Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Kommentar på Kristian Weises indlæg i Berlingske

Af Christian Bjørnskov, den 3. april 2014. Skriv et svar

Ceveas direktør bragte forleden en kommentar i Berlingske i forbindelse med min klumme i Børsen og vores serie om det nye IMF-studie af ulighed og vækst. Da Berlingske åbenbart ikke har tænkt sig at bringe mit svar, bringer vi det i det følgende:

Kristian Weise, direktør for den venstreorienterede tænketank Cevea, angriber 21/3 Mads Lundby Hansen og mig her i avisen. Baggrunden er vores skepsis overfor et notat fra IMF, der påstår at økonomisk ulighed skader langsigtet udvikling. Påstanden er naturligvis ideologisk central for Cevea, men det påfaldende i Weises kritik er, at hans kritik udelukkende består af postulater og mudderkastning. Weise har øjensynligt ingen faglige argumenter for angrebet, men hævder blot at ”tyv tror hver mand stjæler”.

Min baggrund for at kritisere IMF-analysen er derimod, at man må afkræve enhver forsker en faglig integritet. Det er denne integritet, som IMF-forskerne mangler, idet de vælger at overse et metodisk problem, der har været kendt i ulighedsforskningen siden 1998, og bruger et omfordelingsmål, som man ved giver ganske lidt mening. Uden disse empiriske julelege kan de, som jeg forleden pointerede i Børsen og på punditokraterne.dk, ikke nå deres foretrukne konklusioner. Ingen forsker, for hvem faglig stolthed og integritet betyder mere end ideologisk krigsførelse ville vælge at tage disse metodiske valg.

Det er således ligegyldigt, at Weise namedropper højprofilerede kommentatorer i sit indlæg eller henviser til politiske chefer for internationale organisationer, når det videnskabelige grundlag for påstandene er så kritisabelt. På samme måde er det sært, at Weise krediterer Eurostat for, at 13 lande nu er mere lige end Danmark, når man i forskningsmiljøet ved, at Eurostats tal er fejlbehæftede. De bruges da heller ikke af IMF.

Problemet for IMF – og måske i særlig grad for Cevea – er at de to organisationer synes at være ved at afkoble sig fra det videnskabelige miljø. IMF har fremragende forskere ansat, men de senere år er man af uransagelige grunde vendt tilbage til policy-forslag og påstande, som man selv tidligere har været med til at afvise på fagligt grundlag.

Den seriøse forskning har de sidste ti år peget på, at ulighed i det store og hele er ligegyldigt for langsigtet udvikling, medmindre den er udtryk for rendyrket kleptokrati. Som min egen og andres forskning peger på, er det vigtigere om og hvordan man politisk reagerer på ulighedsdiskussionen. Men den diskussion tager Weise og Cevea ikke. For dem bliver det ved ideologien.

Dagens ord: Bulverisme

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2014. Skriv et svar

Dagens ord er tyvstjålet fra Gregory Mankiw, som har det fra C.S. Lewis. Jeg tvivler på, at vi har læsere, der ikke har eksempler på bulverisme. Det er også det, Kristian Weise bedrev forleden, som Niels Westy beskriver nedenfor. Lewis definerer bulverisme således:

In other words, you must show that a man is wrong before you start explaining why he is wrong. [… Bulverism] is to assume without discussion that he is wrong and then distract his attention from this (the only real issue) by busily explaining how he became to be so silly.

EPCS 2014

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2014. Skriv et svar

Så er tiden kommet til den konference, jeg ser mest frem til hvert år: De årlige møder i the European Public Choice Society. I år foregår konferencen i Cambridge med den glimrende Toke Aidt som hovedarrangør. Som traditionen byder, er her en lynintroduktion til præsentationer, jeg ser særligt frem til. Jeg ser ikke mindst frem til min kollega Martin Paldams plenary torsdag aften om ”The Political Economy of Economic Research” hvor Martin vender vores egen teoretiske lup mod os selv. De andre plenaries gives af Paul Collier (Oxford) og James Robinson (Harvard). Udover det er programmet spækket med spændende, nye papirer – det hele kan ses her. Nedenfor er blot et lille udpluk af de mere interessante præsentationer fra torsdag til søndag.

Katharina Michaelowa (Zürich): ”Bureaucratic Influence when Secretariats Grow: The Example of the UNFCCC” Katja undersøger hvad der sker med embedsværket og særinteressers indflydelse når internationale organisationers sekretariat får flere midler.

Pierre-Guillaume Méon (ULB, Bruxelles): ”A Time to Throw Stones, a Time to Reap: How Long Does it Take for Democratic Reforms to Improve Institutional Outcomes?” Min gode ven Guillaume stiller spørgsmålet, hvor lang tid der går mellem en potentielt ufredelig demokratisering og til man kan se forbedringer i embedsværk og retsvæsen.

Athanassios Pitsoulis   (Hildesheim): ”The Hard Shadow of the Greek Economy: New Estimates of the Size of the Underground Economy and Its Fiscal Impact” Athanassios vurderer i papiret, at omfanget af den græske undergrundsøkonomi sandsynligvis har været undervurderet, og dermed har bidraget langt mere til det græske kollaps end man tror.

