Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Forskellen på aspirationer og politik

Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2015. 1 svar

Den glimrende Randy Holcombe (Florida State University) havde forleden en kommentar om politikere på the Independent Institutes blog. Randy opsummerer sin hovedpointe i de første linjer:

Political rhetoric tends to obscure the difference between aspirations and policies. Aspirations are goals people would like to achieve, whereas policies are the means for achieving them. For example, the Obama administration has mandated automobile fuel efficiency standards that require a fleet average of 54.5 miles per gallon by 2025. This is an aspiration, not a policy.

Pointen er meget genkendelig i en dansk kontekst. Alternativet er det ene ekstrem, da deres politiske position op til valget nok bedst kunne opsummeres som ”Vi vil ligesom gerne have, at folk er flinke.” Positionen er indlysende nok kun mening som en vag aspiration, men absolut intet konkret, politisk indhold. I den anden ende af spektret ligger Liberal Alliance, der blandt andet gik til valg på et finanspolitisk forslag, der var regnet igennem af Finansministeriet.

Og hvad er der galt med det, kunne man spørge? Randys svar er, at politikere af stort selv alle farver er gode til at kommunikere deres mål – deres aspirationer. En politiker vil sige, at vi skal til B (målet), men meget sjældent hvordan vi kommer til B (politikken). Folk stemmer således efter deres vurdering af målene, især når de enten ikke kender politikken eller den er utroværdig – husk, at politiske ’markeder’ er de eneste markeder, hvor der betales for luftige løfter og ikke endelige produkter.

Den danske højrefløj har derfor det samme problem som den seriøse del af den amerikanske højrefløj. Når man endelig kommunikerer mål klart ud, som Venstre f.eks. har gjort siden Foghs tid, er det ofte utroværdigt. Man sætter nemlig mål på områder, der i den offentlige bevidsthed ’ejes’ af venstrefløjen, i et bredt set fejlslagent forsøg på at score socialdemokratiske stemmer. Skal man kommunikere troværdigt og med succes, må man således forbinde politikken med en konkret aspiration: Vi skal gøre Z for at komme til B. Desværre har de fleste politikere så lidt indsigt i faktiske samfundsforhold, at de næppe evner at gøre det. De lever i en verden, hvor der kun eksisterer motiver – hvilket B vil man til af – og hvor man fitter sit syn på, hvordan samfundet hænger sammen til det.

Den teoretiske politiker er en gud

Af Christian Bjørnskov, den 31. august 2015. 9 svar

Kommentatorer og økonomer, inklusive nogle af vores læsere her på bloggen, peger ofte på, at aktiv finans- eller pengepolitik i princippet kan afhjælpe effekter af kriser. Ideerne om finanspolitisk styring stammer fra Kalecki og Keynes arbejde i 1930erne, mens de tilsvarende pengepolitiske mekanismer først blev beskrevet af Warburton og Friedman. Den ene side mener, at man skal imødegå kriser og recessioner med ekspansiv finanspolitik – større offentligt forbrug og/eller lavere skatter og afgifter – mens den anden tror på pengepolitisk ekspansion. Mens begge sider har principielt ret, er der to fundamentale problemer forbundet med ideerne.

Fra én teoretisk side er problemet, at deres teoretiske syn på private agenter er simplistisk. Den mest berømte indvending kaldes ofte Barro-Ricardo ækvivalens, efter Robert Barros moderne behandling af David Ricardos indsigt fra 1800-tallet: Fremsynede borgere eller deres bankrådgivere vil indse, at når det offentlige øger udgifterne, betyder det at borgerne på et eller andet tidspunkt i fremtiden kommer til at betale højere skatter. I en vis forstand låner staten også fra borgerne selv når de udsteder obligationer, der købes indenlands. Borgerne får derfor et stærkt incitament til at spare op til den fremtidige regning, medmindre de er ekstremt kortsigtede. Det øgede offentlige forbrug kommer derfor til at modsvares af lavere privat forbrug når folk effektivt sætter deres opsparingskvote op. Nettoeffekten er således meget lille eller under nogle omstændigheder nul. Lignende problemer kan opstå med pengepolitik, når man politisk sætter renten ned, men hvor recessionen sænker inflationen lige så meget eller mere. I det tilfælde er realrenten – forskellen på den nominelle rente og inflationen – enten uændret eller muligvis endda steget. Det underminerer også den ellers forventede økonomiske effekt af politikken.

Fra en public choice / politisk økonomi-vinkel er der et ganske andet problem, der er lige så svært at løse. Problemerne opstår først og fremmest fordi politikerne ikke kan sætte noget som helst i gang før de har opdaget at der er et problem. Selv i Danmark kommer de makroøkonomiske data typisk med 3-6 måneders forsinkelse, og selv andre indikationer er ikke tilgængelige før de faktiske begivenheder er sket. Med andre betyder det, at politikere først får information om en krise, når den er begyndt at udfolde sig. Og selvom Det Økonomiske Råd i en vis forstand blev oprettet for at afhjælpe netop dette problem, er vismændene ikke profeter.

Når politikerne først har informationen, er næste skridt at finde en løsning – god eller dårlig hvis der overhovedet er en. Det introducerer en beslutningsforsinkelse da ethvert forslag skal udtænkes først, og derefter igennem almindelig parlamentarisk proces. I Danmark indebærer det, at et hvilket som helst forslag, når det er klart, skal gennem tre høringer i Folketinget. Sidst, men ikke mindst, skal forslaget implementeres, hvilket giver en implementeringsforsinkelse. I særlig grad gælder det her, at øgede offentlige udgifter kan tage lang tid om at udmønte sig i praksis, idet ethvert byggeri eller ansættelse af nye medarbejdere indlysende nok tager relativt lang tid. Og så har vi ikke engang taget hensyn til, at særinteresser får specielt let spil i en situation, hvor man leder med lys og lygte efter noget at bruge penge på, eller bestemte grupper at prioritere i skatte- og afgiftspolitik.

Det helt fundamentale problem med at bruge relativt simple teoretiske modeller – selvom de kan være endda meget avancerede rent matematisk – er at deres implicitte antagelser om politikere er tæt på rent nonsens. Skal traditionel stabiliseringspolitik faktisk virke som modellerne foreskriver, kræver det politikere med overmenneskelige evner til at forecaste økonomien og med nærmest øjeblikkelige indsigter i, hvordan politikken skal designes og gennemføres. Deres information om kriserne skal jo logisk set komme så meget før krisen, at det kan kompensere for beslutnings- og implementeringsforsinkelserne. I makroøkonomi uden politisk økonomi er den teoretiske politikere således i en meget konkret forstand en guddom. Jeg kender ingen politikere i det virkelige liv, der på nogen måde kommer tæt på gudestatus. Derfor er det også svært at tage konkrete, politiske forslag alvorligt, når de hviler på makroøkonomisk teori, der er simpel i netop denne forstand.

