Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Hvor religiøse er europæere?

Af Christian Bjørnskov, den 1. juli 2015. 6 svar

Taler man med folk med forbindelse til Folkekirken hører man ofte påstanden, at danskerne da slet ikke er så sekulære som det påstås. Samtidig nægter præster at indberette messefald eller besøgstal i danske kirker, formodentlig i et forsøg på at dække over et faktisk problem. Heldigvis kan man i stedet spørge folk, om hvor ofte de kommer i kirken. European Social Survey er en af kilderne til informationen, fordi man netop spørger om, hvor ofte går i kirke i de europæiske lande. Figuren nedenfor plotter hvor mange der kommer mindst ugentligt.

ESS kirkelige talSvaret er ret klart: Kun esterne er mindre religiøse end danskerne, målt på denne måde. Det er ydermere tankevækkende, at de mindst religiøse alle er nordiske lande – når man tæller Estland som det ’hemmelige’ nordiske land – mens de stærkt katolske lande Irland og Polen ligger i den anden ende. Hver anden polak går således i kirke hver uge, mens det er 3,2 % af esterne og 3,6 % af danskerne.

Et andet forhold, der også kan være værd at tænke over, er regionalforskellene. Den mest religiøse del af Polen er Lubelskie-regionen, der ligger klemt inde østpå med grænser til Ukraine og Hviderusland, hvor 61 % går i kirke hver uge. I Irland er det Midlands-regionen (46 %), som bekræfter en almindelig ide om, at folk er mere religiøse i landlige områder. Men i Danmark er de mindst religiøse regioner Sjælland (udenfor hovedstadsområdet) og Syd- og Sønderjylland; begge steder er det kun lidt over to procent, der gør ugentligt i kirke, mens 90 % aldrig kommer der. I det sydlige Estland, så langt fra Tallinn som muligt, er det tilsvarende tal 93 %.

En sidste observation kunne være, at der praktisk taget ingen sammenhæng er mellem velstand og religiøsitet, som man ellers ofte påstår. Det ser heller ikke ud til, at tre generationers kommunisme kan aflæses i tallene – de to yderpunkter Estland og Polen har samme historie på det punkt. Så der er masser af stof til eftertanke her først på agurketiden.

Hvor økonomisk frit er Europa?

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2015. 6 svar

Der er efterhånden en lang litteratur, der dokumenterer de økonomiske og sociale gevinster ved øget økonomisk frihed. Josh Hall og Bob Lawson dokumentere for eksempel litteraturen her, og finder at blandt 198 studier har mindre end 4 procent negative resultater. Når man ved, hvilke gevinster der findes på langt sigt, må næste spørgsmål være, hvordan status er i Danmark og resten af Europa.

Svaret findes i figuren nedenfor. The Heritage Foundation har hvert år siden 1995 ratet et stort udsnit af verdens lande på deres økonomiske frihed; hvert år refererer dataene til situationen to år tidligere, så 2015-rapporten viser 2013-status. Alle lande fordeles på en skala fra 0-100, og Heritages indikatorer fordeles på fire områder: Rule of Law, Government Size, Regulatory Quality og Market Openness. IEF Heritage 2015

Og hvor økonomisk frit er Danmark så for tiden? Det mest præcise svar er tjoh: Vi er nummer fire i Europa med en samlet score på 76,3 – som man kan se i figuren. Schweiz er nummer et, efterfulgt af Estland og Irland. Man kan således tydeligt se, hvor dybt irerne reformerede efter krisen, og også hvor forsvindende lidt, grækerne har gjort både før og efter. Kun Ukraine er mindre økonomisk frit end Grækenland ifølge Heritage.

Men som det også ses tydeligt, er den overordnede økonomiske frihed fordelt ganske forskelligt – de farvede dele af hver søjler angiver, hvor meget af scoren der kommer fra hver af de fire underscorer. Danmarks score består således af 93 (Rule of Law), 21 (Government size), 92 (Regulatory quality) og 86 (Market openness). Estlands score, derimod, består af 79, 67, 73 og 86, henholdsvis, mens Sveriges hedder 90, 31, 76, 86. Mens Heritage således vurderer det danske retsvæsen i top – og marginalt bedre end Sveriges- er byrden af den danske offentlige sektor omvendt vurderet som den tungeste i Europa! Og derfor svaret ’tjoh’ – der er gode forhold i Danmark, som holder også oven vande, men også mange ting, vi kan lære af vores nærmeste naboer. Om den kommende regering ser ud over landets grænser på dette punkt må de næste måneder vise…

Hvor dramatisk var Folketingsvalget egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2015. 4 svar

Der er skrevet meget og langt om, hvor stor en ændring, Folketingsvalget sidste uge repræsenterede. Flere kommentatorer har sammenlignet det med jordskredsvalget i efteråret 1973, men uden at have et egentligt grundlag for sammenligningen. Så hvor dramatisk var valget i virkeligheden?

Først er det klart, at yderpolerne i dansk politik fik flere stemmer. Liberal Alliance gik fra 9 til 13 mandater og Enhedslisten fra 12 til 14. Centrum af dansk politik, hvis man definerer det som Venstre og Socialdemokraterne, tabte i alt ti mandater (-13 og +3). Men hvis man inkluderer Dansk Folkeparti – som basalt set er et klassisk socialdemokratisk parti, der ikke kan lide udlændinge – vandt midten faktisk fem mandater (+15 til DF). Så det er lidt svært at påstå, at dansk politik er blevet mere ideologisk polariseret. Det eneste egentligt nye i den historie er Alternativet, der trak ni mandater til det cafe latte-drikkende do-good segment.

