Tag-arkiv: velstand

Danmarks udvikling – se Penn World Tables 6.2

Af Christian Bjørnskov, den 9. maj 2007. 4 svar

Så er der grøde i dansk politik igen, og diskussionerne om hvordan Danmark økonomisk skal se ud i fremtiden er så småt begyndt at ulme igen. Dem vil vi gerne bidrage til her på stedet, men for at diskutere det emne, må man have lidt overblik over hvordan udvklingen har set ud – hvordan vi er kommet dertil hvor vi er. Derfor er det værd at bemærke, at siden sidste efterår har den nyeste udgave af the Penn World Tables, med nummeret 6.2, været tilgængelig for alle, kvit og frit og i en rimeligt brugervenlig version.

Men hvad er Penn World Tables (PWT) egentlig? For de uindviede kan betegnelsen PWT selvfølgelig lyde som en sygdom, men det er ’blot’ en af de vigtigste datakilder for moderne, kvantitativ samfundsforskning. PWT omfatter nationalregnskabstal fra 188 lande fra 1950 og op til 2004. For alle datas vedkommende er det særlige ikke blot, at der er så mange, men at alle tal på f.eks. nationalindkomst er såkaldt PPP-korrigerede. Man har samlet en stor ’kurv’ af sammenlignelige varer fra sæbe til boliger i hvert land, og deres priser. På den måde kan man udvikle et prisindeks for hvert land, og dermed tage højde for at priserne er væsentligt højere i Danmark end i USA, hvor de igen er meget højere end i Thailand. Tallene hos PWT tager således højde for, hvad man reelt kan få for 100 kroner i forskellige lande.

Og hvorfor gider man så skrive om datakilder her på stedet? Tja, fordi et så langt syn som 1950-2004 tillader os – med sammenlignelige data, vel at mærke – at kortlægge nogle langtidstendenser i dansk økonomi, som vi finder interessante. Den økonomiske vækst, målt som væksten i bruttonationalprodukt, har samlet set været 221 % over hele perioden på 54 år. Det bliver til en årlig tilvækst på 2,16 %. På samme tid er vores samlede handel (eksport plus import) steget med ikke mindre end 1243 %, eller 4,8 % om året. Vores BNP per fuldtidsbeskæftiget er også steget markant, med 1,96 % per år – dvs. med mindre end den samlede indkomst, hvilket primært er en følge af at arbejdsstyrken også har været stigende pga. at mange flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet i denne periode. Det er de gode erfaringer, man kan uddrage af data.

Grunden til at man gider skrive om disse rådata her på stedet er dog de dårlige erfaringer – dem vi helst skulle undgå i fremtiden. For mens nationalindkomsten per person er steget med 221 %, er privatforbruget per person kun steget med 138 %, eller 1,61 % om året. Årsagen er ganske simpel: I perioden 1950-2004 er det offentlige forbrug efter at overførsler osv. er regnet fra totalt set steget med 351 %. Det indebærer en gennemsnitsvækst på 2,79 % hvert år over mere end et halvt århundrede!

Nu kan man naturligvis påstå, at danskerne har villet denne offentlige stigning, men så må man også spørge sig selv, hvordan det kan være tilfældet over så lang en årrække, når ny forskning peger på at graden af offentligt forbrug faktisk er negativt forbundet med folks tilfredshed med livet? Man kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Hvis danskerne er så glade for et markant stigende offentligt forbrug, hvorfor accepterer de også, at det til stadighed er blevet relativt dyrere? For sagen er, at prisen for én enhed offentligt forbrug i 1950 var næsten præcist den samme som prisen for en enhed privat investering – altså prisen for at en privat virksomhed gør noget lignende som det offentlige. I 2004 var prisen på offentligt forbrug i forhold til privat investering 49 % højere. Med andre ord er prisindekset for offentligt forbrug steget 0,74 % hurtigere end prisen på private investeringer hvert år. Det er ikke just en indikation på offentlig produktivitet eller effektivitet, vel?

Man kan ydermere lave det simple eksperiment i tallene, at man forestiller sig nutidens offentlige forbrug, men til den relative pris i 1950 – altså et tankeeksperiment, der går på, at det offentlige havde formået at effektivisere og omkostningsminimere på lige fod med det private. Hvis man gør det, når man til at det offentlige ville være vokset med 2 % om året i de 54 år, og altså med en mindre takt end den totale økonomi. Og så har man endda antaget, at et stort offentligt forbrug ikke bremser den økonomiske udvikling, hvilket vi ved fra talrige studier, at det faktisk gør.

En offentlig sektor, der agerede på de samme incitamenter som en privat, ville altså have indebåret at det offentlige relativt set blev en mindre del af landets økonomi og en mindre byrde på borgernes privatøkonomi. Sådan kan man trække relevant information om vores lands langsigtede udvikling ud af PWT. Det er informativt, men særligt rart er det ikke, hvis man ikke lige er overbevist socialist.

Populistisk politik – Latin American Style

Af Christian Bjørnskov, den 6. maj 2007. 27 svar

Latinamerika er et af verdens politiske smertensbørn. Politik, der i Europa ville synes aldeles vanvittig, er meget mere end historiske tilfældigheder, og senest har både Venezuela, Bolivia og Peru valgt venstrepopulistiske præsidenter, der lover guld og grønne skove til landenes store grupper af fattige. Midlerne, der skal bruges for at nå til disse mål, er vel at mærke velprøvede – men velprøvede i den forstand, at de gang på gang har vist sig at føre til fattigdom, elendighed og undertrykkelse. Senest er Venezuelas præsident Hugo Chávez – en af Fidel Castros store venner, en på mange måder farverig person og en hovedskikkelse i den nybolivarianske bølge i Sydamerika – begyndt at ryste alvorligt med sablen. Han har givet sig selv 18 måneder, hvor han kan regere udenom parlamentet, og viste forleden, hvad han har planlagt at bruge sine diktatoriske beføjelser til.

Jyllandsposten rapporterede forleden om Chávez’ udskejelser under overskriften ”Chávez truer med nationalisering af banker”. I en af sine flormvundne og meget ordrige TV-taler – et særligt træk han deler med Castro – signalerede præsidenten, af nationaliseringerne af telekommunikation, el- og oliesektoren sandsynligvis ikke er de sidste. Han krævede således ’større engagement’ i lokal industri, en klassisk omskrivning af den traditionelle ISI-strategis fokus på lokal produktion, hvor uprofitabelt ineffektiv den end måtte være.

Chávez kom med en konkret trussel: ”Private banker må prioritere lavt forrentede lån til den lokale industri. Hvis de ikke er enige i dette, er det bedre, at de forsvinder, at de overlader bankerne til mig, så vi kan nationalisere dem og få alle landets banker til at arbejde for landets udvikling i stedet for at spekulere og skabe enorme overskud”. Truslen omfattede også stålproducenten Sidor, der eksporterer en stor del af sin produktion. Mens en stærk eksportorientering nok ville blive hilst meget velkommen i et land som Danmark, kræver Chávez nu, at virksomheden i langt højere grad bør sælge sine stålprodukter til lokal, venezuelansk industri, og særlig grad hans favoritter i oliesektoren.

Hugo Chávez, der reelt er diktator i Venezuela, rammer således også argentinsk industri, da Sidors søsterselskab, Ternium, er ejet af argentinske Techint Group. Nogle af de samme problemer gælder for de nationaliseringer, Bolivias Evo Morales under stærk indflydelse af Venezuelas eksempel er i gang med at gennemføre i landets større industrisektorer. Tragedien er således, at vanviddet ikke blot endnu en gang går ud over Venezuelas og Bolivias fattige, men kan risikere at brede sig til andre dele af Latinamerika. Det er et kontinent, der på mange områder synes at nægte at lære af fortidens fejltagelser. Venezuela er således i dag cirka lige så rigt, som det var i midten af 1960’erne (cirka 7000 PPP-korrigerede US dollars per hoved), og Bolivias økonomi befinder på mange måder – ikke blot på gennemsnitsindkomsten (cirka 3000 USD) – stadig i 50’erne. Det er stort set kun Chile, der virkeligt er rykket økonomisk og socialt, med en fordobling af gennemsnitschilenerens indkomst siden tiden under Salvador Allende. Men hvilket land vil man for guds skyld ikke lære fra eller kopiere i Latinamerika? Rigtigt set – Chile. I stedet prøver man for hvem ved hvilken gang den gamle protektionistisk-populistiske kurs, som har fejlet hver gang. Det er svært at forstå, og endnu sværere at holde ud at se på.

