Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

Sampling- og selektionsproblemer

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2020. 4 svar

Når man læser statistiske undersøgelser, og særligt undersøgelser af spørgeskemadata og sundhedsstudier, er de fleste tilbøjelige til at tro, at jo større den er, jo bedre er den også. Det er en god tommelfingerregel i nogle tilfælde, men kan være meget misvisende i andre. Pointen med dagens post er derfor at illustrere de problemer med såkaldt sampling- og selektionsproblemer, som kan føre til at undersøgelser af bl.a. danskernes holdninger og af sygdomsforhold kan være så stærkt problematiske, at de er værre end ingen undersøgelser.

Vi stiller derfor et hypotetisk eksempel op, hvor man gerne vil vide noget om, hvor udbredt en bestemt ekstrem holdning er – det kunne være, om alle homoseksuelle skal have tæsk – eller hvor udbredt en sygdom er – i dagens eksempel corona. I vores hypotetiske eksempel er der 1 % af alle borgere, der har en bestemt holdning eller er smittede. Spørger man således 9000 borgere i en korrekt gennemført undersøgelse, vil de 90 erklære sig enige med det bestemte spørgsmål, eller være smittede. Spørgsmålet er så, hvordan store studier kan komme til helt andre konklusioner.

Læs resten →

Corona versus influenza

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2020. 11 svar

Det sker med jævne mellemrum, at folk sammenligner Covid-19 med influenza. Jeg har selv gjort det, og bliver som andre ramt af en veritabel shitstorm. Formaster man sig til at mene, at den nuværende coronaepidemi kan sammenlignes med en svær influenzaepidemi, reagerer mange øjeblikkeligt: Jeg kan åbenbart kun mene det, fordi jeg er et hjerteløst (neoliberalt) monster, det har Trump også sagt så jeg må støtte Trump, og hvad i alverden ved en – underforstået ideologisk – økonom om det?

Det er stadig min statistisk underbyggede mening, at den faktiske dødelighed af corona (den såkaldte Infection Fatality Rate, IFR) er ganske begrænset, og sandsynligvis af størrelsesordenen 1-2 ‰. Men hvordan ser den ellers ud i forhold til influenza? Det ser vi på i det følgende ved at sammenligne det nuværende coronaudbrud med den svære influenzasæson 2017-18.

I influenzasæsonen for to år siden blev 7667 danskere indlagt med influenza, hvoraf 549 endte på en intensivafdeling. I alt 603 af de indlagte døde med influenza i 2017-18-sæsonen, og det samlede antal døde med influenza endte på 1644 borgere. Influenzaepidemien, der bl.a. blev særlig pga. den store forekomst af Influenza B, der også kendes som Yamagata, udviste en klar aldersgradient. Medianalderen for alle indlagte var 69 år, og 68 for de intensivindlagte. Sammenligninger af Case Fatality Rates (CFR), dvs. andelen af positivtestede der er døde, for danskere over 65 år versus dem under 65, viste at de ældre havde 26 gange større dødelighed end folk i den arbejdsdygtige alder (118 / 4,5).

Når man vender sig mod coronaepidemien er der i skrivende stund 2134, der er eller har været indlagt med Covid-19. Selv hvis man regner med tre ugers fortsat epidemi med 10-15 nyindlæggelser per dag (som er det nuværende niveau), ender man under en total på 2400 indlæggelser. 320 af disse har været på intensiv, mens totalt set 527 er døde. Vores estimat (se figuren nedenfor) er, at dødsfaldene vil fortsætte cirka to uger endnu, så vi stadig vil se omtrent 25-30 ekstra døde. Det vil sige, at det totale antal døde når et niveau på cirka 550-560, og en meget stor andel af disse er ældre. Blandt de indlagte er medianalderen sidst i 60erne, og over 80 år for dødsfaldene. Sammenligner man CFR’erne for danskere under og over 70, peger det på en dødelighed der er 29 gange større hvis man er over 70 (243,1 / 8,4).

Nogle læsere vil sikkert mene, at det er koldt og måske endda kynisk, at sammenligne sygdomme på denne måde. Fakta er dog fakta, og intet – siger og skriver intet – rimeligt sundhedsrespons på en sygdom kan give mening uden fakta. Disse fakta demonstrerer, at coronaepidemien i Danmark på alle parametre har været sammenlignelig eller lettere end influenzasæsonen 2017-18. Om det så skyldes regeringens respons og nedlukningen af det danske samfund, eller det har været helt ligegyldigt, er en helt anden diskussion. Den vender vi givetvis tilbage til relativt snart, men læg blot mærke til et enkelt forhold på figuren her: Den første fase genoplukning fra 15. april, som politikere og sundhedsmyndigheder sagde ville give et højere smittetal, og nogen decideret advarede imod, har ikke givet nogen som helst effekter, der kan aflæses i indlæggelses- eller dødstal.

Hvor farlig er corona – en update

Af Christian Bjørnskov, den 10. maj 2020. 23 svar

Da coronaepidemien officielt ramte Europa i februar, skabte skrækbillederne fra Norditalien en panikstemning hos politikere og befolkninger: Stemningen var, at noget måtte gøres og det måtte gøres nu så titusinder ikke døde. Et estimat, baseret på den såkaldte Imperial College model, forudså flere end 90.000 dødsfald i Sverige, og stemningen skabte et sjældent manøvrerum for mange regeringer, der viste sig mere end villige til at ignorere basale rettigheder eller politisk omhu (se f.eks. her). Siden da har de fleste af dem – om end ikke de svenske, der simpelthen styrer efter sundhedsekspertisens råd – også ignoreret ny viden om virussen. Det gælder i helt særlig grad ny viden om dens faktiske dødelighed, som viser sig at være ret begrænset.

Læs resten →

Social tillid og økonomisk velstand

Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2020. Skriv et svar

Mange af os hungrer efter nyheder og input, der ikke handler om corona, nedlukning eller andet politisk nonsens. Det var derfor en ekstra stor fornøjelse, da jeg i mandags holdt et virtuelt seminar for Les Affranchis – Students for Liberty France. Det var oprindeligt meningen, at seminaret skulle have været afholdt almindeligt i Paris, i forbindelse med et besøg på la Sorbonne, men tvunget at omstændighederne gjorde vi det via Zoom.

Det betyder dog, at hele seminaret nu findes på gratis tilgængeligt YouTube. Vi tillader os derfor en lille bid skamløs selvpromovering i dag, ved at opfordre alle interesserede læsere med lidt tid tilovers, at se seminaret. Pga. nogle indledende, tekniske problemer starter selve seminaret omkring 6.45.

Fill the box-strategien

Af Christian Bjørnskov, den 6. maj 2020. 7 svar

I den danske debat om det ’bedste’ respons til en ny epidemi som corona, har langt de fleste antaget, at det danske respons er rigtigt: At man lukke store dele af samfundet ned for at flade kurven ud, så sygehusvæsenet ikke belastes udover dets beredskabskapacitet. Rent praktisk har den diskussion været, at man burde lukke så meget af økonomien og civilsamfundet ned, så man ikke kom i en situation hvor folk døde af virussen, fordi der ikke var respiratorer til rådighed. At man så meget tydeligt har overreageret – mens der er 1000-1200 respiratorer til rådighed i Danmark, har man den absolut værste dag kun haft 138 danskere i respirator og i skrivende stund er tallet 39 patienter – er en anden diskussion om panikreaktioner og et problematisk politisk behov for såkaldt ’handlekraft’.

