Tag: Milton Friedman (side 1 af 2)

Konsekvenserne af Friedmans udfordring

I 1968 var Milton Friedman præsident for the American Economic Association og var derfor forpligtet til at holde en presidential address ved den årlige konference det år. De fleste af den slags oplæg er en slags opsummeringer, enten af oplægsholderens eget arbejde eller af arbejdet i et bestemt felt. Det er der bestemt ikke noget galt i – jeg har det seneste år set fine eksempler af bl.a. dansk-britiske Toke Aidt, da han var præsident for the European Public Choice Society i 2015 – men Friedman ville noget andet og mere med sit oplæg.

To nye papirer – et af Robert E. Hall og Thomas J. Sargent, der er ude som NBER Working Paper, og et andet af Greg Mankiw og Ricardo Reis, der kommer i Journal of Economic Perspectives, sporer hvordan Friedmans 1968-address ændrede makroøkonomisk tænkning (hattip: Niclas Berggren).

Friedman udfordrede måden, nationaløkonomer tænkte kortsigtet udvikling og inflation på ved at udfordre den måde, man så den såkaldte Phillips-kurve på. Kurven, der er opkaldt efter den newzealandske økonom A.W. Phillips, tilsiger at der eksisterer en trade-off mellem arbejdsløshed og inflation. Hvis man politisk sænker arbejdsløsheden gennem ekspansiv politik, er omkostningen højere inflation. Kurven var enormt indflydelsesrig i politik i hele den vestlige verden, hvor politikere sigtede efter at sænke arbejdsløsheden (primært for at vinde næste valg). Lidt højere inflation virkede som en rimelig pris at betale, ikke mindst fordi de omkringliggende lande sandsynligvis gjorde det samme.

Friedman indså, at denne trade-off kun gav logisk mening på meget kort sigt. I sin presidential address skitserede han denne logik, som vi i dag underviser i på snart sagt alle universiteter: 1) Antag at regeringen fører ekspansiv økonomisk politik og får held til at sænke arbejdsløsheden. 2) Der er nu lavere arbejdsløshed, og qua den mindre risiko for at blive arbejdsløshed kan arbejdstagere og deres fagforeninger kræver højere lønninger. De regner dog stadig med, at inflationen er den samme som sidste år (de har adaptive forventninger). 3) De højere omkostninger for virksomhederne bliver overvæltet i priserne – og fører også til at de fyrer flere / ansætter færre. 4) Priserne er nu steget – der er kommet inflation – hvilket fører til at arbejdstagerne må kræve højere lønninger. Friedmans grundlæggende pointe her er netop, at arbejdstagerne / fagforeningerne nu kan observere, at inflationen er steget, og derfor kræver at lønningerne skal følge med op. Vi vender dermed tilbage til 3) hvor virksomheder igen overvælter de højere omkostninger i priserne og fyrer folk.

I sidste ende er økonomien tilbage i en situation med højere arbejdsløshed, men også med permanent højere inflation: Lønforhandlingerne er baserede på arbejdstagernes forventede inflation, som nu er steget permanent. Derfor stiger lønningerne også hurtigere, og inflationen er dermed automatisk højere. Den eneste konsekvens, den ekspansive politik dermed har haft på lidt længere sigt, er at føre til permanent højere inflation mens arbejdsløsheden er tilbage der hvor man startede. Efter Friedman har man således kaldt dette niveau af arbejdsløsheden for enten NAIRU – the Non-Accelerating Inflation Rate of Unemployment – eller blot den naturlige arbejdsløshed.

Friedmans store og ganske revolutionerende pointe var derfor, som Hall og Sargent formulerer det, at ”real outcomes are invariant to the monetary policy rule”. Med andre ord er effekterne af simpel økonomisk politik (i Friedmans version pengepolitik) rent midlertidige. Der eksisterer ikke et trade-off mellem arbejdsløshed og inflation, og politikerne kan derfor på ingen måde ’vælge’ et niveau for arbejdsløsheden. Edward Phelps arbejdede på samme tid som Friedman med basalt set samme ideer, og med John Mutt og Robert Lucas arbejde omkring rationelle forventninger fik ideen om, at politikere kan påvirke økonomien på langt sigt endnu et skud for boven. Det først skud, og det der angav retningen, var dog Friedman og Phelps tydelige kritik, og deres formulering af vigtigheden af forventningsdannelse for, hvordan økonomisk politik virker. Nationaløkonomi blev aldrig det samme, og politikeres måde at tænke økonomisk politik ændrede sig også – omtrent 25 år senere.

The record of history is absolutely crystal clear

“…. so the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.”

Ovenstående citat stammer fra et interview med Milton Friedman i 1979 -se det fulde interview nedenfor. Og med det seneste socialistiske eksperiment, Venezuela, i totalt kaos, kan det kun undre, at der fortsat  er de som tror der findes en 2. eller 3. vej. For historien er som Friedman siger “krystalklar”. Kun lande baseret på markedsøkonomi har været i stand til at sikre ordentlige levevilkår for den brede befolkning.

Punditokraternes “gamle redaktør” Peter Kurrild-Klitgaard er inde på det samme i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende, Socialismen forarmer – altid, hvor Peter bl.a. skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Peter henviser også studier af Martin Paldam og Erich Gundlach, af hvad de kaldte »ægte tvillinger«: Lande, der oprindeligt havde hørt sammen og nogenlunde lignede hinanden i udgangspunktet, men blev skilt fra hinanden og hvor den ene endte med markedsøkonomi, mens den anden endte med planøkonomi, altså  socialistisme. Man undersøgte bl.a. Vesttyskland og Østtyskland (1945-89), Sydkorea og Nordkorea samt Folkerepublikken Kina og »tigerøkonomierne« (Taiwan/Hong Kong Singapore), Østrig og Ungarn (1945-1989), Østrig og Tjekkoslovakiet (1945-1989) og Finland og Estland (1945-89). Konklusionen var i alle tilfælde entydig. Ikke overraskende klarede markedsøkonomierne sig væsentligt bedre end den planøkonomiske tvilling.

Kina og Taiwan illustrerer godt pointen. Som det fremgår af nedenstående grafer, som viser udviklingen i købekraftskorrigeret BNP for henholdsvis Kina og Taiwan i figur 1 samt Taiwan og Danmark i figur 2, er forskellen til at tage og føle på.

Figur 1.

taiwan kina

Kilde: Penn World Tables 9.0

Figur 2

dk - taiwan

Kilde: Penn World Tables 9.0

Som bekendt ændrede Kina i betydelig grad model fra slutningen af 1970erne og frem, har de seneste årtier oplevet meget høje vækstrater – omend officielle tal formentlig overdriver den reelle vækst. Den opnåede vækst i de seneste årtier har dog ikke været nok til at opveje de første årtiers relative stagnation. Forskellen målt på BNP per indbygger er således i dag større mellem Taiwan og Kina, end den var i 1960. Mens Taiwan kun var ca. dobbelt så velstående i 1960, er man i dag ca. 3 gange så velstående målt på BNP. siden 1990erne er forskellen dog indsnævret betydelig (på et tidspunkt i 90erne var Kinas velstand kun en smule højere end 10 procent af Taiwans). Som det fremgår er Taiwan i dag på niveau med Danmark. I 1960 var vi 5 gange rigere end dem. for Kina’s vedkommende gælder, at de målt på BNP per indbygger, ca. er på niveau med Danmark i 1960.

Peter tager i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende udgangspunkt i Venezuela og Chile. En ikke helt urimelig sammenligning. Som det fremgår af nedenstående figur 3, var Venezuela målt på BNP per indbygger væsentligt mere velstående end Chile i midten af 1970erne, hvor Chile indledte sine omfattende reformer, der i løbet af kort tid omdannede landet fra en statscentreret og lukket økonomi, til en af verdens frieste økonomier (se figur 4).

Omvendt i Venezuela, hvor man netop på det tidspunkt kastede sig ud i forsøget på en industrialisering baseret på importsubstitution. Det var samtidig starten på den deroute, som foreløbigt er med den totale økonomiske (og på alle mulige andre måder ) nedsmeltning, landet oplever i disse år, med varemangel, ekstreme inflationsrater og hastigt faldende BNP.

Figur 3

cv2

Figur 4

cv1

Det kan kun undre at fortalerne for socialisme og planøkonomi fortsat ikke har indset, at det altid ender på samme måde. Eller som punditokraternes gamle redaktør skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Og jo, Venezuela er i den grad et socialistisk eksperiment, selv om venstrefløjen lige nu løber med 1000 km, i timen væk fra dette seneste fallerede eksperiment. Bla. er langt over 1000 private virksomheder er blevet nationaliseret, mens både den førte finans- og pengepolitik, landbrugsreformer mv. stort set minder om hvad vi før har oplevet under bl.a. Allende i årene 1970 til 73 i Chile.  Mens Chile endte i diktatur og markedsreformer, der heldigvis også endte med at blive fulgt op af politiske reformer og tilbagevende til demokrati. Er Venezuela foreløbig endt med at militæret er den reelle magthaver. Om det så ender med et egentlig militærdiktatur, har vi fortsat til gode at se.

At udviklingen blot endnu en gang understreger Friedmans pointe om markedets afgørende rolle burde være “krystalklart”.

