Tag-arkiv: ytringsfrihed

Ytringsfrihed uden “men”

Af Casper Hunnerup Dahl, den 17. februar 2015. 1 svar

Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København lørdag den 14. februar samt angrebet på det satiriske, franske magasin Charlie Hebdos redaktion den 7. januar understreger på alvorlig og tragisk vis, at debatten om ytringsfrihed og hensyn til religiøse følelser er alt andet end blot en strid om ord. Ytringer kan koste menneskeliv.

Denne debat er mindst lige så vigtig nu, som den var i tiden, der fulgte efter Jyllands-Postens offentliggørelse af en serie tegninger af profeten Muhammed den 30. september 2005 — vigtigere end nogensinde, faktisk. For vi møder stadigvæk igen og igen “ytringsfrihed, men”-synspunktet i den offentlige debat — altså udsagn af typen: “Naturligvis er ytringsfriheden vigtig og ukrænkelig, men derfor kan man godt tage hensyn til folks religiøse følelser.” Eller: “Ja, vi har fuld ytringsfrihed i Danmark. Men derfor kan man godt opføre sig ordentligt.”

Formuleringer af denne type er dybt problematiske af flere grunde. Det handler dels om sammenblandingen af rettigheden (ytringsfrihed) og måden, den bruges på, dels om gradbøjning eller indskrænkning i anvendelsen af ytringsfriheden af hensyn til de krænkelser eller skader, en ytring angiveligt kan forvolde andre mennesker.

I den vestlige, liberale forståelse af grundlæggende menneskerettigheder er ytringsfrihed negativt defineret. Ytringsfrihed er retten til, at andre ikke blander sig i, hvad man ytrer, og hvordan man ytrer sig. Ytringsfriheden er altså per definition uindskrænket og fuldstændig afkoblet fra, hvad den bruges til og hvordan. For at bøje det i neon: Ytringsfriheden er, ligesom de øvrige liberale frihedsrettigheder, en ret til ikke-indblanding fra andre — i ytringsfrihedens tilfælde i hvad og hvordan man ytrer sig.

I det øjeblik ytringsfriheden begrænses — ved lov eller i praksis — har vi ikke længere ytringsfrihed i liberal forstand. Så har vi i stedet en positivt defineret, statsligt eller socialt sanktioneret ytringsfrihed, der forstås som retten til at ytre sig, forudsat man bruger denne ret på en bestemt måde eller afholder sig fra at bruge den på en bestemt måde. Dette er ikke ytringsfrihed. Det er statsligt (lov) eller socialt (praksis) sanktioneret ytringskontrol.

Denne erkendelse af, hvad ytringsfrihed som rettighed betragtet egentlig er for en størrelse, er helt afgørende for at forstå, hvorfor “ytringsfrihed, men”-synspunktet er så problematisk. En afgørende implikation heraf er, at spørgsmålet om ytringsfrihedens status som rettighed og spørgsmålet om menneskers konkrete brug af denne ret reelt er to vidt forskellige diskussioner, der bør holdes skarpt adskilt. Hvad ytringsfrihed er i politisk-teoretisk forstand, og hvordan den kan beskyttes gennem lovgivning, er én ting — hvad en person mener om en anden persons forvaltning af sin egen ytringsfrihed er noget helt andet.

“Ytringsfrihed, men”-synspunktet er en fatal sammenblanding af disse to diskussioner, der kæder retten til at ytre sig frit sammen med brugen af rettigheden. Dette er en eklatant fejlslutning, når det kommer til de mest grundlæggende rettigheder i et frit samfund, herunder retten til sit eget liv og legeme, retten til privat ejendom og retten til at tænke, tro og ytre sig frit. I den vestlige, liberale tradition er ingen af disse rettigheder knyttet op på, hvordan de i praksis forvaltes eller udnyttes af den enkelte. Hvis jeg — fuldstændig hypotetisk — købte et flygel for en mindre formue og derefter huggede det i stumper og stykker med en økse, ville folk næppe sige til mig: “Ja, vi har privat ejendomsret i Danmark. Men derfor kan du godt tænke dig om.” Folk ville (forhåbentlig) fortælle mig, at det, jeg gjorde, var vanvittigt. Men mit gæt er, at det ville blive efterfulgt af: “Men det må du selv om.” Eksemplet er bizart, men det er mange ytringer også. Og det, at en persons ytring er bizar i andres øjne, er lige så dårligt et argument for indskrænkning af ytringsfriheden, som øksemord på et flygel eller lignende galskab er for indskrænkning af den private ejendomsret.

“Men analogien holder jo ikke!”, vil nogen måske indvende. Der er jo ingen, der vil føle sig krænket eller såret på deres musikalske eller kunstneriske følelser som følge af ovennævnte ødelæggelse af et vellydende, smukt og dyrt flygel, hvorimod hadefulde, hånende eller latterliggørende ytringer på helt anderledes vis kan krænke og såre andre menneskers religiøse følelser — kunne modargumentet lyde.

Fejlslutningen her — i hvert fald i et liberalt perspektiv — handler om definitionen af begrebet “skade” — eller mere præcist: hvornår en persons adfærd skader andre. I Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder fremsat i forbindelse med den franske revolution i 1789 lyder det, at retten til frihed består i at kunne gøre det, som ikke skader andre, forudsat at andre borgere sikres samme ret. Det understreges videre, at disse grænser kun kan bestemmes ved lov. Den britiske filosof John Stuart Mill — der undertiden nævnes som socialliberalismens og/eller De Radikales husfilosof — hyldes blandt andet for at have videreført denne ide og formuleret den som princip i sit hovedværk ”On Liberty” (1859). Mills skadesprincip fastslår, at den eneste legitime begrundelse for magtudøvelse over for en borger i et civiliseret fællesskab imod borgerens vilje er at forhindre skade på andre.

Det er vanskeligt at se, hvordan skadesprincippet skal kunne omfatte krænkelser af religiøse følelser — og potentielt andre følelser, vel sagtens? — uden at blive udvandet til meningsløshed. Det er i sagens natur nødvendigt at trække en grænse et eller andet sted i forhold til, hvad der defineres som “skade”, og hvad der ikke gør. Hvor den grænse går, er ikke nødvendigvis let og lige til at definere, men det er ret så åbenlyst, at det at krænke andres religiøse følelser – eller nogen som helst andre slags følelser – ikke kan sidestilles med fysisk skade og derfor ikke meningsfuldt kan omfattes af skadesprincippet.

Man bevæger sig ud på en glidebane, når man åbner for begrænsninger i ytringsfriheden. For det er umuligt at give en nærmere definition af, præcis hvordan ytringsfriheden bør indskrænkes eller gradbøjes, som alle i et samfund kan være enige om, og som derfor kan opnå bred legitimitet i samfundet — for slet ikke at tale om global legitimitet på tværs af nationale samfund. Dertil kommer, at ingen gradbøjning af ytringsfriheden kan være tilstrækkelig konsistent på tværs af forskellige steder og over tid til, at den giver mening og ikke bliver et arbitrært udtryk for skiftende politiske luner hos dem, der råber højest.

Terrorangrebet på Charlie Hebdos redaktion i Paris den 7. januar var abstrakt set et angreb på ytringsfriheden og konkret et angreb på magasinet Charlie Hebdo. I de store, danske dagblade blev angrebet kaldt for “et angreb på os alle” og “et angreb på demokratiet”, mens andre lod sig inspirere af hashtag’et #jesuischarlie og erklærede: “Vi er Charlie”. Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København var ligeledes “anslag mod vores samfund og vores demokrati” ifølge Politiken, mens Berlingske mener, at vi nu “desværre alle er Charlie”.

Præcision er vigtigt her. Charlie Hebdo blev angrebet, fordi magasinet turde insistere på ubegrænset ytrings- og trykkefrihed, uanset risikoen derved. Det samme gælder debatmødet på Østerbro. Disse angreb handler om ytringsfrihed og religiøse følelser — ikke om demokratiet i bred forstand med alt, hvad det indebærer af frie parlamentariske valg, folkestyre, lighed for loven og andre grundpiller. Et angreb på ytringsfriheden er ikke et angreb på hele og selve demokratiet — det er et angreb på ytringsfriheden, hverken mere eller mindre. At påstå andet bidrager blot til yderligere udvanding af begreberne ”ytringsfrihed” og ”demokrati”.

