Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.
Mens de fleste borgere er bekymrede for
sundhedskonsekvenserne af coronavirussen, er flere begyndt at se andre
problemer. Den danske regering har f.eks. af to omgange barslet med lovforslag,
som ville give sundhedsmyndighederne adgang til folks bolig uden
dommerkendelse. Ude i verden er der en lang række eksempler på den samme slags
adfærd, og det der er værre. Min gode kollega Stefan Voigt (Universität
Hamburg) og jeg har derfor i dag en kronik i Berlingske
Tidende. Vi dokumenterer der de mange indikationer, og de bekymringer man
bør have når man ser på, hvad vi ellers ved om nødret og lignende situationer.
Problemerne rækker fra Ungarn, der effektivt har sluppet de sidste rester af
retsstaten og det ungarske demokrati over en forfatningskrise i Israel til en
lang række andre eksempler på, hvor ivrige politikere er efter at give sig selv
ekstra magtbeføjelser for tiden.
En del af dette problem er, at mange regeringers respons på coronavirussen nu også truer presse- og ytringsfriheden. Eurozine dokumenterer situationen, som også kan ses på deres figur nedenfor. Jacob Mchangama havde et glimrende indlæg i Berlingske i går, hvor han kalder situationen en ’global censurepidemi.’ Som Jacob helt korrekt peger på i indlægget, er der absolut ingen grund til at tro, at restriktioner i folks ytrings- eller pressefrihed på nogen måde kan hjælpe myndigheder eller andre med at håndtere en epidemi. Der er tværtimod brug for, at der er så fri flow af information til både almindelige borgere, men også forskere og andre eksperter, så man bedst og hurtigst lærer af situationen og dens udvikling.
Det er dog et problem, man også kender fra menneskeskabte
ulykker som bl.a. terrortrusler og -angreb. Stefan Voigt og jeg har set på
problemet i et par nye artikler i Journal
of Conflict Resolution og Public
Choice, hvor vi dokumenterer, at regeringer meget ofte reagerer på
terrorisme med reduktioner i pressefriheden og generel repression. Det gælder
også demokratier som det danske, og i denne type situation beskytter
forfatningen overhovedet ikke borgerne. Der er derfor grund til at være bekymret
– og al mulig grund til, at journalister i Danmark og andre lande dukker op af deres
regeringsvenlige coronatåge – og følge skeptisk med i, hvad vores regeringer
finder på i disse uger. Og som Robert
Higgs har understreget gentagne gange, skal vi blive ved med at være det.
Ellers ender krisetiltagene og de ekstra magtbeføjelser med at blive permanent
politik efter virussen er forduftet.
Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2020. 1 svar
Mens coronasituationen har været dybt frustrerende for mange
af os, og næsten helt har ødelagt konferencesæsonen for public choice-miljøet, arbejder
de fleste af os naturligvis videre. Min gode kollega Stefan Voigt og jeg er for
eksempel begyndt at følge brugen af nødret i den såkaldte kamp mod corona. Baggrunden
er, som opmærksomme læsere måske ved, at vi har et fælles projekt omkring netop
forfatningsmæssig regulering af nødret, som har kørt cirka fem år. I projektet,
som måske bedst kan kaldes the political economy of emergency constitutions,
har vi udviklet mål for, hvordan nødreguleringerne ser ud og hvornår lande erklærer
nødret, ligesom vi har set på konsekvenserne af at gøre det. Interesserede læsere
kan læse videre om målene her
(ungated version her).
Vores arbejde om terror og nødret er her;
andre bidder af projektet her og her.
Af Christian Bjørnskov, den 26. marts 2020. Skriv et svar
Der er ingen tvivl: Staternes coronareaktioner har udløst en
alvorlig økonomisk krise. Hvor dyb den bliver, hvor langvarig den bliver, og
hvad man evt. kan gøre fra offentlig side, er nu de egentlige økonomiske
spørgsmål. Skal man behandle den økonomiske coronakrise på samme måde som man
behandlede finanskrisen, og hvad ved vi generelt om økonomiske krisers forløb? Disse
spørgsmål er på ingen måde enkle at svare på, men værd at tænke over. Børsen
bragte min kommentar i morges under overskriften ”Den økonomisk krise er en realitet,
nu bliver formen på den altafgørende” (gated her),
hvor jeg netop helt kort diskuterer dem.
Det første af to hovedproblemer er, hvordan krisen kommer
til at se ud: Bliver den V-formet eller J-formet. Vi håber alle på en V-formet
krise med et skarpt dyk i den økonomiske aktivitet, fulgt af et hurtig recovery
hvor virksomheder går i gang igen, folk vender tilbage til deres jobs, og nye
jobs skabes når nye virksomheder opstår i stedet for dem, der døde under krisen.
Skrækscenariet er derimod en tydeligt J-formet krise, hvor et skarpt dyk
efterfølges af en langvarig, delvis recovery med en stor stigning i
langtidsledigheden, en langsom død for en række virksomheder og et varigt
problem for mange borgere med både lav indkomst og dårlige jobmuligheder.
Spørgsmålet er derfor, hvornår man får den ene eller den
anden type. Forskningen peger på to vigtige forhold. For det første viser det
sig, at økonomisk friere lande typisk har væsentligt kortere kriser med mindre
dyk. Det gælder i helt særlig grad for økonomier med mindre regulerede
markeder, mens størrelsen af det offentlige og omfanget af velfærdsstaten ser
irrelevante ud. Disse fund kommer blandt andet fra min egen forskning, som vi
tidligere har omtalt her;
det publicerede papir er her
(som open access). For det andet viser forskning fra et team ledt af Steve Davis
fra University of Chicago, at såkaldt policy uncertainty forlænger og fordyber
kriser (læs papiret her; eller
en mere populær præsentation her).
Skal man hurtigt ud af en økonomisk krise, er det således vigtigt, at den
økonomiske politik er forudsigelig, og at der ikke er større risiko for enten pludselige
regulative ændringer eller strukturelle skift i skattepolitikken.
Det andet hovedproblem er, at den krise vi er på vej ind i
for tiden, ikke er en ’normal’ økonomisk krise. Finanskrisen i 2008 og frem
var, ligesom de fleste andre kriser, en såkaldt efterspørgselskrise: Et eller
andet sker (ofte forårsaget af politik) som gør, at nogen mennesker og
virksomheder køber mindre af andre eller har færre ressourcer til rådighed.
Denne krise er anderledes, da den skyldes at staten har fjernet folks og
virksomheders mulighed for at producere varer og service: Det er en
udbudskrise.
Det indebærer dermed også, at almindelig økonomisk politisk tænkning,
som man kan diskutere omkring almindelige kriser, er irrelevant. Store
hjælpepakker til bestemte industrier er ikke en hjælp, fordi der ikke mangler
efterspørgsel. Kriseresponset kommer derimod til at afhænge af, hvordan og hvor
effektivt man fjerner de udbudsrestriktioner, som de fleste stater har indført.
