Forfatterarkiv: admin

Det går den gale vej

Af admin, den 24. januar 2006. 6 svar

Nej, overskriften har ikke noget at gøre med Irak, hvor det som bekendt for alle andre end MSM fortsat går den rigtige vej mod et stadigt bedre fungerende demokrati og stadigt dårligere for lystmorderne i al-Qaeda, som nu er i åben krig med flere sunni-modstandsgrupper.

Det angår Aho-gruppen. Og nej, det er ikke en norsk popgruppe, men tæt på sådan rent geografisk. Det er en ekspertgruppe under ledelse af den tidl. finske statsminister Esko Aho (åh, ham!)

Gruppen gav sin rapport i fredags til Europa Kommissionen. Har De ikke set det i Deres avis? Så er det fordi, De ikke læser Information, der som eneste MSM omtaler rapporten i dagens udgave. Forståeligt nok, da den må bekymre avisens aldrende læserkreds af offentligt ansatte socialister. Eller De kunne have læst det i The Telegraph, hvor Mark Steyn meget naturligt leger hvad-sagde-jeg.

Det er da også deprimerende læsning. Her er et par uddrag:

Europe and its citizens should realise that their way of life is under threat but also that the path to prosperity through research and innovation is open if large scale action is taken now by their leaders before it is too late. (…)

Europe must break out of structures and expectations established in the post-WW2 era which leave it today living a moderately comfortable life on slowly declining capital. This society, averse to risk and reluctant to change, is in itself alarming but it is also unsustainable in the face of rising competition from other parts of the world. For many citizens without work, or in less-favoured regions, even the claim to comfort is untrue.

God citatskik byder mig påpege, at den Knud Heinesenske fremhævelse (Hvem? Ham med “afgrundens rand“. Nå, ham. Ja, ham. Altså ungdommen nu til dags…) i første afsnit er fra originalen. Nej, ikke Aho, den originale rapport.

Som det kan forventes af en offentlig rapport rettet mod Kommissionen, er løsningen på alle vores problemer flere store planer. Spørger man en frø, hvad der er løsningen på et problem, vil den formodentlig også foreslå, at man hopper. Og hvis man spørger en frø, er man vel kun lidt mere ude at svømme, end hvis man spørger en gruppe eksperter om Europas problemer. Medmindre den sidder på bredden. Men jeg fortaber mig.

Man kan mene om rapportens konklusioner, hvad man vil. Men den peger på nogle problemer i vores gamle velfærdsomklamrede Europa, som man bør beskæftige sig med.

På denne blog vil vi bl.a. fremhæve det pudsige, at rapporten ser det som et problem, at venture capital-branchen har sværere ved at rejse den kapital, som giver den navn og gør den til en fristende syndebuk for ubefæstede politikere. Se herom den seneste posting fra vores underjordiske punditokrat.

Er alt tabt, som Steyn og ligesindede gerne antager? Ikke nødvendigvis. Da Knud Heinesen (Hvem? Nu holder du op!) advarede om afgrunden, gav det et kulturchock, som socialdemokraterne aldrig rigtig har overvundet. Landet kom væk, ikke langt nok, men alligevel nok til, at der fortsat er håb.

Noget tilsvarende kan ske for EU, især hvis vi dyrker det nye Europa, dvs. de baltiske og centraleuropæiske nye medlemsstater. De har sunde instinkter, bl.a. deres aversion mod statsstyring, deres støtte til USA og deres ligestilling af nazisme og kommunisme. De er endnu ikke korrumperede af EUs støtteordninger, og selvom den slags gift virker hurtigt på tankebanerne, kan de stadig danne modvægt til de mere terminale tilfælde blandt de gamle medlemsstater.

Men det kræver en mere aktiv indsats fra vores egne politikere i EU, og en evne til at forstå problemerne, som de endnu har tøvet med at vise.

Magtesløse medier?

Af admin, den 20. januar 2006. 2 svar

Som det fremgår af forsiden på dagens Berlinger, synes medierne nu at gøre klar til en dæmonisering af krigen i Afghanistan, der modsvarer dækningen af Irak.

Det har længe undret mig, at de ikke har gjort det noget før. I opløbet til og under krigen i Afghanistan var der den samme indsats fra anti-krigsbevægelsen. Det handlede kun om olie; det var ikke bevist, at det var bin Laden, der stod bag 11. september; amerikanerne er nogle krigsliderlige imperialister; Bush er en uansvarlig cowboy-fascist, osv. Men krigen gik så hurtigt, at bevægelsen aldrig rigtig fik fat. Den såkaldte Fredsvagt nåede at blive oprettet, og der sidder man stadig og fryser foran Christiansborg i protest mod befrielsen af Afghanistan.

Til gengæld fik man så Irak-krigen at protestere imod, og her var der bedre bid. Det overraskende var, at en pæn del af krigsmodstanderne pludseligt begyndte at fremstille Afghanistan som den gode og retfærdige krig. Det var formodentlig et retorisk fif for at profilere modstanden mod Irak-krigen, men det indebar en – for mig at se – ulogisk sondring, der har vanskeliggjort en del af anti-krigsargumenterne. For eksempel er det svært at hævde, at vi skal trække soldater hjem fra Irak for at undgå terror, hvis vi fortsat skal have soldater i Afghanistan. Og hvorfor er det vigtigere at sætte soldaters liv på spil for at støtte det afghanske demokrati end det irakiske? Socialdemokraterne risikerer at gå i stykker på den slags.

Men det er vel denne logiske brist, man nu søger at reparere.

Spørgsmålet er så blot, om det vil lykkes? Medierne er magtfulde på nogle områder, men tilsyneladende ikke på alle. Massiv venstreorienteret propaganda fra DR i 1970erne, ikke mindst i børneprogrammerne, ændrede ikke meget. Det er denne blog et bevis på, da de fleste af os har tilbragt vores formative år med at se læspende pædagoger fortælle os om de fæle kapitalister, der ville ødelægge lokalsamfundet, lukke den sympatiske lille købmand, opføre et grimt supermarked og dræbe de nuttede små dyr. Hvad fik man ud af det andet end os afstumpede ultraliberale?

Det er ubestrideligt, at det journalistiske miljø staidg ligger længere til venstre end resten af befolkningen, og alligevel har vi nu en borgerlig liberal regering til ubeskrivelig forargelse ikke bare for Politiken og Rifbjerg, men også for hovedparten af Journalistforbundets medlemmer.

En undersøgelse foretaget for TV2 i onsdags (se via Uriasposten) viser, at 51 pct. af befolkningen tror på, at Irak-krigen blev startet på en “krigsløgn” trods det forhold, at samtlige undersøgelser indtil nu afviser det. Det er mediernes fortjeneste. Men hvad nytter det? For til gengæld støtter et flertal af befolkningen stadig, at vores soldater bliver i Irak. Flertallet er blevet reduceret, men kan medierne nå at få fremprovokeret en tilbagetrækning, der kan fremstilles som et nederlag, og ikke fremstår som en triumf, fordi den først sker, når “arbejdet er gjort”? Det tyder ikke rigtig på det.

Lincolns gamle udsagn om, at you can fool some people osv., gælder ikke kun politikere, men også journalister, når de vil lege politikere.

Bremer om Irak

Af admin, den 13. januar 2006. 2 svar

Paul Bremer har vakt opmærksomhed med sin beskrivelse af sin tid som leder af besættelsen af Irak forud for de frie valg. Især har medierne gjort meget ud af hans kritik af, at der ikke var nok soldater.

