Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Demokratier mod alle odds

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2014. 7 svar

Når man har start et nyt projekt og begynder at samle data og anden information, dukker der ofte ideer op, man ikke havde forudset. Sådan er det også med mit nye projekt med Martin Rode om politiske regimer og regimetransitioner, hvoraf en del om monarki er sammen med den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard.

 

En af de små ting er – som det er almindeligt kendt – at der er en stærk spatial korrelation i demokrati. Sagt med andre ord: Jo flere af ens nabolande, der er demokratiske, jo større bliver chancerne for, at ens eget land også bliver det. Bruger man Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, der blot angiver om et land har frie og fair valg eller ej, kan man således også se, hvilke lande der er stabilt demokratiske på trods af deres nabolande.

Overraskelsen er, hvor få der er af den type. I de senere år (00’erne) har der kun været syv lande, der er stabile demokratier og omgivet af udelukkende ikke-demokratiske lande. I alfabetisk rækkefølge er de Botswana (der er stabilt demokratisk siden 1966), Ghana (siden 1993), Jamaica (siden 1950), Kenya (siden 1998), Malawi (siden 1994), Mongoliet (siden 1990) og Sao Tomé og Principe (siden 1991).

Spørgsmålet er, hvorfor netop disse lande synes at kunne opretholde rimeligt velfungerende demokratiske institutioner, når deres naboer ikke kan. Det har vi ikke noget svar på, men opfordrer læserne til at overveje, hvad der kunne være særligt ved netop disse lande.

Enhjørninge-governance

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2014. Skriv et svar

Hvis man som liberal diskuterer statens rolle med ikke-liberale folk, løber man ofte panden mod en mur. Mike Munger (Duke) publicerede forleden nogle overvejelser over problemet i The Freeman under titlen ”Unicorn Governance.” Hans simple, men ofte oversete pointe er, at mens de fleste sagtens kan se problemerne – i Danmark for eksempel at Skat de facto har næsten ubegrænsede midler til rådighed – er løsningen for de fleste, at Staten da må gøre mere. Antager mange ikke ofte implicit, at Staten er løsningen på problemer, Staten skaber? Mungers hovedpointe er her; resten er også stærkt anbefalet!

When I am discussing the State with my colleagues at Duke, it’s not long before I realize that, for them, almost without exception, the State is a unicorn. I come from the Public Choice tradition, which tends to emphasize consequentialist arguments more than natural rights, and so the distinction is particularly important for me. My friends generally dislike politicians, find democracy messy and distasteful, and object to the brutality and coercive excesses of foreign wars, the war on drugs, and the spying of the NSA.

But their solution is, without exception, to expand the power of “the State.” That seems literally insane to me—a non sequitur of such monstrous proportions that I had trouble taking it seriously.

Hvor slemt står det til i Italien (2)?

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2014. 4 svar

Forleden, efter at vi havde blogget om italiensk produktivitet, postede Justin Wolfers en bid ekstra information på New York Times (Hattip: Nonicoc / Niclas Berggren). Wolfers’ pointe er, at Italien har ramt noget så sjældent som en triple-dip recession. Figuren i artiklen dokumenterer på den mest pædagogiske måde problemet. De fleste frygter en såkaldt double-dip recession, hvor en recession ser ud til at være ovre, og en ny derefter rammer. I Italien er det altså sket to gange i træk. Den globale finanskrise i 2008 ramte også Italien, hvorefter krisen i eurozonen i 2011 ramte. De sidste to kvartaler er BNP igen faldet, og Italien er altså teknisk i recession igen.

Wolfers noterer sig, at output nu er ni procent under niveauet i 2007 og endda mindre end hvad det var i midten af 2000. Som vi viste forleden dag har Italiens produktivitet ikke blot været stagnerende, men er decideret faldet. Hele ekspansionen 2000-2007 må derfor i det store og hele være drevet af stigende faktorinput – mere kapital, flere ansatte – når de ansatte tydeligvis ikke fik mere ud af hver arbejdstime.

