Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Er der en optimal offentlig størrelse?

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2013. 1 svar

Det er spørgsmålet i en ny artikel, der publiceres i European Journal of Political Economy (gated her). De to forfattere, François Facchini og Mickaël Melki, skriver sig ind i den boomende litteratur om historisk politisk økonomi ved at bruge data fra Frankrig fra mellem 1896 og 2008.

Hovedargumentet er et gammelt dilemma: Det offentlige leverer sikkerhed i form af forsvar og et retsvæsen, og typisk også nogle centrale goder som basal uddannelse og infrastruktur, men også meget mere end det. Fra nul vil en forøgelse typisk betyde gavnlige offentlige goder, men udover et vist punkt er der ingen vækst-fremmende aktiviteter og det offentliges størrelse begynder at skubbe privat aktivitet ud (crowding out), skabe rent-seeking og underminere produktive incitamenter. Hvor er punktet, hvor det begynder at gå ned ad bakke?

Facchini og Melki finder at før anden verdenskrig var relationen simpel: 1 % ekstra skatter betød 0,25 % mindre vækst. Efter anden verdenskrig får man en sammenhæng, der ligner et omvendt U. Men mens man i amerikanske data typisk finder et optimum omkring 20 %, er det franske optimum ifølge de to forfattere cirka 30 %. På trods af det højere optimum, har størrelsen af den offentlige sektor i Frankrig alligevel været konsistent større siden 1950erne, og den er for tiden næsten 50 %.

Hvorfor vælger politikere helt konsistent en for stor offentlig sektor? Svaret er indlysende for enhver der kender lidt til public choice, men ny empiri peger nu mere klart på de negative konsekvenser. For de interesserede er abstractet her:

The benefits and costs of government suggest an efficient government size. We investigate efficient government size by analyzing the relation between public spending and real GDP for France in the period 1896–2008. The results show a co-integration nonlinear relationship. Our time-series data on France represents one of the longest periods studied in literature. Our empirical findings suggest that efficient government size measured by public spending was reached when public spending was around 30% of GDP. Conclusions point to particularities of countries that suggest efficient government size is specific to different countries.

Straf til politikere

Af Christian Bjørnskov, den 31. maj 2013. Skriv et svar

Hvorfor bliver politikere siddende i Folketinget i årevis, på trods af at de har været med til at lave en masse ulykker? Glenn Harlan Reynolds, der er juraprofessor på University of Tennessee, diskuterer dette spørgsmål i USA Today (hattip: Cafe Hayek). Reynolds under sig over, hvorfor vi som vælgere ikke straffer dem, og hvorfor vi ikke har institutionelle mekanismer, der gør det. Han foreslår således (relativt provokerende, måske) at stoppe enhver form for lønudbetaling til politikere, der ikke kan enes om et budget til tiden – lidt ligesom dagpengene til sidst stopper hvis man ikke vil have et job.

Sidst i kronikken opsummerer Reynolds hele problemstillingen ganske elegant. Det er mindst lige så relevant i Danmark som i en amerikansk kontekst.

“But the real lesson is this: We entrust an inordinate amount of power to people who don’t feel any pain when we fall down. The best solution of all is to take a lot of that power back. When the power is in your hands, it’s in the hands of someone who feels it when you fall down. When it’s in their hands, it’s your pain, their gain. That’s no way to run a country.”

Tak til skattelyene

Af Christian Bjørnskov, den 23. maj 2013. 2 svar

EU og de europæiske medier fører for tiden kamp mod skattely – lande hvor det i princippet kan lade sig gøre at ’gemme’ penge. Timingen er ikke tilfældig: En række regeringer fattes penge og håber på at kunne skrabe ekstra indtægter ind ved at forhindre folk i at rykke indtægter ud til lande, hvor de ikke kan beskattes. På sin vis er det naturligvis fint, at man hindrer folk i ulovligt at skjule indtægter, som er skattepligtige i f.eks. Danmark. Som en rigtig Rasmus Modsat vil jeg dog risikere et moraliserende ramaskrig ved at pege på, at skattely kan spille en vigtig, positiv rolle i moderne samfund.

En del af den ideologisk-moralske fortælling i medierne er, at ingen bør kunne undslippe at ’bidrage til fællesskabet’, eller hvordan man nu formulerer det. Kun få synes dog at spørge, om der bør være grænser for, hvor meget man kan beskatte folk. Grænsen blev nået i Frankrig forleden, ikke fordi politikere, medier eller befolkning satte grænser, men fordi en domstol kendte en 75 % skat på specielt store indtægter forfatningsstridig. I USA har man jævnligt diskussionen – se f.eks. Rand Paul harcelere over Apple-sagen her – mens den er stort set fraværende i Danmark.

Her er det at eksistensen af skattely, ligesom sort arbejde, fungerer som en grænse og en disciplinerende instans overfor politikerne. At skattely bliver opfattet som et reelt problem, hvis f.eks. relativt store summer flytter i ly for myndighederne, kan ses som et signal om, at en grænse er nået. Det er nemlig ikke, som politikere ofte synes at tro, helt omkostningsfrit at rykke ens midler i skattely. Der vil altid være et tab af kontrol, pengene kan ikke længere investeres lige så frit i Liechtenstein eller Cayman Islands som de kunne i Danmark, og generelt må man regne med, at det forventede afkast er mindre til en mindre styrbar risiko.

At en person eller virksomhed derfor alligevel vælger at skjule midler for skattemyndighederne er udtryk for, at skatten er blevet så dyr, at de andre omkostninger, sammenholdt med moralske omkostninger og risici ved at gøre noget mere eller mindre ulovligt, totalt er mindre end omkostningerne ved at betale hvad en klasse grådige politikere vil have. Naturligvis kan den type skatteunddragelse ikke stå alene som signal, men med de senere ugers afsløringer af, hvordan Skat opererer, virker diskussion pludselig noget anderledes og mere speget end som så.

Spørgsmålet der skal stilles, er således hvor grænsen ligger mellem rimelig skatteindkrævning, der finansierer aktiviteter der er til gavn for borgerne på det lange sigt, og politisk grådighed der mere tager form af tyveri til at betale for populistiske formål, der skal sikre politikerne genvalg. Når skattely stiger så højt op på den politiske agenda, er det således et signal om, at vi måske er tæt på grænsen for, hvornår yderligere skattetryk bliver decideret umoralsk.

Danske økonomer – gør korrektioner en forskel?

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2013. 8 svar

Flere, ikke mindst Den Gamle Redacteur, har påpeget at man måske burde tage flere hensyn når man beregner en form for forskningsscore, som vi gjorde forleden dag. Særligt foreslog han, at man foretog en medforfatterkorrektion, sådan at citationer til artikler talte mindre, jo flere medforfattere man har. Standarden, som han foreslog, er at lade en artikel med en medforfatter tælle halvt, og en med tre eller flere medforfattere tælle en tredjedel. En anden korrektion, der er foreslået, er at tage et hensyn til, at det er meget forskelligt, hvor lang tid folk har haft til at forske i. Vi gør det på den simple måde, at vi dividerer antal citationer og H-score med det antal år, der er gået siden forskeren har fået sin PhD-grad.

