Tag-arkiv: USA

Mens bomberne sprænger

Af Mikael Jalving, den 12. juli 2005. Skriv et svar

I maj 1831 satte to unge franskmænd deres fødder på amerikansk jord for første gang. De gik i land på Manhattan efter mere end en måned på Atlanterhavet, officielt udsendt af Indenrigsministeriet i Paris for at kortlægge det amerikanske fængselssystem. Fire år senere – i en alder af bare 30 år – var den ene af dem en kendt og feteret forfatter i Frankrig. Og i år – på hans 200-årsdag – er hans bog for længst en del af den amerikanske kanon og selvforståelse. Manden hedder Alexis de Tocqueville (1805-59) og bogen “Demokratiet i Amerika”.

Tocqueville var adelsmand, konservativ og klassisk indstillet, men han mødte på den anden siden af Dammen en verden, som fik det bedste op i ham. Rejsen til Amerika blev hans rejse til berømmelse. I løbet af kort tid havde han etableret sig som demokratiets første og måske stærkeste talsmand, ikke mindst fordi han skrev sine to bind om demokratiet på baggrund af empiriske observationer frem for teoretiske spekulationer. Han gjorde brug af det amerikanske laboratorium, og var på sin vis også verdens første sociolog.

Amerika – “som alle taler om, men ingen kender” – var på manges læber og omgærdet af megen mystik eller ligefrem frustration. Siden de første kolonier i 1600-tallet, krigene med indianerne og løsrivelsen fra England i 1700-tallet havde de transatlantiske bånd været stærke, men problematiske. De Forenede Stater var for europæerne lidt som en uvorn teenager; familiær, men alligevel fremmed eller ukontrollabel.

Det, der gør franskmanden interessant i dag, er, at han var den første nogensinde til at beskrive og forsvare demokratiet som en både mulig og værdig samfundsform. Som han skrev i sin notesbog på vej ned ad Missisipifloden: “Der er en ting, som Amerika beviser, men som jeg ikke før havde troet muligt: at middelklassen kan lede en stat”. Det var en ganske ny opdagelse, der skulle vise sig særdeles effektiv, og eftertiden bekræfter, at hvis vi ikke ligefrem er amerikanere af sind, så er vi i hvert fald for længst blevet tocquevilleanere.

Tocquevilles Amerika er natur, ikke historie. Det ejer ikke det gamle kontinents bevidsthed om fortid, tradition, hierarki og privilegier, det har blikket rettet mod nutiden og måske især fremtiden, fordi der ikke er nogen aristokrater til at spærre udsynet, og fordi der er masser af plads. De utilfredse kunne altid flytte vestpå. Det nye og uopdagede var en stående invitation, ikke en trussel. Amerika symboliserede en slags u-kultur, og manglen på aristokrati frigjorde landets sønner og døtre. Mens Frankrig var en stat uden samfund, var Amerika et samfund uden særlig meget stat, hvilket franskmanden fandt lovende, eftersom borgernes virketrang var bedre i stand til at skabe trivsel end regeringsmagten. Samfundet var med andre ord vigtigere og mere vitalt end staten. Amerikaneren havde vænnet sig til at tro, “at det er ham, som skaber den almindelige velstand”, og storheden lå “ikke så meget i i det, som administrationen selv gør, men i det, som bliver til uden dens hjælp”. Amerika var sådan et storladent samfund, et land med store vidder og nye muligheder, og det var symbolsk her – ikke i Frankrig – at Frihedsgudinden skulle komme til at stå – ironisk nok en gave fra Frankrig.

Vanen med at flytte, udskifte eller ødelægge og vende ting på hovedet var lige fra begyndelsen en nødvendig del af det amerikanske eksperiment, mente Tocqueville, som med egne øjne oplevede, hvordan kolonisationsgrænsen rykkede mod vest, og beundrede dem, der “tålte ødemarkens lidelser uden at beklage sig”. Amerikanerne er alle nyankomne, tilflyttere, nybyggere, og hver generation starter forfra. Det er imidlertid ikke alene vaner, kultur og geografi – eller fængsler – Tocqueville observerer på sin rejse. Sociologen var også syntesens mand. I Amerika så han mere end bare Amerika, han så demokratiet. Det er netop derfor, at bogen hedder “Demokratiet i Amerika”, det vigtige ord står først. Amerika udgjorde rammen, men det virkelige emne var demokratiet, og det blev hans livs eventyr.

Med demokrati hentydes til et styre ved folket, dvs. ikke ved konger, krigere, kardinaler eller nok så kokette gentlemen, men ledelse ved den brogede og urolige kategori flertallet. Hvor man tidligere havde begrænset antallet af beslutningstagere eller nidkært vogtet over, hvem der måtte sige hvad hvornår og hvordan, slog Tocqueville dørene på vid gab. “Borgerånden er i vore dage uløseligt forbundet med udøvelsen af politiske rettigheder”, noterede han, og til det det klassiske spørgsmål “Hvem skal styre?”, svarede han: så mange som muligt. Han tillod derfor en flerhed af partier, interesseorganisationer, pressen, foreninger eller det, vi i dag kalder for det civile samfund, fraktionernes hæsblæsende kamp, ligesom han var en svoren tilhænger af kommunalt selvstyre og decentrale organer. Mens der førhen havde været masser af politik uden demokrati, så blev Tocquevilles vision et demokrati sprængfuldt af politik, dvs. uenighed, debat og lærdom.

Dette systems første observatør havde også et skarpt blik for demokratiets indbyggede farer. Hermed er vi fremme ved den anden gode grund til, at han er interessant for os i dag. Tocquevilles profeti om demokratiets komme indeholdt en advarsel, der bestemt ikke er blevet mindre aktuel med tiden.

Advarslen ligger latent i beretningens allerførste sætning. Den lyder sådan her: “Af alt det nye, som tiltrak sig min opmærksomhed under opholdet i Amerika, var der intet, der slog mig så stærkt, som den lighed der rådede”. Det vigtige ord er naturligvis lighed, og hvor smukt dette ideal end kan være, så indeholder det også en mulig tvang og underkastelse. “Hele denne bog er skrevet under indtryk af en art religiøs gysen”, fortsatte forfatteren, og det er jo ikke helt sådan, man forventer en hyldest til demokratiet skal begynde. Men Tocqueville har som sagt blik for medaljens bagside, f.eks. når han taler om menneskets både værdifulde og fordærvelige trang til lighed:

“Der findes i menneskene en stolt og værdifuld trang til lighed, som driver os til ikke at stå tilbage for andre i styrke og hæder. Denne trang får de små i samfundet til at ville hæve sig op til de stores stade. Men der findes også i menneskehjertet en fordærvelig trang til lighed, som får de svage til at ville trække de stærke ned på deres niveau, og som endog får mennesket til at synke så dybt, at de foretrækker lighed i trældom frem for ulighed i frihed.”

Pointen er netop, at demokratiet fremmer den uheldige tendens til fordærvelig og umættelig lighed. I demokratiet er friheden ikke mål for borgernes ønsker: “Genstanden for deres evige kærlighed er ligheden. Det hænder, at de pludselig gør en indsats for at vinde frihed, men mislykkes den, resignerer de. Derimod kan de ikke finde tilfredsstillelse ved noget, hvis de ikke har lighed. De vil hellere dø end miste den”.

Demokraterne er – modsat hvad man ellers skulle tro – ikke gode til at forsvare sig mod myndighedernes eventuelle overgreb. Trangen til fordærvelig lighed udhuler friheden og forsvaret for samme, som ender med at virke bizart eller grotesk. “Hvor almen lighed råder, virker den mindste forskel chokerende”. Friheden og det individuelle særpræg kommer således nemt til at virke elitært, selv om de burde være folkekært og noget, enhver sætter højt. Men når først friheden er kritisabel i stedet for at være genstand for kærlighed, er der ikke meget godt tilbage, og demokraternes sjæl står derfor i fare for at skrumpe ind, fordi de “bruger al kraft på at gøre middelmådige ting”.

