Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Peter Nedergaard om politiske fejl og mistillid

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2014. Skriv et svar

Den glimrende Peter Nedergaard, professor i statskundskab på KU, har i dag en fin kronik i Berlingske Tidende om politisk ageren og danskernes lave og dalende tillid til politikerne. Jeg er enig i stort set hele kronikken, der implicit hviler på et solidt public choice-fundament. Her er et par smagsprøver:

Jeg vil i stedet argumentere for, at problemet snarere er, at danske politikere blander sig i for mange konkrete forhold, at de til tider lider af regeringssyge, og at vejen til større tillid mellem befolkning og politikerne går gennem at blande sig betydeligt mindre samtidig med, at politikerne begynder at agere mere overordnet og principielt.

Det andet grundlæggende problem, som opstår, når politikerne ikke bindes til masten med principper, er, at politikerne i så fald får et incitament til at tænke kortsigtet. Al politik bliver i så fald lagt til rette med henblik på at vinde næste valg og det lange samfundssigt tabes af syne. Netop dette forhold er et af demokratiets latente sygdomme.

Hele kronikken kan læses her. Anbefalet!

Hvor velstående var Danmark? Anderledes evidens

Af Christian Bjørnskov, den 28. april 2014. 5 svar

Vi skrev for godt et års siden om, hvor rigt Danmark var i forhold til resten af Vesten i 1930erne. Et af de spørgsmål, jeg er blevet stillet siden da – og siden samme basale historie var i Børsen og blev præsenteret ved Cepos jubilæum i marts – er om de historiske BNP-tal nu er så præcise som man kunne håbe. Svaret er naturligvis nej, men en række andre indikationer peger tydeligt i samme retning. Sammenligningerne kan alle findes i de statistiske årbøger fra 1930erne, i kapitlet om internationale sammenligninger. Man kunne overveje, om det ikke var en øvelse man kunne give gymnasieelever, hvis man diskuterer levestandarder med dem.

Tallene afslører først og fremmest, at danskerne talte meget med hinanden – informationsinfrastrukturen var veludviklet. Gennemsnittet af 18 vesteuropæiske lande var i 1932 40 telefonsamtaler per 1000 mennesker, mens danskerne toppede listen med 154. Måler man i stedet brevpost og telefontrafik sammen, lå Danmark stadig i top (233 breve og samtaler per 1000), fulgt af Schweiz (225), Sverige (220), Belgien (198) og Storbritannien (168). Ser man senere i 1930erne er der kommet tal fra New Zealand, som viser sig at være endnu mere snakkesalige end danskerne, som fem år senere har 190 opkald per 1000 mod vores 181 i 1937.

Den fysiske infrastruktur var også i top. Danmark havde 1,5 kilometer jernbane per 1000 indbyggere, mens gennemsnittet var 1,0. Kun Sverige (2,7) og Finland (1,6) havde målt på denne måde et tættere jernbanenet. Målt i tæthed per kvadratkilometer var Danmarks jernbanenet (120) kun overgået af Schweiz (130) og Tysklands (124). Ligeledes var der 32 biler og mindre lastbiler per 1000 indbyggere i Danmark (23 personbiler), mens gennemsnittet over 24 lande var 12,5 (og 9 personbiler per 1000). Kun Storbritannien (37 og 28,5) og Frankrig (44 og 33) havde flere biler på vejene end Danmark. Per 1939-bogen er lufttrafik kommet med, og danskerne er dem der flyver mest i Europa (5,7 rejser per 1000 danskere).

Som Don Boudreaux har gjort på Cafe Hayek med amerikanske dagligvarer fra 1950erne, er her således et par demonstrationer af værdien af at se på andre mål end BNP for at få det fulde velstandsbillede af en periode. Danmark var allerede i 1930erne – før velfærdsstaten – et af verdens mest velstående lande. Spørgsmålet er, om vi har ’fulgt nok’ med resten eller om vi er blevet indhentet for meget af andre lande.

Gemte detaljer: Produktionsfunktioner.

Af Christian Bjørnskov, den 15. april 2014. 1 svar

I større rapporter og udredelser ligger der ofte en række detaljer og valg om, hvilke antagelser man gør sig, som er alt andet end trivielle. Disse ’gemte’ detaljer skriver lidt om i de kommende uger, da vi anser det for en af vores (selvvalgte og rent private) opgaver at bidrage til læsernes informationsniveau og informerede skepsis. Den første er måske en af de mere tekniske: Det er valget af produktionsfunktion i modeller, der bruges til langsigtede fremskrivninger.

Produktionsfunktionen er teknisk den måde, man regner hvad en given ændring i faktorer, der bruges til produktion – arbejdskraft, fysisk realkapital (maskiner, fabrikker osv.), energi, jord osv. – gør ved det samlede output og derfor den samlede indkomst og objektive levestandard. Der er masser af forskellige muligheder, men et af de vigtigste valg består i, hvilken grad af substitutabilitet mellem faktorer, man vælger at antage. Med andre ord, hvis f.eks. kapital bliver dyrere, i hvor høj grad kan virksomheder da i det lange løb bruge mindre kapital og mere af noget andet (f.eks. arbejdskraft) til at producere samme output?