Kritisk sans i ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2007. 4 svar

En af de længste diskussioner i nationaløkonomisk og politologisk forskning drejer sig om, hvorvidt demokratisering er godt for landes økonomiske udvikling, eller om det i højere grad drejer sig om markedsliberaliserende reformer. I december 2005 offentliggjorde tre topøkonomer et studie, der synes at vise støtte til den første mulighed. Ricardo Hausmann, Lant Pritchett og Dani Rodrik – førstnævnte en af de tungeste drenge i økonomisk statistik, de to andre toppen af udviklingsøkonomi – kiggede specifikt på episoder hvor landes økonomiske vækst accelererede, i stedet for at se på vækst generelt. Ved at se på disse vendepunkter i landes udvikling, hævdede de at deres resultater viste at “most instances of economic reform do not produce growth accelerations”. Politiske regimeændringer (demokratisering) førte derimod udvikling med sig.

Artiklen – der blev publiceret i det stærkt prestigiøse Journal of Economic Growth – var en stor sejr for den del af forskningen, der hidtil har ledt forgæves efter gode økonomiske effekter af demokratisering. Og når den kom fra tre så ekstremt velrenommerede forskere måtte det jo være rigtigt! Men så let er det ikke! Som vi har understreget mange gange her på stedet, er en af forskningens vigtigste opgaver at checke alt for fejl. Det er det, den kun 26-årige hollandske økonom Richard Jong-A-Pin har gjort.

Jong-A-Pin undrede sig nemlig over resultaterne i Hausmann/Pritchett/Rodrik-artiklen, og hvordan de kunne komme til så anderledes fund. Og han undrede sig over, hvordan de havde defineret en vækstacceleration. Så han skrev til Rodrik, der venligt og uden forsinkelse sendte ham alle data – som man bør gøre! Jong-A-Pin gik derefter igang.

Hvad han fandt kan ikke undgå at undre en, for hans forskning som han præsenterede i fredags i Amsterdam viser, at de tre superøkonomer har kodet data forkert. En række af deres vækstepisoder startede for eksempel med et eller to års negativ vækst. De var derfor timet helt forkert. I andre tilfælde var væksten de sidste par år op til det, superholdet definerede som vendepunktet, faktisk højere end efter vendepunktet. Så hvordan kunne det være en vækstacceleration? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke.

Da Jong-A-Pin var færdig med at rydde op i data og kode dem korrekt, havde han fundet fejl i over en tredjedel af de 82 tilfælde. Det i sig selv var pinligt for Hausmann, Pritchett og Rodrik, men endnu værre var det, at deres efterfølgende resultater ikke holdt. Den unge hollænder viser nemlig i sit papir, at hvis man koder data korrekt, understøtter dataene ikke nogen demokrativirkning overhovedet. Derimod viser det sig, at økonomiske reformer – handelsåbning, ejendomsret osv. – som oftest udløser økonomiske vendepunkter og sætter lande på en hurtigere ‘vækststi’. Jong-A-Pin demonstrerer dermed med stor klarhed, at når man gør øvelsen korrekt, er markedsliberaliserende reformer en effektiv måde at få en udvikling igang på – ikke demokratisering. Det er ikke just en uvæsentligt forskel.

På at højere niveau viser eksemplet også, at en af forskeres fornemste opgaver er at gå hinanden efter i sømmene. Og for at kunne det, skal man ofte have fuld adgang til de relevante data. Dani Rodrik tøvede ikke med at give en relativt ukendt og ung hollandsk kollega komplet adgang, men i andre tilfælde holder forskere desværre deres datakilder og konkrete analyser tæt id til kroppen. Sidst har vi haft eksemplet med Steve McIntyres oplevelser som referee for FNs klimapanel oppe at vende. I den sag var hovedproblemet netop, at FN ikke tillod ham adgang til data, der var centralt relevante for hans opgave som kvalitetsbedømmer.

Ved at nægte den adgang , satte IPCC derfor et stort spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. I empirisk forskning fortjener man troværdighed ved at blotlægge sit arbejde for kritik fra sine kolleger. Det var det, Dani Rodrik gjorde da han lod Richard Jong-A-Pin gå hans arbejde efter. Rodrik har ikke tabt troværdighed på affæren, men blot vist at han ikke altid har ret – at han er menneskelig. Sådan bør forskning være: Åben, dynamisk og velkommen overfor kritik, ikke lukket og magtfuldkommen. Og så kan læserne jo tænke sig til, hvor jeg vil hen med den sidste kommentar.

Om den herskende borgerlig-liberale negativitet

Af Jacob Mchangama, den 25. marts 2007. 18 svar

Denne Punditokrat bliver – i lighed med en af mine medpunditokrater – ofte deprimeret over, i hvor høj grad borgerlig-liberal retorik er præget af negativitet, pessimisme, fordømmelse og til tider også af selvretfærdighed og skråsikkerhed. Der er eksempelvis intet mere uinspirerende og sterilt end den borgerlige dyrkelse af offerrolle i forhold til og skyttegravskrig med “kulturradikalismen” (i Danmark) eller “New York Times læsende liberals” (i USA).

Skal borgerlig-liberale vinde opbakning til borgerlig-liberale ideer, nytter det ikke at beklage sig over, hvor dumme, selvhadende eller totalitære ens ideologiske modstandere er. Det betyder naturligvis ikke at kritik og polemik skal bandlyses, men når polemikken bliver det bærende element træder egne selvstændige argumenter, som oftest i baggrunden og debatten bliver forudsigelig, uinteressant og uinspirerende.  Resultatet af overvejende fokus på det negative er blot – tror jeg – at man prædiker for de allerede omvendte, støder tvivlerne fra sig og gør modstanderne endnu mere indædte.

Jeg skal langt fra gøre gældende, at jeg selv er immun overfor tendensen til at fokusere på det negative. Det er jo så dejlig nemt at “bashe”. Men nemme løsninger bør være undtagelsen frem for reglen, i hvert fald hvis man rent faktisk har en ambition om at vinde gehør for de ideer man selv tror på.

Udfordringen for borgerlig-liberale må bestå i at fremhæve alle de positive aspekter af vores daglige liv, som overordnet set kan spores til den grad af individuel, økonomisk og politisk frihed vi trods alt nyder, ikke bare i Vesten, men også andre steder, hvor frihed så småt har vundet frem. Et godt eksempel på en, der mestrer dette er Johan Norberg, hvis entusiasme på den klassiske liberalisme vegne er utroligt smittende og givetvis har været medvirkende til at liberale ideer har vundet terræn i Sverige.

Et andet eksempel er Indur Goklany, der har skrevet bogen “The Improving State of the World: Why we’re living longer, Healthier and More Comfortable Lives on a Cleaner Planet”, som Reason Magazine omtaler i en artikel her.

Af omtalen fremgår det bl.a., at:

the 20th century saw the United States’ population multiply by four, income by seven, carbon dioxide emissions by nine, use of materials by 27, and use of chemicals by more than 100.

Yet life expectancy increased from 47 years to 77 years. Onset of major disease such as cancer, heart, and respiratory disease has been postponed between eight and eleven years in the past century. Heart disease and cancer rates have been in rapid decline over the last two decades, and total cancer deaths have actually declined the last two years, despite increases in population. Among the very young, infant mortality has declined from 100 deaths per 1,000 births in 1913 to just seven per 1,000 today.

These improvements haven’t been restricted to the United States. It’s a global phenomenon. Worldwide, life expectancy has more than doubled, from 31 years in 1900 to 67 years today. India’s and China’s infant mortalities exceeded 190 per 1,000 births in the early 1950s; today they are 62 and 26, respectively. In the developing world, the proportion of the population suffering from chronic hunger declined from 37 percent to 17 percent between 1970 and 2001 despite a 83 percent increase in population. Globally average annual incomes in real dollars have tripled since 1950. Consequently, the proportion of the planet’s developing-world population living in absolute poverty has halved since 1981, from 40 percent to 20 percent. Child labor in low income countries declined from 30 percent to 18 percent between 1960 and 2003.

