Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Her er London…

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2013. 3 svar

I aften er det 68 år siden, at danskerne fik et af deres livs mest vidunderlige budskaber. BBC’s radioservice til Danmark viderebragte en meddelelse fra feltmarskal Bernard Montgomery, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og Danmark havde overgivet sig til de allierede styrker. Mørklægningsgardiner blev flået ned og i en demonstration af underspillet, dansk begejstring, satte tusinder af familier levende lys i vinduerne. Hvad de ikke havde måttet gøre i fem lange år, gjorde de som det første. Folk strømmede på gaderne, og dagen efter – som det senere blev skrevet – blomstrede danske byer i rødt og hvidt.

Min familie har lys i vinduerne i aften. Det er ikke blot en rar tradition, men også en hilsen til dem, der er tilbage fra den tid. Lysene er en tak til dem, der kæmpede for det, de havde kært, og både dem der er tilbage, og til dem, der aldrig nåede at opleve befrielsen. Nogle lod livet og mange andre bar resten af deres liv på dybe, gemte sår på sjælen. Mine bedsteforældre var blandt dem – det ene par nægtede velbetalt arbejde for værnemagten og fristede en kummerlig tilværelse som småbønder i stedet, det andet satte livet på spil i modstandsbevægelsen. At min mormor overhovedet deltog og måtte tilbringe de sidste måneder af krigen under jorden, var ikke noget, hun nogensinde fortalte. Hendes venner fra krigen fortalte det, da hun ikke længere var her til at protestere.

Sådan følte en hel generation: De var ikke helte og der var ikke noget at tale om, for en dag var Danmark frit og de var stadig levende. Men der er noget at huske, og mens de sidste af dem er blandt os, noget at takke for. Der er forhold, der ikke er til diskussion, og ting der ikke gives køb på. At jeg i dag kan have venner i Belgien, England, Spanien og Tyskland, der alle deler mit livssyn og alle lever i frie samfund, lå ikke i kortene i 1940. Men millioner ville det anderledes end Nazityskland, og deriblandt tusindvis af danskere. Lyset i mit vindue i aften er en hilsen til dem alle og en tak for, at de mente at vores frihed var deres liv værd.

Thatchers resultater – kriminalitet

Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2013. 4 svar

I vores miniserie om Margaret Thatchers resultater er vi kommet til et af de punkter, de stædigste Thatcher-hadere slår på. Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop, påstod for eksempel i Information forleden, ”at uligheden i hendes regeringsår forøgede kriminaliteten.” Som vi har dokumenteret tidligere, er det korrekt at uligheden steg, men er det en sandsynlig påstand, at den medførte øget kriminalitet? Svaret er et rungende nej.

Figuren nedenfor illustrerer udviklingen i to kriminalitetsindikatorer, som man kan sammenligne hen over tid: Mordraten og væbnet kriminalitet. Begge dele er udtrykt i hændelser per million mennesker, og som logaritmer (så man lettere kan se udviklingen i serien). Mordraten er den indikator, der viser mindst variation: Efter en svagt stigende tendens i 1970erne var den stort set flad i 1980erne – ved indgangen af årtiet skete der 9,7 mord per million briter, ved udgangen 9,6 mord. Steg denne del af kriminaliteten under Thatcher? Svaret er nej.

På samme måde kan man nemt se, at man ikke kan skyde skylden på hende for stigningen i den væbnede kriminalitet i 1980erne. Storbritannien blev et mere kriminelt samfund i hendes regeringsår, men drager man den relevante sammenligning mellem hendes år, og de to omkringliggende årtier, ser Thatcher-tiden pludseligt ret godt ud. Den væbnede kriminalitet eksploderede nærmest i de grå 1970ere: Raten steg med hele 177 %. Men figuren ovenfor illustrerer ret klart, hvordan kurven ’knækker’ under Thatcher. Stigningen i 1980erne var 44 %, mens den væbnede kriminalitet steg 54 % gennem 1990erne.

Kunne man have ønsket sig, at kriminalitetstendensen var helt stoppet eller endda vendt? Ja, naturligvis kan man det. Men hvis man skal ud i det tvivlsomme ærinde at skyde skylden på nogen for udviklingen, ser Margaret Thatchers regeringsperiode ud som den bedste tid i landet indtil de sidste ti år. Biskoppen burde måske holde sin mund offentligt, medmindre han er klar til at dokumentere sine injurierende påstande mod en afdød.

Mrs. Thatchers resultater – ulighed

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2013. 11 svar

En række medier – ikke mindst en noget ophidset Politiken – har i løbet af ugen raset og en hel del af Margaret Thatchers ’legacy’. For det første glemmer kritikerne, hvor elendig en stand britisk økonomi var i, da Thatcher overtog ledelsen i 1979. For det andet forveksler kritikerne, som mange andre, ulighed med fattigdom. Når for eksempel Politiken påstår, at Thatcher skabte fattigdom i Storbritannien, er det faktuelt forkert. Som vi demonstrerer i det følgende, skabte hendes reformer væsentligt større økonomisk ulighed, men ikke dokumentérbart større fattigdom. Tværtimod taler faktaene for, at alle socialgrupper oplevede fremgang i løbet af 1980erne.

Ved at kombinere data på købekraftskorrigeret BNP per indbygger og andelen af BNP, der er privatforbrug, med tal på hvor stor en del af den samlede indkomst blev forbrugt af dele af befolkningen, kan man skabe sig et billede af de fem overordnede socialgruppers status igennem årtiet. Figuren nedenfor illustrerer dette ved at plotte logaritmen til de fem gruppers købekraftskorrigerede privatforbrug (Y-aksen) fra 1971 til 2002.

Figuren illustrerer først, at briterne i Thatcher-perioden oplevede en markant stigning i den økonomiske ulighed. I 1978 var den britiske Gini-koefficient, målt på disponibel husholdningsindkomst, praktisk taget den samme som i Danmark. Ved udgangen af Thatchers ledelse var den steget til at være lidt mindre end i USA eller Irland. Så der er ingen tvivl om, at stigningen var reel og synlig. Men figuren viser også, at denne stigning ikke indebar at de fattige blev fattigere. For den nederste kvintil – de 20 % fattigste i et givent år – steg privatforbruget med cirka 9 % gennem årtiet. For de næste kvintiler hed stigningen henholdsvis 20 %, 27 %, 36 % og 52 %. Så ja, de rige blev rigere, men de fattigstes lod blev også bedre på trods af de markante reformer og reduktionen i overførsler.