Tocqueville, der var realist, både hvad angik lighedens komme og frihedens mulige forsvinden, var en liberal aristokrat, der tilsluttede sig demokratiet med kryd
sede fingre. Bag Amerika s
å han demokratiet, og bag demokratiet så han formynderstaten. Risikoen er, at demokratiet forvandler sig til pøbel- eller lighedsvælde, der kun kan styres af en stærk formynder. Tocquevilles lysende advarsel består med andre ord i at minde alle demokrater om, at folkesuveræniteten, dvs. flertallets vilje, ikke skal have lov til at forvandle sig til sentimental masse. Massen, på fransk la foule, er en art galskab, fordi den er uden struktur og ledelse. Alligevel har massen en retning, eftersom den overalt stræber efter ejendom, også andres. Akkurat derfor er den grænseløse masse farlig og potentielt blodig.

Tocqueville beskrev demokratiets tilblivelse mellem to verdener, mellem folk og masse, frihed og lighed, Amerika og Frankrig. Han var en politisk brobygger, skønt han ikke var sikker på, at broen kunne holde. Det gjorde – og gør – den muligvis, men hans advarsel er stadig aktuel, netop fordi vi har gjort demokratiet til vores samfundsform.

Mens bomberne sprænger i Vestens gader, kan og skal vi trodsigt fejre 200-året for demokratiets første talsmand og læse ham for at huske, hvem vi er.

En længere version af denne tekst er trykt i Jyllands-Posten den 8. juli 2005. Det er Tocqueville-dag den 25. juli.

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. juli 2005. 2 svar

USAs forbundshøjesteret afsagde for nogle få uger siden en dom, der med rette vil gå ned i amerikansk retshistorie som en af de–fra et frihedsorienteret synspunkt–mere katastrofale.

Det var i den såkaldte Kelo v. New London-sag, hvor nogle lokale myndigheder i delstaten Connecticut lod sig lokke af en stor koncern, som mente, at den ville kunne skabe nye arbejdspladser ved at få lov til at bygge på nogle jordarealer, der lå praktisk. Problemet var bare, at der allerede boede nogle mennesker der, og de havde ikke lyst til at sælge. Delstaten var på koncernens side, også selv om dennes argumenter med henvisning til "almenvellets bedste" var noget spekulative, og sagen endte i US Supreme Court. Det skete med henvisning til 5. forfatningstillæg, der siger, at "nor shall private property be taken for public use without just compensation", og sågar Connecticuts egen forfatning stipulerer, at "The property of no person shall be taken for public use, without just compensation…." Altså: det kan ske, hvis det går til "public use" (="almenvellet"), men der siges intet steds, at man kan tage fra nogle ejere og give til nogle andre, private ejere, som hellere vil have jorden, men altså ikke ønsker at betale (nok) for den.

I US Supreme Court støttede et snævert flertal 5-4 delstaten–med den aktuelle Sandra Day O'Connor (som i økonomiske spørgsmål generelt har været ganske liberal) i mindretallet, sammen med højesteretspræsident William Rehnquist og dommerne Antonin Scalia og Clarence Thomas. O'Connor skrev i sin dissens, at:

"all private property is now vulnerable to being taken and transferred to another private owner, so long as it might be upgraded. … [It will] wash out any distinction between private and public use of property–and thereby effectively to delete the words 'for public use' from the Takings Clause of the Fifth Amendment."

Med dommen har amerikanske delstater altså nu reelt frie hænder til at gennemføre "tvangssalg" af privat ejendom mod ejernes ønske, selvom forbundsforfatningen ellers stipulerer, at det kun kan ske, når det er til offentligt brug–og reelt uden at kunne dokumentere at der vil være en samfundsmæssig gevinst derved.

Det er ikke gået stille af–især ikke i disse uger, hvor fokus netop er flyttet på evt. kommende højesteretsdommeres ideologiske orientering. Den altid fortrinlige John Fund fra Wall Street Journal har i dagens avis en klumme om emnet med den passende overskrift "Property Rights are Civil Rights" og en usædvanlig "twist", der kobler ejendomsrettigheder sammen med borgerrettigheder. Her er et uddrag:

"In 1954 the Supreme Court declared in Brown v. Board of Education that racial segregation in public schools was unconstitutional. But that same year it also ruled in Berman v. Parker that government's power of eminent domain could be used to seize property in order to tear down "blighted" areas.

It soon became clear that too often urban renewal really meant "Negro removal," as cities increasingly razed stable neighborhoods to benefit powerful interests. That helps explain why 50 years later so many minority groups are furious at the Supreme Court's decision last month to build on the Berman precedent and give government a green light to take private property that isn't "blighted" if it can be justified in the name of economic development. …

Many Democrats who used to scoff at conservative fears about activist judges are now joining their barricades when it comes to eminent domain. "In a way this ruling is about civil rights because it interferes with your right to own and keep your property," says Wilhelmina Leigh, a research analyst with the Joint Center for Political and Economic Studies in Washington. "It means you have to hope and trust in the goodness of other human beings that if you buy real estate that you will be allowed to keep it." Few appear to be willing to trust government on this issue, which is why the Kelo decision has touched off such a populist reaction against it.

Martin Luther King III, a former president of the Southern Christian Leadership Conference, says that "eminent domain should only be used for true public projects, not to take from one private owner to give to another wealthier private owner." In 2001 he joined with the free-market Institute for Justice (which represented the Kelo plaintiffs) to stop the state of Mississippi from uprooting homeowners to make room for a Nissan truck factory. After he compared the state's actions to "a giant stepping on a grasshopper," public opposition to the taking mounted. The state finally announced that Nissan had come up with a way to redesign its facility so that the homeowners wouldn't have to leave.

… Before the 1954 Berman decision, with some exceptions, private property could be taken through eminent domain only for public uses. In Berman, however, the court declared the words "public use" to mean "public purpose," as defined by local officials. Soon the definition of "blight" became highly elastic, as governments began condemning working- and middle-class neighborhoods simply because they were desired by private interests. As Justice Clarence Thomas noted in his dissent in Kelo: "Of all the families displaced by urban renewal from 1949 through 1963, 63 percent of those whose race was known were nonwhite, and of these families, 56 percent of nonwhites and 38 percent of whites had incomes low enough to qualify for public housing, which, however, was seldom available to them."

The definition of a "blighted" area eventually became so expansive that it 1981 the Michigan Supreme Court allowed the city of Detroit to raze a stable neighborhood called Poletown to make way for a General Motors plant. The Michigan Supreme Court finally repudiated that decision last year, in a ruling that noted that property rights would no longer exist in America if cities could simply take property when they found a use that yielded higher taxes or other benefits.

By contrast, the U.S. Supreme Court has now decided not to overturn its Berman precedent and indeed has expanded the deference it gives to local governments to determine what "public use" means. But states and localities are free to take their own steps to preserve private property rights. Nine states–Arkansas, Florida, Illinois, Kentucky, Maine, Michigan, Montana, South Carolina and Washington–already forbid the use of eminent domain for economic development except in narrow circumstances. The Institute for Justice has launched a $3 million "Hands Off My Home" campaign to convince other states to join them. In Georgia, Gov. Sonny Perdue is demanding a full review of eminent domain. The Texas Legislature has already debated a constitutional amendment that would ban the use of eminent domain solely for economic purposes. No one argues that struggling cities or states don't have a right to improve themselves through redevelopment. But the new civil-rights coalition forming in reaction to the Kelo decision says that need can't justify land seizures from which politically connected players stand to gain at the expense of individual civil rights. If the half-century since Brown v. Board of Education has taught us anything, it is that some rights are and must remain nonnegotiable."

En af de centrale dommer i flertallet i Kelo v. New London var højesteretsdommer David H. Souter–som blev udnævnt af præsident George H.W. Bush i formodning om, at han var "konservativ" (hvilket ha
n hurtigt viste sig ikke a
t være). Souter kan nu gå hen og komme til at føle dommens konsekvenser på egen krop–eller rettere: egen ejendom. En forretningsmand, Logan Darrow Clements, har kontaktet de lokale myndigheder i Weare, New Hampshire, og foreslået, at disse overtager adressen 34 Cilley Hill Road–hvor investoren så tilgengæld gerne vil bygge et hotel.