Økonomisk frihed giver mindre kriser

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2015. 4 svar

Cepos har i dag udgivet et notat, hvor Mads Lundby Hansen opsummerer mit arbejde fra foråret om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Analysen omfatter 175 lande i perioden 1993-2010, og som Mads fint sammenfatter: ”Bjørnskov finder, at en stigning i økonomisk frihed vil medføre en reduktion i dybden af en økonomisk krise. Han finder også, at øget økonomisk frihed medfører, at et land hurtigere genvinder det initiale velstandstab efter en krise. Genopretningstiden er simpelthen kortere.”

Effekterne er drevet af offentlige reguleringer af markedet, hvor den mest oplagte tolkning er, at tungere reguleringer forhindrer folk og virksomheder i at tilpasse sig nye økonomiske incitamenter og muligheder. Notatet har også en fin diskussion af det særlige ved Danmarks reaktion på krisen i 2008-2009. den er et godt eksempel på, hvordan man ved at kende det generelle billede nemmere kan se det specifikke i enkelttilfælde. Notatet kan læses her, mens working paper-versionen af papiret er her eller her.

For 47 år siden i Prag

Af Christian Bjørnskov, den 22. august 2015. Skriv et svar

I disse dage for 47 år siden viste Sovjetunionen, hvor langt dets ledere var villige til at gå for at bevare fuld kontrol over de dele af Europa, som de opfattede som deres ’interessesfære”. Om morgenen den 21. august rullede russiske kampvogne ind i Prag og i løbet af kort tid var kommunistpartiets førstesekretær Alexander Dubček afsat. Han blev senere erstattet af den Moskva-tro Gustáv Husák, der knægtede enhver modstand mod den rette marxistisk-leninistiske tro.

Baggrunden for invasionen var, at Dubček i løbet af foråret havde ændret kurs mod det, der blev kaldt ”socialisme med et menneskeligt ansigt.” I april havde han været en af hovedmændene bag et reformprogram der ville have ændret den tjekkoslovakiske forfatning i liberal retning. Tjekkerne og slovakkerne var i det, der blev kaldt Foråret i Prag, begyndt en proces mod større personlig frihed og en grad af demokrati. Der var derfor nervøsitet i Moskva for, at Tjekkoslovakiet måske ville ’hoppe af’ til Vesten, og at information om ytringsfrihed, personlig frihed og muligheden for reformer skulle sprede sig til andre befolkninger i østblokken. Med andre ord kunne Moskva ikke acceptere, at folk kom til at tro, at de havde et valg og en ret til indflydelse.

Invasionen, der var relativ dårligt planlagt, affødte klare reaktioner fra Vesten, der fordømte den. Visse kommunistpartier slog knuder på sig selv for at bevare deres Moskva-tro linjer, mens invasionen fik andre til endeligt at bryde med Sovjet. Russerne fik dog hurtigt rettet op på deres værste brølere. Den måske største var at de første kampvogne i Prag og Bratislava var bemandet af unge, russiske soldater, der havde fået at vide, at de skulle befri deres brødre. Mange af dem blev overvældet af tjekkernes modstand mod dem, og kom ifølge nogle kilder til at frygte, at de blev sendt til Sovjetunionens fjerneste grænser for at forhindre dem i at fortælle nogen, at invasionen var voldsomt uønsket.

21. srpen 1968, Praha

21. srpen 1968, Praha

Der skulle gå godt 20 år før Tjekkoslovakiet slap af med det kommunistiske diktatur. Udviklingen siden da har i overvældende grad været positiv, og uanset at landet i 1993 deltes i to halvdele, er både tjekker og slovakker i gang med at genindtage deres status i midten af Europa. Så hvorfor mindes om en af de værste begivenheder i Europa efter krigen?

Grunden er indlysende: Putin-regimet mere end rasler med sablen igen og har meget tydeligt genoplivet den sovjetiske (og tsaristiske) ide om en interessesfære i Centraleuropa. Putin gentager ikke fejltagelserne i Prag, men har stramt styret informationen fra invasionen af Østukraine, og har endda slået hårdt ned på Soldatermødre – en af de ellers mest respekterede, gamle organisationer i Rusland – fordi den har været for højlydt i sin protest af mørklægningen af enhver information om de mange døde og sårede russiske soldater. På mange måder er Sovjetunionen i 1960erne en retvisende indikation på, hvilken vej Putin-regimet styrer.

For ikke at ende på for sort en tone, er weekenden måske også en lejlighed til at glæde sig over, at Centraleuropa i dag er frit, demokratisk, og visse steder rigere end Sydeuropa. Tjekkerne er i dag rigere end grækerne, portugiserne, og endda italienerne syd for Rom. Og for de musikinteresserede er der en ekstra historie: Den store dirigent Rafael Kubelik hoppede af fra Tjekkoslovakiet og vendte først tilbage til sit land i foråret 1990, hvor han dirigerede den første koncert i den festival, der kaldes Prag-foråret. Kubelik og den fantastiske Tjekkiske Filharmoni spillede meget passende Smetanas Ma Vlast – Mit Fædreland. Den meget bevægende koncert kan ses og hører her. Det er en storartet måde at fejre friheden på.

Hvordan har Europa rettet sig op efter krisen?

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2015. Skriv et svar

Marginal Revolution linkede i går til en kort diskussion af, hvordan de europæiske lande har klaret sig ovenpå krisen fra 2008. Quartz skriver om ”The euro zone’s pathetic economic recovery” i otte små grafer. Vi følger trop her med en enkelt figur, der viser købekraften i de europæiske lande idag (dvs. ultimo 2014) i forhold til toppen umiddelbart før krisen. Et forhold, man kan vælge at notere sig, er at de lande, der gik ind i krisen som euromedlemmer (de røde søjler), i dag i gennemsnit har præcist den samme købekraft som de havde før krisen. Lande, der stod udenfor (de grå søjler) – og for de flestes vedkommende stadig gør – har i gennemsnit 9,4 % højere købekraft. Selv uden de to bundskrabere Grækenland og Cypern, og de tre højdespringere Letland, Litauen og Polen, er forskellen 2,4 % mod 5,2 %. Danmark er som næsten altid fuldstændigt middelmådigt. EU crisis recover

En interessant biting er, at investeringerne i de europæiske lande i dag er cirka 80 % lavere end før krisen; tallet er rundt regnet det samme for Danmark. Mens forskellen mellem euro- og non-eurolande er stor på købekraft, er der ingen forskel på investeringerne. Logisk set må hele forskellen være en produktivitetsdifference.