Et praktisk og i sidste ende også politisk problem ligger i, at en række modeller bygger på det populære modelframework, der kaldes GTAP – Global Trade Analysis Project. GTAP-modellen benytter sig nemlig af Leontief-funktionen, sammen med flere andre antagelser, som kan give udmærket mening på kort til mellemlangt sigt, men ikke megen mening på langt sigt eller i vækstperspektiver.

Leontief-funktionen hedder teknisk Y = min{aL, bK}, i den simpleste version med arbejdskraft L og kapital K. Hvis et land således oplever Harrod-neutral teknologisk udvikling – udvikling, der gør arbejdskraften mere produktiv (dvs. en forøgelse af ’a’ i ligningen ovenfor) – vil output ikke vokse medmindre kapitalapparatet også gør. Grunden er, at der ingen substitutabilitet er mellem faktorer, der bruges i produktionen. Er energi således en produktionsfaktor, kan man ikke have nogen form for udvikling uden en forøgelse af energiforbruget.

Bruger man derfor et framework der benytter sig af Leontief-funktionen til at fremskrive langsigtet vækst, vil alt der giver vækst på langt sigt således ikke blot være antaget udenfor modellen – den kan ikke selv give vækst – men enhver ændring mellem kompositionen af produktionsfaktorer, der anvendes, må også antages, da modellen ikke kan ændre en økonomis strukturer – hvor meget arbejdskraft der anvendes per kapitalenhed, hvor meget energi der kræves per output osv.

En af de modeller, der oftest kritiseres i den danske debat – og som oftest af folk fra enten Aalborg eller Roskilde – er ministeriernes DREAM-model. DREAM bygger naturligvis på en række antagelser, men en af dem er ikke Leontief. I stedet har virksomhederne alle en CES produktionsfunktion (dvs. en Constant Elasticity of Substitution) hvor man faktisk kan vælge optimalt at bruge mere af én og mindre af en anden faktor. DREAM opererer også eksplicit med Harrod-neutral vækst, som når den ankommer derfor indebærer at virksomhederne på langt sigt justerer deres valg af faktorbrug.

Skulle energi for eksempel stige i pris, vil virksomheder i DREAM forsøge at substituere væk og således vælge at bruge mindre energi. Enhver model, der bygger på Leontief vil derimod bare bibeholde uændrede produktionsmønstre og give et langt mindre respons på, for eksempel, stigende energipriser. Hvis man i modelapparatet skal få virksomheder til at ændre adfærd, må man derfor antage det eller også lave antagelser om noget andet et andet sted i modellen.

Skal man som informeret læser således bedømme hvor rimelige, langsigtede økonomiske fremskrivninger er, om de kommer fra finansministeriet, vismændene, IMF, IPCC eller EU-kommissionen, må man først grave ned i detaljen. Valget af produktionsfunktion i modellen fortæller en ganske meget om, hvad der kommer til at ske og hvad embedsmænd og politikere herefter påstår.

EPCS 2014 – en update

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2014. Skriv et svar

Sidste uge afholdtes den årlige europæiske public choice konference på Robinson College, Cambridge University. Konferencen, der var aldeles fremragende arrangeret af Toke Aidt, bød som sædvanlig på en række spændende, nye forskningspræsentationer. Som altid var stemningen også god – der er få miljøer i nationaløkonomi, hvor folk er så rare og hjælpsomme samtidig med at de er offentligt, men konstruktivt kritiske.

Men et særligt forhold har også karakteriseret EPCS de sidste år. Mens der generelt ikke er mange kvinder i nationaløkonomi, bød EPCS også i år på en række glimrende præsentationer af yngre, kvindelige forskere. Her er tre eksempler:

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warszawa) præsenterede en opdatering af et tidligere studie af forfatningsændringer i Central- og Østeuropa. Katarzyna konstaterer, at flere forfatningsforhold har været vigtige for landenes vækst siden transitionen. Hun peger dog også på, at de vigtige forhold alle er de facto ændringer, mens de rene de jure forskelle på forfatningerne ser ud til at være uden egentlige konsekvenser.

Anna Minasyan (Heidelberg) præsenterede fælles arbejde med Axel Dreher (Heidelberg) og Peter Nunnenkamp (Kiel). Annas tese er, at ulandsbistand muligvis virker anderledes når donor og modtager er ideologisk mere ens og dermed mere enige om mål og midler. Hun understregede, at papiret stadig var midlertidigt, men resultaterne pegede på, at ulandsbistand er decideret skadeligt for langsigtet udvikling, når den gives mellem to parter med meget forskellige politiske synspunkter.

Bethany Kirkpatrick (Science Po, Paris) præsenterede arbejde om forholdet mellem vækst, ulighed og miljøbelastning lavet sammen med Michael Dorsch (Budapest). De estimerer ’environmental Kuznets Curves’ med særligt fokus på en samvirkning af ulighed og vækst og viser, at en koncentration af rigdommen forlænger perioden hvor økonomisk udvikling fører til miljøproblemer, før kurven vender og giver forbedringer.

Udover eksemplerne var der også gode papirer af bl.a. den tidligere Wicksell-prisvinder Monika Köppl-Turyna (Lissabon), Shu Yu (Groningen og snart Rochester), Emma Galli (Rom, Sapienza), Silvia Marchesi (Milano Bicocca) og Vera Eichenauer (Heidelberg).

