Tag-arkiv: politik

Forskellen på aspirationer og politik

Den glimrende Randy Holcombe (Florida State University) havde forleden en kommentar om politikere på the Independent Institutes blog. Randy opsummerer sin hovedpointe i de første linjer:

Political rhetoric tends to obscure the difference between aspirations and policies. Aspirations are goals people would like to achieve, whereas policies are the means for achieving them. For example, the Obama administration has mandated automobile fuel efficiency standards that require a fleet average of 54.5 miles per gallon by 2025. This is an aspiration, not a policy.

Pointen er meget genkendelig i en dansk kontekst. Alternativet er det ene ekstrem, da deres politiske position op til valget nok bedst kunne opsummeres som ”Vi vil ligesom gerne have, at folk er flinke.” Positionen er indlysende nok kun mening som en vag aspiration, men absolut intet konkret, politisk indhold. I den anden ende af spektret ligger Liberal Alliance, der blandt andet gik til valg på et finanspolitisk forslag, der var regnet igennem af Finansministeriet.

Og hvad er der galt med det, kunne man spørge? Randys svar er, at politikere af stort selv alle farver er gode til at kommunikere deres mål – deres aspirationer. En politiker vil sige, at vi skal til B (målet), men meget sjældent hvordan vi kommer til B (politikken). Folk stemmer således efter deres vurdering af målene, især når de enten ikke kender politikken eller den er utroværdig – husk, at politiske ’markeder’ er de eneste markeder, hvor der betales for luftige løfter og ikke endelige produkter.

Den danske højrefløj har derfor det samme problem som den seriøse del af den amerikanske højrefløj. Når man endelig kommunikerer mål klart ud, som Venstre f.eks. har gjort siden Foghs tid, er det ofte utroværdigt. Man sætter nemlig mål på områder, der i den offentlige bevidsthed ’ejes’ af venstrefløjen, i et bredt set fejlslagent forsøg på at score socialdemokratiske stemmer. Skal man kommunikere troværdigt og med succes, må man således forbinde politikken med en konkret aspiration: Vi skal gøre Z for at komme til B. Desværre har de fleste politikere så lidt indsigt i faktiske samfundsforhold, at de næppe evner at gøre det. De lever i en verden, hvor der kun eksisterer motiver – hvilket B vil man til af – og hvor man fitter sit syn på, hvordan samfundet hænger sammen til det.

Den teoretiske politiker er en gud

Kommentatorer og økonomer, inklusive nogle af vores læsere her på bloggen, peger ofte på, at aktiv finans- eller pengepolitik i princippet kan afhjælpe effekter af kriser. Ideerne om finanspolitisk styring stammer fra Kalecki og Keynes arbejde i 1930erne, mens de tilsvarende pengepolitiske mekanismer først blev beskrevet af Warburton og Friedman. Den ene side mener, at man skal imødegå kriser og recessioner med ekspansiv finanspolitik – større offentligt forbrug og/eller lavere skatter og afgifter – mens den anden tror på pengepolitisk ekspansion. Mens begge sider har principielt ret, er der to fundamentale problemer forbundet med ideerne.

Fra én teoretisk side er problemet, at deres teoretiske syn på private agenter er simplistisk. Den mest berømte indvending kaldes ofte Barro-Ricardo ækvivalens, efter Robert Barros moderne behandling af David Ricardos indsigt fra 1800-tallet: Fremsynede borgere eller deres bankrådgivere vil indse, at når det offentlige øger udgifterne, betyder det at borgerne på et eller andet tidspunkt i fremtiden kommer til at betale højere skatter. I en vis forstand låner staten også fra borgerne selv når de udsteder obligationer, der købes indenlands. Borgerne får derfor et stærkt incitament til at spare op til den fremtidige regning, medmindre de er ekstremt kortsigtede. Det øgede offentlige forbrug kommer derfor til at modsvares af lavere privat forbrug når folk effektivt sætter deres opsparingskvote op. Nettoeffekten er således meget lille eller under nogle omstændigheder nul. Lignende problemer kan opstå med pengepolitik, når man politisk sætter renten ned, men hvor recessionen sænker inflationen lige så meget eller mere. I det tilfælde er realrenten – forskellen på den nominelle rente og inflationen – enten uændret eller muligvis endda steget. Det underminerer også den ellers forventede økonomiske effekt af politikken.

Fra en public choice / politisk økonomi-vinkel er der et ganske andet problem, der er lige så svært at løse. Problemerne opstår først og fremmest fordi politikerne ikke kan sætte noget som helst i gang før de har opdaget at der er et problem. Selv i Danmark kommer de makroøkonomiske data typisk med 3-6 måneders forsinkelse, og selv andre indikationer er ikke tilgængelige før de faktiske begivenheder er sket. Med andre betyder det, at politikere først får information om en krise, når den er begyndt at udfolde sig. Og selvom Det Økonomiske Råd i en vis forstand blev oprettet for at afhjælpe netop dette problem, er vismændene ikke profeter.