Tabellen nedenfor viser hvordan Top-25 af ranglisten ser ud, hvis man enten beregner indeks baseret på de sidste ti års forskning (søjle 1), foretager en medforfatterkorrektion i citationstallene (søjle 2) eller alderskorrigerer (søjle 3). Nogle få ting synes værd at bemærke. For det første er der blandt de 25*3 pladser i de tre søjler kun 31 navne, hvoraf 21 er med på alle tre lister. Toppen er den samme uanset hvordan man måler og toppes altid af Nicolai Foss og Keld Laursen (CBS). For det andet får alderskorrektionen nogle navne til at springe op ad listen. Det gælder særligt for Peter Sandholdt Jensen (SDU) og Carl-Johan Dalgaard (KU), der er bemærkelsesværdigt profilerede når deres akademiske alder tages i betragtning. For det tredje er Martin Paldam (AU) nummer ti på alle tre lister – og vel at mærke baseret udelukkende på forskning som han har publiceret de ti år siden han fyldte 60 år! Sidst, men ikke mindst, er det ligegyldigt hvordan vi sætter listen sammen: Danmarks bedste kvindelige økonom er altid Helena Skyt Nielsen (AU).

	Uden korrektion, 10 år	Medforfatterkorrektion	Alderskorrektion
1	N Foss (CBS, 100)	N Foss (CBS, 100)	N Foss (CBS, 91.1)
2	K Laursen (CBS, 65.8)	K Laursen (CBS, 61.08)	K Laursen (CBS, 65.8)
3	DD Lassen (KU, 51.2)	C Bjørnskov (AU, 52.7)	C Bjørnskov (AU, 61.9)
4	C Bjørnskov (AU, 46.1)	DD Lassen (KU, 51.8)	DD Lassen (KU, 51.8)
5	M Bennedsen (CBS, 39.3)	M Bennedsen (CBS, 37.3)	PS Jensen (SDU, 42.9)
6	S Andersen (CBS, 36.3)	PN Sørensen (KU, 36.0)	M Bennedsen (CBS, 42.3)
7	PN Sørensen (KU, 26.2)	S Andersen (CBS, 33.6)	D Lando (CBS, 40.4)
8	P Bogetoft (CBS, 34.5)	P Bogetoft (CBS, 32.8)	PN Sørensen (KU, 36.4)
9	JR Munch (KU, 32.7)	JR Munch (KU, 32.0)	HS Nielsen (AU, 35.4)
10	M Paldam (AU, 31.8)	M Paldam (AU, 31.1)	M Paldam (AU, 33.7)
11	F Tarp (KU, 30.4)	H Jensen (KU, 28.3)	JR Munch (KU, 33.4)
12	M Rosholm (AU, 28.8)	M Svarer (AU, 28.2)	F Tarp (KU, 33.4)
13	M Svarer (AU, 28.8)	F Tarp (KU, 27.3)	C-J Dalgaard (KU, 33.1)
14	H Jensen (KU, 28.5)	M Rosholm (AU, 27.2)	H Jensen (KU, 32.3)
15	D Lando (CBS, 28.1)	D Lando (CBS, 26.9)	H Hansen (KU, 31.5)
16	H Hansen (KU, 27.9)	SB Nielsen (CBS, 26.8)	P Bogetoft (CBS, 31.4)
17	SB Nielsen (CBS, 27.6)	C Munk (CBS, 26.3)	M Rosholm (AU, 29.4)
18	CT Kreiner (KU, 27.6)	CT Kreiner (KU, 26.1)	M Svarer (AU, 28.6)
19	C Munk (CBS, 26.5)	PB Sørensen (KU, 25.9)	J Rangvid (CBS, 27.7)
20	HS Nielsen (AU, 26.5)	HS Nielsen (AU, 25.7)	S Leth-Petersen (KU, 27.1)
21	C-J Dalgaard (KU, 26.2)	H Hansen (KU, 25.3)	CT Kreiner (KU, 26.4)
22	BJ Christensen (AU, 25.9)	TM Andersen (AU, 24.9)	C Munk (CBS, 25.4)
23	N Smith (AU, 25.8)	J Rangvid (CBS, 24.5)	JL Hougaard (KU, 23.6)
24	J Rangvid (CBS, 24.9)	C-J Dalgaard (KU, 24.5)	N Westergaard-Nielsen (AU, 23.4)
25	PS Jensen (SDU, 24.4)	PS Jensen (SDU, 24.1)	L Skipper (KORA, 23.1)

Danske økonomer 2013 – en rangliste

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2013. 23 svar

De senere år har vi hvert år her på bloggen postet et indlæg om, hvem der er de bedste danske økonomer. Indlægget har hvert år været baseret på en form for rangering, lavet forskelligt fra år til år. Inspirationen har været den tyske Handelsblatt-rangliste, men med en form for diskussion af, hvad man burde måle, og dermed også en diskussion af hvor svært det er at lave en ansættelse, som de fleste er enige i.

I år vover vi pelsen og laver en egentlig rangliste. Listen er baseret på forskning, der er publiceret i internationale, fagfællebedømte (peer-reviewed) tidsskrifter. Vi medtager ikke bidrag i bøger, da kvalitetskontrollen med dem er klart svagere end i tidsskrifter, og fordi man i langt højere grad er sikret udgivelse qua en invitation eller et personligt forhold til redaktøren. Med andre ord: Vi tæller kun forskning, der har været igennem en anonymiseret bedømmelsesproces!

Vi tager derimod hensyn til, at der er forskellige publikationsstrategier. Mere specifikt gælder det, at nogle økonomer sigter efter at publicere deres forskning i de absolutte toptidsskrifter, og dermed publicerer relativt mindre end de fleste. Andre anvender en strategi, hvor man ikke sigter efter den absolutte top, men laget lige under, men hvor man derimod typisk skriver lidt flere artikler. Man kan argumentere for den ene eller anden strategi – og at det allerbedste er at publicere meget de fineste steder – men strategien afhænger i det mindste delvist af ens specialisering. De absolutte toptidsskrifter – som Academy of Management Review, Quarterly Journal of Economics eller American Political Science Review – publicerer kun emner, der er af mere generel interesse. Sidder man med et mere specialiseret emneområde, kan selv væsentlig forskning ikke publiceres i toppen, og man er dermed tvunget til at bruge en anden strategi.

Vi operationaliserer vores rangliste gennem tre mål: 1) ved at tælle citationer op; 2) ved impact-scoren op på det fineste tidsskrift, en økonom har publiceret i; og 3) gennem H-scoren. Citationstallet måler, hvor mange andre økonomer (og andre samfundsforskere), der har fundet ens forskning så brugbar, at de citerer den i deres publikationer. Bedste impact-score måler helt konkret successen med den første strategi – at få sin forskning publiceret så fint som muligt. Sidst fanger H-scoren bredden af forskeres output, da den per definition er 1 hvis de udelukkende citeres for ét studie.

En økonoms indekstal på listen er det simple gennemsnit af de tre, hvor citationstal og H-score er skaleret med de højeste vi ser, og impact med områdets (økonomi eller statskundskab) højeste impact-score. Listen er nedenfor, med navn, universitet, indekstallet, placering, og et interval der viser, hvor meget placeringen flytter hvis man dobbeltvægter et af de tre elementer i indekset. Alle kan således vurdere, om enkeltøkonomer burde have været højere eller lavere placeret alt efter hvordan man vægter forskellige forhold. Vores konklusion er simpel: Tillykke, Nicolai Foss!

