Tag-arkiv: velfærdsstat

Ny definition af lighed

Af Dr.Mephisto, den 7. september 2006. 2 svar

Venstres finansordfører Peter Christensen kom for skade at skrive følgende i Politiken den 4. september:

Næste gang vi får ulighedstal i Danmark er jeg sikker på, at uligheden har fået endnu et nyk opad. Så længe det skyldes stigende beskæftigelse og stigende velstand, vil jeg ikke fælde én eneste tåre over det. Tværtimod

Det blev af fagforeningen 3F og deres ligesindede på Berlingske Tidende gjort til, at ordføreren "jublede" over ulighed.

Og det faldt ikke i god jord hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

Det, synes jeg, er en dum udtalelse. For vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund. Det vil vi utrætteligt fortsætte med. Og jeg glæder mig som beskæftigelsesminister over, at den største lighed, vi kan skabe, er ved at få folk i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen. (ritzau den 7. september)

Det lyder interessant, at Venstre arbejder for mere lighed. Men det er vist en definitionssag.

Claus Hjort Frederiksen har øjensynligt skabt sin egen definition af lighed. Det handler om at have et arbejde. Den nye definition løser måske et akut problem for ministeren – men skaber straks et nyt: Hvad med de 250.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som er på efterløn? Er de så holdt uden for det eftertragtede "lighedssamfund"?

 

Amerikanske tilstande

Af David Gress, den 4. september 2006. 51 svar

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

Ekstra Bladets borgerlige kulturkamp

Af Jacob Mchangama, den 30. august 2006. 6 svar

Det er ikke hver dag Punditokraterne henviser til Ekstra Bladet. Men essensen i Ekstra Bladets leder i forbindelse med de netop overståede finanslovsforhandlinger kunne ligeså godt være kommet til udtryk her på bloggen. Faktisk er Ekstra Bladets leder udtryk for så klar tale på godt jævnt dansk om det absurde cirkus, der i velfærds-Danmark årligt udspiller sig i kontorerne på Christiansborgs Slotsplads 1, at lederen fortjener at blive bragt i sin helhed.

Kære læser er du klar over, at vi har den højeste beskæftigelse siden Saxos notater i 1200-tallet? Det er nu ikke så sært, for vi har aldrig været flere danskere. Men vi har samtidig den laveste ledighed i 30 år.
Vi kan sige det med sikkerhed, for vi har begge oplysninger fra Thor Pedersen, og han lyver næsten aldrig.

Hu hej, hvor går det godt. Udlandsgælden er væk, og næste år skylder fremmede lande Danmark 100 milliarder kr. 'Vi ender med at eje hele verden', klukker kåde Thor. Han begriber heller ikke surheden over, at der skulle være skåret ned. For den offentlige service er løftet med 22 milliarder kr. fra 2001 til 2005.

Men hvad velfærd angår, skal Thor ikke regne med, at vi nogen sinde får nok. Især ikke talsmændene for Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. De vil året rundt kl. 3 om natten stående på ét ben være i stand til at kræve flere milliarder til de ældre og til børnefamilierne og til de sindslidende.

Det sjove er, at VK-regeringen altid føjer dem et stykke vej. Der er såmænd allerede sat penge af til psykisk syge, børnefamilier og næsten alle ældre i finansministerens forhandlingspapirer.
Der er nemlig ingen, som tør sige, at mange ældre lever glimrende for den folkepension, de får. Eller at de fleste børnefamilier har det økonomisk bedre end nogen sinde. Den slags sandheder tør kun Ekstra Bladet skrive. Det anses for god tone at lade, som om store danske grupper lider forfærdeligt.

En anden skjult sandhed er, at den forhandling om finansloven -statens husholdningsbudget -for 2007, som nu begynder, er ret ligegyldig. For den drejer sig kun om to procent af statens udgifter. De 98 pct. af budgettet bliver slet ikke diskuteret. Det er lagt fast på forhånd med alle partiers indforståelse -fraset SF og Enhedslisten, som gerne ville sløjfe militærudgifterne.

Det anstrengende ved det forestående show med partidelegationer svansende ind og ud fra Thors kaffebord i ministeriet er, at det er en kamp om at lefle mest muligt for de størst mulige vælgergrupper. Det parti, der bagefter kan rose sig af at have skaffet 600.000 børnefamilier eller 700.000 pensionister nogle penge, er vinderen.

Finanslovsforhandlinger er ikke en saglig debat om, hvordan de mest trængende smågrupper kan samles op -mens alle andre henvises til at klare sig selv, hvilket de er glimrende i stand til, især hvis de plukkes så lidt som muligt i skat.

De kan snarere sammenlignes med en skønhedskonkurrence mellem uappetitlige og kiksede modeller med ekspertise i at forstille sig.

 

Det er nok for meget at håbe på, at lederen er udtryk for læsernes generelle holding, og dette indlægs overskrift er nok også en anelse optimistisk, men det er befriende når nogen vover at skære igennem den velfærdskonsensus, som gennemsyrer dette lands offentlige debat.

Farvel til Webers arbejdsetik

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2006. 16 svar

Dagens post er som så ofte på denne blog om velfærdsstaten, men lad mig starte et helt andet sted: Med min far, Kai Bjørnskov. Eller nærmere med en privat anekdote om min far, og hvordan han håndterede sin mangeårige stilling som forstander for voksenuddannelsen i Haderslev, og senere (og i dag) som souschef for det samlede sønderjyske voksenuddannelsessystem.

Jeg kom nemlig til at tænkte på en specifik hændelse, da jeg læste Weekendavisens leder her til morgen (eller for at være ærlig, her til formiddag). En gang sidst i 80'erne var jeg på besøg på min fars kontor da en elev kom ind med et skamfuldt blik og en halv tværstang fra gelænderet på hovedtrappen. Han havde rutschet ned ad gelænderet og havde bremset ved at sætte sin fod ind mellem tværstængerne – og det kunne de ikke holde til. Min far så på eleven med sit mest myndige blik – og det er myndigt, kan jeg fortælle – hævede sin pegefinger formanende og sagde til ham: "Jeg bliver nødt til at idømme dig skolens strengeste straf". I det øjeblik ventede jeg næsten at se en våd plet brede sig ned ad elevens bukseben, men han blev helt perpleks, da min far – stadig med pegefingeren i vejret, med stentorrøst udbrød "Fy!" Jeg ved ikke, hvad der var værst for eleven, den fuldstændige forvirring af at der ikke skete andet, end den dybe skam over at blive sendt ned til pedellen med den halve stang, men på sin vis virkede straffen. Der var nemlig ingen, der var i tvivl om, at forstander Kai Bjørnskov mente hvad han sagde.

Og hvorfor kom jeg så til at tænke på den historie? Jo, Anne Knudsens leder i Weekendavisen kom naturligvis ovenpå de seneste dages diskussion om flaskehalse på det danske arbejdsmarked, og hvordan danskere ikke vil have de jobs, der er. Holdningen er, at hvis man har skrevet speciale på universitetet om ligestilling i 1400-tallets Island, bør man sandelig ikke acceptere et job som pædagogmedhjælper. Og hvad værre er, er der ikke noget egentligt økonomisk incitament til at sige ja alligevel. Som AK skriver:

"Der står idiot på ryggen af den ledige, der tager et lavtlønsjob. I denne uge har vi igen set beregninger, der viser, at det skæpper 22 kroner i kassen efter skat hver eneste dag, hvis man skifter kontanthjælpen ud med et job som kassedame, postbud, ekspedient eller lignende. Hvis man altså kan cykle til arbejde på en reparationsfri cykel. Hvis man skal med bussen, nærmer gevinsten sig hurtigt et minus. Og uanset, hvor sundt det er med arbejde, må man jo nok indrømme, at det tager en pokkers tid, at det kan være anstrengende, og at det har en tendens til at komme i vejen for andre gøremål."