Hykleriet er udtalt i danske medier. Mange har i ord ønsket at stille sig på Charlie Hebdos side, og tomme erklæringer om, at vi ikke må lade os kyse eller kue, går igen. Men der er en afgrund mellem hvad de siger, og hvad de gør. For de følger kun Hebdo, Hedegaard, Rose, Rushdie, Vilks, Westergaard og andre, der rent faktisk tør at udfordre ekstreme islamisters voldelige intolerance overfor andres ytringer, så længe det ikke for alvor bliver farligt for dem selv. Eksempelvis illustreret ved det redaktionelle synspunkt, at man kun vil bringe en kontroversiel, satirisk tegning såfremt det er nødvendigt som “dokumentation”, hvorefter man vælger ikke at bringe nogen af Charlie Hebdos tegninger efter angrebet på magasinet eller ikke at bringe Lars Vilks’ omstridte tegning af Muhammed som hund efter angrebet på debatmødet i Krudttønden. Relevansen af at trykke disse tegninger som dokumentation synes ellers åbenlys.

Den første halvanden måned af 2015 har gjort det endnu mere ubehagelig klart, end det var i forvejen, at risikoen ved at trykke sådanne tegninger desværre er reel. Frygten er derfor fuldt forståelig. Det var ærligt og tragisk på én og samme tid, da Jyllands-Posten efter angrebet på Charlie Hebdo på lederplads indrømmede, at man afholdt sig fra at genoptrykke Hebdos tegninger af frygt for egen sikkerhed.

Ytringsfriheden er truet. Og den forsvarer ikke sig selv.

Når myndigheder ikke får hvad de troede de havde bestilt

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2013. 2 svar

Tobaksforskning er politisk kontroversiel, hvad jeg selv fik syn for da jeg for et par år siden deltog i en radiodebat med den kendte (og nu uredelighedsdømte) Bente Klarlund. Men det er dog intet mod det farceagtige show, der nu kører i Sverige (hattip: Andreas Bergh).

Det svenske Folkhälsoinstitutet bestilte en redegørelse hos forskere på Karolinska Institutet om, hvad forskningen har at sige om effekten af advarselsbilleder på cigaretpakker. Forskerne havde udover den bestilte rapport også planer om at skrive en artikel om emnet. Det er almindelig praksis, da det ikke kan betale sig for forskere at bruge tid og ressourcer på noget, der ellers ingen forskningsmæssig relevans ville have.

Forskerne fandt, at advarsler ingen effekt har på tobaksforbruget. Det fik en absurd konsekvens, som Sveriges Radio skriver:

Forskare vid Karolinska Institutet fick i uppdrag av Statens Folkhälsoinstitut att undersöka om varningsbilder på cigarettpaket hade en avskräckade effekt på rökare, men när resultatet presenterades var myndigheten inte nöjd med forskarnas arbete. Statens Folkhälsoinstitut kräver nu att forskarna ska dra tillbaka artikeln som myndigheten själva beställde.

Bestilleren, Folkhälsoinstitutet, nægter nu åbenbart at betale de 400.000 kroner, som kontrakten med KI lød på. De kræver også at forskerne trækker den artikel tilbage, som de har skrevet om emnet. Bortset fra at en leder fra Folkhälsoinstitutet nægter at kommentere på indholdet, er det nærliggende at antage, at det netop er indholdet, som er politisk umuligt at acceptere. Det er stadig ikke comme il faut at tale imod den politiske konsensus at røg er ondt og ethvert politisk indgreb er godt.

Fri debat

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. februar 2010. 19 svar

To punditokrater (én nuværende, én forhenværende) og en åndsbeslægtet “fellow traveller” er dd. medstiftere af det nye pro-ytringsfriheds forum “Fri Debat”. Mere hér, manifest dér og kronik hér.

Update: Mere her

Mod selvmedlidenhed og religiøs kollektivisme kæmper selv den bedste (måske) forgæves.

Af Niels Westy, den 30. marts 2009. 51 svar

I torsdags afholdt Cepos den fjerde og sidste i rækken af integrationsarrangementer. Det skulle vise sig at blive langt den mest underholdende, omend jeg ikke er sikker på, at redaktøren for denne blog, Christian Bjørnskov, er helt enig. Han blev uretmæssigt til målet for et helt igennem usagligt, groft og pinligt angreb på sin person og sin forskning, hvilket dog i sidste ende mest af alt afslørede afsenderen for hvad han er.

Overskriften på arrangementet var ”CEPOS konference om indvandring, kultur og det liberale demokrati”, hvorunder Christian holdt et velstruktureret oplæg centreret omkring graden af tillid i et samfund, og baseret på den solide forskning han har bedrevet indenfor feltet gennem en række år. Som Christian lagde ud med at sige var hans oplæg baseret på positiv i modsætning til normativ forskning (hvis man da kan kalde det sidste forskning overhovedet, hvilket undertegnede ikke mener). Lidet kunne han ane, at den slags finesser gik hen over hovedet på både den efterfølgende oplægsholder og en del af tilhørerne. Formentlig fordi de er ude af stand til at skille faktuel viden fra egne fordomme, hvorved forskning som redskab til større indsigt og viden ikke længere er mulig. Det er herefter blot endnu et redskab til at bekræfte egne fordomme.

Som det kan ses nedenfor, gik nogle da endda videre, og mente at forskningen skulle være underlagt om det var ”gode” eller ”farlige/onde” resultater. Men lad mig kort gøre rede for hvad det er for en farlig forskning Christian, der har leveret nedenstående figurer, har bedrevet.

Tillid i det multikulturelle samfund.

Som det formentlig er de fleste bekendt er Danmark igen og igen blevet udråbt til verdens lykkeligste land, baseret på en række internationale spørgeskemaundersøgelser, omfattende ca. ½ mio. respondenter over hele verden og deres svar på om de er lykkelige eller tilfredse. Det er selvfølgelig ikke uvæsentligt at der er tale om hvad folk selv mener. Det kunne jo være at Danmarks placering skyldes at vi er et særligt nøjsomt folkefærd der ikke stiler store krav til livet, ligesom andre befolkningers mindre grad af tilfredshed kunne være afledt af at de stiller for store forventninger til fremtiden. Men det kunne også være, at det skyldes, at der er fundamentale faktorer der har betydning for vores tilfredshed, som f.eks. tillid, og at denne ikke er ligelig fordelt. 

For at gøre en lang historie kort, har Danmark også verdensrekord i tillid, Vi har her, så at sige, en absolut fordel frem for andre lande. Ca. 2/3 af danskerne svarer, at man som udgangspunkt kan stole på fremmede personer. Andre lande med høj tillid er f.eks. resten af Skandinavien, Holland og New Zealand. I den modsatte ende af skalaen ligger lande som Trinidad og Brasilien, hvor kun 3% af befolkningen mener, at man som udgangspunkt kan have tillid til fremmede. Før nogen herefter konkluderer, at det må skylde vores homogene sammensætning, og at et mere multikulturelt samfund vil være skadelig for borgernes tillid til hinanden, vil jeg henvise til nedenstående figur 1, som på y-aksen viser borgernes tillid til hinanden og på x-aksen viser befolkningsdiversiteten (jo tættere ved nul jo mere homogen og jo tætte ved 1, jo mere sammensat).

Den viste sammenhæng foranledigede Christian til at konkludere to ting; For det første, at det er os (i de nordiske lande og Holland) der er ”underlige” i forhold til resten af verden – pågældende lande er markeret på figuren. For det andet, at multietnicitet i sig selv ikke har betydning for tilliden i et samfund. Derudover ved vi fra studier af EU-landene, at tilliden over grænser i lighed med indenlandsk tillid er meget stabil, og at vores tillid til andre landes befolkning i vid udstrækning falder sammen med deres egen tillid internt.

Dernæst gennemgik han sammenhængen mellem forskellige befolkningsgruppers tillid og deres ”bedsteforældres” hjemland, i den udstrækning man kan afdække denne (vanskeligt for store dele af den sorte befolkning) i USA, ved hjælp af figur 2, der ses herunder. Nederste linie angiver tilliden i de østeuropæiske lande der har været kommunistiske, og forskellen mellem de to linier viser omkostningen i kraft af tabt tillid, som kommunismen har kostet borgerne i de pågældende samfund.

Én gruppe skiller sig ud i USA, og udviser markant mindre tillid, både indbyrdes og til resten af den amerikanske befolkning. Det er sorte med rødder tilbage til slaveriet. Der er tale om en gruppe der i høj grad opretholder en væsentlig grad af segregation, modstanden mod f.eks. blandede ægteskaber kommer primært fra ”egne rækker”.

Christian konkluderede efter sin gennemgang, at der ikke var grund til at bekymre sig om etnisk diversitet som sådan, men at der var grund til integrationsbekymring for definerbare grupper, og som han selv sagde, hvilket skulle det vise sig var en korrekt iagtagelse, så var det en politisk ukorrekt konklusion, omend jeg var lidt overrasket over hvad der fulgte.