Man kan muligvis hjælpe nogle virksomheder igennem krisen ved at afhjælpe likviditetsproblemer
– at de ikke har penge lige nu og her til at betale de regninger, der kommer nu
– men man kan ikke hjælpe dem, der bliver insolvente. Kuren mod en udbudskrise
er derfor at fjerne restriktionerne – når man kan gøre det på sundhedsfagligt
solidt grundlag – og derefter holde fingrene fra kagedåsen. Om danske og andre vestlige
politikere er indstillet på det, og om de overhovedet forstår
problemstillingens natur, er et andet og ganske åbent spørgsmål.
Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2020. 1 svar
The third installment in our series about cancelled
conference papers is about a paper that I was supposed to present at both the
Public Choice Society meeting in Newport Beach and the annual conference of the
Association for Private Enterprise Education in Las Vegas. The paper deals with
the important question of how best to achieve a reduction in greenhouse gas
emissions.
The background for the question is quite obvious: Most
Western countries have committed themselves to reducing the emissions of CO2 the coming years. Some, including the new leftwing
government in Denmark, are operating with an official goal of a 70 percent
reduction with a relatively short period of time. In most of those countries,
the plan is very clearly to ‘steer’ the market in the right direction with government
control and elements of a planned economy. However, no one really knows how
effective such solutions are, and our experiences with this type of approach to
solve other problems are not uplifting.
In the paper “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, which can be downloaded
under Current Research on my
homepage, I try to tackle the issue in a new way. A main point of the paper is
that different theoretical considerations will lead one in very different
directions. One doesn’t have to accept bizarre Marxist ideas or Mariana
Mazzucato’s influential, but horrendous claims about innovation to realize that
there are valid arguments for and against the effectiveness of government
control. However, one thing is clear: The more weight one places on the type of
political incentive problems so abundantly documented by the public choice
school since the early 1960s, or the more weight one places on the importance
of epistemic problems as emphasized in the Austrian tradition, the more one is
likely to reach an unambiguous conclusion. A series of arguments from these two
traditions indicate that a low emissions transition occurs faster and more
efficiently in a free market economy. On the other hand, the more one believes
in the importance of classical externality problems and issues of discounting,
the more one will lean towards the opposite conclusion.
It therefore depends on ones theoretical priors if one believes that
economic freedom will help or hinder a transition towards lower greenhouse gas
emissions. As such, which kinds of arguments are more likely in the real world
is an empirical question. Part of the paper is therefore a formal econometric
test of the effects of economic freedom in the emissions of CO2 and
other greenhouse gases. Yet, instead of exploring linear effects of economic
freedom as in most other studies, I estimate an ‘environmental Kuznets Curve’,
which allows me to say something about the likely shape and timing of the
transition.
Figure 1 illustrates the main conclusion of the paper. I plot the development between 1990 and 2015 for four groups of countries: The 25 % with the least economic freedom, the two middle groups, and the 25 % with the most economic freedom. The figure makes it very clear that the most free countries have reduced their emissions much more than any other group while the second-freest countries have increased them. However, the reason for this apparently strange result is obvious: the third group consists of relatively successful middle-income countries with particularly high growth rates.
Another way of illustrating the overall conclusions is to plot the Kuznets Curves implied by the estimates. I do so in Figure 2, which shows the estimated environmental Kuznets Curve for countries at the 10th and 90th decile of the distribution of economic freedom. Put another way: These are the Kuznets Curves for countries with very little economic freedom and countries with as much economic freedom as places such as Northern Europe, Australia and Canada. The more a country’s economic policies and institutions are consistent with an ideal of economic freedom, the earlier does the transition begin and the faster it is. The ‘best’ estimates suggest that for overall greenhouse gas emissions, the implied turning point – the level of economic development at which emissions begin to fall – occurs around a real GDP per capita of 25,000 USD.
In other words, markets without excessive government control and
interference create sufficient innovation and incentivize firms and individuals
to use resource-saving technology to such a degree that emissions begin to fall
when people are about as rich as in Malaysia. If the political establishment
typically tries to control the economy, it may never occur. If politicians and
other political actors are truly interested in reducing greenhouse gas
emissions in the future, they will do best by keeping their hands off the
economy. Whether that is in their political interest is an entirely
different question.
Af Christian Bjørnskov, den 21. marts 2020. 1 svar
As avid readers will know, we recently started a
cancellation series – a series about papers that would have been presented at
the cancelled public choice and political economy conferences this spring. Our
second installment is about a new paper by Andreas Bergh and Anders Gustafsson. The rest of the text today
is directly from Andreas.
I concur with the commonplace judgement that the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality in many rich countries.
We believe that Fukuyama is right in his description of the “commonplace judgment”, and there are some papers that seemingly support that view, such as the Importing Political Polarization paper by Autor et al. These papers typically identify clear causal effects, such as rising trade with China leading to lower employment in US manufacturing and that districts exposed to larger increases in import penetration elected politically more extreme political candidates.
It is, however, a big step to jump from these partial effects to the
conclusion that populism has been triggered by globalization. Trade with China
may have had more beneficial consequences elsewhere in the US economy, and
economic globalization is more than just trade with China. Similar points have
also been made by Paul Krugman in a comment on the Autor papers.
One might also worry that papers that identify interesting effects of
economic globalization are more likely to be published, while papers with
imprecisely estimated zero-effects might not even be completed and/or
submitted.
Our working paper checks if there is a pattern across countries such that
populist parties have grown more in countries where globalization has increased
more. We do so using the KOF globalization index and the compilation of election results for
populist parties in Europe produced by Swedish thinktank Timbro. The
compilation covers 33 European countries (included when they become politically
free) during the period 1980-2018).
As it turns out, the commonplace judgement alluded to by Fukuyama is not visible to the eye when comparing increases in populist parties’ vote shares and increases in globalization over different time periods:
A nice feature of Timbro’s compilation is the separation of populist parties into right-wing and left-wing populism. Dividing data into 4-year intervals and running regressions using KOF’s measure of economic globalization de facto (that combines trade in goods, services and trade partner diversity with financial globalization) and right-wing populist vote shares with country and time fixed effects reveals no significant correlation between the two . The reason is, however, that EU-countries have more economic globalization and also more right-wing populism. Once EU-membership is controlled for, there is no positive association between economic globalization and right-wing populism. Here is what the fixed effect panel regression with right-wing populist vote shares as dependent variable looks like:
In the paper, we show results also for left-wing populist parties (typically smaller in more globalized countries), random effects instead of country fixed effects (almost identical results) and other types of globalization. The main result is always that once EU-membership is controlled for, more globalized countries if anything have slightly smaller populist parties.
Note also that income inequality (measured using the Gini-coefficient for
disposable income taken from Swiid) is typically negatively
associated with populism.
Needless to say, these are only correlation. But even if Fukuyama is right
that income inequality somehow causes populism, it seems that countries with
more inequality for other reasons still end up with less populism on average.
Finally, the fact that EU-membership is associated with about 7 percentage
points bigger right-wing populist parties is pretty interesting. It suggests
that the European Union does not fully succeed in promoting its official goals (among which we find
tolerance, inclusion, justice, non-discrimination as well as social and
territorial cohesion and solidarity). The EU-effect is very much in line with a
pattern recently noted by Dani Rodrik, that right-wing populists in Europe portray the EU and the elites in
Brussels as their enemy, not free trade.