Når politikerne først har informationen, er næste skridt at finde en løsning – god eller dårlig hvis der overhovedet er en. Det introducerer en beslutningsforsinkelse da ethvert forslag skal udtænkes først, og derefter igennem almindelig parlamentarisk proces. I Danmark indebærer det, at et hvilket som helst forslag, når det er klart, skal gennem tre høringer i Folketinget. Sidst, men ikke mindst, skal forslaget implementeres, hvilket giver en implementeringsforsinkelse. I særlig grad gælder det her, at øgede offentlige udgifter kan tage lang tid om at udmønte sig i praksis, idet ethvert byggeri eller ansættelse af nye medarbejdere indlysende nok tager relativt lang tid. Og så har vi ikke engang taget hensyn til, at særinteresser får specielt let spil i en situation, hvor man leder med lys og lygte efter noget at bruge penge på, eller bestemte grupper at prioritere i skatte- og afgiftspolitik.

Det helt fundamentale problem med at bruge relativt simple teoretiske modeller – selvom de kan være endda meget avancerede rent matematisk – er at deres implicitte antagelser om politikere er tæt på rent nonsens. Skal traditionel stabiliseringspolitik faktisk virke som modellerne foreskriver, kræver det politikere med overmenneskelige evner til at forecaste økonomien og med nærmest øjeblikkelige indsigter i, hvordan politikken skal designes og gennemføres. Deres information om kriserne skal jo logisk set komme så meget før krisen, at det kan kompensere for beslutnings- og implementeringsforsinkelserne. I makroøkonomi uden politisk økonomi er den teoretiske politikere således i en meget konkret forstand en guddom. Jeg kender ingen politikere i det virkelige liv, der på nogen måde kommer tæt på gudestatus. Derfor er det også svært at tage konkrete, politiske forslag alvorligt, når de hviler på makroøkonomisk teori, der er simpel i netop denne forstand.

Ekonomisk Debatt om valgår og politik

Det svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt, der for tiden redigeres af Niclas Berggren og Therese Nilsson, er ude med et nyt nummer i anledning af at det er valgår i Sverige. Nummeret kan læses i sin helhed her. Berggren og Nilsson lægger selv ud med en stærkt læseværdig leder om nationaløkonomers politiske relevans. Blandt de seks artikler er Olof Johansson-Stenman om effektiv klimapolitik, Andreas Bergh om indvandreres udfordringer på det svenske arbejdsmarked – et emne der også burde have væsentlig interesse på den vestlige bred af Øresund – og den tidligere Princeton-professor Lars E. O. Svensson om den svenske nationalbanks politik. Hele tidsskriftet er stærkt anbefalet!

Weekendens spørgsmål

Ed Crane, den tidligere præsident for Cato Institute, holdt en præsentation på George Mason University i går. Han stillede et fundamentalt spørgsmål (hattip: Cafe Hayek), som jeg synes alle danskere burde overveje. Her er spørgsmålet for Punditokraternes læsere:

 There are two types of human beings: people who want to interfere in the way other people live their lives, and people who are content to mind their own business.  Which type of people do you think go in to politics?

Lars Løkke, 3GI og medierne

Efter at sagen om Lars Løkke og hans rejser på første klasse for den internationale klima-NGO 3GI eksploderede for halvanden uge siden, har jeg brugt en uforholdsmæssig del af min tid på at servicere medierne, og naturligvis at følge sagen. Der har været en masse diskussion, delvist på baggrund af mangelfuld information og elendig journalistisk, og de tilbagemeldinger, jeg har fået, har været lige så blandede. Jeg har blandt andet modtaget en mail, der beskyldte mig for at være købt af borgerlige interesser. Mit svar på den mail var selvsagt ikke videre høfligt. Det overordnede billede, som tegnes af sagen, er da heller ikke et der let passer i en fortælling om gode og onde politikere. I stedet er der to separate fortællinger.

Den første del af sagen handler om Lars Løkke. Det ser ikke ud til, at der er noget juridisk at udsætte på hans rolle, og han skal muligvis roses for at have bidraget til at rydde op i lidt af rodet hos 3GI efter han er tiltrådt som formand. Sagen tegner dog også et klart billede af en tidligere statsminister med forbløffende dårlig politisk (og moralsk) dømmekraft. Uanset at han fulgte reglerne, er de ni flyrejser på første klasse, han foretog før han var med til at lave reglerne om, vidnesbyrd om en meget dårlig fornemmelse for, hvad den danske, og mere generelt en nordeuropæisk, offentlighed mener, er acceptabel adfærd. Lord Actons gamle diktum om, at ”magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut” har fået et nyt eksempel.