Fatih Alev, fra ambassadør for islam til religiøst formørket tudefjæs.

Det næste oplæg stod Fatih Alev – som de fleste formentlig kender fra medierne – for. De første 10 minutter optrådte han som positiv ambassadør for muslimer i Danmark, og var godt på vej til at underminere den opfattelse af at ”alt ondt startede med Mohammed”, som den monokulturelle og kulturkonservative del af tilhørerne (og dem var der også nogle af) var mødt op med. Herefter knækkede filmen desværre for ham, da han kommenterede Christians oplæg. Grundlæggende tror jeg ikke han havde forstået meget af hvad Christian egentlig havde sagt.

For hvad Christian konkluderede på sin forskning var dels at multietnicitet ikke i sig selv var et problem. Dels at man ikke kan bruge religion som en forklarende faktor, og at der ikke var faktuel belæg for at pege på, at indvandrerne var muslimer som et problem i forhold til tillid. Derimod betød det noget hvor indvandrere/flygtninge kom fra, nærmere betegnet de arabiske/mellemøstlige lande, hvor tilliden er meget lav. Sammenholdt med at vi ved, at ”Tillid nedarves tidligt i livet, særligt fra moderen, at samme etniske grupper i vid udstrækning ikke gifter sig uden for egen gruppe, at kvinderne er særligt dårligt integrerede, og at autoritær opdragelse er udbredt og mytedannelse er almindelig” medfører paralelsamfund for denne gruppe at de reproducerer den lave tillid.

Jeg havde egentlig regnet med at Fatih Alev havde fanget pointen med at det ikke er islam der er problemet, at det måske var derfor han var i så godt humør de første minutter af sit oplæg, men ak. Christians forskning blev sammenlignet med det 3. riges race-ideologier og gav anledning til at stort set resten af Fatih Alevs oplæg blev en opvisning i og bekræftelse af mine værste fordomme overfor religiøse mennesker. Herunder ikke mindst at menneskelig nysgerrigh
ed og forskning skal under
lægges hensynet til religiøse behov. Så fra at være et forsøg på positivt at markedsføre sin religion og dets udøvere endte det med den sædvanlige kritik og pegen fingre af, at vi har en åben debat, og vi fik den sædvanlige selvmedlidende grædekonevise. Han blev selvfølgelig bakket op af den kulturrelativistiske del af forsamlingen.

Her bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke reaktionen på Christians oplæg i høj grad hang sammen med at han er en hvid mand fra Århus. Hvordan mon reaktionen ville have været, hvis det var min kone, der er vokset op i verdens mindst tillidsfulde samfund (af de målte), Brasilien, der havde holdt et lignende oplæg, og i en sammenligning af Danmark og Brasilien havde konkluderet, at en af parametrene for at vi har en bedre levestandard, og f.eks. er mindre stressede (og det viser internationale undersøgelser) skyldes vores tillid. Ja, hun kunne formentlig være sluppet afsted med rigtigt mange ting, fordi hun IKKE ligner en dansker.

Eller også var hun måske blot blevet angrebet for ikke at være loyal overfor sine ”egne”, hvilket jo fra tid til anden overgår indvandrere der bliver ”for danske”. En kritik der både lyder fra dem der fortsætter med at leve som om de ikke var flyttet fra deres oprindelsesland (hvilket unægtelig er ganske nemt, så længe skatteyderne finder sig i at finansiere det) og fra de kulturrelativistiske kredse der med næsten religiøs fanatisme og uden nogen form for videnskabeligt belæg fremturer i at alt, og hermed alle kulturer er lige gode, – vist nok bortset fra den mest succesfulde, nemlig den vestlige kultur, der i samme åndedrag gøres ansvarlig for alt ondt her i verden.

Måske skulle jeg invitere et par af de hellige (både religiøst og politisk ment) på kaffe – det kunne jo være Fatih Alev og Jacob Holt, så kunne de med latinsk temperament få læst og påskrevet i en sådan grad af min kone, at jeg formentlig ville begynde at forsvare hendes hjemland og dets kultur.

Replik til Lars Hedegaard (og Trykkefrihedsselskabet)

Af Jacob Mchangama, den 3. juli 2008. 63 svar

Nedestående er en replik til en klumme skrevet af Lars Hedegaard på 180grader. Lars Hedegaard får naturligvis lejlighed til at svare i et gæsteindlæg her på bloggen.

Jeg er behørigt beæret over at Trykkefrihedsselskabet (“Selskabet”) har valgt at svare på min klumme på 180grader vedrørende Trykkefrihedsselskabets forhold til ytringsfriheden i forbindelse med Gert Wilders tale i Danmark. Et svar der oveni købet er forfattet af selskabets formand Lars Hedegaard. Jeg kan dog ikke lade være med at mistænke Selskabets valg af skribent for ikke at være udtryk for en æresbevisning af undertegnede, men snarere som en behændig manøvre beregnet til at undgå at tage stilling til konteksten for min oprindelige klumme. For sagen er jo den at min klumme tog afsæt i en klumme skrevet af Trykkefrihedsselskabets næstformand Katrine Winkel Holm (“KWH”), hvor denne rasede mod CEPOS, fordi denne tænketanks direktør tillod sig at rette opmærksomheden mod vigtigheden af også at beskytte øvrige frihedsrettigheder end ytringsfriheden, uden i øvrigt at tage afstand fra sidstnævnte rettighed.

Dette var nok til at få KWH til at fare i blækhuset med en påstand om at Martin Ågerup “vrængede af forsvaret for ytringsfriheden“. Man måtte med andre ord forstå, at KWH fandt forsvaret af ytringsfriheden så vigtigt, at alle udtalelser, der på nogen måde kan tolkes som sættende spørgsmålstegn ved denne rettighed, berettiger håndfast kritik. Med udgangspunkt i dette forhold er det svært andet end at konkludere, at Selskabet har et selektivt forhold til ytringsfriheden. For hvor Martin Ågerup i sin klumme jo faktisk bekræftede sin opslutning til ytringsfriheden, er Wilders forslag om et forbud mod koranen et frontalangreb derpå.

Man kan også sammenligne Selskabets behandling af Geert Wilders med Selskabets indstilling til en række andre personer. Trykkefrihedsselskabets personkreds har ved flere lejligheder – berettiget – kritiseret kulturpersonligheder, som Tøger Seidenfaden og Uffe Ellemann Jensen, for deres inkonsistente holdninger og manglende støtte til Jyllands-Posten og ytringsfriheden under Muhammed-krisen. Men hverken Uffe Ellemann eller Tøger Seidenfaden har på noget tidspunkt fremkommet med så vidtgående forslag om indskrænkning af ytringsfriheden, som Geert Wilders. Alligevel er det svært at forestille sig Selskabet belønne Uffe Ellemann eller Tøger Seidenfaden med minutlange klapsalver og passionerede forsvarsskrifter, som det er tilfældet med Geert Wilders. Mon ikke de nævnte personers respektive holdning til islam er afgørende derfor?

Hedegaards påstand om, at Geert Wilders ikke blev inviteret på grund af sine holdninger til islam er således – med al respekt – ganske overraskende. De holdninger til islam, som Wilders giver udtryk (islam er totalitær, der findes ikke en moderat version af islam, Vesten er under angreb etc.), er så godt som identiske med dem adskillige ledende medlemmer af Selskabet bruger uendelige liter blæk (og galde) på at udbrede i den offentlige debat. Søren Krarup – stiftende medlem af Selskabet – summer det vel bedst op med følgende udtalelse: “Jeg synes, at hans [Wilders] karakteristik af islam er meget præcis og rigtig“.

Hedegaard erkender selv indirekte denne pointe i sin klumme ved ligesom Wilders at sammenligne islam med nazismen. (Hedegaards “historiske” udredning herom vil jeg undlade at kommentere idet Wilders – og Hedegaard – naturligvis skal være velkommen til at sammenligne islam med hvilken som helst ideologi man måtte finde passende uanset om der måtte være historisk belæg derfor eller ej).

Hedegaard gør endvidere gældende, at Gert Wilders ikke var “æresgæst” men blot “gæst”. Nuvel, dette er et udsnit af Krarups oplevelse af Wilders-arrangementet:

De hyldede ham bagefter med minutlang, stående ovation, som han tog imod med en tiltalende beskedenhed. Der var ikke antydning af de billige politiker-uvaner, som vi kun kender alt for godt, og som jeg havde frygtet ved ham. Virkelig en mand af format, som derfor tør se den islamiske trussel i øjnene, som udgør nutidens dødelige fare mod Europa.