Navn	Sted	Indeks	Placering
Nicolai J. Foss	CBS	100.00	1 (1 – 1)
Keld Laursen	CBS	60.05	2 (2 – 2)
Martin Paldam	AU	54.60	3 (3 – 4)
David Dreyer Lassen	KU	45.94	4 (3 – 6)
David Lando	CBS	41.98	5 (4 – 9)
Morten Bennedsen	CBS	40.59	6 (5 – 10)
Peter Bogetoft	CBS	39.29	7 (4 – 9)
Finn Tarp	KU	39.04	8 (5 – 10)
Peter Norman Sørensen	KU	36.83	9 (6 – 15)
Henrik Jensen	KU	36.71	10 (8 – 11)
Christian Bjørnskov	AU	34.80	11 (7 – 15)
Niels Westergaard-Nielsen	AU	34.78	12 (8 – 13)
Helena Skyt Nielsen	AU	32.67	13 (12 – 15)
Henrik Hansen	KU	32.34	14 (9 – 19)
Søren Bo Nielsen	CBS	31.86	15 (14 – 18)
Jakob Roland Munch	KU	30.76	16 (11 – 21)
Steffen Andersen	CBS	30.72	17 (12 – 19)
Nina Smith	AU	30.65	18 (13 – 23)
Torben M. Andersen	AU	28.35	19 (20 – 21)
Michael Rosholm	AU	28.31	20 (17 – 25)
Bent Jesper Christensen	AU	27.59	21 (18 – 23)
Peter Birch Sørensen	KU	27.37	22 (19 – 29)
Jens Leth Hougaard	KU	26.56	23 (21 – 30)
Jesper Rangvid	CBS	26.35	24 (16 – 28)
Pascalis Raimondos-Møller	CBS	25.92	25 (24 – 27)
Claus Munk	CBS	25.80	26 (17 – 29)
Claus Thustrup Kreiner	KU	25.67	27 (24 – 25)
Carl-Johan Dalgaard	KU	25.53	28 (23 – 30)
Peter Sandholdt Jensen	SDU	24.06	29 (26 – 32)
Michael Svarer	AU	23.99	30 (27 – 33)
Søren Leth-Petersen	KU	23.47	31 (20 – 34)
Christian Schultz	KU	23.09	32 (31 – 32)
Nabanita Datta Gupta	AU	22.36	33 (31 – 36)
Thomas Rønde	CBS	20.87	34 (33 – 38)
Peder J. Pedersen	AU	20.15	35 (33 – 39)
Lars Skipper	KORA	20.01	36 (27 – 45)
Mette Ejrnæs	KU	20.00	37 (35 – 36)
Phillipp Schröder	AU	18.50	38 (35 – 41)
Jan Rose Skaksen	KORA	18.39	39 (37 – 42)
Torben Tranæs	Rockwool	18.37	40 (37 – 44)
Bo Sandemann Rasmussen	AU	18.28	41 (38 – 43)
Thomas Barnebeck Andersen	SDU	17.41	42 (40 – 44)
Nikolaj Malchow-Møller	SDU	17.14	43 (40 – 46)
Mette Verner	DJH	16.74	44 (39 – 47)
Jan Bentzen	AU	16.53	45 (40 – 48)
Marianne Simonsen	AU	15.95	46 (45 – 47)
Per Baltzer Overgaard	AU	13.60	47 (47 – 53)
Henning Jørgensen	AAU	13.51	48 (43 – 54)
Peter Møllgaard	CBS	13.43	49 (48 – 49)
Christian Groth	KU	13.17	50 (49 – 50)
Niels Thygesen	KU	12.93	51 (46 – 56)
Niels Nannerup	SDU	12.60	52 (50 – 53)
Birgitte Sloth	KU	12.46	53 (41 – 58)
Hans Jørgen Whitta-Jacobsen	KU	12.22	54 (51 – 52)
Henrik Lando	CBS	10.93	55 (51 – 57)
Anders Frederiksen	AU	10.37	56 (55 – 56)
Niels Kærgård	KU	9.11	57 (55 – 60)
Bent Greve	RUC	9.10	58 (53 – 60)
Henrik Christoffersen	Cepos	8.78	59 (57 – 59)
Morten Skak	SDU	8.50	60 (58 – 60)
Jesper Jespersen	RUC	1.53	61 (61 – 61)
Christen Sørensen	SDU	0.00	62 (62 – 62)
Flemming Ibsen	AAU	0.00	62 (62 – 62)
Poul Thøis Madsen	AAU	0.00	62 (62 – 62)

Ny viden om lykke og økonomi

Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2013. 2 svar

På trods af manges skepsis, bliver lykkeforskningen ved med at skabe nye og ofte overraskende indsigter. To nye studier er måske værd at tænke over, fordi de udfordrer populær politisk diskurs på flere områder.

For det første er Betsey Stevenson og Justin Wolfers i et nyt papir vendt tilbage til en af lykkeforskningens mest omdiskuterede påstande: At over et vist niveau betyder indkomst og objektiv velstand intet for lykken. Påstanden er af indlysende vigtighed, for hvis den er rigtig, hvad er så grunden til at søge at blive rigere, hvis vi ikke selv synes vores liv bliver bedre? Men ægteparret Stevenson og Wolfers tilbageviser overbevisende den populære påstand. I et stort og rigt datamateriale viser de, at den marginale effekt af at bliver X kroner rigere, er den samme for rige og fattige – ekstra rigdom stopper altså ikke med at gøre en forskel, hvis man er rig. På samme måde viser de, at det også gælder hele nationer. Økonomisk vækst skaber på langt sigt lykke i både rige og fattige samfund. Der er med andre ord gode grunde – også fra en lykkevinkel – at søge at skabe økonomisk vækst.

Den anden bid ny viden er på vej ud i et særnummer af Journal of Happiness Studies, og i al beskedenhed skrevet af undertegnede (se gated version her). For cirka et år siden indså nogle forskere, at vi faktisk ikke vidste ret meget konkret om, hvordan økonomiske kriser påvirker folks lykke og tilfredshed med livet. Jeg var blandt de forskere, der blev inviteret til at skrive artikler til et særnummer om kriser. Oplægget var at finde ud af, hvad der egentlig foregår og om der er noget, man kan gøre for at modvirke eventuelle tab. Resultatet af at sammenligne udviklingen i lykke på tværs af EU-landene siden 1975 viser, at de 94 episoder med recession i gennemsnit giver befolkningen et lykketab. Gennemsnittet dækker dog over, at mens lykken faldt i de 59 tilfælde, forblev den enten stationær eller steg i de resterende 35. Analyser viser hvad der skiller landene: Jo mere reguleret, økonomien er, jo større bliver lykketabet under kriser – og de mindst regulerede samfund ser sandsynligvis ingen tab.