Ny Punditokrat: Henrik Christoffersen

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2015. 1 svar

Fra tid til anden er der udskiftning i teamet hos Punditokraterne. Ændringen i dag er glædelig, da en virkelig kapacitet har besluttet at slutte sig til os: Henrik Christoffersen. Henrik er uddannet cand. polit. og har været forskningschef på Cepos siden 2008. Fra 1983 til 2008 var han forskningsleder hos det daværende AKF – Anvendt Kommunal Forskning eller tidligere Amternes og Kommunernes Forskningsenhed – og er også ekstern lektor på Københavns Universitet. Der er næppe mange, der ved mere om det kommunale Danmark end Henrik, og han har arbejdet tæt sammen med en række forskere over årene. Henrik er en integreret del af det danske public choice-miljø, og særligt har hans samarbejde med professor Martin Paldam om effektivitetsgevinster ved privatisering og sammenligninger mellem offentligt og privat virke, hvor to studier er publiceret i Public Choice, fået opmærksomhed. Sidst har Henrik bidraget til sidste års bog om et sammenlignende studie af Schweiz og Danmark. Vi er meget glade for at byde Henrik velkommen på holdet.

Nyt fra IEA: Classical Liberalism

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2015. 1 svar

For de interesserede har det glimrende Institute of Economics Affairs i London udgivet en ny og ganske læseværdig introduktion til klassisk liberalisme. Den lille bog, der er skrevet af Eamonn Butler og kan downloades her, introducerer på meget pædagogisk vis hvad klassisk liberalisme – i modsætning til hvad Venstre herhjemme eller de konservative i England paraderer som liberalisme – er og hvilket idegrundlag den bygger på. Den kan læses af enhver gymnasieelev med et godt engelsk, men er også anbefalet til alle andre interesserede, og måske i særlig grad dem, der er forvirrede af, det megen velfærdsliderlige nonsens, der paraderes herhjemme som liberalt tankegods. Måske skulle man forære et par eksemplarer til Venstre og Konservatives folketingsgrupper?

Hvor store er mulighederne i Afrika?

Af Christian Bjørnskov, den 5. august 2015. 2 svar

Min klumme i Børsen i dag handler om Afrika syd for Sahara, og i særlig grad i hvor høj grad der kan siges at være kommercielle muligheder. Klummen starter med at pointere, at Afrika er mange meget forskellige lande, så det er umuligt at sige noget generelt. Børsen har haft en lang række historier i løbet af de sidste uger, der peger på det samme problem. Centralt er det følgende:

Hvilke lande kunne da være interessante? Ser man på forhold som åbenhed for handel, økonomisk vækst og institutionelle forhold – hvor lang tid tager det at få papirarbejde godkendt, og hvor fri er økonomien – falder afrikanske lande meget forskellige ud. Og den kedelige nyhed for danske firmaer på jagt efter nye markeder er, at mange af de klare succeser er meget små.

Figuren nedenfor illustrerer pointen. Jeg har taget de 44 lande, vi har nogenlunde gode data på, fokuseret på fem områder – eksportåbenhed, real vækst (købekraftskorrigeret GNI per indbygger de sidste 10 år), hvor stor servicesektoren er, hvor lang tid det tager at registrere en virksomhed (fra verdensbankens Doing Business-projekt), og hvor økonomisk frit landet er (fra Heritage Foundation). Hver bid af søjlen viser, om landet er i den gode tredjedel (en score 3), midten (2), eller i den dårlige tredjedel. Ved toppen af hver søjle står et tal, som indikerer hvor stor landets samlede købekraft er relativt til Danmarks. Hver læser kan således tage et kig og spørge sig selv, om de ville investere i et givet afrikansk land.

Afrika muligheder

Årets specialer 3: Har vismændene haft reel indflydelse?

Af Christian Bjørnskov, den 2. august 2015. 8 svar

Den tredje installation i vores serie om interessante specialer fra Aarhus Universitet i det akademiske år 2014-15 handler om hvorvidt det Økonomisk Råd har haft egentlig indflydelse på dansk økonomisk politik. Specialet, som vores klumme i Børsen forleden handlede om, er den første undersøgelse af sin art i Danmark, og en af de meget få i det hele taget.

Udfordringen for Anne Kristensen i ”The Influence of the Economic Council on Danish Politics” er, hvordan man griber spørgsmålet empirisk an. Hun vælger at følge Bergh, Dackehag og Rodes approach (omtalt her) ved at kode anbefalinger i alle de halvårlige rapporter siden 1962 alt efter om de er almindelige eller særligt vigtige. Anne ender med at identificere seks områder, hvor Rådet med jævne mellemrum er kommet med klare anbefalinger: 1) Finanspolitik, dvs. skat og udgifter; 2) betalingsbalancen; 3) pengepolitik; 4) arbejdsmarkedspolitik, og i særdeleshed kontanthjælp og dagpengesystemet; 5) konkurrencepolitik; og 6) boligmarkedet.

Dette grundlæggende arbejde skaber derfor et unik datasæt, der kan bruges på flere måder. Anne bruger det naturligvis til at svare på hovedspørgsmålet i sit speciale: Hvis f.eks. der er en anbefaling om at rette op på betalingsbalancen – et ret permanent problem fra sidst i 60erne og frem til 80erne – betyder det så at politikerne gør noget, der alt andet lige retter op?

Svaret er, at det kommer an på hvilken type problem, Rådet retter anbefalingen mod. Der er intet, der tyder på at danske politikere lytter til Rådet, når det gælder konkurrencepolitik eller problemer i boligmarkedet. Mens vi havde en selvstændig pengepolitik (før 1982) var der heller intet, der tydede på, at Folketinget lyttede til de anbefalinger, ligesom betalingsbalanceproblemer øjensynligt var noget, som de var aldeles ligeglade med. Omvendt finder Anne solid evidens for, at anbefalinger om at stramme op på finanspolitikken – primært gennem skattepolitikken – og styrke arbejdsmarkedspolitikken faktisk har påvirket dansk politik.