AK's ærinde er først og fremmest at pointere, at selvom vi i princippet har muligheden for at fratage folk deres kontanthjælp, hvis de nægter at acceptere et anvist job, er det politisk umuligt. Som hun skriver, kan man "nemt forestille sig den mediestorm, der ville rejse sig, hvis blot et enkelt menneske satte sig ud på gaden og delagtiggjorde journalisterne i den elendighed, bortfaldet af kontanthjælpen havde hensat hende oh hendes familie i". AK karakteriserer temmelig rammende beskæftigelsesministerens indsats som at sige "Bøh".

En gang udkastede den tyske sociolog Max Weber teorien om den protestantiske arbejdsetik for at forklare, hvorfor de protestantiske tyske regioner – og for den sags skyld Skandinavien – klarede sig bedre økonomisk end de katolske regioner. Den forklaring gav god mening i mange år, idet vi i blandt andet Danmark på mystisk vis arbejdede mere og mere effektivt end de fleste andre steder i verden. Gennem den protestantiske tro – eller i det mindste en protestantisk tradition, uanset om man troede på det religiøse mumbo-jumbo – hvilede samfundet på en norm der sagde, at enhver er ansvarlig for sin egen skæbne, og at enhver dermed havde en pligt overfor sig selv til at sørge for sig selv og sine egne. Den norm har velfærdsstaten nu ganske effektivt undermineret, så mange danskere mener, at arbejde er til for at man kan realisere sig selv. Hvorfor skulle jeg klare mig selv, når jeg kan få samfundet til at gøre det?

Når vi har valgt en samfundsform, der fjerner ethvert individuelt økonomisk incitament til at tage et lavtlønsjob, er der kun to muligheder tilbage: 1) enten ændrer vi systemet, og fjerner dermed noget af det socialdemokratiske velfærdskorthus; 2) eller også indfører vi troværdige økonomiske sanktioner mod dem, der nægter at påtage sig et arbejde. Det første vil naturligvis være det mest effektive, og vil endda med stor sandsynlighed gøre os rigere på sigt, men det er også politisk det mindst sandsynlige. Det andet valg er det, vi nominelt har besluttet os for, men uden at sanktionerne er bare i nærheden af at være troværdige. Og her er det så, at min far kommer ind i billedet. Da eleven stod med den tværstang på forstanderens kontor, var et 'fy' den eneste straf – i første omgang. Det var et fy med stor troværdighed. En brækket tværstang kunne accepteres, men Gud hjælpe den elev, der ikke respekterede det 'fy'! I dagens Velfærdsdanmark bliver vi bare ved med at sige fy, som om det på magisk vis en skønne dag virker. Det gør det bare ikke, for ingen tror på det længere. Effekten er ikke blot det, men også at man effektivt underminerer den arbejdsetik, vi engang havde, fordi den der følger den i dag, i overført betydning får et offentligt stempel med 'Idiot' i panden. Resultatet er ikke bare en brækket tværstang hist og pist, men et økonomisk tab af gigantiske proportioner.

De haler ind på os

Af admin, den 23. august 2006. 5 svar

Berlingeren og de øvrige MSM er ved at komme godt med. Som omtalt her har de nu opdaget blogs, og i de seneste dage har de omtalt problemerne med Frankfurterskolefesten på sygeplejeuddannelsen (leder), som blev drøftet her på bloggen i foråret (se under pomo).

Det syge væsen sættes i øvrigt i perspektiv af David Karsbøl i Berlingskes kronik. Som supplement kan henvises til denne nye undersøgelse, der viser, at det danske sundhedsvæsen er på niveau med Polen og Estland. Undersøgelsen bringes af en interesseorganisation, så en vis skepsis er nødvendig, men alligevel.

Er danske unge virkelig venstreorienterede? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. juli 2006. 21 svar

Vi berørte fornylig emnet om de yngste vælgerårganges politiske observans.  Det inspirerede mig til nedenstående klumme i lørdagens Berlingske Tidende:

Debat: Myten om de unge venstreorienterede

Berlingske Tidende 29.  juli  2006, 2 sektion, magasin, side 19

Rød ungdom. Trods mediernes udlægninger er de unge ikke specielt venstreorienterede

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d., professor i statskundskab

En agurketidshistorie går gennem de danske medier: At ungdommen atter er rigtig godt venstreorienteret. SFs og Enhedslistens ungdomsorganisationer melder om stigende medlemstal, og Politiken, Information, DRs P1, TV 2 og sågar denne avis har med næsten synlig begejstring proklameret, at de unge »går mod venstre«, er »mere venstreorienterede end 1968-generationen« osv.

Men passer det? Nu er det i sig selv længe siden, at man har kunnet tage de politiske ungdomsorganisationers selvoplyste medlemstal alt for seriøst. Man må i særdeleshed være skeptisk over for vidtgående fortolkninger, når det holdes i mente, at organisationernes samlede medlemstal udgør mindre end 1 pct. af de 12-29-årige. Udsving på nogle hundreder i medlemstal skal derfor næppe tillægges for stor betydning, særligt ikke når tallene kommer ovenpå et valgår, hvor der traditionen tro er medlemsfremgang.

Forårets meget omtalte politiske manifestationer må man også tage med et gran salt. Efter ugers massiv markedsføring kom 17. maj demonstrationerne mod regeringens velfærdsreform ikke nær i retning af det antal deltagere, man havde håbet, eller som man havde set ved tidligere, sammenlignelige demonstrationer, og kun en ganske beskeden andel syntes at være unge. Årets 1. maj demonstrationer tiltrak endog så få besøgende til Fælledparken, at politiet helt opgav at tælle dem. Så heller ikke på denne front er der altså noget, der tyder på en kraftig venstredrejning blandt de unge.

Hvad siger f.eks. analyser af sidste valgresultat og meningsmålinger? Ifølge Epinion og Ugebrevet A4 stemte 48 pct. af de 18-25-årige ved sidste folketingsvalg på et borgerligt parti, mens de Radikale fik 16 pct. og venstrefløjen kun 33 pct. Så selv med en bred definition af »venstreorienteret« er det altså kun knap halvdelen af de unge vælgere, som falder i denne kategori. Regner man de Radikale, CD og Kristendemokraterne med som borgerlige, stiger gruppens andel blandt de unge gevaldigt – til næsten to tredjedele af aldersgruppen.
Snarere end værende specielt venstreorienteret er ungdommen altså bare, som vælgerne som helhed er flest: Delt lige ned midtpå mellem dem, der støtter regeringen, og dem der ikke gør.

Men når det er sagt, er der forskelle på generationerne. Fastholder man en meget bred definition af at være venstreorientreret (omfattende de Radikale osv.), er der f.eks. i gruppen af 26-32-årige næsten 10 pct. overvægt af borgerlige vælgere, og i gruppen af 33-39-årige er overvægten næsten 20 pct. Derefter vender billedet: Blandt de 40-46-årige er der lige mange til hver side, og blandt de yngste vælgeres forældre – de 47-53-årige, som var teenagere under 1968 er der en 15 pct. overvægt af venstreorienterede. Så de alleryngste årgange er altså de mest venstreorienterede længe – men de er det ikke i overvejende grad, og de er klart mindre venstreorienterede end deres forældres generation.

Alt dette handler om partivalg, men hvad med de unges holdninger? Det kunne jo tænkes, at de nok stemte borgerligt, men ideologisk set var blevet mere venstreorienterede. Her har valgforskere heller ikke endnu kunne finde entydige data om en systematisk venstredrejning blandt ungdommen. På nogle punkter (f.eks. omfordeling) er de yngste mere venstreorienterede end 1980ernes unge, men på andre punkter er de lige så borgerlige, og de er generelt langt mindre socialistiske i deres holdninger end 1970ernes unge. Frem for alt er der ingen sikker antydning af, hvor de yngste vælgergrupper er på vej hen.