Mens økonomer som Joseph Stiglitz og Paul Krugman har argumenteret kraftigt for at regulere finansielle og arbejdsmarkeder mere, peger lykkeforskningen altså på, at de samme reguleringer under kriser forårsager større tab. Stiglitz har også været en af de store kritikere af at bruge BNP som velfærdsmål, men når det objektive og det subjektive er så klart forbundet, falder hans kritik noget til jorden.

Her er London…

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2013. 3 svar

I aften er det 68 år siden, at danskerne fik et af deres livs mest vidunderlige budskaber. BBC’s radioservice til Danmark viderebragte en meddelelse fra feltmarskal Bernard Montgomery, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og Danmark havde overgivet sig til de allierede styrker. Mørklægningsgardiner blev flået ned og i en demonstration af underspillet, dansk begejstring, satte tusinder af familier levende lys i vinduerne. Hvad de ikke havde måttet gøre i fem lange år, gjorde de som det første. Folk strømmede på gaderne, og dagen efter – som det senere blev skrevet – blomstrede danske byer i rødt og hvidt.

Min familie har lys i vinduerne i aften. Det er ikke blot en rar tradition, men også en hilsen til dem, der er tilbage fra den tid. Lysene er en tak til dem, der kæmpede for det, de havde kært, og både dem der er tilbage, og til dem, der aldrig nåede at opleve befrielsen. Nogle lod livet og mange andre bar resten af deres liv på dybe, gemte sår på sjælen. Mine bedsteforældre var blandt dem – det ene par nægtede velbetalt arbejde for værnemagten og fristede en kummerlig tilværelse som småbønder i stedet, det andet satte livet på spil i modstandsbevægelsen. At min mormor overhovedet deltog og måtte tilbringe de sidste måneder af krigen under jorden, var ikke noget, hun nogensinde fortalte. Hendes venner fra krigen fortalte det, da hun ikke længere var her til at protestere.

Sådan følte en hel generation: De var ikke helte og der var ikke noget at tale om, for en dag var Danmark frit og de var stadig levende. Men der er noget at huske, og mens de sidste af dem er blandt os, noget at takke for. Der er forhold, der ikke er til diskussion, og ting der ikke gives køb på. At jeg i dag kan have venner i Belgien, England, Spanien og Tyskland, der alle deler mit livssyn og alle lever i frie samfund, lå ikke i kortene i 1940. Men millioner ville det anderledes end Nazityskland, og deriblandt tusindvis af danskere. Lyset i mit vindue i aften er en hilsen til dem alle og en tak for, at de mente at vores frihed var deres liv værd.

Thatchers resultater – kriminalitet

Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2013. 4 svar

I vores miniserie om Margaret Thatchers resultater er vi kommet til et af de punkter, de stædigste Thatcher-hadere slår på. Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop, påstod for eksempel i Information forleden, ”at uligheden i hendes regeringsår forøgede kriminaliteten.” Som vi har dokumenteret tidligere, er det korrekt at uligheden steg, men er det en sandsynlig påstand, at den medførte øget kriminalitet? Svaret er et rungende nej.

Figuren nedenfor illustrerer udviklingen i to kriminalitetsindikatorer, som man kan sammenligne hen over tid: Mordraten og væbnet kriminalitet. Begge dele er udtrykt i hændelser per million mennesker, og som logaritmer (så man lettere kan se udviklingen i serien). Mordraten er den indikator, der viser mindst variation: Efter en svagt stigende tendens i 1970erne var den stort set flad i 1980erne – ved indgangen af årtiet skete der 9,7 mord per million briter, ved udgangen 9,6 mord. Steg denne del af kriminaliteten under Thatcher? Svaret er nej.

På samme måde kan man nemt se, at man ikke kan skyde skylden på hende for stigningen i den væbnede kriminalitet i 1980erne. Storbritannien blev et mere kriminelt samfund i hendes regeringsår, men drager man den relevante sammenligning mellem hendes år, og de to omkringliggende årtier, ser Thatcher-tiden pludseligt ret godt ud. Den væbnede kriminalitet eksploderede nærmest i de grå 1970ere: Raten steg med hele 177 %. Men figuren ovenfor illustrerer ret klart, hvordan kurven ’knækker’ under Thatcher. Stigningen i 1980erne var 44 %, mens den væbnede kriminalitet steg 54 % gennem 1990erne.

Kunne man have ønsket sig, at kriminalitetstendensen var helt stoppet eller endda vendt? Ja, naturligvis kan man det. Men hvis man skal ud i det tvivlsomme ærinde at skyde skylden på nogen for udviklingen, ser Margaret Thatchers regeringsperiode ud som den bedste tid i landet indtil de sidste ti år. Biskoppen burde måske holde sin mund offentligt, medmindre han er klar til at dokumentere sine injurierende påstande mod en afdød.

Mrs. Thatchers resultater – ulighed

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2013. 11 svar

En række medier – ikke mindst en noget ophidset Politiken – har i løbet af ugen raset og en hel del af Margaret Thatchers ’legacy’. For det første glemmer kritikerne, hvor elendig en stand britisk økonomi var i, da Thatcher overtog ledelsen i 1979. For det andet forveksler kritikerne, som mange andre, ulighed med fattigdom. Når for eksempel Politiken påstår, at Thatcher skabte fattigdom i Storbritannien, er det faktuelt forkert. Som vi demonstrerer i det følgende, skabte hendes reformer væsentligt større økonomisk ulighed, men ikke dokumentérbart større fattigdom. Tværtimod taler faktaene for, at alle socialgrupper oplevede fremgang i løbet af 1980erne.

Ved at kombinere data på købekraftskorrigeret BNP per indbygger og andelen af BNP, der er privatforbrug, med tal på hvor stor en del af den samlede indkomst blev forbrugt af dele af befolkningen, kan man skabe sig et billede af de fem overordnede socialgruppers status igennem årtiet. Figuren nedenfor illustrerer dette ved at plotte logaritmen til de fem gruppers købekraftskorrigerede privatforbrug (Y-aksen) fra 1971 til 2002.

Figuren illustrerer først, at briterne i Thatcher-perioden oplevede en markant stigning i den økonomiske ulighed. I 1978 var den britiske Gini-koefficient, målt på disponibel husholdningsindkomst, praktisk taget den samme som i Danmark. Ved udgangen af Thatchers ledelse var den steget til at være lidt mindre end i USA eller Irland. Så der er ingen tvivl om, at stigningen var reel og synlig. Men figuren viser også, at denne stigning ikke indebar at de fattige blev fattigere. For den nederste kvintil – de 20 % fattigste i et givent år – steg privatforbruget med cirka 9 % gennem årtiet. For de næste kvintiler hed stigningen henholdsvis 20 %, 27 %, 36 % og 52 %. Så ja, de rige blev rigere, men de fattigstes lod blev også bedre på trods af de markante reformer og reduktionen i overførsler.