KWH skrev følgende om Wilders:

Han holdt en velformet, velargumenteret tale, baseret på en solid analyse af islam og afslørede, at han, udover at være velbegavet, også vidste mere om islam end Vesselbo og hele Venstre folketingsgruppe tilsammen[…]Er Wilders en stor mand? Jeg ved det ikke. Men jeg véd, at Wilders er langt mere vidende og langt mere modig end den massive majoritet af danske politikere, regeringschefen inklusive.

Såfremt, Wilders holdninger til beskyttelsen af ytringsfrihed bød Selskabet og dets medlemmer imod – og Selskabet i øvrigt ikke er enig med Wilders holdninger til islam – er det svært at begribe, hvorfor Wilders tale blev modtaget med minutlange stående klapsalver og efterfølgende forsvarsskrifter. At holde arrangementet i Landstingssalen signalerede heller ikke just afstandtagen fra Wilders holdninger. At betegne Wilders som æresgæst synes derfor helt på sin plads.

Hedegaards bedste pointe er den, at Hedegaard – såvel som KWH og Krarup – offentligt har taget afstand fra Wilders forslag om at forbyde koranen. Det tjener naturligvis Selskabet til ære at man ikke så direkte og eklatant bryder med sin egen mission. Men Selskabets kritik af Wilders forslag om koranforbud synes at være noget halvhjertet. Hedegaard savnede tilsyneladende modet og/eller viljen til i sin velkomsttale at konfrontere Wilders med Selskabets påståede principielle modstand mod Wilders forslag. Et synspunkt, der ellers ville have været nærliggende og klædeligt at fremføre når nu ytringsfriheden ligger Selskabet så meget på sinde. I en anden video fra Wilders tale kan man høre KWH spørge til baggrunden for Wilders forslag om at forbyde koranen, hvilket Wilders høfligt svarer på. Men svaret bliver (så vidt ses af videoen) ikke imødegået af KWH (eller andre). Ikke ligefrem imponerende af en næstformand i et selskab skabt til forsvar for ytringsfriheden.

Krarup har tillige udtalt at Wilders holdning er udtryk for “nogle måske klodsede formuleringer og et enkelt dårligt forslag“. Mon karakteristikken ville være den samme, såfremt en Georg Metz, en Klaus Rifbjerg eller en Tøger Seidenfaden havde foreslået at forbyde Luthers værk “Jøderne og deres løgne”?

I et passioneret forsvarsskrift for Wilders skriver KWH endvidere: “Der er ingen grund til at bruge tid på at argumentere imod hans forslag om at forbyde Koranen, som man klart må afvise“. Med denne begrundelse kunne Selskabet jo ligeså godt nedlægge sig selv. Enhve
r tilhænger af ytringsfri
heden må også klart afvise indskrænkninger af ytringsfriheden baseret på koranen og fortolkninger deraf, men bekæmpelse af og argumenteren imod denne slags indskrænkninger udgør 99% af Selskabets aktiviteter for så vidt angår ytringsfrihed. Hvis ikke forsvarere af ytringsfriheden aktivt skal bekæmpe forslag om forbud af bøger (endog et forslag fremsat af en folkevalgt politiker), så er det svært at pege på, hvad forsvarere af ytringsfriheden skal beskæftige sig med. Et klart eksempel på, at man i Selskabet bagatelliserer holdninger, der indskrænker ytringsfriheden, såfremt disse kommer fra islamkritikere, mens sådanne holdninger fra egne ideologiske modstandere, mødes med indigneret foragt. 

I det hele taget synes arrangementet mest at have handlet om islam, en del om indskrænkningen af Wilders frihed og forsvindende lidt om den indskrænkning af ytringsfriheden Wilders gerne ser sine modstandere udsat for.

Jeg må således fastholde min påstand om, at Geert Wilders optræden hos Selskabet er svært at forene med Selskabets erklærede formål, og at Selskabet i højere grad beskæftiger sig med at bekæmpe islam end at kæmpe for ytringsfriheden.

Norsk bog om Muhammed-karikatur

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2008. 8 svar

Redaktionen fik forleden en besked fra ’John Smith’ – et pseudonym for en for os ukendt nordmand, som er i gang med at skrive en bog om Muhammed-karikaturer. Som led i nogle mediers bekræftelse af ytringsfriheden, bringer vi her Johns opfordring:

1001 karikaturer av Muhammed

Hvad bør svaret fra vestens frihedselskende mennesker være på de fascistiske kræfter i Islam som truer med vold for at forhindre kritik og karikaturer af Islam?

Hvis du er en af de mange som deler min opfatning at vi må bekæmpe denne totalitære ideologi, så har du nu chancen for at deltage.

Jeg skriver en bog kaldet “1001 karikaturer af Mohammed” som et forsvar for retten til at kritisere og lave karikaturer. Som det fremgår af bogens titel, så har jeg behov for bidrag i form a 1001 karikaturer af Mohammed.

Jeg skriver bogen under et pseudonym på grund af farerne ved kritik af Islam. Alle bidrag vil blive behandlet fortroligt og alle karikaturer bliver offentligjort under pseudonymer.

Skab historie: forsvar friheden som mange tager for givet. Med en blyant kan du rejse dig og kæmpe for retten til frihed. Send dine bidrag til:

1001.muhammed@gmail.com

 

(endnu) Mere om FN og ytringsfrihed

Af Jacob Mchangama, den 14. april 2008. 6 svar

Undertegnede var i aftes i DR Udland (23 minutter inde i udsendelsen) for at kommentere på et initiativ fra FNs såkaldt alliancefri stater. Disse stater har oprettet et center for “Menneskerettigheder og Kulturel Diversitet” i Teheran. Som man kan forestille sig er det ikke en styrkelse men derimod en indskrænkelse af ytringsfriheden dette center skal beskæftige sig med. De Alliancefri stater søger nu FN organisationen UNESCOs støtte til dette center, hvilket skal ses i sammenhæng med de alliancefri staters (ledet af de muslimske stater i OIC) bestræbelser på at relativisere ytringsfriheden i FNs Menneskerettighedsråd, som vi har behandlet indgående på denne side. 

 

Geert Wilders, ytringsfrihed og national sikkerhed

Af Jacob Mchangama, den 5. marts 2008. 22 svar

Den hollandske politiker Geert Wilders har produceret en islam-kritisk film ved navn “Fitna“, som angiveligt snart vil blive vist i Holland. Filmens budskab er tilsyneladende at Koranen bør forbydes da den ifølge Wilders er en opskrift på det totalitære samfund og at sammenligne med en bog som “Mein Kampf”. Filmens budskab har vakt bestyrtelse blandt muslimer i både ind og udland og – som det efterhånden er blevet til kutyme fra en desværre ikke ubetydelig del af denne verdens muslimer – dødstrusler mod Wilders og det hollandske samfund.

De kraftige reaktioner har angiveligt fået den hollandske regering til at overveje at nedlægge forbud mod filmens visning før den overhovedet har været vist. Et sådant forbud vil udgøre et eklatant indgreb i ytringsfriheden. Ikke bare fordi det vil censurere politisk debat, som per definition bør have særdeles vide rammer i et liberalt demokrati. Men også fordi at indgrebet er præventivt og tilsyneladende overvejes fra øverste hold rettet mod et specifikt individ og altså ikke via underordnede offentlige instanser eller efter anmeldelse fra privatpersoner. Den slags præventiv censur fra en regeringstop kendetegner lande som Cuba, Venezuela og visse diktatoriske muslimske lande, hvor kritik af styrerne og/eller religion undertrykkes og aldrig kommer frem i den offentlige debat (i det omfang en sådan findes).

At Wilders hvis han kom til magten selv ville indskrænke ytringsfriheden ved at forbyde Koranen kan ikke tillægges afgørende vægt. Om man finder, at Wilders er en frihedshelt, der udstiller virkeligheden bag en fascistisk religion eller en populistisk og demagogisk bigot kan heller ikke tillægges afgørende betydning. Kontroversielle, provokerende og chokerende synspunkter og ideer er også beskyttede af ytringsfriheden. Så længe Wilders ikke opfordrer til vold mod muslimer bør hans film således frit kunne vises af interesserede fjernsynsstationer og opleves af interesserede seere (om end det ikke kan garanteres at en national eller international domstol ville tilsidesætte et eventuelt forbud). De der måtte føle sig provokerede af filmen kan frit vælge at zappe væk og imødegå Wilders synspunkter ad demokratisk vej.

Men her kommer det interessante i forhold til debatten om frihedsrettigheder her i landet – særligt blandt borgerlige. Den hollandske regerings overvejelser om et forbud hviler tilsyneladende på hensyn der kan rubriceres under “national sikkerhed”, herunder hollandske statsborgeres liv. Med Kai Sørlander i spidsen har visse borgerlige debattører og læsere af denne blog gjort gældende, at administrative indgreb i frihedsrettigheder baseret på national sikkerhed ikke skal kunne prøves af domstole.

Skulle denne præmis gælde i nærværende sag ville Wilders film altså ikke bare administrativt kunne forbydes uden anden begrundelse end en henvisning til national sikkerhed. Wilders skulle heller ikke have mulighed for at få prøvet, hvorvidt et sådant indgreb var i strid med hans ytringsfrihed (Wilders vil dog ikke kunne nægtes domstolsprøvelse i Holland).

Dette ville ifølge Sørlander et als tænkning være udtryk for at pålægge den udøvende magt sit rette “demokratiske ansvar” i en retsstat. En sådan tingenes tilstand ville dog efter min mening være utålelig i et liberalt demokrati og hvor end hypotetisk viser et sådant scenarie, hvor let den udøvende magts beføjelser kan anvendes vilkårligt og indgribende, såfremt der ikke er en uafhængig instans, der kan efterprøve, hvorvidt den udøvende magts handlinger er lovmedholdelige og respekterer grundlæggende frihedsrettigheder.   

Spørg Atilla III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. januar 2008. 1 svar

Jeg har tidligere her på stedet (her og her) omtalt retssagen mod den liberale, tyrkiske akademiker Atilla Yayla, som kom for skade i et akademisk foredrag at kritisere Tyrkiets grundlægger, Kemal Atatürk (som han formastede sig til at referere til som “denne mand”), og persondyrkelsen af denne.  Nu er juryen færdig, om man så må sige–og de fandt Yayla skyldig i at have fornærmet landsfaderen.  Dommen?  15 måneder i fængsel (omend den blev suspenderet, og Yala iøvrigt er gået i eksil i Storbritannien). 

Læs mere hos vores gode ven Tom Palmer og i selveste New York Times.

Oops!…I Did It Again

Af Niels Westy, den 12. oktober 2007. Skriv et svar

Hvis nogen fortsat skulle være i tvivl om, at Venezuela og Hugo Chavez med raske skridt er ved at udvikle sig til et autoritært og udemokratisk styre, må det seneste tiltag feje den sidste tvivl af banen.

Denne gang er det et populært latino-pop-idol, Alejandro Sanz, der ifølge Reuters, har fået forbud mod at optræde på statsligt ejede stadions, fordi han for et par år siden kritiserede “kamerat” Hugo (og andre ledere i sydamerika) på en turne. Derfor er en koncert for 15.000 i hovedstaden Caracas den 1. november aflyst.

Gad vide hvad journalisten, Niels Lindvig, der tidligere har forsvaret lukningen af regeringskritiske TV-stationer i Venezuela mener om den sag? Kunne man forestille sig, at han vil forsvare beslutningen med et par ord om, at der er tale om billig popmusik?

Det er jo ikke ukendt, at socialistiske herskere har forbudt forskelige former for musik, det skete i den gamle østblok, på Cuba osv.

I forvejen må man som udlænding forvente at blive udvist af landet, hvis man offentligt kritiserer Venezuelas regering.

Det begynder i betænkelig grad at ligne noget verden har set en del gange før, og synes at bekræfte den gamle tese om, at socialisme altid ender i diktatur, så må vi se om det bliver et “fullblown” socialistisk diktatur, eller om det ender med et kup. At håbe på en fredelig forandring forekommer efterhånden urealistisk

En modig mand I

Af admin, den 4. oktober 2007. 2 svar

Her på denne blog kritiserer vi ofte statsministeren. Hvordan kan vi andet med den politik, der føres?

Som sædvanligt rammer Edith Thingstrup plet i sit debatindlæg i dagens Berlinger (desværre, intet link), når hun peger på, at regeringen er mere interesseret i at købe sympati hos socialdemokratiske vælgere end at tilgodese borgerlige og liberale, fordi deres stemmer jo allerede er sikrede. Det er irriterende rationelt og frustrerende svært at gøre noget fornuftigt ved – andet end at kritisere, og det gør vi så.

Men der skal også være plads til at rose, når rosen er fortjent. Og det var den i statsministerens åbningstale i tirsdags.

Tænk, vi har en statsminister, der ved Folketingets officielle åbning i den grundlovsforeskrevne tale tør tage åbent og velbegrundet afstand fra de forsøg, der foregår i FN regi på at begrænse ytringsfriheden.

Kunne man forestille sig en socialdemokratisk statsminister (uanset hvem af dem) sige noget tilsvarende om FN? Eller hos en svensk statsminister (uanset partifarven) eller en norsk (uanset hvem overhovedet)

Næppe. Så ros herfra for det.

Trods alt banker der et liberalt hjerte bag facaden. Det er bare pokkers, at det banker så roligt og velkalkuleret.

Terror suspects considered bombing journalist behind ”Mohammed cartoons”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. oktober 2007. 5 svar

As a service to our occasional, non-Danish readers we ”break” for a news story of a particular interest to those who followed the Danish ”cartoon crisis” in 2006, which we covered several times, including our comment by Samuel Rachlin (in English).

Tuesday this week it was divulged that the four suspected terrorists on trial in the Danish city of Odense in the so-called “Vollsmose terror case” may have planned to bomb Flemming Rose, the Culture Editor of the Danish newspaper Jyllands-Posten which in 2005 commissioned the cartoons of Mohammed, the founder of the religion of Islam, which a few months later was used to ignite a number of violent attacks against Danish firms and diplomatic representations, and where the costs in lost money and lost lives have not yet been fully tallied.

During the trial at the Courthouse in Odense one of the four individuals accused of planning terror attacks in Denmark divulged that he and the three others, together or separately, had discussed and/or worked on several planned bomb attacks. One of the ideas discussed included the construction of a remote-controlled bomb that should have been directed against Rose. The bomb would be planted in a car that was supposed to be driven into Rose’s private home. (It has already been uncovered that “A.K.”, the particular member of the group who suggested the idea, had considered killing one of the cartoonists. He also wrote letters in praise of Osama bin Laden and Abu Musab Zarqawi and offered himself: “Revenge, revenge! I am the first volunteer! God is great!”)

The suspected terrorist behind the disclosures Tuesday, a 32 year old Danish convert to Islam code-named “A.A.” in the trial, suggested that the idea of attacking Rose was not serious but he also admitted during the court case Tuesday that two of the group actually had detonated a bomb on a soccer field behind a school in Odense. It was also divulged that the group—which collected videos of Islamist decapitations of kidnapped victims as well as speeches by Osama bin Laden and photos of the 19 9/11 high-jackers—planned to use chemical fertilizers to construct a number of bombs.

Politically correct, Danish (and non-Danish) commentators will no doubt say that Rose should have expected something like this to happen. Disrespectfully, we disagree. Nobody ought to expect that questioning or even peacefully taking shots at a religion will result in death threats. Rose and the cartoonists to this day are under police protection, just as many other people with direct or indirect connections to the “cartoon crisis” have been, including many journalists, several academics and businessman and at least a few politicians. They and their families live or have lived in fear merely due to some other individuals’ exercise of their freedom of speech.

Altogether, this is a sad reminder of Thomas Jefferson’s words that the price of freedom is eternal vigilance.

For a recent interview with the thoughtful Flemming Rose in Reason Magazine, go here. To read his English-language blog at Pajamas Media, go here.

Rose & Reason

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. oktober 2007. 10 svar

Et af mine favoritmagasiner gennem nu 20 år, Reason Magazine, har i sit seneste nummer et interview med en af mine danske favoritjournalister (og dem er der ikke mange af), Flemming Rose.  Læs mere om Muhammed-krisen her, bl.a. dette:

“[What] really bothers me today—and this hasn’t been reported very widely—is that right after the cartoon crisis, the Organization of the Islamic Conference at the United Nations sponsored a resolution condemning the “ridiculing of religion.” It didn’t pass, but in March of this year the United Nations Human Rights Consul, which is the highest international body in the world for the protection of human rights, passed a resolution condoning state punishment of people criticizing religion. I think this is a big scandal. This was a direct result of the “cartoon crisis.” Fortunately the European Union voted against it. But countries like Russia, Mexico and China supported the resolution. And in this resolution, they call on governments to pass laws or write provisions into their constitutions forbidding criticism of religion. This would give a free hand to authoritarian regimes around the world to clamp down on dissidents.

One of the lessons I have drawn from this experience is that free speech is indivisible. I am in favor of removing all blasphemy laws and laws criminalizing Holocaust denial… I think that in a globalized world, the way forward is not raise barriers “protecting people,” or calling for “responsible speech,” but to do away with all kinds of limitations of speech.”

Enhedslisten og Irak I

Af Jacob Mchangama, den 25. juli 2007. 6 svar

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid har udtalt:

”Det er også nødvendigt, at vi støtter f.eks. irakernes kamp mod besætterne. Det er i alt for høj grad lykkes at stemple modstandsbevægelserne som terrorister. I bund og grund er de et udtrykt for almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv“

Efterfølgende har Enhedslistens Frank Aaen bakket op om udtalelserne med følgende udsagn til BT:

”Vi er kede af det hver gang, et menneske dør i krig, dansker, iraker eller amerikaner. Men kamp mod en besættelsesmagt er helt legitim – og vi har hele tiden været imod krigen i Irak og ment, at besættelsesstyrkerne skal trækkes hjem. Men vi er samtidig imod alle former for terror. Det er jeg overbevist om, at Asmaa er enig i, og derfor er intet i dét, hun er citeret for, der peger i en anden retning”

Spørgsmålet er nu hvilke konsekvenser – om nogen – Abdol-Hamids og Aaens udtalelser skal medføre. Jeg vil i to på hinanden følgende indlæg anlægge henholdsvis en juridisk og dernæst en politisk/moralsk vinkel på udtalelserne. Først den juridiske. 

Søren Pind har luftet tanken om strafforfølgning efter straffelovens § 100, stk. 1, og den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov har nu indgivet en politianmeldelse mod Abdol-Hamid for overtrædelse af førnævnte bestemmelse, der lyder som følger:

”Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil 6 år.”

På undertegnede virker strafferetlige sanktioner dog, hverken juridisk holdbart eller i øvrigt ønskværdigt. § 100 er en næsten ubenyttet bestemmelse i den danske straffelov. Så vidt ses er den seneste dom vedrørende § 100 (da §73) fra 1915 (og vedrørte rettelig § 100 stk. 2 om fremmed indblanding) og resulterede i en frifindelse for ytringer, om at Danmarks handelspolitik under 1. verdenskrig var neutralitetsstridig. Alene det forhold, må medføre, at der skal foreligge særdeles skærpende omstændigheder før bestemmelsen tages i anvendelse.

Endvidere synes det tvivlsomt om Abdol-Hamids udtalelser er omfattet af gerningsindholdet i § 100. Der er naturligvis ikke tvivl om, at offentlighedskravet er opfyldt. Det er derimod mere tvivlsomt, om Abdol-Hamids udtalelser konkret havde til formål at ”tilskynde” til fjendtlige handlinger mod danske soldater i lovens forstand, hvilket er et krav for bestemmelsens anvendelse for så vidt angår tilskyndelse. Udtrykket ”støtte” til irakernes kamp er så ukonkretiseret, at det strafferetligt næppe kan anses for at udgøre en tilskyndelse til fjendtlige handlinger.

Endnu mere usandsynligt er det, at Abdol-Hamid skulle kunne dømmes for, at have fremkaldt en ”øjensynlig fare” for fjendtlige forholdsregler, idet dette led ifølge den kommenterede straffelov indebærer et ”objektivt krav til farens evidens, som må føre til, at kun fremkaldelse af en høj grad af risiko er strafbar”. Der er næppe mange irakiske oprørere der læser, socialister.dk, eller som i øvrigt har brug for Abdol-Hamids udtaleser for at legitimere deres nihilistiske adfærd. Som jeg tidligere har været inde på her på bloggen skal EMRK artikel 10 endvidere tages i betragtning, og ytringsfriheden må antages at være vid for så vidt angår en politikers udtalelser om et emne af særdeles væsentlig offentlig interesse, også selvom statens skønsmargin er bred når det drejer sig om national sikkerhed.

Når borgerlige politikere som under Muhammed-krisen og i forhold til f.eks. Hugo Chavez’ lukning af en kritisk tv-station talte for en nærmest ubegrænset ytringsfrihed pludselig taler for at straffe kontroversielle ytringer, smager det grangiveligt af, at man begår samme form som dobbeltmoral som man – med rette – beskyldte venstrefløjen for under Muhammed-krisen, nemlig kun at ville beskytte ytringer, der passer ind i eget værdipolitiske verdensbillede. Men ytringsfriheden må nødvendigvis også gælde de ytringer man er lodret uenig i og som man finder decideret stødende, oprørende og udtryk for en hyklerisk og totalitær politisk anskuelse. At Abdol-Hamid og Aaens udtalelser falder i sidstnævnte kategori tror jeg Søren Pind og jeg kan være enige i, som jeg skal vende tilbage til i næste indlæg

Ytringsfrihed: EMRK vs. Grundloven

Af Jacob Mchangama, den 14. juli 2007. 5 svar

Denne punditokrat havde i mandags en klumme i 180grader omhandlende grundlovens § 77 og i hvilket omfang denne bestemmelse sikrer ytringsfriheden. I klummen skrev jeg bl.a.:

Juridisk set er ytringsfriheden her i landet bedst beskyttet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10. Denne bestemmelse har først indirekte via afsmitning på dansk ret og – efter EMRKS inkorporering i dansk ret – direkte medført en materiel beskyttelse af ytringsfriheden.

Ovenstående konklusion er netop blevet bekræftet af retten i Lyngbys dom i injuriesagen anlagt af Islamisk Trossamfund mod Pia Kjærsgaard for dennes anvendelse af ordene landsforræderi, femte kolonne virksomhed, misinformation og løgnehistorier om Islamisk Trossamfunds aktiviteter under Mohammed-krisen.

Af rettens pressemeddelelse fremgår det bl.a. at ovennævnte udtryk

må opfattes som Pia Kjærsgaards vurdering af delegationernes aktivitet, og at udtalelserne derfor er udtryk for en værdidom.

[..]Retten har også fastslået, at der fortsat er grænser for, hvad man kan give udtryk for om andre, uden at blive straffet for injurier. Men ved fastlæggelse af denne grænse har sammenhæng, situation og personkreds stor konkret betydning. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis har også en væsentlig indflydelse på vurderingen.

Rettens brug af ordet “værdidom” er en direkte anvendelse af EMDs praksis, hvor “value judgements” nyder en høj grad af beskyttelse under EMRK artikel 10. Om dommen var faldet anderledes ud, såfremt Danmark ikke havde ratificeret EMRK er ikke til at sige, men det er ubestrideligt, at det er EMRKs materielle snarere end grundlovens formelle ytringsfrihed, der juridisk set har medført de største landvindinger for ytringsfriheden i Danmark de seneste 15-20 år, selvom mange danskere har en oplevelse af, at grundlovens sikrer ytringsfriheden materielt set.

På trods af EMRKs gennemslagskraft i dansk ret kan jeg stadig stå inde for nedenstående konklusion fra klummen i 180grader:

Grunden til, at den almindelige dansker tror sig bedre beskyttet af Grundlovens § 77 end bestemmelsen konkret berettiger til, skal givetvis findes i, at der siden grundloven blev til har udviklet sig en sund tradition for, at det politiske liv må tåle kritik og modsigelser, der før grundloven blev bortcensureret. Danmark har derfor en politisk kultur, der under indtryk af befolkningens retsfølelse de facto har ladet ytringsfriheden udfolde sig indenfor brede rammer på trods af den ringe retlige beskyttelse. Ytringsfriheden er derfor et sjældent eksempel på et område, hvor det politiske liv i overvejende grad har undladt at regulere og indsnævre befolkningens frihed, på trods af den retlige mulighed herfor. Dette skyldes givetvis, at politikere godt ved, at det ikke er populært at indskrænke ytringsfriheden og at sådanne indgreb som oftest vil medføre antipati fra vælgerne. Når frihedsrettighederne på denne måde lever i befolkningen, og befolkningen instinktivt bakker op om disse, udgør en sådan folkelig forankring i praksis et sikrere – og præventivt – værn mod indskrænkninger i ytringsfriheden end en grundlovsbestemmelse med materiel ytringsfrihed, men uden folkelig forankring. Det er således at foretrække, at det politiske liv fører selvjustits og lader offentlige ytringer flyde frit, frem for at ytringsfriheden kontinuerligt skal sikres via indgreb fra den dømmende magt. I et liberalt demokrati er borgernes frihedssfære nemlig sikrest, når domstolene er frihedsrettighedernes sidste snarere end første forsvarsbastion.