Så hvorfor portrætterer medierne ungdommen som værende specielt venstreorienteret? Et rimeligt gæt kunne være, at det skyldes, at de unge venstreorienterede er relativt højlydte – det er lettere at bemærke dem, der laver demonstrationer og besættelser, end de kedelige borgerlige, som hænger plakater op og arrangerer debatmøder. Man kan også gætte på, at det er, fordi det er »en god historie«. Journalister kan godt lide at fortælle noget »nyt«, og nu har historien i mange år været, at ungdommen var blevet borgerlig, og så bliver det interessant, hvis pendulet svinger blot lidt den anden vej – også selvom det ikke er så meget, at det gør noget.

Velfærdsreformer og det rene ingenting

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2006. 8 svar

Normalt er der god grund til at hylde demokratiet, som vi da også flittigt gør. Men sommetider er grund til at styre ens entusiasme en smule. Man kan for eksempel huske på, hvad Winston Churchill sagde i en tale til det britiske Underhus i november 1947: "Democracy is the worst form of government, except for all those other forms that have been tried from time to time". Det var i hvert fald Churchills citat jeg tænkte på, da jeg så den såkaldte 'velfærdsreform' forleden dag. For reformen – hvis man overhovedet kan kalde den det uden at spytte ordet ud – demonstrerer hvorfor demokrati ikke altid er det ideelle system. Faktisk er den et godt eksempel på demokrati, når det er værst. Så her er mit bud på tingene efter den uges tid, det har taget at få blodtrykket ned igen.

Blandt økonomer er der for eksempel bred enighed om, at efterlønnen bør afskaffes, specielt hvis der i fremtiden skal være råd til centrale velfærdsydelser som gratis sygepleje, gratis uddannelse og i det hele taget det, befolkningen har vænnet sig til at betragte som en rimelig offentlig service. I takt med at vi bliver rigere, stiger vores krav til det offentlig nemlig også – et faktum som reformmodstandere ofte meget belejligt glemmer. Hvad er man blevet enige om på Christiansborg? At efterlønsalderen stiger gradvist med to år i løbet af de næste 16 år, og at man derefter kan diskutere, om den almindelige levetid er blevet så lang, at man skal snakke om det igen. Pensionsalderen skal i samme periode sættes op med de samme to år. Så i 2022 skal man gå på pension som 67-årig, på trods af at de fleste danskere i den alder allerede i dag har både deres arbejdsevne og fulde forstand intakt.

Andre tiltag som de fleste økonomer havde håbet på, blev ikke implementeret. For eksempel er der ikke skåret i dagpengeperioden, og selv om de specielle ordninger for 55-59-årige falder bort, vurderede den tidligere overvismand Torben M. Andersen forleden, at forliget kun løser cirka halvdelen af det finansieringsproblem, som den danske model står med.

Så det, som Anders Fogh har kaldt 'historisk' og andre i forligspartierne sammenligner med Kanslergadeforliget, er ikke ret meget mere end en ganske uliberal prut i den berømte hornlygte. Som jeg ser det, er der nemlig er kun to logiske resultater af den nye velfærds(non)reform – og er ikke historiske i den gode forstand. De er:

1)      Christiansborg-politikerne må om få år indrømme – både overfor sig selv og deres vælgere – at 2006-reformen stort set ingen virkning havde. Med andre ord, at den ikke var navnet 'reform' værdigt. Problemet med det bliver, at vælgerne har fået at vide i dag, at man har lavet en fremtidssikret reform. Så når de samme politikere kommer rendende om få år med beskeden om, at der skal endnu en ny velfærdsreform til, bliver effekten den samme som af Nyrups berømte efterlønsgaranti: Vælgernes politikerlede får en ekstra tak opad, og den folkelige opbakning til reformer falder. Spørgsmålet er, hvor mange politikere der tør risikere det til den tid?

2)      At man holder fast i, at der er lavet en reform og (som det før er blevet sagt) at 'den bare skal have tid til at virke'. Den nuværende 'reform' får derefter den tid, den skal have, til at vise sin mangel på værd, og Danmark ender i en regelret økonomisk krise. Når krisen bliver tydelig nok for den almindelige vælger – når vi med Knud Heinesens ord kan 'se afgrundens rand' – vil politikerne være tvunget af både den økonomiske situation og befolkningens frustration til at lave en drastisk og vidtgående reform af det danske system. Og dén reform kommer til at gøre ondt så det kan mærkes! Til den tid kan unge politikere og samfundsforskere så spørge, hvorfor man lavede en så tynd gang politisk makværk i 2006.

Der er altså frustrerende at være samfundsforsker for tiden, ligesom det er frustrerende at være almindeligt tænksom dansker. Før folk begynder at råbe ad mig (som de har gjort før), at jeg bare kan flytte hvis jeg ikke kan lide landet, må jeg gøre min holdning helt klar: Den er naturligvis, som H.C. Andersen så smukt skrev det, at 'Her har jeg rod, herfra min verden går'. Jeg elsker Danmark med hele mit hjerte, og på en aldeles umoderne og politisk ukorrekt måde. Bundlinien er stadig, at Danmark på så mange måder er et dejligt land at leve i, og et land jeg er stolt af er mit. Men det er ved gud ikke de danske politikeres skyld!

Venstre(selv)sving

Af Dr.Mephisto, den 16. juni 2006. 3 svar

Beskyldningerne fyger i Venstre. Ballet blev åbnet af partiets "strateg" Claus Hjort Frederiksen. På en ret ustrategisk måde beskylde han i Jyllands-Posten de to unge liberale folketingsmedlemmer Peter Christensen og Søren Pind for at "destabilisere regeringen". Bare fordi de to folketingsmedlemmer ville deltage i debatten om Venstres ny principprogram.

Claus Hjort Frederiksens reaktion var fuldstændig overdrevet. Hvis der skal så lidt til at destabilisere regeringen, kan den sandelig ikke være særlig stabil!

Peter Christensen og Søren Pind ville fremsætte en lille håndfuld ændringsforslag til Venstres nye principprogram. Der skulle blandt andet noget med om maksimalt 50 procent i skat, og om at den offentlige sektor skulle fylde relativt mindre i samfundsøkonomien. Hvad er egentlig det kontroversielle? Med mindre man da altså er socialist eller lider af forfølgelsesvanvid?

Hvis Claus Hjort Frederiksen virkelig mener, at den slags holdninger i Venstres principprogram kan destabilisere regeringen, skulle han tage at læse formuleringerne i det gældende program: "Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor."

Det står der sort på hvidt: "Lavere offentlige udgifter". De gældende formuleringer i principprogrammet er faktisk mere vidtgående end de småbitte ændringsforslag, som Peter Christensen og Søren Pind ville stille!

Hvis man endelig skulle svinge sig op til kritik af den dynamiske duo, kunne man måske spørge sig selv, om ikke de er for fredsommelige. Christensen og Pinds forslag om, at den offentlige sektor skal fylde relativt mindre i samfundsøkonomien, er faktisk præcis den politik, som regeringen fører i dag. Man satser på, at den private sektor vokser hurtigere end den offentlige. Skulle det virkelig være destabiliserende?

Nu har både Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen slået fast, at Venstrefolk kan stille de ændringsforslag, de vil. Alt er til debat, siger de. Men det er svært at tro, med mindre Venstres ledelse giver en ordentlig opsang til de kræfter i partiet, der prøver at kujonere folk på plads. Hvis ikke man gør det, lader man mismodet sprede sig. Så gøder man jorden for "anonyme kilder" og andre kritikere, der ikke har mod til at stå åbent frem.

Og når man hindrer, at partifolkene kan få luft gennem åben politisk debat, kanaliserer man eventuelle frustrationer over i fnidder om poster og placeringer. Senest har medierne bragt en – forståelig – historie om utilfredshed med Venstres gruppeformand Svend Erik Hovmand, og en – temmelig uforståelig – historie om, at der findes en "klub" politikere og spindoktorer, der hader chefspindoktor Michel Ulveman i Statsministeriet. Hadeklubben kendes bl.a. ved, at de har små statuer af Maneken Pis stående på deres kontorer.