Overser vi noget i disse tal? Svaret er et sandsynligt ja, men retningen i den ’fejl’ vi laver er ikke klar. På den ene side var uddannelse ikke længere gratis efter Thatcher, hvilket har været en større belastning for relativt fattige familier. Så måske undervurderer vi udgiftsstigningen for de fattige. På den anden side taler to andre forhold for, at vi overvurderer hvor fattige den første kvintil var. Det første er, at den sociale mobilitet efter alt at dømme steg med reformerne. Den anden er et problem, som bl.a. Robert Gordon har peget på i amerikanske data: Når man bruger samme prisindeks til at købekraftskorrigere for alle samfundsgrupper, løber man en risiko for at overvurdere inflationen for nogle af dem. Og liberaliserende reformer, som dem Thatcher indførte, har som oftest den effekt at de holder prisudviklingen tilbage for basisvarer, men ikke for luksusvarer. De grupper i samfundet, som bruger en stor andel af deres indkomst på basisvarer, får derfor en ekstra fordel, som ikke er synlig i data hvor man korrigerer med et prisindeks, der er fælles for alle grupper. Med andre ord undervurderer man reformernes effekt på de fattigstes faktiske købekraft, og dermed også deres fremgang.

En sidste observation er, at hvis reformerne virkelig havde skadet de fattigste permanent, burde man kunne se at de også efter Thatchers afgang så en langsommere udvikling i deres købekraft – man rullede nemlig ikke de fundamentale reformer tilbage i 1990erne. Men ser man på den længere udvikling, steg første og anden kvintils købekraft med 29 % gennem årtiet efter Thatcher, hvilket var lidt hurtigere end de næste to kvintiler og kun lidt langsommere end det rigeste kvintils 33 %. Ideen om, at Thatchers reformpolitik decideret skadede de fattigste briter er ganske enkelt forkert. Den giver kun mening, hvis man opfatter folks relative position som alt og deres absolutte indkomst som intet – og det er vist kun Ken Livingstone, der mener det.

Thank you, Mrs. Thatcher

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2013. 4 svar

I går morges døde Lady Margaret Thatcher, 87 år gammel. Medierne har været fulde af historien, med både beundrende og hadefulde bemærkninger. Kommentatorernes bedømmelse af en af Europas mest markante statsledere i efterkrigsperioden har dog været tynd på fakta. På bedste punditokratvis starter vi derfor med dem. Figuren nedenfor illustrerer, hvad der skete med den britiske økonomi siden 1950.

Briterne kom lige så langsomt i gang efter krigen som deres nabolande, men i 1960erne begyndte det at gå synligt galt. Den britiske bilproduktion, der havde været en af nationens stoltheder i 50erne, blev sindbilledet på problemerne: Fagforeninger, der strejkede og stillede umulige krav, nationaliseringer og monopolisering i British Leyland, og elendigt designede og producerede varer. Da 70erne indtrådte, var Storbritannien ’Europas syge mand’ og i særligt landets minedrift var kombinationen af politisk magtfulde fagforeninger og uproduktive, ressourcespisende formål en konstant kilde til social uro og hovedpiner i Westminster. Det hele reflekteres i figuren. Igennem 50erne voksede den britiske økonomi cirka ligesom nabolandene og var levestandarden lå knap 2-3% lavere, men i 60erne begyndte briterne at falde alvorligt bagud. Derouten er tydelig og per 1980 var briterne 30 % fattigere end nabolandene. 1980erne – Thatchers tid med massive reformer og modig privatisering – rehabiliterede økonomien: Gennem årtiet voksede den britiske økonomi 14 % mere end resten af Nordeuropa! Og selv efter hun trådte tilbage, har reformerne og revolutionen af britisk politik virket, så landet per 2012 praktisk taget har indhentet naboerne.

Thatcher blev premierminister i 1979 og kropsliggjorde nærmest revolutionen. Hun diagnosticerede de britiske problemer præcist og åbenhjertigt overfor vælgerne: Problemet var for meget politik og indblanding! For dén offentlige indrømmelse alene fortjener hun at blive husket. Frihed, fleksibilitet og individuelt ansvar var tilbage i europæiske diskussioner. Hun tog opgøret med uansvarlige fagforeninger og fik – efter voldsom og nogle gange voldelig modstand – lukket en række miner. Modsat en stadig populær fortælling i det nordlige England og Wales var de ikke rentable, men derimod økonomiske zombier. Det politiske mod fejlede ikke, og står som en ekstrem kontrast til snart sagt alle nutidens politikere.

Men det springende punkt, som ingen har nævnt, er hendes position som kvinde i en stadigt mandsdomineret politisk verden i 60erne og 70erne. Thatcher er ikke, men burde være et ikon for al ligestilling! Hun var Storbritanniens første kvindelige premierminister (vi har pt. vores første) og gjorde det på en særlig måde: Ved helt at ignorere kønsfordomme og –forskelle formåede Thatcher at drive det så vidt, som man overhovedet kan i politik. Hun demonstrerede, at køn og ’klassebaggrund’ – hun var datter af en købmand fra provinsen – var ligegyldig, når evnerne og viljen var der. Men på det punkt er vi ikke kommet længere siden Thatcher-revolutionen. Mindre kunne også gøre det og med al grund til for sidste gang at sige ’Thank you, Mrs. Thatcher’.

European Public Choice Society 2013

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2013. 2 svar

På onsdag starter den årlige konference i the European Public Choice Society. Dette års konference, som afholdes i Zürich, er speciel på den måde at udvælgelseskomiteen har haft næsten 600 papirer at vælge mellem til de knap 300 pladser. Bladrer man gennem programmet, er der derfor en masse at vælge mellem. Her er som sædvanlig et helt personligt udvalg:

Hans Pitlik (WIFO) og Bodo Knoll (Hohenheim): Who Benefits from Big Government? A Life Satisfaction Approach

Hans og Bodo bruger ESS-undersøgelsen til at vende tilbage til spørgsmålet om større offentlige udgifter er forbundet med større eller mindre lykke / subjektivt velbefindende. De to tager både kausalitet og potentielt heterogene effekter i betragtning og ender – heldigvis for bl.a. undertegnede – at bekræfte tidligere studier: Større offentlige udgifter, ikke mindst større sociale udgifter, forårsager lavere lykke, og særligt blandt de relativt fattigere.

Pierre-Guillaume Méon og Khalid Sekkat (UL Bruxelles): The formal and informal institutional framework of capital accumulation

Min ven Guillaume og hans kollega har undersøgt effekten af formelle og uformelle institutioner på inflows af direkte udenlandske investeringer. Papiret, der kan ses som en del af en nye bølge mere detaljerede studier af tillid, peger på at tillid og kvaliteten af retsvæsenet er substituter – tillid er vigtigere når retsvæsenet er dårligt, og omvendt.

Kerry Papps (Bath): The Effects of Social Security Taxes and Minimum Wages on Employment: Evidence from Turkey

En af de centrale diskussioner i nationaløkonomi i disse år er, om sociale sikkerhedsnet og mindstelønninger påvirker arbejdsløsheden, og i hvilken retning. Papps bruger detaljerede tyrkiske data til at estimere effekten af begge dele. Konklusionen er vigtig for bl.a. danske diskussioner: Effekten af det sociale sikkerhedsnet er større end mindstelønninger, men udvidelser af begge fører til større arbejdsløshed.

George Tridimas (Ulster): Rent Extraction and Rent Seeking in Ancient Athens

Tridimas peger på en ny og kreativ approach til at undersøge, om direkte demokrati rent faktisk er til fordel for de fattigste vælgere. Ved at fokusere på mulig rent-seeking og domstolenes kontrol af det, er konklusionen at der er konsistent med fakta. Clue’et er, at alle data og eksempler er fra oldtidens Athen!

