For de økonominørdede af vores læsere er her en test af, hvilken topøkonom i the IGM Economic Experts Panel, som ens meninger er tættest på. Testen er her; panelet kan findes her.
Jeg tog testen i går, og endte tættest på Robert Hall. I løbet af testen varierede det lidt, og jeg var ofte også tæt på Luigi Zingales og Pete Klenow. Hattip: Eric Crampton.
Det er almindeligt kendt blandt både læger og udviklingsøkonomer, at under- og fejlernærede mennesker som oftest ikke når deres fulde, genetiske højde. Fænomenet, der kaldes ’stunting’ i sin værste udgave, kommer fra det faktum at børn, der er fejl- eller underernærede de første fem år af deres liv, simpelthen ikke bliver ret høje. Egentlig fattigdom kan derfor ofte måles bedre via stunting og andre ulykkelige fænomener som børnedødelighed end gennem indtægtsundersøgelser. Og der er problemer, der generelt forsvinder med økonomisk udvikling.
Mange påstår, at økonomer dog overser et problem: Fordelingen af indkomster. Ideen bag blandt andet Wilkinson og Picketts meget solgte og læste – men aldeles elendige – The Spirit Level, er at befolkningens gennemsnitlige, basale sundhedstilstand er værre i lande med større økonomisk ulighed. Denne påstand benyttes herefter som et forsvar for den skandinaviske type velfærdsstat, som menes at omfordele så meget, at man i det store og hele undgår problemerne. Dette element har for eksempel været tydeligt i den svenske og britiske debat.
Som omtalt her på stedet, har mine venner Andreas Bergh og Therese Nilsson ved Lunds Universitet stort set bortvist de fleste af denne type påstande. Men nogle gange taler et billede tydeligere end 1000 ord. Og heldigvis kan man tegne et klart billede. Fra Danmarks Statistisk er der nemlig adgang til unge mænds gennemsnitshøjde de sidste 100 år ved session. Vi ved med andre ord, hvor høje fuldt udvoksede danske mænd i gennemsnit har været siden 1911. Hvis uligheds- og velfærdshistorien er så vigtig, burde man kunne se at danskerne blev højere da velfærdsstaten begyndte at omfordele til de fattigste, som derfor blev sundere.
Men det er ikke just hvad figuren viser. Gennemsnitshøjden i 1911 var 168,9 cm. I det sidste årti af 1800-tallet var den 168,2 cm, og i perioden 1848-1856 var den cirka 166 cm. En sjov detalje er, at jeg med mine i dag stort set gennemsnitlige 182 cm (2 cm højere end gennemsnittet) ville være blandt de tre procent højeste i 1911, og folk i nærheden af to meter var deciderede freaks. Gennem det 20. århundrede voksede danskerne med godt 2 millimeter per årti, men siden slutningen af 1970erne er vi ikke blevet højere.
Med andre ord er danskernes helt basale sundhedstilstand ikke blevet nævneværdigt bedre siden sidst i 1950erne, da sessionsdeltagerne fra 1975-1980 blev født. Det væsentlige knæk i kurven ser derimod ud til at ske en gang i 1930erne, og dermed langt før moderne omfordeling begyndte. Det passer slet ikke med dansk velfærds- eller omfordelingsudvikling, men fint med basal økonomisk udvikling.
Man skal naturligvis ikke tage figuren for mere end den er. Der er mange andre faktorer, der kan influere på dansk sundhedstilstand og odds er, at dansker har nået deres genetisk bestemte, maksimale gennemsnitshøjde. En sigende detalje om andre faktorer er måske, at skeletundersøgelser af danskere fra vikingetiden faktisk peger på en gennemsnitshøjde blandt mænd på cirka 173 cm. Men så simpel en historie, som velfærdstilhængere ofte fremstiller som argument for at omfordeling fører til markant bedre sundhed, er svær at se.
For en lille uge siden havde jeg en kommentar i Børsen med titlen ”Virker Sundhedspolitikken?” Flere har efterlyst at vi omtalte den her på stedet, hvilket hermed er gjort. Pointen er, at når man undersøger den højt profilerede antirygepolitik, som sundhedsminister Astrid Krag er åbenlyst stolt af, er der ingen videnskabeligt baseret grund til at tro, at den har nogen som helst gavnlig virkning. Her er et pluk fra kommentaren:
I et nyt europæisk studie fra det tyske IZA-institut viser Alois Stutzer og Reto Odermatt ved Universität Basel meget sammenlignelige resultater. Ved at sammenholde ændringer i afgifter, priser og forbud finder de således heller ikke, at afgifter har haft nogen effekt på om folk ryger eller ej. Modsat det amerikanske studie, finder de heller ikke at europæeres tobaksforbrug er følsomt overfor prisen. Det betyder dog ikke, at afgifter er uden konsekvenser. Når højere priser ikke ændrer på forbruget af tobak, må den mindre købekraft jo forsvinde et andet sted fra. Rygere reducerer ganske enkelt andre indkøb.
De schweiziske økonomer kan dog gå et skridt videre end amerikanerne. For det første viser de også, at forbud mod rygning på offentlige steder heller ingen virkning har på forbruget. Muligvis ryges der mindre på cafeer eller offentlige arbejdspladser, men folk vælger blot at ryge et andet sted. For det andet kan de ved at bruge EU’s halvårlige spørgeskemaundersøgelse påvise, at væsentligt højere afgifter sænker rygernes tilfredshed med livet, mens de intet gør for ikke-rygernes tilfredshed.