Hvis man ikke lige har tiden til at læse hele hans bog og ikke vil nøjes med mediernes gengivelse, kan man her se, hvad han mener. Det er som sædvanligt mindre vidtgående end mediernes dækning.

Et svensk juleeventyr

Af admin, den 23. december 2005. 5 svar

Ah, julen er en dejlig tid!

Når det bliver allermest koldt og mørkt, så bøjer vi nordboer ikke hovedet, og lader mørket kue os. Vi kaster os tværtimod ud i et vildt forbrug af penge, lys og kalorier. Mørket må for en stund vige for lyset, kinderne blusser, og kreditkortene gløder. Slægt og venner, som man ellers undgår til dagligt, bliver besøgt og bespist i et omfang, der forhåbentligt rækker for hele det følgende år. Plejehjemmene bestormes, og i daginstitutionerne får man omsider hilst på de små smittekilder og deres forældre, ofte flere par per barn. Vi kan glæde os over, hvor godt det egentlig går både hos os selv og hos andre, hvordan demokratiet vinder frem nøk for nøk. Og stopper man op og lytter efter, kan man ude i mørket høre skeptikerne og puritanerne, der tænderskærende sidder og tæller fejl, mens de siger, at det hele må ende galt, som de altid har sagt det. Traditioner og hygge over hele linjen. Ah….

Som østdansker har jeg tilbragt mine formative år med at se svensk børne-TV. Jeg er opvokset med Trazan Apanson & Bararne, og mange, mange flere. Min barndom faldt i de usmagelige ‘70ere, så naturligvis var alt TV venstreorienteret. Men i modsætning til det fantasi- og talentløse danske TV, var propagandaen fra den anden side Sundet så meget bedre. Bedre begavet, bedre talent og knapt så livsfortrængende dogmatisk indoktrinerende. Det er vel derfor, at så mange svenskere aldrig fik taget sig sammen og gjort oprør; det hele var så hyggeligt og besnærende.

Jeg holder stadig meget af Sverige, dette stykke østeuropa så tæt på os. Hvor Norge gerne fremtræder som den sidste Sovjetrepublik, minder Sverige mere om DDR eller Polen, før muren faldt. På overfladen tung politisk korrekthed, men lige under lurer galskaben og det private oprør. Man parerer ordrer, tier og marcherer i takt, men imens tænker enhver sit.

Denne svenske påvirkning forklarer måske, hvorfor jeg hver jul må se tegnefilmen Sagan om Karl-Bertil Jonssons Julafton.

Svensk SVT-1 har siden 1976 sendt den hver juleaften ved 19-tiden, hvilket kolliderer med andre sysler, men man kan jo optage den og se den i ro og mag post festum.

Det er et dejligt juleeventyr på ca. 1/2 time, der ikke bare er velfortalt og veltegnet. Den giver et rørende naivt indblik i den socialdemokratiske sjæl hos broderfolket, der på dette punkt desværre ligner os mere, end vi bryder os om at indrømme. For svenskerne er dette ufrivillige selvportræt en kult, der ikke bare gentages hver jul, men som også kom på frimærker i 2002. Det er, med meget god grund, et nationalt symbol.

Tegnefilmen er lavet af Per Åhlin, mens historien er fra 1964 og skabt af den urimeligt tidligt afdøde Tage Danielsson, der måske er mest kendt for sit samarbejde med Hasse Alfredsson og AB Svenska Ord.

Som fortælleren lader os vide, foregår historien den gang, der var fattige til. Herved har fortælleren løst det problem med den stadigt stigende velstand på vores breddegrader, der gør livet surt for venstrefløjens historiefortællere. Bilerne har gasgeneratorer, og en purung Marguerite Viby optræder i den svenske indspilning af Frk. Nitouche. På et tidspunkt optræder der en flagranke med forskellige nationers flag, som også omfatter det tyske hagekors. Så mon ikke tiden er 1940erne.

Her præsenteres vi for hovedpersonen, teenageren Karl-Bertil Jonsson, der tjener lidt lommepenge ved ekstrajob på posthuset. Karl-Bertil hører til det bedre borgerskab, for hans far har et varehus, og familien bor i en nydelig villa.

Karl-Bertils idol er Robin Hood, som han dagdrømmer om. Det kan måske undre, at venstrefløjen vælger netop Robin Hood som drengens ideal, for han var jo kendt for at bekæmpe statsmagten og dens umættelige skatteopkrævere for at give pengene tilbage til borgerne. Men årsagen til dette valg er formodentlig, hvad der i fortællingen beskrives som den lovløse retfærdigheds princip: at tage fra de rige og give til de fattige.

I hvert fald beslutter unge Karl-Bertil, at han på posthuset vil tage de julegaver, der skal sendes til de rige, og give dem til de fattige. Bevæbnet med faderens takseringskalender, hvor årsindkomsten står oplyst, begynder han at lægge til side alle pakker, hvor modtageren har en højere årsindkomst end 50.000 kr. Selv en pakke til sin far stikker han væk.

Disse pakker gemme han i en stor sæk. Han dækker adressaten på hver pakke med en personlig hilsen: God jul ønsker en ukendt velgører, hvormed han naturligvis mener sig selv og ikke gavens ejermand. Juleaften efter middagen undskylder han sig og forlader hjemmet for at begynde sin humanitære julevandring blandt de fattige for at dele pakkerne ud.

Historien indfanger smukt den glæde, som venstrefløjen føler ved at dele ud af andre folks penge. Glæden, fællesskabet, og ikke mindst taknemmeligheden fra de arme modtagere, der med hatten i hånden bukker dybt for den glade giver.

Hjemme igen ånder alt fred, indtil faster Märta ringer og spørger til den pakke, hun har sendt. Da Karl-Bertil ikke kan få sig selv til at lyve for sin mor Juleaften, tilstår han sin dåd. Faderen eksploderer i raseri og beskylder sønnen for at være kommunist! Oh søde gys at blive sammenlignet med kommunister, for historien fortælles på den tid, hvor socialdemokraterne havde glemt deres forgængeres kamp mod de totalitære ideologier og var fulde af beundring for disse handlekraftige karle. Karl-Bertil sendes på hovedet i seng, men drømmer sødt om Robin Hood. Over hans seng hænger et billede: En svensk tiger, hvilket næppe er et zoologisk fænomen, men udtrykker fortællerens bifald.

Næste dag tager Tyko Jonsson sin søn med på bodsvandring til de bestjålne med- og bedsteborgere, der rangerer en del højere på den sociale rangstige end familien Jonsson. Men faderen har forregnet sig i sin småborgerlige forargelse over podens bedrifter, for den virkelige overklasse er naturligvis slet ikke gale over, at Karl-Bertil har givet deres gaver væk til de fattige, de har jo så meget allerede. Tværtimod er disse sande aristokrater helt på bølgelængde med den unge oprører, og deres lettelse over, at gale slægtninges rædselsfulde gaver er gået til bedre trængende, kender ingen grænser.

Historien tager her en hjertevarm og overraskende drejning, der viser, at socialdemokrater i modsætning til deres nye venner kommunisterne slet ikke vil de rige noget ondt. De vil kun lette dem for noget af deres overflod, og kun fra indskrænkede småborgere kan man forvente brok i den anledning. Så da dagen er omme, kommer Karl-Bertil hjem med en stolt fader, og moderen kan udbryde, at det alligevel blev en velsignet jul.