Overser vi noget i disse tal? Svaret er et sandsynligt ja, men retningen i den ’fejl’ vi laver er ikke klar. På den ene side var uddannelse ikke længere gratis efter Thatcher, hvilket har været en større belastning for relativt fattige familier. Så måske undervurderer vi udgiftsstigningen for de fattige. På den anden side taler to andre forhold for, at vi overvurderer hvor fattige den første kvintil var. Det første er, at den sociale mobilitet efter alt at dømme steg med reformerne. Den anden er et problem, som bl.a. Robert Gordon har peget på i amerikanske data: Når man bruger samme prisindeks til at købekraftskorrigere for alle samfundsgrupper, løber man en risiko for at overvurdere inflationen for nogle af dem. Og liberaliserende reformer, som dem Thatcher indførte, har som oftest den effekt at de holder prisudviklingen tilbage for basisvarer, men ikke for luksusvarer. De grupper i samfundet, som bruger en stor andel af deres indkomst på basisvarer, får derfor en ekstra fordel, som ikke er synlig i data hvor man korrigerer med et prisindeks, der er fælles for alle grupper. Med andre ord undervurderer man reformernes effekt på de fattigstes faktiske købekraft, og dermed også deres fremgang.

En sidste observation er, at hvis reformerne virkelig havde skadet de fattigste permanent, burde man kunne se at de også efter Thatchers afgang så en langsommere udvikling i deres købekraft – man rullede nemlig ikke de fundamentale reformer tilbage i 1990erne. Men ser man på den længere udvikling, steg første og anden kvintils købekraft med 29 % gennem årtiet efter Thatcher, hvilket var lidt hurtigere end de næste to kvintiler og kun lidt langsommere end det rigeste kvintils 33 %. Ideen om, at Thatchers reformpolitik decideret skadede de fattigste briter er ganske enkelt forkert. Den giver kun mening, hvis man opfatter folks relative position som alt og deres absolutte indkomst som intet – og det er vist kun Ken Livingstone, der mener det.

Thank you, Mrs. Thatcher

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2013. 4 svar

I går morges døde Lady Margaret Thatcher, 87 år gammel. Medierne har været fulde af historien, med både beundrende og hadefulde bemærkninger. Kommentatorernes bedømmelse af en af Europas mest markante statsledere i efterkrigsperioden har dog været tynd på fakta. På bedste punditokratvis starter vi derfor med dem. Figuren nedenfor illustrerer, hvad der skete med den britiske økonomi siden 1950.

Briterne kom lige så langsomt i gang efter krigen som deres nabolande, men i 1960erne begyndte det at gå synligt galt. Den britiske bilproduktion, der havde været en af nationens stoltheder i 50erne, blev sindbilledet på problemerne: Fagforeninger, der strejkede og stillede umulige krav, nationaliseringer og monopolisering i British Leyland, og elendigt designede og producerede varer. Da 70erne indtrådte, var Storbritannien ’Europas syge mand’ og i særligt landets minedrift var kombinationen af politisk magtfulde fagforeninger og uproduktive, ressourcespisende formål en konstant kilde til social uro og hovedpiner i Westminster. Det hele reflekteres i figuren. Igennem 50erne voksede den britiske økonomi cirka ligesom nabolandene og var levestandarden lå knap 2-3% lavere, men i 60erne begyndte briterne at falde alvorligt bagud. Derouten er tydelig og per 1980 var briterne 30 % fattigere end nabolandene. 1980erne – Thatchers tid med massive reformer og modig privatisering – rehabiliterede økonomien: Gennem årtiet voksede den britiske økonomi 14 % mere end resten af Nordeuropa! Og selv efter hun trådte tilbage, har reformerne og revolutionen af britisk politik virket, så landet per 2012 praktisk taget har indhentet naboerne.

Thatcher blev premierminister i 1979 og kropsliggjorde nærmest revolutionen. Hun diagnosticerede de britiske problemer præcist og åbenhjertigt overfor vælgerne: Problemet var for meget politik og indblanding! For dén offentlige indrømmelse alene fortjener hun at blive husket. Frihed, fleksibilitet og individuelt ansvar var tilbage i europæiske diskussioner. Hun tog opgøret med uansvarlige fagforeninger og fik – efter voldsom og nogle gange voldelig modstand – lukket en række miner. Modsat en stadig populær fortælling i det nordlige England og Wales var de ikke rentable, men derimod økonomiske zombier. Det politiske mod fejlede ikke, og står som en ekstrem kontrast til snart sagt alle nutidens politikere.

Men det springende punkt, som ingen har nævnt, er hendes position som kvinde i en stadigt mandsdomineret politisk verden i 60erne og 70erne. Thatcher er ikke, men burde være et ikon for al ligestilling! Hun var Storbritanniens første kvindelige premierminister (vi har pt. vores første) og gjorde det på en særlig måde: Ved helt at ignorere kønsfordomme og –forskelle formåede Thatcher at drive det så vidt, som man overhovedet kan i politik. Hun demonstrerede, at køn og ’klassebaggrund’ – hun var datter af en købmand fra provinsen – var ligegyldig, når evnerne og viljen var der. Men på det punkt er vi ikke kommet længere siden Thatcher-revolutionen. Mindre kunne også gøre det og med al grund til for sidste gang at sige ’Thank you, Mrs. Thatcher’.

European Public Choice Society 2013

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2013. 2 svar

På onsdag starter den årlige konference i the European Public Choice Society. Dette års konference, som afholdes i Zürich, er speciel på den måde at udvælgelseskomiteen har haft næsten 600 papirer at vælge mellem til de knap 300 pladser. Bladrer man gennem programmet, er der derfor en masse at vælge mellem. Her er som sædvanlig et helt personligt udvalg:

Hans Pitlik (WIFO) og Bodo Knoll (Hohenheim): Who Benefits from Big Government? A Life Satisfaction Approach

Hans og Bodo bruger ESS-undersøgelsen til at vende tilbage til spørgsmålet om større offentlige udgifter er forbundet med større eller mindre lykke / subjektivt velbefindende. De to tager både kausalitet og potentielt heterogene effekter i betragtning og ender – heldigvis for bl.a. undertegnede – at bekræfte tidligere studier: Større offentlige udgifter, ikke mindst større sociale udgifter, forårsager lavere lykke, og særligt blandt de relativt fattigere.

 Pierre-Guillaume Méon og Khalid Sekkat (UL Bruxelles): The formal and informal institutional framework of capital accumulation

Min ven Guillaume og hans kollega har undersøgt effekten af formelle og uformelle institutioner på inflows af direkte udenlandske investeringer. Papiret, der kan ses som en del af en nye bølge mere detaljerede studier af tillid, peger på at tillid og kvaliteten af retsvæsenet er substituter – tillid er vigtigere når retsvæsenet er dårligt, og omvendt.