Sarah Necker (Freiburg): The Dismal Science? Happiness of Economists

Sidst, men ikke mindst, viser Sarah at økonomer slet ikke er så sure og triste som folk tror. En undersøgelse af lykke blandt økonomer peger bl.a. at økonomer er lykkeligere med fastansættelse og i særlig grad med mere tid og frihed til forskning.

Farvel til Cypern? (Forhåbentlig ja)

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2013. 4 svar

Cyperns parlament spiller i disse dage højt spil med landets økonomi. Den lille østat har en svært nødlidende – og meget stor – banksektor, og har meget lidt international goodwill. Manglen på goodwill har to årsager. Først gælder det, at landet ligesom Grækenland har ført lallende uansvarlig politik og håbet på, at EU (læs: Nordeuropa) vil baile dem ud. For det andet er det almindeligt kendt, at den russiske mafia hvidvasker penge gennem de cypriotiske banker og at politikerne de facto ikke har gjort noget for at stoppe trafikken.

Og situationen spidser til. Landets banker er tvangslukkede siden lørdag og åbner tidligst tirsdag. Det noget drakoniske indgreb er sket for at forhindre det, der lignede starten på et bank run. Cypern sagde nej til EU og IMFs plan, der blev stillet som krav til at landet får næste kriselån. De har i stedet forhandlet sig til et udspil om en alternativ plan. EPN skriver for eksempel, at den plan som de cypriotiske politikere synes at være enige om, vil ”medføre nationaliseringer af statslige og private fonde og midler.”

Problemet er, at planen bygger på luftkasteller. Som den glimrende Tyler Cowen formulerer det:

It seems, by the way, that the basic Cypriot strategy is to pile together a load of illiquid and indeed even imaginary assets into a “fund,” claim they have met the target, and dare the ECB to cut them off on Monday.

Spørgsmålet, man må stille, er hvorfor ECB så tydeligt har truet med at trække stikket ud til Cyperns respirator. Svaret er, som Kevin Drum skriver: ”the nickel version is that everyone is fed up.”Landet står til at skulle stille mde en fund på noget i retning af en tredjedel af dets årlige BNP for at slippe ud af krisen. I stedet for at se fakta i øjnene, spiller politikerne ganske enkelt et game of chicken med banken. Ligesom i amerikanske film, har man stillet to biler op en kilometer fra hinanden og kører derefter for fuld fart mod hinanden. Den der drejer senest – og altså den med størst tålmodighed eller mest dødsdrift – vinder spillet.

De cypriotiske politikere har satset deres troværdighed på, at ECB ikke vil lade landet gå statsbankerot og således tvinge dem til at træde ud af eurozonen. Hvis ECB skal bibeholde sin troværdighed og således undgå, at en række andre større lande spiller samme spil, må man lade Cypern falde. At det så sandsynligvis, med den nødvendige devaluering og reintroduktion af en egen valuta, er det rigtige valg på langt sigt for Cyperns borgere, er en helt anden diskussion.

Chavezs sociale resultater

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2013. Skriv et svar

Da Hugo Chavez døde forleden, stod mange på venstrefløjen i kø for at rose ham og hans regime i Venezuela. Men der var også en del, der ikke er højrøde, der havde rosende ord tilovers for manden. En af standardkommentarerne var, at nok var hans økonomiske resultater frygtelige – som vi skrev om forleden – men hans sociale resultater var fine. Problemet er blot, at de mange, der kom med det argumentet, forvekslede officielle hensigter med faktiske resultater.

En første indikation er børnedødeligheden, der ofte bliver brugt som et bedre mål for dyb fattigdom og nød end de sædvanlige tal. Dødeligheden for børn under 5 er faldet fra 26,1 per 1000 i 1995 – før Chavez overtog landet – til kun 15 i 2011 (iflg. Verdensbanken). Det er en præstation, der bliver fremhævet af mange, og bestemt en indikation på, at noget godt er sket. Men hvis man ser på nabolande med markant andre politiske visioner, ser det pludselig ikke så imponerende ud. I samme periode har Peru formået at sænke sin børnedødelighed fra 54,8 per 1000 til 18. Chile, det mest liberale land i Latinamerika, havde en dødelighed på 13,6 i 1995, og har per 2011 en på 8,7 per 1000. Udviklingen går langsomt i Venezuela.

Et andet problem, der rammer de fattige meget hårdere end rige, er inflation, og helt særligt variabel inflation. Pludselige og stærke prisstigninger kan hurtigt vælte budgettet hos en fattig familie uden særlig opsparing, mens middelklassen og rigere segmenter har en opsparing eller fast ejendom, som kan fungere som buffer for uforventede stød. På det punkt har Chavez-regimets politik også været ekstremt kritisabel. Se blot figuren nedenfor (igen tal fra Verdensbanken) og sammenlign Venezuelas inflationsudvikling med Peru og Chile.

Sidst, men ikke mindst, har der været næsten utallige rapporter om, hvordan regimet i Venezuela har knægtet den frie presse og ytringsfriheden. Alle kommentatorer – måske med undtagelse af P1’s husmarxist Niels Lindvig – har bemærket dette, men uden at tage det helt alvorligt. Chavezs mediepolitik har dog ikke bare påvirket udlandet, men i særdeleshed ødelagt et ellers rimeligt velfungerende civilsamfund. Han har således været helt traditionel kommunist på linje med hvad man så i Østeuropa efter anden verdenskrig. Det bemærkelsesværdige er, at Chavez levede fint med pressen de første to år af sit regime, men slog benhårdt ned da den begyndte at kritisere det nye styre. Læg mærke til knækket opad i Freedom Houses pressefrihedsvurdering i 2000, og det markante knæk nedad mod langt mere frihed i Peru efter 1999. Jeg kan ikke se, hvordan noget demokratisk menneske kan retfærdiggøre det som ’fine sociale resultater’.

Chavezs økonomiske resultater?

Af Christian Bjørnskov, den 7. marts 2013. 6 svar

Forleden dag døde Venezuelas de facto diktator Hugo Chavez. Flere medier, inklusive DR, har været ude at hylde hans visioner og resultater i Venezuela. Der har dog ikke været meget virkelighed i meget af dækningen – påstande som markant mindre ulighed, bedre vilkår for de fattige og mere retfærdighed spiller dårligt sammen med fakta. Verdens femtestørste olieproducent har de seneste år oplevet deciderede mangeltilstande. New York Times skrev for eksempel sidste år om, hvordan der ofte mangler basisvarer som madolie, majsmel, kyllinger og toiletpapir i forretningerne. Landet, der traditionelt har haft en stor kaffeindustri, har de sidste fire år været nettoimportør af kaffe.

Så hvordan ser virkeligheden ud. Ofte devisen at et billede siger mere end 1000 ord (som vi ofte bruger i praksis her på stedet), er her udviklingen i Venezuelas overordnede levestandard, sammenlignet med to af Chavezs værste ideologiske modstandere: Chile og Peru. Chavez kom til magten i 1998, og venezuelanernes gennemsnitlige levestandard i dag er stort set den samme som dengang. Peru liberaliserede økonomien omkring 2000, og Chile som bekendt langt tidligere. Spørgsmålet er ikke bare, hvor man helst ville bo i dag, men hvor ville man helst bo om ti år?