Eneste virkning er, at staten skraber flere penge ind i afgifter – men måske var det den egentlige hensigt? Det schweiziske studie kan findes her; et tilsvarende amerikansk er her (gated).
På trods af at han har været død i snart 400 år, er der intet gammelt og støvet over William Shakespeares berømte skuespil. Med den rigtige skuespiller som Henry V, for eksempel, er man klar til at følge kongen i krig når han omfavner publikum med ordene ”we band of brothers.” Den samme fascination gælder stadig for Romeo og Julie, Othello, Helligtrekongersaften, you name it… Men der er også perler at finde blandt de mindre kendte stykker, som jeg fik demonstreret fredag aften.
Jeg var til Stratford Festival for at se Measure for Measure – et af de såkaldte problemstykker. Measure er Shakespeares udlægning af Lord Actons diktum om, at magt korrumperer og absolut magt korrumperer absolut. Wiens hersker forlader byen for en stund (tror man) og overlader magten til sin næstkommanderende, Angelo. Og Angelo mener, at alle love skal overholdes med ethvert middel, man har til rådighed! Men som det bliver sagt i stykket: ”it is excellent, to have a giant’s strength, but it is tyrannous to use it like a giant.”
Eller, for at opsummere hvad der faktisk ender med at ske. ”Some rise by sin, and some by virtue fall.” Når magten først er der, hvad forhindrer så magthaverne i at bruge den til deres egne, mere personlige formål? 409 år efter Measures premiere er det lige så sandt som da stykket var spritnyt. Brug endelig en eftermiddag i Shakespeares selskab og med hans tanker om hvad der sker, når statens muskler bliver for udviklede!
Medierne har på det sidste skrevet en del om De Ti Teser, som Søren Pind og co. lancerede i 2003. Mange journalister har tolket det, som om de – på trods af Fogh og Hjorts raseri dengang – er blevet ‘mainstream’ i dansk politik. Den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard leverer i dag et af sine sædvanlige, skarpe, velinformerede og gennemargumenterede indlæg på Berlingske.
PKK skriver blandt andet at ”reelt skal man nok have taget et ordentligt sug på vandpiben for at nå til den konklusion, at “de ti teser” nu skulle være blevet “politisk mainstream”. Om noget er der god grund til at tro–og videnskabeligt belæg for–at VKO-årene flyttede danskerne endnu længere væk fra et liberalt menneske- og samfundssyn, end de var i begyndelsen af forrige årti.”
Hele indlægget kan læses her – og er stærkt anbefalelsesværdigt til dem, der mener at Danmark er blevet mere borgerligt.
I serien om sommerlæsning er vi kommet til lidt mere faglig litteratur. Forleden dukkede Wilkinson og Picketts rædselsfulde The Spirit Level igen op i Børsens debatsider. En af hovedpåstandene i den polemisk manipulerende bog er, at større indkomstforskelle gør folk syge.
Heldigvis er der hæderlige forskere, der har set på emnet. I den fine, lille Blir vi sjuka av inkomstskillnader – En introduktion till sambanden mellan inkomst, ojämlikhet och hälsa, som kan fås gennem Studentlitteratur i Lund, viser Andreas Bergh, Therese Nilsson og Daniel Waldenström – alle tilknyttet IFN i Stockholm – at en stor del af påstandene enten er stærkt overdrevne eller direkte forkerte.
Bogen giver et fremragende overblik over det metodiske minefelt, man skal navigere igennem for at ens forskning giver mening. Men den gør det på en imponerende pædagogisk og letlæst måde, og overblikket over den nye litteratur er både omfattende og klart fremlagt. Så er man interesserede i denne del af ulighedsdebatten – og dermed i en stor del af baggrunden for sundhedsministerens politik – er her en stærkt anbefalelsesværdig introduktion.
For dem, der forstår mere svensk end jeg gør, er her en video med Therese Nilsson, der fortæller om emnet. IFN har også udgivet et kort overblik her.
Vi kan i dag byder en ny punditokrat velkommen: Casper Hunnerup Dahl. Casper blogger i forvejen for Berlingske, og er næppe helt ukendt for mange af vores læsere. Han stod bl.a. bag det meget omtalte Cepos-studie af sammenhængen mellem velfærdsstaters omfang og deres arbejdsnormer (omtalt her). Jeg har også haft den fornøjelse at være til flere Public Choice-konferencer med Casper og set ham ”in action”.
Casper forsvarede i januar sidste år sin PhD-afhandling med titlen “The Uncertain Effects of Constitutions: Investigating Cross-National Patterns in Rent Seeking and Government Spending” på Københavns Universitet. Afhandlingen, der er skrevet under vejledning af ingen mindre end den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard, omhandler et tilbagevendende emne her på bloggen: Forfatningsøkonomi. Resumeet til forsvaret – og dermed et indtryk af Caspers hovedområde – er her:
Hvad er de politisk-økonomiske konsekvenser af demokratiske forfatningsinstitutioner? Er lande med proportionelle valgsystemer fx præget af større omfordeling end lande med andre typer af valgsystemer? Og er der en større interessegruppeaktivitet i lande med parlamentarisme end i lande med en folkevalgt præsident? Afhandlingen undersøger i hvilket omfang politiske forfatningsinstitutioner kan forklare variationen i politisk gevinstsøgning og offentlig udgiftspolitik på tværs af demokratier, idet en række hypoteser fra den teoretiske litteratur i konstitutionel politisk økonomi testes empirisk. Analyserne bidrager til forskningen ved at pege på nye, mulige sammenhænge mellem forfatningsinstitutioner og politisk økonomi; samtidig understøttes nogle tidligere empiriske resultater, mens andre drages i tvivl. Samlet set bidrager afhandlingen til en debat om, hvorvidt forskellige forfatningsinstitutioner har universelle konsekvenser for politisk-økonomisk adfærd på tværs af demokratier.