Ah, disse naive tanker, der stadig præger vores mentale landskab så meget. I hvert fald en gang om året kan man da bære over med den i julefredens navn.

God jul, kære læsere.

Berigtigelse

Af admin, den 20. december 2005. 30 svar

Når vi her på bloggen kritiserer MSM for dårlig standard, må vi også selv gøre noget for at holde en passende standard. Et absolut minimum er at berigtige, når man har gengivet faktuelle fejl.

Derfor denne beklagelige berigtigelse fra vores side.

Vi har ved flere lejligheder antydet, at dækningen af præs. Bush i Berlingske Tidende modsvarer den, man kan finde i Politiken.

Det er dybt uretfærdigt.

Politiken er bedre, f.eks. har de ikke noget imod at indrømme, at Bush har haft en kraftig fremgang på det seneste. Se Bush genvinder tabt terræn.

Vi beklager sammenligningen.

Renault Prisen: MSM

Af admin, den 19. december 2005. 4 svar

Læsere af denne blog er nok allerede bekendt med chok-scenen i Casablanca: Den korrupte franske politichef Louis Renault (spillet overbevisende slebent og kultiveret af Claude Raines) har som et tidligt led i det stadig så kendte tysk-franske samarbejde rettet mod amerikansk aggression og indblanding fået besked af den besøgende Gestapo-chef om at lukke Rick’s Cafe. Renault gør det med de bevingede ord:

I’m shocked, shocked to find that gambling is going on here.

Hvorefter han distræt modtager sin faste del af overskuddet fra kasinoet.

Renault viser sig som bekendt senere at være en guttermand; en nødvendig påmindelse om, at franskmænd normalt er at finde på demokratiets side, når først de er færdige med at posere. Men citatet lever videre og bruges, når man foregiver overraskelse over noget, man udmærket vidste. Som når europæiske ledere lader som om, de ikke kendte til den amerikanske praksis med rendition, osv.

Året 2005 er ved at være forbi, og vores blog mangler lidt trivia, så vi kan komme ned på niveau med MSM. Og hvad er så bedre end Renault Prisen (ikke cognac, men fraværet af overraskelse)?

Mit forslag er en undersøgelse fra det seriøse amerikanske universitet UCLA, der påviser, at Mainstream Media (MSM) har slagside til venstre. Selv en bastion som Wall Street Journal er kun borgerlig på sine debatsider, hvorimod nyhedsstoffet hælder til venstre. Har man hørt magen i Danmark?

I’m shocked, shocked ….

DR skraber bunden

Af admin, den 16. december 2005. 2 svar

Ak, vores lille grundskole for opvakte journalister må notere endnu et nederlag – ingen kender os, eller der findes ingen i målgruppen. Åbenbart ikke hos DR.

Her er deres bud på Plame-sagen:

Præsident Bush kender CIA-lækagens bagmand.

16. dec. 2005 00.05 Udland Opdat.: 16. dec. 2005 00.06

Robert Novak, journalisten, som afslørede en CIA-agent, siger, at præsident Bush kender kilden til historien.

Robert Novak var den første til at afsløre navnet på agenten, Valerie Plame, og siger nu, at medierne og politikerne ser det forkerte sted hen.

Valerie Plame er gift med en tidligere diplomat og ambassadør Joseph Wilson, der afslørede, at regeringen opdigtede de masseødelæggelsesvåben, der var begrundelse for at gå i krig mod Irak.

Wilson har siden anklaget regeringen for at afsløre, at hans kone var CIA-agent for at hævne sig på ham.

Det er ulovlig at offentliggøre CIA-agenters navne i USA.

Det fremhævede afsnit er, som alle der kan læse ved, helt forkert. Wilson afslørede ikke noget, men fik tværtimod bekræftet, at Irak faktisk havde henvendt sig i Niger for at købe uran. Læs nærmere i linket ovf.

Hvordan dælen kan en public service virksomhed som DR være så dårlig? Har de en beskæftigelsespolitik, der går ud på at ansætte særligt virkelighedsudfordrede journalister, eller er de bare fløjtende lige glade med fakta, bare historien har den rette morale?

Valget i Irak

Af admin, den 15. december 2005. 11 svar

I afholdes det tredje og sidste valg i Iraks overgangsfase fra diktatur til demokrati.

I medierne har man stadig mere desperat søgt at fastholde det negative billede af Irak. Som det meget sigende blev formuleret for et par dage siden i Berlingske: Selvom valget bliver en succes, så er det stadig en fiasko, fordi der blev begået fejl.

Tja, det er et jo spørgsmål om proportioner. Kan man beskrive de allieredes sejr i WWII som en fiasko, fordi der forekom hændelser, som vi på tryg afstand af begivenhederne kan beskrive som “fejl”, f.eks. interneringen i USA af amerikanske statsborgere med japansk baggrund, tæppebombninger af tyske storbyer, spredte tilfælde af nedskydninger af tyske krigsfanger, osv. Ikke efter min opfattelse, hverken i forhold til WWII eller Irak.

Der var for mig at se tre mål med Irak-krigen.

1) At fjerne den permanente trussel som Saddam udgjorde.

Det er gjort. Vi har efterfølgende kunne konstatere, at truslen ikke var så alvorlig, som efterretningerne viste. Men det ændrer ikke på, at Saddam var en trussel, som i øvrigt ikke var helt så uskyldig, som medierne gerne vil fremstille ham, hvilket Duelfer-rapporten dokumenterer.

2) At indføre demokrati i Irak.

Dette er ikke en efterfølgende rationalisering konstrueret efter, at fraværet af WMD var konstateret. Faktisk kan Bush ikke tage æren af denne ændring i amerikansk politik, da det var Clinton, som underskrev the Iraqi Liberation Act i 1998.

Ønsket om at indføre et demokrati er den væsentligste forskel på Bush d.y. og Bush d.æ., hvilket ikke bliver mindre bemærkelsesværdigt af, at de er far og søn. Det er mere end et patricidium, det er en afgørende nyorientering af amerikansk udenrigspolitik. Det er på en og samme tid en alvorlig risiko at løbe, for demokratier er vanskelige at styre, og det er en politik, som er vanskelig at forene med realpolitikkens erkendelse af, at man ikke kan bekrige alle diktaturer på en gang.

Det er forbløffende at iagttage, at de selv samme personer, som kritiserer, at Bush d.y. styrtede Saddam, når USA tidligere støttede ham, samtidig begejstres over, at strateger fra Bush d.æ. som Brent Scowcroft deler deres kritik af Irak-krigen. De fatter åbenbart ikke, at for disse “realister” er det en dårlig idé at satse på demokrati; man bør hellere indsætte en pålidelig diktator. Noget andet er så, at realisterne måske har ret i al deres kynisme, hvorimod det er vanskeligt at følge rationalet hos deres beundrere. Skal man virkelig blive ved med at støtte en diktator, fordi man har gjort det før?

Dette andet mål om at indføre demokrati synes at være opnået. Valg efter valg har vist en massiv og stadig stigende opbakning til demokratiet, trods helt urimelige forhold med udbredt terror og intimidering. Alt tyder på, at stemmeprocenten bliver endnu højere denne gang, fordi sunnierne har indset, at de ikke kan myrde sig tilbage til den dominans, de nød tidligere. Tilgangen af vælgere, der vil og tør stemme, synes klart at overstige de, der desillusioneres af den korruption, som ofte følger med demokratiet.

