Forfatterarkiv: Erik Winther Paisley

Om Erik Winther Paisley

Født 1988. Dansk-amerikaner, for tiden bosat i København. Kandidat i antropologi (AU), antropologisk bachelor fra KU med valgfag i Kina- og mellemøststudier, i sociologi og statskundskab ved Helsingfors Universitet. Mangeårigt ungdoms- og studenterpolitisk aktiv, navnlig inden for det nordiske samarbejde.

Brexit: Regeringen kan ikke handle alene

Af Erik Winther Paisley, den 4. november 2016. 2 svar
high-court

Sladderpressen går amok.

I en utvetydig, enstemmig dom har Englands High Court besluttet, at regeringen May ikke på egen hånd kan melde Storbritannien ud af EU. Årsagen er enkel: EU-medlemskabet er ikke bare en mellemfolkelig aftale, men en integreret del af gældende engelsk ret, som regeringen ikke bare kan ændre. Regeringen havde tiltænkt at sætte en udtrædetraktat til ratificering hos parlamentet, men dét er utilstrækkeligt, vurderer domstolen. Det skal gennem parlamentet og vedtages ved lov.

Regeringens argumentation begrænser sig til at hævde prærogativretten, men det har domstolen altså afvist enstemmigt.

Den britiske sladderpresse er ved at koge over i raseri, og er ved at overgå sig selv i vulgaritet, blandt andet med homofobiske personangreb på dommerne. Modstanderne ser det som forsøg på at afspore hele Brexit-processen, hvad dommerne afviser, og hvad der næppe kommer til at ske.

Liam Fox, den britiske udenrigshandelsminister, forklarede i Underhuset, at regeringen er skuffet, og sagen rejser mange vigtige og komplekse problemstillinger, men at regeringen vil fortsætte arbejdet med at melde Storbritannien ud af EU af respekt for det britiske folks beslutning 23. juni. Så entydig som dommen er, forekommer sagen ikke synderligt kompleks, men det vil højesteretten snart tage stilling til.

Spørgsmålet er principielt og kontroversielt, fordi det tilsyneladende griber ind regeringens (”kronens”)  prærogativrettigheder. Ligesom i Danmark, hvor kongen ”handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender”, er den britiske regering ellers normalt temmelig fritstillet i udenrigspolitikken. Den kan på egen hånd indgå og opsige internationale traktater, erklære krig, udstede og inddrage pas, med meget videre.

Forskellen er, at en udmeldelse af den Europæiske Union vil have direkte virkning på britiske statsborgere, herunder den gruppe af erhvervsfolk m.fl. som har anlagt sagen. Ved Storbritanniens indtræde i den EU vedtoges The European Communities Act 1972, som indskriver EU-retten i engelsk lov – herunder borgerens rettigheder:

“Once notice is given under Article 50 some rights under EU law as incorporated into domestic law by the 1972 Act would inevitably be lost… “

Regeringen går for vidt, idet den i det øjeblik den meddeler kommissionen, at Storbritannien ønsker at udtræde, starter en proces, der uanset hvad parlamentet sidenhen måtte vedtage, vil ændre gældende britisk lov. Så optræder regeringen (kronen) som enelovgiver.

“[Udenrigsprærogativet] exists precisely because the exercise of such prerogative powers has no effect on domestic law, including as laid down by Parliament in legislation.”

Prærogativet, som er den magt kronen ikke har opgivet at udøve på egen hånd, er løbende indskrænket gennem århundreders magtkampe mellem konge og parlament. Det er ikke sjældent, at ministres dispositioner på vegne af kronen underkendes i domstolene.  Brexit-dommen må dog siges at være en af de mere væsentlige eksempler.

Det problem, set fra undersåtternes perspektiv, at regeringer indirekte kan komme til at ændre national ret ved at indgå eller opsige traktater, er ikke nyt. Den amerikanske forfatning, som blev skrevet med britisk forfatningsret in mente, fratager specifikt regeringen retten til at indgå traktater på egen hånd netop af den årsag. Traktater, som står over national ret, kan kun indgås med Senatets samtykke.

Dommen, som er yderst læseværdig, kan læses i helhed her.

Det er belejligt for alle at overdrive, hvor kapitalistisk USA er

Af Erik Winther Paisley, den 21. oktober 2015. Skriv et svar

USA har en stor og voksende velfærdsstat, en gennemreguleret økonomi, og en historie der er præget af markedsindgreb og statssubsidier helt siden oprettelsen, som ikke tjener dem til ære. Det afspejles mildest talt ikke i den gængse fremstilling.

Både borgerlige, der gerne fremhæver USA som en liberal shining city on a hill, og socialister, der gerne vil bruge USA som skrækeksempel, overdriver USA’s liberalisme betydeligt. Vrangbilledet florerer sådan set også i den amerikanske debat. Både konservative republikanere og socialdemokratiske demokrater overdriver forskellen mellem deres respektive positioner og hvor kapitalistisk-godt og kapitalistisk-ondt USA er. Det er i alles parters interesse.

At Danmark blev brugt som eksempel under den seneste demokratiske præsidentkandidatdebat har heldigvis henledt opmærksomheden på vrangbilledet af Danmark som socialistisk paradis og USA som ditto liberalt. Det er sjældent man hører borgerlige rose den store økonomiske frihed i Danmark, men når det gælder danske erhvervsforhold er det helt fair. Som mange borgerlige har skrevet, så halter liberalismen i USA på mange punkter. For bare at tage nogle få eksempler:

  • USA har indtil for få måneder siden haft priskontroller på rosinmarkedet – helt tilbage fra den katastrofale New Deals tid, hvor Roosevelts regering forsøgte at kuppe hele økonomien
  • De har ekstreme licenskrav til erhverv; man måtte på et tidspunkt ikke flette hår uden statsligt godkendte certificeringskurser.
  • USAs velfærdsstat(er) er på niveau med typiske socialdemokratiske europæiske lande, og enkelte delstater har endnu større velfærdspakker.

Forskellen mellem den samlede placering på indekset mellem Danmark og USA er ikke enorm — Danmark er det 10. frieste, mens USA er det 12. Danmark vinder på regulering og erhvervsklima, mens USA vinder på, at staten samlet set lægger mindre beslag på økonomien. Der indkradses 25,4 pct. af BNP, vs. 46,8 i Danmark (2013, OECD).

I Danmark er det nemmere at stifte virksomhed; erhvervsreguleringen er på nogle punkter mindre byrdefuld, og den generelle lovkvalitet og administrative kvalitet er høj, ligesom korruptionen er lav. Det er alt sammen godt. Vi har også fritvalgsordninger, privatiseret ambulancekørsel og andre ordninger, der ville sætte en skræk i livet på danmarksdyrkende demokrater.

Tror da pokker – uden et liberalt erhvervsklima var vi for længst gået bankerot. Det modsatte gør sig gældende i USA. Økonomiens enorme dynamik og landets overordentligt store tiltrækningskraft på kapital, højtuddannede indvandrere og erhvervsprojekter af alle arter gør, at de kan bære en på mange måder langt værre og mere indgribende stat uden netop at gå bankerot. (Detroit og Californien undtaget). USA har en selskabsskat på 39 pct. Danmark har måttet sænke sin fra 34 pct. til 22 henover de sidste tyve år – vi kan simpelthen ikke konkurrere ellers.

