionen omfatter blandt andet formuleringen ”but expresses regret at the promotion by certain media of false images and negative stereotypes of vulnerable individuals or groups of individuals, and at the use of information and communications technologies such as the Internet for purposes contrary to respect for human rights, in particular the perpetration of violence against and exploitation and abuse of women and children, and disseminating racist and xenophobic discourse or content” (min fremhævelse). Lignende passager i den amerikansk-egyptiske tekst om mediers særlige ansvar tolkes tydeligt og officielt af Organisationen af Islamiske Lande som at ”ytringsfriheden er underordnet alt, hvad der krænker eller skaber negative stereotype billeder ar religionerne” (Bayefskys læsning).

Det er mildt sagt bekymrende læsning for tilhængere af menneskerettigheder, og i særlig grad for presse- og ytringsfriheden, at USA under Obama åbenbart går med til så tydelig en accept af indskrænkninger af religiøse og politiske grunde. Her er iøvrigt RSF-scorerne for USA’s andre ’partnerlande’ i dette arbejde i Menneskerettighedsrådet: Indonesian – 27 (nr. 111), Pakistan – 54,88 (nr. 152).

Jacob Mchangama om socio-økonomiske ’rettigheder’

Af Christian Bjørnskov, den 29. maj 2009. 3 svar

Den altid glimrende Jacob Mchangama, Cepos chefjurist og tidligere blogger her på stedet, driver en blog på Berlingske Tidende. Jacobs analyser er klare og velargumenterede, og posten fra i går eftermiddags er om nogen både klar i mælet og med politisk og humanitær genklang. Jeg skal holde mig fra at referere hele posten, men blot sætte emnet op.

Da man efter anden verdenskrig skabte FN, var en af de første, store opgaver at skrive en erklæring om universelle menneskerettigheder. Erklæringen blev, som stort set alt andet i FN, et mudret kompromis mellem Vestens fokus på klassiske, negative rettigheder, og Sovjetunionens forsøg på at udvande en række rettigheder, som man alle gjorde vold på. Resultatet blev, at menneskerettighdscharteret kom til at indeholde de klassiske rettigheder – for eksempel ” ret til liv, frihed og personlig sikkerhed” og frihed fra tortur – og de pseudorettigheder, som Sovjet fik presset ind – for eksempel retten til et arbejde og ”et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger”.

De sidstnævnte rettigheder er i stadig højere grad blevet fokus for den tidligere så glimrende Amnesty International. Jacob peger på det politiserende i det nye fokus, der for ham (og mange andre) er et klart og farligt vildspor. Han noterer blandt andet, at:

når man som Amnesty indirekte søger at gøre den markedsvenlige holdning til en menneskerettighedskrænkelse og fastslår, at øgede offentlige udgifter er en menneskeretlig forpligtelse, er det svært at opfatte det som andet end et forsøg på at ophøje en bestemt politisk dagsorden til en særlig uangribelig status.

Og

Vil man påstå, at en afrikansk bondes fattigdom er en menneskerettighedskrænkelse, må man dermed også påstå, at man ved hvordan den afrikanske bondes fattigdom kan afløses af velstand, og at den rette løsning derfor er en menneskeretlig forpligtelse at gennemføre. Men hverken menneskerettighederne eller menneskerettighedsbevægelsen besidder en trylleformular, der ophæver fattigdom.

Jacobs indlæg burde være pligtlæsning for alle, der deltager i debatten om menneskerettigheder. Læs hele posten her.

US Supreme Court om Guantanamo fangernes retsstilling

Af admin, den 13. juni 2008. 6 svar

Man kan få nok at gøre, hvis man skal dække alle aspekter af kampen for menneskerettigheder. Steyns sag er nævnt ndf., og her skal opmærksomheden blot henvises til den amerikanske føderale højesteret, der i en 5-4 afgørelse har fastslået, at de indsatte i Guantanamo-lejren har habeas corpus, dvs. en ret til at få fastslået for egentlige domstole, om deres tilbageholdelse er lovlig.

Der er allerede rigeligt med bidrag, en pæn del af dem lettere forskruede. Efter min opfattelse er denne dækning fra WaPo god, da den viser de mange aspekter af sagen.

Mere om FNs Menneskerettighedsråd

Af Jacob Mchangama, den 3. april 2008. 11 svar

Jeg har i dagens JP et debatindlæg vedrørende FNs Menneskerettighedsråd, der fortsætter sine farceagtige sessioner i Geneve. Dette med fuld støtte fra de vestlige stater, hvis agendaer gang på gang bliver udvandet eller nedstemt af et flertal bestående af lande med en mere end tvivlsom beskyttelse af basale menneskerettigheder.

Spørg Atilla III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. januar 2008. 1 svar

Jeg har tidligere her på stedet (her og her) omtalt retssagen mod den liberale, tyrkiske akademiker Atilla Yayla, som kom for skade i et akademisk foredrag at kritisere Tyrkiets grundlægger, Kemal Atatürk (som han formastede sig til at referere til som “denne mand”), og persondyrkelsen af denne.  Nu er juryen færdig, om man så må sige–og de fandt Yayla skyldig i at have fornærmet landsfaderen.  Dommen?  15 måneder i fængsel (omend den blev suspenderet, og Yala iøvrigt er gået i eksil i Storbritannien). 

Læs mere hos vores gode ven Tom Palmer og i selveste New York Times.