Økonomisk kan man pege på en række årsager – og det kommer vi til at gøre næste uge – men politisk er det store problem måske at overbevise italienerne, at de ikke længere hører til i de rigeste landes klub. Taler man med dem, nævner de ofte deres gloriøse fortid, og ikke mindst det gamle Rom. Når man på den måde lever i fortiden, er det måske svært at se nutidens mangler.

Hvor slemt står det til i Italien (1)?

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2014. 2 svar

En god ven, der er gift med en pige fra Palermo, har jævnligt diskussioner med sin svigerfar om, hvor godt eller skidt det går i Italien. Et gennemgående tema i de diskussioner synes at være en uvilje mod at indse, at økonomisk udvikling i sidste ende handler om produktivitet, og ikke om Tysklands finanspolitik eller løntryk. Jeg har selv oplevet holdningen hos mange sydeuropæere, at det er Tysklands ’skyld’ at de fortsat har krise. Ideen, som også en ellers begavet dansk statskundskabslektor har luftet, er at den tyske konkurrenceevne presser sydeuropæiske eksportsektorer. Men som man ved, hvis man har hørt efter i andet års økonomiundervisning, kan det kun være et midlertidigt, kortsigtet fænomen og altså ikke en persistent forklaring på en hel regions elendige status.

Problemet er produktivitet – hvor meget værdi man får ud af de tilstedeværende ressourcer. Figuren nedenfor, baseret på OECD-tal, viser udviklingen i en grov indikator for arbejdsproduktivitet: BNP per arbejdstime (i 2005 PPP-dollars). Italiens produktivitet har tydeligvis haltet bagefter siden sidst i 1970erne og har praktisk taget stået stille siden sidst i 1990erne. Det er samme periode, hvor dansk produktivitet er bremset ned, men slet ikke i samme stil som Italiens, der pt. kun er 75 % af Tysklands. At folk med så skidt produktivitet regner med, at de skal være lige så rige som i Nordeuropa, er ikke andet end urimelig ønsketænkning.

Produktivitet ITA GRE GER DK

 

Hvordan klarer Østeuropa sig?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juli 2014. 7 svar

Børsen bragte i går den sidste af mine regulære juliklummer (abonnementsversion her). Spørgsmålet i klummen var, hvordan det egentlig går i Østeuropa? Baggrunde for spørgsmålet er, at både øst og vest blev ramt af finans- og gældskriserne, men kun de gamle EU-medlemmer i vest kunne regne med nogen form for støtte. Østeuropa var tvunget til at rydde op selv, og gjorde det på den måde, som Paul Krugman og andre på venstrefløjen har advaret imod i årevis: Ved at skære ned. Krugman påstod for to år siden, at nedskæringerne havde ødelagt Estlands økonomi, hvilket udløste et meget offentligt skænderi med den estiske præsident Toomas Hendrik Ilves (opsummeret her). Krugman endte med et ligne en nar, men hvordan er det gået efter det?

Pointen med min klumme er, at den ’gammeldags’, konservative approach til krisen så tydeligt har betalt sig. Uden nogen udsigt til hjælp kan der ikke være moral hazard-problemer og politisk fifleri. Resultatet har været klart, som jeg skriver i Børsen:

De seneste tre år har Østeuropa haft en gennemsnitlig vækstrate på 1,7 pct., mens den tilsvarende rate for Vesteuropa var 0,4 pct.

Selv uden Grækenland og Cypern, der er de facto bankerot, voksede de vestlige økonomer et procentpoint langsommere end Østeuropa. Kun Tyskland og Storbritannien følger med, og ingen er tæt på at matche de baltiske landes årlige vækst på 4-5 pct.

Figuren nedenfor viser basalt set det samme billede. Så hvem vil man helst emulere: Eurozonens politiske ’fix’ eller Østeuropas ansvarlighed?