Den anden del af sagen handler om 3GI, den grøn-vækst-NGO som Løkke er formand for, og hvor Christian Friis Bach sidder i bestyrelsen. Den sydkoreanske rigsrevisionsrapport, som medierne har gravet frem, tegner et billede af en organisation uden ret meget styr på økonomi eller andet. PÅ nogle områder mangler der regler og retningslinjer, og på andre følger man ikke egne regler. Medarbejdere i København og London har for eksempel fået udbetalt boligstøtte på trods af, at de ikke er flyttet eller har fået større udgifter. Der har været uregelmæssigheder i en række projekter, som 3GI ikke har fulgt op på, og administrationsudgifter har været omtrent dobbelt så høje, som lovet til bl.a. udenrigsministeriet da den danske støtte blev vedtaget. Set fra en public choice-vinkel er det alvorligste element, at den type problemer, som 3GI lider af, er svære at løse. Uregelmæssighederne og ekstravagancen – man lagde for eksempel en ekstra etage på hovedkvarteret – er i de ansattes og den daglige ledelses interesse. Og det er selvsamme ansatte og ledelse, der skal løse problemerne og stramme op. Erfaringen, helt tilbage fra Niskanens klassiske studier, peger på at problemer af den type bliver endemiske og permanente.

Hvorfor støtter Danmark så 3GI med 3×30 millioner? Måske fordi grøn vækst er et af de nye mantraer, som de radikale og SF kan blive enige om, og som regeringens støtteparti Enhedslisten slår på? I så fald ville det være et både personligt og politisk nederlag for udviklingsministeren at blive tvunget til at se for omhyggeligt på 3GI og muligvis trække støtten. Måske fordi ulandsmidlerne jo skal bruges til noget, og hvorfor ikke koble et grønt fokus på en eksisterende pose penge? Og måske, som Martin Paldam engang formulerede det, fordi det bare føles godt at være på englenes side?

Hvorfor ikke lade være? Det ledige standpunkt i dansk politik

Søndagsspørgsmålet i dag er ret simpelt, men bliver stort set aldrig stillet. Politikere signalerer tit til vælgerne, at de er ”parate til at gøre mere, hvis der er behov for det.” De taler også ofte om, at de er blevet enige om en ”god løsning” eller lignende, når de har besluttet sig for at regulere eller subsidiere et område.

Den næsten eneste udmelding, man aldrig hører i dansk politik er ”Vi er parate til ikke at gøre noget, hvis der er behov for det.” Standardforklaringen fra public choice er, at politikere er nødt til at signalere såkaldt handlekraft, positionere sig, og holde sig i mediernes søgelys. Men i et land som Danmark, hvor der så åbenlyst bliver taget alt for mange politiske beslutninger med dårlige konsekvenser – se blot Produktivitetskommissionens første rapport – måtte man næsten synes, at der var et marked for politikere, der ville det modsatte. Så kære læseren, hvorfor er der ingen politikere – ikke engang i LA – der tager det ledige standpunkt at der skal gøres mindre?

Absurditeter fra skatteministeren

Skandalerne vælter for tiden ud af skabene hos Skat. Adskillige skatteministre, ikke mindst Kristian Jensen, er ansvarlige for at have siddet advarsler overhørige i forbindelse med den seneste skandale om ejendomsvurderinger. Men uanset hvad der ellers sker, er det den nuværende skatteminister, SF’s tidligere leder Holger K. Nielsen, der sidder med ansvaret for at redde trådene ud. I stedet slipper han af sted med aldeles absurde udtalelser og synspunkter. Her er to eksempler.

På dagen, da det kom frem at Skats ejendomsvurderinger, som man baserer ejendomsskatter på, var både voldsomt upræcise og systematisk for høje, afslog ministeren sagens alvor med følgende argument. 1) At det ikke var muligt at ramme vurderingerne mere præcist, for ejendomsmæglere i et show på DR kan ikke ramme rigtigt. 2) At der derfor ikke var noget egentligt problem, fordi selvom nogen betalte for meget, var der jo andre, der betalte for lidt i skat.

Argumentet er for det første rendyrket nonsens, ikke mindst fordi Skat faktisk skal ramme en vurdering i underkanten af markedets vurdering. Så i forhold til markedets vurdering skal borgerne faktisk betale mindre, mens 41 % faktisk har betalt for meget i skat. For det andet handler hele sagen om, at Skat helt har ignoreret borgernes krav på retssikkerhed. I den kontekst er det helt ligegyldigt, om nogle borgere ender med at betale mindre skat, end markedsvurderingen ville tilsige. Det eneste vigtige retssikkerhedsmæssige aspekt er, at staten ikke må snyde borgerne. Og når 41 % tydeligvis betaler for meget – uden at problemet bliver løst – er der et stort problem. Det kan helt absurde Holger K’s gennemsnitsargument ikke skjule.

Den anden absurditet kom forleden aften, da ministeren overfor TV2 News fastholdt, at det nu gjaldt om at genoprette borgernes tillid til Skat. Øjensynligt mener ministeren, at det primært er borgerne, det er galt med, og hvis de igen lader sig lulle ind i en tornerosesøvn af naiv tillid til landets mest magtfulde myndighed, er alt godt. Det er det også for en minister, hvis eneste mål synes at være at indkræve så store midler fra borgerne som muligt.