Public Choice Society 2013

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2013. 1 svar

I skrivende stund er jeg så småt på vej til New Orleans til dette års nordamerikanske konference hos the Public Choice Society. Mens hele programmet kan ses her, har jeg traditionen tro udvalgt enkelte papirer, som jeg ser frem til at se præsenteret. De følgende ser ret lovende ud:

Whitney Buser (Berry) og Joseph Connors (Duke): Cross Country Effects of Democracy on Economic Liberalization. Buser og Connors starter med at notere, at markedstransitioner tydeligt hjælper fattige lands vækst, men at der ser ud til at findes en tærskel omkring 15.000 USD, hvor landenes økonomi bremser op. De rykker således ikke hele vejen op i de rige landes klub. Ved at se nærmere på transitioner på tværs af denne tærskel argumenterer de to for, at mere demokratiske mellemindkomstlande har større sandsynlighed for at rykke forbi og ind i gruppen af i-lande.

Anna Welander, Carl Hampus Lyttkens og Therese Nilsson (Lund): Globalization and Health in Developing Countries – The Role of Economic and Political Institutions. Lunds Universitet sender I år en hel horde af folk til PCS, og heldigvis blandt dem et par venner. Dette papir, som jeg skal diskutere på lørdag, ser nærmere på relationen mellem globalisering og befolkningens helbred. Mens ny forskning peger på, at øget globalisering påvirker helbredsstatussen positivt, ser de tre svenskere nærmere på, om det gælder i alle lande. Papiret er måske stadig lidt foreløbigt, men resultaterne peger på, at globalisering er mere effektivt i lande med gode institutioner. Jeg ser frem til diskussionen om, hvorfor det er sådan.

Andreas Bergh (Lund): Are People Too Nice? On the Economic Consequences of Other-Regarding Behavior. En anden ven fra Lund der burde være kendt blandt Punditokraternes læsere, Andreas Bergh, kommer med et ret foreløbigt, men meget interessant papir. Med udgangspunkt i teori stiller Andreas det kætterske spørgsmål, om folk kan være for flinke ved hinanden. Helt specifikt er spørgsmålet, om folks glæde ved at andre kan lide dem måske under nogle omstændigheder kan føre dem til at foretrække handlinger, der ikke giver økonomisk-logisk mening. Svarene fra en større spørgeundersøgelse peger på, at folk ikke altid foretrækker det ’rigtige’, men også at uddannelse, køn, alder og ideologi spiller ind på deres præferencer. Ikke overraskende fund, men et meget skægt spørgsmål.

Andre papirer jeg ser frem til, er for eksempel Matt Dobra, der spørger om ulandsbistand til HIV-assistance presser landes egen indsats ud, Chris Doucouliagos om hvad vi kan lære om nexussen mellem ulighed, demokrati og vækst af den sydøstasiatiske historie, og en hel session fredag morgen om naturkatastrofer og regeringsfejl.

Tillid og rigdom

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2013. 3 svar

Siden Steve Knack og Phil Keefers banebrydende artikel fra 1997 – Does Social Capital have an Economic Pay-Off? – har økonomer og politologer forsket intensivt i den samfundsmæssige værdi af social tillid. En række artikler peger på, at tillid påvirker økonomisk vækst, men noget færre har set på, om det så også fører til større rigdom på den meget lange bane. Problemet har bl.a. været kausalitet, dvs. om tillid påvirker rigdom eller rigdom måske påvirker tilliden.

Spørgsmålet kan angribes med mere eller mindre avancerede midler. Pierre-Guillaume Méon og jeg har en artikel på vej ud i Public Choice i det kommende særnummer i anledning af Martin Paldams 70-årsdag, hvor vi forsøger at gøre hvad man kan med instrumentelle variable. Man kan naturligvis altid kritisere IV-metoder, og vi regner da også med at høre for det, men vi mener dog at være kommet lidt videre end de fleste tidligere studier. Interesserede læsere skal være velkomne til at kigge os efter i sømmene (gated artikel her; WP-version her).

Det kan dog også gøres lettere. Hvis der er tale om omvendt kausalitet ville man regne med at der var en klar sammenhæng mellem tillid og rigdom i dag, men ikke en nær så klar sammenhæng længere tilbage i tiden – hvis altså rigdommen havde skabt tilliden. Det kan vi dog være relativt sikre på ikke er tilfældet, da studier af tredjegenerations-immigranter i USA peger på, at de generelt har samme tillidsniveau som i det land, deres bedsteforældre kom fra (typisk i 1930erne og 40erne). Dagens billede er derfor sammenhængen mellem tillidsniveauet – som vi ved ikke har ændret sig så markant i de fleste lande siden 1930erne – og velstandsniveauet i 30erne. Mens man sagtens kan finde eksempler på lande, der ligger lidt skævt for kurven, er tendensen ret klar: Højtillidslande var allerede dengang væsentligt rigere end lavtillidslande. Med andre ord kan det godt være, at alle elementer af kultur ikke er vigtige, men tilliden ser ud til at være.

Ledelse eller mangel på samme på AU

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2013. 2 svar

Aarhus Universitet har eksisteret i en tilstand af administrativt kaos i længere tid. En række medarbejdere og studerende har givet udtryk for deres utilfredshed i medierne, mens universitetets ledelse på samme vis har søgt at benægte ethvert problem. Ledelsen har for eksempel hævdet, at kritikerne var isolerede jeronimusser, mens flertallet af medarbejdere var rigtigt glade for de nye strukturer og ledelsens kurs. Rektor gik så langt som til at kalde min hæderkronede kollega Martin Paldam for ’uvederhæftig’, da Martin dokumenterede hvordan udgifterne til administration var vokset eksplosivt. Alle har derfor ventet på den officielle APV – arbejdspladsvurdering – der blev gennemført i efteråret.

Nu er APV’en klar, og den fortæller en meget klar historie, der ikke ligefrem taler til rektoratets og dekanatets fordel. I undersøgelsen er der for eksempel spurgt om, ”i hvilket omfang lederne informerer, involverer, er lydhøre, kommunikerer og begrunder”. Direkte citeret fra rapporten om min del af universitetet er resultatet her:

”Nitten procent af de ansatte er enige i, at dekanatet informerer medarbejderne i god tid om beslutninger, der skal træffes. Toogfyrre procent er uenige i dette udsagn. Sytten procent oplever, at dekanatet er lydhør overfor medarbejdernes synspunkter. Tyve procent er hverken enige eller uenige i dette udsagn, mens knap halvdelen af medarbejderne er uenige i, at det er tilfældet. Det sidste spørgsmål vedrører, hvorvidt dekanatet klart kommunikerer sine begrundelser for de trufne beslutninger. Her angiver 16 procent af medarbejderne at være helt eller delvist enige i, at det er tilfældet, mens 47 procent er uenige.”

Der bliver ikke kommenteret på disse tal i rapporten. En række andre spørgsmål, der retter sig mod topledelsen, peger på lignende massiv utilfredshed på samme tid som mange ser ud til at være rimeligt tilfredse med deres umiddelbare ledelse (på center- eller institutniveau).