Som regeringsparti er Venstre automatisk udsat for en vis nedslidningsproces. Tænk bare på, hvad der overgik de konservative i 80'erne. Danmarks største borgerlige parti var en skygge af sig selv efter regeringsårene. Derfor er det vigtigere end nogensinde at holde gejsten oppe og den sunde partikultur i live. Med al ære og respekt for Anders Fogh er det ikke gjort ved hans one-man-shows i skjorteærmer ved Venstres landsmøder. Det ser godt ud, indrømmet. Men når man lytter efter er der ikke mange holdninger i al talen om globaliseringsparathed og flexicurity. Det lyder som en velformuleret udgave af Poul Nyrup Rasmussen.

Det er ikke sådan man videreudvikler sit partis politik. Derfor er der brug for plads i Venstre til at debattere, hvor man gerne vil være henne på lidt længere sigt. Også selvom det skulle betyde – uha uha – at Venstre får som mål, at folk maksimalt skal betale 50 procent af sidst tjente krone i skat.

Skat for alle pengene

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. juni 2006. 11 svar

Jeg skal ellers lige love for, at det i går igen lykkedes CEPOS at få skattelettelser på dagsordenen.  Højdepunktet var en vellykket konference med knap 200 deltagere og et spændende program (present company excluded …), hvis hovedtalere var verdens bedst lønnede professor, Chicago-økonomen Robert Barro fra Harvard University, og chef-arkitekten bag Thatcher-regeringens økonomiske politiske, den fhv. finansminister, Lord  Lawson.

Barro gav med udgangspunkt i sine solide empiriske studier af, hvad der skaber økonomisk vækst, argumenterne for, hvorfor en mindre offentlig sektor vil være en fordel–selv hvis det sker gennem skattelettelser, der ikke er fuldt finansierede, om end han selv foretrak at skaffe et råderum gennem offebntlige besparelser.  Lawson talte med udgangspunkt i sine egne personlige erfaringer om, hvorfor det er vigtigt, at regeringer, der vil gennemføre reformer, har mod, mandshjerte og strategisk sans for at gøre det.  Han stod også for konferencens bedst one-liner: “If you want government off your back, you have to get your hands out of its pocket!”.

Andre talere inkluderede bl.a. skatteminister Kristian Jensen, overvismand og professor Peter Birch Sørensen, CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen, samt forskningschef Torben Tranæs fra Rockwoolfondens Forskningsenhed.  Sidstnævnte kunne bl.a. vise, at Danmark af fem nordeuropæiske lande syntes at være det med mest sort arbejde.

CEPOS havde i forbindelse med konferencen udarbejdet en række analyser og notater, bl.a. ét, der angav forslag til skattelettelser og indeholdt analyser af de sandsynlige dynamiske effekter, og ét, der “præventivt” viste, at selvsamme forslag ikke vil ændre på Danmarks placering m.h.t. lighed målt ud fra den såkaldte ginikoefficient.  (Barro argumenterede iøvrigt på konferencen fint for, hvorfor fokus på lighed er uinteressant i.f.t. at fokusere på, hvor godt folk har det.)

Konferencens talere og temaer er også blevet taget godt imod flere steder i medierne, bl.a. i Dagbladet Børsens leder i går, som fandt CEPOS’ oplæg “stærkt” og gennemarbejdet.  Og Berlingske Tidendes leder plæderer dags dato for “et frihedsorienteret samfund” og føler sig inspireret til at minde (De Radikale? Venstre?) om Viggo Hørups gamle ord:

“Ægte forfriskende ville det være, hvis partierne skelede til Viggo Hørups gode ord fra 1893: »Der maa engang komme Nogle, som siger: Vi vil ikke have Skat, heller ikke god Skat, ikke engang fortrinlig Skat; det er mindre Skat, vi vil have, forstaar I, mindre Skat«.”

PS. Nogle af os havde i går aftes lejlighed til under private former at spise middag med bl.a. Barro og Lord & Lady Lawson, og det var en både interessant og underholdende middag af en slags, man sjældent oplever.  Begge hovedgæsterne holdt små dinner-talks: Lawson om de frihedens fjender, der efter hans mening har erstattet kommunismen: anti-globalisterne; dem, der taler for “sustainable growth”; miljødommedagsprofeterne; dem, der taler om “corporate social responsibility” …  Barro talte derimod varmt og personligt om sin egen private helt og mester, Milton Friedman.  Så var tonen ligesom lagt …

Asocial velfærdsegoisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. maj 2006. 2 svar

Hermed min lørdags-klumme fra dagens Berlingske Tidende:

Asocial velfærdsegoisme

Berlingske Tidende 27.  maj  2006, 2 sektion, magasin, side 19

Diagnose. Danskerne er solidariske – med sig selv.

Hvem er mest egoistisk? En person, der ønsker at bruge vedkommendes egne penge, som vedkommende selv ønsker? Eller én, der ønsker at bruge andres penge til de ting, som den pågældende selv kunne tænke sig?

Mennesker, der mener, at skatterne skal være lavere, er (uanset hvor godt eller dårligt de i øvrigt behandler deres medmennesker) i nyere tid typisk blevet karakteriseret som »egoistiske«, mens mennesker, der ikke nødvendigvis selv tager sig af deres næste, men som ønsker højere offentlige udgifter, er »solidariske« og »sociale«.
Er det egentlig ikke paradoksalt? Tankegangen så man imidlertid fint illustreret ved forrige uges meget omtalte (men knap så omfangsrige) demonstrationer mod regeringens velfærdsreform. Her protesterede f.eks. studerende mod, at de skal igennem studiet hurtigere. Studier, der i modsætning til mange andre lande ikke betales af den studerende men af skatteyderne generelt; hvor stort set alle studerende kan modtage SU, som også betales af skatteyderne generelt; og hvor de, der ellers gennemfører studierne, generelt vil kunne se frem til en indkomst, der ligger væsentligt over gennemsnittet. Men de studerende protesterede mod regeringens »asociale« og »usolidariske« politik og forlangte i stedet »Luxus for alle«!

At de studerende imidlertid ikke er unikke fremgår med al tydelighed af en meningsmåling, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS, og som snart offentliggøres. Den viser, at danskerne overvejende satser på, at andre skal betale regningen for, hvad man selv vil nyde.

I meningsmålingen spurgte man et repræsentativt udvalg af danskerne om, hvordan de ser på henholdsvis at skulle betale mere eller mindre i skat selv, og på selv at få bedre eller ringere offentlige ydelser. På den måde er der fire typer danskere: For det første dem, der vil betale mindre i skat og have mindre fra det offentlige, og som man derfor kan kalde »værdi-borgerlige«. For det andet er der disses diametrale modsætning: dem, der både vil betale mere i skat og have mere fra det offentlige, og som man derfor passende kan kalde »værdi-socialister«.

En tredje gruppe er de selvopofrende mennesker, som selv vil have mindre fra det offentlige men som er villige til at betale mere i skat. Dem kan man kalde »velfærds-altruisterne«.

Den sidste gruppe er dem, der på den ene side vil betale mindre i skat men på den anden side også have mere fra det offentlige. Denne gruppe, som på den måde gør en dyd ud af at være egoistiske, kan man måske bedst kalde »velfærds-opportunisterne«.
Hvordan fordeler disse fire grupper sig så relativt i befolkningen? Af de adspurgte havde 83 pct. klare synspunkter på de fire muligheder. Tager man de to »rendyrkede« grupper, så er 29 pct. af danskerne i kategorien »værdi-socialister«, mens omvendt kun lidt over 7 pct. er »værdi-borgerlige«. Velfærds-altruisterne, som er villige til at betale mere i skat og selv få ringere ydelser, er på under 2 pct. – og kan muligvis også dække over nogen, der ikke forstod spørgsmålet eller simpelthen lavede sjov.

