Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Rodet ingen helst vil tale om

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2013. Skriv et svar

Jeg er de seneste uger løbende blevet interviewet af journalister om GGGI-affæren. Som de fleste vi vide, startede det hele med at nogen opdagede, at Lars Løkke som formand for organisationen havde rod i regnskabet – igen, fristes man til at sige. Når lederen af oppositionen ikke kan finde ud af, hvem der betaler for hvad – og endda lever det luksuriøse jetsetliv for internationale penge – er der en stor historie i det. Det sjove er blot, at da journalisterne gravede videre, lå der en anden og i virkeligheden langt mere interessant historie og ventede. Dén historie handler om, at danske politikere har bevilliget foreløbig 90 millioner kroner til GGGI, men organisationen slet ikke lever op til de mest almindelige krav til ordentlighed.

Informations Troels Gadegaard Frølich og Lasse Skou Andersen er nogle af dem, der har gravet videre i sagen, og hver gang man kommer et stik dybere, synes der at ligge et nyt skelet. Ikke mindst har de to været med til at vise, hvordan også udviklingsminister Christian Friis Bach burde have vidst meget mere om organisationens voldsomme problemer – en sydkoreansk rigsrevisionsrapport fra sidste år nævnte ”substantial cash-flow problems” og væsentlige uregelmæssigheder i både regnskab, de facto udbudsprocedurer og projektoversigt.

I dag (her) dokumenterer de massiv sammenblanding af interesser, idet McKinsey og i særdeleshed bestemte medarbejdere tydeligt har haft flere hatte på. GGGIs leder af London-kontoret, der så vidt vides skal stå for organisationens forskningssøjle, har i en periode været betalt af McKinsey, men siddet med i bestyrelsesarbejde og meget andet hos GGGI, og har endda haft en officiel GGGI-mailadresse.

Et andet element er kontrakter med McKinsey, der er blevet underskrevet med tilbagevirkende kraft og projekter, som konsulentfirmaet har påbegyndt før GGGIs udbudsrunde på dem var afsluttet – alt sammen omhyggeligt dokumenteret af Ekstrabladets Per Mathiessen. De problemer, som den sydkoreanske rapport beskrev for mere end et år siden, er tydeligvis permanente.

Og hvorfor så rode rundt i det som universitetsforsker? Svaret er, at hele sagen i næsten skræmmende grad er blevet et formidabelt eksempel på et kernekoncept i public choice: Institutional Capture, som er helt parallelt med George Stigler’s Regulatory Capture. Wikipedias ganske fine artikel om emnet definerer capture som en situation der

”occurs because groups or individuals with a high-stakes interest in the outcome of policy or regulatory decisions can be expected to focus their resources and energies in attempting to gain the policy outcomes they prefer, while members of the public, each with only a tiny individual stake in the outcome, will ignore it altogether.Regulatory capture refers to the actions by interest groups when this imbalance of focused resources devoted to a particular policy outcome is successful at “capturing” influence with the staff or commission members of the regulatory agency, so that the preferred policy outcomes of the special interest groups are implemented.”

Kombinér denne situation med en politisk tilstand, hvor oppositionens leder er sovset ind i organisationens problemer, en minister har taget sit tøj og er gået, og organisationens hovedmål er et slagnummer for både regeringen og dens støttepart Enhedslisten, og man har opskriften på en public choice-farce.

Hvad alle statskundskabsstuderende burde vide

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2013. 12 svar

Jeg har de senere år undervist makroøkonomi på statskundskabsstudiet i Aarhus, de sidste par år sammen med Nina Smith. Det er for det meste en fornøjelse, men med kun to timer om ugen, er der hugget en hæl og klippet en tå i pensum. Nina og jeg er enige om, at vi dækker det mest nødvendige og at de studerende helst skal ende med en forståelse af, at der er mange, mange flere aspekter i faget, som de selv må søge senere.

Et af de allervigtigste, som ikke dækkes af pensum, men som jeg alligevel forsøger at bibringe hvert år, er smukt illustreret af søndagens Quotation of the Day hos Cafe Hayek. Ikke kun studerende, man også mange journalister og almindelige danskere kunne have brug for at blive mindet John Chamberlains pointe en gang imellem, når de taler om hvad de mener, politikere skal gøre:

But even though Keynes’ analyses of the failure of demand are highly suggestive, the “politics” of Keynesianism must be set down as incredibly naive.  Keynes himself tended to think of the “government” as a band of dedicated high priests of the interest rate.  The “government,” so he thought, could be counted on to turn the stream of spending on and off at will in conformance with a totally disinterested philosophy of the “common good.”  Though he wrote in a period of deflation, drawing his illustrative examples from a society in the doldrums, his political economy provided for a reversible system of countercyclical measures to be initiated with clam and magisterial disdain of pressure groups.

Australasian Public Choice 2013

Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2013. Skriv et svar

Om halvanden uge boarder jeg et fly i Kastrup sammen med  Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet). Destinationen er Singapore, hvor vi skal deltage i dette års Australasian Public Choice-konference, der afholdes af Singapore Management University.

Programmet, der blev offentliggjort i går, ser lovende ud og dele er sandsynligvis af interesse for punditokraternes læsere. Det kan downloades her og alle papirerne kommer til at kunne blive hentet på siden. Her er nogle eksempler på papirer, man kan se frem til.