Kommentar på Kristian Weises indlæg i Berlingske

Af Christian Bjørnskov, den 3. april 2014. Skriv et svar

Ceveas direktør bragte forleden en kommentar i Berlingske i forbindelse med min klumme i Børsen og vores serie om det nye IMF-studie af ulighed og vækst. Da Berlingske åbenbart ikke har tænkt sig at bringe mit svar, bringer vi det i det følgende:

Kristian Weise, direktør for den venstreorienterede tænketank Cevea, angriber 21/3 Mads Lundby Hansen og mig her i avisen. Baggrunden er vores skepsis overfor et notat fra IMF, der påstår at økonomisk ulighed skader langsigtet udvikling. Påstanden er naturligvis ideologisk central for Cevea, men det påfaldende i Weises kritik er, at hans kritik udelukkende består af postulater og mudderkastning. Weise har øjensynligt ingen faglige argumenter for angrebet, men hævder blot at ”tyv tror hver mand stjæler”.

Min baggrund for at kritisere IMF-analysen er derimod, at man må afkræve enhver forsker en faglig integritet. Det er denne integritet, som IMF-forskerne mangler, idet de vælger at overse et metodisk problem, der har været kendt i ulighedsforskningen siden 1998, og bruger et omfordelingsmål, som man ved giver ganske lidt mening. Uden disse empiriske julelege kan de, som jeg forleden pointerede i Børsen og på punditokraterne.dk, ikke nå deres foretrukne konklusioner. Ingen forsker, for hvem faglig stolthed og integritet betyder mere end ideologisk krigsførelse ville vælge at tage disse metodiske valg.

Det er således ligegyldigt, at Weise namedropper højprofilerede kommentatorer i sit indlæg eller henviser til politiske chefer for internationale organisationer, når det videnskabelige grundlag for påstandene er så kritisabelt. På samme måde er det sært, at Weise krediterer Eurostat for, at 13 lande nu er mere lige end Danmark, når man i forskningsmiljøet ved, at Eurostats tal er fejlbehæftede. De bruges da heller ikke af IMF.

Problemet for IMF – og måske i særlig grad for Cevea – er at de to organisationer synes at være ved at afkoble sig fra det videnskabelige miljø. IMF har fremragende forskere ansat, men de senere år er man af uransagelige grunde vendt tilbage til policy-forslag og påstande, som man selv tidligere har været med til at afvise på fagligt grundlag.

Den seriøse forskning har de sidste ti år peget på, at ulighed i det store og hele er ligegyldigt for langsigtet udvikling, medmindre den er udtryk for rendyrket kleptokrati. Som min egen og andres forskning peger på, er det vigtigere om og hvordan man politisk reagerer på ulighedsdiskussionen. Men den diskussion tager Weise og Cevea ikke. For dem bliver det ved ideologien.

Dagens ord: Bulverisme

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2014. Skriv et svar

Dagens ord er tyvstjålet fra Gregory Mankiw, som har det fra C.S. Lewis. Jeg tvivler på, at vi har læsere, der ikke har eksempler på bulverisme. Det er også det, Kristian Weise bedrev forleden, som Niels Westy beskriver nedenfor. Lewis definerer bulverisme således:

In other words, you must show that a man is wrong before you start explaining why he is wrong. [… Bulverism] is to assume without discussion that he is wrong and then distract his attention from this (the only real issue) by busily explaining how he became to be so silly.

EPCS 2014

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2014. Skriv et svar

Så er tiden kommet til den konference, jeg ser mest frem til hvert år: De årlige møder i the European Public Choice Society. I år foregår konferencen i Cambridge med den glimrende Toke Aidt som hovedarrangør. Som traditionen byder, er her en lynintroduktion til præsentationer, jeg ser særligt frem til. Jeg ser ikke mindst frem til min kollega Martin Paldams plenary torsdag aften om ”The Political Economy of Economic Research” hvor Martin vender vores egen teoretiske lup mod os selv. De andre plenaries gives af Paul Collier (Oxford) og James Robinson (Harvard). Udover det er programmet spækket med spændende, nye papirer – det hele kan ses her. Nedenfor er blot et lille udpluk af de mere interessante præsentationer fra torsdag til søndag.

Katharina Michaelowa (Zürich): ”Bureaucratic Influence when Secretariats Grow: The Example of the UNFCCC” Katja undersøger hvad der sker med embedsværket og særinteressers indflydelse når internationale organisationers sekretariat får flere midler.

Pierre-Guillaume Méon (ULB, Bruxelles): ”A Time to Throw Stones, a Time to Reap: How Long Does it Take for Democratic Reforms to Improve Institutional Outcomes?” Min gode ven Guillaume stiller spørgsmålet, hvor lang tid der går mellem en potentielt ufredelig demokratisering og til man kan se forbedringer i embedsværk og retsvæsen.

Athanassios Pitsoulis   (Hildesheim): ”The Hard Shadow of the Greek Economy: New Estimates of the Size of the Underground Economy and Its Fiscal Impact” Athanassios vurderer i papiret, at omfanget af den græske undergrundsøkonomi sandsynligvis har været undervurderet, og dermed har bidraget langt mere til det græske kollaps end man tror.

Henrik Jordahl (IFN, Stockholm): ”Management Practices in Elderly Care Homes” Henrik er tilbage efter barsel med et papir om hvorvidt privat ældrepleje ledes anderledes og mere effektivt end offentlig pleje. Svaret synes at være et ja.

