Forfatterarkiv: admin

Updates update

Af admin, den 25. oktober 2005. 11 svar

Som opfølgning på vores updates følger hermed en update: det irakiske folk har med en betydelig margin vedtaget forfatningen.

Nyheden fik en overraskende fair omtale i DR TV-avis kl. 21. Da alsidigheden ligger os meget på sinde, og da vi gerne vil slå (de øvrige) MSM i deres nyhedsdækning, haster vi med følgende satiriske citat fra Scrappleface, der med krydsede fingrer bag ryggen oplyser at have det fra en anonym, men uhyre progressiv engelsktalende tænketank:

Iraq Constitution Approval Another Setback for Bush

“The Bush foreign policy continues to be fatally-wounded by clarity of purpose, dogged persistence and a pathetic failure to capitulate in the face of opposition,” the source said. “At a time when a real leader would be paralyzed with self-doubt over the meaningless deaths of 2,000 American troops, Bush continues to act as if freeing 25 million Iraqis from decades of oppression, torture and death is somehow worth the price paid by those who volunteered to fight.”

Ok, satire er måske ikke passende i betragtning af situationens alvor, men jeg er for blufærdig til at kaste mig ud i den højstemte lyrik om det modige irakiske folks vilje til demokrati trods en ubarmhjertig og grusomt morderisk kampagne fra demokratimodstanderne, der burde ledsage nyheden.

Næste stop: valg af et frit parlament i december, hvor meget tyder på, at sunnierne vil deltage i endnu større antal for at opnå en repræsentation, der kan påvirke den videre udvikling, herunder en genforhandling af visse dele af forfatningen. Terroren vil utvivlsomt fortsætte, især fra de udenlandske terrorister i al-Qaeda, men risikoen for, at det kan ødelægge det nye irakiske demokrati bliver stadig mindre.

En modig mand

Af admin, den 24. oktober 2005. 1 svar

Den amerikanske journalist Michael Yon har fået stor opmærksomhed i bloggosfæren for sine reportager fra Irak, hvor han ikke nøjes med at gemme sig på hoteller. Hans positive tilgang til udviklingen gør, at vi med stor sandsynlighed ikke møder ham i dansk MSM, så her er et link til hans hjemmeside.

Det er vores lille bidrag til alsidigheden i mediebilledet. Kald det public service … så er der da lidt indhold i begrebet.

Læs f.eks. hans seneste reportage fra dagene før og under den store folkeafstemning i Irak om forfatningen, der gik godt; faktisk helt som vi gættede.

(Hat tip: Instapundit)

En flink avis

Af admin, den 22. oktober 2005. Skriv et svar

Forleden omtalte vi FN-undersøgelsen af mordet på Rafik Hariri i anledning af, at Syriens magtfulde indenrigsminister utroligt hensynsfuldt gik hen og døde, så et eventuelt ansvar kunne parkeres hos ham (En flink mand)

Rapporten fra FN er nu udkommet. Læser man Berlingske Tidende, og det gør mange af denne blogs læsere ufortrødent, kunne man ellers godt komme i tvivl,  for forsiden er tilsyneladende tom for henvisninger hertil.

Men kun tilsyneladende. Puds brillerne og kig godt efter. Jo, det er nævnt: oppe i den blå barre er historien nævnt med seks ord. Sjovt nok, for mens negative historier om det demokratiske Irak normalt dækkes intensivt på forsiden, er der mindre interesse for negative historier om Syrien, hvor Baathpartiets diktatur fortsat forkrøbler landet.

Historien dækkes dog inde i avisen. Sådan da. Man glider af på den del af historien, der angår mistanken om, at det var efter råd fra Kofi Annan, at den endelige rapport ikke medtog de navne på diktatorens nærtstående, som var med i udkastet. Mærkelig nok udviser Politiken mindre tilbageholdenhed om det spørgsmål i sin artikel (Mistanke: Annan lugede ud i Hariri-rapport). Denne vinkel er ellers interessant, da den angår det vigtige spørgsmål, om FN under Annan er blevet en diktatorernes klub, hvor man helst ikke vil være uvenlig over for de medlemmer, der finder demokrati og frie valg lidt for folkeligt til at være tilladt.

Men det skyldes måske, at Politiken ikke føler samme behov for at være en flink avis; journalisterne dér er næppe i risiko for at blive beskyldt for neokonservativsme.

Eller måske skyldes det ganske simpelt, at Berlingeren ikke finder historien interessant. Lederspalten er f.eks. tavs herom, hvorimod en britisk borgerlig-liberal avis som The Telegraph synes at være anderledes interesseret i at bruge den kostbare sværte på en leder.

Venlighed kan være et problem for pressen. Tag f.eks. Karl Erik Nielsen, der er blandt de bedste af Berlingskes journalister, allerede fordi han altid søger at medtage en borgerlig-liberal vinkel i sin nyhedsdækning, hvilket ikke blot har et heldigt sammenfald med avisens erklærede holdning, men også giver læserne det ekstra i forhold til vinklingen hos Politiken og DR, der kan begrunde og fastholde den læserloyalitet, som et abonnement er udtryk for.

Men som det fremgår af hans dækning i dag af Plame-sagen, kan selv en god journalist komme for skade at give et lidt upræcist billede. Det skyldes nok, at han er lidt for flink over for det venstreorienterede LA Times, hvis dækning han inddrager.

I en i øvrigt afbalanceret artikel, får han således skrevet om sagens baggrund:

Wilson havde været på en mission i Niger for at få be- eller afkræftet, om Saddam Husseins regime opkøbte uran i det afrikanske land, og selv om Wilson kom hjem og skrev en rapport, der afviste historien, så brugte præsident George W. Bush og andre den fortsat til at »sælge« krigen mod Irak.

Det kritiserede Joseph Wilson offentligt i en kronik i New York Times, og hovedtesen i den igangværende efterforskning af sagen er, at Det Hvide Hus svarede igen ved at lække Valerie Plame Wilsons navn til pressen. Tilsyneladende i et forsøg på at antyde, at Joseph Wilson kun havde fået opgaven i Afrika, fordi hans kone arbejdede i CIA, og at han med andre ord ikke var kvalificeret til at udtale sig om sagen.

Her er en lidt anden vinkel på sagen, hvor det afgørende ikke er, om Wilson var kvalificeret eller ej, men hvad han sagde, og hvad han undlod at sige:

1) Wilsons rapport konkluderede, at der ikke var sket et salg af uran til Irak, men gav samtidig en række oplysninger, der bekræftede, at Irak var interesseret i at købe uran. For eksempel en henvendelse i juni 1999, hvilket var et halvt år efter, at Saddam havde smidt våbeninspektørerne ud af Irak, og mørket derfor havde sænket sig over hans bestræbelser på at skaffe WMD. Rapporten ændrede således ikke ved den eksisterende opfattelse i CIA af problemet, den blev end ikke forelagt Cheney, og CIA fastholdt trusselsbilledet i sine rapporter til politikerne. Se Senats rapporten fra juli 2004, der vurderede før-krigs efterretningerne, s. 36 – 83.

2) Bush var således i god tro, når han og andre i hans regering udtalte sig om Saddams ønsker om at skaffe uran.

3) Bush nævnte Saddams bestræbelser m.h.t. uran i sin tale til nationen. Det var de såkaldt “16 ord”, hvor Bush oplyser, at den britiske efterretningstjeneste mener, at Saddam ønskede at skaffe uran fra Afrika.