Den mest almindelige ide om pirater er, at de var blodtørstige og vilde mænd uden kontrol eller rimelighed. Sådan var deres ry i 1500- til 1800-tallet, og sådan bliver de som oftest afbildet i film og bøger. Punditokraternes første bud på sommerlæsning bruger en omhyggelig læsning af historiske kilder og økonomisk teori til at stille spørgsmål ved billedet af historiske pirater.
Peter Leesons The Invisible Hook fra 2009 er en af de bøger, der vitterligt får en til at se på en bid historie med andre øjne. Hvorfor havde piraterne så blodigt et ry? Leeson, der er professor i nationaløkonomi på George Mason University i Virginia, peger på, at det var i deres egeninteresse at opretholde ryet. Med det rette ry overgav skibe sig uden kamp – et blodigt ry var således en måde at holde omkostningerne ved pirateri nede. På samme måde viser Leeson, at de fleste piratskibe havde en udbredt grad af demokrati og en slags effektive forfatninger, som piraterne tog ganske alvorligt.
Vil man udfordres til at se på forhold med nye øjne, og endda i en velskrevet og gammeldags spændende form, er Leesons bog om den usynlige klo fremragende sommerlæsning.
En af de centrale ideer blandt folk, der er skeptiske overfor indvandring i Danmark, er at religion er vigtig. De fleste argumenterer, at muslimsk indvandring er skadelig, mens indvandring fra kristne lande er uproblematisk. Hvis argumentet er korrekt, må man kunne observere, at muslimske lande på centrale områder opfører sig anderledes end andre (kristne) lande.
Er de muslimske lande og befolkninger så anderledes på vigtige punkter? Det er et spørgsmål, som mange forskere har set på. Vi har f.eks. flere gange skitseret studier af Punditokraternes ven Niklas Potrafke (CESIfo, München). Niklas har været med til at dokumentere, at lande med store muslimske befolkninger har dårligere chancer for at demokratisere (læs her). I nyt arbejde finder Niklas også, at muslimske lande er mindre tilbøjelige til at imødegå menneskehandel, men med den vigtige forskel, at de demokratiske af dem ikke ser anderledes ud end andre lande (læs her).
Netop det ser ud til at være en vigtig pointe i en række af de nyeste studier: Når muslimske befolkninger rent faktisk får demokratisk indflydelse, tager de ikke andre valg end kristne, buddhistiske eller irreligiøse befolkninger. Et andet spørgsmål, som Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg ser på i en række papirer. Helt særligt ser vi på, om det er typen af religion – hvad folk tror på – eller graden af religiøsitet – hvor stærkt folk tror – der gør udfaldet. Og her er problemet for indvandringsskeptiske, at de to artikler, Niclas og jeg foreløbig har publiceret, viser at muslimske lande ikke er anderledes pga. deres bestemte religion.
I ”Does religiosity promote property rights and the rule of law?” (publiceret sidste år i Journal of Institutional Economics) viser Niclas og jeg, at lande med mere religiøse befolkninger typisk har svagere retsvæsener. Det ’typiske’ er dog kvalificeret ved, at sammenhængen kun gælder relativt demokratiske lande. Vi tolker det som evidens for, at religiøsitet ændrer på vælgernes adfærd. I “Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust?” (publiceret 2011 i Journal of Economic Behavior & Organization) finder vi, at mere religiøse lande udviser lavere tillidsniveauer. Det samme mønster kan genfindes på tværs af de amerikanske stater.
Det særlige er, at Niclas og jeg i begge tilfælde kan afvise, at der er forskelle på religionerne. Med andre ord er protestantisme ikke anderledes end Islam, katolicisme eller hinduisme. Det vigtige er, hvor stærkt befolkninger tror, helt uanset hvad de tror på. Stærkt kristne befolkninger i de amerikanske sydstater opfører sig således helt parallelt til stærkt muslimske befolkninger i Mellemøsten eller stærkt hinduistiske i Indien.
En af mine anker mod den danske indvandringsdebat er således, at politikere på begge sider af skellet taler om Islam, men ikke om religiøsitet. Og hvis man ser på den mere konkrete forskning, lugter det efterhånden stærkt af, at det er religion som sådan, og ikke nogen specifik religion, der er problemet. Var et anderledes for 100 eller 70 år siden? Næppe, men med den forskel at vi selv var lidt mere religiøse end vi er i dag, og derfor selv skabte problemer.
Visse læsere er blevet meget fortørnede over, at jeg har kritiseret en ofte borgerlig diskurs imod indvandring. En del af kritikken handler om, at jeg overhovedet ikke taler om noget relevant – at standardmålene for diversitet ikke fanger de ’rigtige’ aspekter – og at jeg ikke forstår diskursen. Centralt i denne nationalkonservative (om man vil) diskurs synes at være en ide om, at den nuværende indvandring er kvalitativt anderledes end tidligere tiders indvandring, og dermed farligere.
