Månedsarkiv: juni 2006

Den libertære Bush II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. juni 2006. 1 svar

Vores med-punditokrat Mchangamas post om "den libertære Bush"–som altså ikke er en af præsidenterne af dette navn, men Floridas guvernør John Ellis "Jeb" Bush–har meget, eller ihvertfald noget, der taler for sig.

Selv oplevede jeg det allerede for nogle år siden, i slutningen af 1990erne, hvor jeg som svagt mere end gennemsnitligt interesseret i amerikansk politik bemærkede, at hvor "W." talte om "compassionate conservatism" og tydeligt fremhævede sin evangelsk-protestantiske baggrund, virkede Jeb–trods sine katolske forbindelser og vælgere–lidt mere sekulær og tydeligt mere libertær, ihvertfald i en Reagansk tradition.  I 2000 nævnte jeg det "en passant" overfor en tysk-amerikansk fagfælle, der næsten bogstaveligt var vokset op for fødderne af F.A. Hayek, og som bestemt selv er klassisk-liberal–og som på det tidspunkt netop var flyttet til Florida.  Jeg husker ikke hans eksakte ord, men det var noget i retning af, "Hvad i alverden taler du om …?".  Men da jeg for et år siden bragte forskellene mellem de to brødre op igen, var min tysk-amerikanske ven svunget helt rundt og var, efter at have levet i Florida nogle år, blevet en overvejende ganske begejstret Jeb-fan.  "Der er en markant politisk forskel på de to", sagde han.  "Det skulle have været ham i 2000."

Det har andre også bemærket, i kølvandet på Weekly Standards artikler (bl.a. denne)–og, kender man journalister ret, sikkert kraftigt inspireret heraf.  Det gælder bl.a. britiske The Telegraph, som 11.VI. havde en lang artikel med titlen "Curse of big brother stalks Jeb Bush".  Heri hed det bl.a.:

"He is a popular governor of a pivotal southern state, who has impressed with his leadership of hurricane relief efforts, is a charismatic speaker and a renowned policy expert – and is steeped in political campaigning.

Normally, such attributes and qualifications, along with his small government, libertarian brand of conservatism, would make him a front runner for the Republican presidential nomination in 2008.

But the governor of Florida, who has a popularity rating of 63 per cent in his home state, has one disadvantage that overshadows everything else – his surname is Bush."

Selvsamme dag havde en anden britisk avis, London's Sunday Times, en artikel om nøjagtigt samme emne.

Det er et generelt anerkendt postulat, at det var Jeb, som var udset til at være familiens politiske håb.  Havde han vundet guvernør-valget i Florida, da han stillede op første gang, var det givetvis ham, som havde været kandidaten i 2000.  Ét spørgsmål er så, hvor stor en forskel det ville have gjort?  Et andet er, om han nu nogensinde får chancen?

PS. Til sidstnævnte spørgsmål kan det bemærkes, at den helt hotte "sladder" p.t. er, at der har været et møde mellem John McCain og Jeb Bush, og at spekulationen går på en aftale–eller ihvertfald en "føler"–m.h.t. McCain som præsidentkandidat og Bush som vicepræsidentkandidat … 

PPS. Kommentatoren E.J. Dionne, som næppe kunne finde på at stemme på en sådan "ticket" (med mindre alternativet var George W. Bush), havde en kommentar om dette emne i Washington Post … for nøjagtigt et år siden!  New York Times/International Herald Tribune havde en artikel for to uger siden.

PPPS. Hvad siger tallene?  Ikke så meget p.t.  Ser man på meningsmålingerne, der parrer Hillary Clinton vs. John McCain, har sidstnævnte generelt en føring og ofte én, der er statistisk signifikant.  Det samme kan ikke siges i tilfældet med Jeb Bush, som omvendt taber til H.R.C., hvilket nok snarere skal ses som utilfredshed med storebroder end som voldsom kritik af lillebror.  Til gengæld er Jeb Bush måske bedre end McCain til at bringe konservative kernevælgere af huse.  Men hvor gerne vil McCain have én som Jeb som sin nr. 2 …?

Plame: Rove går fri

Af admin, den 14. juni 2006. 1 svar

Vi har dækket den såkaldte Plame-sag ganske længe (seneste her), så I skal ikke snydes for den seneste udvikling: Karl Rove bliver ikke tiltalt for at have hindret efterforskningen.

Skuffelsen på venstrefløjen er enorm, og håbet hos NYT er, at retssagen mod Libby måske alligevel kan skade Bush-regeringen til den tid.

I de danske medier er nyheden nævnt som petitstof. Selv hos Berlingske, der ellers har brugt rigtig meget spalteplads på at gengive den venstredrejede version af sagen, synes man ikke rigtig at have mod på at vinkle denne seneste udvikling. Men det kan jo komme i morgen…?

Sagen tyder stadig mere på, at være — folkeligt udtrykt — en fis i en hornlygte. Den egentlige sag synes at angå magtkampen mellem demokrater og republikanere internt i CIA efter afslutningen på Irak-krigen, hvor det blev konstateret, at efterretningerne var fejlagtige på flere punkter, og i opløbet til præsidentvalget.

Men den historie har vi ikke fået. Vi fik derimod et bovlamt forsøg på at styrke myten om, at der blev løjet forud for krigen. Wilson var en del af dette forsøg på at sværte Bush-regeringen, og da hans anklager blev skudt ned i hhv. den amerikanske Senats-rapport og den samtidige britiske Butler-rapport, forsøgte venstrefløjen at redde historien ved at fokusere på, at nogen (formodentlig i Bush-regeringen) havde oplyst til pressen, at Wilsons kone var i CIA. Det kan man enten udlægge sådan, at man ville sværte Wilson. Eller man kan udlægge det sådan, at hans nære forbindelse til CIA understøttede formodningen om, at Wilsons uberettigede anklager var en del af denne interne magtkamp rettet mod republikanerne. MSM valgte helt overvejende den første udlægning.

Det viste sig, at konen (Valerie Plame) havde status af hemmelig agent i CIA, og at det derfor var strafbart at oplyse om hendes tilknytning til CIA. Venstrefløjen øjnede dermed en mulighed for at holde historien i live: hvis nogen i Bush-regeringen, og allerhelst Bush eller Rove, kunne knaldes for at have outed Plame, så kunne det give indtryk af, at der alligevel var noget fusk ved den regering, og det kunne i sin tur måske endda opfattes som om, at der alligevel var løjet (godt nok ikke om Iraks WMD, men om kendskabet til Plame, men who cares, hvis historien vinkles rigtigt?).

Ikke alle journalister faldt for denne vinkling. Bob Woodward gav klart udtryk for, at der ikke var fugls føde på historien. Det udløste naturligvis en massiv kritik i MSM, bl.a. i de danske journalisters blad, hvor han blev fremstillet som et faldent ikon og en has-been. Tja, det tyder nu på, at det mere er hans kritikere, der er never-been-and-never-will-bes.

Det mest interessante ved historien er således dens medievinkel. Vi havde en formodning om, at den i lighed med Rathergate-sagen ville vise, hvor dårlige journalisterne i MSM er til kildekritik, og dermed hvor lette at narre de er. Derfor fulgte vi historien, og indtil videre er vi ikke blevet skuffede.