I sin søgen efter negative vinkler på indførelsen af et rigtigt demokrati i den arabiske verden, har mange medier fokuseret på støtten til religiøse ledere. Risikerer Irak at blive et teokrati som Iran? Det er der ikke meget, som tyder på. Iran prøver, men der er betydelige forskelle mellem irakisk shia og iransk shia. Det er kun opkomlingen al-Sadr, som hælder til Iran, hvilket netop skyldes hans ringe position blandt irakiske shia.

Religion er i øvrigt ikke uforenelig med demokrati. I Syd- og Mellem-Europa er det ikke ualmindeligt med partier, der påberåber sig deres religiøse fundament. Selv i Danmark har vi kristendemokrater.

Man er nødt til at erkende, at det stadig kan gå galt i Irak, men det er ikke til at bestride, at et overvældende flertal af irakerne støtter demokratiet og sætter pris på ytringsfriheden. At de bliver terroriseret af et mindretal, som ikke deler denne opfattelse, bør ikke overskygge deres mod til at fastholde den.

Mål nr. 2 er — indtil videre — en succes.

3) At sprede demokratiet i Mellemøsten.

Meget tyder på, at den negative spiral i Mellemøsten, hvor det ene store overskæg afløste det andet, er brudt. Araberne har hidtil kun kendt demokratiet som en krænkende parodi, hvor den lokale diktator lod sig genvælge på en baggrund af undertrykkelse og svindel. Det kan ikke undre, at demokrati ikke var videre populært i Mellemøsten. De tre valg i Irak, hvor befolkningen selv vælger frit, har vakt betydelig opsigt. Forsøget på at fremstille demokrati som et fupnummer, der blot legitimerer den siddende magthaver, er slået fejl, og ønsket om demokrati i regionen er stigende.

De demokratiske skridt i området er stadig små og tøvende, og vi har brug for at lægge mere pres på diktaturerne. Men det kan ikke benægtes, at det går den rigtige vej. Hvis man absolut vil se noget negativt, må man fokusere på, at demokratiet meget vel kan bringe anti-vestlige kræfter til magten. Men det er tvivlsomt, om disse kræfter kan ophæve det demokrati, som bragte dem selv til magten.

Alt tyder således på, at demokratiet faktisk vil sprede sig i Mellemøsten. Heraf følger ikke nødvendigvis, at den arabiske verden vil komme til at elske USA. Prøv blot at se hos Davids Medienkritik og hans lille udvalg af tyske ugeblade for at se, hvor dyb mistroen er til USA, uanset navnet på dets præsident. Men demokratiske lande er, uanset deres idiosynkrasier og mindreværdskomplekser, langt at foretrække frem for diktaturer. Our son of a bitch is still a bitch.

Altså også succes – indtil videre – for mål nr. 3.

Det er svært ikke at komme i julestemning på den baggrund. Lad os krydse fingre for de egentlige helte i denne sammenhæng: de irakiske vælgere og politikere, og de soldater og betjente, herunder vores egne, som beskytter dem.

Pilestrædes pris

Af admin, den 15. december 2005. 1 svar

Fra denne blog har der lydt mange hårde ord rettet mod den del af journalisterne på Berlingske, der nøjes med at være ukritisk konforme med det øvrige journalistiske miljø og blot bræger det samme som alle de andre i MSM.

Men ikke alle er sådan i Pilestræde. Nogle tør tage de emner op, som de fleste journalister lader ligge. Nogle er ikke bange for at vedkende sig et borgerligt-liberalt ståsted, selvom det ikke er velset i branchen. En sådan er Bent Blüdnikow.

Han har sikkert betalt prisen for sit mod, karrieremæssigt og personligt. Så det er godt, at han nu får en.

Det forlyder, at han i morgen fredag kl. 15 får Raoul Wallenberg-prisen overrakt i det Berlingske Hus.

Der skulle være fri adgang, hvis man ikke er forhindret i disse travle juletider.

Til lykke.

Sættenissen 1 – 0

Af admin, den 12. december 2005. 7 svar

I smuk forlængelse af vores redaktørs posting om en bog, der prøver at give et nuanceret syn på præs. Bush d.y., skal vi — som det sig hør og bør på denne tid af året — ære sættenissen i Pilestræde.

Det må være hans fortjeneste, at Berlingskes leder er et genoptryk af en tidligere leder; endda en af de mere pinlige af slagsen, der udstiller, hvor langt ned avisens Bush-bashing har ført dem. Den genopstandne leder indeholder bl.a. følgende naive sukkerknald:

I et guvernørvalg i staten Virginia blev den republikanske kandidat straffet hårdt af vælgerne. Straffen faldt, efter at han havde ført en valgkamp, der i hårdhed og perfiditet over for den demokratiske modkandidat var lige efter Bush-dynastiets manual for den slags: Svin modstanderen til og antyd, at han er blød over for terrorister/upatriotisk/ homoseksuel/ modstander af dødsstraf.

Som om man kunne lære demokraterne i USA noget om at føre smædekampagner. Tsk, tsk.

Det bringer bittersøde minder om avisens dækning af præsidentvalgkampen i efteråret 2004, hvor avisen længe ukritisk gengav diverse smædekampagner fra Michael Moore, MoveOn.Org m.fl. mod Bush, men først fandt, at tonen blev urimelig rå, da republikanerne begyndte at køre på Kerry.

Ved at genbruge denne leder fra den 12. november sætter nissen fokus på avisens store problem: at Bush-bashing har gjort journalisterne i huset mere naive og lettere at narre end normalt.

Så vidt vides har avisen endnu ikke korrigeret, endside beklaget, at man mishandlede fakta i Plame-sagen, som dokumenteret her på bloggen.

I dagens udgave fortæller Ole Bang Nielsen nok en gang om, hvor oplyst det var af den tyske og franske regering at være imod Irak-krigen. De ville hellere have fortsat samarbejdet med Saddam og forskånet de stakkels irakere for det demokrati, som den 15. december efter alt at dømme vil blive bekræftet af et massivt flertal af irakerne. Næ, hvis en lille gruppe af sunni supremacister og al-Qaeda teofascister ikke vil have demokrati, så havde irakerne nok være bedre tjent med Saddams fortsatte dikatatur. Artiklen beskriver, hvordan “europæerne” (et lidt flygtigt begreb i OBN’s optik, der vist ikke omfatter forfatningsmodstandere og mange flere uoplyste) gennemskuede den hule argumentation mod krigen, der savnede FN’s legitimitet.

Det må være sættenissen, der har fjernet den helt afgørende passage i analysen, hvor kansler Schröder ellers ganske mindeværdigt udtalte, at selvom FN anmodede om bistand til krigen, så ville tyskerne alligevel sige nej. Det skyldes naturligvis, at Schröder lige så lidt som alle andre kunne vide, at efterretningerne om Saddams WMD var forkerte, og hans modstand bestod reelt i et ynkeligt populistisk forsøg på at spille på befolkningens gamle anti-amerikanisme og behov for at opfatte sig selv som kultiverede über-pacifister, der kloge af skade søger den sagtmodige appeasement og venlige eftergivenhed over for totalitære trusler både ude og hjemme.