Til en hvis grad har kritikerne nogle pointer. Der er for eksempel flere indvandrere nu end i 1950 – den sidste gang Danmarks Statistik angav fødested for udlændinge. Sammenholder man 1950-statistikken med DSTs ”Indvandrere i Danmark 2012”, var der i 1950 knap 77.000 indvandrere i Danmark, mens der i dag er 314.000. For 63 år siden var 38 % af vores udlændinge i 1950 fra andre nordiske lande. I dag er tallet 9 %. Andelen af indvandrere fra Tyskland, Storbritannien, andre vesteuropæiske lande samt USA, Canada og Australien var dengang 53 %, mens den i dag er 25 %. Indvandringen fra Østeuropa er også steget som andel af den samlede indvandring: I 1950 var 4 % af udlændingene fra Sovjetunionen, Polen, eller randstaterne, som de baltiske lande kaldtes dengang. I dag er tallet 12 %.
Forskellen, som mange hæfter sig ved, er derfor at en langt større andel af vores indvandrere – cirka halvdelen – er af ikke-europæisk oprindelse. Cirka 75.000 mennesker bosiddende i Danmark i dag er af forskellig asiatisk oprindelse, 13.000 er oprindeligt fra Afrika, mens 79.000 er af anden ikke-europæisk afstamning. De ligner rent fysisk derfor ikke ’almindelige’ danskere.
Der er en række andre forskelle i indvandringen. Så vidt man kan bedømme med den tids information, kom indvandrere i 1950 fra lande med cirka 2/3 af Danmarks levestandard; i dag er de typisk fra lande med halvdelen af den danske levestandard. Antager man, at indvandrerne er tilnærmelsesvist repræsentative for deres hjemlande, er de fire gange så tilbøjelige til at mene, at religion er vigtig i deres dagligdag, og kun 40 % så tilbøjelige til at erklære, at man kan stole på andre mennesker. Så vidt man kan komme med et kvalificeret gæt, var indvandrerne i 1950 lidt mere tillidsfulde, men sandsynligvis også mere religiøse.
Det er dog ikke et særtræk ved indvandrerne. De er på de punkter faktisk helt gennemsnitlige i verden, med et religiøsitetsniveau på 68 % og et tillidsniveau på 26 %. Begge tal er næsten præcist det globale gennemsnit og reflekterer blot, at Danmark i global sammenhæng er et meget underligt land! Vi er de mest tilllidsfulde, de mindst religiøse (sammen med svenskerne og esterne), og stadig blandt de 20 rigeste lande. Indvandrerne kommer dog alligevel i gennemsnit fra lande, der er rigere end det globale gennemsnit. Det betyder dermed også, at de alt andet lige vil have langt stærkere arbejdsmoral end danskerne. Som Casper Dahl dokumenterede i foråret, er danskerne nemlig det folk i verden, der er mindst tilbøjeligt til at mene, at hårdt arbejde er så vigtig en værdi, at den er værd at lære ens børn.
Så er de ’nye’ danske indvandrere farligere end de gamle? Det er et svært spørgsmål at svare på, for det går ikke at se på de 1950-indvandrerne med 2013-briller. I 1950 var der 25.000 tyskere i landet. Med 2013-briller på, er de næsten ligesom danskere og ganske flinke og arbejdssomme. Men i 1950 kom de fra et land, der blot fem år tidligere havde forsøgt at erobre Europa og udrydde en hel religion! Hvem var de farligst for dansk kultur og egenart i 1950 – en tysker eller en thai? Nazister eller muslimer? Og hvem har vist sig lettest at integrere: Grækere eller litauere? Vietnamesere eller spaniere? Historisk indvandring bør altid ses i en historisk kontekst. Gør man det, er det måske værd at overveje, hvor stor truslen er i dag, og hvor lille den viste sig at være fra en ganske farlig indvandring mange år siden.
Nationalkonservative kommentatorer deler en kombination af ideer om diversitet og de gamle dage. De fleste tror på, at etnisk diversitet underminerer danske kulturtræk og vores langsigtede udvikling. Den ide kombinerer de med en tro på, at Danmark før i tiden var et meget mere homogent land end nu. Ingen af delene holder til et nærmere eftersyn.
Jeg har ved flere lejligheder hidset nationalkonservative op ved at dokumentere, at etnisk diversitet er stort set ukorreleret med social tillid (i modsætning til Putnams famøse påstand). På tværs af 126 lande er korrelationen -0,33, men tager man blot de nordiske lande væk, falder den til -0,22 og ethvert forsøg på at korrigere for andre kendte forhold reducerer den til 0.
Den anden ide har været sværere at imødegå, men jeg faldt forleden over konkret evidens. I Statistisk Årbog fra 1922 opregnes den danske 1921-befolknings fødesteder. Det tillader, at man beregner et diversitetsindeks for 1921 på helt samme måde, som man gør i moderne kilder. Og det viser et Danmark, der var lige så heterogent som i dag.
Herfindahl-Hirschman-indekset for det moderne Danmark, fra Alesina et al. (2003), er 0,082 (perfekt homogenitet er 0, total diversitet 1). Beregner man den etniske diversitet for 1921 er tallet 0,075. Forskellen er helt marginal, når man f.eks. bemærker at den etniske diversitet i Italien er 0,115. Beregner man i stedet den religiøse diversitet, er det moderne indeks 0,023 mens 1921-tallet er 0,027.