Men ret beset er det den omvendte verden at mene, at borgerne bare skal sørge for at stole på Skat efter den strøm af skandaler, der har omgivet myndigheden det sidste år. At kræve, at borgerne skal ’genoprette’ deres tillid til Skat, efter det er kommet frem at skatteministeriet og Skat København åbenbart har samarbejdet om at holde centrale forhold hemmelige for ombudsmanden, er ikke mindre end absurd. I enhver rimelig verden – og enhver rimelig politisk optik – gælder det nu for Skat og ministeriet om at stramme praksis og overholdelsen af basal forvaltningsskik så meget op, at de gør sig fortjent til borgernes delvise tillid igen. I Holger K’s planøkonomiske Omvendtslev er det dog altid borgerne, der tager fejl og skal rette ind, og aldrig staten eller politikerne.

Virker rygepolitikken overhovedet?

For en lille uge siden havde jeg en kommentar i Børsen med titlen ”Virker Sundhedspolitikken?” Flere har efterlyst at vi omtalte den her på stedet, hvilket hermed er gjort. Pointen er, at når man undersøger den højt profilerede antirygepolitik, som sundhedsminister Astrid Krag er åbenlyst stolt af, er der ingen videnskabeligt baseret grund til at tro, at den har nogen som helst gavnlig virkning. Her er et pluk fra kommentaren:

I et nyt europæisk studie fra det tyske IZA-institut viser Alois Stutzer og Reto Odermatt ved Universität Basel meget sammenlignelige resultater. Ved at sammenholde ændringer i afgifter, priser og forbud finder de således heller ikke, at afgifter har haft nogen effekt på om folk ryger eller ej. Modsat det amerikanske studie, finder de heller ikke at europæeres tobaksforbrug er følsomt overfor prisen. Det betyder dog ikke, at afgifter er uden konsekvenser. Når højere priser ikke ændrer på forbruget af tobak, må den mindre købekraft jo forsvinde et andet sted fra. Rygere reducerer ganske enkelt andre indkøb.

De schweiziske økonomer kan dog gå et skridt videre end amerikanerne. For det første viser de også, at forbud mod rygning på offentlige steder heller ingen virkning har på forbruget. Muligvis ryges der mindre på cafeer eller offentlige arbejdspladser, men folk vælger blot at ryge et andet sted. For det andet kan de ved at bruge EU’s halvårlige spørgeskemaundersøgelse påvise, at væsentligt højere afgifter sænker rygernes tilfredshed med livet, mens de intet gør for ikke-rygernes tilfredshed.

Eneste virkning er, at staten skraber flere penge ind i afgifter – men måske var det den egentlige hensigt? Det schweiziske studie kan findes her; et tilsvarende amerikansk er her (gated).

Straf til politikere

Hvorfor bliver politikere siddende i Folketinget i årevis, på trods af at de har været med til at lave en masse ulykker? Glenn Harlan Reynolds, der er juraprofessor på University of Tennessee, diskuterer dette spørgsmål i USA Today (hattip: Cafe Hayek). Reynolds under sig over, hvorfor vi som vælgere ikke straffer dem, og hvorfor vi ikke har institutionelle mekanismer, der gør det. Han foreslår således (relativt provokerende, måske) at stoppe enhver form for lønudbetaling til politikere, der ikke kan enes om et budget til tiden – lidt ligesom dagpengene til sidst stopper hvis man ikke vil have et job.

Sidst i kronikken opsummerer Reynolds hele problemstillingen ganske elegant. Det er mindst lige så relevant i Danmark som i en amerikansk kontekst.

“But the real lesson is this: We entrust an inordinate amount of power to people who don’t feel any pain when we fall down. The best solution of all is to take a lot of that power back. When the power is in your hands, it’s in the hands of someone who feels it when you fall down. When it’s in their hands, it’s your pain, their gain. That’s no way to run a country.”

Tak til skattelyene

EU og de europæiske medier fører for tiden kamp mod skattely – lande hvor det i princippet kan lade sig gøre at ’gemme’ penge. Timingen er ikke tilfældig: En række regeringer fattes penge og håber på at kunne skrabe ekstra indtægter ind ved at forhindre folk i at rykke indtægter ud til lande, hvor de ikke kan beskattes. På sin vis er det naturligvis fint, at man hindrer folk i ulovligt at skjule indtægter, som er skattepligtige i f.eks. Danmark. Som en rigtig Rasmus Modsat vil jeg dog risikere et moraliserende ramaskrig ved at pege på, at skattely kan spille en vigtig, positiv rolle i moderne samfund.

En del af den ideologisk-moralske fortælling i medierne er, at ingen bør kunne undslippe at ’bidrage til fællesskabet’, eller hvordan man nu formulerer det. Kun få synes dog at spørge, om der bør være grænser for, hvor meget man kan beskatte folk. Grænsen blev nået i Frankrig forleden, ikke fordi politikere, medier eller befolkning satte grænser, men fordi en domstol kendte en 75 % skat på specielt store indtægter forfatningsstridig. I USA har man jævnligt diskussionen – se f.eks. Rand Paul harcelere over Apple-sagen her – mens den er stort set fraværende i Danmark.