 

 

Pjækker politikere når de har outside options?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juli 2014. Skriv et svar

Politikere har ofte mange muligheder for at tjene ekstra penge. Enkelte af dem har stadig en forretning, for eksempel et landbrug, de får betaling for at holde taler og give præsentationer, og bestyrelsesarbejde er også tit betalt. Men når de får disse outside options, gør de da deres folkelige ’pligt’ i Folketinget? Det ved vi ikke, men en ny artikel om samme spørgsmål i den tyske Bundestag kan give indikationer.

Artiklen, der kommer i European Journal of Political Economy og er forfattet af Felix Arnold (FU Berlin og DIW), Björn Kauder (IFO, München) og Niklas Potrafke (IFO og LMU), bygger på at tyske parlamentarikere siden 2007 har været forpligtet til at indberette og offentliggøre alle deres ikke-parlamentariske indtægter. De tre tyske økonomer ser derfor på det tyske parlament i perioden 2009-2013, hvor de ikke blot har mulighed for at undersøge, hvor ofte politikere er væk fra parlamentet, men også hvor ofte de holder taler, kommenterer og sætter ’gruppeinitiativer’ i gang.

Arnold, Kauder og Potrafke finder, at tyske politikere faktisk ikke pjækker mere når de bliver bedre betalt for andre aktiviteter; de holder heller ikke flere taler. Dette ikke-resultat er måske ikke overraskende, da det faktisk kan koste tyske MPer op til 100 euro at blive væk fra en enkelt session. Forfatterne noterer også, at i modsætning til Italien hvor man har evidens for politisk pjæk, er der væsentligt stærkere partidisciplin i Tyskland.

Men bekymringerne er ikke forduftet, for det tyske team finder evidens for, at anden aktivitet faktisk falder, jo mere politikerne bliver betalt for ikke-parlamentariske aktiviteter. Nok møder politikerne op til Bundestag-samlinger, uanset hvad de får for andre ting, og de gør deres partipligt ved at holde taler, men derudover bliver de væsentligt mindre aktive. Hvad de så bruger deres tid i parlamentet på, forbliver et åbent spørgsmål. Ser man på Folketinget, kan man undre sig lige så meget.

Uærlige kommunister

Af Christian Bjørnskov, den 18. juli 2014. 3 svar

The Economist omtaler i denne uge et eksperiment fra Berlin, der havde til hensigt at teste folks ærlighed (hattip: Niclas Berggren). Dan Ariely, Ximena Garcia-Rada, Heather Mann (Duke) og Lars Hornuf (LMU, München) bad 250 folk om at kaste en terning 40 gange. De var blevet bedt om at vælge enten toppen eller bunden af terningen og notere antallet af øjne på den side for hvert kast. De blev derefter betalt for hvor mange øjne, de fik. Sandsynligheden er naturligvis kendt, så i gennemsnit burde hver deltager vinde 3,50 euro.

Men folk er ikke altid ærlige, og deltagerne vandt mere end 3,50. Det interessante ved studiet er, at vesttyskerne rapporterede 55 procent høje kast (3,68 øjne), mens østtyskerne rapporterede 60 procent høje kast (3,83 øjne). Statistisk finder forskerne således, at mange mennesker snyder, men at østtyskere er dobbelt så tilbøjelige til at snyde som vesttyskere. Dem, der har været udsat før Østtyskland længere, var også mere tilbøjelige til at snyde.

Studiet taler således til to litteraturer. Visse adfærdsøkonomer har påstået, at markeder underminerer tillid og sociale samarbejdsnormer. Resultaterne i Ariely et al. modsiger meget klart dette ved at vise, at vesttyskere, der har været ’udsat’ for kapitalisme meget længere, opfører sig mere troværdigt i studiet. Andre nye eksperimentstudier peger på det samme (f.eks. her). For det andet bekræfter det hvad man ved fra tillidslitteraturen, hvor befolkningerne i tidligere kommunistiske lande er markant mindre tillidsfulde end andre (f.eks. her). Det er ikke blot at de er mere risikoaverse – den lavere tillid er velbegrundet. Reagan og andre havde ret, når de klagede over ’lying commies’.