Det er så ganske vist Souters private hjem, men et princip er vel et princip … "The justification for such an eminent domain action is that our hotel will better serve the public interest as it will bring in economic development and higher tax revenue to Weare," siger Clements. Når det lige skal ligge dér, er det fordi grunden er unik, "being the home of someone largely responsible for destroying property rights for all Americans."

Hotellet skal iøvrigt hedde "The Lost Liberty Hotel", vil have en "Just Desserts Café", samt et offentligt tilgængeligt museum "featuring a permanent exhibit on the loss of freedom in America." Hotelværelsernes natbordsskuffer vil ikke indeholde den sædvanlige Bibel, men derimod et gratis eksemplar Ayn Rands roman Atlas Shrugged.

Det giver jo en vis inspiration for, hvad man kunne foreslå af danske lokalplaner …

Terror i London III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. juli 2005. 7 svar

Den ualmindeligt tragiske begivenhed torsdag i London får–ganske forudsigeligt–alle de skjulte, opsparede frustrationer over efterdønningerne af 11/9, Afghanistan- og Irak-krigene, Kampen mod Terror m.v. til at flamme op i lys lue. Og måske særligt kraftigt hos mange frihedsorienterede, som forståeligt nok kan være frustrerede over, hvad pokker man dog skal mene–og ikke mindst: gøre–i en verden med så meget skidt.

Mine med-Punditokrater Mr. Law og Stanislaw har hver især bidraget med tænksomme perspektiver, og det samme har vor flittige gæstebogs-skribent Limagolf. Lad mig blot bidrage med ét andet perspektiv: At man–uanset hvad man iøvrigt mener om Irak, Bush, anti-terror lovgivning m.v.–som liberal lader være med at falde i samme grøft som venstrefløjen, når den taler om, hvem der bærer "skylden" for, hvad der sker af skidt. Et eksempel på, hvor meget kæden kan hoppe af, kunne man i går se på Libertas' e-mail liste, hvor en London-bosiddende skribent skrev følgende:

"Som jeg har sagt tidligere er det den vestlige indblanding i Mellemøsten, der skaber hadet, og dermed bringer os selv i fare. Det fremgår klart af ovenstående [pressemeddelelse fra Al-Qaeda], at der er en direkte sammenhæng. Ingen indblanding = ingen bomber. I stedet skal jeg nu trækkes med, at der går bomber af 3-4 kilometer fra min bolig og mit kontor. Så "tak" til Tony Blair, George Bush og AFR."

Nej–"tak" til bombemændene. Det var dem, ingen andre, der bestemte sig for at anskaffe sig sprængstoffer, tage disse ned og ud blandt aldeles uskyldige og så blæse dem og verden et stykke. Lad de af os, der opfatter os som liberale aldrig glemme, at der ikke er nogle mennesker, der kan være ansvarlige for andres gerninger (med mindre de selv frivilligt har påtaget sig det ansvar). Man kan være tilhænger eller modstander af den ene eller den anden politik, men uanset hvad Blair, Bush, Fogh Rasmussen eller noget andet menneske måtte have gjort, så er der én og kun én skyldig part bag bomberne i London: bombemændene. Punktum.

Bevæger man sig ud af den anden tangent–hvor "skylden" for nogles gerninger pålægges dem, de reagerer imod–så er det en glidebanen uden ende. Det er samfundets skyld. Det er den internationale Zionisme og jødelobby. Det er storkapitalen. Det er "strukturerne" og "diskursen".

Næ, dem, der kommer med den slags ræsonnementer, uanset om det er til "højre" eller "venstre", skulle slås (blidt) i hovedet med et eksemplar af F.A. Hayeks Constitution of Liberty, sku' de!

"A free society will not function or maintain itself unless its members regard it as right that each individual occupy the position that results from his action and accept it as due to his own action."

Solstik og pladsmangel

Af admin, den 6. juli 2005. Skriv et svar

Berlingske Tidende er en alsidig avis, måske er det dét, man mener med en omnibusavis. Her er både holdninger, som man normalt forventer at finde hos Politiken eller Information, og så de borgerligt-liberale, der modsvarer abonnenternes forventninger. Lederen plejer at ligge trygt i sidstnævnte lejr, under tiden i kontrast til samme dags forsidebasker, men selv her kan man slå en skævert, som da man i sin tid anbefalede Kerry frem for Bush; en kandidat, som selv demokraterne i dag afskriver som et fejlskud.

Men en vis forsinkelse har jeg fået bragt nok et debatindlæg. Som bekendt er MSM plaget af pladsproblmer, og indlægget var således kraftigt afkortet. Muligvis en medlidenhedshandling (enten over for afsenderen eller avisen), men da vi ikke har den slags problemer eller hæmninger, er her det fulde indlæg med de udeladte dele i kursiv.

Solstik?

Det må være den varme, vi har haft i de seneste dage, der er baggrunden for lederen den 1. juli, hvor præsident Bush kritiseres for at knytte krigen i Irak med krigen mod terror.

Havde lederskribenten dog blot læst Karl Erik Nielsens nuancerede analyse i 1. sektion af Fort Bragg-talen dagen før, var den svipser måske undgået.

Som det fremgår, angav Bush ikke, at Saddam var skyldig i angrebet 11. september 2001, men fastslog blot, at Irakkrigen var en del af den overordnede kamp mod terroren. Angrebet 11/9 gjorde det klart for amerikanerne, og for de europæere, der kunne tænke, så som Blair m.fl., at al-Qaeda ville fortsætte deres allerede flere år gamle krig mod Vesten med alle til rådighed stående midler og ikke tøve med at slå til mod civile i storbyer.

Amerikanernes første skridt var at angribe Afghanistan, hvor al-Qaeda havde base. En krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Dernæst vendte man sig mod Saddam, hvis forkærlighed for masseødelæggelse og støtte til terrorister var veldokumenteret. For ja, Saddam ønskede masseødelæggelsesvåben og gjorde, hvad han kunne for at få dem; læs selv Duelfer-rapporten. Og ja, Saddam havde kontakt til al-Qaeda; læs blot 11. september-rapporten (s. 61 ff.). Det, rapporten afviser, var derimod, at Saddam kontrollerede al-Qaeda; Saddam kunne ikke give bin Laden ordre. Men at der var en betydelig risiko for, at de to før eller siden ville hjælpe hinanden mod deres fælles fjende, er nu til overflod bevist af kampene i Irak, hvor Bathister og jihadis ?indtil videre – kæmper side om side.

Den risiko ville USA ikke acceptere, og de gav derfor Saddam et tilbud, han hverken kunne eller ville godtage: at bevise, at han ikke havde masseødelæggelsesvåben. Da han undlod det, startede krigen; en krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Bush sagde ikke i sin tale, at Saddam var skyldig i 11/9-angrebet, og lederens kritik heraf er derfor forfejlet. At Bush tværtimod har ret i, at krigen i højeste grad er afgørende for krigen mod terror, blev forstået af Berlingskes journalist dagen før i sin analyse, men da var det måske også mere køligt.

Mere foruroligende er det, at samme dag som Berlingske bragte den glimrende analyse, optrykte man også et Ritzau telegram om de danske politikeres vurdering af Bushs tale. Her skal man over til Villy Søvndal fra SF for at finde en kritik, der modsvarer lederen. Det foruroligende er, at der i den sidste tid har været en del tilfælde, hvor Berlingske synes bedre til at udtrykke SF?s verdenssyn end de borgerligt-liberale holdninger, der ellers er avisens erklærede grundholdning.

De seneste dage har forsiden været præget af rapporten fra DIIS om den gang i 1980erne, hvor den tidligere mere venstreorienterede ledelse af Socialdemokraterne slog de åndelig pjalter sammen med venstrefløjen og førte fodnotepolitik. Her synes man at dele venstrefløjens begejstring over at opdage, at russerne i deres vurdering af socialdemokraterne som nyttige idioter lagde mere vægt på det sidste end det første.

Og i dagene før det, har vi måtte læse den ene advarsel efter den anden vendt mod Blair og hans visioner om en fornyelse af EU, mens man lovsynger Chirac og hans stædige kamp for en landbrugspolitik, der er ulandsskadelig, og et socialt Europa med enorm permanent arbejdsløshed.