Mehmet Ulubasoglu (Deakin University): Storms and political institutions: Islands as natural experiments. (med Prasad Bhattacharya, Muhammad Habibur Rahman og Nejat Anbarci)

Björn Kauder (Ifo, München): Outside earnings, attendance and activity: Do German MPs meet their obligations? (med Niklas Potrafke)

Dmitriy Vorobyev (Center for Economic Research and Graduate Education): Participation in fraudulent elections.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm): Does social trust speed up economic reforms? The case of central-bank independence. (med Sven-Olov Daunfeldt og Jörgen Hellström)

Underminerer markedet prosocial adfærd? (Nej)

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2013. 5 svar

Siden 1700-tallet har der pågået en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om markedets sociale virkninger. Den måske mest populære teori – idet mindst i politik – er at markedet underminerer prosocial adfærd. Argumentet er, at det ikke kan betale sig at være altruistisk eller hjælpsom, og markedsgørelse derfor presser det ud. Modteorien, der ofte kaldes Douce Commerce, peger derimod på at markedet civiliserer, da det er kendetegnet ved interaktivitet. Adam Smith understregede også, at i et marked har man et omdømme at beskytte, så de mindst troværdige eller hæderlige vil miste kunder hurtigt, fordi der altid er en exit-mulighed.

Mitchell Hoffmann og John Morgan har fornylig testet de modsatrettede teorier med en serie økonomiske eksperimenter. De spiller spillene med både studerende, som det er sædvanligt, og med folk fra det private, så man kan sammenligne virkningen af erfaring eller ’skoling’ fra markedet. Innovation – og den er ret cool – er at de to forskere har fået repræsentanter fra to ’cutthroat industries’ til at spille med: Relativt uregulerede markeder med voldsom konkurrence, hvor man fra den ene teoris synspunkt måtte regne med en stærk underminering af prosocial adfærd. De to industrier er internetporno og domain trading – dvs. der hvor folk køber christianbjoernskov.com og forsøger at sælge det.

Og resultaterne støtter utvetydigt op om douce commerce! Tænker man lidt længere end vulgærmarxister er det heller ikke så overraskende. Papiret kan læses i wp-version her og abstractet er her:

We conduct a battery of social preference experiments on business people from two controversial internet industries—domain trading and adult entertainment (pornography). We then conduct the same experiments on Berkeley students. Levitt and List (2007) conjecture that selection pressures among business people would reduce or eliminate pro-social choices. We find the opposite: Internet business people were significantly more altruistic, more trusting, reciprocate more, lie less, and respond differently to shame than students. We present a model of reverse selection that rationalizes our findings.

Religion og udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2013. 28 svar

Jeg havde forleden en kronik i Jyllandsposten, der opsummerede den nye forskning omkring forholdet mellem religion og udvikling. Under overskriften ”Religion blokerer for udvikling” forsøgte jeg forsigtigt at udlægge nye samfundsvidenskabelige studier, der har set på effekten af religion på langsigtede udviklingsforhold. Den nye forskning finder helt overordnet, at stærk tro er skadelig for udvikling, uanset hvilken religion man tror på. Dette sidste forhold er faldet en række kommentatorer for brystet.

Under overskriften ”Religion bestemmer alt” forsøger den ellers glimrende Henrik Gade Jensen i JP at gå i rette med mig. Han sekunderes af Mikael Jalving, der også er blevet ganske fornærmet over, at netop hans tro er ligesom alle de andres. Henrik skriver blandt andet:

”Da Bjørnskov er økonom og ikke religionsforsker eller teolog, er det måske forståeligt nok, at alt med tro og religion sættes i samme bå, selvom man måske nok kunne forvente lidt sund fornuft, skønt Bjørnskov nu er blevet professor. Han kommer trods alt fra provinsen.”

” Fornuftsmæssigt er der intet argument mod religiøse mørkemænd, der vil stene utro kvinder, dræbe konvertitter og lade al lov og ret være guddommeligt bestemt. Der findes kun en erkendelse af, at religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige, sekulære konsekvenser.”

Hans og andres argument er, at kristendommen er helt anderledes end andre religioner, og at jeg (og andre) fuldstændigt ignorerer, at der er forskelle på religioner. Kritikken er dog skudt meget langt over målet. Hvis de kritiske kommentatorer, der næsten uden undtagelse er uddannet på humaniora, ville give sig tid til at læse den bagvedliggende videnskabelige litteratur, ville de vide at deres argument er faktuelt forkert.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg har foreløbig forfattet to studier, hvor vi omhyggeligt har håndteret virkningen af religiøsitet og af forskellige religioner. Vores hovedfund – og grunden til at vi netop ikke diskuterer de forskellige hensigter med forskellige religioner – er at vi ikke finder forskelle på deres konsekvenser. Med andre ord er de to studier anskuelighedsundervisning i et hoveddiktum i al empirisk forskning i samfundsvidenskaberne: Man kan aldrig antage, at bestemte hensigter fører til tilsvarende konsekvenser!

Der er således hverken i vores studie af tillid og religion eller i studiet af forholdet mellem regeringsførelse og religion nogen forskel i virkningen af religiøsitet i kristne, muslimske eller lande med andre dominerende religioner. Der er heller ingen forskel på protestantisme eller katolicisme. Og sidst, men ikke mindst, finder vi absolut ingen tegn på, at religiøsitet på nogen måde er anderledes i Skandinavien.