Fair Trade skader de fattigste

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2014. 11 svar

Et studie fra University of Londons School of Oriental and African Studies (læs her) har fornylig vist, at Fair Trade-aktiviteter i Etiopien og Uganda er direkte skadelige for de fattigste. Studiet, der ledtes af professor Christopher Cramer, fandt at lønnen typisk var lavere og arbejdsmiljøet dårligere i Fair Trade-landbrug end i sammenlignelige, almindelige landbrug. Forfatterne finder også, at hvis der er nogen, der har gevinst af Fair Trade, er det de største landbrug (de finder certificerede gårde på op til 130 hektar), der i forvejen ville klare sig godt.

Hvordan har medier og Fair Trade-bevægelsen så taget mod kritikken? Spiked Magazine bringer et glimrende interview med en af studiets forfattere. Det viser sig, at Fair Trade UK har ført en decideret smædekampagne mod studiets forfattere:

Cramer’s report is definitely a damning indictment of Fairtrade, which is why Fairtrade is doing all it can to smear its findings. When I wrote about Cramer’s findings a few weeks ago, I was informed that people who had tweeted my piece received direct tweets from Fairtrade UK, dismissing the article as sensationalist and untrue. Naturally, Cramer has borne the brunt of this hostility: ‘There was a legal threat made against us when [Fairtrade officials] saw the first draft of our press release’, he says. ‘They’ve also sent me hostile letters.’

Nogle af os har også erfaringer i den retning, når vi har kritiseret de gode intentioners lobby. Plus ça change…

Forslag til sommerlæsning (2): The Victorian Internet

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2014. 1 svar

I punditokraternes traditionelle serie med tips til sommerlæsningen sigter vi altid efter at foreslå så forskellige gode ting som muligt. Som læserne vil vide, er nogle af os historisk interesserede og især hvis historien også fortæller os noget om vores egen tid. Sådan en bog er historien om telegrafen – Tom Standages The Victorian Internet.

Standages begynder sin bog med at minde os om, hvilken tid midten af 1800-tallet var:

In the nineteenth century there were no televisions, airplanes, computers, or spacecrafts; nor were there antibiotics, credit cards, microwave ovens, compact discs, or mobile phones. There was, however, an internet.

Man glemmer ofte at før telegrafen kunne det let tage dage at få information rundt i Danmark og uger i Europa. Telegrafen begyndte at sprede sig i slutningen af 1840erne på cirka samme tid som togforbindelser begyndte at blive bygget i Europa og på tværs af USA. En del af Standages historie er at de amerikanske telegraflinjer ofte blev bygget lige ved siden af og på samme tid som jernbanelinjerne. En anden del af den, er hvor stor modstanden og hvor svært det var at overtale folk til, at telegrafer var en rimelig forretningside.

Men da enkelte indså, at man kunne få markedsinformation før alle andre, spredte ideen sig. Og som Standage også viser, bredte der sig en masse anden information. Romancer blomstrede, masser af anden information blev tilgængelig og fra 1870erne kunne man i London skrive en besked, give den til en piccolo som smuttede ned på posthuset og fik den telegraferet til New York, hvor den blev bragt ud. Hele processen tog måske en time fra afsender til modtager. Det man glemmer i dag, når man taler om internettets succes of genvordigheder er, at historien bare gentager sig. Vi har set det hele før, og som Standage understreger, er der mere revolution i at gå fra en leveringstid på to uger til en time, end der er i en time til et par minutter.