4) Ikke bare var det altså opfattelsen hos CIA. Den britiske Butler-rapport fra juli 2004 har efterfølgende undersøgt de britiske efterretninger og fastholder, at Saddam forsøgte at skaffe sig uran fra afrikanske lande. Rapporten går endda så langt som direkte at henvise til Bushs 16 ord og fastslå, at de var “well-founded”. Se rapporten s. 121 – 125, navnlig s. 122 note 2, hvor det nævnes, at de irakiske besøg i Afrika var andre, end dem Wilson kendte til, og at de britiske kilder var tidligere og uafhængige af de dokumenter, som senere af IAEA blev kendt falske. Derfor fastholdes opfattelsen.

5) Wilson kritik var noget mere alvorlig end angivet i artiklen. Wilson, der i maj 2003 aktivt gik ind i kampagnen for præsidentkandidat John Kerry, lækkede i samme måned en version af historien til den Bush-fjendtlige kommentator Nicholas Kristof i NYT. I denne version fremstilles det som om, at Cheney havde foranlediget, at Wilson blev sendt til Niger, og derefter alligevel havde ignoreret Wilsons konklusion om, at påstanden var “unequivocally wrong”. Begge dele er som nævnt i Senats rapporten forkerte. Kristof nævner ikke Wilson ved navn, men det er let at identificere ham.

6) Cheney og den øvrige regering forstår nu, at Kerry-tilhængere i CIA vil forsøge at lægge afstand til CIAs fejlagtige opfattelse af Saddams WMD og samtidig påstå, at Bush bevidst løj om disse forhold. Krigen var jo slut måneden før, og det faktum, at Saddam var blevet nedkæmpet uden at gøre brug af WMD, gav en klar formodning om, at efterretningerne måtte have været forkerte.

7) Wilson går i juli 2003 til NYT med sin påstand om, at han klart havde underkendt uran-historien, men at regeringen alligevel havde fordrejet og brugt historien. Han undlader dog den påstand, at Cheney selv havde sendt ham, som var nævnt af Kristof. Men han undlader også at nævne de mange forhold i sin rapport, som talte for uran-historien, og som først kommer frem i Senats rapporten året efter. Wilson prøvede således at give indtryk af, at uran-historien var klart underkendt, hvad den som nævnt ikke var.

8) Den Bush-venlige kommentator Robert Novak angriber senere samme måned Wilsons fremstilling i NYT og
nævner, at hans kone er e
n “CIA operative”. Fru Wilson (født Plame) er en under cover agent hos CIA, der ganske vist er ved at ændre status, men dog stadig undergivet beskyttelse. Hun er hermed “outet”.

Så vidt facts. Resten er indtil videre spekulationer. Der er hovedsageligt to muligheder:

A) Valgte Bush-regeringen at oute Wilsons kone, fordi de vidste, at hun var en hemmelig agent for derved at skade Wilson mest muligt?

B) Valgte Bush-regeringen at påpege over for journalister, at Wilsons kone var i CIA, fordi de opfattede Wilsons kampagne som knyttet til CIAs forsøg på falsk grundlag at lægge afstand til deres egne efterretningsfejl? Og i bekræftende fald, vidste man, at fru Wilson var hemmelig agent, eller troede man blot, at hun arbejdede i CIA, hvad mange gør uden at være agenter under cover og som derfor frit kan omtales.

Da dette er USA, kan historien i øvrigt ende med, at der slet ikke rejses tiltale for outingen af fru Wilson, men for noget andet, nemlig at de afhørte ikke har samarbejdet med efterforskeren. Det er således interessant, at Robert Novak ikke er tiltalt, selvom han var den første, der klart outede fru Wilson. Det tyder på, at selve outingen ikke er så relevant alligevel.

På trods af denne indlende smutter, som nok nærmere skyldes LAT, rammer Berlingskes journalist rigtigt i sin overordnede pointe: Plame-sagen bliver brugt af krigsmodstanderne til at holde liv i “Irak-løgnen”, selvom sagen så åbenbart angår forhold efter krigen og ikke ændrer på de oplysninger, som Senats rapporten og Butler-rapporten tog stilling til.

Til lykke!

Af admin, den 15. oktober 2005. 3 svar

Et stort til lykke til Mary & Frederik, der har fået en søn, og Danmark dermed en tronfølger.

For de af os, der ikke ønsker en grundlovsrevision på et tidspunkt, hvor den borgerlig-liberale fløj mangler ledere med visioner, er der ekstra grund til glæde.

Nu kan vi i fred og ro få ændret tronfølgerloven, der burde have været ordnet allerede tilbage i 1953, mens vi venter på bedre tider.

En flink mand

Af admin, den 13. oktober 2005. 2 svar

Det forlyder, at Syriens magtfulde indenrigsminister Ghazi Kanaan har begået “selvmord”. En mand, der i årevis har terroriseret Libanon på Syriens vegne, har pludseligt besluttet at stå af.

Det var da morderligt pænt gjort af ham sådan at udøve den yderste form for selvkritik, netop som FN skal til at offentliggøre sin rapport om mordet på den libanesiske politiker Rafik Hariri, der forventes lidet overraskende at pege på Syrien som bagmanden bag attentatet.

Nyheden er endnu et tegn på, hvordan nettet strammes om Assads diktatur i Syrien. Af samme grund omtales den i dagens Berlinger kun som et lille Reuters telegram oppe i højre hjørne. Vi kan ikke tilbyde et link, nyheden er for lille til at optræde på deres hjemmeside. Men her er en mere professionel dækning af historien fra The Telegraph.

Denne hensynsfulde dækning af Syriens stadig vanskeligere situation har været mærkbar i danske medier, siden USA begyndte at presse Syrien. Danske journalister frygter nok, at de ved en mere indgående dækning af forholdene i Syrien kan komme til at fremme de neokonservatives sag, som når man før krigen kom for skade at fremstille Saddam som en brutal diktator med en usund interesse for masseødelæggelsesvåben, og ikke som den helt uskyldige og harmløse familiefar, der er det foretrukne billede i dag.

Til gengæld giver man en indgående dækning af det irakiske valg om en demokratisk forfatning, og her tager man ingen chancer: hvis forfatningen vedtages, går det ad helvede til, og hvis den ikke vedtages, går det også ad helvede til.

Det virker som om, at mange journalister både her og i udlandet stadig ærgrer sig over, at de lod sig dupere af valget i januar, hvor synet af millioner af irakere, der med livet som indsats gik til stemmeurnerne, for et øjeblik fik overhånd over den forudindtagne dommedagsindstilling. Så var man bedre til at nedtone den demokratiske succes i Afghanistan, både ved valget sidste år og i år. Denne gang tager man ingen chancer og vil åbenbart fremstille afholdelsen af et frit valg om en demokratisk forfatning som en dyb ulykke for landet.

Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, men her er mit bud på den nærmeste fremtid:

1) Valget på lørdag i Irak vil se en stemmedeltagelse, der er endnu højere end valget i januar, der – situationen taget i betragtning – var fantastisk høj; på højde med stemmeprocenterne i flere vesteuropæiske lande.

2) Forfatningen bliver vedtaget. Det er usikkert, men jeg tror det.

3) Sunnierne, der nu er blevet stillet yderligere garantier i udsigt, og – reelt vigtigere – har fået lovning på en mildere behandling af deres klanlederes fortid i Baath-partiet, vil i langt højere grad indgå i det politiske samarbejde.