Henrik Jordahl (IFN, Stockholm): ”Management Practices in Elderly Care Homes” Henrik er tilbage efter barsel med et papir om hvorvidt privat ældrepleje ledes anderledes og mere effektivt end offentlig pleje. Svaret synes at være et ja.

Omiros Kouvavas (Warwick): ”Political Budget Cycles Revisited. The Case of Social Capital” Kouvavas præsenterer et papir hvor argumentet er, at politiske budgetcykler – at regeringer bruger penge i forsøg på at få økonomien til at se bedre ud op til valg – primært er et fænomen i lavtillidslande. Jeg har aldrig set argumentet før og ser frem til hvor robust den unge græker har set på det.

Andreas Fuchs (Heidelberg): ”Is There a Home Bias in Sovereign Ratings?” Andreas, en af de mest spændende unge økonomer i Tyskland, ser på om credit rating agencies er tilbøjelige til at vurdere deres eget land for positivt. Svaret er ja.

Mankiw og det hippokratiske princip

Af Christian Bjørnskov, den 26. marts 2014. 1 svar

Greg Mankiw, professor på Harvard og tidligere rådgiver for den amerikanske præsident, har sin egen fremragende blog, og skriver også i New York Times fra tid til anden. Hans seneste NYT klumme er absolut værd at læse i al sin visdom. Mankiw er nemlig noget så relativt sjældent som en ydmyg topforsker, der hylder det hippokratiske princip – at man først som sidst skal søge ikke at gøre skade. Hans pointe er, at når nationaløkonomer engagerer sig i den offentlige debat, gør de det nødvendigvis som en blanding af økonom og filosof. Med vores stadig begrænsede viden om det ekstremt komplekse menneskelige samfund, er Mankiws pointe, at økonomer i en vis forstand står i samme situation om læger for 200 år siden. Med den ydmyghed er der ikke tid til storslåede politiske eksperimenter. Her er et enkelt pluk fra en stærkt læseværdig klumme:

Perhaps the biggest problem with maximizing a social welfare function like utility is practical: We economists often have only a basic understanding of how most policies work. The economy is complex, and economic science is still a primitive body of knowledge. Because unintended consequences are the norm, what seems like a utility-maximizing policy can often backfire.

So, what is the alternative? At the very least, a large dose of humility is in order. When evaluating policies, our elected leaders are wise to seek advice from economists. But if an economist is always confident in his judgments, or if he demonizes those who reach opposite conclusions, you know that he is not to be trusted.

 

Tillid til politikere i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2014. 11 svar

Der tales ofte om, hvor gode eller dårlige politikere vi har, og i hvor høj grad vi bør have tillid til dem. Nogle gange er det politikere eller politiske meningsdannere selv, der argumenterer for at danskerne ’bør’ have tillid til dem. Det noget bagvendte argument er, at det at kunne have tillid til ens politikere og systemet er gavnligt for samfundet, og derfor er det et problem, hvis vi ikke har tillid. Så langt så godt, men argumentet strækkes derefter til det er danskernes fejl, hvis de ikke har tillid til politikerne.

Argumentet er indlysende nonsens, for man har den tillid til det politiske system som dets aktører fortjener. Falder tilliden er det fordi danskerne ikke opfatter, at man rationelt kan stole på politikerne – dvs. at de ikke gør deres job ærligt eller kompetent. Så hvordan har det set ud de seneste 20 år? Det kan man svare på, da EuroBarometer-undersøgelsen har spurgt til tillid (ja eller nej) til regering og Folketing siden 1994. Figuren nedenfor taler sit klare sprog: Siden en top i 2007, sandsynligvis pga. en voldsom højkonjunktur, er tilliden (andelen der siger ja) styrtdykket og når det gælder regeringen på det laveste punkt siden 1994. Det er ikke blot et problem for den nuværende regering, men for Folketinget som helhed at vælgerne – politikernes arbejdsgivere – evaluerer deres evner så ringe.

Nyt papir om tillid og uddelegering af ansvar

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2014. Skriv et svar

Med risiko for at blive beskyldt for skamløs selvpromovering er her en kort omtale af et nyt papir, som jeg har skrevet sammen med Nurullah Gur fra the Istanbul Commercial University. Hovedideen er Nurullahs og reflekterer en af de mange ideer, der blev kastet op i luften af la Porta, Knack, Keefer, Fukuyama og en række andre sidst i 1990erne, da tillidsforskningen virkelig tog fart i samfundsvidenskaberne.

Papiret, der har titlen Trust and Delegation, tester om lande med større tillid mellem mennesker, også har firmaer hvor chefer uddelegerer mere ansvar nedad. Vores teoretiske forståelse er, at det med mere sofistikeret produktion bliver sværere at holde al information og monitorering hos cheferne. Men uddelegerer man mere, risikerer man at medarbejderne ikke gør deres arbejde ordentligt. Der er derfor en balance mellem at økonomisere på monitorering og management og pjæk /lavkvalitetsarbejde. Risikoen for det andet element er sandsynligvis faldende i tillid, hvilket derfor betyder at højtillidssamfund helt rationelt vil vælge mere udelegering. Vores hovedfund i det lille og simple papir er beskrevet i abstractet:

Social trust is associated with good economic performance, but little is known about the transmission mechanisms connecting trust and performance. We explore the effect of trust on delegation decisions. In a theoretical framework, we note that delegation is a low-cost option when management decisions can be implemented without monitoring. This option is, however, risky and more likely to be profitable in higher-trust environments. In a set of cross-country regressions, we show a strong association between trust and delegation, which is increasing in economic sophistication.