Den eneste skuffelse har været, at også Berlingske hoppede med på vognen. Komplet med faktuelle fejl, som det kun krævede nogle få museklik via Google at undgå, eller — hvad der er alvorligere — et vist kendskab til debatten i de liberal-konservative medier. Det burde f.eks. ikke være en overraskelse, at Butler-rapporten udtrykkeligt havde støttet Bushs citat om Saddams forsøg på at købe uran i Afrika og irrelevansen af de forfalskede Niger-dokumenter for denne vurdering. På venstrefløjen har disse oplysninger i Butler-rapporten været ignoreret, men ikke uden for. Men de dækkede sagen, som fik de deres informationer alene fra DailyKos og NYT/WaPo.

Denne manglende pluralisme i dansk MSM er beklagelig. For at foregribe de forudseelige anklager i kommentarspalten ndf. om, at denne klagesang er et skjult ønske om at få ensidighed og blind partiloyalitet, skal det understreges, at kritikken kun er, at for mange af journalisterne i den borgerligt-liberale del af MSM er for dårlige til kildekritik og til selvbevidst at anlægge en uafhængig borgerlig-liberal vinkel i deres nyhedsanalyser. Det er ikke et ønske om ensidighed; det er et ønske om, at der anlægges en borgerlig-liberal vinkel på samme måde, som journalisterne på Politiken og Information finder det naturligt at anlægge en venstreorienteret vinkel på deres analyser. Ikke ensidighed, men forskellig vinkling, så vi kan få den pluralisme i medierne, vi mangler i dag.

Der bør være forskel på overskrifter, historier og den nyhedsanalyse, man får ved at abonnere på Politiken og Berlingske. Som det er nu, er det et fedt; alle journalister forfølger som lemminger den samme historie og ud fra samme vinkel. Så tror da pokker, at stadig flere vælger gratisaviserne, hvor man får samme vinkling — gratis.

Et dagfrisk eksempel på denne journalistiske konsensus er vinklingen af Bushs besøg i Bagdad i går, hvor Berlingske, JP og Politiken bruger nøjagtig samme overskrift: “Bush: Volden er umulig at standse.”

Det enfoldige i denne overskrift kommer frem, når man sammenholder det med, hvad Bush egentlig sagde:

Det vil være forkert at vurdere succes eller fiasko i Irak ud fra, om volden stopper helt. Det er en umulig standard at leve op til.

Man kan måske kaste lys over citatet og dets reelle mere udramatiske indhold ved at spørge, om Danmark overhovedet kan kaldes et velfungerende demokrati, når vi ikke siden demokratiets indførelse med grundloven af 1849 har været i stand til at forhindre vold og drab på vores egne borgere? Vi har stadig brug for politi, og lige meget hjælper det; der er stadig vold og drab.

(Hvis journalisterne i MSM virkelig er så enfoldige, som deres valg af overskrifter antyder, risikerer vi at hensætte dem i grublerier over dette spørgsmål resten af dagen, og vi haster derfor med et svar: Nej, det er naivt at tro, at man kan skabe et frit samfund uden vold og drab. Bushs pointe var, at det aldrig kan blive et succeskriterium, om Irak slipper fuldstændigt for vold og drab. Hvad vi kan arbejde for er, at terroren i Irak bliver reduceret til et acceptabelt niveau, der kan håndteres af de irakiske myndigheder selv.)

Vi savner stadig pluralisme i dansk MSM. Tænk, hvis Berlingske havde dækket Plame-sagen fra en borgerlig-liberal vinkel. Så havde man undgået at foregive forargelse over, at lovgivning om fortrolighed var blevet krænket og dermed stået principielt stærkere i sit nødvendige forsvar for ytringsfriheden i den nuværende udløber af Grevil-sagen. Man kunne have udstillet de mange faktuelle fejl, som blev lavet af de øvrige MSM, i stedet for selv at gentage dem. Og man ville endda have fået den bonus at få ret.

En spildt chance. Mon det ændrer sig fremover?

Nostalgi video

Af Redaktionen, den 14. juni 2006. 2 svar

Denne blogs faste læser “Repsak” har privat gjort os opmærksomme på, at US State Dept. er begyndt at lægge gamle udenrigspolitiske klip ud på deres hjemmeside.  Her på stedet tvivler vi på, om det i det store billede er en Pareto-forberende investering–men når de nu engang ligger der, så kan man da nyde at se f.eks. et ualmindeligt klassisk og smukt klip som dette.

Skat for alle pengene

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. juni 2006. 11 svar

Jeg skal ellers lige love for, at det i går igen lykkedes CEPOS at få skattelettelser på dagsordenen.  Højdepunktet var en vellykket konference med knap 200 deltagere og et spændende program (present company excluded …), hvis hovedtalere var verdens bedst lønnede professor, Chicago-økonomen Robert Barro fra Harvard University, og chef-arkitekten bag Thatcher-regeringens økonomiske politiske, den fhv. finansminister, Lord  Lawson.

Barro gav med udgangspunkt i sine solide empiriske studier af, hvad der skaber økonomisk vækst, argumenterne for, hvorfor en mindre offentlig sektor vil være en fordel–selv hvis det sker gennem skattelettelser, der ikke er fuldt finansierede, om end han selv foretrak at skaffe et råderum gennem offebntlige besparelser.  Lawson talte med udgangspunkt i sine egne personlige erfaringer om, hvorfor det er vigtigt, at regeringer, der vil gennemføre reformer, har mod, mandshjerte og strategisk sans for at gøre det.  Han stod også for konferencens bedst one-liner: “If you want government off your back, you have to get your hands out of its pocket!”.

Andre talere inkluderede bl.a. skatteminister Kristian Jensen, overvismand og professor Peter Birch Sørensen, CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen, samt forskningschef Torben Tranæs fra Rockwoolfondens Forskningsenhed.  Sidstnævnte kunne bl.a. vise, at Danmark af fem nordeuropæiske lande syntes at være det med mest sort arbejde.

CEPOS havde i forbindelse med konferencen udarbejdet en række analyser og notater, bl.a. ét, der angav forslag til skattelettelser og indeholdt analyser af de sandsynlige dynamiske effekter, og ét, der “præventivt” viste, at selvsamme forslag ikke vil ændre på Danmarks placering m.h.t. lighed målt ud fra den såkaldte ginikoefficient.  (Barro argumenterede iøvrigt på konferencen fint for, hvorfor fokus på lighed er uinteressant i.f.t. at fokusere på, hvor godt folk har det.)

Konferencens talere og temaer er også blevet taget godt imod flere steder i medierne, bl.a. i Dagbladet Børsens leder i går, som fandt CEPOS’ oplæg “stærkt” og gennemarbejdet.  Og Berlingske Tidendes leder plæderer dags dato for “et frihedsorienteret samfund” og føler sig inspireret til at minde (De Radikale? Venstre?) om Viggo Hørups gamle ord:

“Ægte forfriskende ville det være, hvis partierne skelede til Viggo Hørups gode ord fra 1893: »Der maa engang komme Nogle, som siger: Vi vil ikke have Skat, heller ikke god Skat, ikke engang fortrinlig Skat; det er mindre Skat, vi vil have, forstaar I, mindre Skat«.”