4) Medierne vil fremstille et hvilket som helst resultat som en ulykke for landet og interviewe eksperter, der vil bekræfte det. Man vil eksponere de terrorhandlinger, der utvivlsomt vil være og fremhæve med dyster mine, at “volden fortsætter”, og lederskribenterne vil stadig efterlyse en “plan” for Irak.

Indrømmet, det er kun gæt, og det kan gå anderledes. Men det er en vinkel, som De ikke møder i danske morgenaviser eller public service stationer, så om ikke andet er det da afvekslende, foruden at være gratis, hvad MSM ikke er.

Og nu, hvor vi er ved de oplysninger, som De ikke fik i dagens avis, er her et link til et memo fra den næstkommanderende i al-Qaeda, den egyptiske læge Ayman al-Zawahiri til deres chefbøddel i Irak, jordaneren Abu Musab al-Zarqawi. Linket er til The Guardian, der meget nænsomt omtaler det som en reprimande. En mindre venlig udlægning gives af Austin Bay. Uanset udlægningen er det klart, at den pæne doktor minder sin unge ven om, at det måske ikke lige hjælper sagen at ville udrydde Iraks befolkningsflertal, blot fordi de er shia og dermed utvivlsomt vantro og fordømte. Der er en tid til enhver sag, og dette er åbenbart ikke lige tidspunktet. Videre bemærkes, at de mange grusomme angreb på den muslimske civilbefolkning i Irak, herunder bombninger af markedspladser og moskeer, har fået muslimer i resten verden til at tvivle på, om al-Qaeda nu også er det rigtige valg som ledere af et nyt kalifat. Det vigtige er at få jaget de udenlandske tropper ud, så man kan få nedkæmpet demokratiet og opbygget en al-Qaeda ledet stat, hvorfra krigen kan føres videre.

Det er uvist, om memoet er rigtigt eller falsk; eksperterne anser sandsynligheden for, at det er autentisk, som meget høj. Men på den anden side ligger det så nær præs. Bush helt urimelige og ofte latterliggjorte opfattelse af, at engagementet i Irak er centralt i kampen mod terror, at en mulig alternativ forfatter er Karl Rove. Vi ved jo, at Rove er en skidt fyr. Måske er Rove i virkeligheden al-Zawahiri; han er i hvert fald for ung til at være Shakespeare, selvom den mystiske bule på ryggen af Bush, der optog sindene så intenst under præsidentvalgkampen for så pludseligt at forsvinde fra dagens Berlinger, da mindede lidt om Richard III. Men Rove har ikke skæg, så måske er han Marlowe. Men jeg fortaber mig. Tilbage til sagen.

Memoet er nok ægte, og man kan da kun være enig med den lærde mand i hans formaninger om at være mindre grusom, for selv i Vesten bliver det stadig sværere for krigsmodstanderne at fremstille al-Zarqawis folk som frihedskæmpere og, med Michael Moores udødelige ord, revolutionshelte. Det er efterhånden kun muligt at beskrive dem som “oprørere”, for deres handlinger er virkelig oprørende. Rådet om tilbageholdenhed er derfor fornuftigt nok. Men vil unge al-Zarqawi lytte, og hvordan skal han så kunne rekruttere hellige krigere, hvis ikke de må dræbe vantro eller på anden vis ulydige irakere i flæng? Det er bestemt ikke nemt.

Det er en truisme, at demokrati ikke kan påtvinges et folk ude fra, for demokrati betyder folkestyre og forudsætter derfor folkets ønske om at benytte det. Det indebærer et betydeligt kulturskifte. Man går over til at lægge sin stemmeseddel i en urne og ikke sin modstander, hans børn og resten af klanen.

Jeg kan godt forstå, at mange var skeptiske over for, om demokratiet ville have en chance i Irak. De havde ikke prøvet det før, de er muslimer (hvad det så ellers skulle have af betydning), og de havde lidt under en forfærdelig undertrykkelse i årevis; bare tænk på, hvor dårligt vi opførte os, da vi skulle afregne sølle fem forbandede år.

På lørdag er jeg ikke desto mindre ret sikker på, at vi og ikke mindst den al-Jazeera kiggende arabiske befolkning vil se et massivt flertal af den modige irakiske befolkning vise nok en gang med livet som indsats, at de vil demokratiet. Det bør gøre indtryk, om ikke på forhærdede mediefolk, så på os andre.

FN og Israel

Af admin, den 11. oktober 2005. 16 svar

Når talen falder på det israelsk-palæstinensiske problem, er det almindeligt selv blandt borgerligt-liberale aviser, der burde vide bedre, at antage, at løsningen på problemet ganske simpelt er, at USA må tvinge Israel til at ændre opførsel.

Hm, mon det virkelig er Israel, der er den primære drivkraft bag problemet, og ikke det udbredte ønske blandt nære og fjerne naboer i regionen om at udslette landet? I hvert fald har USA indtil videre brugt sine kræfter på anden vis, og en række lande i regionen, der ikke kendte til demokrati, synes nu at bevæge sig i den retning, mere eller mindre frivilligt. Det synes at gøre dem mindre blodtørstige og mindre afvisende over for Israel. Muligheden for fredelig sameksistens øges langtsomt, selvom der er tilbageslag.

Som omtalt i denne artikel fra NYT, har selv FN ændret sig. Væk fra tidligere tiders åbne jødehad og fordømmelse.

Det er interessant at se, at selv NYT, som jo ellers hører til de kredse, der synes blændet af FNs “moralske autoritet“, nævner FNs problemer med olie-for-mad programmet og et generelt imageproblem samt pres fra USA som årsager til forbedringen af forholdet mellem FN og Israel, herunder nedlæggelsen af en række udvalg for institutionaliseret fordømmelse af jøder, som ikke længere er nødvendige. Heldigvis.

Det kan være svært at se det, ikke mindst i disse dage, hvor demokratimodstanderne i Irak skruer op for hypervolden for at skræmme befolkningen væk fra valget på lørdag. Men det går stadig fremad i regionen, og det smitter nu af også på FN.

Ja, tænk. Det kan måske ende med et FN, som man kan være bekendt at støtte.

Hvem ved, måske siver de nye tider også ind på danske redaktioner en dag?

Our winter of discontent

Af admin, den 30. september 2005. 2 svar

Berlingskes bedste fortaler for det Gamle Europas socialdemokratisme, Ole Bang Nielsen, der samtidig er avisens mand i Bruxelles, har i dag en analyse af den seneste politiske udvikling i Europa. Hans artikler er læseværdige, da han både skriver og argumenterer bedre end Politikens ledere, og så behøver man kun købe en avis.

I analysen fokuserer han på de seneste europæiske valg: Den franske modstand mod forfatningstraktaten, der – set fra Frankrig – blev opfattet som neoliberal. Det mudrede tyske valg, der straffede Schröder for hans reformer, afviste CDUs flirt med en flad skat og gav stor opbakning til Die Linke; et parti, hvor mange medlemmer i modsætning til Jürg Haiders østrigske flok ikke er under mistanke for at ville støtte et ækelt diktatur, de har åbent gjort det. Og endelig det polske valg, hvor socialisterne nok røg ud, men hvor tilhængerne af flad skat ikke fik den største opbakning. Han kunne have nævnt Foghs udtalelser på det sidste, men er formodentlig for meget af en gentleman til at gøre det.