Af Christian Bjørnskov, den 19. marts 2020. Skriv et svar
The conference season this spring is among the many
activities killed by the corona panic. A large number of scientific conferences
have had to be cancelled because people aren’t allowed to travel anymore. Those
cancellations have the unfortunate effect that many research efforts have come
to a screeching halt, and many of us now have leftover papers and
presentations. We’ll either never get any feedback on those papers or we’ll
have to postpone them to potential events in the autumn. We’re also going to
lack the inspiration that we usually get from watching colleagues presenting
their new papers and interacting with them in person at conferences. It makes
one wonder if it is possible to avoid a research recession similar to the
coming economic recession.
However, the problems need not keep one from
presenting research in one or the other form even though it cannot occur in the
usual way. Perhaps one can even make a tiny difference on this blog? We’re
therefore making an attempt with a short ‘cancellation series’ about new
research. We’ll begin with the paper ”Social Trust and Patterns of Growth”, which
I was supposed to present at the annual meetings of the European Public Choice
Society; interested readers can find the full paper here.
The background of the paper is a literature that has
emerged since the mid-1990s. After Steve Knack and Phil Keefer’s seminal paper from 1997, which kickstarted a literature that I surveyed a couple of
years ago in an Oxford Handbook, a growing number of studies document that social trust – the degree of
trust people typically have in fellow citizens they don’t know – is an
important determinant of long-run economic growth. Yet, which element or
elements of growth are affected by trust remains an open question.
I therefore ask in ”Social Trust and Patterns of
Growth” just how trust affects long-run growth. I start with Solow and
Swan’s basic observation that economic growth derives from two separate types
of sources: factor accumulation and factor productivity. Growth caused by
accumulation implies that people work longer hours, that more people work, that
they have more physical capital – machinery, buildings etc. – to work with, and
that they have more human capital (i.e. they are better educated). Growth
caused by productivity improvements and innovation implies that the economy
creates more value with the use of fewer resources. The theoretical
problem is that all of those elements could in principle be affected by social
trust. Several papers by, e.g., Paul Zak and Steve Knack and Jacob Dearmon and Robin Grier find that trust is associated with more investments
in physical as well as human capital, Philippe Aghion, Yann Algan, Pierre Cahuc and Andrei
Shleifer emphasize that higher levels of trust are associated
with easier regulation – and if that also implies that labour markets are less
regulated, it will increase employment – while Semih Akçomak and Hanna Müller-Zick as well as my own work with Pierre-Guillaume Méon suggest that trust affects innovative activity and
productivity development. The literature therefore makes it very difficult to
claim anything about which channel is more affected by trust.
The empirical clue of the paper is that available data
in the Penn World Tables actually allow one to perform what is known as a Solow
decomposition of long-run growth in 64 countries. That implies that we know
approximately how much each component – employment, human capital, investments
and productivity – affect growth, and we can estimate the degree to which each
component is affected by social trust. In other words, it is possible for a
sample of 64 countries not only to asses how much trust affects the growth
rate, but also how it affects the pattern of growth. I do so in non-overlapping
five-year periods back to 1977.
The results of doing so are surprisingly clear: A
trust difference of one standard deviation – approximately the difference
between France and Germany (or, interestingly, between the Italian regions of
Sicily and Veneto= – yields approximately a 20 percent faster growth rate of
productivity, which implies a 10 percent faster growth rate in real GDP per
capita. Conversely, it turns out that other growth elements – those associated
with factor accumulation – are not robustly affected by social trust.
The answer to the basic question of the paper, which I
cannot present and my colleagues cannot see under normal circumstances these
days, is that high-trust countries typically exhibit growth patterns in which
long-run growth is driven by productivity improvements. It also implies that
high-trust societies will typically be ahead of the rest of the world in terms
of productivity – although low-trust countries will still copy their advances
at some point in time – and permanently be better at using the resources they
have at their disposal.
Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2020. 5 svar
Det
er et velkendt fænomen i Tyskland, at der er relativt flere angreb på
flygtninge og indvandrere i øst end i vest. Det er også i de tidligere
kommunistiske Bundesländer, at populisterne i Alternative für Deutschland og die
Linke klarer sig bedst, og hvor folk generelt er mere fremmedfjendske. Er de
fordi Østtyskland er fattigere og har haft højere arbejdsløshed og lignende
problemer efter genforeningen, eller er det fremmedfjendske miljø en rest af
den kommunistiske fortid? Det spørgsmål kaster et nyt studie lys over.
Marek
Endrich fra Universität Hamburgs Institut für Recht und Ökonomik undersøger
i det nye studie A Window to the World: The Long-Term
Effect of Television on Hate Crime, om østtyskere i områder,
der kunne se vesttysk TV under kommunismen, opfører sig anderledes overfor
udlændinge end dem, der ikke kunne. Hans tese udspringer af de store forskelle
i, hvordan det østtyske Deutscher Fernsehfunk viste TV, sammenlignet med de vesttyske
kanaler. DFF brugte en stor del af tiden
– særligt i nyhederne – på at hylde socialismens fremskridt, tegnede et billede
af et homogent folk, og fokuserede primært på indenlandske nyheder. Die
Tagesschau på ARD og Heute på ZDF fungerede derimod ligesom de danske, og
bragte masser af internationale nyheder, ligesom vesttysk TV viste udenlandske
film, serier og dokumentarer.
I de områder af Østtyskland, hvor man kunne modtage det tyske TV-signal – som illustreret i figuren, der viser signalstyrken fra vest – så 82 % af østtyskerne vesttysk TV hver dag. I de områder, hvor signalet var dårligt eller væk, som regionen omkring Dresden og det nordøstlige hjørne omkring Greifswald, var det sjældent, at østtyskerne så vesttysk TV. Styrken på det vestlige TV-signal bestemte dermed, hvilken påvirkning østtyskerne fik fra vesttyske nyheder og vestlig kultur.
Endrich
viser, at denne påvirkning under kommunismen tydeligt har konsekvenser for,
hvordan østtyskerne behandler flygtninge og indvandrere. Han ser på perioden
2014-17, hvor endda meget store strømme af flygtninge fra Syrien og andre dele
af Middelhavet kom til Europa, og hvor vold og andre ’hadforbrydelser’ steg
voldsomt i dele af Tyskland. I hans mest præcise specifikation viser
estimaterne, at i de dele af Østtyskland, der modtog et godt vesttysk signal,
var der 52 % færre hadforbrydelser
end i de dele, hvor man typisk ikke havde set vestligt TV. Effekten gælder både
mindre overfald mod flygtningecentre, voldelige overfald og mordbrand. Endrich
kan afvise en række alternative forklaringer som for eksempel arbejdsløshed,
lav indkomst og historiske stemmetal for nazipartiet – ingen af disse forskelle
forklarer noget – og viser endda, at mere katolske områder udviser færre
overgreb.