PS. Nogle af os havde i går aftes lejlighed til under private former at spise middag med bl.a. Barro og Lord & Lady Lawson, og det var en både interessant og underholdende middag af en slags, man sjældent oplever.  Begge hovedgæsterne holdt små dinner-talks: Lawson om de frihedens fjender, der efter hans mening har erstattet kommunismen: anti-globalisterne; dem, der taler for “sustainable growth”; miljødommedagsprofeterne; dem, der taler om “corporate social responsibility” …  Barro talte derimod varmt og personligt om sin egen private helt og mester, Milton Friedman.  Så var tonen ligesom lagt …

Ramirez om den nye al-Qaeda leder i Irak

Af admin, den 13. juni 2006. Skriv et svar

Michael Ramirez er en af de bedste tegnere af dagsaktuelle vittighedstegninger (som så meget andet lyder det bedre på engelsk: editorial cartoons).

Han var oprindeligt på Los Angeles Times, men hans tilknytning til den ret venstreorienterede avis virkede næsten naturstridig og ophørte ved udgangen af sidste år. I dag arbejder han for Investors Business Daily (se Investors.com).

Jeg vil ikke importere hans tegning, der handler om udnævnelsen af en ny leder for al-Qaeda i Irak, dels fordi det fylder meget, dels fordi jeg gerne vil lede traffikken forbi hans side, hvor der også er en samling af hans seneste bidrag.

Se her — and enjoy.

At bortforklare

Af admin, den 13. juni 2006. 2 svar

Efter at The Telegraph har droppet Mark Steyn, har jeg droppet dem og læser i stedet The Times som mit valg af et britisk centrum-højre MSM (med The Guardian som et centrum-venstre).

The Times har, hvad der nu er blevet fashionabelt blandt MSM, sin egen weblog ved David Aaronovitch. Den kan anbefales, hvad der hermed er gjort.

Dagens blog handler om nogle venstreorienteredes ønske om at bortforklare ubekvemme udsagn fra islamister, så deres* foretrukne verdensorden, hvor “Vesten” er årsagen til og resultatet af alt ondt, kan opretholdes. Det gælder i forhold til selvmordsterroristerne fra 7/7, og det gælder i forhold til Irans præsident Armageddonoutofhere, som Steyn vist kalder ham.

(* Med “deres” menes begge parter)

Her er slutsekvensen, men læs selv her:

Of course, it could all just be nonsense, as it wasn’t with al-Faisal and Abu Hamza. But it does remind me of these words from David Edgar’s play Albert Speer. The dead Hitler is reproving the dying Speer. “Why,” he demands, “did you insist that anti-Semitism was ‘a vulgar incidental’? I said it — clearly time and time again. I didn’t say ‘resettlement’ or ‘cleaning efforts’. I did not speak of ‘special handling’. And yet you all insist that when I said the Jews must be destroyed, I only meant ‘defeated’. That when I said ‘eliminate’ I didn’t mean ‘exterminate’, I only meant ‘exclude’. That when I said ‘purge’ and ‘perish’ and ‘annihilate’ it was, of course, a metaphor. Why was I cursed with never being taken literally? How could the world have been so blind? And how could you?” Well?

Well indeed.

Det gode imperium

Af Mikael Jalving, den 13. juni 2006. 17 svar

Der går næsten ikke en dag, uden at et nyhedsmedie fortæller os, at supermagten USA er i knibe i Irak eller Afghanistan. Vi er langsomt ved at vænne os til det: Supermagten er ikke Superman. Imperiet er ikke imperialt.

Men nu tager den indisk-amerikanske professor i udviklingsstudier ved UCLA i Californien, Deepak Lal, imperiet i forsvar i sin insisterende bog In Paise of Empires: Globalization and Order.

Ifølge Deepak Lal har imperiet været reglen og ikke undtagelsen i hele den menneskelige historie. Lige fra Mesopotamien ca. 4000 f. Kr. over de egyptiske, kinesiske og indiske riger til perserne, grækerne og romerne – og frem til det ottomanske, det østrig-ungarnske og det britiske imperium. Der har været mange af slagsen, og flere af dem bestod i mere end 1000 år. Det britiske imperium, som måske er det mest kendte, hører til de kortvarige med ca. 190 år. Til gengæld var det meget succesrigt, hvilket bl.a. inderne har gavn af den dag i dag.

MEN imperierne blev afløst af nationalstaterne. Langsomt fik de overtaget, fordi de i kraft af deres lidenhed kunne opbygge et mere effektivt kommunikationssystem via veje og broer og indføre et officielt sprog til bureaukratiet. På den anden side skaber nationalstater ifølge forfatteren uorden og krig, hvor nationalstaternes blodige 20. århundrede er hans stærkeste kort. Det, imperiet kan, hvis man skal tro nærværende udlægning, er at beskytte os mod nationalisternes kaos.

Det sidste skyldes først og fremmest, at imperier – modsat hvad mange hævder – fremmer globaliseringen, som hos Deepak Lal ikke anses for at være et nyt fænomen. For hvor der har været imperier, har der også været globalisering i betydningen et fælles økonomisk samkvem og en bevægelse af varer, kapital og arbejde. Imperiet er meget bedre end sit rygte. Især det britiske imperium, der også var det første globale imperium, hjulpet frem af dampkraften, jernbaner og telegrafen. Men også det østrig-ungarnske imperium og det ottomanske imperium, hvis styrke var deres multikulturelle karakter.

DEEPAK Lal slår ned på fredsslutningen på Versailles-slottet i 1919 efter Første Verdenskrig. Den fred skulle vise sig at blive skæbnesvanger. Siden indgåelsen af Den Westfalske Fred i 1648 efter Trediveårskrigen, der gjorde det af med næsten en tredjedel af Europas befolkning, havde der i Europa hersket en vis balance mellem de førende magter. Magtbalancen holdt i ca. 250 år. Så fulgte Første Verdenskrig. Og derpå freden i 1919, hvor den amerikanske præsident Woodrow Wilson i Deepak Lals vurdering smadrede imperiets lange æra og gav grønt lys for nationernes æra.Hvis amerikanerne i stedet for at indlede nationernes æra havde hjulpet briterne med at bistå imperiet, det britiske gentlemanimperium, kunne de formentlig have forhindret mange af det 20. århundredes uhyrligheder, mener forfatteren, selv om det er svært at spå, især om fortiden.

Forfatteren er nådesløs overfor, hvad han kalder præsident Wilsons utopi: At begrave friheden i Folkeforbundet og dernæst FN og gøre disse organisationer til et fællesskab af nationalstater, hvor de stærke og svage har samme rettigheder. Det var mere naivt, end man har lov at være som præsident for verdens allerede dengang stærkeste og rigeste magt.

Utopien førte ifølge Deepak Lal til både fascismen og kommunismen. Frem voksede en ny moralsk nationalisme i stedet for den kritiserede imperialisme. Frihed blev fejlagtigt opfattet som nationalstatens tvilling, mens amerikanerne trak sig tilbage i ophøjet isolation. Resultatet blev et magtvakuum og det 20. århundrede, som vi kender det.

I MODSÆTNING til nationernes anarki skaber det gode imperium fred og velstand. Det kan kun lade sig gøre, hvis det undlader at gøre trosspørgsmål til afgørende spørgsmål. Bliver troen det vigtigste, så venter barbariet.

Deepak Lal låner her to begreber fra den britiske politiske filosof Michael Oakeshott (1901-90), som er relativt ukendt i Danmark, men et stort navn i den angelsaksiske verden. Oakeshott skelnede mellem stater som enten “civil association” eller “enterprise association”.