Omiros Kouvavas (Warwick): ”Political Budget Cycles Revisited. The Case of Social Capital” Kouvavas præsenterer et papir hvor argumentet er, at politiske budgetcykler – at regeringer bruger penge i forsøg på at få økonomien til at se bedre ud op til valg – primært er et fænomen i lavtillidslande. Jeg har aldrig set argumentet før og ser frem til hvor robust den unge græker har set på det.

Andreas Fuchs (Heidelberg): ”Is There a Home Bias in Sovereign Ratings?” Andreas, en af de mest spændende unge økonomer i Tyskland, ser på om credit rating agencies er tilbøjelige til at vurdere deres eget land for positivt. Svaret er ja.

Mankiw og det hippokratiske princip

Af Christian Bjørnskov, den 26. marts 2014. 1 svar

Greg Mankiw, professor på Harvard og tidligere rådgiver for den amerikanske præsident, har sin egen fremragende blog, og skriver også i New York Times fra tid til anden. Hans seneste NYT klumme er absolut værd at læse i al sin visdom. Mankiw er nemlig noget så relativt sjældent som en ydmyg topforsker, der hylder det hippokratiske princip – at man først som sidst skal søge ikke at gøre skade. Hans pointe er, at når nationaløkonomer engagerer sig i den offentlige debat, gør de det nødvendigvis som en blanding af økonom og filosof. Med vores stadig begrænsede viden om det ekstremt komplekse menneskelige samfund, er Mankiws pointe, at økonomer i en vis forstand står i samme situation om læger for 200 år siden. Med den ydmyghed er der ikke tid til storslåede politiske eksperimenter. Her er et enkelt pluk fra en stærkt læseværdig klumme:

Perhaps the biggest problem with maximizing a social welfare function like utility is practical: We economists often have only a basic understanding of how most policies work. The economy is complex, and economic science is still a primitive body of knowledge. Because unintended consequences are the norm, what seems like a utility-maximizing policy can often backfire.

So, what is the alternative? At the very least, a large dose of humility is in order. When evaluating policies, our elected leaders are wise to seek advice from economists. But if an economist is always confident in his judgments, or if he demonizes those who reach opposite conclusions, you know that he is not to be trusted.

 

Tillid til politikere i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2014. 11 svar

Der tales ofte om, hvor gode eller dårlige politikere vi har, og i hvor høj grad vi bør have tillid til dem. Nogle gange er det politikere eller politiske meningsdannere selv, der argumenterer for at danskerne ’bør’ have tillid til dem. Det noget bagvendte argument er, at det at kunne have tillid til ens politikere og systemet er gavnligt for samfundet, og derfor er det et problem, hvis vi ikke har tillid. Så langt så godt, men argumentet strækkes derefter til det er danskernes fejl, hvis de ikke har tillid til politikerne.

Argumentet er indlysende nonsens, for man har den tillid til det politiske system som dets aktører fortjener. Falder tilliden er det fordi danskerne ikke opfatter, at man rationelt kan stole på politikerne – dvs. at de ikke gør deres job ærligt eller kompetent. Så hvordan har det set ud de seneste 20 år? Det kan man svare på, da EuroBarometer-undersøgelsen har spurgt til tillid (ja eller nej) til regering og Folketing siden 1994. Figuren nedenfor taler sit klare sprog: Siden en top i 2007, sandsynligvis pga. en voldsom højkonjunktur, er tilliden (andelen der siger ja) styrtdykket og når det gælder regeringen på det laveste punkt siden 1994. Det er ikke blot et problem for den nuværende regering, men for Folketinget som helhed at vælgerne – politikernes arbejdsgivere – evaluerer deres evner så ringe.

Nyt papir om tillid og uddelegering af ansvar

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2014. Skriv et svar

Med risiko for at blive beskyldt for skamløs selvpromovering er her en kort omtale af et nyt papir, som jeg har skrevet sammen med Nurullah Gur fra the Istanbul Commercial University. Hovedideen er Nurullahs og reflekterer en af de mange ideer, der blev kastet op i luften af la Porta, Knack, Keefer, Fukuyama og en række andre sidst i 1990erne, da tillidsforskningen virkelig tog fart i samfundsvidenskaberne.

Papiret, der har titlen Trust and Delegation, tester om lande med større tillid mellem mennesker, også har firmaer hvor chefer uddelegerer mere ansvar nedad. Vores teoretiske forståelse er, at det med mere sofistikeret produktion bliver sværere at holde al information og monitorering hos cheferne. Men uddelegerer man mere, risikerer man at medarbejderne ikke gør deres arbejde ordentligt. Der er derfor en balance mellem at økonomisere på monitorering og management og pjæk /lavkvalitetsarbejde. Risikoen for det andet element er sandsynligvis faldende i tillid, hvilket derfor betyder at højtillidssamfund helt rationelt vil vælge mere udelegering. Vores hovedfund i det lille og simple papir er beskrevet i abstractet:

Social trust is associated with good economic performance, but little is known about the transmission mechanisms connecting trust and performance. We explore the effect of trust on delegation decisions. In a theoretical framework, we note that delegation is a low-cost option when management decisions can be implemented without monitoring. This option is, however, risky and more likely to be profitable in higher-trust environments. In a set of cross-country regressions, we show a strong association between trust and delegation, which is increasing in economic sophistication.