Dagens pointe er således, at Danmark i de gode gamle dage slet ikke var tydeligt mere homogent end i dag. Det er bare en anden homogenitet, vi ser i dag, og vi taler langt mere om den. Men er den ’farligere’ end den gamle? Det bedste bud på et svar er, at de begge nok er ligegyldige.
I de senere år har Daron Acemoglu og hans team haft væsentlig indflydelse på den måde, vi tænker institutionel udvikling og langsigtet vækst på i politisk økonomi. Acemoglus tese er, at i lande hvor europæiske kolonisatorer kun bosatte sig sparsomt eller levede korte liv – pga. sygdomsgeografien – udviklede man udemokratiske, ekstraktive institutioner. Basis for tesen er, at udemokratiske politiske eliter ikke indfører bedre økonomisk-juridiske institutioner fordi det ville true deres politiske overlevelse.
Den ide tester Randall Holcombe og Christopher Boudreaux direkte i et nyt papir med titlen ”Institutional Quality and the Tenure of Autocrats.” Vi har kort omtalt papiret, da det blev præsenteret på SEA-konferencen sidste år. Nu er det så accepteret og online hos Public Choice (gated her). Og det interessante er, at Holcombe og Boudreaux finder evidens for det modsatte af Acemoglu-tesen. I et datasæt, der omfatter 99 diktatorer siden begyndelsen af 1970erne, viser de at diktatorer, der har forbedret landets institutioner – målt gennem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World index – har haft væsentligt bedre chancer for at overleve politisk.
Estimater viser, at en diktator, der over et årti hæver sit lands EFW index med et halvt point (på en ti-punkts skala) øger sin forventede politiske overlevelse med 17 år. Så hvorfor fastholder så mange lande uproduktive institutioner? Holcombe og Boudreaux tager diskussion til sidst i papiret. Man kunne stille samme spørgsmål i det demokratiske Danmark.
Jeg er pt. på vej hjem fra den sjette årlige Beyond Basic Questions workshop, der denne gang afholdtes i Engelberg i Schweiz. Igen i år havde arrangørerne, Simon Lüchinger og Christoph Schaltegger, stykket et spændende program sammen. Årets keynote speech blev givet af Jan-Egbert Sturm fra ETH Zürich, og havde titlen ”It’s Politics, Stupid! Political Constraints Help Explain Government Reactions to the Great Recession.” Sturm argumenterede, at graden af landes fiskale reaktion på 2008-krisen i høj grad var bestemt af hvor politisk begrænset, landets regering var.
Hele programmet var godt ud, så her er blot et pluk af titler, som vi måske skriver mere om senere:
Surrender your market! Do the G5 countries use World Bank trade conditionality to promote trade? (Maya Schmaljohann, Uni Heidelberg)
The determinants of the complexity and progressivity of personal income tax systems: A cross-country empirical analysis. (Doina Radulescu, ETH Zürich)
How (not) to manipulate a shared risk of war: The case of Greco-Turkish fighter-jet diplomacy. (Martin Gassebner, ETH Zürich)
Og helt ubeskedent, Do social rights affect social outcomes? (Christian Bjørnskov, Aarhus og Jacob Mchangama, Cepos)
Og for at understrege, at workshops ikke kun er støvede, ældre mennesker, der snakker sort med hinanden, er her et stemningsbillede fra lørdagens middag. Fra venstre mod højre er det Pierre-Guillaume Méon (ULB, Bruxelles), Maya Schmaljohann og Alexandra Rudolph (Uni Heidelberg).
Der er en næsten uendelig mængde af sjove og spændende spørgsmål i samfundsvidenskaberne, som vi ikke rigtigt har fyldestgørende svar på. Et af dem er, hvorfor nogle lande har valgt at skrive meget lange og detaljerede forfatninger, mens andre forfatninger er meget korte. Enkelte, deriblandt New Zealand og Storbritannien, har ikke egentlige forfatninger. Dét er spørgsmålet i et nyt papir, som Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg har arbejdet på i længere tid. Vi er nået til en – mener vi – relativt præsentabel version, som ligger online hos SSRN (se her).
I ”Constitutional Garrulity and Social Trust” fremfører vi hypotesen, at forfatningens længde og detaljering afspejler landets tillidskultur. Hovedideen stammer fra tidligere forskning, der har argumenteret for at lande med højere grad af social tillid (dvs. tillid til fremmede) typisk har kortere kommercielle kontrakter. Idet man har større tillid til andre mennesker, behøver ens kontrakter ikke at omfatte alle mulige meget usandsynlige situationer. Man har tillid til at hvis man når dertil, er ens modpart rimelig og ærlig nok til at man ”nok kan finde ud af noget”, som det hedder på jysk.
Vi argumenterer for, at den samme slags overvejelser bør gøre sig gældende, når man skriver en social kontrakt, som en forfatning netop er. Jo mere man stoler på, at fremmede – og det omfatter per definition fremtidens politikere, jurister og embedsmænd – er ærlige og troværdige, jo mindre behøver man at skrive detaljerede konstitutionelle regler for at holde dem i kort snor.