På de to spørgsmål ”Jeg oplever, at medarbejdernes forslag og indvendinger er blevet hørt i processen” og ”Jeg synes, at rektoratets begrundelser for at iværksætte forandringsprocesserne har været klart kommunikeret” svarer henholdsvis 8 og 11 % at de er enige. Omvendt er 66 % uenige i begge udsagn. På samme måde er medarbejderne stærkt skeptiske overfor det, der kaldes ”Den Faglige Udviklingsproces”. Adspurgt om virkningen af processen – for eksempel ”At højne undervisningens kvalitet”, ”At gennemføre banebrydende forskning” og ”At tiltrække de bedste forskertalenter” – siger henh. 8, 12 og 17 % at de er enige; henh. 34, 22 og 26 % erklærer sig direkte uenige. Lignende eller endnu værre tal ser man, når der spørges om den administrative reorganiserings påvirkning af medarbejdernes administrative støtte til forskning, undervisning, PhD-udvikling og formidling. 73 % af de adspurgte erklærer endda, at muligheden for at administrationen kan ”reagere hurtigt på brugernes behov” er klart forringet.

Juryen er derfor tilbage i retssalen, og der er fældet dom over situationen på Aarhus Universitet. Tallene taler for sig selv: Medarbejderne er i næsten uhørt omfang utilfredse og frustrerede over en topledelse, der ikke blot mangler at forklare grunden til de store ændringer, der er sket på universitetet. De mener også over en bred kam, at ændringerne har ført til forværring af helt centrale arbejdsområder og opgaver som, f.eks., at udbyde kvalitetsundervisning. Når rektor skiftes ud og der forhåbentlig bliver ryddet ud i bestyrelsen, venter der en enorm opgave. Set fra medarbejdernes side er Aarhus Universitet en forskningssupertanker med retning direkte mod klipperne.

Danmark før velfærdsstaten

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2013. 13 svar

Jeg hører ofte argumentet, at velfærdsstaten har gjort Danmark rigt. Specielt hos Cevea-folkene på venstrefløjen hylder man påstande fra f.eks. Joe Stiglitz, Paul Krugman eller Wilkinson og Pickett (i den rædsomme The Spirit Level) om at større lighed og mere velfærdsstat på en eller anden måde gør folk rigere og lykkeligere. Argumentet som man præsenterer folk for, er at vi på samme tid er et af de rigeste lande, og et af dem med størst velfærdsstat og skattetryk – så må velfærdsstaten jo have skabt rigdommen. Men som enhver økonom vil vide, er korrelation ikke lig kausalvirkning. Man må se på udviklingen. Og dermed kommer vi til dagens figur: Velstandsniveau i det, der bredt set kunne defineres som den vestlige verden i midten af 1930erne, altså før velfærdsstaten (i 1995 PPP-korrigerede dollars). Med det billede præsent, hvordan kan man så påstå at velfærdsstaten og skattetrykket har gjort os rige?

Debatten om ulandsbistand – igen

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2013. 7 svar

I fredags indsamlede Danmarksindsamlingen knap 76 millioner kroner til brug som udviklingsbistand. Ideen, som både showet og optakten i dagene op til showet, solgte til danskerne, var at fattige mennesker i Afrika og andre steder, ikke rigtigt har egne kompetencer, og at vores ulandsbistand er central for at løfte dem ud af dyb fattigdom og på vej til mere langsigtet udvikling. Lørdag var jeg i debat med udviklingsminister Christian Friis Bach på P4, hvor fronterne blev trukket skarpt op af en minister, der bl.a. beskyldte mig for at sidde i Aarhus og lege med matematikmodeller. Søndag bragte Ekstrabladet derefter en forsidehistorie med titlen ”Bistandsbluff”, der fortalte om hvordan Danida ikke fortæller danskerne om de mange fiaskoer, som de 16 milliarder bistandskroner finansierer.

Så i dag er lige så god en dag som andre for endnu en gang at opsummere, hvad forskningen viser om ulandsbistandens overordnede virkning. Som mine gode kolleger Chris Doucouliagos og Martin Paldam har dokumenteret i en serie metaanalyser, er den gennemsnitlige virkning af ulandsbistand på økonomisk vækst eller investeringer, et stort nul. Det gælder uanset, hvordan man løser kausalitetsproblemet, hvilken tidsperiode man ser på, og andre metodiske forskelle – billedet i figurerne ovenfor (vækstrater til venstre, investeringsrater til højre) er generelt og retvisende.

Doucouliagos har også sammen med australske kolleger forleden vist, at Steve Knacks resultat fra de sidste ti år – at ulandsbistand underminerer politikeres incitamenter og ofte forhindrer lande i at introducere reformer af retsvæsenet og basale institutioner – faktisk er helt generelt og meget robust. Andre har peget på bistandens ret stærke, negative virkning på ulandes internationale konkurrenceevne, den såkaldte ”Hollandske Syge”. Og i 2010 pegede Amanda Licht på, at udemokratiske ledere, der får mere ulandsbistand, typisk bliver siddende væsentligt længere ved magten.

Er alt da tabt for bistandssagen? Svaret er både ja og nej. Som min egen nyeste forskning viser – der til en hvis grad afhjælper problemet med upræcis måling af effekter – har hjælp til genopbygningsformål faktisk en statistisk sikker og relativt stærk effekt. Omvendt er der ingen af de andre typer bistand, vi kan identificere, der har nogen positiv indvirkning på langsigtet, økonomisk udvikling. Med andre ord er der ingen evidens for, at de 85-90 % af bistanden, der går til udviklingsformål, overhovedet har nogen positive konsekvenser på det nationale plan. Overvej dét, og tag de negative bivirkninger i betragtning, og man ender med min logiske position.

UPDATE: Nu med figurer.

Hvordan ser krisen ud i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2013. Skriv et svar

Hvis man f.eks. ser på arbejdsløshed, ser krisen ikke slem ud i Danmark. Regeringen har heller ikke ligefrem incitament til at tegne det mest dystre billede af udsigterne, og fokuserer på små ændringer i arbejdsløshed og politiske julelege med oppositionen. Et problem er dog, at den danske nationalindkomst naturligvis er specielt følsom overfor ændringer i det offentlige forbrug, da den pga. velfærdsstaten er en stor del af både indkomsten og mange menneskers privatforbrug.

Et bedre mål er derfor privatforbruget, og spørgsmålet er således, hvad der er sket med privatforbruget gennem krisen. Min gode kollega Lars Skipper viste mig nedenstående figur (på data fra Statistikbanken) i morges, der ikke ligefrem fortæller en historie, danske politikere synes om. I stedet ligner den næsten totale stagnation i det danske privatforbrug (den grå linje) den amerikanske situation, hvor markant forøget usikkerhed om politisk udvikling holder både investeringer (den blå linje) og privatforbrug tilbage. Det der beskyttes mest, er det offentlige forbrug (den røde linje). Med andre ord virker det relevant at spørge, om det der holder en recovery tilbage i Danmark, er frygten for hvad politikerne kan finde på af ulykker. For hvad skulle det ellers være?

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email: