Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Hvor dårligt går det i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 24. maj 2016. 7 svar

Vi har flere gange skrevet om, hvor dårligt det går i Sydafrika (ikke godt), Brasilien (virkeligt dårligt) og Venezuela (katastrofalt). Et rimeligt spørgsmål er derfor, hvor dårligt det går i vores eget land? Spørgsmålet er ikke mindst interessant fordi regeringen påstår, at det går tydeligt fremad, som det f.eks. kan ses i Konvergensprogrammet for 2016.

Dagens mål for, hvor godt eller skidt det går i Danmark, er det private forbrug, målt i faster priser og sæsonkorrigeret. Figuren viser privatforbruget i 1000 kroner per person i Danmark hvert kvartal fra 1995 til og med 2015. Spørgsmålet til enhver læser, der ikke er politiker – eller måske er en af landets tre-fire ærlige af slagsen – om man kan se tydelige tegn på, at det går bedre? Finanskrisens impact er klar for enhver, men siden 2009 har privatforbruget fluktueret omkring samme niveau som det havde i 2004-5. Ethvert tilløb til en trend synes at være forårsaget af en vis genopretning af boligforbruget, og ikke resten. Det samme kan ses i de simple tal, hvor privatforbruget inklusive boliger er faldet med 4,5 % siden krisens start, mens faldet eksklusive boliger er 6,5 %.

dårligt i DK

Så hvad er der gået galt i Danmark, som ikke gik galt i f.eks. Sverige? I vores naboland er privatforbruget faktisk steget med omkring 8 % siden krisens start. Som jeg også har skrevet tidligere i bl.a. Børsen er min favoritforklaring Policy Uncertainty. Danske politikere har ikke blot øget reguleringsbyrden, men har også øget den fundamentale risiko, der kommer fra at det private erhvervsliv (og dele af den offentlige sektor) ganske enkelt ikke længere ved, hvad Folketinget kan finde på. Sagt med andre ord har landets politikere valgt at ignorere Regel Nr. 1 for Ordentlig Politik: Statens rolle er først og fremmest at undgå at stå i vejen for borgerne.

Hvem kan lide hvem i Europa – og hvorfor?

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2016. 1 svar

Jeg lagde fornylig et nyt papir ud i working paper-databasen SSRN. Papiret med titlen ”Who Likes Whom In Europe?” begyndte som lidt af en joke efter at en survey i januar af Lord Ashcroft havde inkluderet et spørgsmål om, hvor favorabelt et indtryk man har af folk i de 27 andre EU-medlemslande. Vi har tidligere skrevet om en anden del af surveyen (læs her) , men emnet var simpelthen et af den salgs, hvor folk tit tænker ”Nej hvor sjovt”. Og det var både morsomt og tankevækkende at se, hvem der kan lide hvem i Europa, og også se hvem der overordnet er mere populære end andre i landene. Som en samfundsvidenskabelig nørd kunne jeg dog ikke lade være med også at stille spørgsmål ”Hvorfor?”

Først og fremmest viser figuren nedenfor, hvilke befolkninger, der er relativt mere eller mindre populære i resten af Europa. Målet i figuren er hvor stor en andel af respondenterne i de andre EU-lande, der har et favorabelt syn på folk fra land X i forhold til hvor mange der har et favorabelt syn på de andre 26 lande. Det pudsige er, at cyprioterne i januar 2016 var den suverænt mindst afholdte befolkning, efterfulgt af slovernene og svenskerne. I den anden ende var esterne, litauerne og polakkerne de mest afholdte.

hvem kan lide hvem

Hvorfor befolkningen i land X synes om befolkningen i land Y viser sig at være en konsekvens af f.eks. hvor socialt globalisereret X er, hvor meget samhandel de to har, og hvor religiøst Y er. Det hele er enten, interessant, sjovt eller måske bare latterligt, alt efter ens temperament – men nogen skal jo lave forskningen! Hele papiret kan hentes på SSRN her; abstractet følger nedenfor:

This paper employs new survey evidence to ask why the populations in different European countries have more or less favourable views of each other. The paper applies a gravity equation framework and exploring the potential effects of 21 economic, social, political and linguistic variables, and separates the characteristics of ‘sender’ and ‘receiver’ countries. The findings suggest that a small subset is robustly significant determinants. Specifically, social globalization, bilateral trade, views on EU membership, religiosity, and geographical and linguistic distance predict how favourable populations are towards each other.

Simeon Djankov i Aarhus den 26.

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2016. Skriv et svar

Alle, der er interesserede i europæisk vækst og andre økonomiske forhold, bør kigge forbi Aarhus Universitet den 26. maj. Grunden er, at FACCA og Aarhus universitet får besøg af Simeon Djankov, en af de mest spændende økonomer de sidste år. Arrangementet med titlen ”Europe’s Growth Challenge” omfatter også tidligere finansminister Bjarne Corydon og professorerne Bo Sandeman Rasmussen og Philip Schröder. Dette hele løber af stablen klokken 16 i S-bygningen på Fuglesangs Alle og slutter klokken 19.Simeon_Djankov

For de sikkert mange læsere, der ikke kender til Djankov, er han pt. professor i nationaløkonomi på London School of Economics. Han er tidligere cheføkonom og vicepræsident for Verdensbanken, hvor han var med til at grundlægge Doing Business-projektet, tidligere finansminister i Bulgarien, han har også haft poster som rektor på New Economic School i Moskva (Ruslands Harvard) og bestyrelsesformand i EBRD.  Djankov har også publiceret sin forskning i American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Review of Economics and Statistics og adskillige andre toptidsskrifter.

Djankov holder også et Distinguished Speaker Seminar om fredagen fra 13-14 med titlen ”Two decades of research on the core of the market economy” ligesom vi får glæde af ham ved en lukket workshop fredag morgen. Det hele er resultatet af studenterinitiativ, ikke mindst fra Djankovs bulgarske landsmand Boris Georgiev, der er en af vores dygtigste PhD-studerende ved Aarhus Universitet. Så for alle interesserede er der (endnu) en grund til at kigge forbi Aarhus den 26!

Ny Adam Smith-dokumentar

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2016. Skriv et svar

Den fremragende Johan Norberg har sammen med Free to Choose TV forleden udsendt en ny TV-dokumentar om Adam Smiths liv og indflydelse (hattip: Emily Skarbek). De to dele handler henholdsvis om Smiths liv og arbejde, og hans indflydelse på moderne tænkning og forskning. Begge dele er forrygende formidlet, spændende og tankevækkende, og er stærkt anbefalet for både almindeligt interesserede og som tværfagligt emne for ikke-marxistiske lærere i gymnasiets samfundsfagsundervisning!

