Tag-arkiv: økonomisk frihed

Economic Freedom of the World 2024

Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2024. 2 svar

I sidste uge udkom den årlige Economic Freedom of the World rapport fra Fraser Instituttet. Mange af os ser frem til rapporten hvert år, ikke mindst fordi datasættet, som udgives sammen med rapporten, bruges så meget. Dataene, der nu vedligeholdes af Bob Lawson (Southern Methodist University), har været helt centrale for vores forståelse af, hvor vigtig økonomisk frihed er for både økonomisk velstand og en række andre positive forhold (se her).

Det første spørgsmål, som var central da Lawson sammen med James Gwartney skabte den første version af de økonomiske frihedsdata, var hvordan status i verden er. Det kan man stadig informere sig selv om ved at læse rapporten. Man kan alternativt tage et hurtigt kig på kortet nedenfor, hvor de lande markeret med den dybeste rød farve er de mindst økonomisk frie – ingen kan vel være i tvivl om, at det af de 165 lande, der faktisk har data, er Venezuela og Zimbabwe – mens de mest økonomisk frie er de dybest blå.

Et andet spørgsmål er, hvordan den økonomiske frihed har udviklet sig over tid. Der er data tilbage til 1970 for en række lande, og siden 2000 har der været årlige målinger i rapporten. Den mulighed illustrerer vi nedenfor, hvor vi plotter Danmark, et gennemsnit af vores nordiske naboer, og Storbritannien siden 1980; Danmark er yderligere delt i perioder med røde versus blå regeringer. Tallene viser allerførst meget fint, hvordan 1980erne og 90erne var en periode med væsentlige reformer, der øgede borgernes økonomiske frihed i alle landene. De peger dog også på, at den er svækket igen i 00erne, selvom Fogh-regeringen ikke gjorde ret meget. Det er også interessant at se, at blå og røde regeringer ikke systematisk har gjort noget forskelligt, ligesom styrtdykket i 2020-22 er meget tydeligt!

Er man i tvivl om, hvor vigtig udviklingen er, er det næppe et bedre sted at starte end Handbook of Research on Economic Freedom, som vores gode ven og kollega Niclas Berggren har redigeret. Er man mere nysgerrig, omfatter årets rapport et temakapitel om Argentina af økonomparret Kevin og Robin Grier, og et andet kapitel om pensionssystemer og økonomisk frihed af Daniel Mitchell. Det hele er varmt anbefalet, ikke mindst for gymnasielærere der kan kombinere samfundsfag med matematik/statistik på en spændende og aktuel måde.

Bliver man ensom af kapitalisme?

Af Christian Bjørnskov, den 18. august 2024. Skriv et svar

Der bliver påstået alle mulige ting om kapitalisme og dens søsterkoncept økonomisk frihed. Marxs berømte hypotese var, at et kapitalistisk, markedsøkonomisk samfund er ‘fremmedgørende’: At når man ikke er ‘fælles’ om arbejdet, bliver man også fremmed overfor sine medmennesker. Denne idé, og mange andre, bruges ofte som argumenter mod friere samfund, og særligt i en form hvor folk indrømmer, at “kapitalisme har gjort os rigere, men …” Efter men’et følger således ofte påstandene om fremmedgørelse, intolerance, polarisering, og ulighed. Mange af disse påstande indebærer, at folk i kapitalistiske samfund burde være ensomme – og med en påstået ensomhedskrise begynder man at kunne genfinde mange af argumenterne i debatten. Men er det egentligt sandt?

Simas Kucinskas har forleden skrevet en absolut fremragende lille blogpost om emnet (hattip: Marginal Revolution). Kucinskas udlægger først en række af påstandene, og tager derefter udgangspunkt i den undersøgelse af State of Social Connections som Gallup og Meta lavede i 2022. Han sammenholder derefter spørgeskemadata på hvor ensomme folk føler sig med Index of Economic Freedom fra The Heritage Foundation – et af de to mest brugte mål for økonomisk frihed, og dermed hvor kapitalistisk et samfund er. Resultatet kan ses nedenfor, hvor de røde markører indikerer autokratier og de blå indikerer demokratier.*

Kucinskas går videre i sin post og viser blandt andet, at folk også føler sig mere socialt forbundne i økonomisk friere samfund, og at sammenhængene umiddelbart ser ret robuste ud. Det interessante i den lille post er således, at mens en lang tradition fra bl.a. Marx og Tönnies i sociologi – den ene mente af kapitalisme fører til fremmedgørelse, den anden at samfundet ville bevæge sig fra Gemeinschaft til Gesellschaft – har påstået at kapitalisme og økonomisk frihed gør folk ensomme og bryder fællesskaber op, viser det empiriske billede på tværs af verden det modsatte.

Tager man empiri alvorligt, falder endnu et af de klassiske sociologiske argumenter imod kapitalisme bort. Ligesom påstande om, at kapitalisme gør os intolerante og selviske (læs f.eks. her) er tilbagevist, er der heller ikke meget kød på historien om, at markedsøkonomi og mindre politisk kontrol gør os ensomme.

* Dataene på ensomhed i figuren kommer fra at beregne et indeks, hvor de meget ensomme får værdien 2, respondenter der siger de er noget ensomme får værdien 1, og dem der erklærer at de ikke er ensomme får værdien 0. Indekset er således i princippet fordelt mellem 0 og 2, men reelt ligger værdierne mellem 0,19 (Vietnam) og 1,37 (Philippinerne). Læg iøvrigt mærke til at de fem nordiske lande – de mørkeblå markører, basalt set ligger oveni hinanden.

Økonomisk frihed bidrager også til akademisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2024. Skriv et svar

Akademisk frihed er ikke bare en god og nødvendig ting for forskere, men også af væsentlig værdi for resten af samfundet. Hvis forskere ikke er frie til at vælge, hvad de forsker i, hvordan de gør det, hvad og hvordan de formidler til resten af samfundet, og hvad de underviser i, falder kvaliteten af det hele. Som min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg viste for et par år siden i artiklen Academic Freedom, Institutions, and Productivity, er kombinationen af gode institutioner og udbredt akademisk frihed en væsentlig vækstfaktor for moderne samfund. Spørgsmålet er derfor (blandt andet) hvorfor nogle samfund har så ringe akademisk frihed, mens andre har udbredt frihed.

Niclas og jeg tog hul på den debat for knap tre år siden i Political Institutions and Academic Freedom: Evidence from across the World, der udkom i Public Choice. Formålet med den artikel var ganske simpelt at undersøge, om regimetyper er vigtige. Vi fandt da, at “moving to electoral democracy is positive, as is moving to electoral autocracy from other autocratic systems, suggesting the importance of elections.” Med andre ord er har lande med valg med flere partier mere akademisk frihed, selvom valgene i sig selv ikke er ordentligt demokratiske; demokratier har ikke overraskende endnu mere akademisk frihed.

I den spritnye artikel Economic Freedom and Academic Freedom across Nations, der er under udgivelse i Journal of Institutional Economics, dykker vi et ekstra spadestik ned i spørgsmålet ved at undersøge, om der er et krydsforhold mellem de to typer frihed: Den akademiske og den økonomiske. I data mellem 1970 og 2015 fra 154 lande i hele verden følger vi ændringer i den økonomiske og akademiske frihed. Den empiriske analyse viser meget klart, at bedre retsvæsener fører til mere akademisk frihed, dvs. jo mere de juridiske institutioner indrammer politik og politikere, jo mere frie bliver forskerne til at gøre deres arbejde uafhængigt. Det interessante er, at vi i en række analyser ser lignende effekter af regulering: Jo mindre politikerne regulerer økonomien, jo mindre regulerer de også den akademiske verden.

Overordnet dokumenterer vi således en ganske væsentlig, positiv bivirkning af mere økonomisk frihed: Jo bedre retsvæsenet er og jo mindre staten regulerer økonomien, jo mere frie – og jo mere effektive – er forskerne i landet. og på langt sigt indebærer kombinationen endda, at landet også bliver væsentligt mere produktivt. Mere information og en foreløbig version er tilgængelige her.

Hvorfor elsker fagbevægelsen ikke økonomisk frihed?

Af Christian Bjørnskov, den 1. maj 2024. 1 svar

På 1. maj må man spørge, hvad fagbevægelsens rolle er idag – har den overhovedet en positiv rolle at spille i et moderne Danmark – og hvordan ville en aktiv fagbevægelse, der gør det bedste for almindelige danskere i arbejde, se ud? Dagens spørgsmål er derfor, hvorfor fagbevægelsen ikke elsker økonomisk frihed som en ledetråd for økonomisk politik?