Ekonomisk Debatt om valgår og politik

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2014. Skriv et svar

Det svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt, der for tiden redigeres af Niclas Berggren og Therese Nilsson, er ude med et nyt nummer i anledning af at det er valgår i Sverige. Nummeret kan læses i sin helhed her. Berggren og Nilsson lægger selv ud med en stærkt læseværdig leder om nationaløkonomers politiske relevans. Blandt de seks artikler er Olof Johansson-Stenman om effektiv klimapolitik, Andreas Bergh om indvandreres udfordringer på det svenske arbejdsmarked – et emne der også burde have væsentlig interesse på den vestlige bred af Øresund – og den tidligere Princeton-professor Lars E. O. Svensson om den svenske nationalbanks politik. Hele tidsskriftet er stærkt anbefalet!

BRIKS og den fraværende succes – igen

Af Christian Bjørnskov, den 15. juni 2014. 6 svar

Jeg talte forleden med flere folk, der fremhævede de såkaldte BRIKS-landes (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) store økonomiske vækst. Selv Børsen, der ellers er en ganske ædruelig publikation, skriver med jævne mellemrum om de store muligheder i lande som Brasilien og Sydafrika. Ingen synes at se på andet end andres påstande eller rygter, så her er de konkrete tal, med et lille, lønligt håb om at de kan hjælpe til at mane myten om BRIKS-landene i graven.

Mellem 1990 og 2010 havde Danmark en vækst i det reale BNP per indbygger (dvs. købekraft) på 1,3 % pa. BRIKS-landenes lå på henholdsvis 1,5 %, 4,4 %, 0,9 % og 1,7 %. Mens Danmarks vækst er dykket de sidste år, er billedet ikke væsentligt ændret, med Ruslands olie- og gasdrevne vækst som undtagelse. Og bemærk at sammenligningen med Danmark er ganske fordelagtig for BRIKS, da vi er et af lavvækstsamfundene i OECD! Som figuren (med købekraft relativt til Danmark) viser, er det da heller ikke imponerende, hvad der er af vækst i den egentlige økonomi i f.eks. Brasilien eller Sydafrika. Man skal lægge en ekstra kvalifikation til billedet: Den stigende erkendelse blandt mange økonomer om, at Kina sandsynligvis svindler med sit officielle BNP (læs f.eks. her). Så hvorfor er der så mange, der gerne vil investere i BRIKS? Det er i hvert fald ikke der, jeg har lyst til at have mine pensionskroner stående.

BRICS picture

I dag for 70 år siden – tak!

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2014. Skriv et svar

I dag er det 70 år siden, at de allierede gik i land på Normandiets strande for at befri Europa – det er årsdagen for D-Dag. For Danmark og resten af Vesteuropa var det starten på årtiers frihed, mens Centraleuropa måtte vente 45 år mere. De skiftede blot det nazistiske åg ud med åget fra det andet totalitære monster.

Hvad skal man sige på sådan en dag? For mig er Ronald Reagans tale ved 40-årsdagen (skrevet af Peggy Noonan) stadig en af de bedste, som omfatter både tilgivelse, en hyldest af den frihed man kæmpede om på strandene, og en hyldest til dem der stod i frontlinjen. Om de canadiske soldater sagde han for eksempel, hvad man kunne sige om tusinder af andre: “They knew what awaited them there, but they would not be deterred.”

Som vi skrev for flere år siden, handler det om friheden til at regere sig selv som land, friheden til at regere sig selv som menneske, og friheden til at udtrykke sin egen mening. For 70 år siden begyndte vi at tilbageerobre den frihed. Lad os gøre i dag til den dag, vi minder os selv og vores politikere om, hvem vi er og hvad vi står for.

Piketty-links og den kortsluttede debat

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2014. 3 svar

Mens medierne den sidse måned har skrevet vidt og bredt om Thomas Pikettys 700 sider lange Capital in the Twenty-First Century og store dele af venstrefløjen har hyldet ham som en helt, har blogossfæren og i lidt mere specialiserede medier efterhånden tegnet et lidt andet billede af ham. Pikettys hovedpåstand er, at r > g – at afkastet til kapital er konstant større end væksten i gennemsnitsindkomsten i den vestlige verden, og at de rige – kapitalejerne – derfor løber fra alle andre som uligheden stiger. Denne påstand viser sig at være ganske tvivlsom, uanet hvad Informations-segmentet og andre håber.