“Civil association” går tilbage til antikken, hvor målet netop ikke var at indfri diverse abstrakte begreber, såsom f.eks. demokrati eller menneskerettigheder, men at skabe orden. “Enterprise association” går derimod tilbage til den jødisk-kristne tradition, hvor staten skal lovgive moralsk. Denne moralisme frembringer også de dårlige imperier.

Forfatteren skriver det ikke direkte, men med dårlige imperier kommer man uvilkårligt til at tænke på det sovjetiske imperium (1917-89) eller Det Tredje Rige (1933-45), hvis fascinationskraft og morderiske potentiale netop lå i at ville dirigere alt samfundsliv og styre moralsk. Intet af dette var naturligvis kristent eller jødisk, men det afgørende var troen på perfektion gennem lovgivning og en fatal mangel på tvivl.

MED Oakeshotts “civil association” som pejlemærke skal dagens amerikanske imperium bestræbe sig på at gøre briterne kunsten efter og fremme en globalisering, der fører til modernisering, ikke amerikanisering. Imperiet skal stræbe efter en international liberal økonomisk orden.

Hvor briterne tidligere stræbte efter en international liberal økonomisk orden, så har amerikanerne typisk stræbt efter multi- eller bilaterale aftaler gennem GATT, WTO, IMF og Verdensbanken. Amerikanerne har aldrig forstået, hvad frihandel er – og kræver. Og det kan i længden vise sig at være USA’s akilleshæl, ikke mindst fordi underskuddet på det amerikanske budget vokser faretruende.

Præsident Bush’s problem er således, at han ikke vil indrømme, at han står i spidsen for et imperium. Han står med et imperium, men har ikke forstået dets rolle.

DEN tætpakkede bog er et angreb på al idealisme. Både den idealisme, der udgår fra menneskerettighedsindustrien i FN, herunder de associerede NGO’er. Og den idealisme, der udgår fra Bush-administrationen og den såkaldt neo-konservative indflydelse i amerikansk udenrigspolitik.

Begge dele udtrykker en politisk aktivisme i globalt format, hvor målet er en international moralsk orden. Men “verdenssamfundet” eksisterer ikke; det er en illusion. FN er alene et forum for de svage, hvor de kan forene sig imod den store Guliver. FN lider af en slags demokratisme eller selvforblindelse. Og Amerika vil gerne være populær. Men hvorfor skal den stærke gøre sig svag for at tækkes de svage, spørger Deepak Lal.

Når han følgelig priser imperiet, priser han indirekte realismen, og det er faktisk den, der er hans vigtigste ærinde. Han vil have politik tilbage til det, politik handler om: magt, ikke popularitet; resultater, ikke PR; indhold, ikke spin. Og han vil have økonomi tilbage til det, økonomi handler om: velstand, ikke omfordeling; frihandel, ikke monopoler; kapitalisme, ikke socialisme.

TILBAGE står naturligvis det store spørgsmål om islam. Men det er overvurderet, mener Deepak Lal.

Islam er i virkeligheden gået tilbage siden tyrkernes mislykkede belejring af Wien i 1683. Mest af alt, fordi der i den muslimske del af verden – fraset det moderne Tyrkiet – intet skel er mellem moske og stat. Derfor refereres der altid til Guds stat, ligesom der henvises til Guds hær.

I Mellemøsten bliver spørgsmålet “Hvad laver militæret i politik?” end ikke rejst, skriver Deepak Lal, for sådan har det været siden Muhammed. Men islam kan ikke ryste det amerikanske imperium, hvis amerikanerne vel at mærke anerkender, at de står i spidsen for et imperium.

Det er især på spørgsmålet om islams betydning for det 21. århundredes politik og moral, at den professorale nonchalance hos Deepak Lal trænger mest igennem. Han argumenter overbevisende for risikoen ved at eksportere den vestlige verdens politiske korrekthed – både gennem FN og idealistisk, amerikansk udenrigspolitik – men han undervurderer truslen fra den islamiske fundamentalisme, som meget vel kan vise sig at blive imperiets værste f
jende.

Hvis der er n
oget, vi lærer i disse år, så er det, at magten tilhører dem, der griber den.

Deepak Lal: In Paise of Empires: Globalization and Order, 270 sider, Palgrave, $27.

Moralsk hasard i fødekæden

Af Ex Column, den 8. juni 2006. 9 svar

Er fødevarekontrol et ubetinget gode? Spørgsmålet forekommer måske malplaceret i en tid, hvor risikominimering er hævet over enhver form for budgetrestriktion. At give næring til tvivl er imidlertid en af de fornemmeste opgaver for en punditokrat, så jeg vover pelsen.

Inden for anvendt forsikringsteori er et fænomen som moralsk hasard hverdagskost. Når en forsikringstager har erhvervet en police er det ikke givet, at vedkommende udviser samme adfærd. Forsikringen giver – alt andet lige – et incitament til at opføre sig mindre agtpågivende, medmindre der er indbygget betingelser i policen, der eliminerer eller begrænser tilskyndelsen til en sådan fremfærd. En forsikringstager, der har fået stjålet sin bil vil således næppe få udbetalt erstatning, hvis bilen ikke har været aflåst. På denne måde kan forsikringsselskaberne teoretisk såvel som praktisk tilsikre en sund forretningsmodel, der er økonomisk overkommelig for kunderne og dækker deres behov.

En skærpelse af fødevaresikkerheden rummer umiddelbart ikke sådanne adfærdsbetingede forholdsregler. Der er ingen entydig sammenhæng mellem forbrugeres marginale skattebidrag og en skærpet kontrol. Og der er ingen adfærdsregulerende forpligtelser, der forhindrer forbrugeren i at opføre sig tåbeligt. En skærpet fødevarekontrol vil derfor efterlade ganske mange med det indtryk, at man stort set kan lukke øjnene og foretage sit forbrugsvalg risikofrit.

Historisk har salmonella været en del af musikken, når man købte en kylling eller kalkun. I de seneste år har man imidlertid brugt omfattende ressourcer på at fjerne salmonella fra disse fødevareemner, hvilket vistnok har resulteret i, at under 5 pct. af dansk produceret fjerkræ nu er inficeret med salmonella-bakterier. Det kan diskuteres, hvorvidt fordelene står mål med omkostningerne, men det har været virkningsfuldt. Problemet er imidlertid, at den reducerede risiko meget vel kan få os til at ændre adfærd. Hvor vi tidligere udviste rettidig omhu under tilberedningen af fjerkræ, kan vi i dag tillade os at være mindre agtpågivende, når vi kokkererer. Eller kan vi?

Sandsynligheden for at blive ramt af salmonella er reduceret, men vi kan ikke være fuldstændig sikre på, at det kød vi køber er salmonellafrit. Selv ikke i den situation, hvor salmonella-bakterier i fjerkræ helt forbydes. Mord og berigelsesforbrydelser er også forbudt, men forekommer alligevel. Skærpet kontrol, klækkelige bøder eller hårde straffe kan naturligvis bidrage til at sådanne hændelser minimeres, men ikke helt forhindres. Og omkostningerne ved at gøre blot dette, vil være prohibitive.