Opfattelsen af USA som kapitalistisk dystopi eller liberalt paradis er uden hold i virkeligheden. Det ville hjælpe på det, hvis man så lidt mindre på Jacob Holdts billeder og lidt mere på tallene, men vrangbilleder sælger nok flere billetter.

—
Følg med her på Punditokraterne, hvis du vil læse mere om liberalismen i USA og Danmark. Næste afsnit i føljetonen bliver om den omfattende amerikanske velfærdsstat ventes 29/10.

USA’s øverste lovgivende kammer stadig mere upopulært — blandt konservative

Af Erik Winther Paisley, den 17. september 2015. Skriv et svar

I USA praktiseres magtens adskillelse meget hårdt. Den udøvende magt ligger hos præsidenten, den dømmende hos domstolene, mens den lovgivende er delt mellem Repræsentanternes Hus, Senatet og kvasi-lovgiverne hos Højesteret.

Derfor er det ingen overraskelse, at Højesteret har tabt anseelse blandt de vælgere, som ikke føler sig repræsenteret politisk. Siden SCOTUS’ kendelser i sagerne om Obamacare (King v. Bur­well), som gennem en begrænset bogstavelig fortolkning af lovteksten blev kendt forfatningsgyldig, og homoseksuelle vielser (Obergefell v. Hodges), har republikanske og ideologisk konservative vælgere mindsket tillid til domstolen.

After Momentous Term, Widening Partisan Gap in Views of the Court

Som Pew Research Center skriver i sin rapport:

“Since March, the share of Republicans viewing the court favorably has fallen 17 percentage points (from 50% to 33%), while the share with an unfavorable impression has jumped 21 percentage points (from 40% to 61%). Republicans’ views of the Supreme Court are now more negative than at any point in the past three decades.”

Det er værd at notere sig, at det langt fra kun er konservative vælgere, der opfatter Højestret som politiserende, hvad meningsmålingen også viste, og at flertallet synes, det er passende:

“Seven-in-ten Americans (70%) say that in deciding cases, the justices of the Supreme Court “are often influenced by their own political views.” Just 24% say they “generally put their political views aside” when deciding cases. The belief that justices are swayed by their own political views spans partisan and demographic groups. The survey also finds that a majority of the public (56%) says the court should consider the views of most Americans when deciding cases; 39% say they should not be influenced by public opinion.”

Sådan er det. Det er svært at forestille sig, at man skulle kunne have en ren teknisk afgørelse af sager af stor offentlig betydning – hvor højesteret skal fungere som tie-breaker mellem stridende politiske fraktioner. Stort set al kontroversiel lovgivning skal trods alt gennem en højesteretsprøvning. Det er heller ikke nødvendigvis dårligt – der er som bekendt temmelig mange forhold, der ansås for helt passende ved forfatningens vedtagelse, som næppe ville falde i manges smag i dag. Domstolen må så også vurderes på det politiske indhold i deres beslutninger, som kan gå både godt og skidt.

Tre grunde til at narkokrig på nettet er forgæves

Af Erik Winther Paisley, den 4. juni 2015. 1 svar

I sidste uge blev ejeren af sortbørsen Silk Road, Ross Ulbricht, idømt livsvarigt fængsel for en række forseelser, der i den milde ende omfatter omgåelse af USA’s drakoniske narkotikalovgivning og planlægning af et attentat mod en af sine skyldnere i den særdeles grove. Silk Road udnyttede – som alle andre sortbørshandlere – en niche, som politikerne har skabt, og som naturligvis ikke går væk af at en enkelt mand bliver spærret inde. I så var narkomarkedet for længst opløst. Der er større dynamikker på spil end én mands karakter.

Helt uagtet de interne opgør der har været og vil vedblive at være mellem aktørerne på narkotikamarkeder, er der meget der tyder på, at den samlede virkning af Silk Road og lignende børser har været positiv. Måske ikke sammenlignet med en ideel verden, hvor der intet misbrug findes, men sammenlignet med den vi faktisk lever i — temmelig klart. Skadesreduktionen er resultat af bedre information om produkter, mindsket behov for direkte kontakt med hårde gademiljøer, og muligheden for at sanktionere uærlige sælgere (Buxton & Bingham 2015):

“[A]nonymised user forums and online chat rooms encourage and facilitate information sharing about drug purchases and drug effects, representing a novel form of harm reduction for drug users and an entry point for drug support services.

Forbrugersikkerhedsorganisationen Digital Citizens Alliance, som er imod sortbørshandel med narkotika, giver i en nylig rapport en oversigt over forskellige børser på the Darknet. The Economist har været så venlige at illustrere dem:

Dark markets 2015

Billede via The Economist.

Børsen forgår, nichen består. Som rapportens forsfattere skriver:

Approximately 13,648 listings for drugs are now available on Silk Road compared to the 13,000 that were listed shortly before the FBI arrested Ulbricht and shut down the site. In comparison, Silk Road’s closest competitor, Agora, has just roughly 7,400 drug listings.

There is significantly more competition today than when the original Silk Road was seized. Silk Road 2.0 currently contains 5% more listings for drugs than its predecessor held at the time of its seizure. By comparison, the Darknet drug economy as a whole contains 75% more listings for drugs.

Ross Ulbricht kommer til at afsone sammen med omkring 300.000 mennesker, som er fængslede som led i narkotikabekæmpelsen i USA. Hans og det første Silk Roads historie er bare sidste kapitel i den snart 45-år gamle War on Drugs, som efter et hvert tænkeligt mål må siges at være en udelt, total og vedvarende fiasko.

Som bekendt er den væsentligste årsag til narkorelateret vold at de involverede parter ikke har adgang til gængse konflikthåndteringsredskaber. Der er ikke junglelov; dertil er det alt for regelstyret og institutionaliseret (Skarbek 2011). Det fritager på ingen måde Ulbricht for ansvar, men det betyder dog, at man ikke skal gøre sig de store forventninger om at dommen over ham eller lignende aktører kommer til at gøre nogen forskel.

Skarbek, David (2011): “Governance and Street Gangs,” American Political Science Review (105)

Buxton, Julia and Bingham (2015): “The rise and challenge of dark net drug markets,” Global Drug Policy Observatory, Swansea

Digital Citizens Alliance (2015): “Busted, but not broken. The state of Silk Road and the Darknet Marketplaces” samt opfølgning.

Parallelle valutaer, pseudo-euro og andre løsninger på Grækenlands betalingsvanskeligheder

Af Erik Winther Paisley, den 3. juni 2015. Skriv et svar

Billede via Cointelegraph.com

Den græske regering står nu over for en så akut mangel på penge, at det diskuteres om de bliver nødt til at udstede en ny, parallel valuta til at lukke hullet. Tænketanken Bruegel  har hér samlet en række af de væsentlige indlæg i debatten.

Der er forskellige modeller, men grundlæggende består manøvren i at udstede værdipapirer, der kan træde i stedet for euroen til indenlandske betalinger. I stedet for €10 i løn, pension eller anden betaling fra den græske stat, får man en check på €10, der først kan indløses om 3, 6, 12 eller flere måneder, eller til at betale sine skatter med året efter. De ville kunne bruges internt i Grækenland. Dækning består primært i, at det offentlige forpligter sig til at tage imod dem. Som før omtalt her på Punditokraterne har lignende været prøvet før, bl.a. i Californien, men det er fortsat meget uvist, hvordan de kunne fungere i en europæisk integreret økonomi.