OBN konkluderer, ikke urimeligt, at store dele af den europæiske befolkning ikke ønsker et opgør med den store trygge velfærdsstat. Blair, der som en af de eneste nuværende statsledere har bevæget sig mod midten fra venstre, og Kommissionens liberale formand Barroso advares derfor om at holde sig i ro, og der afsluttes med udsigten til USAs snarlige undergang.

Essensen sammenfattes af et citat fra den tyske socialminister Norbert Blüm, der i modsætning til sin danske kollega formodentlig her citeres korrekt:

Det er blevet efterår. De nyliberale blade falder fra træerne.

Samme minister citeres i øvrigt for, at de brede skuldre nu en gang må bære mere end de svageste – et af de bedre argumenter for en flad skat, hvis man tænker efter – men det er vist ikke meningen. Analysen er klar: Europæerne vil have mere stat og mere forsorg.

Er det rigtigt?

Måske. Fogh synes i hvert fald at tro det. Som Scavenius før ham, har han påtaget sig at styre landet og lader bevistheden om, at det kunne gøres meget værre, overdøve frygten for, at det måske aldrig bliver anderledes.

Man kan vanskeligt bebrejde ham det, for givet er det, at mange ikke opfatter personlig frihed som livets salt, men som en bitter byrde.

Men er det rigtigt for alle?

Jeg tror det ikke, men sætter min lid til ungdommen. Jeg tror, det var Birthe Rønn Hornbech, der bemærkede, at mange lærere er gamle 68’ere, der kæmpede for at nedbryde autoriteterne, og nu er deres arbejdsdag blevet et helvede, fordi det lykkedes.

Når man betragter dagens ungdom – og nej, jeg hører selv med den bedste vilje ikke længere til dér – så er der et karaktertræk, der overskygger alle andre: deres individualisme.

Desværre er det ofte den udgave af individualismen, man får, når der savnes både opdragelse og dannelse, altså egoisme, men individualisme i en rå og upoleret form er det nu stadig.

Når det går op for dem, hvor kvælende, anmassende og enerverende indgribende velfærdsstaten er blevet, vil de, der mere end nogen tidligere generation betragter hele verden som deres legeplads, gøre modstand. Først langsomt, for de er gennem vuggestue, børnehave, folkeskole, gymnasium, universitet og de daglige public service-medier opdraget til systemtroskab, men oprøret kommer. De vil ikke i længden finde sig i et samfund, hvor Janteloven er blevet det styrende princip, og hvor ligheden søges ved at stræbe efter den laveste fællesnævner.

Spørgsmålet er bare, om de stemmer med fødderne eller på valgdagen. For de af os, der ikke er så mobile, må man håbe på det sidste.

Med risiko for at bruge et citat, der er tillagt en mindre sympatisk karakter, kan man vel sige, at “our winter of discontent” vil ikke vare ved. Selvom bladene falder af, er der nye spirer på vej.

Steyn om FN

Af admin, den 26. september 2005. 1 svar

Ja, ja, vi ved det godt; alt for mange citater fra Steyn. Men det er svært at lade være, når han dyrker emner, der også interesserer os, f.eks. FN, og gør det så forbandet velskrevet.

Nyd lige dette lille uddrag:

What’s important to understand is that Mr Annan’s ramshackle UN of humanitarian money-launderers, peacekeeper-rapists and a human rights commission that looks like a lifetime-achievement awards ceremony for the world’s torturers is not a momentary aberration. Nor can it be corrected by bureaucratic reforms designed to ensure that the failed budget oversight committee will henceforth be policed by a budget oversight committee oversight committee. The oil-for-food fiasco is the UN, the predictable spawn of its utopian fantasies and fetid realities. If Saddam grasped this more clearly than Clare Short or Polly Toynbee, well, that’s why he is — was — an A-list dictator and they’re not.

Og så lige denne her:

Transnationalism is the mechanism by which the world’s most enlightened progressives provide cover for its darkest forces. It’s a largely unconscious alliance but not an illogical one. Western proponents of ‘sustainable consumption’ and some of the other loopy NGO-beloved eco-concepts up for debate in New York this week have at least this much in common with psychotic Third World thugocracies: both groups find it hard to win free elections, both regard transnational bodies as useful for conferring a respect unearned at the ballot box, and neither is unduly troubled by the lack of accountability in global institutions.

Det er fra Spectator (17/9 05, men nu også gratis tilgængeligt på hans hjemmeside). Læs selv hans stilling til FN, ikke mindst hans opbakning til, at Kofi Annan bliver på posten så længe som muligt…

Negativ opbyggelighed – Kashmir

Af admin, den 25. september 2005. 3 svar

Det er en mærkelig tid, vi lever i, sluttede min medpunditokrat sit seneste indlæg. Jeg kunne ikke være mere enig, men så er det da godt, at nogle ting er konstante, bl.a. den negative opbyggelighed.

Det er titlen på Stjernfelt & Thomsens bog, der fik betydelig ros her, og forfatternes analyse af tidens leflen for det ukritisk negative holder stadig. Som påpeget af forfatterne, er det navnlig inden for kunstens verden, at man kan nyde den negative opbyggelighed i sin mest gennemskuelige form.

Et lille eksempel til opmuntring i disse mørke tider.

I dagens Berlingske er der et interview med Kasper Eistrup fra bandet Kashmir. Det er rosende, men bandet kritiseres for ikke at være politiske nok. Som journalisten bemærker:

Kan det virkelig passe, at der ikke er mere rusk og riv i Kashmir end deres lyriske blend af poesi og abstrakte tekstkrøller. At deres ultimative statement er, at deres musik skal være kunstnerisk vedkommende. Bliver de flinke og dygtige mennesker dog aldrig indigneret over noget, får de aldrig lyst til at råbe op?

Tja, set her fra punditokraternes ståsted i cyberspace er det fuldt tilstrækkeligt, at man som kunstner stræber efter at være “kunstnerisk vedkommende”. Vi er en smule usikre på, hvad det egentlig dækker over, men det lyder som en rimelig ambition for en kunstner. Det er dog helt tydeligt ikke nok for journalisten på dette borgerligt-liberale organ; der skal noget agitprop til.

Den stakkels kunstner prøver først at forsvare sig, men tager sig så sammen og viser, at han skam er med på holdet sammen med alle de andre, hvilket udløser følgende tredobbelte whammy:

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke har lyst til at sige, at jeg ikke er tilhænger af den regering, vi har på nuværende tidspunkt.

Got it?

I denne omskiftelige tid er det rart at vide, at danske kunstnere stadig er blandt de mest konforme og forudsigelige. Det giver da en vis tryghed.

Afdelingen for Jubeloptimistisk Opportunisme

Af admin, den 23. september 2005. 9 svar

Onsdag aften ved 9-tiden blev jeg vidne til den ynkeligste forestilling i denne regerings levetid: En af regeringens ideologisk bedst begavede ministre, Claus Hjort Frederiksen, blev spurgt af en journalist fra DR (af alle steder!), om ikke det skulle kunne betale sig at arbejde, men turde ikke andet end svare uden om i sin iver efter at lægge lighedsdebatten død.

Anstændige og anfægtede borgerligt-liberale må fortvivle, men som selvudnævnt leder for punditokraternes Afdeling for Jubeloptimistisk Opportunisme (AJO), vil jeg hellere spørge, hvordan vi sikrer, at dette forbliver et nadir, hvorfra vi kan komme videre.

Vi må konstatere, at store dele af befolkningen ikke skelner mellem politisk lighed og økonomisk lighed.