Jeg beskyldes blandt andet for at være historieløs, men må konstatere, at den ellers så vidende Henrik Gade Jensen måske ignorerer sin egen væsentlige historiske viden til fordel for sin tro. For hvordan i alverden kan man glemme de kristne fundamentalister i Indre Mission i Vestjylland, og hvordan de tegnede området? Hvordan glemmer man rædslerne i visse dele af England under Henrik den 8.s reformation? Vi har opført os meget ligesom muslimer gør i stærkt muslimske lande nu. Forskellen er, at de færreste danskere tror særligt meget længere. Fra først i 1800-tallet begyndte vi at blive mindre troende, og fra midten tog det danske samfund fart mod at blive moderne.

For de faktisk interesserede er referencerne:

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2011. Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust? Cross-Country and Cross-State Comparisons.  (i Journal of Economic Behavior & Organization, WP-version fra 2009 her)

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2013. 11.      Does Religiosity Promote Property Rights and the Rule of Law? (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra 2012 her)

Andrew Young og Travis Wiseman (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra i år her)

Hvad gør love imod børnearbejde?

Af Christian Bjørnskov, den 5. november 2013. Skriv et svar

De fleste menneskers svar på dagens spørgsmål er sandsynligvis, at de da selvfølgelig bekæmper børnearbejde. Mange tror også, at love mod børnearbejde er velfærdsfremmende, dvs. at de gør livet bedre for børnene og deres familier. Økonomer har i årevis advaret mod påstandene, da man uden problemer kan vise, at spørgsmålet er teoretisk usikkert. Problemet har ligget i, at der ikke har været grundige empiriske studier af spørgsmålet – indtil nu.

Prashant Bharadway, Leah Lakdawala og Nicolas Li dokumenterer omhyggeligt effekterne af Indiens forbud mod børnearbejde fra 1986. I NBER Working Paper no. 19602 fra sidste måned finder de evidens for vores pessimistiske påstande (gated version her). Ved at sammenligne status for tusindvis af indere i 1983, 1987 og 1993 viser deres estimater, at loven imod børnearbejde ikke just virkede efter hensigten. De konkluderer:

We find that child wages decrese in response to such laws and poor families send out more children into the workforce. Due to increased employment, affected children are less likely to be in school.

De viser således også, at velfærdskonsekvenserne er negative, og mere negative for fattigere familier. Et af flagskibene i den internationale bevægelse for indførelse af flere og dybere sociale rettigheder viser sig derfor i det indiske tilfælde at have gjort det stik modsatte af hensigten.

Weekendens spørgsmål

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2013. 1 svar

Ed Crane, den tidligere præsident for Cato Institute, holdt en præsentation på George Mason University i går. Han stillede et fundamentalt spørgsmål (hattip: Cafe Hayek), som jeg synes alle danskere burde overveje. Her er spørgsmålet for Punditokraternes læsere:

 There are two types of human beings: people who want to interfere in the way other people live their lives, and people who are content to mind their own business.  Which type of people do you think go in to politics?

Lars Løkke, 3GI og medierne

Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2013. 3 svar

Efter at sagen om Lars Løkke og hans rejser på første klasse for den internationale klima-NGO 3GI eksploderede for halvanden uge siden, har jeg brugt en uforholdsmæssig del af min tid på at servicere medierne, og naturligvis at følge sagen. Der har været en masse diskussion, delvist på baggrund af mangelfuld information og elendig journalistisk, og de tilbagemeldinger, jeg har fået, har været lige så blandede. Jeg har blandt andet modtaget en mail, der beskyldte mig for at være købt af borgerlige interesser. Mit svar på den mail var selvsagt ikke videre høfligt. Det overordnede billede, som tegnes af sagen, er da heller ikke et der let passer i en fortælling om gode og onde politikere. I stedet er der to separate fortællinger.

Den første del af sagen handler om Lars Løkke. Det ser ikke ud til, at der er noget juridisk at udsætte på hans rolle, og han skal muligvis roses for at have bidraget til at rydde op i lidt af rodet hos 3GI efter han er tiltrådt som formand. Sagen tegner dog også et klart billede af en tidligere statsminister med forbløffende dårlig politisk (og moralsk) dømmekraft. Uanset at han fulgte reglerne, er de ni flyrejser på første klasse, han foretog før han var med til at lave reglerne om, vidnesbyrd om en meget dårlig fornemmelse for, hvad den danske, og mere generelt en nordeuropæisk, offentlighed mener, er acceptabel adfærd. Lord Actons gamle diktum om, at ”magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut” har fået et nyt eksempel.