Et af de mere skæve indlæg i debatten er skrevet af ingen anden end Yanis Varoufakis, nuværende finansminister i Grækenland. Han foreslog at udstede en paralleleuro — og bruge endda blockchainteknologi som infrastruktur:

“Governments in Europe’s Periphery are asphyxiating in a Gold Standard-like monetary union that is buffeted by the winds of recession and outright deflation. … Is there something that the peripheral countries can do to give themselves a chance to breathe better and to act as a bargaining chip that will make Berlin, Frankfurt and Brussels take notice?

The answer is yes: They can create their own payment system backed by future taxes and denominated in euros. Moreover, they could use a Bitcoin-like algorithm in order to make the system transparent, efficient and transactions-cost-free. Let’s call this system FT-coin; with FT standing for… Future Taxes.”

Bruegel skriver i øvrigt: “although historical examples of parallel currencies exist, the analysis of the idea remains in its infancy.” Det er nu ikke ubetinget korrekt, idet de amerikanske og canadiske kolonier jo løbende udstedte præcis tilsvarende penge, som netop havde dækning i fremtidige skatteindtægter: “essentially securitizing the future tax liabilities of its citizens.

(Mere om disse tidlige penge, som denne punditokrat finder ekstremt interessante: http://econ.biu.ac.il/files/economics/seminars/goldberg-lunch.pdf )

(Og endnu mere om de såkaldte govcoins, som lader til at vække mere begejstring hos finansielle institutioner og regeringer end selve Bitcoin)

 

Hvor meget liberaliserede Thatcher egentlig finanssektoren?

Af Erik Winther Paisley, den 26. maj 2015. Skriv et svar

Ikke nær så meget som man skulle tro, forlyder det i rapporten Thatcher: The Myth of Deregulation fra det velestimerede Institute for Economic Affairs, som kom på gaden i går:

It is commonly believed that, during the 1980s, Margaret Thatcher presided over a substantial reduction in government regulation of financial services. …

‘Big Bang’ in 1986 did remove the restrictive practices and largely private regulation that existed in securities markets. However, this involved the state unwinding systems of private regulation and was not, as such, a simple act of deregulation.

The idea that the 1980s was a period of increasing regulation and not deregulation is not revisionist history. Contemporary accounts argued that, under the regulatory system that developed, the City has ceased to be a place “where you look after yourself according to a code of honour of conduct. It is a tough regulatory system”; that the regulator had a “very tough bunch of powers”; and that “There is a substantial risk, in fact, that we now have massive overkill of the supervisory structure in the financial industry.”

Rapporten ledsages af en kommentar i City AM, som også er læseværdig. Den forsøger at gøre op med, hvad forfatteren opfatter som myter: at Thatcher i væsentlighed liberaliserede finanssektoren, og den politik hun førte – hvad end den så var – var en succes:

Thatcher’s governments did two things. They opened the door to the bureaucratic regulation of many areas of financial services, and this regulation has since grown like Topsy. They also stifled regulatory institutions that grew up within the market. Neither policy has been a success.

Tre observationer fra Verdensbanken: Mindre vækst, russisk nedtur, høje omkostninger for remittances

Af Erik Winther Paisley, den 21. maj 2015. Skriv et svar

“In 2015, the growth of remittance flows to developing g countries is expected to moderate sharply to 0.9 percent to $440 billion , led by a 12.7 percent decline in ECA and slowdown in East Asia and the Pacific, iddle-East and North Africa, and Sub-Saharan Africa.”

Det er hovedkonklusionen i Verdensbankens seneste brief om migration og remittance. Verdensbanken peger på fire store tendenser, der har påvirket skiftet fra 2014, hvor der var pæn vækst i overførslerne, til 2015:

  • Ustadig økonomisk forbedring i udviklede lande, navnlig Europa
  • Lavere oliepriser og Ruslands nedtur
  • Strammere indvandringspolitik, bl.a. i Rusland, USA og Singapore
  • Og konflikter med flugt og intern fordrivelse til følge

Væksten i remittances-overførsler ventes dog at vende tilbage til sit tidligere niveau — omkring 5 pct. årligt — i 2016. Samlet set sender verdens ca. 250 millioner migranter omkring 440 mia. dollar hjem til fattigere lande.  Til sammenligning er verdens samlede nominelle BNP omkring 76.000 mia. dollar (2013).

Mere fra rapporten:

Læs resten →

Når riget fattes penge: Nulkuponobligationer som nødpenge ved #grexit?

Af Erik Winther Paisley, den 7. maj 2015. 8 svar

Når statskassen er tom og ikke kan genopfyldes, og man stadig har kreditorer at betale, må man enten gå konkurs eller finde på noget at spise dem af med. Én vej er at trykke nye penge, men det kan man ikke altid gøre officielt; så må man finde nye veje.

Disse kreative løsninger på statslige finanskriser er grundlæggende historien bag opfindelsen af den type statslige papirpenge, der bruges i vesten og verden over i dag. (Goldberg 2009 har en fascinerende gennemgang).

"Mens du venter."

“Mens du venter.”

Det startede i de amerikanske kolonier, der ikke kunne udstede britiske pund eller betale i guld, eftersom de intet guld havde, eller kunne sikre deres sedlers indløselighed i jord — som man ellers havde gjort — eftersom de ikke rådede over noget.

Kolonien Massachusetts var de første, der udstedte dem alene med dækning i fremtidige skatteindtægter — altså ikke engang et løfte om at veksle dem til hårde penge, men alene at bruge dem til at give nedslag i skattebetalingen. De blev navnlig givet som betaling til soldater og andre, som staten skulle aflønne, men også andre indenrigske kreditorer. Det var formelt nulkuponobligationer, men fungerede reelt som nytrykte penge.

Kan vi forestille os noget lignende som kortsigtet alternativ til det såkaldte #Grexit? (Opdateret: ECB  har allerede diskuteret muligheden, men afviser den.)

De historiske fortilfælde er interessante, fordi de peger på hvor moderne penge stammer fra, og hvad deres funktion har været, nemlig at finansiere det offentliges underskud fra år til år, og til at skaffe omløbsmidler.

Ligesom de amerikanske kolonier, som ikke kunne skaffe guld eller sølv, og amerikanske delstater der ikke kan trykke egne dollar, kan eurolande ikke selv trykke penge.  Økonomibloggeren John Cochrane forestiller sig en anden udvej, hvor grækerne finder på en måde at skabe deres egne nye penge uden formelt at udtræde fra eurosamarbejdet. Det skulle foregå således.:

Greece can print up small-denomination zero-coupon bearer bonds, essentially IOUs. They say “The Greek government will pay the bearer 1 euro on Jan 1 2016.” Greece can roll them over annually, like other debt. Mostly, they would exist as electronic book entries in bank accounts, but Greece can print up physical notes too.

De obligationer kunne næppe sælges til udenlandske kreditorer, allerhøjst til relativt ufordelagtige priser, men den forhandlingskraft har alle, der forventer penge fra den græske statskasse, ikke:

Most of Greece’s spending is transfer payments, to pensioners, health care, government workers, and so on. Greece can pay all of these with IOUS. It can “recapitalize” or lend to banks with these.