Politisk lighed angår menneskets ligeværd, at alle er født lige med samme umistelige menneskeværd, skal behandles lige og havde samme chancer. Det var grundtanken i de to store liberale revolutioner: den amerikanske og den franske, og det er fortsat den altafgørende præmis for vores ideologi.

Økonomisk lighed angår noget andet, nemlig at folk skal stilles lige. Uanset hvordan de opfører sig, skal alle have det samme. Den, som gør en ekstra indsats, skal ikke have mere, end den, der la’r vær’. Det er en forestilling hentet fra det kommunistiske paradis, som angiveligt skal komme en gang: et samfund uden stat (lyder lidt ultraliberalt, ikke?), uden penge og – ellers er det jo ikke sjovt – helt uden ressourceproblemer med alt til alle. I det samfund giver økonomisk lighed mening; ingen andre steder.

Der er således en verden til forskel på de to lighedsbegreber, men som vreden over Eva Kjer Hansens udtalelser har vist, så forstår mange herhjemme det ganske simpelt ikke. De tænker kun på politisk lighed.

Er det i grunden så galt? Er det virkelig udtryk for, at socialisterne har vundet værdidebatten?

Nej, det er mere udtryk for, at de liberale grundtanker har sejret. Begrebet lighed har i den grad sat sig igennem, at det kun forstås i sin politiske form, og kun kan bruges i debatten i den form. Den almindelige dansker tror fuldt ud på den liberale antagelse om, at alle mennesker er lige. Det er en bred og dyb accept af vores principper, vi burde påskønne.

Når vi støtter demokratiet og tager afstand fra ekspertvældet og andre privilegier, skyldes det jo netop vores tro på, at alle er lige, og at ingen derfor har ret til at træffe beslutninger på andres vegne uden deres samtykke. Når vi støtter markedsøkonomien, er det ligeledes i erkendelse af, at alle mennesker kan bestemme selv og selv bedst ved, hvad der er godt for dem.

Vi bør beundre denne respekt for lighed, ikke beklage den.

Dernæst må vi tage bestik af, at vi lever i en tid med hykleri, hysteri og historieforvanskning. Vi bør angribe de, der søger at misbruge respekten for den politiske lighed til at fremme deres egne ønsker om økonomisk lighed ved at blande de to begreber sammen. Det gør vi ved at konfrontere dem med en række sandheder, som intuitivt har opbakning i befolkningen.

Det er blevet sagt før, men tåler gentagelse:

1) Økonomisk lighed er hamrende uretfærdigt, medmindre alle laver nøjagtigt det samme. Hvis man finder det rimeligt at belønne den, der gør en ekstra indsats, f.eks. at den faglærte får mere i løn end den ufaglærte som belønning for at have stået i lære, så støtter man ikke økonomisk lighed. Hvis nogle påstår, at de går ind for økonomisk lighed, så spørg dem, om de virkelig vil kræve lige løn for forskelligt arbejde? Er et lommepengesamfund, hvor alle får nøjagtigt det samme at leve for af Staten, virkelig deres mål?

2) Når nogle bliver rige, er det ikke ensbetydende med, at nogle bliver tilsvarende fattige. Tværtimod, desto rigere et samfund bliver, desto flere penge bliver der til at støtte de svageste. I modsætning til, hvad brede dele af venstrefløjen måske tror, så dyrkes pengene til overførselsindkomster ikke i de store kælderanlæg under Nationalbanken som champignon; de kommer ind ved opkrævning af skatter og afgifter fra folk, der arbejder.

3) Økonomisk ulighed er aldrig et mål i sig selv, det er et resultat, der opstår, fordi folk opfører sig forskelligt. Nogle er pengeglade og knokler som gale for at sanke grunker, andre vil måske hellere arbejde lidt mindre og bruge tiden sammen med deres børn, og så fremdeles. Vores erkendelse af, at folk er forskellige, gør os opmærksomme på, at nogle ikke kan klare sig selv og har brug for samfundets hjælp. Dem hjælper vi ikke ved at stræbe efter den laveste fællesnævner. Hvis der er noget, som har skadet vores folkeskole og forrådt de svagest stillede børn med den tungeste sociale arv, har det netop været ønsket om at stille børn lige, så det ikke alle kunne lære, skulle ingen lære.

4) Hvis man vil forhindre, at folk bliver fattige, har man en social og humanistisk indstilling. Vil man forhindre, at folk bliver rige, er man bare misundelig.

5) I betragtning af, hvor udbredt misundelse er, kan man faktisk godt argumentere for, at et samfund får færre konflikter, desto mindre afstand der er fra top til bund, også selvom bunden har det godt. Man skal blot gøre sig klart, at dette argument er beslægtet med tilsvarende betragtninger om, at man undgår konflikter ved at holde folk med anden hudfarve eller religion ude, fordi der erfaringsmæssigt er folk, som ikke kan lide den slags forskelle. Desto mere ens folk er, desto færre konflikter. Spørgsmålet er så bare, om vi skal give efter for den slags primitive følelser, eller om vi fortsat skal stræbe efter et mere liberalt samfund?

Det mener vi her på AJO, at vi skal; det kan vel næsten kun gå fremad.

Trads og diktaturet

Af admin, den 20. september 2005. 3 svar

I dagens Berlingske fortsætter debatten, som blev startet, da David Trads skrev en kronik om Che Guevara som helt.

I dagens avis langer Trads nok engang ud efter vores medpunditokrat Peter K-K. De to har udvekslet en del knubs på det seneste, og jeg må nu på irsk manér spørge, om det her er et privat slagsmål, eller om alle må være med.

Jeg har omtalt den oprindelige kronik her, og Trads’ senere indlæg har ikke fjernet den ubehagelige fornemmelse af, at han stadig ikke forstår sit eget problem — eller rettere: problemer, for der er flere.

Lad os tage dem i rækkefølge:

1) Debatten med Peter K-K handler på det seneste om, hvorvidt Cuba er et økonomisk godt eller dårligt samfund at leve i.

Hvilken betydning har det? Er Trads ikke kommet længere end de gamle argumenter om, at skidt med de totalitære sider af et samfund, når blot togene kører til tiden. Vil Trads se tilsvarende overbærende på Pinochets forbrydelser, fordi han fik Chiles økonomi på fode?

2) Trads bedyrer, at han tager afstand fra det samfund, som Cuba udviklede sig til.

Men forstår Trads ikke, at det samfund var målet for både Che og bdr. Castro? Det var ikke en tilfældig udvikling, men målet for dem at skabe et kommunistisk diktatur. Nogle af anklagerne mod Che er jo netop, at han systematisk gik i gang med at udrydde de revolutionære kampfæller, der havde mere demokratiske forhåbninger for den cubanske revolution. At overse dette, er lige så naivt som at tro, at Sovjet-Rusland først blev et menneskeædende diktatur under Stalin.

3) Trads forsøger at forsvare Che ved at henvise til, at tiderne var grumme, og at andre handlekraftige politikere også har forbrydelser på samvittigheden. Som storslåede eksempler nævnes Churchill og — naturligvis for en skribent på Information — Bushs krig i Irak.

Nu er det i sig selv tvivlsomt, hvilke forbrydelser man kan tillægge Churchill. Der er revisionistiske historikere, der forbander ham for at have sat det britiske imperium over styr i sin forhippelse på at slå Hitler. Men som del af et folk, der herved blev befriet, er det svært at se denne nidkærhed som en fejl. Det virker mere som en beundringsværdig viljestyrke.

Men nuvel, lad os antage, at Trads mere generelt sigter til nogle af de grusomme beslutninger, der skal træffes for at vinde en krig, og lad os også være venlige at antage, at Trads heller ikke er på hold med de tyske nationalkonservative historikere eller deler deres ønske om moralsk revanchisme, hvor Holocaust forsøges nivelleret til bombningen af Dresden, Hamburg mv.

Selv med en sådan venlig udlægning ligner Trads stadig de britiske venstreorienterede, som Georg Orwell hudflettede bl.a. i The Lion and the Unicorn (1940), fordi de opfattede Hitler og den britiske premierminister som lige slemme; de havde jo begge fejl.

Kan Trads slet ikke se, at mens man kan undskylde Churchills eventuelle fejl, fordi og i det omfang at han kæmpede for demokratiet, men at intet kan undskylde, at man kæmper for diktatur, som Che gjorde? Man kan ikke sammenligne Che med Churchill, lige så lidt som man kan sammenligne Bush med bin Laden.

Det nytter ikke, at Trads dydigt tager afstand fra diktaturer, når han samtidig hylder de, der kæmpede for diktaturet.

Når Trads afslutter sin kronik med at ønske, at flere unge ville vokse op som Che, udtrykker han et ønske, der er lige så afstumpet og stødende, som havde han ønsket, at flere unge ville vokse op som Reinhard Heydrich; den flotte fyr fra SS, der gav sit liv i sin idealistiske kamp for en bedre fremtid for den tyske arbejderklasse.

Verden har ikke brug for flere diktaturtilhængere, der er rigeligt allerede.

Populisme?

Af admin, den 13. september 2005. Skriv et svar

Berlingske’s leder kritiserer Socialdemokraternes beslutning om at kræve de danske tropper hjem næste sommer uanset hvad, og kalder beslutningen populisme.

Nu er populisme et lidt tvivlsomt skældsord i et demokrati. Men hvis meningen er en politik, hvor man prisgiver egne holdninger i sin stræben efter stemmer og konstant indretter sig efter den seneste meningsmåling eller fokusgruppe, bliver der lidt bid i begrebet. Og at høre en begavet fyr som Lykketoft efterlyse et FN-mandat, vi allerede har, smager unægtelig af populisme i den forstand.

Men er det nu også populisme, dvs. noget der giver stemmer?

Man kan da godt komme i tvivl, når vi nu hører, at endnu en leder, der støttede Irakkrigen, har opnået genvalg over for en opposition, der krævede tropperne hjem straks; denne gang i Japan, hvor LDP under Koizumi netop har vundet en jordskredssejr.

Nu er Koizumis valgsejr næppe begrundet i Irakkrigen, men derimod i hans ønske om at liberalisere den forstenede offentlige sektor; et ønske der også står os punditokrater nær. Men det hjalp altså ikke oppositionen at bruge Irak i den sammenhæng.

I betragtning af, at de danske tropper kun bliver i Irak så længe, at FN og den folkevalgte irakiske regering beder os om det, vil problemet om tilbagetrækning kun opstå næste sommer, hvis de gør netop det; altså beder os blive og beskytte dem og deres skrøbelige demokrati.

Vil et flertal af den danske befolkning i den situation sige: Rend og hop, vi trækker tropperne hjem alligevel? Vil Socialdemokraterne?

Che som helt

Af admin, den 5. september 2005. 2 svar

Det er ikke kun Politiken, der gør sig i letbenede kronikker. Berlingske har fået David Trads til at begå en kronik med den usandsynlige titel: Che Guevara er en helt.

Her demonstrerer det venlige menneske (David, ikke Che), hvorfor så mange venstreorienterede har en fortvivlende ringe evne til at genkende – og dermed tage afstand fra – diktatur.

De spørger åbenbart kun: hvad var han imod?

De burde spørge: hvad var han for?

Che var imod undertrykkelse af fattige. Det gør ham til en helt for David Trads og vist flere med ham, ikke bare i Aalborg.

Che ønskede at indføre et kommunistisk diktatur, hvor afvigere, herunder ikke blot politiske konkurrenter og fagforeningsfolk, men også bøsser, musikere og andre “depraverede”, skulle undertrykkes eller dræbes. Det gør ham til et uhyre. Men Trads når aldrig så langt i sin analyse, selvom han udmærket kender til disse forbrydelser og endda nævner dem, for Che kæmpede jo mod grusomme modstandere.

Det er i sig selv tvivlsomt, om man kan undskylde grusomhed med, at man kæmpede mod andre, der var lige så grusomme. Jeg mener, at det kan man, men er opmærksom på det betænkelige heri. Men, men, men. Det forudsætter som det allermindste, at det, man kæmper for, er noget godt.

Berlingske sikrer den fortsatte underholdning ved at lade Lars Hvidberg skrive kronikken i morgen. Han har tidligere taget Che-dyrkelsen under grundig behandling på sin blog, så stå tidligt op og læs avisen.

To syn på Irakkrigen

Af admin, den 5. september 2005. Skriv et svar

Det skal ikke hedde sig, at vi ikke er alsidige her på bloggen, så her er to forskellige syn på krigen i Irak.

Det ene er en kronik i dagens Politiken af Peter Gundelach, Den fejlslagne krig.

Det andet er Christopher Hitchens i Weekly Standard, A War To Be Proud Of.

Læs selv, god fornøjelse.

Krøniken – DR slår til

Af admin, den 2. september 2005. Skriv et svar

Mit forsøg på at bringe denne blog ned på niveau med MSM indebærer også en (for-)omtale af Krøniken. Som bosat på Østerbro hører det til fornøjelserne, at nye afsnit indspilles i gaderne.

Lige nu indspilles en scene, der formodentlig foregår i 1960'erne. Den optages i forskellige varianter, men indholdet er det samme: hovedpersonen stiger ud af sin bil og konfronteres med nogle betjente, der forfølger nogle pæne demonstranter. Hovedpersonen bliver nu helt uskyldigt antastet af politiet, og i nogle af versionerne bliver han endda slået.

Temaet er velkendt i venstrefløjens historieopfattelse: Når vi blev så glade for diktaturer den gang i 1960'erne og 1970'erne, skyldtes det politivold og det repressive samfund. Naturligvis.

Det lader til, at Krøniken holder det historiske niveau fra Matador. Jeg glæder mig allerede.

Public service – John Howard

Af admin, den 22. juli 2005. 10 svar

John Howard, der sammen med Blair er en af Bushs mest trofaste støtter i krigen mod terror, og som sidste år blev genvalgt som Australiens prime minister, var i London i går, da det nye og heldigvis mislykkede terrorangreb fandt sted. Han fik naturligvis også spørgsmålet, om ikke Australien selv var skyld i terroren p.g.a. Irakkrigen.

Hans svar vil næppe blive omtalt i de danske medier, heller ikke vores tvangslicensbetalte public service institutioner – så må vi som en gratis blog levere dette bidrag til folkeoplysningen som public service:

PRIME MIN. HOWARD: Could I start by saying the prime minister and I were having a discussion when we heard about it. My first reaction was to get some more information. And I really don’t want to add to what the prime minister has said. It’s a matter for the police and a matter for the British authorities to talk in detail about what has happened here. Can I just say very directly, Paul, on the issue of the policies of my government and indeed the policies of the British and American governments on Iraq, that the first point of reference is that once a country allows its foreign policy to be determined by terrorism, it’s given the game away, to use the vernacular. And no Australian government that I lead will ever have policies determined by terrorism or terrorist threats, and no self-respecting government of any political stripe in Australia would allow that to happen.