Den suverænt største af de fire grupper er derimod velfærds-opportunisterne: De vil betale mindre og have mere. Den udgør 45 pct. af befolkningen. Ser man på køn, er mænd og kvinder lige velfærds-opportunistiske, mens flere kvinder er værdi-socialister og flere mænd er værdi-borgerlige, og der er flest af de sidste i Jylland. Unge er mest opportunistiske, og ældre er mindst opportunistiske; den store midtergruppe af 30-69-årige er de mest værdi-borgerlige, men også de mest værdi-socialistiske. Ser man på politisk observans, er det måske ikke så overraskende hos Venstre og Konservative, at man finder flest værdi-borgerlige – men selv her er det kun 13-14 pct. Den opportunistiske indstilling finder man mest udpræget hos vælgerne blandt Dansk Folkeparti, fulgt af Radikale og Venstre.
Og så bliver det jo pludselig ikke så svært at se, hvorfor næsten al dansk politik pludselig handler om dét, som det gør: På den ene side hvorfor skattestoppet er ganske populært, og på den anden side hvorfor stort set alle punkter i regeringens valgprogram sidste år næsten fokuserede på højere offentlige ydelser, og hvorfor det synes så svært at komme igennem med velfærdsreformer. Danskerne er – som en kronikør skrev i Berlingske for nylig – blevet velfærdsjunkier.

Detaljerne i den omtalte meningsmåling offentliggøres i.f.m. CEPOS' store skattekonference d. 12.6., hvori bl.a. Robert Barro og Lord Lawson deltager.

Er danske unge virkelig venstreorienterede?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2006. 33 svar

Berlingske Tidende skrev den 21/5 om det, mange kommentatorer ser (og åbenbart håber er) en politisk vækkelse af ungdommen. Avisen rapporterer, at "efter mange års politisk dødvande ser det ud til, at de venstreorienterede værdier igen kan mobilisere danske unges kampgejst". Jens Christian Nielsen, forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning under Danmarks Pædagogiske Universitet, mener således at der helt sikkert er "en tendens til, at de unge går mod venstrefløjen". En anden, angiveligt uafhængig, forsker fortæller avisen, at "det vil være med til at styrke venstrefløjen fremover". Forskeren – sociologen René Karpantschof fra Københavns Universitet – er også blevet brugt i samme sammenhæng i Politiken. Skal de af os, der ikke falder på halen over venstrefløjens projekt, så til at være nervøse for fremtiden? Det mener Astrid Krag, formanden for Socialistisk Ungdom, øjensynlig. Hun understreger i hvert fald, at de danske unge ikke kun er "utilfredse fordi de selv bliver ramt på pengepungen i form af SU-forringelser. Mange unge protesterer mod de meget liberalistiske holdninger, som regeringen står for". Det er da en klar udmelding, også selvom man kun kan grine af hendes mening om, at regeringen skulle være liberal.

Problemet er blot, at en snigende mistanke breder sig så snart en hovedaktør på den måde afviser en åbenlys forklaring på, hvorfor så mange unge – og specielt rigtigt unge – har deltaget i demonstrationer mod velfærdsreformer. Motivanalyse er sædvanligvis noget, man bør sky som pesten, men en så klar afvisning får altid en klokke eller to til at ringe. Hvad er det for unge, der deltager i demonstrationerne, og hvad er deres budskab? Og hvad er det for 'uafhængige' forskere, der rykker ud med det glade budskab i medierne?

For at starte med det første sidst, er René Karpantschof ikke et ubeskrevet blad. Han arbejder pt. på sin PhD-afhandling om "Gaden og Parlamentet", og er tilknyttet – Center for Ungdomsforskning. Han har tidligere været særdeles aktiv i det københavnske autonome miljø, bl.a. som aktiv bz'er, og vedligeholder sine kontakter – ellers kunne han jo ikke skrive sin PhD. At bruge Karpantschof som sandhedsvidne når det gælder unges henrykthed for klassisk venstreorienterede idéer, er derfor nok ikke helt god journalistskik. De samme bekymringer kan man have om Jens Christian Nielsen, der forsker flittigt i fagbevægelsen og holder foredrag om, hvordan den bedst kan rekruttere unge. Der er derfor ingen grund til at undre sig over eksperternes begejstring for ungdommens åbenbart nyfundne engagement, men solgt budskabet – det gør de. Så betyder det måske mindre, at Berlingerens journalist slutter artiklen med en formaning fra Ålborg Universitets Johannes Andersen, der påpeger at det langtfra er sikkert at de unge trækker mod venstre. Når man kommer så vidt, er den uvidende læser sikkert allerede overbevist.

Når kommentarerne om eksperternes baggrund nu er givet, kan det jo stadig være, at de har ret. Måske er den danske ungdom mere optaget af et venstreorienteret kontrolprojekt end et højreorienteret frihedsprojekt? Eller er de nærmere optaget af at beskytte deres 'privilegier', som de fleste andre i det danske samfund synes at være for tiden? Hvis man, som punkt nummer to i dine kommentar, skal dømme efter deres konkrete interesser i at gå sammen med fagbevægelsen i en demonstration mod velfærdsreformer, kan man næsten se samarbejdet som definitionen på en uhellig alliance. Når gamle mænd fra fagbevægelsen og gymnasieelever traver sammen gennem København, er det eneste rigtigt fælles sandsynligvis de obligatoriske håndbajere. Fagbevægelsen kæmper for at bevare efterlønnen, dagpengeperioden og en række andre arbejdsmarkedspolitiske tiltag, som vi med sikkerhed ved bliver næsten eksplosivt dyrere i løbet af de næste to tiår. Så når gymnasieeleverne bærer et banner gennem Pilestræde med teksten 'Fuck Reformen – luksus til alle" – en forbløffende præcis udmelding, der givetvis reflekterer rigtigt mange danskere uovervejede holdning – er det svært at tro, at de ved hvad de gør. Det er nemlig primært deres generation, der kommer til at betale excesserne, hvis fagbevægelsen får sin vilje. I alle livets forhold gælder det nemlig, som Milton Friedman formulerede det, at "there is no such thing as a free lunch". Udgifter til efterløn i dag betales med skatter på de unge i fremtiden.

Så set med kyniske øjne, er det fantastisk smart af fagbevægelsens gamle mænd at lokke gymnasieungdommen med til at give vægt bag reformmodstanden. Det er da også betegnende, at det i højere grad end bare lidt ældre studerende er gymnasieeleverne, der kan lokkes frem. For det første er det de færreste samfundslærere i gymnasiet, der stemmer til højre for midten – elevernes skoling er ikke uvigtig – og for det andet er de bøger, der bliver undervist efter ikke ligefrem opdaterede. Gymnasiet underviser ikke i Friedman.

Så at gymnasieeleverne dukker op til den type demonstration er forklarligt, mens de lidt ældre studerende fra videregående uddannelser måske burde have set lyset. Og pudsigt nok – dem kom der heller ikke så mange af! Og så er vi ved kernen af hele sagen igen. For spørgsmålet er, hvorfor de unge kommer til demonstrationerne. Er de grebet af socialistiske idéer som Astrid Krag og sociologerne argumenterer for – eller er forklaringen nærmere, at de er der fordi de vil have deres bid af kagen? Sammensætningen af demonstrationerne kan give mere end et hint, idet det er de mindst oplyste unge, der tropper op. Jo klarere basis man har for at gennemskue, at fagbevægelsens gamle mænd og uddannelsessystemets unge har absolut modstridende interesser, jo mindre er sandsynligheden for, at man deltager.