Debatindlæg om Afrika

Af Jacob Mchangama, den 12. december 2007. 1 svar

Jeg har et debatindlæg i dagens udgave af Berlingske under titlen “Afrikas ledere svigter”

”Afrika og Europa er bundet sammen af historie, kultur, geografi, en fælles fremtid såvel som et fælles sæt af værdier: respekt for menneskerettigheder, frihed, lighed, solidaritet, retfærdighed, retsstatsprincipper og demokrati” hedder det højtideligt i den fælles erklæring fra EU-Afrika topmødet i Lissabon som afholdes fra den 10-12 december 2007.

Det er da også rigtigt at visse afrikanske lande som Botswana, Ghana, Senegal og Uganda har taget vigtige skridt på vej mod økonomisk fremskridt og konsolidering af demokrati, der viser at Afrikas potentiale kan opfyldes. Men respekten for menneskerettigheder og frihed er i alt for mange afrikanske lande underordnet undertrykkende regimers vilkårlige og kleptokratiske handlinger.

Hvad der er næsten ligeså slående er den nærmest totale mangel på afrikansk selvjustits. Afrikanske ledere virker ofte mere solidariske med hinanden end med de befolkninger som de står i spidsen for. Det er nærmest uhørt at afrikanske ledere kritiserer selv alvorlige overgreb på afrikanske borgeres basale menneskerettigheder.At afrikanske ledere i Lissabon velvilligt stiller op med en brutal diktator som Robert Mugabe er et godt eksempel derpå. Desværre er dette udtryk for et mønster snarere end en enlig svale.

I 2006 holdt den Afrikanske Union (AU) således sit årlige møde for stats- og regeringsledere i Sudan, hvor mere end 200.000 mennesker er blevet myrdet af værtslandets regime og dets militser. Ikke én eneste resolution nævnede overgrebene i Darfur eller tyranniet i Zimbabwe. I stedet vedtog man tomme resolutioner om indførelsen af det ”andet årti for uddannelse i Afrika” og ”et international år for afrikansk fodbold”. Kronen på værket var da man valgte Sudan som formand for AU i 2007. Så meget for AUs angivelige respekt for menneskerettigheder, retfærdighed og retsstatsprincipper. Så meget for ofrene i Darfur og Zimbabwe.

Også i FN regi holder de afrikanske stater i Menneskerettighedsrådet hånden over Zimbabwe og Sudan, mens man gladeligt lægger stemmer til diktaturstaters kampagne mod ytringsfrihed. Afrikas mest velstående demokrati Sydafrika stemmer rutinemæssigt for den dagsorden der stilles af udemokratiske lande i Menneskerettighedsrådet og holder i sine bilaterale forbindelser med Zimbabwe hånden over Robert Mugabe. At Sydafrika vender det blinde øje til massive krænkelser af menneskerettigheder i Afrika er særligt kritisabelt, når man tænker på, hvor væsentlig udenlandsk støtte var i kampen mod apartheidregimet og hvor vigtig en rolle Sydafrika kunne spille for udbredelse af en større respekt for basale menneskettigheder på kontinentet.

Tavsheden overfor systematiske overgreb på basale menneskerettigheder står også i stærk kontrast til den aktive måde, hvorpå nyligt uafhængige afrikanske stater i 60’erne og 70’erne – med rette – brugte FN som en effektiv platform til at fordømme og udstille de europæiske lande, der endnu ikke havde afkoloniseret deres besiddelser i Afrika.

At EU-Afrika topmødet hverken har Darfur eller situationen i Zimbabwe på dagsordnen er på denne baggrund en hån mod de millioner af afrikanere, som topmødet angiveligt skulle komme til gode. At en række europæiske lande har en fortid som undertrykkende koloniherrer er ikke en valid undskyldning for at være eftergivende. Nuværende europæiske regeringer har ingen skyld i fortidens synder og for den afrikaner der bliver tortureret, får myrdet sin familie og konfiskeret sin ejendom er det en ringe trøst at krænkeren er en landsmand fremfor en europæer.

180 Klumme om Amnesty

Af Jacob Mchangama, den 3. december 2007. 4 svar

Jeg har æren af dagens klumme på 180grader, som omhandler Amnesty Internationals nyeste kampagne “Statsdiskrimination”, som jeg i klummen argumenterer for er udtryk for politik snarere end jura.

Debatarrangement om menneskerettigheder

Af Jacob Mchangama, den 22. oktober 2007. Skriv et svar

Denne Punditokrat har for nylig fået sin advokatbestalling i hus og er samtidig skiftet arbejdsplads, hvilket ikke levner meget tid til en af mine yndlingsbeskæftigelser: denne blog.

Jeg vil dog tillade mig at (mis)bruge bloggen til lidt reklame for et debatarrangement om menneskerettigheder, der afholdes den 24. oktober 2007 kl. 17-19 af foreningen International Debat.

Grunden til at jeg vælger at fremhæve dette arrangement er ikke (kun) at jeg selv deltager i panelet, men at de øvrige paneldeltagere udgøres af Søren Krarup, Jonas Christoffersen og Trine Pertou Mach. Det er med andre ord et debatpanel, hvor kultur-konservative, liberale, socialistiske og mere main-stream/pragmatiske holdninger til menneskerettigheder, vil brydes på kryds og tværs, hvilket forhåbentligt vil give anledning til en livlig debat.

Arrangementet skulle være åbent for alle såfremt der skulle være interesserede læsere af denne blog.

