Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Hvor demokratisk er Afrika egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juni 2016. 7 svar

I torsdags skrev vi om de særlige eksempler, man kan finde i de opdaterede data, som Martin Rode og jeg arbejder med for tiden. Men dataene, der er tilgængelige fra 1950 til 2015, kan naturligvis også bruges til at illustrere mere generelle trends. En af de mest omdiskuterede i mange år, har været hvordan det går med demokrati i Afrika.

Figuren nedenfor viser, hvor stor en andel af de nu 54 afrikanske lande er kategoriseret som ’rigtigt’ demokratiske. Svaret er 35 %, eller 19 af de 54, og selvom det ikke lyder af alverden, er det et væsentligt fremskridt i forhold til for bare 20 år siden. Ikke overraskende skete meget af udviklingen som direkte konsekvens af Sovjetunionens kollaps, da Østblokken ikke længere politisk og økonomisk kunne understøtte socialistiske diktaturer i Afrika. Figuren viser dog også, at de tidligere britiske kolonier helt generelt har været mere tilbøjelige til at blive demokratiske. Med den fredelige overdragelse af magten efter valget i september 2011 blev Zambia det ottende af de 16 lande med britisk kolonifortid, der er tydeligt demokratisk.

Afrika demokrati

Før nogen undrer sig, illustrerer figuren dog også en ganske interessant detalje. Ghana var den første koloni i Afrika, der blev uafhængig i 1957, men figuren viser hvordan omtrent 6 % – dvs. tre lande – faktisk var demokratiske før de blev uafhængige. Denne andel stiger endda en smule omkring 1960. Ghana fik faktisk frie og demokratiske valg, og en grad af selvstyre, allerede i 1951. Landet blev dermed på sin vis lige så demokratisk, som Færøerne er i dag. Denne umiddelbart mærkværdige situation er både spændende og generelt ignoreret i forskningen. Hvis læserne kender til forskning på området, hører vi meget gerne om det.

Hvor er de mest overraskende demokratier?

Af Christian Bjørnskov, den 9. juni 2016. Skriv et svar

Jeg har de seneste måneder brugt en del tid i samarbejde med min ven Martin Rode (Universidad de Navarra) på at samle en database over regimetyper og ledere. Dataene indgår både i vores fælles arbejde omkring demokratiseringer og regimeændringer (se f.eks. her) og i mit eget arbejde omkring kup og kupforsøg. Hvis man ikke lige stirrer sig blind på tallene, ser man ofte morsomme og interessante ting, mens man arbejder med dem. Dagens observation er ganske enkel den, at man faktisk ser stabilt demokratiske regimer, som er omgivet af autokratiske nabolande, ligesom man ser det modsatte. Så hvor er de mest overraskende af slagsen?

Mit bud, baseret på vores opdatering af demokratiindikatorerne i Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-database, peger på tre lande: Kenya, Mongoliet og São Tomé og Príncipe. Alle tre er kendetegnet ved at være fattige eller mellem-indkomst med PPP-justerede nationalindkomster på 3300, 12.500 og 3400 dollars (kilde: CIA World Factbook) og har været stabilt demokratiske i mindst ti år.

De deler også det, at alle deres geografiske nabolande er stabilt autokratiske, forstået på den måde at de alle er kategoriseret som udemokratiske i hele perioden 2005-2015. Deres nabolande er på andre måder bekymrende. For Kenya gælder det f.eks. Somalia og Sydsudan, for Mongoliet Rusland, og for São Tomé er det nærmeste fastland Gabon og Ækvatorialguinea. Sidst er de alle tidligere kolonier – Kenya som en del af Britisk Østafrika, São Tomé under portugiserne, og Mongoliet som en effektiv sovjetisk lydstat. Mens det kenyanske demokrati ikke altid er perfekt fredeligt, ligner politiske processer i Mongoliet og São Tomé dem vi kender fra vestlige lande. Det er med andre ord ganske imponerende, at demokratiet har slået så grundigt rod i de tre lande.

I den anden ende af skalaen viser de nye data ret klart tre lande, hvor autokratier overlever på trods af, at de er næsten helt omgivet af demokratier: Montenegro, Singapore og Cuba. Montenegro har de sidste ti år været omgivet af demokratier på alle sider, men præsident Filip Vujanović og premierminister Milo Đukanović har siddet tungt på magten siden før den officielle uafhængighed fra Serbien i 2006. Đukanović har således haft posten som enten premierminister eller præsident uafbrudt siden 1991. Historierne om statssanktioneret smugleri, manipulation med banker og indgroet rent-seeking mangler ikke i det ellers fabelagtigt smukke land, og indtil videre er det ikke lykkedes at vælte en magthaver.

I Cuba har det på meget anderledes vis været Castro-brødrenes kommunistiske jerngreb, der har holdt befolkningen udenfor en hvilken som helst indflydelse. Ingen ved præcist hvor mange politiske fanger, der sidder i landets fængsler, og selvom regimet har åbnet en smule op – Obama blev således modtaget tidligere i år og holdt ikke sin kritik tilbage – er der ingen tegn på, at den politiske elite og de cubanske militær har planer om at give magten fra sig. I mellemtiden er alle nabolandene, med undtagelse af Haiti, blevet stabilt og pænt demokratiske. Cubanerne kan, i det omfang de får information fra internet, tv eller undergrundspressen, blot følge med i, hvordan verden løber fra dem.

Sidst, men ikke mindst mærkeligt, har Singapore været ledt med stor, autokratisk dygtighed. Lee Kuan Yew definerede stilen i de tre årtier, han sad ved magten efter uafhængigheden, og efterfølgende leder har styret den lille bystat sammen med et parlament, der er nogenlunde demokratisk valgt, men uden megen formel magt. Singapore har således ikke fulgt Cubas voldsomt undertrykkende måde at bevare autokrati, og har heller ikke været udbyttende som Montenegros elite. I stedet har bystaten skabt et af verdens mest effektive embedsværk, retsvæsener og erhvervsklimaer. Resultatet har været en af verdens hurtigste vækstrater, så Singapore fra at have været en ret ubetydeligt, fattig knold med en havn i 1950erne er vokset til at være markant rigere end Danmark. Selvom der er en demokratibevægelse, som også blander sig i den offentlige debat, synes politiske rettigheder stadig at være lidt nede på listen over prioriterede emner blandt store dele af befolkningen.