Måske overtolker jeg blot de informationer, vi har om demonstrationerne mod velfærdsreformer, og det man kunne se i gaderne og fjernsynet med det blotte øje. Men indikationerne er i det mindste så tydelige, at Nielsen, Karpantschof, Krag og mediernes konklusion ikke er troværdig. Og når fagbevægelsen samtidig brokker sig højlydt over, at de unge ikke melder sig ind hos dinosaurerne, kan man undre sig stærkt over, hvordan de kan komme til så optimistiske slutninger på så tyndt et grundlag. For bundlinien er vel, at danskerne – som punditokrat Kurrild-Klitgaard dokumenterede til CEPOS' årsdag – er blevet mere liberale de sidste par årtier. De unge, der deltog i sidste uges optog, er måske blot for unge til at have indset hvad deres interesser er. Og for de andres vedkommende? Tja, der har altid været noget, der hed ønsketænkning. Ellers havde vi vel ikke haft en velfærdsstat?

 

Velfærdsjunkier!

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2006. 33 svar

Jeg læser ofte kronikker, som jeg simpelthen bare må ryste på hovedet over. Så når der en sjælden gang imellem er en, som man ikke blot kan være enig med, men også er så skarp, at man sidder og klukker af grin ved frokostbordet – selvfølgelig omgivet af sine knap så liberale kolleger – er der al mulig grund til at reklamere for den.

Berlingerens kronik i dag er af præcist den type. Louise Karlskov Jensen, en cand. merc. aud.-studerende, finder her al sin harme over velfærdsstatens moralske korrumperen frem. Tricket er ret enkelt: Demonstrér hvordan flertallet af danskerne opfører sig som simple narkomaner, når det kommer til deres tørst efter velfærdsydelser – prisen er ligegyldig, den kan vi alligevel ikke se. Sammenligningen vil givetvis falde en masse mennesker for brystet, men hvor mange af dem kan ærligt sige, at den ikke rammer? Se bare her:

Den store omfordeling har skabt en ny social klasse i Danmark – en klasse, som er i stærk vækst, og som dominerer den offentlige debat totalt: velfærdsjunkierne. Som i en rus vælter de rundt i samfundet og afsøger det for nye muligheder for et velfærdsfix. Ligesom narkomanen bliver høj at et skud heroin, bliver velfærdsjunkien høj af en injektion af skattekroner – andres skattekroner. Men akkurat som med heroinmisbrugeren er rusen kortvarig og efterfølges af den helt store nedtur med abstinenser og ubehag. Narkomanen skaffer penge til sine stoffer ved indbrud, røverier og tasketyverier; velfærdsjunkien gør næsten det samme, men på helt legal vis. Gennem en hylen og en klynken i medierne påkalder velfærdsjunkien sig opmærksom og udstiller sin såkaldte elendighed, indtil næste velfærdsfix er sikret hos velfærdspusherne.

Resten af kronikken er krydret med provokerende observationer, som den her: "Politikerne bliver ved med at kaste velfærd i grams for befolkningen, som hæmningsløst rager til sig på bekostningen af samfundets virkelig svage". Men kan man være virkelig være uenig med hende? Læs den – og helst før din nabo!

Hvad vil du gi' for en efterløn? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. april 2006. 33 svar

I går kogte jeg suppe i Berlingske Tidende på mit nylige CEPOS-notat om dette emne (som jeg tidligere har omtalt og linket til her på bloggen):

Danskernes velfærdssupermarked

Berlingske Tidende 19. april 2006, 2. sektion, magasin, side 11

Måling. Befolkningens støtte til de eksisterende velfærdsydelser er ofte mindre stærk, end mange meningsmålinger antyder

Af Peter Kurrild-Klitgaard Ph.d., professor i statskundskab

Her er et dagsaktuelt tankeeksperiment: Man sender to mennesker ind i et supermarked med hver deres indkøbsvogn. Den ene får et budget, som hun skal holde sig indenfor. Den anden får at vide, at han bare kan tage, hvad han gerne vil have. Mon de kommer ud med helt de samme ting i indkøbsvognen?

Det gør de næppe. Han vil formodentlig fylde vognen til det absolutte bristepunkt med alle de dyreste og mest behagelige varer. Hun vil givetvis tænksomt holde alternativerne op mod hinanden. Han vil gå efter at få mest muligt, hun efter at få mest muligt for pengene.
Dén pointe er værd at holde in mente i en tid, hvor det næsten dagligt svirrer om ørerne på politikere og andre avislæsere med nye meningsmålinger, der viser, hvor mange der går ind for dit, og hvor mange der er imod dat. Særligt populært er det for medierne at fortælle, hvor stor en del af vælgerne, der er bag den ene eller den anden type velfærdsreform, hvad enten det er efterlønnen, folkepensionen eller Socialdemokraternes forslag om udgifter til alt fra vugge til grav.

De fleste undersøgelser bør dog tages med et kilo salt eller mere. Ikke fordi der som sådan er noget i vejen med meningsmålingerne eller med dem, der laver dem.

Problemet opstår derimod ofte på nogle helt andre planer. For det første: Ved vælgerne f.eks. overhovedet, hvad det egentlig er, der spørges om? Man kan f.eks. sagtens spørge danskerne, hvorvidt de synes, at skattetrykket er for højt, for lavt eller passende – men hvor meningsfuldt er dét, når andre undersøgelser viser, at der reelt er relativt få danskere, der f.eks. har en korrekt viden om, hvad de selv betaler i kommunalskat?

For det andet: Giver det god mening at stille vælgerne spørgsmål, hvor man kun spørger om simple ja/nej-spørgsmål til forslag om at ændre på en udgift, når man ikke samtidig fokuserer på, hvor pengene skal komme fra? Det svarer lidt til at sende supermarkedskunden rundt med indkøbsvognen, men uden en budgetrestriktion: Man får givetvis en entusiastisk opbakning til at fylde vognen, men næppe meget som man kan bruge til at fastlægge en gennemtænkt politik ud fra. Skal man det, bliver man nødt til at give vælgerne alternativer at holde op mod hinanden.

Disse pointer fremgår tydeligt af resultaterne af en meningsmåling om efterlønsreform, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS. Her havde man ikke spurgt vælgerne om et simpelt ja/nej til efterlønnen; i stedet havde man bl.a. spurgt om, hvor meget vælgerne var villige til at betale i skat for at bibeholde ordningen i dens nuværende form. Mens mange meningsmålinger har vist, at halvdelen af befolkningen eller mere ønsker at bevare den nuværende efterlønsordning, gav denne undersøgelse et ganske andet billede. Konkret viste tallene, at kun knap 44 pct. af danskerne ønsker at betale noget som helst for at bevare ordningen (fra 500 kr. og op om året). Et relativt flertal af vælgerne (46 pct.) er derimod uvillige til at betale en eneste kr. for at opretholde efterlønsordningen.

Ser man på, hvor meget et flertal af vælgerne er villige til at betale i skat for at bevare efterlønnen, så er dette ca. 500 kr. om året. Til sammenligning hermed er det skønnet, at efterlønsordningen i sin nuværende form koster gennemsnitsdanskeren ca. 2.850 kr. om året i skat. Med andre ord er et flertal af danskerne uvillige til at betale en skat, der kan finansiere efterlønnen.

Hvor mange af danskerne er så villige til at betale et beløb, der svarer til de faktiske omkostninger? Meget få. Den andel af de adspurgte, som vil betale mindre end de faktiske omkostninger, er på 80-83 pct. Mindre end 20 pct. af danskerne vil altså betale, hvad efterlønsordningen faktisk koster.

Hvad er lærdommen? At politikerne ikke bør stirre sig selv blinde på undersøgelser, der viser en markant opbakning bag eksisterende velfærdsydelser. Når vælgere kan svare »gratis« uden hensyn til omkostninger, opfører de sig som supermarkedskunder uden hæmninger. Men når de skal sammenligne fordele og omkostninger, opfører de sig mere tænksomt – og så falder støtten til f.eks. efterlønsordningen betragteligt.