Et nyt og stærkt interessant studie peger nu på, at den danske diskussion måske har været misvisende (hattip: Niclas Berggren). Forleden dag foreslog den franske matematiker Laurent Miclo sammen med de svenske økonomer Daniel Spiro og Jörgen Weibull, at en strategi, hvor man flader kurven ud med en kontinuert nedlukning er langt fra optimal. Deres bud på den bedste strategi, hvor man på samme tid holder dødstallet nede ved at undgå at sygehusene belastes over kapacitet og minimerer de økonomiske tab, kalder de ’fill the box’.

Idéen kan illustreres i figuren, som vi gør nedenfor. De to bløde kurver i figuren illustrerer det valg, de fleste danskere kender og har set sundhedsministeren vifte med gentagne gange. Den skarpe kurve opad, som ministeren kalder den røde kurve, er sygdomsforløbet som man regner med, hvis man ikke gør noget. Problemet med det er, at der kommer en periode, hvor antallet af indlagte vil overstige sygehusenes kapacitet – den stiplede, horisontale linje – og der således kommer til at dø for mange. Den flade kurve opnår man, hvis man lukker samfundet ned og således bremser smittespredningen ned. Som Martin Ågerup og adskillige sundhedseksperter har understreget, gælder det her om at holde smitten under kapacitetsgrænsen, men ikke alt for langt under. På den måde er idéen, at man begrænser dødstallet til det, man får når alle kan behandles.

Miclo, Spiro og Weibulls pointe er, at denne strategi faktisk ikke er optimal, fordi man lukker ned for tidligt og åbner for sent i forhold til hvad man kunne have gjort uden at nå over kapacitetsgrænsen. Deres fill the box-strategi er illustreret i den kantede, fedt optrukne kurve her på stedet. Den består i at holde økonomien åben indtil man nærmer sig beredskabets kapacitetsgrænse – i starten er man derfor med strategien på samme kurve som en ureguleret virusudvikling – og man derefter bør lukke hårdt ned. Efter man har gjort det, skal nedlukningen gradvist fjernes, så man lukker økonomien op igen med et relativt højt dagligt dødstal i en periode. På et tidspunkt falder smitte- og dødsfaldet derfor igen af sig selv når man har nået en fuld oplukning og dermed almindelige tilstande.

Som de tre forskere viser med ganske avanceret modelmatematik, og som man ganske tydeligt kan se på figuren, betyder det at man holder dødstallet lavt, mens man på samme tid lukker minimalt ned for samfundet, og lukker ned den kortest mulige tid. En fill the box-strategi er derfor en måde at håndtere en alvorlig, ny epidemi med de mindste økonomiske og sociale skadevirkninger. Tricket er, at holde hovedet koldt til at starte med, så man ikke starter for tidligt, og derefter lukke op mens man holder et højt smittetal. Strategien er nok mod mange menneskers umiddelbare intuition om, at det gælder om at forhindre folk i at dø nu og her, men er bedre end alle alternativer, fordi man både begrænser det endelige dødstal og de voldsomme følgevirkninger (der også omfatter dødsfald af andre årsager).

Omkostningerne ved nedlukningen er ikke kun monetære

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2020. 17 svar

Når man politisk tager beslutninger om motorvejsbyggeri, fartgrænser og prioriteringer i sundhedsvæsenet, bruger man en værdi på et såkaldt ’statistisk liv’ på 35 millioner. Mens man naturligvis kan synes, at det er usympatisk og ubehageligt at sætte en økonomisk værdi på liv – og det er svært at være uenig i, at det er et ubehageligt emne – er det ekstremt vigtigt. Hvis investeringer i én type behandling kan redde liv til 500.000 kroner, er det således en god idé at bruge flere midler på den end på de andre, der er dyrere. Man får flere liv reddet for pengene, mens investeringer der indebærer en pris over 35 millioner ganske enkelt vil føre til flere dødsfald for de givne ressourcer.

Som en kollega pointerede for mig forleden dag, indebærer den helt almindelige værdisætning af et statistisk liv, at vi værdisætter danskere, der tilfældigt er blevet syge af Covid-19, langt højere end andre danskere. Hvis man for eksemplets skyld antager, at vi ender på 600 dødsfald, bruger italienske erfaringer, der viser at 12 % af de indlagte patienter med corona faktisk dør af corona, og kombinerer dette med Otto Brøns-Petersens meget forsigtige estimat af de totale økonomiske omkostninger ved nedlukningen på 150 milliarder, ender man på et forbløffende tal. Regeringens reaktion indikerer en værdi af et statistisk coronatilfælde på to milliarder kroner. Lad os gentage tallet: Regningen er to milliarder – 2000 millioner – per coronadødsfald. Det vil sige, at man for tiden reagerer som om disse danskere er 60 gange mere værdifulde end andre danskere.

Dén type beregning er ganske svær at få i medierne, men der er andre måder at overveje, om vi ikke gør alting værre ved at lukke samfundet ned for de relativt få coronarelaterede dødsfald. Som vi skrev forleden, er den totale dødelighed i Danmark ikke væsentligt højere end normalt – den ligger solidt indenfor den statistiske usikkerhed og antallet af døde de første 17 uger af året er faktisk lidt lavere end normalt. Spørgsmålet er desværre, om det bliver ved med at være tilfældet pga. de andre omkostninger, der er ved en nedlukning af samfundet. Statsministeren og hendes fagøkonomisk udfordrede regering har nemlig glemt, at der er noget der hedder alternativomkostninger, og at de også gælder udenfor snævert økonomiske sammenhænge.

Sygeplejersken skrev for eksempel i sidste uge, at Region Nordjylland har oplevet et fald på 40 % i henvisninger til udredning i kardiologien. Adskillige læger er allerede begyndt at advare mod, at dette fald sandsynligvis fører til flere dødsfald på sigt, ligesom mange er stærkt bekymrede for udviklingen, hvor langt færre patienter bliver undersøgt for mulig kræft. I begge tilfælde er folks dødsrisiko langt lavere, jo tidligere sygdom bliver opdaget. Med den måde, sygehusvæsenet fungerer under et såkaldt coronaberedskab, er der en overhængende risiko for at mange kræftsygdomme og hjerte- og karsygdomme ikke opdages i tide.

De danske regioner rapporterer også om langt færre indlagte på de psykiatriske afdelinger, hvilket burde være stærkt bekymrende, da forskning utvetydigt peger på, at økonomiske kriser fører til flere depressioner og større psykiske problemer. Et studie publiceret i 2014 i det prestigiøse British Journal of Psychiatry viser for eksempel, at den økonomiske nedgang under finanskrisen førte til mindst 10.000 ekstra selvmord i Europa og Nordamerika.

Audrey Redford og Thomas Duncan skrev forleden for the American Institute for Economic Research om de mange sundhedsproblemer, som forstærkes væsentligt af den økonomiske krise, som de fleste regeringers adfærd har udløst: Øget risiko ved brug af opioider, alkoholrelaterede problemer, selvmord og forøget kriminalitet. Derudover kan man lægge de alvorlige sociale problemer, der allerede er tydelige. I både Danmark og Frankrig kan man se en voldsom stigning af vold i hjemmet og søgningen til bl.a. centre for voldsramte kvinder er steget i bekymrende grad, et problem som ledere i kvindecentre tidligt var opmærksomme på.

Vores fokus her på stedet er ofte på den økonomiske side af problemstillinger, og på et udgangspunkt hvor individuel frihed har en stor værdi i sig selv. Men selvom man skulle komme fra et helt anderledes politisk eller værdimæssigt ståsted, er disse ikke-økonomiske omkostninger så væsentlige, at jeg personligt har svært ved at se, hvordan man – bortset folk med f.eks. neonazistiske sympatier – kan være uenig i, at det er en alvorlig politisk fejl, at Mette Frederiksen og mange andre regeringsledere har gjort som om disse problemer ikke eksisterer. Vi ved stadig ikke om nedlukningen af samfundet overhovedet har løst noget sundhedsmæssigt problem, men vi kan være ganske sikre på, at den har skabt alvorlige skadevirkninger. Disse problemer bør også blive en del af fortællingen om hvad den vestlige verden gjorde ved sig selv i foråret 2020.