Bundlinjen
i det fine studie er, at kommunismens omkostninger ikke kun var økonomiske. Som
adskillige andre studier har vist, er der stadig en Mauer im Kopf på de fleste
østtyskere, som kun fosvinder langsomt, om overhovedet. Men noget af den nærmest
racistiske indoktrinering, som østtyskerne modtog gennem DFF, blev opvejet af
vesttysk TV. De områder, der gennem kommunismen alligevel havde en respit fra
den kommunistiske propaganda gennem vesttysk TV og det vindue til resten af,
som ARD, ZDF og N3 tilbød, blev mindre indoktrinerede, og er det stadig.
Af Christian Bjørnskov, den 1. marts 2020. Skriv et svar
Hvad
sker der politisk efter terrorangreb? Det spørgsmål er der en række
forskningsstudier, der har undersøgt de senere år. Flere studier, inklusive et
par af mine nye med Stefan Voigt (Uni Hamburg), har fundet belæg for, at der
ikke blot indføres mere lovgivning direkte rettet mod terror, men også en række
andre forhold. Det gælder ikke mindst, at en række regimer har indskrænket
ytringsfriheden og givet staten større beføjelser udenfor nødsituationer. Det
er et åbent spørgsmål – omend enkelte nye studier giver nye svar – om disse
tiltag overhovedet har en virkning på terrortruslen.
Der
kan for eksempel være en række utilsigtede konsekvenser af de politiske
reaktioner på terror, ligesom politikere også kan bruge terrorbekæmpelse som
påskud for at indføre andre typer politik, de ikke under almindelige
omstændigheder kan snige forbi vælgerne eller andre partier. Ved den lige
overståede PEDD-konference i Münster gav Daniel Meierrieks fra WZB i
Berlin et eksempel på dette problem.
Meierrieks
har sammen med Friedrich
Schneider (Uni Linz) undersøgt, om terrorisme fører til
ændringer i et lands handelspolitik. Deres ærinder er ikke at se, om terrorisme
påvirker landes handel med hinanden, men derimod at se efter politiske reaktion. Og deres resultater
er ret entydige: Flere terrorangreb fører til højere handelsbarrierer.
Spørgsmålet
er derfor, hvorfor terrorangreb fører
til højere faktiske barrierer for international handel? Det er et spørgsmål,
Meierrieks og Schneider ikke kan svare direkte på. De kan blot notere, at der
er en række muligheder. For det første er der muligheden, at en terrortrussel
bliver opfattet som en ekstra omkostning ved at handle med et land, da der er
en (meget lille) risiko for at ens varer eller ansatte bliver fanget i
terroren. For det andet er det en mulighed, at virksomheder i landet bruger
flere ressourcer på at checke importvarer, hvilket også vil udgøre en form for
teknisk handelsbarriere. Og for det tredje kan man politisk have indført
strammere regulering af handlede varer, hvilket i sig selv er en teknisk
handelsbarriere, der ofte er ganske effektiv.
Det
er som sagt dog også en mulighed, at politikere misbruger situationer som
terrorangreb til at gennemføre særinteressepolitik. Begivenheder som
terrorangreb er ideelle til at snige politik under radaren, når alle andres
opmærksomhed – ofte inklusive oppositionspolitikeres – er fast rettet mod et
andet sted. Derfor rejser Meierrieks og Schneider således også spørgsmålet, om
den øgede protektionisme simpelthen er et udtryk for almindelig
særinteressepolitik, der sniges igennem under ualmindelige omstændigheder. Hvis
det er forklaringen, er det ekstra spørgsmål, om oppositionen og vælgerne
vælger at være ukritiske, når der ser ud til at være trusler mod staten?
Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2020. Skriv et svar
Konferencesæsonen for forskere med interesse i public choice og politisk økonomi er så småt ved at gå i gang, og her til morgen (torsdag) er jeg derfor på vej til Münster i Tyskland. Formålet er den fjerde udgave af The Political Economy of Democracy and Dictatorship (PEDD). Konference er ved at blive et samlingspunkt for public choice-forskere med en særlig interesse i ikke-demokratiske regimer, og tegner også i år til at blive meget interessant. Nogle få af de virkeligt lovende præsentation i programmet er her:
Andreas
Kammerlander (Uni Freiburg) kommer med papiret “Economic growth and pollution
in different political regimes” hvor han bl.a. spørger, om demokratier faktisk
forurener mindre. På samme session er præsentationer af Christoph Dörffel
(Friedrich-Schiller-University Jena) og Johannes Blum (Ifo), der henholdsvis
undersøger om demokratier er bedre til fattigdomsbekæmpelse, og om de bruger
flere – og mere effektive – penge på sundhed. PEDD-konferencen er således et af
de steder, man frit kan diskutere, om konsekvenserne af demokrati altid står
mål med folks forventninger.
Den
altid interessante Lena Gerling (Uni Münster) skal præsentere nyt arbejde om
hvorvidt populisme smitter – om flere vælgere stemmer populistisk, når de ved
at andre også er begyndt at gøre det – og Lenas papir bliver diskuteret af den
meget dygtige Laura Diniz Penteado de Barros fra Göttingen. Nogle gange kan
diskussionerne bliver lige så interessante som selve papiret. Senere samme dag
har jeg fornøjelsen af at diskutere min ven Steve Gohmanns (University of
Louisville) nye ”The relationship between coups and employment.” Steve
underøger, om kup ændrer på beskæftigelsesstrukturen i en økonomi – et helt nyt
spørgsmål – og jeg ser meget frem til diskussionen. Det samme gælder danskeren Jacob Nyrups (University of Oxford) ”The myth
of the benevolent autocrat? Internal constraints, external constraints, and
economic development in autocracies” og Roger Congletons (West Virginia
University) plenary talk om “Why rational choice politics needs ethics.”
Der
er dog sjældent en konferencetur uden at man selv skal præsentere ny forskning.
Fredag eftermiddag er jeg derfor i skudlinjen, når jeg præsenterer ”Good coups,
bad coups,” som er skrevet sammen med førnævnte Lena Gerling og min jævnlige
medforfatter Stefan Voigt (Uni Hamburg). Papiret er et forsøg på at undersøge,
hvor ofte statskup ender med ’gode’ konsekvenser, og hvornår det sker. Vi
arbejder stadig på sagen, og præsentationen er absolut en første version, men
der er fremskridt. Vi kan for eksempel ret klart identificere ’gode’ kup: Det
gælder for eksempel kup i den Dominikanske Republik i 1963, Grækenland i 1973
og Paraguay i 1989, der alle førte til genindførsel af demokratiet efter perioder
med diktatur. Vi kan også vise, at de gode konsekvenser faktisk skyldes kuppet, men præcist hvad der
fører til, at de er gode, er derimod stadig ret usikkert.
Under
alle omstændigheder følger der mere om PEDD senere på ugen. Skulle nogen i
mellemtiden være interesserede i, hvad der foregår, er hele
konferenceprogrammet tilgængeligt her. Det
samme gælder den noget større, årlige konference i the Public Choice Society,
som ruller af stablen om to uger; programmet er her. Skulle
en læser eller to være særligt interesseret i et bestemt papir, tager vi gerne
mod forslag.
