Månedsarkiv: oktober 2021

Fra min inbox: Postfirma i Polen limede vægte på brevene for at omgå statens monopol

Forlede fik jeg en interessant mail, som fortæller lidt om, hvor skadelige (statslige) monopoler er, og hvor meget markedet er villige til at gøre for at omgå dem.

Tak for sjov historie om The Jones Act. Jeg kom til at tænke på en historie, en polsk kollega fortalte mig, om hvordan InPost brød det polske post-monopol for breve ved at lime metalvægte på brevene, så de kom over 50g-grænsen for små breve, og alligevel kunne omdele billigere end statens postvæsen 😀

Helt kort så klistrede firmaet nedenstående plade på brevene, så de blev tungere end 50 gr. og dermed kom over monopolets vægtgrænse. Og det var en fuldt lovlig måde at omgå reguleringen på.

Tænk at man kan lime en metalplade på et brev og stadig gøre det billigere end statens monopol…

Friedman har i øvrigt påpeget, at monopoler oftest netop er statslige eller beskyttet af staten gennem regulering. Jeg er enig med ham. Det er svært at finde eksempler på permanente monopoler på frie markeder. De private firmaer, vi kalder monopoler i dag, vil være forsvundet i morgen (med mindre det lykkes dem at få så meget regulering på plads, at konkurrencen begrænses, hvilket fx Facebook er godt i gang med).

Kom gerne med eksempler på monopoler (både beskyttede og frie) i kommentarsporet.

Minimumslønninger: Det handler om velfærd – ikke løn

Følger man med i debatten om effekten af minimumslønninger, vil man se, at der ikke er entydig evidens for, at minimumslønninger ødelægger jobs.

Jeg har tidligere argumenteret for, at man næppe kan finde den sande effekt af minimuslønninger ved blot at kigge på lønninger og jobs, fordi der er et væld af muligheder for at omgå reguleringen. Hvis din løn bliver sat i vejret, men du samtidig mister mange af dine øvrige goder på jobbet, kan du være lige vidt. Du kan sagtens ende med at betale for din egen lønstigning ved at miste betalt mad, betalt parkering, fleksibilitet i arbejdstiden osv.

Jha & Rodriguez-Lopez (2021) finder en anden interessant omkostning for lønmodtagerne. Her er deres abstract (mine fremhævninger):

Exploiting minimum-wage variation within multi-state commuting zones, we document a negative relationship between minimum wages and firm variety in the U.S. restaurant and retail trade industries. To explain this finding, we construct a heterogeneous-firm model with a monopsonistic labor market and endogenous firm variety. The decentralized equilibrium underprovides the mass of firms compared to the outcome achieved by a welfare-maximizing planner. A binding minimum wage further reduces the mass of firms, exacerbating the distortion. Workers value employer variety, and thus, by reducing firm variety the minimum wage reduces workers’ welfare even if the average wage increases.

Det var ikke en effekt, jeg havde tænkt over før. Men det burde have stået lysende klart for mig, for jeg har mange venner, som har valgt dårligt betalte jobs, fordi det var fede jobs. Jeg havde fx to kammerater, der var kajakguides i Alaska. De tjente meget lidt, men fik en oplevelse for livet. Havde der været minimumslønninger da de var guides, havde de nok tjent mere (de havde sikkert kunne finde et andet job), men deres liv var under ingen omstændigheder blevet bedre af det.

Jha & Rodriguez-Lopez (2021)’s resultater viser, hvor svært det kan være at vurdere konsekvenserne af en given politik. For hvis forskningen entydigt havde vist, at minimumslønninger hævede indkomsten for lønmodtagerne, ville politikere og den samlede venstrefløj have jublet over mindstelønnens effekt på det, de kunne se. Men det ville stadig være dårlig politik på grund af de ikke-sete effekter som bl.a. Jha & Rodriguez-Lopez (2021) finder.

Fra folkeskole til friskole. Interessant interview med lederen af Uhre Friskole

Skolemonitor har i dag et interview med en skoleleder, Kent Lykke, der har været på samme skole i 40 år, men i mellemtiden er gået fra at være folkeskole til at være friskole. Det er et ret interessant interview, hvis man vil forstå, hvorfor friskoler generelt klarer sig bedre end folkeskoler.

Kent Lykke peger bl.a. på centralisering som et problem for kvaliteten.

»Forvaltningerne er smeltet mere og mere sammen med det politiske system, hvor forvaltningen tidligere var en mellemstation. Men nu er de to enheder blevet ens og er meget stålsatte over for os, de udførende. Det er blevet formidling fra forvaltning til os frem for drøftelser,« siger Kent Lykke. […]

Det har skabt en distance mellem skoler og det politiske niveau, som i øvrigt blev forstærket med strukturreformen, der lagde 271 kommuner sammen til 98. Herunder Brande Kommune, der blev til Ikast-Brande.

»Konsekvensen er, at der i dag sidder mennesker i vores demokrati, som beslutter ting, de reelt ikke har indsigt i,« siger Kent Lykke.

Den manglende indsigt har samtidig betydet, at behovet for dokumentation er steget tilsvarende, tilføjer han.

»Det er en tidsrøver, som udhuler det meningsfulde. Det at være ledelse for noget og nogen er der blevet mindre tid til,« siger Kent Lykke.