Det bliver vist en lang sommer.

The mother of all battles

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. juli 2005. 1 svar

Som vi Punditokrater forudså for to uger siden, så kom der forleden beskeden om, at præsident George W. Bush skal til at finde en ny forbundshøjesteretsdommer.Det kan let blive sommerens og det tidlige efterårs drama nr. 1 i amerikansk politik, idet alle sider vil fokusere på, hvor meget der vil kunne forandres afhængigt af, hvem Bush nominerer til at efterfølge Sandra Day O'Connor–og hvem der vil kunne skaffes flertal for i Senatet.

Er man I tvivl om, hvor hårdt det kan blive, behøver man kun at huske tilbage til sidst en Republikansk præsident nominerede en klart "konservativ" dommer (Clarence Thomas).En god og tilsyneladende ganske neutral blog specifikt om nomineringen findes nu her. Et andet sted, som interesserede med fordel kan følge er RealClearPolitics.com, som nok hælder til højre, men gør det på en sober og afbalanceret måde.

PS. Den venstredrejede jura-professor Jeffrey Rosen (hvis artikel om den af ham benævnte "Constitution-in-Exile"-bevægelse, vi refererede til fornylig) har denne interessante artikel i New York Times om, hvem der ville være "the right pick".

Hjemløse & amerikanske tilstande: gæsteindlæg fra Jonathan Szpirt

Af Redaktionen, den 2. juli 2005. 2 svar

Vi hører altid den evige skrøne om, at USA er et asocialt land, hvor der lever tusindvis af hjemløse, og (bl.a.) fordi vi har færre hjemløse i Danmark, er den danske velfærdsstat både moralsk og socialt overlegen. Men nye tal og simple udregninger modbeviser dette med et interessant resultat.

Ifølge Coalition of the Homeless i New York City, er der 36.248 hjemløse i denne storby. Der er muligvis yderligere 5.000 hjemløse i NYC, som dog ikke modtager nogen ydelser etc. I NYC bor der (officielt) 8,1 mio mennesker.

I Københavns Kommune bor der derimod kun 501.285 mennesker. D.v.s. der bor 16,2 gange flere mennesker i NYC end i Københavns Kommune. Alene i København var der i 1998 mellem 5.000 og 6.000 hjemløse–tal, der ifølge formanden for Rådet for Socialt Udsatte, speciallæge i psykiatri Preben Brandt, steg konstant (Berlingske Tidende, 3.10.98). Det estimeres, udfra hjemløse-ophold på §105 institutionerne, at der på landsplan er mellem 12.000 og 14.000 hjemløse. Af disse opholder halvdelen sig sandsynligvis i København, jf. Torben Fridberg, SFI (1992).

Hvis vi konservativt antager der “kun” er 6.000 hjemløse i Københavns Kommune og vi offensivt antager at der 41.000 hjemløse i NYC, så er der, korrigeret for indbyggertal, i de respektive storbyer, over dobbelt så mange hjemløse i København som i New York, nemlig 12 hjemløse per tusinde indbyggere i København og kun 5,1 hjemløse per tusinde indbyggere i NYC -præcist 135 procent flere hjemløse i København.

Hvis vi derimod vælger den officielle hjemløshed i NYC, ifølge Coalition of the Homeless, og sætter den op imod den københavnske hjemløshed, korrigeret for indbyggertal, så er der 168 procent flere hjemløse i København end NYC – Kapitalismens højborg.

Jonathan Szpirt

Det knap-så-vilde vilde vesten

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. juni 2005. 2 svar

Denne Punditokrat har tidligere fremhævet New York Times-klummeskribenten John Tierney som et forbilledligt eksempel på en kommentator, som får kommunikeret nogle interessante samfundsvidenskabelige resultater med en libertær vinkel til et stort publikum.

I den forgangne uge har han gjort det igen–med to interessante indlæg om, at virkeligheden ikke altid er, som folk går og tror: At den ikke altid er så kaotisk, når den er anarkisk, og ikke altid er så velordnet, når den er politiseret.

Den ene klumme omhandler økonomerne Terry Anderson og Peter Hills klassiske artikel (som en del læsere af denne blog vil kende til), som argumenterer, at det vilde vesten faktisk var betragteligt mindre vildt og kaotisk, end den populære fremstilling antyder. Faktisk kunne nybyggerne ordne ret megen orden spontant.

Den anden klumme argumenterer, at de nutidens indianere faktisk ville klare sig ganske meget bedre, hvis de skulle tage vare på sig selv i stedet for at blive understøttet af Washingtons bureaukrater.

God, anderledes men lettilgængelig læsning på en dejlig sommerdag.

Den amerikanske højrefløj p.t.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. juni 2005. Skriv et svar

Det går ikke så godt for Bush, Republikanerne og den amerikanske højrefløj her i foråret. Eller gør det? Wall Street Journal havde tirsdag en interessant kronik af de to The Economist skribenter John Micklethwait og Adrian Wooldridge, som sidste år udgav den roste og–synes denne punditokrat–udmærkede bog The Right Nation: Conservative Power in America. Den var–især givet at forfatterne er journalister–et sjældent seriøst kik på de lange tendenser i amerikansk politik.

I de to forfatteres nye, indsigtsfulde kronik argumenterer de, at det nærmest går ufatteligt godt for Bush, Republikanerne og den amerikanske højrefløj–og måske meget bedre end disse selv tror. Her er et par uddrag:

"[It] is time for conservatives to cheer up. Fixate on a snapshot of recent events and pessimism makes sense. Stand back and look at the grand sweep of things and the darkness soon lifts. There are two questions that really matter in assessing the current state of conservatism: What direction is America moving in? And how does the United States compare with the rest of the world? The answer to both questions should encourage the right.

The Republicans have by far the most powerful political machine in the country. Last November, the Democrats threw everything they had at George Bush, from the pent-up fury of a "stolen election" to the millions of George Soros. Liberals outspent and out-ranted conservatives, and pushed up Democratic turnout by 12%. But the Republicans increased their turnout by a fifth.

Crucially, George Bush won as a conservative: He did not "triangulate" or hide behind a fuzzy "Morning in America" message. Against the background of an unpopular war and an arguably dodgy economy, he positioned himself to the right, betting that conservative America was bigger than liberal America. And it was …

All second-term presidents face restlessness in the ranks. And the noise is arguably a sign of strength. The Democrats would give a lot to have a big-tent party as capacious as the Republicans'. One of the reasons the GOP manages to contain Southern theocrats as well as Western libertarians is that it encourages arguments rather than suppressing them. Go to a meeting of young conservatives in Washington and the atmosphere crackles with ideas, much as it did in London in the heyday of the Thatcher revolution. The Democrats barely know what a debate is.

Moreover, it is not as if the Republican moderates really pose a long-term threat to the conservatives. The High Command of the party–Messrs. Bush, Cheney, Frist, Hastert and DeLay–are all from the right. Even Messrs. McCain and Giuliani are better described as mavericks rather than liberals. Mr. Giuliani is as resolute on terrorism as Churchill would have been; Mr. McCain mixes social conservatism with media-pleasing iconoclasm. Both these alleged RINOs (Republicans in Name Only) are further to the right than Ronald Reagan on plenty of issues. …

The essential conservatism of Mr. Bush's approach is all the clearer if you compare it with the big-government liberalism of the 1960s–or with the big-government reality of European countries that American liberals are so keen to emulate. Mr. Bush is not using government to redistribute wealth (unless you own an oil company), to reward sloth or to coddle the poor. And government in America remains a shriveled thing by European standards. Some 40 years after the Great Society, America still has no national health service; it asks students to pay as much as $40,000 a year for a university education; it gives mothers only a few weeks of maternity leave. …

The biggest advantage of all for conservatives is that they have a lock on the American dream. America is famously an idea more than a geographical expression, and that idea seems to be the province of the right. A recent Pew Research Center Survey, "Beyond Red Versus Blue," shows that the Republicans are more optimistic, convinced that the future will be better than the past and that they can determine their own futures. Democrats, on the other hand, have a European belief that "fate," or, in modern parlance, social circumstances, determines people's lot in life. … If the American dream means anything, it means finding a plot of land where you can shape your destiny and raise your children. Those pragmatic dreamers look ever more Republican. Mr. Bush walloped Mr. Kerry among people who were married with children. He also carried 25 of the top 26 cities in terms of white fertility. Mr. Kerry carried the bottom 16. San Francisco, the citadel of liberalism, has the lowest proportion of people under 18 in the country (14.5%).