Af Christian Bjørnskov, den 21. februar 2020. Skriv et svar
Mange
politikere, omend kun relativt få i Danmark, påstår at man bliver nødt til at
begrænse ytringsfriheden for at undgå terrorisme. Spanien har således siden en
lovændring i 2015 forbudt ytringer, der ”forherliger terrorisme” eller ”ydmyger
terrorismens ofre.” Den spanske lovgivning, og så vidt kan ses også de spanske
domstoles praksis, lægger sig således op ad lignende lovgivning i bl.a. Rusland
og adskillige andre diktaturer. Danmark har foreløbig holdt stand og forsvaret
ytringsfriheden, også selvom politikere fra begge sider af Folketinget advarer
imod såkaldt uansvarlige eller uigennemtænkte ytringer.
Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2020. 1 svar
Det
er over de seneste måneder blevet klart, at den nuværende regering er opsat på
at kontrollere alt omkring den. Der er tæt kontrol med den politiske agenda,
med de enkelte ministre – ingen kan være i tvivl om, at Mette Frederiksen er
den uudfordrede chef – og ofte også med den politiske diskussion. Det var også
Fogh- og Løkke-regeringernes strategi, omend de ikke udførte den helt så
nidkært, som Frederiksen-regeringen.
Af Christian Bjørnskov, den 15. februar 2020. 3 svar
Et
af de mest populære politiske argumenter, som vi ikke abonnerer på her på
stedet, er at den offentlige sektor ’hjælper’ den private og gør den mere
produktiv. En række studier peger for eksempel på, at en større offentlig
sektor er forbundet med lavere økonomisk
vækst. Hvis den offentlige sektor typisk hjalp eller komplementerede den
private, burde man se det modsatte, men som Magnus Henrekson og Andreas Bergh
har vist i to fine oversigtsartikler (se her og her), peger
evidensen i vestlige lande klart på et minus. Er man interesseret i fortsat
økonomisk udvikling, er en stor offentlig sektor en klods om samfundets ben.
Af Christian Bjørnskov, den 9. februar 2020. 1 svar
Umiddelbart efter jul satte et debatindlæg i Berlingske sindene i kog i den danske gymnasieskole. Katrine Fischer, der er elev på Lyngby Handelsgymnasium vurderede i indlægget at mange af hendes medstuderende er ”dovne, sløve og mangler respekt.” Fischer, hvis medlemskab af Liberal Alliances Ungdom åbenbart diskvalificerer hende i nogles øjne, argumenterede at den dovne gruppes slendrian meget enkelt tager tid fra den faktiske læring, og at mange lærere øjensynligt bruger uforholdsmæssigt lang tid på at forsøge at få elever med, der tydeligvis ikke vil.* På den måde holder en gruppe ugidelige elever alle andre tilbage og skader de villiges undervisning.
Reaktionerne har rakt fra klar støtte over afvisninger – den erklæret venstreorienterede elev Louise Brinks er et af de mere civiliserede og ordentlige – til deciderede personangreb. Det mest absurde kom dog for få dage siden fra Pernille Bogø Bach, der er rektor på Lyngby Handelsgymnasium og som på Facebook melder skolens officielle holdning ud. Bach forklarer her, hvorfor skolen har valgt at give Fischer en officiel påtale for at klage over sine medstuderendes opførsel. Hun understreger i forklaringen, at der naturligvis er ytringsfrihed på skolen, og fortsætter derefter direkte til at forklare, hvordan man ikke må ’krænke’ andre.
Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2020. 2 svar
Jeg er pt. på vej til Odense for at holde en gæsteforelæsning på Syddansk Universitet. Forelæsningen er én af flere i en række om populisme, og jeg er blevet bedt om at tale om forholdet mellem populisme og tillid. Mens der bestemt ikke er lavet ret meget forskning om emnet, er der efterhånden en lille litteratur. Denne litteratur blev i efteråret beriget af et nyt studie af den altid fremragende Philip Keefer, der sammen med to kolleger har set på populisme og tillid i Latinamerika.
Indvendingen, man til tider hører, er dog at den slags har vi ikke i Danmark. Der er for det første en holdning, at de skandinaviske landes ekstreme tillidskultur ‘beskytter’ os mod denne slags problemer. For det andet oplever jeg også tit, at der er en modvilje mod at udtrykke, at f.eks. Dansk Folkepartis eller Enhedslistens vælgere er anderledes end andre på, henholdvis, højre- og venstrefløjen. Det gælder desværre også de ellers velinformerede læsere af denne blog.
Formålet med denne post er derfor at illustrere, hvor store forskellene faktisk er. Tallene i figuren nedenfor er fra de danske respondenters svar i the European Social Survey, hvor de både spørges om deres tillid til andre mennesker og til politikere (begge på en skala fra 0 til 10) og om deres partitilhør. Det tillader en at beregne det almindelige tillidsniveau i hvert parti og dermed få et indtryk af, hvilke partiers vælgere er anderledes.
Kilde: European Social Survey
Som figuren tydeligt viser, er Dansk Folkepartis vælgere langt mindre tillidsfulde i begge retninger – andre mennesker og politikere – og forskellen til andre partiers vælgere er ikke blot stor, men også statistisk sikker. Det samme gælder kategorien ‘andre’ partier, der omfatter både Alternativet, Rune Engelbrechts Minoritetspartiet og nogle få meget små partier. Den anden klare forskel i figuren er, at Enhedslistens vælgere ikke har hverken lavere eller højere social tillid end andre upopulistiske partier, men deres politiske tillid er noget lavere.
Mens Dansk Folkeparti således passer på en række teorier om hvordan lav tillid fører folk til at stemme på populister, er Enhedslistens vælgere sandsynligvis mere drevne af en dyb mistillid – i nogle tilfælde decideret had – til hvad de opfatter som en samfundsmæssig ‘elite’. Sammenhængene er der således også i Danmark, men de understreger også, at populisme på de to fløje i en vis grad er forskellige fænomener.
Af Christian Bjørnskov, den 2. februar 2020. 4 svar
Afrika syd for Sahara blev i mange år betragtet som permanent fattigt – en række lande, der aldrig ville udvikle sig og hvor hverken befolkning eller ledere kunne finde ud af at opnå nogen form for udvikling. Som Alex Hammond, policy advisor ved the Institute of Economic Affairs i London, mindede folk om forleden dag, kaldte the Economist for 20 år siden Afrika for “det håbløse kontinent.” Det er dét syn på Afrika, som mange danskere stadig har.
Men som Alex pointerede i den forgangne uge i et blogindlæg, er dette billede langt fra længere sandt. Folks forventede levetid er steget med mere end ti år siden 2000, børnedødeligheden er faldet til næsten det halve, og 136 millioner flere afrikanere kan læse idag end for 20 år siden. Til sommer træder the African Continental Free Trade Area i kraft, og en række afrikanske lande har haft imponerende vækstrater.
Vi illustrerer det overordnede billede i nedenstående figur, der viser den totale vækst i (købekraftskorrigeret) bruttonationalprodukt per indbygger mellem 1997 og 2017. Den gennemsnitlige vækst i Afrika syd for Sahara har været 40 procent, mens den var 31 procent i Nordafrika og 30 % i Vesteuropa og Nordamerika. Fokuserer man i stedet på arbejdsproduktiviteten, er de tilsvarende tal 31, 13 og 22 procent.