Eller som jeg slutter af med i min kronik, Kunsten at misforstå liberale idéer, i Børsen søndag:

liberale reformer virker. Se blot på Sydamerika. De er forskellen mellem lande som oplever fortsat fremgang og lande, som nu må sande, at trods et historisk råvareboom i nullerne, står man igen midt i en akut økonomisk krise.

Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i regionen de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.

Peru, som reformerede økonomien i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.

Konklusionen er klar. (Neo)liberale reformer – privatiseringer, deregulering af markeder mv – fremmer vækst og fremgang. Sydamerika leverer beviset.

Friedman om euroen – hvor præcis kan man være?

For 19 år siden, i august 1997, var Milton Friedman blevet bedt om sin vurdering af euro-projektet. Den 28. blev den udgivet hos Project Syndicate (hattip: Niclas Berggren). Friedmans tekst fik titlen ”The Euro: Monetary Unity to Political Disunity?”

I den korte artikel tog Friedman delvist udgangspunkt i teorien om optimale valutaområder. Han understregede, at en fælles valutakan være en god idé, afhængig af hvordan tilpasningsmekanismerne til økonomiske stød fungerer. USA har således relativt stor geografisk mobilitet og en befolkning, der for det meste taler samme sprog og deler samme information og begrebsverden. Der er også begrænsede forskelle på den økonomiske politik i de 50 stater, og de deler velfungerende vare- og arbejdsmarkeder uden grænser, ligesom der er fiskale udligningsmekanismer, der håndteres nogenlunde fornuftigt politisk.

Friedman påpegede derefter, at EU ser meget anderledes ud, med langt større regulering, stivere markeder, og meget begrænset mobilitet. Helt særligt så han, hvordan den politiske dynamik omkring euro-zonen ville virker. Som Friedman skrev dengang:

“The drive for the Euro has been motivated by politics not economics. The aim has been to link Germany and France so closely as to make a future European war impossible, and to set the stage for a federal United States of Europe.  I believe that adoption of the Euro would have the opposite effect. It would exacerbate political tensions by converting divergent shocks that could have been readily accommodated by exchange rate changes into divisive political issues. Political unity can pave the way for monetary unity. Monetary unity imposed under unfavorable conditions will prove a barrier to the achievement of political unity.”

Euroen var sandsynligvis tænkt som en made, at hjælpe historien på vej – på samme måde, men mindre voldeligt, som russiske marxister, der gennem erobringskrig i øst prøvede at hjælpe en historisk proces, som Marx og Lenin påstod var uafvendelig.  I den lille artikel og i andre medier pegede Friedman i retning af den udvikling, man ser for tiden med Brexit og EU-elitens reaktioner. Vågner toppen i Bruxelles ikke snart op af dens historisk-didaktiske drømme, kan flere forlade EU. Og dem, der først forlader unionen, er dem der mindst passer i en fransk-keynesiansk drøm om et politisk styret område, hvor det er grandiøse planer og politisk storhed, der kontrollerer hvem der får hvad, og ikke noget så snavset og kaotisk som frie markeder og konkurrence. Friedman så, at uden velfungerende markeder og konkurrence, river et fælles-politisk område sig selv i stykker – og det er de økonomisk selvhjulpne, der forlader skuden først.

Havde Hayek og Friedman ret? En test på pressefrihed

Hayek-Friedman-Hypotesen (HFH) er blandt de mest omdiskuterede i politisk økonomi, om end ofte med et andet navn end HFH. Hypotesen handler basalt set om, at man ikke kan have stabilt demokrati uden at have en nogenlunde fri markedsøkonomi. Hayek dækkede den i sin ”The Road to Serfdom” fra 1944 og Friedmans version udkom som ”Capitalism and Freedom” i 1962. Siden da har hypotesen været kritiseret gentagne gange – ikke mindst fra den lille socialt liberale og dermed ikke-fascistiske venstrefløj, der sætter demokrati højt, men ikke bryder sig om økonomisk frihed.

Et af de mest vedholdende kritikpunkter mod HFH er, at hypotesen ikke er præcist formuleret. I særlig grad har kritikerne haft ret i, at særligt Hayek, men i en vis grad også Friedman, ikke helt fik beskrevet de mekanismer, hvorigennem indskrænkninger af befolkningens økonomiske frihed undergraver demokratiet. Jeg har derfor klattet et papir sammen, hvor jeg tester en måske mere præcis version af HFH.

Papiret hedder ”Hayek-Friedman in the Press: Is there an Association between Economic Freedom and Press Freedom?” Den grundlæggende idé er, at mange af Friedmands teoretiske argumenter – og en del andre – starter med at indgreb i den økonomiske frihed undergraver mediernes frihed. Ser man på udviklingen i mange lande, starter både demokratiseringer og det modsatte med ændringer i mediernes frihed. Og i paneldata over en 21-årig periode viser sammenhængen sig at være ganske stærk. Hayek og Friedman havde overordnet helt ret, men det demokratiske skred sker mere præcist, når kontrolentusiastiske politikere udbreder deres markedsstyring til en styring af den information, deres borgere må få.

Abstractet er nedenfor og den første version af papiret kan læses her:

The Hayek-Friedman Hypothesis states that economic freedom is a prerequisite for stable democracy. I test a variant of the hypothesis focusing on press freedom, which is arguably an important component of any democratic polity. Combining the Freedom House index of press freedom and the Heritage Foundation Index of Economic Freedom yields a large annual panel dataset between 1993 and 2011. Estimates show that improvements of economic freedom are associated with subsequent improvements of press freedom. The overall association is mainly driven by changes in market openness.

Hvad ville borgerløn som i Finland betyde i Danmark?

Finland er formentlig på vej til at indføre en borgerløn. Både til højre og venstre i det politiske spektrum kan man finde fortalere for sådan et system. Men vil det være en god idé i Danmark?

Svaret må blive det lidt kedelige: ”Det afhænger…”.

Her er et par simple regnestykker. De viser meget kort fortalt, at en model som i Finland enten vil føre til en eksplosion i de offentlige udgifter, eller til et betydeligt fald i overførslerne til dem, som ikke er erhvervsaktive.

Ikke foreneligt med liberal samfundsorden
Allerførst dog et principielt synspunkt. Indførelse af borgerløn er ensbetydende med at pålægge dem, der forsørger sig selv, også at forsørge mennesker, som godt kunne forsørge sig selv. Det er et system, hvor dem med størst præference for pengeindkomster bliver tvunget til at betale til dem, der har mindst præference for dem og hellere vil bruge deres tid på noget andet. Det er jeg lodret imod. Det er ikke foreneligt med min opfattelse af en liberal samfundsorden. Punktum.

Effekter af borgerløn
Spørgsmålet er imidlertid, om indførelse af borgerløn er bedre end den massive omfordeling, vi allerede kender. Milton Friedman er den mest berømte fortaler for borgerløn – eller negativ indkomstskat – ud fra denne betragtning. Det glemmes dog ofte, at Friedman også havde stærke reservationer.

I sin reneste form ”giver” borgerløn alle en garanteret minimumsindkomst. I Finland (hvor man dog foreløbig er i en eksperimental fase) er det (ifølge min overfladiske indsigt) åbenbart meningen, at alle i den erhvervsaktive alder skal have 800 euro skattefrit i borgerløn om måneden.

Fordelen ved et sådant system er, at man ikke mister sin borgerløn, hvis man har ekstra indkomst. Det hæmmer derfor ikke incitamentet til at arbejde på samme måde som med f.eks. kontanthjælp og dagpenge, som tabes, hvis man kommer i arbejde. Det øger isoleret set arbejdsudbuddet.

Men – og det bliver en gang imellem overset – en borgerløn virker modsat for dem, der allerede er i arbejde. De kan reducere deres arbejdsudbud med færre økonomiske konsekvenser end i dag. I dag kan man kun få de fleste typer overførselsindkomst, hvis man ikke arbejder. Det gør det mindre attraktivt at reducere arbejdsudbuddet for de allerede beskæftigede.

Hertil kommer, hvad der sker med de effektive marginalskatter. Hvis borgerlønnen erstatter indkomstafhængige overførselsindkomster som daginstitutionstilskud, vil det sænke den effektive marginalprocent. Men hvis der skal skaffes ekstra provenu til at finansiere borgerlønnen med, vil det øge marginalskatterne og reducere de beskæftigedes arbejdsudbud.

Hvis vi indfører borgerløn, vil nogle, som i dag ikke arbejder, begynde at arbejde, mens nogle af de beskæftigede vil arbejde mindre. Effekten er ikke entydig og givet på forhånd. Det er én vigtig pointe at have in mente.

En anden vigtig pointe er, at en borgerløn kan opfattes som værdien af et skattefradrag – blot med den vigtige tilføjelse, at bliver skatten negativ, bliver beløbet udbetalt til borgeren.

Friedman kaldte, som sagt, sin model for negativ indkomstskat. Derfor kan vi opfatte borgerlønnen som en del af skattesystemet og skattesystemets omfordeling.Det har bl.a. den konsekvens, at det ikke betyder noget, om borgerlønnen aftrappes i takt med øvrig indkomst eller ej. Aftrapning kan gøre behovet for provenu til at finansiere borgerlønnen mindre og derfor muliggøre lavere marginalskatter. Men aftrapningen indgår også i den sammensatte marginalprocent, og derfor bliver virkningen af de lavere marginalskattesatser ophævet igen. Hvis en model med aftrapning indrettes, så den har samme fordelingsvirkning som en model uden aftrapning, vil den have samme sammensatte marginalsatser, når det hele regnes med.