IMF og ulighed (måske) III – empirisk fifleri

Af Christian Bjørnskov, den 9. marts 2014. 5 svar

Vi har de sidste dage skrevet om det nye notat fra Ostry et al. i IMF om ulighed og vækst (her og her). Som jeg skrev torsdag, er resultaterne forbløffende skrøbelige og meget specifikke til deres bestemte empiriske metode. Det er svært at tro, at det er tilfældigt at de når til de bestemte resultater uden at vide, hvor spuriøse de er. Som en ven bemærkede i går, bliver man ikke deputy director i IMF uden at være relativt kompetent.

I dag er formålet blot at illustrere problemet overfor læserne. I plottet nedenfor har jeg lagt ulighedstal og væksttal ind, der er fra samme kilder som Ostry et al. bruger. Man kan fornemme den overordnede negative korrelation – den er -0,13 – men tag et grundigt kig på hver gruppe af lande. Indenfor landegrupperne er der praktisk taget ingen sammenhæng overhovedet mellem ulighed og vækst: Det vægtede gennemsnit af intragruppe-korrelationerne er -0,002. Ser man grundigt på figuren, kan man derfor se hvordan IMF-folkene fifler for at få det til at se ud som om, der er en sammenhæng, men også hvor empirisk uærligt, notatet er. Men – som Niclas Berggren lakonisk bemærkede i går – påstanden er i medierne nu, uanset hvor absurd man kan demonstrere den er.

IMF om ulighed og vækst (måske)

Af Christian Bjørnskov, den 6. marts 2014. 8 svar

De sidste par uger har der været en del opmærksomhed omkring et nyt papir fra IMF om ulighed, omfordeling og vækst. Jonathan Ostry, Andrew Berg og Charalambos Tsangarides diskuterer, om økonomisk ulighed er godt eller skidt for økonomisk vækst, og konkluderer i både deres litteraturgennemgang og deres empiri, at det er skidt. I Sverige har socialdemokraterne allerede grebet tanken og herhjemme har det socialdemokratiske bagland i form af Peter Ahrenfeldt Schrøder fra PIO også skrevet begejstret om studiet (læs her). Men de skulle måske have ventet en smule.

Der er for det første ganske store konceptuelle problemer i papiret. Andreas Bergh giver sin uforbeholdne, kritiske mening her og fokuserer ikke mindst på, at det mål for omfordeling, som Ostry et al. bruger, er tæt på nonsens. De tager forskellen på ginikoefficienten, mål på henholdsvis markedsindkomst og nettoindkomst – dvs. indkomst før enhver skat og omfordeling, og indkomsten efter al omfordeling har fundet sted- som mål for omfordeling. Men som Andreas viste for nogle år siden i en artikel i European Sociological Review, dur det ikke. Hvis, for eksempel, omfordeling gør det uprofitabelt at tage et job, vil den skabe mere ulighed målt på markedsindkomster. At den så bagefter jævner de disponible indkomster ud, behøver ikke betyde at der ser ud som om der har været omfordeling. Måler man omfordeler mellem markedsindkomster X og disponible indkomst W og ens omfordelingspolitik påvirker begge, giver et mål X-W ikke meget mening.

Værre er det, at studiet ’lugter’ når man kender til de bagvedliggende data. Sagt på en anden måde, var min fornemmelse for de data, Ostry et al. bruger og som jeg også selv har brugt en del på det sidste, at de næppe kunne føre til den konklusion. Da jeg alligevel sad i et fly i går på vej over Atlanten, og derfor havde rigeligt tid til overs, prøvede jeg at se om jeg cirka kunne genskabe deres resultat. Bruger man de samme ulighedsdata, samme mål for omfordeling og samme metode (System GMM), kan man fint få et meget lignende resultat. Dermed er den hellige, socialdemokratiske grav dog ikke velforvaret.

Problemet viser sig at være, at Ostry et al. ikke korrigerer for region-specifikke forskelle. Gør man det, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens ulighed i disponible indkomster ikke bare bliver insignifikant, men faktisk skifte fortegn. Målet for omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt. Hele resultatet er således kørt af tidsinvariante forskelle mellem regioner – Latinamerika er således kendetegnet af stor ulighed og massive politiske fejl, der holder det økonomisk tilbage.

Ostry et al. gør et dermed stort nummer ud et spuriøst resultat. Så spørgsmålet der står tilbage, er endnu en gang hvorfor så mange er så forhippede på ’vise’ at ulighed er dårlig. Ligesom den håbløse bog af Wilkinson og Pickett for nogle år siden, griber internationale medier med kyshånd pseudo-resultater, der peger i omfordelende retning, mens de næsten aldrig hylder individuel foretagsomhed eller udvikling uden en dominerende stat. Man undres.

Public Choice Society 2014

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2014. 4 svar

I den kommende uge er det tid til den årlige konference i the Public Choice Society. Denne gang ligger konferencen i Charleston, South Carolina, og den tegner til at blive en tand større end de foregående år. Jeg ankommer onsdag og har derfor torsdag eftermiddag sammen med gode kolleger – bl.a. Niclas Berggren, Andreas Bergh, Jerg Gutmann og Hans Pitlik – før konferencen starter torsdag aften.

