Jeg var fredag den 3. i Radio 24syv til debat med udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen og Frans Michael Jansen fra Mellemfolkeligt Samvirke (lyt her). Og som ofte efter debatter om ulandshjælp gik jeg noget frustreret og sur fra studiet. Grunden er den samme, som min kollega Martin Paldam flere gange har beskrevet: At der fra ens modkombattanter kommer til at ligge en understrøm af, at man er ond, hvis man mener noget andet end dem.
Spørgsmålet om, hvorvidt ulandshjælp hjælper og hvad man kan gøre for verdens mange fattige er naturligvis følelsesladet. Det, der forener os, er i virkeligheden et ønske om at lære, hvad man effektivt kan gøre for de mange millioner, der lever i dyb fattigdom. Problemet – hvis man da er forsker med sin personlige integritet i behold – er at konsensus i litteraturen er ganske klar: Ulandshjælp virker ikke. Fokuserer man på langsigtet økonomisk udvikling peger 80 % af de internationale studier på, at resultatet er et nul (0). 10 % finder en positiv effekt, men er helt overvejende lavet af folk med tætte forbindelser til donororganisationer, og de sidste 10 % finder at hjælpen er direkte skadelig, men er typisk lavet af folk med tætte forbindelser til stærkt konservative, amerikanske tænketanke. Fokuserer man på uddannelse, helbredsstatus, indkomstfordeling eller demokratisk udvikling, er resultaterne ikke mere opmuntrende. Nok kan man finde mange projekter, programmer og bistandsindsatser, der virker på det lokale plan, men der er også rigelig dokumentation for negative bivirkninger ved hjælpen, som trækker lige så meget i den anden retning og ender med at give nulresultatet. De mange bivirkninger forklarer det, som Paul Mosley for år tilbage kaldte ”mikro-makro paradokset.”
Den internationale forskning er således relativt klar (hvis man mener, at data overhovedet kan bruges). Alligevel slipper folk fra det politiske miljø gang på gang afsted med at tegne et billede af de af os, der formidler den, som vanvittige og ekstreme, ondskabsfulde mennesker. Ministeren fik for eksempel påstået, at min holdning var ekstrem og jeg stod helt alene med den. MS-repræsentanten fik påstået at jeg bare ”sidder i Aarhus og læser bøger” og afsluttede debatten med at tale meget om, at vi skulle give endnu flere midler til den milliard mennesker der lever i fattigdom – underforstået, at jeg var ligeglad med verdens fattige.
Budskabet fra begge debattører er det samme som Martin Paldam har stået overfor så mange gange. Som han formulerer det, vil vi alle helst ”være på englenes side.” Men hvad skal man så gøre, når ens egen indsats og langt det meste andet solid forskning viser, at hjælpen ikke hjælper? Vi har en forpligtelse til, qua vores ansættelse som professorer ved et dansk universitet, at formidle vores forskning, men har vi også en pligt til at lade os udsætte for gentagne, svinagtige angreb på vores person? Eller kan man måske mene, at politikere har en – i det mindste – moralsk forpligtelse til at opføre sig ordentligt i debat med ikke-politikere? Overfor andre politikere kan de kaste med mudder så meget som de vil, men jeg er ikke en del af det spil og vil gerne have mig frabedt at blive trukket ind i det! Men måske tror Helveg og andre, at hele verden er ligesom børnehaven på Slotsholmen?