Can I remind you that the murder of 88 Australians in Bali took place before the operation in Iraq.And I remind you that the 11th of September occurred before the operation in Iraq.Can I also remind you that the very first occasion that bin Laden specifically referred to Australia was in the context of Australia’s involvement in liberating the people of East Timor. Are people by implication suggesting we shouldn’t have done that?When a group claimed responsibility on the website for the attacks on the 7th of July, they talked about British policy not just in Iraq, but in Afghanistan. Are people suggesting we shouldn’t be in Afghanistan?When Sergio de Mello was murdered in Iraq — a brave man, a distinguished international diplomat, a person immensely respected for his work in the United Nations — when al Qaeda gloated about that, they referred specifically to the role that de Mello had carried out in East Timor because he was the United Nations administrator in East Timor.

Now I don’t know the mind of the terrorists. By definition, you can’t put yourself in the mind of a successful suicide bomber. I can only look at objective facts, and the objective facts are as I’ve cited. The objective evidence is that Australia was a terrorist target long before the operation in Iraq. And indeed, all the evidence, as distinct from the suppositions, suggests to me that this is about hatred of a way of life, this is about the perverted use of principles of the great world religion that, at its root, preaches peace and cooperation. And I think we lose sight of the challenge we have if we allow ourselves to see these attacks in the context of particular circumstances rather than the abuse through a perverted ideology of people and their murder.

Ikke noget under, at han blev genvalgt nok en gang.

(fra National Review Online via Instapundit)

Rovegate – update

Af admin, den 21. juli 2005. 3 svar

Som update til den tidligere posting (Gone native ndf.) kan det oplyses, at Berlingskes Poul Høi fortsætter sin dækning af Plame-affæren, nu kaldet Rovegate (burde måske nærmere være Newtgate, se postingen Spredt fægtning ndf.). Hans dækning af baggrunden for historien er desværre ikke blevet bedre; det er snarere blevet værre.

I en såkaldt faktaboks oplyses bl.a.

Ambassadør Joseph Wilson skrev en kronik i New York Times; i kronikken skrev han, at han i 2002 af CIA var blevet sendt på en mission til Niger for at undersøge, om Saddam Hussein havde forsøgt at købe uran der, og han havde meldt tilbage til regeringen, at svaret var nej. Påstanden var en and. Alligevel fortsatte Bush og regeringen med at hævde det.

Tsk, tsk. Update 23/7 05: Når vi har omtalt Berlingskes misvisende gengivelse af baggrunden for Plame-affæren, må vi retfærdigvis også nævne, når de prøver at være mere præcise. Her er et uddrag fra faktaboksen for dagens follow-up artikel:Valerie Plame havde således i 2002 spillet en rolle i at sende sin mand til Niger for at undersøge påstanden om, at Saddam havde købt eller forsøgt at købe uran der. Wilson kunne hverken be- eller afkræfte påstanden, og i 2003 skrev han i en kronik, at Bush-regeringen “forvred” efterretningerne fra Niger.Det er noget tættere på Senats rapporten fra 7/7 04. Kun mangler man en præcisering af, at Wilson under sit besøg i Niger faktisk fik bekræftet, at Irak i juni 1999 havde forsøgt at købe uran fra Niger, og at Butler-rapporten siden udtrykkeligt bekræftede Bushs citat fra talen til nationen om Saddams fortsatte forsøg på at skaffe uran. Men pyt, denne del af baggrunden er mindre vigtig i forhold til hovedhistorien om outingen af Ms. Wilson/Plame.

Spredt fægtning I – uddrag fra dagens Berlinger

Af admin, den 19. juli 2005. 1 svar

Det er ikke fair kun at kommentere en avis. Meeen, det er sommer and living is easy – or should be. Så lidt ladhed må tilgives, når følgende uddrag kun er taget fra dagens Berlingske Tidende; det her er trods alt en gratis blog, og ikke noget I har betalt for.

Der er en rimeligt sober dækning af rapporten fra The Royal Institute for International Affairs, som konkluderer, at alliancen med USA har bragt landet i “særlig fare”. Chatham House er en anerkendt tænketank, hvis analyser skal tages alvorligt, men mon ikke tonen i rapporten er præget af den traditionelle pro-arabiske holdning, som har domineret den britiske udenrigstjeneste; det såkaldte kamelkorps?

Som nævnt i min dobbelt-kronik hos Berlingeren (23.05.04 og 24.05.04), kan situationen sammenlignes med de første år af WWII. Det var jo som bekendt ikke tyskerne, der startede krigen. Det var – teknisk set – briterne og franskmændene, som erklærede tyskerne krig efter i årevis at have forsøgt sig forgæves med appeasement. I de første år, hvor tyskerne fejrede sejrer, der med Scavenius’ ord slog verden med forundring, må der virkelig have været mange tilhængere af appeasement, som følte, at krigen var en forfærdelig fejltagelse, og at man hurtigst muligt burde genoptage linjen med at imødekomme hr. Hitler. Det skete heldigvis ikke, selvom Hitler kom med adskillige smukt formulerede fredstilbud rettet mod det britiske folk og vendt mod krigsophidseren Churchill. Briterne bed ikke på, men tænderne sammen, og godt det samme.

Den nuværende situation kalder også på appeasement, for man behøver ikke en tænketank for at besvare disse to spørgsmål:

Q. Vil det styrke al-Qaeda, at vi bekriger dem?
A. Ja, det får os til at fremstå som aggressorer.

Q. Er det en del af al-Qaedas strategi at lokke os til at bekrige dem?
A. Ja, det er derfor de vedvarende angreb os med stadig hårdere midler.

Men disse to spørgsmål må ledsages af et tredje, hvor svaret er mere personligt:

Q. Skal vi så undlade at bekrige al-Qaeda?
A. Nej.

Eller for at give ordet til chefredaktør Anne Knudsen i Weekendavisen, der udtrykker det bedre, end jeg kan:

Hvilken grad af eftergivenhed havde man tænkt sig, ville være passende for at imødekomme disse mordere? Skal vi til at stene bøsser? Forbyde kvinder at arbejde? Sende moralpoliti på gaderne for at påse, at folk er passende klædt? Overlade Irak til terroristerne, så de »selv« kan ordne sagerne? Geninstallere Taleban i Afghanistan?
Tilbage til dagens Berlinger. Her finder vi sørme en artikel, hvor oppositionen roser Bush og Blair for deres støtte til muslimer. Jep, den er er god nok, og selv Enhedslisten skulle være med. Forklaringen? Det er led i en kritik af Fogh for ikke at gøre tilstrækkeligt i samme retning:

»Vi så efter 11.september en amerikansk præsident, der besøgte moskeer, og vi har hørt Blairs markante udtalelser. Jeg synes, det ville klæde regeringen, hvis statsministeren gjorde en indsats for at lægge afstand til de kræfter, der forsøger at gøre det her til en kamp mod muslimerne,« siger de Radikales integrationsordfører, Morten Østergaard.

Nå ja, derfor. Men indrømmelsen er da sjov at have på print. Så har vi den klar, når de næste gang går efter “korsfarerne”.