Som traditionen byder, er her nedenfor et lille udbud af papirer, jeg ser frem til ved konferencen. Hele programmet kan hentes her.

Witch Trials (Jacob Russ og Peter T. Leeson)

The High Cost of Low Quality Infrastructure when Natural Disasters Strike (Monica Escaleras og Charles Register)

Voting with your feet: Personal and Economic Freedom and Migration Patterns (Ryan Yonk og Nicholas J Hilton)

A Test of the Great Unraveling Hypothesis (Roger Congleton og DongWoo Yoo)

Driving Modern Sector Development – Do Exports and Institutions matter? (Rainer Grundmann og Thomas Gries)

Patience and “good” institutions: Predicting Real Interest Rates and Institutional Quality? (Atin Basuchoudhar, John David og Chap Michie)

Helt ubeskedent ser jeg naturligvis også frem til mine egne papirer. Hvis nogen skulle være interesserede, er de:

Legitimacy and the Cost of Government (Niclas Berggren, Christian Bjørnskov og David Lipka)

Political Institutions, Political Change and Growth Accelerations in the Nordic Countries, 1820-2010 (Christian Bjørnskov)

Pavens tåbeligheder

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2014. 3 svar

Det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det glimrende svenske økonomtidsskrift – er nu på gaden. I første udgave i 2014 har de to redaktører Niclas Berggren og Therese Nilsson knivene ude. I en umådeligt høflig, men umisforståelig leder hudfletter de to den nye paves økonomiske analfabetisme.

Problemet er, at paven udgav et brev i efteråret, hvor han nedgør almindelige, nationaløkonomiske ideer og påstår, at frie markeder ikke hjælper verdens fattige. Brevet lyder som om, det ellers velmenende overhoved for verdens katolikker har haft besøg af Joseph Stiglitz – og troet på ham. Eller som Berggren og Nilsson diplomatisk skriver ”finns det skäl att tvivla på at påven har rådgjort med de nationalekonomer som har studerat just hur en sådan bed utveckling kommer til stånd.”

Hele lederen er tilgængelig her; pavens brev er her. Døm selv.

 

Ugens workshop – IREF i Prag

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2014. Skriv et svar

I morgen går turen for mit vedkommende til Prag. Anledningen er en workshop arrangeret af Institute for Research in Economic and Fiscal Issues (IREF) og Prags Anglo-American University (mere information her). Workshoppen har præsentationer af fire emner:

Effective regulation of moral hazard in banking

Long-term financial health of state pension systems

Effects of training in private and public sectors

Effects of perceived government legitimacy on how government retards economic growth

Udover mit papir, der er det sidste og skrevet sammen med Niclas Berggren og David Lipka, er de andre presenters Gordon Kerr, Kevin Dowd og Fabio Mendez. Det hele tegner til at blive en fornøjelig og informativ workshop, som vores læsere naturligvis kan deltage i, hvis de er i Prag på torsdag.

Frihed og arbejdskraftens indkomstandel

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2014. 5 svar

Modstandere af kapitalisme – selv et stykke ind på den nominelle højrefløj – tror ofte at mere økonomisk frihed indebærer, at kapitalejere bliver rigere, mens andelen af den totale indkomst, som betales til arbejdskraften bliver mindre. Med andre ord regner man med, at den funktionelle fordeling af indkomst bliver mindre ligelig medmindre man regulerer økonomien og har en relativt stor offentligt sektor – det der nogle gange kaldes ’demokratisk kontrol’ med den private sektor. Men indtil fornylig har det blot været et halvvejs teoretisk, halvvejs emotionelt-normativt argument. Nu har to amerikanske forskere – Andrew Young (West Virginia) og Robert Lawson (Southern Methodist) taget et ordentligt, empirisk kig på sagerne. Her er deres abstract fra artiklen (gated version her), som ikke just passer med fordommene imod økonomisk frihed (hattip: Andreas Bergh):

We examine the empirical relationship between the institutions of economic freedom and labor shares in a panel of up to 93 countries covering 1970 through 2009. We find that a standard deviation increase in the Fraser Institute’s Economic Freedom of the World (EFW) score is associated with about a 1/3 standard deviation increase in a country’s labor share.

Dansk Public Choice Workshop 2014

Af Christian Bjørnskov, den 29. januar 2014. Skriv et svar

På fredag er det tid til den årlige danske public choice workshop. Traditionen tro roterer workshoppen mellem Aarhus, Odense og København, og i år står det til David Dreyer Lassen og Thomas Jensen at arrangere den på Københavns Universitet. Hele workshoppen foregår fra klokken 11 i Større Øvelsessal og ser lovende ud, selvom vi savner statskundskaberne fra Aarhus i år. Programmet er her (og med links til papirer her):

11.00-11.30   Andreas Madum (KU), Partisan Optimism and Political Bargaining

11.30-12.00   Bertel Teilfeldt Hansen (KU) Death of a Statesman – an IV approach to examining the effect of state visits on bilateral trade

12.00-12.30   Sebastian Barfort (KU) Great Expectations

13.30-14.00  Martin Paldam (AU) The Public Choice of University Organization

14.00-14.30   Rasmus Fonnesbæk (KU) Scandinavian Social Capital Exceptionalism? Findings from the Danish-German Border Region.