IMF og ulighed (måske) III – empirisk fifleri

Af Christian Bjørnskov, den 9. marts 2014. 5 svar

Vi har de sidste dage skrevet om det nye notat fra Ostry et al. i IMF om ulighed og vækst (her og her). Som jeg skrev torsdag, er resultaterne forbløffende skrøbelige og meget specifikke til deres bestemte empiriske metode. Det er svært at tro, at det er tilfældigt at de når til de bestemte resultater uden at vide, hvor spuriøse de er. Som en ven bemærkede i går, bliver man ikke deputy director i IMF uden at være relativt kompetent.

I dag er formålet blot at illustrere problemet overfor læserne. I plottet nedenfor har jeg lagt ulighedstal og væksttal ind, der er fra samme kilder som Ostry et al. bruger. Man kan fornemme den overordnede negative korrelation – den er -0,13 – men tag et grundigt kig på hver gruppe af lande. Indenfor landegrupperne er der praktisk taget ingen sammenhæng overhovedet mellem ulighed og vækst: Det vægtede gennemsnit af intragruppe-korrelationerne er -0,002. Ser man grundigt på figuren, kan man derfor se hvordan IMF-folkene fifler for at få det til at se ud som om, der er en sammenhæng, men også hvor empirisk uærligt, notatet er. Men – som Niclas Berggren lakonisk bemærkede i går – påstanden er i medierne nu, uanset hvor absurd man kan demonstrere den er.

IMF om ulighed og vækst (måske)

Af Christian Bjørnskov, den 6. marts 2014. 8 svar

De sidste par uger har der været en del opmærksomhed omkring et nyt papir fra IMF om ulighed, omfordeling og vækst. Jonathan Ostry, Andrew Berg og Charalambos Tsangarides diskuterer, om økonomisk ulighed er godt eller skidt for økonomisk vækst, og konkluderer i både deres litteraturgennemgang og deres empiri, at det er skidt. I Sverige har socialdemokraterne allerede grebet tanken og herhjemme har det socialdemokratiske bagland i form af Peter Ahrenfeldt Schrøder fra PIO også skrevet begejstret om studiet (læs her). Men de skulle måske have ventet en smule.

Der er for det første ganske store konceptuelle problemer i papiret. Andreas Bergh giver sin uforbeholdne, kritiske mening her og fokuserer ikke mindst på, at det mål for omfordeling, som Ostry et al. bruger, er tæt på nonsens. De tager forskellen på ginikoefficienten, mål på henholdsvis markedsindkomst og nettoindkomst – dvs. indkomst før enhver skat og omfordeling, og indkomsten efter al omfordeling har fundet sted- som mål for omfordeling. Men som Andreas viste for nogle år siden i en artikel i European Sociological Review, dur det ikke. Hvis, for eksempel, omfordeling gør det uprofitabelt at tage et job, vil den skabe mere ulighed målt på markedsindkomster. At den så bagefter jævner de disponible indkomster ud, behøver ikke betyde at der ser ud som om der har været omfordeling. Måler man omfordeler mellem markedsindkomster X og disponible indkomst W og ens omfordelingspolitik påvirker begge, giver et mål X-W ikke meget mening.

Værre er det, at studiet ’lugter’ når man kender til de bagvedliggende data. Sagt på en anden måde, var min fornemmelse for de data, Ostry et al. bruger og som jeg også selv har brugt en del på det sidste, at de næppe kunne føre til den konklusion. Da jeg alligevel sad i et fly i går på vej over Atlanten, og derfor havde rigeligt tid til overs, prøvede jeg at se om jeg cirka kunne genskabe deres resultat. Bruger man de samme ulighedsdata, samme mål for omfordeling og samme metode (System GMM), kan man fint få et meget lignende resultat. Dermed er den hellige, socialdemokratiske grav dog ikke velforvaret.

Problemet viser sig at være, at Ostry et al. ikke korrigerer for region-specifikke forskelle. Gør man det, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens ulighed i disponible indkomster ikke bare bliver insignifikant, men faktisk skifte fortegn. Målet for omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt. Hele resultatet er således kørt af tidsinvariante forskelle mellem regioner – Latinamerika er således kendetegnet af stor ulighed og massive politiske fejl, der holder det økonomisk tilbage.

Ostry et al. gør et dermed stort nummer ud et spuriøst resultat. Så spørgsmålet der står tilbage, er endnu en gang hvorfor så mange er så forhippede på ’vise’ at ulighed er dårlig. Ligesom den håbløse bog af Wilkinson og Pickett for nogle år siden, griber internationale medier med kyshånd pseudo-resultater, der peger i omfordelende retning, mens de næsten aldrig hylder individuel foretagsomhed eller udvikling uden en dominerende stat. Man undres.

Public Choice Society 2014

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2014. 4 svar

I den kommende uge er det tid til den årlige konference i the Public Choice Society. Denne gang ligger konferencen i Charleston, South Carolina, og den tegner til at blive en tand større end de foregående år. Jeg ankommer onsdag og har derfor torsdag eftermiddag sammen med gode kolleger – bl.a. Niclas Berggren, Andreas Bergh, Jerg Gutmann og Hans Pitlik – før konferencen starter torsdag aften.

Som traditionen byder, er her nedenfor et lille udbud af papirer, jeg ser frem til ved konferencen. Hele programmet kan hentes her.

Witch Trials (Jacob Russ og Peter T. Leeson)

The High Cost of Low Quality Infrastructure when Natural Disasters Strike (Monica Escaleras og Charles Register)

Voting with your feet: Personal and Economic Freedom and Migration Patterns (Ryan Yonk og Nicholas J Hilton)

A Test of the Great Unraveling Hypothesis (Roger Congleton og DongWoo Yoo)

Driving Modern Sector Development – Do Exports and Institutions matter? (Rainer Grundmann og Thomas Gries)

Patience and “good” institutions: Predicting Real Interest Rates and Institutional Quality? (Atin Basuchoudhar, John David og Chap Michie)

Helt ubeskedent ser jeg naturligvis også frem til mine egne papirer. Hvis nogen skulle være interesserede, er de:

Legitimacy and the Cost of Government (Niclas Berggren, Christian Bjørnskov og David Lipka)

Political Institutions, Political Change and Growth Accelerations in the Nordic Countries, 1820-2010 (Christian Bjørnskov)

Pavens tåbeligheder

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2014. 3 svar

Det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det glimrende svenske økonomtidsskrift – er nu på gaden. I første udgave i 2014 har de to redaktører Niclas Berggren og Therese Nilsson knivene ude. I en umådeligt høflig, men umisforståelig leder hudfletter de to den nye paves økonomiske analfabetisme.

Problemet er, at paven udgav et brev i efteråret, hvor han nedgør almindelige, nationaløkonomiske ideer og påstår, at frie markeder ikke hjælper verdens fattige. Brevet lyder som om, det ellers velmenende overhoved for verdens katolikker har haft besøg af Joseph Stiglitz – og troet på ham. Eller som Berggren og Nilsson diplomatisk skriver ”finns det skäl att tvivla på at påven har rådgjort med de nationalekonomer som har studerat just hur en sådan bed utveckling kommer til stånd.”

Hele lederen er tilgængelig her; pavens brev er her. Døm selv.

 

Ugens workshop – IREF i Prag

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2014. Skriv et svar

I morgen går turen for mit vedkommende til Prag. Anledningen er en workshop arrangeret af Institute for Research in Economic and Fiscal Issues (IREF) og Prags Anglo-American University (mere information her). Workshoppen har præsentationer af fire emner:

Effective regulation of moral hazard in banking

Long-term financial health of state pension systems

Effects of training in private and public sectors

Effects of perceived government legitimacy on how government retards economic growth

Udover mit papir, der er det sidste og skrevet sammen med Niclas Berggren og David Lipka, er de andre presenters Gordon Kerr, Kevin Dowd og Fabio Mendez. Det hele tegner til at blive en fornøjelig og informativ workshop, som vores læsere naturligvis kan deltage i, hvis de er i Prag på torsdag.

Frihed og arbejdskraftens indkomstandel

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2014. 5 svar

Modstandere af kapitalisme – selv et stykke ind på den nominelle højrefløj – tror ofte at mere økonomisk frihed indebærer, at kapitalejere bliver rigere, mens andelen af den totale indkomst, som betales til arbejdskraften bliver mindre. Med andre ord regner man med, at den funktionelle fordeling af indkomst bliver mindre ligelig medmindre man regulerer økonomien og har en relativt stor offentligt sektor – det der nogle gange kaldes ’demokratisk kontrol’ med den private sektor. Men indtil fornylig har det blot været et halvvejs teoretisk, halvvejs emotionelt-normativt argument. Nu har to amerikanske forskere – Andrew Young (West Virginia) og Robert Lawson (Southern Methodist) taget et ordentligt, empirisk kig på sagerne. Her er deres abstract fra artiklen (gated version her), som ikke just passer med fordommene imod økonomisk frihed (hattip: Andreas Bergh):

We examine the empirical relationship between the institutions of economic freedom and labor shares in a panel of up to 93 countries covering 1970 through 2009. We find that a standard deviation increase in the Fraser Institute’s Economic Freedom of the World (EFW) score is associated with about a 1/3 standard deviation increase in a country’s labor share.

Dansk Public Choice Workshop 2014

Af Christian Bjørnskov, den 29. januar 2014. Skriv et svar

På fredag er det tid til den årlige danske public choice workshop. Traditionen tro roterer workshoppen mellem Aarhus, Odense og København, og i år står det til David Dreyer Lassen og Thomas Jensen at arrangere den på Københavns Universitet. Hele workshoppen foregår fra klokken 11 i Større Øvelsessal og ser lovende ud, selvom vi savner statskundskaberne fra Aarhus i år. Programmet er her (og med links til papirer her):

11.00-11.30   Andreas Madum (KU), Partisan Optimism and Political Bargaining

11.30-12.00   Bertel Teilfeldt Hansen (KU) Death of a Statesman – an IV approach to examining the effect of state visits on bilateral trade

12.00-12.30   Sebastian Barfort (KU) Great Expectations

13.30-14.00  Martin Paldam (AU) The Public Choice of University Organization

14.00-14.30   Rasmus Fonnesbæk (KU) Scandinavian Social Capital Exceptionalism? Findings from the Danish-German Border Region.

14.30-15.00   Emil Lobe Suenson (KU) Why do you want to lash yourself to the mast? The case of the Danish “Budget Law”

15.15-15.45   Phillip Ager (SDU) Religion and Natural Disasters: Evidence from the Great Mississippi Flood of 1927

15.45-16.15   Rune Midjord (KU) Over-Caution of Large Committees of Experts

16.15-16.45   Christian Bjørnskov (AU) Political Institutions, Political Change and Growth Accelerations in the Nordic Countries, 1820-2010

Hvor rige er vi egentlig (3)

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2014. 23 svar

I vores miniserie om hvor velstående, danskerne egentlig er, er vi kommet til en sammenligning af det, mange danskere og særligt danske politikere er mest interesseret i: Fordeling. Et almindeligt argument imod et ’amerikansk’ samfundssystem er netop, at USA’s borgere nok i gennemsnit er markant mere velstående end danskerne, men at samfundets fattigere segmenter har det skidt.

Vi ser derfor i det følgende på borgere i fem såkaldte kvintiler: De fattigste 20 %, de rigeste 20 %, og de tre 20 %-grupper mellem de to yderpunkter. Spørgsmålet er, hvor velstående folk faktisk er, når man ikke kun ser på gennemsnittet, men også interesserer sig for de fattigste. Data fra USA er fra the Bureau of Economic Analysis, mens de danske data er fra Statistisk Tiårsoversigt 2012. Alle tallene er fra 2010, der er det seneste år der tillader direkte sammenligning. Tallene er baseret på disponibel indkomst, dvs. indkomst eksklusive skattebetalinger og inklusive overførsler.

Den disponible gennemsnitsindkomst per capita i USA blandt de 20 % fattigste i 2010 var 9608 USD.  I de næste kvintiler var gennemsnittene 21.838, 34.728, 52.093 og 88.557 USD. De tilsvarende danske tal, regnet om til købekraftskorrigerede dollars og altså til den samme, effektive købekraft, var 9100, 18.875, 27.301, 41.289 og 71.960 USD. Udtrykt i procent, var de 20 % fattigste danskeres købekraft således 94,7 % af deres amerikanske modparters (og 90,3 % af situationen i den amerikanske medianstat, Indiana). I de næste kvintiler var status 86,4 % (85,7 % af medianen, Californien), 78,6 % (78,4 %, Kansas), 79,3 % (82,8 %, Kansas) og 81,3 % (88,8 %, Pennsylvania). Havde Danmark været en amerikansk stat, havde vores placering i de fem kvintiler været henholdsvis nummer 33, 39, 46, 44 og 41. Interessant nok er det den danske middelklasse, der er relativt dårligst stillet i forhold til amerikanerne.

Uanset hvordan man vender tallene, er det således klart at amerikanernes økonomiske status er bedre på tværs af fordelingen af indkomster. De fattige er endda rigere end fattige i den danske velfærdsstat. Nogle læsere vil dog nok kunne indvende, at tallene ’mangler’ fordele, som de fattige segmenter i Danmark kan nyde. Ser man ind bag tallene, er det dog svært at sige noget præcist om i hvilken retning, de købekraftskorrigerede, disponible indkomster er ’skæve’.

På den ene side kunne situationen for de 20 % fattigste danskere være undervurderet pga. den offentlige danske sygesikring. Den er allerede betalt over skatten og er derfor ikke værdisat i tallene. I det omfang at amerikanerne modtager sygesikring gennem deres arbejdsplads – som tilfældet var for langt de fleste før ObamaCare – er det dog allerede indeholdt i de amerikanske tal. I Danmark er de indeholdt i skatten, i USA i form af en benefit gennem arbejde som ikke ligger i lønnen. Men for dem, der enten har privatbetalt sygesikring eller har valgt ikke at have, overvurderer de amerikanske tal deres relative status.

På den anden side indebærer den amerikanske prisstruktur, at status for de fattigste amerikanere er undervurderet. Et velkendt dansk problem er den manglende konkurrence i detailhandelen og et voldsomt afgiftstryk. Begge dele gør almindelige varer dyrere, mens situationen er anderledes i USA. Som vist af bl.a. Broda og Romalis er en række basale varer næsten ikke steget i pris de seneste mange år, hvilket relativt set har gjort dem væsentligt billigere. Når man således deflaterer indkomster med et fælles prisindeks overser man, at en række varer der vejer tungt for de fattigste, ikke er steget ret meget i pris. Med andre ord kommer det til at se ud som om, prisstigninger har ædt noget af realindkomsten for de fattigste, men prisstigninger med et indeks, der er fælles for alle kvintiler, overvurderer effekten. Det indebærer, at man undervurderer den faktiske købekraft for de fattigste 20 %.

Er fattige amerikanere så dårligere eller bedre stillede end fattige danskere?  Skal man tro på, at sygesikring og andre forhold, som den danske velfærdsstat omfordeler, skal de kunne opveje en forskel i den disponible indkomst på over 4000 kroner i forhold til det amerikanske gennemsnit (og 8000 i forhold til medianen), samtidig med at den fattigfjendske danske prisstruktur alligevel ikke betyder noget. Tror man på det, kan man stadig argumentere for, at Danmark er bedre for de fattige. Hvis ikke, må man nok opgive nogle af myterne om hvor velstående, danskerne er.

Hvor rige er vi egentlig? (1)

Af Christian Bjørnskov, den 12. januar 2014. 22 svar

Taler man med mange danskere, har de en opfattelse af, at Danmark er et af verdens rigeste lande. Men hvor rige er vi i virkeligheden, og hvor godt fungerer Danmark i forhold til andre dele af verden? Det er spørgsmål, vi tager op her på bloggen de næste par uger.

Vi starter i dag med en simpel øvelse: Spørgsmålet om, hvor Danmark placerer sig i forhold til de amerikanske stater. Som de fleste af vores læsere ved, er der store forskelle på staterne. Den rigeste, Delaware, har en gennemsnitsindkomst (korrigeret for prisforskelle der påvirker indkomstens købekraft) der er mere end dobbelt så høj som den fattigste, Mississippi. Danmarks købekraftskorrigerede BNP per capita, vores gennemsnitsindkomst, er 80 % af den amerikanske, men hvor placerer det os da?

Figuren nedenfor viser billedet, og inkluderer også de andre nordiske lande. Var vi en amerikansk stat (nr. 51), ville vi i indkomstrangeringen være nummer 40 – mellem New Mexico og Florida. Til sammenligning er den stat, der ofte fremhæves som den mest ’skandinaviske’ mht. kulturel baggrund, tillidsforhold og industriel struktur – Minnesota – nummer 14, med en købekraft der er 30 % større end Danmarks. Spørgsmålet, vi ønsker at stille er således, om nummer 40 er godt nok.

UVVU for politikere?

Af Christian Bjørnskov, den 9. januar 2014. 5 svar

Efter mit sammenstød forleden med Rasmus Helveg Petersen har jeg fået en række erklæringer om støtte – og tak for dem! En nær ven luftede dog også en særligt interessant tanke. Hun spurgte, hvad man kunne forestille sig der skete, hvis man havde en slags UVVU for politikere. Med andre ord, hvad er den sandsynlige konsekvens, hvis man kunne dømme politikere for uredelighed?

UVVU – Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed – er sat i verden som en instans, der holder øje med at danske forskere ikke svindler eller på anden måde manipulerer med deres forskning. Med andre ord er det en organisation, der skal håndhæve ordentlig videnskabelig opførsel, så befolkningen og forskningskolleger kan stole på, at forskning ved danske institutioner er troværdig. UVVU skal derimod ikke behandle klage over forsknings kvalitet. Svindel skal straffes, men man kan ikke straffe simpel, velment inkompetence.

Man kan mene om UVVU hvad man vil, og måske helt særligt deres sag om Bjørn Lomborg, men ideen med instansen som en slags ombudsmandslignende institution for forskningen er spændende. Spørgsmålet, som min ven stillede, var ikke om UVVU fungerer perfekt, men hvad der ville ske hvis man lavede en lignende instans for politikere. Så her er mine egne overvejelser.

Indførte man en UVVU-lignende instans for politikere, ville den således kunne ramme en politiker, hvis han eller hun offentligt påstod noget i ’embeds medfør’ som er dokumentérbart usand. Den ville dog ikke kunne forhindre dumhed eller grov inkompetence, men ville have mulighed for at afdække forsøg på både svindel, manipulation og forsøg på at dække over egen inkompetence. Den ville næppe heller indenfor gældende lovgivning have mulighed for at fratage individer deres valgbarhed eller smide dem ud af Folketinget.

Uden egentlig håndhævelse er den eneste anden effektive konsekvens, hvis politikeres genvalgschancer skades af en dom. Det kunne ske enten hvis deres partier med tilstrækkelig sandsynlighed nægter at genopstille dem eller hvis vælgerne selv straffer politikere. Den første mulighed er næppe sandsynlig, når de samme partisoldater, der oprindeligt har opstillet politikeren og ofte vil være politisk afhængige af ham eller hende, står for at rense opstillingslisten.

Det er med andre ord overvejende sandsynligt, at det igen vil være op til vælgerne at straffe uredelige politikere. Den eneste forskel fra den nuværende status er, at der med en UVVU-lignende instans vil være et mere upartisk informationsgrundlag til brug for vælgerne. Hvor mange, der vil bruge det, er usikkert – forskningen viser netop at de fleste vælgere er rationelt uvidende om de fleste forhold, jf. Downs – men dømte politikeres modstandere kan have et konkret incitament til at bruge informationen offentligt.

Om det vil virke, afhænger dog logisk af to forhold. For det første er en UVVU-løsning afhængig af, om tilstrækkeligt få politikere dømmes. Hvis en dom bliver for almindelig, er der ikke længere noget relativt signal i den – dommen fortæller ikke, at nogle politikere er markant mindre troværdige end de fleste andre. For det andet kan der ligge et problem i, hvis dømte politikere alligevel bliver valgt. Andre politikere skal, med et almindeligt udtryk, kunne ’arbejde sammen med dem’. Der kan således ligge et stærkt incitament til ikke at sprede information om uredelighedsdomme eller lægge vægt på den overfor vælgerne for at ’beskytte’ ens praktiske arbejde efter et valg.

Af begge grunde kunne man frygte, at politikere som gruppe ville modarbejde systemet. Det nulstiller ikke det politiske system, og fjerner heller ikke de almindelige incitamenter; men det er stadig værd at tænke over. At overveje et UVVU-system tvinger en til at overveje, hvor vigtig information om politikeres redelighed er, og hvordan den bliver benyttet. Som de danske institutioner virker nu, er det udelukkende op til medierne at ’dømme’ politikere for uredelighed. Spørgsmålet er, om de gør det job godt nok.