Den anden del af sagen handler om 3GI, den grøn-vækst-NGO som Løkke er formand for, og hvor Christian Friis Bach sidder i bestyrelsen. Den sydkoreanske rigsrevisionsrapport, som medierne har gravet frem, tegner et billede af en organisation uden ret meget styr på økonomi eller andet. PÅ nogle områder mangler der regler og retningslinjer, og på andre følger man ikke egne regler. Medarbejdere i København og London har for eksempel fået udbetalt boligstøtte på trods af, at de ikke er flyttet eller har fået større udgifter. Der har været uregelmæssigheder i en række projekter, som 3GI ikke har fulgt op på, og administrationsudgifter har været omtrent dobbelt så høje, som lovet til bl.a. udenrigsministeriet da den danske støtte blev vedtaget. Set fra en public choice-vinkel er det alvorligste element, at den type problemer, som 3GI lider af, er svære at løse. Uregelmæssighederne og ekstravagancen – man lagde for eksempel en ekstra etage på hovedkvarteret – er i de ansattes og den daglige ledelses interesse. Og det er selvsamme ansatte og ledelse, der skal løse problemerne og stramme op. Erfaringen, helt tilbage fra Niskanens klassiske studier, peger på at problemer af den type bliver endemiske og permanente.

Hvorfor støtter Danmark så 3GI med 3×30 millioner? Måske fordi grøn vækst er et af de nye mantraer, som de radikale og SF kan blive enige om, og som regeringens støtteparti Enhedslisten slår på? I så fald ville det være et både personligt og politisk nederlag for udviklingsministeren at blive tvunget til at se for omhyggeligt på 3GI og muligvis trække støtten. Måske fordi ulandsmidlerne jo skal bruges til noget, og hvorfor ikke koble et grønt fokus på en eksisterende pose penge? Og måske, som Martin Paldam engang formulerede det, fordi det bare føles godt at være på englenes side?

Hvem er uansvarlige i USA?

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2013. Skriv et svar

Læser man de almindelige, danske medier, virker svaret på dagens spørgsmål helt oplagt: Det er republikanerne, der har tvunget den amerikanske administration i stå. Giver de sig ikke snart og holder de ikke snart op med at obstruere præsident Obama, risikerer man ifølge medierne en økonomisk nedsmeltning i USA, når de om få dage ikke overholder deres gældsforpligtelser. Men som så ofte før er sandheden mere broget, og man må undre sig over det journalistiske arbejde i de danske medier, når det gælder amerikansk politik. I princippet er begge partier uansvarlige, blot på to forskellige måder.

Man kan med rette påstå, at republikanerne opfører sig uansvarligt, når de risikerer en nedlukning af den amerikanske offentlige sektor. Flere 100.000 offentligt ansatte er sendt hjem uden løn, og kun mere centrale opgaver bliver varetaget. Når man ikke en aftale i løbet af en uges tid – og i skrivende stund har partiet rakt en hånd ud mod præsidenten – risikerer man også, at USA ikke overholder sine internationale forpligtelser. Det er indlysende nok en strategi, der skaber markant politisk usikkerhed i det amerikanske samfund, og som kan skabe en kortsigtskrise.

Men man kan lige så vel pege på, at Obama er uansvarlig og spiller højt spil med USA’s økonomi. Disse problemer overser danske medier desværre, med få undtagelser. Sundhedsreformen (Obamacare) som mange danske journalister har hyldet, er en bastard af et lovkompleks, som først nu er begyndt at blive implementeret. Det er også et lovkompleks, som er alt for dyrt og som USA – på trods af landets størrelse – sandsynligvis aldrig kommer til at have råd til! Ved nærmere gennemgang har det for eksempel vist sig, at indtægter er talt dobbelt i lovkomplekset, og at den officielle vurdering har indeholdt en lang række helt usandsynlige antagelser om, f.eks., Kongressens evne til at stoppe stigninger i medicinpriser osv. Et godt bud er, at den amerikanske gennemsnitsskat – dvs. skatten på alle amerikanere, inklusive middelklassen – skulle stige 5-7 procentpoint for at man kunne finansiere Obamacare. En så stor skattestigning vil være kvælende for den økonomiske udvikling.

Så spørgsmålet bliver, hvem der er mest uansvarlig: Republikanerne, der af gode og dårlige grunde har interesse i at rulle Obamacare tilbage og skære i det offentlige udgifter, eller Demokraterne, der i form af Obamacare og andre programmer smider benzin på et allerede voldsomt økonomisk bål? Uanset min almindelige afsky for det republikanske parti, er min egen holdning, at præsidenten er den mest uansvarlige. Præsidenter bliver bedømt af historien, og Obama har sat kurs mod at blive en af USA’s værste af slagsen. Lige nu ser han kun relativt godt ud, fordi den republikanske opposition er så indlysende ueffen.

Nobelprisen i økonomi 2013 – nogle gæt

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2013. 4 svar

Nobelpriserne nærmer sig, og annonceringen af dette års Nobelpris i økonomi er den 14. oktober. Som altid i ugerne op til annonceringen er der masser af diskussion af, hvem der får prisen og hvem der måske burde have den.

Vi har aldrig gættet rigtigt, men prøver ufortrødent igen i år. Thompson-Reuters har tre topbud på, hvem der står til at få Nobelprisen i år:

Joshua D. Angrist (MIT), David E. Card (UC Berkeley) og Alan B. Krueger (Princeton) for deres arbejde i mikroøkonometri. En hel del af mine kolleger, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedsøkonomi, ville nok være glade for de tre som vindere.

David F. Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (Cambridge) og Peter C.B. Phillips (Yale) for deres bidrag til tidsserieøkonometri og forecasting. Som det andet tremandshold er der en stor gruppe af mine kolleger – dem der beskæftiger sig med tidsserier – der ville være glade for dette Nobelvalg.

Sam Peltzman (Chicago, Booth) og Richard A. Posner (Chicago, Law og US 7th Circuit Court of Appeals) for deres udvidelse af økonomisk teori omkring regulering.

I kommentarerne hos Marginal Revolution nævner Barkley Rosser også det ene af mine personlige håb: Gordon Tullock (George Mason) og Anne Krueger (Johns Hopkins) for deres beskrivelse af rent-seeking. Den moderne forskning i korruption, lobbyisme og anden lignende adfærd er grundlagt af dem. Begge er gamle og Tullocks helbred er særligt svagt, så hvis de skal have prisen, er det nok nu.

Det andet af mine håb, Paul Romer (NYU) og Robert Barro (Harvard) for deres pionerindsats i vækstforskning, er nok næppe comme il faut i år – og det på trods af at Huffington Post allerede for to år siden havde dem som favoritter. Af samme grund ville det være overraskende, hvis Eugene Fama (Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) fik den.

Problemet er dog nok, at det går ligesom de foregående år: Nobelkomiteen finder et helt andet par, som man mener, er værdige til prisen.

70 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2013. 1 svar

I går, for 70 år siden, satte den tyske besættelsesmagt en aktion i gang, der havde til hensigt at anholde alle jøder i Danmark, sende dem i lejre og i sidste ende, slå dem ihjel. Den nazistiske Endlösung var for længst sat i gang i andre dele af Europa, og nu var turen kommet til de danske jøder. De tyske styrker havde mord i hjertet, men det skulle gå meget anderledes i Danmark.

Beslutningen om aktionen blev lækket til danske myndigheder og derfra til det jødiske samfund. Da den tyske aktion gik i gang, trådte det civile Danmark derfor til. Naboer hjalp, flere sygehuse i København blev nærmest fordelingscentraler, og sjællandske fiskere begyndte at fragte jøder over Øresund til et Sverige, der tog mod dem med åbne arme. Ikke alle danskere havde modet til at hjælpe, og de fleste fiskere tog sig betalt for at risikere deres og deres familiers liv, men mange tog også mindre bemidlede jøder med gratis. Vigtigst af alt var det, at selvom man ikke hjalp, holdt man mund – antallet af stikkere var forsvindende.

Ingen andre lande i Europa end Danmark og Bulgarien behandlede den jødiske befolkning på denne måde. Af cirka 7500 jøder i Danmark, hvoraf 1500 var statsløse, gik kun 68 til grunde i eller på vej til dødslejrene. Enkelte andre tog deres eget liv eller druknede på vej til Sverige. For resten var hjælpen nær, hos naboer, læger eller fremmede. Nogle husede flygtningene, nogle organiserede flugten, mens andre fik nøglerne til jødiske familiers lejlighed. Der var indbrud i nogle af dem i løbet af krigen, men også rørende historier om andre, hvor indbyggerne kom tilbage fra Sverige i maj 1945 og opdagede, at blomsterne var blevet vandet siden oktober 1943.

I det psykologen Emily Werner har kaldt en ”anstændighedens sammensværgelse” deltog folk fra alle lag af samfundet. Elizabeth Kieler og hendes bror brugte den første weekend af redningen på at cykle rundt på Nordsjælland til familiens venner, bekendte og forretningsforbindelser for at indsamle penge til aktionen. Søndag aften, da de talte op, havde folk givet de to gymnasieelever en million kroner. Nogle havde givet nogle få kroner, andre flere tusinde.

I min familie deltog man også. Min morfar – Gunnar Ebberup – der var tjener på danserestauranten Palæ i Haderslev og oplevede ofte, hvordan tyske officerer med stor ståhej besøgte stedet. En aften, da officererne ’indtog’ stedet, opdagede han en ung pige ved et af hans borde, der begyndte at græde. Da han spurgte, hvad der var galt, løftede hun hovedet, så på ham og sagde stille: ”Vi er jøder.” Min morfar fik en kort, lavmælt snak med overtjeneren, og kort efter var en halvmilitaristisk inspektion af tjenernes udstyr i gang. I den anden ende af restauranten blev den unge pige og hendes kæreste fulgt ned i køkkenet i kælderen. De fik noget at spise og ventede indtil midnat, hvor en bil hentede dem og kørte dem til Kolding. Her satte andre dem på toget til København. Min morfar fik aldrig at vide, hvad de hed, hvor de kom fra, eller om de kom sikkert til Sverige.

Anonymitet var den bedste beskyttelse for alle, men den betød også, at de personlige historier ofte manglede – hvem skulle man fortælle om, når man ikke kendte sine redningsmænd og –kvinder, eller ikke vidste hvem man havde hjulpet? Det var ikke fremsynede politikere, demokrati eller flinke nazister der reddede de danske jøder. Fremmede hjalp fremmede i Danmark og samarbejdede på tværs af alle skel. Hvis man ikke må føle et lille stik af stolthed i hjertet over det, er samfundet blevet meget fattigere.

At lære fra hinanden – nyt fra Fraser Instituttet

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2013. Skriv et svar

Det nye fra Fraser Instituttet er at dette års Economic Freedom of the World-rapport udkom i sidste uge – i øvrigt uden at et eneste dansk medie tog fat i den. Generelt ligger vores lande ganske godt, når det gælder overordnet økonomisk frihed: Danmark er nummer 14, Finland nummer 7, Norge nummer 31 og Sverige nummer 29. Problemet er dog stadig, at vi er skizofrene økonomier. Norden har nogle af verdens mest effektive og fair retsvæsener, og nogle af de absolut tungeste offentlige sektorer.

Som Henrik Christoffersen og jeg gjorde sidste år, har vi igen i år beregnet, hvordan de nordiske lande ville se ud, hvis vi kombinerede den frieste praksis på alle områder fra alle fire lande. På opfordring fra Andreas Bergh har vi også beregnet, hvor et fiktivt land, der kombinerede de dårligste praksisser, ville ligge. De fire landes faktiske status er illustreret i figuren nedenfor, sammen med det økonomiske frihedsindeks for de værste og bedste praksisser.

Kombinationen af best practice ratings giver et økonomisk frihedsindeks på 8,49 – identisk med New Zealands faktiske 2011-rating, der placerer landet som nummer 3 i verden. Kombinationen af de mindst frie praksisser giver i stedet et indeks på 6,96, hvilket ville placere landet sammen med Papua-Ny Guinea, Trinidad og Tobago, og Indonesien. Bundlinjen er igen, at de nordiske lande er en sær blanding af meget frie institutioner og voldsomt ufrie politikker. Ved blot at lære af hinanden – og ikke andre lande man kan påstå vi ikke kan sammenligne os med – er der store forbedringer at finde.

Hvorfor ikke lade være? Det ledige standpunkt i dansk politik

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2013. Skriv et svar

Søndagsspørgsmålet i dag er ret simpelt, men bliver stort set aldrig stillet. Politikere signalerer tit til vælgerne, at de er ”parate til at gøre mere, hvis der er behov for det.” De taler også ofte om, at de er blevet enige om en ”god løsning” eller lignende, når de har besluttet sig for at regulere eller subsidiere et område.

Den næsten eneste udmelding, man aldrig hører i dansk politik er ”Vi er parate til ikke at gøre noget, hvis der er behov for det.” Standardforklaringen fra public choice er, at politikere er nødt til at signalere såkaldt handlekraft, positionere sig, og holde sig i mediernes søgelys. Men i et land som Danmark, hvor der så åbenlyst bliver taget alt for mange politiske beslutninger med dårlige konsekvenser – se blot Produktivitetskommissionens første rapport – måtte man næsten synes, at der var et marked for politikere, der ville det modsatte. Så kære læseren, hvorfor er der ingen politikere – ikke engang i LA – der tager det ledige standpunkt at der skal gøres mindre?

Korruption i 1800-tallets Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 17. september 2013. Skriv et svar

Siden sidst i 90erne er korruption blevet et større forskningsområde, efter en lang periode, hvor det ganske enkelt ikke var et problem, man nævnte i det ’gode’ selskab. Vi ved nu langt mere om, hvorfor nogle lande har større bestikkelsesproblemer end andre – og også hvorfor enkelte lande som Danmark slet ingen har. Det historiske overblik har dog manglet, ikke mindst fordi det er svært og voldsomt arbejdskrævende at grave information op.

Det rådede Mette Frisk Jensen bod på i sin PhD-afhandling, der tidligere i år udkom i bogform. Med titlen Korruption og Embedsetik kortlægger hun en række sager om korruption i det danske embedsværk i årene 1800-1866. Jensens korruptionsbegreb er defineret ret bredt, hvilket tillader hende at se på flere sager om embedsmisbrug end de bestikkelsesproblemer, økonomer typisk fokuserer på.

Det forbløffende for de fleste vil nok være, at langt de fleste sager handler om underslæb – i dagens tale ’kassemangel’: Embedsmænd man opdagede havde taget af kassen. Der er også enkelte bedragerisager (falsk), hvorimod Jensen kun har fundet meget få egentlige bestikkelsessager. Bestikkelse var blevet tydeligt forbudt allerede i oktober 1700 – til sammenligning indførte Sverige først klar lovgivning i 1868 – og det var et problem, der blev taget meget alvorligt i befolkningen og hos embedstoppen.

Mette Frisk Jensens bog er omhyggeligt dokumenteret, velskrevet og spændende. Ikke mindst er det ret forbløffende at se dokumenteret, hvor ukorrupt og hæderlig, den danske embedsstand var allerede i 1800-tallet. Sammenligner man dens adfærd – og befolkningens og kongens holdning til korruption – med Sydeuropa i dag, er det svært ikke at konkludere at korruptionsproblemer i høj grad må være kulturelt betingede. At Jensen i stedet ender med – helt unødvendigt – at hægte sig på Bo Rothsteins tvivlsomme Big Bang-teori om begavede politikere, der indfører fine reformer, er blot en mindre plet på en fremragende og anbefalelsesværdig bog om det mærkeligt anderledes land, vi lever i.