 Kerry Papps (Bath): The Effects of Social Security Taxes and Minimum Wages on Employment: Evidence from Turkey

En af de centrale diskussioner i nationaløkonomi i disse år er, om sociale sikkerhedsnet og mindstelønninger påvirker arbejdsløsheden, og i hvilken retning. Papps bruger detaljerede tyrkiske data til at estimere effekten af begge dele. Konklusionen er vigtig for bl.a. danske diskussioner: Effekten af det sociale sikkerhedsnet er større end mindstelønninger, men udvidelser af begge fører til større arbejdsløshed.

 George Tridimas (Ulster): Rent Extraction and Rent Seeking in Ancient Athens

Tridimas peger på en ny og kreativ approach til at undersøge, om direkte demokrati rent faktisk er til fordel for de fattigste vælgere. Ved at fokusere på mulig rent-seeking og domstolenes kontrol af det, er konklusionen at der er konsistent med fakta. Clue’et er, at alle data og eksempler er fra oldtidens Athen!

 Sarah Necker (Freiburg): The Dismal Science? Happiness of Economists

Sidst, men ikke mindst, viser Sarah at økonomer slet ikke er så sure og triste som folk tror. En undersøgelse af lykke blandt økonomer peger bl.a. at økonomer er lykkeligere med fastansættelse og i særlig grad med mere tid og frihed til forskning.

Farvel til Cypern? (Forhåbentlig ja)

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2013. 4 svar

CypernCyperns parlament spiller i disse dage højt spil med landets økonomi. Den lille østat har en svært nødlidende – og meget stor – banksektor, og har meget lidt international goodwill. Manglen på goodwill har to årsager. Først gælder det, at landet ligesom Grækenland har ført lallende uansvarlig politik og håbet på, at EU (læs: Nordeuropa) vil baile dem ud. For det andet er det almindeligt kendt, at den russiske mafia hvidvasker penge gennem de cypriotiske banker og at politikerne de facto ikke har gjort noget for at stoppe trafikken.

Og situationen spidser til. Landets banker er tvangslukkede siden lørdag og åbner tidligst tirsdag. Det noget drakoniske indgreb er sket for at forhindre det, der lignede starten på et bank run. Cypern sagde nej til EU og IMFs plan, der blev stillet som krav til at landet får næste kriselån. De har i stedet forhandlet sig til et udspil om en alternativ plan. EPN skriver for eksempel, at den plan som de cypriotiske politikere synes at være enige om, vil ”medføre nationaliseringer af statslige og private fonde og midler.”

Problemet er, at planen bygger på luftkasteller. Som den glimrende Tyler Cowen formulerer det:

It seems, by the way, that the basic Cypriot strategy is to pile together a load of illiquid and indeed even imaginary assets into a “fund,” claim they have met the target, and dare the ECB to cut them off on Monday.

Spørgsmålet, man må stille, er hvorfor ECB så tydeligt har truet med at trække stikket ud til Cyperns respirator. Svaret er, som Kevin Drum skriver: ”the nickel version is that everyone is fed up.”Landet står til at skulle stille mde en fund på noget i retning af en tredjedel af dets årlige BNP for at slippe ud af krisen. I stedet for at se fakta i øjnene, spiller politikerne ganske enkelt et game of chicken med banken. Ligesom i amerikanske film, har man stillet to biler op en kilometer fra hinanden og kører derefter for fuld fart mod hinanden. Den der drejer senest – og altså den med størst tålmodighed eller mest dødsdrift – vinder spillet.

De cypriotiske politikere har satset deres troværdighed på, at ECB ikke vil lade landet gå statsbankerot og således tvinge dem til at træde ud af eurozonen. Hvis ECB skal bibeholde sin troværdighed og således undgå, at en række andre større lande spiller samme spil, må man lade Cypern falde. At det så sandsynligvis, med den nødvendige devaluering og reintroduktion af en egen valuta, er det rigtige valg på langt sigt for Cyperns borgere, er en helt anden diskussion.

Chavezs sociale resultater

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2013. Skriv et svar

Da Hugo Chavez døde forleden, stod mange på venstrefløjen i kø for at rose ham og hans regime i Venezuela. Men der var også en del, der ikke er højrøde, der havde rosende ord tilovers for manden. En af standardkommentarerne var, at nok var hans økonomiske resultater frygtelige – som vi skrev om forleden – men hans sociale resultater var fine. Problemet er blot, at de mange, der kom med det argumentet, forvekslede officielle hensigter med faktiske resultater.

En første indikation er børnedødeligheden, der ofte bliver brugt som et bedre mål for dyb fattigdom og nød end de sædvanlige tal. Dødeligheden for børn under 5 er faldet fra 26,1 per 1000 i 1995 – før Chavez overtog landet – til kun 15 i 2011 (iflg. Verdensbanken). Det er en præstation, der bliver fremhævet af mange, og bestemt en indikation på, at noget godt er sket. Men hvis man ser på nabolande med markant andre politiske visioner, ser det pludselig ikke så imponerende ud. I samme periode har Peru formået at sænke sin børnedødelighed fra 54,8 per 1000 til 18. Chile, det mest liberale land i Latinamerika, havde en dødelighed på 13,6 i 1995, og har per 2011 en på 8,7 per 1000. Udviklingen går langsomt i Venezuela.

Et andet problem, der rammer de fattige meget hårdere end rige, er inflation, og helt særligt variabel inflation. Pludselige og stærke prisstigninger kan hurtigt vælte budgettet hos en fattig familie uden særlig opsparing, mens middelklassen og rigere segmenter har en opsparing eller fast ejendom, som kan fungere som buffer for uforventede stød. På det punkt har Chavez-regimets politik også været ekstremt kritisabel. Se blot figuren nedenfor (igen tal fra Verdensbanken) og sammenlign Venezuelas inflationsudvikling med Peru og Chile.

Sidst, men ikke mindst, har der været næsten utallige rapporter om, hvordan regimet i Venezuela har knægtet den frie presse og ytringsfriheden. Alle kommentatorer – måske med undtagelse af P1’s husmarxist Niels Lindvig – har bemærket dette, men uden at tage det helt alvorligt. Chavezs mediepolitik har dog ikke bare påvirket udlandet, men i særdeleshed ødelagt et ellers rimeligt velfungerende civilsamfund. Han har således været helt traditionel kommunist på linje med hvad man så i Østeuropa efter anden verdenskrig. Det bemærkelsesværdige er, at Chavez levede fint med pressen de første to år af sit regime, men slog benhårdt ned da den begyndte at kritisere det nye styre. Læg mærke til knækket opad i Freedom Houses pressefrihedsvurdering i 2000, og det markante knæk nedad mod langt mere frihed i Peru efter 1999. Jeg kan ikke se, hvordan noget demokratisk menneske kan retfærdiggøre det som ’fine sociale resultater’.