AFR om frihedsrettigheder

Af Jacob Mchangama, den 25. september 2007. 5 svar

Metroexpress kører i øjeblikket en artikelserie om demokrati. Den første der bliver interviewet i serien er Anders Fogh Rasmussen. Det interessante ved interviewet er at det tilbagevendende tema for AFR er frihedsrettigheder. Nu kunne man så vælge at anlægge en kynisk vinkel på interviewet og påpege, at AFRs regering har vedtaget en anti-terrorlov, der på flere områder udvander frihedsrettigheder. Men der er efter min mening meget positivt at hente i AFRs udtalelser.

Her lidt citater:

Hvis jeg alligevel blev tvunget til at stemme på en verdenspræsident, så skulle det være en, som er en stærk forsvarer for de personlige frihedsrettigheder, især ytringsfriheden.

[..]I et diktatur nægter man det enkelte menneskes fundamentale frihedsrettigheder.

[…]Nej i det lange løb kan terrorisme ikke ødelægge demokratiet, simplethen fordi demokratiet hviler på så stærke ideer og principper, at det opfylder det enkelte menneskes fundamentale ønske om personlig frihed.

[..]Verden er styret af mennesker, som træffer beslutninger, og den afgørende udfordring er at sikre, at de beslutninger bliver truffet på en demokratisk måde og i fuld respekt for de personlige frihedsrettigheder og retsstatsprincipper.

Det er både bemærkelsesværdigt og væsentligt, at AFR vælger udtrykket “frihedsretttigheder” fremfor “menneskerettigheder”. Hermed signalerer AFR, at det er de klassiske borgerlige og politiske rettigheder, der sikrer den personlige frihed, han anser som fundamentale. Han lægger dermed indirekte afstand fra ikke bare de positive økonomiske og sociale rettigheder, men også den kulturrelativisme og politiske korrekthed, som menneskerettighedsbegrebet efterhånden er blevet synonymt med.

Det må siges at være lidt af et nederlag for menneskerettigheds-bevægelsens universalistiske ambitioner at selve udtrykket menneskerettigheder er blevet så værdiladet og politiseret, at det i stigende grad alene appelerer til “centrum-venstre progressive”, mens borgerlige-liberale anvender betegnelsen frihedsrettigheder. Nederlaget er dog på sin vis også et nederlag for (os) borgerlig-liberale. Menneskeretttighederne er jo trods alt børn af liberalismen og, at dette begreb sammen med “lighed” og (på amerikansk) selve begrebet liberalisme, nu har et indhold og betydning, der er i direkte modstrid med deres oprindelige betydning er et godt tegn på i hvor ringe grad borgerligt-liberale har formået at formidle disse helt centrale princippers fortsatte relevans.

Punditokraterne på P1 IV

Af Jacob Mchangama, den 20. juni 2007. 14 svar

Denne blog var igen igen genstand for behandling på P1 i Kaffeklubben, hvor undertegnede debatterede menneskerettigheder, privat ejendomsret og indvandring med Mette Frederiksen (S), Pernille Bagge (SF) og Ellen Trane Nørby (V). Stemningen var vist lidt mere anspændt end konceptet ellers indbyder til og undertegnede fandt ikke meget sympati for mine holdninger fra de øvrige deltagere (og vist heller ikke fra studieværten). At en socialdemokrat og en SF’er ikke kan se det problematiske i positive menneskerettigheder er forventeligt. Men Ellen Trane Nørbys passionerede forsvar derfor var lettere rystende for denne punditokrat og det blev ikke bedre da samme venstrepolitiker gjorde sig til talsmand for ublu flertalsdiktatur uden for mange begrænsninger for landets politikere.

Jeg tror faktisk ikke det lykkedes Trane Nørby at komme med én eneste udmelding der var bare tilnærmelsvist liberal i ordets klassiske forstand, på trods af, at debatemnerne i den grad lagde op til sådanne udmeldinger.

Socio-økonomiske rettigheder: Justiciable eller ej? III

Af Jacob Mchangama, den 10. juni 2007. Skriv et svar

Denne Punditokrat har sammen med Christopher Arzrouni forfattet en kronik vedrørende menneskerettighedsbegrebets skizofreni, der blev bragt i Berlingske i sidste uge. Kronikken – der også er underskrevet af en række liberale debattører inklusiv denne blogs gamle redacteur – var genstand for debat i denne aftens version af Deadline, hvor undertegnede krydsede klinger med Birgitte Kofoed Olsen fra Institut for Menneskerettigheder.

Adoption og EMD

Af Jacob Mchangama, den 24. maj 2007. 2 svar

Højesteret har i en dom fra sidste år fastslået, at ene-adoptanter ikke er berettiget til et børnetilskud, som ene-forældrer er berettigede til, hvilken retstilstand der synes at være et folketingsflertal for at opretholde. Man kan diskutere om dette er en berettiget forskelsbehandling. Uden at kende nærmere til baggrunden for og ordlyden af den relevante lov vil jeg umiddelbart mene, at forskelsbehandlingen er legitim idet adoption per definition er en veltilrettelagt handling, som kræver nøje planlægning, hvorfor det må påhvile den adopterende at sørge for at have tilstrækkelige midler til at forsørge det adopterede barn.

Taberen af den ovennævnte Højesteretssag har meddelt at man ønsker at indgive en klage til den europæiske menneskerettighedsdomstol (EMD), med påstand om at Danmark har foretaget usaglig forskelsbehandling. Da den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 ikke indeholder et fritstående antidiskriminationsforbud, er klager nødt til at gøre artikel 14 gældende i sammenhæng med en af EMRKs øvrige bestemmelser, hvilket i denne sag utvivlsomt vil være retten til familieliv i artikel 8, hvis anvendelsesområde således skal være berørt af det forhold der klages over.