Her er det at eksistensen af skattely, ligesom sort arbejde, fungerer som en grænse og en disciplinerende instans overfor politikerne. At skattely bliver opfattet som et reelt problem, hvis f.eks. relativt store summer flytter i ly for myndighederne, kan ses som et signal om, at en grænse er nået. Det er nemlig ikke, som politikere ofte synes at tro, helt omkostningsfrit at rykke ens midler i skattely. Der vil altid være et tab af kontrol, pengene kan ikke længere investeres lige så frit i Liechtenstein eller Cayman Islands som de kunne i Danmark, og generelt må man regne med, at det forventede afkast er mindre til en mindre styrbar risiko.

At en person eller virksomhed derfor alligevel vælger at skjule midler for skattemyndighederne er udtryk for, at skatten er blevet så dyr, at de andre omkostninger, sammenholdt med moralske omkostninger og risici ved at gøre noget mere eller mindre ulovligt, totalt er mindre end omkostningerne ved at betale hvad en klasse grådige politikere vil have. Naturligvis kan den type skatteunddragelse ikke stå alene som signal, men med de senere ugers afsløringer af, hvordan Skat opererer, virker diskussion pludselig noget anderledes og mere speget end som så.

Spørgsmålet der skal stilles, er således hvor grænsen ligger mellem rimelig skatteindkrævning, der finansierer aktiviteter der er til gavn for borgerne på det lange sigt, og politisk grådighed der mere tager form af tyveri til at betale for populistiske formål, der skal sikre politikerne genvalg. Når skattely stiger så højt op på den politiske agenda, er det således et signal om, at vi måske er tæt på grænsen for, hvornår yderligere skattetryk bliver decideret umoralsk.

Thank you, Mrs. Thatcher

I går morges døde Lady Margaret Thatcher, 87 år gammel. Medierne har været fulde af historien, med både beundrende og hadefulde bemærkninger. Kommentatorernes bedømmelse af en af Europas mest markante statsledere i efterkrigsperioden har dog været tynd på fakta. På bedste punditokratvis starter vi derfor med dem. Figuren nedenfor illustrerer, hvad der skete med den britiske økonomi siden 1950.

Briterne kom lige så langsomt i gang efter krigen som deres nabolande, men i 1960erne begyndte det at gå synligt galt. Den britiske bilproduktion, der havde været en af nationens stoltheder i 50erne, blev sindbilledet på problemerne: Fagforeninger, der strejkede og stillede umulige krav, nationaliseringer og monopolisering i British Leyland, og elendigt designede og producerede varer. Da 70erne indtrådte, var Storbritannien ’Europas syge mand’ og i særligt landets minedrift var kombinationen af politisk magtfulde fagforeninger og uproduktive, ressourcespisende formål en konstant kilde til social uro og hovedpiner i Westminster. Det hele reflekteres i figuren. Igennem 50erne voksede den britiske økonomi cirka ligesom nabolandene og var levestandarden lå knap 2-3% lavere, men i 60erne begyndte briterne at falde alvorligt bagud. Derouten er tydelig og per 1980 var briterne 30 % fattigere end nabolandene. 1980erne – Thatchers tid med massive reformer og modig privatisering – rehabiliterede økonomien: Gennem årtiet voksede den britiske økonomi 14 % mere end resten af Nordeuropa! Og selv efter hun trådte tilbage, har reformerne og revolutionen af britisk politik virket, så landet per 2012 praktisk taget har indhentet naboerne.

Thatcher blev premierminister i 1979 og kropsliggjorde nærmest revolutionen. Hun diagnosticerede de britiske problemer præcist og åbenhjertigt overfor vælgerne: Problemet var for meget politik og indblanding! For dén offentlige indrømmelse alene fortjener hun at blive husket. Frihed, fleksibilitet og individuelt ansvar var tilbage i europæiske diskussioner. Hun tog opgøret med uansvarlige fagforeninger og fik – efter voldsom og nogle gange voldelig modstand – lukket en række miner. Modsat en stadig populær fortælling i det nordlige England og Wales var de ikke rentable, men derimod økonomiske zombier. Det politiske mod fejlede ikke, og står som en ekstrem kontrast til snart sagt alle nutidens politikere.

Men det springende punkt, som ingen har nævnt, er hendes position som kvinde i en stadigt mandsdomineret politisk verden i 60erne og 70erne. Thatcher er ikke, men burde være et ikon for al ligestilling! Hun var Storbritanniens første kvindelige premierminister (vi har pt. vores første) og gjorde det på en særlig måde: Ved helt at ignorere kønsfordomme og –forskelle formåede Thatcher at drive det så vidt, som man overhovedet kan i politik. Hun demonstrerede, at køn og ’klassebaggrund’ – hun var datter af en købmand fra provinsen – var ligegyldig, når evnerne og viljen var der. Men på det punkt er vi ikke kommet længere siden Thatcher-revolutionen. Mindre kunne også gøre det og med al grund til for sidste gang at sige ’Thank you, Mrs. Thatcher’.