Hvad koster det at indføre borgerløn?
Nu kommer vi til et springende punkt. Hvad vil det koste at indføre borgerløn? Forbløffende mange fortalere for systemet har slet ikke regnet på det, eller blot gjort sig forestillinger om det. Information havde en lang artikel om det finske systems anvendelighed i Danmark uden at beskæftige sig med så primitive detaljer!

Svaret på spørgsmålet afhænger helt af, hvor høj borgerlønnen skal være i forhold til de eksisterende overførsler.

Hvis ingen skal miste overførselsindkomst
Man kan som den ene yderlighed forestille sig, at de nuværende modtagere af overførselsindkomst ikke stilles økonomisk ringere, således at der bruges det samme på de nuværende overførselsindkomstmodtagere som i dag. Dermed kommer borgerlønnen reelt til at gå til de nuværende beskæftigede oveni, hvad de får i dag. Dem er der ca. 2,5 millioner af. Hvis alle skal have en borgerløn svarende til 800 euro om måneden oveni, mangler der ca. 650 euro, hvis vi begynder med at give dem skatteværdien af deres personfradrag. Det vil kræve 146 mia. kr. ekstra. Hvis vi finansierer det med at hæve skatten på arbejdsindkomst, skal marginalskatten for alle stige med 12,7 pct.

Dette er regnet før adfærd. Men vi ved, at en forøgelse af progressionen vil få entydig negativ virkning på arbejdsudbuddet fra de allerede beskæftigede. Og det er strengt taget det eneste, vi har gjort: At øge progressionen i beskatningen af arbejdsindkomst (og hvor borgerlønnen kan opfattes som et fradrag eller en negativ skat). Det er også det eneste, vi kan gøre, hvis vi vil holde overførselsindkomst helt skadesløs (hvordan vi præcis kan gøre det, er vi på nuværende abstraktionsniveau behageligt fri for at tage stilling til).

Der vil dog også være en vis positiv adfærdseffekt for personer på overførselsindkomst, som får mere ud af at arbejde (så længe de begunstiges af den højere progression – ellers gælder det modsatte). Pointen er imidlertid, at der skal enorme adfærdsvirkninger til, for at modvirke de negative virkninger for de beskæftigede. Der skal som sagt 146 mia.kr. til for at undgå en stigning i marginalskatten. Hvis vi f.eks. forudsætter, at hver overførselsindkomstmodtager vil øge sit arbejdsudbud svarende til, at der for hver ny fuldtidsbeskæftiget kommer 300.000 kr. ekstra i offentligt provenu, skal arbejdsudbuddet vokse med en halv million fuldtidsbeskæftigede. Det svarer til, at hver fjerde ikke-beskæftigede på overførselsindkomst skal i fuldtidsbeskæftigelse, eller hver anden af de ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere, der ikke er pensionister. Det er selvsagt komplet urealistisk.

Regnestykket illustrerer en central pointe. Det kan ikke lade sig gøre at indføre borgerløn, uden at sænke niveauet for overførsler til i hvert fald nogle af dem, der i dag modtager overførselsindkomst.

Hvis udgifterne til overførsler ikke må stige
En anden yderlighed er at regne på, hvad det vil betyde, at der indføresborgerløn for de udgifter, der i dag går til overførselsindkomster. Et helt simpelt regnestykke er, at knap halvdelen af alle voksne er på overførselsindkomst i stedet for at være i beskæftigelse – svarende til 2,2 millioner personer. De tegner sig for langt størstedelen af udgifterne til overførselsindkomst (men en mindre del går til beskæftigede). Hvis de nuværende udgifter skal fordeles på alle voksne i stedet, vil det altså medføre næsten en halvering af den gennemsnitlige overførselsindkomst for de ikke-beskæftigede.

I Finland er det åbenbart planen at holde folkepensionisterne uden for den nye borgerløn. I Danmark er det 1,1 million personer. Hvis man holder dem uden for regnestykket, bliver forholdet 1:3 mellem ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere og beskæftigede.

Lad os se lidt nærmere på tallene. Der udbetales godt 230 mia.kr. i indkomstoverførsler, bortset fra folkepension. Hvis vi omregner det til et efter-skatbeløb og fordeler det på alle i den erhvervsaktive alder, giver det en månedlig skattefri borgerløn på ca. 640 euro per måned (inkl. skatteværdien af det nuværende personfradrag). Vi kan altså ikke nå helt op på det finske niveau.

Nu er det regnet før adfærd. En nedsættelse af overførselsindkomsterne vil øge arbejdsudbuddet. Derfor kan man altså ikke udelukke, at man kan indføre en ordning i Danmark i stil med den finske.

Men det vil som sagt indebære en markant nedsættelse af niveauet for indkomstoverførsler for de ikke-beskæftigede. Det ligger i dag i gennemsnit på ca. 1.700 euro om måneden per ikke-beskæftiget overførselsindkomstmodtager (bortset fra folkepensionister). Ikke mindst overførselsindkomstmodtagere med børn vil komme til at gå tilbage, hvis der alene skal uddeles et fast beløb per voksen. Man kan selvfølgelig vælge også at give borgerløn til børn, men så bliver niveauet tilsvarende lavere.

En god idé – hvis omfordelingen falder
Når man skal overveje, om borgerløn vil være en god idé, afhænger svaret i virkeligheden af, hvad der sker med graden af omfordeling i skatte- og overførselssystemerne. Et borgerlønsystem kan være en fordel, hvis det fører til et samlet fald i omfanget af omfordeling. Omvendt vil øget omfordeling både betyde mere negative adfærdseffekter, og at vi kommer længere væk fra en liberal samfundsorden (i hvert fald så længe vi ikke sondrer mellem, hvor ”værdigt trængende” forskellige folk måtte være).

Derfor bør kriteriet være, om den samlede grad af omfordeling falder eller stiger. Falder den, vil det være en fordel at indføre borgerløn.

Det er næsten uundgåeligt, at omfordelingen vil vokse mellem de erhvervsaktive. Det skyldes, at borgerlønnen gør skatte- og omfordelingssystemet for de beskæftigede mere progressivt. Selv et skattesystem med en flad skat er progressivt, hvis der er et bundfradrag. Jo højere bundfradrag, jo større progression. Borgerlønnen virker på fuldstændig samme måde. I dag svarer personfradraget til en ”borgerløn” på ca. 150 euro/måned. Så medmindre borgerlønnen ikke bliver så lav, så øges progressionen.

Derimod er det næsten uundgåeligt, at omfordelingen til dem uden for arbejdsmarkedet falder. Det vil være ubetaleligt dyrt at opretholde det nuværende niveau for indkomstoverførsler til dem uden for arbejdsmarkedet.

Bedste argument: Hvis vi er på toppen af Laffer-kurven for topskatteyderne
Det bedste argument for borgerløn er måske, at beskatningen for de højest beskattede (topskatteyderne) har en tendens til at ramme toppen af Laffer-kurven, så der ikke kan presses ekstra provenu ud af de højest beskattede. Hvis vi alligevel er på toppen af Lafferkurven, så man er mere sikker på, at den samlede omfordeling ikke øges. Større progression i beskatningen af arbejdsindkomst (inklusive borgerlønnen til de beskæftigede) fører groft sagt til mindre samlet omfordeling: Jo højere borgerløn, jo lavere gennemsnitsskat for de højeste indkomster.
Pudsigt nok var Friedmans største betænkelighed, at en negativ indkomstskat vil kunne sætte gang i en politisk dynamik, hvor en koalition af de laveste indkomster i befolkningen bliver ved at med at skrue op for beskatningen. Men givet, at vi har nået toppen af Laffer-kurven, virker denne dynamik altså modsat. Derfor skal man i øvrigt nok ikke regne med, at der vil være flertal for borgerløn i Danmark.

De liberale borgerlønsforkæmpere?
Friedman er som sagt den mest kendte liberale borgerlønstilhænger, men også Hayek og Buchanan er blevet nævnt. Men det er vigtigt at gøre sig deres bevæggrunde klart. Friedman er ikke blind for ulemperne, men peger primært på mulighederne for at forenkle systemet. Det kræver ikke noget bureaukrati at udbetale det samme til alle. Friedmans begrundelse hænger også sammen med, at hvis der endelig skal omfordeles, er det bedst at omfordele penge og direkte. Penge er mere værd for borgerne end naturalier af den ene eller anden slags, og enkeltheden i borgerløn kan forhindre utilsigtede konsekvenser.

Buchanans overvejelser går på, om en generel borgerløn vil reducere grundlaget for politiske pressionsgrupper. Hvis alle får det samme, kan interessegrupper ikke målrette gevinsterne fra rent-seeking snævert til sig selv. Borgerløn kan derfor føre til mindre rent-seeking, end hvis interessegrupperne kan skræddersy ordninger til sig selv. Hans pointe er altså ikke ulig min pointe vedrørende Laffer-kurven ovenfor.

Hayek gik ind for, at en liberal forfatning bør have et minimum af indkomst til dem, der ikke kan klare sig selv. Der er altså ikke tale om en ubetinget borgerløn, men om, at man kan blive visiteret (må man forstå) til en minimumsindkomst, hvis man ikke kan skaffe anden indkomst. Han gik også ind for tvungen opsparing for at begrænse antallet af personer, som ikke kan forsørge sig selv.

Der er altså ingen af de tre, som så borgerløn som et gode i sig selv. Men afhængigt af alternativet kan det være værd at overveje. Det gælder for så vidt også i Danmark i dag.

Jeg tvivler dog på, at det vil være politisk muligt at komme i gennem med en model, som vil betyde et reelt fremskridt. Det vil som sagt kræve, at vi får nedbragt omfordelingen væsentligt.

The War on drugs – set gennem en økonoms briller

Økonomer interesserer sig ikke for intentioner (med mindre det drejer sig om at forklare hvorfor folk opfører sig som de nu engang gør). Når det kommer til politiske tiltag, kan gode intentioner højst bruges som en dårlig undskyldning. Vi interesserer os primært for konsekvenser af et givet tiltag. Muligvis en af grundene til, at økonomer er så ilde set blandt især de, som lægger vægt på netop at fremstå som “med de bedste intentioner”.

Og det kan meget vel være at der har været de bedste intentioner bag den førte forbudspolitik overfor en række rusmidler. Men konsekvenserne har været forfærdelige, både målt i menneskelig lidelse og samfundsøkonomiske tab.

Det har jeg skrevet et mindre indlæg om i det seneste nummer af bladet “Stof“, som kan læses uden abb. på nettet. Mit indlæg kan også læses nedenfor.

al

Læs resten

Rivalerne Friedman og Samuelson

Hvis nogen kan siges at have skabt moderne makroøkonomisk teori, er det Paul Samuelson og Milton Friedman. De blev økonomer under den store depression og begge influeret af keynesiansk tænkning. Men de blev også rivaler. Det var Samuelson (og ikke Keynes), som skabte det matematiske modelapparat bag keynesiansk makroøkonomi og formulerede den såkaldt neoklassiske syntese – den udgave af keynesiansk makroteori, som kom til at præge efterkrigstiden, og hvor finanspolitisk styring syntes at kunne gøre konjunkturbevægelser til fortid. Og det var Friedman, som kom til at lede opgøret med denne tænkning over en bred kam: Metodisk, historisk, empirisk og økonomisk politisk.

Den fremragende økonomiske journalist David Warsh, der driver Economic Principals, har skrevet et medrivende essay om de to rivaler. Det er også fremragende. Han portrætterer både personerne og deres ideer, så man har svært ved at lægge hjemmesiden fra sig (hvis man da kan sige det om en hjemmeside). Den bør man altså ikke snyde sig selv for. Læs f.eks. om, hvordan den ene tilbringer sommeren på stranden, mens den anden tjener til studierne bl.a. ved at servere på en restaurant.

Warsh fører historien frem til det tidspunkt i 1960erne, hvor de to har fået etableret henholdsvis MIT og Chicago Universitetet som kraftcentre for hver deres tilgang til økonomi, og hvor de begynder at blande sig i den offentlige debat ved på skrift at skrive klummer i Newsweek.

Men hvis vi prøver at spole tiden frem til i dag, hvem af rivalerne kan så siges at have præget moderne makroøkonomi mest? Ser vi på den grundlæggende måde at modellere makroøkonomier på, er der stadig tydelige spor af Samuelson. Men det er nok primært Friedman, som kom til at sætte de største fodaftryk. I moderne teori spiller forventninger og individuel økonomisk ageren en central rolle, modsat Samuelsons model baseret på relationer alene mellem makrostørrelser. Ud af Friedmans monetarisme voksede den rationelle forventningsrevolution, som ligger bag de vigtigste makroøkonomiske tilgange i dag – fra nykeynesiansk til real business cycle-teori. Friedmans vægt på pengepolitik og ikke finanspolitik som det mest potente redskab på kort sigt, på økonomisk politiske regler frem for diskretionær økonomisk politik og på empiri er også fremherskende.

Efter den store recession i 00erne har der dog været en fornyet interesse i finanspolitik, men den har foreløbig været noget teoriløs og ad hoc-præget. Dels har fokus været på, om renter omkring nul medfører et skifte, så finanspolitik overtager rollen som det mest effektive redskab fra pengepolitikken. De store quantitive easing-programmer først hos den amerikanske centralbank og siden den europæiske har dog trængt denne opfattelse noget tilbage igen. Og ellers har institutioner som IMF været i gang med rent statistiske målinger af finanspolitikkens effekter (den såkaldte multiplikator) uden rigtig at hægte dem op på en teoretisk forklaring.

Men ét sted lever den simple udgave af Samuelson-modellen i bedste velgående. Og det er i den måde, politikere, journalister og gymnasielærere ofte præsenterer og diskuterer økonomiske problemstillinger på.

Better Place, politikere og “andre folks penge”

Efter Better Place tidligere på året opgav ævret og gik konkurs, beklager Venstre og Dansk Folkeparti nu, at man oprindeligt gik ind for projektet tilbage i 2008. (endnu) Et projekt, som har kostet skatteyderne millioner af kroner.

Og hvilke undskyldninger. Det bliver næppe mere ynkeligt. Således udtaler Claus Hjort Frederiksen, at

Der var et meget stort samfundspres fra mange interessenter for at fritage elbiler for afgifter i 2008, og vi må indrømme, at vi bøjede os for det massive pres. Set i bakspejlet skulle vi ikke have gjort det,

Morten Messerschmidt, der var energiordfører for Dansk Folkeparti i 2008, udtaler, at

Vi må bare indrømme, at satsningen på elbiler nok i høj grad skyldes en lobbyisme fra stærke organisationer, der har gjort sin indflydelse gældende hos danske politikere. Derudover var der en helt ekstremt hype om elbiler for fire-fem år siden, at ingen slog koldt vand i blodet og afventede, hvad andre lande ville gøre.

Og efter at skose det konkursramte Better Place og tidligere DONG-direktør Anders Eldrup for at påstå, at der ville køre 400.000 elbiler i Danmark i 2020, slutter han af med at sige, at

Det var at tage røven på os politikere, at man dengang fremturede med den slags målsætninger, der ingen hold i virkeligheden havde.

Vi fornemmer at vi nærmest skal have medlidenhed med de to herrer og det daværende VKO flertal, som blev “snøret” af Better Place og Anders Eldrup.

Undskyld udtrykket, men det er jo det rene bullshit.

De som var begejstrerede for ideen om støtte til det vanvittige projekt, havde jo alle enten en politisk eller økonomisk interesse i det – og det gælder også VKO og de to herrer.

X antal spildte millioner senere bør man måske hellere stille sig selv følgende spørgsmål. Ville de to herrer og resten af det flertal i folketinget, som vedtog at kaste skatteydernes penge efter Better Place, have taget samme beslutning, hvis det havde været deres egne penge? Næppe.

Det var formentlig en beslutning der først og fremmest var drevet af kortsigtet gustne politiske overvejelser, baseret på Foghs fejlagtige overbevisning om at klimadagsorden var væsentlig for befolkningen. At projektet vedtages året før klimakonferencen i Danmark er næppe heller uvæsentligt.

Med andre ord kan man vælge mellem at VKO var (og er) befolket af folkevalgte, hvis naivitet og godtroenhed grænser til det enfoldige, eller af folkevalgte, for hvem skatteydernes penge blot er et middel til fremme af egne interesser.

Og lur mig om ikke de herrer Hjort og Messerschmidt havde sagt præcist det samme som socialdemokratiets trafikordfører, Rasmus Prehn (S), nemlig at elbiler på trods af »startvanskeligheder« er fremtiden, hvis de fortsat havde været ved magten.

Det er også værd at huske på, at både Venstre og Dansk Folkeparti har bakket op om, og fortsat bakker op om en national energipolitik som ikke lader Better Place noget tilbage, når det kommer til at være “penge ud af vinduet”. Men hvad søren, det er jo hvad man har skatteydere til, eller hvad?

Better Place er i hvert fald et eksemplarisk eksempel på alternativ 4 i Milton Friedmans “4 ways to spend money”.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=5RDMdc5r5z8″ /]

 

 

 

Shareholder value vs. stakeholder value – er conscious capitalism andet end varm luft?

Denne post er en opfølgning på Nikolaj Stenbergs tidligere indlæg i dag, social retfærdighed via kapitalisme, om John MacKey, manden bag succeen Whole  Foods Market. I modsætning til Nikolaj er jeg ikke sikker på at jeg ville handle i den pågældende kæde. At varer er økologiske er absolut ikke noget positivt salgsargument i forhold til en politisk (ukorrekt) forbruger som undertegnede.

Nikolaj fik mig dog til at hente Mackeys bog, “Conscious Capitalism”, på Amazon (som forøvrigt er et af de firmaer Mackey anser for at være ledet efter principperne bag “conscious capitalists”, andre eksempler er Google, IKEA og Starbucks).

Jeg skal med det samme understrege, at jeg ikke har læst hele bogen. Men af det jeg har læst må jeg nok erkende, at jeg måske nok stiller mig tvivlende overfor hans forsøg på at konstruere en helt særlig og unik form for kapitalisme med indbyggede gode intentioner. Muligvis er problemet at jeg ikke er “amerikansk nok” eller at han er “for amerikansk” til min smag.

Grundlæggende mener Mackey, at den Friedmanske tese om, at en virksomheds eneste sociale ansvar er at gå efter profitmaksimering, er forkert. Mackey opfatter nærmere profit som et (nødvendigt) biprodukt, men at det væsentligste er betydningen for en række stakeholders.

Min umiddelbare vurdering af denne position er, at det er nødvendigt hvis man ikke stiller sig tilfreds med konsekvenserne af ens aktiviteter, men lægger vægt på at blive berømmet for ens intentioner.

