Forfatterarkiv: Nikolaj Stenberg

Om Nikolaj Stenberg

Nikolaj Stenberg er cand.jur. og fuldmægtig i staten, men med en fortid som inhouse-jurist og leder af en lille virksomhed. Han interesser sig for erhvervs- og skatteforhold, rettigheder samt retsteori, og blogger om stort og småt fra netop disse områder.

Dagens Sure Opstød: Jan Pedersen og parasitterne

Af Nikolaj Stenberg, den 11. april 2013. 1 svar

Prof. Jan Pedersen, der underviser jurastuderende i skatteret på Aarhus Universitet, har udtalt sig om såkaldte skattely (eller ”parasitter”, som Jan Pedersen så malerisk kalder dem) til Jyllands-Posten; men har i den anledning gjort brug af den særlige form for systemoverlevelseslogik, som præger skattedebatten. Nedenfor er et par uddrag, men læs mere her.

Skattely er af det onde. Det betyder jo, at penge, der ellers skulle beskattes i hjemlandene, hvor de er optjent, flyttes til lande, der som politik kan tilbyde skjul for de her penge.

…jeg tør ikke gisne om, hvorvidt Danmark får alle de milliarder hjem…

Overskud, der udbetales som udbytte eller på anden lovlig vis overføres fra et dansk selskab til et udenlandsk er pr. definition ikke statens ejendom. Det er noget helt andet end når Malermester Olsen opretter en bankkonto i Tyskland og så bruger løs af sine sorte penge fra denne. Det første hedder skatteplanlægning, det andet dumhed. Der er en verden til forskel. I Jan Pedersens verden vil det f.eks. være ulovligt for alle udenlandske aktionærer i danske selskaber, at modtage udbytte uden at betale skat til Danmark, til trods for, at aktionærerne slet ikke er skattepligtige i Danmark. Eller det vil være ulovligt for danske selskaber i det hele taget at udbetale denne aktionær udbytte (uden at indeholde skat). Hvis hver en krone skal beskattes hvor den er tjent, må dét nødvendigvis kræve, at alle udanlandske aktionærer – ikke blot udenlandske moderselskaber – som minimum er begrænset skattepligtige. Det kan meget nemt resultere i dobbelt beskatning, af den samme kapitalindkomst.

Man kunne for et øjeblik overveje hvor høj skatte egentlig ville havde været i Danmark, hvis det ikke havde været for skattekonkurrencen fra såvel disse ”parasitter”, som vore nabostater. Mon den aktuelle sænkning af selskabsskatten ville komme på tale? Næppe. Der er ingen grund til at tro, at et politisk set monopoliseret system for skatteregler på EU-plan ikke vil resultere i højere skatter. Og vi har ført omtalt, hvilken effekt skatter generelt har.

Steen Leth Jeppesen’s klarsyn i Børsen

Af Nikolaj Stenberg, den 26. marts 2013. Skriv et svar

Steen Leth Jeppesen’s dagsaktuelle leder i Børsen om de danske regel- og sektortilsyn sidder, som man siger, lige i skabet og den vidner om, at dele af den danske mediebranche har klarsyn nok til at kunne se – og efterfølgende slå ned på – de rigtige problemer. Her et par fyldige uddrag, med mine fremhævninger; jeg håber Børsens ophavsretsafdeling vil være overbærende:

Som bekendt går det dårligt for mange statskontrollerede virksomheder. F.eks. Dong, DSB, Post Danmark og SAS. Hvordan det reelt forholder sig med andre statsaktiviteter under mere eller mindre autonome ledelser fortaber sig derimod i det uvisse. Det gælder således regulerende direktorater – i medierne betegnet “vagthunde”: Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, Finanstilsynet, Energitilsynet, Arbejdstilsynet osv. …

[Direktør for Konkurrencestyrelsen Agnete Gersing] påpeger, at råd og ankenævn er garanti for lovmedholdeligheden. Uden at tage stilling til [kritikken af Konkurrencestyrelsen] er der da grund til at tro, at Gersing administrerer lovgivningen “efter bogen”. Noget andet er så, om den indsats altid fremmer effektiv konkurrence. Det går man bare ud fra, fordi det politisk er besluttet at være tilfældet.

Konkurrencestyrelsens markedsafgrænsninger kan i den sammenhæng godt siges at være arbitrære, uanset om de er “efter bogen”. Direkte offentlig virksomhed er i øvrigt undtaget, ligesom f.eks. apoteker, Danmarks Radio, kommunal forvaltning og fagforeningsvirksomhed. Meget skyldes selve lovgivningen, men en del også den måde styrelsen fungerer på “efter bogen”…

…Finanskrisen og politikeres behov for at afstraffe banker – herhjemme såvel som i EU – giver tilsynet flere og flere opgaver og magtmidler. I første halvdel af 1990’erne var smidig tilsynsadministration hjælpsom under en dansk bankkrise. Det førte til en 5000 sider lang kritisk rapport fra en såkaldt ekspertgruppe, hvis forvaltningsretlige flueknepperier har kyst embedsværket. Et efterhånden meget magtfuldt tilsyn – der reelt selv laver regler, administrerer og pådømmer overtrædelser – har siden nidkært arbejdet “efter bogen”.

Kolossal ekspertise er åbenbart samlet i Århusgade, hvor man både har viden om lokale grund- og ejendomsværdier, forretningsmodeller og ledelseskompetencer. Senest har direktør Per Grønborg fra Danske Markets i Berlingske rejst spørgsmålet om det rimelige i særlig skrap dansk tilsynspraksis, og Nordeas topchef Christian Clausen har kritiseret tilsynets “ekstreme” nedskrivningsregler. Men kritikken afvises, tilsynet alene vide.