De friere rammer har også påvirket hans ledelsesstil.

»Jeg har praktisk talt aldrig sagt nej til indkøb. Når man har høje forventninger til sine ansatte, må man også understøtte dem, og derfor er det en bunden opgave at skaffe de materialer, der er bedst for dem og os,« siger Kent Lykke.

I folkeskolen er der et mål om, at 95% af alle timer skal dækkes af en lærer med kompetence i faget. Men det er øjensynligt ikke noget, der bekymrer Kent Lykke.

Og hvad angår personale; på Uhre Friskole er man per definition lærer, hvis du er ansat til at undervise.

»Jeg har en tømrer, som underviser i sløjd, og vi har dagplejemødre, som er pædagoger. Vi har en musiklærer, som er uddannet på musikkonservatoriet. Men ingen af dem har en formel læreruddannelse,« siger Kent Lykke.

Kent Lykkes skole ligger i øvrigt i toppen af CEPOS’s liste over uddannelseseffekter.

Uhre Friskole har i en årrække ligget i den pænere ende af den årlige liste, som tænketanken Cepos står bag, der måler alle landets skolers evne til at løfte elevernes faglige niveau, og Kent Lykke er ikke i tvivl om, at det skyldes skolens fokus på entreprenørskab.

»Det gør mig vildt stolt,« siger Kent Lykke, der 1. november synger sin sidste morgensang på Uhre Friskole.

Læs hele interviewet her: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8362001/Det-var-en-gave-at-vi-gik-fra-folkeskole-til-friskole

Energi og klima i medierne

Energi og klima fylder en del i mediebilledet i øjeblikket, og jeg har også bidraget med et par ting.

De Radikale har fremlagt et nyt klimaudspil, hvor de vil øge klimalovens målsætning om en 70 pct.-reduktion af CO2e-udslippet (fra 1990 til 2030) til op til 80 pct. Det er kun et par år siden, De Radikale kritiserede Alternativet og Enhedslisten for urealistisk overbudspolitik, da de introducede 70 pct. målet, mens De Radikale selv gik ind for 60 pct. Nu lægger de sig så i spidsen med et 80 pct.-mål, efter først at have tilsluttet sig 70 pct.-målet.

Jeg er meget kritisk af flere grunde. Rene danske mål bidrager ikke til at løse det globale klimaproblem, og 80 pct.-målet er muligvis teknisk uden for rækkevidde. Det er i bedste fald samfundsøkonomisk meget dyrt selv med det mest omkostningseffektive middel – en ensartet generel pris på CO2-udslip – men De Radikale vil ikke bruge prisinstrumentet i nær det omfang, der er nødvendigt for at nå målet. I stedet foreslår de et sammensurium af subsidier og reguleringer, som tilfredsstiller de velorganiserede interessegrupper. Det bliver til gengæld meget dyrere for os alle under ét.

Du kan læse mere i mit interview med Altinget her og høre interviewet i Radio 4 med den radikale ordfører og mig her (7.19).

I næste uge begynder endnu et internationalt topmøde om klimaet. Den Uafhængige har i den anledning spurgt til min holdning til dansk klimapolitik. Det kan du høre mere om her (1:27.40).

Energipriserne er steget voldsomt på det seneste. Det skyldes en række flaskehalse i den internationale energiforsyning, hvoraf mange vil være midlertidige. Men den grønne omstilling vil gøre bl.a. energi dyrere permanent og øger vores sårbarhed over for flaskehalse, som dem vi ser i øjeblikket. Så man bør vænne sig til højere priser på energi også på lang sigt. Det skriver jeg om i min faste klumme i JP/Finans her.

Jeg skal måske benytte lejligheden til at uddybe, hvad jeg mener med højere priser på “bl.a. energi”. Det kan meget vel være, at selve strømprisen bliver lavere i perioder, hvis den i høj grad kommer fra f.eks. vind. Når vinden blæser, kan producentprisen ligefrem blive negativ. Men vedvarende energi kræver subsidier og stiller meget dyre systemmæssige krav til back-up og lagring. Desuden koster det ekstra at bruge el i stedet for fossile brændsler i bl.a. transporten. Det er de samlede omkostninger ved grøn omstilling, jeg har i tankerne. Konkret kan byrden lande hos forbrugerne, skatteyderne, lønmodtagerne og virksomhedsejerne; det afhænger af, hvordan regningen fordeles.

Gør erfaring med demokrati borgerne tilfredse med demokrati?

På tværs af verden er det stor forskel på, hvordan borgerne vurderer det politiske system. Der er for eksempel stor forskel på, i hvilken grad borgerne er tilfredse med måden, demokrati virker i deres land, og også deres tilfredshed med politikere og med samfundets bærende institutioner. Internt i Europa varierer tilfredsheden med demokrati således mellem 73 % i Danmark og Irland og 34 % i Grækenland, ifølge EuroBarometeret fra efteråret 2019.