Chavezs økonomiske resultater?

Af Christian Bjørnskov, den 7. marts 2013. 6 svar

Forleden dag døde Venezuelas de facto diktator Hugo Chavez. Flere medier, inklusive DR, har været ude at hylde hans visioner og resultater i Venezuela. Der har dog ikke været meget virkelighed i meget af dækningen – påstande som markant mindre ulighed, bedre vilkår for de fattige og mere retfærdighed spiller dårligt sammen med fakta. Verdens femtestørste olieproducent har de seneste år oplevet deciderede mangeltilstande. New York Times skrev for eksempel sidste år om, hvordan der ofte mangler basisvarer som madolie, majsmel, kyllinger og toiletpapir i forretningerne. Landet, der traditionelt har haft en stor kaffeindustri, har de sidste fire år været nettoimportør af kaffe.

Så hvordan ser virkeligheden ud. Ofte devisen at et billede siger mere end 1000 ord (som vi ofte bruger i praksis her på stedet), er her udviklingen i Venezuelas overordnede levestandard, sammenlignet med to af Chavezs værste ideologiske modstandere: Chile og Peru. Chavez kom til magten i 1998, og venezuelanernes gennemsnitlige levestandard i dag er stort set den samme som dengang. Peru liberaliserede økonomien omkring 2000, og Chile som bekendt langt tidligere. Spørgsmålet er ikke bare, hvor man helst ville bo i dag, men hvor ville man helst bo om ti år?

Public Choice Society 2013

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2013. 1 svar

I skrivende stund er jeg så småt på vej til New Orleans til dette års nordamerikanske konference hos the Public Choice Society. Mens hele programmet kan ses her, har jeg traditionen tro udvalgt enkelte papirer, som jeg ser frem til at se præsenteret. De følgende ser ret lovende ud:

Whitney Buser (Berry) og Joseph Connors (Duke): Cross Country Effects of Democracy on Economic Liberalization. Buser og Connors starter med at notere, at markedstransitioner tydeligt hjælper fattige lands vækst, men at der ser ud til at findes en tærskel omkring 15.000 USD, hvor landenes økonomi bremser op. De rykker således ikke hele vejen op i de rige landes klub. Ved at se nærmere på transitioner på tværs af denne tærskel argumenterer de to for, at mere demokratiske mellemindkomstlande har større sandsynlighed for at rykke forbi og ind i gruppen af i-lande.

Anna Welander, Carl Hampus Lyttkens og Therese Nilsson (Lund): Globalization and Health in Developing Countries – The Role of Economic and Political Institutions. Lunds Universitet sender I år en hel horde af folk til PCS, og heldigvis blandt dem et par venner. Dette papir, som jeg skal diskutere på lørdag, ser nærmere på relationen mellem globalisering og befolkningens helbred. Mens ny forskning peger på, at øget globalisering påvirker helbredsstatussen positivt, ser de tre svenskere nærmere på, om det gælder i alle lande. Papiret er måske stadig lidt foreløbigt, men resultaterne peger på, at globalisering er mere effektivt i lande med gode institutioner. Jeg ser frem til diskussionen om, hvorfor det er sådan.

Andreas Bergh (Lund): Are People Too Nice? On the Economic Consequences of Other-Regarding Behavior. En anden ven fra Lund der burde være kendt blandt Punditokraternes læsere, Andreas Bergh, kommer med et ret foreløbigt, men meget interessant papir. Med udgangspunkt i teori stiller Andreas det kætterske spørgsmål, om folk kan være for flinke ved hinanden. Helt specifikt er spørgsmålet, om folks glæde ved at andre kan lide dem måske under nogle omstændigheder kan føre dem til at foretrække handlinger, der ikke giver økonomisk-logisk mening. Svarene fra en større spørgeundersøgelse peger på, at folk ikke altid foretrækker det ’rigtige’, men også at uddannelse, køn, alder og ideologi spiller ind på deres præferencer. Ikke overraskende fund, men et meget skægt spørgsmål.

Andre papirer jeg ser frem til, er for eksempel Matt Dobra, der spørger om ulandsbistand til HIV-assistance presser landes egen indsats ud, Chris Doucouliagos om hvad vi kan lære om nexussen mellem ulighed, demokrati og vækst af den sydøstasiatiske historie, og en hel session fredag morgen om naturkatastrofer og regeringsfejl.

Tillid og rigdom

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2013. 3 svar

Siden Steve Knack og Phil Keefers banebrydende artikel fra 1997 – Does Social Capital have an Economic Pay-Off? – har økonomer og politologer forsket intensivt i den samfundsmæssige værdi af social tillid. En række artikler peger på, at tillid påvirker økonomisk vækst, men noget færre har set på, om det så også fører til større rigdom på den meget lange bane. Problemet har bl.a. været kausalitet, dvs. om tillid påvirker rigdom eller rigdom måske påvirker tilliden.

Spørgsmålet kan angribes med mere eller mindre avancerede midler. Pierre-Guillaume Méon og jeg har en artikel på vej ud i Public Choice i det kommende særnummer i anledning af Martin Paldams 70-årsdag, hvor vi forsøger at gøre hvad man kan med instrumentelle variable. Man kan naturligvis altid kritisere IV-metoder, og vi regner da også med at høre for det, men vi mener dog at være kommet lidt videre end de fleste tidligere studier. Interesserede læsere skal være velkomne til at kigge os efter i sømmene (gated artikel her; WP-version her).

Det kan dog også gøres lettere. Hvis der er tale om omvendt kausalitet ville man regne med at der var en klar sammenhæng mellem tillid og rigdom i dag, men ikke en nær så klar sammenhæng længere tilbage i tiden – hvis altså rigdommen havde skabt tilliden. Det kan vi dog være relativt sikre på ikke er tilfældet, da studier af tredjegenerations-immigranter i USA peger på, at de generelt har samme tillidsniveau som i det land, deres bedsteforældre kom fra (typisk i 1930erne og 40erne). Dagens billede er derfor sammenhængen mellem tillidsniveauet – som vi ved ikke har ændret sig så markant i de fleste lande siden 1930erne – og velstandsniveauet i 30erne. Mens man sagtens kan finde eksempler på lande, der ligger lidt skævt for kurven, er tendensen ret klar: Højtillidslande var allerede dengang væsentligt rigere end lavtillidslande. Med andre ord kan det godt være, at alle elementer af kultur ikke er vigtige, men tilliden ser ud til at være.