Det var nok også sættenissen, der sikrede, at en lille rubrik ikke helt faldt ud af siden, men kunne klamre sig ukommenteret til kanten. Det var rubrikken om, at præs. Chirac har opbakning fra 1 (én) procent af befolkningen, hvilket er ca. 40 gange mindre end hans amerikanske modpart.

Jep, da vi her på siden ikke er så usportslige som Karakterkommissionen, der opererer med minuspoint, bliver det mindst 1 – 0 til sættenissen i Pilestræde.

Usete nyheder

Af admin, den 9. december 2005. 6 svar

Det afhænger af øjnene, der ser…

Prøv at sammenligne dagens Berlingske, som nu indleder en dækning af parlamentsvalget i Irak den 15., på denne måde:

Uanset hvilken spåkugle, man vælger at kigge i, så er de nærmeste år i Irak i bedste fald op ad bakke – sikkerhedsmæssigt, politisk og økonomisk. I værste fald borgerkrig.

… med denne overskrift i det ellers ikke videre konservative Washington Post:

In Iraq, Signs of Political Evolution

Parties That Shunned January Vote Are Now Embracing the Process

Der er de samme fakta, både gode og dårlige, men vinklingen er forskellig.

Så er der denne meningsmåling fra ABCNews om Afghanistan, der som alle meningsmålinger skal tages med et betydeligt mål salt:

Yet despite these and other deprivations, 77 percent of Afghans say their country is headed in the right direction — compared with 30 percent in the vastly better-off United States. Ninety-one percent prefer the current Afghan government to the Taliban regime, and 87 percent call the U.S.-led overthrow of the Taliban good for their country. Osama bin Laden, for his part, is as unpopular as the Taliban; nine in 10 view him unfavorably.

Den er ikke omtalt, og bliver det næppe heller.

Så er der de her meningsmålinger, der viser fremgang for præs. Bush, hvilket synes at være en generel trend.

De nævnes heller ikke, men de kolliderer jo også lidt med Berlingskes Poul Høi, der for tiden synes at leve i sin egen fantasiverden, komplet med en rasende Mor Bush, som vil rense sønnikens regering for alle de væmmelige krigsliderlige konservative og endelig gennemføre Daily Kos m.fl. varmeste ønske om at smide Rove og Cheney ud. Well, don’t hold your breath…

Bare vi dog havde en avis, der hvilede på et borgerligt grundsyn, ikke bare i sit kulturstof og ledere, men også i sin nyhedsdækning og analyse.

Men indtil videre må I nøjes med bloggosfæren.

Eventyrligt

Af admin, den 8. december 2005. Skriv et svar

Valget i København er omsider på plads.

Det har der været skrevet meget om, men kommentatorerne synes at have overset en positiv vinkel på hele forløbet, som ellers er klar for os småbørnsfædre: Det bliver nu langt mindre traumatisk at fortælle eventyr til de små ved sengetid.

– … Og så levede de lykkeligt til deres livs ende.

– Jamen far, hvad blev der af heksen?

– Rolig lille skat, hun blev senere overborgmester i hovedstaden med over 60.000 personlige stemmer. Sov sødt.

Filmorientering

Af admin, den 28. november 2005. 2 svar

For noget tid siden omtalte vi Michael Yon, der jævnligt blogger fra Irak, men med en noget mere positiv vinkel end MSM.

Det var vores bidrag til alsidigheden i MSM, da vi gik ud fra, at de ikke havde lyst til at omtale den slags. Et indtryk vi fik bekræftet, da Berlingske et par uger senere havde en stor artikel om Milblogs, dvs. blogs skrevet af soldater og andre udstationeret i Irak. Af de fem blogs, som blev nævnt, var de fire naturligvis imod krigen; den femte blev beskrevet som våbenglad. Man kan jo gå ind på MudvilleGazette og se, om krigsmodstanderne virkelig udgør 80 pct. af milblogs …. eller man kan sammenholde den danske artikel med denne artikel om samme fænomen taget fra WeeklyStandard. Interessant, ikke?

Så med den dækning i danske MSM må vi hellere fortsætte.

Vi kan nu oplyse, at Bruce Willis overvejer at lave en film, der støtter krigen, baseret på Yons reportager. Læs nærmere her.

Det vil i så fald være en film, der går helt mod strømmen i Hollywood. En virkelig alternativ film. Men nok ikke en, man skal se rosende omtalt i den danske kulturdækning. Her skal film helst ligne alle de andre anderledes film for at blive betragtet som alternativ (på den fede måde).

Om filmen overhovedet bliver realiseret, afhænger af meget, bl.a. af penge. Men der er da et pænt fortilfælde, hvad det angår, hvor endnu en (rigtig) alternativ film fik publikum trukket til. Jeps, det var Mel Gibsons The Passion of Christ. Ikke lige min smag, men der var bestemt et publikum.

Som påpeget i ovennævnte link er der nok et publikum også til Willis’ film. Washington Post har denne meningsmåling, der viser, at de fleste har gennemskuet demokraternes kritik af krigen. Så selvom MSM gør sit værste for at undergrave moralen, kan en enkelt film med det modsatte tema nå et stort publikum.

Go Bruce. Go.

Woodward om Plame-sagen

Af admin, den 22. november 2005. Skriv et svar

Vi har tidligere omtalt Plame-sagen og undret os over de ihærdige bestræbelser på at få sagen til at lette, som udfoldes af den traditionelt venstredrejede del af amerikansk MSM og de danske journalister, som ukritisk lader sig inspirere heraf.

Netop for disse journalister kom det som et stort chock, at Bob Woodward nu også er “involveret”. Chocket er så stort, at det fortaber sig lidt, hvad det egentlig er, der er hans brøde, og hvor alvorligt det er. Skulle han have fortalt noget til publikum, til sin redaktør eller – oh gys – er også han kommet for tæt på Magten, hvilket som vi ved fra Judith Miller kan medføre omgående fortabelse og offentlig korsfæstelse?

Det er i den sammenhæng ekstra uhyggeligt, at manden selv tilsyneladende ikke skammer sig nævneværdigt. Her er hans vurdering af Plame-sagen:

Remember, the investigation and the allegations that people have printed about this story is that there’s some vast conspiracy to slime Joe Wilson and his wife, really attack him in an ugly way that is outside of the boundaries of political hardball.

The evidence I had firsthand — a small piece of the puzzle, I acknowledge — is that that was not the case.

Hvem har mon ret, Sct. Woodward, der med en journalistisk omhyggelighed, som er nutidens journalister fremmed, bragte en præsident til fald, eller journalisterne i MSM, der skylder ham det Watergate-kompleks, de har slæbt rundt på lige siden?

Vi følger med spænding…

Hjælp til selvhjælp (II)

Af admin, den 16. november 2005. 3 svar

Som en update til vores selvhjælpskursus til sandhedssøgende danske journalister (godt, at vi ikke skal leve af det her, målgruppen taget i betragtning) skal vi supplerende oplyse, at det Hvide Hus fortsætter sin tarvelige strategi med at konfrontere de fineste dele af amerikansk MSM med noget så ordinært som fakta.

Denne gang går det ud over New York Times, der i en leder over Bush Lied/People Died-temaet begår den ene faktuelle fejl efter den anden. Ukendskabet til de faktiske omstændigheder er et godt stykke under niveauet for et gymnasieblad.