Hvorfor man ser de forskelle, er et relativt stort spørgsmål for forskningen. En simpel hypotese kunne være, at jo længere man har været levet i et demokrati, jo mere tilfreds er man. Det ville både komme fra borgernes oplevelse af medindflydelse, og fra den slags effekt på kvaliteten af retsvæsenet som forskere som Daron Acemoglu argumenterer for. Teorien er dog lidt naiv, da tilfredsheden nødvendigvis må afhænge af kvaliteten af de politikere, man reelt får. En alternativ teori er, at tilfredsheden med demokrati afhænger af landets tillidskultur. Den teori inkluderer (mindst) to mekanismer: 1) At en højtillidskultur får bedre institutioner fordi dem, der arbejder i institutionerne er mere troværdige; og 2) at vælgerne i en højtillidskultur er mere tilbøjelige til at straffe dårlige politikere, så man på langt sigt får bedre institutionel politik.

Det er svært at estimere disse sammenhænge, ikke mindst fordi en basal utilfredshed med faktisk demokrati i princippet kan føre til kup og underminering af demokratiet. Vi giver alligevel et bud ved at illustrere sammenhængene mellem de to forhold og tilfredshed med demokrati i de to nedenstående figurer, hvor data kommer fra to kilder. Data på hvor stor en andel af de sidste 100 år et land har været fuldt demokratisk er fra en særudgave af Bjørnskov-Rode databasen, som Martin Rode og jeg arbejder på sammen med Andrea Sáenz de Viteri. Dataene på tilfredshed med demokrati og folks sociale tillid (deres tillid til folk i deres ’community’) er fra LaPop-undersøgelserne, hvor vi har brugt de senest tilgængelige, der i næsten alle tilfælde er fra 2016-18.

Som den første figur viser, varierer tilfredsheden med demokrati på det amerikanske kontinent mellem 37 % i Haiti til 61 % i Uruguay og 62 % i Canada. Der er også en vis korrelation (r = 0,55) mellem andelen af det sidste århundrede, hvor landet har været fuldt demokratisk, men sammenhængen er langt fra perfekt. Særligt blandt lande med en fortid som britisk koloni (de blå markører) er der i praksis ingen sammenhæng, og mindre lande som Dominica, Jamaica og Saint Lucia har stærkt utilfredse befolkninger på trods af deres lange, ubrudte demokratiske tradition.

Ser man på den alternative teori i dagens anden figur, er sammenhængen mellem social tillid en smule stærkere, men igen langt fra perfekt. Tillid er vigtig for måden, de bærende institutioner fungerer (r = 0,69), men kan ikke være hele forklaringen. Mens man godt kan forstå den relative utilfredshed i Colombia – når man kender landets voldsomme historie med narkoorganisationer – er Dominica og Paraguay meget klare outliers.

Hvad skal man konkludere fra de to figurer? Det er nærliggende at konkludere, at der er klar støtte til begge slags teorier – og sådan ser det mere generelt også ud i den forskning, der kan informere om det overordnede forhold – men også at der er en hel del variation, som man ikke kan forklare med simple, generelle forhold. Jo mere man tænker over det, rejser spørgsmålet dog også et relateret spørgsmål: Er det overhovedet godt, at folk er meget tilfredse med demokratiet? Bliver borgerne ikke alt for lette at narre og manipulere, hvis de er naivt tilfredse med politik? Det spørgsmål rejser vi ikke i dag, da det kræver en hel post for sig selv.

Man kan ikke få BÅDE frihed og lighed, hvis mænd og kvinder er grundlæggende forskellige

Forleden skrev jeg om Ahern & Dittmar (2012), som fandt at kvindekvoter i Norge forhindrede virksomhederne i at skabe mest mulig værdi. Kvindekvoter og lignende regulering synes ofte at have til formål, at gøre kvinder og mænd mere ens i outcome. Men som det er velkendt for mange (Steffen Larsen taler en del om det i dette afsnit af “Ring, hvis jeg tager fejl”), kan man ikke få både frihed og lighed i outcome, hvis mænd og kvinder er grundlæggende forskellige.

At de er det, hersker der næppe megen tvivl om. Men det er alligevel et emne, der til stadig bliver undersøgt nærmere og nærmere. Coffman et al. (2021) viser således, at kvinder og mænd ikke blot er forskellige i udgangspunkt, men også forskellige i forhold til hvordan de tilpasser deres adfærd på baggrund af feedback.

Her er abstract (min fremhævning):

Many decisions – such as what educational or career path to pursue – are dynamic in nature, with individuals receiving feedback at one point in time and making decisions later. Using a controlled experiment, with two sessions one week apart, we analyze the dynamic effects of feedback on beliefs about own performance and decision-making across two different domains (verbal skills and math). We find significant gender gaps in beliefs and choices before feedback: men are more optimistic about their performance and more willing to compete than women in both domains, but the gaps are significantly larger in math. Feedback significantly shifts individuals’ beliefs and choices. Despite this, we see substantial persistence of gender gaps over time. This is particularly true among the set of individuals who receive negative feedback. We find that, holding fixed performance and decisions before feedback, women update their beliefs and choices more negatively than men do after bad news. Our results highlight the challenges involved in overcoming gender gaps in dynamic settings.

Coffman et al. (2021)‘s resultater understreger, at hvis man vil gøre mænd og kvinder mere ens i outcome, er man nødt til at gå på kompromis med friheden. Og det er netop det, De Radikales kurskifte gør, når de fratager virksomhedernes ejere (hvilket i mange tilfælde vil sige de danske pensionsopsparere) muligheden for selv frit at sammensætte deres bestyrelser og ledelser.