Equally important, the world is more literate and better educated than ever. People are freer politically, economically, and socially to pursue their well-being as they see fit. More people choose their own rulers, and have freedom of expression. They are more likely to live under rule of law, and less likely to be arbitrarily deprived of life, limb, and property.
Social and professional mobility have also never been greater. It’s easier than ever for people across the world to transcend the bonds of caste, place, gender, and other accidents of birth. People today work fewer hours and have more money and better health to enjoy their leisure time than their ancestors.

Hvorfor går det så så meget bedre på jorden end de fleste af os tror?:

The proximate cause of improvements in well-being is a “cycle of progress” composed of the mutually reinforcing forces of economic development and technological progress. But that cycle itself is propelled by a web of essential institutions, particularly property rights, free markets, and rule of law. Other important institutions would include science- and technology-based problem-solving founded on skepticism and experimentation; receptiveness to new technologies and ideas; and freer trade in goods, services—most importantly in knowledge and ideas. In short, free and open societies prosper. Isolation, intolerance, and hostility to the free exchange of knowledge, technology, people, and goods breed stagnation or regression.

Hvis en overbevisning om kausalitet mellem velstand og økonomisk, politisk og individuel frihed – som Golky (og Johan Norberg) så blændende demonstrerer – var gængs blandt menigmand (og politikere), ville de tiltag, som (vi) borgerlig-liberale så ofte raser mod givetvis være langt færre. Det må være borgerlig-liberale debattørers fornemmeste opgave at søge at manifestere denne opfattelse hos vores medborgere, hvilket bedst sker via overbevisende argumenter frem for via en resignerende negativitet.

Kongehuset gør os alle rigere

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2007. 21 svar

Forleden skrev medierne om en engelsk marketing-forskers vurdering af Kongehusets reklameværdi. Normalt kan mange danskere være forargede over hvor mange midler vi bruger på at opretholde en historisk institution, som cirka fem procent af befolkningen mener, bør afskaffes, men forskeren vurderede at de kongelige faktisk er en god forretning for Danmark på grund af deres ‘branding værdi’. Helt særligt estimerede Simon Anholt, at kronprinsesse Mary er 12 milliarder værd i ekstra eksportindtægter, og at andre medlemmer af Kongehuset også bidrager med adskillige milliarder til nationalregnskabet.

Det giver jo god mening at en vis royal romantik, som især amerikanerne sværmer for, også giver resultat på bundlinien, men her på stedet er nogle af os lidt skeptiske overfor den slags estimater. Når der skal sættes tal på sådan noget som marketing, reklame, og branding værdi, bliver regnestykket desværre ofte – men ikke altid – en uheldig blanding af sund fornuft, hand waving og tryllestøv. Det betyder dog ikke at monarkiet ikke har en værdi som punditokraternes læsere skal gå glip af. Så lad os i stedet for give et konkret bud på Kongehusets værdi fra en anden vinkel, som medierne ikke just været overvældende interesseret i: Den empiriske forskning i økonomisk vækst, som flere punditokrater beskæftiger sig med.

Vi har flere gange tidligere omtalt den amerikanske nationaløkonom Robert Barro her på stedet, ikke mindst for de af hans bidrag til vækstforskningen, der har gjort ham til en af de absolutte topkandidater til en Nobelpris de næste år. Hans største bidrag, der nu simpelthen går under betegnelsen ‘Barro regressioner’, kan bruges til at udregne den langsigtede værdi af en ændring i samfundsforholdene. Med andre ord kan man regne ud, hvor meget rigere en gennemsnitsdansker bliver, når man sænker toldsatser, sænker de offentlige udgifter, eller hvad det nu skal være.

Den type analyse kan man kombinere med et af mine egne ydmyge bidrag til forskningen. Det viser sig nemlig, at monarkiers befolkninger er markant mere tillidsfulde end republikkers. Mens cirka 30 procent af en typisk befolkning erklærer, at man kan stole på de fleste mennesker, siger otte procent flere ja til spørgsmålet når de bor i et monarki, alt andet lige. Og en vigtig del af den nye forskning i fundamentale vækstprocesser viser, at netop tillid er en af de faktorer, der fører til hurtigere økonomisk vækst. Så spørgsmålet er blot hvor mange penge, de otte procent ekstra tillid vi får fra Kongehuset, bliver til i det lange løb. Svaret kommer fra Barro-regressionernes vidunderlige verden.

Hvis man forestiller sig at et land får otte procent ekstra tillid, viser empiriske estimater fra en række forskellige studier, at landet alt andet lige vil få en ekstra vækst på cirka en fjerdedel af en procent per år.  Hvis man bruger estimaterne fra den mest citerede artikel på området (Zak og Knack i The Economic Journal i 2001) i en simpel formel, viser det sig at på det meget lange sigt betyder eksistensen af et monarki derfor, at hver indbygger af et land har 2320 kroner mere at leve for om året.

Med andre ord er værdien af Kongehuset, når den evalueres af resultaterne fra de sidste ti års empiriske forskning i økonomisk vækst, en total sum på cirka 12.1 milliarder kroner hvert år. Pudsigt nok er det cirka det samme som Anholts vurdering af kronprinsessens værdi alene. Så læserne kan mene, at monarkiet er en ligegyldig og gammeldags institutions, men ny forskning giver et fingerpeg om betydningen af den i dag. Vi bruger cirka 141 millioner kroner på den kongelige familie hvert år (se her), måske plus den årlige apanage på cirka 80 millioner men får 12 milliarder kroner igen. Det er da ikke noget dårligt afkast på en 1100 år gammel investering, vel?

Iværksætteri og velfærdsstatens omkostninger

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2007. Skriv et svar

I mandags præsenterede jeg på tænketanken CEPOS iværksætterkonference et nyt stykke arbejde om iværksætteri. Notatet, som præsentationen baserede sig på, er udfærdiget i løbet af efteråret af professor Nicolai Juul Foss (CBS og ex-punditokrat) og mig, og generøst finansieret af CEPOS. I modsætning til hvad flere avisartikler gav udtryk for, er det reelt stykke forskningsarbejde som jeg – ikke blot som selvpromovering – synes er værd at lægge mærke til.

Iværksætteri er nemlig en af de vigtigste økonomiske aktiviteter i samfundet. Hvor ville vi være, hvis ikke private startede nye firmaer – satte i værk? Hvor ville verden have været uden entreprenante folk som Isambard Brunell, Thomas Edison, Bill Gates? Hvor ville Danmark være uden C.F. Tietgen og A.P. Møller? Og hvor ender vi, hvis der ikke hele tiden er driftige danskere til at prøve forbrugere, marked og konkurrenter af med nye produkter, nye tanker og nye kombinationer? Iværksættere er nogle af økonomiens prime movers, dem der får tingene til at hænge sammen på langt sigt.

Derfor undrede det også Nicolai og mig, da vi fandt ud af hvor lidt forskning der var i spørgsmålet om, hvilken indflydelse institutioner og økonomisk politik har på, hvor meget af den type aktivitet, enkelte lande har. Vi fandt to forskerteams, et i USA omkring Russel Sobel, og et i Sverige omkring Magnus Henrekson, som havde set på dette spørgsmål. Ingen andre syntes at være særligt interesserede i, hvad det økonomisk-institutionelle miljø betyder for iværksætterne.

Vores sammenligninger på tværs af de 29 lande i verden, som vi ved nok om, viser klart at visse faktorer kan forklare en ganske pæn del af forskellene. I en dansk kontekst er det nemlig et særligt problem, at kun godt fire procent af den erhvervsaktive befolkning er engageret i firmaopstart. I New Zealand er tallet omkring det tredobbelte, og de fleste andre OECD lande har også mere aktivitet end Danmark. Vi risikerer med andre ord at falde bagud, når danskere ikke starter nok virksomheder op til at følge med udviklingen. Så hvilke faktorer forklarer forskellene på tværs af de 29 lande?