Hvad man end mener om den ovennævnte forskelsbehandling og Højesterets dom, må man spørge sig selv om dette emne virkelig egner sig til at blive afgjort af en international menneskerettighedsdomstol, eller om et sådant organ snarere burde beskæftige sig med sager der i højere grad involverer klare statslige indgreb overfor individer.

Dette spørgsmål behandlede en af EMDs mest karismatiske dommere igennem tiden – engelske Sir Gerald Fitzmaurice – i en dissens i en dom fra 70’erne. Dommen handlede – kort fortalt – om hvorvidt en belgisk lov der forskelsbehandlede børn født i og udenfor ægteskab var diskriminerende og en krænkelse af retten til familieliv – hvilke krænkelser EMDs flertal fandt godtgjort. Fitzmaurice anfægtede dog flertallets afgørelse og gjorde med nedenstående uovertrufne dissens gældende, at retten til familieliv slet ikke var anvendelig: 

It is abundantly clear (at least it is to me) – and the nature of the whole background against which the idea of the European Convention on Human Rights was conceived bears out this view – that the main, if not indeed the sole object and intended sphere of application of Article 8 (art. 8), was that of what I will call the “domiciliary protection” of the individual.

He and his family were no longer to be subjected to the four o’clock in the morning rat-a-tat on the door; to domestic intrusions, searches and questionings; to examinations, delaying and confiscation of correspondence; to the planting of listening devices (bugging); to restrictions on the use of radio and television; to telephone-tapping or disconnection; to measures of coercion such as cutting off the electricity or water supply; to such abominations as children being required to report upon the activities of their parents, and even sometimes the same for one spouse against another, – in short the whole gamut of fascist and communist inquisitorial practices such as had scarcely been known, at least in Western Europe, since the eras of religious intolerance and oppression, until (ideology replacing religion) they became prevalent again in many countries between the two world wars and subsequently.

Such, and not the internal, domestic regulation of family relationships, was the object of Article 8 (art. 8), and it was for the avoidance of these horrors, tyrannies and vexations that “private and family life … home and … correspondence” were to be respected, and the individual endowed with a right to enjoy that respect – not for the regulation of the civil status of babies.

8. Now it is evident that the type of complaint made by the applicants in the present case has absolutely nothing to do with the sort of thing described in the previous paragraph above. They have not been subjected to any of the practices in question, nor did they live under a legal regime according to which such practices were lawful and could at any time be put into action by the authorities.

Ovenstående citat er – mutatis mutandis – også passende for den danske adoptionssag, der bør forblive et nationalt anliggende.

Danmark og Menneskerettighedsrådet

Af Jacob Mchangama, den 17. maj 2007. 5 svar

Danmark stiller som bekendt op til valg til FNs Menneskerettighedsråd (Rådet), der afholdes i dag. Vi har her på bloggen dækket Rådets virke (her) og undertegnede har også holdt et frokostsymposium om emnet.

Kandidater til Rådet afgiver såkaldte ”voluntary pledges”, hvor man roser sig af sin menneskerettighedsefterlevelse og dybe respekt for FNs menneskerettigheder. Danmark har også afgivet et sådant pledge.

I Danmarks pledge hedder det bl.a.:

Denmark is strongly committed to the universal promotion and protection of interrelated, interdependent and mutually reinforcing.

Denmark is a firm supporter of the United Nations, including the Human Rights Council, the Office of the United Nations High Commissioner on Human Rights, the treaty bodies, the Special Procedures and other human rights-related United Nations bodies. Denmark has also contributed extensively to United Nations bodies with a role in the promotion of the rule of law, including as Chair of the Counter-Terrorism Committee in 2005/2006.

Denmark has been actively engaged in United Nations reform, including the establishment of the Peacebuilding Commission as well as the Human Rights Council. Denmark is highly committed to making the Council credible, effective and operative and believes that this objective should be reached, inter alia, by building on the achievements of the Commission on Human Rights.

[…]

As a member of the Council, Denmark pledges:

To work actively to ensure that the Council becomes credible, effective and operative:

By working to ensure that the Council addresses all human rights issues: civil, political, economic, social and cultural rights, including the right to development.

Indgangsbønnen hvor Danmark fastslår, at borgerlige og politiske frihedsrettigheder og kollektive socio-økonomiske rettigheder er udelelige og indbyrdes afhængige er en fast del af den internationale menneskerettighedsbevægelses trosbekendelse. Den går igen i utallige FN-erklæringer og deklarationer og bekender sig man ikke til trosbekendelsen kan man ikke gøre sig håb om at komme med i det gode selskab.

Dette på trods af, at de vidtløftige ord ikke har det fjerneste hold i virkeligheden men er en ”sandhed”, som kun eksisterer på papir, som enhver national jurist med speciale i forfatningsret vil kunne skrive under på.Men ikke nok med, at Danmark, giver moralsk støtte til en række rettigheder vi ikke anerkender i vores nationale retsorden, Danmark har også påtaget sig aktivt at kæmpe for disse på det internationale plan. Skal dette stå til troende vil Danmark altså kæmpe lige så hårdt for at retten til udvikling – som ikke er anerkendt i nogen retligt bindende traktat eller retssædvane og som givetvis er et ”menneskeretligt krav” på udviklingsbistand – og ethvert menneskes ”fundamentale ret” til arbejde, sundhed, bolig og social sikring som den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Zimbabwe, tortur i Usbekistan, ytringsfrihed i Mellemøsten, og forbrydelserne mod menneskeheden i Darfur.