Kilde: Penn World Tables, mark 9.1
Uanset hvordan man ser på det, er størstedelen af Afrika ved at lukke noget af velstandsgabet til resten af verden. Det gælder ikke blot de over 100 millioner mennesker i Etiopien og knap 20 millioner i Mali, der har set gennemsnitsindkomsten blive fordoblet på 20 år, men også tidligere håbløse steder som Liberia (86 procent) og Mozambique (83 procent), ligesom bedre kendte succeser som Mauritius og Botswana velstandsmæssigt har indhentet dele af Østeuropa.
Der er stadig steder som den Centralafrikanske Republik og Gabon, der effektivt har set tydelig tilbagegang siden slut-90erne, og Burundi og Madagascar hvor økonomien er fuldstændigt stagneret. Men størstedelen af Afrika oplever solid økonomisk fremgang, baseret på bedre retsvæsener, mindre politisk styring og mere økonomisk frihed, og mere handel med både resten af verden og resten af Afrika. Selvom man kan blive deprimeret, hvis man lytter for meget til de professionelle dommedagsprofeter i Oxfam og andre organisationer, ser virkeligheden langt bedre ud end de fleste tror!
Af Christian Bjørnskov, den 29. januar 2020. 7 svar
Globalisering er en proces, der ofte lægges for had. For
20 år siden huserede Attac-bevægelsen i Europa, der overbeviste mange om
truslen fra international handel og investeringsadfærd, men også affødte også
reaktioner som det danske mod-attac (der bl.a. dengang talte Niels Westy,
Martin Ågerup og undertegnede). Opfattelsen af globalisering er også et af de
forhold, der i høj grad deler europæiske befolkninger og politikere, og hvor
Danmark er blandt de absolut mest positive. Derimod er det ikke et spørgsmål,
der deler nationaløkonomer: Vi har vidst siden Ricardos arbejde for snart 203
år siden, at frihandel og frie internationale investeringsflows er økonomisk
gavnlige. Der ser også ud til at være en række positive bivirkninger (som vi sandsynligvis
dækker til sommer), så hvorfor er forskellige befolkninger så uenige om emnet?
Dagens spørgsmål er, om befolkningers syn på globalisering følger deres syn på andre mennesker. Spørgsmålet er ikke taget ud af den blå luft, men er i virkeligheden ganske logisk: Globalisering indebærer flere interaktioner – mere handel og flere investeringer – med folk, der er anderledes end en selv, og som på flere plan er ’fremmede’. Har man generelt et positivt syn på andre mennesker og stoler på dem, er det svært at se, at friere handel skulle udgøre en trussel. Er man derimod misantrop og stoler kun på sine nærmeste, er næsten al interaktion – som Edward Banfield skrev så fremragende om – med andre mennesker en trussel.
Vi gør det i tre simple figurer, hvor vi bruger to af EuroBarometer-undersøgelserne. I den første figur er folk blevet spurgt, om globalisering er til gavn for virksomheder fra ens land. I nummer to er spørgsmålet, om respondenterne har gavn af import fra lande udenfor EU, og i den tredje er spørgsmålet, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn for deres land. I alle tre figurer er de vestlige lande markeret med sort, mens de tidligere kommunistiske lande er markeret med rødt. Alle tre figurer viser sammenhængen mellem spørgsmålene og landets grad af social tillid, målt på standardmåden ved procentdelen af befolkningen, der i spørgeskemaer mener, at man kan stole på de fleste mennesker.
Det generelle billede er ganske klart. I den første figur er korrelation mellem tillidsmålet og opfattelsen af, at globalisering er til gavn 0,02 i tidligere kommunistiske lande, men hele 0,78 i resten af Europa. Måske er nulsammenhængen i Central- og Østeuropa ikke så mærkelig, når man påtænker hvad der sker, når game statslige virksomheder i kommunistiske lande kastes ud i moderne international konkurrence.
I de to andre spørgsmål er begge grupper dog relativt ens. Spørger man, om folk har gavn af import fra lande udenfor EU, er korrelationerne 0,39 og 0,77, mens de er 0,49 og 0,87 når man spørger, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn. På tværs af spørgsmål ser man således det samme generelle billede.
Man skal naturligvis være påpasselig med at tolke
simple plots fra nationale spørgeskemaundersøgelser. Mine glimrende kolleger
Ina Jäkel og Marcel Smolka har for eksempel vist (læs her),
hvordan præferencer for handelspolitik også drives af folks og landes
komparative fordele. De tre figurer her giver dog en ganske klar indikation om,
at folks præferencer for international handel og konkurrence muligvis også
afhænger af deres basale menneskesyn. Den ene forklaring udelukker ikke den
anden, mens forskellen i tillidskultur matcher hvad vi ved om EU-landes
præferencer for, hvordan EU’s fælles handelspolitik burde se ud.
Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2020. Skriv et svar
Hvad
i alverden har paven, jøderne og inklusiv vækst med hinanden at gøre? Svaret
er, at alle tre emner blev dækket på fredagens danske public choice workshop! Fra
klokken 11 om formiddagen til 18.15 om aftenen kunne et talrigt publikum i
København for eksempel høre, hvordan graden af økonomisk frihed og
antisemitisme hænger sammen, om pavebesøg får lande til at opføre sig pænere,
om hvis danskeres tillid til myndighederne faldt efter Stein Bagger-skandalen,
om hvornår danske kommuner outsourcer, og om demokratier har mere ’inklusiv’
vækst end autokratier. Alt i alt bød workshoppen på 18 præsentationer om 18
forskellige emner. Her er tre af dem.
Jerg
Gutmann fra universitetet i Hamborg startede workshoppen med sit papir ” Pacem
in Terris: Are papal visits good news for human rights?” Jerg har set på, om
pavebesøg fører til, at lande undertrykker mindre end ellers. Hans meget
interessante og underholdende præsentation viste, at svaret er en slags ja: I
perioden op til et pavebesøg falder den generelle grad af undertrykkelse, men
den vender tilbage på det ’normale’ niveau i det øjeblik, paven er taget hjem.
Den gode effekt af et pavebesøg er således fuldstændigt midlertidig. Jerg viste
dog også, at Vatikanet udvælger de steder, paven skal besøge, på en meget
strategisk måde. Det er ikke tilfældigt, hvor han tager hen, og de regimer han
besøger, er typisk mere følsomme overfor kritik end andre. Jerg præsenterede
endda indikationer på, at det også er strategisk, hvem der bliver helgengjort.