Ledelse eller mangel på samme på AU

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2013. 2 svar

Aarhus Universitet har eksisteret i en tilstand af administrativt kaos i længere tid. En række medarbejdere og studerende har givet udtryk for deres utilfredshed i medierne, mens universitetets ledelse på samme vis har søgt at benægte ethvert problem. Ledelsen har for eksempel hævdet, at kritikerne var isolerede jeronimusser, mens flertallet af medarbejdere var rigtigt glade for de nye strukturer og ledelsens kurs. Rektor gik så langt som til at kalde min hæderkronede kollega Martin Paldam for ’uvederhæftig’, da Martin dokumenterede hvordan udgifterne til administration var vokset eksplosivt. Alle har derfor ventet på den officielle APV – arbejdspladsvurdering – der blev gennemført i efteråret.

Nu er APV’en klar, og den fortæller en meget klar historie, der ikke ligefrem taler til rektoratets og dekanatets fordel. I undersøgelsen er der for eksempel spurgt om, ”i hvilket omfang lederne informerer, involverer, er lydhøre, kommunikerer og begrunder”. Direkte citeret fra rapporten om min del af universitetet er resultatet her:

”Nitten procent af de ansatte er enige i, at dekanatet informerer medarbejderne i god tid om beslutninger, der skal træffes. Toogfyrre procent er uenige i dette udsagn. Sytten procent oplever, at dekanatet er lydhør overfor medarbejdernes synspunkter. Tyve procent er hverken enige eller uenige i dette udsagn, mens knap halvdelen af medarbejderne er uenige i, at det er tilfældet. Det sidste spørgsmål vedrører, hvorvidt dekanatet klart kommunikerer sine begrundelser for de trufne beslutninger. Her angiver 16 procent af medarbejderne at være helt eller delvist enige i, at det er tilfældet, mens 47 procent er uenige.”

Der bliver ikke kommenteret på disse tal i rapporten. En række andre spørgsmål, der retter sig mod topledelsen, peger på lignende massiv utilfredshed på samme tid som mange ser ud til at være rimeligt tilfredse med deres umiddelbare ledelse (på center- eller institutniveau).

På de to spørgsmål ”Jeg oplever, at medarbejdernes forslag og indvendinger er blevet hørt i processen” og ”Jeg synes, at rektoratets begrundelser for at iværksætte forandringsprocesserne har været klart kommunikeret” svarer henholdsvis 8 og 11 % at de er enige. Omvendt er 66 % uenige i begge udsagn. På samme måde er medarbejderne stærkt skeptiske overfor det, der kaldes ”Den Faglige Udviklingsproces”. Adspurgt om virkningen af processen – for eksempel ”At højne undervisningens kvalitet”, ”At gennemføre banebrydende forskning” og ”At tiltrække de bedste forskertalenter” – siger henh. 8, 12 og 17 % at de er enige; henh. 34, 22 og 26 % erklærer sig direkte uenige. Lignende eller endnu værre tal ser man, når der spørges om den administrative reorganiserings påvirkning af medarbejdernes administrative støtte til forskning, undervisning, PhD-udvikling og formidling. 73 % af de adspurgte erklærer endda, at muligheden for at administrationen kan ”reagere hurtigt på brugernes behov” er klart forringet.

Juryen er derfor tilbage i retssalen, og der er fældet dom over situationen på Aarhus Universitet. Tallene taler for sig selv: Medarbejderne er i næsten uhørt omfang utilfredse og frustrerede over en topledelse, der ikke blot mangler at forklare grunden til de store ændringer, der er sket på universitetet. De mener også over en bred kam, at ændringerne har ført til forværring af helt centrale arbejdsområder og opgaver som, f.eks., at udbyde kvalitetsundervisning. Når rektor skiftes ud og der forhåbentlig bliver ryddet ud i bestyrelsen, venter der en enorm opgave. Set fra medarbejdernes side er Aarhus Universitet en forskningssupertanker med retning direkte mod klipperne.

Danmark før velfærdsstaten

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2013. 13 svar

Jeg hører ofte argumentet, at velfærdsstaten har gjort Danmark rigt. Specielt hos Cevea-folkene på venstrefløjen hylder man påstande fra f.eks. Joe Stiglitz, Paul Krugman eller Wilkinson og Pickett (i den rædsomme The Spirit Level) om at større lighed og mere velfærdsstat på en eller anden måde gør folk rigere og lykkeligere. Argumentet som man præsenterer folk for, er at vi på samme tid er et af de rigeste lande, og et af dem med størst velfærdsstat og skattetryk – så må velfærdsstaten jo have skabt rigdommen. Men som enhver økonom vil vide, er korrelation ikke lig kausalvirkning. Man må se på udviklingen. Og dermed kommer vi til dagens figur: Velstandsniveau i det, der bredt set kunne defineres som den vestlige verden i midten af 1930erne, altså før velfærdsstaten (i 1995 PPP-korrigerede dollars). Med det billede præsent, hvordan kan man så påstå at velfærdsstaten og skattetrykket har gjort os rige?

Debatten om ulandsbistand – igen

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2013. 7 svar

I fredags indsamlede Danmarksindsamlingen knap 76 millioner kroner til brug som udviklingsbistand. Ideen, som både showet og optakten i dagene op til showet, solgte til danskerne, var at fattige mennesker i Afrika og andre steder, ikke rigtigt har egne kompetencer, og at vores ulandsbistand er central for at løfte dem ud af dyb fattigdom og på vej til mere langsigtet udvikling. Lørdag var jeg i debat med udviklingsminister Christian Friis Bach på P4, hvor fronterne blev trukket skarpt op af en minister, der bl.a. beskyldte mig for at sidde i Aarhus og lege med matematikmodeller. Søndag bragte Ekstrabladet derefter en forsidehistorie med titlen ”Bistandsbluff”, der fortalte om hvordan Danida ikke fortæller danskerne om de mange fiaskoer, som de 16 milliarder bistandskroner finansierer.

Så i dag er lige så god en dag som andre for endnu en gang at opsummere, hvad forskningen viser om ulandsbistandens overordnede virkning. Som mine gode kolleger Chris Doucouliagos og Martin Paldam har dokumenteret i en serie metaanalyser, er den gennemsnitlige virkning af ulandsbistand på økonomisk vækst eller investeringer, et stort nul. Det gælder uanset, hvordan man løser kausalitetsproblemet, hvilken tidsperiode man ser på, og andre metodiske forskelle – billedet i figurerne ovenfor (vækstrater til venstre, investeringsrater til højre) er generelt og retvisende.

Doucouliagos har også sammen med australske kolleger forleden vist, at Steve Knacks resultat fra de sidste ti år – at ulandsbistand underminerer politikeres incitamenter og ofte forhindrer lande i at introducere reformer af retsvæsenet og basale institutioner – faktisk er helt generelt og meget robust. Andre har peget på bistandens ret stærke, negative virkning på ulandes internationale konkurrenceevne, den såkaldte ”Hollandske Syge”. Og i 2010 pegede Amanda Licht på, at udemokratiske ledere, der får mere ulandsbistand, typisk bliver siddende væsentligt længere ved magten.