Når man i tillæg til ovenstående kan konstatere, at Rådet fungerer værre end sin forgænger, kan man kun begræde, at Statsministerens skepsis overfor Rådet ikke deles af Udenrigsministeren.

Curtailing Freedom of Speech: The Human Rights Council in Action (again)

Af Jacob Mchangama, den 5. april 2007. 4 svar

On 30 March 2007 the United Nation's Human Rights Council (the Council) concluded its 4th regular session in Geneva. The outcome of the session was eagerly awaited since the previous three regular and four special sessions have shown that the Council is as prone to politicised bias as its predecessor the Human Rights Commission. The Council has – among other things – consistently singled out Israel for condemnation while resisting serious scrutiny of Sudan's atrocities in Darfur. Many of the Council's failings stem from the fact that it is bitterly divided between Western and non-Western states with markedly different agendas resulting in very little substantive action being taken by the Council when it comes to protecting human rights.

However, the result of the fourth session – seven resolutions and two decisions (all non-binding) – served to reinforce the divisions within the Council. Three of the decisions and resolutions were carried through with all Western states (a coalition of 11-14 states including Canada, France, Germany, Japan, Netherlands, Switzerland and the United Kingdom) voting against. Moreover several of the decisions represent a step in the wrong direction when it comes to the protection and relevance of international human rights.

The most worrying example of the Council pursuing an agenda contrary to the protection of human rights and freedom is the resolution on "combating defamation against religions", tabled by the Organization of the Islamic Conference (OIC). According to this resolution all instances of religious discrimination, hatred and defamation must be combated by UN-member states. Yet the resolution is deeply flawed and biased in two aspects.  

Firstly, the resolution only specifically mentions Islam and "Islamophobia", which according to the resolution is a particular concern. While it is likely that many innocent Muslims have suffered discrimination after September 11, Muslims minorities in Western countries – against whom the resolution is aimed – enjoy far larger freedom than religious minorities in most Muslim countries, including the ones on the Council.

According to the US State Department's country reports on religious freedom Council members Saudi-Arabia and Pakistan are home to widespread discrimination against both Muslim and non-Muslim religious minorities. In Saudi-Arabia public worship of other religions than the official version of Sunni Islam is prohibited and sanctioned with criminal liability. Moreover text-books used in public schools include language which is anti-Semitic, anti-Christian and anti-Shiite.

In Pakistan members of the Ahmadi religion have by constitutional amendment been declared non-Muslim. Moreover according to the report the Pakistani penal code

 "prohibits Ahmadis from calling themselves Muslims or posing as Muslims, referring to their faith as Islam, preaching or propagating their faith, inviting others to accept the Ahmadi faith, and insulting the religious feelings of Muslims".

The punishment for violation is imprisonment for up to three years. Such discriminatory practises would be unthinkable in any Western state where Muslims are protected by anti-discrimination laws and generally enjoy the right to practice their faith.

The second – and most pressing – problem with the resolution is that the call for combating defamation of religions is at odds with freedom of expression. The resolution should be seen as a consequence of the so called Cartoon- crisis, which ensued after Danish newspaper Jyllands-Posten published a number of drawings of the Prophet Mohammed. This led to riots in many Muslim countries, death threats and calls for conviction of the responsible editors.

However both Danish and French courts have decided that publishing the drawings was within the limits of the right to freedom of expression. Should the resolution be followed it would therefore result in a drastic restriction on freedom of expression and thus the right and ability to publicly debate and criticise religious doctrines, a right central to the functioning of Western style liberal democracy. This is illustrated by Pakistan's blasphemy laws which according to the above mentioned report

"sanction the death penalty for defiling Islam or its prophets; life imprisonment for defiling, damaging, or desecrating the Qur'an; and ten years' imprisonment for insulting another's religious feelings".

The incompatibility of the resolution with freedom of expression also follows from the Cairo Declaration the OIC's own human rights instrument. Article 22 of said charter states that

"Everyone shall have the right to express his opinion freely in such manner as would not be contrary to the principles of the Shari'ah".

Accordingly Islamic religious doctrine is put before the right of the individual to express his or her thoughts and follow his or her conscience. It is such a state of affairs that the resolution aims for. If individual freedom including freedom of speech is to retain a meaningful protective sphere at the international level the resolution must be unequivocally rejected, and the right to dissent and subject religion to public debate and criticism upheld.

The fourth session of the Council served as yet another reminder that the Council is not worthy of its mandate and that a majority of non-Western states are determined on abusing the Council for their own agendas, which are often in conflict with the protection of human rights. Western states must now ask themselves how long they will continue to lend legitimacy to a body whose practice merits none.
 

Socio-økonomiske rettigheder: Justiciable eller ej? II

Af Jacob Mchangama, den 2. april 2007. 6 svar

Når jeg gør gældende, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable (som f.eks. her,og her) skal det selvfølgelig ikke forstås, som udtryk for en videnskabelig naturlov. Det er klart, at domstole i praksis kan pådømme hvilket som helt forhold der måtte blive forelagt dem, fra Nazi-Tyskland racelove til Saudi-Arabiens Shariah. Hvad jeg mener, med, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable er, således, at de ikke kan anvendes retligt af domstolene indenfor den retlige ramme, som retsstaten opstiller og i særdeleshed, at de ikke er retligt anvendelige på samme måde som de borgerlige og politiske rettigheder.