14.30-15.00   Emil Lobe Suenson (KU) Why do you want to lash yourself to the mast? The case of the Danish “Budget Law”

15.15-15.45   Phillip Ager (SDU) Religion and Natural Disasters: Evidence from the Great Mississippi Flood of 1927

15.45-16.15   Rune Midjord (KU) Over-Caution of Large Committees of Experts

16.15-16.45   Christian Bjørnskov (AU) Political Institutions, Political Change and Growth Accelerations in the Nordic Countries, 1820-2010

Hvor rige er vi egentlig (3)

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2014. 23 svar

I vores miniserie om hvor velstående, danskerne egentlig er, er vi kommet til en sammenligning af det, mange danskere og særligt danske politikere er mest interesseret i: Fordeling. Et almindeligt argument imod et ’amerikansk’ samfundssystem er netop, at USA’s borgere nok i gennemsnit er markant mere velstående end danskerne, men at samfundets fattigere segmenter har det skidt.

Vi ser derfor i det følgende på borgere i fem såkaldte kvintiler: De fattigste 20 %, de rigeste 20 %, og de tre 20 %-grupper mellem de to yderpunkter. Spørgsmålet er, hvor velstående folk faktisk er, når man ikke kun ser på gennemsnittet, men også interesserer sig for de fattigste. Data fra USA er fra the Bureau of Economic Analysis, mens de danske data er fra Statistisk Tiårsoversigt 2012. Alle tallene er fra 2010, der er det seneste år der tillader direkte sammenligning. Tallene er baseret på disponibel indkomst, dvs. indkomst eksklusive skattebetalinger og inklusive overførsler.

Den disponible gennemsnitsindkomst per capita i USA blandt de 20 % fattigste i 2010 var 9608 USD.  I de næste kvintiler var gennemsnittene 21.838, 34.728, 52.093 og 88.557 USD. De tilsvarende danske tal, regnet om til købekraftskorrigerede dollars og altså til den samme, effektive købekraft, var 9100, 18.875, 27.301, 41.289 og 71.960 USD. Udtrykt i procent, var de 20 % fattigste danskeres købekraft således 94,7 % af deres amerikanske modparters (og 90,3 % af situationen i den amerikanske medianstat, Indiana). I de næste kvintiler var status 86,4 % (85,7 % af medianen, Californien), 78,6 % (78,4 %, Kansas), 79,3 % (82,8 %, Kansas) og 81,3 % (88,8 %, Pennsylvania). Havde Danmark været en amerikansk stat, havde vores placering i de fem kvintiler været henholdsvis nummer 33, 39, 46, 44 og 41. Interessant nok er det den danske middelklasse, der er relativt dårligst stillet i forhold til amerikanerne.

Uanset hvordan man vender tallene, er det således klart at amerikanernes økonomiske status er bedre på tværs af fordelingen af indkomster. De fattige er endda rigere end fattige i den danske velfærdsstat. Nogle læsere vil dog nok kunne indvende, at tallene ’mangler’ fordele, som de fattige segmenter i Danmark kan nyde. Ser man ind bag tallene, er det dog svært at sige noget præcist om i hvilken retning, de købekraftskorrigerede, disponible indkomster er ’skæve’.

På den ene side kunne situationen for de 20 % fattigste danskere være undervurderet pga. den offentlige danske sygesikring. Den er allerede betalt over skatten og er derfor ikke værdisat i tallene. I det omfang at amerikanerne modtager sygesikring gennem deres arbejdsplads – som tilfældet var for langt de fleste før ObamaCare – er det dog allerede indeholdt i de amerikanske tal. I Danmark er de indeholdt i skatten, i USA i form af en benefit gennem arbejde som ikke ligger i lønnen. Men for dem, der enten har privatbetalt sygesikring eller har valgt ikke at have, overvurderer de amerikanske tal deres relative status.

På den anden side indebærer den amerikanske prisstruktur, at status for de fattigste amerikanere er undervurderet. Et velkendt dansk problem er den manglende konkurrence i detailhandelen og et voldsomt afgiftstryk. Begge dele gør almindelige varer dyrere, mens situationen er anderledes i USA. Som vist af bl.a. Broda og Romalis er en række basale varer næsten ikke steget i pris de seneste mange år, hvilket relativt set har gjort dem væsentligt billigere. Når man således deflaterer indkomster med et fælles prisindeks overser man, at en række varer der vejer tungt for de fattigste, ikke er steget ret meget i pris. Med andre ord kommer det til at se ud som om, prisstigninger har ædt noget af realindkomsten for de fattigste, men prisstigninger med et indeks, der er fælles for alle kvintiler, overvurderer effekten. Det indebærer, at man undervurderer den faktiske købekraft for de fattigste 20 %.

Er fattige amerikanere så dårligere eller bedre stillede end fattige danskere?  Skal man tro på, at sygesikring og andre forhold, som den danske velfærdsstat omfordeler, skal de kunne opveje en forskel i den disponible indkomst på over 4000 kroner i forhold til det amerikanske gennemsnit (og 8000 i forhold til medianen), samtidig med at den fattigfjendske danske prisstruktur alligevel ikke betyder noget. Tror man på det, kan man stadig argumentere for, at Danmark er bedre for de fattige. Hvis ikke, må man nok opgive nogle af myterne om hvor velstående, danskerne er.