Jo, iværksætteri der kommer af at folk føler sig i nød, bliver mindre i takt med at landet bliver rigere. Det bliver også mindre i takt med at det offentlige forbrug bliver større, hvilket ikke er så mærkeligt endda. En del offentlige forbrug er trods alt sigtet mod at hjælpe de relativt fattige. Problemet er blot, at iværksætteraktivitet, der kommer af at iværksætterne ser økonomisk muligheder, også forsvinder i takt med at det offentlige forbrug bliver større. Og for hver nød-iværksætter, der forsvinder, forsvinder der tre muligheds-iværksættere. Oveni det skal man regne den negative effekt på muligheds-iværksætterne – men ikke nød-iværksættere – af højere offentlige overførsler, og en tungere og mere progressiv skattebyrde. Som modvægt mod disse negative forhold, må man ifølge vores resultater regne en stabil og forudselig økonomisk politik.

For at opsummere, finder Nicolai Foss og jeg altså særdeles vægtige negative konsekvenser af centrale forhold i den danske velfærdsstat. Offentligt forbrug, overførsler og det danske skattesystem er alle faktorer, der forklarer hvorfor Danmark ligger i tredje division, når det kommer til iværksætteraktivitet og dermed den underskov af økonomisk dynamik, der er nødvendig i en moderne økonomi. Vi dokumenterer med andre ord en af de store omkostninger ved den danske velfærdsstat. Som sådan er det måske ikke sært, at Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhversråd, har kaldt resultaterne 'komiske', og på perfid vis har bildt flere aviser ind, at vores resultater viser at rige lande har mindre aktivitet. Enhver, der kan læse indenad, kan ovenfor se at det netop ikke er et af vores resultater, men når de saglige argumenter slipper op… Erhvers- og økonomiminister Bendt Bendtsen har også været i medierne, og kaldt notatet 'firkantet', hvilket da er rigtigt, men gælder for alle den type empiriske undersøgelser. Ministeren brugte i stedet sin taletid til konferencen på at argumentere for regeringens politik, der består af øget rådgivning og lettere administrative byrder. Mens effekten af rådgivning ikke kan forudsiges, er det vel sigende, at vores undersøgelse viser, at administrative byrder ikke er vigtige. Så hvor effektiv er regeringens politik mon?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Den invaliderende velfærdsstat

Af admin, den 22. januar 2007. 16 svar

Berlingskes forside handler i dag om den nye skatteordfører for de Konservative Jakob Axel Nielsen.

Han forsøger sig med det synspunkt, at solidariteten er på retur i Danmark, hvilket også gælder de seneste fem år under Foghs regering.

Læser man artiklen i Business, får jeg indtryk af, at han er i byen med et for liberale/borgerlige velkendt synspunkt: en stor velfærdsstat amputerer folks evne til at tage ansvar for sig selv og deres medmennesker.

Det er jo et synspunkt, som mest prægnant blev formuleret af Henning Fonsmark i hans bog, Historien om den danske utopi (1990) En bog, der endnu ikke er blevet overgået i vigtighed. Gyldendal har den ikke længere på sin hjemmeside. Måske et genoptryk var på sin plads?

(Velfærds-)staten har bestemt sine gode sider. Denne punditokrat vil hævde, at der er forskel på at være liberal og anarkist, og at den vanskelige, men nødvendige opgave er at indrette Staten sådan, at der er en balance mellem de nødvendige rammer for et civiliseret samfund og risikoen for magtmisbrug og umyndiggørelse, der ikke bare er økonomisk belastende, men også åndeligt invaliderende.

Men velfærdsstaten, som den er blevet udviklet i vores del af verden, er gået langt videre og har skabt et system, der i alvorlig grad umyndiggør folk, så de bliver skadet på både krop og sjæl.

De fleste finder sig i denne umyndiggørelse. Det kan lige frem være rationelt at være systemkonform, for når man bliver flået i skat og derfor både selv og med bofællen må arbejde meget og længe, bliver det fornuftigt at kræve sine problemer løst af Staten. Man har jo ikke selv hverken tid eller penge til det. Det er jo for H…., derfor vi betaler skat, lyder argumentet fornuftigt nok.

For dem, der i det mindste bander, er der fortsat håb. Mere uhyggeligt er de mange, der vokser op med velfærdsstatens invaliderende effekt formidlet af en uhørt systemtro presse. De vokser op åndeligt amputerede, så de ikke kan forestille sig en tilværelse med mere personligt ansvar. Det må Staten ordne, og hvis jeg eller andre ikke er lykkelige, er det Statens eller den til enhver tid siddende regerings skyld, hvilket kun kan afhjælpes med mere Stat.

Måske er det her, at vi finder svaret på, hvorfor danskerne er mere lykkelige end så mange andre folkeslag: vi er lykkelige som børn, ubekymrede i vores tillid til, at Staten som vores forældre nok skal løse stort og småt. For nogle er det uhyre positivt, for os andre er det næsten lige så uhyggeligt som Invasion of the body snatchers.

Forskellen mellem de to opfattelser ses i Berlingskes dækning. Skatteordfører Nielsen prøver – formodentlig belært af sin forgængers kranke skæbne – at pege på denne invaliderende virkning af velfærdsstaten ved at formulere det i bløde former: solidariteten formindskes.

Solidaritet er jo et plusord for alle, selvom nogle efterhånden er blevet træt af begrebet, fordi det har ændret indhold. Det betød jo oprindeligt, at A påtog sig at hjælpe B, der var i nød. Dernæst kom det til at betyde, at A krævede, at C hjalp B, fordi C havde bedre råd. Herefter ophævede man forudsætningen om nød, så A også kunne kræve hjælp sammen med B af C. Og i dag betyder det, at A, B og C alle kræver at blive hjulpet af andre.

Men for uhyggeligt mange er solidaritet og velfærd noget, som kun Staten kan levere. Derfor må Staten som Molok konstant fodres med større skatter. Den tapre skatteordfører (og han er virkelig modig, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på tidligere forsøg i samme retning fra andre nu stynede politikerspirer, eller sammenligne med de mere spage udtalelser fra hans kolleger på Christiansborg) bliver derfor mødt med spørgsmålet, om "det så ikke er paradoksalt, at du efterlyser større solidaritet, samtidig med at du taler varmt for at sænke skatten."

Tja, bum bum.

Nå, i samme erhvervstillæg kan man også læse om CEPOS, der holder en konference i dag på baggrund af en rapport udarbejdet af prof. Nicolai Foss (ex-punditokrat) og Christian Bjørnskov (punditokrat-in-chief). Rapporten påviser en sammenhæng mellem en stor velfærdsstat og en manglende lyst til at være selvstændig, dvs. tage en stor personlig risiko, arbejde ekstremt hårdt og med udsigt til konfiskation af hovedparten af gevinsten, hvis det mod al statistisk sandsynlighed lykkes.

Som jurist kan jeg ikke bidrage til denne samfundsvidenskabelige diskussion om mulige sammenhænge. Men jeg kan da pege på det forunderlige i, at den første frie grundlov fra 1849 havde en bestemmelse om næringsfriheden, dvs. retten til at skabe sin egen tilværelse og forsørge sig selv. Da grundloven sidst blev revideret i 1953 indførte man en bestemmelse om retten til arbejde, dvs. retten til at lade sig forsørge af andre. Sic transit, etc. (og hvis grundloven Gud forbyde det skal revideres i nær fremtid, må vi forvente, at det "udvidede" solidaritetsprincip også grundlovsfæstes. Tak til unge prins Christian for at have lagt den sag død indtil videre).

Rapportens konklusioner er for os at se en naturlig følge af velfærdsstatens invaliderende virkning, men den bestrides naturligvis af bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er CEPOS velfinansierede modpart i samfundsdebatten. De peger bl.a. på, at iværksættertrangen er større i lande, der er "fattigere og mindre udviklede end Danmark", og at det derfor er "lidt komisk, når CEPOS nu har så travlt med at understrege, at iværksætteri gør os rigere". Tja, man kunne jo også vende det om og hævde, at det var iværksætteri, der gjorde os rige og dermed skabte en velfærd, som langtsomt har kvast initiativet ud af de fleste og gjort dem afhængige af Staten. Mon vi bliver ved med at være rige på den måde?

Konferencen finder sted i Den Sorte Diamant (læs mere her), kl. 11.

Redaktøren af denn blog vil forhåbentlig skrive mere om emnet.

Mangfoldighed, forskellighed, samfundsorden, indvandring

Af David Gress, den 18. januar 2007. 10 svar

Fremmer mangfoldighed (diversity) vækst, velstand, tolerance, retssikkerhed, et blomstrende civilsamfund og alle de andre gode ting, som såvel liberale som alle andre efterstræber?