So cheer up conservatives. You have the country's most powerful political party on your side. You have control of the market for political ideas. You have the American dream. And, despite your bout of triste post coitum, you are still outbreeding your rivals. That counts for more than the odd setback in the Senate."

Dommere for Hayek & Rand, forener eder!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. juni 2005. 4 svar

Så skete det forleden: USA's Senat bekræftede omsider, efter flere års tovtrækkeri med pseudo-filibustere, Janice Rogers Brown (født 1949) som ny Appeals Court Judge. Det var da lidt interessant med en dommer, der på én og samme tid er 1) kvinde, 2) sort, 3) relativt ung, 4) meget ideologisk profileret, og 5) som citerer Ayn Rand, F.A. Hayek, Edmund Burke og Procul Harum … –og vel at mærke i samme åndedrag.

Det bliver spændende at se, hvad der sker senere på sommeren. Det er efterhånden kun de færreste, der tror på, at Supreme Court Chief Justice William H. Rehnquist (født 1924) holder året ud. Han har cancer i bugspytkirtlen og ventes at træde tilbage, når højesterets arbejdsår slutter i juni. Dertil kommer, at et par mere af de ialt ni højesteretsdommere er ved at nå den alder, hvor de i Danmark ville have været på efterløn i 20-30 år. Sandra Day O'Connor (født 1930) har (som den første kvindelige højesteretsdommer nogensinde) med erindringer, interviews og sving-stemmer længe positioneret sig til historiebøgerne og synes klar til pension. John Paul Stevens (født 1920) burde nok været gået på pension for længe siden i en galakse langt, langt væk, og Ruth Bader Ginsburg (født 1933) bliver hverken yngre, smukkere eller gladere. Til gengæld vil de to sidstnævnte nok gøre lige så meget for ikke at gå på pension, mens W. sidder i Det Hvide Hus, og GOP kontrollerer Senatet, som Rehnquist har gjort for ikke at trække sig, mens Demokraterne kontrollerede det ene eller begge de to samme kraftcentre.

Mit gæt?

Clarence Thomas (født 1948) op som ny højesteretspræsident i stedet for Rehnquist–den første sorte på denne post i USAs historie + den yngste af de siddende dommere. Det ville tillige for nærværende Punditokrat være det bedste valg–og sørme om han ikke også kan lide både Rand og Hayek (og Thomas Sowell). Thomas afgav i forrige uge dissens i spørgsmålet om delstaters legalisering af marijuana, hvor han kritiserede forsøg på at bruge den såkaldte Commerce Clause som begrundelse for forbundsstatens indblanding:

"If Congress can regulate this under the Commerce Clause, then it can regulate virtually anything," [including] "quilting bees, clothes drives and potluck suppers." [Thus] "the federal government is no longer one of limited and enumerated powers."

Og dermed vil der så kommer (mindst) en ny Associate Justice (menig dommer). Men hvem bliver det så? Vedkommende skal kunne tilfredsstille konservative Republikanere men ikke være så konservativ, at det skræmmer de moderate Demokrater eller Republikanere i senatet til at stemme imod. Oplagt bud: forbundsanklageren Theodore [Ted] B. Olson (hvis kone, Barbara, blev dræbt i flyet, der ramte Pentagon 11/9).

Personligt så jeg hellere f.eks.:

  • Richard A. Posner, fhv. Chief Judge, US Court of Appeals & University of Chicago Law School (som desværre nok bare er for gammel)
  • Richard A. Epstein, University of Chicago Law School (som desværre nok er for ideologisk "kontroversiel")
  • Douglas H. Ginsburg, Chief Judge, US Court of Appeals & University of Chicago Law School (som allerede Reagan foreslog til Supreme Court, men måtte trække tilbage p.g.a. 20 år gammel historie om pot-rygning)
  • Randy E. Barnett, Boston University School of Law (som Epstein x 1000)Men dem bliver det bare ikke.

Øv.

Er John Kerry dermed dum …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. juni 2005. 2 svar

Stop the press! Boston Globe og Associated Press har netop (mere end et halvt år efter præsidentvalget) afsløret, at Senator John Kerry (D) og præsident George W. Bush (R) som studerende på Yale College i 1960erne faktisk fik omtrent lige gode karakterer (eller rettere: lige dårlige). Det har ganske vist været kendt længe på nettet, at de to havde klaret sig omtrent lige godt skole- og testmæssigt, og at begge faktisk har en målt IQ pænt over gennemsnittet, men pudsigt nok er det først nu, længe efter valget, at MSM opdager det. På Yale fik ingen af de to nogen A'er (=10/11/13), mens Bush fik ét D mod Kerrys hele fem D'er. (Et sikkert tegn på, at Bush iøvrigt endog fik en bedre SAT-score (Scholastic Aptitude Test), da han søgte ind på college, er, at han har offentliggjort sin–og at Kerry ikke har.)

Man må forvente, at de danske medier næste gang, at Kerry stiller op til noget valg, herefter vil fremstille ham som en lallende og svagt begavet nar, som kun er kommet til tops p.g.a. familieforbindelser og faderens millioner …

2008: Hillary Clinton mod George Allen II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. juni 2005. 2 svar

Nærværende Punditokrat er tilsyneladende ikke den eneste, der tror på, at Senator George Allen (R-VA) vil være et oplagt (eller ihvertfald sandsynligt) bud på den næste Republikanske præsidentkandidat. Mine forudsigelser er tilsyneladende … ahem … blevet nærstuderet af den amerikanske højrefløj–eller også har de på mystisk vis nået de samme konklusioner.

Ihvertfald nåede en af mine personlige favorit-kommentator, Robert Novak (alias "The Prince of Darkness"), til samme konklusion–bare ti dage efter min kommentar om emnet. Og Washington Times i forrige uge slog fast i en artikel, at George Allen ved at modsætte sig de moderate Republikaneres handel med Demokraterne m.h.t. brugen af filibuster-reglen og udnævnelse af nye dommere, var gået hen og blevet en stjerne på den amerikanske højrefløj. Deler en række andre mindre kandidater højrefløjens stemmer ved primærvalget i 2008, vil Allen stå særdeles godt placeret.

Udenfor den amerikanske højrefløj, f.eks. hos Washington Post, er man også begyndt at fokusere på et Allen-kandidatur.Vi får se. Men holder det stik, så husk: I læste det hér først!

PS. Allen har endnu ikke erklæret, at han er præsidentkandidat, men han er p.t. aktiv med at besøge og fund-raise i New Hampshire–som altså ikke er en nabostat til Virginia (men derimod afholder det første primærvalg i 2008) …

Den europæiske syge–set fra Vest

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. juni 2005. 2 svar

De franske og hollandske folkeafstemninger om EU-forfatningstraktaten har fået amerikanske kommentatorer til at se nærmere på, hvordan det egentlig går i Europa, når man sammenligner med USA. Det er et emne, vi kan lide.

Men de kan ikke lide, hvad de ser. De ser–ligesom Rumsfeld, der talte om et "Old Europe" og et "New Europe"–et kontinent, der er ramt af det samme, som man for en generation siden kaldte "den engelske syge". Stagnation, højere ledighed, kombineret med højere skatter og mere regulering.

Forskellene i udvikling mellem USA og Europa har været påfaldende i to årtier, men man behøver såmænd ikke at se længere end en lille bitte tabel fra Wall Street Journal forleden for at bemærke, at der ikke kun er tale om et fortidigt fænomen:

Two Economic Models: Rates for 2003-05 (1Q)
                    U.S.  EU    

Unemployment 5.6% 8.7%
Growth           3.7% 1.5%
Source: OECD

"Vissevasse!" kunne man sige. "Hvad er en forskel på 2 pct. mellem venner?" Et enkelt år: ikke så meget. Længere tid: ganske meget. Lad os se på to personer, A og B, der i år 0 begge har en indkomst på 200.000 kr. Men i de kommende år vokser A's indkomst med 3,7 pct. om året, mens B?s vokser med 1,5 pct. Efter ti år tjener A ca. 287.000, men B tjener synligt mindre, ca. 232.000 kr., om end dog kan følge med lidt. Efter 18 år–den tid, det tager et lille barn at blive voksen–tjener B kun 2/3 af A (ca. 261.000 kr. mod 385.000 kr.). Efter 33 år er A's indkomst det dobbelte af B's (663.000 kr. mod 327.000 kr.).