Man kan læse Cochranes fulde indlæg her. Trods lovning om det modsatte er den græske regering allerede begyndt at benytte deres indenrigske kreditorers relative svag. De er allerede bagud på løn- og pensionsudbetalinger, men er dog ikke begyndt at tilbyde alternativer. (OPDATERET: Det diskuteres allerede nu, her et par måneder efter John Cochrane skrev sit indlæg)

Cochrane henviser til Californien som fortilfælde. Under budgetkriserne i 1992 og 2008-2012 begyndte Californien at betale sine regninger med Registered Warrants. Disse tilgodehavender kunne indløses efter et antal måneder, hvor delstatsregeringen forventede at kunne betale sine regninger. De gik meget tæt på at fungere som fuldbyrdede penge. Eksempelvis kunne de til dels deponeres i banker og veksles til almindelige, hårde penge. De bruges til at betale eksempelvis elregninger, og de kunne bruges til alle betalinger over for delstaten, hvilket jo er sådan de amerikanske kolonier skabte de første moderne papirpenge.

(Sidstnævnte alternativ peger Cochrane også på, hvis det skulle være ulovligt at udsende nødpenge, som ECB mener det er. Grækerne kan i stedet sælge retten til at slippe for 1 euro året efter, eksempelvis til 95 eurocent, hvad der er det samme som at skabe nye penge).

Det er ligegyldigt om indvandring får gennemsnitsindkomsten til at falde

Af Erik Winther Paisley, den 8. april 2015. 21 svar

Denne punditokrat har bevæget sig ud i en tvist med en konservativ folkekandidat, som i en diskussion om indvandringen til Danmark skrev:

”Den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger i Danmark faldt i årene 2010-13 fra 324.207 kr. til 320.342 kr. I samme periode steg antallet indvandrere med 118.019 personer. Med en gennemsnitsindkomst på det halve af den øvrige befolkning, gør de nytilkomne samfundet fattigere og hvor politik før drejede sig om, hvordan vi skulle forvalte og fordele den stigende velstand, må vi nu tage stilling til, hvordan byrderne ved den faldende indkomst skal bæres…”

Det forekommer naturligt at se på, om indvandringen gavner det danske samfund ud fra nogle makroøkonomiske indikatorer. En af dem er indkomst per capita og den samlede indkomst i Danmark, BNI. Men er dét et meningsfuldt mål for indvandringens effekt på økonomien?

Et tænkt eksempel:

To personer bor på hver sin side af en landegrænse. Den ene tjener 4 kroner og den anden tjener 2. Gennemsnitsindkomsten i Land A er 4 kroner og Land B er 2 kr. Så bevæger ham fra Land B sig over grænsen. Befolkningen fordobles, BNI øges med 50 pct., men gennemsnitsindtægten falder med 25 pct.

Og der er vel at mærke ikke sket nogen reel forandring hverken i den samlede velstand eller i dens fordeling.

Her er to befolkninger, der bor for sig:
før

Her bor de i samme land:
efter

Selvfølgelig ændres gennemsnittet, når to uens grupper, der før blev regnet hver for sig, nu regnes under ét. Det svarer ikke nødvendigvis til nogen ændring i den reelle indkomst, ligesom børn ikke bliver lavere af, at der bliver født nye søskende, selvom gennemsnitshøjden falder. Der skal specifikt gøres rede for, hvordan indkomst flyttes. Det sker ikke bare, fordi der flytter folk til. Det sker fordi det besluttes.

I dagens Danmark vil den tabel se anderledes ud. Der vil danskerne fra første tabel miste nogle penge, som vil blive overført til den nye gruppe. Men igen: Det er ikke en følge af aritmetik.

Herudover: Gennemsnitsbetragtninger siger intet om de pågældende indvandreres position i samfundet – det siger ikke engang noget om, hvorvidt de er selvforsørgende. Indvandrere der primært arbejder i lavtlønnede fag, f.eks. som ufaglærte gartnere, aupairpiger eller SOSU-medhjælpere, vil have en indkomst, der ligger under gennemsnittet. Det vil derfor se ud som om de pågældende mennesker gør skade på økonomien, selvom det modsatte er tilfældet.

Faren ved at stirre sig blind på om gennemsnitsindkomsten stiger eller falder, er, at det lægger op til en generel agitation imod migration selv i tilfælde hvor det entydigt kommer alle parter til gavn, eksempel den migration der foregår mellem nye og gamle EU-lande, USA og Latinamerika, USA og Europa.

Danmark har ikke haft samme gavn af indvandring fra tredjeverdenslande, og det er der specifikke, lokale grunde til. Først og fremmest at mange indvandrere og flygtninge står udenfor arbejdsmarkedet og altså forsørges af det offentlige. (Pernille Vermund henviste helt rimeligt til tal fra Rockwool-fonden, som kan ses her. Der er tale om 16,6 mia. kr om året.). Det er dét, der er problemet. Snak om gennemsnitsindkomsten er kun forplumrende.

—
Jeg har i øvrigt ført en tilsvarende disput med Morten Uhrskov Jensen, som lå til grund for en lunken anmeldelse af hans bog, Indvandringens pris, i tidsskriftet Critique. Nielsy Westy har gennemgået argumenterne i endnu større detalje hér.

Hvad nytter det at få eftergivet statsgæld?

Af Erik Winther Paisley, den 31. januar 2015. 4 svar

I 2012 gik Grækenland de facto statsbankerot, og deres gæld blev opkøbt af mere velvillige kreditorer for at redde dem fra total kollaps i statsfinanserne. Dermed opnåede grækerne en langt længere gennemsnitlig løbetid på gælden, en betydelig mindskelse i renteudgifterne og samlet set en eftergivelse af gælden svarende til 66% af BNP. Det er så at sige gået så godt, at Grækenland nu bruger mindre end både Spanien og Italien på at betale renter til gælden — under 3% af BNP.

Ikke desto mindre er den samlede gæld stadig høj og den økonomiske situation stadig elendig. Grækenlands nye regering kræver yderligere eftergivelser.

Spørgsmålet er, om gældseftergivelse overhovedet virker efter hensigten?

Læs resten →

Hvad Kinas historie kan lære os om fattigdomsbekæmpelse

Af Erik Winther Paisley, den 28. januar 2015. Skriv et svar

På globalt plan falder uligheden og fattigdommen styrtdykker. Ikke på grund af beskatning af de onde multinationale, ikke på grund af IBIS, ikke på grund af velmenende vesterlændinges aktivistturisme, eller donordrevne ‘projekter’, men på grund af at hundredvis af millioner af mennesker endelig har fået mulighed for at bygge sig en ordentlig tilværelse.

Så kan det godt være, der er blevet gravet en brønd et eller andet sted i Xinjiang på vestligt initiativ, men hovedhistorien er denne: Kina er blevet rigt, fordi kommunistpartiet gav op på socialismen og holdt op med at bekæmpe almindelige menneskers forsøg på at forbedre deres lod i livet. Det er afgørende, at der kommer en bedre forståelse for, hvordan kineserne – på trods af regimet – har kunnet løfte deres land så meget.

Først, lidt kontekst:

Vi taler om et land, som blev hærget af krig og katastrofer fra Taiping-opstanden (1850-1864, 20 millioner dødsfald), kejserdømmets kollaps (1911), borgerkrig mellem nationalisterne og kommunisterne (1927-1949), til grufuld japanske invasion (1937-1945), til – i sidste ende- oprettelsen af et étpartidiktatur under den usammenligneligt morderiske Mao Zedong og resten af kommunistpartiet, som bestod af en blanding af småkriminelle militssoldater og europæisk påvirkede intellektuelle, der er umiddelbart genkendelig fra andre af verdens socialistiske lande. Kina var krigshærget, gennempryglet og ludfattigt — og blev genstand for verdens største planøkonomiske, socialistiske eksperiment.