Afmontér velfærdsstaten

Af Stanislaw, den 6. april 2006. 1 svar

The Business bragte for nyligt denne interessante historie om hvorledes den højt besungne skandinaviske velfærdsmodel (med Sverige som det paradigmatiske eksempel) ikke har formået af løfte indkomsterne for de fattigste grupper i samfundet i samme grad som UK og Irland. Faktisk er indkomsterne for de fattigste 10% af befolkningen i Sverige knap nok steget fra 1995-2004, mens den tilsvarende gruppe i UK og Irland har haft en indkomstfremgang på henholdsvis 59% og 79%. Her er et uddrag fra artiklen:

The incomes of the poorest 10% of Swedes have grown six times slower than the poor in the UK and eight times slower than the poor in Ireland over the past decade…In Ireland, average incomes surged by 101.3% between 1995 and 2004 and that of the poorest 10% by 78.6%…. In the UK, the average is up by 71.5% and the bottom tenth by 59.2%. In stark contrast, the poor have barely increased their incomes during the past decade in the rest of the EU and especially in Sweden, a country once famed for its “social justice”. Average incomes in the EU excluding the UK and Ireland are up 37.1% and that of the poorest tenth by 19.2%. In Sweden, the average is up 29.3% and the bottom decile by a mere 9.7%.

Derudover kan man ikke blot læse, at andelen af fattige i Sverige er steget en smule i løbet af de sidste 10 år, men også – og mere interessant – at andelen af fattige husholdninger (d.v.s. husholdninger under en eller anden fattigdomsgrænse) i dag er mindre i UK end i Sverige!

Skal vi tage disse tal for pålydende, må konklusionen være, at den socialdemokratiske velfærdsmodel udgør en hindring snarere end en mulighed for mindre bemidlede mennesker med lave indkomster og uden job. For denne gruppe er mobiliteten op ad indkomststigen lav i de socialdemokratiske velfærdsmodeller, men betydeligt større i de mere liberal-konservative – eller i hvert fald mindre socialdemokratiske – britiske og irske velfærdsmodeller.

I denne tid, hvor velfærdsreformer står højt på den politiske dagsorden, sender dette et klart signal til både reformtilhængere og ikke mindst reformmodstandere: Afmontér velfærdsstaten. Det er den bedste vej til at løfte indkomsterne for alle grupper – de fattigste inklusive – i det danske samfund.

Hvad vil du gi' for en efterløn?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. april 2006. 5 svar

Jeg har på baggrund af en meningsmåling, som Catinét har lavet for CEPOS, lavet et lille dagsaktuelt notat om danskernes reformvilje.  Essensen er, at når man kæder betalingsviljen sammen med spørgsmålet om reform af efterlønsordningen, så falder opbakningen ganske betydeligt i.f.t. de meningsmålinger, hvor man blot spørger om, hvorvidt vælgerne støtter/ikke-støtter efterlønsordningen.

Kun en femtedel af vælgerne er villige til at betale i skat, hvad efterlønsordningen faktisk koster.  Dansk Folkepartis vælgere er de mest efterlønsbegejstrede, men kun halvdelen af dem vil betale i skat, hvad ordningen faktisk koster–resten free-rider …

Something completely different

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. marts 2006. 3 svar

Advarsel: Denne post har intet med Muhammed-tegningerne, ytringsfrihed e.l. at gøre …  Læs kun videre på eget ansvar!

Den har derimod en del at gøre med det evigtaktuelle Punditokrat-tema: Selvpromovering.  For netop i denne uge er min antologi “The Dynamics of Intervention: Regulation and Redistribution in the Mixed Economy” udkommet.  (Det er bind 8 af Advances in Austrian Economics.  Udgivelsesdatoen i bogen siger 2005, men min kalender siger altså noget andet …)  Bogen har været længe undervejs, og den er–som alle antologier er i varierende grad–en blandet landhandel kvalitets- og fokusmæssigt.  Men den er ihvertfald et forsøg på at fokusere på en generelt negligeret, men yderst interessant, del af den østrigske økonomiske skoles studier af staten, og at bringe disse teoretiske indsigter i clinch med både den empiriske virkelighed og public choice teori.

Ugens citat: Friedman om Skandinavien–og alt muligt

Af Redaktionen, den 6. februar 2006. 2 svar

Vores allesammens “Onkel Milton”–altså Nobelprisvinderen Milton Friedman–er (som nævnt før her på stedet) “still going strong” og skarp som Occams Razor, selv om han nu nærmer sig de 94.  Det fremgår med tydelighed af et længere interview i New Perspectives Quarterly, som kommer vidt omkring: Irak krig, Reagan & Thatcher, Bush, EU, den “tredje vej”, og meget, meget andet–bl.a. de skandinaviske velfærdsstater:

NPQ | Perhaps the Scandinavian countries are a model to look at. They are high-tax but also high-employment societies. And they have freed up their labor markets much more than in Italy, France or Germany.

Friedman | Though it is not as true now as it used to be with the influx of immigration, the Scandinavian countries have a very small, homogeneous population. That enables them to get away with a good deal they couldn’t otherwise get away with.

What works for Sweden wouldn’t work for France or Germany or Italy. In a small state, you can reach outside for many of your activities. In a homogeneous culture, they are willing to pay higher taxes in order to achieve commonly held goals. But “common goals” are much harder to come by in larger, more heterogeneous populations.

The great virtue of a free market is that it enables people who hate each other, or who are from vastly different religious or ethnic backgrounds, to cooperate economically. Government intervention can’t do that. Politics exacerbates and magnifies differences.

Hat tip: Dan Drezners blog.

Regeringens politiske selvmål

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. december 2005. 13 svar

Jeg plejer fra tid til anden at poste mine klummer fra Berlingske Tidende, men her i al den seneste tids snak om velfærd og reformer …  Well, som Clint Eastwood siger i Dirty Harry, altimens han sigter med sin Magnum .44: "In all this excitement, I kinda lost track myself".  Så her kommer den:

Regeringens politiske selvmål

Velfærdsreform-flop. Venstre flytter sig til venstre – og flytter vælgerne samme vej

Mange har i tidens løb spekuleret i, hvad der gemmer sig inde under Anders Fogh Rasmussens statsminister-habit: Gemmer der sig i stedet for en julemand en hulemand, en markedsøkonomisk minimalstatstilhænger? Det tror mange på venstrefløjen, og dét håber i hvert fald nogle borgerlige. Men svaret må oven på regeringens reaktioner på Velfærdskommissionens udspil være, at inden under gemmer der sig – ingenting.

For »ingenting« er formodentlig dén mest rammende beskrivelse, man kan give af regeringens vilje, visioner og værdikamp. Sjældent har man set så mange løbe så hurtigt væk fra ansvaret fra at gøre selv det mindste.

Velfærdskommissionens 43 udspil var ganske vist som helhed hverken særligt opsigtsvækkende eller intellektuelt ambitiøse. De rangerede fra det problematiske (tredobling af skat på ejerboliger) over det ligegyldige (en række nye offentlige udgifter) til det strengt nødvendige (lavere marginalskat, længere arbejdsliv, brugerbetaling osv.). Det eneste overraskende var, hvor hurtigt regeringsledelsen skød forslagene ned.

F.eks. vil beskæftigelsesministeren ikke afkorte dagpengeperioden (selvom det vil give 22.000 færre arbejdsløse), fordi det angiveligt skulle kunne ses som i strid med et løfte om ikke at ændre på satserne. Statsministeren vil ikke røre ved skatterne – ud fra en svært forståelig påstand om, at skatter intet har med velfærd at gøre. De to ministre blev loyalt bakket op af deres egen politiske ordfører, Jens Rohde, som kaldte det »akademisk« at tro, at skatter har nogen indflydelse på beskæftigelsen. Rohde må i givet fald mene, at borgernes adfærd – og dermed statens skatteindtægter – vil være uændrede, uanset om borgerne skal betale 0, 50 eller 100 pct. af deres indkomst i skat. Det er et synspunkt, som næppe mange økonomer vil kunne tilslutte sig, og som lidt venligt må betegnes som »interessant«.