Så uanset hvad nogle siger, er det tilsyneladende størrelsen, det kommer an på! WSJ argumenterer i en leder om emnet for, at det netop er disse forskelle i vækst, der nu får europæerne til i utilfredshed at "nikse" EU-forfatningen:

"No one knows for sure to what extent economic anxiety influenced the decisive "Non!" by French and Dutch voters against the new European Union Constitution this week. But one thing is certain: The French and much of the rest of the European Union have much to be economically anxious about.

The French unemployment rate has hovered around 10% for nearly a decade, and almost half of the jobless have been out of work for at least a year. If the U.S had an unemployment rate as high as France, there would be about six million more non-working Americans–the equivalent of placing every worker in Michigan on the jobless rolls.

Our point here isn't to engage in gratuitous French-bashing. The truth is that the economic anemia afflicting France has become the standard bill of health to varying degrees in virtually all of the nations of Old Europe, particularly Germany and Italy. Once upon a time the intellectual elites in Europe and the U.S. trumpeted the economic accomplishments of European social welfare state policies. Today the conclusion is nearly inescapable that this economic model simply doesn't work to create jobs, wealth or dynamism. …

[The] U.S. has substantially outperformed Old Europe in wealth and job creation. The economic growth rate of the European Union nations since 2003 has limped along at about half that of the U.S. In the 1980s and '90s the U.S. created about 40 million new jobs; Western Europe created some 10 million, well over half of which were in the public sector. If this divergence in economic performance continues for 40 years, the American worker will be roughly twice as wealthy as his European counterpart."

WSJ argumenterer videre, at forskellene ultimativt skyldes Europas mere udprægede tendens til centralisme og styring:

"The Europeans have created a vast constellation of domestic policy interventions that are cloaked in the seductive rhetoric of compassion, fairness and cultural sophistication. These policies include highly generous welfare benefits for the unemployed; state ownership and subsidy of key industries (such as Airbus); rules that make it difficult to hire and fire workers; prohibitions against closing down plants; heavy protections of labor unions against competitive forces; mandatory worker benefit packages that include health insurance, child care allowances, paid parental leave, four to six weeks of vacation; shortened work weeks; and, alas, high taxes on business and labor to pay for these lavish benefits. In sum, European nations penalize work and subsidize non-work, and, no surprise, they have gotten a lot of the latter and far too little of the former. By contrast, the U.S. model–allegedly cruel and "laissez-faire"–has done much better both by economic growth and worker opportunity. ..

Og det handler også om EU:

"We have consistently supported European integration, especially the liberalizing and efficient force of the euro. But most of the economic maladies that face France and Germany today are incidental to whether the EU itself gains or loses power in the months and years ahead. In many ways the European Union has always been the right answer to the wrong question. The common market was originally established with economic goals in mind: to reduce trade barriers (which has been a good thing), followed years later by a single, stable currency (another good thing).

But the Brussels bureaucracy has to this day purposely ignored the Continent's central ailments: high tax rates, bloated welfare benefits and industrial policies that pick winners and losers, usually the latter. Those topics are essentially taboo in Brussels, which has pursued an economic "harmonization" strategy in part to inhibit the benign impact of tax cutting and tax competition among member countries by creating a de facto multi-state cartel. The nations that have prospered the most in recent years–Ireland in the 1990s, now the nations of Central Europe–are those that have resisted the harmonizing orders. Europe is now paying a high price for this failed experiment with welfare state socialism. Today's populist revolt against economic integration in France and Germany suggests that these nations remain mysteriously impervious to the need for change."

I New York Times (der næppe kan kaldes et loyalt redskab for Bush-administrationen eller en forlængelse af den religiøse højrefløj) har David Brooks i sin ugentlige klumme nogle beslægtede overvejelser. I en kommentar til den amerikanske venstrefløjs politiske udspil siger Brooks:

"[These] have already been enacted in Europe: generous welfare measures, ample labor protections, highly progressive tax rates, single-payer health care systems, zoning restrictions to limit big retailers, and cradle-to-grave middle-class subsidies supporting everything from child care to pension security. And yet far from thriving, continental Europe has endured a lost decade of relative decline.

Western Europeans seem to be suffering a crisis of confidence. Election results, whether in North Rhine-Westphalia or across France and the Netherlands, reveal electorates who have lost faith in their leaders, who are anxious about declining quality of life, who feel extraordinarily vulnerable to foreign competition – from the Chinese, the Americans, the Turks, even the Polish plumbers.
Anybody who has lived i
n Europe knows how delicio
us European life can be. But it is not the absolute standard of living that determines a people's morale, but the momentum. It is happier to live in a poor country that is moving forward – where expectations are high – than it is to live in an affluent country that is looking back.
Right now, Europeans seem to look to the future with more fear than hope. … The core fact is that the European model is foundering under the fact that billions of people are willing to work harder than the Europeans are. Europeans clearly love their way of life, but don't know how to sustain it. … This is the chief problem with the welfare state, which has nothing to do with the success or efficiency of any individual program. The liberal project of the postwar era has bred a stultifying conservatism, a fear of dynamic flexibility, a greater concern for guarding what exists than for creating what doesn't."

PS. Jeg har tidligere i flere avisklummer refereret til de interessante arbejder af de to svenske økonomer, Fredrik Bergström og Robert Gidehag: Bogen Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).

Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).

The Hillary Meter

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. maj 2005. 2 svar

Amerikanerne elsker al slags statistik og "ratings", så her er … The Hillary Meter. Den innovative amerikanske entreprenør og nu i de seneste år også meningsmåler Scott Rasmussen har ladet sit meningsmålingsfirma, Rasmussen Reports, udarbejde et jævnligt opdateret mål for, hvor henholdsvis højre- eller venstreorienteret Hillary Clinton opfattes blandt vælgerne–samt hvor populær hun iøvrigt er. Det skulle være en god indikator for, hvor målrettet–og hvor succesrigt–hun efterstræber præsidentposten i 2008. Fru Clinton ligger p.t. fortsat godt til venstre i det politiske spektrum (som opfattet af de amerikanske vælgere). Men mon dog det fortsætter …?

Følg Rasmussen Reports. De var blandt de meningsmålere, der ved sidste præsidentvalg ramte mest præcist.

Man skal kende sine allierede

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. maj 2005. Skriv et svar

Selv blandt Punditokrater er der næppe fuldstændigt fo'slaw m.h.t. EU i almindelighed og den nye forfatningstraktat i særdeleshed. Og så ville det jo være så dejligt, hvis der var det blandt andre. Man kan jo f.eks. se på sine fjender, deres holdninger, argumenter, o.s.v., og så tage bestik derefter. "Min credo er som tilforn: Alt hvad I er imod, er jeg for", o.s.v.

Man kunne eksempelvis notere sig, som Berlingske Tidende gør markant i dag (og her), at stadigt flere borgerligt-liberale intellektuelle og debattører er blevet EU-skeptikere, og omvendt at over 100 mio. europæiske socialister synes, at EU er blevet en fantastisk ting?og den tidl. EF-modstander-men-så-EU-kommissær Ritt Bjerregaard har jo selv sagt, at EU nu er "et socialdemokratisk projekt".

Men selv den gode Berlingske Tidende kan alligevel forplumre, hvad der så ellers kunne være så let–for på selv samme side, som man omtaler de borgerligt-liberale EU-skeptikere, har man to andre artikler, der gør det hele lidt … uklart.

I den ene siger Svend Auken:

"Jeg er enig med Jacques Delors, der siger, at det farlige ved denne her nej-protest, det er, at den svækker alt det, som dem der siger nej, i virkeligheden gerne ville styrke.* Det er det politiske Europa og det sociale Europa … hvis vi svækker det, så overlades der mere og mere til markedskræfterne, og specielt USA får en helt dominerende placering internationalt."