Risikoreduktion på fødevareområdet er med andre ord et tveægget sværd. En skærpet kontrol vil reducere forekomsten af farlige fødevarer, men også give os en falsk tryghed, der fører til en mere skødesløs adfærd. Hvis politikerne vil gøre noget effektivt for fødevaresikkerheden bør de i stedet flytte opmærksomheden fra kontrol og forbud til almindelige erstatningsret. Ikke fordi det vil garantere salmonellafrit fjerkræ, men fordi det vil være det mest probate og ræsonnable tiltag.

BBC i USA

Af admin, den 7. juni 2006. Skriv et svar

For at fejre medieforliget i går, der udstrakte kop-skatten (licensen) til også at omfatte pc’ere (Se Rohdes strengt logiske forsvar for denne udvidelse af beskatningen her), men som dog opretter en public service-fond, som med tiden måske — måske ikke — kan få aflivet den nationalromantiske forestilling om statsopdragelse af masserne, bringer vi her et link til et lille indlæg om DRs åndelige og statsunderstøttede britiske tvilling BBC, der nu åbner i USA. Man mener åbenbart, at MSM i USA ikke er tilstrækkeligt venstresnoet.

Artiklen er af Gerard Baker, og her er et par smagsprøver:

A few years ago the former boss of the BBC attacked American television news for too slavishly following the government line. Instead the BBC now says in its publicity, it will offer “both sides of the story”.

Roughly translated this means the BBC thinks that, while the vast majority of Americans are morons who are perfectly content to swallow right-wing rubbish from their political and media masters, there is an educated and sophisticated elite on the coasts that feels somehow its worldview is underrepresented by the current giants of the mainstream media in the US.

This might come as surprise to Americans casually familiar with the output of CNN, CBS, NBC or ABC but the BBC is happy anyway to add its own little three-lettered logo to the vast and steaming alphabet soup of liberal bias. …

BBC News is produced by a very large team of ideological confreres, who, with a very few exceptions subscribe to the smart London set’s view of the modern world.

This thinks, roughly, that capitalism is some sort of conspiracy by evil men against the ordinary working stiff and that big government and higher taxes are the only route to a fair society.

Bakers pointe er ikke at jamre sig over den politiske ensretning i BBC’s nyhedsformidling, men den ekstreme konkurrenceforvridning, der følger af deres (dårligt kamuflerede) skatteopkrævning. Også på det punkt ligner situationen noget, vi kender hjemmefra.

Læs selv hele artiklen her.

Ugens citat: Rohde om (en slags) skattestop

Af Redaktionen, den 7. juni 2006. 11 svar

Venstres politiske ordfører, Jens Rohde (hvis indsigt i økonomiske ræsonnementer, vi tidligere har dækket intenst her og her), bedyrer i dagens Jyllands-Posten, at det nye medieforligs udbredelse af licensbetaling til computere, telefoner m.v. sådan set ikke er et brud på skattestoppet:

»Licens er ikke omfattet af skattestoppet, for du har mulighed for ikke at betale den ved ikke at have radio eller tv. Ja, du skal endda tilmelde dig, hvis du betaler licens.«

Altså på samme måde som en forhøjelse af ejendomsskatterne ikke ville være en skatteforhøjelse–man har jo mulighed for ikke at eje fast ejendom.  Eller en forhøjelse af registreringsafgiften–man har jo også en mulighed for ikke at have bil.  Ja, eller sågar en forhøjelse af momsen eller indkomstskatten–man har jo også fine muligheder for at bruge sine penge på andet end momsbelagte varer og tjenesteydelser, ligesom man jo også bare kan arbejde mindre.  Mulighederne er med andre ord legio!  Det er bare om at komme i gang med at fastholde og udbygge skattestoppet …

Dødens gab

Af Ex Column, den 7. juni 2006. 19 svar

Det er ingen hemmelighed, at Den Østrigske Skole i mange henseender bliver betragtet som et udkantsfænomen inden for økonomisk teori. Det gælder vel især de bidrag, der forholder sig til makroteori. Her har det asketiske forhold til matematik i én guddommelighed været en forhindring for den videnskabelige videreudvikling. Klarheden og fremdriften fortoner sig således ofte i noget, der minder om ren knever. Og det er faktisk fortrædeligt, når Østrigerne har så meget at byde på.

For et par uger siden blev jeg præsenteret for et arbejdspapir, som illustrerer min pointe. Mens en hel verden bekymrer sig om det stigende inflationspres, præsenterede William R. White fra Bank of International Settlement det for tiden frappante synspunkt, at kilden til visse økonomiske kriser ikke nødvendigvis skal søges i det kaffegrums, der kaldes inflation. Depressionen i 30’ernes USA blev således ikke initieret af en forudgående hyperinflation. Sammenbruddet i Japansk økonomi i 80’erne var heller ikke foranlediget af et foregående inflationspres. Og krisen i Asien sidst i 90’erne er også svær at tilbageføre til et regionalt inflationspres.

De tre kriser kan derimod – uden sammenligning i øvrigt – knyttes til en forudgående kreditekspansion, som jeg vil tillade mig at kalde Dødens gab. For det er egentlig en ganske rammende betegnelse for det forløb, der sættes i gang, når den finansielle rente i stadig større omfang afviger fra den naturlige rente. Og det er her Østrigerne kommer ind i billedet.

Den naturlige rente er det bedste kommunikationsværktøj, der findes. Den sender et klart signal om økonomiske agenters tidspræferencer. Hvis den naturlige rente er lav, er det populært sagt et signal om at forbrugerne sparer op med henblik på at erhverve forskellige kapitalgoder i fremtiden. Hvis renten er høj er det omvendt et signal om, at forbrugerne vil anvende deres penge her og nu på forbrugsgoder. Men hvis virksomhederne bruger den finansielle rente som rettesnor for forbrugernes tidspræference, bliver de snydt. For en lav finansiel rente er ikke længere et signal om, at forbrugerne står i kø efter langsigtede kapitalgoder. Katastrofen indtræffer, når den forventede efterspørgsel udebliver.

William R. Whites arbejdspapir er et cadeau til denne indsigt, som han tilskriver Østrigerne, og ikke mindst Hayek. Men arbejdspapiret er også en advarsel om, at inflationsmålsætninger skygger for den kendsgerning, at vore økonomier kan bevæge sig mod et sammenbrud, selv om der ikke er tegn i sol og måne på et inflationspres. Måske burde vore egne økonomiske vismænd fokusere lidt mere på dette, og mindre på faren for overophedning under fuld kapacitetsudnyttelse. Jeg indgår således gerne et væddemål om, at den største udfordring i relevant fremtid ikke bliver mangel på kapacitet, men derimod overkapacitet.

Katrine Winkel Holm i Djævelens Advokat

Af Jacob Mchangama, den 5. juni 2006. Skriv et svar

Djævelens Advokat er efter en længere pause tilbage med en debat om "Kristendommen som frihedens religion?".  Udsendelsens gæst er teolog og debattør Katrine Winkel Holm. Debatten omhandler ikke overraskende samme emne, som denne punditokrats sidste post om "Luthers rene lære".

Den libertære Bush

Af Jacob Mchangama, den 5. juni 2006. 4 svar

Weekly Standard har i sin seneste udgave en artikel, der skamroser Bush. Nej, det drejer sig ikke om præsidenten George, men derimod dennes broder Jeb, der er guvernør i Florida. I artiklen præsenteres Jeb Bush som intet mindre end USA's bedste guvernør. Man skal selvfølgelig have i mente, at Weekly Standard er særdeles pro-republikansk og at der en udpræget mangel på feel-good historier fra den republikanske lejr i disse tider. Alligevel må Jeb Bush' resultater siges at være imponerende og man kan godt ærgre sig over, at det ikke er Jeb men George, der sidder i huset på 1600 Pennsylvania Avenue.