Kapitalisme og Corona

Af Christian Bjørnskov, den 2. maj 2020. Skriv et svar

Det hæderkronede Institute of Economic Affairs er ligesom de fleste andre organisationer stærkt påvirket af coronapandemien. Jeg er stolt at at være affilieret med IEA som medlem af dets Academic Panel, og følger derfor med i dets håndtering af problemerne. En af flere reaktioner har været, at IEA nu udsender et Daily Bulletin, som absolut kan anbefales. En anden er deres ‘In Conversation’-serie, hvor instituttets Academic and Research Director Syed Kamall interviewer en forsker om et aktuelt emne.

Syeds nye samtale med David Henderson er the Naval Postgraduate School i Monterey er særligt interessant. Syed og David taler om, hvordan kapitalisme angribes for tiden, men samtidig viser sin enestående værd som økonomisk system for tiden. Hele serien kan varmt anbefales, men samtalen med David Henderson er et godt sted at starte.

Arbejder vi virkelig mere end før?

Af Christian Bjørnskov, den 1. maj 2020. 5 svar

En af de mange påstande, man til tider hører i medierne, er at folk i de vestlige samfund arbejder mere og mere. Den svenske sociolog og kulturskribent Roland Paulson har for eksempel turneret med denne påstand i de svenske medier, og den bliver jævnligt brugt som argument for den tiltagende sjælløshed i såkaldte ’neoliberalistiske’ samfund. Jeg har også hørt påstanden i forbindelse med den ligeledes tvivlsomme påstand om, at de vestlige samfund og vores liv i stigende grad ’commodificeres.’

Min ven og kollega Andreas Bergh fra Lunds Universitet anmeldte for tre år siden Paulsons bøger om emnet, og måtte endda skrive et addendum til anmeldelsen, som Paulson ikke syntes om (læs her og her). Den vigtige pointe, som Andreas med vanlig elegance lægger frem, er at data ikke – som i slet og overhovedet ikke – understøtter Paulson og andres påstand om arbejdstid. Ser man på langt sigt, er arbejdstiden faldende.

Det forbløffende i, hvor sejlivet påstanden er, er hvor let det er at afvise den empirisk. Nedenfor har vi for eksempel brugt data fra the Penn World Tables mark 9.1 til at plotte den gennemsnitlige arbejdstid i Danmark og vores økonomiske nabolande mellem 1970 og 2017. De fuldt optrukne linjer viser arbejdstiden (indikeret på den venstre y-akse), mens de stiplede linjer viser andelen af befolkningen, der faktisk er i arbejde (indikeret på den højre y-akse). Figuren viser for det første den langsigtede udvikling mod lavere arbejdstid og mere fritid, som Andreas også understreger i sin anmeldelse. Den indikerer også, at Nyrup-regeringens skatte- og arbejdsmarkedsreformer i midten af 1990erne virkede, da man kan se både den danske beskæftigelse og arbejdstid stige efter reformerne. Den vigtigste besked her er, at det mønster der for nogen kan ligne en stigende arbejdstid, i virkeligheden er en udvikling mod større beskæftigelse, men hvor den gennemsnitlige arbejdstid stadig falder.

Hvad man får ud af sin arbejdstid er dog et helt andet spørgsmål, som vi illustrer i den anden figur idag. Her er de fuldt optrukne linjer stadig arbejdstiden, mens de stiplede angiver arbejdsproduktiviteten – dvs. hvor meget værdi der skabes per fuldtidsbeskæftiget. Figuren viser en udvikling, vi har understreget gentagne gange her på stedet: At produktiviteten i Danmark fra sidst i 1980erne og frem til og med finanskrisen sakkede bagud for vores nabolande. Hvad der er sket efterfølgende er for tidligt at sige, men udviklingen har gjort os fattigere end vi i en vis forstand ’burde’ have været.

Den vigtige indsigt i dag er derfor, som min glimrende kollega lagde vægt på i sin anmeldelse af Paulsons påstande, at standard økonomisk teori er korrekt: Jo rigere folk bliver, jo mere substituerer de imod mere fritid. Det sker også i Danmark og Nordeuropa, og når folk tror, at det modsatte sker, er det enten fordi de lader sig narre af den højere beskæftigelse, eller at de simpelthen lider af ’recall bias’. Vi arbejder mindre end vores forældres generation, og meget mindre end vores bedsteforældres. At vi som danskere ikke er lige så effektive eller dygtige som vores naboer, er at helt andet spørgsmål.

Hvor mange danskere dør for tiden?

Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2020. 4 svar

I morges deltog jeg i et glimrende og meget velbesøgt webinar hos Cepos. Arrangementet omfattede blandt andet fem-minutters indlæg af Lars Rebien om Novo Nordisks testindsats, Otto Brøns-Petersen om krisepolitik (regeringen gør det forkert), og Mads Lundby. Særligt indlægget fra Mads var interessant, da han dokumenterede at ledigheden er langt højere end regeringen påstår. De officielle tal viser, at ledigheden er steget med 46.500 personer, men Mads pegede på, at der oveni er mindst 150.000 på lønkompensation. De tæller ikke i den officielle ledighedsstatistik – det er en anden kasse – men er stadig de facto ledige. DI vurderer endda tallet endnu højere, og selv et forsigtigt bud viser, at ledigheden faktisk er tredoblet de sidste to måneder. Omkostningerne ved regeringens nedlukning af det danske samfund er således markant højere, end regeringen indikerer.

Mit eget indlæg handlede dog mere om baggrunden for de politiske valg. Som vi skrev om forleden, er de officielle tal på smitteraten og virussens dødelighed stærkt misvisende. Grunden er, at man ikke tester tilfældigt, men kun folk der udviser symptomer eller er særligt udsatte. Alle disse data er derfor udsat for ’selektionsbias’ – et fænomen, som økonomer og kvantitative politologer kender særdeles godt og ved, hvordan man håndterer.

Mange danskere har sandsynligvis hørt om problemet som spørgsmålet om ’mørketallet’, dvs. det antal smittede, der ikke bliver testet og derfor flyver under radaren. Erfaringen fra de steder, hvor man enten bevidst eller tilfældigt har testet en random sample, peger på at mørketallet er meget stort. Som jeg pegede på i løbet af mit fem-minutter lange indlæg, viser det sig for eksempel, at den faktiske smitterate i Kreis Heinsberg i Tyskland er 15 %, omkring 33 % i Chelsea, Massachusetts, og hele 49 % i sydtyrolske Ortisei. Et helt nyt studie finder også, at 25 % af newyorkerne har været smittede. Alle disse tal, ligesom erfaringerne fra et amerikansk hangarskib og flere krydstogtsskibe peger i samme retning: Det ser ud som om den faktiske dødelighed af Covid-19 er i omegnen af 1½ ‰. Det er endda samme dødelighed, man får hvis man bruger Sundhedsstyrelsens laveste bud på mørketallet på en faktor 30 af det målte antal smittede.

Disse tal skal naturligvis ikke tolkes sådan, at man forledes til at tro at der absolut ingen risiko er. Risikoen for ældre er væsentligt højere, og vurderet på basis af de officielle danske tal er dødeligheden for danskere over 70 cirka 25 gange højere end for dem under 70. Den faktor er endda med stor sandsynlighed for lav pga. samplingproblemet. Et væsentligt problem, der mere eller mindre bevidst ignoreres for tiden, er dog at nogle – og måske mange – af de dødsfald vi ser for tiden, ikke skyldes Covid-19, men blot er folk der er døde med virussen, men var døde alligevel af deres underliggende lidelser. Det samme problem er velkendt under de årlige influenzaudbrud, hvor mange særligt ældre dør tidligere – og måske en måned eller to tidligere – end de havde uden influenza.