Og argumentet holder til at blive testet! På tværs af 110 lande, hvor vi har mål for forfatningslængde og –detaljering – teknisk kaldet garrulitet – finder vi en tydelig sammenhæng mellem graden af social tillid og garrulitet. Så vidt vi overhovedet kan teste det, ser sammenhængen ud til at være kausal, ikke mindst givet den stærke, historiske stabilitet i tillid. Figuren nedenfor (Figur 2 fra papiret) illustrerer sammenhængen. Spørgsmålet er nu, om tilliden er et grundvilkår der udstikker rammer for hvad lande kan tage for fundamentale valg. Vores fornemmelse er, at det bestemt ser sådan ud.
Berlingske omtaler i dag Casper Dahls glimrende, nye analyse for Cepos. Casper bruger World Values Survey data om, hvad folk ønsker at lære deres børn, hvor ”hårdt arbejde” er en af mulighederne. Udgangspunktet er Lindbeck-hypotesen, der siger at velfærdsstaten over generationer underminerer folks arbejdsetik og –normer, og derfor bærer kimen til sin egen ødelæggelse.
En tidligere version af analysen har været præsenteret på den danske public choice workshop i januar. Den endelige version er, med Nina Smiths ord, ”solid og interessant” og burde ringe advarselsklokker hos alle danske politikere. Vi kan kun opfordre interesserede læsere til at kigge på den. Før det, er her nedenfor det simple plot med sammenhængen mellem graden af omfordeling og antallet af respondenterne, der mener at det er vigtigt at lære børn hårdt arbejde. Dét tal i Danmark er 4½ %.
Robert Putnam, et af politologiens koryfæer, har næsten lige været i Danmark i forbindelse med Aarhus Universitets Matchpoint-konferencer. Flere var skuffede over Putnams forelæsning, men mange bruger ham stadig i adskillige politiske argumenter. Det gælder ikke mindst, når kommentatorer argumenterer for nationalkonservative mærkesager. Problemet er blot, at forskningen de senere år har dokumenteret, hvor bemærkelsesværdigt, Putnam tager fejl i sine kerneanalyser.
Putnams hovedargument siden hans bestseller Making Democracy Work har været, at forskellige i social kapital er centrale for at forstå, hvorfor nogle lande og regioner fungerer bedre end andre. Social kapital er et paraplykoncept, der dækker styrken af sociale normer, omfanget af frivillige netværk, og tillid til andre mennesker. Kernen i Putnams koncept er, at de tre elementer påvirker og forstærker hinanden: Sociale normer dannes og styrkes når folk møder hinanden i netværk og frivillige organisationer (f.eks. Putnams berømte kor), og når de lærer hinanden at kende, danner de tillid til hinanden og lærer dermed at stole på andre mennesker mere generelt. Eller det påstår Putnam da…
Men Putnams sag er smuldret de senere år. Eric Uslaner viste allerede i sin 2002-bog om The Moral Foundations of Trust, at frivillige netværk ikke skaber generel tillid. De skaber kun partikulær tillid, dvs. tillid til de mennesker man lærer at kende i netværket, men den udstrækkes ikke til andre. Kim Sønderskov (AU, Statskundskab) og jeg besluttede at se nærmere på Putnams social kapital-koncept. Artiklen, der snart publiceres i Social Indicators Research, konkluderer, at konceptet fra alle vinkler er dårlig samfundsvidenskab.
Helt grundlæggende er argumentet, at hvis konceptet har betydning, må det række ud over de tre elementer i det – normer, netværk og tillid. Med andre ord må de være forbundet så det ene påvirker det andet for at det giver mening. Det er også fuldstændigt nødvendigt for Putnams politiske anbefalinger, der hviler på at man kan påvirke samfundets normer og tillid.
Men Kim og jeg finder, at de tre elementer er statistisk ortogonale – med andre ord at de intet har med hinanden at gøre. I detaljerede amerikanske data finder vi endda, at netværksaktivitet må skilles i to typer som ikke har meget med hinanden at gøre. Der er således ingen empirisk støtte til Putnams koncept eller hans anbefalinger. Ligeledes må man stille spørgsmålstegn ved alle hans analyser, som hviler på indeks, der blander de tre elementer.
Når en af vores læsere for eksempel skrev forleden om, hvordan Putnam viste at indvandring og større etnisk diversitet underminerer den sociale kapital, har det faktisk ingen dårlige konsekvenser for landets udvikling. De gavnlige virkninger, som social kapital har på økonomisk og institutionel udvikling, er alle drevet af social tillid – dvs. tillid til andre mennesker man ikke kender – mens etnisk diversitet primært er korreleret med netværksaktivitet, men kun på det allermest lokale plan med tillid. Putnam skal naturligvis krediteres for at have sat en hel forskningslitteratur i gang, men han tog dramatisk fejl. Og skuffelsen over hans besøg burde primært være fordi han stadig nægter det.
Det er spørgsmålet i en ny artikel, der publiceres i European Journal of Political Economy (gated her). De to forfattere, François Facchini og Mickaël Melki, skriver sig ind i den boomende litteratur om historisk politisk økonomi ved at bruge data fra Frankrig fra mellem 1896 og 2008.
Hovedargumentet er et gammelt dilemma: Det offentlige leverer sikkerhed i form af forsvar og et retsvæsen, og typisk også nogle centrale goder som basal uddannelse og infrastruktur, men også meget mere end det. Fra nul vil en forøgelse typisk betyde gavnlige offentlige goder, men udover et vist punkt er der ingen vækst-fremmende aktiviteter og det offentliges størrelse begynder at skubbe privat aktivitet ud (crowding out), skabe rent-seeking og underminere produktive incitamenter. Hvor er punktet, hvor det begynder at gå ned ad bakke?