Jeb Bush, der ifølge ham selv besidder et "libertarian gene" kan se tilbage på en række bemærkelsesværdige politiske resultater, som bør opmuntre desillusionerede borgerlig-liberale, der har mistet troen på, at det er muligt for borgerlige politikere at føre borgerlig-liberal politik:  

In a state with a surging population, Bush has presided over a booming economy with the highest rate of job creation in the country and an unemployment rate of 3.0 percent (the national average is 4.6 percent). Florida has no state income tax, but Bush has nonetheless found a way to cut taxes every year of the eight he's been in office. Meanwhile, he's trimmed the state employment rolls by 11,000.

[…]

He's the first governor to impose stringent testing and accountability on Florida elementary and secondary schools, along with three voucher programs, the most ambitious of which was struck down this year by the (liberal and majority Democratic) state supreme court. This achievement went beyond the No Child Left Behind program of his brother, President Bush, who dropped vouchers in a compromise with Democrats in 2001.

On health care, no governor has attacked Medicaid, whose costs are swamping state budgets, more boldly than Bush. He wangled a breathtakingly broad waiver from the federal Department of Health and Human Services to privatize Medicaid in two populous counties, Duval (Jacksonville) and Broward (Fort Lauderdale). The new program, affecting more than 200,000 Medicaid recipients, goes into effect July 1.

Hvordan er Jeb så forskellig fra George?:

Friends of Jeb compare him favorably with his brother, but they're wary of doing it on the record. One former Republican governor insisted that Jeb Bush "is far more gifted than his brother or his father," the elder President Bush. A consultant who knows both Jeb and George says, "Jeb is excellent and George is above average."
The conventional wisdom is that Jeb is the smart one who thinks through issues, and George is merely savvy and acts on instinct. That's a media myth. Both think alot before they act. And they agree on many things. JebBush has visited Iraq and backs the policy there. He agrees with his brother on immigration and taxes and soon.

But there are significant differences, so many that conservative activist Grover Norquist says, "Jeb Bush is adopted." There's no "genetic mix" with his father or his brother, according to Norquist. He is joking, of course, to highlight the ideological gap between Jeb and the Bush family. Jeb Bush is a small government conservative. He was feted in Washington in 2003 by the libertarian Cato Institute and talks about having a "libertarian gene." President Bush has no such gene. He's what I call a strong government conservative and others refer to as a big government conservative. True, President Bush is closer ideologically to President Reagan than to his father, a moderate. But Jeb Bush is closer to Reagan than his brother is.
But there are significant differences, so many that conservative activist Grover Norquist says, "Jeb Bush is adopted." There's no "genetic mix" with his father or his brother, according to Norquist. He is joking, of course, to highlight the ideological gap between Jeb and the Bush family. Jeb Bush is a small government conservative. He was feted in Washington in 2003 by the libertarian Cato Institute and talks about having a "libertarian gene." President Bush has no such gene. He's what I call a strong government conservative and others refer to as a big government conservative. True, President Bush is closer ideologically to President Reagan than to his father, a moderate. But Jeb Bush is closer to Reagan than his brother is.But there are significant differences, so many that conservative activist Grover Norquist says, "Jeb Bush is adopted." There's no "genetic mix" with his father or his brother, according to Norquist. He is joking, of course, to highlight the ideological gap between Jeb and the Bush family. Jeb Bush is a small government conservative. He was feted in Washington in 2003 by the libertarian Cato Institute and talks about having a "libertarian gene." President Bush has no such gene. He's what I call a strong government conservative and others refer to as a big government conservative. True, President Bush is closer ideologically to President Reagan than to his father, a moderate. But Jeb Bush is closer to Reagan than his brother is.

Jeb has vetoed hundreds of spending measures. His friends are not immune to his veto knife. Bush and Mel Martinez were good friends in 1999 when Martinez, then an Orange County (Orlando) official and now a U.S. senator, got the legislature to approve funding for a transportation project. Bush "vetoed the damn thing," Martinez says. "He's legendary for that. He does it to his best friends." In contrast, President Bush is legendary for not vetoing a single spending bill.

Nedenfor følger en mere detaljeret opgørelse over Jeb Bush's resultater: 

* Political leadership: Florida was a weak-governor state when Bush arrived. No more. It had cabinet government with six elected state officials besides the governor. Now the cabinet has been reduced to three members plus Bush, and power is not shared equally. Bush rules. He removed the bar association from a role in naming judges and now controls the selection process. He also eliminated the state board of regents, took control of the board of every public university, and gained the right to name the state education commissioner. And he's changed the policy debate from how much government can do to how much it should leave to the people and the free market. "That's his greatest effect," says Robert McClure of the Bush-friendly James Madison Institute in Tallahassee.

* The economy: It's bursting at the seams. Florida is no longer totally reliant on tourism, agriculture, and the retiree industry. Under Bush, Florida has become the fourth largest high-tech state. Its bond rating has been hiked to Triple A. The economy, in Bush's words, was "knocked for a jolt" by 9/11. He "went out to shamelessly promote" tourism, and state construction projects were accelerated. It worked. He stubbornly fought a high-speed train connecting Miami, Orlando, and Tampa. It was approved in a 2000 referendum, only to be rejected in 2004 at Bush's urging.

* Taxes: Bush has slashed $20 billion in taxes over eight years and enjoys the heartburn this gives the media and liberals. "I do love it," he says. "Prior to my arrival, there may have been a tax cut or two, but normally the way to solve problems was to raise taxes." This y
ear, the legislature kille
d what Bush calls "the evil, insidious intangibles tax" on stocks and bonds. His tax cuts are all the more shocking in a state with no income tax but with a balanced budget requirement.

* Education: Bush's education reforms have been vindicated by scholarly studies. Jay Greene and Marcus Winters of the Manhattan Institute found testing to end social promotion in Florida schools had led to "substantial academic gains for low-performing schools." A Harvard study concluded the stigma of poor student performance and the threat of vouchers caused schools to improve. The test scores of African-American and poor students rose significantly. One example: The percentage of African-American fourth graders reading at grade level doubled to 56 percent from 1999 to 2005.

* Medicaid: Bush's bold experiment, due to begin in less than a month, has important national implications. In Broward and Duval counties, Medicaid recipients will choose among 19 insurance plans. The program provides incentives to change behavior by quitting smoking, seeking preventive care, and getting dental exams. The aim is not to cut the cost of Medicaid but to slow its staggering growth: Florida's Medicaid budget jumped from $7 billion in 1999 to $16 billion in 2006. If the Florida test succeeds, other states will follow.

* Medicaid: Bush's bold experiment, due to begin in less than a month, has important national implications. In Broward and Duval counties, Medicaid recipients will choose among 19 insurance plans. The program provides incentives to change behavior by quitting smoking, seeking preventive care, and getting dental exams. The aim is not to cut the cost of Medicaid but to slow its staggering growth: Florida's Medicaid budget jumped from $7 billion in 1999 to $16 billion in 2006. If the Florida test succeeds, other states will follow.