I stedet kan man se på, hvor mange mandater, der skiftede mellem partierne. Figuren nedenfor plotter, hvor stor en andel af Folketingets mandater, der er vandret mellem partierne ved hvert valg siden 1901. Yderst til højre ser man tydeligt 2015-valget. Men pointen er her, at hvis ens historiske hukommelse er en smule længere end tilbage til Nyrup-regeringerne, ser valget ikke særligt sært ud. 19 procent af mandaterne skiftede, hvilket er de samme som i 1975 og 1977, men langt fra de 34 % i december 1973. Vi er også meget langt fra valgene før 1920, hvor ganske store vælgerbevægelser var reglen mere end undtagelsen.

Mandatskift 2015Så hvor stor en ændring var valget? Svaret er, at for de gamle partier – V, S, og K – er det måske skidt ud, men det større billede har ikke ændret sig meget. Kun fem mandater vandrede mellem de to blokke (defineret på økonomisk politik), hvilket er ganske lid sammenlignet med 1972 (31 mandater), 1973 (37 mandater), 2002 (25 mandater) eller for den sags skyld 1977 (19 mandater). Mens medierne selvfølgelig skal have noget at skrive om, er der ikke sket frygteligt meget. Med The Whos ord: Meet the new boss, same as the old boss – og hun hedder medianvælgeren.

Hvem vinder et græsk valg i afgrunden?

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2015. 3 svar

Grækenland har kurs direkte mod en rodet bankerot. En del af diskussionen i medierne er, om man ikke kan undgå en bankerot, hvis Syriza-regeringen i Athen går med til liberaliserende reformer af græske reguleringer og den offentlige sektor. Diskussionen er dog misforstået: Den burde ikke handle om, hvorvidt grækerne går bankerot, men hvordan de kommer til at gøre det. For en bankerot er uundgåelig med en gældsbyrde på 180 % af BNP, økonomisk stagnation og Europas måske ringeste embedsværk. Oveni det kan man lægge det historisk nok mindst ansvarlige politiske system i den demokratiske verden. Det tekniske spørgsmål må derfor i virkeligheden – og er nok også bag lukkede døre – om man kan navigere Grækenland mod en nogenlunde ordne bankerot.

Men en anden del af diskussionen, der ikke foregår, burde være hvorfor Syriza-regeringen agerer som den gør. Udefra ser det aldeles idiotisk ud, om end idiotisk på en tydeligt vulgærkeynesiansk og marxistisk måde. Pointen i dag er dog, at der er en måde at finde rationalitet i Tsipras og Varoufakis strategi. Rationaliteten er klassisk public choice – man behøver ikke andet end at regne med, at græske politikere fra Syriza gør det, der er bedst for græske politikere fra Syriza, uanset hvad der er bedst for vælgere, befolkning, eller Grækenlands fremtid.

Man bliver derfor nødt til at spørge, hvad der er Syrizas bedste strategi for at vinde det næste valg i Grækenland. Normalt ville man sige, at et parti, der fører et land ud i økonomisk kviksand, burde blive straffet hårdt. Sådan spiller klaveret bare ikke i denne situation. Fordi man fra såkaldt europæisk side effektivt har socialiseret omkostningerne ved en græsk bankerot – en ganske stor del af den græske regning skyldes til andre eurolande – er der ikke længere blot tale om en økonomisk krise, men også effektivt om en politisk krise (se f.eks. Mats Persson om krisen).

Den politiske overtagelse af størstedelen af den græske statsgæld har sat regeringen i Athen i en situation, hvor Syriza og andre partier udenfor magten før 2009 kan skyde skylden for problemerne på andre. Tsipras og Varoufakis rejser således rundt i verden og i Grækenland med budskabet om, at det ikke er grækernes skyld – verden skylder dem et eller andet for civilisation og for at have været besat under anden verdenskrig – og at enhver liberaliserende reform af landet vil gøre krisen værre. Deres narrativ er således vulgærkeynesiansk i den forstand, at den græske krise ikke skyldtes årtiers horribel politik – deres land har trods alt haft objektiv kurs stik mod luksusfælden i et par årtier – men nedskæringer og privatisering af statsejede selskaber. Den er også konsistent med partiets rødder, der skal findes i den yderste, kommunistiske venstrefløj, der tabte magtkampene i landet efter anden verdenskrig og også spillede en martyrrolle under militærdiktaturet.

Syrizas politik er derfor rationel på den måde, at den handler om at fortælle grækerne, at partiet faktisk beskytter dem. Tsipras sagde for eksempel i en tale til parlamentet for få dage siden, at ”denne fiksering på nedskæringer er en del af en politisk plan om at ydmyge et helt folk, der uden egen skyld har lidt i fem år. IMF har et kriminelt ansvar for den nuværende situation.” Andre græske regeringspolitikere har forsøgt at sælge en historie om, at det er Merkel og Tysklands skyld, at de – i en klassisk nulsums- lagkagetænkning – skader Grækenland ved et være ’for’ konkurrencedygtige, eller at det hele skyldes anden verdenskrig og naziregimet. Adfærd, der internationalt er det samme som at skyde sig selv gentagne gange i foden, giver således god mening i en national kontekst.

Tsipras-regimet følger ret perfekt Jim Vreelands syndebukteori (formuleret overfor IMF her): Man ved, at reformer vil forbedre økonomien, men underminere ens egen magtbase, medmindre man totalt kan frasige sig ejerskab for dem. Syrizas bedste chance for at blive genvalgt er således paradoksalt, at Grækenlands problemer forværres, samtidig med at man kan skyde skylden på IMF og tyskere, hollændere eller andre onde nordeuropæere, som ikke ser landets storhed. Giver man efter og indfører egentlige reformer, underminerer man sin magtbase og agerer imod ens egne valgløfter og ideologi. Indrømmer man officielt, at det er ens egne problemer, skaber man modvilje blandt græske vælgere. Den eneste politiske vej for Tsipras og hans folk er den økonomisk mest destruktive. Politik trumfer til enhver tid økonomi og ansvarlighed.