Figuren nedenfor viser fem forskellige faktorer i fem forskellige grupper: De 20 % lande med den laveste grad af økonomisk frihed, de næste 20 %, osv. op til de 20 % økonomisk frieste lande. Vi bruger her Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks. De fem faktorer, vi ser på, er antallet af dødsulykker på arbejdspladsen per 100.000 personer, det gennemsnitlige antal arbejdstimer per år, den økonomiske ulighed (ginikoefficienten for disponibel indkomst), bruttonationalproduktet per ansat (basalt set gennemsnitsindkomsten), og hvorvidt landet er et demokrati.

Ser man på data, er det svært at se hvordan fagbevægelsen ikke burde støtte mere økonomisk frihed. Gruppen med meget lav økonomisk frihed har for eksempel 3½ gange så mange dødsulykker på arbejdspladsen, cirka 30 % større ulighed, og 24 % længere gennemsnitlig arbejdstid. Gruppen med høj økonomisk frihed har alligevel otte gange så højt BNP, over fire gange så høj indkomst per arbejdstime, og i praksis alle de mest økonomisk frie lande er demokratiske.

Pointen idag er, at en større grad af økonomisk frihed på langt sigt leverer stort set alle de forhold, som fagbevægelsen traditionelt har kæmpet for. Det samme gælder diskrimination på arbejdsmarkedet, og endda statslig diskrimination. Så hvorfor er fagbevægelsen i 2024 imod politik, der klart hæver løn, sænker ulighed, er forbundet med langt færre alvorlige ulykker, og sænker arbejdstiden?

Handbook of Research on Economic Freedom

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2024. 1 svar

Hvad ved vi om konsekvenserne af og kilderne til økonomisk frihed? Det er hovedspørgsmålene i den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der blev udgivet for en uge siden af forlaget Edward Elgar. Bogen er redigeret af min gode ven, kollega og medforfatter Niclas Berggren (IFN, Stockholm), og omfatter foruden indledningen 26 kapitler om separate emner i den videnskabelige litteratur om økonomisk frihed.

Som jeg skriver i Børsen idag, er det imponerende hvor meget forskning, der er udkommet om emnet de knap 30 år, der har været empiriske mål for økonomisk frihed. Det er derfor på sin plads, at det første kapitel efter indledningen netop er skrevet af James Gwartney og Robert Lawson, der stod for udviklingen af Economic Freedom of the World indekset. Derfra går det slag på slag med virkelige eksperter på hver deres område, der dækker et spørgsmål af gangen. Her er blot nogle få pluk:

Kapitel 5 handler om økonomisk frihed i økonomisk historie, skrevet af Vincent Geloso og Gregory Caskey, mens Maria Pia Paganelli har skrevet kapitlet om økonomisk frihed hos Adam Smith og Gerhard Wegner har skrevet om økonomisk frihed i tysk / østrigsk økonomisk tænkning.

I hvor høj grad er landes økonomiske frihed påvirket af deres regeringers ideologi? Det dækkes af Klaus Gründler, Armin Hackenberger og Niklas Potrafke; sidstnævnte har selv bidraget væsentligt til denne forskning. På samme måde har Niclas fået Abishek Choutagunta og Jerg Gutmann – to yngre, men meget dygtige økonomer fra Hamborg – til at skrive om sammenhængene mellem demokrati og økonomisk frihed.

Bogens længste afsnit handler om konsekvenser af økonomisk frihed, og indledes meget passende af de to hollandske topforskere Jan-Egbert Sturm og Jakob de Haan, der dækker hvad vi ved om effekten af økonomisk frihed på økonomisk vækst og produktivitet. Samme sektion har kapitler om effekterne på iværksætteraktivitet (af Per Bylund, Peter Klein og Matthew McCaffrey), miljø (Jonas Grafström), fred og voldelig konflikt (Tim Krieger and Daniel Meierrieks), og respekt for menneskerettigheder (af undertegnede).

Bogen afsluttes af to filosofiske kapitler – et af Nick Cowen om social retfærdighed og økonomisk frihed og et andet af Douglas Den Uyl og Douglas Rasmussen om menneskelig ‘blomstren’. Og selvom jeg selv har beskæftiget mig meget med emnet, er det stadig forbløffende at se, hvor meget forskning der er, og ikke mindst hvor vigtig borgernes økonomiske frihed er for samfundets udvikling. Selvom jeg ikke vil anbefale læsere at købe bogen – den er meget dyr og det er en bedre idé at opfordre ens bibliotek til at købe et eksemplar – er den som helhed meget varmt anbefalet. Som Tyler Cowen skriver i sin blurp for bogen: “There are few books that could do the world more good than this one.”

Drivhusgasudledninger og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2024. 4 svar

I december 2019 skrev vi om et nyt papir af undertegnede, der undersøgte sammenhængen mellem udledninger af CO2 og økonomisk frihed. Som vi noterede dengang, har vi flere gange skrevet om emnet (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen dengang var, et jeg havde et papir klar til forårets konference i the Public Choice Society. Det skete bare ikke, da coronanedlukningerne også lukkede konferencen. Jeg endte derfor i 2020 med at gøre papiret til et working paper for at få det ud over rampen, og forsøgte senere – efter en del meget positiv feedback – at få det udgivet videnskabeligt.

Dén proces har taget relativt lang tid, og krævede fem forsøg hos fem forskellige tidsskrifter. De første fire steder blev det afvist, fordi en eller flere bedømmere mente, at konklusionerne ikke burde passe. Forleden kom beskeden heldigvis, at the European Journal of Political Economy ikke havde fordomme imod konklusionerne, da ingen af de tre bedømmere (eller redaktøren) fandt fejl eller mangler i data, metoder eller fortolkning. Min artikel Economic Freedom and the Greenhouse Gas Kuznets Curve er derfor nu udgivet, og er endda open access så alle frit kan læse den.

Og hvad er konklusionen da, som syntes så politisk kontroversiel? Den er – teknisk formuleret – at Kuznets-kurven for udledninger af drivhusgasser findes, og ligger længere til venstre jo mere økonomisk frit et samfund er. Det er det, der illustreres i Figure 3 fra artiklen nedenfor; figuren viser den estimerede Kuznets-kurve for samfund med meget lav økonomisk frihed (de cirka 20 procent mindst frie) på den grå kurve, og samfund med relativt høj økonomisk frihed (de cirka 20 procent mest frie). Sagt mere simpelt viser analysen i artiklen ret klart, at selvom økonomisk vækst til at starte med fører til større udledninger, kommer der et punkt hvor kurven knækker og yderligere vækst fører til mindre udledninger. Og hvis man er meget økonomisk fri ved at have omhyggelig beskyttelse af privat ejendomsret og private kontrakter, og man er fri for politisk indblanding på feltet, sker ‘knækket’ ved et ret lavt velstandsniveau.

Helt konkret indebærer estimaterne, at hvis man er blandt de 20 procent samfund med bedst retslig beskyttelse, vil økonomisk vækst reducere udledninger af CO2 når man er over et BNP per indbygger på omtrent 47.000 dollars, og reducere udledningen af drivhusgasser som helhed, når man når et BNP på indbygger på bare 23.000 dollars. Det første er lidt under Taiwans nuværende velstandsniveau, mens det andet er Malaysia niveau for knap ti år siden, eller Danmarks velstand omkring 1970.

Og heri ligger det politisk kontroversielle: Analysen implicerer, at hvis man vil have en hurtigere transition til lavere udledninger af drivhusgasser, er en effektiv måde at øge den økonomiske frihed – dvs. politisk at holde fingrene fra økonomien – og lade hurtig økonomisk udvikling gøre arbejdet. Det er med andre ord moderne produktivitetsudvikling i rige lande, der i høj grad fører til reduktioner af drivhusgasser, mens politisk styring decideret kan gøre ondt værre. Det budskab er næppe populært på Christiansborg.

Kvindekampen burde være en kamp for økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2024. Skriv et svar

Idag er det Kvindernes Internationale Kampdag, og i bredere forstand derfor en dag, hvor ligestilling diskuteres ekstra intenst. Meget af diskussionen handler om lovgivning, ekstra rettigheder og sociale ydelser til kvinder, og mærkelige tiltag som kvindekvoter. Diskussionen ignorerer således en hel del ny forskning. Det gælder ikke mindst et helt nyt papir om økonomisk frihed fra Fraser Instituttet i Vancouver, skrevet af Rosemarie Fike.

Rosemarie undersøger i “Economic Freedom and Gender Norms” om der er en sammenhæng på tværs af verden mellem hvor økonomisk frit et samfund er, og hvordan folks kønsnormer ser ud. Baggrunden for hendes studie er Therese Nilsson og Niclas Berggrens pionerarbejde om økonomisk frihed og tolerancenormer (læs f.eks. her). Hun bygger således et indeks for kønsnormer fra tre spørgsmål i the World Values Survey, der måler folks holding til tre udsagn: “When jobs are scarce, men have more right to a job than women”; “Men make better political leaders than women do”; og “University is more important for a man than a woman.” Som illustration har vi gjort præcist det samme nedenfor og kortlagt det for Europa; bemærk at mørkeblå er de steder, folks har de mest ligestillende normer, mens rød er de mest diskriminerende normer.

Rosemaries konklusion er meget tydelig: “The results of this examination lend support to the doux commerce thesis. That is, greater economic freedom is associated with gender norms that treat men and women more equally. This relation holds even after controlling for income, the quality of political institutions, civil liberties, and religious beliefs.”

Selvom Rosemarie er meget omhyggelig med ikke at påstå, at alt er kausalt, viser hendes studie meget tydeligt, at lande hvor borgerne er mere økonomisk frie, har de også mere ligestillede kønsnormer. I princippet burde feminister og andre ligestillingsaktivister derfor støtte reformer, der giver større økonomisk frihed. I praksis er de fleste akademiske feminister voldsomt venstreorienterede. Det er et paradoks, der direkte modarbejder at borgerne bliver ligestillede.

Er markedsøkonomien kulturelt skadelig?

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2024. Skriv et svar

Torsdag den 7/3 afholder IFN i Stockholm et offentligt policy seminar med titlen “Är marknadsekonomin kulturellt skadlig?” Seminaret er en af de sidste aktiviteter i mit og Niclas Berggrens forskningsprojekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom, som finansieres af the John Templeton Foundation. Arrangeementet begynder 8.30 med registrering og morgenmad – hvis man er i Stockholm – og selve programmet starter klokken 9. Det hele foregår både fysisk i Stockholm og online – da to af os er med på zoom.

Arrangementet begynder med to indlæg af Niclas og mig, hvor vi kort præsenterer to bidrag fra forskningsprojektet: Jeg taler om hvorvidt globalisering påvirker folks mellemmenneskelige tillid – samfundets ‘sammenhængskraft’ – og Niclas præsenterer vores fælles arbejde om kapitalisme er bedre for mænds end kvinders tilfredshed med livet. Interesserede kan læse mere her og her.

Panelet, der efterfølgende diskuterer de to indlæg og de videre perspektiver i emnet og projektet, den 7. består af tre formidable kvinder: Johanna Möllerström, der er professor i nationaløkonomi på George Mason University i Virginia, Ulrica Schenström, direktør for tænketanken Fores, og Karin Svanborg-Sjövall, tidligere direktør for Timbro og nu ‘statssekreterare’ (en slags departementschef) i det svenske Kulturdepartementet.

Hele arrangementet er fokuseret på formidling af bidder fra projektet, og kræver på ingen måde en forskeruddannelse eller særlig indsigt. Alle interesserede kan tilmelde sig gratis her! Deadline for tilmelding er fredag den 1/3.

Økonomisk frihed – to podcasts om James Gwartney og hvad vi ved om økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 28. januar 2024. Skriv et svar

Som trofaste læsere ved, døde James Gwartney i starten af januar. Jim var en af hovedmændene bag det ekstremt nytttige – og benyttede – Economic Freedom of the World indeks. Indekset, der siden starten er udgivet af Fraser Instituttet i Vancouver, har revolutioneret vores viden om konsekvenserne af økonomisk politik og økonomiske institutioner. Jeg kan ikke overdrive værdien af Jims arbejde (det meste med Bob Lawson) for vækststudier og hvad man kan lære af andre lande. Martin Rode og jeg skrev derfor også forleden om ham i CapX.

I løbet af denne uge er to podcasts udkommet om Gwartney og økonomisk frihed: Matthew Lesh hos Institute of Economic Affairs talte med mig, mens Juliette Sellgren fra The Great Antidote talte med Bob Lawson. IEA-podcasten er i YouTube-linket nedenfor, mens The Great Antidote kan høres her. Begge er anbefalede!

James Gwartney, 1940-2024

Af Christian Bjørnskov, den 12. januar 2024. Skriv et svar

Tidligere på ugen kom en meddelelse, som mange af os har vidst ville komme, men ingen håbede på. James Gwartney var død, 83 år gammel. Jim (som de fleste af os kendte ham) var ikke blot professor i en menneskealder på Florida State University – han var ansat i 53 år – men også en af de mest indflydelsesrige økonomer, som selv andre nationaløkonomer ikke kender til.

Jim læste PhD på University of Washington, og udgav en del af sin afhandling i 1970 i American Economic Review – et af professionens absolut mest prestigefyldte tidsskrifter. Hans arbejde om diskrimination af sorte i det amerikanske arbejdsmarked blev publiceret gennem 1970erne i både AER og det lige så fine Journal of Political Economy, og gav ham allerede lige efter afhandlingen en stilling på Florida State University. Jim blev der i 53 år, det sidste halvandet år som professor emeritus. Hans økonomilærebog Economics: Private and Public Choice, der første gang blev udgivet i 1976, var også med til at etablere hans position i professionen, ikke mindst fordi det var den første lærebog, der brød med mange økonomers naive syn på politik og statslige indgreb.

Jims ‘crowning achievement’ kom dog i midten af 1990erne, efter en konference hos Fraser Instituttet i Vancouver. Konferencen, der handlede om konceptet økonomisk frihed, blev ledt af Milton Friedman og Michael Walker, og førte til at Jim en dag bankede på døren til sin forskningsmedhjælp Bob Lawsons kontor: “Bob, hvad laver du det næste halve år?” Den lettere forvirrede Bob svarede, at det vidste han ikke helt, hvorefter Jim fortalte ham, at de skulle lave et indeks over økonomisk frihed. I stedet for at sigte efter et perfekt mål, satte de to sig for at skabe et praktisk indeks af offentligt tilgængelige data, der kunne sammenlignes over tid og lande. Resultatet blev den første af de nu årlige rapporter fra Fraser om Economic Freedom of the World, der de seneste år har dækket 165 lande. Over årene har både Walter Block, Joshua Hall og Ryan Murphy medforfattet rapporten, men den oprindelige idé og hele grundlaget for at sætte internationalt sammenlignelige tal på økonomisk frihed kom fra Jim og Bob.

Jeg brugte Google Scholar i morges til at tælle op, hvor ofte rapporterne er blevet citeret siden den første udgivelse i 1996. Resultatet blev næsten 7000 citationer i både artikler, regeringsrapporter, tænketankanalyser, afhandlinger, og andet. Mange økonomer ville give en halv arm for at nå 7000 citationer i deres samlede karriere, men Jim nåede det med blot én publikation. Men hvilken publikation og hvilken idé! Uden hans insisteren på at måle økonomisk frihed – og uden Bobs enorme dataarbejde og -viden – ville vi nok stadig have råbt ad hinanden, uden at kunne sætte tal på konsekvenserne af politik. Idag ved vi meget om, hvordan reformer der påvirker borgernes økonomiske frihed, påvirker deres økonomiske vækst. Vi kan sammenligne på tværs af verden, se om nogle elementer er vigtigere end andre, og måske vigtigst af alt kan vi lære konkret af andre landes reformer og erfaringer. Grundlaget for at kunne gøre det præcist og konsistent blev lagt af Jim omkring 1995.

Derudover bør Jim Gwartney også huskes for den person han var. Som mange har skrevet i løbet af ugen – se blot Randall Holcombe, Robert Lawson, Ian Vásquez, og Matthew Mitchell – var han i Mitchells ord “unfailingly kind, gracious, humble, encouraging and grounded.” Og det er også sådan jeg lærte ham at kende. På trods af, at Jim var blind de sidste 30 år af sit liv, var han altid venlig, hjælpsom og interesseret. Som Ryan Stowers skriver i en hyldest af ham, var han “the kind of person who always made you feel better after spending time with him.” Sidste gang jeg møde ham, var til morgenmaden den første dag ved en konference, hvor jeg smilede til Maria der var med ham, og sagde godmorgen. Jim spurgte Maria, hvem det var, og da hun svarede “it’s Christian from Denmark”, lyste Jim op i et smil. Vi brugte fem minutter på en hyggelig snak om økonomisk frihed, jetlag, og fælles venner. Resten af dagen var bedre på grund af de fem minutter. Jim vil ikke kun blive savnet på grund af sin forskning, men også fordi han var et fantastisk menneske.

Gæsteindlæg: Økonomisk frihed og luftforurening

Af Christian Bjørnskov, den 8. januar 2024. Skriv et svar

Vi bringer idag et gæsteindlæg fra Nikolaj Richardt Pedersen, der er elev i 3.G på Herlufsholm Gymnasium.

Fra marts til oktober 2023 har jeg været en del af Projekt Forskerspirer, et akademisk projekt administreret af KU og AU, som er rettet mod gymnasieelever. Jeg har været så heldig at få muligheden for at arbejde med Christian Bjørnskov, som har hjulpet med at udarbejde en længere synopsis for et forskningsprojekt. Nedenstående er et uddrag af denne synopsis.

Luftforurening er noget, der typisk er en usynlig dræber. En tydelig tendens kan bemærkes: Rige og velfungerende lande har en markant lavere grad af skadelig luftforurening. Samtidig har økonomen Donald Boudreaux udtalt, at verden bliver ”Cleaned by Capitalism”, hvor markedsmekanismen antagelsesvis over tid, udbyder mindre skadelige produkter. En del tidligere forskning har udledt, at når lande opnår et vist niveau af velstand, begynder de at rengøre miljøet. Inden dette niveau opnås, forurenes der stadig mere; det omtales som den miljømæssige Kuznets kurve. Økonomisk frihed antages at sikre en større idéudveksling og innovationskraft, der skaber grønnere løsninger samt økonomisk vækst. Egenskaber, der i sig selv fremmer produkter, som i produktionen og anvendelsen udleder mindre luftforurening.

Undersøgelsen er en kvantitativ sammenholdelse af ’økonomisk frihed’ som den uafhængige variabel overfor luftforurening som den afhængige variabel. Derved bygger undersøgelsen på Fraser Institutes Economic Freedom Index og luftforureningsparametrene PM2.5, PM10 og NO2 fra Word Health Organization, Word Development Indicators, og OECD. På baggrund af alle OECD-lande i perioden 1990-2019, hvor landene sammenlignes relativt til år 2019 og udvalgte lande sammenlignes ift. deres udvikling i perioden.

En væsentlig fejlkilde i enhver sammenligning er, at en udvikling i økonomisk frihed vil tage tid, før det vil virke forbedrende på luftforurening. Derfor formodes luftforureningsværdierne at være et billede af niveauet af økonomisk frihed for flere år tilbage. Desuden forudsættes det i undersøgelsen, at sammenhængen mellem variable er cirka lineær. Ligeledes tager undersøgelsen ikke højde for OECD-landenes outsourcing af luftforurenende produktion, men alligevel har udviklede lande relativt bæredygtig produktion og produkter.

Jeg viser her en række udvalgte resultater fra den synkrone undersøgelse i figurform:

For to af forureningsindikatorerne (PM2.5 og PM10) fandtes en outlier, der alle steder er korrigeret væk af geografiske årsager. Der observeres en fin forklaringsgrad (en R2 mellem 0,42 og 0,60(, og et diagram, hvor datapunkterne ligger ganske tæt på af tendenslinjen.

Følger man udviklingen i lande over tid, får man meget lignende mønstre. Her er to udvalgte diagrammer fra den diakrone undersøgelse.

Der er få datapunkter, men diagrammet for Sydkorea viser umiddelbart en fin tendens. For lande, som Estland med en næsten konstant grad af økonomisk frihed i perioden, kan en tendens ikke ses. I Estland ser man derimod et konstant fald efter transitionen væk fra socialisme og en meget stor stigning i den økonomiske frihed i 1990erne.

Samlet kan man bemærke, at økonomisk frihed i nogle tilfælde umiddelbart ser ud til at kunne forklare 50-60% af udviklingen i den afhængige variabel. Både udviklingen i lande og særligt mønstret på tværs af lande udmærker sig til et fint empirisk grundlag, der bør sammenkobles til teorien bag. Der er altså klart indicium for en nævneværdig sammenhæng mellem graden af økonomisk frihed og skadelig luftforurening i et givent land.

Nikolaj ‘vandt’ desværre ikke forskerspireprojektet, men hans projekt var virkeligt fint. Og der ligger så absolut et emne for et glimrende bachelor- eller specialeprojekt, der kunne tage udgangspunkt i hans forskerspirearbejde. Varmt anbefalet herfra!

Forskning igang: Populisme og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 2. november 2023. 1 svar

I Børsen idag, torsdag den 2. november, skrev jeg om en af de kendte konsekvenser af populisme i den økonomiske kommentar. Baggrunden er, at det første temakapitel i dette års Economic Freedom of the World rapport netop handler om, hvad vi ved om effekterne af populisme på landes grad af økonomisk frihed. De to forfattere – punditokraternes ven og glimrende kollega Martin Rode og hans PhD-studerende Andrea Celico – peger her på, at en øget tilstedeværelse af populistiske partier og partier med populistiske holdninger er forbundet med reduceret økonomisk frihed: Ringere retsvæsener, mere regulering, højere handelsbarrierer osv.

På langt sigt vil den populistiske indflydelse således sandsynligvis indebære lavere vækst og længere kriser. Men Rode og Celico påpeger også i deres empiriske analyse, at alle lande ikke oplever samme skadevirkninger. Jeg opsummerede deres konklusioner i Børsen ved at notere, at “Når de to forskere tager disse grænser i betragtning, finder de ikke overraskende større skadevirkninger, jo mindre begrænset regeringen er. En flertalsregering, der ikke behøver at operere med de sædvanlige politiske begrænsninger – en regering, der kan få noget gjort – er således den farligste type, når populisme sniger sig ind i politikken.”

Som jeg også indikerer sidst i kommentaren – med en vognstang – passer situationen ret perfekt på den danske regering for tiden. Den har ikke blot flertal, men er også ganske tydeligt ligeglad med almindelig parlamentarisk procedure. Flere ministre har da også koldt bemærket, at de har flertal så de kan gøre hvad de vil. Men er den populistisk? Svaret er ja, hvis man bruger Rode og Celicos nyudviklede data. Figuren nedenfor plotter en populismescore for regeringen (den tynde, sorte linje), venstrefløj og højrefløj (de røde og blå linjer), og for Socialdemokraterne (den stiplede røde) og VK (den stiplede blå).

Skulle nogen være i tvivl om, at vurderingen af S er blevet mere populistisk, kan man blot se på justitsministerens angreb på Højesteret efter at regeringen og anklagemyndigheden har måttet droppe deres sager mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Angrebet er også rendyrket populisme: Hvis retsvæsenet ikke makker ret, må man styre det politisk.

Sidst, men ikke mindst, er spørgsmålet om man også kan se noget på udviklingen i Danmark. Jeg vil ikke påstå for meget, men der er bestemt en indikation i figuren: De store reformer i 1980erne kom i en periode hvor den populistiske højrefløj var på tilbagetog, og hvor Socialdemokraterne rykkede væk fra Anker Jørgensens klart populistiske profil. De fortsatte under Poul Nyrup, der bestemt heller ikke var en populist (som data også peger på), men stagnerede i 00erne og frem, efter at først højre side i Folketinget og hurtigt derefter Socialdemokraterne rykkede mod mere populistisk politik.

Den danske udvikling – selvom vi ikke vil påstå kausalitet – er således konsistent med en historie, hvor mere populisme forhindrer reformer, der skaber mere økonomisk frihed. Så hvorfor har vi kaldt denne post “Forskning igang” når Rode og Celicos forskning allerede er udgivet? Grunden er, at Rode og jeg er igang med at dykke videre ned i emnet. Konkret er vi igang med at sætte en analyse op, hvor vi undersøger i hvor høj grad og hvornår populisme påvirker pengepolitikken, og om det er regeringens position eller et bredere fænomen, der gør det. Alle input er som altid meget velkomne.

Økonomisk Frihed 2023

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2023. Skriv et svar

Forleden udkom den nye Economic Freedom of the World rapport. Rapporten er hvert år venet med spænding, ikke mindst fordi der med den kommer en ny udgave af datasættet bag den. Dataene på økonomisk frihed fra Fraser Instituttet, der udgiver den, bruges flittigt i både forskningen og tænketanksmiljøet. Sidste år viste Bob Lawson – en af forfatterne af rapporten siden den allerførste version – at flere end 800 videnskabelige studier havde brugt datasættet i konkrete, empiriske undersøgelser. Mange af os ser også frem til rapporten, fordi den hvert år omfatter et eller flere temakapitler om særlige emner.

Hvad viser rapporten så? Allerførst er den særligt interessant i år, fordi dataene i 2023-versionen går op til 2021. Med andre ord kan man nu se, hvad nedlukningerne i 2020 og 2021 kostede i form af økonomisk frihed. Og det er ikke småting! Vi illustrerer konsekvenserne i kortet nedenfor, hvor sort-røde-orange områder er dem, der mistede økonomisk frihed mellem 2019 og 2021, mens den blå områder er dem, der fik større økonomisk frihed. Det gennemsnitlige tab er 0,17 point (på en tiskala med et gennemsnit på 6,8). De store problemområder er et tab på 0,32 på området Freedom to trade internationally, 0,29 på Sound Money – dvs. pengepolitikken – 0,19 på det offentliges størrelse, og 0,10 på regulering. En interessant detalje er, at demokratier øgede reguleringen af markeder markant mere med 0,14 (autokratierne på 0,06; p<.05), og således rykker deres økonomier i mere illiberal retning end verdens diktaturer.

Konsekvenserne af tabet af økonomisk frihed på længere sigt er ganske alvorlige. Bruger man estimaterne i min artikel i Kyklos sammen med Andreas Bergh for et par år siden, vil gennemsnitsstigningen i det offentliges størrelse i demokratier koste cirka 0,15 procentpoint vækst per år. Det kan lyde af meget lidt, men i en tid hvor Danmarks trendvækst ligger noget i underkanten af 1,5 procent om året, skærer stigningen faktisk mere end ti procent af den langsigtede vækst.

En indvending kunne være, at disse ændringer jo er midlertidige, og intentionen er, at politikken skal vende tilbage til normalen efter nedlukningerne. Men det gjorde den jo ikke – Danmark er f.eks. på vej mod 900.000 offentligt ansatte! Og det generelle billede er da også, at ‘midlertidig’ krisepolitik har en forbløffende evne til at blive permanent. Martin Rode og jeg viste således i 2019 i en artikel med titlen Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets, at tab af økonomisk frihed under kriser som oftest bliver permanente, uanset om man efterfølgende får en blå eller rød regering.

Hele episoden med nedlukninger pga. en ny virus illustrerer således, at selv demokratisk valgte politikere har interesse i, at få mere magt når de kan slippe afsted med det. Politikere er i politik primært fordi de har smag for at have magt over andre mennesker – hvis de ikke brød sig om det, gik de ikke ind i politik – og mere magt er ‘bedre’. De vil således, i klar overensstemmelse med 65 års forskning i public choice, overreagere når de kan kalde noget en krise, og rykke i retning af mere politisk magt uanset om det gør noget ved det underliggende problem. En af de store gevinster ved at have kilder som Fraser instituttets Economic Freedom of the World er, at klare data umuliggør, at man dækker over konsekvenserne af ens politiske handlinger.

Hele rapporten er varmt anbefalet, ligesom dataene ligger lige til arbejde i gymnasiets samfundsfag. Og i næste uge følger en omtale af årets temakapitler.

Hvem forurener mindst?

Af Christian Bjørnskov, den 6. september 2023. 1 svar

Meget af miljødebatten de senere år har fokuseret på CO2 og andre drivhusgasser, hvor meget hvert land udleder af dem, og hvad man fra politisk side kan gøre for det sænke udledningerne. Der er ærgerligt, da der er andre miljøproblemer med langt større, direkte skadevirkninger for almindelige mennesker. Et af dem, der ikke blot er veldokumenteret, men også er relativt godt målt på tværs af verdens lande, er partikelforurening. Og ser man på partikelforureningen, giver det et noget andet billede end mange miljøinteresserede danskere forestiller sig.

Kortet nedenfor illustrerer partikelforurening, defineret som PM 2.5, på tværs af verden de seneste år; kilden er Verdensbanken. De reneste steder (hvor folk bor) er New Zealand (5,7 ppm), Brunei (5,8 ppm), og Finland (5,9 ppm), mens de mest forurenede er Nepal (94,3), Qatar (90,4) og Egypten (79,3). Det (uvægtede) gennemsnit på tværs af 177 lande er 25, 8, mens medianen er 20,6.

Hvorfor ser vi så store forskelle i forurening på tværs af verden? Læser man medierne og lytter til journalister og politikere, skulle man ofte tro at det er de rigeste lande, der forurener mest. Man glemmer, at meget af den sundhedsrelevante forurening – og ikke mindst partikelforurening – ikke kommer fra avanceret økonomisk aktivitet, men fra almindelige mennesker der laver mad, varmer deres hjem op osv. Millioner af mennesker verden over gør begge dele ved at brænde kul, træ og tørv indenfor, og dermed voldsomt forurene deres indeklima. Det forsvinder typisk med at folk bliver rigere, men det er ikke hele historien.

Noget af historien kan ses i nedenstående figur, der plotter område 2 fra the Economic Freedom of the World indekset – kvaliteten af de juridiske institutioner – mod forurening. Det slående ved figuren er, at mens demokratier (de blå markører) typisk har mindre forurening end autokratier (de røde markører), har ingen lande med en juridisk kvalitet over cirka 6½ på en 10-skala forurening over medianen. Sagt med andre ord: Når kvaliteten af retsvæsenet og beskyttelsen af privat ejendomsret bliver god nok, får man ikke længere alvorlige forureningsproblemer på denne parameter.

Mens man bestemt ikke skal lade hele sin holdning danne af en enkelt figur – det ville være tåbeligt – peger evidensen her i en helt anden retning af, hvad mange tror. Økonomisk frihed er ofte forbundet med mindre forurening og mindre udledninger, og et generelt bedre miljø. Det samme gælder ofte for økonomisk udvikling. Og det paradoksale er, at langt de fleste ‘miljøkæmpere’ bekæmper moderne økonomisk udvikling og borgernes økonomiske frihed.

Hvordan klarer BRICS-11 sig?

Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2023. Skriv et svar

Forleden holdt BRICS-gruppen møde i Sydafrika for at fejre sig selv og bringe seks nye lande ind i det, der nu er en slags BRICS-11 gruppe. De oprindelige lande – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – dannede gruppen for nogle år siden som modvægt til særligt USA og de vestlige landes indflydelse på bl.a. IMF. De seks nye – Argentina, Egypten, Etiopien, de Forenede Arabiske Emirater, Iran og Saudiarabien – har således købt medlemsskab til en klub, der ser sig selv som en vigtig økonomisk spiller på globalt plan. Det er derfor indlysende relevant at spørge, hvordan det går for dem rent økonomisk?

Det gør vi idag i figuren nedenfor, der plotter BNP per indbygger og det gennemsnitlige privatforbrug for den globale benchmark USA, de fem gamle BRICS-lande, og de seks nye. For de to grupper har vi valgt at vise gennemsnit vægtet med befolkningsstørrelse, så Emiraterne ikke får urimeligt stor indflydelse med landets ti millioner ud af gruppens samlede 3,6 milliarder mennesker.

Som figuren viser ret klart, er BRICS-landene som gruppe meget fattigere end USA. De fem gamle har et gennemsnits-BNP der er 20 % af USAS (28 % for de seks nye) og et privatforbrug på bare 13 % (18 % for de nye). Selv de to rigeste i gruppen, Saudiarabien og Emiraterne, har gennemsnitlige privatforbrug på kun 39 og 54 % af amerikanernes.

Det bliver på ingen måde bedre af at kigge på den økonomiske dynamik i stedet for de nuværende niveauer. USA’s gennemsnitsvækst i BNP de sidste 15 år har været 1,1 % (1,2 % i privatforbrug), mens de fem oprindelige BRICS-landes gennemsnit er 1,4 % (1,4 %) og de seks nyes har været blot 0,4 % (0,2 %). Hvad værre er, er at det eneste virkelige vækstland i den oprindelige gruppe er Indien! Kinas vækst er efter alt at dømme stoppet op med ungdomsarbejdsløshed, der nærmer sig 25 % – kineserne er holdt op med at publicere statistik på det – deflation, og et boligmarked tæt på kollaps. Ruslands var nødlidende allerede før Ukraine-krigen, Sydafrika har store økonomiske problemer, og blandt de nye lande står Argentina på kanten af en statsbankerot og analytikere er begyndt at tale om et Sovjet-agtigt iransk kollaps som en reel mulighed.

Som en analytiker i the Telegraph påpegede forleden, er fremtidsprospekterne slet ikke gode for gruppen. Det eneste land, der har en vestlig grad af økonomisk frihed – en veldokumenteret og vigtig vækstparameter på langt sigt – er Emiraterne, og både Argentina, Kina og Sydafrika er politisk på vej den modsatte vej. Ser man sobert på BRICS-gruppen som helhed, tegner der sig et meget klart billede af en landegruppe domineret af diktaturer (med Argentina og Brasilien som de eneste velfungerende undtagelser) der lider økonomisk og forsøger at bryde med økonomisk logik. I politik tales der meget om BRICS som en global faktor, men ser man på det økonomisk, er der kun en lidt medtaget papirtiger.

Sommerserien #8: Den kapitalistiske fred

Af Christian Bjørnskov, den 14. august 2023. Skriv et svar

I vores sommerserie er vi kommet til et af de ‘store’ emner: Skaber kapitalisme og økonomisk frihed fred, som mange på den liberale side af debatten – og siden oplysningstiden – har påstået, eller havde Marx og hans efterfølgere ret, når de påstod at kapitalisme skaber krig og hviler på imperialisme? Det spørgsmål kan man skabe sig et vist overblik over ved at læse Alexander Jelloians artikel i det sidste nummer af Economic Affairs.

Det marxistiske argument hviler ofte på to simple idéer: 1) At kapitalisme afhænger af imperialisme, så man bliver nødt til at føre krig og undertrykke for at de kapitalistiske lande og magthavere kan udbytte resten; og 2) at en kapitalistisk industri har interesse i ufred fordi den så kan producere og sælge flere våben. Som så meget anden marxistisk tænkning er de to mekanismer således partielle – de ignorerer, at ufred ødelægger potentielle markeder for industrien og borgerne, og at hvis industrien skal producere våben, kan den ikke også bruge de samme ressourcer til at producere almindelige varer. Det er således tænkning uden alternativomkostninger, præcist som Mariana Mazzucatos politisk populære, nymarxistiske idéer om the entrepreneurial state.

Den liberale ‘case’ hviler på meget andre idéer. For det første skaber international handel også afhængighed af hinanden, hvilket kraftigt øger prisen på ufred. For det andet skaber solid beskyttelse af den private ejendomsret ikke blot produktivitet, men også et økonomisk alternativ til udbytning og korruption. Og sidst, men i Ruslands tilfælde nok ikke mindst, vil dårlig beskyttelse af ejendomsret og dermed massiv korruption underminere en stats evne til at føre krig.

Hvor meget evidens er der for det ene eller det andet? Jelloian peger i sin artikel på, at der faktisk ikke er ret meget tydelig, moderne empirisk forskning på området. Men hvis man skal konkludere noget ud fra forskningen, er det at økonomisk frihed skaber fred. En indikation af det kan ses nedenfor, hvor vi har plottet område 2 fra the Economic Freedom of the World indekset – beskyttelse af privat ejendomsret og kontraktfrihed – mod the Global Peace Index for de 153 lande der er dækket af begge indeks. De røde markører er autokratier mens de blå markører er demokratier.

Skal man konkludere noget, er det at der er en meget tæt forbindelse mellem de to indeks, i det mindst i en tværsnitsanalyse. Korrelationen er -0,59 i autokratier og -0,68 i demokratier (den blå ‘outlier’ er USA). Kapitalisme ser ud til at skabe fred! Men når man som forskernørd (som undertegnede) ser figuren, får man i den grad lyst til at bidrage til forskningen på området. Hvis jeg ikke kan overtale en specialestuderende til det i foråret, kan læserne nok se frem til at der dukker noget mere op om dette emne udenfor sommerserien.

Sommerserien #7: Det moralske aspekt ved økonomisk frihed.

Af Otto Brøns-Petersen, den 7. august 2023. Skriv et svar

En gruppe gode mennesker har taget initiativ til en borgerlig højskole, Rahbeks Højskole. Det første ophold løb af stablen i en uge sidst i juli på Grundtvigs Højskole. Men tanken er at udvikle Rahbeks til en ”rigtig” højskole med egne bygninger og længere ophold.

Jeg havde fornøjelsen af at blive inviteret til at give eleverne et oplæg om ”de økonomiske og moralske aspekter af det frie marked”. Og der er jo et tematisk overlap med vores sommerserie her på bloggen, så hvad skulle være mere oplagt end at dele nogle af mine pointer med jer her?

Selv om økonomisk frihed ofte begrundes med de meget markante effekter, som selv begrænsede grader af økonomisk frihed og markedsøkonomi hidtil har ført med sig i form af højere indkomster og materiel levestandard rundt omkring i verden, så er det måske ikke den vigtigste begrundelse for økonomisk frihed. Velstanden er efter min opfattelse en bivirkning ved friheden – om end en meget vigtig bivirkning.

Den vigtigste begrundelse for markedet er etisk.

Hvad vil en markedsøkonomi helt grundlæggende sige? Den kan beskrives ved nogle fundamentale rettigheder. For det første retten til individuel selvbestemmelse. Individer handler på markedet for at opnå de formål, de vælger. Ingen er andres ejendom. Det er individets præferencer, der tæller. Af den individuelle selvbestemmelse følger, at det er individet selv, som ejer sin arbejdskraft. For det andet privat ejendomsret. Man kan – som økonomer af ejendomsrets- eller UCLA-skolen har påpeget – se en markedsøkonomi som en udveksling af ejendomsretstitler. Indehaveren af en titel har den eksklusive ret til at bestemme over den genstand (i bredeste forstand), som titlen er til.. For det tredje retten til at foretage frivillige transaktioner mellem to parter. Frivilligheden indebærer, at  begge parter stilles bedre, ellers ville transaktionen ikke kunne finde sted.

Det er værd at bemærke, at disse tre typer af rettigheder faktisk svarer til, hvad John Locke anså for fundamentale rettigheder for et frit samfund. De er grundlæggende de samme. En markedsøkonomi er altså et fænomen, som – også – udspringer af fundamentale menneskelige rettigheder. Det er ikke så underligt, fordi markedsøkonomi er en af flere måder at interagere på frivilligt (civilsamfundet er en anden). Markedsøkonomien er i den forstand ikke noget særligt, men en integreret del af friheden.

En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at den afstemmer incitamenterne, så vores interesser som enkeltindivider ikke er modstående, men i indbyrdes overensstemmelse. Selv om vi lever i en verden af knappe ressourcer, er markedsøkonomien ikke et nulsumsspil, men et plussumsspil, hvor der er gevinster for alle ved samarbejde og ved at bruge deres ressourcer produktivt. Det er naturligvis en stor del af forklaringen på markedsøkonomiens velstandsskabende effekt, at den skaber incitamenter til at anvende ressourcerne produktivt fremfor til at slås. Velstanden er så at sige et biprodukt af fredelig sameksistens.

Det er for så vidt pudsigt, at sammenfaldet mellem egennytte og andres interesse til tider bliver brugt som kritik mod markedsøkonomien. Det bygger for det første på en underliggende præmis om, at handlinger først er rigtigt moralske, hvis de ikke er i overensstemmelse med personens egeninteresse; at de indebærer et offer. Men det savner en god begrundelse. Misforståelsen opstår, fordi moralske principper i nogle tilfælde kan hævdes at stille krav om at handle imod egennytten. Men deraf følger ikke, at egennyttige handlinger nødvendigvis er umoralske. Tværtimod har vi en betydelig interesse i, at der er størst muligt sammenfald mellem, hvad der er godt for den enkelte og for andre. Som Adam Smith observerede, får man flere moralske handlinger, desto mere de også er i den agerendes egeninteresser.

En anden indvending mod økonomisk frihed er, at materielle behov er underordnede i forhold til andre behov, og at økonomisk frihed derfor er underordnet i forhold til andre frihedsrettigheder. Men som sagt er velstanden primært en bivirkning af friheden til at handle og bytte frit. Grundlæggende set er det vanskeligt at sondre mellem materielle og andre behov, fordi de ofte indgår i hinanden. Vi har alle planer, vi ønsker at føre ud i livet, og som motiverer vores handlinger. De vil næsten altid indeholde en materiel dimension, fordi vi lever en fysisk verden, hvor fysiske begrænsninger spiller en rolle for planopfyldelsen. Selv religiøse behov kræver fysiske rammer, og religiøs forfølgelse ytrer sig ofte ved materielle begrænsninger så som lukning af kirker, forbud mod at trykke og sælge religiøse skrifter osv.

Men det er indlysende, at mange krænkelser af den personlige frihed kan være værre end krænkelser af materiel ejendomsret. Det er som regel værre at blive spærret inde eller slået ihjel end få frastjålet ejendele. Men at den personlige frihed er den vigtigste rettighed bag en fri markedsøkonomi, gør ikke ejendomsretten over materielle forhold underordnet. Og der kan sagtens være eksempler på, at krænkelser af ejendomsretten kan være værre end indgreb i den personlige frihed. For en ateist er indgreb mod gudsdyrkelse nok mindre vigtig end at få stjålet sine ejendele.

I en vis forstand har markedsøkonomien været et offer for sin egen succes.

Den store vækst i velstanden har gjort konsekvenser af at miste nogle af sine ejendele mindre alvorlige. Til trods for, at beskatningen er vokset enormt gennem det tyvende århundrede, så har den økonomiske vækst været så stor, at det ikke har forhindret velstandsniveauet og levestandarden i at vokse. I tidligere tider ville det have haft fatale konsekvenser at miste så meget velstand, men i en voksende økonomi har tabet været til at bære.

En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at økonomiske tab kan flyttes hen, hvor de gør mindst ondt. Det følger af det frie forbrugsvalg. Men dermed er økonomiske tab ofte også mindre end andre tab. Antag f.eks. at du får smadret en rude i din stue. Tabet kan minimeres ved at få sat en ny rude i – og skære ned i andet forbrug i form af f.eks. en lidt billigere (og dårligere) ferie. Så tabet bliver altså via det frie forbrugsvalg ført hen, hvor det fylder mindst. Hvis det ikke var tilladt, kunne omkostningen ved den smadrede rude blive at fryse hver eneste vinter, med i værste fald døden til følge.

Endelig om ejendomsret og andre rettigheder: Det kan som sagt sagtens være værre at få krænket sin ejendomsret end andre rettigheder – f.eks. personlig frihed. Men en vigtig pointe fra den politiske filosofi er, at konsekvente rettigheder typisk skal være formuleret som ejendomsrettigheder. For det første skal de være negative – dvs. foreskrive, hvad andre ikke må gøre mod rettighedsbæreren. Positive rettigheder – som foreskriver at andre har en pligt til at levere et bestemt gode (uddannelse, bolig, indkomst) – kan derimod, som påvist af Hillel Steiner, ikke eksistere uden at komme i konflikt med hinanden. De er ikke compossible i Steiners terminologi. For det andet vil andre rettigheder typisk handle om den eksklusive ret til at anvende knappe ressourcer. Ytringsfriheden kan f.eks. kun forstås som retten til at anvende de ressourcer, man råder over, til at fremføre en ytring: Trykke en bog, avis, afholde et møde etc. Derimod indebærer ytringsfriheden ikke, at andre har en pligt til at anvende deres ressourcer til at formidle ytringen; en avis er ikke forpligtet til at trykke en holdning, og ingen er forpligtet til at påhøre en ytring.

Man kan naturligvis godt forestille sig et samfund, hvor retten til at være i fred og samarbejde frivilligt med andre kun er beskyttet, når det gælder ”økonomiske” handlinger. Altså et samfund, hvor der er (en grad af) markedsøkonomi, men ikke væsentlig personlig eller politisk frihed. Hvor f.eks. ejendomsretten er begrænset, hvis den anvendes til at ytre kritik af regimet, men ikke hvis den anvendes til rene materielle formål. Det har været ambitionen for det kinesiske kommunistparti, som har tilladt en vis frigørelse på det økonomiske område, men samtidig forsøger at fastholde et fuldstændigt greb om den politiske magt. I princippet kan man godt tænke sig en sådan afgrænsning, men det er – som vi har været inde på tidligere – forbundet betydelige vanskeligheder i ”praksis”. Også i Kina. Et grundlæggende problem er, at velstandsfordelingen i en markedsøkonomi er dynamisk og uforudsigelig, og at det derfor kan være vanskeligt for eliten at fastholde den politiske magt.

Men hvad med det modsatte: Politisk frihed, men ikke økonomisk. Også det har vi været inde på tidligere. Meget taler for Friedman og Hayeks hypoteser om, at demokrati kræver et betydeligt element af markedsøkonomi, ligesom menneskerettigheder i øvrigt gør. Det er også værd at nævne William Rikers pointe om forskellen på at tabe i politik og økonomi. I en markedsøkonomi kan man tabe ved, at andre ikke vil indgå de transaktioner med én, man ønsker. Jeg kan f.eks. fremstille et produkt, som ingen vil købe til den pris, jeg forlanger. Men tabet er begrænset i den forstand, at jeg ikke bliver tvunget til at afgive mine ressourcer. Jeg kan bruge dem på at fremstille noget andet eller sætte prisen ned. I demokratisk politik kan en vindende koalition tage i princippet ubegrænset fra mindretallet. Altså, hvis der kun er politisk frihed i form af ret til at deltage i afstemninger og krav om, at den bestemmende koalition har et flertal.

Men vi forstår jo et liberalt demokrati som mere end det. Det omfatter også rettigheder, som begrænser, hvad et flertal må gøre mod den enkelte. Det er imidlertid netop i kraft af, at de politiske rettigheder er suppleret af ejendomsrettigheder i et liberalt demokrati.

Økonomisk frihed handler altså ikke alene eller primært om adgangen til at have et stort materielt forbrug. Det er en essentiel og integreret del af friheden, og det udspringer af de samme rettigheder, som er nødvendige for ”ikke-økonomisk” frihed.   

Sommerserien #6: Økonomisk frihed og tolerancenormer

Af Christian Bjørnskov, den 31. juli 2023. 1 svar

I vores sommerserie er vi kommet til et af de emner, hvor den traditionelle socialistiske venstrefløj og den liberale højrefløj ofte overraskes over at de er enige: Tolerancenormer. Her ender enigheden dog, fordi folk på venstrefløjen som oftest advokerer for at staten skal skabe tolerancenormer, mens liberales politiske præference er den præcist omvendte. Og i mange år kunne man stå og råbe ad hinanden, fordi der stort set kun var spekulativ sociologi og strategisk udvalgte eksempler at læne sig op ad. Sådan er det ikke længere.

Forskning de sidste ti år har meget klart peget på, at økonomisk frihed bidrager til at befolkningen bliver mere tolerant. Pionererne på området er mine og punditokraternes gode venner Niclas Berggren og Therese Nilsson. De to svenske forskere er begge tilknyttet Institutet fór Náringslivsforskning i Stockholm, og er også tilknyttet henholdsvis VSE i Prag og Lunds Universitet. For ti år siden udkom Does Economic Freedom Foster Tolerance? i Kyklos, hvilket skulle vise sig at være starten på en voksende litteratur.

Therese og Niclas viste i den allerførste artikel, at større økonomisk frihed fører til at befolkningen bliver mere tolerant overfor homoseksuelle. Senere studier har dykket ned i andre detaljer ved at se på andre spørgsmål – forskningen er begrænset til, hvad der er spurgt om i store, internationalle spørgeskemaundersøgelser – andre elementer af økonomisk frihed, og i et enkelt eksempel også spørgsmålet, om det samme gælder på tværs af amerikanske stater.

Den videre forskning har for eksempel yddybet vores viden på området ved at vise, at øget globalisering fører til, at folk i højere grad ønsker at lære deres børn at være tolerante (læs her). Studiet var særligt interessant, idet det pegede på at det ikke bare er noget der sker af sig selv, men at i det mindste en del af virkningen af økonomisk frihed ligger i forældres opdragelse af deres børn, og hvordan de reagerer på et ændret miljø. Et andet interessant nyere studie af svenskerne udnyttede, at der er gode amerikanske spørgeskemadata. Mens de data for økonomisk frihed, der findes for de amerikanske stater, kun medtager det offentliges størrelse og reguleringsfrihed, gav det derfor Niclas og Therese mulighed for at undersøge, om man kan se lignende møsntre på tværs af staterne som man ser på tværs af lande. Svaret var ja: På tværs af de amerikanske stater er større økonomisk frihed, og i særlig grad lavere skatteprogressivitet, forbundet med større tolerance overfor ateister, kommunister og homoseksuelle (læs her).