Så snart kommunistpartiet tog over, satte de sig for at ekspropriere alle større jordejere. Det var forholdsvist populært, særlig idet de fleste familier beholdt deres egne jordlodder. Dernæst oprettelse af ‘frivillige’ arbejdsfællesskaber. De holdt hurtigt op med at være frivillige. Derefter fulgte en nådesløs, betingelsesløs kollektivisering — så vidtgående, at selv private køkkener blev forbudt — som lagde landet i knæ. Mellem 1958-1962 konfiskerede regeringen stort set alle afgrøder i landet, hvad der medførte mindst 15 millioner dødsfald.

Og lad os så se på, hvordan denne planøkonomiske katastrofe blev afhjulpet:

Aktiv modstand mod det socialistiske regime var næsten umulig. Bondeopstande blev slået ned i flere provisner. Vejen var mere indirekte, og der var mange forskellige strategier. Først og fremmest var der systematisk skatteunddragelse. Man skjulte sin mad, stjal fra madlagre, hamstrede; man spiste de rå afgrøder i markerne(!) frem for at aflevere dem til ‘fælleskassen’, som altså var ensbetydende med kadrerne. Kun dermed og gennem lignende strategier kunne folk skrabe sig gennem disse katastrofer, som kommunistpartiet havde eneansvaret for. Et strålende casestudium af en enkelt landsbys overlevelsesstrategi kan læses her. Der var tale om ren overlevelse, og det førte til et tillidsbrud mellem partiet og folket, som ifølge forskere som Kate Zhou og Ralph Thaxton aldrig lod sig reparere.

Til sidst bliver det så galt, at landsbyer Kina over på eget initiativ får gennemført en ordning ved navn baochan daohu 包产到户. Navnet er værd at huske, for det er måske dén enkeltstående reform, som har gjort mest for at løfte Kina – og dermed menneskeheden – ud af fattigdom. Ordningen bestod i, at familier i landsbyen fik ansvaret for at aflevere en vis del af deres afgrøder som skat til kollektivet, men tilgengæld måtte nyde overskuddet selv. Det blev hurtigt til en gen-privatisering af landbruget, som kommunisterne tillod, fordi de hellere ville bestikkes af landsbyer med flere penge end beskatte dem uden. Det er trods alt svært at plukke hår af en skaldet.

Disse højre-afvigende initiativer var naturligvis brandulovligt, og så sent som 1978 — to år efter Maos død — forsøgte ledende kommunister at standse privatiseringen. Selv Deng Xiaopeng, som i de vestlige medier uretmæssigt tilskrives æren for Kinas åbning, var oprindelig modstander af privatisering. Kommunistpartiet tillod det kun nølende og gradvis.

Straks efter lempelsen i den kollektivistiske politik opstår der — trods forbud mod at sælge mad(!) — små markeder, der kan afhjælpe den værste fødevaremangel. Driftige landmænd begynder at cykle ind til byerne og sælge mad. Senere overlader fabrikker til enkeltfamilier, og der opstod rundt om ørerne på de statsejede virksomheder en blomstrende industri på landet. Der var nød at afhjælpe, og det blev den gennem en markedsproces, der blev drevet af de fattige selv.

Reelt består kommunisternes store bidrag til Kinas udvikling, at de holdt op med at stå i vejen, og begyndte at interessere sig mere for velstand end for socialisme. Det er der måske også andre, der burde gøre.

Apropos grexit: Hvordan skifter man et helt lands pengebeholdning ud?

Af Erik Winther Paisley, den 26. januar 2015. Skriv et svar

Efter Syrizas sejr i det seneste valg er et muligt græsk udtræde af eurosamarbejdet – grexit – igen kommet på tale. Selvom græske og europæiske politikere vil gøre deres yderste for ikke at lade det ske, og selvom de har en vis vane med at tolke EU-konventioner lidt løst, når der sker kriser, kan risikoen ikke helt afskrives.

Hvis det skulle nå så vidt, er der udover de rent økonomiske problemer også række praktiske og logistiske udfordringer forbundet med at konfiskere og nyudstede alle penge i landet. I en prisvindende drejebog fra 2012 beskriver økonomen Richard Bootle og hans kolleger, hvordan det kunne ske:

– Øjeblikkelig indefrysning af alle græske bankkonti og andre strenge kapitalbevægelser, så de upatriotiske opsparere ikke får lejlighed til at flytte deres euro ud af landet.
– Herefter automatisk ombytning af græske bankers euroindskud til den nye græske møntfod
Dette kan eventuelt kombineres med en bail-in, så man kun får nye penge for en vis procentdel af sine gamle.
– Stempling (!) af alle eurosedler, de græske myndigheder kan få fat i, så de markeres som drakmer, greuro eller hvad den nye møntfod kommer til at hedde

Eftersom det tager et par måneder at få trykt og klargjort en helt ny kontantbeholdning, navnlig hvis det skal gøres hemmeligt (hvad det skal), er stempling den foretrukne løsning. Man møder op hos sin lokale bank og får påført markeringen. Lige kontanterne har normalt ikke udgjort det store problem ved de andre pengeombytninger i europæisk historie, fordi ingen vil brænde inde med de gamle penge, men samme smertefrie overgang kan man ikke forvente ved en grexit.

Grækerne ligger inde med eurosedler og -mønter, som de ville kunne beholde og bruge i udlandet. Da den persiske kejser bad spartanerne om at nedlægge deres våben, svarede de enkelt: Mολὼν λαβέ — Så kom og hent dem. Det bliver nok svaret, hvis de nulevende grækere bliver bedt om at aflevere deres euro til veksling.

Alternativet kunne være, at alle de andre eurolande også foretager pengeombytninger. Selvom eurosedler har samme design landene over, trykkes de med et serienummer, der viser hvilket land de er udstedt til. Græsk-udstedte euro ville kunne tages ud af cirkulation, hvorved man kunne forhindre grækerne i at undgå kontant-delen af pengeombytningen. Men så ville andre EU-borgere pludselig også ligge inde med græske euro med begrænset holdbarhed. Løsningen på dét problem kunne være at lade folk bytte græske sedler og mønter ved forevisning af et ikke-græsk pas, men det er nok de færreste politikere, der ønsker at inddrage Eurozonens øvrige 321 millioner borgere i en græsk pengeombytning.

EU-kommissionen har slået fast, at der ikke er nogen procedure for at forlade eller blive smidt ud af euroen, men det burde de nok se på at få udviklet. Pengeombytning er vanskeligt nok i forvejen, men en småimproviseret grexit  ville være i en anden størrelsesorden.

“Laced with factual error”: Mere om kritikken af Piketty

Af Erik Winther Paisley, den 2. januar 2015. 18 svar

Punditokraterne har efterhånden lagt side til en omfattende samling af kommentarer, kritik  og links til forskning om 2014’s store, noget uventede økonomiske bestseller, Capital in the Twenty-First Century, ved Thomas Piketty. Da værket udkom, var der knap nogen der havde bladret den igennem, før den blev udråbt til det mest skelsættende bidrag til samfundsdebatten i senere år.

Ikke mindst har man udvist største respekt for hans empiriske arbejde, uanset betragtninger om hans vidtgående skattepolitiske program. Som før omtalt her på siden er der imidlertid fremkommet en del indvendinger mod hans metoder, hvoraf den mest omtalte kom fra Financial Times’ Chris Giles. Den empiriske kritik af bogen går navnlig på Pikettys tendens til at udglatte mellem manglende datapunkter eller sjusse sig til de manglende tal, samt hans løse omgang med årstal. Kort sagt: Sjusk og cherry-picking.