Ja, siger meningsdannernes mantra, der forlængst i USA og efterhånden også herhjemme har ført til en ekstrem forkvakling af debatten, der censurerer ubekvemme opdagelser eller endog forhindrer, at de gøres, og som fremmer en række klicheer, der kolporteres aldeles ukritisk.  Mangfoldighed sættes lig med flere interessante restauranter, varer i butikkerne, sprog på gaderne og spændende fremmede skikke.  Og det skal man da være et skarn for at foragte.

Men de gode ting, mangfoldigheden, den etniske og kulturelle, medfører, rækker ikke særlig dybt.  Det er der efterhånden en del, der ved, men de fleste af dem tør ikke tale om det.

En af dem er selveste Robert D. Putnam, der blev verdensberømt i 1990rne med sin bog om social kapital, vækst og demokrati baseret på case studies i italiensk historie og samfundsudvikling (How Democracy Works, Princeton 1993) og som siden videreudviklede sin analyse af social kapital og dens skrantende helbred i USA i Bowling Alone (Simon & Schuster 2000).

Putnams seneste projekt har været at undersøge, hvordan tillid mellem mennesker — som jo er en fundamental faktor i social kapital — har det under forskellige etniske betingelser.  Og han fandt at “etnisk diversity får os til at gå i forsvarsposition.  Effekten af diversity er værre, end vi kan forestille os.  Det er ikke engang sådan, at vi ikke har tillid til folk, der ikke ligner os.  I meget diverse samfund har vi ikke engang tillid til dem, der ligner os”.

Hmja, det kan jo ikke overraske nogen, der har blot et overfladisk kendskab til historien og besidder elementær sund fornuft om menneskers sociale natur.  Men det er eksplosiv tale fra en Harvard-professor og bestemt en af de sandheder, meningsmagthaverne (og de politiske, op til og med vore regeringschefer alle til hobe) ikke ønsker påpeget og slet ikke ønsker at diskutere.

Så bange var Putnam for sin egen opdagelse, som byggede på meningsmålinger og analyser af 26.000 personer i 40 amerikanske by- og landsamfund, at han i flere år nægtede at offentliggøre den, indtil han kunne finde på nogle trøstende løsninger at komme med.  Imidlertid afslørede han nogle af sine opdagelser til en journalist fra Financial Times, mens den ellers trofast progressive Los Angeles Times med udgangspunkt i Putnams forskning skrev:

Those who live in more homogeneous places, such as New Hampshire, Montana or Lewiston, Maine, do more with friends and are more involved in community affairs or politics than residents of more cosmopolitan areas, the study said.

Steve Sailer bringer det vigtigste af interviewet og en analyse dels af Putnams opdagelser og dels af det håbløse politisk-ideologiske klima, der censurerer den slags, her.

Se også, a propos Los Angeles, verdens mest multikulturelle by, Sailers omtale af en ny politiroman af James Wambaugh, der gjorde sig kendt for 30 år siden med realistiske romaner om politifolk i L.A., men ellers har været tavs længe.

Som følge af ideologisk motiverede anklager om racisme fik LAPD pålagt at arrestere flere hvide mænd, for der var for få af dem i politirapporterne i forhold til deres andel af befolkningen, og dette tal er for politiet ligesom for arbejdsgivere en slags Ti Bud, der afgør hvem der må ansættes og forfremmes og altså også i L.A., hvem der må arresteres.  Det er ikke noget, Wambaugh har fundet på, det er den vitterlige sandhed, og den betyder, at politiet må bruge ressourcer på at foretage tusindvis af meningsløse anholdelser med medfølgende papirarbejde for at dokumentere den racemæssigt korrekte arrestationstakt i stedet for at patruljere de farlige områder.

De vestlige eliters selvmordsdrift på alle vore andres vegne er i sandhed imponerende af omfang.

Skat eller kaos

Af Dr.Mephisto, den 3. januar 2007. 25 svar

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Drop Østaftalen

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2006. 2 svar

Dansk økonomi mangler for tiden arbejdskraft. Der mangler allerede hænder på det danske arbejdsmarked, og i takt med at nogle store årgange af befolkningen går på pension og efterløn, kommer der til at mangle endnu flere. Eftersom den danske arbejdsløshed allerede er næsten rekordlav, er der desværre kun få danske hænder at tage af. Mange danske virksomheder sukker derfor efter kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, som de mener burde være tilgængelig i en globaliseret verden og i særlig grad i et tæt integreret Europa. Sådan har Folketinget blot ikke besluttet, landet skal ligge. En midlertidig indvandring af arbejdskraft, specielt fra de nye medlemslande i øst, er begrænset af den Østaftale, som de danske politikere blev enige om i 2004.

Konsekvenserne af at begrænse udlændinges adgang til det danske arbejdsmarked, eller kræve at de arbejder under særlige 'danske vilkår', er ganske enkel at analysere. Hvis efterspørgslen efter arbejdskraft i bestemte erhverv stiger, vil afkastet til den bestemte type arbejde stige. Dette vil under normale omstændigheder betyde, at flere folk ønsker at arbejde i det bestemte erhverv, men hvis al tilgængelig arbejdskraft i Danmark indenfor dette og sammenlignelige erhverv allerede er i arbejde, vil virksomhederne blive nødt til at konkurrere om den, hvilket igen betyder at erhvervets almindelige løn stiger. En række erhverv, som der pt. er stor efterspørgsel efter – hvilket i særdeleshed gælder byggeerhvervene – vil derfor opleve kraftigt stigende lønninger, som både vismændene og Nationalbanken for nylig har advaret imod.

En af effekterne af den stærke danske økonomi er derfor, at kun få danske murere vil acceptere en timeløn på under 180 kroner, og i andre erhverv kan danske håndværkere kræve væsentligt højere løn, når virksomhederne ikke længere kan følge med ordrerne indenfor almindelig arbejdstid, og ikke kan ansætte nye medarbejdere. Den kraftige efterspørgsel resulterer ganske enkelt kun i en lønspiral, når der ikke længere er en pulje af arbejdsløse at finde ekstra hænder i.

Mange danske virksomheder er opmærksomme på, at et alternativ til dansk arbejdskraft er de mange arbejdsløse håndværkere i nabolandene Tyskland, Polen og Litauen. Disse mennesker har som oftest en lige så stærk, hvis ikke stærkere, arbejdsmoral som den, danskerne bryster sig af. Særligt fra de to nye medlemslande mod øst, er denne arbejdskraft billig i forhold til de opskruede danske forhold. Store dele af håndværkerressourcen fra øst er derfor på alle måder konkurrencedygtig og stærkt attraktiv for danske arbejdsgivere.

Dele af fagbevægelsen har derimod ikke nogen umiddelbar interesse i at tillade en 'invasion' af polske og litauiske håndværkere. Man argumenterer – ganske korrekt – for at disse arbejdere vil begrænse de lønninger, dansk arbejdskraft kan kræve. Det tragiske dilemma er, at jo højere de danske lønninger bliver som følge af manglen på arbejdskraft, jo stærkere bliver fagbevægelsens incitament til at bekæmpe brugen af udenlandske håndværkere. Jo mere der objektivt set er behov for billig udenlandsk arbejdskraft til at forhindre en ødelæggende lønspiral, jo hårdere vil økonomisk kortsynede fagforeningsledere kæmpe for at beholde en Østaftale, de ved sikrer deres medlemmer en stadigt højere løn.

Når fagbevægelsen i samarbejde med danske politikere derfor blokerer for, at hårdt tiltrængt arbejdskraft kan komme til Danmark og lette et alvorligt dansk arbejdsmarkedsproblem, er det således ikke til gavn for andre end de særlige håndværkere, der scorer en stor monopolgevinst. Den gevinst bliver betalt af alle, der får installeret nyt køkken, bygget ny udestue, eller er med til at finansiere offentlige anlæg over skatten. Og på langt sigt betaler vi alle i form af højere inflation og dermed en svækkelse af Danmarks konkurrenceevne. Det er prisen, vi betaler for at lukke af for en tættere regional integration, der både ville gavne danskerne som helhed, og hjælpe vores naboer med at blive lige så europæiske i rigdom som de er i sindelag. Fra et økonomisk synspunkt, ville det at droppe Østaftalen, have været en værdig julegave til alle tre folk.