Danske og colombianske holdninger til FARC

Af Jacob Mchangama, den 6. juli 2007. 2 svar

Tøjfirmaet “Fighters and Lovers” slog sig en overgang op på at sælge T-shirts med budskaber, der støtter terrororganisationer, som PFLP og colombianske FARC. Der verserer p.t. en straffesag mod Fighters and Lovers direktør, for at yde støtte til en ulovlig terror organisation. Man kan diskutere, hvor berettiget en straffesag er i et sådant tilfælde. Det må i min optik stå enhver person frit for at bære hagekors, hammer og sejl, Hamas flag og andre budskaber, der støtter menneskefjendsker organisationer og ideologier. I nærværende tilfælde er der dog angiveligt tale om at overskuddet for salget af t-shirtsene skulle gå til de omtalte organisationer. Hvis det vitterligt kan bevises, at pengene ville gå til terrororganisationer bliver en strafferetlig sanktion selvfølgelig mere legitim.

På undertegnede virker det dog langt stærkere end et strafferetsligt efterspil, at en stor del af de colombianere FARC påstår, at de kæmper for og som Fighters and Lovers vel ønsker at være “solidariske med” er gået på gaden i protest mod FARCs mange myrderier og kidnapninger.

Hvis Chavez kan, kan Musharraf vel også

Af Niels Westy, den 4. juni 2007. 2 svar

Pakistans regering har lukket for kabeladgang til en populær TV-kanal, efter at TV-stationen har vist regeringskritiske indslag – og advarede andre TV-stationer mod at kritisere regeringen – som det fremgår af CNNs hjemmesider:

“On Sunday morning in Lahore, cable operators had warned national and international broadcasters that their channels would be blocked if they aired anything critical of the the Pakistani government”.

– Det virker jo bekendt, se også

http://www.cnn.com/2007/WORLD/asiapcf/06/03/pakistan.tv/index.html .

Gud vide om Dr-journalisten, Niels Lindvig, der støtttede Hugo Chavez beslutning om at fratage Venezuelas eneste uafhængige landsdækkende TV-kanal dens sendetilladelse, også mener, at det er ok, når Musharraf gør sig i at lukke kritiske TV-stationer – det må man vel gå ud fra.

Muhammed, Danmark & ACLU

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. maj 2007. 3 svar

Kender man lidt til amerikanske forhold, og er man grundlæggende positivt indstillet overfor klassiske frihedsrettigheder, så må man næsten også per definition have et lidt ambivalent forhold til den amerikanske borgerrettighedsorganisation, American Civil Liberties Union (ACLU).   Blandt mange amerikanske konservative (men ikke alle–mere her) er den afskyet, fordi den bliver opfattet som en “left liberal, bleeding heart” organisation, hvis medlemmer er “bløde”, når det gælder den nødvendige retshåndhævelse.  Men blandt mange andre–klassisk liberale som venstreorienterede–er der en stor respekt for, at organisationen ofte tager slagsmål til fordel for klassiske frihedsrettigheder.

Denne punditokrat har ihvertfald altid selv haft et lidt ambivalent syn på ACLU.  Jeg har fundet det fremragende, at de ihærdigt har forfægtet habeas corpus, ytringsfrihed, adskillelse af kirke og stat, o.s.v.  Men jeg har også fundet deres læsning af den amerikanske Bill of Rights lidt selektiv–de har sjældent gjort meget ud af det 2. forfatningstillæg, selvom det altså sådan set også er en borgerrettighed, og mens de mange kommunister, som var med til at stifte ACLU godt kunne lide adskillelse af stat og kirke, gik de aldrig meget op i, at religionsfrihed også betyder retten til at udøve ens religion.

Og med den politiske korrektheds fremmarch i 1980erne og 1990erne var det næsten forudsigeligt, at denne også på et tidspunkt kunne få ACLU til at tippe endnu mere i den retning, som jeg ihvertfald ikke værdsætter.  Netop det emne var forleden omtalt i detaljer på Wall Street Journals debatsider, i kronikken “The American Liberal Liberties Union”, hvori advokaten Wendy Kaminer argumenter, at ACLU er ved at blive ret selektiv på ytringsfrihedens front–og midt i det hele dukker Danmark og Muhammedkrisen op.   Her kommer et langt uddrag:

“ACLU Defends Nazi’s Right to Burn Down ACLU Headquarters,” the humor magazine The Onion announced in 1999. Those of us who loved the ACLU, and celebrated its willingness to defend the rights of Nazis and others who had no regard for our rights, considered the joke a compliment. Today it’s more like a reproach. Once the nation’s leading civil liberties group and a reliable defender of everyone’s speech rights, the ACLU is being transformed into just another liberal human-rights group that reliably defends the rights of liberal speakers.

This transformation is gradual, unacknowledged and not readily apparent, since evidence of it lies mainly in cases the ACLU does not take. It’s naturally easier to know what an organization is doing (and advertising) than what it is not doing. But a review of recent free-speech press releases turns up only a handful of cases in which ACLU state affiliates defended the rights of conservative, antigay or otherwise politically incorrect speakers. And lately the national organization has been remarkably quiet in several important free-speech cases and controversies.

One of the clearest indications of a retreat from defending all speech regardless of content is the ACLU’s virtual silence in Harper v. Poway, an important federal case involving a high-school student’s right to wear a T-shirt condemning homosexuality. Of course, the ACLU doesn’t speak out on every case, but historically it has vigorously defended student speech rights, as its Web site stresses. It is currently representing a student in a speech case before the Supreme Court, Morse v. Frederick (involving the right of a student to carry a nonsensical “Bong Hits 4 Jesus” banner at an off-campus event). The ACLU pays particular attention to the right to wear T-shirts with pro-gay messages in school, proudly citing cases in which it represented students wearing pro-gay (as well as anti-Bush) T-shirts. This year, the ACLU awarded a Youth Activist Scholarship to a student who fought the efforts of her school to bar students from wearing T-shirts that said “Gay, Fine by me.”

So in 2004, when Tyler Chase Harper was disciplined for wearing a T-shirt declaring his religious objections to homosexuality, civil libertarians might have expected the ACLU to protest loudly. Mr. Harper was barred from attending classes when he wore the antigay T-shirt to school on an official “Day of Silence,” when gay students taped their mouths to symbolize the silencing effect of intolerance. Represented by the Alliance Defense Fund, he sued the school district. That same year, the ACLU initiated the first of two actions against a Missouri school that punished students for wearing “gay supportive T-shirts,” eventually securing a promise from the school to “stop censoring,” the ACLU Web site boasts. Mr. Harper, however, was unsuccessful in his quest to stop school censorship. In a patronizing, antilibertarian decision in which Judge Stephen Reinhardt stressed the imagined feelings of gay students, the Ninth Circuit rejected Mr. Harper’s First Amendment claims. (There was a sharp dissent from Judge Alex Kozinski.)

… The Harpers didn’t need representation from the ACLU. But the organization frequently speaks up for the rights of people it does not represent, like Guantanamo detainees, and often files amicus briefs in important civil liberties cases. Given its focus on student rights and religious liberty (one of the ACLU’s priorities), it’s hard to explain the ACLU’s apparent equanimity about the violation of Mr. Harper’s First Amendment rights–unless you consider the content of his speech. 

This case does not appear to be anomalous. Despite its professed commitment to religious liberty, for example, the ACLU tends to absent itself from cases on college campuses involving the associational rights of Christian student groups to discriminate against gay students, in accordance with their religious beliefs. But conservative students might be grateful for the ACLU’s absence. Consider its intervention in a successful federal court challenge to an unconstitutional speech code at Georgia Tech, brought by the Alliance Defense Fund in 2006 on behalf of two conservative religious students. The ACLU of Georgia filed an amicus brief proposing a substitute but still overbroad “antiharassment” policy that included a prohibition on “injurious communications . . . directed toward an individual because of their characteristics or beliefs.” In other words: Students should be punished for sharply criticizing or satirizing each other’s beliefs if their remarks are deemed “injurious.”

Og så til Danmark:.

“The ACLU was even AWOL in one of the most visible and frightening free-speech controversies in recent years–the Muhammad cartoons, which many condemned as “hate speech.” When Muslim groups violently protested the cartoons (first published in the Danish press), when American newspapers declined to publish them for fear of reprisals, and when the U.S. State Department condemned their publication–the ACLU exercised its right to remain silent. In fact, its press office actually advised ducking questions about the cartoons that might arise during discussions of torture at Abu Ghraib. A set of talking points from the press office recommended responding to questions about the cartoons by exhorting the U.S. government to “demonstrate . . . that it is taking the Abu Ghraib images seriously.” (This was later spun as an effort to stay on message about abuses at Abu Ghraib.)