Blandt de konstaterede fejl er nyklassikere som: 1) Bush pressede efterretningstjenesterne til at give forkerte efterretninger; 2) Bush tilbageholdt ufordelagtige efterretninger; 3) Tyskland og Frankrig troede ikke på truslen fra Irak; og klassikeren over dem alle: 4) der var ingen forbindelse mellem bin Laden og Saddam.

Når man tænker på, hvordan NYT og WP meget støjende — og af andre journalister i MSM vidt beundret — har “beklaget”, at de var ukritiske over for efterretningerne om truslen fra Irak før krigen, må man vel forvente, at de rydder forsiden og beklager deres konstaterede vildledning på det seneste om samme emne. Men hold ikke vejret, mens I venter.

Pensum for denne gang er hovedsageligt de rapporter, som vi nævnte sidst, men nu også Duelfer-rapporten, som dansk MSM heller ikke er så bekendt med.

Til de teknologiudfordrede er linket her:

Comprehensive Report Of The Special Advisor To The DCI On Iraq’s WMD, Key Findings Regime Strategic Intent, 9/30/04 (hjemmeside, rapporten er naturligvis gratis tilgængelig for de, der gider).

Kvindekamp

Af admin, den 15. november 2005. 2 svar

Her er en nyhed fra Afghanistan, som nok ikke får den store dækning herhjemme. Det er den alt for positiv til.

Opgørelsen fra valget viser, at kvinderne har klaret sig godt, rigtig godt endda, bedre end den kvote man havde afsat til dem. Et citat fra The Telegraph:

Before September’s parliamentary vote, the first for 30 years, there had been widespread predictions that, due to the conservatism of Afghan society, women would only gain seats through a quota system which automatically reserved 25 per cent of seats for them under the country’s new constitution. But women won seats in their own right and will take up 68 of the 249 in the lower house when it convenes later this month.

Lad os her sende en tanke til de mange, der var imod krigen i Afghanistan, bl.a. den såkaldte Fredsvagt foran Christiansborg, der tæller dagene siden aggressionen mod det talibanstyrede land. Der er mange former for kvindekamp: der er især snak, og så er der handling.

Hjælp til selvhjælp – journalistik 101

Af admin, den 14. november 2005. 1 svar

For at få Plame-sagen til at lette, var der en række fakta, som først måtte overkommes.

Man prøvede først at hævde, at Bush havde nævnt de falske Niger-dokumenter i sin tale til nationen. Det havde han desværre ikke, han henviste til britiske efterretninger, der siden blevet opretholdt af Butler-rapporten.

Så prøvede man at hævde, at de britiske efterretninger var støttet på de falske Niger-dokumenter. Det var også en smutter, igen nævnt i Butler-rapporten, blot nogle få sider længere fremme.

Seneste forsøg går nu på ikke at være alt for præcis om, hvornår Bush har talt om Niger-dokumenterne og så hævde, at spørgsmålet om, hvorvidt Bush har misbrugt eller fordrejet efterretningerne endnu ikke er blevet undersøgt. Herved prøver man at holde liv i myten om Bush Lied/People Died.

Her melder så de seneste problemer sig, for spørgsmålet om et eventuelt misbrug fra politisk hold af efterretningerne er faktisk blevet undersøgt, flere gange endda og hver gang afvist. Man kan ikke en gang sige om en ny undersøgelse, at tredje gang er lykkens gang, for det bliver i givet fald fjerde undersøgelse. Håbet er lysegrønt, grænsende til det gennemsigtige.

Æv, men det kan man jo så prøve at ignorere. Hvis man blot fastholder, at der mangler en undersøgelse, så kan det jo være, at ingen hæfter sig ved, at alle hidtidige undersøgelser har afvist påstanden.

Men her er det Hvide Hus så ufine, at de selv påpeger de tidlige undersøgelser. De er endda så tarvelige, at de hænger Washington Post ud for den historie, når samme historie er gængs i hele MSM (også den danske).

Til benefice for de journalister, der har et samvittighedsfuldt forhold til fakta (hallo, er I der ude?), er her et link til det Hvide Hus’ pressemeddelelse, hvor man fremhæver følgende tre rapporter, der alle fastslog de efterhånden velkendte og usexede ting: efterretningstjenesterne blev ikke presset politisk til at give visse resultater, og efterretningerne blev ikke forvredet af politikerne over for offentligheden. Dobbelt æv, hvordan skal man som journalist kunne skrive spændende politisk korrekte historier, når fakta er så kedelige?

Da mange journalister åbenbart har svært ved at finde original dokumenter på Internettet (lærer man ikke om Google på journalistuddannelsen?), giver vi her en række links som hjælp til journalistisk selvhjælp:

Rapporter, der har undersøgt (og afvist) politisk misbrug af efterretningstjenesterne:

1) Charles S. Robb And Laurence H. Silberman, The Commission On The Intelligence Capabilities Of The United States Regarding Weapons Of Mass Destruction, 3/31/05 (hjemmesiden, rapporten er gratis tilgængelig).

2) Report On The U.S. Intelligence Community’s Prewar Intelligence Assessments On Iraq, U.S. Senate Select Committee On Intelligence, 7/7/04 (hjemmesiden, rapporten er sørme også gratis tilgængelig).

3) Review Of Intelligence On Weapons Of Mass Destruction, Report Of A Committee Of Privy Counsellors, 7/14/04, den såkaldte Butler-rapport (hjemmesiden, rapporten er, nå ja, gæt selv).

Der er bare lige det ve’ ‘et: de journalister, som dyrker denne BL/PD-vinkel, læser ikke vores blog, eller Instapundit, hvor historien er hentet fra. Så mon ikke de tre rapporter fortsat bliver ignoreret i MSM?

Cavling-pris?

Af admin, den 29. oktober 2005. 4 svar

Update pr. 30/10 05 ndf.

I går blev Cheneys næstkommanderende, “Scooter” Libby, tiltalt for falsk forklaring i Plame-sagen. Angiveligt skulle der være modstrid mellem noter, han udleverede ved sagens start, og hans senere udtalelser til undersøgelseskommissionen.

Det er ikke den eneste lemfældige omgang med fakta i den sag. Som dokumenteret i postingen ndf., forsøger Berlingske at knytte Wilsons kritik af Bushs tale til nationen om Iraks forsøg på at skaffe uran fra Afrika sammen med de italienske dokumenter om køb af uran fra Niger, som senere viste sig at være forfalskede. Det store problem for denne vinkling er, at Bushs tale ikke angik køb, men forsøg på køb, ikke angik Niger, men Afrika, og ikke baserede sig på de forfalskede italienske dokumenter, men på britiske efterretninger. For at citere Bushs berømte 16 ord:

The British Government has learned that Saddam Hussein recently sought significant quantities of uranium from Africa.

Men avisen kæmper uanfægtet videre, og her er så dagens forsøg:

Trods usikkerheden nævnte præsident Bush i sin tale om nationens tilstand i januar 2003, at Irak havde forsøgt at købe uran i Afrika. Han brugte britiske efterretninger som kilde – efterretninger, som senere viste sig i høj grad også at basere sig på de samme Niger-dokumenter.

Det er ganske simpelt forkert, hvilket man ikke kan undgå at vide, hvis man har læst Butler-rapporten. Og den rapport kan man da ikke undgå at kende, når rapporten udtrykkeligt på s. 123 beskriver Bushs citat som “well-founded” (velunderbygget).