Hvad hvis valgløfter var rigtige kontrakter?

Valgløfter er en mærkelig ting, der mest af alt minder om det, man i samfundsvidenskaberne kalder ’cheap talk’: Løfter og påstande, der er helt gratis og ikke har nogen som helst konsekvenser. Partier kan ofte love én ting, men gøre noget helt andet hvis de danner regering efter valget. De ved for eksempel, at vælgeres hukommelse sjældent strækker sig længere end 1½ år. Det indebærer, at valgløfterne fra sidste valg i det store og hele er ligegyldige for resultatet ved det næste: Selvom man har lovet lagkage og leveret det modsatte, påvirker det kun i begrænset grad, hvordan vælgerne stemmer. Derfor opfører politikere sig som oftest anderledes i starten af en valgperiode i forhold til det sidste år op til det næste valg. I Danmark, hvor man ikke kan vide præcist hvornår valget kommer til at ligge – det er i princippet helt op til den siddende statsminister at beslutte, hvornår valget udskrives så længe der ikke kommer til at gå mere end fire år siden sidste valg – betyder det særlige system, at vi ofte får kortere perioder mellem valg og dermed mere hyppige ’valgår’.

Men hvad hvis valgløfter ikke var cheap talk, og man faktisk kunne holde politikere ansvarlige for deres løfter? Med andre ord, hvordan ville politik se ud, hvis man behandlede valgløfter som kontrakter, som politikerne blev nødt til at overholde, hvis de kom til at danne regering? Hvordan ville dansk politik se ud og udvikle sig, hvis der fandtes en slags valgløftedomstol med faktisk magt til at håndhæve kontrakterne?

Hvis man kunne holde politikere juridisk til regnskab for deres valgløfter, skulle man umiddelbart tro, at de ville love mindre, men også at løfter ville blive taget meget mere alvorligt af vælgerne. Systemet ville samtidig gøre regeringsdannelse væsentligt sværere: I en regering med to partier, hvor det ene har lovet at forøge de offentlige udgifter, mens det andet har lovet at sænke dem, ville mindst et af partierne blive dømt for kontraktbrud! Man kan således forestille sig to typer regeringer i systemet. Den ene vil bestå af partier, der har lovet forskellige ting, men hvor parti A har lovet noget på områderne a og b, mens parti B har valgløfter på område c og d. På den måde vil deres valgløfter ikke støde sammen og skabe et nødvendigt kontraktbrud, men det vil også give meget klare kompetenceområder for de to partier, som man ikke bare kan bytte rundt på. Den anden slags regering vil være regeringer, hvor partierne faktisk er enige om en række valgløfter, så både parti A og B f.eks. har lovet liberalisering på samme område. Disse regeringer vil være tvunget til at have en faktisk og nogenlunde sammenhængende ideologi.

Systemet indebærer derfor logisk, at valgløfter ikke bare bliver luftige påstande man konkurrerer på, men at de bliver nødt til at blive planlagt strategisk. For parti A kan et valgløfte om område a for eksempel gøre det umuligt for dem at danne regering med parti B, da valgløftedomstolen forhindrer dem i at løbe fra løftet. Det interessante er, at man her kan forestille sig to forskellige strategier. Den ene vil være, at parti A vælger ikke at love noget – partiet mener ganske enkelt ikke rigtigt noget om noget, hvilket vil være en strategi der i besnærende grad ligner Venstres for tiden. Den anden strategi vil være at give faktiske valgløfter, hvilket det kan gøres med langt større troværdighed end i dag, da truslen om kontraktbrud gør det ekstremt dyrt at love mere, end man er parat til at holde. Rationalet for den strategi vil være, at man køber vælgere med troværdighed i stedet for tomme løfter.

Det ville være interessant – og underholdende på en nørdet måde – hvis en statskundskabsforsker kunne gå logikken i politik med en valgløftedomstol igennem i en formel, teoretisk model. Teoretiske modeller bruges netop for at sikre, at ens logik er helt klar og at der ikke er indbyrdes modstridende forhold, der ødelægger ens mere intuitive idéer. Indtil da er det dog (i min ringe mening) en morsom og informativ øvelse at overveje, hvad der ville ske, hvis politikere blev tvunget til enten at holde deres valgløfter eller betale en heftig bøde / gå i fængsel. Ville politik blive bedre? Ville man få færre dårlige beslutninger? Ville politik tiltrække færre åbenlyst inkompetente mennesker? Vi lader spørgsmålene stå, mens vi opfordrer læserne til at overveje, hvad der ville ske – og dermed overveje, hvad det betyder at politikere nærmest uden konsekvenser kan løbe fra ethvert løfte…

Ødelægger kvindekvoter virksomhedernes evne til at skabe værdi?

De Radikale vil have kvindekvoter i erhvervslivet, fordi det går “for langsomt” med at få flere kvinder i ledelser og bestyrelser. Hvad De Radikale præcist mener med “for langsomt” står ikke lysende klart for mig. Min første tanke er, at det det må betyde, at De Radikale kender både den optimale andel kvinder i ledelser og bestyrelser for alle virksomheder samt den optimale hastighed hvormed denne andel nås. Men det kan af gode grunde umuligt være tilfældet.

Ikke desto mindre kan det være relevant at vide, hvad et sådan krav betyder for virksomhedernes evne til at skabe velstand. Og det ved vi faktisk lidt om fra Norge, hvor man i 2006 indførte tvungne kvindekvoter på 40% i bestyrelser. Ahern & Dittmar (2012) har undersøgt effekten, og deres resultater er ikke lovende. Her er deres abstract (min fremhævning):

In 2003, a new law required that 40% of Norwegian firms’ directors be women—at the time only 9% of directors were women. We use the prequota cross-sectional variation in female board representation to instrument for exogenous changes to corporate boards following the quota. We find that the constraint imposed by the quota caused a significant drop in the stock price at the announcement of the law and a large decline in Tobin’s Q over the following years, consistent with the idea that firms choose boards to maximize value. The quota led to younger and less experienced boards, increases in leverage and acquisitions, and deterioration in operating performance.

Så blev vi så meget klogere. Mange på venstrefløjen anklager virksomhederne for kun at tænke profit, profit, profit. Det er som oftest en helt reel “anklage”, og derfor vil det undre mig, hvis forskningen generelt set finder positive effekter af at regulere kønssammensætningen i bestyrelser og ledelser. Men smid gerne links til nyere forskning, der belyser effekterne af kvoter i ledelser og bestyrelser, så vi kan blive yderligere oplyst.

Fra min inbox: Regelstaten i ét billede

Se godt på nedenstående billede. Det viser en far og en søns kørekort.

Øverst ser du mit kørekort udstedt 1995. Der er 6 kategorier. Nederst ser du min søns kørekort udstedt 2020 med 17 kategorier.

11 (183%) flere kategorier på 25 år. Ganske vist er der sket en del med trafikken (primært er køretøjerne blevet meget mere sikre, men der er også kommet nye køretøjer – bl.a. modulvogntog), men er der virkelig brug for 17 kategorier?

Som du kan se, så var jeg så heldig at få kørekort til lastbil og bus på sergentskolen i 1995. Det var en teoriprøve og en køreprøve, så jeg fik C og D på en og samme tid. Hvorfor skulle det også være anderledes, da der ikke er forskel på at køre 13 m bus eller lastbil. Men sådan skulle det ikke fortsætte. Min bardomsven fik lastbil-kørekort året efter men ikke til bus, da man havde ændret reglerne, så bus og lastbil nu var to helt seperate kategorier med seperate teoriprøver, køreprøver m.v.

Og det er ikke den eneste ændring, der har været. Også kørekortets gyldighed er der pillet ved.

En anden god ven har også C og D fra Forsvaret. Han havde også det gamle laminerede pap-kørekort, som på det vedhæftede billede. En dag på Borgerservice spurgte de ham, om han ikke ville have et nyt smart plastik-kort i stedet for det slidte gamle. Det ville han gerne, og så dukkede han op nogle dage efter med pasfoto. Her opdagede han så den dumme fejltagelse, han havde begået. Han blev spurgt: “Hvor er lægeerklæringen?” Så fordi han har skiftet fra pap til plastik, så skal kørekortet nu fornyes hvert  5. år, og han skal medbringe lægeerklæring hver gang. Da han fortalte dette, blev mit gamle pap-kørekort lagt pænt ind i pengekassen og bliver kun taget frem til udenlandsture. (Bruger appen i DK). For så længe jeg har pap-kørekortet, så skal det ikke fornyes førend jeg bliver 70 år i 2045. Min ven derimod, han må afsted til lægen og borgerservice hvert 5. år og betale ved kasse 1, hvis han vil beholde C og D.

Det har altid undret mig, at det er kutyme, at regulering – der må være indført af sikkerhedsmæssige årsager – kun gælder fremadrettet. Hvis man mener, at det er farligt, at folk kører i 6 år uden en lægeerklæring, hvorfor gælder kravet så ikke alle os, der har et “gammelt” kørekort? Jeg ser det samme på mange områder, hvor politikerne fx indfører uddannelseskrav ved lov (af sikkerheds- eller kvalitetshensyn), men i samme lov anerkender, at den hidtidige sidemandsoplæring faktisk er god nok (ved at lade nuværende i branchen arbejde videre uden at skulle tage en uddannelse). Det virker vilkårligt.

PS: Det er i grunden skræmmende vilkårligt, hvilke regler man er underlagt. Så længe, jeg har mit gamle pap-kørekort, så har jeg kørekort til bus og lastbil, indtil jeg fylder 70 år; men hvis jeg får stjålet pungen, smider kortet i vaskemaskinen eller lignende, så er det lægeerklæring og nyt kørekort hvert 5. år….

Lukkede økonomisk frie lande hårdere ned end andre lande?

Forleden blev jeg spurgt, om ikke det var et paradoks, at liberalt ledede lande lukkede hårdere ned end socialistisk ledede. Mit umiddelbare svar var ”Gjorde de da det?”, men en hurtig googling kunne ikke rigtig svare på spørgsmålet. Det eneste jeg fandt var, at demokratiske stater i USA lukkede hårdere ned end republikanske stater).