Sidst
på dagen præsenterede den altid glimrende Niclas Berggren (IFN, Stockholm) en
meget anden historie. Han og Therese Nilsson (Lunds universitet) har brugt en
helt ny spørgeundersøgelse til at undersøge, i hvor høj grad økonomisk frihed
påvirker, hvor antisemitiske folk er i forskellige lande. Deres første fund er
ikke overraskende: Lande med bedre og mere politisk uafhængige retsvæsener har
mindre antisemitiske befolkninger. De finder dog også klare indikationer på, at
relativt fattige lande der er mere åbne for handel og investeringer, er mere antisemitiske. Niclas forklarede
hvordan sammenhængen muligvis kan skyldes, at i disse lande er åben handel,
investeringer og økonomisk aktivitet forbundet med myter om jødisk global
kapitalisme osv. Øger man handelen, øger man således også en aktivitet som folk
tror har at gøre med mistænkelig jødisk konspiration. Forklaringen er
naturligvis rendyrket nonsens i virkeligheden, men som Niclas viste fra
starten, er det en vrangforestilling, som man kan genfinde i en nærmest enorm
mængde ældre litteratur.
Midt
på dagen dækkede Sigrid Koob (PhD-studerende på CBS) spørgsmålet om, hvorvidt økonomisk
vækst i demokratier er mere ’inklusiv’. Begrebet dækker over en situation, hvor
vækst er ledsaget af mindre ulighed – dvs. at de fattiges indkomsts vokser
hurtigere end de riges. Med brug af data fra V-Dem-projektet viste Sigrid, at
der muligvis er noget om snakken, da vækst i demokratier også ser ud til at
føre til mindre ulighed. Hendes estimater viste dog også, at effekten er meget
lille, og nok så lille, at den reelt er ligegyldig. Sigrid papir er
interessant, men har som mange andre ved workshoppen brug for mere arbejde.
Det
er dog også en af grundene til, at man præsenterer sit nye arbejde i en så
venlig forsamling som den danske public choice workshop. Det giver næppe meget
mening at præsentere noget, der er helt færdigt. Formålet er at prøve idéer af,
få indikationer om hvad man kan gøre mere, og for nogle også at testkøre deres
præsentationer før forårets internationale konferencer. Og som bivirkning får vi
andre indsigt i, hvad nogle af Danmarks, Sveriges og Tysklands dygtige forskere
indenfor public choice og politisk økonomi går og laver for tiden.
Af Christian Bjørnskov, den 21. januar 2020. 3 svar
Forleden
bragte vi en let nørdet blogpost om ytringsfrihed, og særligt hvordan man måler
ytringsfrihed. Baggrunden var, at Lasse Eskildsen og jeg i forbindelse med
pågående arbejde var stødt på den erkendelse, at de ni undermål for ytringsfrihed,
som V-Dem-projektet aggregerer i ét samlet mål, faktisk falder i to separable
typer. Det ene måler mediefrihed, mens det andet måler det lidt bredere og mere
private begreb diskussionsfrihed. Vi bragte derfor et plot af de to mål overfor
hinanden, hvor man ganske tydeligt kunne se hvilke lande, der har mere
diskussions- end mediefrihed. Og dermed var vores mission slut for den dag, da
spørgsmål om, hvorfor nogle befolkninger har mere ytringsfrihed end andre, og hvilke
konsekvenser den har, er meget anderledes spørgsmål.
Det
var der dog en af vores læsere, der ikke mente. Ole Gerstrøm – formodentlig den
Gerstrøm, der en kort overgang sad i Folketinget for Fremskridtspartiet – skrev:
”Begrænsning af ytringsfriheden i Vesteuropa skyldes islamiseringen. Skribenten
her har åbenbart ikke kendskab til Ole Hasselbalchs udgivelser. Det er ikke så
godt.”
Gerstrøm
håner mig således for ikke at have læst en bestemt persons debatbøger. Hvorfor
jeg skulle have gjort det, står hen i det uvisse. Vi beskæftiger os helt
primært med fakta og forskning her på stedet, og det er svært at se, hvad
Hasselbalchs bøger har med nogen af delene at gøre. Et andet element er dog også,
at Hasselbalch og Gerstrøm tager faktuelt fejl. Forskelle i ytringsfrihed i
Europa har intet med Islam at gøre.
Det illustrerer vi nedenfor ved at plotte andelen af befolkningen i 97 demokratier, der er muslimer, overfor deres mediefrihed. Vesteuropa er illustreret ved de grå markører. Det generelle billede i figuren er, at der ingen sammenhæng er, og fokuserer man på de grå markører, danner de en næsten perfekt sky. Mens der er en relativt klar tendens til at lande med mere ytringsfrihed også er rigere – og her er kausaliteten et åbent spørgsmål – er sammenhængen mellem den muslimske befolkningsandel og ytringsfriheden insignifikant, og selv fortegnet på sammenhængen kan skifte mellem minus og plus alt efter hvilke enkeltlande, man sletter.
Ytringsfrihed
og ændringer af den er derimod drevet af politik, der kun sjældent er videre
informeret og politikere, der ofte er decideret faktaresistente. Terrorangreb
kan for eksempel under visse omstændigheder få politikere til at indskrænke ytringsfriheden
(se f.eks. omtale af mit relativt nye studie med Stefan Voigt her).
Man får den klare fornemmelse, at indskrænkningerne i mange lande blot handler
om, hvad politikerne kan slippe afsted med. Og i dén henseende, er
antifaktuelle påstande om muslimer og trusler næppe nogen hjælp mod politikere
på begge fløje, hvis virkelige interesse er at udvide området for, hvad de må
kontrollere.
Af Christian Bjørnskov, den 19. januar 2020. 3 svar
Der
tales meget om ytringsfrihed i disse år, og med god grund: Hvor hårdt bør man
stå på sine principper om fuld ytringsfrihed, hvor voldsomt er ytringsfriheden
under pres i visse lande, og hvad er konsekvenserne af mere eller mindre
ytringsfrihed? Er begrænsninger af friheden for eksempel et effektivt middel
til at reducere terrortrusler? Alle disse spørgsmål er ekstremt vigtige – måske
særligt i et demokrati som det danske – men to af de tre kan kun besvares, hvis
man også kan måle forskelle i ytringsfrihed.
Det
er der forskellige bud på fra blandt andet Freedom House og Reporters sans Frontières. Den
største af de databaser, der tilbyder disse mål, er Varieties of Democracy (V-Dem), der har
ikke mindre end ni forskellige indikatorer for ytrings- og pressefrihed. Projektet
tilbyder en overordnet indikator, kaldet ”Freedom of Expression and Alternative
Sources of Information” der er en slags gennemsnit af de ni mål. De ni enkeltindikatorer hedder: 1) media censorship effort, 2) harassment of journalists, 3) media bias,
4) media self-censorship, 5) whether print/broadcast media are critical, 6)
whether print/broadcast media provide different perspectives, 7) freedom of
discussion for men, 8) freedom of discussion for women, og 9) freedom of
academic and cultural expression. Der ser således ud til at være en lang
række forskellige aspekter af problemstillingen.