 

Tillid til mennesker og politikere

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2016. 6 svar

Der har de sidste par år været talt meget om danskernes lave tillid til politikere. Ser man på udviklingen i tillid til politikere i Danmark har den bestemt heller ikke være positiv for medlemmerne af Folketinget. Niveauet i 2014 var således på linje med niveauet omkring jordskredsvalget i 1973, og en enkelt undersøgelse pegede på, at danskerne har mere tillid til brugtbilssælgere end til politikere. Spørgsmålet der dog, præcist hvor lavt niveauet er, ikke mindst i forhold til andre europæiske lande.

Dét spørgsmål kan naturligvis besvares på en lang række måder, men som udgangspunkt er ’problemet’ at danskerne helt generelt har meget høj tillid til hinanden. Mit argument i dag er derfor, at tillid til politikere og andre grupper i samfundet må måles relativt til tilliden til andre mennesker mere generelt. Det kan i sig selv gøres forskelligt, men nedenfor bruger vi en bestemt approach: Hvor stor en andel af de adspurgte, har mindre tillid til politikere end til andre mennesker. Det kan lade sig gøre at måle fordi European Social Survey har stillet spørgsmål om tillid til andre mennesker generelt, men også til politikere, partier, politi og andre siden 2002. Figuren nedenfor er således baseret på svar fra godt 81.000 mennesker i 29 europæiske lande i 2012 og 2014.

Mistillid til politikere

Det bør ikke overraske nogen, at de to topscorere på mistillid til politikere er Spanien og Italien, hvor henholdsvis 83 og 80 procent har mindre tillid til medlemmer af parlamentet end til andre mennesker. Elendig økonomi, idiotisk politik og vedvarende korruptionsskandaler gør deres indlysende indhug i tilliden. Det særlige ved billedet er dog, at det viser at de næste pladser på dagens mistillidsbarometer holdes af Finland og Danmark, hvor tre ud af fire har mindre tillid til politikere end til andre.

De eneste lande, hvor målet er fifty-fifty – dvs. at tilliden er nogenlunde ens – er Schweiz og Albanien, men nok af meget forskellige grunde. Den generelle tillid er meget lav i Albanien – 3,0 på en 0-10-skala – mens Schweiz udmærker sig ved et anderledes demokratisk system. De to eksempler peger dog også på det særlige i Finland og Danmark: De er de to mest tillidsfulde lande generelt i undersøgelsen med scorer på 6,9 (Danmark) og 6,7 (Finland, ligesom i Norge), men tilliden udbredes tydeligvis ikke til politikere. I gennemsnit placerer vi således politikere to point lavere end dem, vi opfatter som andre mennesker. Med andre ord peger denne type sammenligning på, at danskerne ikke blot har lav tillid til politikere i forhold til hvad vi engang havde, men også har lav relativ tillid til politikere i forhold til næsten alle andre europæiske lande.

Mistilliden er der således tydeligvis, og bliver beklaget ofte og højlydt af politikere og en række kommentatorer. Det opfølgende spørgsmål, når man har dokumenteret status, er dog om det overhovedet er en dårlig tilstand. Med andre ord, burde vi have tillid til vores politikere, og er der overhovedet gode konsekvenser af at have høj politisk tillid? Min holdning er et nej – det er godt for demokratiet, at vi ikke har tillid til folkevalgte med så forsvindende integritet og kompetence som dem, vi pt. har siddende på Slotsholmen, og det har sandsynligvis endda gode konsekvenser, at vi ikke stoler på dem (læs videre her; ungated her).

For 71 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2016. Skriv et svar

C._A._Pedersen__1945_natmus

Tillid og lykke hos danskere og andre

Af Christian Bjørnskov, den 2. maj 2016. Skriv et svar

Som nogle af læserne allerede ved, er der en fortsat diskussion i tillidsforskning om hvorvidt social tillid er et stabilt, kulturelt fænomen eller en mere direkte erfaringsbaseret ting. Diskussionen er ikke blot principielt eller akademisk vigtig, men har også relevans for hvordan man tænker politik. Kan man fra politisk side ændre folks tillid, er mange af de gavnlige konsekvenser af tillid – lav korruption, højere vækst osv. – opnåelige hvis de politiske incitamenter er til det. Hvis man ikke kan, indebærer det omvendt, at der er udviklingsveje, der sandsynligvis er lukkede for mange nationer.

Det er ingen hemmelighed at jeg personligt hører til i den kulturelle lejr, men dygtige kolleger som Peter Thisted Dinesen, som jeg har stor respekt for, læser evidensen anderledes. Emnet for denne post er derfor, hvordan det billede som vi diskuterer, faktisk ser ud. De to figurer nedenfor illustrere det ved at vise gennemsnittene for social tillid (dvs. tillid til folk, man ikke kender) og folks lykke (dvs. hvor tilfredse de selv synes, de er med deres liv), fordelt på tre grupper: 1) Indbyggere i Danmark med danske forældre, 2) indbyggere i Danmark med en eller begge forældre fra et andet Nordeuropæisk land (Norden, Holland, Tyskland, Storbritannien), og 3) indbyggere med mindst en forælder fra et land udenfor Nordeuropa.

Det er først og fremmest nemt at se, at tillidsniveauet er helt ens på 6,9 (på en 0-10-skala) for folk med danske og nordeuropæiske forældre, så længe de bor her og formodentlig for de flestes vedkommende opvokset her. Til gengæld ligger niveauet for dem med ikke-nordlige forældre på 6,1, og dermed meget markant og statistisk signifikant lavere. Strukturen i de samme gruppers lykke er derimod lidt anderledes med ’danske’ danskeres lykke på 8,51, de nordliges på 8,37 og de ikke-nordliges på 8,00. Problemet er nu, hvordan man tolker det.

Det er her, forskerne kan være uenige. Det er evident, at dem med ikke-nordeuropæiske forældre har slæbt mistillid med fra deres forældres opvækst og erfaringer i hjemlandet, men hvordan fortolker man at de andre med ikke-danske forældre har samme tillid som danskerne? Her kan man frit vælge forestillingen om, at de ’nye’ danskere har lært at man kan have tillid til de fleste – altså at tillid kan ændre sig med erfaringen. Men man kan lige så godt vælge fortolkningen, at de nordeuropæere, der enten fandt en dansk partner eller valgte at flytte til Danmark, i forvejen havde højere tillid og dermed kunne finde sig nemmere til rette i en skandinavisk kultur. Vi kan dermed ikke sige noget præcist om, hvorvidt billedet skyldes læring eller selektion, kun at der er definerbare grupper, der ikke lærer tilliden. På den måde kan forskere blive ved med at være uenige om ganske vigtige spørgsmål.

tillid dk danskere og andrelykke dk danskere og andre

Zombieidéer: Samfundet kan jo betale

Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2016. 8 svar

I vores serie af zombieidéer er vi kommet til en af de idéer, der både er mest indlysende forkert, og bliver brugt oftest i politiske (og personlige) diskussioner: Idéen om, at samfundet eller staten kan betale for forhold. På et overfladisk plan beror zombieidéen ofte på en forestilling om, at staten på en eller anden måde har egne midler, mens den i mange andre politiske diskussioner ganske enkelt er udtryk for en ekstrem grad af enten inkompetence eller intellektuel dovenskab og bevidst vildledning.