Resultaterne er tankevækkende idet de to typer anbefalinger, som politikerne faktisk lytter til, begge handler om hvordan den offentlige sektors økonomi har det. Kan man undgå underskud ved at hæve skatterne eller få flere i permanent arbejde, så de skaber skatteindtægter, lytter man gerne. Omvendt er der intet, der tyder på at anbefalinger, hvis gavnlige konsekvenser ses på længere sigt, følges. Eller som vi konkluderede forleden dag i Børsen:

Når man således kan konstatere, at danske politikere faktisk har lyttet til disse anbefalinger, kan man stadig undre sig over, hvor deres gennemslagskraft har været mindst tydelig. Svaret ligger i, hvor hurtigt man kan se gevinster fra de anbefalinger, der ikke følges. Analysen viser at danske politikere i kortsigtspolitiken er opmærksomme på rådgivningen. Rækker anbefalingernes konsekvenser udover næste valg, lytter man lige så lidt til vismændene som til andre danske økonomer.

Årets specialer 2: Hvad koster det at sanktionere mod et andet land?

Af Christian Bjørnskov, den 28. juli 2015. 1 svar

Vi skrev forleden om Berit Nielsens analyse af de miljømæssige konsekvenser af Kyoto-aftalen. Vores andet eksempel på et særligt interessant speciale fra Aarhus Universitet i det akademiske år 2014-15 handler om økonomiske sanktioner. Helene Primholdt og Lasse Blaabjerg Høgild tager i deres speciale fra foråret udgangspunkt i den aktuelle diskussion om sanktioner mod Rusland. Der findes en rig, om end uafklaret litteratur om hvor effektive økonomiske sanktioner er.

Der er generel konsensus om, at sanktioner næppe kan genskabe demokrati – Cuba er blot et af mange eksempler – og forskerne diskuterer også stadig, om man kan forhindre yderligere overgreb på menneskerettigheder, ligesom de diskuterer hvor hårdt man kan ramme lande økonomisk. Sylvanus Afesorgbor (AU) og Renuka Mahadevan (Queensland) har f.eks. et nyt og spændende papir om fordelingseffekter af sanktioner.

Helene og Lasse stiller dog et andet spørgsmål, som er blevet noget overset: Hvad koster det sanktionerende lande at indføre sanktioner mod andre? Spørgsmålet er således ikke, hvad sanktioner koster Rusland, men hvad det koster lande som Danmark at være med i sanktionerne? Svaret finder de ved at bruge såkaldte ’gravity equations’ modeller, et standardredskab i handelslitteraturen til at estimere hvorfor nogle lande handler mere med hinanden end andre.

Det generelle resultat er i og for sig ikke overraskende. Importsanktioner koster normalt det sanktionerende land omkring en fjerdedel af importen fra det land, der bliver sanktioneret, mens eksportsanktioner koster cirka 13 %. Mens importresultatet faktisk ikke ser specielt robust, er de 13 % eksporttab meget stabilt, og ikke blot noget som rige lande oplever. Cluet i analysen ligger dog i et særligt forhold, der har været ignoreret i tidligere studier: De estimerer også, hvad der sker hvis det sanktionerede land (tænk Rusland) iværksætter modsanktioner. Det viser sig, lidt ligesom i studier af toldkrige – at konsekvenserne er langt større i det tilfælde. Helene og Lasses resultater peger i retning af, at handelen stort set holder op mellem to lande, der gensidigt sanktionerer hinanden! Mens sanktioner således har omkostninger for de sanktionerende parter, kande være ganske voldsomme når de gengældes.

Helene og Lasse kommer således et solidt skridt videre i forståelsen af sanktioner og modsanktioner. Problemet med analysen – hvis man må kalde det et problem – er at den giver anledning til en række ekstra spørgsmål. I princippet er der rigeligt kød på spørgsmålet til en hel PhD-afhandling, og ikke blot et speciale. For eksempel kan man spørge sig selv om, hvilken adfærd der faktisk fører til sanktioner; hvorfor man vælger en type sanktioner frem for en anden; hvornår sanktioner igen bliver opgivet; og om sanktioner mod militærdiktaturer er mindre effektive end mod civile autokratier? Hvis jeg havde 36 timer i døgnet, var det bestemt et af de spørgsmål, jeg ville give mig i kast med.

Kommunisme er ikke hvad det plejede at være…

Af Christian Bjørnskov, den 23. juli 2015. Skriv et svar

Det er en af beskederne i Michael Tottens formidable beskrivelse i City Journal af hans besøg i Hanoi tidligere i år. De rå nationalregnskabstal taler i og for sig for sig selv. Ifølge FN levede 3.8 % af befolkningen i 2008 (det sidste år med data) for under 1.25 dollars om dagen, mod 24 % i starten af 90erne. Den årlige vækstrate i real BNP de sidste 20 år har været godt 5 %, og 4 % målt i arbejdskraftproduktivitet (tal fra Penn World Tables, 8.1). med et CIA-estimat for gennemsnitsindkomsten på 5.600 købekraftskorrigerede dollars er landet nu på linje med Indien eller Uzbekistan og rigere end Pakistan og Moldova. Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor.

Tottens essay giver dog et helt anderledes dækkende indtryk af, hvad Vietnams Doi Moi-reformer, der startede i 1986, har gjort ved landet. Nogle pluk om, hvad der sker når man opgiver kommunisme:

The city is extremely business-friendly. I asked a local man who works for an American company how hard it is for foreigners to invest and go into business in Hanoi. “The Vietnamese government makes it easy,” he says. “Just present them with a business plan, tell them what you want to do, and you’re good to go.” The same goes for small businesses. All you have to do, he says, “is rent the space, pay the taxes, and that’s it.”

Not just the ideology but the state itself feels almost irrelevant to anyone who isn’t an outspoken dissident. Controlling Vietnam’s people and imposing order on its freewheeling chaos is an exercise in futility.

Stærkt anbefalet!

VTN udvikling

Årets specialer 1: Har Kyoto-protokollen gjort en forskel?

Af Christian Bjørnskov, den 21. juli 2015. 4 svar

Et af privilegierne ved at være professor er, at man med jævne mellemrum får dygtige studerende, der skriver speciale om interessante ting. Her i sommermånederne vil vi som noget nyt skrive om nogle få af de nye specialer, for at dele noget af det bedste arbejde, som mine studerende har lavet.