Facchini og Melki finder at før anden verdenskrig var relationen simpel: 1 % ekstra skatter betød 0,25 % mindre vækst. Efter anden verdenskrig får man en sammenhæng, der ligner et omvendt U. Men mens man i amerikanske data typisk finder et optimum omkring 20 %, er det franske optimum ifølge de to forfattere cirka 30 %. På trods af det højere optimum, har størrelsen af den offentlige sektor i Frankrig alligevel været konsistent større siden 1950erne, og den er for tiden næsten 50 %.
Hvorfor vælger politikere helt konsistent en for stor offentlig sektor? Svaret er indlysende for enhver der kender lidt til public choice, men ny empiri peger nu mere klart på de negative konsekvenser. For de interesserede er abstractet her:
The benefits and costs of government suggest an efficient government size. We investigate efficient government size by analyzing the relation between public spending and real GDP for France in the period 1896–2008. The results show a co-integration nonlinear relationship. Our time-series data on France represents one of the longest periods studied in literature. Our empirical findings suggest that efficient government size measured by public spending was reached when public spending was around 30% of GDP. Conclusions point to particularities of countries that suggest efficient government size is specific to different countries.
Hvorfor bliver politikere siddende i Folketinget i årevis, på trods af at de har været med til at lave en masse ulykker? Glenn Harlan Reynolds, der er juraprofessor på University of Tennessee, diskuterer dette spørgsmål i USA Today (hattip: Cafe Hayek). Reynolds under sig over, hvorfor vi som vælgere ikke straffer dem, og hvorfor vi ikke har institutionelle mekanismer, der gør det. Han foreslår således (relativt provokerende, måske) at stoppe enhver form for lønudbetaling til politikere, der ikke kan enes om et budget til tiden – lidt ligesom dagpengene til sidst stopper hvis man ikke vil have et job.
Sidst i kronikken opsummerer Reynolds hele problemstillingen ganske elegant. Det er mindst lige så relevant i Danmark som i en amerikansk kontekst.
“But the real lesson is this: We entrust an inordinate amount of power to people who don’t feel any pain when we fall down. The best solution of all is to take a lot of that power back. When the power is in your hands, it’s in the hands of someone who feels it when you fall down. When it’s in their hands, it’s your pain, their gain. That’s no way to run a country.”
EU og de europæiske medier fører for tiden kamp mod skattely – lande hvor det i princippet kan lade sig gøre at ’gemme’ penge. Timingen er ikke tilfældig: En række regeringer fattes penge og håber på at kunne skrabe ekstra indtægter ind ved at forhindre folk i at rykke indtægter ud til lande, hvor de ikke kan beskattes. På sin vis er det naturligvis fint, at man hindrer folk i ulovligt at skjule indtægter, som er skattepligtige i f.eks. Danmark. Som en rigtig Rasmus Modsat vil jeg dog risikere et moraliserende ramaskrig ved at pege på, at skattely kan spille en vigtig, positiv rolle i moderne samfund.
En del af den ideologisk-moralske fortælling i medierne er, at ingen bør kunne undslippe at ’bidrage til fællesskabet’, eller hvordan man nu formulerer det. Kun få synes dog at spørge, om der bør være grænser for, hvor meget man kan beskatte folk. Grænsen blev nået i Frankrig forleden, ikke fordi politikere, medier eller befolkning satte grænser, men fordi en domstol kendte en 75 % skat på specielt store indtægter forfatningsstridig. I USA har man jævnligt diskussionen – se f.eks. Rand Paul harcelere over Apple-sagen her – mens den er stort set fraværende i Danmark.
Her er det at eksistensen af skattely, ligesom sort arbejde, fungerer som en grænse og en disciplinerende instans overfor politikerne. At skattely bliver opfattet som et reelt problem, hvis f.eks. relativt store summer flytter i ly for myndighederne, kan ses som et signal om, at en grænse er nået. Det er nemlig ikke, som politikere ofte synes at tro, helt omkostningsfrit at rykke ens midler i skattely. Der vil altid være et tab af kontrol, pengene kan ikke længere investeres lige så frit i Liechtenstein eller Cayman Islands som de kunne i Danmark, og generelt må man regne med, at det forventede afkast er mindre til en mindre styrbar risiko.
At en person eller virksomhed derfor alligevel vælger at skjule midler for skattemyndighederne er udtryk for, at skatten er blevet så dyr, at de andre omkostninger, sammenholdt med moralske omkostninger og risici ved at gøre noget mere eller mindre ulovligt, totalt er mindre end omkostningerne ved at betale hvad en klasse grådige politikere vil have. Naturligvis kan den type skatteunddragelse ikke stå alene som signal, men med de senere ugers afsløringer af, hvordan Skat opererer, virker diskussion pludselig noget anderledes og mere speget end som så.
Spørgsmålet der skal stilles, er således hvor grænsen ligger mellem rimelig skatteindkrævning, der finansierer aktiviteter der er til gavn for borgerne på det lange sigt, og politisk grådighed der mere tager form af tyveri til at betale for populistiske formål, der skal sikre politikerne genvalg. Når skattely stiger så højt op på den politiske agenda, er det således et signal om, at vi måske er tæt på grænsen for, hvornår yderligere skattetryk bliver decideret umoralsk.