Lad mig prøve at demonstrere ovenstående med et eksempel der – delvist – er hentet fra virkelighedens verden.

CEPOS har for nyligt foreslået at nedsætte dagpengeperioden fra 4 til 1 år. Det ville som udgangspunkt udgøre et indgreb i retten til social tryghed, herunder social forsikring, som beskyttet i artikel 9 i FNs Konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Ville CEPOS' forslag så udgøre en krænkelse af artikel 9, hvis denne var juridisk bindende? Det kan ikke udelukkes. FNs Komite for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har i en af dette organs – ikke bindende – fortolkninger af konventionen har anført, at når en socio-økonomisk rettigheder har noget en vis minimum standard, vil

"deliberate retrograde measures[…]require the most careful consideration and would need to be fully justified by reference to the totality of the rights provided for in the Covenant and in the context of the full use of the maximum available resources.

Betydningen heraf blev understreget da Tyskland under Gerhard Schröder i 2001 barslede med reformer af adgangen til offentlige ydelser. Komiteen udtalte følgende:

"The Committee is concerned that the State party's reformed social security, and the pension system under reform, do not take sufficiently into consideration the needs of families, women, elderly persons and the more disadvantaged groups in society". (Conclusions and recommendations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights, Germany, U.N. Doc. E/C.12/1/Add.68 (2001).

Udover at være ekstremt nedsættende overfor kvinder, viser Komiteens anbefaling – hvis nogen skulle være i tvivl – at de socio-økonomiske rettigheder har rod i og er drevet af en socialistisk samfundsopfattelse, hvor den økonomiske kage er konstant og skal fordeles så ligeligt som muligt. Komiteen overvejer ikke om reformerne kunne føre til højere vækst og dermed mindre grad af arbejdsløshed for de omfattede eller andre dynamiske effekter.

Det er også værd at bemærke, at den social demokratiske Schröder regerings tiltag var ganske beskedne den tyske økonomis forfatning taget i betragtning.

Det er således svært at se hvordan en ambitiøs borgerlig-liberal regering skulle kunne få gennemført nogen som helst reformer i et europæisk velfærdsland, hvis Komiteens fortolkning skulle opfattes som juridisk bindende. Dermed bliver det også klart, at justiciable socio-økonomiske rettigheder er uforenelige med magtens tredeling og politisk pluralisme. En borgerlig-liberal vil konstant skulle kæmpe mod sagsanlæg fra borgere, hvis socio-økonomiske rettigheder er blevet indskrænket. Domstole der var forpligtet til at lægge de socio-økonomiske rettigheder til grund, som grundrettigheder, ville derfor ofte være tvunget til at erklære en borgerlig-liberal regerings politiske tiltag for forfatningsstridige/ i strid med menneskerettighederne og den lovgivende og udøvende magt på den ene side og dømmende magt på den anden side ville konstant være i kamp med hinanden.

Domstolene ville ikke sikre individets ret mod vilkårlige overgreb fra statsmagten – som de borgerlige og politiske rettigheder gør det – men derimod privilegier, som de øvrige medborgeres produktivitet skulle finansiere. Enhver demokrat fra SF til Dansk Folkeparti anerkender kernen i de borgerlige og politiske rettigheder som udgørende rammen for det liberale demokrati, hvorfor disse er politisk ukontroversielle. Den status vil de socio-økonomiske rettigheder aldrig kunne opnå uden samtidig at ødelægge det liberale demokrati.   

Socio-økonomiske rettigheder: justiciable eller ej?

Af Jacob Mchangama, den 27. marts 2007. 6 svar

Undertegnede har i en række debatdueller hos Ræson krydset klinge med Trine Pertou Mach fra SF.

Debatterne har hidtil handlet om Irak-krigen (modbydeligt emne), indvandring og senest menneskerettigheder, hvilken debat Berlingske var så storsindede at bringe et uddrag fra i dagens udgave.

Trine er et af de rareste mennesker man kan tænke sig, men vi er godt nok fundamentalt uenige om stort set alt, hvad der drejer sig om politik og samfundsforhold, hvilket har skinnet igennem i alle debatduellerne.

Det ærgerlige ved en debatduel á la ovennævnte er at den der får det sidste ord kan slutte med en konklusion eller betragtning, der forbliver uimodsagt. Dette er netop tilfældet med debatten vedrørende menneskerettigheder. Der er mange af pointerne, som kunne udvides og nuanceres men særligt et bestemt emne har jeg behov for at “svare” på, hvorfor jeg vil trætte denne blogs læsere hermed.

I et af mine indlæg gjorde jeg bl.a. gældende, at de kollektive socio-økonomiske rettigheder ikke er retlig anvendelige (justiciable) på samme måde som de borgerlige og politiske frihedsrettigheder.

Hertil opstillede Trine et par eksempler på, hvorledes socio-økonomiske rettigheder ifølge hende rent faktisk kunne anvendes af en domstol:

1) Et uland har underskrevet en handelsaftale med EU, hvori EU kræver, at ulandet skal skærpe sin patentlovgivning, så det ikke bliver lovligt at importere (billig) kopimedicin. Dette vil forringe adgangen til medicin i ulandet og forringe borgernes socio-økonomiske rettigheder betragteligt.

2) I et samfund ejer staten en række ejendomme, der er bygget for at tilgodese fattige menneskers behov for boliger. På et tidspunkt beslutter et politisk flertal, at boligerne skal privatiseres. En række beboere har så få penge, at de ikke er i stand til at købe boligerne selv og i stedet sælges de som investeringsobjekt til en investor. I sådanne tilfælde ville socio-økonomiske rettigheder sikre, at beboernes hjem ikke måtte gøres til genstand for spekulation og tvinge dem fra hus og hjem.

Heroverfor gjorde jeg bl.a. gældende, at

Hvorfor skal borgere i statsejede boliger stilles bedre end dem, der må gå fra privatejede hus og hjem på grund af en krise eller fyringer? Hvad med de millioner af mennesker, som i fremtiden vil lide af sygdomme og måske dø fordi den tvungne kopimedicin medfører færre investeringer i ny medicin? Positive rettigheder, som de socio-økonomiske, involverer ALTID valg mellem forskellige prioriteter, ønsker og krav, der ikke alle kan opfyldes. De må derfor afgøres efter fuldstændig vilkårlige principper – i praksis: politisk gunst – der ikke er en retsstat værdig. Dine eksempler på justiciabilitet er derfor intet andet end skabelsen af en række privilegier for en vilkårlig udvalgt samfundsgruppe, som i din optik fortjener særbehandling i forhold til andre. Det er et fundamentalt opgør med den måske væsentligste menneskelige opdagelse, nemlig den formelle lighed for loven, som er det bærende princip for de borgerlige og politiske rettigheder.

Til hvilket Trine svarede:

Udmøntning af socioøkonomiske rettigheder til politisk praksis kan netop ske via lovgivning, jf. de eksempler jeg gav ovenfor. I den forbindelse er det lidt forstemmende, at du ikke anerkender, hvorledes en række stater, inkl. Danmark, er indrettet i dag. Mener du i fuld alvor, at Danmark ikke er en retsstat, fordi der udbetales SU og vi har en lejelov? Disse ting er nemlig, med dine ord “skabelse af en række privilegier for en vilkårlig udvalgt samfundsgruppe”, der får særbehandling i forhold til andre. Med mindre idealet er et samfund, hvor alle tager vare på sig og sine, synes jeg med al respekt at du har argumenteret dig ud på tynd is.

Min fornemmelse er, at mange neutrale læsere umiddelbart vil opfatte Trines svar som en effektiv tilbagevisning af mit anbringende om, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable, idet Trines argumentation ofte anvendes af jurister.

Men argumentet er – efter min mening – en vildfarelse. Trine peger på, at der i Danmark er mange love, der varetager de hensyn, som de socio-økonomiske rettigheder tilsiger, herunder lejeloven og SU-loven. Men disse love og de rettigheder de skaber for folk har jo netop ikke status af menneske – eller grundrettigheder. De har med andre ord ikke højere rang end (anden) almindelig lovgivning og kan indskrænkes eller ophæves efter forgodtbefindende. Der er heller ikke grundlovs eller menneskeretlige bestemmelser der (af nogen domstol med jurisdiktion) vil kunne medføre, at indskrænkning eller ophævelse af sådanne love er grundlovs- eller menneskeretsstridige.

De privilegier – for privilegier er der tale om – som leje- og SU-loven skaber, er derfor mere tålelige end hvis de havde grund- eller menneskeretlig status, i hvilket tilfælde de udvalgte grupper, som måtte kunne støtte ret herpå dermed ville have sikret sig privilegier, som ikke eller kun vanskeligt ville kunne ændres. Vel at mærke privilegier, som de privilegerede de facto ville kunne kræve tilvejebragt af deres mindre privilegere medborgere. Derfor er det stærkt misvisende at kategorisere lejeloven, SU-loven, retten til pension m.v., som socio-økonomiske menneskerettigheder. Kynikeren vil selvfølgelig påpege, at ovennævnte love de facto ikke kan ændres på grund af de politiske omstændigheder, der gør sig gældende i en velfærdsstat. Det kan der være noget om, men det ændrer naturligvis ikke på de rent juridiske betragtninger.

Spørg Atilla II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. marts 2007. 4 svar

Vi har tidligere beskrevet de trængsler, som den tyrkiske liberale professor Atilla Yayla har måttet gennemgå, fordi han i vinter kom til at sige politisk ukorrekte ting om “Kemalismen” og Tyrkiets evne til at tilpasse sig vestlige værdier om frihed, konstitutionalisme og markedsøkonomi.  Nu er der lidt nyt i sagen.  Her er en artikel fra den amerikanske Chronicle of Higher Education:

Friday, March 16, 2007

Turkish Professor Faces Charges for Cmments About the Nation’s Founder

By AISHA LABI

Turkish professor faces charges for comments about the nation’s founder.

A professor of politics and political theory at Gazi University, in Ankara, Turkey, was charged on Wednesday with insulting the legacy of Mustafa Kemal Atatürk, the founder of the modern Turkish republic.

The charge follows comments made by the professor, Atilla Yayla, during a public panel discussion in November in which he referred to Atatürk as “that man.”

If convicted, the professor could be sentenced to up to three years in prison.

In a telephone interview on Thursday, Mr. Yayla said he had spoken at the November gathering, in the coastal city of Izmir, about his view of civilization as a unifying and universal principle, and had questioned official descriptions of modern Turkey’s early, single-party period from 1925 to 1945 as “very progressive.”

He had commented, he said, that according to his research, “the first period is not as progressive as it is claimed to be.”

“‘In what respects?’ I was asked. I said in respect to freedom of opposition, of association, religious freedom, and other freedoms, it was not as progressive as some people have claimed.”

Mr. Yayla courted further controversy with his observation that, especially as Turkey pursues membership in the European Union, the country’s iconographic fixation on Atatürk might seem puzzling. “Europeans will ask us why everywhere there are statues of this man and in every state office we have the same man’s photos,” he told the panel.

A local newspaper billed those comments as traitorous, and the matter gathered steam as national news outlets picked up the story.

Administrators at Gazi University began an investigation of Mr. Yayla, both for the content of his comments in Izmir and for having attended the conference without first seeking permission to travel. “We are required to take permission when we leave Ankara,” Mr. Yayla said, although he explained that such leave is usually sought and granted informally. He did not miss any classes as a result of the weekend trip, he said.

While it investigated, the university temporarily suspended him and cut his salary by one-third.

Aybar Ertepinar, the vice president of the Turkish Council of Higher Education, a government-financed body that oversees the country’s universities, said that while he thought the university’s actions against Mr. Yayla might have been “overdone,” those steps were within the scope of the rector’s authority.

“The rector has the right to suspend a person about whom there is an investigation going on,” Mr. Ertepinar said.

He said he thought Mr. Yayla’s comments had been inappropriate, but added, “I also consider it as his freedom of speech to say what he did.”

As far as the council is concerned, Mr. Ertepinar said, the issue has been resolved. “The university has closed the matter, Professor Yayla is back to his office, teaching and doing research, and academically there is nothing, I believe, following the present situation.”

Mr. Yayla said he still feared that he would lose his job, especially if convicted. He said he has been told his trial is scheduled to begin on April 30.

Turkish prosecutors have pursued similar charges against other writers and academics in recent years and, although those cases have not resulted in prison sentences, they have fueled an atmosphere in which extremist nationalists enjoy disproportionate influence in public discourse.

Ozlem Caglar-Yilmaz is the general coordinator at the Association for Liberal Thinking, a think tank in Ankara that Mr. Yayla helped to found. Ms. Caglar-Yilmaz thinks that Mr. Yayla’s trial could prove an important turning point for Turkey. “There are already many academics who have been severely critical of this era and Atatürk,” she said. If the prosecution fails, she said, popular opinion could follow: “People would feel more free to question this era.”

Jo, jo, Tyrkiet er helt klar til EU …

Ungdomshuset og aktivisme

Af admin, den 19. marts 2007. 18 svar

Jeg er normalt ikke meget for underskriftsindsamlinger. Dels bryder jeg mig ikke om at gå i takt, heller ikke mentalt, dels frygter jeg altid, at indsamlerne vil misbruge min støtte.

Men der skal være plads til undtagelser, og denne gang forstår jeg til fulde baggrunden og støtter det.

Det angår en underskriftsindsamling til støtte for retssamfundet og imod de autonomes "krav" på særbehandling.

Her er den mail, som jeg modtog. Så er det op til jer, om I vil støtte:

Jeg har netop modtaget en e-mail som gjorde mig en anelse svær i kanten.Det var en underskriftsindsamling for at støtte de stakkels unge på Nørrebro. Ordlyden var "støt Ungeren og drag
Københavns kommune til ansvar!!! Bekæmp intolerancen, snæversynet, og Faderhusets gidseltagning af Nørrebro."

Magen til sludder og vrøvl skal man alligevel lede længe efter. Af samme årsag har jeg nu oprettet en underskrifts-indsamling for at se hvad masserne mener om sagen. Der er lige nu 8.500 underskrifter for de unge, men jeg synes at det er vigtigere at støtte retssamfundet og især politiet, som altid er dem som tager skraldet for de såkaldte "unges", frustrationer. Jeg mener selv at høre til i gruppen 'unge', men det betyder ikke at jeg har ret til at smadre byen for 14 mio. kr. fordi jeg er utilfreds med udfaldet af en retssag. Det er uacceptabelt!! Er du enig i dette udsagn så skriv under og støt retssamfundet på http://www.visansvar.underskrifter.dk/index.php

Bryd tavsheden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. marts 2007. 9 svar

En af vore trofaste læsere har gjort os opmærksom på et arrangement, hun selv har deltaget i organiseringen af, og som måske kan fortjene en bredere opmærksomhed, end emnet ellers får: Nemlig kampagnen "Bryd Tavsheden" om den ignorerede krig i Tjetjenien og de helt uhyggelige ting, der foregår dér–stort set upåagtede af omverdenen, desuagtet at de i grusomhed og omfang får meget dystre historiske perspektiver frem.  Netop i dag begynder i den forbindelse i København en filmfestival med samme titel.  Jeg har set kampagnens fotoudstilling i katalogform, og det er simpelthen hjertegribende.

P.S. In an unrelated story …  Ruslands præsident Vladimir Putin er begyndt at skrive om fred og frihed i britiske The Guardian–eller ihvertfald har de trykt en tale, hvori han bl.a. siger, at "The universal, indivisible character of security can be expressed as the basic principle that "security for one is security for all". As Franklin D Roosevelt said at the onset of the second world war: "When peace has been broken anywhere, the peace of all countries is in danger."."  I stedet skal man opføre sig i overensstemmelse med de "uncontested" principper om "openness, transparency and predictability".  Host, host … Det har afstedkommet nogle farverige indlæg på avisens blog, bl.a. dette fra en læser:

"Anna Politkovskaya, Igor Domnikov, Sergey Novikov, Iskandar Khatloni, Sergey Ivanov, Adam Tepsurgayev, Eduard Markevich, Natalya Skryl, Valery Ivanov, Dmitry Shvets, Paul Klebnikov, Magomedzagid Varisov, and Alexander Litvinenko could not be reached for comment."