Må man foreslå d'herrer Fogh og Hjorth Frederiksen en studietur til Florida? En sådan ville være en sjældent gavnlig udnyttelse af borgernes skattepenge. 

Luthers rene lære

Af Jacob Mchangama, den 4. juni 2006. 37 svar

Siden den islamiske revolution i 1979 er vi i Vesten i stigende grad blevet konfronteret med, i hvor fundamental grad den islamistiske version af det gode samfund, baseret på en streng fortolkning af Koranen, strider imod den moderne vestlige version af det gode samfund i form af det liberale demokrati. Det er endvidere et uomgængeligt faktum, at den langt overvejende del af verdens muslimske lande er udemokratiske og uden basale frihedsrettigheder, mens kristne vestlige lande i overvejende grad respekterer og bygger på det liberale demokrati. Dette har herhjemme fået en række kristne og/eller konservative debattører til at fremhæve kristendommens, nærmere bestemt den lutherske protestantismes, afgørende betydning for den frihed der hersker i Danmark i dag. Man kan måske endda sige, at denne gruppe af kristne og/eller konservative debattører har lagt kimen til en dansk luthersk-evangelisk version, af hvad David Gress har kaldt "The Grand Narrative".

Kasper Støvring skrev for nyligt i Berlingske et indlæg, hvor han gik i rette med de der kritiserer religionens indflydelse på samfundsforhold, der på fin vis fanger indholdet i den dansk luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative.

"Men de principfaste kritikere ser dermed bort fra den betydning, religionen har som kulturel faktor. Det gælder for Danmarks vedkommende, at landet historisk set har haft en protestantisk kernekultur. Og denne kultur er bevaringsværdig af især tre grunde.
– Den ene er hensynet til sekularismen. Den bedste måde at sikre sekularismen på er ikke nødvendigvis gennem en formel, organisatorisk adskillelse af stat og kirke. […] I Danmark har den protestantiske religion derfor været præget af og har selv præget en kultur, der er positiv over for oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter. Så sekularismen sikres bedst som et liberalt gode, hvis folkekirken fortsat nyder særlig status og særlige privilegier. For dermed understøtter staten den religion, nemlig protestantismen, som selv anerkender adskillelsen mellem religion og politik. Staten og politikerne behøver ikke hele tiden at gribe ind over for den dominerende religion. For protestantismen gør netop adskillelsen mellem de to regimenter til en bærende del af selve den kirkelige forkyndelse.

Det er forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke. Velstående og demokratiske lande med høj grad af tillid mellem borgerne bygger altså historisk på den protestantiske kristendom med dens høje arbejdsmoral og tro på privat initiativ. Hertil hører også en udbredt tro på individets frihed kombineret med en sund skepsis angående dets naturlige tilbøjeligheder".

Hvor Kasper Støvring tilbyder en mere sociologisk forklaring på sammenhængen mellem protestantismen og frihed, fremkommer Søren Krarup ikke overraskende med en teologisk forklaring derpå:

"Fordi kristendom altid er for troen, dvs. har at gøre med forholdet til dette forkyndte, utrolige ord, derfor er kristendommen i modsætning til de fundamentalistiske religioner og ideologier ikke en lære, der kan opbygges hellige samfund på eller opstilles hellige bud og love ud fra.

[..] Af den grund kan der ikke laves kristelige samfund. Af den grund kan der ikke gives kristelige love. Af den grund kan der ikke føres kristelig politik. Kristendom er forkyndelse af og fordring om tro på den korsfæstede Kristus, og således kan kristendommen aldrig tages til indtægt og gøres til en isme, ideologi eller fundamentalisme.

På den anden side er det den kristne forkyndelse, der sætter samfundet, lovgivningen og politikken på plads, for denne forkyndelse gør samfund, lovgivning og politik til jordiske og relative ting. Kristendommen afviser al jordisk hellighed – hvad enten man bygger denne på fremskridtstroen eller Koranen. Kristendommen kender kun syndere på denne jord. Helligheden er alene hos Gud i himlen, hvis søn og ord vi bare kan tro, ikke sætte på paragraffer og efterplapre og føre hellig krig på.

Denne relativering af det menneskelige og samfundsmæssige – det er frihedens forudsætning og mulighed. Det er slet ingen tilfældighed, at åndsfrihed og borgerlige frihedsrettigheder kun kendes i lande, hvor evangeliet er blevet forkynd"…

Da konservatismen jo roser sig selv for at være konkret forankret frem for abstrakt, flyvsk og virkelighedsbaseret frem for idealistisk (og ideologisk) er det interessant at foretage et historisk tilbageblik og se, hvor solidt båndet mellem den lutherske protestantisme og friheden egentligt er.

Den danske reformation fandt som bekendt sted i 1536. Skal den protestantiske forklaring, om protestantismen, som frihedens forudsætning lægges til grund, skulle man derfor forvente, at reformation betød en højere grad af frihed for danske borgere, end de havde været vant til i godt 536 år som katolikker. Men Danmarkshistorien fortæller om en helt anden virkelighed. Rent faktisk blev reformationen indledningen til en periode i Danmarkshistorien præget af en streng luthersk ortodoksi.

Af stor betydning var det, at der blev indført konfessionstvang og statsligt opsyn på universiteterne, der med Professor i retshistorie Ditlev Tamm's ord dermed blev til præsteskoler bundet til en bestemt religiøs bekendelse. Det er i den forbindelse interessant, at Københavns Universitets statut i 1539 udtrykkeligt fastslog, at der ikke måtte fremføres kritik af øvrigheden, hvilket dårligt kan karakteriseres, som et udtryk for den kritik og begrænsning af magten, som er så fremherskende i den klassiske liberalisme. Også strafferetten blev markant berørt af reformationen. Det var et udslag af Guds befaling når Kongen, der jo besad sin position ved Guds nåde, straffede de onde. Den gammeltestamentlige mosaiske ret, herunder de ti bud, blev således inspirationskilden til reformationens strafferetlige reformer med blandt andet en markant stigning indførslen af dødsstraf til følge.

Historikeren Alex Wittendorf peger på, at den lutherske ortodoksi blev systematiseret med Christian Friis' udnævnelse som kansler i 1596. Friis skriver i 1599:

"Fra den første dag jeg tiltrådte dette embede, som jeg nu indtager, har det været min højeste bestræbelse, at religionen i disse berømmelige riger kunne fremmes så troligt og retteligt som muligt af Ordets tjenere ved lærdom såvel som ved levned. Hvem der arbejdede i denne retning, har jeg søgt at hædre og forfremme, så vidt det stod til mig".

For Friis var den lutherske evangelisme "den rene lære" og Christian Friis foranledigede en udrensning blandt teologer, der ikke delte denne strenge lutherske fortolkning af bibelen. Vigtigst af alt var det Christian Friis der forfremmede Hans Poulsen Resen til datidens teologiske chefideolog, hvilket skulle få store konsekvenser for den danske befolkning. Wittendorf beskriver kernen i den lutherske ortodoksi således:

"Substansen i det kan vel siges at være dette, at mens de humanistisk prægede filipistiske teologer betragtede åbenbaring og fornuft som ligeberettigede størrelser og mente, at den genfødte fornuft godt kunne have en vis selvstændig dømmekraft, også i religiøse spørgsmål, så mente Resen og andre ortodokse lutheranere, at troen er væsensforskellig fr
a fornuften, og at troen b
lot kan henholde sig til de aldeles ubegribelige mysterier, som er kristendommens væsen, og som er åbenbaret i Skriften. Alle transcendente ting er dækket af et uigennemtrængeligt slør. Fornuften er den store fjende, Satans mest virksomme redskab til at lede menneskene bort fra troen".