Så derfor kiggede jeg selv lidt på tallene. Man kan altid diskutere, hvordan man definerer liberalt og socialistisk ledet. Det er ikke nok at se på partiernes navne eller deres placering i det enkelte land (spørg en demokrat (altså venstrefløjen) i USA om hans opfattelse af fx Venstre eller Konservatives politik, og han vil sandsynligvis se den som yderligtgående i en socialistisk retning). Nedenfor har jeg brugt den økonomiske frihed i landet som en proxy for, hvor liberal ledelsen af landet er.

I den første figur har jeg plottet graden af nedlukning i foråret (målt ved Oxfords stringency index) mod graden af økonomisk frihed (målt ved henholdsvis Heritage Foundations (rød) og Fraser Institutes (blå) indeks for økonomisk frihed) for alle de lande, der findes data for.

Læs resten

Mere om Nobelprisen i økonomi 2021

Mandag eftermiddag annoncerede Sveriges Riksbank den årlige Nobelpris i økonomi. 2021-prisen går til David Card (UC Berkeley), Joshua Angrist (MIT) og Guido Imbens (Stanford). Nobelpriskomiteens annoncering og begrundelse kan læses her. Card får prisen for ”his empirical contributions to labour economics”, mens begrundelsen for Angrist og Imbens er ”their methodological contributions to the analysis of causal relationships.” Der er således tale om en Nobelpris til arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri.

Årets Nobelpris går overordnet til de tres arbejde og indsigter i, hvordan man kan bruge såkaldt naturlige eksperimenter til at etablere årsagssammenhænge. Mens det ikke ligefrem er den mest ophidsende Nobelpris i mands minde, gives den derfor til et vigtigt område. Samfundsvidenskaberne har været ekstremt dygtige til at etablere sammenhænge, men har ofte haft et problem med at vise, at disse sammenhænge er kausale. Det evige problem har været, at ”Correlation isn’t Causation”. Når man for eksempel ser en sammenhæng mellem økonomiske kriser og statskup, er det så fordi statskup er mere sandsynlige under kriser (at folk forsøger statskup når staten er svag), eller er det fordi statskup skaber kriser (pga. den øgede politiske usikkerhed)?

Det er her, naturlige eksperimenter er så værdifulde. Har man for eksempel et område i USA, hvor der bliver indført regulering i noget af området men ikke i resten, har man potentielt et naturligt eksperiment. Det gælder for eksempel Saint Louis, som ligger i Missouri, men strækker sig ind i Illinois, og hvor borgerne til tider kan opleve, at der gælder forskellig regulering i forskellige dele af byen. Det naturlige eksperiment ligger derfor i, at man har en virkeligt god kontrolgruppe, som man kan sammenligne med. Man kommer derfor udover problemet med at etablere en årsagssammenhæng, fordi man har en helt sammenlignelig gruppe, som logisk ikke kan være påvirket af den politik eller event, man studerer. Det naturlige ligger i, at det ikke er et eksperiment som forskere har sat op, men en tilfældighed der helt ligner et eksperiment.

Som Otto Brøns-Petersen noterede mandag, har jeg selv brugt naturlige eksperimenter. Udover mit studie med Kasper Planeta Kepp, var jeg med til at bruge metoden i et studie sammen med Jacob Gerner Hariri (KU) og Mogens Kamp Justesen (CBS). I Economic Shocks and Subjective Well-Being: Evidence from a Quasi-Experiment brugte vi et naturligt eksperiment, da Botswanas nationalbank om eftermiddagen den 29. maj 2005 annoncerede en devaluering af landets valuta. Det naturlige eksperiment bestod i, at en større spørgeskemaundersøgelse fra AfroBarometeret var gået i gang nogle få dage før, men ikke var slut endnu. Vi havde derfor en unik mulighed for at undersøge, om folks subjektive velbefindende reagerede på hvad de kunne forvente, der ville ske, eller om den først ændrede sig efter at man faktisk kunne observere ændringerne.

Med andre ord brugte vi Card og Angrists metodiske indsigter til at undersøge, hvor sofistikeret folks velbefindende er. Det kunne lade sig gøre, fordi der ganske tilfældigt – og heldigvis – dukkede et naturligt eksperiment op. Og det understreger måske meget godt metodens begrænsninger: Hvis der ikke af en eller anden grund er et naturligt eksperiment, er man tvunget til at falde tilbage på mere traditionelle empiriske metoder. Det er en fantastisk smart måde at etablere evidens på, men den kan kun bruges i særlige – og relativt tilfældige – applikationer.

Nobelprisen i økonomi 2021

Nobelprisen i økonomi blev annonceret i dag. Den går til David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens. Her er Nobelpriskomiteens altid grundige gennemgang af det videnskabelige grundlag for prisen.

Det handler kort om naturlige eksperimenter, som er kommet til at fylde rigtig meget i empirisk økonomisk forskning siden 1990erne. Metoden går ud på at efterligne kontrollerede eksperimenter – at opstille en situation, hvor to statistisk ens grupper enten “behandles” (f.eks. med et medikament) eller ikke gør det. Kontrollerede eksperimenter kan ikke altid lade sig gøre i økonomi, men i nogle situationer laver “naturen” sit eget eksperiment. Redaktør Bjørnskov greb f.eks. (sammen med Kasper Planeta Kepp) et sådant naturligt eksperiment, som opstod, da regeringen lukkede nogle, men ikke alle kommuner i Nordjylland ekstraordinært hårdt ned under corona-epidemien. Ved at sammenligne de to kommunetyper kunne de se, at der ikke er evidens for nogen stor effekt af nedlukning.