Mackey, som er erklæret libertarianer og støttede Romney ved sidste valg, offentligt har udtrykt skeptisk overfor klimadagsorden (på en Lomborgsk møde) og vist nok er budhist, har selv beskrevet grundlaget for conscious capitalism, som:

We believe that business is good because it creates value, it is ethical because it is based on voluntary exchange, it is noble because it can elevate our existence, and it is heroic because it lifts people out of poverty and creates prosperity. Free-enterprise capitalism is the most powerful system for social cooperation and human progress ever conceived. It is one of the most compelling ideas we humans have ever had. But we can aspire to something even greater. Conscious Capitalism is a way of thinking about capitalism and business that better reflects where we are in the human journey, the state of our world today, and the innate potential of business to have a positive impact on the world. Conscious businesses are galvanized by higher purposes that serve, align, and integrate the interests of all their major stakeholders. Their higher state of consciousness enables them to see the interdependencies that exist among all their stakeholders, and this, in turn, allows them to discover and harvest synergies from situations that otherwise seem burdened with trade-offs. Conscious businesses have conscious leaders who are driven by dedication to the company’s purpose, to all the people the business touches, and to the planet we all share. Conscious businesses have trusting, authentic, innovative, and caring cultures that make working within them a source of both personal growth and professional fulfillment. They endeavor to create financial, intellectual, social, cultural, emotional, spiritual, physical, and ecological wealth for all their stakeholders. Conscious businesses can help evolve our world in such a way that billions of people can flourish, leading lives infused with passion, purpose, love, and creativity— a world of freedom, harmony, prosperity, and compassion.

Som nævnt tager Mackey afstand fra Friedmans grunlæggende tese om at en virksomheds sociale ansvar består i profitmaksimering. Eller som Mackey skriver i en debat med Friedman i Reason Magazine, “Rethinking the Social Responsibility of Business“:

In 1970 Milton Friedman wrote that “there is one and only one social responsibility of business–to use its resources and engage in activities designed to increase its profits so long as it stays within the rules of the game, which is to say, engages in open and free competition without deception or fraud.” That’s the orthodox view among free market economists: that the only social responsibility a law-abiding business has is to maximize profits for the shareholders.

I strongly disagree. I’m a businessman and a free market libertarian, but I believe that the enlightened corporation should try to create value for all of its constituencies. From an investor’s perspective, the purpose of the business is to maximize profits. But that’s not the purpose for other stakeholders–for customers, employees, suppliers, and the community. Each of those groups will define the purpose of the business in terms of its own needs and desires, and each perspective is valid and legitimate.

Jeg skal medgive at jeg er ganske enig med Friedman, når han i sit indlæg peger på, at:

1) “The most successful businesses put the customer first, instead of the investors” (which clearly means that this is the way to put the investors first).

2) “There can be little doubt that a certain amount of corporate philanthropy is simply good business and works for the long-term benefit of the investors.”

Og peger på betydningen af den gældene skattelovgivning for virksomheders filantropiske tilbøjeligheder på vegne af investorerne:

I believe Mackey’s flat statement that “corporate philanthropy is a good thing” is flatly wrong. Consider the decision by the founders of Whole Foods to donate 5 percent of net profits to philanthropy. They were clearly within their rights in doing so. They were spending their own money, using 5 percent of one part of their wealth to establish, thanks to corporate tax provisions, the equivalent of a 501c(3) charitable foundation, though with no mission statement, no separate by-laws, and no provision for deciding on the beneficiaries. But what reason is there to suppose that the stream of profit distributed in this way would do more good for society than investing that stream of profit in the enterprise itself or paying it out as dividends and letting the stockholders dispose of it? The practice makes sense only because of our obscene tax laws, whereby a stockholder can make a larger gift for a given after-tax cost if the corporation makes the gift on his behalf than if he makes the gift directly. That is a good reason for eliminating the corporate tax or for eliminating the deductibility of corporate charity, but it is not a justification for corporate charity.

Whole Foods Market’s contribution to society–and as a customer I can testify that it is an important one–is to enhance the pleasure of shopping for food. Whole Foods has no special competence in deciding how charity should be distributed. Any funds devoted to the latter would surely have contributed more to society if they had been devoted to improving still further the former.

Mit personlige bud er, at Mackey’s største problem er hans behov for at blive set på som en mand drevet af gode intentioner og et stort behov for at øge sin status i andres øjne. Som en egentlig forklaringsmodel lader hans consious capitalism en del tilbage at ønske. Ligeledes hans påstand om at firmaer drevet efter consious capitalism principper – hvilket her må tages som ikke profitmaksimerende – vil udkonkurrere “gammeldags” profitmaksimerende virksomheder ikke holder vand.

Jeg vil på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved Mackeys evner som erhvervsmand. Det ville også være tåbeligt, med tanke på hans succes med Whole Foods Marked. Jeg kender ikke butikken og selv om jeg er modstander af dyrkelsen af økologi, og finder hele konceptet mildt sagt frelst, så vil jeg absolut ikke udelukke at handle der, hvis jeg en dag kommer forbi en.

Friedman gjorde det, og så kan vi andre bestemt også 🙂 Der er jo ingen grund til at være hverken fanatisk eller religiøst forblændet, blot fordi andre er det.

Men døm selv, hele artiklen kan læses her.

 

 share og stakeholder

 

Gæsteindlæg: Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

Nedenfor bringer vi et gæsteinlæg af Ole Brinkman Pedersen, cand.mag. i historie og matematik/datalogi. Ole Brinkmann har sponseret Cepos danske genudgivelse af “Det frie valg“, i anledning af 100 året for Friedmans fødsel.

Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

En opfordring til at videreføre Milton Friedmans kamp for en mindre stat og mere frihed.

Milton Friedman (1912-2006) var én af alle tiders største økonomer, både som videnskabsmand og liberal debattør. Alan Greenspan, som jo heller ikke selv er en helt ubetydelig økonom, går skridtet videre og udnævner Friedman til at være en af de få personer i historien, som har ændret civilisationens gang. Friedmans bidrag til økonomisk videnskab er umulig at fange i få ord, men Robert L. Hetzels beskrivelse er et godt bud:

Milton Friedman arbejdede ihærdigt fra begyndelsen af sin karriere med to hypoteser, som isolerede ham for de toneangivende økonomer. Hypotese nr. 1: centralbanker er ansvarlige for inflation og deflation. Hypotese nr. 2: Markedet fordeler resurser effektivt og opretholder makroøkonomisk ligevægt.  (Robert L. Hetzel: The Contributions of Milton Friedman to Economics, Economic Quarterly, 2007).

Frontalangreb på Keynes-økonomerne

Med disse to hypoteser gik Friedman til frontalangreb på de toneangivende økonomer efter anden verdenskrig, keynesianerne, som ikke mente, at markedet var selvregulerende. Efter den store depression var der bred enighed blandt økonomer om, at de store virksomheder og fagforeningerne havde sat prissystemet ud af kraft. Det nødvendiggjorde statslig regulering og stimulering af økonomien for at sikre vækst og arbejdspladser samt for at undgå recessioner og depressioner.  De fleste økonomer og politologer hyldede derfor en blandingsøkonomi med en stor og stærk stat eller endog demokratisk socialisme. Bag denne holdning lå (og ligger måske stadig?) en forfængelig skepsis over for Friedmans hypoteser, der desavouerede de intellektuelle økonomers omhyggelig planlægning og regulering, og postulerede, at markedets spontane orden skabte bedre resultater. Det var i hvert fald en forklaring, som Friedman selv antydede, og han langede af den grund ofte ud efter de intellektuelle.  ’Alle vegne anser intellektuelle det for givet, at kapitalisme med fri foretagsomhed og et frit marked er redskaber for udbytning af masserne, mens central økonomisk planlægning er fremtidens form, der vil bringe deres lande ind på vejen mod hurtig økonomisk fremgang. Kendsgerningerne selv er ganske anderledes’. (Milton og Rose Friedman: Det frie Valg, Cepos 2012, Genoptryk af Gads forlags udgave fra 1981, s. 67).

Læs resten

Friedman indsigter 4: De fire måder at bruge penge på

Da jeg læste professor Niels Kærgårds kronik i Børsen i sidste uge (kræver abbonement), hvor han brokkede sig over “dyrkelsen” af Milton Friedman fik jeg en følelse af déjà vu fra min tid som cand. polit. studerende. Kærgård sammenligner i sin kronik nutidens tilgang til Friedman med tilgangen til Karl Marx  i 1970erne (og han burde vide det, for han var en af dem) . En grundlæggende anklage var vist især, at ikke-økonomer tillod sig at skrive om Friedman og hans betydning.

Nok indgik Friedman i undervisningen i makroøkonomi, men det var ikke just med begejstring, snarere beklagelse, at man følte sig nødsaget til at inddrage ham i undervisningen.

Friedmans store forbrydelse? At han aldrig gjorde tingene  sværere end de var og ofte viste at de fleste universitetsøkonomer ikke har noget tøj på. For hvis semiplanøkonomiske tiltag samt indviklet styring og regulering ikke hjælper, så forsvinder behovet og respekten, ja selve indtægtsgrundlaget selvfølgelig for en stor del af standen.