Er alt da tabt for bistandssagen? Svaret er både ja og nej. Som min egen nyeste forskning viser – der til en hvis grad afhjælper problemet med upræcis måling af effekter – har hjælp til genopbygningsformål faktisk en statistisk sikker og relativt stærk effekt. Omvendt er der ingen af de andre typer bistand, vi kan identificere, der har nogen positiv indvirkning på langsigtet, økonomisk udvikling. Med andre ord er der ingen evidens for, at de 85-90 % af bistanden, der går til udviklingsformål, overhovedet har nogen positive konsekvenser på det nationale plan. Overvej dét, og tag de negative bivirkninger i betragtning, og man ender med min logiske position.

UPDATE: Nu med figurer.

Hvordan ser krisen ud i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2013. Skriv et svar

Hvis man f.eks. ser på arbejdsløshed, ser krisen ikke slem ud i Danmark. Regeringen har heller ikke ligefrem incitament til at tegne det mest dystre billede af udsigterne, og fokuserer på små ændringer i arbejdsløshed og politiske julelege med oppositionen. Et problem er dog, at den danske nationalindkomst naturligvis er specielt følsom overfor ændringer i det offentlige forbrug, da den pga. velfærdsstaten er en stor del af både indkomsten og mange menneskers privatforbrug.

Et bedre mål er derfor privatforbruget, og spørgsmålet er således, hvad der er sket med privatforbruget gennem krisen. Min gode kollega Lars Skipper viste mig nedenstående figur (på data fra Statistikbanken) i morges, der ikke ligefrem fortæller en historie, danske politikere synes om. I stedet ligner den næsten totale stagnation i det danske privatforbrug (den grå linje) den amerikanske situation, hvor markant forøget usikkerhed om politisk udvikling holder både investeringer (den blå linje) og privatforbrug tilbage. Det der beskyttes mest, er det offentlige forbrug (den røde linje). Med andre ord virker det relevant at spørge, om det der holder en recovery tilbage i Danmark, er frygten for hvad politikerne kan finde på af ulykker. For hvad skulle det ellers være?

Patentet på gode intentioner

Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2013. 2 svar

Når venstrefløjen lancerer politiske forslag og højrefløjen ikke er enige i dem, argumenterer dens modstandere ofte, at fløjen ikke har forstået incitamenter, begrænsninger osv. Når højrefløjen lancerer politiske forslag og venstrefløjen ikke er enige i dem, er et af de klassiske argumenter derimod, at forslagets intention er ond og kun sigter mod at gøre rige rigere. Og deri ligger spørgsmålet: Hvorfor og hvordan har venstrefløjen fået patent på, at have ”gode intentioner”? For hvornår kan man sidst huske et offentligt argument mod et forslag eller en venstrefløjsposition, der gik på at intentionen var ond

Det er ellers ganske let at kritisere intentioner på venstrefløjen – faktisk lige så let som at gøre det mod højrefløjens politikere. Et eksempel er støtten til den etablerede fagbevægelse og den indædte modstand mod de uafhængige fagforeninger. Man behøver ikke tænke ret langt for at indse, at det man argumenterer for, er en lovmæssig beskyttelse af et monopol.  I dette tilfælde er det et monopol på ’salg’ af arbejdskraft, eller i det mindste på reglerne for dette salg, men det er ikke substantielt anderledes end andre monopoler. Og som næsten alle monopoler, har fagbevægelsen udviklet sig til et kompleks, der laver alt muligt andet end sin kerneopgave, mens incitamentet til at sikre medlemmernes ve og vel er til at overse.

Man kan måske med en vis ret skyde noget af skylden på medierne, for hvornår har man sidst set en journalist omtale for eksempel 3F som et ufaglært monopol? Man kan på samme måde overveje, hvorfor det er så nyt et fænomen, at medierne kritiserer fagbevægelsens massive støtte til Socialdemokraterne og hvorfor det stadig usædvanligt, hvis en journalist spørger, hvad de får for pengene. Saxo Banks støtte til Liberal Alliance har derimod udløst en strøm af anklager om, at banken blot køber politisk indflydelse, på trods af at fagforeningspengene og den socialdemokratiske indflydelse er mange gange større.

Én mulighed er at se situationen som en ubetinget succes for marxistisk teori, om end kun i en offentlig debatforståelse og journalistisk skoling. Marxisme tilsiger, at klasseforhold bestemmer magt og politiske beslutninger: Kapitalistiske interesser påvirker således politik gennem deres kumpaner på højrefløjen, mens venstrefløjen ikke lider under særinteressers påvirkning og sigter efter at gavne den almindelige ’arbejder’. I den forstand har just afdøde James Buchanan, Gordon Tullock, Mancur Olson og talrige samfundsforskere levet forgæves. De søgte alle at understrege, at alle politikere kan ligge under for særinteresser, og at alle særinteresser søger at gavne deres egen agenda, uanset hvad der måtte være bedst for samfundet. Hvis man har skepsis overfor en politiker eller et parti, må man således også have det overfor alle resten.

Men i den offentlige debat, og måske særligt i de populære mediers version af den, gælder problemerne kun til højre for midten. Det er ikke blot en sær situation, men en der spiller alt for gode kort på hænderne for de interesser, der traditionelt køber sig indflydelse gennem venstrefløjen. Giver man dem et offentligt patent på ’gode intentioner’, er der ikke mange grænser for, hvor mange kameler af dårlige intentioner der kan slippe igennem det offentlige nåleøje. Det er ikke blot et journalistisk problem, men en politisk faldgrube, der burde være svær at overse.

James M. Buchanan, 1919-2013

Af Christian Bjørnskov, den 11. januar 2013. 7 svar

I går kom beskeden om at James McGill Buchanan var død om morgenen. Hans betydning for ikke blot nationaløkonomi, men samfundsvidenskaberne, kan næppe overvurderes. Mens Buchanan ikke var alene om arbejdet, er hans Calculus of Consent fra 1962, skrevet med Gordon Tullock, en af de vigtigste samfundsvidenskabelige bøger i det 20. århundrede. CoC var det store startskud til public choice revolutionen: Før Buchanan arbejdede økonomer og politologer med antagelsen om, at markedsfejl skulle rettes, og at uselviske politikere og bureaukrater ville følge økonomers råd om hvordan man bedst gør det. Siden CoC er Buchanans udgangspunkt blevet standard: At politikere også har egne mål og incitamenter, så enhver markedsfejl risikerer at medføre en regeringsfejl, når politikere går i gang med at ’rette’ den.