Argumentet er almindeligt kendt: Nogen vil gerne have adgang til en eller anden form for privat service og synes enten, der har en form for moralsk krav på den, eller gør som om. De ved godt, at den pågældende service ikke er helt gratis, men mener heller ikke at de ’bør’ betale den fulde pris for den. Påstanden bliver derefter, at det er noget samfundet / staten skal betale for dem.

Der er to måder, man kan forstå argumentet på uden at være inkompetent. Den ene er hvis man er kommunist. I det tilfælde er ens ideologiske udgangspunkt, at borgerne alligevel ikke har ejendomsret og at staten ejer alt. Det indebærer naturligvis, at staten logisk kan betale for ens service, og fra en ideologisk vinkel måske endda bør. Men en kommunistisk logik indebærer også, at alle vil have incitament til at få så meget som muligt fra ’staten’, da alle har krav og ingen har egentlige markedsøkonomiske forpligtelser. På den måde bliver det meste efterspørgsel i et kommunistisk samfund til rent-seeking uden incitament til værdiskabelse.

Den anden måde, argumentet kan føres i en konsistent logik, er hvis man faktisk godt er klar over, at staten ikke har egne midler, men er ligeglad. Det gør det til et helt almindeligt rent-seeking-argument, hvor man forsøger at få en overførsel, og helst på bekostning af en ansigtsløs, anden gruppe. Denne version hviler på, at folk faktisk har indset den centrale pointe: Staten har ingen midler selv, men kun dem, den kan vriste fra de individuelle borgere i form af skatter, afgifter og overpriser for monopolydelser. Argumenterer man således for, at man har en form for krav på en ydelse, er det således en påstand om et krav på andre menneskers midler.

Enhver påstand om, at ’samfundet’ da kan betale for X, er således en påstand om at andre mennesker – og helst nogen, man ikke lige kender – skal tvinges til at betale for X. Medmindre der er en meget tydelig eksternalitet forbundet med X, eller X er et indiskutabelt offentligt gode som forsvar og retsvæsen, er zombieidéen således en form for retfærdiggørelse af tyveri. Den vil bare ikke dø, for det er så nemt at argumentere, og at give efter for den type argument er så effektiv en måde at købe stemmer på. Og ve den, der offentligt mener, at folk da må betale for deres egne busbilletter og operationer mod flyvører.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden i dag

Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2016. Skriv et svar

Som mange læsere vil vide, holder vi meget af det svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt. Det nye nummer er kommet på gaden her til morgen, og kan læses i sin helhed her. Lederen i denne måned er skrevet af Helena Svaleryd, som diskuterer rentefradrag – en diskussion, der også er aktuel i Danmark – og første artikel er Carl Hamilton, der skriver om, hvorvidt globaliseringen er på retræte, og hvorfor vi skal være bekymrede for udviklingen. Andre artikler på min læseliste er bl.a. af Lars Hultkrantz, der skriver om svenske kommuner, at deres ”ekonomiska styrning tenderar snarare att uppmuntra till kortsiktighet, stuprörstänkande och ointresse för effektutvärderingar.” Genkendeligheden er nedslående. Som altid er hele tidsskriftet stærkt anbefalet.

I Stratford for 400 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 23. april 2016. Skriv et svar

For 400 år siden, i engelske Stratford, sov et af verdenshistoriens store genier ind. William Shakespeare var født i byen i 1564, men satte sit aftryk på den vestlige verdens litteratur, teater og selvopfattelse i sine år i London. Her opførtes fra først i 1590erne en perlerække af den vestlige kulturs største skuespil: Hamlet, Macbeth, Romeo og Julie, En Skærsommernatsdrøm, Henry V… Andre dødelige vill give en arm og sælge deres bedstemor for at have skrevet blot ét af dem, men af Shakespeares 37 kendte skuespil, er omtrent halvdelen indiskutable mesterværker.

I dag påstår mange, at uden den statslige kulturstøtte til forfattere og kunstnere – som statslige udvalg mener er særligt værdige – ville danskerne ikke bare blive kulturelt fattigere, men også dummere og dårligere mennesker. Men for 400 år siden fik William Shakespeare ingen  kunstnerstøtte eller anden offentlig bistand. Nok var Dronning Elizabeth en fan, men Shakespeare skrev for et betalende publikum. Var befolkningen i London omkring 1600 da mere kulturelt nysgerrig, åbensindet og dybsindig end vi er? Det var de næppe, men de havde forfattere som Shakespeare – og Marlowe, Johnson og andre – som ikke undervurderede dem, og heller ikke skrev for at et snævert, selvdefineret åndsaristokrati kunne hylde deres eksklusivitet. I en tid, hvor det engelske monarkis magt var næsten uindskrænket, gjorde de grin med høj og lav, og skrev til alle. Måske døde manden for 400 år siden, men hans værker hjælper med at holde vi andre i live. Hvis læserne er i tvivl, kan de gøre som mig: Gå i krig med Henry, more sig med Puk, eller forelske sig igen i Julie og Viola.

Hvor dårligt går det i Brasilien? 2. ombæring

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2016. 1 svar

I marts skrev om, hvor dårligt det faktisk går med Brasiliens økonomi. Sidste år skrumpede økonomien med 3½ procent, og i året hvor landet skal afholde OL, er forsigtige forecasts at økonomien skrumper yderligere 4 procent. Det er dog ikke de eneste problemer, brasilianerne har. Landets dybt korrumperede politiske elite er i krise, som Niels snart vil skrive mere om her på stedet. De danske medier har endda fået øjnene op for problemernes omfang, og DR2 Dagen bragte et længere indslag i går med Mads Damgaard fra KU og undertegnede, som kan ses her.