Det sidste bidrag kom for to år siden, da Journal of Institutional Economics publicerede de to svenskeres undersøgelse af økonomisk frihed og antisemitisme. På tværs af 106 lande i alle dele af verden fandt de, at bedre retsvæsener og stærk beskyttelse af ejendomsret er meget tydeligt forbundet med mindre antisemitisme. De fandt dog også tegn på, at en større grad af frihed til at handle og investere internationalt er forbundet med mere antisemitisme. Det sidste fund var meget uforventet, og indikerer at der bestemt er brug for mere detaljeret forskning på området.

Når man kender den nye forskning på området, må det fundamentale spørgsmål være, hvad der gør at økonomisk frihed gør folk mere tolerante overfor andre slags livsstil og andre præferencer? Mens man naturligvis kan spekulere over en lang række mulige mekanismer, giver den økonomiske forskning to klare bud.

Det første er demonstrationseffekter, som er en god forklaring på de positive effekter af særligt globalisering: Jo mere man handler og investerer i resten af verden, jo mere bliver man også kulturelt udsat for den. man får således demonstreret, at folk der på mange måder er anderledes end en selv kan være flinke, hæderlige mennesker. Man kan desværre også få demonstreret, hvordan folk der umiddelbart er præcist som en selv, kan være det modsatte. Demonstrationseffekter som disse gør det derfor noget sværere at vedligeholde faste fordomme overfor folk, der er anderledes.

Den anden type mekanisme er en mere simpel økonomisk effekt: Jo mindre markeder er regulerede, jo større konkurrence man får udefra, og jo bedre retsvæsenet beskytter alle – og ikke kun dem med kontakter – jo dyrere bliver det at diskriminere. Mekanismen har været kendt siden Gary Beckers banebrydende The Economics of Discrimination udkom i 1971. Jo dyrere en aktivitet bliver, jo mindre af den får man, og hvis det bliver meget dyrt at være intolerant, forsvinder mange af ens intolerante medborgere. Omvendt indebærer dårlige institutioner ikke blot mere småsvindel og korruption, men også mere intolerance.

Konsekvenserne for folks tolerancenormer burde diskuteres og fremhæves langt oftere i offentlig debat, der ofte kun drejer sig om de rent økonomiske gevinster ved økonomisk frihed. De forklarer også til tider, hvorfor stærkt nationalkonservative meningsdannere absolut ikke er tilhængere af åbne markeder, reguleringsfrihed eller uafhængige retsvæsener. Det er hverken hos en Órban, Trump eller Trudeau man skal finde en liberal tolerance overfor dem, der tænker eller lever anderledes.

Sommerserien 2023 #5: Økonomisk frihed og miljøet

Af Christian Bjørnskov, den 26. juli 2023. 1 svar

Som Otto skrev forleden – og som vi har understreget mange gange her på stedet – er økonomisk frihed forbundet med større økonomisk vækst. De sidste 25 år har forskningen dokumenteret en klar effekt fra særligt mindre offentlige sektorer, mindre offentlig intervention, og bedre retslige institutioner på den langsigtede økonomisk vækst. Men taler man med folk om det, har de ofte en indvending: Jaaah, men det er jo ligegyldigt når det ødelægger miljøet. Hvis det var rigtigt, ville det være en god indvending – men det er det ikke!

I en ny analyse for den canadiske tænketank Montreal Economic Institute skitserer den fremragened Vincent Geloso, hvordan økonomisk vækst faktisk hjælper til et bedre miljø. Analysen er en del af en serie, der sigter mod at afvise almindelige – men udokumenterede – angreb på fænomenet økonomisk vækst. Vincent peger på to meget almindelige påstande, som er forkerte: At folk der gerne vil have vækst, er ligeglade med miljøet, og at øget vækst indebærer større ressourceforbrug, som kloden ikke kan klare.

Vincent understreger allerførst, at det er veldokumenteret, at i takt med at folk bliver rigere, bliver de faktisk mere fokuserede på forhold som et godt miljø: Er man fattig, er hovedfokus at få mad på bordet idag og imorgen, men når det er sikret, skifter fokus mere mod andre ting, der er rare at have som f.eks. rent miljø. Overordnet er det sandsynligvis i højere grad et forhold, der skifter, når folk er mere økonomisk frie. Forskning peger således på, at folk bliver mindre materialistisk fokuserede, jo mere økonomisk frie de er.

Et andet forhold, som har været centralt for noget af min egen forskning – som vi har skrevet om tidligere – er hvordan kilderne til økonomisk vækst ændrer sig henover det, man kalder den miljømæssige Kuznets-kurve. I starten af kurven (når man kommer fra meget dyb fattigdom) vil væksten typisk indebære et større ressourceforbrug og en byrde på miljøet, men kun op til et vist punkt. Herefter er der endda direkte effekter at økonomisk frihed. Som Vincent skriver, er det for eksempel sagen, at “thanks to strong property rights (one component of economic freedom), innovators can more easily secure the fruits of technological innovation. This stimulates innovation that could be environmentally beneficial, while fewer regulatory barriers may facilitate the adoption of new technologies by other firms. Third, strong property rights make it easy to assign liability.”

Bundlinjen er, at økonomisk frihed faktisk bidrager positivt til et renere miljø. Det kan endda ses i partikelforurening i storbyer, som vi skrev om for nogle år siden (læs her). En af grundene til, at folk tror det modsatte, er at de ikke forstår hvordan moderne økonomisk vækst fungerer, og at de har dyb og naiv tro på, at staten nok skal kende løsningerne på problemer. Virkeligheden er derimod, som Don Boudreaux har understreget, at lande har en tendens til at blive ‘cleaned by capitalism’. Eller som nogle af os er gamle nok til at huske: De mindst økonomisk frie, nogenlunde rige samfund vi har kendt – Central- og Østeuropa under kommunismen – var miljømæssige katastrofer.

Sommerserien 2023 #4: Økonomisk frihed giver større velstand

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. juli 2023. 1 svar

En af de effekter af økonomisk frihed, som empirisk er studeret mest, er på den samlede økonomiske velstand, målt ved indkomst eller BNP per indbygger. Både økonomisk historie og økonomisk teori giver  gode grunde til at forvente en klar, positiv sammenhæng mellem graden af fri markedsøkonomi og økonomisk velstand. Og det er da også, hvad den empiriske litteratur baseret på det økonomiske frihedsindeks i meget udpræget grad finder.

Mit egen bidrag til denne litteratur (Brøns-Petersen og Gjedsted 2020) finder, at en stigning på ét point på det økonomiske frihedsindeks (EFI) er forbundet med en stigning i BNP per capita på godt 10 pct. Det er ikke atypisk for den øvrige litteratur. Studiets formål er i øvrigt at sammenligne effekten af temperaturændringer med effekten af institutioner målt ved frihedsindekset. Det viser, at for 80 pct. af verden ville der være en større negativ effekt af at falde ét point på frihedsindekset end af at se en temperaturstigning på én grad celsius. For Danmark ville et fald på ét point svare til at falde fra femte- til 66. pladsen på EFI.

Lawson (2022) gennemgår 92 studier, som ser på effekten af EFI på BNP. Kun ét studie finder en negativ effekt, mens 61, altså to tredjedele, finder en klar positiv effekt. 51 studier ser på effekten af EFI på indkomst, og ingen finder en negativ sammenhæng. Knap tre fjerdedele finder en klar positiv effekt, mens altså ca. en fjerdedel ikke finder en effekt. Sammenhængen er altså gennemgående meget klar.

Økonomisk frihed er et flerdimensionalt begreb, og der er flere mulige kanaler, som EF kan påvirke væksten igennem. Lawsons litteraturstudie peger f.eks. på en gennemgående positiv sammenhæng mellem EFI og udbuddet af produktionsfaktorer, herunder flere investeringer, mere entreprenørskab og mere international handel. De er selvsagt ikke gensidigt udelukkende, men må tværtimod forventes i høj grad at følges ad.

Det er værd at påpege, at økonomisk frihed åbenlyst, men ikke udelukkende påvirker væksten i det enkelte land; det smitter også af på omverdenen. Cathing-up-vækst er et velkendt fænomen – dvs. at lande der ikke er ledende teknologisk mv. kan opnå vækst ved at imitere førende landes teknologi, eller ved simpelt hen at importere sig til højere velstand. Generelt kan man sige, at verden i løbet af de sidste 200 år er gået fra en tilstand, hvor kun de allermest avancerede lande kunne skabe levestandard over eksistensminimum for den brede befolkning, til en tilstand, hvor absolut fattigdom kun findes i de allermindst avancerede og institutionelt ringeste lande med de dårligste markedsøkonomiske betingelser.