Mange andre har skrevet bedre om Buchanans liv og arbejde end vi kan – se f.eks. Alex Tabarrok, Robert Higgs, Randy Holcombe, Nick Gillespie og Mario Rizzo. Fælles for dem alle er en dyb påskønnelse for en enorm indsats, som det tog meget lang tid for mainstream-økonomi at indoptage og acceptere. Jeg kan næppe udtrykke det bedre end de kolleger, vi linker til ovenfor. Så lad mig i stedet fortælle om min egen oplevelse med ham.

Jeg havde fornøjelsen af at møde Buchanan to gange og opleve den karakteristik, mange gav af ham som en ægte ’Southern gentleman’. Jeg var sat til at diskutere et papir om ulighed og havde forberedt mig omhyggeligt. Forfatteren jeg kritiserede – en professor fra Utah – tog dog ikke indvendinger fra en lidt grøn, dansk PhD-studerende alvorligt. Men da jeg havde sat mig ned, og forfatteren havde prøvet at afvise kritikken, hørte jeg et distinkt ’southern drawl’ bag mig, der kort og høfligt pegede på de samme problemer og fortalte publikum, at manden burde tage kritikken alvorligt. På sydstatsdialektens navneskilt stod der ”James Buchanan”. For Buchanan talte ens position i hierarkiet ikke, kun om han mente at ens argumenter var konsistente og overbevisende. Det var et af mine første og det fineste møde med den absolutte, akademiske integritet. Det er ikke bare et enormt intellekt, der er væk, men et lysende eksempel på stor hæderlighed, vi har mistet.

Den Danske Public Choice Workshop 2013

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2013. 1 svar

Som traditionen har været de seneste år, afholdes den danske public choice workshop igen i år i januar. 2013-mødet afholdes af Aarhus Universitet, mere specifikt af Martin Paldam og undertegnede på Institut for Økonomi den 18. januar. Workshoppen starter klokken 11 og programmet ser endnu en gang spændende ud. I skrivende stund har de følgende meldt tilbage, at de deltager med en præsentation:

Casper Worm Hansen (Aarhus): “Gender Roles and Agricultural History: The Neolithic Inheritance”

Henrik Christoffersen (Cepos): “The Effect of Introducing Information about the Quality of Education in a Semi-Market with Vouchers for Primary and Lower Secondary Schools in Denmark” (med Karsten Bo Larsen)

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus): “How to Overcome the Collective Action Problem: the Case of Entrepreneurshio and Sustainability Issues at the Local Level” (med Urs Steiner Brandt)

Casper Hunnerup Dahl (Cepos): “Work Ethic and the Welfare State”

Christian Bjørnskov (AU): ”Social Trust Fosters an Ability to Help Those in Need: Jewish Refugees in the Nazi Era”

Martin Paldam (Aarhus): ”An Essay on the Religious Transition: Controversy in the Face of Facts”

Som noget nyt, har vi i år sørget for at der også formelt er adgang for interesserede studerende. Vores erfaring er, at der findes en del studerende på AU, med klar interesse i public choice og politisk økonomi, og vi vil dermed invitere dem indenfor.

Hele herligheden er gratis – der er endda frokost til de akademiske deltagere – og afsluttes af en (selv- eller hjemuniversitetsbetalt) middag for dem, der har lyst. Workshoppen foregår fra klokken 11 den 18. januar i lokale L242 i de gamle Handelshøjskolebygninger på hjørnet af Ringgaden og Viborgvej.

Er Brasilien overhovedet en succes?

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2013. 8 svar

Dagens spørgsmål er retorisk, fordi svaret er nej. Brasilien er B’et i BRIK-landene, men ser man på landets faktiske udvikling, er der ikke meget at være imponeret over. En del af forvirringen er dog – måske – til at forstå. Det meste statistik i medierne, og desværre også en del af det, der bruges i bankerne, er ikke købekraftskorrigeret. Det har den effekt, at man blander egentlig vækst i købekraft (dvs. økonomisk levestandard) sammen med inflation.

Figuren nedenfor gør det forhåbentligt klart for læserne. Den røde linje er væksten i de rå tal, mens den blå er korrigeret for inflation. Gennemsnittet i de rå tal er en årlig vækstrate på 3,8 % siden de sidste 20 år, men kun 1,7 % når man har korrigeret for prisudviklingen. Det er ikke meget bedre end Danmark! Gør man det, kan man endda se tre år med negativ vækst i perioden.

Bundlinjen er, at Brasilien måske er interessant fordi det er et meget stort land, men når man tager et kig på de faktiske tal, er der ikke meget at være imponeret af. Væksten er endda aftagende, og man regner noget optimistisk med, at 2012 og 2013 lander på omkring 1 %. Så hvorfor er landet blevet så hypet?

UPDATE: Dagens Jyllandsposten er det seneste eksempel på et medie, der ukritisk bringer historien om ’vækstøkonomien Brasilien’. Niels Westy påpeger dog også, at mens tallene ikke helt fanger kvalitetsforbedringen af mange varer og service i landet, skete denne forbedring primært i 1990erne, og mest i første halvdel efter større liberaliseringer. Kvalitetsforbedringer er kun sket i meget begrænset i 00erne, og den handelsliberalisering, der skabte nogle af dem i 1990erne, er gået i stå og på nogle områder trukket delvist tilbage. Ligesom storskurken Argentina har Brasilien brudt Mercosur-aftaler flere gange.

Punditokraternes top 10

Af Niels Westy, den 31. december 2012. 15 svar

Her på årets sidste dag bringer vi listen over de 10 personer i den hjemmelige debat, som punditokraterne med størst glæde læste, så og lyttede til i 2012.

Sidste år uddelte Punditokraterne for første og indtil videre eneste gang en pris for “årets politiske solopræstation“. Desværre forventer vi, at der går år og dag mellem denne pris bliver uddelt.

Fra i år starter vi en ny tradition ved at udnævne de 10 væsentligste borgerlige “stemmer”. Med andre ord de 10 danske personer, som Punditokraterne med den største glæde læste, så og lyttede til i året der gik og som vi mener på fornemeste vis repræsenterer de klassiske borgerligt-liberale værdier. Det er de til enhver tid aktive skribenter her på bloggen, der udvælger navnene.

Top 10

  • Christopher Arzrouni
  • Lars Seier Christensen
  • Ole Birk Olesen
  • Anne Knudsen
  • Mie Harder
  • Mads Lundby Hansen
  • Peter Kurrild-Klitgaard
  • Martin Ågerup
  • Joachim B. Olsen
  • Jacob Mchangama
Christopher Arzrouni

Christopher Arzrouni

Nogle af navnene på vores ikke-prioriterede liste giver sig selv, som f.eks. Christopher Arzrouni, en af det borgerlige Danmarks væsentligste og mest intelligente stemmer. Siden han kom til Børsen i 2011, har han været med til at gøre den til Danmarks ubestridt bedste morgenavis, hvis kriterierne vel og mærke er solid faglighed og reel indsigt. Ligeledes er det med glæde at man kan konstatere, at han også i stigende grad optræder i andre medier. Lars Seier Christensen er naturligvis heller ikke en overraskelse. Han har i årevis indtaget en hel unik position i det borgerlige miljø og den offentlige debat. Således også i 2012, hvor måske især hans optræden på Fox Business om socialstaten og det danske skattetryk vil blive husket.