Vores første eksempel er fra efteråret, hvor Berit Lykke Nielsen forsvarede ”An Evaluation of the Effectiveness of the Oslo and the Kyoto Protocol in Reducing Air Pollution.” I specialet tager Berit udgangspunkt i den officielle ide om Kyoto, hvis hensigt var at reducere landes udledning af CO2. På samme måde var hensigten med Oslo at reducere udledningen af SO2.

Det miljømæssige er således nemt, men identifikationen af effekterne er ikke. Problemet er, at tidspunktet på hvilket, lande ratificerede en af protokollerne, ikke er tilfældigt. Man kan derfor ikke blot sammenligne trends før og efter, et land har underskrevet, fordi trenden før ratificering kan have påvirket tidspunktet for ratificeringen. Det Berit derfor gør bedre end de publicerede studier af spørgsmålet, er at løse dette problem. Den elegante løsning er, at bruge en simpel instrumentvariabel-approach, hvor instrumentet er en variabel som påvirker ratificering, men ikke kan have påvirket udledningerne, til at forecaste ratificering. Denne instrumentvariabel er omkringliggende landes ratificering, baseret på ideen at nabolande ofte deler politik og at politiske diskussioner og debat spreder sig over landegrænser.

Resultatet er et nul i instrumentresultaterne. Berit bruger dog også en anden metode: Heckmans Control Function approach, der løser problemet på en anden måde ved først at estimere ratificeringsprocessen og derefter kontrollere for den bias, der ellers kommer i estimaterne af konsekvenserne af ratificering. Det interessante er, at CF-estimaterne faktisk peger på, at ratificering af Kyoto alt andet lige har ført til større udledninger af CO2.

Berit ender specialet med at diskutere, hvordan det kan være, at Kyoto enten ikke førte til noget eller måske endda har øget udledningerne. Det, som startede som et fint miljøøkonomisk speciale, slutter derfor med indsigter fra politisk økonomi. Hendes forklaring hviler på Jim Vreelands teori om institutionelle syndebukke,der peger på at stater nogle gange ratificerer for efterfølgende at kunne skubbe ansvar fra sig – ”Jamen, vi har jo skrevet under på en international aftale.” På den måde er specialet også en implicit advarsel mod at stole for meget på internationale aftaler eller institutioner. De er ikke bedre end de politikere, der agerer i dem.

Er danskerne veluddannede?

Af Christian Bjørnskov, den 17. juli 2015. 7 svar

En væsentlig del af danskernes selvforståelse er, at vi er blandt de mest veluddannede i verden. Mens mange også, på trods af den klare evidens, tror at vi er blandt de rigeste i verden, er denne bid ved at svækkes, mens troen på vores uddannelse varer ved. Men som Mark Twain skal have sagt engang: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.” Danskernes uddannelsesniveau er ikke imponerende.

Som man kan se på figuren nedenfor, kommer den danske selvforståelse et sted fra i historien. Figuren, der plotter andelen af befolkningen med en videregående uddannelse (tal fra Barro og Lee) relativt til vores nabolande og til USA siden 1950, viser tydeligt, at der var engang hvor vi var veluddannede. I 50erne havde cirka 5 % af danskerne en tertiær uddannelse, hvilket var langt foran f.eks. Storbritannien (godt 1 %), Sverige (cirka 3,5 %) eller (Vest)Tyskland (2 %). Kun amerikanerne var bedre uddannede: i 1955 havde 8,3 % afsluttet en tertiær uddannelse.

Dansk relativ uddannelseI dag har 353.000 danskere ifølge UNESCO en videregående uddannelse, hvilket er 10,2 % af befolkningen over 25 år, eller 11 % af dem over 30 år. Det er 3 %-point mindre end i Tyskland, 6 %-point mindre end i Holland, og 4 %-point mindre end i Storbritannien. Med andre ord er vi faldet gevaldigt bagud i forhold til de lande, vi normalet sammenligner os med. Omkring 1990 var vi faldet til at have samme niveau, mens det danske niveau for tertiære uddannelse i dag er cirka 80 % af naboernes og 64 % af USA’s. Hvorfor det er sket, kan blive et emne for en post en anden dag, men man kan med fordel slutte for i dag med en anden bonusoplysning: Danmark er det land i OECD, hvor afkastet til uddannelse er lavest. Hvis det ikke rigtigt kan betale sig, hvorfor så tage en uddannelse?

Må vi ikke bytte?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2015. 5 svar

Forestil dig to lande. Det ene bar 17 millioner indbyggere, det andet knap 11 millioner. Begge landes befolkningers sundhed er sammenlignelig med Danmarks: I det første land er den forventede levealder 78,4 år, i det andet 80,3. Det to lande er også almindeligt vestlige på et andet punkt: 97,5 % og 97,7 % af befolkningen kan læse og skrive.

Levestandarderne er også sammenlignelige. I land 1 er den købekraftskorrigerede nationalindkomst 23.200 dollars per indbygger, mens den i land 2 er 25.800 dollars. Land 1 voksede dog med almindelige 2 % realvækst sidste år, mens land 2s økonomi er skrumpet betragteligt. En anden forskel er, at mans opsparingsraten i land 1 er 20,4 % af BNP, er den kun 14,5 % i land 2.

I sammenligningen skal det dog også medtages, at det første lands skattetryk er 19,2 % af BNP, mens det andet lands er 48,5 %; land 2 opkræver dog en del mindre end det. Land 2s massive offentlige sektor er en af flere grunde til, at landet pt. skylder cirka 175 % af BNP til udlandet, mens land 1s udlandsgæld på 53 % af BNP ikke er meget forskellig fra Danmarks. Land 1 betaler således for tiden 4,5 % på ti-årige statsobligationer, mens land 2 – hvis de overhovedet kan sælges – må betale 13,6 %.

Skulle nogen være i tvivl om de substantielle forskelle på de to lande, er korruption en sigende forskel. På Transparency Internationals 2014-liste over verdens ’reneste’ lande var land 1 nummer 21 med en score på 73, hvilket placerede det sammen med USA og Østrig. Land 2 var nummer 69 med en score på 43, og omgivet af Bulgarien, Italien og Brasilien. Forskellene reflekteres også i Fraser Instituttets vurdering af domstolenes uafhængighed og impartialitet. Land 2 scorer 4 og 2,6 på en ti-skala, mens land 1 får 7,1 og 5,9. Land 1s ’impartiality’ score er således marginalt bedre end Danmarks og den overordnede vurdering er pænere end USA’s. Med en score på 4 er land 2 derimod i selskab med lande som Østtimor og Kazakhstan.