Der mangler helt klart en slags kritisk revision af, hvordan disse og andre “vagthunde” reelt fungerer, eller om de snarere har udviklet sig til “jagthunde”? Hvor mange ansatte har de, og hvordan agerer de sammenlignet med lignende organer i andre lande?…

Men hvis man ønsker at afskaffe unødige særbyrder på dansk erhvervsliv, er det ikke nok vedblivende blot at fodre de bureaukratiske “vagthunde” med mere eller mindre uklare lovbestemmelser og store personaleressourcer.

Professorer i krig mod krigen i Irak

Af Nikolaj Stenberg, den 25. marts 2013. 11 svar

irak-krigenDet er en udbredt misforståelse, at 2003-krigen mod Irak var ulovlig. Så udbredt faktisk, at bl.a. Jens Elo Rytter, Jens Vedsted-Hansen, Henning Koch og tidl. professor og minister Ole Espersen overfor Morgenavisen Jyllands-Posten Ritzau forleden tilkendegav, at de delte dén opfattelse. The odd man out var ifølge artiklen Ole Spiermann, som ikke ønskede at tage stilling; hvilket på Facebook fik ex-Punditokrat Jacob Mchangama til korrekt at bemærke:

Ole Spiermann er så også Danmarks suverænt bedste folkeretsjurist med en viden og produktion der overgår langt de fleste. Dermed ikke sagt at han nødvendigvis har ret, men at Spiermann er i mindretal gør ikke at man automatisk kan sige at han tager fejl.

Lige præcis. Men jeg tør nu godt være mere skråsikker. Og i øvrigt fortsætter debatten, herunder den debat, der isoleret angår spørgsmålet om konkret lovlighed indenfor det folkeretlige system. Det er for så vidt en fornuftig diskussion; men den er uden betydning for lovligheden af de danske krigshandlinger og dét er vigtigt at holde for øje, så man ikke blander tingene sammen. Når Danmark går i krig er den udbrydelige norm den, der er udtrykt i Grundlovens § 19, stk. 2:

Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Man kan ved selvsyn konstatere, at denne bestemmelse foreskriver en procedure for forholdet mellem p.d.e.s. Folketinget og p.d.a.s. Kongen /v Regeringen, når den danske stat drager i krig. Krigshandlinger er så alvorlige, at Folketinget har krav på medbestemmelse.

Bestemmelsen modificerer hovedreglen om, at den udenrigspolitiske kompetence indenfor den danske stat tilkommer Regeringen. Ikke Folketinget.

Bestemmelsen indeholder imidlertid ikke et påbud for Regeringen eller Folketinget til at sikre, at en eventuel dansk krigsdeltagelse er konform med reglerne i FN-pagten. In casu, at der foreligger et sikkerhedsrådsmandat til krigen eller at krigen ikke er en angrebskrig. En sejlivet fejlfortolkning af bestemmelsen i § 19, stk. 2 betyder imidlertid, at dette synspunkt har fået lov til at florere i visse (retsaktivistiske) kredse og endda nåede helt i Højesteret i den såkaldte Irak-sag (U2010.1547H).

I Irak-sagen havde Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen appelleret sit nederlag i Landsretten til Højesteret, i spørgsmålet om, hvorvidt staten skulle anerkende, at ”Danmarks deltagelse i det militære angreb på Irak er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953.” Under sagen for landsretten var appellantens synspunktet uddybet af blandt andre tidl. MEP Ulla Sandbæk:

På baggrund af grundlovens forarbejder går hun ud fra, at Danmark, ikke kan gå ind i en angrebskrig på det foreliggende grundlag og uden FN-mandat. Hun mener, at det er en følge af politisk følgagtighed, når Udenrigsministeriets folkeretskontor har udtalt, at krigsdeltagelsen havde fornøden hjemmel. Indsatsen i Irak har sammen med tegningesagen bevirket, at hun ikke tør tage til Mellemøsten for at samle oplysninger til en roman, hun havde haft planer om at skrive.

Idéen om, at Grundlovens § 19, stk. 2 skulle indeholde mere end en procedureforskrift har sin rod i forarbejderne til den gældende grundlov fra 1952, bl.a. i dette uddrag, som appellanten henviste til i Irak-sagen:

Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.

Umiddelbart er sagen efter at have læst tekstuddraget jo klar: Dansk krigsdeltagelse kræver FN-mandat. Men så simpelt er det ikke. For en sådan forståelse af § 19, stk. 2 ville gå midt imod grundlovens indre logik; hvilket er netop, hvad Højesteret larmende præcist pointerer:

[Der] foreligger [ikke] nogen særlig uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne [læs: Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen] ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft.

Det mest sigende ved det hele er, at dét Højesteret siger burde være ganske ukontroversielt for enhver jurist, der kan sin statsret fra det allerførste studieår: I Danmark anerkender vi ikke det synspunkt der siger, at dansk ret og folkeretten udgør et samlet hele. Tværtimod er vi i Danmark tilhænger af princippet om, at dansk ret og folkeretten udgør to hver for sig selvstændige retssystemer. Det er dette princip retten bruger, når den stadig oftere behandler sager om mulige EMRK-krænkelser; så bruger man nemlig EMRK-reglerne og ikke de danske. Domstolene kan nemlig, må det forstås, sagtens finde ud af, at holde tingene adskilt.

Skulle vi andre så ikke også prøve på det?

Den liberalistiske middelvej

Af Nikolaj Stenberg, den 28. februar 2013. 1 svar

Randy Barnett har lagt en 19-siders artikel på SSRN med titlen: “Afterword: The Libertarian Middle Way.”

Den megen snak om social retfærdighed leder naturligt tankerne hen på Bleeding Heart-gruppen; og lad mig i den forbindelse henvise til Matt Zwolinski’s forvirrede indlæg Liberty & Property.