Også indenfor økonomien hersker nemlig reglen om, at før noget er rigtig videnskab, skal det helst være uforståligt for den uindviede. Vi kender det også fra humaniora og ikke mindst filosofi, hvor de mest banale ligegyldigheder ofte afleveres i et sprog som de færreste forstår. Og forstår man ikke det man læser eller hører, så må det jo være meget vigtigt og betydningsfuldt, og afsenderen en meget klog mand eller kvinde.

Friedmans forklaring på hvorfor en klar sammenhæng mellem forbrug og betaling altid er at foretrække, er bestemt til at forstå for menigmand. Lidt tungere ligger det vist med erkendelsen hos en del økonomer og politikere. De to grupper lever naturligvis også af at den simple indsigt om sammenhængen mellem betaling og forbrug ikke er alment anerkendt 🙂

Fire måder at bruger penge

1. Du bruger dine egne penge på dig selv.

Her er man meget omhyggelig med hvad man præcist bruger pengene på, og sørger at få mest muligt for dem, (lav pris for høj kvalitet)

2. Du bruger dine egne penge på en anden.

Det handler om at bruge så få penge som muligt og kvaliteten kommer i anden række, (lav pris og “tilstrækkelig” kvalitet)

3. Du tilbringer en andens penge på dig selv.

Der er ingen smalle stedder, og man er parat til at bruge mange penge på marginale eller ingen forbedringer. (høj pris og kvalitet)

4. Du tilbringer en andens penge på en andens.

Man interesserer sig reelt hverken for hvor meget tingene koster, og er heller ikke særligt bekymret over hvad modtageren egentlig får. (høj pris og lav kvalitet).

Men hvorfor ikke høre forklaringen fra mandens egen mund? Klik på videoen nedenfor og god fornøjelse.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=5RDMdc5r5z8&feature=player_embedded[/youtube]

Friedman-indsigter 3: Demokrati og økonomisk frihed

I vores sommerserie om de indsigter, vi skylder Milton Friedman, er vi kommet til en af dem, der har afstedkommet mest faglig diskussion. Den kendes nogle gange som ”The Friedman-Hayek Hypothesis”, da en del af argumentet allerede lå i Friedrich Hayeks berømte The Road to Serfdom fra 1944.

Friedmans spørgsmål var i bund og grund ganske simpelt, som de dybe spørgsmål tit er: Hvad er vigtigst, politisk eller økonomisk frihed? Hans argumenter hvilede i høj grad på Hayeks forudgående tænkning. Som Robert Lawson og J.R. Clark kort beskrev Hayeks beskrivelse af problemet i 2010 (i Journal of Economic Behavior and Organisation): “economic planners must have a code of values to guide them as they weigh the various production and consumption tradeoffs necessary in a scarce world. If we live in a democratic world, this requires that the voters must also support the planner’s code of values. In order to achieve this agreement between the interests of the planner and the voters, voters must be subjected to political controls and propaganda.” Hvis ikke, holder vælgertilslutningen til planerne op, og så står politikerne med et valg mellem at fortsætte planerne, men ignorere den demokratiske process, eller acceptere demokratiske valg og opgive planøkonomien. Friedmans argument i Capitalism and Freedom fra 1962 var bl.a., at en væsentlig del af det, der forhindrer overgreb som underminerer demokratiet, er en fundamental beskyttelse af den private ejendomsret.

Den letteste måde at spørge sig selv om Friedman havde ret, er at indse hvad implikationerne ville være. Det er simpelt: Man ville se en række lande, der har begge dele – et rimeligt retsvæsen og demokrati i det sydøstlige hjørne af figuren – men også lande uden nogen af delene (nordvest), og lande med et fornuftigt retsvæsen, men uden demokrati (i det sydvestlige hjørne). Den sidste kvadrant i figuren over muligheder nedenfor (nordøst) burde dog være tom: Vi burde ikke observere lande, der har demokrati, men ikke beskyttelse af privat ejendom eller et bare nogenlunde retsvæsen.

Intet demokrati Demokrati
Ingen retssikkerhed

Burma, Chad, Hviderusland, Zimbabwe

???
Retssikkerhed Kuwait, Singapore Botswana, Chile, Danmark, Frankrig, Taiwan, USA

Det er nemt at finde eksempler på lande der enten mangler begge – i Europas baghave ligger Hviderusland for eksempel – og lande, der har begge dele. Det er også relativt let at identificere en række lande, med ganske fornuftige retsvæsener, men uden demokrati. Singapore bliver generelt vurderet som et land med et mere effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen end dele af Sydeuropa, men demokratisk er det ikke. Hong Kong, i det mindste før det blev givet tilbage til Kina, er et andet eksempel, ligesom de mest progressive golfstater nærmer sig.

Den stærkeste indikation for at Friedman havde ret, findes i den manglende kvadrant. Med andre ord er en rimelig grad af økonomisk frihed og retssikkerhed en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at have et stabilt demokrati. Mens man kan finde eksempler på lande, der har passet i den ’umulige’ kvadrant, findes der ingen der har kunnet blive der. Israel havde i en lang årrække en høj grad af planøkonomi, men politikerne måtte i løbet af 80erne bukke under for pres fra en demokratisk offentlighed. Siden da er økonomien liberaliseret, demokratiet fortsat og landet har i dag en langt højere levestandard. Venezuela har på den anden side indført en massiv grad af planøkonomi i Hugo Chavez forsøg på en ”socialisme for det 21. århundrede”. Men i disse år bliver det mere og mere tydeligt hvordan venezuelanernes politiske frihed forsvinder bid for bid i takt med, at Chavez-regimet fjerner kritiske medier. Stort set alle offentlige ansattes valgadfærd bliver også overvåget, og hvis man ikke stemmer på Chavez, er odds at man bliver fyret.

Friedmans arbejde, der byggede ovenpå Hayeks tyve år tidligere, bliver således ved med at være relevant. Man ser nogle gange demokratiseringer, men uden en rimelig grad af markedsøkonomi, er de ikke stabile. Ingen lande har været mere end nogle få år i en situation med politisk frihed og økonomisk ufrihed. Skal man svare på, om det arabiske forår bliver ved, skal man tilbage til Friedmans oprindelige spørgsmål: Er der et markedsøkonomisk fundament at stille demokratiet på?

Friedman-indsigter 2: Forventningsjusterede Phillips-kurver

Det andet indlæg i vores serie om indsigter, vi skylder Milton Friedman, handler om Phillips-kurver. Phillips-kurven (i ental) var hvad der lignede en empirisk sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, som den new zealandske økonom A.W.H. Phillips opdagede i tal for Storbritannien: Når inflationen (stigningstakten i forbrugerpriserne) var høj, var arbejdsløsheden lav, og når arbejdsløsheden var høj, var inflationen lav. Phillips og andre økonomer argumenterede derfor, at hvis man sænkede arbejdsløsheden, betalte man en ’pris’ i form af prisstigninger. Lavere arbejdsløshed betød mere konkurrence om arbejdskraften, og derfor et opadgående pres på lønningerne. Idet virksomhedernes omkostninger derfor blev højere, måtte de hæve priserne, og fordi efterspørgslen var større med flere i arbejde, gav det også et pres på priserne.

I 60erne var den klassiske politiske fortolkning af Phillips-kurven, som sammenhængen kom til at hedde, at man kunne sænke arbejdsløsheden permanent, bare man var villig til at acceptere, at priserne steg hurtigere. Flere økonomer så selvfølgelig, at højere priser betød dårligere international konkurrenceevne, men det argument bed ikke på politikere dengang.

Men som så ofte tænkte Friedman et skridt videre. Uafhængigt af, men på samme tid som, kollegaen Edmund Phelps – en senere Nobelprisvinder – beskrev Friedman hvordan forventninger spiller en rolle i løn- og prisdannelsen. I artiklen ”The Role of Monetary Policy”, der blev publiceret I American Economic Review i 1968, forklarede han den følgende mekanisme:

1) Arbejdsløsheden falder, og derfor stiger priserne som Phillips havde beskrevet;

2) Fagforeninger og lønmodtagere observerer, at inflationen er steget, og forventer derfor at inflationen nu permanent er højere – også til næste år;

3) Da de sigter efter som minimum at opretholde samme realløn, dvs. samme købekraft, stiger deres lønkrav automatisk sammen med inflationen;

4) Da lønkravene er steget til næste overenskomstforhandling, må virksomhederne bruge en kombination af prisstigninger – dvs. yderligere inflation – og fyringer til at holde bundlinjen fra at gå i negativ;

5) Arbejdsløsheden er derfor steget igen, hvilket lægger en dæmper på inflationen; men lønkravene er de samme, da man ikke har grund til at nedjustere forventningerne til næste års inflation.

Friedman og Phelps indsigt var, at man ikke permanent kan sænke arbejdsløsheden ved at føre politik, der hæver inflationen. 1968-artiklen viste således, at pengepolitikkens rolle ikke kan være forbundet med en permanent forbedring af beskæftigelsen, men kun i bedste fald en rent midlertidig. Da man nåede ind i 1970erne, oplevede verden et fænomen, der ikke kunne lade sig gøre i den ’gammeldags’ Phillips-kurve. Stagflation, som fænomenet blev kaldt, var kombinationen af økonomisk stagnation med dertil hørende høj arbejdsløshed, og samtidig høj inflation. Økonomer så dermed med egne øjne noget, som kun gav mening med Friedman-Phelps-forklaringen.