 

Indlægget er tidligere bragt som udlandsanalyse i Berlingske Tidende den 28/12.

O'Rourke om "The Wealth of Nations"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. december 2006. 2 svar

Jeg ved ikke med jer, men for egne vedkommende ved jeg ihvertfald godt, hvad jeg skal lave ved midnat den 9.I.2007: Jeg skal sidde klistret til min PC-fladskærm for at følge med “live”, når den ufatteligt morsomme forfatter, journalist, satiriker og lommefilosof P.J. O’Rourke hos Cato Institute lancerer sin nye bog, “On the Wealth of Nations”.  I den vil P.J. anvende Adam Smiths logik til at behandle nutidige emner–og sikkert gøre lidt grin med alle.

Der er nok få læsere her på stedet, som ikke allerede kender O’Rourke lidt, men gamle som nye fans kan altid få sig et godt grin over den bedste politiske satiriker, jeg kender til.  Skulle man ikke kende ham, eller have glemt dem, eller bare have lyst til at få dem genopfrisket, så er her et par guldkorn fra forfatteren til klassikere “Republican Party Reptile”, “Parliament of Whores”, “Holidays in Hell”, “Kill the Rich” , “Give War A Chance”, m.fl.:

  • “Giving money and power to government is like giving whiskey and car keys to teenage boys.”
  • “You know, if government were a product, selling it would be illegal.”
  • “What is this oozing behemoth, this fibrous tumor, this monster of power and expense hatched from the simple human desire for civic order? How did an allegedly free people spawn a vast, rampant cuttlefish of dominion with its tentacles in every orifice of the body politic?”
  • “Every government is a parliament of whores. The trouble is, in a democracy the whores are us.”
  • “Government is a health hazard. Governments have killed many more people than cigarettes or unbuckled seat belts ever have. Government contains impure ingredients — as anybody who’s looked at Congress can tell you.”
  • “A little government and a little luck are necessary in life, but only a fool trusts either of them.”
  • “Our democracy, our culture, our whole way of life is a spectacular triumph of the blah.”
  • “The Tenth Commandment sends a message to socialists, to collectivists, to people who believe that wealth is best obtained by redistribution, and that message is clear and concise: Go to hell! It’s as simple as that.”
  • “You can’t get good Chinese takeout in China and Cuban cigars are rationed in Cuba. That’s all you need to know about communism.”
  • “Idiots are blind to the coercive power of government. Bigots are blind to everything else.”
  • “What I discovered in Somalia is a place where there was no shortage of food … There was a shortage of public order. There was a shortage of a social system to provide food for people who were powerless. Rice was selling in Mogadishu at 10 cents a kilo — the cheapest rice in the world because of all the rice that had been donated. The problem was that if you didn’t have a gun in Mogadishu you didn’t have 10 cents. It didn’t matter how cheap or readily available the rice was. There were people with guns taking it away from the people who didn’t have guns.”
  • “Government is not a machine with parts; it’s an organism.”
  • “The three branches of government number considerably more than three and are not, in any sense, “branches” since that would imply that there is something they are all attached to besides self-aggrandizement and our pocketbooks.”
  • “When government quits being something we use only in an emergency and becomes the principal source of aid and assistance in our society, then the size, expense and power of government are greatly increased.”
  • “No drug, not even alcohol, causes the fundamental ills of society. If we’re looking for the sources of our troubles, we shouldn’t test people for drugs, we should test them for stupidity, ignorance, greed and love of power.”
  • “Money is preferable to politics. It is the difference between being free to be anybody you want and being free to vote for anybody you want. And money is more effective than politics both in solving problems and in providing individual independence. To rid ourselves of all the trouble in the world we need to make money. And to make money we need to be free. But, oh, the trouble caused by freedom and money.”
  • “The difference between corporations and governments is governments have a monopoly on force. It’s a lot easier to vote with your feet or your wallet than it is to change a government with your vote.”
  • “Let’s reintroduce corporal punishment in the schools – and use it on the teachers.”
  • “The mystery of government is not how Washington works but how to make it stop.”
  • “The whole aim of practical politics is to keep the populace alarmed (and hence clamorous to be led to safety) by menacing it with an endless series of hobgoblins, all of them imaginary.”
  • “If you think health care is expensive now, wait until you see what it costs when it’s free.”
  • “In an egalitarian world everything will be controlled by politics, and politics requires no merit.”
  • “You can’t get rid of poverty by giving people money.”
  • “There is no virtue in compulsory government charity, and there is no virtue in advocating it. A politician who portrays himself as ‘caring’ and ‘sensitive’ because he wants to expand the government’s charitable programs is merely saying that he’s willing to try to do good with other people’s money. Well, who isn’t?”
  • “When buying and selling are controlled by legislation, the first things to be bought and sold are legislators.”
  • Om narkotikaforbud: “We won’t dispassionately investigate or rationally debate which drugs do what damage and whether or how much of that damage is the result of criminalization. We’d rather work ourselves into a screaming fit of Puritanism and then go home and take a pill.”
  • Om Hillary Clintons bog “It Takes A Village”: “Some kinds of stupidity cannot be faked.”
  • “Always read something that will make you look good if you die in the middle of it.”
  • “If you say a modern celebrity is an adulterer, a pervert and a drug addict, all it means is that you’ve read his autobiography.”
  • Om Cato Institute: “The Cato Institute has an unusual political cause — which is no political cause whatsoever. We are here tonight to dedicate ourselves to that cause, to dedicate ourselves, in other words, to … . nothing. We have no ideology, no agenda, no catechism, no dialectic, no plan for humanity. … All we have is the belief that people should do what people want to do, unless it causes harm to other people. And that had better be clear and provable harm. No nonsense about second-hand smoke or hurtful, insensitive language, please. I don’t know what’s good for you. You don’t know what’s good for me. We don’t know what’s good for mankind. And it sometimes seems as though we’re the only people who don’t. It may well be that, gathered right here in this room tonight,are all the people in the world who don’t want to tell all the people in the world what to do. This is because we believe in freedom. Freedom — what this country was established upon, what the Constitution was written to defend, what the Civil War was fought to perfect. Freedom is not empowerment. Empowerment
    is what the Serbs have in
    Bosnia. Anybody can grab a gun and be empowered. It’s not entitlement. An entitlement is what people on welfare get, and how free are they? It’s not an endlessly expanding list of rights — the “right” to education, the “right” to health care, the “right” to food and housing. That’s not freedom, that’s dependency. Those aren’t rights, those are the rations of slavery — hay and a barn for human cattle. There is only one basic human right, the right to do as you damn well please. And with it comes the only basic human duty, the duty to take the consequences. So we are here tonight in a kind of anti-matter protest — an unpolitical undemonstration by deeply uncommitted inactivists. We are part of a huge invisible picket line that circles the White House twenty-four hours a day. We are participants in an enormous non-march on Washington — millions and millions of Americans not descending upon the nation’s capital in order to demand nothing from the United States government. To demand nothing, that is, except the one thing which no government in history has been able to do — leave us alone. … There, ladies and gentlemen, you have the Cato Institute’s program in a nutshell: government should be against the law.”

Cheminova

Af Jørgen Møller, den 1. december 2006. 6 svar

Nu har jeg i snart en uge ærgret mig stadig mere over Politikens hetz mod Cheminova uden at have fået sat ét ord på skrift derom. Så er det jo godt, at andre er flittigere end jeg. I dagens udgave af Weekendavisen får Leif Blædel sat tingene i rette perspektiv med nogle få, men velvalgte ord.

Under overskriften “Hysteri. Hetz baseret på enøjethed og misvisning” forklarer Blædel, hvorfor Cheminovas mange kritikere er gået helt galt i byen i denne her sag. Der er desværre ikke fri elektronisk adgang til artiklen, men de følgende to afsnit sammenfatter så nogenlunde budskabet:

“Gu’ er det da giftigt, stoffet. Det er også fint, at vi ikke bruger det herhjemme mere. Men hvis vi ikke havde andre og mindre giftige midler, eller hvis de andre var så dyre, at vi ikke havde råd til at bruge dem, så ville Bladan ikke være forbudt herhjemme og stadig blive brugt i dansk landbrug.