En anden af Resens kongstanker var djævleuddrivelsen ved barnedåben. For Resen og de ortodokse lutheranere var mennesket født i synd, hvorfor djævleuddrivelse ved dåben ikke blot var en symbolsk handling. Det nyfødte barn var ved fødslen således besat af Djævelen og "Åndeligen, idet det anses og actes, som uden Guds nåde efter sin egen fordærvelige natur under mørkheds magt." Der er således en afgrundsdyb forskel mellem Resens ortodokse tro og den klassiske liberalismes opfattelse af mennesket som værende født som frit og med naturlige rettigheder.

Resen nød som nævnt Christian Friis' nåde, men også Christian IV havde stor tillid til Resen. I 1615 blev Resen udnævnt til Biskop for Sjælland og en periode af, hvad Ditlev Tamm kalder en "socialdisciplinering" af det danske samfund begyndte for alvor. Året 1617 var jubilæet for Luthers opslåen af sine 95 teser i Wittenberg i oktober 1517. Den rette tros sejr skulle både fejres og cementeres, så man kunne demonstrere, "at man mente det alvorligt med den rene lære", som Tamm skriver. I oktober 1617 blev således udstedt forordninger, der skulle modvirke løsagtighed, overdådighed, luksus, og andre uvaner der kunne fremkalde "Guds fortørnelse". Men mest interessant er udstedelsen af trolddomsforordningen, som systematiserede kriminalisering af trolddomsvirksomhed og medførte en markant stigning i antallet af kvinder, der blev brændt på bålet som hekse. Trolddomsforordningen var klar religiøst inspireret (af mosaisk ret).

Det er interessant, at trolddomsforordningen blev indført på et tidspunkt, hvor man andre steder i Europa havde begrænset hekseprocesserne. Når vi i Danmark forsikrer os selv om at de brutale uskikke, der stadig hersker i mange muslimske lande (og også i visse muslimske parallesamfund), hører middelalderen til, er dette således ikke korrekt. Mange af disse skikke kulminerede herhjemme i renæssancen, med udspring i reformationen og vores egen officielle statsreligion.

1600 tallets religiøse ortodoksi, der mere end flirtede med kristendommen som lovreligion, må siges at være en særdeles effektiv historisk tilbagevisning af den krarupske påstand. En påstand som hævder at der ikke kan føres kristen politik, indføres kristne love og at kristendommen i sin natur står i modsætning til fundamentalisme. Denne epoke må endvidere også i bredere forstand siges, at rokke alvorligt ved den danske luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative. Protestantismen var ved dens indførsel således ikke venligt stemt overfor "oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter", som Kasper Støvring gør gældende. På mange områder var protestantismen direkte fjendtligt indstillet heroverfor (med Luthers stærke anti-semitisme og modvilje mod homoseksuelle som et andet godt eksempel). Ligeledes må der sættes alvorligt spørgsmålstegn ved påstanden om, at protestantismen har en iboende skepsis overfor autoriteter. For rigtigt nok gjorde man med reformationen op med Pavens ufejlbarlige magt, men samtidig konsoliderede man kongens magt kulminerende med indførslen af enevælden i 1660. Den katolske kultur-sociolog Jakob Munck går endog så langt, som at tale om, at reformationen har medført, at vi i Danmark i dag stadig lever i en Luthersk formynderstat. Med udgangspunkt i Luthers ord om, at "evangeliet heller ikke (lærer) noget om hvordan man skal indrette og udøve det verdslige regimente, ud over at det er påbudt, at man skal ære det og at man ikke skal sætte sig imod det", konkluderer Munck, at der:

"for den verdslige statsmagt eller konge altså er mange muligheder for at styre, og ingen af disse er i modstrid med Guds vilje eller Evangeliet ord. Det er derfor, for den troende lutheraner, ikke legitimt at gøre oprør mod de verdslige magtudøvere, uanset hvordan de udøver denne magt, for disse herskere har – af Gud selv – fået overdraget myndigheden til at styre denne verden efter deres egen vilje. Enevælde, diktatur og formynderisme er altså ikke på nogen måde i modstrid med den lutherske lære".

Muncks citat er efter min smag for hård en dom over nutidens Danmark, men mere korrekt i forhold til perioden fra reformationen og en lang periode frem måske endda helt frem til 1800 tallet.

At protestantismen indeholder en kim af totalitarisme bekræftes i øvrigt af protestantismens anden store skikkelse Calvin, som i to omgange indførte en streng kristen teokratisk bystat i Geneve. Denne var baseret på en rigoristisk ordlyds fortolkning af bibelens ord med en omklamrende og undertrykkende regulering af borgernes liv, heksebrændinger og dødsstraf for blasfemi til følge.

Ovenstående skal selvfølgelig ikke underkende kristendommens og protestantismens betydning for vestlig civilisation, herunder hævdvundne frihedsrettigheder, som man kan læse mere om her. Den lutherske evangelisme spiller efter min opfattelse en overvejende positiv rolle i dagens Danmark og det kan være bevægende at iagttage, hvorledes særligt den ældre generation har en oplevelse af fællesskab ved kirkegang, salmesang m.v. Men det kræver en mere end almindelig revisionistisk historisk tilgang at påstå, at der går en snorlige vej fra kristendom, og i Danmarks tilfælde reformationen, til det liberale demokrati og respekten for individuelle frihedsrettigheder. Vejen fra kristendom, og særligt protestantismen med dens to regimentelære, til frihed er ganske givet kortere end fra Islam (og Jødedom?) til frihed, Men vejen er stadig lang, kroget og fyldt med farlige afkørsler, der ender i undertrykkende og kvælende blindgyder.

Tax Freedom Day

Af Stanislaw, den 3. juni 2006. 15 svar

I dag er en festdag for UK og briterne. I dag er nemlig dagen, hvor vore britiske venner kan fejre Tax Freedom Day (TFD). TFD er navnet på dagen, hvor den gennemsnitlige britiske skatteyder stopper med at arbejde for staten, og kan starte med at arbejde for sig selv. I dag – lørdag den 3. juni 2006 – kan briterne altså fejre, at de (under et) har betalt deres skatter, og ikke længere arbejder for at tilfredsstille Gordon Browns glubende appetit på skattekroner. Her fra Punditokraterne skal der lyde et stort tillykke med det.

Den dårlige nyhed er, at TFD i år falder tre dage senere end sidste år. Det er faktisk ikke så lidt. D.v.s., at de britiske skatteydere i år skal arbejde hele tre dage mere for staten, end de skulle sidste år. Ikke desto mindre kan briterne fejre TFD et godt stykke tid før de fleste andre EU-lande. Det kommer næppe som den store overraskelse, at den gennemsnitlige TFD for EU og Euro-landene (eksl. UK) i 2004 faldt betydeligt senere end i både UK og USA (se her). Jeg ved ikke præcist hvornår den danske skattefrihedsdag falder, men sikkert er det, at vi her i Danmark må vente endnu et godt stykke tid, før vi kan hejse glasset og ønske hinanden tillykke med vores skattefrihed.

For mere om Tax Freedom Day, se her og her.