Politikerne tog som altid noget længere at opgive ’fine-tuning’ politik, som det blev kaldt. De brugte 70erne på at bekæmpe arbejdsløshed med hvad de troede, havde virket i 60erne, men som nu blot resulterede i stigende inflation og dermed faldende og i mange tilfælde negative realrenter. Fra 1980erne og frem opgav flere og flere politikere – i det mindste i vores del af Europa – at bruge keynesiansk finjusteringer, da erfaringen var blevet tydelig: Friedman og Phelps havde ret, og hverken lønmodtagere eller fagforeninger opførte sig så tåbeligt, som Phillips og andre havde regnet med. Det krævede blot en Friedman at vise det så tilpas pædagogisk, at andre også så det indlysende.

Friedman-indsigter 1: Forbrugsudjævning og dens konsekvenser

Som en direkte konsekvens af Milton Friedmans 100-årsdag i går, har vi i redaktionen besluttet at bringe en kort serie om nogle af hans indsigter. Serien er hverken dækkende for hans lange videnskabelige virke, og næppe heller for de mange områder han bidrog til. Meningen er blot at oplyse en dansk offentlighed, der ved meget lidt om manden, men synes at have stærke negative følelser overfor ham, om hvad han rent faktisk lavede.

Det første indlæg i serien handler om det af Friedmans bidrag, som mine statskundskabsstuderende overraskes af hvert år, og som de uden problemer både forstår og ser konsekvenserne af: Forbrugsudjævning. Baggrunden for Friedmans teori, der populært kaldes ”The Permanent Income Hypothesis”, var Keynes’s forbrugsteori.

Keynes antog ganske enkelt, at hvor meget man forbruger i en given måned, afhænger af hvor meget man tjener i den måned. Det indebar, at i keynesiansk perspektiv antog man, at jo flere midler, der er i omløb i økonomien, jo større var efterspørgslen – jo større blev folks forbrug jo. Det er denne antagelse, der giver baggrunden for at finanspolitik skal være effektiv. Jo mere man enten giver folk i form af skattelettelser, eller jo mere der bruges og jo flere der ansættes i den offentlige sektor, jo større bliver efterspørgslen. Når disse mennesker bruger mere, skal der ansættes flere til at producere det de forbruger, og disse nyansatte får en højere løn og øger derfor deres efterspørgsel, osv. Det giver altså den famøse multiplikatoreffekt, og jo større forbrugsekspansionen er når folk får flere penge mellem hænderne, jo mere effektiv bliver finanspolitik.

Sideløbende med Franco Modigliani på Carnegie-Mellon udviklede Friedman argumentet om forbrugsudjævning. Kort fortalt gælder det, at folk har en tendens til at jævne deres efterspørgsel ud. Hvis de tjener mange penge i juni, men regner med at tjene færre i oktober og november, sparer de op sådan at de kan holde et nogenlunde jævnt forbrug henover året. Denne udjævning var netop det, Friedmans kone Rose havde observeret i amerikanske data. Hvis man derfor får en permanent større indkomst, vil man øge sit forbrug permanent, minus det ekstra man sparer op til en alderdom hvor man ikke længere arbejder. Så langt var Modigliani og Friedmans teorier ens.

Friedmans store indsigt var dog at skelne mellem permanent og midlertidig indkomst. Mens hans keynesianske modpart antog, at al indkomst var permanent, vidste Friedman fra Rose, at en stor del af folks indkomstudsving var midlertidige. Men det betød blot, at der var endnu mere grund til at udjævne, og ikke blot udjævningen i form af pension, som Modigliani så. Hvis man når man var 38 fik en væsentligt højere løn i ét år, men ikke resten af ens arbejdsliv, skulle den ekstra, men midlertidige indkomst jo også udjævnes over resten af livet.

Derfor ville den umiddelbare efterspørgsel, der skabtes af den ekstra midlertidige indkomst, være meget begrænset. Og her lå Friedmans store indsigt: Idet finanspolitiske ændringer, som f.eks. enhver form for stimulus, per definition er midlertidigt, er det ikke sandsynligt at finanspolitik er effektiv som økonomisk styringsredskab.

Hvor ineffektiv er et spørgsmål, som økonomer stadig skændes heftigt om. Men Friedman gav en klar, analytisk årsag til at være skeptisk og under hvilke omstændigheder, man kan forvente at finanspolitik måske kan virke. Så har man læst og forstået Friedmans forbrugsteori, er der intet underligt i at regeringens frigivelse af SP-pengene overhovedet ikke gav det boost, den regnede med. De penge var allerede regnet ind i udjævningen og blev derfor ikke til forbrug.

Underlying most arguments against the free market is a lack of belief in freedom itself – Milton Friedman

I dag ville økonom, nobelprismodtager og frihedskæmper Milton Friedman være fyldt 100 år. Med tanke på den indflydelse han har haft på både tidligere og nuværende punditokrater, vil vi naturligvis også give vores bidrag til fejring af manden, som Stephen Moore i dagens Wall Street Journal passende beskriver som “The man who saved capitalism“.

In the second half of the 20th century there was no more influential voice for economic freedom world-wide than Milton Friedman. Small in stature but a giant intellect, he was the economist who saved capitalism by dismembering the ideas of central planning when most of academia was mesmerized by the creed of government as savior.

Selv om Friedman var en kæmpe blandt økonomer er hans vigtigste bidrag måske i bund og grund hans opdatering og udbredelse af de centrale tanker, som Adam Smith allerede var kommet med 200 år tidligere. En pointe Friedman ville være stolt af. Han lagde aldrig skjul på Adam Smith enorme betydning for ham, og bar ofte sit Adam Smith slips med stolthed.

Men uanset om man mener at Friedman var den største økonom i det 20. århundrede eller ej, (en diskussion som hurtigt kan komme til at munde ud i pengepolitik, guldstandard osv, og komme til at ligne diskussioner om hvem der var den største klassiske komponist, største rockgruppe, største jazzmusiker, bedste fodboldspiller osv.), så er der én diciplin, som Friedman er fuldstændig suveræn indenfor med sine uforlignelige pædagogiske og kommunikative evner, og det er formidling af budskabet om frihed. Som Moore korrekt skriver:

More influential than Friedman’s scholarly writings was his singular talent for communicating the virtues of the free market to a mass audience. His two best-selling books, “Capitalism and Freedom” (1962) and “Free to Choose” (1980), are still wildly popular. His videos on YouTube on issues like the morality of capitalism are brilliant and timeless.

Læs resten

CSR Awards 2011 – Sønderborgs største nyreligiøse arrangement i indeværende år

I dag (torsdag den 29. september) afholdes CSR Awards 2011 i Sønderborg, delvist finansieret af Sønderborgs sagesløse skatteydere. På dagen vil CSR-branchen hylde sig selv og sin egen succes, mens man hylder “bæredygtige” virksomheder ved at uddele 12 forskellige priser, herunder priser for “Danmarks mest bæredygtige studerende”, mest “bæredygtige kommunikator”, mest “bæredygtige” virksomhed osv. osv.

Men hvad er så problemet med CSR (Corporate Social Responsibility)? Hvis dette var modkraft og ikke punditokraterne, og jeg var glødende socialist i stedet for borgerlig-liberal, ville jeg sikkert argumentere med at CSR er et svindelnummer, som har til formål at pakke markeds-kapitalismen in i en fernis af gode intentioner og ædle formål, mens man prøver at skjule udbytningen af arbejderen og undertrykkelse af den 3. verden.

Læs resten

Helikopter-Ben i knibe

Det forlyder, at John McCain vil stemme imod en genudnævnelse af Ben Bernanke som chef for den amerikanske centralbank. McCain foretrækker efter sigende Paul Volcker, som slog hårdt til mod inflationen i begyndelsen af 80’erne, eller John Taylor, som har udmærket sig med den såkaldte Taylor Rule. Både Taylor og Volcker har kritiseret Bernanke for at føre en for løs pengepolitik. Taylor udgav sidste år et læseværdigt papir, hvor han konkluderede, at finanskrisen skyldtes netop denne løse pengepolitik.

Bernanke fik som bekendt øgenavnet ”Helicopter Ben”, da han i 2002 holdt to taler, hvor han med henvisning til Milton Friedmans berømte helikopter-eksempel understregede, at man altid kan udrydde deflation ved at trykke flere penge. Talerne kan læses her og her. Bernanke hyldede Friedman og Anna Schwartz for deres studie af depressionen i 30’erne, som konkluderede, at den amerikanske centralbank forårsagede depressionen gennem en alt for hård pengepolitik efter krakket i 1929.

Monetarister og tilhængere af den østrigske skole har længe debatteret årsagerne til depressionen i 30’erne og opskriften til den perfekte pengepolitik. Mark Skousen foreslår et interessant kompromis i bogen Vienna and Chicago: Friends or Foes?:

In conclusion, was there an inflationary imbalance during the 1920s, sufficient to cause an economic crisis? The evidence is mixed, but on net balance, the Austrians have a case that the low-interest rate policies of the Fed were sufficient to create distortions in the ”higher-order” sectors of the economy, and therefore a recession at minimum was necessary to correct these imbalances. But was Fed policy sufficiently easy to create a Great Depression following the 1929 stock market crash? Here the monetarists have the upper hand: only further deflationary blunders by the Federal Reserve could have turned the 1929-30 recession into the worst economic crisis of the 20th century.