Dagens post er således både en undren over, at visse lande kan bibeholde politiske institutioner, der slet ikke ligner nabolandenes, og en introduktion til, hvad man kan bruge denne type databaser til – man kan f.eks. notere sig, at alle de særligt stabile autokratier har ikke-militære ledere. Men posten er også en påmindelse til mange læsere, der måske i gymnasiet eller andre steder har lært, at tal er kolde og økonomer kun er interesseret i dem (og penge). For som eksemplerne viser, er der en historie bag hvert ’tal’, men man skal nogle gange have de hårde fakta – tallene – først før man opdager historierne.

IEC-studerende om dansk handelspotentiale

Af Christian Bjørnskov, den 7. juni 2016. Skriv et svar

En af de store fornøjelser som underviser på et universitet er at se studerende vokse med en opgave. Det får de dygtigste studerende på International Economic Consulting-linjen mulighed for hvert år når de følger kurset Applied Economic Consulting. Her simulerer underviserne en rigtig konsulentopgave med møder, sure klienter, umulige deadlines, og kolleger man ikke selv har valgt. Nogle år sker det med en rigtig konsulentopgave, hvilket var tilfældet i år. Årets case var givet af det Dansk-Tyske Handelskammer og handlede om, hvorvidt der er et uudnyttet eksportpotentiale for danske virksomheder i Sydtyskland.

Handelskammeret har været særligt tilfreds med den rapport, som Nikolaj Krog Knudsen, Thi Hong Nhung Nguyen, Gustav Ebler Johansen, Virginia Midari og Hannes Velt udarbejdede. Ifølge de studerendes beregninger ligger der et ganske stort potentiale til særligt Bayern og Baden-Württemberg. Ved at analysere, hvor meget man generelt handler med andre lande og regioner og sammenholde det med, hvor meget der faktisk eksporteres til Sydtyskland, kommer de frem til et potentiale i størrelsesordenen 1,8 mia. euro i eksport. Meget af potentialet ligger hos små og mellemstore virksomheder, der ikke ligesom de store har mulighed for, at indhente og aktivt behandle information fra nye markeder. De studerendes analyse viste således også, at Handelskammeret ikke er en primær informationskilde for disse virksomheder, noget de kalder en ”øjenåbner” og naturlig inspiration i kammerets videre arbejde.

Virginia+

Der er derfor også en dobbelt glæde forbundet med, at det Dansk-Tyske Handelskammer gav de studerende en mindre præmie for deres arbejde. Først er det den simple glæde ved at se dygtige studerende blomstre når de får muligheden, og for det andet er der glæden ved at vise, at vi ikke blot uddanner de unge til en plads i elfenbenstårnet. Når de er færdige hos os, har de faktisk lært noget brugbart. Hermed et tillykke til Nikolaj, Thi, Gustav, Virginia og Hannes.

Ulandshjælp og voldelige konflikter

Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2016. Skriv et svar

Jeg ankom til Heidelberg i tirsdags og har startet mit sommerophold hernede på universitetets Alfred Weber Institut med deltagelse i den årlige konference for udviklingsøkonomer i Tyskland. Programmet afsluttedes i aftes med en præsentation af Martin Gassebner (Uni Hannover), der sammen med Richard Bluhm, Paul Schaudt (begge Hannover) og Sarah Langlotz (Heidelberg) har spurgt om ulandshjælp påvirker graden af voldelige konflikter i fattige lande. Tidligere forskning har generelt ikke kunnet blive enig og vist indbyrdes modstridende resultater. Det teoretiske billede er også tvetydigt, da bistanden – hvis den virker efter hensigten – vil skabe udvikling og dermed gøre konflikter dyrere, men også giver flere midler at slås om adgangen til. Gassebner et al. skaber i deres konferencepapir ny empirisk klarhed over spørgsmålet med et nuanceret ja.

Nuancerne kommer fra at splitte konfliktniveauet i fire niveauer: 1) Hvis der ingen er; 2) hvis der er mellem 1 og 25 dødsfald i forbindelse med f.eks. demonstrationer mod regeringen; 3) hvis der er mellem 25 og 1000 dødsfald, dvs. svære konflikter; og 4) hvis der er decideret borgerkrig. De tidligere studier har ikke skelnet mellem samfund uden konflikter overhovedet, og samfund med svage konflikter (niveau 2). Gassebner et al. viser, at det gør en forskel.

I et meget avanceret empirisk set-up peger deres resultater på et billede, som Martin over en kop kaffe betegnede som ”noget som tilhængere og skeptikere begge burde kunne lide.” Ved at bruge samfund med svage konflikter som udgangspunkt, viser det sig nemlig, at 10 % mere ulandshjælp gør det cirka 2,8 % mere sandsynligt at de svage konflikter slutter, og samfundet bliver helt fredeligt. De samme 10 % ekstra hjælp øger dog også risikoen med 1,5 % for at de svage konflikter eskalerer til voldsomme konflikter, og øger risikoen for at de udarter sig borgerkrig med yderligere 1,5 %.

De tyske forskerholds studie peger derfor på, at hjælpen har en polariserende virkning på samfunds konfliktudvikling. I nogle tilfælde bruges hjælpen fornuftigt, eller giver i det mindste noget fredeligt at lave, og bidrager dermed til ro. I lige så mange andre tilfælde bidrager de ekstra midler simpelthen til at eskalere småkonflikter til virkeligt ødelæggende begivenheder. I sidste ende er læren, at det ikke betyder så meget, hvad vi gør, men mere hvordan hjælpen i sidste ende bruges i modtagerlandene. Vi har som donorer meget mindre kontrol over den, end de fleste politikere og andre går og tror.