De underliggende problemer er dog mindre omtalte, så her er to klare eksempler i figuren nedenfor. Den røde linje er Freedom Houses årlige vurdering af pressefrihed (omskaleret så 100 e perfekt og 0 er Nordkorea), mens den blå linje er the Heritage Foundations ligeledes årlige Index of Economic Freedom. De to kurver illustrerer det, mange analytikere efterhånden ser som det altoverskyggende problem i Brasilien. Staten ikke blot fylder mere rent størrelsesmæssigt – og Rousseffs problemer med at skjule et stort underskud er blot en del af det – men regulerer også i stigende grad. Det forbløffende er, at man både kan se det i den økonomiske frihed – hvor lette de offentlige reguleringer er, hvor stærkt retsvæsenet står og hvor åbent landet er for resten af verden – men også i det omfang, staten regulerer og kontrollerer medierne. Med risiko for at gentage, hvad mange andre har sagt: Brasiliens problem er ikke mangel på styring, men styringen i sig selv. Det er tid til at den brasilianske stat holder op med at stå i vejen for almindelige borgere, og at landets politikere taget erfaringerne i Chile, Panama, Peru og Uruguay alvorligt. Når de har gjort det, kunne danske politikere eventuelt tage erfaringerne lige så alvorligt.

Brasilien pres øk frihed

Hvordan tager vi Skåne tilbage?

Af Christian Bjørnskov, den 15. april 2016. 5 svar

Op til weekenden må man gerne stille spørgsmål med et glimt i øjet. Det gør vi i dag med det lidt specielle spørgsmål i titlen: Hvordan tager vi som danskere Skåne tilbage fra Sverige, som i 1658 erobrede de østdanske provinser?

Før vi begiver os ud i denne diskussion, må man dog først spørge, om det er en god idé: Er Skåne virkelig besværet værd? Et umiddelbart svar er ja. Skåne står for cirka 11 procent af Sveriges økonomi og er blandt de bedre stillede regioner. Regionalproduktet per indbygger er 85 % af det svenske gennemsnit – Stockholms niveau er 140 % – og per fuldtidsansat er tallet 91 %. Regionen er dermed aldeles gennemsnitlig for Sverige udenfor hovedstaden og således på ingen måde økonomisk tilbagestående for resten af det historiske Danmark.

Regionen ligner også den anden side af sundet mere på den måde, at der er relativt færre store foretagender i Skåne og landbrugsjorden er langt mere frugtbar end i resten af Sverige. Landbruget har heller ikke været udsat for politisk idioti på samme plan som i Vestdanmark, så med et Skåne indlemmet i kongeriget kunne man måske endda bage brød med dansk mel igen. Frugtbarheden i det, der engang var Østdanmark, er dog også baggrunden for talemåden (på engelsk) You can have the People but not the Land. Med andre ord er skåningerne selv ikke så vigtige for mange svenskere udover det, de leverer af nationalprodukt til Sverige.

Har man først etableret, at en tilbageføring af Skåne er en god idé, må valget til enhver tid stå mellem to fundamentale approaches: 1) Enten en egentlig erobringskrig mod Sverige, der nok bliver nødt til at føres som en Blitzkrieg – et stort overraskelsesangreb i stedet for en pinlig udmattelseskrig; eller 2) En mere snigende danskificering, så Skåne pludseligt en dag kan stemme demokratisk for igen at slutte sig til kongeriget på den anden side af Øresund.

Skal Skåne vristes fra Victorias manikurerede hænder tilbage til den folkelige Frederik, er en krig næppe en begavet løsning. Nok bruger begge lande omtrent 1,2 procent af BNP på militæret, men da Sveriges økonomi er rundt regnet 65 procent større end den danske, er deres militære styrker også anderledes slagkraftige. Svenskerne ’lider’ i denne sammenhæng heller ikke under, at større dele af deres personel og materiel er bundet i internationale aktioner. En russisk- eller irakisk-inspireret angrebskrig, hvor politisk populær den end kunne blive, er dermed reelt ikke en mulighed.

Måden at gøre det på, må derfor være mere snigende. Indenfor denne overordnede tilgang kan en danskificering af Skåne fundamentalt ske på to måder. Den første er, at man helt bevidst kan forsøge at flytte danskere til regionen for langsomt at ændre på befolkningens sammensætning. Det var basalt set det, Tyskland gjorde i Slesvig fra 1890erne og frem, hvilket forvandlede Flensborg fra en helt overvejende dansk by til et sted, hvor tre fjerdele stemte tysk i 1920. En bevidst danskificering er svær, da man i et demokrati næppe kan slippe afsted med at tvangsflytte danskere til det, der stadig formelt er et andet land. Det kan derimod måske lade sig gøre med subsidier, som endda kan sælges som et tiltag til ”yderligere integration af Øresundsregionen.” Et sådant subsidie kan også vise sig at være populært, da København er dyr og de fleste boliger indenfor middelklassens typiske budget alligevel ligger ganske langt fra centrum, eller fra folks arbejdsplads. Offentlige subsidier, enten fra staten eller kommunen – der alligevel er økonomisk uansvarlig – kan bidrage til en danskificering af Skåne, mens de på undergravende vis ligner noget helt andet.

Det andet ikke-militære alternativ er, at dansk indenrigspolitik og københavnsk kommunalpolitik bliver ved med at være så borgerfjendtlig og faktaresistent, at flere og flere danskere i hovedstadsregionen vælger at flytte til Skåne, hvilket kan bidrage til en utilsigtet danskificering. Fortsætter Stockholms politikere den nuværende linje, hvor mange skåninger har den ikke urigtige opfattelse, at de ikke høres og måske heller ikke betragtes som rigtige svenskere – de er mere irriterende, politisk ukorrekte og reguleringsskeptiske mennesker der insisterer på at tale elendigt svensk – kan den stockholmske indenrigspolitik bidrage til det samme fænomen. En danskificering af Skåne kan således ske som en lidt pudsig eksternalitet af inkompetent politik og permanente regeringsfejl på begge sider af sundet.

Et sidste element er, at man muligvis kan lade sig inspirere af Ruslands krav i Østeuropa. Russerne har været dygtige til at benytte sig af små, lokale grupper som en slags femte kolonne. I Skåne har man således organisationer som Snaphanerne, der flager med et lokalt flag og en gang om året graver en grøft ved regionens grænse til Sverige. Der bør således være mulighed for at bruge disse organisationer som nyttige idioter i en gradvis overtagelse. Ligeledes kan russernes insisteren på en åben rute gennem Polen / Litauen til landets isolerede Kaliningrad-enklave inspirere til et lignende, internationalt argument: Vi bliver nødt til at være garanterede en transportrute gennem Skåne fra Malmø til Ystad for at have permanent adgang til Bornholm, der ellers nægtes mange nødvendige danske ting. Når den streg er slået gennem Skåne, er yderligere russisk-inspirerede krav en naturlig følge.