Oveni det hele har land 1 et velfungerende demokratisk system – på trods af en fortid som militærdiktatur – hvor forskellen på fløjene er til at overse. Land 2 har, med samme diktaturfortid, et demokratisk system med både skrigende marxister og et voldselskende fascistisk parti, der begge får ganske mange stemmer. Hvis du stod og skulle vurdere, hvilket land du ville optage i EU – og evt. lukke ind i eurozonen, hvis landet skulle have ønske om det – hvilket land ville det så blive?

Spørgsmålet er naturligvis rent retorisk, fordi ingen ved sine fulde fem ville vælge land 2, når man ser på de objektive fakta. Men, som mange læsere nok for længst har gættet, er land 2 Grækenland. Land 1, derimod, er Chile. Paradokset er, at begge lande i en eller anden forstand ’ligger forkert’. Chile er et latinamerikansk land med samme karakteristika som rige, fredelige og velfungerende europæiske lande. Grækenland er et europæisk land med samme dysfunktionelle institutioner og klientilistisk politik som et traditionelt latinamerikansk land.

Dagens pointe er ikke at ’bashe’ eller latterliggøre grækerne endnu en gang – det gør de glimrende selv. Pointen er at vise, hvor afgrundsdyb forskellen er på Grækenland (og måske i videre omfang Il Mezzogiorno) og Nordeuropa, og samtidig glæde sig over, at der ligger et fredeligt og ordentligt succesland i en region af verden, der politisk ellers er råddent til kernen. Hvis geografi ikke havde været et problem, ville jeg hjertens gerne have byttet Grækenland ud med Chile. Spørgsmålet er, om latinamerikanerne overhovedet ville have Grækenland.

Hvor religiøse er europæere?

Af Christian Bjørnskov, den 1. juli 2015. 6 svar

Taler man med folk med forbindelse til Folkekirken hører man ofte påstanden, at danskerne da slet ikke er så sekulære som det påstås. Samtidig nægter præster at indberette messefald eller besøgstal i danske kirker, formodentlig i et forsøg på at dække over et faktisk problem. Heldigvis kan man i stedet spørge folk, om hvor ofte de kommer i kirken. European Social Survey er en af kilderne til informationen, fordi man netop spørger om, hvor ofte går i kirke i de europæiske lande. Figuren nedenfor plotter hvor mange der kommer mindst ugentligt.

ESS kirkelige talSvaret er ret klart: Kun esterne er mindre religiøse end danskerne, målt på denne måde. Det er ydermere tankevækkende, at de mindst religiøse alle er nordiske lande – når man tæller Estland som det ’hemmelige’ nordiske land – mens de stærkt katolske lande Irland og Polen ligger i den anden ende. Hver anden polak går således i kirke hver uge, mens det er 3,2 % af esterne og 3,6 % af danskerne.

Et andet forhold, der også kan være værd at tænke over, er regionalforskellene. Den mest religiøse del af Polen er Lubelskie-regionen, der ligger klemt inde østpå med grænser til Ukraine og Hviderusland, hvor 61 % går i kirke hver uge. I Irland er det Midlands-regionen (46 %), som bekræfter en almindelig ide om, at folk er mere religiøse i landlige områder. Men i Danmark er de mindst religiøse regioner Sjælland (udenfor hovedstadsområdet) og Syd- og Sønderjylland; begge steder er det kun lidt over to procent, der gør ugentligt i kirke, mens 90 % aldrig kommer der. I det sydlige Estland, så langt fra Tallinn som muligt, er det tilsvarende tal 93 %.

En sidste observation kunne være, at der praktisk taget ingen sammenhæng er mellem velstand og religiøsitet, som man ellers ofte påstår. Det ser heller ikke ud til, at tre generationers kommunisme kan aflæses i tallene – de to yderpunkter Estland og Polen har samme historie på det punkt. Så der er masser af stof til eftertanke her først på agurketiden.

Hvor økonomisk frit er Europa?

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2015. 6 svar

Der er efterhånden en lang litteratur, der dokumenterer de økonomiske og sociale gevinster ved øget økonomisk frihed. Josh Hall og Bob Lawson dokumentere for eksempel litteraturen her, og finder at blandt 198 studier har mindre end 4 procent negative resultater. Når man ved, hvilke gevinster der findes på langt sigt, må næste spørgsmål være, hvordan status er i Danmark og resten af Europa.

Svaret findes i figuren nedenfor. The Heritage Foundation har hvert år siden 1995 ratet et stort udsnit af verdens lande på deres økonomiske frihed; hvert år refererer dataene til situationen to år tidligere, så 2015-rapporten viser 2013-status. Alle lande fordeles på en skala fra 0-100, og Heritages indikatorer fordeles på fire områder: Rule of Law, Government Size, Regulatory Quality og Market Openness. IEF Heritage 2015

Og hvor økonomisk frit er Danmark så for tiden? Det mest præcise svar er tjoh: Vi er nummer fire i Europa med en samlet score på 76,3 – som man kan se i figuren. Schweiz er nummer et, efterfulgt af Estland og Irland. Man kan således tydeligt se, hvor dybt irerne reformerede efter krisen, og også hvor forsvindende lidt, grækerne har gjort både før og efter. Kun Ukraine er mindre økonomisk frit end Grækenland ifølge Heritage.

Men som det også ses tydeligt, er den overordnede økonomiske frihed fordelt ganske forskelligt – de farvede dele af hver søjler angiver, hvor meget af scoren der kommer fra hver af de fire underscorer. Danmarks score består således af 93 (Rule of Law), 21 (Government size), 92 (Regulatory quality) og 86 (Market openness). Estlands score, derimod, består af 79, 67, 73 og 86, henholdsvis, mens Sveriges hedder 90, 31, 76, 86. Mens Heritage således vurderer det danske retsvæsen i top – og marginalt bedre end Sveriges- er byrden af den danske offentlige sektor omvendt vurderet som den tungeste i Europa! Og derfor svaret ’tjoh’ – der er gode forhold i Danmark, som holder også oven vande, men også mange ting, vi kan lære af vores nærmeste naboer. Om den kommende regering ser ud over landets grænser på dette punkt må de næste måneder vise…

Hvor dramatisk var Folketingsvalget egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2015. 4 svar

Der er skrevet meget og langt om, hvor stor en ændring, Folketingsvalget sidste uge repræsenterede. Flere kommentatorer har sammenlignet det med jordskredsvalget i efteråret 1973, men uden at have et egentligt grundlag for sammenligningen. Så hvor dramatisk var valget i virkeligheden?