Hvor rige er vi egentlig? (1)

Af Christian Bjørnskov, den 12. januar 2014. 22 svar

Taler man med mange danskere, har de en opfattelse af, at Danmark er et af verdens rigeste lande. Men hvor rige er vi i virkeligheden, og hvor godt fungerer Danmark i forhold til andre dele af verden? Det er spørgsmål, vi tager op her på bloggen de næste par uger.

Vi starter i dag med en simpel øvelse: Spørgsmålet om, hvor Danmark placerer sig i forhold til de amerikanske stater. Som de fleste af vores læsere ved, er der store forskelle på staterne. Den rigeste, Delaware, har en gennemsnitsindkomst (korrigeret for prisforskelle der påvirker indkomstens købekraft) der er mere end dobbelt så høj som den fattigste, Mississippi. Danmarks købekraftskorrigerede BNP per capita, vores gennemsnitsindkomst, er 80 % af den amerikanske, men hvor placerer det os da?

Figuren nedenfor viser billedet, og inkluderer også de andre nordiske lande. Var vi en amerikansk stat (nr. 51), ville vi i indkomstrangeringen være nummer 40 – mellem New Mexico og Florida. Til sammenligning er den stat, der ofte fremhæves som den mest ’skandinaviske’ mht. kulturel baggrund, tillidsforhold og industriel struktur – Minnesota – nummer 14, med en købekraft der er 30 % større end Danmarks. Spørgsmålet, vi ønsker at stille er således, om nummer 40 er godt nok.

UVVU for politikere?

Af Christian Bjørnskov, den 9. januar 2014. 5 svar

Efter mit sammenstød forleden med Rasmus Helveg Petersen har jeg fået en række erklæringer om støtte – og tak for dem! En nær ven luftede dog også en særligt interessant tanke. Hun spurgte, hvad man kunne forestille sig der skete, hvis man havde en slags UVVU for politikere. Med andre ord, hvad er den sandsynlige konsekvens, hvis man kunne dømme politikere for uredelighed?

UVVU – Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed – er sat i verden som en instans, der holder øje med at danske forskere ikke svindler eller på anden måde manipulerer med deres forskning. Med andre ord er det en organisation, der skal håndhæve ordentlig videnskabelig opførsel, så befolkningen og forskningskolleger kan stole på, at forskning ved danske institutioner er troværdig. UVVU skal derimod ikke behandle klage over forsknings kvalitet. Svindel skal straffes, men man kan ikke straffe simpel, velment inkompetence.

Man kan mene om UVVU hvad man vil, og måske helt særligt deres sag om Bjørn Lomborg, men ideen med instansen som en slags ombudsmandslignende institution for forskningen er spændende. Spørgsmålet, som min ven stillede, var ikke om UVVU fungerer perfekt, men hvad der ville ske hvis man lavede en lignende instans for politikere. Så her er mine egne overvejelser.

Indførte man en UVVU-lignende instans for politikere, ville den således kunne ramme en politiker, hvis han eller hun offentligt påstod noget i ’embeds medfør’ som er dokumentérbart usand. Den ville dog ikke kunne forhindre dumhed eller grov inkompetence, men ville have mulighed for at afdække forsøg på både svindel, manipulation og forsøg på at dække over egen inkompetence. Den ville næppe heller indenfor gældende lovgivning have mulighed for at fratage individer deres valgbarhed eller smide dem ud af Folketinget.

Uden egentlig håndhævelse er den eneste anden effektive konsekvens, hvis politikeres genvalgschancer skades af en dom. Det kunne ske enten hvis deres partier med tilstrækkelig sandsynlighed nægter at genopstille dem eller hvis vælgerne selv straffer politikere. Den første mulighed er næppe sandsynlig, når de samme partisoldater, der oprindeligt har opstillet politikeren og ofte vil være politisk afhængige af ham eller hende, står for at rense opstillingslisten.

Det er med andre ord overvejende sandsynligt, at det igen vil være op til vælgerne at straffe uredelige politikere. Den eneste forskel fra den nuværende status er, at der med en UVVU-lignende instans vil være et mere upartisk informationsgrundlag til brug for vælgerne. Hvor mange, der vil bruge det, er usikkert – forskningen viser netop at de fleste vælgere er rationelt uvidende om de fleste forhold, jf. Downs – men dømte politikeres modstandere kan have et konkret incitament til at bruge informationen offentligt.

Om det vil virke, afhænger dog logisk af to forhold. For det første er en UVVU-løsning afhængig af, om tilstrækkeligt få politikere dømmes. Hvis en dom bliver for almindelig, er der ikke længere noget relativt signal i den – dommen fortæller ikke, at nogle politikere er markant mindre troværdige end de fleste andre. For det andet kan der ligge et problem i, hvis dømte politikere alligevel bliver valgt. Andre politikere skal, med et almindeligt udtryk, kunne ’arbejde sammen med dem’. Der kan således ligge et stærkt incitament til ikke at sprede information om uredelighedsdomme eller lægge vægt på den overfor vælgerne for at ’beskytte’ ens praktiske arbejde efter et valg.