Ekonomisk Debatt om boligmarkedet

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2016. Skriv et svar

Det nye nummer af det fremragende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt er på gaden i denne uge. Emnet i dette års temanummer er boligmarkedet – et emne der har speciel relevans for Danmark. Begge vores lande har nemlig udviklet nærmest byzantinske reguleringer og har voldsomme priser i de største byer.

Mens der er en række artikler – Harry Flam om hvorvidt Sverige har en boligboble, Mikael Elinder og Lovisa Persson om virkningerne af Sveriges 2008-reform og en diskussion udenfor temadelen af Fredrik Andersson og Lars Jonung om hvor stor gæld er acceptabel for Sverige – var højdepunktet for mig Roland Anderssons analytiske ’bøn’ om at liberalisere huslejerne. Som sædvanlig er hele tidsskriftet eminent læseværdigt og dygtigt redigeret, og af lige så stor relevans for danske som svenske diskussioner.

Hvem er de virkelige succeser?

Af Christian Bjørnskov, den 30. maj 2016. Skriv et svar

I flere år talte og skrev en række meningsdannere om BRIKS-landene – hvor flot deres vækst var, hvor politisk vigtige de ville blive, og hvordan verdens økonomiske centrum flyttede sig. I løbet af det sidste år er den debat dog svækket, da det nu er blevet alt for tydeligt, hvor meget man tog fejl. BRIKS-landene var aldrig rigtige succeser, med Indien som den store undtagelse. Vi kan naturligvis more os på punditokraterne fordi vi har skrevet om det gennem årene (Se f.eks. her og her), men spørgsmålet må under alle omstændigheder være: Hvem er de virkelige succeser?

Dagens svar kommer fra at beregne den gennemsnitlige vækstrate i købekraftskorrigeret BNP per indbygger, taget fra Verdensbankens World Development Indicators over tiårsperioden 2005-2014. Sammenligningsgrundlaget er, at den globale økonomi som helhed voksede med 2,1 % om året i perioden, mens den danske gennemsnitsvækst var -0,3 %. Vi viser to lister hvor den til højre er Top-10 inklusive alle lande mens den til venstre er demokratierne. Grunden til at smide autokratierne ud har vi også skrevet om for nogen tid siden: Diktaturer lyver ofte om deres vækst (læs her og her).

Hvis læserne står med midler, der skal investeres i den nære fremtid kan de spørge sig selv, hvilke lande der er mest interessante. Stoler man f.eks. på Turkmenistans officielle vækstrate på otte procent, og Uzbekistans på 5,6? Hvis ikke, er dele af Latinamerika interessante – men ikke Brasilien. Peru, Uruguay og Panama er blandt de store succeser de sidse ti år. Som man siger i sydstaterne: Who’d a Thunk hvis man bare havde læst de lyserøde sider i JP.

Land Vækst Land Vækst
Peru 4.18 Indien 5.26
Ghana 4.20 Laos 5.42
Uruguay 4.29 Uzbekistan 5.62
Sierra Leone 4.70 Panama 5.67
Bhutan 4.92 Georgien 5.77
Sri Lanka 4.99 Mongoliet 6.34
Indien 5.26 Ethiopien 6.68
Panama 5.67 Azerbaijan 7.30
Georgien 5.77 Kina 7.97
Mongoliet 6.34 Turkmenistan 8.20

 

Hvor dårligt går det i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 24. maj 2016. 7 svar

Vi har flere gange skrevet om, hvor dårligt det går i Sydafrika (ikke godt), Brasilien (virkeligt dårligt) og Venezuela (katastrofalt). Et rimeligt spørgsmål er derfor, hvor dårligt det går i vores eget land? Spørgsmålet er ikke mindst interessant fordi regeringen påstår, at det går tydeligt fremad, som det f.eks. kan ses i Konvergensprogrammet for 2016.

Dagens mål for, hvor godt eller skidt det går i Danmark, er det private forbrug, målt i faster priser og sæsonkorrigeret. Figuren viser privatforbruget i 1000 kroner per person i Danmark hvert kvartal fra 1995 til og med 2015. Spørgsmålet til enhver læser, der ikke er politiker – eller måske er en af landets tre-fire ærlige af slagsen – om man kan se tydelige tegn på, at det går bedre? Finanskrisens impact er klar for enhver, men siden 2009 har privatforbruget fluktueret omkring samme niveau som det havde i 2004-5. Ethvert tilløb til en trend synes at være forårsaget af en vis genopretning af boligforbruget, og ikke resten. Det samme kan ses i de simple tal, hvor privatforbruget inklusive boliger er faldet med 4,5 % siden krisens start, mens faldet eksklusive boliger er 6,5 %.

dårligt i DK

Så hvad er der gået galt i Danmark, som ikke gik galt i f.eks. Sverige? I vores naboland er privatforbruget faktisk steget med omkring 8 % siden krisens start. Som jeg også har skrevet tidligere i bl.a. Børsen er min favoritforklaring Policy Uncertainty. Danske politikere har ikke blot øget reguleringsbyrden, men har også øget den fundamentale risiko, der kommer fra at det private erhvervsliv (og dele af den offentlige sektor) ganske enkelt ikke længere ved, hvad Folketinget kan finde på. Sagt med andre ord har landets politikere valgt at ignorere Regel Nr. 1 for Ordentlig Politik: Statens rolle er først og fremmest at undgå at stå i vejen for borgerne.

Hvem kan lide hvem i Europa – og hvorfor?

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2016. 1 svar

Jeg lagde fornylig et nyt papir ud i working paper-databasen SSRN. Papiret med titlen ”Who Likes Whom In Europe?” begyndte som lidt af en joke efter at en survey i januar af Lord Ashcroft havde inkluderet et spørgsmål om, hvor favorabelt et indtryk man har af folk i de 27 andre EU-medlemslande. Vi har tidligere skrevet om en anden del af surveyen (læs her) , men emnet var simpelthen et af den salgs, hvor folk tit tænker ”Nej hvor sjovt”. Og det var både morsomt og tankevækkende at se, hvem der kan lide hvem i Europa, og også se hvem der overordnet er mere populære end andre i landene. Som en samfundsvidenskabelig nørd kunne jeg dog ikke lade være med også at stille spørgsmål ”Hvorfor?”