Vi har allerede omtalt Larry Summers omfattende kritik (læs her), men siden da er der virkelig faldet brænde ned. For de af vores læsere, der er interesserede, bringer vi her en del af kritikken, som Piketty ikke rigtigt har svaret på. Per Krussell og Tony Smith (IIES og Yale) viser, at Pikettys basale antagelser om opsparingsadfærd slet ikke matcher virkeligheden. Hvis man substituerer hans antagelser med andre, der passer på de faktiske data, giver hans model faktisk det modsatte resultat: At hvis væksten falder, falder uligheden. Forvirringen kommer bl.a. fra, som andre også har vist, at Piketty blander netto- og bruttobegreber. Alex Tabarrok viser på lignende vis, at hvis man bruger Solow-Swan-modellen – arbejdshesten og grundlaget for moderne vækstteori – indebærer Pikettys påstand, at opsparingsraten skal falde når væksten falder. Det giver næppe meget real-life-mening.

Debraj Ray angriber alle fire hovedpunkter i Pikettys teori. Scott Sumner fanger Piketty i at misrepræsentere Simon Kuznets pionerarbejde fra 50erne. Don Boudreaux Angriber Piketty antagelse om, at kapital vokser af sig selv – Boudreauxs pointe er, at der er langt mere dynamik i firma- og ejersammensætningen end Piketty tror. Ricardo Hausman – ikke just et liberalt epigon (han er tidligere venezuelansk planlægningsminister) peger på, at Piketty fuldstændigt overser betydningen af know-how. Sidst, men ikke mindst, viser Phil Magness og Chris Giles hos Financial Times, at Pikettys data ikke kan holde til et eftersyn. Paul Krugman har forsvaret Piketty ved basalt set at sige, at ”we all know that wealth inequality has gone up”; Tyler Cowen kalder, hvad han anser for at være bluff fra Krugman.

Det sørgelige er vel, at uanset hvad man mener om Pikettys bog og hovedpåstande – og jeg er blevet meget skeptisk – er påstanden derude nu og har fået sit eget liv. Hos dele af venstrefløjen er det allerede blevet en del af det ’vi ved med sikkerhed’, så ethvert modargument støder mod en mur af skråsikkerhed. Den type påstande, om de kommer fra højre, venstre eller de gudelige, kortslutter enhver demokratisk eller videnskabelig debat.

Hvad gør demokratiseringer ved økonomisk politik?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2014. 2 svar

Der er en lang litteratur i politisk økonomi / public choice for at spørge, om demokrati giver anderledes politik end andre politiske institutioner. For mange udenforstående er det et underligt spørgsmål: Man regner normalt med, at demokratier er ’godt’, dvs. at det producerer overlegne resultater. Det er dog ikke den generelle konklusion, og der er nogle svære problemer at løse i forskningen. I stedet for at se på sammenhængen mellem niveauet af demokrati og politik eller økonomisk-juridiske institutioner, er en lille ny litteratur gået i gang med at undersøge, hvordan ting ændrer sig omkring demokratiseringsepisoder.

Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg bidrager i et nyt papir til denne gren af forskningen. Nyskabelsen er, at vi skelner mellem fire regimertyper: Stabile og ustabile demokratier og stabile og ustabile autokratier. Vi kan derfor skelne mellem demokratiseringsepisoder, der viser sig at være stabile og dem, hvor der er midlertidige tilbagefald til mindre demokratiske institutioner. Når man gør det, viser der sig at den del af den økonomiske politik, der ændrer sig ved stabil demokratisering, primært er pengepolitikken. Yderligere granskning peger på, at de stabile demokratiske transitioner fører til langt mere uafhængige centralbanker. Interessant nok peger det altså på, at når folk får demokratiske rettigheder, sørger man generelt for, at centralbanken bliver beskyttet mod politisk indflydelse. Sjovt nok finder vi det præcist modsatte ved de ustabile demokratiseringer, hvor man svækker centralbankens uafhængighed. Det er altså ikke blot om et land bliver demokratisk, men – som vi konkluderer – hvor ’bumpy’ vejen til demokrati er.