Her er Barnett’s abstract, med mine fremhævninger:

Libertarianism is sometimes portrayed as radical and even extreme. In this Afterword to a symposium on “Libertarianism and the Law” in the Chapman Law Review, I explain why, though it may be radical, libertarianism is far from extreme in comparison with its principal alternatives: the social justice of the Left or legal moralism of the Right.

Social justice posits that everyone should get a certain amount of stuff; legal moralism posits that everyone should act in a certain way. But because there is no consensus about how much stuff each person should have or how exactly everyone should act, both of these comprehensive approaches are recipes for societal conflict. And the legal institutions that are necessary to implement each vision must be highly intrusive and coercive.

In contrast, libertarianism is far more modest: it stipulates only that individuals may do what they please with what is theirs, requiring a legal system merely to define the proper jurisdiction of each person over their rightfully acquired property.

I explain how the basic insight of libertarianism is rooted in the spirit of toleration that was the classical liberal solution to the socially destructive religious wars. Like Westphalian political “sovereigns” who are to leave each other in peace and not to interfere with each other’s domestic affairs, classical liberalism posited the sovereignty of individuals to pursue the good life peacefully within their own jurisdictions, free from outside interference, provided they do not infringe upon the like jurisdictions of other sovereign individuals.

I conclude by explaining how libertarianism contributes to the private law that defines the contours of these individual jurisdictions, and the public law that is supposed to confine government to its proper function of protecting the rights of persons better than they can protect themselves. Although many would prefer their own preferred visions of social justice or legal moralism (or both) to be imposed on everyone else, libertarianism represents an appealing “second best” or “middle way” alternative to having someone else’s “wrong” vision of social justice or of morality imposed upon them.

Droner & Drab

Af Nikolaj Stenberg, den 11. februar 2013. 4 svar

Dagens kronik i Berlingske Tidende – Droner og drab – handler, som overskriften antyder, om USA’s dronekrigsførelse i Asien, Arabien og Afrika. Det er mig der har skrevet den – og dette indlæg hører derfor til i kategorien skamløs selvpromovering.

Mit formål har for det første været at nuancere debatten om droner i Danmark, som jeg mener, har handlet for meget om ord og for lidt om realiteter. Blandt andet ville jeg gerne pointere, at dronerne udgør en betydelig del af US Air Force – og indirekte, at de er kommet for at blive – og at den proces, hvorunder Præsident Obamas ”dødslister” bliver lavet, rent faktisk ikke er helt så lyssky, som den lyder til at være. Plausible deniability er et dødt princip. I USA dokumenterer og begrunder man sine handlinger så godt og grundigt som muligt. Desværre hemmeligholder man dem efterfølgende.

For det andet har jeg gerne villet pointere, at man som liberal og retsstats-tilhænger bør have en række forbehold overfor som minimum det grundlag, USA fører sin krig på.
Her er de første to afsnit:

USAs drone-krigsførelse, som er en del af en bredere »Krig mod terror«, har igen været vendt i danske avisspalter efter Søren Pinds udtalelse om, at USA med dronerne begår »snigmord«. Den udtalelse er blevet kritiseret og forsvaret, men for at sige det som det er, så er det en fjollet debat. Uanset om man kalder »drone strikes« for snigmord eller en nuance deraf er resultatet det samme: En person dræbes. En debat om krigsførelse skal ikke handle om ordkløveri, men handlinger og legitimitet. Den debat har kørt i adskillige år i liberalistiske kredse, og særligt i USA. Her diskuteres staternes pligter, ansvar, midler og mål i Krigen mod terror livligt – og debatten er ikke stilnet af efter at Barack Obama blev præsident. Snarere tværtimod.

At netop liberale har været i front skyldes, at de liberale ideologier udspringer af et moralsk krav om, at vi som mennesker hver især skal – ikke bør, skal – behandle andre med værdighed og aldrig udnytte dem. Det betyder, at man skal respektere sine medmenneskers liv, livsførelse og ret til at leve i frihed fra tvang. Det betyder dog ikke, at man skal være pacifist og vende den anden kind til: Når liv eller rettigheder trues eller krænkes, bør man i sagens natur handle for at forebygge, genoprette det tabte og straffe de ansvarlige. Det er det samme princip, der gælder mellem stater: Angrebskrige er forbudt. Forsvarskrige er tilladelige. Jagten på den legitime krigsårsag, casus belli, er nu om stunder en juridisk opgave af dimensioner. Den samme respekt, staterne viser hinanden, mener liberale, at staterne bør udvise over for borgerne. Derfor støtter de retsstaten: Et samfund, hvor rettigheder beskyttes de jure såvel som de facto; hvor love er offentlige; hvor myndighederne er bundet af regler og hvor arbitrær magtanvendelse er en ulovlig gerning.

Læs resten hos Berlingske Tidende.

Krigen mod terror – set fra CIA’s vindue

Af Nikolaj Stenberg, den 3. februar 2013. Skriv et svar
Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Hvis man hører til dem, der gerne vil lytte til førstehåndsberetninger fra helt centralt hold i USA’s ”krig mod terror” skal man ikke snyde sig selv for dette 1½-time lange event, som American Entreprise Institute afholdt forleden: ”Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction”. Det kan  ses på AEIs hjemmeside såvel som hos C-SPAN.

Det skal understreges, at Zero Dark Thirty-filmen alene er et springbræt for diskussionen eller foredraget; man behøver ikke have set filmen, for at følge med. Begivenheden handler 99 pct. om, hvordan CIA har arbejdet fra 2001 og frem: Arbejdsgange- og metoder, avancerede forhørsmetoder,  lidt om relationerne til Det Hvide Hus før og efter 2008 og meget der imellem.

Foredragsholderne er Michael Hayden (tidl. CIA-chef), Jose Rodriguez (tidl. chef for de hemmelige operationer) og ikke mindst John Rizzo (tidl. chefjurist i CIA med mere end 30 års erfaring fra ”miljøet”).

* * *

Her er i øvrigt traileren til Zero Dark Thirty, hvis De ikke kender til den:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=YxC_JNz5Vbg width=100%]

Næsten komplet stilhed om Buchanans bortgang

Af Nikolaj Stenberg, den 29. januar 2013. Skriv et svar
Udklip fra nekrolog i Weekend-Avisen

Udklip fra nekrolog i Weekend-Avisen

Rédacteur en chef Bjørnskov har i dag leveret en fremragende kronik til Berlingske Tidende om James Buchanan, der selvsagt skal anbefales. Sammen med Martin Paldam har han også skrevet en nekrolog, som Weekend-Avisen bragte den 25. januar, ligesom Otto Brøns-Petersen den 17. januar fik bragt et stykke i Børsen om nobelpristageren.

Som en mediekendt ex-rédacteur af denne blog har bemærket på en anden platform, så er det besynderligt, at ikke en eneste dansk avis derudover, har bragt en egentlig nekrolog eller omtale af Buchanans død. Check Infomedia, hvis De ikke tror det.

Jeg er overbevist om, at aviserne havde været på banen med det samme – og Politiken nok med et sær-indlæg – hvis det var Paul Krugman, der var gået bort, ligesom det nok også var blevet nævnt på TV, i hver fald i Deadline. – Men nu er jeg jo nok bare fordomsfuld. Eller…?

Social retfærdighed via kapitalisme

Af Nikolaj Stenberg, den 27. januar 2013. 2 svar

Hvis denne punditokrat boede i USA, ville han efter at have læst Forbes bestræbe sig på at lægge samtlige sine fødevareindkøb i en Whole Foods Market-butik. Til Forbes siger virksomhedens direktør, John Mackey, et par sandheder, som alt for sjældent høres fra virksomhedsledere på disse breddegrader, om det meget menneskelige i kapitalisme – i modsætning til ”crony capitalism”:

“Free enterprise capitalism has been the most powerful creative system of social cooperation and human progress ever conceived, but its perception and its role in society have been distorted. Operating under the conscious capitalism model will show that businesses are the true value creators that can push all of humanity upward for continuous improvement. Businesses around the globe need to steer capitalism away from today’s growing trend of cronyism, by embracing conscious capitalism.”

”I’m very encouraged by millennials and their drive to make the world a better place. Businesses can do both by practicing conscious capitalism, always being grounded in its “credo”: that business inherently good because it creates value, it is ethical because it is based on voluntary exchange, it is noble because it can elevate our existence, and it is heroic because it lifts people out of poverty and creates prosperity. … Everyone wins. Remember, business is not a zero-sum game.”

Mackey taler i anledning af sin nye bog.

Hundelortseksternaliteter

Af Nikolaj Stenberg, den 26. januar 2013. Skriv et svar

puppy-pooping-1Ilya Somin fra Volokh Conspiracy skriver om en historie fra Florida, hvor en boligforening nu kræver at ejerløs hundelort DNA-testes for at sanktionere hundens ejer. Somin siger at han håber på, at en lidt for ivrig politiker ikke hører om historien og efterfølgende vil institutionalisere store systemer, der skal forfølge samme mål: Renere gader – og flere penge i bødekassen.

Det fik på Facebook Steven Horwitz til at minde os om at:

The existence of a negative externality is not an ipso facto case for government intervention. Why?

  1. An intervention that successfully addresses the externality may be involve more costs than the costs associated with the externality.
  2. Governments are imperfect just like markets are, and more so, so governments are highly likely to not actually address the problem in question very well.
  3. If the externality is significant enough, the incentives of the market are a powerful attractor for innovative ways to internalize the cost, as this example shows.

Herfra skal blot lyde et ja og Amen til begge dele. Og et håb om, at vores danske politikere ignorer det første og bliver opmærksom på det næste. – Men før eller siden skal der jo nok kommet et forslag.

Vil Obama gøre USA mere aktivistisk i udlandet?

Af Nikolaj Stenberg, den 21. januar 2013. Skriv et svar

Barack Obamas indsættelsestale var som ventet utrolig velleveret og flere kommentatorer er selvsagt i gang med den vanlige dissektion. Jeg forsøgte at lytte godt efter, når han omtalte USA’s sikkerhedspolitik – et område, hvor præsidenten i sin første periode på visse substantielle punkter ikke adskilte sig væsentligt fra sin forgænger.

Han siger på et tidspunkt: ”This generation of Americans has been tested by crises that steeled our resolve and proved our resilience. A decade of war is now ending.” Lidt senere: ”We, the people, still believe that enduring security and lasting peace do not require perpetual war.”

Men så kommer den her: ”And we will renew those institutions that extend our capacity to manage crisis abroad.”

Hmm…

Lidt mere om våbenregulering

Af Nikolaj Stenberg, den 12. januar 2013. Skriv et svar

Robert A LevyApropos mit forrige indlæg om US-forfatningens 2. tillægs historie, har Washington Post bragt et interview med Robert A. Levy, der var den juridiske drivkraft bag landmark-dommen D.C. v. Heller fra 2008 og som vi også tidligere har omtalt. Temaet er ”gun rights after Newtown shooting.”

Det er fornuftig læsning, efter min mening.