Traditionen tro prøver jeg at folde årets Nobelpris ud. Det sker i morgen tirsdag i Berlingske Business.

Omfordeling giver ikke lykke

Forleden aften gav jeg et interview til en amerikansk journalist om, hvad der ligger bag at de nordiske landes befolkninger normalt er så tilfredse med deres liv. Journalisten var omhyggelig og velforberedt, men gentog en ofte hørt påstand: De nordiske lande er lykkelige pga. deres velfærdsstater og den store omfordeling. Påstanden – som klimaministeren Dan Jørgensen også har gentaget bevidstløst – er en myte, som der ingen konkret opbakning får i forskningen.

Logikken bag den populistiske påstand – der som økonomisk teori kan spores tilbage til den store socialistiske økonom Abba Lerner – om at omfordeling gør befolkningen som helhed lykkeligere er, at pengene giver ’mere lykke’ i bunden end i toppen af indkomstfordelingen. Lerners argument hviler derfor på en standardantagelse i økonomi om, at der er aftagende marginalnytte til forbrug – at nummer tre muffin giver mindre ekstra glæde end nummer et. Implikationen er, at omfordeling derfor burde give bunden mere lykke end man tager fra toppen.

Problemet er bare, at sådan ser virkeligheden faktisk ikke ud når man tester påstanden. I the World Values Survey og the European Values Study kan man således splitte folk op i, om de har lav, mellem eller høj indkomst. Metrikken vi bruger, er derfor at beregne forskellen på den gennemsnitlige tilfredshed med livet blandt dem med henholdsvis høje og lave indkomster. Plotter man det mål mod den faktiske fordeling af disponibel indkomst (fra Frederic Solts SWIID-database), målt som det normalt gøres ved en Ginikoefficient, får man nedenstående figur. Figuren nedenfor, der er fra min bog om nordisk lykke, viser med stor tydelighed, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem ulighed i indkomster og ulighed i lykke på tværs af indkomster.

Selvom mange i dansk politik taler meget om ulighed, er den ikke noget problem i en tilfredshedssammenhæng. Det er heller ikke svært at forstå. Som Don Boudreaux understregede forleden i en klumme hos AIER, giver mål for ulighed sjældent nogen særlige indsigter eller forståelse for, om der er et problem eller ej. Indkomstforskelle mellem folk er ikke blot en refleksion af forskelle i evner og talent, men også i bevidste livsvalg om, hvor meget man investerer i uddannelse, hvor meget man ønsker at arbejde relativt til resten af ens liv, hvor man vælger at bo osv. at et helt bestemt mål for et af resultaterne af den proces skulle være klart forbundet med forskelle i lykke, er noget af en påstand. Og den er ikke korrekt.

Fra min inbox: Et overset fænomen ved regulering af den finansielle sektor?

Har regulering af bankerne været med til at påvirke ejerforholdene i København? Her er uddrag fra en mail, jeg modtog om emnet.

Et interessant forhold i investeringsmarkederne, der ikke rigtigt er dukket op til overfladen, er hvordan investorer mere eller mindre har fortrængt ejerlejligheder fra markedet i København.

Jeg har vedhæftet en lille graf med hhv. ejer- og lejeboliger i København By fordelt på opførselsår siden år 2000.

Jeg observerer flere ting. Dels at opsvinget efter år 2000 fik sat gang i opførsel af ejerlejligheder, som bl.a. fortrængte en del almene boliger. Efter finanskrisen gik aktiviteten også voldsomt ned, hvor bl.a. almene boliger og boligprojekter der ikke kunne stoppes udgjorde en relativt stor del af nyopførte boliger. Perioden siden finanskrisen er til gengæld mærkværdig. Der er enormt stor aktivitet, stigende priser på ejerlejligheder og alligevel er der faldende volumen. Sådan burde det ikke være uden udefrakommende forhold.

Prisstigninger er naturligvis drevet delvis af demografi (som kommer til gode for både ejer- og lejeboliger), men også det faldende renteniveau. Men hvorfor pokker leder det til opførsel af FÆRRE ejerlejligheder?

Omkring år 2015/2016 startede flere projekter som ejerlejligheder (hvilket også var hensigtsmæssigt pga. momsforholdene på daværende tidspunkt), men da de kom til salgsfasen blev det ekstremt trægt. Rigtigt mange sager strandede pga. finansieringsforbehold hos folk, der ellers sagtens havde råd til ydelsen – hvis bare de kunne kreditgodkendes. I Ørestad gjorde særligt udbetalingskravet ekstra ondt fordi området på godt og ondt henvender sig til folk uden større formue. Allerede der begyndte flere projektudviklere at opgive salg som ejerlejligheder for i stedet at gå efter udlejning og efterfølgende investorsalg.