PKK om lighed og vrøvl

Peter Kurrild-Klitgaard, den Gamle Redacteur, har i dag en pragtfuld klumme i Berlingske. PKK kritiserer debatten, ikke mindst forsøget på konklusioner fra udviklingsministeren forleden, for at være ”forvrøvlet”. Jeg deler fuldt PKK’s syn på det, og kan kun opfordre alle Punditokraternes læsere til at se på den (her). I mellemtiden er her to pluk fra klummen:

Dette og meget andet af debatten baserer sig imidlertid på en logisk fejlslutning: at bekæmpelse af fattigdom og tilstræbelse af fordelingsmæssig lighed skulle være det samme eller blot sammenlignelige. Som at der skulle være en nødvendig sammenhæng mellem, hvor godt (eller skidt) folk har det, og hvor lige (eller ulige) de er indbyrdes.

[…]

Skal man have en ordentlig debat om fattigdom, er det på tide at smide forestillingen om en »lige« fordeling af goderne ud på den samme historiske losseplads, hvor de mere doktrinære varianter af socialismen er deponeret. Så kan man i stedet fokusere på, hvilke politikker og hvilke institutioner der er relativt bedre end andre til at fremme menneskers levestandard.

Anti-kapitalisme = Anti-humanisme

Anti-kapitalisme er anti-humanisme. Det var pointen i Keith Joseph‘s essay The Humanity of Capitalism (læs den i Stranded on the Middle Ground?), der blev et hit blandt borgerlige ved udgivelsen i 1976 og som i hvert fald denne punditokrat har haft stor glæde af og fortsat mener, hører til blandt de vigtigste moderne essays, i det liberal-kapitalistiske arsenal. I Berlingske Tidende har Eva Agnete Selsing skrevet en kronik over samme tema; den skal anbefales.

To udpluk:

Antikapitalisme er antihumanisme. Uden vækst og velstand degenererer de vestlige nationer. Det truer freden og fremtiden på kontinentet. I det lys er den forbenede kapitalismekritik på både højre- og venstrefløjen bemærkelsesværdig …

Old school-venstrefløjsere i fuldt Fjällräv-ornat er bange for penge, forbrug, velstand og glæde, og støtter derfor en politik, der kan gøre os alle fattigere. Ingen overraskelser dér. Men det private kan også være med. Danske Bank er bange for de venstreorienterede kunder, og producerer følgelig en reklamefilm, der omfavner den mest bedagede antikapitalisme. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at visse nominelt borgerlige er hoppet med på den hønsestrikkede vogn. Connie Hedegaard og resten af eurokraterne er nemlig rigtig bange for befolkningerne. Derfor forsøger pampercentralen i Bruxelles nu at indoktrinere undersåtterne til at knuselske den forestående mangel på velstand, de samme pampere har ført Europa ud i. Det sker med reference til et EU-projekt kaldet ’Be­yond GDP’, altså ’Hinsides BNP’. En satsning støttet af Barroso, Sarkozy og Merkel, der skal oplyse de europæiske befolkninger om, at velfærd ikke (kun?) er økonomisk, men også må måles ’socialt’ og ’omgivelsesmæssigt.’ På dansk betyder det, at vi skal affinde os med kronisk lavvækst i eurozonen, og at vi derfor må finde glæde andetsteds end i økonomisk fremgang og sikkerhed.

 

Denne tradition, som Connie Hedegaard og ’Beyond GDP’ taler ud af, er altså, på trods af hendes partikonservative tilhørsforhold, en venstreorienteret moralistisk kritik af kapitalismen. De industrielt fremmedgjorte proletarer skal simpelthen lære at tænke mere ’autentisk’ og satse på andre værdier end de pekuniære. Etisk socialkirurgi, udøvet med stor selvtillid af eurokraterne, over de dumme, åndløst forbrugende masser. Det lyder som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det er bare Connie, der så gerne vil gøre godt og redde menneskeheden fra den primitive kapitalisme. Fra det profane ønske om vækst. Det er det – pengene, markedet, materialismen, forbruget – der gør os egoistiske og kolde. Til forskel fra det varme, planøkonomiske fællesskab. Hvor man samler magten på få hænder. Hvor befolkninger er noget, der skal reguleres og omformes. Hvor man ser fjendtligt på dem, der skaber værdi.

 

Dr. No’s afskedstale

Kongresmedlem Ron Paul – alias Dr. No – har, efter lidt kludder i tidsplanen, holdt sin afskedstale:

[youtube Width=”100%”]http://www.youtube.com/watch?v=q03cWio-zjk[/youtube]

Det lange sigt i dansk politik

Regeringen har det ikke godt, og både SF og Socialdemokraterne bløder vælgere. Man fristes til at skrive ”som aldrig før”, men er det faktisk sandt? For at kunne svare på det, og for at kunne sætte den nuværende, politiske situation i rimeligt historisk perspektiv, bringer vi i dag et lynoverblik over udviklingen i dansk politik siden 1945.

De to grafer nedenfor viser udviklingen på to måder. Først illustrerer vi de ’regeringsbærende’ partiers andel af Folketingets mandater. I den anden graf er venstrefløjen partier fra S og mod venstre, mens højrefløjen er V og K plus de mere højreorienterede partier. Den udeladte kategori er midten – det Radikale Venstre, Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Retsforbundet. Det sidste punkt ude til højre i begge grafer er den sidste meningsmåling fra Berlingske Barometer.