Vi har tidligere linket til rapporten, men vi må åbenbart hellere læse højt:

(s. 122) In early 1999, Iraqi officials visited a number of African countries, including Niger. The visit(2) was detected by intelligence, and some details were subsequently confirmed by Iraq.

Fodnoten 2 i dette citat har følgende i relation til Joe Wilson og Plame-sagen ikke uinteressante indhold:

(2) This visit was separate from the Iraqi-Nigerien discussions, in the margins of the mid-1999 Organisation of African Unity meeting in Algiers, attested to by Ambassador Wilson in his book “The Politics of Truth” (Carroll & Graf, NY 2004, p28).

Rapporten anfører videre:

(s. 123) We have been told that it was not until early 2003 that the British Government became aware that the US (and other states) had received from a journalistic source a number of documents alleged to cover the Iraqi procurement of uranium from Niger. Those documents were passed to the IAEA, which in its update report to the United Nations Council in March 2003 determined that the papers were forgeries:

Og her er så uddrag af konklusionen på s. 125:

From our examination of the intelligence and other material on Iraqi attempts to buy uranium from Africa, we have concluded that:

…

(d) The forged documents were not available to the British Government at the time its assessment was made, and so the fact of the forgery does not undermine it.

Denne konklusion er i lodret modstrid med, hvad Berlingske anfører oven for.

Hvordan kan journalister ved en seriøs avis behandle fakta så tendentiøst?

Vil de virkelig have en Cavling-pris?

Update per 30. oktober 2005:

I al fairness må det siges, at det ikke bare er Berlingske, der klokker rundt i fakta om Plame-sagen. Se f.eks. Wall Street Journal, hvor denne opsamling fra i går også fik rodet Bush tale til nationen sammen med de forfalskede Niger-dokumenter.

Tsk, tsk. Da journalister åbenbart har det svært med kilderne, må vi hellere linke til Bushs tale her, selvom vi tidligere har citeret fra den.

Kig selv, der står ingenting om Niger, selvom Berlingske m.fl. hårdnakket påstår det, og som Butler-rapporten så uelskværdigt har skåret ud i pap, havde de omtalte britiske kilder ikke noget med de forfalskede dokumenter at gøre. Det er nok derfor, at journalisterne ikke vil henvise til netop den rapport. Det ødelægger jo helt den spændende vinkling.

Til gengæld er WSJ fair nok til selv at bringe en korrektion, se bunden af artiklen. Vi skal nok ikke regne med noget tilsvarende fra Tante Berlinger, der tværtimod støtter journalisternes faktaudfordrede vinkling på lederplads i dag.

Af samme grund dropper vi denne monomane dækning af en enkelt avis. Det bliver nok ikke bedre.

They are at it again

Af admin, den 26. oktober 2005. 4 svar

Update per 27/10 05, se ndf. Da jeg før det irakiske valg gættede på, at MSM ville nedtone den glædelige begivenhed, anede jeg ikke, at Berlingske ville gå så langt som at skære nyheden ned til en lille rubrik på forsiden. Men de havde brug for forsiden til at forkynde, at Plame-sagen kan fælde vicepræsident Cheney. Avisen, der gav os en intensiv og så pludselig opgivet dækning af historien om bulen-på-ryggen-af-Bush, satser nu alt på en tiltale af Cheney. Jeg vidste godt, at avisen støttede Kerry frem for Bush ved sidste valg, men jeg vidste ikke, at de stadig bag nag. Plame-sagen er speget nok til, at de måske får ret, selvom jeg tvivler gevaldigt på, at Cheney skulle blive dømt, endsige tiltalt efter de foreliggende oplysninger. Derimod kan de stadig ikke finde ud af Joe Wilsons rolle i sagen. Men de prøver, mand, hvor de prøver. I udlandssektionen angiver de i en faktaboks:

I 2003 beskyldte diplomaten Joseph Wilson Det Hvide Hus for imod bedre vidende at anklage Irak for at have købt uran af Niger. Efter en tur til Niger for CIA havde han selv kunnet afkræfte anklagen.

Senatets rapport fra juli 2004 analyserer bl.a. hændelsforløbet omkring påstanden om Iraks interesse i uran fra Afrika og behandler i den forbindelse også Wilsons rapport. Det konkluderes, at Wilsons rapport bekræftede Iraks interesse i at købe uran fra Niger, at selvom Wilson ikke selv mente, at der havde fundet en egentlig handel sted, så ændrede hans rapport ikke opfattelsen i CIA, og at rapporten derfor ikke blev forelagt Cheney eller Bush. Bush var således i god tro og støttede sig på CIAs konsensusvurdering, da han med udtrykkelig henvisning til britiske efterretninger oplyste i sin tale til nationen (den såkaldte tale om nationens tilstand, SOTU), at Irak søgte at skaffe uran fra Afrika. Efterfølgende har Butler-rapporten bekræftet disse efterretninger og udtrykkeligt støttet Bushs citat. Berlingskes “faktaboks” er således forkert: 1) Påstanden om Irak angik ikke køb af uran, men forsøg på køb af uran; 2) ikke fra Niger, men fra Afrika; og 3) Wilson kunne ikke afkræfte påstanden. Det er tre fejl på tre en halv linje. Men de fik da stavet mandens navn korrekt, endda med fornavn. Bedre bliver det ikke i Magasinet, hvor man har viet forsiden og den første dobbeltside på en lang redegørelse om de italienske dokumenter, der viste sig at være forfalskede. Her er der faktisk noget at komme efter, og journalisten skriver i sin vanlige medrivende stil. Men ak, da det så endelig bliver spændende i mod slutningen, så knækker snoren. Vi citerer og tillader os lidt fisking:

I den følgende måned optrådte de italienske oplysninger i det efterretningsmemorandum, som præsident Bush og inderkredsen i regeringen hver dag modtager, …

Hvis det er tanken at vise, at forfalskninger var iværksat af Bush, så er det ikke så heldigt at minde læserne om, at Bush fik sine oplysninger fra CIA.

… og i januar 2003 – i sin TV-transmitterede tale om nationens tilstand – sagde præsident Bush, at Saddam havde forsøgt at købe store kvanti uran i Niger. …

Boing! Beklager, Bush talte ikke om Niger, men om Afrika. Se faktaboksen oven for, eller ved nærmere eftertanke, lad hellere være; tag mit ord for det.

… Præsidenten citerede den britiske regering for oplysningen, …

Hov, hvor blev de italienske efterretninger om Niger af? Det var jo dem, hele den lange forudgående redegørelse i artiklen handlede om?

… men da den internationale atomenergikommission bagefter ville have beviser for påstanden, sendte amerikanerne dokumenterne fra Niger afsted.

Nå, dér dukkede Niger op igen. Tja, et letsindigt gæt kunne jo være, at amerikanerne ikke havde de britiske efterretninger. Det var vist endda deres egen forklaring. Efter dette lille kunstgreb, hvor Bush’ berømte 16 ord i SOTU blandes sammen med de utvivlsomt falske italienske efterretninger, introduceres vores helt Wilson.

Wilson kunne imidlertid ikke bekræfte oplysningerne, han kunne hverken finde beviserne eller modbeviserne, og det skrev han i en rapport. …

Ikke heeelt korrekt, men ok. Det er jo lidt tvivlsomt, hvad det er for oplysninger, som journalisten henviser til, så vi fortsætter.