Da Piketty siden offentliggjorde datagrundlaget for bogen (ikke bare den PowerPoint-præsentation, som han indledningsvis henviste til), kunne arbejdet med at regne artiklens kilder igennem begynde. Punditokraterne har omtalt Phil Magness’ kritiske arbejde med Piketty før, (direkte link til Magness’ første artikel). Det er netop udgivet som arbejdspapir, som er værd at dykke ned i. Magness og Murphy går især i kødet på Pikettys fremstilling af amerikansk historie:

“At its most basic descriptive level, Piketty’s presentation of major historical events at the
center of his argument is laced with factual error. In addition to suggesting an inattentiveness to detail, a recurring problem of factual inaccuracy with historical events indicates that interpretative extrapolations from these errors, as well as more sophisticated data claims that appear throughout the book, may suffer from a basic fault in their underlying historical assumptions. While we will not endeavor to pick apart his most extensive historical recounting – the 20th century French economy – it is fair to note that he struggles, and struggles mightily at that, in almost every instance he takes up the economic history of the United States.”

På den historiske front er der årstal der gengives forkert, præsidenter der forveksles, kilder som overses (f.eks. tal for mindstelønninger, skattesatser og formueskatteindtjeninger). Der er ikke alen tale om trykfejl, men manglende kendskab til eksistensen (!) af amerikansk formuebeskatning før det 20. århundrede. På eksempelvis den økonomiske front finder man en vidtgående ekstrapolering, eksempelvis så 1810 og 1870 repræsenterer hele det 19. århundrede, men også mystiske skud fra hoften. Vil han eksempelvis gerne sammenligne udviklingen mellem Europa (læs: England og Frankrig) og USA, men mangler de amerikanske tal, lukker han hullet med gennem en usædvanlig manøvre:

“His claimed numbers for these three decades appear not to have been obtained from any actual source, but rather through the alternating addition or subtraction of 0.5 percentage points projected backwards from the 1900 average. He evidently filled the gap in his own data collection – needed to bring the U.S. time series into line with his European records – by constructing it ex nihilo.”

Som forfatterne anfører, hviler Pikettys kritik og forudsigelser — det erklærede grundlag for hans policyanbefalinger — på hans historiske arbejde. Og det lader til at være behæftet med graverende fejl.

Reference:
Magness, Phillip W. and Murphy, Robert P., Challenging the Empirical Contribution of Thomas Piketty’s Capital in the 21st Century (December 26, 2014). Journal of Private Enterprise, Forthcoming. Available at SSRN: http://ssrn.com/abstract=2543012

Hvorfor skal producenters interesser veje tungere end forbrugeres?

Af Erik Winther Paisley, den 29. september 2014. Skriv et svar

Der er få tilfælde, hvor jagten på ‘concentrated benefits, dispersed costs’ er mere åbenlys end på handelspolitikken. Det er ellers svært at forstå, hvorfor det er vigtigere at europæiske producenter tjener penge, end at forbrugerne sparer dem. Ikke desto mindre vejer indenlandske producenter og forhandleres interesserer næsten uvægerligt tungere end forbrugernes — i hvert fald når forbrugerne formaster sig til at foretrække importerede varer.

Senest har Jeppe Kofod fra sit høje sæde i Europa-Parlamentet erklæret, at handel ikke har egen berettigelse, men først og fremmest har til formål at skaffe beskæftigelse (antageligvis til Kofods vælgere):


På sin vis har han jo ret i, at handel ikke er et mål i sig selv. Formålet med handel er nok snarere at skaffe varer og ydelser, man gerne vil have, end at holde naboen beskæftiget i en ukonkurrencedygtig virksomhed. Det kan ikke nytte noget, mener MEPen. Selvom de fleste politikere gerne vil fremstå som overbeviste forbrugerforkæmpere, så støtter de ofte en direkte forbrugerfjendtlig told- og handelspolitik.

Man hører igen og igen, at Europa skal ‘beskyttes’ mod for billige import fra Kina og det øvrige udland, selvom titals millioner forbrugere ellers ser ud til at værdsætte, at deres indkomster rækker længere, og at de kan købe et bredere udvalg af varer. Nogle foretrækker endda amerikanske film. Men når det kinesiske styre eksempelvis subsidierer de varer, europæere køber, er det synd for Europa — ikke de kinesiske skatteydere.

Handelsrestriktioner bliver i øvrigt heller ikke mindre skadelige af at være udenrigspolitisk motiverede. Europa og Ruslands udveksling af handelsrestriktioner irriterer eksportører, men afskærer samtidig utallige forbrugere på begge sider af grænsen fra varer, de ellers har værdsat. ‘Concentrated harm’ påfører forbrugerne samme udgifter som ‘concentrated benefits.’

Dobbelte fejlskud om filippinske au pairer

Af Erik Winther Paisley, den 11. september 2014. 3 svar

Information bragte i dag en artikel med titlen: ”K vil holde au pair-løn nede af hensyn til børnefamilier.” Der fremhæver Mai Mercado, at aupair-arbejde ikke må ”gør[es] dyrere for børnefamilierne,” og taler imod obligatoriske feriedage med hensyn til, at ”rigtig mange … måske godt [kunne] bruge au pair-hjælp” de dage.

Mercados tåkrummende udtalelser fremstiller au pairer som basisvarer, som politikerne ikke må fordyre – en konservativ tilføjelse til Venstres krav, om at det ikke skal være dyrere at være dansker, hvilket det jo uden billige filippinere utvivlsomt ville være for nogle.

Desværre er det ikke meget bedre hos den velmenende Johanne Schmidt-Nielsen. Begge ser bort fra, hvad de pågældende mennesker selv kunne tænke sig at sige om den sag. Hun omtaler lige så glædeligt de filippinske kvinder som importvarer – de er stadig ressourcer, men bare ressourcer som det er synd for. De er åbenbart ”tyende” (!), der indgår i overklassens per definition suspekte conspicuous consumption.

”Hvis man gerne vil have en tjener, så må man betale det, en tjener koster,” udtaler den store humanist. (Helt i tråd med den tilsvarende etisk-protektionistiske kritik af middelklassen for at købe billige udenlandske varer og hyre polsk arbejdskraft). Ingen af de to politikere udviser den store interesse for de filippinske kvinders egne ønsker.

Heldigvis er der andre, der har gjort sig den ulejlighed at tage “au pair-piger” alvorligt. I seneste udgave af tidsskriftet Identities har to antropologer interviewet filippinske au pair-piger fra Bohol, som alle har været på ophold i Danmark. Artiklen anbefales på det varmeste. Selvom denne gruppe oftest fremstilles som ofre i litteraturen, er det ikke et billede, som understøttes i materialet fra dette feltarbejde.

I artiklen møder vi f.eks. Rosie, ”a young woman who had worked as a maid during her college studies,” hvis ophold var et springbræt ind i en voksentilværelse hjemme. Hun beskriver, at hun “‘grew up with her job (…) I became an adult when I worked here [where she was maid], as I budgeted my money for important things, for my family’.”

En anden beskriver, hvad hun havde lært på sit ophold, som: “to stand on my own feet, to be independent, to decide on my own, to be strong – I was far from my loved ones, that is a big challenge’.”