Det er det, som er humlen i Brasilien og forskellige u-lande. Deres bønder må producere med de midler, de har råd til at købe, og Bladan er væsentligt billigere end de fine stoffer, som anvendes i Danmark. Økonomer vil kunne forklare, hvilke konsekvenser i form af arbejdsløshed, nogle steder i form af sult, det ville have, hvis bønderne i de lande skulle producere uden hjælp af Bladan. Og det er enøjet og ikke særlig god journalistik at hetze løs mod fabrikken, som leverer de lande varen”.

Bedre kunne det ikke være sagt. Og man må da håbe, at Connie Hedegaard holder Weekendavisen, for hendes bidrag har bestemt ikke gjort sagen bedre. Lad mig blot nævne de visdomsord hun fik fyret af i søndagsudgaven af Politiken: “Jeg har før opfordret virksomheder – og vil gerne gentage denne opfordring – til ikke at udsætte befolkningerne i andre lande for ringere miljøvilkår end det, vi selv vil acceptere herhjemme”.

Den hedegaarske formel er en ret effektivt opskrift på, hvordan man kan forhindre fattige lande i at udvikle sig – og den udtrykker i det hele taget en vestlig arrogance, man skal lede længe efter. Danmark ville i hvert fald aldrig havde nået sin nuværende velstand, hvis vi under hele processen skulle have levet op til Hedegaards miljøkrav anno 2006. Lidt sund fornuft efterlyses så mindeligt!

Reality TV – nu med fattige!

Af Christian Bjørnskov, den 30. november 2006. 7 svar

Politik kan en gang imellem være ret underholdende. Sådan var det i hvert fald i denne uge, hvor udviklingsminister Ulla Tørnæs præsenterede et forslag, der helt sikkert fik en del mennesker i udviklingsmiljøet til at få morgenkaffen i den gale hals. Ministeren vil sende kendte danskere til at tage til ulande for at udvælge udviklingsprojekter. På den måde håber hun at skabe mere opmærksomhed om ulandenes problemer og – må man da formode – en mere positiv stemning omkring den danske ulandshjælp. Tørnæs fastholder, at problemet er oplysning. Til Politiken udtaler hun f.eks. " Tag bare 2015-målene. Det er under halvdelen af den danske befolkning, der ved, hvad de går ud på. Det er et hul i oplysningen, og det forsøger vi at gøre noget ved". Reaktionen fra ulandsmiljøet er helt forudsigelig. Ord som 'poppet', 'forkastelig' og 'dumt' bruges i snart sagt alle kommentarer, og de er vel også på et vist plan dækkende. Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær Frans Mikael Jansen spørger således "Hvorfor bruger man ikke de eksisterende rammer for bistand – hvor der ligger meget grundige overvejelser til grund for at give bistand til udvikling i form af analyser, strategier og saglige vurderinger. Alt dette tilsidesættes her."

Med risiko for at lyde som Cato den ældre, der angiveligt altid endte sine taler i det romerske senat med en opfordring til at ødelægge Kartago (Ceterum censeo Carthaginem esse delendam) er hele Tørnæs-miseren både deprimerende og underholdende på et andet plan. Sagt lige ud og uden omsvøb, er den et forsøg på at sende en ny slags propaganda for ulandshjælp ud som et tilskud til Danidas årlige rapporter og NGO'ers tilbagevendende kampagner. Hvis man f.eks. læser Danidas årsberetning, må man få det indtryk at det går imponerende godt i Danmarks samarbejdslande. Men hvorfor, bortset fra Vietnam, rykker de sig så ikke ud af stedet? Og hvis ulandshjælp er så godt, hvorfor har vi så hørt på det store behov for den lige siden jeg begyndte at se julekalender i fjernsynet – eller for at bruge det korrekte udtryk: Børnenes Ulandskalender? Og hvorfor synes Mellemfolkeligt Samvirke egentlig, at de har behov for at bruge kendte til at samle ind til deres formål?

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Med risiko for at lyde som Cato den ældre, der angiveligt altid endte sine taler i det romerske senat med en opfordring til at ødelægge Kartago (Ceterum censeo Carthaginem esse delendam) er hele Tørnæs-miseren både deprimerende og underholdende på et andet plan. Sagt lige ud og uden omsvøb, er den et forsøg på at sende en ny slags propaganda for ulandshjælp ud som et tilskud til Danidas årlige rapporter og NGO'ers tilbagevendende kampagner. Hvis man f.eks. læser Danidas årsberetning, må man få det indtryk at det går imponerende godt i Danmarks samarbejdslande. Men hvorfor, bortset fra Vietnam, rykker de sig så ikke ud af stedet? Og hvis ulandshjælp er så godt, hvorfor har vi så hørt på det store behov for den lige siden jeg begyndte at se julekalender i fjernsynet – eller for at bruge det korrekte udtryk: Børnenes Ulandskalender? Og hvorfor synes Mellemfolkeligt Samvirke egentlig, at de har behov for at bruge kendte til at samle ind til deres formål?

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Liberalisér eller forfald!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. november 2006. Skriv et svar

Den kendte italienske økonom, Harvard-professoren Alberto Alesina er nu (sammen med kollegaen Francesco Giavazzi) på banen med en bog, der ser spændende ud og forhåbentlig vil blive læst, The Future of Europe: Reform or Decline.  Jeg har ikke selv læst den, men sammenfatningen ser ihvertfald lovende ud:

“This work presents a provocative argument that unless Europe takes serious action soon, its economic and political decline is unavoidable, and a clear statement of the steps Europe must take before it’s too late. Unless Europe takes action soon, its further economic and political decline is almost inevitable, economists Alberto Alesina and Francesco Giavazzi write in this provocative book. Without comprehensive reform, continental Western Europe’s overprotected, overregulated economies will continue to slow – and its political influence will become negligible. This doesn’t mean that Italy, Germany, France, and other now-prosperous countries will become poor; their standard of living will remain comfortable. But, they will become largely irrelevant on the world scene. In “The Future of Europe”, Alesina and Giavazzi (themselves Europeans) outline the steps that Europe must take to prevent its economic and political eclipse. Europe, the authors say, has much to learn from the market liberalism of America. Europeans work less and vacation more than Americans; they value job stability and security above all. Americans, Alesina and Giavazzi argue, work harder and longer and are more willing to endure the ups and downs of a market economy. Europeans prize their welfare states; Americans abhor government spending. America is a melting pot; European countries – witness the November 2005 unrest in France – have trouble absorbing their immigrant populations. If Europe is to arrest its decline, Alesina and Giavazzi warn, it needs to adopt something closer to the American free-market model for dealing with these issues. Alesina and Giavazzi’s prescriptions for how Europe should handle worker productivity, labor market regulation, globalization, support for higher education and technology research, fiscal policy, and its multiethnic societies are sure to stir controversy, as will their eye-opening view of the European Union and the euro. But their wake-up call will ring loud and clear for anyone concerned about the future of Europe and the global economy.”

Omvendt kan man jo også blot sige som dagbladet Politiken og et par hundrede danske akademikere (eller flere): Hvorfor lave om på noget, der går så godt, som det gør–vi lider jo ikke af amerikanske tilstande … 😉

Frihed, lighed, demokrati–og velstand?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. september 2006. 15 svar

Jeg holdt i fredags–med cirka et halvt års forsinkelse–tiltrædelsesforelæsning som professor i almen og sammenlignende statskundskab ved Københavns Universitet.  Det skete under den sexede overskrift "Frihed, lighed, demokrati–og velstand?  Nogle empiriske perspektiver på klassiske politologiske temaer".  Gab.

Det gik vist nogenlunde.  Der var bl.a. et par Punditokrater tilstede, og vores med-punditokrat Foss har været så særdeles venlig at skrive et par ord om det andetsteds.  Her vil jeg nøjes med nedenfor at vise jer tre lot-diagrammer, der spillede en central (men ikke afgørende) rolle i forelæsningen.  De meget, meget, meget interesserede kan om føje tid rekvirere et tryk af forelæsningen.