Nu behøver man jo ikke at tage ethvert udsagn fra Svend Auken helt bogstaveligt, men omvendt behøver man jo heller ikke at afvise et udsagn, alene fordi det kommer fra ham. Og altså: et nederlag vil være en sejr for markedstilhængere (liberalister), amerikanere (storkapitalen) og deslige.

Men, som briterne ville sige, "The plot thickens …".

I den anden ende af spektret (og på den anden halvdel af samme avisside) melder den selvbestaltede prætendent til den franske kongetrone, den såkaldte HKH Prins Henri, Greve af Paris og Hertug af Frankrig, sig på banen. Nu skal man ikke tage hans status så pokkers alvorligt–han tilhører faktisk en af Bourbon?ernes alleryngste linier, og der er alvorlige forfatnings- og successionsmæssige svagheder i hans prætentioner. Men det er, som man siger, en helt anden historie, og i betragtning af, at han dog udgiver sig for at være arving til sin forfader Charlemagnes trone, kunne det dog være interessant at få hans perspektiv med på EU:

"Jeg støtter de svageste–de, der har mindst–og stemmer nej til forfatningen. Den ultraliberale kapitals Europa bør dø den 29. maj."

Nærværende Punditokrat er forvirret. Hvis det bliver et ja, er det en sejr for liberalismen og markedskræfterne–men hvis det bliver et nej, så er det sørme også en sejr for liberalismen og markedskræfterne. Det skulle jo unægtelig fylde nogle af os med glæde og begejstring–en slags "vind/vind"-situation. Men … sådan plejer det jo ikke at hænge sammen i politik, så udover at være forvirret, kunne man måske også frygte, at det bliver en slags "tab/tab".

Damn' if you do, damn? if you don't.

* Feinschmeckere med sans for både retorik og politisk historie vil her bemærke en variant af det engang så herostratisk berømte udsagn "Dét, som Svend mener, er …", men her vel at mærke anvendt af objektet selv i en slags samstemmighed med det tidligere subjekt.

Ugens citater: Lars "von" Trier om frihed, Bush og verden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. maj 2005. Skriv et svar

Fra sidste uges bundløse dybder i Cannes rapporterede Jyllands-Posten disse interessante filosofiske ræsonnementer:

“Grunden til, at der ikke er svar i min film, er, at det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt gælder om at holde spørgsmålene åbne. Sådan at forstå, at et ord ikke bare hedder demokrati. For demokrati er ikke bare demokrati. Demokrati er noget, der bliver nødt til at blive diskuteret og genopfrisket hele tiden. Det samme gælder ordet frihed. Spørgsmålene skal være åbne. Ellers bliver demokrati og frihed ord, som vi alligevel ikke er enige om betydningen af.”

Så altså noget skal ikke bare være, hvad det er, men evt. også være en masse andet, inkl. ting som det ellers ikke er. Frihed og demokrati for nogle kan f.eks. godt blive opfattet som ufrihed og mangel på demokrati af andre, og fordi nogle kan opfatte ting anderledes end andre, er der ikke noget, der nødvendigvis er, hvad det er–og det bliver vi nødt til at diskutere. Men hvordan kan man diskutere sig frem til “noget”–en slags konklusion–hvis intet er rigtigere end andet. Hmmm.

Og videre:

“Jeg tror ikke på, at der ligger oliemillioner, taktiske manøvrer og andet bag [Bush]. Han kan kun gøre, hvad han gør, hvis han mener det. Alt andet er umenneskeligt. Dybest set tror han på, at det bliver en bedre verden. Det tror jeg også, at Stalin og Hitler og alle dem gjorde.”

Så altså en slags syllogisme: 1. Bush ønsker en bedre verden. 2. Stalin og Hitler ønsker en bedre verden. –> 3. Bush = Stalin og Hitler. Eller hva’?

Vi lader de smukke og indsigtsfulde levende billeder stå og flimre et øjeblik.

Intet nyt fra vestfronten (er godt nyt)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. maj 2005. Skriv et svar

Dr. Alan Reynolds fra Cato Institute havde i forgårs denne interessante kronik i Wall Street Journal i tilknytning til debatten om social mobilitet i USA. Reynolds argumenterer, at den sociale mobilitet i USA fortsat er rekordhøj, og at den afgørende forskel er familiens opbakning og mulighederne for at gøre en ekstra indsats og nyde frugterne deraf.

Hat tip til min gamle ven, Tom Palmer!

Anti-AmeriCannes

Af Mikael Bonde Nielsen, den 16. maj 2005. 1 svar

Med sædvanlig charme, opfindsomhed og elokvens har Lars von Trier ifølge Politiken ladet alverdens filminteresserede forstå, at George W. Bush er en klovn. Udmeldingen kan måske tilskrives den helt karske kendsgerning, at hans seneste mesterværk Manderlay er blevet bemødt med en vis ligegyldighed blandt de filmkyndige i Cannes, selv om den med sit klassisk anti-amerikanske tema ellers må siges at have alle forudsætninger for at slå igennem i de kredse. På den baggrund kan man ikke fortænke den danske filmskaber i, at han gør alt for at sikre sig kommerciel succes ad andre veje, fx ved at sige noget upassende eller anstødeligt i de erfaringsmæssigt påvirkelige omgivelser. Sidste år lykkedes det jo fint for Michael Moore at gøre opmærksom på sin egen person ved at troppe op i Cannes med Fahrenheit 9/11; en slags propaganda-collage vendt mod den daværende og nu genvalgte præsident. Så måske går den igen! Det vil tiden vise.

Når jeg opholder mig ved Triers udtalelse sker det ikke i indignation over hans forudsigelige afsætningsmetoder. Nej, det er mere fordi det er et rimeligt påskud for en kommentar til den anti-amerikanisme, der hærger over hele Europa. Og hvad er i denne forbindelse mere naturligt, end at tage afsæt i landet, hvor Trier for tiden opholder sig. For her er der som bekendt ikke kun utilfredshed med amerikanernes økonomiske og militære hegemoni; her er man navnlig foruroliget over amerikanernes kulturnedbrydende dominans.

En af dem, der har bidraget til at afdække det franske traume er Jean-François Revel, der som navnet antyder har aktier udi det franske. Det er så absolut en fordel, idet en udenlandsk kritikker jo altid er en uvelkommen gæst. Revel kan omvendt ikke beskyldes for, at være fremmed for franske forhold. Og netop derfor er han værd at blive klog på. Det kan man blive ved at læse hans bog Anti-Americanism, der udkom for nogle år siden. Har man ikke mod på at gå om bord i den, kan jeg henvise til The Anti-American Obsession; en forrygende god artikel af samme forfatter, der figurerede i The New Criterion i oktober 2003.

En af de mest udbredte franske forestillinger er, at USA i kraft af sin profitorienterede kulturindustri bidrager til at nivellere den åndelige verdensscene og derigennem fortrænge den virkelige kunst. Derfor er kulturel diversitet efterhånden blevet et mantra for franske åndspersonligheder. Til dette bemærker Revel:

“In practice, Europeans?and chiefly the French?use the jargon phrases ?cultural exceptionalism? and ?cultural diversity? as code words for state aid and quotas. We keep hearing that, after all, ?Cultural goods are not simple commodities.? But that is merely a platitude. Whoever pretended that they were? Still, neither are they purely the products of state financing; otherwise, Soviet painting would have been the finest in the world”

Men hvordan kan det være, at amerikanerne er så pokkers overlegne på den kulturelle front? Det franske bud er, at amerikanerne råder over nærmest bombesikre afsætningskanaler – der en passant understøttes af presse, politikere og anonyme kapitalkræfter ? som sætter dem i stand til at opretholde en total dominans på den globale kulturscene. Her peger Revel på argumentets boomerang-effekt:

“In January 2002, when Yves Saint Laurent unexpectedly announced his decision to retire, suddenly bringing his career as couturier to an end, reaction to the news was worldwide. And it was not only Saint Laurent?s talent that was influential everywhere, but also that of his predecessors, who for over a century had created and sustained French leadership in haute couture (which is not to diminish the excellence of other schools, notably the Italian). There was no suggestion in the foreign press that this traditional preeminence of French haute couture and Saint Laurent?s influence was attributable to a ?bomb-proof distribution system? that, with the shady complicity of ?politicians and newspapers,? had succeeded in ?imposing? French styles on others. Anyone who said as much would have been ridiculed”.