Når vi går i gang med at tage Østdanmark tilbage, er der således en række måder at gøre det. En række af disse muligheder er ikke blot internationalt acceptable – flere lande inklusive Rusland, Kina og Israel har gjort lignende gentagne gange – men også sandsynligt effektive. Uanset hvilket syn man lægger på sagen kunne politisk ukorrekte, småanarkistiske svenskere, der udtaler ’r’ nede i bunden af halsen, nemt blive meget almindelige danskere med en mærkværdig dialekt. Ville et dansk Skåne da være meget anderledes end Sønderjylland? Lad os endelig komme i gang!

Havde Hayek og Friedman ret? En test på pressefrihed

Af Christian Bjørnskov, den 13. april 2016. 6 svar

Hayek-Friedman-Hypotesen (HFH) er blandt de mest omdiskuterede i politisk økonomi, om end ofte med et andet navn end HFH. Hypotesen handler basalt set om, at man ikke kan have stabilt demokrati uden at have en nogenlunde fri markedsøkonomi. Hayek dækkede den i sin ”The Road to Serfdom” fra 1944 og Friedmans version udkom som ”Capitalism and Freedom” i 1962. Siden da har hypotesen været kritiseret gentagne gange – ikke mindst fra den lille socialt liberale og dermed ikke-fascistiske venstrefløj, der sætter demokrati højt, men ikke bryder sig om økonomisk frihed.

Et af de mest vedholdende kritikpunkter mod HFH er, at hypotesen ikke er præcist formuleret. I særlig grad har kritikerne haft ret i, at særligt Hayek, men i en vis grad også Friedman, ikke helt fik beskrevet de mekanismer, hvorigennem indskrænkninger af befolkningens økonomiske frihed undergraver demokratiet. Jeg har derfor klattet et papir sammen, hvor jeg tester en måske mere præcis version af HFH.

Papiret hedder ”Hayek-Friedman in the Press: Is there an Association between Economic Freedom and Press Freedom?” Den grundlæggende idé er, at mange af Friedmands teoretiske argumenter – og en del andre – starter med at indgreb i den økonomiske frihed undergraver mediernes frihed. Ser man på udviklingen i mange lande, starter både demokratiseringer og det modsatte med ændringer i mediernes frihed. Og i paneldata over en 21-årig periode viser sammenhængen sig at være ganske stærk. Hayek og Friedman havde overordnet helt ret, men det demokratiske skred sker mere præcist, når kontrolentusiastiske politikere udbreder deres markedsstyring til en styring af den information, deres borgere må få.

Abstractet er nedenfor og den første version af papiret kan læses her:

The Hayek-Friedman Hypothesis states that economic freedom is a prerequisite for stable democracy. I test a variant of the hypothesis focusing on press freedom, which is arguably an important component of any democratic polity. Combining the Freedom House index of press freedom and the Heritage Foundation Index of Economic Freedom yields a large annual panel dataset between 1993 and 2011. Estimates show that improvements of economic freedom are associated with subsequent improvements of press freedom. The overall association is mainly driven by changes in market openness.

Zombieidéer: Eksport er godt, import er dårligt

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2016. 8 svar

I vores serie af zombieidéer er vi kommet til en af de mest hårdføre: Merkantilismens gamle idé om, at eksport er godt og import er dårligt. Idéen, der fra en nationaløkonomisk vinkel er aldeles idiotisk, lever derimod i bedste velgående blandt politikere og den bredere befolkning.

Problemet er, at appellen i dagens zombieidé er ret naturligt i en cigarkasse-økonomisk betragtning: Når man eksporterer, tjener man penge hjem fra udlandet, men når man importerer, giver man penge væk til udlandet. For enkeltvirksomheder er det også rigtigt, da deres mål er at tjene penge. For dem er import af råmaterialer, maskiner osv. fra andre lande omkostninger på samme måde som de er, hvis varerne købes nationalt. Eksport er indtægter fra at langt større marked end det nationale, og derfor vigtige for de knap 10 % af danske virksomheder, der rent faktisk eksporterer.

På nationalt plan gælder denne simplistiske logik dog ikke! Her er målet faktisk import, fordi vi importerer det, vi enten ikke selv har eller kan producere, eller det vi er relativt dårlige til at lave. I det lys gør eksport faktisk kun to ting: Den giver os indtægter i udenlandsk valuta som er nødvendige for at kunne betale for vores import, og den udsætter en del af vores virksomheder for international konkurrence, så de over tid tvinges til at levere billigere og bedre varer. På samme måde skaber import af mange varer et konkurrencepres på nationale virksomheder, som tvinger dem til at forbedre sig.

Dem, der ikke kan eller vil, bukker under, hvilket derefter ofte bliver portrætteret i medierne som jobskab pga. globaliseringen – det, den populistiske præsidentkandidat Ross Perot i USA kaldte ’the giant sucking sound’ fra handelen med Mexico. Det man politisk bekvemt glemmer, er de mange nye og mere produktive arbejdspladser, der skabes af de ressourcer og den købekraft, der ikke længere er bundet til dårlige / dyre danske varer.

På samme måde er der ikke rigtigt noget særligt værdifuldt i at have et overskud på handelsbalancen, eller bredere set på betalingsbalancens løbende poster. Hvis man tjener mere på eksport end man betaler for import, må den overskydende indtjening i fremmed valuta nødvendigvis placeres i udenlandske investeringer. De giver et afkast og repræsenterer også en værdi, der en gang i fremtiden kan betale for import, men ikke meget andet.

I en velfærdskontekst er eksport således ret ligegyldig, mens import er målet. Det eneste andet aspekt, man med rimelighed kan tilskrive eksport, er den effekt af konkurrenceudsættelse og teknologioverførsel, der er forbundet med den. Men mens det gælder for de 10 % der eksporterer, gælder det også for de mange flere, der er udsat for importkonkurrence. Det er i sidste instans vores import, der fremmer almindelige danskeres velfærd, mens vores eksport er nogle andres velfærdsgevinst. Der er ikke noget særligt ved eksport udover den import, vi får for den.

Ugens tip: Samfundsvidenskabelige podcasts

Af Christian Bjørnskov, den 5. april 2016. Skriv et svar

En af de mest interessante udviklinger i de senere år er fænomenet podcasts. I særlig grad er det både sjovt og informativt at se, hvordan både formidlingen af samfundsvidenskabelig forskning og ordentligt informeret debat har ændret sig. Der er stadig ikke sket meget på området i Danmark, men andre steder er podcasts så småt ved at ændre medielandskabet. Så dagens tip er til tre fremragende økonomiske / samfundsvidenskabelige podcasts.

Taler man om emnet, er der ingen vej udenom den absolut fantastiske EconTalk. Russ Roberts, der er tilknyttet den prestigiøse Hoover Institution ved Stanford University og også skriver på Cafe Hayek, startede podcasten for år tilbage og har lavet over 500 af dem. Mange er med Nobelpristagere og andre fremtrædende forskere, som Roberts ofte er uenig med. Det særlige, som praktisk taget alle fremhæver, er hans evne til at være venlig og civiliseret overfor alle hans gæster, uanset hvor store deres uenigheder er. Et par glimrende relativt nye podcasts er hans interview med Bent Flyvbjerg om megaprojekter, David Skarbek om fængselsbander, og Luigi Zingales om den finansielle sektor.

En anden podcast, der er værd at høre, er Economics Rockstar, som køres af Frank Conway. Conway havde fornylig Peter Leeson inde for at fortælle om sit arbejde med piratøkonomi, og særligt om bogen The Invisible Hook. En anden interessant episode har fornylig været med Diane Coyle og hendes arbejde omkring BNP-måling og alternativerne.

Sidst skal det med, at Instituttet för Näringslivsforskning – IFN hvor jeg er affilieret, har en fin podcast for dem der forstår svensk. Min ven Andreas Bergh har tidligere været med for at diskutere velfærdsstatens dynamik, ligesom IFN også har haft besøg af Diane Coyle.

Der er således masser af mulighed for tankevækkende underholdning og information for vores læsere, ligesom der kan ligge en række muligheder for tværfaglige (engelsk og samfundsfag) projekter for gymnasierne i podcast-universet. God fornøjelse!

Om at lægge humlebien i graven

Af Christian Bjørnskov, den 3. april 2016. Skriv et svar

I den forgangne uge har jeg – som mange læsere sikkert ved – deltaget i den årlige konference i the European Public Choice Society. Konferencen naturligvis også er en anledning til at hygge sig og møde (efterhånden) gamle venner, og at netværke, holde sig opdateret med hvor forskningsfrontn er på vej hen, og at diskutere nye forskningsprojekter. Men den er først og fremmest et forum, hvor man selv præsenterer sin egen nye forskning. Mit EPCS-bidrag i år var ” Burying the bumblebee once and for all: Does big government hurt growth less in high-trust countries?” som er skrevet sammen med min ven og IFN-kollega Andres Bergh.

Humlebi-hypotesen er den populære ide om, at en høj grad af tillid ’beskytter’ de skandinaviske velfærdsstater mod negative effekter af den offentlige sektors størrelse. Hypotesen, der ser ud til at have fået sit navn hos IMF – den første internationalt publicerede version kan findes i ” Sweden’s Welfare State: Can the Bumblebee Keep Flying?” fra 2003 – siger basalt set, at mens et stort offentligt forbrug fører til lavere vækst og investeringsrater, sker disse problemer ikke i Skandinavien, og brede set i lande med særligt høje tillidsniveauer. Flere af mine kolleger, blandt andet Torben M. Andersen og Gert Tinggaard Svendsen (f.eks. her) har argumenteret for forskellige versioner af humlebi-hypotesen.

Andreas og jeg tester i vores EPCS-papir den grundlæggende idé bag humlebie-hypotesen ved at estimere effekterne af at have et stort offentligt forbrug. Vi gør det i et panel af 66 lande, der enten er vestlige eller har demokratiske forfatninger og lignende politiske institutioner. Hovedpointen er, at vi tillader effekten af det offentliges størrelse at variere med, hvor højt tillidsniveauet er. Hvis hypotesen er korrekt, burde vi finde helt generelt at den negative effekt på vækst og investeringer af den offentlige sektor er større jo mindre tilliden er. Effekten skal med andre ord være systematisk heterogen i tillidsniveauet.

Problemet for hypotesens tilhængere er, at heterogeniteten i effekten på vækst viser sig at være spuriøs – når vi ser bort fra de lande, hvor vi slet ikke er sikre på, hvor højt tillidsniveauet er, finder vi at et stort offentligt forbrug er lige så slemt i højtillidslande som i lavtillidslande. Når vi derimod fokuserer på investeringsraten kan vi tydeligt og robust se, at en større offentlig sektor fører lavere private investeringer, og effekten er meget større i lande med høj tillid.

Med andre ord finder Andres og jeg, at der mere er evidens for en omvendt humlebi-effekt: Den offentlige sektors størrelse er mere destruktiv for langsigtet vækst i lande med høj tillid end i de sydligere lavtillidslande. Præcist hvad der går så galt i f.eks. de skandinaviske velfærdsstater kan vi ikke sige noget klart om. Men at noget går mere galt end i andre lande er overraskende tydeligt i vores papir. Det er tid til at droppe ideen om, at noget i nordisk tillidskultur gør, at vores velfærdsstat er en ’gratis frokost’.

For de interesserede kan abstractet findes nedenunder, mens en working paper-version er tilgængelig hos IFN.

Abstract: High levels of social trust has been linked to both public sector size and long term economic growth, thereby helping to explain how some countries are able to combine high taxes and relatively high levels of economic growth. This paper examines if social trust as a background factor also insulates countries against negative effects of public sector size on growth, as government size and growth are found to be negatively associated in several recent studies. We note that the effect is theoretically ambiguous. In panel data from 66 countries across 40 years, we find little robust evidence of insulating effects. Instead we find robust evidence that high trust aggravates the crowding out effects of public sector size on private investments.

Aiming for Denmark, drifting to Greece?

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2016. Skriv et svar

The US primaries are in full swing and as part of the discussions surrounding Bernie Sanders and Hilary Clinton is the Democratic fascination with the region of the world I call home: Scandinavia. In particular, both Sanders and Clinton as well as the influential Huffington Post occasionally argue that the US ought to develop in the direction of the Scandinavian welfare states. As a socialist, Sanders apparently believes that the success of Denmark and Sweden provide evidence that democratic socialism can work, Many other Democrats also ascribe the particular Danish happiness to the welfare state.

The image of Scandinavian welfare states that is being propagated by the US media and Democratic candidates in particular is one of societies with high and strongly progressive taxes that funds free healthcare and education, public redistribution and substantial regulation of and government involvement in the economy. The main problem is that the story told of Denmark in the US presidential campaigns and in most US media is a myth. My co-blogger and fellow economist Otto Brøns-Petersen wrote about it sometime ago in a post that eventually became a Cato Institute Economic Development Bulletin. More recently, University of Chicago economist Luigi Zingales voiced similar concerns in Washington Post.

Part of the myth derives from the fact that Denmark and Sweden are schizophrenic societies in the sense that the public sectors are very large – the total Danish tax burden in 2015 was above 50 % of GDP and the parliament still didn’t manage to balance the budget – but large parts of the other half of the economy is extremely capitalist. According to both the Heritage Foundation and the Vancouver-based Fraser Institute, the Danish private sector is significantly less regulated than in the US. As Andreas Bergh of Lund University in Sweden emphasizes in his illuminating book about The Capitalist Welfare State, the relative success of his country rests on continual reforms of the welfare state in which both leftist and right-leaning Swedish governments have liberalized business regulations and the tax system and introduced private healthcare, a voucher system in the educational sector, and reduced the bureaucratic burden on the private sector.

Deregulation, liberalization and in general more capitalist policies and economic freedom than in the US have been preconditions for being able to maintain a large welfare state in Scandinavia: Having a welfare state of a Scandinavian size requires a very productive private sector in order to be able to fund it. Building and maintaining a large welfare state with a regulatory burden and the rule of law as in Italy or Spain – which is what Sanders’s proposals seem to imply – is the recipe for disaster. Plenty of research in recent years has documented how poor judicial and regulatory institutions and policies undermine productivity such that high taxes – in themselves a problem for a dynamic economy – are unlikely to be sufficient to fund welfare policies anywhere near as generous as in Scandinavia.

However, recent research also suggests that a particular culture is necessary in order to be able to maintain and fund a welfare state. In joint research with Andreas Bergh (Lund University) and Gert Tinggaard-Svendsen (Aarhus University), I show that the Nordic trust culture is a main factor in explaining the continued existence of the particularly expansive welfare state developed in that region. Without a high degree of trust in other people, a large welfare state is most probably heading for financial ruin.

The trust literature suggests two main reasons. First, in order to have a large welfare state that doles out unemployment benefits, educational support and dog support for the homeless, it needs a large bureaucracy. Similarly, having free health care with public hospitals and closely regulated prices requires a regulatory apparatus with a bureaucracy. The problem here is that if the public bureaucracy is not very efficient, free of corruption or not subject discretionary political interference, it is going to be extremely expensive. At a global level, one must therefore ask which countries have such Weberian bureaucracies that can handle the paperwork of a welfare state without absurd costs. A US version of this question is what might happen if organizations such as the IRS or the Department of Motor Vehicles suddenly expanded in size, scope and political attention.

The second reason is that ordinary citizens will need to be willing to pay for the welfare state. It is entirely possible that some politicians are able to convince voters that the welfare benefits are going to be paid by ‘the rich’ or that magic social effects will imply that the welfare state funds itself. But when the actual expenses are to be funded, the necessary tax increase has to be paid by a large share of society, which will include the middle class. To maintain a Scandinavian welfare state therefore also requires that the middle class is somehow willing to pay the full price for large, universal transfers and public goods to strangers. And they do not only have to be willing to impose a heavy tax burden on other people, but also be willing to pay themselves. In other words, there can be very little tax evasion in a Scandinavian-style welfare state.

From a literature on social trust that stretches almost 20 years back to Stephen Knack and Philip Keefer’s seminal 1997 study, it is known that the necessary requirements for a large, universal welfare state to hold, a high-trust culture is needed. Tax evasion, being willing to extend public services and help to strangers, limiting corruption and bureaucratic inefficiency, and maintaining a reasonably dynamic private sector are all associated with higher social trust. Try to implement a Danish welfare state in a society with low trust levels, and you get Greece or Southern Italy instead. In Bernie Sanders home state of Vermont, the attempt failed with the voters. Why does anyone expect that it will succeed in a country consisting of as many Mississippis and Louisianas as Vermonts and Minnesotas?

Hvor dårligt går det i Brasilien?

Af Christian Bjørnskov, den 27. marts 2016. Skriv et svar

Senere i år er Brasilien vært for OL i Rio de Janeiro, men indtil videre kæmper landet med sine egne problemer. Efter at have været hypet i årevis som B’et i BRICS-landene – de fem lande, der efter sigende voksede bemærkelsesværdigt og var de nye økonomiske magter – er den brasilianske økonomi nu i tydelig recession. Men hvor dårligt går det faktisk i Brasilien for tiden?

Allerførst må man naturligvis se på de rent økonomiske indikatorer. Væksten i det reale BNP – dvs. udviklingen i folks faktiske købekraft – var praktisk taget nul i 2014, BNP faldt over tre procent sidste år, og et forsigtigt IMF-forecast for 2016 er, at Brasiliens økonomi kommer til at skrumpe omkring fire procent. Med et købekraftskorrigeret BNP på 15.800 USD (flg. CIA’s World Factbook, eller 14.400 i Verdensbankens mål) er landet endda meget gennemsnitligt og på ingen måde en særlig succeshistorie. Til sammenligning er Costa Rica, som ingen taler om, næsten præcist lige så rigt, mens Mexico, Panama og Uruguay er omtrent en tredjedel rigere, og folk i Chile er omkring 50 procent rigere end brasilianerne. Udviklingen i Brasilien er tydelig i figuren nedenfor. Og før nogen begynder at klage over, at det bare er de rige chilenere, der kører showet, er det værd at bemærke, at der praktisk taget ingen forskel er på indkomstuligheden i de to lande. Om noget ser det ud til, at selvom Chile omfordeler lidt mindre, har det også mindre ulighed i bruttofordelingen. Brasiliens inflation, der er på den anden side af 10 procent, hjælper heller ikke ligefrem de fattigste.

bra chl 00 til 16

Ser man nærmere på statens finansielle helbred, er Brasiliens internationale kreditrating heller ikke god. Standard and Poor’s nedgraderede i februar landet til BB, Moody’s fulgte med nedad en uge efter til Ba2- og Fitch havde allerede i december placeret brasilianske statsobligationer på BB+ – et hak bedre end junk status. Brasilien har traditionelt et af de største offentlige forbrug i Latinamerika – cirka en halv gang større end Chiles – og havde et budgetunderskud på et par procent sidste år på trods af, at ladet opkræver cirka 35 procent af BNP i skatter og afgifter. Det politiske pres på præsident Dilma Rousseff er for at hæve udgifterne som keynesiansk respons på krisen, hvilket vil udbygge underskuddet yderligere.

Det er netop en del af baggrunden for nedgraderingerne de seneste måneder, da den offentlige gæld vokser hurtigt i disse år, og med en vis sandsynlighed passerer de 75 procent af BNP i år. Den sidste del af den brasilianske historie for tiden, er den politiske krise i landet. Den 68-årige Rousseff er stærkt upopulær i Brasilien og mens hendes ratings har været lidt bedre i år, ramte hun bunden i oktober 2015 med en approval rating på kun 16 procent. Hun læner sig også op af den brasilianske ækvivalent til en rigsretssag, ikke mindst fordi korruptionsskandalen i Petrobras – der allerede har ramt den tidligere præsident Lula – nærmer sig partitoppen og præsidentembedet med stormskridt. Med andre ord er store dele af det politiske establishment, og ikke blot arbejderpartiet, efterhånden illegitimt i mange vælgeres øjne.

Sidste spørgsmål er derfor, hvor slemme problemerne i Brasilien er. Svaret må enhver komme til med egne overvejelser, men problemerne er særdeles vanskelige set i en dansk optik. Alt tyder på, at de strukturelle problemer i brasiliansk politik endnu en gang er ved at skabe en krise af sig selv. Særligt den dybtliggende korruption og sammenblanding af politiske og økonomiske interesser er helt græsk i sin evne til at ødelægge almindelig udvikling. Odds er at Brasilien er på vej ind i en længere nedgangsperiode. På den anden side må ethvert svar også hvile på den ædruelige indsigt, at det på ingen måde er første gang. Landets økonomi har i hele det sidste århundrede, og muligvis længere tilbage, været karakteriseret af booms, der skaber uovervejet optimisme, og efterfølgende alvorlige busts. Det eneste nye denne gang er måske blot, at militæret ikke overtager magten igen.

Ny serie: Zombieidéer

Af Christian Bjørnskov, den 25. marts 2016. 8 svar

Forleden dag skrev vi et indlæg om protektionisme som en ’zombieidé’. Vi definerer en zombieide som en idé eller forestilling som vi ved, er forkert – den er videnskabeligt død – men som nægter at dø i den offentlige debat og/eller i politikernes forestillingsverden. Zombieidéer er politisk særligt skadelige idéer, fordi vi har en ganske præcis vurdering af, ikke bare hvordan de skader, men også hvor store de samfundsmæssige skader er. Politikerne baserer alligevel deres forslag på zombieidéen, enten pga. inkompetence eller som en konsekvens af effektiv påvirkning fra særinteresser.

Vi har derfor på punditokraterne besluttet os for at skrive en decideret serie af indlæg med zombieidéer som det fælles tema. I de kommende uger eller måneder regner vi således med at bringe en række af disse politiske zombier til diskussion og redegøre for, hvorfor vi mener, idéerne er så skadelige. Vi opfordrer derfor også vores læsere til at bruge en bid af påsken på at overveje, hvilke idéer og politiske forestillinger, man kunne skrive om. Forslag modtages gerne!

European Public Choice Society 2016

Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2016. Skriv et svar

Om en uge er det blevet tid til den årlige konference i det europæiske public choice-selskab, EPCS.  Konferencen, der i år afholdes fra onsdag til lørdag af Walter Eucken Instituttet ved universitetet i Freiburg, har efterhånden vokset sig til at være den vigtigste på området. Den er både en fornøjelse – jeg har som fast deltager siden 2003 fået et ganske stort netværk i forskningsmiljøet omkring EPCS – og en inspiration, da nationaløkonomer og politologer på området traditionelt kommer med deres bedste nye forskning. Som altid er hele programmet frit tilgængeligt – det kan downloades her – og de fleste papirer bliver det også. Så vores sædvanlige spørgsmål her på bloggen er derfor, hvad man kan se frem til i Freiburg. Som altid er udvalget nedenfor fuldstændigt idiosynkratisk mit.

Allerførst skal den nuværende præsident for EPCS, professor Axel Dreher fra universitetet i Heidelberg, give en presidential address. Emnet for den i år er ”The Political Economy of Foreign Aid.” Axel er en ekstremt skarp og skeptisk politisk økonom, og alt peger på et spændende oplæg fra en af de førende tyske forskere på området.

Roland Vaubel (Uni Mannheim) præsenterer et nyt papir om ”The Making of State Religion: Public Choice Theory and Historical Evidence.” Vaubel – pudsigt nok Drehers tidligere PhD-vejleder – spørger hvornår lande har statsreligioner (som folkekirken i Danmark) og præsenterer flere tusinde års evidens. Man skal regne med livlig diskussion!

Martin Rode (Universidad de Navarra) – en af punditokraternes venner – kommer med den nye version af ”Do Federal Arrangements Deter or Spur Secessionist Movements? Empirical Evidence From Europe.” Martin undersøger her, under hvilke omstændigheder uafhængighedsbevægelser i f.eks. Skotland, Flandern og Baskerlandet får flere eller færre stemmer. Spørgsmålet er ikke blot et klassisk public choice-emne, men også ekstremt aktuelt og sprængfarlig i hans adopterede hjemland.

Elie Murard (IZA, Bonn) præsenterer nyt arbejde med titlen ”Less Welfare or Fewer Foreigners? Immigrant Inflows and Public Opinion Towards Redistribution and Migration Policy.” Spørgsmålet kunne næppe være mere aktuelt i Danmark og Sverige.

Cameron Shelton (Claremont McKenna College) tager turen over Atlanten for at præsentere “Estimating the Productivity Cost of Crony Capitalism.” Crony capitalism er blevet et vigtigt begreb, ikke mindst siden Luigi Zingales introducerede det til en bredere offentlighed. Ved at være et mix af kapitalisme med reguleringer, der gavner politisk indflydelsesrige særinteresser – pro-business i stedet for pro-market policies – er det  også en glimrende beskrivelse af Donald Trumps kampagneprogram og status i adskillige europæiske lande. At se et analytisk bud på omkostningerne bliver interessant.

Lørdag morgen starter for mit vedkommende med Ekaterina Borisova (Higher School of Economics, Moskva), der præsenterer ”Elections, Protest and Trust in Government: A Natural Experiment from Russia.” Alt, der kan informere om hvorfor russere stoler på deres regering, har min umiddelbare interesse.

Konferencen slutter for mit vedkommende med min medforfatter Stefan Voigt, der præsenterer vores nye arbejde omkring hvornår regeringer erklærer nødret. I samme session skal Andrea Sáenz de Viteri, der er en kommende PhD-studerende ved Universidad de Navarra præsentere sit første papir, ”Contagious Disease or Genetic Disorder? An Empirical Analysis of a Symptomatology of Violence In Mexico.” Papiret er skrevet sammen med hendes kommende vejleder Martin Rode, og har personlig interesse da jeg bliver tilknyttet som ekstern vejleder.

Årets program til EPCS har dermed præsentationer for enhver smag, og fra et hvert netværk. Og på mange måder er det sjoveste at se, hvordan de nye ansigter klarer sig. Efter konferencen skriver vi naturligvis mere om de præsentationer, der er særligt interessante.