Reaktionen er så meget desto mere bemærkelsesværdig, fordi Venstres strategi igennem de seneste par år først har været systematisk at udskyde debat om ethvert forslag om skatte- eller velfærdsreformer med henvisning til, at det måtte vente til efter Velfærdskommissionen, og dernæst at disse ændringer ønsker befolkningen ikke, og derfor gør Venstre heller ikke.

Derfor har Venstre nu bundet sig selv – og regeringspartneren – fast på, at der reelt kun er to ting, man vil røre ved: Man vil (måske) øge tilbagetrækningsalderen ganske beskedent, og man vil søge at få flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

Men er der ikke bare tale om, at regeringen simpelthen har placeret sig dér, hvor man ved, at resultatet i sidste ende må ende? Udover den mangel på politisk lederskab som en sådan tankegang er udtryk for, må man bemærke, at den tilsyneladende også har en anden effekt: Siden Anders Fogh Rasmussen i 1998 erstattede Uffe Ellemann-Jensen og begyndte en omfattende omkalfatring af Venstres politik med udmeldinger om, at marginalskatten ikke skal ned, og om at efterlønnen ikke skal afskaffes, er vælgerne blevet synligt mere venstreorienterede.

En meningsmåling fra Epinion viste i forrige uge, at blot 29 pct. af danskerne mener, at de betaler for meget i skat. I 1990 – hvor skattetrykket var mindre – var andelen hele 63 pct., og i 1998 var andelen 41 pct. Selv blandt V- og K-vælgere er der nu et flertal, der finder skattetrykket passende. Den nye linie har med andre ord haft succes – hvis succes er at få danskerne til at synes om et højere skattetryk.

Samme billede ser man i spørgsmålet om efterløn. Her viste en Gallup-måling fra forrige uge, at efterlønnen måned for måned bliver mere populær. I april i år mente 69 pct. af vælgerne, at den skulle bevares; nu er det 78 pct.

På begge punkter er der altså ikke tale om, at regeringen blot anlægger en mere midtersøgende linie for at tækkes midtervælgerne. Det gør den ganske vist også, men samtidig trækker den borgerlige vælgere til venstre og gør det dermed stadig sværere at komme igennem med de i grunden banale reformer, som selv Radikale ønsker, og som for blot få år siden ville have været ubetvivlelige elementer i arsenalet. Man er – med en gammel Venstre-høvdings ord – godt i gang med at tisse i gummistøvlerne for at holde varmen.

Statsministerens lagkagetænkning

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2005. 2 svar

Anders Fogh er blevet stadig mere presset i den seneste tid. I den type situationer reagerer de fleste mennesker vel efter et af to mønstre. Den ene type reaktion er at man afslører sit sande jeg og siger tingene lige ud. Det kan ofte – men bestemt ikke altid – klare luften mellem de parterne at få folks udgangspunkt og syn på sagen på plads, også selvom det hverken er gratis for de involverede eller på kort sigt ser ud til at føre til noget. Det andet reaktionsmønster er, at man forsøger at sværte dem, der presser en. Vi kender det alle fra valgkampe, hvor mudderkastning tit er et effektivt middel mod ens politiske modstandere. Når alle parter bruger metoden, bliver valgkampen dog som oftest en hæslig affære.

Problemet med Fogh er, at det nærmest er umuligt at se, hvilket mønster han har valgt. Stort set alle økonomer er enige om, at efterlønnen enten helt skal fjernes eller reformeres så der kun er adgang til den for de reelt nedslidte. Der er også bred enighed om, at man bør lempe på indkomstskatten for at gøre det mere attraktivt at arbejde – selv i et 'velfærdssamfund'. Statsministerens svar på begge dele igår var en erklæring om, at han nægtede at 'forringe' folks vilkår ved at fjerne efterlønnen for at give skattelettelser til de 'rige'. Det ligner i mistænkelig grad mudderkastning mod landets fremmeste samfundsvidenskabelige hjerner, men spørgsmålet er, om han ikke også har afsløret en hel del af sin politiske og økonomiske tænkning.

Pointen i hans afvisning er nemlig, at den kan forstås af en hvilken som helst normalbegavet syvårig. Man tager fra de fattige og giver til de rige – ja, i Foghs optik tager man fra de 'fattige' – uanset at de fleste efterlønnere er ganske godt ved muffen – for at give til de rige. Argumentet er således udtryk for den værste gang lagkagetænkning, man kan forestille sig: Hvis man skærer et større stykke til nogen, må det da betyde at andre får et mindre stykke? Nej, nej, og atter nej. Sådan fungerer verden ikke! Men selvom man som fagøkonom kan sige det utallige gange, er det altså lettest for folk at betragte landets økonomi som en lagkage. Så når Fogh implicit bruger lagkagebilledet, appelerer han ikke blot til danskernes indre svinehund – janteloven – men siger også til folk, at der ikke er grund til at tænke nærmere over, hvordan økonomi fungerer. Med andre ord, der er ingen grund til at lytte til eksperter, der gør det lette svært.

Jeg foretrækker at tro, at Fogh godt ved hvordan verden hænger sammen. Måske har han bare afsløret sin mangel på økonomisk forståelse, men han er trods alt uddannet økonom ved et respektabelt universitet. Mit problem er, at alternativet er at se ham som en demagog af den værste skuffe, der tillægger sig sine modstanderes egenskaber. Glæden ved velfærdsstaten og troen på offentlige løsninger og reguleringer har han erobret fra Socialdemokraterne. Det er svært at tro på, at efterlønnen bliver hans 'sidste territoriale krav i Europa'.

LO alene vide

Af Mikael Jalving, den 22. november 2005. 2 svar

Der er ikke noget, LO elsker højere end velfærdsstaten. I en ny publikation, der ikke bare er en rapport, men “velfærdsrapport”, spås det, at Danmark vil kunne udvide arbejdsstyrken med 160.000 personer inden for de næste 35 år, og ens første tanke er, at så ser det sort ud for gamle Danmark. Det er ikke stort mere end 4.000 mand pr. år, ikke ligefrem noget hæsblæsende antal. I 2040 er Danmark formentlig en del af Polen eller Baltikum, om det forbliver derved og der ikke der gøres noget probat ved det danske håndværkersamfund, hvis adelsmærke er blevet den sjældne kombination af høj skat og dårlig service.

LO ville heller ikke være LO uden en markant herremandsmentalitet. Den gør sig naturligvis også gældende denne gang. F.eks. når organisationen opfordrer private virksomheder til – eller er det et påbud? – at ansætte flere indvandrere. For som næstformand Tine Aurvig-Huggenberger udtaler frejdigt til Urban: “Som virksomhed skal man tage aktivt stilling til sammensætningen af personalet”. Og så er det, at man spørger: Hvem fanden skal bestemme det? LO, politiet eller Det Danske Center for Menneskerettigheder? Hvor kommer sådan en frækhed fra? Hvem skal? Hvad skal? Hvor skal? Det er svært at se, at LO’s frækhed kan komme fra andet end selvforståelsen. En selvforståelse, der oser af betydning. LO alene vide. I gamle dage ville LO gøre alle ens ved at forvandle os til socialdemokrater. I dag vil de gøre alle ens ved at forvandle os til indvandrere. At de tilmed kalder metoden for mangfoldighedsledelse gør ikke frækheden mindre, tværtimod. Mangfoldighed? Ved lov? Gå hjem og vug. Hvad med bare for én gangs skyld at respektere virksomhedernes ret til at bestemme over deres eget? Hvad med bare for én gangs skyld at lade markedet gøre det, markedet gør bedst: At skabe velstand for stadig flere mennesker?