Not until an ACLU donor complained about this silence on the cartoon controversy, and questions about it were
raised before the ACLU bo
ard, did ACLU Executive Director Anthony Romero speak up–quietly. He mentioned the controversy in a relatively obscure dinner speech to the National Association of Hispanic Journalists. He sent a letter to the University of Illinois urging it not to discipline student editors who published the cartoons in a campus paper. In a letter to the ACLU board, Mr. Romero both denied and defended the ACLU’s relative silence: “With regard to the cartoons, rather than put out a hortatory statement that no one would read (except insiders) but might make us feel good about ourselves, we have tried to engage in thoughtful forums and discussions that relate to the issue. Speaking out on an issue involves more than slapping a paragraph together and posting it on a website.”

…

Why did the ACLU avoid issuing a loud and clear public statement decrying violent efforts to suppress the Muhammad cartoons? Its silence may have reflected growing sympathy among ACLU leaders and supporters for restricting what many liberals condemn as hate speech. “Take hate speech,” Mr. Romero remarked to the New York Times in May 2006. “While believing in free speech, we do not believe in or condone speech that attacks minorities.” (He was commenting on a proposal to bar board members from criticizing the ACLU–a proposal that was amended only after being exposed in the Times.) “

Kronikøren leverer flere lignende eksempler og sammenfatter:

“This is not the same organization that once took pride in its costly, principled decision to defend the rights of neo-Nazis to march in a community of Holocaust survivors in Skokie, Ill. Of course the ACLU hasn’t definitively abandoned its defense of speech: Large, national organizations change incrementally. But people should no longer depend on the ACLU to defend what they preach (especially at a cost), if it disapproves of what they practice.”

Mugabonomics

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. maj 2007. 10 svar

Som allerede omtalt af vores ærede redaktør , synes Venezuelas folkevalgte diktator, den socialistisk-nationalistiske (eller var det omvendt?) Hugo Chavez, nu at ville konkurrere på internationalt plan. Nærmere bestemt virker han forhippet på at ville gøre Robert Mugabe og Fidel Castro rangen stridig som en af dem, der hurtigst kan køre en–i det store billede–relativt velfungerende udviklingsøkonomi i sænk. Han bruger også Mugabes metoder, herunder vilkårlige besættelser af private gårde. Her er mere fra Wall Street Journals artikel:

“Now Mr. Chavez is taking his revolution to the Venezuelan countryside. “We must end latifundios,” he said in a televised speech in March, referring to large agrarian estates. “The people order it, and we will do it, whatever the cost.” Then he announced the seizure of a land area larger than the state of Rhode Island.

Since coming to power, The Chávez government has handed over 8.8 million acres, an area bigger than Maryland, for use by the poor. While much of this was state-owned land that was either idle or leased to ranchers, some 4.5 million acres were “recovered” from private owners, Mr. Chávez said recently. In some cases, the government compensated them. In most others… it has simply turned a blind eye to land invasions.

The government bills land reform as a way to make Venezuela self-sufficient infood. But so far, the effect has been to undercut production of beef, sugar and other foods, as productive land is handed over to city dwellers with no knowledge of farming. Established farmers and ranchers, fearing their land may be seized next, are cutting investment in their operations to a minimum.

The chaos in the countryside has contributed to shortages in basic items like milk and meat, a paradox in a country enjoying an economic boom traceable to high oil prices. Also spurring the shortages are price controls on certain foods that keep them prices below the cost of production. Meanwhile, 19%-plus inflation–as oil revenue floods the economy–spurs panic buying: purchasing price-controlled and other goods the shopper might not immediately need for fear of having higher prices in the future or not finding the items at all.

“You get up at dawn to hunt for a breast of chicken all over town. Housewives are in a foul mood.” says Lucylde Gonzalez, a Caracas homemaker, who says she hasn’t seen an egg in a week.”

Kunne man forestille sig, at nogen ville brokke sig over det? Ja, men så må de jo se, om de kan få fat i en journalist fra de medier, som ikke i samme anledning bliver frataget deres sendetilladelser.

Curtailing Freedom of Speech: The Human Rights Council in Action (again)

Af Jacob Mchangama, den 5. april 2007. 4 svar

On 30 March 2007 the United Nation's Human Rights Council (the Council) concluded its 4th regular session in Geneva. The outcome of the session was eagerly awaited since the previous three regular and four special sessions have shown that the Council is as prone to politicised bias as its predecessor the Human Rights Commission. The Council has – among other things – consistently singled out Israel for condemnation while resisting serious scrutiny of Sudan's atrocities in Darfur. Many of the Council's failings stem from the fact that it is bitterly divided between Western and non-Western states with markedly different agendas resulting in very little substantive action being taken by the Council when it comes to protecting human rights.

However, the result of the fourth session – seven resolutions and two decisions (all non-binding) – served to reinforce the divisions within the Council. Three of the decisions and resolutions were carried through with all Western states (a coalition of 11-14 states including Canada, France, Germany, Japan, Netherlands, Switzerland and the United Kingdom) voting against. Moreover several of the decisions represent a step in the wrong direction when it comes to the protection and relevance of international human rights.

The most worrying example of the Council pursuing an agenda contrary to the protection of human rights and freedom is the resolution on "combating defamation against religions", tabled by the Organization of the Islamic Conference (OIC). According to this resolution all instances of religious discrimination, hatred and defamation must be combated by UN-member states. Yet the resolution is deeply flawed and biased in two aspects.  

Firstly, the resolution only specifically mentions Islam and "Islamophobia", which according to the resolution is a particular concern. While it is likely that many innocent Muslims have suffered discrimination after September 11, Muslims minorities in Western countries – against whom the resolution is aimed – enjoy far larger freedom than religious minorities in most Muslim countries, including the ones on the Council.

According to the US State Department's country reports on religious freedom Council members Saudi-Arabia and Pakistan are home to widespread discrimination against both Muslim and non-Muslim religious minorities. In Saudi-Arabia public worship of other religions than the official version of Sunni Islam is prohibited and sanctioned with criminal liability. Moreover text-books used in public schools include language which is anti-Semitic, anti-Christian and anti-Shiite.

In Pakistan members of the Ahmadi religion have by constitutional amendment been declared non-Muslim. Moreover according to the report the Pakistani penal code

 "prohibits Ahmadis from calling themselves Muslims or posing as Muslims, referring to their faith as Islam, preaching or propagating their faith, inviting others to accept the Ahmadi faith, and insulting the religious feelings of Muslims".

The punishment for violation is imprisonment for up to three years. Such discriminatory practises would be unthinkable in any Western state where Muslims are protected by anti-discrimination laws and generally enjoy the right to practice their faith.

The second – and most pressing – problem with the resolution is that the call for combating defamation of religions is at odds with freedom of expression. The resolution should be seen as a consequence of the so called Cartoon- crisis, which ensued after Danish newspaper Jyllands-Posten published a number of drawings of the Prophet Mohammed. This led to riots in many Muslim countries, death threats and calls for conviction of the responsible editors.

However both Danish and French courts have decided that publishing the drawings was within the limits of the right to freedom of expression. Should the resolution be followed it would therefore result in a drastic restriction on freedom of expression and thus the right and ability to publicly debate and criticise religious doctrines, a right central to the functioning of Western style liberal democracy. This is illustrated by Pakistan's blasphemy laws which according to the above mentioned report

"sanction the death penalty for defiling Islam or its prophets; life imprisonment for defiling, damaging, or desecrating the Qur'an; and ten years' imprisonment for insulting another's religious feelings".

The incompatibility of the resolution with freedom of expression also follows from the Cairo Declaration the OIC's own human rights instrument. Article 22 of said charter states that

"Everyone shall have the right to express his opinion freely in such manner as would not be contrary to the principles of the Shari'ah".

Accordingly Islamic religious doctrine is put before the right of the individual to express his or her thoughts and follow his or her conscience. It is such a state of affairs that the resolution aims for. If individual freedom including freedom of speech is to retain a meaningful protective sphere at the international level the resolution must be unequivocally rejected, and the right to dissent and subject religion to public debate and criticism upheld.

The fourth session of the Council served as yet another reminder that the Council is not worthy of its mandate and that a majority of non-Western states are determined on abusing the Council for their own agendas, which are often in conflict with the protection of human rights. Western states must now ask themselves how long they will continue to lend legitimacy to a body whose practice merits none.