Podcast om kronologien i USAs våbenlovgivning

Af Nikolaj Stenberg, den 11. januar 2013. 1 svar

Vil man vide lidt mere om USAs føderalhøjesterets praksis mens man er på farten, er Supreme Court Podcast et glimrende sted at starte. Op til juletiden har holdet bag produceret nogle særafsnit og i lyset af Sandy Hook skole-massakren den 14. december er den ene særlig relevant: Den handler om våbenregulering (teksten kan læses her):

(hent i iTunes)

Podcasten rummer en glimrende kronologisk gennemgang af væsentlige love og retspraksis, men for mig at se er det mest interessante indledningen, hvor det præcist bliver slået fast, hvor selvfølgeligt det var, dengang Bill of Rights blev skrevet, at rettigheden til at besidde skydevåben skulle forstås individuelt. Her et et uddrag, med mine fremhævninger:

[T]he intent of the drafters of the Second Amendment was to protect the individual’s right to bear arms. At the time the Second Amendment was written, it was common for individual-rights provisions of state constitutions to include a prefatory statement of purpose. The common-law rule inherited from England dictated that the effect of a preamble was only to clarify, and not to restrict the effect of, the operative part of the law.

Furthermore, the Founding Fathers were heavily influenced by English republican views on the relationship between arms and democracy. This theory, espoused by Blackstone and other seventeenth- and eighteenth-century English political theorists, held the citizen’s ability to bear arms and use them to defend his rights to be a crucial component of political independence. An armed population was vital to protect against both foreign threats and the threat of a standing army, which could become an instrument of governmental tyranny. The Federalists, who supported a strong centralized government, and the Antifederalists, who preferred local autonomy, agreed on the importance of the individual right to bear arms. The lack of recorded debate over the Second Amendment underscores this point; what little there is relates to the idea that no religiously scrupulous person should be compelled to bear arms, but never questions that those who desire arms should be allowed to have them.

CRA, långivning og finanskrisen

Af Nikolaj Stenberg, den 27. december 2012. Skriv et svar

“Did the Community Reinvestment Act (CRA) Lead to Risky Lending?” spøger Sumit Agarwal, Efraim Benmelech, Nittai Bergman og Amit Seru i deres NBER Working Paper (der er bag en betalingsmur), som nok er interessant for visse af vores læsere. Bemærk første sætning i deres abstract:

Yes, it did. We use exogenous variation in banks’ incentives to conform to the standards of the Community Reinvestment Act (CRA) around regulatory exam dates to trace out the effect of the CRA on lending activity. Our empirical strategy compares lending behavior of banks undergoing CRA exams within a given census tract in a given month to the behavior of banks operating in the same census tract-month that do not face these exams. We find that adherence to the act led to riskier lending by banks: in the six quarters surrounding the CRA exams lending is elevated on average by about 5 percent every quarter and loans in these quarters default by about 15 percent more often. These patterns are accentuated in CRA-eligible census tracts and are concentrated among large banks. The effects are strongest during the time period when the market for private securitization was booming.

Tyler Cowen bemærker:

Please don’t take this as support for whackier theories of the cause of the crisis, but as to whether this was an amplifying mechanism, well it seems it was.

Berlingernes overskrifter

Af Nikolaj Stenberg, den 26. december 2012. Skriv et svar

Her på bloggen bemærker vi gerne når journalisterne på landets aviser er lidt for kreative med sandheden. To eksempler fra i dag – begge fra Berlingske Tidende:

  1. I “Redaktør: Pinds efterlysning er »dybt problematisk«” får vi at vide, at Søren Pind’s benævnelse på Facebook af nummerpladen på den bil der påkørte ham forleden er i strid med de regler der gælder for pressen. Det er en redaktør fra DR der er til citat, men journalisten har vinklet overskriften i overensstemmelse med citatet. Ingen af de to har dog tænkt på, at Søren Pind er karrierepolitiker og ikke journalist – og derfor heller ikke omfattet af de presse-regler, han beskyldes for at have overtrådt.
  2. I ”Lukkelov kvæler mindre butikker” er overskriften problematisk. Som den står kan den tolkes på to måder: A) Lukkeloven er så restriktiv, at butikker må lukke, eller (mere implicit) B) Lukkeloven er så liberal, at butikker må lukke. Mit gæt er, at journalisten gik efter B. Men det giver ingen mening: Hvis der ikke er nogen regulering længere, kan den ikke-eksisterende regulering ikke føre til, at butikker må lukke. Det er selvfølgelig konkurrencen på dagligvaremarkedet der resulterer i, at de pågældende butikker ”kvæles”. Men det har jo netop intet som helst med lukkeloven at gøre.

Tobaksregulering i EU: Kommissionens udspil og markedsføring

Af Nikolaj Stenberg, den 26. december 2012. 4 svar

Europa-Kommissionen offentliggjorde den 19. sit forslag til et nyt direktiv (KOM/2012/788/FINAL – med henvisning til TEUF art. 114), der skal regulere produktion, markedsføring, præsentation og salg af tobak og tobaksrelaterede produkter.

Det er et stykke regulering, som Kommissionen går meget op i. Derfor har man samtidig med offentliggørelsen af forslaget udsendt en sværm af oplysningsmateriale af varierende karakter; alt sammen ganske normativt:

  • Der er den obligatoriske pressemeddelelse; et memorandum; et diasshow med grafiske illustrationer; en af de så populære infographics; endnu et memorandum med den lidt nedladende titel “Citizen’s Summary“; en embedsmandsvurdering af direktivets effekt, samt et resume af sidstnævnte.
     
  • Men teksterne skal selvfølgelig ikke stå alene. Derfor lancerede Kommissionen i ugen op til offentliggørelsen en særlig hjemmeside, hvor man akkompagneret af sød juleagtig musik og til synet af et mangfoldigt-ikke-julet-juletræ, kan sende feelgood-kort til venner og familiemedlemmer, som har droppet rygevanen. Se således dette kort jeg har sendt til Punditokraterne – er det ikke henrivende?
     