Hvis man skal vurdere den totale fare ved det nuværende udbrud af coronavirussen SARS-CoV-2, er det derfor muligvis bedst at se på udviklingen i det fulde dødstal. Nedenfor har vi derfor plottet det ugentlige dødstal i 2020 (den fede, sorte linje) mod dødstallene fra hvert af de sidste ti år. Overordnet de sidste ti år er 17601 danskere i gennemsnit døde de første 16 uger af året, og i 2018 under det særligt stærke influenzaudbrud døde der 19152. I år er der det samlede danske dødstal til sammenligning 17342. Som figuren nedenfor viser, var dødstallet de første to måneder faktisk ukarakteristisk lavt, ligesom den lige så milde vinter 2014-15. Fra uge 9 kan man i 2020 se coronaudbruddet som en tydelig bule, der rækker ud over normalen, men en væsentligt mindre stigning end den olivengrønne linje, der falder sammen med influenzaudbruddet i 2017-18.

Kilde: Danmarks Statistik

Uden at ville undervurdere alvoren i den nuværende situation, må man derfor overveje, hvor alvorlig faktaene viser at den er. Det samlede dødstal i Danmark i år ligger stadig under normalen, virussens dødelighed er lav og nogenlunde sammenlignelig med velkendte sundhedstrusler, når man vurderer på basis af den viden vi har fra eksempler på random sampling, og hvis man blot sammenligner med influenza-sæsonen 2017-18. Der er ganske enkelt ikke uforholdsmæsigt mange danskere, der dør for tiden. Coronasæsonen er ikke slut endnu, men den viden, vi som internationalt samfund har fået de sidste to måneder, tvinger os til at spørge, om hele nedlukningen af samfundet virkelig er en reaktion, der står i rimeligt forhold til den faktiske trussel.

UPDATE: Hele webinaret fra Cepos kan ses her.

Sikrer demokrati og gode institutioner den personlige frihed?

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2020. Skriv et svar

Personlig frihed er ekstremt vigtig, og ikke mindst for tiden hvor politikere over hele verden bruger en nødsituation til at begrænse deres borgeres frihed og flytte magt til netop politikerne selv. I Danmark er forsamlingsfriheden og borgernes ret til at bevæge sig frit rundt også suspenderet, og forbuddet håndhæves i stigende grad af et ivrigt politi. Det er dog intet imod Ungarn, hvor Orbán-regimet har afskaffet resterne af landets demokrati, og i en lang række lande, hvor regeringerne indfører nødret, censurerer journalister og bruger virussen som påskud til at skrabe markante magtbeføjelser til sig (læs f.eks. her).

På den baggrund er det ekstra vigtigt at få mere viden om, hvor og under hvilke omstændigheder at borgeres ret til personlig frihed rent faktisk beskyttes. Mens der efterhånden er en vis litteratur om, hvorfor nogle lande har mere økonomisk frihed (se f.eks. Lawson, Murphy og Powells nye survey her), har der været forbavsende lidt empirisk forskning om emnet. Det retter ny forskning op på.

Mine altid interessante venner Niclas Berggren (IFN, Stockholm og VŠE, Prag) og Jerg Gutmann (Uni Hamburg) har set omhyggeligt på sammenhængen mellem domstole og retsvæseners stilling og borgernes de facto personlige frihed. Deres artikel, der nu er udkommet i European Journal of Law and Economics under titlen “Securing personal freedom through institutions: the role of electoral democracy and judicial independence” (og kan læses gratis), undersøger netop hvorfor borgernes faktiske frihed er så forskellig på tværs af 162 lande.

Resultaterne er både overraskende og ganske intuitive, når man kender public choice-litteraturen. Man hylder for eksempel ofte demokratiet for at skabe og beskytte vores personlige frihed, men Niclas og Jerg finder, at demokrati kun er forbundet med to forhold i deres mål for frihed: Forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Folks ret til at bevæge sig frit omkring, ret til privatliv og beskyttelse af deres liv og ejendom er derimod ikke bedre i demokratier, alt andet lige. Den centrale faktor viser sig derimod at være, hvor politisk uafhængige domstole og retsvæsener er. Denne sammenhæng er meget tydelig, som illustreret i nedenstående figur fra artiklen. Og som de to forskere kan pege på, er der en ganske lang række demokratier, hvor domstolene ikke er fri for politisk kontrol, mens der findes en håndfuld autokratier respekterer deres uafhængighed.

Disse generelle forhold, som viser sig i sammenligninger på tværs af verden, passer også på den danske andedam. Mens Danmark ganske tydeligt ikke har nogen særligt effektiv forfatningsbeskyttelse af borgernes ret til personlig frihed – nok er den omfattet af Grundloven, men coronaepidemien har demonstreret, at regeringen uden problemer kan tilsidesætte denne beskyttelse på ubestemt tid hvis det passer den – er de danske domstoles politiske uafhængighed central. Den uafhængighed kan man spore tilbage til enevælden, hvor selv oppositionslederen Otto Lehmann fremhævede den. Den kan også spores, med stor bekymring, i visse centraleuropæiske lande, hvor polske og ungarske regeringer har startet deres march mod autokrati med forsøg på at bringe retsvæsenet under omhyggelig politisk kontrol.

Helt overordnet demonstrerer den nye svensk-tyske forskning således igen, at mens demokrati har åbenlyse fordele – der ligger en meget væsentlig værdi i at borgerne har en vis medindflydelse – kan man ikke regne med, at demokratisk valgte regeringer tager gode beslutninger eller respekterer borgernes rettigheder. Det kræver, at der er institutioner udenfor politik der kan holde politikere nogenlunde ansvarlige og beskytte borgernes liv og ejendom. Borgernes mareridt (og politikernes paradis) er, når alt bliver politik.

Abstractet er her:

We investigate empirically how electoral democracy and judicial independence relate to personal freedom. While judicial independence is positively and robustly related to personal freedom in all its forms, electoral democracy displays a robust, positive relationship with only two out of seven types of personal freedom (freedom of association, assembly and civil society; freedom of expression and information). Interaction terms and more refined indicators of the political system reveal that countries without elections or with only one political party benefit more from judicial independence than both democracies and multi-party systems without free elections.

Lukkede grænser, handlekraft og anden policyidioti

Af Christian Bjørnskov, den 24. april 2020. 1 svar

Mens politikere og mange meningsdannere gentager, at vi bør ’stå sammen’, trække på samme hammel og være loyale overfor den nationale indsats, har både medier og opposition været forbløffende ukritiske. Det gør det endnu lettere for regeringen – både den danske og de fleste udenlandske – at lave markante policyfejl. Disse fejl kan både være klassiske public choice-fejl, når en politik der sælges som modspil til coronapandemien i virkeligheden er rettet mod at forbedre regeringens chancer ved det næste valg, og de kan være resultatet af simpel inkompetence. Ingen af delene kan afvises som forklaring på Mette Frederiksens politiske slingrekurs og mangel på faktisk strategi.

Måske den værste fejltagelse, som de fleste lande endda har begået, er at lukke grænserne mod nabolandene og dermed spærre deres egne borgere inde. Praktisk taget alle eksperter har afvist, at lukkede grænser hjælper på noget som helst. Når først smitten er i landet, kan man ikke lukke den ude eller bremse dens udvikling ved at holde udlændinge ude eller ens egne borgere inde. De lukkede grænser har ingen sundhedseffekt, men skaber blot et populistisk fængsel, der tillader politikere at demonstrere ’handlekraft.’