Anne Knudsen

Anne Knudsen

Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, er til forskel fra flere andre på listen ikke den liberale debattør, som optræder mest i de elektroniske medier, men hendes andre kvaliteter gennem 2012 opvejer rigeligt den mindre umiddelbare synlighed. Ikke mindst gennem sine ledere i Weekendavisen, fortsætter AK med at demonstrere en konsistent og gennemtænkt modstand mod politikeres indgreb i den personlige frihed og underminering af det personlige ansvar. Hendes egen og avisens integritet og troværdighed giver hendes kommentarer ekstra vægt, der adskiller hende fra de fleste andre debattører. Her lefles hverken for politikere eller ’folkestemninger’, men skrives klart og velargumenteret om hvor der er ”something rotten in the state of Denmark”.

Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen

Der var formentlig en del, som var spændte på, hvad der ville ske når Ole Birk Olesen blev valgt ind i Folketinget. Ville det gå som set så ofte før, at han blev opslugt af det politiske system, sprang op som en ulv og faldt ned som et lam? Heldigvis er svaret nej. Hans medlemsskab af Folketinget har først og fremmest givet ham en ny platform og øget almenhedens kendskab til OBO, og heldigvis for det.  Efter vores mening den ubestridt mest kompetente debattør i dansk politik, som sammen med sin kollega, Joachim B. Olsen, som vi sidste år hædrede med “årets politiske solopræstation“, insisterer på at debatter skal tages på fakta og reel viden, og ikke på føleri, postuleret gode intentioner og selviscenesat godhed. På punditokraterne bryder vi os ikke om mennesker, som forsøger at komme i himlen for andre folks penge. Det kan man hverken beskylde OBO og JBO for at gøre.

Det er jo ingen hemmelighed, at punditokraterne anser CEPOS for at være det bedste der er sket herhjemme i årtier, set med borgerligt-liberale øjne. Andet ville også være mærkeligt, med tanke på listen over skribenter på punditokraterne, siden Peter Kurrild-Klitgaard, startede denne blog i 2005.  Det største problem ved PKK er, at han bruges alt for lidt i medierne. Det så vi igen i forbindelse med dette års præsidentvalg, hvor han sammen med Mads Fuglede, var blandt de få, som var i stand til at levere en objektiv information baseret på overblik og reel viden.

Mie Harder

Mie Harder

Det bør derfor heller ikke undre, at 4 ud af 10 på listen er ansat i CEPOS. Ud over Martin Ågerup, er det naturligvis Mads Lundby Hansen, som ifølge Børsen blev den mest citerede økonom i 2012 samt  Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama. Han cementerede i årets løb sin position som Danmarks fremmeste ekspert i menneskerettigheder. Med et klassisk liberalt fokus på retssikkerhed og borgernes beskyttelse mod staten, er Jacob en af de få liberale debattører, der også kan appellere til den oplyste venstrefløj – også selvom nogle af dem slår korsets tegn for sig før de erklærer sig enige med en ’Cepos-mand’. Den juridiske indsigt kommer med en udtalt evne for formidling, der slår stort set alle andre på feltet. Endelig har vi Mie Harder med på listen. Hun starter i januar som ansvarlig for CEPOS Universitet, efter Henrik Gade har forladt CEPOS til fordel for præstegerningen.

Hermed vil vi gerne ønske alle læsere af punditokraterne et rigtigt godt nytår.

Hilsen og på gensyn i 2013

Christian Bjørnskov, Nikolaj Stenberg og Niels Westy Munch-Holbek

Hvordan ser adgangen til FN’s menneskerettighedsråd ud?

Af Christian Bjørnskov, den 20. december 2012. 1 svar

I et indlæg i Jyllandsposten i dag svarer Jacob Mchangama på kritik fra teamet Søvndal og Friis Bach, der mener, at FN’s menneskerettighedsråd ” rådet er menneskerettighedernes globale kampplads”. Jacob peger bl.a. på, at rådet per resolution er sat i verden for at ”opretholde den højeste standard af respekt for menneskerettigheder”. Jacob peger i dette og mange andre indlæg på, at politikernes tro på, at rådet gør dette, er en eklatant fejl. Han skriver bl.a. at:

Det er dette mandat, som rådet skal bedømmes på. Derfor illustrerer rådets sammensætning af lande som Kina, Etiopien og Saudi-Arabien og det nylige valg af vicepræsidenter fra Mauretanien med omfattende slaveri, Ecuador med systematisk censur og Maldiverne med massiv religiøs intolerance også, at ambitionerne har slået fejl.

Jeg kom derfor i den – ikke helt ukendte – situation, at jeg ikke kunne lade være med at se på, hvad tallene siger. Spørgsmålet er, hvem der sidder i rådet – har disse lande anderledes karakteristika end dem udenfor? Og svaret er ja. Splitter man FN’s medlemmer op i to halvdele – dem med etablerede demokratier og dem uden – er det ret klart at det ikke er tilfældigt. Estimerer man sandsynligheden for, at et land pt. er medlem, er det stort set kun størrelse, der er vigtigt for de demokratiske. Rykker et land en standardafvigelse (fra cirka 7 til cirka 47 millioner indbyggere) op, øges odds for at landet er medlem med 62 %.

Det interessante er blandt de mindre demokratiske medlemmer. Her er en standard afvigelse i BNP per indbygger, eller cirka 9000 dollars, forbundet med en 18 % større chance for at være medlem. Og mest interessant: For hvert points forværring af landets menneskerettighedsstatus, målt på det årlige indeks, der publiceres af Reporters Without Borders, øges chancen for at et land er medlem af FN’s menneskerettighedsråd med 2 %. Standardafvigelsen blandt disse lande er 35 point.

Med andre ord betyder én statistisk enhedsændring i negativ retning på menneskerettighedsstatus, at et land med cirka 70 % større sandsynlighed er medlem af rådet. Det påvirker indlysende nok den måde, rådet fungerer på, når udemokratiske lande med stor sandsynlighed vælger relativt slemme lande ind. Hvordan man derefter kan regne med, som Søvndal og Friis Bach åbent gør, at rådet effektivt beskytter menneskerettighederne rundt omkring i verden, er mig en gåde.