Ny definition af lighed

Af Dr.Mephisto, den 7. september 2006. 2 svar

Venstres finansordfører Peter Christensen kom for skade at skrive følgende i Politiken den 4. september:

Næste gang vi får ulighedstal i Danmark er jeg sikker på, at uligheden har fået endnu et nyk opad. Så længe det skyldes stigende beskæftigelse og stigende velstand, vil jeg ikke fælde én eneste tåre over det. Tværtimod

Det blev af fagforeningen 3F og deres ligesindede på Berlingske Tidende gjort til, at ordføreren "jublede" over ulighed.

Og det faldt ikke i god jord hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

Det, synes jeg, er en dum udtalelse. For vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund. Det vil vi utrætteligt fortsætte med. Og jeg glæder mig som beskæftigelsesminister over, at den største lighed, vi kan skabe, er ved at få folk i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen. (ritzau den 7. september)

Det lyder interessant, at Venstre arbejder for mere lighed. Men det er vist en definitionssag.

Claus Hjort Frederiksen har øjensynligt skabt sin egen definition af lighed. Det handler om at have et arbejde. Den nye definition løser måske et akut problem for ministeren – men skaber straks et nyt: Hvad med de 250.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som er på efterløn? Er de så holdt uden for det eftertragtede "lighedssamfund"?

 

Amerikanske tilstande

Af David Gress, den 4. september 2006. 51 svar

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

Farvel til Webers arbejdsetik

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2006. 16 svar

Dagens post er som så ofte på denne blog om velfærdsstaten, men lad mig starte et helt andet sted: Med min far, Kai Bjørnskov. Eller nærmere med en privat anekdote om min far, og hvordan han håndterede sin mangeårige stilling som forstander for voksenuddannelsen i Haderslev, og senere (og i dag) som souschef for det samlede sønderjyske voksenuddannelsessystem.

Jeg kom nemlig til at tænkte på en specifik hændelse, da jeg læste Weekendavisens leder her til morgen (eller for at være ærlig, her til formiddag). En gang sidst i 80'erne var jeg på besøg på min fars kontor da en elev kom ind med et skamfuldt blik og en halv tværstang fra gelænderet på hovedtrappen. Han havde rutschet ned ad gelænderet og havde bremset ved at sætte sin fod ind mellem tværstængerne – og det kunne de ikke holde til. Min far så på eleven med sit mest myndige blik – og det er myndigt, kan jeg fortælle – hævede sin pegefinger formanende og sagde til ham: "Jeg bliver nødt til at idømme dig skolens strengeste straf". I det øjeblik ventede jeg næsten at se en våd plet brede sig ned ad elevens bukseben, men han blev helt perpleks, da min far – stadig med pegefingeren i vejret, med stentorrøst udbrød "Fy!" Jeg ved ikke, hvad der var værst for eleven, den fuldstændige forvirring af at der ikke skete andet, end den dybe skam over at blive sendt ned til pedellen med den halve stang, men på sin vis virkede straffen. Der var nemlig ingen, der var i tvivl om, at forstander Kai Bjørnskov mente hvad han sagde.

Og hvorfor kom jeg så til at tænke på den historie? Jo, Anne Knudsens leder i Weekendavisen kom naturligvis ovenpå de seneste dages diskussion om flaskehalse på det danske arbejdsmarked, og hvordan danskere ikke vil have de jobs, der er. Holdningen er, at hvis man har skrevet speciale på universitetet om ligestilling i 1400-tallets Island, bør man sandelig ikke acceptere et job som pædagogmedhjælper. Og hvad værre er, er der ikke noget egentligt økonomisk incitament til at sige ja alligevel. Som AK skriver:

"Der står idiot på ryggen af den ledige, der tager et lavtlønsjob. I denne uge har vi igen set beregninger, der viser, at det skæpper 22 kroner i kassen efter skat hver eneste dag, hvis man skifter kontanthjælpen ud med et job som kassedame, postbud, ekspedient eller lignende. Hvis man altså kan cykle til arbejde på en reparationsfri cykel. Hvis man skal med bussen, nærmer gevinsten sig hurtigt et minus. Og uanset, hvor sundt det er med arbejde, må man jo nok indrømme, at det tager en pokkers tid, at det kan være anstrengende, og at det har en tendens til at komme i vejen for andre gøremål."

AK's ærinde er først og fremmest at pointere, at selvom vi i princippet har muligheden for at fratage folk deres kontanthjælp, hvis de nægter at acceptere et anvist job, er det politisk umuligt. Som hun skriver, kan man "nemt forestille sig den mediestorm, der ville rejse sig, hvis blot et enkelt menneske satte sig ud på gaden og delagtiggjorde journalisterne i den elendighed, bortfaldet af kontanthjælpen havde hensat hende oh hendes familie i". AK karakteriserer temmelig rammende beskæftigelsesministerens indsats som at sige "Bøh".

En gang udkastede den tyske sociolog Max Weber teorien om den protestantiske arbejdsetik for at forklare, hvorfor de protestantiske tyske regioner – og for den sags skyld Skandinavien – klarede sig bedre økonomisk end de katolske regioner. Den forklaring gav god mening i mange år, idet vi i blandt andet Danmark på mystisk vis arbejdede mere og mere effektivt end de fleste andre steder i verden. Gennem den protestantiske tro – eller i det mindste en protestantisk tradition, uanset om man troede på det religiøse mumbo-jumbo – hvilede samfundet på en norm der sagde, at enhver er ansvarlig for sin egen skæbne, og at enhver dermed havde en pligt overfor sig selv til at sørge for sig selv og sine egne. Den norm har velfærdsstaten nu ganske effektivt undermineret, så mange danskere mener, at arbejde er til for at man kan realisere sig selv. Hvorfor skulle jeg klare mig selv, når jeg kan få samfundet til at gøre det?

Når vi har valgt en samfundsform, der fjerner ethvert individuelt økonomisk incitament til at tage et lavtlønsjob, er der kun to muligheder tilbage: 1) enten ændrer vi systemet, og fjerner dermed noget af det socialdemokratiske velfærdskorthus; 2) eller også indfører vi troværdige økonomiske sanktioner mod dem, der nægter at påtage sig et arbejde. Det første vil naturligvis være det mest effektive, og vil endda med stor sandsynlighed gøre os rigere på sigt, men det er også politisk det mindst sandsynlige. Det andet valg er det, vi nominelt har besluttet os for, men uden at sanktionerne er bare i nærheden af at være troværdige. Og her er det så, at min far kommer ind i billedet. Da eleven stod med den tværstang på forstanderens kontor, var et 'fy' den eneste straf – i første omgang. Det var et fy med stor troværdighed. En brækket tværstang kunne accepteres, men Gud hjælpe den elev, der ikke respekterede det 'fy'! I dagens Velfærdsdanmark bliver vi bare ved med at sige fy, som om det på magisk vis en skønne dag virker. Det gør det bare ikke, for ingen tror på det længere. Effekten er ikke blot det, men også at man effektivt underminerer den arbejdsetik, vi engang havde, fordi den der følger den i dag, i overført betydning får et offentligt stempel med 'Idiot' i panden. Resultatet er ikke bare en brækket tværstang hist og pist, men et økonomisk tab af gigantiske proportioner.

De haler ind på os

Af admin, den 23. august 2006. 5 svar

Berlingeren og de øvrige MSM er ved at komme godt med. Som omtalt her har de nu opdaget blogs, og i de seneste dage har de omtalt problemerne med Frankfurterskolefesten på sygeplejeuddannelsen (leder), som blev drøftet her på bloggen i foråret (se under pomo).

Det syge væsen sættes i øvrigt i perspektiv af David Karsbøl i Berlingskes kronik. Som supplement kan henvises til denne nye undersøgelse, der viser, at det danske sundhedsvæsen er på niveau med Polen og Estland. Undersøgelsen bringes af en interesseorganisation, så en vis skepsis er nødvendig, men alligevel.

Adam Smith & den usynlige hånd

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. august 2006. 1 svar

Jeg glemte vist lige at gøre vores vest-danske og udenlandske læsere opmærksomme på, at jeg forleden havde kronik nr. 2 i min "1776-2006"-serie i Berlingske Tidende.

Første afdeling handlede om Thomas Jefferson og amerikansk konstitutionalisme (4. juli); anden afdeling handlede om Adam Smith, den usynlige hånd og Wealth of Nations, der i år kan fejre 230 år (4. august).

Tredje og sidste kronik kommer til at handle om David Hume, der døde i … ja, rigtigt gættet … 1776.