Først er det klart, at yderpolerne i dansk politik fik flere stemmer. Liberal Alliance gik fra 9 til 13 mandater og Enhedslisten fra 12 til 14. Centrum af dansk politik, hvis man definerer det som Venstre og Socialdemokraterne, tabte i alt ti mandater (-13 og +3). Men hvis man inkluderer Dansk Folkeparti – som basalt set er et klassisk socialdemokratisk parti, der ikke kan lide udlændinge – vandt midten faktisk fem mandater (+15 til DF). Så det er lidt svært at påstå, at dansk politik er blevet mere ideologisk polariseret. Det eneste egentligt nye i den historie er Alternativet, der trak ni mandater til det cafe latte-drikkende do-good segment.

I stedet kan man se på, hvor mange mandater, der skiftede mellem partierne. Figuren nedenfor plotter, hvor stor en andel af Folketingets mandater, der er vandret mellem partierne ved hvert valg siden 1901. Yderst til højre ser man tydeligt 2015-valget. Men pointen er her, at hvis ens historiske hukommelse er en smule længere end tilbage til Nyrup-regeringerne, ser valget ikke særligt sært ud. 19 procent af mandaterne skiftede, hvilket er de samme som i 1975 og 1977, men langt fra de 34 % i december 1973. Vi er også meget langt fra valgene før 1920, hvor ganske store vælgerbevægelser var reglen mere end undtagelsen.

Mandatskift 2015Så hvor stor en ændring var valget? Svaret er, at for de gamle partier – V, S, og K – er det måske skidt ud, men det større billede har ikke ændret sig meget. Kun fem mandater vandrede mellem de to blokke (defineret på økonomisk politik), hvilket er ganske lid sammenlignet med 1972 (31 mandater), 1973 (37 mandater), 2002 (25 mandater) eller for den sags skyld 1977 (19 mandater). Mens medierne selvfølgelig skal have noget at skrive om, er der ikke sket frygteligt meget. Med The Whos ord: Meet the new boss, same as the old boss – og hun hedder medianvælgeren.

Hvem vinder et græsk valg i afgrunden?

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2015. 3 svar

Grækenland har kurs direkte mod en rodet bankerot. En del af diskussionen i medierne er, om man ikke kan undgå en bankerot, hvis Syriza-regeringen i Athen går med til liberaliserende reformer af græske reguleringer og den offentlige sektor. Diskussionen er dog misforstået: Den burde ikke handle om, hvorvidt grækerne går bankerot, men hvordan de kommer til at gøre det. For en bankerot er uundgåelig med en gældsbyrde på 180 % af BNP, økonomisk stagnation og Europas måske ringeste embedsværk. Oveni det kan man lægge det historisk nok mindst ansvarlige politiske system i den demokratiske verden. Det tekniske spørgsmål må derfor i virkeligheden – og er nok også bag lukkede døre – om man kan navigere Grækenland mod en nogenlunde ordne bankerot.

Men en anden del af diskussionen, der ikke foregår, burde være hvorfor Syriza-regeringen agerer som den gør. Udefra ser det aldeles idiotisk ud, om end idiotisk på en tydeligt vulgærkeynesiansk og marxistisk måde. Pointen i dag er dog, at der er en måde at finde rationalitet i Tsipras og Varoufakis strategi. Rationaliteten er klassisk public choice – man behøver ikke andet end at regne med, at græske politikere fra Syriza gør det, der er bedst for græske politikere fra Syriza, uanset hvad der er bedst for vælgere, befolkning, eller Grækenlands fremtid.

Man bliver derfor nødt til at spørge, hvad der er Syrizas bedste strategi for at vinde det næste valg i Grækenland. Normalt ville man sige, at et parti, der fører et land ud i økonomisk kviksand, burde blive straffet hårdt. Sådan spiller klaveret bare ikke i denne situation. Fordi man fra såkaldt europæisk side effektivt har socialiseret omkostningerne ved en græsk bankerot – en ganske stor del af den græske regning skyldes til andre eurolande – er der ikke længere blot tale om en økonomisk krise, men også effektivt om en politisk krise (se f.eks. Mats Persson om krisen).

Den politiske overtagelse af størstedelen af den græske statsgæld har sat regeringen i Athen i en situation, hvor Syriza og andre partier udenfor magten før 2009 kan skyde skylden for problemerne på andre. Tsipras og Varoufakis rejser således rundt i verden og i Grækenland med budskabet om, at det ikke er grækernes skyld – verden skylder dem et eller andet for civilisation og for at have været besat under anden verdenskrig – og at enhver liberaliserende reform af landet vil gøre krisen værre. Deres narrativ er således vulgærkeynesiansk i den forstand, at den græske krise ikke skyldtes årtiers horribel politik – deres land har trods alt haft objektiv kurs stik mod luksusfælden i et par årtier – men nedskæringer og privatisering af statsejede selskaber. Den er også konsistent med partiets rødder, der skal findes i den yderste, kommunistiske venstrefløj, der tabte magtkampene i landet efter anden verdenskrig og også spillede en martyrrolle under militærdiktaturet.

Syrizas politik er derfor rationel på den måde, at den handler om at fortælle grækerne, at partiet faktisk beskytter dem. Tsipras sagde for eksempel i en tale til parlamentet for få dage siden, at ”denne fiksering på nedskæringer er en del af en politisk plan om at ydmyge et helt folk, der uden egen skyld har lidt i fem år. IMF har et kriminelt ansvar for den nuværende situation.” Andre græske regeringspolitikere har forsøgt at sælge en historie om, at det er Merkel og Tysklands skyld, at de – i en klassisk nulsums- lagkagetænkning – skader Grækenland ved et være ’for’ konkurrencedygtige, eller at det hele skyldes anden verdenskrig og naziregimet. Adfærd, der internationalt er det samme som at skyde sig selv gentagne gange i foden, giver således god mening i en national kontekst.