Tendensen var mest udpræget i relativt mindre attraktive områder. I runde tal var bruttolejeniveauet i Ørestad på det tidspunkt omkring 1.750 kr. pr. m2 mens det i Nordhavn var ca. 2.100 kr. pr. m2, dvs. ca. 20% dyrere i Nordhavn. Ejerlejligheder derimod lå i Ørestad på ca. 32.000 kr. pr. m2 og omkring 50.000 kr. pr. m2 i Nordhavn, dvs. + 50% dyrere i Nordhavn. Det betød at det i Nordhavn var 50/50 om man gik i udlejning eller salg som ejerboliger, mens det i Ørestad var en no-brainer at gå i udlejning.

Siden er låneadgangen af flere gange blevet strammet op, hvilket har skubbet stort set alle investorer over i udlejningsbyggeri. En fond vil typisk optage max belåning for at maksimere forrentningen af egenkapitalen. Dvs. at der kommer med ca. 30% EK og optager 70% lån fra realkreditten til enten 0,5% (hvis de kører max risk) eller 2,5% (hvis de er konservative). På den måde kan de sammen med prisregulering af lejen sagtens lave årlige afkast på 7-8%, hvilket er ret attraktivt i nuværende marked.

I min verden er billedet ret klart, at der er lavet en række lånebegrænsninger for private med henblik på at reducere bankerne og realkreditinstitutternes risikoprofil ift. ejendomsmarkedet. Dette har reduceret de beløb som private kan betale for boliger. Samtidig medfører demografien en stadigt stigende efterspørgsel i de større byer. Dette udfyldes af investorer, som derved forskubber boligudbuddet i retning af lejeboliger.

Risikotagning er formodentlig stort set den samme, men ligger nu den hos fonde, pensionskasser (hvoraf stadigt flere yder deciderede byggelån til private udviklere uden om bankerne) og til en vis grad hos realkreditten i stedet for hos private.

Der er lavet en række lånebegrænsninger for private med henblik på at reducere bankerne og realkreditinstitutternes risikoprofil ift. ejendomsmarkedet. Dette har reduceret de beløb som private kan betale for boliger. Samtidig medfører demografien en stadigt stigende efterspørgsel i de større byer. Dette udfyldes af investorer, som derved forskubber boligudbuddet i retning af lejeboliger.

Her er figuren, der var vedlagt mailen. Om utilsigtede konsekvenser ved regulering er hele sandheden, ved jeg ikke (i mine øjne er der store fordele ved lejeboliger, fordi det reducerer transaktionsomkostningerne betragteligt for folk, der kun skal bo kortvarigt i byen – så samme effekt kunne potentielt forklares af deregulering.

Men ét eller andet er der sket…

Fra min inbox: Eksempler på vækstdræbende regulering

Jeg fik denne mail her til aften. Der er flere “gode” eksempler på, hvorfor regulering er dræbende for væksten.

Hej Jonas

Hvidvaskningsloven gør det besværligt at lave en erhvervskonto.

https://jyllands-posten.dk/jplokal/jpvejle/ECE13326053/derfor-etablerer-pengeinstitutter-saa-sjaeldent-erhvervskonti-til-unge-ivaerksaettere/?loggedIn=true

»Kort sagt er en erhvervskonto enormt ressourcekrævende for banken i forhold til blandt andet hvidvask, mens indtjeningen er svær at få øje på,« forklarer John Hauge Nielsen.

Min egen lille anekdote går på, at både konen og jeg har et CVR-nummer. Jeg laver lidt ingeniør-konsulentarbejde (størrelsesorden 30-40000 kr. om året) ved siden at mit arbejde, og konen har et lille festkage-firma, hvor hun søger for at holde sig lige under 50.000 kr. om året, så hun ikke skal momsregistreres. (I parentes bemærket har hun sagt nej til lige så mange kager, som hun har sagt ja til, men hun gider ikke bøvlet med moms, sådan virker regelstaten også.) For nylig var vi ved at skifte pengeinstitut, men opgav det igen, da det ville koste ca. ca. 3000 kr. per CVR-nummer om året i det nye pengeinstitut. Det lægger noget af en initialomkostning på det at drive en lille virksomhed. Jeg ved godt, det er småbeløb i det store billede, men det kunne være interessant, hvis nogen undersøgte, om hvidvaskningsloven kan måles på antallet af iværksættere.

»Kort sagt er en erhvervskonto enormt ressourcekrævende for banken i forhold til blandt andet hvidvask, mens indtjeningen er svær at få øje på,« forklarer John Hauge Nielsen.

Uddrag fra artikel i Jyllands-Posten

Mailen fik mig til at overveje to spørgsmål: 1) Er der nogen opgørelser af, hvor mange virksomheder, der tjener lige under 50.000 kr.? 2) Er der lavet nogen forsøg på at estimere, hvor meget reguleringen koster bankkunderne (for som Westy skriver her, er det ikke bankerne, der betaler)

Hvem betaler egentlig selskabskatten?

Lettere forsinket kom mit indlæg om selskabskatter del II op på Ræsons hjemmesider i forrige uge – dog i en noget forkortet og mere skarpt skåret udgave end hvad jeg oprindelig havde tænkt mig. Man mente vist at dele af indlægget var lidt for “økonom-agtigt”. Så er det jo godt at vi har punditokraterne. Den del som ikke kom med handlede primært om de resultaterne af hvem der egentlig betaler selskabskatten, som en række studier baseret på indenlandske data i Tyskland og USA, hvor man i modsætning til Danmark også har lokale selskabskatter, kommer frem til.

Læs resten