Ser
man nærmere på de ni indikatorer, ser det dog ud til at de på tre forskellige
måder falder i to forskellige grupper. For det første er de første seks ekstremt
højt korrelerede med hinanden, mens de sidste tre er højt korrelerede, og
korrelationerne mellem de to grupper er lidt mindre. Det gælder særligt i
demokratier, hvor de to grupper er noget mindre korrelerede mellem hinanden end
i autokratier. For det andet er de konceptuelt forskellige: De første seks har
med presse- og mediefrihed at gøre, mens de sidste tre er bredere mål for
diskussionsfrihed. Sidst, men muligvis ikke mindst, har Michael Coppedge stået
for indsamling og behandling af data for de første seks mål, mens Svend-Erik
Skaaning og Pamela Paxton har stået for de sidste tre. I det følgende viser vi
derfor to mål for ytringsfrihed – medie- og diskussionsfrihed – som er
gennemsnit for henholdsvis de første seks og de sidste tre mål. Målene er taget
fra mit igangværende arbejde med Lasse Eskildsen, hvor vi netop –med basis i
Lasses speciale – undersøger sammenhængen mellem ytringsfrihed og terrorisme.
Sammenligner
man de to mål er det først klart, at den tredje forklaring er den svageste. Nok
er der systematiske forskelle på de to, men systematikken er der primært i
demokratier, mens der ingen klar forskel er i såkaldt elektorale autokratier
(diktaturer med valg). Havde grunden til forskellene været, at de tre
ekspertkodere var uenige, burde uenigheden have været der på tværs af alle
lande, i stedet for at være så klart systematisk.
Ser man på forskellene, giver de også god mening. Vi har nedenfor plottet gennemsnittene for mediefrihed (på x-aksen) overfor diskussionsfrihed (y-aksen) mellem 2013 og 2018 i lande, der har været demokratiske i hele perioden, og fremhævet de lande, hvor diskussionsfriheden er mere end to standardafvigelser større end mediefriheden (de sorte markører). Der er tale om ikke færre end 23 lande: Benin, Argentina, Serbien, Armenien, Sao Tomé og Principe, Ecuador, den Dominikanske Republik, Grækenland, Tjekkiet, Ungarn, Albanien, Rumænien, Costa Rica, New Zealand, Chile, Bulgarien, Mongoliet, USA, Taiwan, Guyana, Malaysia, Zambia, og Trinidad og Tobago; rækkefølgen er størrelsen på deres forskel mellem medie- og diskussionsfrihed. De første seks har endda en forskel på mere end ét point.
Det
generelle mønster er meget tydeligt i figuren: Diskussionsfrihed er systematisk
højere end mediefrihed i mange demokratier. Ekstremet er Benin, der med en
mediefrihedsscore omkring 1 – rundt regnet samme status som Bolivia og
Kirgisistan – men en vurdering af diskussionsfrihed på vesteuropæisk niveau på
2,5, har borgere der er langt bedre stillet end mediebilledet umiddelbart giver
indtryk af. Argentina er et andet eksempel på et land, hvor medierne ikke er
specielt frie – landet har f.eks. i en lang årrække haft lovgivning, der
forbyder publikation af inflationstal, der ikke kommer fra regeringen (som har
svindlet alvorligt med dem) – men hvor borgerne stadig har langt mere
ytringsfrihed i alle andre fora.
Den konceptuelle forskel mellem medie- og diskussionsfrihed kan endda ses i Danmark versus vores naboer i Sveriges: Vores diskussionsfrihed er vurderet til 2,8 mens den er 2.4 på den anden side af Øresund. Selv internationale eksperter er således enige i, at man kan tillade sig at sige langt flere ting i den danske debat end i den langt mere kontrollerede svenske. På samme måde kan man se, hvordan en række tidligere kommunistiske lande har væsentligt mere diskussionsfrihed end mediefrihed. Gennemsnitsforskellen mellem de to mål i disse lande er 0,6, og kunne muligvis skyldes at medielovgivning og politisk behandling af medierne ikke er fulgt med den sociale virkelighed i Central- og Østeuropa.
Præcist
hvorfor forskellen eksisterer må dog stå hen i det uvisse indtil videre. Den er
en af de ting, man nogle gange ser, når man har fingrene nede i skidtet – i mit
tilfælde når man selv arbejder med dataene. Det store spørgsmål er, om
differencen mellem medie- og diskussionsfrihed gør en forskel. Svaret viser sig
at være et meget tydeligt ja – men præcist hvordan må vente til en senere
blogpost.
Af Christian Bjørnskov, den 15. januar 2020. 2 svar
En
bred, samlet forligskreds meddelte glade og tilfredse i morges, at man har nået
en politisk aftale om at regulere den såkaldte cabotagekørsel i Danmark. Selv
den evigt forargede og aggressive Henning Hyldested (EL) var overvældende
tilfreds, hvilket nok burde være et advarselssignal. Grunden er, at et næsten
samlet Christiansborg har besluttet, at udenlandske chauffører, der kører i
Danmark, skal have cirka samme løn som en repræsentativ dansk virksomhed
betaler danske chauffører-
I
ministerens egne ord her til morgen, er hensigten med den nye regulering, at
transportvirksomheder, for at få en statslig godkendelse, skal leve op til et
bestemt ”omkostningsniveau.” Selvom beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard
Thomsen ikke er kendt som den hurtigste knallert på molen, er det alligevel en
forbløffende mærkværdig udtalelse: Regeringen sigter med andre ord efter, at
regulering skal forhindre virksomheder, der kan levere en bestemt type service
billigt, at operere i Danmark!
Hele reguleringskomplekset sælges naturligvis som en del af ’kampen mod social dumping’ – et politikområde, som venstrefløjen har en stærk interesse i, og som synes at være et særligt indsatsområde for regeringen. Idéen bag social dumping er, at udenlandske arbejdere i Danmark ikke må få lavere løn end danskere får i tilsvarende jobs i tilsvarende virksomheder. Der er derfor tale om en type regulering med økonomiske konsekvenser, der er fuldstændigt ækvivalente til handelshindringer. Om man gør varer og service, der er produceret i udlandet af udlændinge, dyrere med told og tekniske handelshindringer, eller om man gør varer og service, produceret af udlændinge i Danmark, dyrere, er i og for sig ligegyldig. For danske forbrugere er konsekvensen helt den samme: Dyrere varer og service, der over tid bliver ringere pga. den manglende konkurrence. Regulering mod social dumping er ikke andet end gammeldags handelshindringer.
Det
værste er, som jeg for otte år siden pointerede i Børsen (gated version her),
at den såkaldte kamp mod social dumping dybt usocial. Den kommer til at fordyre
dansk transport, og dermed også en lang række varer, der bruges af helt
almindelige forbrugere. Der er tale om politik skabt i en uhellig alliance af
fagforeninger og industriinteresser, der er direkte rettet imod forbrugerne.
Taberne er almindelige forbrugere, og i særlig grad forbrugere, der er mindre
velstående.
De
nye reguleringer er således skadelig pro-business politik af værste skuffe. Og hvis
man i virkeligheden ville forhindre, at filippinske chauffører lever under kummerlige
vilkår i Danmark (som nogle af dem vitterligt har gjort), kunne man jo vælge at
regulere dét aspekt, i stedet for at bruge et så stumpt instrument som at sætte
minimumskrav for lønnen. Det man gør med den nye regulering, er at tvinge
udlændinge til de facto at følge 3Fs overenskomst.
Om V og Ks forhandlere bare er kapret af særinteresser eller virkelig er så
inkompetente at de ikke forstår deres eget politikområde, må stå hen i det
uvisse.
