Så er der grøde i dansk politik igen, og diskussionerne om hvordan Danmark økonomisk skal se ud i fremtiden er så småt begyndt at ulme igen. Dem vil vi gerne bidrage til her på stedet, men for at diskutere det emne, må man have lidt overblik over hvordan udvklingen har set ud hvordan vi er kommet dertil hvor vi er. Derfor er det værd at bemærke, at siden sidste efterår har den nyeste udgave af the Penn World Tables, med nummeret 6.2, været tilgængelig for alle, kvit og frit og i en rimeligt brugervenlig version.
Men hvad er Penn World Tables (PWT) egentlig? For de uindviede kan betegnelsen PWT selvfølgelig lyde som en sygdom, men det er blot en af de vigtigste datakilder for moderne, kvantitativ samfundsforskning. PWT omfatter nationalregnskabstal fra 188 lande fra 1950 og op til 2004. For alle datas vedkommende er det særlige ikke blot, at der er så mange, men at alle tal på f.eks. nationalindkomst er såkaldt PPP-korrigerede. Man har samlet en stor kurv af sammenlignelige varer fra sæbe til boliger i hvert land, og deres priser. På den måde kan man udvikle et prisindeks for hvert land, og dermed tage højde for at priserne er væsentligt højere i Danmark end i USA, hvor de igen er meget højere end i Thailand. Tallene hos PWT tager således højde for, hvad man reelt kan få for 100 kroner i forskellige lande.
Og hvorfor gider man så skrive om datakilder her på stedet? Tja, fordi et så langt syn som 1950-2004 tillader os med sammenlignelige data, vel at mærke at kortlægge nogle langtidstendenser i dansk økonomi, som vi finder interessante. Den økonomiske vækst, målt som væksten i bruttonationalprodukt, har samlet set været 221 % over hele perioden på 54 år. Det bliver til en årlig tilvækst på 2,16 %. På samme tid er vores samlede handel (eksport plus import) steget med ikke mindre end 1243 %, eller 4,8 % om året. Vores BNP per fuldtidsbeskæftiget er også steget markant, med 1,96 % per år dvs. med mindre end den samlede indkomst, hvilket primært er en følge af at arbejdsstyrken også har været stigende pga. at mange flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet i denne periode. Det er de gode erfaringer, man kan uddrage af data.
Grunden til at man gider skrive om disse rådata her på stedet er dog de dårlige erfaringer – dem vi helst skulle undgå i fremtiden. For mens nationalindkomsten per person er steget med 221 %, er privatforbruget per person kun steget med 138 %, eller 1,61 % om året. Årsagen er ganske simpel: I perioden 1950-2004 er det offentlige forbrug efter at overførsler osv. er regnet fra totalt set steget med 351 %. Det indebærer en gennemsnitsvækst på 2,79 % hvert år over mere end et halvt århundrede!
Nu kan man naturligvis påstå, at danskerne har villet denne offentlige stigning, men så må man også spørge sig selv, hvordan det kan være tilfældet over så lang en årrække, når ny forskning peger på at graden af offentligt forbrug faktisk er negativt forbundet med folks tilfredshed med livet? Man kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Hvis danskerne er så glade for et markant stigende offentligt forbrug, hvorfor accepterer de også, at det til stadighed er blevet relativt dyrere? For sagen er, at prisen for én enhed offentligt forbrug i 1950 var næsten præcist den samme som prisen for en enhed privat investering altså prisen for at en privat virksomhed gør noget lignende som det offentlige. I 2004 var prisen på offentligt forbrug i forhold til privat investering 49 % højere. Med andre ord er prisindekset for offentligt forbrug steget 0,74 % hurtigere end prisen på private investeringer hvert år. Det er ikke just en indikation på offentlig produktivitet eller effektivitet, vel?
Man kan ydermere lave det simple eksperiment i tallene, at man forestiller sig nutidens offentlige forbrug, men til den relative pris i 1950 altså et tankeeksperiment, der går på, at det offentlige havde formået at effektivisere og omkostningsminimere på lige fod med det private. Hvis man gør det, når man til at det offentlige ville være vokset med 2 % om året i de 54 år, og altså med en mindre takt end den totale økonomi. Og så har man endda antaget, at et stort offentligt forbrug ikke bremser den økonomiske udvikling, hvilket vi ved fra talrige studier, at det faktisk gør.
En offentlig sektor, der agerede på de samme incitamenter som en privat, ville altså have indebåret at det offentlige relativt set blev en mindre del af landets økonomi og en mindre byrde på borgernes privatøkonomi. Sådan kan man trække relevant information om vores lands langsigtede udvikling ud af PWT. Det er informativt, men særligt rart er det ikke, hvis man ikke lige er overbevist socialist.