 

Først er det tydeligt at se socialdemokraternes glansperiode i 1950erne og 60erne hvor partiets selvforståelse blev rodfæstet. I denne periode holdt socialdemokraterne i gennemsnit 41 % af mandaterne i Folketinget, og af to omgange i 60erne holdt venstrefløjen halvdelen af mandaterne. Dén periode sluttede brat med jordskredsvalget, der bragte Fremskridtspartiet ind som det tredjestørste parti. Men i særlig grad viser de to grafer hvordan venstrefløjen og i helt særlig grad socialdemokraterne har tabt mandater de sidste tyve år i træk. Der er således ikke noget specielt overraskende i at partiet taber vælgere igen i denne periode. Overraskelsen er, at de ikke følger trenden fra de sidste knap to årtier, men endda klarer sig relativt dårligere.

Betyder det at vælgerne er rykket mod højre? Nominelt ser det sådan ud, men svaret er nok nej. Problemet er, at VK efter det knappe nederlag i 1998 er rykket markant mod venstre. Hvis man for eksempel følger den samme approach til at kode placeringen af politiske partier, som min ven og kollega Niklas Potrafke og jeg har fulgt, ser det ud til at Folketingen som helhed faktisk er rykket mod venstre siden midten af 1990erne fordi de borgerlige partier er det. Så måske er der ikke noget at glædes over som borgerlig?

Hvad vil europæerne gøre med krisen?

Eurobarometer, EU’s halvårlige spørgeundersøgelse, har i efteråret spurgt europæerne om den økonomiske krise. Den peger på, at europæerne generelt ikke er meget for nedskæringer, men helst vil have i både pose og sæk: Omkring halvdelen vil have nedskæringer og yderligere vækstinvesteringer på samme tid. Rapporten, der er tilgængelig her, er underlig i sig selv. Der er blevet spurgt, om ”Personally, would you say that to emerge from the crisis rapidly, EU Member States should…?” med svarkategorierne “First reduce their spending”, “First invest in measures to boost the economy”, “Both”, eller “Don’t know”. Der har derfor ingen mulighed været for at svare, for eksempel, “Intet”, eller andre handlinger.

For det andet er rapporten endnu en gang evidens for, hvor forelskede mange danskere er i staten. Kun ni procent – det suverænt laveste tal i EU – mener at man først skal skære ned. Nok er svaret helt konsistent med Paldam og Christoffersens argumenter om velfærdskoalitionen – når cirka 60 % af danskerne får deres primære indkomst fra staten er der ikke mange, der har direkte incitament til at stemme for nedskæringer af samme – men det er stadig påfaldende. Se selv figuren nedenfor, der dokumenterer forholdet mellem dem, der siger nedskæringer først overfor dem, der siger investeringer først (# for nedskæringer / # for investeringer).

Offentligt ansatte, 1970-2012

BT bragte onsdag en historie om, at finansminister Bjarne Corydon som svar på et spørgsmål fra Ole Birk Olesen (LA), har dokumenteret den ekstreme vækst i antallet af offentligt ansatte siden 1970. Dengang var antallet 382.000, i dag er det 835.000. For at læserne kan få et indtryk af udvikling, er nedenfor et plot over antallet af ansatte i den offentlige sektor siden 1970. Figuren viser offentlig ansættelse som procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder. Spørgsmålet er, om de faktisk producerer 2,2 gange så meget værdi som i 1970?

Venezuelas mangelproblemer

Venezuela er verdens femtestørste olieeksportør og burde derfor være et relativt rigt samfund; men med dets leder Hugo Chávez og hans ideer om en ”socialisme for det 21. århundrede” er landets økonomi i langsomt, men frit fald. Weekendudgaven af the International Herald Tribune bragte lørdag en artikel, der klart dokumenterer landets problemer, og peger på den indlysende årsag.

Problemet er nationaliseringer og priskontroller, og dermed en situation med konsekvenser, der har været forudsigelige siden Mises arbejde i 1920erne. IHT fortæller således den klassiske historie om et supermarked i et af Caracas rigere områder, der både har kylling, ost og vagtelæg, men intet toiletpapir. Folk ved også, hvem der ingen problemer har:

Asked where a shopper could get milk on a day when that, too, was out of stock, a manager said with sarcasm: ”At Chávez’s house.”

Sidste års (officielle) inflation var på 27,6 %, hvilket Chávez-regimet bruger som argument for, at man bliver nødt til at implementere omfattende priskontroller. Der er næppe mange venezuelanere, der længere løber det argument. Konsekvenserne er ved at blive for åbenlyse: Venezuela har siden 2009 importeret kaffe. Landet er gået fra at være en af Latinamerikas store producenter af kaffe til en situation, hvor priserne pga. omfattende statslig kontrol er så lave, at det ikke længere kan betale sig for selv almindelige producenter. Problemerne og deres årsager er så indlysende, at man næsten skulle tro at P1s Orientering også kan se dem.