Endelig er der Poul Høis update på Plame-affæren, der er behandlet i gårsdagens posting Gone native ndf. Nogle af kommentarerne til den posting har postuleret, at udstationerede journalister bare skriver af fra New York Times. Det er ikke bare ærekrænkende, det er også positivt forkert. Se her citatet fra PH (aka Poul Høi, ikke Poul Henningsen, den sidste fornuftige kulturradikalist af betydning):

Præsident Bush foretog i aftes et politisk ballettrin, som kan synes som en detalje, men som ikke desto mindre kan få stor betydning i den såkaldte Rove-skandale. Tidligere har præsidenten sagt, at han vil fyre den eller de medarbejdere, som i 2003 lækkede identiteten på en CIA-agent. I aftes rettede han det til, at han vil fyre enhver medarbejder, som har begået »en forbrydelse« i lækagesagen.

Sammenhold det med dækningen i NYT, hvor det fremgår, at Bush også tidligere har lagt vægt på, om en forbrydelse var begået:

White House statements on this issue, dating back over the two years of the Wilson case, have varied. On Sept. 30, 2003, Mr. Bush used language akin of what he said on Monday. “If there is a leak out of my administration, I want to know who it is,” he said then. “And if the person has violated law, the person will be taken care of.”

At other moments, though, Mr. Bush’s language has been less precise. In Sea Island, Ga. in June 2004, Mr. Bush was asked whether he would fire anyone who was involved in leaking Ms. Wilson’s name – which might or might not violate the law, depending on the circumstances. Without hesitation, Mr. Bush said yes.

Problemet er vel nærmere, at PH sammenfatter sagen lidt vel meget, f.eks. her:

Wilson havde gjort sig skyldig i af skrive en kronik, hvori han hævdede, at præsident Bush talte mod bedre vidende, da han i optakten til krigen mod Irak hævdede, at Irak havde været på uran-jagt i Niger. Wilson havde i 2002 i embeds medfør været i Niger for at undersøge påstanden og afkræftet den.

Det er rigtigt, at Wilson selv opfattede historien om Iraks forsøg på at købe uran fra Niger som forkert. Som hans kone, der på trods af Wilsons egen benægtelse faktisk havde anbefalet ham til opgaven, udtrykte det, da hun hørte om opgaven: “There’s this crazy report” om køb af uran. Men Wilsons egen undersøgelse bekræftede faktisk, at Irak havde kontaktet Niger for at købe uran. Det fattige Niger lod på en og samme gang forstå, at man skam ikke ville handle med udskud som Saddam, men at han ville betale godt, og at den bedste sikring var for USA selv at købe Nigers uran; ikke just betryggende. Hertil kom så de øvrige rapporter fra udenlandske efterretningstjenester om, at der var kontakt.

Hvorfra ved vi det? Naturligvis fra den rapport af 7/7 04, som Senate Intelligence Committee udgav. Hvis det kniber med tiden, kan man nøjes med at læse sammenfatningen af Wilsons rapport på s. 44 f., hvor der bl.a. står:

The intelligence report described how the structure of Niger’s uranium mines would make it difficult, if not impossible, for Niger to sell uranium to rouge nations, and noted that Nigerian officials denied knowledge of any deals to sell uranium to any rouge states, but it did not refute the possibility that Iraq had approached Niger to purchase uranium.

Lidt mere nuanceret, end hvad PH gengiver. Kan man lide nuancer, kan det anbefales også læse dette bidrag fra NYT, som en kommentator til den forrige posting gjorde opmærksom på.

Når nu journalisterne ved, at Internettet er opfundet, med direkte adgang til officielle rapporter, alverdens aviser og Google til at finde resten, hvorfor dælen gør de sig så ikke mere umage? Så varm er sommeren da heller ikke, og de bliver endda betalt for det.

Gone native

Af admin, den 18. juli 2005. 4 svar

Når man udstationeres for at rapportere fra et fremmed land, er der altid en alvorlig risiko for, at man assimileres med lokalbefolkningen, så man helt overtager deres måde at tænke på. Som det hedder på engelsk: to go native. Det gælder i diplomatiet – og blandt journalister. Det bliver reportagerne ikke nødvendigvis mere kedelige af, men hele ideen med udstationeringen fortager sig lidt; man kunne lige så godt oversætte de lokales egne beretninger.

Det fænomen synes at være på spil for Berlingskes udsendte Poul Høi, der i sine seneste reportager om den såkaldte Plame-affære synes grebet af det lokale pressekorps afsky for præsidentens nærmeste rådgiver Karl Rove. I lighed med Blairs rådgiver, Alastair Campbell, hades han intenst af mediernes venstrefløj og af samme grund: han er bedre til at manipulere dem end de ham.

Den såkaldte Plame-affære tager sit udgangspunkt i påstanden om, at Bush løj, da han hævdede i en tale til nationen, at Saddams Irak havde prøvet at købe uran fra Niger. Joe Wilson skrev først en artikel og dernæst en bog med denne påstand. Den holdt blot ikke. Dels påpegede Bush, at påstanden kom fra den britiske efterningstjeneste, og her fastholdt man den, dels viste Wilsons egen rapport, der kom frem under en senere Senats undersøgelse, selv at bekræfte kontakt mellem Irak og Niger. Men i den smædekampagne, som republikanerne derefter gengældte med, blev Wilsons kone ofret, og spørgsmålet er nu, hvem der gjorde det, og om det er strafbart.

For denne del af baggrunden for Niger-historien, der behændigt synes udeladt i dækningen, se mit tidligere debatindlæg fra Berlingeren 16/7 04, der angår Butlerrapporten, hvor Niger-historien fastholdes. Historien blev også omtalt, som et af de få steder i dansk presse, i Weekendavisen af Frede Vestergaard, Butler og uran-historien (23/7 04, se via Infomedia), der medtager Senatets efterfølgende undersøgelser. Endelig kan man også vælge den mere dugfriske og som sædvanligt langt mere underholdende sammenfatning, som Mark Steyn bidrog med i går.

Hvis man endelig skal go native, hvorfor så ikke efterligne folk som Steyn?

Terror i London

Af admin, den 7. juli 2005. 9 svar

Som forventet er London blevet ramt af terror tidligere i dag, der sandsynligvis er relateret til al-Qaeda.

Så sent som i går måtte Bush minde os om, at vi faktisk er i krig. En krig, vi ikke har startet, men som al-Qaeda fører mod os og har gjort længe.

Nu er påmindelsen for en stund blevet blodig alvor – igen.

Vi må ikke overreagere, men til de, hvis tilgang til debatten om anti-terrorlovgivning er at spørge, om det nu også er nødvendigt, må svaret være ja. Det er det.

Ved terrorangrebene i USA og i Spanien var der nogle, som forledt af vestligt selvhad udtrykte forståelse med terroristerne og fandt, at deres drab var vores egen skyld. Christopher Hitchens er bedre end de fleste til at at tage afstand fra den slags:

There was the reflexive view that somehow the jihadists must represent a grievance or protest against poverty or oppression. Everybody knows what the grievances of the jihadists are they’re very easy to identify. They grieve for the loss of the caliphate. They’re not anti-imperialists?they’re pro-imperialists. There’s an empire they lost and want back.

(hat tip: Mr. Anderson).

Spørgsmålet er nu, hvordan briterne reagerer? Vil de fortsætte kampen eller bliver de skræmte? Jeg tror det første. London can take it, som de sagde under nazisternes bombekampagne; det kan de forhåbentlig stadig.