Først og fremmest viser figuren nedenfor, hvilke befolkninger, der er relativt mere eller mindre populære i resten af Europa. Målet i figuren er hvor stor en andel af respondenterne i de andre EU-lande, der har et favorabelt syn på folk fra land X i forhold til hvor mange der har et favorabelt syn på de andre 26 lande. Det pudsige er, at cyprioterne i januar 2016 var den suverænt mindst afholdte befolkning, efterfulgt af slovernene og svenskerne. I den anden ende var esterne, litauerne og polakkerne de mest afholdte.

hvem kan lide hvem

Hvorfor befolkningen i land X synes om befolkningen i land Y viser sig at være en konsekvens af f.eks. hvor socialt globalisereret X er, hvor meget samhandel de to har, og hvor religiøst Y er. Det hele er enten, interessant, sjovt eller måske bare latterligt, alt efter ens temperament – men nogen skal jo lave forskningen! Hele papiret kan hentes på SSRN her; abstractet følger nedenfor:

This paper employs new survey evidence to ask why the populations in different European countries have more or less favourable views of each other. The paper applies a gravity equation framework and exploring the potential effects of 21 economic, social, political and linguistic variables, and separates the characteristics of ‘sender’ and ‘receiver’ countries. The findings suggest that a small subset is robustly significant determinants. Specifically, social globalization, bilateral trade, views on EU membership, religiosity, and geographical and linguistic distance predict how favourable populations are towards each other.

Simeon Djankov i Aarhus den 26.

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2016. Skriv et svar

Alle, der er interesserede i europæisk vækst og andre økonomiske forhold, bør kigge forbi Aarhus Universitet den 26. maj. Grunden er, at FACCA og Aarhus universitet får besøg af Simeon Djankov, en af de mest spændende økonomer de sidste år. Arrangementet med titlen ”Europe’s Growth Challenge” omfatter også tidligere finansminister Bjarne Corydon og professorerne Bo Sandeman Rasmussen og Philip Schröder. Dette hele løber af stablen klokken 16 i S-bygningen på Fuglesangs Alle og slutter klokken 19.Simeon_Djankov

For de sikkert mange læsere, der ikke kender til Djankov, er han pt. professor i nationaløkonomi på London School of Economics. Han er tidligere cheføkonom og vicepræsident for Verdensbanken, hvor han var med til at grundlægge Doing Business-projektet, tidligere finansminister i Bulgarien, han har også haft poster som rektor på New Economic School i Moskva (Ruslands Harvard) og bestyrelsesformand i EBRD.  Djankov har også publiceret sin forskning i American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Review of Economics and Statistics og adskillige andre toptidsskrifter.

Djankov holder også et Distinguished Speaker Seminar om fredagen fra 13-14 med titlen ”Two decades of research on the core of the market economy” ligesom vi får glæde af ham ved en lukket workshop fredag morgen. Det hele er resultatet af studenterinitiativ, ikke mindst fra Djankovs bulgarske landsmand Boris Georgiev, der er en af vores dygtigste PhD-studerende ved Aarhus Universitet. Så for alle interesserede er der (endnu) en grund til at kigge forbi Aarhus den 26!

Ny Adam Smith-dokumentar

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2016. Skriv et svar

Den fremragende Johan Norberg har sammen med Free to Choose TV forleden udsendt en ny TV-dokumentar om Adam Smiths liv og indflydelse (hattip: Emily Skarbek). De to dele handler henholdsvis om Smiths liv og arbejde, og hans indflydelse på moderne tænkning og forskning. Begge dele er forrygende formidlet, spændende og tankevækkende, og er stærkt anbefalet for både almindeligt interesserede og som tværfagligt emne for ikke-marxistiske lærere i gymnasiets samfundsfagsundervisning!

 

Tillid til mennesker og politikere

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2016. 6 svar

Der har de sidste par år været talt meget om danskernes lave tillid til politikere. Ser man på udviklingen i tillid til politikere i Danmark har den bestemt heller ikke være positiv for medlemmerne af Folketinget. Niveauet i 2014 var således på linje med niveauet omkring jordskredsvalget i 1973, og en enkelt undersøgelse pegede på, at danskerne har mere tillid til brugtbilssælgere end til politikere. Spørgsmålet der dog, præcist hvor lavt niveauet er, ikke mindst i forhold til andre europæiske lande.

Dét spørgsmål kan naturligvis besvares på en lang række måder, men som udgangspunkt er ’problemet’ at danskerne helt generelt har meget høj tillid til hinanden. Mit argument i dag er derfor, at tillid til politikere og andre grupper i samfundet må måles relativt til tilliden til andre mennesker mere generelt. Det kan i sig selv gøres forskelligt, men nedenfor bruger vi en bestemt approach: Hvor stor en andel af de adspurgte, har mindre tillid til politikere end til andre mennesker. Det kan lade sig gøre at måle fordi European Social Survey har stillet spørgsmål om tillid til andre mennesker generelt, men også til politikere, partier, politi og andre siden 2002. Figuren nedenfor er således baseret på svar fra godt 81.000 mennesker i 29 europæiske lande i 2012 og 2014.

Mistillid til politikere

Det bør ikke overraske nogen, at de to topscorere på mistillid til politikere er Spanien og Italien, hvor henholdsvis 83 og 80 procent har mindre tillid til medlemmer af parlamentet end til andre mennesker. Elendig økonomi, idiotisk politik og vedvarende korruptionsskandaler gør deres indlysende indhug i tilliden. Det særlige ved billedet er dog, at det viser at de næste pladser på dagens mistillidsbarometer holdes af Finland og Danmark, hvor tre ud af fire har mindre tillid til politikere end til andre.

De eneste lande, hvor målet er fifty-fifty – dvs. at tilliden er nogenlunde ens – er Schweiz og Albanien, men nok af meget forskellige grunde. Den generelle tillid er meget lav i Albanien – 3,0 på en 0-10-skala – mens Schweiz udmærker sig ved et anderledes demokratisk system. De to eksempler peger dog også på det særlige i Finland og Danmark: De er de to mest tillidsfulde lande generelt i undersøgelsen med scorer på 6,9 (Danmark) og 6,7 (Finland, ligesom i Norge), men tilliden udbredes tydeligvis ikke til politikere. I gennemsnit placerer vi således politikere to point lavere end dem, vi opfatter som andre mennesker. Med andre ord peger denne type sammenligning på, at danskerne ikke blot har lav tillid til politikere i forhold til hvad vi engang havde, men også har lav relativ tillid til politikere i forhold til næsten alle andre europæiske lande.

Mistilliden er der således tydeligvis, og bliver beklaget ofte og højlydt af politikere og en række kommentatorer. Det opfølgende spørgsmål, når man har dokumenteret status, er dog om det overhovedet er en dårlig tilstand. Med andre ord, burde vi have tillid til vores politikere, og er der overhovedet gode konsekvenser af at have høj politisk tillid? Min holdning er et nej – det er godt for demokratiet, at vi ikke har tillid til folkevalgte med så forsvindende integritet og kompetence som dem, vi pt. har siddende på Slotsholmen, og det har sandsynligvis endda gode konsekvenser, at vi ikke stoler på dem (læs videre her; ungated her).

For 71 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2016. Skriv et svar

C._A._Pedersen__1945_natmus

Tillid og lykke hos danskere og andre

Af Christian Bjørnskov, den 2. maj 2016. Skriv et svar

Som nogle af læserne allerede ved, er der en fortsat diskussion i tillidsforskning om hvorvidt social tillid er et stabilt, kulturelt fænomen eller en mere direkte erfaringsbaseret ting. Diskussionen er ikke blot principielt eller akademisk vigtig, men har også relevans for hvordan man tænker politik. Kan man fra politisk side ændre folks tillid, er mange af de gavnlige konsekvenser af tillid – lav korruption, højere vækst osv. – opnåelige hvis de politiske incitamenter er til det. Hvis man ikke kan, indebærer det omvendt, at der er udviklingsveje, der sandsynligvis er lukkede for mange nationer.

Det er ingen hemmelighed at jeg personligt hører til i den kulturelle lejr, men dygtige kolleger som Peter Thisted Dinesen, som jeg har stor respekt for, læser evidensen anderledes. Emnet for denne post er derfor, hvordan det billede som vi diskuterer, faktisk ser ud. De to figurer nedenfor illustrere det ved at vise gennemsnittene for social tillid (dvs. tillid til folk, man ikke kender) og folks lykke (dvs. hvor tilfredse de selv synes, de er med deres liv), fordelt på tre grupper: 1) Indbyggere i Danmark med danske forældre, 2) indbyggere i Danmark med en eller begge forældre fra et andet Nordeuropæisk land (Norden, Holland, Tyskland, Storbritannien), og 3) indbyggere med mindst en forælder fra et land udenfor Nordeuropa.

Det er først og fremmest nemt at se, at tillidsniveauet er helt ens på 6,9 (på en 0-10-skala) for folk med danske og nordeuropæiske forældre, så længe de bor her og formodentlig for de flestes vedkommende opvokset her. Til gengæld ligger niveauet for dem med ikke-nordlige forældre på 6,1, og dermed meget markant og statistisk signifikant lavere. Strukturen i de samme gruppers lykke er derimod lidt anderledes med ’danske’ danskeres lykke på 8,51, de nordliges på 8,37 og de ikke-nordliges på 8,00. Problemet er nu, hvordan man tolker det.

Det er her, forskerne kan være uenige. Det er evident, at dem med ikke-nordeuropæiske forældre har slæbt mistillid med fra deres forældres opvækst og erfaringer i hjemlandet, men hvordan fortolker man at de andre med ikke-danske forældre har samme tillid som danskerne? Her kan man frit vælge forestillingen om, at de ’nye’ danskere har lært at man kan have tillid til de fleste – altså at tillid kan ændre sig med erfaringen. Men man kan lige så godt vælge fortolkningen, at de nordeuropæere, der enten fandt en dansk partner eller valgte at flytte til Danmark, i forvejen havde højere tillid og dermed kunne finde sig nemmere til rette i en skandinavisk kultur. Vi kan dermed ikke sige noget præcist om, hvorvidt billedet skyldes læring eller selektion, kun at der er definerbare grupper, der ikke lærer tilliden. På den måde kan forskere blive ved med at være uenige om ganske vigtige spørgsmål.

tillid dk danskere og andrelykke dk danskere og andre

Zombieidéer: Samfundet kan jo betale

Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2016. 8 svar

I vores serie af zombieidéer er vi kommet til en af de idéer, der både er mest indlysende forkert, og bliver brugt oftest i politiske (og personlige) diskussioner: Idéen om, at samfundet eller staten kan betale for forhold. På et overfladisk plan beror zombieidéen ofte på en forestilling om, at staten på en eller anden måde har egne midler, mens den i mange andre politiske diskussioner ganske enkelt er udtryk for en ekstrem grad af enten inkompetence eller intellektuel dovenskab og bevidst vildledning.

Argumentet er almindeligt kendt: Nogen vil gerne have adgang til en eller anden form for privat service og synes enten, der har en form for moralsk krav på den, eller gør som om. De ved godt, at den pågældende service ikke er helt gratis, men mener heller ikke at de ’bør’ betale den fulde pris for den. Påstanden bliver derefter, at det er noget samfundet / staten skal betale for dem.