Sociale rettigheder og sociale resultater

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2013. 3 svar

Jacob Mchangama og jeg har siden sidste år arbejdet på et papir om, hvorvidt de såkaldte socio-økonomiske menneskerettigheder faktisk gør, hvad de påstås at gøre. Med andre ord, når man indfører en social rettighed i forfatningen, som FN presser lande til at gøre, ser man så en forbedring efterfølgende? Vi har set på retten til uddannelse, sundhed og social sikkerhed og som Jacob tweetede igår – det kort svar er nej. Efter vi har præsenteret det på flere konferencer og fået input og forslag fra kolleger og venner har vi nu sendt det ud som working paper. Papiret kan hentes her eller her. Abstractet lyder:

While the United Nations and NGOs are pushing for global judicialization of economic, social and cultural rights (ESCRs), little is known of their consequences. We provide evidence of the effects of introducing three types of ESCRs into the constitution: the rights to education, health and social security. Employing a large panel covering annual data from 160 countries in the period 1960-2010, we find no robust evidence of positive effects of ESCRs. We do, however, document adverse medium-term effects on education and inflation.

Andreas Bergh springer ud som klummeskribent

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2013. Skriv et svar

Den fremragende Andreas Bergh fra Lunds Universitet (og en af mine skattede medforfattere) er begyndt at skrive klummer/ledere for Svenska Dagbladet. Hans første handler om tillid og kan læse her. Dagens avis bringer også et interview med ham. Et kort pluk fra den anbefalelsesværdige klumme:

Detta enkla mått på tillit är en av samhällsvetenskapens mest intressanta variabler. Länder med hög tillit har bättre fungerande ekonomier och kan lättare bygga upp sociala skyddsnät. Det tycks dessutom vara ett orsakssamband som i grunden är lätt att förstå: När människor är ärliga och litar på varandra kan det mesta lösas smidigare. Mindre energi läggs på bråk och tvister.

Ronald Coase, 1910-2013

Af Christian Bjørnskov, den 4. september 2013. Skriv et svar

De amerikanske medier bragte i går den triste besked, at Ronald Coase er død. Coase var Nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige økonomer i det 20. århundrede og nærmest på niveau med James Buchanan, som vi mistede i januar. Coase etablerede sin status i 1937 ”The Nature of the Firm” – fem år før f.eks. Martin Paldam blev født – hvor han gav en egentlig, logisk økonomisk forklaring på, hvorfor folk danner firmaer. Han udgav sin sidste bog i 2012. Han havde været en stor økonom hvis han ’blot’ havde revolutioneret måden vi tænker virksomheder på. Min yndlingsartikel af Coase kom dig i 1960, året efter at han havde luftet tanken første gang.

I ”The Problem of Social Cost” gik han direkte i kødet på måden, man tænkte forurening og andre eksternaliteter på. Coase viste, hvordan man ikke blot bør tænke på at forurenende virksomheder påtvinger andre omkostninger gennem forurening. Hvis andre tvinger virksomheder til at holde op med at forurene, påtvinger de virksomheden omkostninger. Under bestemte betingelser er lovgivning omkring forurening og mange andre lignende problemer udelukkende et spørgsmål om hvem der betaler omkostningen, og ikke om hvor stor den er. Det er med andre ord et spørgsmål om at tildele ejendomsret til forureningen. Coase-teoremet siger dermed, at tydelig tildeling (og håndhævelse) af ejendomsret kan løse eksternaliteter.

Ronald Coase var en af de få økonomer, der ikke blot én, men flere gange, ændrede måden vi tænker økonomiske og politiske problemstillinger. Han var også en af de få, der forblev produktiv og kreativ langt op i alderen – forureningsindsigten fik han sidst i 40erne. Genier som ham ser man utroligt sjældent, og han er det andet vi har mistet i år.

Absurditeter fra skatteministeren

Af Christian Bjørnskov, den 30. august 2013. 3 svar

Skandalerne vælter for tiden ud af skabene hos Skat. Adskillige skatteministre, ikke mindst Kristian Jensen, er ansvarlige for at have siddet advarsler overhørige i forbindelse med den seneste skandale om ejendomsvurderinger. Men uanset hvad der ellers sker, er det den nuværende skatteminister, SF’s tidligere leder Holger K. Nielsen, der sidder med ansvaret for at redde trådene ud. I stedet slipper han af sted med aldeles absurde udtalelser og synspunkter. Her er to eksempler.

På dagen, da det kom frem at Skats ejendomsvurderinger, som man baserer ejendomsskatter på, var både voldsomt upræcise og systematisk for høje, afslog ministeren sagens alvor med følgende argument. 1) At det ikke var muligt at ramme vurderingerne mere præcist, for ejendomsmæglere i et show på DR kan ikke ramme rigtigt. 2) At der derfor ikke var noget egentligt problem, fordi selvom nogen betalte for meget, var der jo andre, der betalte for lidt i skat.

Argumentet er for det første rendyrket nonsens, ikke mindst fordi Skat faktisk skal ramme en vurdering i underkanten af markedets vurdering. Så i forhold til markedets vurdering skal borgerne faktisk betale mindre, mens 41 % faktisk har betalt for meget i skat. For det andet handler hele sagen om, at Skat helt har ignoreret borgernes krav på retssikkerhed. I den kontekst er det helt ligegyldigt, om nogle borgere ender med at betale mindre skat, end markedsvurderingen ville tilsige. Det eneste vigtige retssikkerhedsmæssige aspekt er, at staten ikke må snyde borgerne. Og når 41 % tydeligvis betaler for meget – uden at problemet bliver løst – er der et stort problem. Det kan helt absurde Holger K’s gennemsnitsargument ikke skjule.