Af begge grunde kunne man frygte, at politikere som gruppe ville modarbejde systemet. Det nulstiller ikke det politiske system, og fjerner heller ikke de almindelige incitamenter; men det er stadig værd at tænke over. At overveje et UVVU-system tvinger en til at overveje, hvor vigtig information om politikeres redelighed er, og hvordan den bliver benyttet. Som de danske institutioner virker nu, er det udelukkende op til medierne at ’dømme’ politikere for uredelighed. Spørgsmålet er, om de gør det job godt nok.

Du er ond

Af Christian Bjørnskov, den 4. januar 2014. 16 svar

Jeg var fredag den 3. i Radio 24syv til debat med udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen og Frans Michael Jansen fra Mellemfolkeligt Samvirke (lyt her). Og som ofte efter debatter om ulandshjælp gik jeg noget frustreret og sur fra studiet. Grunden er den samme, som min kollega Martin Paldam flere gange har beskrevet: At der fra ens modkombattanter kommer til at ligge en understrøm af, at man er ond, hvis man mener noget andet end dem.

Spørgsmålet om, hvorvidt ulandshjælp hjælper og hvad man kan gøre for verdens mange fattige er naturligvis følelsesladet. Det, der forener os, er i virkeligheden et ønske om at lære, hvad man effektivt kan gøre for de mange millioner, der lever i dyb fattigdom. Problemet – hvis man da er forsker med sin personlige integritet i behold – er at konsensus i litteraturen er ganske klar: Ulandshjælp virker ikke. Fokuserer man på langsigtet økonomisk udvikling peger 80 % af de internationale studier på, at resultatet er et nul (0). 10 % finder en positiv effekt, men er helt overvejende lavet af folk med tætte forbindelser til donororganisationer, og de sidste 10 % finder at hjælpen er direkte skadelig, men er typisk lavet af folk med tætte forbindelser til stærkt konservative, amerikanske tænketanke. Fokuserer man på uddannelse, helbredsstatus, indkomstfordeling eller demokratisk udvikling, er resultaterne ikke mere opmuntrende. Nok kan man finde mange projekter, programmer og bistandsindsatser, der virker på det lokale plan, men der er også rigelig dokumentation for negative bivirkninger ved hjælpen, som trækker lige så meget i den anden retning og ender med at give nulresultatet. De mange bivirkninger forklarer det, som Paul Mosley for år tilbage kaldte ”mikro-makro paradokset.”

Den internationale forskning er således relativt klar (hvis man mener, at data overhovedet kan bruges). Alligevel slipper folk fra det politiske miljø gang på gang afsted med at tegne et billede af de af os, der formidler den, som vanvittige og ekstreme, ondskabsfulde mennesker. Ministeren fik for eksempel påstået, at min holdning var ekstrem og jeg stod helt alene med den. MS-repræsentanten fik påstået at jeg bare ”sidder i Aarhus og læser bøger” og afsluttede debatten med at tale meget om, at vi skulle give endnu flere midler til den milliard mennesker der lever i fattigdom – underforstået, at jeg var ligeglad med verdens fattige.

Budskabet fra begge debattører er det samme som Martin Paldam har stået overfor så mange gange. Som han formulerer det, vil vi alle helst ”være på englenes side.” Men hvad skal man så gøre, når ens egen indsats og langt det meste andet solid forskning viser, at hjælpen ikke hjælper? Vi har en forpligtelse til, qua vores ansættelse som professorer ved et dansk universitet, at formidle vores forskning, men har vi også en pligt til at lade os udsætte for gentagne, svinagtige angreb på vores person? Eller kan man måske mene, at politikere har en – i det mindste – moralsk forpligtelse til at opføre sig ordentligt i debat med ikke-politikere? Overfor andre politikere kan de kaste med mudder så meget som de vil, men jeg er ikke en del af det spil og vil gerne have mig frabedt at blive trukket ind i det! Men måske tror Helveg og andre, at hele verden er ligesom børnehaven på Slotsholmen?

Årets Liberale Stemmer 2013 (del II): Udlandet

Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2013. Skriv et svar

Traditionen tro hylder vi her på stedet sidst på december årets liberale stemmer. Som fortsættelse på Nikolajs indlæg, er her vores tre – helt subjektivt – udvalgte udenlandske stemmer i år er:

Simeon Djankov, bulgarsk finansminister indtil marts og tidligere en af Verdensbanks cheføkonomer

John Cochrane, professor i nationaløkonomi ved University of Chicagos Booth School of Business

Toomas Hendrik Ilves, Estlands præsident – og resten af hans land

Djankov var en højprofileret og meget dygtig økonom i Verdensbanken da han tog beslutningen om at tage tilbage til sit hjemland for at blive finansminister i Boyko Borisovs regering. I banken var Djankov ikke mindst involveret i Doing Business-projektet, der gjorde det tydeligt hvor mange forhindringer, mange regeringer lægger for almindelig virksomhed. Som finansminister stod han for en markant oprydning af budgettet, fik indført en lov der stærkt begrænser statens mulighed for at føre uansvarlig finanspolitik, og rettede så klart op på bulgarsk økonomi at landets kreditvurdering faktisk blev forbedret gennem krisen. Han har både været en vigtig figur i debatten og – så vidt vides – en helt ukorrupt politiker i et land med ganske voldsomme bestikkelsesproblemer.