Statslig lykke?

Jeg deltog i går i et policy-seminar i Stockholm, arrangeret af IFN. Efter mit halvtimes oplæg om staten skal maksimere lykke, var der kritiske indlæg af Filip Fors, en åbenlyst dygtig PhD-studerende fra Umeå, og politikeren Rebecka Carlsson fra de Grønne. Omkring 70 deltog i seminaret, og debatten blev ganske livlig.

Det der som liberal – og måske også i en vis grad som dansker – rystede mig, var at politikeren argumenterede helt eksplicit, at hvis noget betyder noget for folk, skal staten regulere det. Hun havde ganske enkelt ingen ide om en forskel mellem stat og samfund, men havde øjensynligt en slags Louis den 14.-agtigt forestilling om, at l’Etat, c’est moi – staten, der er os. Heldigvis var mange uenige, ikke mindst Svenska Dagbladet, der skriver om seminaret nu til morgen. Maria Ludvigsen formulerer det således:

Lycka definieras bäst av oss själva och vårt samvete och kan inte nås på något annat sätt än genom våra egna handlingar. Just detta upprör statsentusiasterna: Det finns åtskilligt som politik aldrig kan åstadkomma. Men det är inget att ängslas över. Samhället är större än staten och därför kan vårt hopp om lycka ställas till andra storheter än politiken.

Weekendens spørgsmål må være, om danske politikere udenfor Enhedslisten kan slippe afsted med det synspunkt.

UPDATE: Hele arrangementet kan ses her.

Grundlovsidéer

Det er det samme hvert eneste år. Lige efter nytår eller – hvis man er i et lidt for seriøst selskab – også på selve nytårsaften: Dén diskussionen om arvekongedømmets berettigelse, som H.M. Dronningens nytårstale altid ser ud til at foranledige.

Tilbage i 2005 skrev CEPOS nuværende chefjurist Jacob Mchangama her på bloggen om det (vedvarende) socialistiske og social-liberale ønske om, at omskrive den danske grundlov, så sproget bliver “normalt” (!) og indholdet forøget, med et positivt defineret katalog over socio-økonomiske “rettigheder“. Dét indlæg står stadig ved magt.

I selvsamme indlæg henviser Jacob Mchangama til et forslag til en omskrevet og liberalt forstærket forfatningslov; som indgik i en “grundlovsdebat”, som de færreste af os stadig kan huske (- og som jeg måske/måske ikke selv deltog i) Folketinget havde vedtaget, for at fejre 150-årsdagen for Danmarks Riges Grundlov et par år forinden.

Det forslag der henvises til er genoptrykt i Libertas #44 og har titlen: “Frihed, magtdeling og demokrati: Forslag til principper og elementer i en ny dansk grundlov“. Forfatterne er – i min tilfældige rækkefølge – Peter Kurrild-Klitgaard, Thomas Bernt Henriksen, Morten Holm og Edith Thingstrup.

Det er baseret på en idé om, at en forfatningslov ikke skal følge med tiden, men tværtimod gå mod denne således, at loven kommer til at danne et værn for borgeren mod statsmagten og dennes omskiftelige lune. En helt igennem fornuftigt idé, som uden videre kan tiltrædes af denne blogger.

Forslagets inspirationskilder kan ligeledes tiltrædes: Den engelske Bill of Rights; De Forenede Staters forfatninger (hvoraf jeg personligt bryder mig mest om Articles of Confederation fra 1777); den franske 1789-rettighedserklæring og så i øvrigt den danske Junigrundlov af 1849.

Sådanne inspirationskilder forpligter; men jeg synes, at de er sluppet rigtigt godt fra det. Se f.eks. om ekspropriation:

At sikringen af den private ejendomsret (§73) udstrækkes til

  • at gælde imod begrænsninger i brug, påbud, forbud og andre former for regulering;
  • at ekspropriation og andre indgreb i den private ejendomsret kan indbringes for domstolene m.h.t. ikke blot størrelsen af erstatning men også begrundelsen;
  • at det vil være staten, der har bevisbyrden for, at et indgreb i ejendomsretten er til almenvellets bedste;
  • at hver enkelt ekspropriation skal behandles ved individuel lovgivning og ikke kan delegeres til andre offentlige myndigheder;
  • at Grundlovens eksisterende sikring (§73.2.) af Folketings-mindretals ret til at udskyde ikrafttræden af en ekspropriation sikres yderligere ved at nedsætte andelen til 1/5.
– Dertil ville jeg selv nok blot havde tilføjet, at enhver tvist om ekspropriationens begrundelse eller erstatningens størrelse, skulle havde fuldt opsættende virkning.

Den flittige læser vil sikkert allerede have åbnet Libertas-linket i en fane i browseren og have snust lidt til den artikel jeg taler om. – Og det er egentlig hvad jeg vil anbefale alle læsere at gøre. Hent Libertas #44; print det ud eller smæk det over på din Kindle eller iPad og sæt dig så godt til rette i en stol under lyset.

God læselyst.