Men uanset om man er monetarist eller østriger, så er John McCains skepsis over for Bernanke formentlig på sin plads. Selv Milton Friedman ville formentlig være betænkelig over den enorme udvidelse af pengemængden, som har fundet sted gennem det seneste års tid. Således påpegede Peter Bernholz tirsdag følgende i magasinet The American:

In a mistaken fear of deflation, the Fed lowered its interest rate to 1 percent and increased the monetary base by about 39 percent from 2000 to 2006 after the bursting of the New Economy Bubble. In doing so it encouraged an incredible credit expansion by the financial sector and thus allowed the subsequent asset bubble.

På den baggrund burde følgende give anledning til en vis bekymring:

The monetary base of the Fed has grown by about 99 percent within one year from the end of July 2008; and this following a substantial increase already since the end of 2008. Even the Swiss National Bank increased its monetary base by 112.5 percent from the end of 2008 to the end of May of 2009. The growth of the monetary base in the euro zone looks more modest, with 68 percent since the end of 2007. But even this smaller increase has never been experienced in monetary history except in countries suffering from high inflation.

Læser Du bøger?

Her på stedet underholder vi jo fra tid til anden med, hvad de forskellige punditokrater læser af ting i ferier m.v.  Derfor tænkte jeg, at jeg lige ville nævne, at jeg påske-lørdag var interviewet i Information til klummen “Læser Du bøger?”.  Det var her, men kommer også her:

Hellere Pippi end hjælpeløse samtalebøger

Han er ikke pjattet med det seneste års bølge af pseudovidenskabelige bøger, skrevet som ‘banale fristile’. Til gengæld ville verden være et bedre sted, hvis alle havde læst Milton Friedman, mener professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

“Der er så meget godt. Jeg tror oprigtigt, at verden ville være et meget bedre sted, hvis flere havde læst Milton Friedmans Det Frie Valg eller F.A. Hayeks Vejen til Trældom. Men måske det er for forudsigelige svar? Det bedste svar er vel, at jeg ønsker mig, at folk skal læse det, de selv oprigtigt har valgt at læse snarere end noget, der bliver dem påduttet, fordi det er nyt, ‘smart’ eller politisk korrekt.”

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

“Det er svært at sige, bl.a. fordi man jo ofte vælger at læse bøger, som man på forhånd tror, vil være nogen, man kan lide. Taler vi skønlitteratur, så blev jeg f.eks. i mine teenage-år umådeligt meget påvirket af Ayn Rands romaner The Fountainhead og Atlas Shrugged, men jeg havde allerede i forvejen fået dem varmt anbefalet og vidste, at jeg nok ville kunne lide dem.”

Storslemt

Hvad er den værste bog, du har læst?

“Oh, det er jo også svært, for der er sørme også så meget at vælge imellem. Især på dansk. De fleste af de seneste års ‘samtalebøger’ og politiske erindringer er ret hjælpeløse, kedelige og dårligt skrevet – så dem holder jeg mig generelt fra. Noa Redingtons Den Første om Helle Thorning-Schmidt er storslem på alle kriterier. Jeg afskyr særligt bøger, der udgiver sig for at være ét og så er noget helt andet. F.eks. kunstnere eller politikere, der tror, de er dybsindige tænkere. Eller samfundsforskere, der skriver bøger og prætenderer, at de er ‘videnskabelige’ eller ‘videnskabsformidlende’, men hvor der reelt er tale om studentikose og banale fristile. Jeg kunne nævne mange, men det ville stride lidt mod mikrobiologiens første lov om, at ‘don’t shit where you eat’.”

Har du en yndlings-forfatter?

“Det kommer jo an på genren. Stilistisk og sprogligt set er min favorit så ubetinget den amerikanske journalist og politiske satiriker P.J. O’Rourke, som i mange år skrev for Rolling Stone, men nu er tilknyttet Atlantic Monthly. Han er elegant, hylende morsom og har politisk bid.”

“Af faglitteratur kunne jeg nævne en som økonomen og filosoffen Ludwig von Mises. Det er aldrig morsomt, men han formåede at fremstille selv de mest komplicerede ting i et forbilledligt klart sprog og med en tydelig logik. Alle postmoderne og socialkonstruktivistiske skribenter, som tror, at noget bliver finere eller bedre, desto sværere det er at forstå, kunne lære meget af at læse Mises.”

10-15 forskellige bøger

Hvornår læser du?

“Evig og altid, men alligevel alt, alt for lidt. Døgnet har jo kun 48 timer. Jeg slæber altid rundt på noget i min taske, som jeg kan læse, hvis chancen byder sig. Noget er arbejdsrelateret, andet er nyheder, og så er der som regel en bog eller to. Jeg har konstant 10-15 vidt forskellige bøger på mit natbord. En gang om året sværger jeg: ‘Ingen nye bøger, før de gamle er læst’, men det går ikke så godt med det.”

– Hvad er din seneste skønlitterære oplevelse?

“Vi har en toårig pige, så det må jo nok blive Pippi Langstrømpe og Peter Plys. Men det er jo heller ikke så skidt for voksne. Ellers Isobel Colegates The Shooting Party.”

Og hvad er den næste?

“Den amerikanske journalist Robert Novaks erindringer, The Prince of Darkness. Og så vil jeg gerne læse Lampedusas Leoparden, som jeg med skam må indrømme, at jeg aldrig har fået læst.”

Frit skolevalg virker

The Economist har en særdeles interessant artikel, der påviser, at Milton Friedmans ide om “school vouchers”, hvor det offentlige betaler mens forældre frit kan vælge mellem private (og offentlige) skoler, giver resultater for så vidt angår børns færdigheder:

Harry Patrinos, an education economist at the World Bank, cites a Colombian programme to broaden access to secondary schooling, known as PACES, a 1990s initiative that provided over 125,000 poor children with vouchers worth around half the cost of private secondary school. Crucially, there were more applicants than vouchers. The programme, which selected children by lottery, provided researchers with an almost perfect experiment, akin to the “pill-placebo” studies used to judge the efficacy of new medicines. The subsequent results show that the children who received vouchers were 15-20% more likely to finish secondary education, five percentage points less likely to repeat a grade, scored a bit better on scholastic tests and were much more likely to take college entrance exams.

Voucher programmes in several American states have been run along similar lines. Greg Forster, a statistician at the Friedman Foundation, a charity advocating universal vouchers, says there have been eight similar studies in America: seven showed statistically significant positive results for the lucky voucher winners; the eighth also showed positive results but was not designed well enough to count.

The voucher pupils did better even though the state spent less than it would have done had the children been educated in normal state schools. American voucher schemes typically offer private schools around half of what the state would spend if the pupils stayed in public schools. The Colombian programme did not even set out to offer better schooling than was available in the state sector; the aim was simply to raise enrolment rates as quickly and cheaply as possible.

Opponents still argue that those who exercise choice will be the most able and committed, and by clustering themselves together in better schools they will abandon the weak and voiceless to languish in rotten ones. Some cite the example of Chile, where a universal voucher scheme that allows schools to charge top-up fees seems to have improved the education of the best-off most.

The strongest evidence against this criticism comes from Sweden, where parents are freer than those in almost any other country to spend as they wish the money the government allocates to educating their children. Sweeping education reforms in 1992 not only relaxed enrolment rules in the state sector, allowing students to attend schools outside their own municipality, but also let them take their state funding to private schools, including religious ones and those operating for profit. The only real restrictions imposed on private schools were that they must run their admissions on a first-come-first-served basis and promise not to charge top-up fees (most American voucher schemes impose similar conditions).

The result has been burgeoning variety and a breakneck expansion of the private sector. At the time of the reforms only around 1% of Swedish students were educated privately; now 10% are, and growth in private schooling continues unabated.

Som på ældreplejeområdet giver det frie valg og den deraf medfølgende konkurrence både mellem forskellige private aktører og mellem private aktører og det offentlige – altså positive resultater for både velstillede og de der har færrest ressourcer. Nu venter vi blot på, at Anders Bondo Christensen læser artiklen og kræver voucherordningen indført i Danmark, så danske lærere også kan nyde godt af den højnede standard ordningen stiller i udsigt. Det kan ikke vare længe…

Stigler om store økonomer–og Friedman om alt muligt

Jeg faldt forleden over dette morsomme citat af den ganske vittige (og høje!)Nobelprisvindende Chicago-økonom Georg J. Stigler, og et tilhørende doktoreret billede, lavet på initiativ af Mark Skousen:

"All great economists are tall. There are two exceptions: John Kenneth Galbraith and Milton Friedman."

Det er (omkring Friedman) Galbraith indsat til højre og Stigler selv til venstre …

Samme Mark Skousen har iøvrigt samlet en stak af de bedre Friedman-citater, som kommer her:

"Competition is a tough weed, but freedom is a rare and delicate flower." — (med Georg J. Stigler)

"If a tax cut increases government revenues, you haven't cut taxes enough."

"I favor tax reductions under any circumstances, for any excuse, for any reason, at any time."

"A society that puts equality ahead of freedom will end up with neither equality or freedom."

"Nothing is so permanent as a temporary government program."

"Inflation is taxation without legislation."

"The economy and the stock market are two different things."

"If government is to exercise power, better in the county than in the state, better in the state than in Washington."

"The great advances of civilization, whether in architecture or painting, in science or in literature, in industry or agriculture, have never come from centralized government."

"The minimum wage law is one of the most, if not the most, anti-black laws on the statute books."

"Nobody spends somebody else's money as carefully as he spends his own."

"The government solution to a problem is usually as bad as the problem."

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