Flere, ikke mindst Den Gamle Redacteur, har påpeget at man måske burde tage flere hensyn når man beregner en form for forskningsscore, som vi gjorde forleden dag. Særligt foreslog han, at man foretog en medforfatterkorrektion, sådan at citationer til artikler talte mindre, jo flere medforfattere man har. Standarden, som han foreslog, er at lade en artikel med en medforfatter tælle halvt, og en med tre eller flere medforfattere tælle en tredjedel. En anden korrektion, der er foreslået, er at tage et hensyn til, at det er meget forskelligt, hvor lang tid folk har haft til at forske i. Vi gør det på den simple måde, at vi dividerer antal citationer og H-score med det antal år, der er gået siden forskeren har fået sin PhD-grad.
Tabellen nedenfor viser hvordan Top-25 af ranglisten ser ud, hvis man enten beregner indeks baseret på de sidste ti års forskning (søjle 1), foretager en medforfatterkorrektion i citationstallene (søjle 2) eller alderskorrigerer (søjle 3). Nogle få ting synes værd at bemærke. For det første er der blandt de 25*3 pladser i de tre søjler kun 31 navne, hvoraf 21 er med på alle tre lister. Toppen er den samme uanset hvordan man måler og toppes altid af Nicolai Foss og Keld Laursen (CBS). For det andet får alderskorrektionen nogle navne til at springe op ad listen. Det gælder særligt for Peter Sandholdt Jensen (SDU) og Carl-Johan Dalgaard (KU), der er bemærkelsesværdigt profilerede når deres akademiske alder tages i betragtning. For det tredje er Martin Paldam (AU) nummer ti på alle tre lister – og vel at mærke baseret udelukkende på forskning som han har publiceret de ti år siden han fyldte 60 år! Sidst, men ikke mindst, er det ligegyldigt hvordan vi sætter listen sammen: Danmarks bedste kvindelige økonom er altid Helena Skyt Nielsen (AU).
| Uden korrektion, 10 år | Medforfatterkorrektion | Alderskorrektion | |
| 1 | N Foss (CBS, 100) | N Foss (CBS, 100) | N Foss (CBS, 91.1) |
| 2 | K Laursen (CBS, 65.8) | K Laursen (CBS, 61.08) | K Laursen (CBS, 65.8) |
| 3 | DD Lassen (KU, 51.2) | C Bjørnskov (AU, 52.7) | C Bjørnskov (AU, 61.9) |
| 4 | C Bjørnskov (AU, 46.1) | DD Lassen (KU, 51.8) | DD Lassen (KU, 51.8) |
| 5 | M Bennedsen (CBS, 39.3) | M Bennedsen (CBS, 37.3) | PS Jensen (SDU, 42.9) |
| 6 | S Andersen (CBS, 36.3) | PN Sørensen (KU, 36.0) | M Bennedsen (CBS, 42.3) |
| 7 | PN Sørensen (KU, 26.2) | S Andersen (CBS, 33.6) | D Lando (CBS, 40.4) |
| 8 | P Bogetoft (CBS, 34.5) | P Bogetoft (CBS, 32.8) | PN Sørensen (KU, 36.4) |
| 9 | JR Munch (KU, 32.7) | JR Munch (KU, 32.0) | HS Nielsen (AU, 35.4) |
| 10 | M Paldam (AU, 31.8) | M Paldam (AU, 31.1) | M Paldam (AU, 33.7) |
| 11 | F Tarp (KU, 30.4) | H Jensen (KU, 28.3) | JR Munch (KU, 33.4) |
| 12 | M Rosholm (AU, 28.8) | M Svarer (AU, 28.2) | F Tarp (KU, 33.4) |
| 13 | M Svarer (AU, 28.8) | F Tarp (KU, 27.3) | C-J Dalgaard (KU, 33.1) |
| 14 | H Jensen (KU, 28.5) | M Rosholm (AU, 27.2) | H Jensen (KU, 32.3) |
| 15 | D Lando (CBS, 28.1) | D Lando (CBS, 26.9) | H Hansen (KU, 31.5) |
| 16 | H Hansen (KU, 27.9) | SB Nielsen (CBS, 26.8) | P Bogetoft (CBS, 31.4) |
| 17 | SB Nielsen (CBS, 27.6) | C Munk (CBS, 26.3) | M Rosholm (AU, 29.4) |
| 18 | CT Kreiner (KU, 27.6) | CT Kreiner (KU, 26.1) | M Svarer (AU, 28.6) |
| 19 | C Munk (CBS, 26.5) | PB Sørensen (KU, 25.9) | J Rangvid (CBS, 27.7) |
| 20 | HS Nielsen (AU, 26.5) | HS Nielsen (AU, 25.7) | S Leth-Petersen (KU, 27.1) |
| 21 | C-J Dalgaard (KU, 26.2) | H Hansen (KU, 25.3) | CT Kreiner (KU, 26.4) |
| 22 | BJ Christensen (AU, 25.9) | TM Andersen (AU, 24.9) | C Munk (CBS, 25.4) |
| 23 | N Smith (AU, 25.8) | J Rangvid (CBS, 24.5) | JL Hougaard (KU, 23.6) |
| 24 | J Rangvid (CBS, 24.9) | C-J Dalgaard (KU, 24.5) | N Westergaard-Nielsen (AU, 23.4) |
| 25 | PS Jensen (SDU, 24.4) | PS Jensen (SDU, 24.1) | L Skipper (KORA, 23.1) |