Baltisk tillid

Af Christian Bjørnskov, den 13. juni 2015. 2 svar

I tillidsforskningen har der i en lang årrække stået en strid mellem dem, der mener at tillid er en konsekvens af institutioner, der beskytter individet, og andre, der mener at tillid til andre mennesker er en refleksion af en dybere kulturel ærlighedstradition og –norm. Diskussionen lå også som en understrøm bag flere bidrag til den konference, jeg har været til denne uge i Vaxholm udenfor Stockholm.

Et par af os havde en snak om emnet bagefter, og hvordan bl.a. de baltiske lande kan informere om debatten. Det særlige er nemlig, at de både har langt, langt bedre formelle institutioner end Rusland – jeg tvivler på, at der er mange læsere, der foretrækker at blive udsat for et russisk retsvæsen i stedet for et litauisk eller estisk – og ganske store russisktalende og russisksindende befolkningsgrupper. Man kan derfor teste de to syn på tillid i Baltikum, fordi det førstnævnte har som en helt nødvendig konsekvens, at der ikke burde være forskel på russere og balter. De er jo udsat for de samme formelle institutioner. Det andet syn peger derimod på, at russerne i en vis grad bør have samme tillid til andre mennesker som russere i Rusland.

Hvis man bruger tal fra the European Social Survey, der spørger om tillid til andre mennesker på en skala fra 0-10, er det første og fremmest tydeligt, at esterne er langt mere tillidsfulde end andre baltere. Indeksene er 5,6 (Estland), 5,1 (Litauen), 4,0 (Letland) og 4,4 (Rusland). Men ser man på russerne i Baltikum er tallene 5,2 (Estland), 4,7 (Litauen), og 4,4 (Letland). I Letland har russerne således helt det samme tillidsniveau som i Rusland, og faktisk lidt højere end letterne. I de to lande, hvor det generelle tillidsniveau er højere end i Rusland, er russernes også højere; men de er vel at mærke stadig noget under de etnisk estiske og litauiskes. Så hvordan tolker man det?

En måde er at indse, at enhver, når han eller hun bliver spurgt om tillid til andre mennesker, bor blandt både f.eks. estere og russere. Konstruere man således et hybridniveai af esternes tilidsniveau, vægtet med hvor stor en andel af Estlands befolkning, der er estere, plus russernes i Rusland, vægtet med deres andel, burde man få en slags ’bedste bud’ på, hvordan russernes tillidsniveau i Estland burde være, hvis tilliden er kulturelt betinget. Man må jo tage hensyn til, at de bor blandt et meget stort flertal af etnisk estiske.

Hybridindekset for Litauen og Estland er 4,6 og 5,0. De to tal er ganske tæt på, men ikke helt præcist identiske med de faktiske tal fra spørgeskemaundersøgelserne. Mens man næppe kan konkludere noget endeligt på den slags simpel baggrund, er der en relativt tydelig implikation: Hvis institutionalisterne – dem, der tror at institutioner bestemmer tilliden – skulle ret, burde tallene se ganske anderles ud i Baltikum. Den persistente forskel mellem grupperne og russernes konsistent lavere tillid efter snart 25 års selvstændig udvikling peger på, at som minimum en kerne af den sociale tillid må være kulturel i en eller anden forstand.

Update: Min ven og kollega Andreas Bergh skrev om det samme emne i Dagens Samhälle i fredags.

Vi vinder når vi vågner

Af Christian Bjørnskov, den 9. juni 2015. 6 svar

Titlen på dagens post er også titlen på Anders Krab-Johansens nye bog, der udkommer i dag. Krab-Johansen, der er chefredaktør på Børsen, har været en drivkraft bag debatten om velfærdsstaten de seneste par år, har præsteret en meget fin og tankevækkende bog. Ligesom Børsens serier om ”Hvad kan vi danskere?” og ” Det næste Danmark” er den også omhyggeligt veldokumenteret og fakta er – med et par uundgåelige svipsere – stort set uangribelige.

Børsen lancerer bogen i dag på forsiden med lidt af et scoop. Krab-Johansen har fået Danmarks Statistik til at lave en særkørsel, der viser danskernes faktiske arbejdstid. Mens han viser i bogen, at de fleste tror, at de arbejder lidt mere end almindelig arbejdstid – der pt. er 36,2 timer – er det faktiske tal for gennemsnitsdanskeren kun 31,2 timer om ugen. Den egentlige arbejdstid er endda faldende! Afsløringen om arbejdstiden er blot et af mange klare og dokumenterede problemer i det danske samfund, som Krab-Johansen stiller knivskarpt på.

Der skal naturligvis være en enkelt flue i suppen, og det er at forfatteren desværre falder for Ældresagens påstand fra sidste år om, at Danmark er verdens syvenderigeste land. Helt snævert set er det rigtigt, at vi er nummer syv på Verdensbankens liste over BNP per indbygger i løbende, nationale priser. Han overser desværre (uanset at jeg gik i rette med de skrupelløse lobbyister i Ældresagen i hans egen avis i september), at vi kunne have været endnu højere på listen, hvis bare vores priser var endnu højere! Når man tager hensyn til, at Danmark er et usandsynligt dyrt sted at bo – det danske prisniveau er EU’s højeste – er vi omkring nummer 20.

Det er heldigvis noget, der både kan ordnes til næste udgave og heller ikke skal skygge for, at Anders Krab-Johansen har skrevet en bog om alle de udfordringer, som vores samfund står overfor. Bogen diskuterer også en lang række enkeltløsninger på enkeltproblemer i stedet for at have en ’stor vision’ om hvad man bør gøre. Den fungerer derfor både som en debatbog, vi har savnet slemt de senere år, og et idekatalog for det næste Folketing. Med andre ord, den er stærkt anbefalet til alle punditokraternes læsere.

Ekonomisk Debatt om indvandring

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2015. Skriv et svar

Det nye nummer af det glimrende, svenske Ekonomisk Debatt udkom forleden. Nummer 4 er et temanummer om indvandring og skal nok give debat. Rita Bredefeldt skriver om de svenske jøders integration, Ali Ahmed om hvad man mener at vide om etnisk diskrimination, Andrej Kokkonen om hvorfor svenskerne stemmer på Sverigedemokraterne, Martin Ljunge om opdragelse af indvandreres børn, Johan Wennström og Özge Öner om hvordan flygtninge spredes geografisk bland de svenske kommuner (i et noget andet system end det danske), og Jan Ekberg om indvandrerkvinder har lavere pension. Tidsskriftet, der for tiden redigeres af Niklas Bengtsson og Niclas Berggren – også kendt som Nonicoc på Twitter og en særlig ven af punditokraterne – sigter ikke efter at være enig med alle, men efter at skabe informeret debat. Ingen tvivl om, at det nok skal lykkes med dette temanummer.

Individuel- og gruppe-rationalitet

Af Christian Bjørnskov, den 31. maj 2015. 10 svar

En læser undrede sig forleden over, hvordan vi kunne påstå, at grækerne opfører sig individuelt rationelt. Hvordan kan rationel adfærd føre til så absurde og destruktive konsekvenser for et helt samfund? Tanken var, som mange før vores læser har argumenteret, at hvis man ser åbenbart irrationelle eller skadelige konsekvenser på gruppeplan, må de skyldes irrationel adfærd på det individuelle plan. Økonomisk og politologisk teori har dog særligt siden 1950erne vist, hvordan den populære ide ikke passer. Elendige udfald på gruppe- og samfundsplan kan sagtens skyldes fuldstændigt rationel adfærd på individplan.

John Nash formulerede i Fangernes Dilemma en situation, som David Hume havde peget på allerede i 1740. To røvere er blevet fanget af politiet og sat i separate celler. De får at vide, at hvis de holder mund, får de hver to måneder i fængsel. Hvis de begge fortæller sandheden, får de hver ni måneder, mens hvis én af dem sladrer, mens den anden ikke gør, får sladrehanken kun én måned mens den anden får ti måneder. Det er tydeligvis grupperationelt at begge holder mund, så ’skaden’ begrænses til to gange to måneder; men for fangerne er det ikke individuelt rationelt. Hvis den ene holder mund, er det rationelt for den anden at sladre – sladrehanken slipper med én i stedet for to måneder. Hvis man tror, den anden sladrer, vil man begrænse sin skade til de ni måneder, man får hvis begge sladrer. Under alle omstændigheder er den ’dominerende strategi’ at sladre.

Situationen, der beskrives i Fangernes Dilemma, er således en hvor det ikke er rationelt for de to fanger at koordinere deres adfærd. Hæver man sig op på samfundsplan, ligner mange problemer Fangernes Dilemma, men et med mange i stedet for blot to individer. Man får dermed det, der kaldes Kollektive Handlingsproblemer – situationer, hvor alle sådan set kender den bedste løsning, men hvor individuelt rationel adfærd hurtigt kan forhindre alle i at nå den. Problemet er ’free-riding’- på dansk kaldet gratistadfærd. Alle ved for eksempel, at det er ubehageligt, hvis midtbyen i Aarhus lugter af urin (ikke mindst hvis man har tømmermænd og skal gå gennem lugten). Men når Egon går hjem, betyder det stort set intet, at han – isoleret set – tisser i en port. Det gør hverken fra eller til fordi hans tis er en dråbe i havet. Det kan derfor sagtens være individuelt rationelt for ham at tisse, men fordi alle andre tænker på helt samme måde, kommer Aarhus til at stinke søndag morgen.

I hvilket omfang individuelt rationel adfærd fører til gruppe-rationel adfærd afhænger derfor af, i hvor høj grad samfundet kan løse dets kollektive handlingsproblemer. Som Mancur Olson indså i 1960erne, gælder de samme problemer nemlig civilsamfundets organisationer. Har folk samme mål og er de ikke alt for mange, er det ikke svært at koordinere dem – de betaler til organisationen, eller bidrager på anden vis. Olsons indsigt var dog, at jo større gruppen bliver og jo mere forskelligartet, jo sværere er det at begrænse free-riding, så en for stor og / eller forskelligartet organisation kan ikke fungere: Den kan ikke løse det kollektive handlingsproblem. Fagforeninger og andre forsøger derfor at fastholde medlemmer ved at tilbyde dem noget andet de kun kan få gennem foreningen andet end det kollektive gode.

Ser man ud over samfundet, er der en lang række kollektive handlingsproblemer, som skal løses før man med rette kan kalde sig et ordentligt ’samfund’. En stor del af den ideologiske diskussion de sidste 150 år har i et vist omfang handlet om, hvem der skal håndtere disse problemer – markedet, staten eller civilsamfundet (i Ostromske, private løsninger). Men et definerende karakteristika ved de nordeuropæiske samfund og deres børn – Australien, Canada, New Zealand og USA – er hvor godt de løses. Skatteopkrævning er for eksempel et kollektivt handlingsproblem, ligesom et velfungerende retsvæsen er det. De løses glimrende i Sverige og Storbritannien, men nærmest ikke i Grækenland. I alle landene opfører folk sig tilnærmelsesvist individuelt rationelt, men hvordan dén rationalitet i samspillet mellem mennesker fører til kollektiv rationalitet eller absurditeter som Grækenland, Rusland eller Congo, skyldes noget helt andet. Meget mere om det en anden dag.

Pennington introducerer Public Choice

Af Christian Bjørnskov, den 29. maj 2015. Skriv et svar

Det er valgtid og der er næppe grænser for, hvad politikerne er klar til at bilde deres potentielle vælgere ind. Måske er nu derfor den bedste tid til at enten blive introduceret til eller mindet om, hvad public choice er for en videnskabelig tradition, og hvad den kan. Min glimrende kollega Mark Pennington – professor på King’s College, London og forfatter til Robust Political Economy – introducerer her emnet på 20 minutter.

Del 2 og 3 følger, inklusive nogle spørgsmål her.

John Nash, 1928-2015

Af Christian Bjørnskov, den 25. maj 2015. 2 svar

I går fik verden nyheden om, at John Nash og hans kone var døde i et trafikuheld. Nash blev en af de mest kendte og indflydelsesrige økonomer i efterkrigsperioden på trods af alle odds. Manden kæmpede hele sit voksne liv med paranoid schizofreni. Lidelsen blev skildret i filmen A Beautiful Mind, hvor Russell Crowe spillede Nash – en præstation der bl.a. indbragte Crowe en Golden Globe.

Nash fik Nobelprisen i økonomi i 1994 sammen med Reinhard Selten og John Harsanyi for sit fundamentale arbejde i udviklingen af spilteori. Hans PhD-afhandling, der utroligt nok kun var 27 sider lang, revolutionerede manges tankegang omkring rationel adfærd. A Fine Theorem har en glimrende gennemgang af Nashs tænkning, og flere andre blogs kommer til at skrive introduktioner de kommende dage.

Det mest berømte af hans eksempler er formuleringen af det, der nu kaldes en Nash-ligevægt. De fleste af os bruger det kendte Fangernes Dilemma som introduktion til denne type ligevægt. Forestil dig, at to bankrøvere er blevet fanget af politiet og placeret i to separate celler. De ved, at hvis de begge holder mund, får de to måneder i fængsel. Hvis de begge to sladrer til politiet, får 9 måneder, men hvis den ene sladrer, og den anden holder mund, får sladrehanken kun en måned i fængsel, mens de anden får 12 måneder. Før Nash var tanken for de fleste, at de er bedst for begge fanger at holde mund, fordi de da slipper med to måneder. Nash indså, at en rationel ligevægt ikke giver det bedste udfald for de to fanger. Grunden er, at hvis den ene fange holder mund, er det bedst for den anden fange at sladre (udfaldet er en måned i fængsel mod to hvis han også holder mund). Hvis den anden fange sladrer, er bedste valg også at sladre (udfaldet er 9 måneder mod 12). Så uanset hvad den anden fange gør, er det strategisk eneste logiske valg at sladre. Begge fanger sladrer og begge ender 9 måneder i fængsel.

Nash-ligevægten i spillet er således en elegant måde at demonstrere, at i mange strategiske situationer kan adfærd, der på det individuelle niveau er perfekt rationel, føre til situationer der bestemt ikke er optimale for ’gruppen’. Efter Nash og andre udviklede moderne, non-kooperativ spilteori, er mange situationer, som man før troede skyldtes irrationel adfærd, nu forståelige som rationel adfærd i situationer, hvor to eller flere ikke kan løse det kollektive handlingsproblem. Indsigten er både ekstremt enkel, men også dyb og revolutionerende for store dele af samfundsvidenskaberne, militærstrategi og endda biologi.

Politikeres kompetencer og dissonans

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2015. 2 svar

Et tilbagevendende spørgsmål i mange diskussioner blandt folk med interesse for politisk økonomi og public choice er: Hvilke karakteristika har politikere og hvad kan de egentlig? Spørger man politikere selv, er svaret naturligvis deres større indsigt i samfundet og deres visioner og omsorg for andre mennesker. Ser man mere nøgternt, er der relativt bred enighed om, at de ofte deler træk med psykopater (læs f.eks. her): Beregnende med en vilje til magt over andre mennesker, men samtidig udadvendte, umiddelbart charmerende og troværdige. Men lad mig foreslå et ekstra karakteristika: En tydelig tolerance for kognitiv dissonans.

Kognitiv dissonans opstår når et individ indtager – eller opdager at hun indtager – to eller flere indbyrdes modstridende holdninger eller forestillinger. Det vil f.eks. være det mentale ubehag ved at indse, at man på samme tid har lav eller ingen tillid til politikere, og at man argumenterer for større politisk kontrol med samfundet. Et problem i denne forbindelse er, at man i psykologi ofte finder, at udadvendte individer føler mindre ubehag ved kognitiv dissonans.

Mit argument for at betragte en stor accept af kognitiv dissonans er, at det virker som et krav til ’moderne’ politikere at kunne have holdninger der er indbyrdes uforenelige: støtte til at menneske har frie valg, samtidig med at man vil forbyde privat sygepleje; erklæringer om private markeders overlegenhed sammen med støtte til lukkelov og begrænsninger på butiksstørrelse; eller enhver erklæring om ytringsfrihedens ukrænkelighed efterfulgt af et ’men’.

Kan man forstå politik uden at regne med, at politikere hver dag uden ubehag møder dette problem? Jeg kan ikke se hvordan, men læserne må meget gerne byde ind – enten med modsvar eller med flere eksempler.

Bedste danske nationaløkonomer 2015

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2015. 3 svar

Som tidligere år tager vi også i år diskussion af, hvem der er de bedste danske nationaløkonomer. Pointen hvert år – uanset at mange kritikere ofte har overset den – er at det på ingen måde er et simpelt spørgsmål. Vi gør det derfor forskelligt hvert år for at understrege to pointer: 1) Ethvert mål er udtryk for både kvalitet og publikationsstrategi; og 2) top og bund er stort set altid de samme uanset målet (læs tidligere år her, her, her, her og her).

Vores udgangspunkt er som altid, at der godt kan være fine økonomer derude, mens hvis de ikke dokumenterer deres kvaliteter, kan vi ikke inkludere dem. Alle mål må således bruge forskeres præstation i international, fagfællebedømt (peer-reviewed) publiceret forskning. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt – økonometrikerne får i år deres egen liste. Årets liste omfatter således kun folk, der bedriver primær forskning, der er genkendelig som nationaløkonomi.

Årets indeks omfatter to overordnede mål for kvalitet: 1) Citationer, dvs. hvor ofte andre forskere bruger en given persons forskning; og 2) impact-faktoren for det bedste tidsskrift, en forsker har publiceret i. Det første mål er gennemsnittet af det totale antal citationer, der er registreret i Scopus-databasen, antallet af citationer af de tre mest citerede artikler og forskerens H-score. Det andet mål er impact-scoren for det fineste tidsskrift, forskeren har publiceret i. Årets indeks vægter således de to ’dimensioner’ af enhver publikationsstrategi ens. Årets Top-40 med et indeks skaleret mellem 0 og 100 ser således ud:

Navn Indeks Navn Indeks
1. Nicolai Foss (CBS) 100.0 (0.3) 21. Jesper Rangvid (CBS) 27.6 (21.0)
2. Keld Laursen (CBS) 72.2 (30.3) 22. Peter Birch Sørensen (KU) 27.4 (8.5)
3. Lasse Heje Pedersen (CBS) 68.0 (23.8) 23. Michael Rosholm (AU) 27.0 (8.4)
4. David Lando (CBS) 59.9 (31.2) 24. Claus Munk (CBS) 27.0 (18.7)
5. Martin Paldam (AU) 55.7 (9.2) 25. Thomas Rønde (CBS) 26.9 (19.7)
6. Christian Bjørnskov (AU) 52.2 (18.9) 26. Claus Thustrup Kreiner (KU) 26.6 (15.5)
7. Morten Bennedsen (CBS) 48.7 (38.4) 27. Jakob Roland Munch (KU) 26.1 (13.0)
8. Finn Tarp (KU) 46.7 (14.5) 28. Torben M. Andersen (AU) 25.7 (8.0)
9. Morten Lau (CBS) 44.6 (25.5) 29. Pascalis Raimondos-Møller (CBS) 25.2 (9.6)
10. David Dreyer Lassen (KU) 42.5 (47.1) 30. Christian Schultz (KU) 25.1 (13.0)
11. Niels Westergård-Nielsen (CBS) 39.6 (14.5) 31. Nabanita Datta Gupta (AU) 24.4 (15.1)
12. Henrik Hansen (KU) 38.7 (18.7) 32. Jens Leth Hougaard (KU) 24.1 (8.1)
13. Steffen Andersen (CBS) 36.1 (11.8) 33. Jan Bentzen (AU) 23.9 (11.4)
14. Carl-Johan Dalgaard (KU) 32.7 (15.1) 34. Peter Sandholt Jensen (SDU) 23.4 (7.3)
15. Søren Bo Nielsen (CBS) 32.6 (10.1) 35. Jacob Louis Weisdorf (SDU) 22.6 (12.8)
16. Henrik Jensen (KU) 32.6 (11.0) 36. Michael Svarer (AU) 22.5 (9.5)
17. Bent Jesper Christensen (AU) 31.9 (16.5) 37. Thomas Barnebeck (SDU) 21.7 (13.8)
18. Peter Norman Sørensen (KU) 31.0 (16.9) 38. Jan Rose Skaksen (RW) 21.3 (9.7)
19. Nina Smith (AU) 30.5 (9.7) 39. Torben Tranæs (SFI) 20.3 (7.6)
20. Helena Skyt Nielsen (AU) 28.2 (8.7) 40. Lars Gårn Hansen (KU) 20.2 (10.1)

Tallet i parentes udfor indekset angiver, hvor meget indeksværdien kan ændre sig når man laver tre ændringer: Man tæller ikke impact scores med fra tidsskrifter udenfor nationaløkonomi; man tæller ikke de samlede antal citationer med; og man tæller ikke H-scoren med. Det angiver altså, hvor følsomt målet er overfor mindre ændringer i måden at opgøre det på. En anden måde ville være at beregne et multiplikativt indeks i stedet for det additive ovenfor, så man belønner forskere der er gode til begge dele.

Årets ’resultat’ er ikke anderledes end tidligere år. Nicolai Foss og Keld Laursen (CBS) er nummer 1 og 2 – endda uanset at man kun tæller impacts fra rene econ journals (så Nicolais artikler i Academy of Management Review ikke tæller). De bedste kvindelige økonomer er ikke overraskende igen i år Nina Smith og Helena Skyt Nielsen, ligesom de gamle udviklingsøkonomiske rivaler Martin Paldam og Finn Tarp igen ligger højt og tæt på hinanden.

Kan man få listen til at se anderledes ud? Svaret er et ganske betinget ja. Lægger man udelukkende vægt på de fineste journals, man har publiceret i, får man et lidt andet billede. Den anden ting, man kan gøre for at ændre billedet, er at insistere på kun at regne med publikation i econ journals. Gør man det, flytter man David Dreyer Lassen og undertegnede ud af Top 10, da vores mest prestigiøse artikler har været publiceret udenfor nationaløkonomi (henh. American Political Science Review og American Journal of Political Science). Martin Paldams position er derimod ret uændret på trods af, at hans ’fineste’ publikation også er i statskundskab (i British Journal of Political Science sammen med statskundskabsprofessoren Peter Nannestad).

Konklusionerne er dog de samme som tidligere. Toppen er relativt uændret og kan absolut konkurrere med toppen i andre europæiske lande – Heidelbergs Axel Dreher ville være nummer 3 hvis han var dansker (indeks 63,1) – og de profilerede danskere i udlandet er faktisk dygtige. Et godt eksempel er Toke Aidt i Cambridge der, hvis han flyttede til Danmark, ville være nummer 8 (indeks 48,2). Det ser umiddelbart også ud til, at vismandsjobbet koster på forskningsfronten, som mange anekdoter peger på. Højest placerede vismand er Carl-Johan, mens de ellers fremragende Nina Smith og Torben Andersen ligger lavere end man måske skulle have troet. At arbejde med at rådgive regeringen er ikke blot utaknemmeligt, men koster måske også på den rene forskning?

Hvor dyrt er Nordeuropa?

Af Christian Bjørnskov, den 10. maj 2015. Skriv et svar

Det er almindeligt kendt, at Danmark er et meget dyrt land at bo i. Det afhænger dog af hvor i landet, man bor og man kan nogle gange høre påstanden, at vores land ikke er så dyrt ’i forhold til alt det vi får’ – underforstået, at man jo ikke vil have græske tilstande. Så hvor dyrt er det at bo i Danmark i forhold til andre nordeuropæiske lande med cirka samme overordnede udviklingsstade og private serviceniveau?

Hjemmesiden Numbeo har udviklet et sæt nogenlunde sammenlignelige forbrugerprisindeks for byer rundt omkring i verden. Det giver en mulighed for at svare på, hvor dyrt Danmark faktisk er. Jeg tog de tre største byer i alle lande i Nordvesteuropa for at få en rimelig baggrund for spørgsmålet. Nedenfor er de otte dyreste og otte billigste store byer i vores del af verden ifølge Numbeo. Står udgiften mål med serviceniveauet?

Stavanger 125.13 Birmingham 84.48
Oslo 115.38 München 84.16
Bergen 115.1 Antwerp 83.03
London 105.8 Göteborg 82.47
København 105.72 Hamborg 81.79
Reykjavik 105.02 Ghent 80.39
Aarhus 101.39 Malmö 77.25
Dublin 95.56 Berlin 74.72

Sovjetisk vækst?

Af Christian Bjørnskov, den 1. maj 2015. 1 svar

Vi har tidligere skrevet om kinesisk vækst, og hvorfor man ofte ikke bør stole på tallene (f.eks. her). Jeg genlæste forleden G. Warren Nutters fine artikel “Some Observations on Soviet Industrial Growth” fra American Economic Review i 1957. Nutter var en af de første vestlige økonomer, der stillede spørgsmålstegn ved de officielle sovjetiske væksttal og så ind bag ved dem, for at få et indtryk af, hvad der faktisk skete. Her er hans glimrende introduktion, og lørdagens spørgsmål er, om man ikke kunne have samme bekymringer om kinesiske tal?

Imagine an economy born in violence and grown up in turmoil, where the only two spurts of growth stand on either side of a destructive war; where the economy’s character has been radically transformed within less than thirty years; where industrial structure and directions of growth have been dictated by the aim of maximizing state power; where prices have borne a haphazard relation to costs; and where a government with flexible standards of candor has exercised rigid control over the trickle of information is has allowed to the outside world. You are asked to determine how fast that economy has been growing and compare it in performance with other powerful economies of the world.

Mandagslæsning

Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2015. Skriv et svar

Den sidste uge er der kommet en række korte indlæg rundt omkring i verden, der er særligt værd at læse. Her er et pluk:

Niclas Berggrens leder om den svenske decemberaftale – i øvrigt i det nye nummer af det glimrende Ekonomisk Debatt.

Gregory Mankiw i New York Times om en af de få ting, økonomer er helt enige om: Frihandel er godt!

Satyajit Das (i the Independent) diskuterer Grækenlands muligheder. Det eneste sikre synes at være, er at der ingen nemme løsninger er.

Raoul Ruparel skriver om samme emne. Læg mærke til hans figur nedenfor!

Open_Europe_graph_Greece_payments_

Grækenland i afgrunden

Af Christian Bjørnskov, den 23. april 2015. Skriv et svar

Grækenland forhandler for tiden med både Rusland og Kina om adgang til statslån fra dem, da de – i det store og hele officielt – ikke har tænkt sig at betale tilbage. Regeringen har bl.a. haft kontakt til IMF med et ønske om at udskyde tilbagebetalingen af et større lån. IMFs chef Christine Lagarde har blankt afvist muligheden og anonyme kilder har understreget, at det er første gang nogensinde, at et land har taget den slags kontakt til fonden. Samtidig har den græske gæld igen passeret de 170 % af BNP og Syriza-regimets reformforslag indeholder primært øgede offentlige udgifter.

Så hvor stor er risikoen for en egentlig bankerot? Reelt er der ingen chance for, at grækerne betaler deres gæld tilbage. I den forstand er sandsynligheden 100 %. Men spørgsmålet er, i hvor høj grad institutionelle långivere bailer landet ud, og i hvor høj grad private markedsaktører bærer byrden. Jeg vil ikke sætte et talt på, men blot pege på udviklingen i markedet. Læg mærke til udviklingen i rentespændet til Tyskland (kilde: ECBs tiårige statsobligationsrenter) i de sidste 26 måneder – og ikke mindst siden det blev tydeligt sidste år, at Syriza ville vinde valget. Markedets tusindvis af decentrale aktører peger alle i én retning: Mod afgrunden.

Græsk rentespænd indtil april 15

EA’s forårsnummer med Phelps

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2015. 1 svar

Det glimrende, britiske Institute of Economic Affairs udgiver tre gange om året et magasin, de kalder ’EA Magazine’. Forårsnummeret udkom forleden med adskillige interessante artikler (inklusive, helt ydmygt, en af undertegnede). Det velskrevne magasin er afgjort værd at læse. Her er et par højdepunkter i denne omgang:

How Economies Flourish – Philip Booth interviewer Nobelprisvinderen Edmund Phelps

Swiss Lessons for the Eurozone – Charles Blankart opsummerer Schweiz’s effective no-bailout-politik og diskuterer euroens fundamentale problemer

Pulse: Prescription for Change – Kristian Niemietz diskuterer de fleste vestlige lands voksende sundhedsudgifter og hvad man kan lære af Singapore

Statslig transparens

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2015. Skriv et svar

The World Justice Project har netop udgivet et nyt, omfattende mål for hvor åbne eller transparente forskellige statslige bureaukratier er rundt omkring i verden. The Telegraph omtalte forleden WSPs index med et kort over status i verden (hattip: Nonicoc). Alle vurderingerne kan findes her. Dagens pointe er, at uanset hvor rasende inkompetente, vores politikere ofte er, og hvor trætte vi kan være af hvad vi opfatter som et langsommeligt og tungt offentligt bureaukrati, er det i sammenligning med andre lande faktisk ganske godt!

WSP opdeler indexet i fire områder: Publicized laws and government data, Right to information, Civic participation og Complaint Mechanisms. Målt på denne made er Danmark nummer fire i verden, kun overgået af Sverige, New Zealand og Norge, og skarpt forfulgt af Holland, Finland og Canada. Læsere med erfaring i governance og rule-of-law-indeks kan givet genkende gruppen af lande.

Det interessante er hvordan de fire områder fordeler sig i Danmark. På en 0-1-skala vurderer WSP det danske bureaukrati således: Publicized laws and government data får 0,68 (nummer 8), Right to information får 0,72 (nummer 9), Civic participation gives 0,89 (nummer 2) og Complaint Mechanisms vurderes til 0,84 (nummer 2). Man kan altid overveje, hvor præcise disse ekspert-baserede mål er, men det er måske en tanke, at både den offentlige deltagelse og vores tradition for klagemekanismer er meget gammel – adgangen til at klage blev formaliseret i 1710. Så selvom vi placerer os fornemt, er der næppe meget at bryste sig af for nutidens politikere.

Europæisk Public Choice Society 2015

Af Christian Bjørnskov, den 5. april 2015. Skriv et svar

Tirsdag starter den årlige konference i the European Public Choice Society, som i år afholdes i Groningen. EPCS har de sidste ti år udviklet sig til den internationale topkonference på området og byder også i år på en række spændende papirer. Hele programmet kan læses her. Plenary-oplæggene holdes af James Alt (Harvard) og Marta Reynal-Querol (Pompeu Fabra), mens årets presidential address naturligvis holdes af den afgående præsident, Toke Aidt (Cambridge). Som traditionen byder, er her et lille pluk af de præsentationer, jeg ser særligt frem til:

“The effect of natural disasters on repression”, Katharina Pfaff (Hamburg)

“Terror and Democracy: Evidence from Disaggregated Data”, Krisztina Kis-Katos (Freiburg)

“Do Politicians Award Discretionary Grants to Core Supporters? Evidence from a German State”, Niklas Potrafke (CesIFO)

“Who is Left-wing and Who Just Thinks They Are?”, James Rockey (Leicester)

“Are private saving imbalances within Europe caused by a drop in interest rates or by cultural differences?”, Eelke de Jong (Nijmegen)

“Cheat or Perish? A Theory of Scientific Customs”, Benoit Le Maux (Rennes)

Som altid er der også en del både sjovt og produktivt samvær at se frem til med bl.a. Niclas Berggren, Axel Dreher, Martin Gassebner, Pierre-Guillaume Méon, Therese Nilsson og Martin Rode – navne som punditokraternes faste læsere sikkert kan genkende.

Elinder et al. om tegnebogsstemmer

Af Christian Bjørnskov, den 3. april 2015. Skriv et svar

En meget lang diskussion i politisk økonomi og statskundskab handler om, hvorvidt folk primært stemmer egotropisk eller sociotropisk ved valg. Med andre ord, stemmer de med tegnebogen eller overbevisningen? Der er forskellige skoler i feltet, der bliver ved med at diskutere heftigt om, hvem der har mest ret. En af grundene er, at det er ganske svært at finde ud af, hvad der konkret er egotropisk og hvad der er sociotropisk. Med andre ord har man et næsten permanent identifikationsproblem.

Mikael Elinder, Henrik Jordahl, og Panu Poutvaara havde forleden en artikel i European Economic Review om dette emne (hattip: Nonicoc). Det svensk-finske team har fundet eksempler fra svenske valg i 90erne, der løser identifikationsproblemet på en ret elegant måde. Før 1994-valget, der blev afholdt i økonomisk trange tider, hvor alle vidste at det offentlige måtte stramme op, foreslog de svenske socialdemokrater at man reducerede den offentlige støtte til familier med små børn. Før det efterfølgende valg i 1998 foreslog samme parti derimod at lægge et loft på familiernes udgifter til børnepasning osv. Elinder et al. udnytter, at begge forslag retter sig mod familier med børn i 0-4 årsalderen. De kan derfor udnytte, at begge forslag vil have markant anderledes konsekvenser for denne gruppe end for familier med børn mellem 6 og 11.

’Tricket’ er, at teamet først kan vise, at i valgene 1985, 1988 og 1991 stemte disse to grupper ekstremt ens. I 1994, derimod, var dem med børn mellem 0 og 4 12,5 % mindre tilbøjelige til at stemme socialdemokratisk, mens de i 1998 var 13,5 % mere tilbøjelige til at stemme socialdemokratisk. De to forslag ser derfor ud til at have rykket cirka 1,5 % af stemmerne, og mens det ikke fik klare konsekvenser i de to valg, bemærker Elinder et al. at det kunne have gjort det. I 6 ud af 20 valg efter anden verdenskrig var margenen mellem de to blokke mindre end 1,5 %. Privatøkonomiske overvejelser betyder ikke blot noget, men kan i nogle tilfælde flytte flertal.