Det er givetvis noget andet end en kulturelt orienteret dannelsesrejse, som er ordningens officielle formål. Den typiske filippinske arbejdsudvandring er mere business end Byron. Gennem udrejse opnår de muligheder, de ikke kunne få hjemme som ”standby” – folk, der er selvforsøgende, men bliver tilbage og ikke forsørger sig selv. En af de muligheder er, overraskende nok for den, der anser dem for slaveagtige tyende, en højere grad af personlig frihed:

”While the au pairs framed their move as challenging, some also emphasised that they found pleasure in escaping the watchful eyes at home. … ”As one au pair put it: ‘it’s like you’ve been jailed and off-jailed’”

Personlig frihed er et gennemgående tema:

“Another au pair similarly explained that one of the great things about going abroad was gaining freedom, having been restrained by parental control until she came to Denmark at the age of 24.”

Selvom kritikerne af au pair-ordningen har ret i, at den reelt er en fremmedarbejderordning, så er det ikke i sig selv et særlig godt noget argument for at lukke eller begrænse den. Der er jo en grund til, at folk rejser ud. Geografisk mobilitet er en strålende vej til social mobilitet, selvom der kan være farer. Således også med au pair-ordningen:

Through migration they thus acquire higher social status in their local society, which allows them to re-position themselves within their families, as long as they live up to the ideals of maturity, prudence, and independence that are associated with adulthood in Philippine society. Despite the many ambiguities, uncertainties, and possibilities of exploitation that are associated with au pairing, it is therefore regarded, in the au pairs’ home communities, as an attractive pathway towards personal development for young women.

Migration reduceres ofte til et udslag af hovedløs økonomisk desperation (“fattigdomsflygtninge”). Men det er en grov karikatur — dem, der rejser ud, er jo netop i færd med at tage vare på sig selv, ikke passive ofre for omstændighederne. Det lader i den forbindelse til at være mindre væsentligt, hvad debattører i værtslandet synes om det.

Det betyder ikke, at der ikke er risici forbundet med arbejdsmigration. Eksempelvis er der mange stuepiger og barnepiger i Hongkong og Singapore, som behandles helt skrækkeligt.
Det er bare ikke en grund til automatisk at erklære alle au pairer for ofre, når man derved afskærer stadig flere fra at forbedre deres økonomiske kår.

Alene det imponerende faktum, at mange au pairer er i stand til at sende 1000-1500 kr. hjem på deres relativt sparsomme lommepenge, vidner en del om disse kvinders økonomiske og personlige overskud. Au pairerne udfører noget mere end bare let husarbejde, og mange arbejder mere end de 30 timer, men “au pairing in Denmark was generally viewed in very positive terms in the Philippines. Former au pairs, who also had work experience from Singapore, … described their au pair placement in Denmark as significantly safer and less labour intensive.”

Det er fejlagtigt at opfatte migranter fra fattigere lande som arbejdskraftens svar på drivtømmer. Vi har at gøre med mennesker, som påviseligt opsøger og udnytter muligheder, fravælger nogle lande og tilvælger andre – og i det hele taget opfører sig som de voksne mennesker, de er eller arbejder hårdt for at blive.

Passets historie: Fra nødforanstaltning til New Normal

Af Erik Winther Paisley, den 5. september 2014. 1 svar

Forleden var den fhv. konservative justitsminister ude med forslag om, at man administrativt og på efterretningstjenestens foranledning skulle inddrage de danske syrienskrigeres pas.
I de fleste lande er det et regeringsprærogativ at udstede og inddrage rejsedokumenter og opholdstilladelser; der er i dén forstand ikke meget bemærkelsesværdigt ved Mikkelsens forslag.

Før paskontrol blev så allestedsnærværende, som det er i dag, gav retten til at nægte at udstede pas langt fra så stor magt over borgerne. Foranlediget af den amerikanske borgerkrig begyndte Canada eksempelvis først at udstede pas i 1862. Seksten år senere, i 1878, blev der udstedt nøjagtig 50 pas; vi kan nok regne med, at der har været en del flere canadiere, som rejste internationalt.

Britisk pas fra 1927.

Britisk pas fra 1927.

Situationen er anderledes nu. Den, der får sit pas inddraget, pålægges ‘landearrest’. I det man overhovedet ikke kan rejse gennem lufthavne uden gyldige rejsedokumenter, og i de fleste lande (selv lande, der ikke aktivt vedligeholder grænsekontrolposter på landjorden) er forpligtet til at kunne bevise sit statstilhørsforhold, så er det et ganske konkret indgreb i borgerens handlefrihed. Det kan måske være nødvendigt, men ligesom ved varetægtsfængsling, påbud om fodlænke eller meldepligt, bør sådanne indskrænkninger skulle prøves af en dommer.

Det er en kærkommen lejlighed til at reflektere over passets historie. Læs resten →

Sport, valg og rationalitet: Hvordan sport påvirker valg

Af Erik Winther Paisley, den 10. juli 2014. 3 svar

“Det er svært at forestille sig, at danske fodboldfans ville skyde skylden på Helle Thorning-Schmidt og buhe af hende, hvis Danmark tabte en landskamp. Sådan er det ikke i Brasilien.”

Med Ydmygelse af Brasilien kan få politiske konsekvenser for Dilma formår Politiken på meget lidt politisk korrekt vis at kontrastere en påstået brasiliansk letpåvirkelighed med dansk soberhed.

Men er danske fodboldfans særligt dygtige til at holde sport og politik for sig?Creativ Commons: https://www.flickr.com/photos/seedingchaos/178821720/ Hvis de er, skyldes det snarere, at interessen for fodbold er det mindre end at interessen for rationel politik er højere. Sportens indvirkning på politikken er bestemt ikke et særligt brasiliansk fænomen, selvom det lægger nemt op til at vinkle artiklen til at handle om sydlandsk lidenskabelighed frem for grundlæggende irrationalitet hos vælgere i alle lande.

Ud fra en gennemgang af borgmestervalg i 39 amerikanske byer fra 1948 til 2009 konkluderer fra Michael K. Miller fra George Washington University ikke bare, at sportssejre hjælper siddende borgmestres samltede stemmetal og chancer for genvalg, men at effekten endda er større end variationen i arbejdsløsheden (exceeding in magnitude the effect of variation in unemployment”!).

I tidligere artikel fra 2010 beskriver forskere ved Loyola Marymount University den fandt samme effekt i en række andre nationale og delstatsdækkende valg:  “A win in the 10 [days] before Election Day causes the incumbent to receive an additional 1.61 percentage points of the vote in Senate, gubernatorial, and presidential elections, with the effect being larger for teams with stronger fan support…”

Så når det går godt for ens land, kommer det de siddende politikere til gavn — uanset deres faktiske bidrag. Sportssejre skaber en positiv stemning, som man tilsyneladende tager med sig ind i stemmeboksen.

Men bemærk tidsrammen: Det var sportssejre 10 dage før valget, der gav den største effekt. Brasilianerne skal først stemme til oktober, så mon ikke taberstemningen når at dampe af?
Derefter er det nok de klassiske problemer, der kommer på dagsordenen.

Det siger også en del om de fornemme ‘intangible benefits’ som bruges til at sælge alt fra sportsbegivenheder til dynastiske bryllupper, at effekten på folkestemningen skal måles i dage, hvorimod regningerne betales af over flere år.