  • Dertil har Kommissionen allieret sig med en den spanske fodboldklub F.C. Barcelona for at lave projektet: Quit Smoking with Barca… Jeg tror ikke man skal forvente, at kampagnen har den helt store effekt på die hard-supportere af andre klubber; særligt ikke når EU siger, at F.C. Barcelona er “unstoppable“.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=g5Baz0TU12k width=100%][/youtube]

Jeg har ikke fået læst det hele igennem og kommer nok heller ikke til det. Men jeg kan dog se, at Kommissionen bl.a. mener, at røgfri “tobak” (en nikotinholdig væske, der indåndes gennem en inhalator) skal mærkes, som var der tale om faktisk tobak. (Dermed er EU’s udøvende magt på linje med sundhedsmyndighederne i Nordjylland, som har forbudt ikke-cigaretten på sygehusene dér – af princip: “Det kan på afstand være svært at skelne e-cigaretter fra almindelige cigaretter. Derfor sender det et uheldigt signal.”)

Hvad blev der egentlig af subsidiaritetsprincippet?

Droner, moderne krigsførelse og folkeretlig suverænitet

Af Nikolaj Stenberg, den 22. december 2012. 7 svar
En drone udstilles foran Det Hvide Hus

En angrebsdrone udstilles foran Det Hvide Hus

I Ræson kan man for tiden læse et indlæg af seniorforsker Lars Erslev Andersen som mener, at Barack Obama’s ”dronekrig” knækker al-Qaida, men undergraver folkeretten.

Jeg har tidligere skrevet, at dronekrigen (for at bruge Erslev Andersens ord) på en helt særlig måde udstiller et hykleri omkring USA’s midler i indsatsen/krigen mod international terrorisme, før og efter præsidentvalget i 2008. Erslev Andersen går skridtet videre og anklager USA for næsten dagligt at begå folkeretsbrud.

På dét punkt halter argumentation dog. Det kommer jeg tilbage til senere, for artiklen er ikke desto mindre en god lejlighed til at få vendt et par ting.

* * *

Logikken bag – og det moralske argument for – angrebs-dronerne er, at enhederne blot udgør endnu en våbentype i arsenalet. I sig selv er dronerne ikke andet og mere, end avancerede fjernstyrede flyvemaskiner, som foruden angrebsopgaver også kan foretage mere harmløs overvågnings- og sikringsopgaver. Selvom ”angrebs-droner” lyder farligt (bevares, de er dødbringende) er der trods alt ikke tale om fuldautomatiske dræbermaskiner, der selvstændigt kan udvælge mål blandt en gruppe af personer og skride til handling. Heldigvis. I så fald ville dette være et langt mere kritisk indlæg!

Fordi droner styres af mennesker adskille de sig som våben ikke principielt fra geværer, sabler eller bombefly. Men til forskel fra en bombe eller et krydsermissil, er en drone mere præcis; de er også billigere. Droner hverken optrapper eller forskruer krigsførelsen. Til gengæld bliver krigshandlingerne mere dokumenterbare: Med GPS-, video- og andre former for data sladrer dronerne hjem om, hvad den er blevet brugt til. Drone-piloten vil derfor have langt større besvær med at forsøge at slippe af sted med folkeretskrænkelser, end f.eks. en soldat på jorden.

USA har to drone-programmer og Lars Erslev Andersen skal have cadeau for at nævne begge. Alt for tit forudsættes det nemlig, at USA’s droneangreb blot udføres af flyvevåbnet og vi kommer derfor til at glemme, at CIA faktisk også er aktive. Det er vigtigt at holde for øje fordi, at CIA ikke er bundet på samme måde af den internationale krigsret, som hæren, flyvevåbnet, flåden og marinekorpset er det. Mener i hvert fald CIA selv.

USA har to forskellige drone-programmer: Et forholdsvist åbent, der drives af Pentagon, og et hemmeligt, der drives af CIA. Militæret startede med at bruge droner til overvågningsopgaver kort efter 11. september. Teknologien blev udviklet under Bill Clinton. Her brugte man droner til at overvåge Afghanistan med henblik på at opspore Osama Bin Laden. To gange havde dronernes kameraer Osama Bin Laden i linsen, men de var ubevæbnede, og Pentagon og CIA kunne ikke blive enige om, hvem der skulle betale for en bevæbning.

I modsætning til dengang kan der i dag ikke være nogen som helst tvivl om, at drone-programmerne er endog meget effektive. At de er en del af USA’s forsvar fremadrettet giver sig selv. I en meddelelse fra august bemærkede RAND Corporation om drone-programmernes virkning:

Killing terrorist leaders is not necessarily a knockout blow, but can make it harder for terrorists to attack the U.S. Members of al-Qaida’s central leadership, once safely amassed in northwestern Pakistan while America shifted its focus to Iraq, have been killed, captured, forced underground or scattered to various locations with little ability to communicate or move securely.

Recently declassified correspondence seized in the bin Laden raid shows that the relentless pressure from the drone campaign on al-Qaida in Pakistan led bin Laden to advise al-Qaida operatives to leave Pakistan’s Tribal Areas as no longer safe. Bin Laden’s letters show that U.S. counterterrorism actions, which had forced him into self-imposed exile, had made running the organization not only more risky, but also more difficult.

Patrick B. Johnson, der er forsker ved RAND, har undersøgt 90 anti-terroroperationer siden 1970’erne og kan dokumentere, at drab på eller tilfangetagelse af terrororganisationernes ledelser resulterer i, at terrorkampagnerne ophører tidligere end ellers forventet. Se “Does Decapitation Work? Assessing the Effectiveness of Leadership Targeting in Counterinsurgency Campaigns.”