Rent umiddelbart giver det heller ingen mening, selv hvis man fejlagtigt skulle tro at en lukning ville forhindre en mere smitbar befolkning fra at komme til Danmark. Slesvig-Holsten syd for grænsen har i alt 88 døde (per 24. april). I forhold til de 2,9 millioner indbyggere i regionen er det langt færre end i Danmark, og meget tæt på det samme som i Region Sydjylland. Selv Hamborg, der ellers er Tysklands næststørste by og omtrent dobbelt så stor som København, har med 122 dødsfald et langt lavere relativt dødstal end Danmark. Det samme gælder på den anden side af Øresund, hvor 57 er døde i Skåne. Det er et noget lavere dødstal end i Danmark og en tredjedel af hovedstadens.

Som Clare Wenham (London School of Econonics) formulerede det overfor New York Times, er grænselukningerne ”a good political placebo. It’s going to make people feel safe,” men uden at have nogen faktisk sundhedseffekt. Som jeg understregede i Børsen i går, er det dog en ekstremt dyr placebo, særligt på langt sigt, da ”Enhver grænserestriktion gør landet fattigere og svækker forsyningssikkerheden.”

I en bredere forstand, er der en langt mindre skepsis overfor statslig styring for tiden. Nok er der behov for en vis inddæmning af coronavirussen for at indgå, at sundhedsvæsenet overbebyrdes – illustreret med den nu berømte ’grønne kurve’ – men danske politikere er gået noget længere. På et overordnet plan er der god grund til at advare, som Mark Littlewood fra Institute of Economic Affairs gjorde for et par uger siden, imod at mange borgere bliver forført af big government: At regeringen lover almoderlig beskyttelse og omhyggelig genåbningsstrategi. Strategien nægter statsministeren dog at forklare overfor nogen som helst udenfor regeringen, og selv Folketingets andre partiledere nægtes information eller planer. Den mest sandsynlige forklaring er, at Frederiksen ingen plan har (udover genvalg), men blot forsøger at opføre sig præsidentielt og undgå kritik eller politisk debat ved at undgå nogen form for klarhed. Det er den perfekte opskrift på endnu flere policyfejl og endnu større omkostninger.

Hvad ved vi og hvad kommunikeres

Af Christian Bjørnskov, den 21. april 2020. 11 svar

Flere tusinde danskere er smittede, 364 danskere er i skrivende stund døde med coronavirus, og medierne skriver om skrækindjagende trusler med eksempler fra bl.a. Italien og USA. Man hører også, bl.a. gennem medierne, historier om folk der ikke går udenfor deres dør uden fuldt ABC-udstyr. Jeg kender selv adskillige ordentlige, begavede mennesker, der næsten er gået i panik over situationen. På Christiansborg har regeringen fået en situation foræret, hvor den indtil fornylig kunne udvise handlekraft og give sig selv helt usete magtbeføjelser. Udover de politiske udfordringer, som vi tidligere har skrevet om her, er det centrale problem hvad vi som samfund faktisk ved om virussen. For at undgå panik og panikløsninger, er der behov for klar og troværdig information, men det eer ikke hvad borgerne får. De præcise tal, som statsministeren og sundhedsmyndighederne formidler med jævne mellemrum, og som både politikere og borgere bruger som basis for at danne en mening, ikke er hvad de udgiver sig for.

Læs resten →

Public choice-indsigter er vigtige for tiden

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2020. 5 svar

Statsminister Mette Frederiksen får forbløffende høje ’approval ratings’ for tiden, og de fleste danskere synes stadig at mene, at hun har håndteret coronakrisen godt. Der er dog en stigende kritik af, hvordan det er sket og i særligt grad hendes stærkt autokratiske stil: Regeringen har taget beslutninger uden Folketinget og blot sendt dem til godkendelse hos de andre partier, har nægtet at dele information med dens Folketingskolleger og har på et helt generelt niveau helt undgået at forklare grundlaget for dens beslutninger. Som Martin Ågerup har understreget gentagne gange, sekunderet af bl.a. vores egen Otto Brøns-Petersen og den altid fremragende Peter Kurrild-Klitgaard, har regeringen ganske enkelt nægtet at dele dens overvejelser, konkrete grundlag for beslutninger, og dens strategi med resten af befolkningen. Spørgsmålet, der trænger sig på, er om regeringen overhovedet har en strategi, udover at vinde næste valg. Alligevel stoler mange danskere øjensynligt, at statsministeren uegennyttigt gør det bedste for Danmark. Er det en god vurdering? Her på stedet er svaret et utvetydigt nej, og det ville være samme svar, hvis vi havde haft en anden regering eller en anden statsminister. Grunden til svaret, som nok vil støde adskillige danskere, er at vi kender til den del af samfundsvidenskaberne, der kaldes public choice eller politisk økonomi.

En meget stor del af grundlaget for public choice er netop noget, de fleste danskere glemmer for tiden: Politikere er som mindst lige så egoistiske og uvidende som andre mennesker, og navigerer efter at gøre det bedste for dem selv og deres nærmeste. Der er endda gode grunde til at tro, at den politiske proces effektivt vælger politikere, der både er mere egoistiske – folk med stærke præferencer for at bestemme over andre – og mere tilbøjelige til at overvurdere egne evner og indsigter. Det er særligt farligt i tider som disse at glemme disse indsigter og tro, at politikere automatisk gør det bedste for samfundet og danskerne.

For interesserede læsere er den glimrende Eamonn Butlers letlæste introduktion til public choice fra EA Magazine (som altid er værd at læse og kan hentes her). I 2017 kørte vi her på punditokraterne vores første sommerserie om netop public choice. Introduktionen til serien er her, og indlæg i serien med særlig relevans for tiden er her, her og her. Vi opfordrer hermed vores læsere til at bruge nogle få minutter på at læse og tænke over disse indsigter og spørge sig selv, hvor vigtige de er for tiden.

80 år med Dronningen

Af Christian Bjørnskov, den 16. april 2020. 2 svar

Margrethe den anden af Danmark fylder 80 år i dag – et faktum som der næppe er mange danskere, der ikke er klar over. Dronningen bliver hyldet i dag, og med god grund. Hun har siden 1972 udfyldt sin rolle i de danske institutioner til topkarakterer, og ser ud til at have forberedt den næste generation omhyggeligt. Dronning Margrethe er med andre ord en dygtig udøver af et af verdens mærkeligste hverv.

I princippet er monarki en mærkværdig og ganske illiberal institution: Hvem kunne forestille sig at indføre en ordning i dag, hvor en enkelt familie får særstatus som kongefamilien, eller at en enkelt familie bliver pålagt de voldsomme pligter og restriktioner, som den lever med? Ingen af delene er konsistente med et princip om ligebehandling og lige rettigheder, og synes også helt udemokratisk. Det giver ingen mening, hvis man skal designe institutioner for et frit, rigt og velfungerende land.

Problemet for alle de principielle overvejelser er dog, at monarkiet virker! Der findes en lille og relativt ny forskningslitteratur, som dokumenterer flere konsekvenser af at have et monarki. Peter Kurrild-Klitgaard, den tidligere redacteur på denne blog, udgav for eksempel sammen med mig en artikel i 2014, der viste en helt bestemt type effekt: Store reformer har typisk omkostninger på kort sigt – virksomheder går fallit, folk bliver arbejdsløse osv. indtil de nye institutioner er etablerede og blevet forudsigelige – men disse omkostninger undgår monarkierne. Med andre ord er monarkier øjensynligt langt bedre til at håndtere store omvæltninger.

Mere overordnet peger nye forskning på, at monarkier helt generelt har bedre økonomier (læs her; med populære omtale  her). En del af forklaringen ligger sandsynligvis i, at monarkier også har væsentligt højere niveauer af social tillid (læs f.eks. her og her) og bedre institutionel kvalitet – dvs. bedre retsvæsener, lavere korruption og mere effektivt embedsværk. Der er også indikationer på, at monarkier har bedre credit ratings, alt andet lige, dvs. at de opfattes som mere troværdige lånere.

Mens det ikke vides, hvad der præcist ligger bag disse væsentlige forskelle, har vi en teori som passer godt på historiske eksempler: Monarker er særligt effektivt vetospillere. Dronning Margrethe er et glimrende eksempel på dette, da langt størstedelen af den danske befolkning tager hendes udmeldinger alvorligt. Hvis dronningen leverer et hint af kritik i nytårstalen, er det noget, Folketingets politikere bliver nødt til at overveje. Hun kan nemlig, ligesom sine kolleger i Storbritannien, Sverige eller Thailand, tale med en troværdighed og vægt, som selv de mest populære folkevalgte politikere kun kan drømme om. I 48 år han Margrethe navigeret denne rolle med en seriøsitet og ynde, som har skabt respekt langt udenfor grænserne. Så selvom man ikke kan stå med tusinder af andre danskere ved Amalienborg, skal der lyde en stor tak for dronningens bidrag til at gøre Danmark en smule rigere, friere og venligere.

Hvordan bliver vores recovery? Empiriske indikationer

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2020. Skriv et svar

I dag begynder det danske samfund så småt at åbne igen. Åbningen går langsomt – og efter min, de fleste andre økonomers, og mange sundhedseksperters mening alt for langsomt – og stadigt mere tyder på, at regeringen ingen egentlig plan har. Med 104 patienter med corona på intensiv, hvoraf 85 er i respirator, mener vi her på stedet sammen med langt de fleste økonomer og mange sundhedseksperter, at regeringens minimale åbning af samfundet efter påske er alt for lidt, og alt for langsom. Statsministerens udemokratiske insisteren på, at man bare skal stole på at regeringen gør det rigtige, uden at den forklarer sine handlinger eller præsenterer en egentlig plan, ser ud til endeligt at have vækket oppositionen. Der er behov for åbenhed, for en klar idé om hvordan åbningen skal foregå, og derefter klare estimater af, hvordan en dansk recovery fra den økonomiske misere kan ske.

En væsentlig ingrediens i enhver recovery når coronavirussen – eller i det mindste dens første bølge – er blæst over, er ny virksomhedsskabelse. Denne diskussion mangler jeg stadig at se i den politiske debat. Uanset hvad politikernes intentioner er, og hvad de påstår, kan det ikke undgås at mange arbejdspladser og virksomheder forsvinder. Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvordan man bevarer virksomheder, men også i hvor høj grad en økonomi er i stand til at skabe nye virksomheder. Jo mere dynamisk, økonomien er i den forstand, jo hurtigere kan en recovery i princippet forløbe.

Læs resten →

Misbrug af magt – en opdatering

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2020. 1 svar

Vi skrev forleden om, hvordan mange regeringers reaktioner på coronavirussen bryder med grundlæggende rettigheder og indebærer en risiko for demokrati og magtens tredeling. Den udvikling er fortsat siden da, og stadigt flere lande har erklæret nødret. Det gælder en tredjedel af verdens autokratier – 26 lande – og 70 demokratier – 53 % af verdens politisk frie samfund. Stefan Voigt (Universität Hamburg) har i Berlingske Tidende advaret om den potentielle misbrug af nødret og de facto undtagelsestilstande, baseret på hvad vi efterhånden ved fra andre nødsituationer.

På samme måde, og med mange af de samme bekymringer, advarede Garry Kasparov også fornylig, at misbruget af situationen til at indføre endnu mere kontrol og overvågning af borgerne ikke er begrænset til autokratier. Kasparovs måske vigtigste konklusion i artiklen er, at ”Power that is given to the government in an emergency is rarely returned without a fight.” Den bekymring gælder også i Danmark, hvor statsministerens sult efter større magtbeføjelser og brug af hastelovgivning kun langsomt er ved at blive hegnet ind af en sløv og forbløffende inaktiv opposition. De problemer, og vores mere overordnede viden om nødret, tog den glimrende Jonas Herby og jeg en snak om i sidste uge. Det blev til et interessant interview (hvis jeg skal sige det selv), som interesserede læsere kan høre her.

Som supplement til interviewet og artiklerne, bringer vi her konkrete indikationer på, hvor stort problemet er. I den først figur har vi opdateret vores data – som skal bruges i ny forskning med Stefan Voigt og Jacob Mchangama (Justitia) – der viser hvor stor en andel af verdens demokratier og autokratier, der formelt har erklæret nødret. Figuren illustrerer en såkaldt ’hazard rate’, dvs. hvor stor sandsynligheden er for at man har erklæret nødret som funktion af, hvor lang tid der er gået siden det første sygdomstilfælde blev opdaget i landet.

Dagens anden figur er baseret på data fra en organisation, der er begyndt at opgøre antallet af indgreb og overgreb mod journalister som reaktion på dækning af coronavirussen. Opgørelsen starter den 18. marts, og viser ganske klart to ting: Først hvordan antallet af overgreb stadig vokser, og for det andet, at demokratier ikke er specielt anderledes end autokratier. En række andre indikationer peger også på, at regeringer verden over i stigende grad bruger dekreter i stedet for lovgivning, der er gået igennem en almindelig politisk proces.

Dagens pointe er således stærkt bekymrende: Coronapanikken har givet politikere verden over langt større manøvrerum, og jo mere vi ved om forløbet, jo mere kan vi se hvordan de misbruger de midler, de har. Politikere skal ligesom hunde holdes i kort snor, og snoren må gerne være ekstra kort, jo mere de opfatter trusler, der skal snappes efter.

Flokimmunitet er den eneste strategi – men ikke Frederiksens

Af Christian Bjørnskov, den 8. april 2020. 12 svar

Statsminister Mette Frederiksen holdt et bemærkelsesværdigt pressemøde mandag aften, hvor hun meddelte at den planlagte åbning af Danmark foreløbig kommer til at begrænse sig til vuggestuer, børnehaver og 0-5. klasse. De økonomiske skadevirkninger kommer man således ikke til at gøre noget ved indtil videre, og der vil heller ikke blive gjort noget ved folkeskolens afgangsklasser, hvor eksamen simpelthen er aflyst. Frederiksen afviste efterfølgende også, at regeringen forfølger en strategi, der sigter på at opnå flokimmunitet – en tilstand, hvor så mange danskere har været smittede, at virussen forsvinder – men at man mere eller mindre venter på en behandling eller vaccine. Hun var også aldeles afvisende overfor bl.a. Henrik Qvortrups spørgsmål til hendes åbenlyst egenrådige politiske valg.

Pressemødet svarede ikke på spørgsmålet om, hvad regeringens strategi i virkeligheden er, for udmeldingen i går aftes, og hendes afvisning at man styrer efter flokimmunitet, gav meget lidt mening. Problemet set fra en faglig vinkel er, at når smitten først er i landet, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at sigte efter at begrænse den til et bestemt område eller segment af befolkningen. Der vil derfor kun eksistere to logiske strategier: 1) Enten at forsøge at holde landet lukket ned, indtil der enten er en behandling eller en vaccine, eller 2) at opnå flokimmunitet. Med hensyn til at vente på en behandling, må man spørge sig selv om det overhovedet er en mulighed, man burde overveje.

100 år efter den Spanske Syge, der var en voldsom influenzaepidemi, der slog flere millioner ihjel, er der stadig ingen effektiv behandling af influenza. Som flere læger og forskere også har understreget, vælter influenza ofte det sundhedsmæssige læs, som mange ældre bærer på, og man må derfor spørge, om mange influenzarelaterede dødsfald ikke blot afspejler andre problemer, som ville have slået folk ihjel indenfor få måneder. Vi har således vænnet os til, at der i almindelige år dør cirka 1000 danskere med influenza – i den særligt hårde influenzasæson 2017-18 døde der 1644 – og at vi ikke kan gøre noget ved det. At vente på en behandling er således ikke en reel mulighed.

Det samme gælder for en strategi, hvor man venter på at en vaccine bliver tilgængelig. Eksperter på området vurderer, at der vil gå mindst 12-18 måneder, før en vaccine er udviklet, testet og godkendt, selvom myndighederne på begge sider af Atlanten sandsynligvis vil gøre hvad de kan for at hjælpe. De 12-18 måneder forudsætter endda, at man ikke støder på uforudsete videnskabelige problemer i udviklingen.

Det helt store problem med en strategi, hvor man venter på en behandling eller en vaccine, er således at den kræver en delvis nedlukning af samfundet i langt over et år. De økonomiske skadevirkninger af strategien vil være gigantiske, uanset om man bruger modelforecasts fra Nationalbanken, vismændene eller Cepos, og sandsynligvis i omegnen eller over 500 milliarder kroner. Vi ved, at større økonomiske kriser typisk også medfører større dødelighed af en række andre sygdomme, ligesom de kan føre til flere selvmord (hattip: Niclas Berggren). Spørgsmålet er derfor, om en strategi der fokuserer på at vente på en vaccine ikke i virkeligheden fører til langt større generel dødelighed blandt danskerne. Derudover skal man holde sig for øje, at strategien indebærer en langt mere permanent undertrykkelse af danskernes grundlovssikrede rettigheder til bl.a. forsamlingsfrihed, ligesom man kan være ganske bekymret for, hvor lang tid en stigende autokratisk socialdemokratisk regering vil acceptere fuld pressefrihed, når låget kommer af den politiske kritik.

Bundlinjen er således, at den eneste strategi, der giver nogen som helst reel mening, er at satse på flokimmunitiet: At cirka 60 % af danskerne skal smittes, så virussen naturligt dør ud i befolkningen. Den strategi indebærer derfor også, at Covid-19 kommer til at indgå som en af de mange influenza- og forkølelsesvira, som danskerne og andre kan få i løbet af vintersæsonen. Mens mange kan gå i panik over tanken om, at Covid-19 skal blive ’almindeligt’, er de bedste bud på dens fatalitetsrate for tiden faktisk, at den i første bølge har fatalitet som en alvorlig influenza, og at de næste bølger – ligesom den Spanske Syge og andre tilsvarende vira – giver lavere fatalitet. Interesserede læsere kan f.eks. se det fremragende entimes-interview med John Ioannidis fra forleden eller det nye studie i BMJ, der indikerer at 80 % af de smittede ingen tydelige symptomer har.

Så hvorfor indrømmer regeringen ikke, at den skal styre efter at opnå flokimmunitet uden at overbelaste sundhedsvæsenets kapacitet (som man ikke er tæt på at nå)? Der kan i princippet være to svar, og ingen af dem er videre behagelige. Den første forklaring er, at statsministeren føler sig hævet over ekspertråd, selvom hun hverken har nogen sundhedsfaglig eller økonomisk indsigt. Denne forklaring hviler derfor på, at Frederiksen udviser hvad Friedrich Hayek i sin Nobelforelæsning kaldte ’the pretense of knowledge’ – at politikere ofte gør som om (og tror på) at de har viden, som de ikke har og nogle gange ikke kan have. Frederiksen mener således muligvis, at hun ved bedre – en adfærd, der minder om bosserne fra the WeSaySo corporation fra 90’erserien Dinosaurs. Den adfærd vil også være konsistent med, hvad man ellers ved om den nuværende regering, og i særlig grad statsministerens, dybe mistillid og afsky for eksperter og upolitisk faglighed.

Den anden type forklaring, der vil være konsistent med hvad statsministeren har gjort indtil nu, er at hun slet ikke navigerer efter et sundhedsmæssigt, men et eksplicit politisk mål. Hendes adfærd under pressemøder, den præsidentielt egenrådige opførsel, og forlængelsen af begrænsninger og politisk styring på ubestemt tid, kan nemlig også tolkes som en måde at maksimere hendes stemmetal ved det næste valg. Denne forklaring giver mening, hvis man regner med at regeringen sigter efter et valg midt på næste år, og satser på at nok vælgere til den tid har en opfattelse af Frederiksen og hendes valg under krisen som ’handlekraftige’ eller andet. En forlængelse af de drakoniske krisetiltage, politiske ændringer med jævne mellemrum, stadige pressemøder, og en kontinuert kriseopfattelse hjælper hende med at vinde næste valg. Selv planen om at lukke op for daginstitutioner og de små klasser passer på denne strategi, da hjælp til ’de pressede børnefamilier’ har været en del af regeringens fortælling siden valgkampen. Som Peter Kurrild-Klitgaard skrev i Berlingske forleden, vil politikere sjældent lade en  god krise gå til spilde.

Som de skruppelløse og selvovervurderende magtmennesker, som toppolitikere typisk er, vil det være helt i tråd med deres karakter, hvis de to mekanismer ovenfor er de virkelige forklaringer på regeringens strategi. Det er ikke behagelige overvejelser, men det er svært at se hvordan andre forklaringer giver nogen mening. Og specielt i en krisesituation er det vigtigt at minde en selv om, at romantiske forklaringer på politik sjældent svarer til virkeligheden.

Hvem er de ’bedste’ danske økonomer i 2020?

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2020. Skriv et svar

Som trofaste læsere vil vide, bringer vi hvert år nogle empiriske overvejelser over, hvem der er de bedste danske (national)økonomer. Traditionen startede for 11 år siden med den hovedpointe, at det er forbløffende svært at opgøre, men også at meget forskellige måder at gøre det på, ofte ender med at vise relativt ens mønstre. Hvert år varierer vi derfor måden, vi opgør det på, og hvilke elementer, vi fokuserer på. Sidste års diskussion fokuserede således på aktivitet i forhold til, hvor mange år forskerne havde været aktive, mens tidligere år for eksempel har set på kvaliteten af de tidsskrifter, de typisk udgives i.

I år bruger vi en sammenvægtning af to simple forhold på tværs af alle økonomiprofessorer i Danmark. For det første har vi beregnet det gennemsnitlige antal af citationer, som vores professorgruppe har fået til forskning, de har udgivet de sidste fem år. Fokus i år er derfor på folks nyere forskning i stedet for på deres fulde karriereforløb. Vi supplerer citationstallet med en indikator, der fanger om forskerne har udgivet en artikel i et af supertidsskrifterne: De fem A+ journals i nationaløkonomi, American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Econometrica, Journal of Political Economy og Review of Economic Studies, samt de lige så prestigiøse American Political Science Review, American Journal of Political Science og Journal of Politics fra statskundskab og Academy of Management Review og Academy of Management Journal fra managementstudier. Grunden til at tage to områder udenfor nationaløkonomi med er, at det de senere år er blevet mere almindeligt, at økonomer publicerer udenfor deres snævert definerede område, og at det ofte er umuligt at se forskel på både emner og forskeres titel i de fineste tidsskrifter. Denne indikator får den halve vægt af citationstallet og opfanger, om forskere de sidste fem år har præsteret helt særlig kvalitet.

Vi supplerer disse mål i et alternativt indeks med folks H-score, der fanger bredden af deres citationer. H-scoren er x, hvis en forsker har x artikler der er citeret mindst x gange. Forestiller man sig for eksempel, at en forsker har en artikel med 1000 citationer, en med 3 citationer, og ingen andre citerede artikler, vil hun således kun have en H-score på 2, da nummer tre artikel har færre end tre citationer. Martin Paldam (28) og Nicolai Foss (50) er eksempler på forskere med høje H-scorer. Vores alternativ tager således højde for forskningsbredde og fanger også elementer af folks længere karriereforløb.

Resultaterne viser med al ønskelig tydelighed, at Nicolai Foss – der i sommers flyttede tilbage til CBS efter flere år på Bocconi-universitetet i Milano – er den ubestridte nummer et. Nicolai er sammen med sin CBS-kollega Lasse Heje Pedersen i særklasse, når det gælder citationer: De to har henholdsvis 23 og 25 citationer i gennemsnit til deres nye artikler de sidste fem år. Hvis man ikke synes, det er meget, skal man huske at det ofte tager et års tid eller længere at få en artikel parat og et par år før den bliver udgivet. De to bliver derfor ikke blot citeret ofte, men citeres også meget hurtigt af andre forskere. Nicolai er også blandt de forskere, der helt jævnligt udgives i supertidsskrifterne, og er en af de meget få, der på samme tid er et internationalt topnavn i managementstudier og blandt nationaløkonomer.

Ser man længere ned over listen, er diversiteten i emner et af de interessante forhold. Årets nummer 3, Peter Normann Sørensen, er specialiseret i finansiel økonomi, mens overvismanden Carl-Johan Dalgaard (4) og Thomas Barnebeck Andersen (6) tager økonomisk historie alvorligt, Niels Johannesen (8) og Claus Thustrup Kreiner (9) mest beskæftiger sig med public economics, den højest placerede kvindelige økonom, Helena Skyt Nielsen (12), er arbejdsmarkedsøkonom, og både David Dreyer Lassen (5) og undertegnede (7) primært bevæger sig i politisk økonomi og public choice.

Vores alternative mål giver, som det kan ses, ikke nogen videre forskel: Det er den præcist samme gruppe professorer, der er med på den alternative side. Det er dog også tankevækkende at notere, at Martin Paldam er på nippet til at komme ind på listen på trods af, at han har været professor emeritus de sidste syv år. En anden mulig indvending gælder det faktum, at vi i år af praktiske grunde kun har set på professorer. Begrænsningen til professorer er naturligvis en smule tilfældig, og indebærer at vi risikerer at overse lektorer, der er eller burde være på nippet til at blive professorer. Sammenholder man med tidligere års lister, drejer problemet sig dog primært om to danske lektorer: Astrid Würtz Rasmussen i Aarhus og Torben Heien Nielsen på Københavns Universitet. Med scorer på henholdsvis 0,36 og 0,34 ville de to placere sig på plads nummer 11 og 14, hvis vi inkluderede lektorerne. Det samme gælder danske økonomer i udlandet, hvor helt særligt den fremragende Toke Aidt på Cambridge ville have placeret sig som årets nummer tre med en score på 0,59, hvis han havde valgt at være på et af de (noget mindre prestigiøse) danske universiteter.

Som alle andre år er pointen igen i år, at det på ingen måde er enkelt at ’måle’ hvor dygtige forskere er, eller kvaliteten af deres arbejde. Det er dog en vigtig diskussion at tage, da mange ellers vil regne med, at de dygtigste også er dem, der interviewes i Politiken og på TV2 News. Listen her på stedet indikerer, at det bestemt ikke altid er tilfældet. Mens overvismanden Carl-Johan Dalgaard naturligvis ofte er i medierne – og gør det virkeligt godt – og Niels Johannesens forskning i skattely har været omhyggeligt dækket, er flere af forskerne på listen næppe navne de fleste kender. Her på stedet gør vi derfor gerne en indsats for både at brede diskussionen ud og at gøre nogle forskere en lille anelse mere kendte i offentligheden.

Hvad foregår der i Schweiz?

Af Christian Bjørnskov, den 3. april 2020. 7 svar

Det diskuteres heftigt i disse dage, hvilke indsatser der virker overfor spredningen og dødeligheden af coronavirus. Mens det er alt for tidligt at sige noget konkret – det må vente på forskning, der først kan laves når vi er ude på den anden side (og vi har planer om det) – er der et særligt eksempel, som man allerede nu kan begynde at undre sig alvorligt over: Schweiz.

Det virkeligt mærkværdige i Schweiz er, at corona både er væsentligt mere udbredt i den italiensktalende del end den fransktalende, som igen har relativt flere tilfælde end den tysktalende, og at dødeligheden er noget højere i den italiensktalende del. De officielle data er her og opdateres dagligt. Per 1. april indikerede de schweiziske sundhedsmyndigheders tal, at 895 var smittede per million indbyggere i den tysktalende del, mens de tilsvarende tal for de fransk- og italiensktalende dele var 2409 og 3965. De tilsvarende dødelighedsrater var 2,1 %, 2,4 % og 3,9 % for den italienske del. Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor, der også viser at antallet af tilfælde begyndte at vokse på cirka samme tid i alle tre dele. Det helt store spørgsmål er derfor, hvorfor schweizere i Ticino har så meget større coronadødelighed end i resten af Schweiz.

Læs resten →

Corona og frihed – en advarsel

Af Christian Bjørnskov, den 1. april 2020. 2 svar

Mens de fleste borgere er bekymrede for sundhedskonsekvenserne af coronavirussen, er flere begyndt at se andre problemer. Den danske regering har f.eks. af to omgange barslet med lovforslag, som ville give sundhedsmyndighederne adgang til folks bolig uden dommerkendelse. Ude i verden er der en lang række eksempler på den samme slags adfærd, og det der er værre. Min gode kollega Stefan Voigt (Universität Hamburg) og jeg har derfor i dag en kronik i Berlingske Tidende. Vi dokumenterer der de mange indikationer, og de bekymringer man bør have når man ser på, hvad vi ellers ved om nødret og lignende situationer. Problemerne rækker fra Ungarn, der effektivt har sluppet de sidste rester af retsstaten og det ungarske demokrati over en forfatningskrise i Israel til en lang række andre eksempler på, hvor ivrige politikere er efter at give sig selv ekstra magtbeføjelser for tiden.

En del af dette problem er, at mange regeringers respons på coronavirussen nu også truer presse- og ytringsfriheden. Eurozine dokumenterer situationen, som også kan ses på deres figur nedenfor. Jacob Mchangama havde et glimrende indlæg i Berlingske i går, hvor han kalder situationen en ’global censurepidemi.’ Som Jacob helt korrekt peger på i indlægget, er der absolut ingen grund til at tro, at restriktioner i folks ytrings- eller pressefrihed på nogen måde kan hjælpe myndigheder eller andre med at håndtere en epidemi. Der er tværtimod brug for, at der er så fri flow af information til både almindelige borgere, men også forskere og andre eksperter, så man bedst og hurtigst lærer af situationen og dens udvikling.

Det er dog et problem, man også kender fra menneskeskabte ulykker som bl.a. terrortrusler og -angreb. Stefan Voigt og jeg har set på problemet i et par nye artikler i Journal of Conflict Resolution og Public Choice, hvor vi dokumenterer, at regeringer meget ofte reagerer på terrorisme med reduktioner i pressefriheden og generel repression. Det gælder også demokratier som det danske, og i denne type situation beskytter forfatningen overhovedet ikke borgerne. Der er derfor grund til at være bekymret – og al mulig grund til, at journalister i Danmark og andre lande dukker op af deres regeringsvenlige coronatåge – og følge skeptisk med i, hvad vores regeringer finder på i disse uger. Og som Robert Higgs har understreget gentagne gange, skal vi blive ved med at være det. Ellers ender krisetiltagene og de ekstra magtbeføjelser med at blive permanent politik efter virussen er forduftet.