For the Win! The Effect of Professional Sports Records on Mayoral Elections
Michael K. Miller*
DOI: 10.1111/j.1540-6237.2012.00898.x

Andrew J. Healy, Neil Malhotra, and Cecilia Hyunjung Mo
Irrelevant events affect voters’ evaluations of government performance PNAS 2010 107 (29) , doi:10.1073/pnas.1007420107

Uhåndterlige projekter og umålelige afkast: Lidt om de store begivenheder

Af Erik Winther Paisley, den 7. juli 2014. 2 svar

Blandt de hidtil de mindste overraskelser på nyhedsfronten i 2014 må være skandalebudgetskreddet i forbindelse med Eurovision Song Contest. Ikke desto mindre var Københavns kulturborgmester i Berlingske Tidende for få dage siden og plædere for, at København “også i fremtiden aktivt [bør] søge værtskaber for store, internationale begivenheder,” idet han bemærker, at Eurovision indbragte en turismeomsætning på 127 millioner kroner og en skatteindtægt på hele 40 millioner.

I betragtning af, at skatteborgernes samlede udgift til begivenheden var på knap 97 millioner kr, har afkastet været temmelig beskedent. Og det er endda, hvis man tager Wonderful Copenhagens tal for gode varer. Helt uagtet sløset budgettering bør der være betydelig skepsis forbundet med effektberegninger som den, den gode kulturborgmester citerer. De optimistiske beregninger stammer oftest fra netop de organisationer, som har politisk og økonomisk interesse i at gennemføre arrangementerne — uagtet omkostningen til skatteborgerne og dem, som som lider direkte tab i forbindelse med store begivenheder, f.eks. som de mange, der blev eksproprieret i forbindelse med OL i Kina tilbage i 2008.

Derudover er det markant vanskeligere at beregne de pågældende effekter end borgmesterens nemt citerbare tal giver udtryk for. Mange af besøgene allerede var planlagt, fordi andre besøgende end dem til eventet udsætter deres egne besøg for at undgå travlhed eller som følge af de højere billetpriser. Endelig kan man ikke overse, at de reelle udgifter ikke kun underbudgetteres, men efterfølgende undervurderes. Vinter-OL i Salt Lake City gav eksempelvis overskud på papiret, men regnskabet undlod at tage højde for de øgede udgifter til politi- og sikkerhed (Matheson 2006). Man leder nok forgæves efter den store samfundsgavnlige effekt af store kulturbegivenheder — hvad enten det er Eurovision i Danmark, OL i Grækenland eller VM i Fodbold.

“Many economic gains associated with mega sports events do not stand up to the scrutiny of academic measurement. Spending by foreign visitors, a positive long-term effect on tourism or on sports participation, general health and well-being and a positive impact on exports and economicgrowth are frequently put forward in the public debate, but yieldlargely insignificant results when put to the test empirically. In addition, income multipliers are frequently exaggerated and the general equilibrium effect is frequently ignored in the me measurement of the economic effects of megaevents.” (de Nooij & van den Berg 2013).

Selvom det kan være svært at beregne de økonomiske virkninger, er så er det måske de umålelige afkast af skatteborgernes anderledes håndgribelige investering, vi skal skønne det på? Hertil fristes man til at at citere Chicago-økonomen Allen Sanderson:

“Anytime anybody uses the word ‘invaluable,’ they are usually too lazy to measure it or they don’t want to knaw the answer.”


Links:
Matheson, Victor, “Mega-Events: The effect of the world’s biggest sporting events on local, regional, and national economies” (2006). Economics Department Working Papers. Paper 68.
http://crossworks.holycross.edu/econ_working_papers/68

Michiel de Nooij & Marcel van den Berg, 2013.
“The bidding paradox: why rational politicians still want to bid for mega sports events,”
Working Papers 13-08, Utrecht School of Economics.
http://www.uu.nl/SiteCollectionDocuments/REBO/REBO_USE/REBO_USE_OZZ/DP%202013/13-08.pdf

Kun udvikling under ordnede forhold?

Af Erik Winther Paisley, den 5. marts 2014. Skriv et svar

Forestillingen om en velordnet industrialisme, døbt “fordisme” efter superorganistoren Henry Ford, er et politisk ideal som idag har stor betydning på venstrefløjen som en af de primære måder, hvor den kan forene sin traditionelle målgruppe, fabriksarbejdere, med sin nutidige, som er middelklasseforbrugere i byerne, og forene en his

Forfalden bygning ved Fords modelby "Fordlandia" i Brasilien, fra The Daily Mail.

Forfalden bygning ved Fords modelby “Fordlandia” i Brasilien, via The Daily Mail.

orie om Vestens fortid med ulandenes fremtid til en samlet politisk beretning.

Tanken er den, at der skal arbejdskamp (ved fagforeningerne) og politisk kamp (ved den parlamentariske venstrefløj) til at forbedre livsforholdene for verdens udsatte arbejdere. I dette verdensyn er høj løn (højere end markedsprisen), stabilitet og langvarig beskæftigelse, forudsigelige arbejdstider, pension og airconditioning de relevante parametre for en god arbejdsplads.

Dette er en industriel ideologi, hvor arbejdsgiveren og staten faderligt antager ansvaret for sine medarbejdere; idealet i Danmark kunne måske være Carlsberg-fabrikkerne eller velordnede skibsværfter, mens det i USA utvivlsomt må være det nu fallerede Detroits bilfabrikker. Der kunne man efter anden verdenskrig se kimen til en sådan velordnet industrialisme, hvor fortidens omskiftelighed og uforudsigelighed (som ideologisk kobles til kapitalismen) erstattes af en godmodig, velordnet og stabil vækstplan under kyndig og omsorgsfuld ledelse.

Fremskridtets historie reduceres til en bevægelse fra uorden, udsathed og uforudsigelighed (“kasinoøkonomi”) under kapitalisme til velordnet velstand med rationel planlægning og investering. Derfor opfattes det også som et slags syndefald og et tilbageskridt, når den offentlige samtale går i retning af fleksibilitet, omskiftelighed og konkurrence. Polske arbejderes uordnede forhold er i dette lys en slags social atavisme, som man helst var fri for at blive konfronteret med.

Derfor er der også opstået en stor litteratur fra venstre kant, som beskæftiger sig med fordisme, udvikling og udsathed (precarity) som produkt af neoliberalismen, som forstås som en fortsættelse af en gammel usikkerhed og en trussel om en fremtid, som er en fremskrivning af de nuværende uordnede forhold. I en nylig artikel om uformelle arbejdere i Brasilien, som lever af at samle og sælge genbrugeligt affald (catadores), skriver den amerikanske antropolog Kathleen Miller:

“Conceived as a condition of post-Fordist capitalism, the concept of precarity has emerged as a way to capture both the tenuous conditions of neoliberal labor as well as states of anxiety, desperation, unbelonging, and risk experienced by temporary and irregularly employed workers. In recent years, the term has circulated primarily among social-movement activists in post-industrial societies of Europe, North America, and Japan—places where Fordism was strongest in the twentieth century and which therefore have been most affected by its unraveling…

Her støder industrinostalgien på det problem, at økonomisk udsathed ikke er en undtagelse i forhold til det naturlige, som er de famøse ordnede forhold, men snarere udgangspunktet for det overvældende flertal af menneskeheden, som ikke er fastansætte lønmodtagere.

Når man baserer sin udviklingsideologi på forhold, som i en bredere historisk og global kontekst er undtagelsesmæssige, så støder man også på problemer i praksis. “Though Fordism might have existed as a dream, aspiration, or incomplete project in Brazil and other countries of the global South … full employment nonetheless remained the exception.”
Læs resten →