Tsipras-regimet følger ret perfekt Jim Vreelands syndebukteori (formuleret overfor IMF her): Man ved, at reformer vil forbedre økonomien, men underminere ens egen magtbase, medmindre man totalt kan frasige sig ejerskab for dem. Syrizas bedste chance for at blive genvalgt er således paradoksalt, at Grækenlands problemer forværres, samtidig med at man kan skyde skylden på IMF og tyskere, hollændere eller andre onde nordeuropæere, som ikke ser landets storhed. Giver man efter og indfører egentlige reformer, underminerer man sin magtbase og agerer imod ens egne valgløfter og ideologi. Indrømmer man officielt, at det er ens egne problemer, skaber man modvilje blandt græske vælgere. Den eneste politiske vej for Tsipras og hans folk er den økonomisk mest destruktive. Politik trumfer til enhver tid økonomi og ansvarlighed.

Baltisk tillid

Af Christian Bjørnskov, den 13. juni 2015. 2 svar

I tillidsforskningen har der i en lang årrække stået en strid mellem dem, der mener at tillid er en konsekvens af institutioner, der beskytter individet, og andre, der mener at tillid til andre mennesker er en refleksion af en dybere kulturel ærlighedstradition og –norm. Diskussionen lå også som en understrøm bag flere bidrag til den konference, jeg har været til denne uge i Vaxholm udenfor Stockholm.

Et par af os havde en snak om emnet bagefter, og hvordan bl.a. de baltiske lande kan informere om debatten. Det særlige er nemlig, at de både har langt, langt bedre formelle institutioner end Rusland – jeg tvivler på, at der er mange læsere, der foretrækker at blive udsat for et russisk retsvæsen i stedet for et litauisk eller estisk – og ganske store russisktalende og russisksindende befolkningsgrupper. Man kan derfor teste de to syn på tillid i Baltikum, fordi det førstnævnte har som en helt nødvendig konsekvens, at der ikke burde være forskel på russere og balter. De er jo udsat for de samme formelle institutioner. Det andet syn peger derimod på, at russerne i en vis grad bør have samme tillid til andre mennesker som russere i Rusland.

Hvis man bruger tal fra the European Social Survey, der spørger om tillid til andre mennesker på en skala fra 0-10, er det første og fremmest tydeligt, at esterne er langt mere tillidsfulde end andre baltere. Indeksene er 5,6 (Estland), 5,1 (Litauen), 4,0 (Letland) og 4,4 (Rusland). Men ser man på russerne i Baltikum er tallene 5,2 (Estland), 4,7 (Litauen), og 4,4 (Letland). I Letland har russerne således helt det samme tillidsniveau som i Rusland, og faktisk lidt højere end letterne. I de to lande, hvor det generelle tillidsniveau er højere end i Rusland, er russernes også højere; men de er vel at mærke stadig noget under de etnisk estiske og litauiskes. Så hvordan tolker man det?

En måde er at indse, at enhver, når han eller hun bliver spurgt om tillid til andre mennesker, bor blandt både f.eks. estere og russere. Konstruere man således et hybridniveai af esternes tilidsniveau, vægtet med hvor stor en andel af Estlands befolkning, der er estere, plus russernes i Rusland, vægtet med deres andel, burde man få en slags ’bedste bud’ på, hvordan russernes tillidsniveau i Estland burde være, hvis tilliden er kulturelt betinget. Man må jo tage hensyn til, at de bor blandt et meget stort flertal af etnisk estiske.

Hybridindekset for Litauen og Estland er 4,6 og 5,0. De to tal er ganske tæt på, men ikke helt præcist identiske med de faktiske tal fra spørgeskemaundersøgelserne. Mens man næppe kan konkludere noget endeligt på den slags simpel baggrund, er der en relativt tydelig implikation: Hvis institutionalisterne – dem, der tror at institutioner bestemmer tilliden – skulle ret, burde tallene se ganske anderles ud i Baltikum. Den persistente forskel mellem grupperne og russernes konsistent lavere tillid efter snart 25 års selvstændig udvikling peger på, at som minimum en kerne af den sociale tillid må være kulturel i en eller anden forstand.

Update: Min ven og kollega Andreas Bergh skrev om det samme emne i Dagens Samhälle i fredags.

Vi vinder når vi vågner

Af Christian Bjørnskov, den 9. juni 2015. 6 svar

Titlen på dagens post er også titlen på Anders Krab-Johansens nye bog, der udkommer i dag. Krab-Johansen, der er chefredaktør på Børsen, har været en drivkraft bag debatten om velfærdsstaten de seneste par år, har præsteret en meget fin og tankevækkende bog. Ligesom Børsens serier om ”Hvad kan vi danskere?” og ” Det næste Danmark” er den også omhyggeligt veldokumenteret og fakta er – med et par uundgåelige svipsere – stort set uangribelige.

Børsen lancerer bogen i dag på forsiden med lidt af et scoop. Krab-Johansen har fået Danmarks Statistik til at lave en særkørsel, der viser danskernes faktiske arbejdstid. Mens han viser i bogen, at de fleste tror, at de arbejder lidt mere end almindelig arbejdstid – der pt. er 36,2 timer – er det faktiske tal for gennemsnitsdanskeren kun 31,2 timer om ugen. Den egentlige arbejdstid er endda faldende! Afsløringen om arbejdstiden er blot et af mange klare og dokumenterede problemer i det danske samfund, som Krab-Johansen stiller knivskarpt på.

Der skal naturligvis være en enkelt flue i suppen, og det er at forfatteren desværre falder for Ældresagens påstand fra sidste år om, at Danmark er verdens syvenderigeste land. Helt snævert set er det rigtigt, at vi er nummer syv på Verdensbankens liste over BNP per indbygger i løbende, nationale priser. Han overser desværre (uanset at jeg gik i rette med de skrupelløse lobbyister i Ældresagen i hans egen avis i september), at vi kunne have været endnu højere på listen, hvis bare vores priser var endnu højere! Når man tager hensyn til, at Danmark er et usandsynligt dyrt sted at bo – det danske prisniveau er EU’s højeste – er vi omkring nummer 20.

Det er heldigvis noget, der både kan ordnes til næste udgave og heller ikke skal skygge for, at Anders Krab-Johansen har skrevet en bog om alle de udfordringer, som vores samfund står overfor. Bogen diskuterer også en lang række enkeltløsninger på enkeltproblemer i stedet for at have en ’stor vision’ om hvad man bør gøre. Den fungerer derfor både som en debatbog, vi har savnet slemt de senere år, og et idekatalog for det næste Folketing. Med andre ord, den er stærkt anbefalet til alle punditokraternes læsere.