Det med latterliggørelsen er jeg sikker på. Lige så sikker er jeg på, at filmkritikkerne i Cannes hellere vil give de Gyldne Palmer til en instruktør, der skildrer livet i en polsk vandpyt, end til en instruktør, der forstår at imødekomme millioner af biografgængeres behov for at blive underholdt med kvalificerede virkemidler.

2008: Hillary Clinton mod … hvad sagde jeg!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2005. 3 svar

Det er officielt: jeg tildeler hermed mig selv Årets "Hvad Sagde Jeg!"-pris, omend det kan vise sig at være tre-fire år for tidligt (og iøvrigt ikke være rigtigt). Kryptisk?

OK, jeg har længe, længe, længe–d.v.s. over tre år–sagt, at Republikanernes præsidentkandidat i 2008 meget vel kunne blive Senator George Allen, fhv. guvernør over staten Virginia. Hans kombination af at være landspolitiker, men fhv. guvernør (og dermed kunne spille på både at være erfaren og "udenfor the Beltway"), se rimeligt godt ud (for en politiker), være relativt ung (d.v.s. se ældre ud end John Edwards, men være væsentligt yngre end Bob Dole), være fra en sydstat (som man reelt skal vinde), men fra en nordlig én (og dermed ikke med et red-neck image), være meget "konservativ" i økonomiske spørgsmål (d.v.s. frimarkeds-orienteret), men ikke så-konservativ-at-det-(virkelig)-gør-noget i religiøse og sociale spørgsmål (og dermed mindre uvalgbar for midten af amerikansk politik) … gør, at han alt andet vil stå rimeligt stærkt, når et parti ikke kan stille med en "naturlig" kandidat (når hverken Bush eller Cheney stiller op). Jeg skrev faktisk lige efter sidste præsidentvalg rundt til en række andre forskere med interesse for emnet og propaganderede for synspunktet. Den typiske respons var dengang "George hvem?"

Men nu viser det sig, at Washingtons insidere tilsyneladende mener det samme (altså som mig). Det respekterede tidsskrift National Journal har foretaget en meningsmåling blandt 175 top-politicos i Washington og spurgt dem om, hvem de tror, der bliver de to partiers præsidentkandidater i 2008.

Her er, fra Wall Street Journals daglige "OpinionJournal's Political Diary" (mit daglige fix), den indsigtsfulde redaktør John Funds opsummering:

"The Republican presidential field is wide open with the decisions of Vice President Dick Cheney and Florida Governor Jeb Bush not to run. So the 85 GOP insiders polled by the Journal had a tough decision deciding who has the best chance of capturing the 2008 GOP nomination. Their surprise choice was Virginia Senator George Allen, a former governor who likes to emulate Ronald Reagan's sunny conservatism. Factors cited in his strong showing were his ability to connect with the party's conservative primary voters and his hiring of campaign strategist Dick Wadhams, who helped engineer the defeat of Senator Tom Daschle last year.Just behind Mr. Allen was Senator John McCain, who has much higher name ID but a maverick reputation among GOP primary voters. A little further back were Senate Majority Leader Bill Frist and former New York Mayor Rudy Giuliani. They were followed in descending order by Massachusetts Governor Mitt Romney and Mississippi Governor Haley Barbour, who made a surprisingly good showing.

On the Democratic side, no one would be shocked that the 90 Democrats surveyed by the National Journal's "insider" poll gave Senator Hillary Clinton more than twice as many votes as second-place finisher John Edwards.Virginia Gov. Mark Warner came in third, reflecting in part the fact that he was the only southern governor on the list. The last two Democratic presidents — Jimmy Carter and Bill Clinton — both came out of the same talent pool. After Mr. Warner, the insiders tabbed moderate Senator Evan Bayh of Indiana as the next most likely nominee. He was followed by 2004 nominee John Kerry, New Mexico Governor Bill Richardson, Iowa Governor Tom Vilsack and Delaware Senator Joseph Biden, a 1988 presidential candidate who appears to be in the mood for a last hurrah. Last place in the Democratic field according to party insiders? Former Vice President Al Gore, now part-owner of a struggling cable channel. "He's down there with Mike Dukakis as someone you wouldn't want in your Rolodex," was the acid conclusion of one party official."

For de af os, der ikke kun er akademisk interesserede i, hvem kandidaterne kan blive, men tillige måtte foretrække politikere af en mere eller mindre libertær karakter, kan det være værd at bemærke, at Senator Allen får ganske høje rankings af Republican Liberty Caucus, d.v.s., den organiserede liberalistiske fraktion indenfor det Republikanske Parti. I dettes Liberty Index, baseret på kongresmedlemmernes afstemningsadfærd, scorede Allen således i 2004 90 af 100 mulige point på økonomisk frihed og 70 af 100 mulige point på personlig frihed. Han fik dermed af de fem mulige etiketter, som RLC uddeler, betegnelsen "libertarian". (Til sammenligning fik den bedst scorende af alle senatorer, John Sununu, Jr., henholdsvis 95 og 84. I den anden enede af spektret fik Edward Kennedy henholdsvis 5 og 25 point og betegnelsen "authoritarian".)

Men inden nogen nu på min vurdering begynder at investere i Allen-futures på Iowa Electronic Market, så lad mig tilføje, at jeg i 2000 i næsten et år hårdnakket påstod, at der ikke var nogen måde, hvorpå Al Gore kunne tabe, og at jeg sidste efterår nævnte Senator Rick Santorum som en anden mulig præsidentkandidat i 2008.

Errare punditokratem est …

South Park Generation

Af Mikael Bonde Nielsen, den 3. maj 2005. 3 svar

Hvordan kan det være, at George W. Bush blev genvalgt til præsident, når han ifølge de fleste europæiske medier er biologisk fatuid? Måske kan man finde en del af svaret i den omstændighed, at en stadig større del af den amerikanske ungdom er dødtrætte af den politiske korrekthed, der har hærget de nordamerikanske kystbyer i de sidste tyve år. Det er i hvert fald en påstand, som Brian C. Anderson med en vis tyngde argumenterer for i South Park Conservatives: The Revolt Against Liberal Media Bias.

Bogen er en opfølgning på en artikel, der figurerede i City Journal i 2003 og som gav mange konservative troen på, at der trods alt er et liv efter Sesame Street; et håbløst og temmelig venstredrejet børneprogram, der har været fast inventar på public service-kanalen PBS siden 70’erne. Men med tegneserien South Park ? der er kendt for sin upolerede og rå tone ? har republikanere opnået en modvægt i medielandskabet. Og det er der kommet en ny generation ud af; en årgang, der ikke er flove over, at USA både er en økonomisk og militær supermagt; et kuld, der ikke gider at høre mere vrøvl om positiv særbehandling af bestemte minoritetsgrupper, bilfrie byer eller naturrigtig recycling af fødevareemballage. Og de stemmer naturligvis på Bush. Ikke fordi de er enige i alt, hvad han repræsenterer, men fordi han taler i klar tekst.

Men hvad med Danmark? Er der ikke snart brug for en modvægt til Bamse og Kylling?

"Public Interest", R.I.P.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. maj 2005. Skriv et svar

Det sidste nummer af det prominente og indflydelsesrige amerikanske neo-konservative tidsskrift Public Interest er netop udkommet. Efter nøjagtigt 40 år på markedet, udkom sidste nummer i den forgangne uge. (Charles Krauthammer havde denne omtale i Washington Post.) Grundlagt af Irving Kristol, Daniel Bell, James Q. Wilson m.fl. var det altid en kende mere (neo-)konservativt end nærværende punditokrats smag, men det var altid begavet, velformuleret, velunderbygget og interessant–og det er mere, end man kan sige om det meste her i livet. (De lidt yngre, neo-neo-konservative læser Weekly Standard i stedet.)