Den anden absurditet kom forleden aften, da ministeren overfor TV2 News fastholdt, at det nu gjaldt om at genoprette borgernes tillid til Skat. Øjensynligt mener ministeren, at det primært er borgerne, det er galt med, og hvis de igen lader sig lulle ind i en tornerosesøvn af naiv tillid til landets mest magtfulde myndighed, er alt godt. Det er det også for en minister, hvis eneste mål synes at være at indkræve så store midler fra borgerne som muligt.

Men ret beset er det den omvendte verden at mene, at borgerne bare skal sørge for at stole på Skat efter den strøm af skandaler, der har omgivet myndigheden det sidste år. At kræve, at borgerne skal ’genoprette’ deres tillid til Skat, efter det er kommet frem at skatteministeriet og Skat København åbenbart har samarbejdet om at holde centrale forhold hemmelige for ombudsmanden, er ikke mindre end absurd. I enhver rimelig verden – og enhver rimelig politisk optik – gælder det nu for Skat og ministeriet om at stramme praksis og overholdelsen af basal forvaltningsskik så meget op, at de gør sig fortjent til borgernes delvise tillid igen. I Holger K’s planøkonomiske Omvendtslev er det dog altid borgerne, der tager fejl og skal rette ind, og aldrig staten eller politikerne.

Hvem er du tættest på – nerd edition

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2013. Skriv et svar

For de økonominørdede af vores læsere er her en test af, hvilken topøkonom i the IGM Economic Experts Panel, som ens meninger er tættest på. Testen er her; panelet kan findes her.

Jeg tog testen i går, og endte tættest på Robert Hall. I løbet af testen varierede det lidt, og jeg var ofte også tæt på Luigi Zingales og Pete Klenow. Hattip: Eric Crampton.

Sundhed i 100 år målt på højde

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2013. 12 svar

Det er almindeligt kendt blandt både læger og udviklingsøkonomer, at under- og fejlernærede mennesker som oftest ikke når deres fulde, genetiske højde. Fænomenet, der kaldes ’stunting’ i sin værste udgave, kommer fra det faktum at børn, der er fejl- eller underernærede de første fem år af deres liv, simpelthen ikke bliver ret høje. Egentlig fattigdom kan derfor ofte måles bedre via stunting og andre ulykkelige fænomener som børnedødelighed end gennem indtægtsundersøgelser. Og der er problemer, der generelt forsvinder med økonomisk udvikling.

Mange påstår, at økonomer dog overser et problem: Fordelingen af indkomster. Ideen bag blandt andet Wilkinson og Picketts meget solgte og læste – men aldeles elendige – The Spirit Level, er at befolkningens gennemsnitlige, basale sundhedstilstand er værre i lande med større økonomisk ulighed. Denne påstand benyttes herefter som et forsvar for den skandinaviske type velfærdsstat, som menes at omfordele så meget, at man i det store og hele undgår problemerne. Dette element har for eksempel været tydeligt i den svenske og britiske debat.

Som omtalt her på stedet, har mine venner Andreas Bergh og Therese Nilsson ved Lunds Universitet stort set bortvist de fleste af denne type påstande. Men nogle gange taler et billede tydeligere end 1000 ord. Og heldigvis kan man tegne et klart billede. Fra Danmarks Statistisk er der nemlig adgang til unge mænds gennemsnitshøjde de sidste 100 år ved session. Vi ved med andre ord, hvor høje fuldt udvoksede danske mænd i gennemsnit har været siden 1911. Hvis uligheds- og velfærdshistorien er så vigtig, burde man kunne se at danskerne blev højere da velfærdsstaten begyndte at omfordele til de fattigste, som derfor blev sundere.

Men det er ikke just hvad figuren viser. Gennemsnitshøjden i 1911 var 168,9 cm. I det sidste årti af 1800-tallet var den 168,2 cm, og i perioden 1848-1856 var den cirka 166 cm. En sjov detalje er, at jeg med mine i dag stort set gennemsnitlige 182 cm (2 cm højere end gennemsnittet) ville være blandt de tre procent højeste i 1911, og folk i nærheden af to meter var deciderede freaks. Gennem det 20. århundrede voksede danskerne med godt 2 millimeter per årti, men siden slutningen af 1970erne er vi ikke blevet højere.

Med andre ord er danskernes helt basale sundhedstilstand ikke blevet nævneværdigt bedre siden sidst i 1950erne, da sessionsdeltagerne fra 1975-1980 blev født. Det væsentlige knæk i kurven ser derimod ud til at ske en gang i 1930erne, og dermed langt før moderne omfordeling begyndte. Det passer slet ikke med dansk velfærds- eller omfordelingsudvikling, men fint med basal økonomisk udvikling.

Man skal naturligvis ikke tage figuren for mere end den er. Der er mange andre faktorer, der kan influere på dansk sundhedstilstand og odds er, at dansker har nået deres genetisk bestemte, maksimale gennemsnitshøjde. En sigende detalje om andre faktorer er måske, at skeletundersøgelser af danskere fra vikingetiden faktisk peger på en gennemsnitshøjde blandt mænd på cirka 173 cm. Men så simpel en historie, som velfærdstilhængere ofte fremstiller som argument for at omfordeling fører til markant bedre sundhed, er svær at se.