… Han var derfor forarget, da Bush-regeringen brugte Niger som bevis for, at Saddam havde købt eller søgt at købe uran, og det skrev han i en uhørt skarp kronik i New York Times.

Boing igen. I modsætning til journalisten vidste Wilson godt, hvad Bush havde sagt i sin SOTU. Wilsons kritik var derfor væsentligt mere afdæmpet. I betragtning af, at Wilson skal fremstilles som helt – komplet med en afdækning af de skændige forsøg på at fremstille ham som useriøs – så er det egentlig underligt, at journalisterne konstant gør Wilsons kritik mere alvorlig end den egentlig var. Prøv selv at læse Wilsons kronik fra 6. juli 2003 i NYT. Den er taget fra Wilsons egen hjemmeside; jeg er jo ikke journalist og skal derfor helst ikke udfordres for meget på det kildemæssige. Læser man hans kronik, fremgår det, at han udtrykkeligt tager forbehold for, at Bush omtaler forsøg på køb af uran, og at det er i relation til Afrika, ikke Niger. Han fremhæver derefter sin undersøgelse, hvor han i relation til Niger ikke har fundet noget og undrer sig nu over, om henvisningen til Afrika mon kan angå Niger, for i så fald strider det mod hans rapport, i hvert fald hvis den er blevet taget til følge i CIA. Han kommer altså med to forbehold: Talte Bush om Niger, når han omtalte Afrika, og havde Bush fået Wilsons rapport? At Wilson så i øvrigt undlod at oplyse, at han havde fået bekræftet Iraks interesse i at købe uran fra Niger, er alvorligt, men ikke så alvorligt. Faktisk afslutter han sin kronik med at påpege, at Saddam var en dødsens farlig tyran, som man måtte tage alvorlig. Fremstillingen af Saddam som en helt uskyldig fyr lå Wilson ret fjernt. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg her har genbrugt meget af det materiale, der er bragt i tidligere postings. Men hvad skal vi ellers gøre; they are at it again – endda i min ynglingsavis. Update 27. oktober 2005: I dagens Berlinger prøver de igen kræfter med Plame-sagen, og det går bedre denne gang, men langt fra godt nok. Man kører nu en komprimeret historie under den charmerende overskrift Manipulation i Det Hvide Hus? (bemærk det klædelige spørgsmålstegn). Her anføres først:

Et centralt punkt i Plamegate er diplomaten Joseph Wilsons mission til Afrika i 2002 for at afprøve påstande om, at Irak var ude på at købe uran i Niger. Det kunne han hverken be- eller afkræfte, og fra anden side blev det kort efter afsløret, at Niger-affæren byggede på forfalskede dokumenter.

Alligevel tog præsident Bush senere rygtet for gode varer og brugte den med henvisning til britiske kilder i sin tale til nationen i 2003.

Igen undlader man at henvise til:
1) At de britiske efterretninger er opretholdt så sent som ved Butler-rapporten fra juli 2004, der udtrykkeligt beskriver Bushs citat i SOTU som well-founded.
2) At Senats rapporten fra juli 2004 udtrykkeligt lagde ansvaret for de forkerte efterretninger hos CIA. Som en service for svagtseende skal vi her citere fra konklusionen på s. 77 (forkortet, men læs selv via link):
Conclusion 19. Even aftern obtaining the forged documents and being alerted … analysts … did not examine them carefully enough to see the obvious problems with the documents. Both agencies continued to publish assessments that Iraq may hav been seeking uranium from Africa. In addition, CIA continued to approve the use of similar language in Administration publications and speeches, including the State of the Union.
Det er jo absurd. Hvorfor ikke bare indrømme, at Wilson tog fejl i sin kritik af Bush? Plame-sagen bliver jo hverken mere eller mindre en skandale af den grund.
Men formålet med disse artikler synes at være at holde liv i påstanden om, at Bush-administrationen alligevel på en eller anden måde løj om Irak.
Denne opfattelse bestyrkes af, at Berlingske nu inddrager en artikel fra Newsweek af Isikoff & Hosenball, hvor man hævder, at afhøringen af NYT-journalisten Judith Miller som led i Plame-sagen har kastet nyt lys over sagen. Det angår National Intelligence Estimate (NIE) rapporten, der på enkelte punkter var for entydig i sin formulering om beviserne mod Irak, og spørgsmålet om nogle aluminiumsrør, der blev udlagt som dele af atomvåbenprogrammet, hvilket blev bestridt af flere statslige bureauer.
Man behøver blot kaste et blik på indholdsfortegnelsen til Senatets rapport fra juli 2004 for at se, at intet af dette er nyt.
Begge forhold er blevet indgående analyseret i rapporten, der alligevel endte med at lægge ansvaret på CIA og ikke på Bush. NIE drøftes på side 51 ff., og aluminiumsrørerne på s. 87 ff.
Det eneste nye viser sig altså ved nærmere undersøgelse at være Judith Millers udtalelse om, at vicepræsident Cheneys næstkommanderende, “Scooter” Libby, lagde mere vægt på de dele af NIE, som bekræftede truslen fra Saddam, end de dele, hvor man tog forbehold. For hvad Isikoff & Hosenball er ærlige nok til at indrømme, ganske vist godt pakket ind, er, at NIE indeholdt oplysninger, der både støttede trusselsbillede og tog forbehold herfor. Faktisk indeholdt NIE mest af det første, hvilket Senats rapporten siden har kritiseret på enkelte punkter. Dog ikke den ødelæggende kritik, som man får indtryk af her. Vi må hellere citere fra s. 75:
Conclusion 16. The language in the October 2002 National Intelligence Estimate that “Iraq also began vigorously trying to procure uranium ore and yellowcake” overstated what the Intelligence Community knew about Iraq’s possible procurement attempts.
Det er svært at forstå, at nogen avis vil omgås fakta så sløset, når enhver glad amatør kan finde dem på Internettet. Men det er direkte ubegribeligt, at en avis med et erklæret “borgerligt grundsyn” forsøger at vinkle fakta på en måde, der kun kan glæde den mere gakkede del af krigsmodstanderne (the they lied – they died crowd).

Updates

Af admin, den 25. oktober 2005. 1 svar

Det er måske ikke fair at hakke på Berlingske så ofte. De gør for det meste et godt arbejde på at skabe den alsidighed i MSM, som deres erklærede borgerlige grundsyn forpligter dem til.

Som det fremgår af denne amerikanske artikel, er det ikke kun journalisterne på Berlingske, der har lidt svært ved at gengive Wilsons indsats i den såkaldte Plame-sag, nemlig at han i sin rapport før krigen faktisk bekræftede Iraks forsøg på at skaffe uran fra Afrika, hvilket han behændigt undgik at nævne i sin kritik af regeringens “vildledning” efter krigen.

Det kan gå for hurtigt, også i bloggosfæren. Jeg har i tilknytning til min posting om Michael Yon bemærket, at valget i Irak om forfatningen gik, som vi havde gættet. Det er lidt for hurtigt. Bemærkningen angik gæt nr. 1 og 3, som angår de forhold, der beskrives i Yons reportage. Gæt nr. 4 betragter jeg som rigtigt, selvom medierne herhjemme nu mest fokuserede på den nyfødte lille prins. Gæt nr. 2 om forfatningens vedtagelse er derimod ikke afgjort endnu; faktisk har to provinser efter det oplyste stemt nej, så det er fortsat usikkert.