Der er to måder, man kan forstå argumentet på uden at være inkompetent. Den ene er hvis man er kommunist. I det tilfælde er ens ideologiske udgangspunkt, at borgerne alligevel ikke har ejendomsret og at staten ejer alt. Det indebærer naturligvis, at staten logisk kan betale for ens service, og fra en ideologisk vinkel måske endda bør. Men en kommunistisk logik indebærer også, at alle vil have incitament til at få så meget som muligt fra ’staten’, da alle har krav og ingen har egentlige markedsøkonomiske forpligtelser. På den måde bliver det meste efterspørgsel i et kommunistisk samfund til rent-seeking uden incitament til værdiskabelse.

Den anden måde, argumentet kan føres i en konsistent logik, er hvis man faktisk godt er klar over, at staten ikke har egne midler, men er ligeglad. Det gør det til et helt almindeligt rent-seeking-argument, hvor man forsøger at få en overførsel, og helst på bekostning af en ansigtsløs, anden gruppe. Denne version hviler på, at folk faktisk har indset den centrale pointe: Staten har ingen midler selv, men kun dem, den kan vriste fra de individuelle borgere i form af skatter, afgifter og overpriser for monopolydelser. Argumenterer man således for, at man har en form for krav på en ydelse, er det således en påstand om et krav på andre menneskers midler.

Enhver påstand om, at ’samfundet’ da kan betale for X, er således en påstand om at andre mennesker – og helst nogen, man ikke lige kender – skal tvinges til at betale for X. Medmindre der er en meget tydelig eksternalitet forbundet med X, eller X er et indiskutabelt offentligt gode som forsvar og retsvæsen, er zombieidéen således en form for retfærdiggørelse af tyveri. Den vil bare ikke dø, for det er så nemt at argumentere, og at give efter for den type argument er så effektiv en måde at købe stemmer på. Og ve den, der offentligt mener, at folk da må betale for deres egne busbilletter og operationer mod flyvører.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden i dag

Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2016. Skriv et svar

Som mange læsere vil vide, holder vi meget af det svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt. Det nye nummer er kommet på gaden her til morgen, og kan læses i sin helhed her. Lederen i denne måned er skrevet af Helena Svaleryd, som diskuterer rentefradrag – en diskussion, der også er aktuel i Danmark – og første artikel er Carl Hamilton, der skriver om, hvorvidt globaliseringen er på retræte, og hvorfor vi skal være bekymrede for udviklingen. Andre artikler på min læseliste er bl.a. af Lars Hultkrantz, der skriver om svenske kommuner, at deres ”ekonomiska styrning tenderar snarare att uppmuntra till kortsiktighet, stuprörstänkande och ointresse för effektutvärderingar.” Genkendeligheden er nedslående. Som altid er hele tidsskriftet stærkt anbefalet.

I Stratford for 400 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 23. april 2016. Skriv et svar

For 400 år siden, i engelske Stratford, sov et af verdenshistoriens store genier ind. William Shakespeare var født i byen i 1564, men satte sit aftryk på den vestlige verdens litteratur, teater og selvopfattelse i sine år i London. Her opførtes fra først i 1590erne en perlerække af den vestlige kulturs største skuespil: Hamlet, Macbeth, Romeo og Julie, En Skærsommernatsdrøm, Henry V… Andre dødelige vill give en arm og sælge deres bedstemor for at have skrevet blot ét af dem, men af Shakespeares 37 kendte skuespil, er omtrent halvdelen indiskutable mesterværker.

I dag påstår mange, at uden den statslige kulturstøtte til forfattere og kunstnere – som statslige udvalg mener er særligt værdige – ville danskerne ikke bare blive kulturelt fattigere, men også dummere og dårligere mennesker. Men for 400 år siden fik William Shakespeare ingen  kunstnerstøtte eller anden offentlig bistand. Nok var Dronning Elizabeth en fan, men Shakespeare skrev for et betalende publikum. Var befolkningen i London omkring 1600 da mere kulturelt nysgerrig, åbensindet og dybsindig end vi er? Det var de næppe, men de havde forfattere som Shakespeare – og Marlowe, Johnson og andre – som ikke undervurderede dem, og heller ikke skrev for at et snævert, selvdefineret åndsaristokrati kunne hylde deres eksklusivitet. I en tid, hvor det engelske monarkis magt var næsten uindskrænket, gjorde de grin med høj og lav, og skrev til alle. Måske døde manden for 400 år siden, men hans værker hjælper med at holde vi andre i live. Hvis læserne er i tvivl, kan de gøre som mig: Gå i krig med Henry, more sig med Puk, eller forelske sig igen i Julie og Viola.

Hvor dårligt går det i Brasilien? 2. ombæring

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2016. 1 svar

I marts skrev om, hvor dårligt det faktisk går med Brasiliens økonomi. Sidste år skrumpede økonomien med 3½ procent, og i året hvor landet skal afholde OL, er forsigtige forecasts at økonomien skrumper yderligere 4 procent. Det er dog ikke de eneste problemer, brasilianerne har. Landets dybt korrumperede politiske elite er i krise, som Niels snart vil skrive mere om her på stedet. De danske medier har endda fået øjnene op for problemernes omfang, og DR2 Dagen bragte et længere indslag i går med Mads Damgaard fra KU og undertegnede, som kan ses her.

De underliggende problemer er dog mindre omtalte, så her er to klare eksempler i figuren nedenfor. Den røde linje er Freedom Houses årlige vurdering af pressefrihed (omskaleret så 100 e perfekt og 0 er Nordkorea), mens den blå linje er the Heritage Foundations ligeledes årlige Index of Economic Freedom. De to kurver illustrerer det, mange analytikere efterhånden ser som det altoverskyggende problem i Brasilien. Staten ikke blot fylder mere rent størrelsesmæssigt – og Rousseffs problemer med at skjule et stort underskud er blot en del af det – men regulerer også i stigende grad. Det forbløffende er, at man både kan se det i den økonomiske frihed – hvor lette de offentlige reguleringer er, hvor stærkt retsvæsenet står og hvor åbent landet er for resten af verden – men også i det omfang, staten regulerer og kontrollerer medierne. Med risiko for at gentage, hvad mange andre har sagt: Brasiliens problem er ikke mangel på styring, men styringen i sig selv. Det er tid til at den brasilianske stat holder op med at stå i vejen for almindelige borgere, og at landets politikere taget erfaringerne i Chile, Panama, Peru og Uruguay alvorligt. Når de har gjort det, kunne danske politikere eventuelt tage erfaringerne lige så alvorligt.

Brasilien pres øk frihed

Hvordan tager vi Skåne tilbage?

Af Christian Bjørnskov, den 15. april 2016. 5 svar

Op til weekenden må man gerne stille spørgsmål med et glimt i øjet. Det gør vi i dag med det lidt specielle spørgsmål i titlen: Hvordan tager vi som danskere Skåne tilbage fra Sverige, som i 1658 erobrede de østdanske provinser?

Før vi begiver os ud i denne diskussion, må man dog først spørge, om det er en god idé: Er Skåne virkelig besværet værd? Et umiddelbart svar er ja. Skåne står for cirka 11 procent af Sveriges økonomi og er blandt de bedre stillede regioner. Regionalproduktet per indbygger er 85 % af det svenske gennemsnit – Stockholms niveau er 140 % – og per fuldtidsansat er tallet 91 %. Regionen er dermed aldeles gennemsnitlig for Sverige udenfor hovedstaden og således på ingen måde økonomisk tilbagestående for resten af det historiske Danmark.

Regionen ligner også den anden side af sundet mere på den måde, at der er relativt færre store foretagender i Skåne og landbrugsjorden er langt mere frugtbar end i resten af Sverige. Landbruget har heller ikke været udsat for politisk idioti på samme plan som i Vestdanmark, så med et Skåne indlemmet i kongeriget kunne man måske endda bage brød med dansk mel igen. Frugtbarheden i det, der engang var Østdanmark, er dog også baggrunden for talemåden (på engelsk) You can have the People but not the Land. Med andre ord er skåningerne selv ikke så vigtige for mange svenskere udover det, de leverer af nationalprodukt til Sverige.

Har man først etableret, at en tilbageføring af Skåne er en god idé, må valget til enhver tid stå mellem to fundamentale approaches: 1) Enten en egentlig erobringskrig mod Sverige, der nok bliver nødt til at føres som en Blitzkrieg – et stort overraskelsesangreb i stedet for en pinlig udmattelseskrig; eller 2) En mere snigende danskificering, så Skåne pludseligt en dag kan stemme demokratisk for igen at slutte sig til kongeriget på den anden side af Øresund.

Skal Skåne vristes fra Victorias manikurerede hænder tilbage til den folkelige Frederik, er en krig næppe en begavet løsning. Nok bruger begge lande omtrent 1,2 procent af BNP på militæret, men da Sveriges økonomi er rundt regnet 65 procent større end den danske, er deres militære styrker også anderledes slagkraftige. Svenskerne ’lider’ i denne sammenhæng heller ikke under, at større dele af deres personel og materiel er bundet i internationale aktioner. En russisk- eller irakisk-inspireret angrebskrig, hvor politisk populær den end kunne blive, er dermed reelt ikke en mulighed.

Måden at gøre det på, må derfor være mere snigende. Indenfor denne overordnede tilgang kan en danskificering af Skåne fundamentalt ske på to måder. Den første er, at man helt bevidst kan forsøge at flytte danskere til regionen for langsomt at ændre på befolkningens sammensætning. Det var basalt set det, Tyskland gjorde i Slesvig fra 1890erne og frem, hvilket forvandlede Flensborg fra en helt overvejende dansk by til et sted, hvor tre fjerdele stemte tysk i 1920. En bevidst danskificering er svær, da man i et demokrati næppe kan slippe afsted med at tvangsflytte danskere til det, der stadig formelt er et andet land. Det kan derimod måske lade sig gøre med subsidier, som endda kan sælges som et tiltag til ”yderligere integration af Øresundsregionen.” Et sådant subsidie kan også vise sig at være populært, da København er dyr og de fleste boliger indenfor middelklassens typiske budget alligevel ligger ganske langt fra centrum, eller fra folks arbejdsplads. Offentlige subsidier, enten fra staten eller kommunen – der alligevel er økonomisk uansvarlig – kan bidrage til en danskificering af Skåne, mens de på undergravende vis ligner noget helt andet.

Det andet ikke-militære alternativ er, at dansk indenrigspolitik og københavnsk kommunalpolitik bliver ved med at være så borgerfjendtlig og faktaresistent, at flere og flere danskere i hovedstadsregionen vælger at flytte til Skåne, hvilket kan bidrage til en utilsigtet danskificering. Fortsætter Stockholms politikere den nuværende linje, hvor mange skåninger har den ikke urigtige opfattelse, at de ikke høres og måske heller ikke betragtes som rigtige svenskere – de er mere irriterende, politisk ukorrekte og reguleringsskeptiske mennesker der insisterer på at tale elendigt svensk – kan den stockholmske indenrigspolitik bidrage til det samme fænomen. En danskificering af Skåne kan således ske som en lidt pudsig eksternalitet af inkompetent politik og permanente regeringsfejl på begge sider af sundet.

Et sidste element er, at man muligvis kan lade sig inspirere af Ruslands krav i Østeuropa. Russerne har været dygtige til at benytte sig af små, lokale grupper som en slags femte kolonne. I Skåne har man således organisationer som Snaphanerne, der flager med et lokalt flag og en gang om året graver en grøft ved regionens grænse til Sverige. Der bør således være mulighed for at bruge disse organisationer som nyttige idioter i en gradvis overtagelse. Ligeledes kan russernes insisteren på en åben rute gennem Polen / Litauen til landets isolerede Kaliningrad-enklave inspirere til et lignende, internationalt argument: Vi bliver nødt til at være garanterede en transportrute gennem Skåne fra Malmø til Ystad for at have permanent adgang til Bornholm, der ellers nægtes mange nødvendige danske ting. Når den streg er slået gennem Skåne, er yderligere russisk-inspirerede krav en naturlig følge.

Når vi går i gang med at tage Østdanmark tilbage, er der således en række måder at gøre det. En række af disse muligheder er ikke blot internationalt acceptable – flere lande inklusive Rusland, Kina og Israel har gjort lignende gentagne gange – men også sandsynligt effektive. Uanset hvilket syn man lægger på sagen kunne politisk ukorrekte, småanarkistiske svenskere, der udtaler ’r’ nede i bunden af halsen, nemt blive meget almindelige danskere med en mærkværdig dialekt. Ville et dansk Skåne da være meget anderledes end Sønderjylland? Lad os endelig komme i gang!

Havde Hayek og Friedman ret? En test på pressefrihed

Af Christian Bjørnskov, den 13. april 2016. 6 svar

Hayek-Friedman-Hypotesen (HFH) er blandt de mest omdiskuterede i politisk økonomi, om end ofte med et andet navn end HFH. Hypotesen handler basalt set om, at man ikke kan have stabilt demokrati uden at have en nogenlunde fri markedsøkonomi. Hayek dækkede den i sin ”The Road to Serfdom” fra 1944 og Friedmans version udkom som ”Capitalism and Freedom” i 1962. Siden da har hypotesen været kritiseret gentagne gange – ikke mindst fra den lille socialt liberale og dermed ikke-fascistiske venstrefløj, der sætter demokrati højt, men ikke bryder sig om økonomisk frihed.

Et af de mest vedholdende kritikpunkter mod HFH er, at hypotesen ikke er præcist formuleret. I særlig grad har kritikerne haft ret i, at særligt Hayek, men i en vis grad også Friedman, ikke helt fik beskrevet de mekanismer, hvorigennem indskrænkninger af befolkningens økonomiske frihed undergraver demokratiet. Jeg har derfor klattet et papir sammen, hvor jeg tester en måske mere præcis version af HFH.

Papiret hedder ”Hayek-Friedman in the Press: Is there an Association between Economic Freedom and Press Freedom?” Den grundlæggende idé er, at mange af Friedmands teoretiske argumenter – og en del andre – starter med at indgreb i den økonomiske frihed undergraver mediernes frihed. Ser man på udviklingen i mange lande, starter både demokratiseringer og det modsatte med ændringer i mediernes frihed. Og i paneldata over en 21-årig periode viser sammenhængen sig at være ganske stærk. Hayek og Friedman havde overordnet helt ret, men det demokratiske skred sker mere præcist, når kontrolentusiastiske politikere udbreder deres markedsstyring til en styring af den information, deres borgere må få.

Abstractet er nedenfor og den første version af papiret kan læses her:

The Hayek-Friedman Hypothesis states that economic freedom is a prerequisite for stable democracy. I test a variant of the hypothesis focusing on press freedom, which is arguably an important component of any democratic polity. Combining the Freedom House index of press freedom and the Heritage Foundation Index of Economic Freedom yields a large annual panel dataset between 1993 and 2011. Estimates show that improvements of economic freedom are associated with subsequent improvements of press freedom. The overall association is mainly driven by changes in market openness.

Zombieidéer: Eksport er godt, import er dårligt

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2016. 8 svar

I vores serie af zombieidéer er vi kommet til en af de mest hårdføre: Merkantilismens gamle idé om, at eksport er godt og import er dårligt. Idéen, der fra en nationaløkonomisk vinkel er aldeles idiotisk, lever derimod i bedste velgående blandt politikere og den bredere befolkning.

Problemet er, at appellen i dagens zombieidé er ret naturligt i en cigarkasse-økonomisk betragtning: Når man eksporterer, tjener man penge hjem fra udlandet, men når man importerer, giver man penge væk til udlandet. For enkeltvirksomheder er det også rigtigt, da deres mål er at tjene penge. For dem er import af råmaterialer, maskiner osv. fra andre lande omkostninger på samme måde som de er, hvis varerne købes nationalt. Eksport er indtægter fra at langt større marked end det nationale, og derfor vigtige for de knap 10 % af danske virksomheder, der rent faktisk eksporterer.

På nationalt plan gælder denne simplistiske logik dog ikke! Her er målet faktisk import, fordi vi importerer det, vi enten ikke selv har eller kan producere, eller det vi er relativt dårlige til at lave. I det lys gør eksport faktisk kun to ting: Den giver os indtægter i udenlandsk valuta som er nødvendige for at kunne betale for vores import, og den udsætter en del af vores virksomheder for international konkurrence, så de over tid tvinges til at levere billigere og bedre varer. På samme måde skaber import af mange varer et konkurrencepres på nationale virksomheder, som tvinger dem til at forbedre sig.

Dem, der ikke kan eller vil, bukker under, hvilket derefter ofte bliver portrætteret i medierne som jobskab pga. globaliseringen – det, den populistiske præsidentkandidat Ross Perot i USA kaldte ’the giant sucking sound’ fra handelen med Mexico. Det man politisk bekvemt glemmer, er de mange nye og mere produktive arbejdspladser, der skabes af de ressourcer og den købekraft, der ikke længere er bundet til dårlige / dyre danske varer.

På samme måde er der ikke rigtigt noget særligt værdifuldt i at have et overskud på handelsbalancen, eller bredere set på betalingsbalancens løbende poster. Hvis man tjener mere på eksport end man betaler for import, må den overskydende indtjening i fremmed valuta nødvendigvis placeres i udenlandske investeringer. De giver et afkast og repræsenterer også en værdi, der en gang i fremtiden kan betale for import, men ikke meget andet.

I en velfærdskontekst er eksport således ret ligegyldig, mens import er målet. Det eneste andet aspekt, man med rimelighed kan tilskrive eksport, er den effekt af konkurrenceudsættelse og teknologioverførsel, der er forbundet med den. Men mens det gælder for de 10 % der eksporterer, gælder det også for de mange flere, der er udsat for importkonkurrence. Det er i sidste instans vores import, der fremmer almindelige danskeres velfærd, mens vores eksport er nogle andres velfærdsgevinst. Der er ikke noget særligt ved eksport udover den import, vi får for den.