På trods af sin effektivitet – eller måske præcis derfor? – er drone-krigen i visse kredse et omdiskuteret emne. Det skyldes ikke mindst, at der er en række retsstatsmæssige udfordringer, som også denne punditokrat ikke umiddelbart set løst.

Et stort problem ved enhver debat om drone-krigen er, at samtalen alt for hurtigt kommer til at handle om selve drone-enheden, jf. f.eks. Erslev Andersens ord “drone-krigen”. Det betyder at vi glemmer det der er vigtigere: Den væbnede konflikts årsag, formål og hvornår og hvordan vi gerne vil have, at den ender. Vi taler om krigs- og folkeret, men oftest kun i forbindelse med, at vi anklager hinanden for at bryde den. Udenfor enhver debat er den umiddelbart lemfældige kontrol med og offentlighed omkring konfliktens midler og metoder.

I USA kan det bestemt ikke udelukkes, at kongressens meget hårde linje overfor terrorisme har resulteret i, at regeringen er blevet overladt for frie tøjler.

Ligeledes benægter regeringen og kongressen fortsat påstande om, at statens egen ageren ude omkring i verden både før og efter 9/11 bl.a. medfører ”blowback” i form af yderligere anti-amerikansk radikalisering.

* * *

Kombattanter i en krig har ikke som civile krav på en rettergang før de eventuelt dømmes og henrettes. Med Barack Obamas krigshjemmel, som definerer fjenden temmelig bredt, vil der være situationer, hvor en civil person kategoriseres som kombattant fordi han er på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Dertil kommer civile ”collateral damages”, der er moralsk forkastelige, men som accepteres af folkeretten, hvis nytten ved at gennemføre et angreb overstiger nytten ved ikke at gennemføre det. Hvordan regnskabet opgøres er lidt noget hokus-pokus. Men man skal under alle omstændigheder huske på, at collateral damage ikke ukendt i konventionel krigsførelse og at det, alt andet lige, vil forekomme.

Til forskel fra konventionelle soldater, har drone-piloterne dog ikke de samme muligheder for konkret og hurtigt, at vurdere situationen på jorden. Derfor kan man ikke udelukke, at drone-angreb har et højere potentiale for civile tab, end mand-til-mand kamp.

Det gør ikke det hele nemmere, at civile tab er notorisk svære at opgøre.

* * *

Erslev Andersen skriver, at drone-angrebene udgør ”en klokkeklar krænkelse af suverænitetsprincippet” og at de derfor må være folkeretsstridige. Karakteren af konflikten og USA’s tilstedeværelse i Afghanistan betyder, at drone-angreb i sagens natur ikke er folkeretsstridige i det område. Kritikken må derfor angå drone-angreb i Pakistan, Yemen osv.

For at krænke staternes suverænitet, skal USA gennemføre drone-angrebene uden staternes samtykke; med mindre FN’s Sikkerhedsråd a) konstaterer, at der er problemer i staterne, som det internationale samfund kan intervenere overfor og dernæst b) giver samtykke til en egentlig interventionen på mere eller mindre betingede vilkår. FN’s Sikkerhedsråd udstedte i kølvandet på 9/11 en serie resolutioner, der specifikt adresserede behovet for at bekæmpe international terrorisme. Ligeledes blev international terrorisme kategoriseret som et særligt problem, der påtvinger sig staternes opmærksomhed og handling.

Så vidt vides samtykker netop disse stater til USA’s drone-angreb. Erslev Andersen mener faktisk også selv at vide, at dét er sagen:

Pakistan har også været udsat for adskillige amerikanske droneangreb. At sende fly ind og dræbe et andet lands statsborgere er en klokkeklar krænkelse af landets statslige suverænitet. Omvendt har Pakistan selv store problemer med et stigende antal militante grupper, der er i blodig konflikt med den pakistanske stat. Pakistan har med andre ord selv interesse i at udnytte den amerikanske droneteknologi.

Offentligt tager Pakistan derfor afstand fra droneangrebene, men hemmeligt hjælper de amerikanerne med at udpege mål. I Obamas regeringstid har dronerne på den måde dræbt et stort antal pakistanske talibanere. Aftalen er, at USA ikke offentligt kommenterer angrebene. En lignende aftale lavede Obama-regeringen med den daværende præsident i Yemen, som gav amerikanerne lov til at dræbe alle de al-Qaida-folk, de kunne spore, hvis Yemens forsvar officielt fik æren for angrebene…

Derfor er det underligt og ulogisk, at han, sin viden om disse aftaler taget i betragtning, har valgt at skrive, at USA “klokkeklart” krænker staternes suverænitet.

Det skylder han at uddybe.

* * *

Tilføjet den 26. december 2012:

Jeg kan forstå på en kommentar, at der er tvivl om hvem USA er i krig/konflikt med. Det er korrekt, at USA ikke er i krig med f.eks. Yemen. De er, for at bruge den gamle traver “i krig mod terrorister”. Tilbage i 2001 vedtog kongressen en lov/fællesresolution – Authorization for Use of Military Force – som består af to §§. Det er den anden der er den vigtige og som danner grundlag for Enduring Freedom m.v., og deri står:

(a) IN GENERAL- That the President is authorized to use all necessary and appropriate force against those nations, organizations, or persons he determines planned, authorized, committed, or aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States by such nations, organizations or persons.

(b) War Powers Resolution Requirements-

(1) SPECIFIC STATUTORY AUTHORIZATION- Consistent with section 8(a)(1) of the War Powers Resolution, the Congress declares that this section is intended to constitute specific statutory authorization within the meaning of section 5(b) of the War Powers Resolution.

(2) APPLICABILITY OF OTHER REQUIREMENTS- Nothing in this resolution supercedes any requirement of the War Powers Resolution.