John Cochrane har ligesom Djankov været vigtig for debatten og holdningsdannelsen i sit hjemland, USA. Han har gennem kommentarer, blogindlæg og optræden i tv vist hvor massive problemer, der f.eks. er med Obamacare. Cochrane har også ad flere omgange været i intellektuelt infight med Paul Krugman, når sidstnævnte har påstået faktuelt forkerte ting i sin NYT-klumme. Begge dele kræver mod, men Cochrane er gået til opgaverne med beundringsværdig klarhed og intellektuelt integritet, og har i alle forhold forsvaret en frihedsorienteret tilgang og afsløret, hvor planøkonomiske mange politiske argumenter i den amerikanske rent faktisk er.

Mht. den sidste: Ilves havde sidste år en meget omdiskuteret Twitter-fejde med NYTs Paul Krugman, der havde nedgjort Estland og – i mine øjne – decideret manipuleret med tallene, så det så ud som om esterne klarede det dårligt økonomisk. Krugmans anke var, at Estland havde valgt at stramme finanspolitikken op og spare på de offentlige udgifter. Uanset at Ilves nærmest er socialdemokrat, gjorde hans opgør med Krugman, at mange kommentatorer begyndte at stille større spørgsmål ved Krugmans mange påstande. Som det er ret tydeligt i figuren nedenfor, er Estlands recovery meget succesrig, sammenlignet med en række forskellige europæiske eksempler. Den stærkt liberale politik, som har været ført siden uafhængigheden, og som også var approachen til krisen, har været en enorm succes. Landet levestandard har lige passeret Portugals, er pt. på niveau med Syditalien, og er med stormskridt på vej op mod den tjekkiske og slovenske – de to østlande med højere BNP. Landet er nummer 28 på Transparency Internationals liste over mindst korrupte lande i verden (vi er nummer et), foran Portugal, Spanien og Israel. Vores udnævnelse af Ilves til en af de markante liberale stemmer er således i virkeligheden en fejring af et helt lands fastholdelse af liberale værdier, og deres bemærkelsesværdige succes.

Når myndigheder ikke får hvad de troede de havde bestilt

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2013. 2 svar

Tobaksforskning er politisk kontroversiel, hvad jeg selv fik syn for da jeg for et par år siden deltog i en radiodebat med den kendte (og nu uredelighedsdømte) Bente Klarlund. Men det er dog intet mod det farceagtige show, der nu kører i Sverige (hattip: Andreas Bergh).

Det svenske Folkhälsoinstitutet bestilte en redegørelse hos forskere på Karolinska Institutet om, hvad forskningen har at sige om effekten af advarselsbilleder på cigaretpakker. Forskerne havde udover den bestilte rapport også planer om at skrive en artikel om emnet. Det er almindelig praksis, da det ikke kan betale sig for forskere at bruge tid og ressourcer på noget, der ellers ingen forskningsmæssig relevans ville have.

Forskerne fandt, at advarsler ingen effekt har på tobaksforbruget. Det fik en absurd konsekvens, som Sveriges Radio skriver:

Forskare vid Karolinska Institutet fick i uppdrag av Statens Folkhälsoinstitut att undersöka om varningsbilder på cigarettpaket hade en avskräckade effekt på rökare, men när resultatet presenterades var myndigheten inte nöjd med forskarnas arbete. Statens Folkhälsoinstitut kräver nu att forskarna ska dra tillbaka artikeln som myndigheten själva beställde.

Bestilleren, Folkhälsoinstitutet, nægter nu åbenbart at betale de 400.000 kroner, som kontrakten med KI lød på. De kræver også at forskerne trækker den artikel tilbage, som de har skrevet om emnet. Bortset fra at en leder fra Folkhälsoinstitutet nægter at kommentere på indholdet, er det nærliggende at antage, at det netop er indholdet, som er politisk umuligt at acceptere. Det er stadig ikke comme il faut at tale imod den politiske konsensus at røg er ondt og ethvert politisk indgreb er godt.

Brasilien er ikke en succeshistorie

Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2013. 3 svar

Vi har tidligere skrevet om problemet her på stedet, men lad os igen i dag understrege én ting: Brasiliens økonomi vokser ikke hurtigt. Senest har de populære påstande om Brasilien som et ‘BRIK-land’ sammen med Indien  og Kina forvirret en af mine ellers dygtig studerende. Brasiliens beskyttelse af privat ejendomsret er tvivlsom, landet er plaget af omfattende korruption og kombineret med det demokratiske Latinamerikas største offentlige sektor, har man ikke just opskriften på økonomisk fremgang. Hvor myten om den brasilianske vækst kommer fra, er et af de store, journalistiske mysterier for tiden!

Hvis enkelte af vores læsere stadig skulle være i tvivl er her det plot, jeg ville vise gymnasieelever. Det er logaritmen til gennemsnitsindkomsten, korrigeret for købekraftsparitet,  fra Penn World Tables og fremskrevet 2011-12 med vækstrater fra the CIA World Factbook. Brasilien er plottet overfor tre rigtige succeser, som medierne til gengæld ikke rigtigt skriver meget om. Alle læsere opfordres til at vise figuren til journalister, de kender.