Det relevante spørgsmål at stille i denne anledning er ikke hvem USA er i krig med, men om hjemlen i det hele taget kan strækkes så langt, som administrationen vælger at strække den. Men det er selvsagt et indenrigspolitisk spørgsmål; ikke et folkeretligt.

Saxo’s uhyrlige forudsigelser for 2013

Af Nikolaj Stenberg, den 19. december 2012. Skriv et svar

Det er igen blevet den tid på året, hvor vores alles yndlingsinvesteringsbank og handelsplatform Saxo Bank sender sine uhyrlige forudsigelser om det kommende år på gaden. Fra introduktionen:

The macro economy has no ammunition left for improving sentiment. We are all reduced to praying for a better day tomorrow, as we realise that the current macro policies are like pushing on a string because there is no true price discovery in the market anymore. We have all been reduced to a bunch of central bank watchers, only ever looking for the next liquidity fix, like some kind of horde of heroin addicts. We have a proforma capitalism with de facto market totalitarianism. Can we have our free markets back please?

Læs forudsigelserne på bankens Trading Floor-blog, eller nedenfor.

Deck the Halls with Macro Follies

Af Nikolaj Stenberg, den 15. december 2012. Skriv et svar

De er ikke helt uden (jule)humor på Econ Stories; der også stod bag Keynes vs Hayek-rap-videoerne:

[youtube Width=”100%”]http://www.youtube.com/watch?v=7uKnd6IEiO0[/youtube]

Fransk jubel: Der skal ikke spares på EU’s flyttecirkus

Af Nikolaj Stenberg, den 13. december 2012. Skriv et svar

Caerulea3_cropEU-Domstolen i Luxembourg har i dag afgjort to annullationssager, som Frankrig havde anlagt mod Europa-Parlamentet for traktatbrud. Stridens kerne: Et parlamentarisk ønske om at begrænse det berømte og bekostelige flyttecirkus mellem Strasbourg og Bryssel.

Parlamentet har hjemsted i Strasbourg og skal afholde tolv månedlige møderækker dér. Det følger af Protokol 6 til EU- og EUF-traktaterne. Yderligere møder afholder parlamentet i Bryssel, sammen med udvalgsarbejdet. (Som en krølle på det hele holder Parlamentets generalsekretariat for resten til i Luxembourg.)

August-møderækken i Strasbourg afholdes normalt i oktober, før den normale oktober-møderække. Det kunne man gøre bedre, mente Parlamentet, som så ændrede praksis ved at forkorte august-møderækken i oktober. Selvom de konkrete mødedatoer ikke er bestemt i protokollen mente Frankrig alligevel, at det hele var lidt for fikst – og Domstolen, uvillig til at være dynamisk eller i trit med såvel folkestemning som sund fornuft og økonomisk ansvarsbevidshed, var enig.

Sagaen fortsætter således i det nobelprisvindende EU. Du betaler.

Illinois’ forbud mod skjulte våben er ulovligt

Af Nikolaj Stenberg, den 12. december 2012. Skriv et svar

Efterdønningerne fra de to US-højesteretsdomme D.C. v. Heller og McDonald v. Chicago rammer delstatslovgivningen. Richard Posners ret, den føderal appeldomstol i den syvende retskreds, er f.eks. nået frem til, at Illinois’ forbud mod at have skjulte våben på sin krop udenfor hjemmet, er retsstridigt

I Heller nåede højesteret frem til, at 2. forfatningstillæg sikrer borgerne en individuel rettighed til at have våben, også selvom borgerne ikke er medlem af en lokalmilits, så længe våbnet er til selvforsvar i “hjemmet”. McDonald udvider via det 14. forfatningstillæg (se video om, hvad dette tillæg handler om) Heller til også at gælde på delstater. Hvad der præcist skulle forstås ved hjemmet var uklart og den aktuelle appeldom forsøger at afklare spørgsmålet.

Posner skriver på vegne af flertallet (bl.a.):

Twenty-first century Illinois has no hostile Indians. But a Chicagoan is a good deal more likely to be attacked on a sidewalk in a rough neighborhood than in his apartment on the 35th floor of the Park Tower. A woman who is being stalked or has obtained a protective order against a violent ex-husband is more vulnerable to being attacked while walking to or from her home than when inside. She has a stronger self-defense claim to be allowed to carry a gun in public than the resident of a fancy apartment building (complete with doorman) has a claim to sleep with a loaded gun under her mattress. But Illinois wants to deny the former claim, while compelled by McDonald to honor the latter. That creates an arbitrary difference. To confine the right to be armed to the home is to divorce the Second Amendment from the right of self-defense described in Heller and McDonald. It is not a property right—a right to kill a houseguest who in a fit of aesthetic fury tries to slash your copy of Norman Rockwell’s painting Santa with Elves. That is not self-defense, and this case like Heller and McDonald is just about self-defense.

“We are disinclined to engage in another round of historical analysis to determine whether eighteenth-century America understood the Second Amendment to include a right to bear guns outside the home… The Supreme Court has decided that the amendment confers a right to bear arms for self-defense, which is as important outside the home as inside. The theoretical and empirical evidence (which overall is inconclusive) is consistent with concluding that a right to carry firearms in public may promote self-defense.”

“Illinois had to provide us with more than merely a rational basis for believing that its uniquely sweeping ban is justified by an increase in public safety. It has failed to meet this burden.”

“The Supreme Court’s interpretation of the Second Amendment therefore compels us to reverse the decisions in the two cases before us and remand them to their respective district courts for the entry of declarations of unconstitutionality and permanent injunctions.”

Dommen, retssagen og forhistorien er nærmere beskrevet i Chicago Sun-Times.