Papiret kan findes på SSRN med titlen ”Democratic transitions and institutional change: What’s behind the association?” Abstractet er her:

Many empirical studies have shown democracies to be more supportive of sound economic institutions than authoritarian regimes and recent analysis also finds that democratic transitions are followed by overall improvements in economic freedom. This sheds some light on a possible chain of causality, but up to date it is virtually unknown through which channel democracy actually creates institutional improvements. Employing a dataset by Cheibub et al. (2010), we identify 41 political transitions to democracy since the mid-1970s, for which measures on economic institutions and policies are also available. Panel data analysis is used to examine the outcome of democratization within the framework of a fixed- and random effects model. To control for possible endogeneity, the paper further employs an instrument for democratic transitions, based on observations by Huntington (1991). Results mainly indicate that stable transitions to democracy are followed by strongly improved access to sound money, while unstable transitions seem to impede it. We further find evidence that the improved access to sound money is driven by the installation of more independent central banks in newly established electoral democracies.

Følger lande OECDs anbefalinger?

Af Christian Bjørnskov, den 23. maj 2014. 2 svar

OECD kommer jævnligt med anbefalinger til økonomisk politik og reformer. Spørgsmålet er dog, hvad de generelt anbefaler, og om lande faktisk følger anbefalingerne. Svaret på det sidste spørgsmål i ny forskning er et rungende nej. I papiret ”What policies does the OECD recommend to its members, and does it make a difference? Evidence from a new database” viser Andreas Bergh, Margareta Dackehag og Martin Rode at mens anbefalingerne giver god mening fra et nationaløkonomisk synspunkt – de ligner i høj grad anbefalinger, der ville øge landets økonomiske frihed og er dermed konsistente med f.eks. Fraser Instituttets reformagenda – er der intet der tyder på, at lande følger dem.

Hvis man skulle være i Aarhus-området med lidt tid i dag, holder Martin Rode seminar i Tuborg Centeret klokken 13-14. Annonceringen er her; seminaret foregår på Fuglesangs Allé i lokale L161.

Bedste danske økonomer 2014

Af Christian Bjørnskov, den 21. maj 2014. 1 svar

Det er blevet tid til en af de tilbagevendende begivenheder her på bloggen: Den årlige diskussion af hvem der er de bedste danske økonomer. Som det vil være trofaste læsere bekendt, gør vi det lidt anderledes fra år til år, men altid med samme basale udgangspunkt (2013 her, 2012 her og 2010 her). Der kan sagtens være glimrende økonomer derude, mens hvis de ikke dokumenterer deres fortræffeligheder, kan vi ikke inkludere dem. Enhver diskussion om emnet tager derfor udgangspunkt i forskeres præstation gennem international, fagfællebedømt (peer-reviewed) publiceret forskning. Aviskronikker, bøger og udvalgsarbejde tæller således ikke. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt. Listen omfatter således kun folk, der bedriver primær forskning i nationaløkonomi. Og som sædvanligt garanterer vi ikke, at vi ikke har glemt nogen.

Årets mål består af to ting: Den gennemsnitlige impact factor på de tidsskrifter, man har publiceret i 2005-2014, og antallet af citationer, man har fået i samme tiårsperiode. Den første er et almindeligt mål for, hvor kræsent tidsskriftet er, og altså hvor høj kvaliteten af forskningen er bedømt fra redaktørens side. Den andet er et mål for, hvor mange der efterfølgende har ’brugt’ folks artikler i deres egen forskning, dvs. også en slags alternativt mål for kvalitet, men observeret i forskningsmarkedet. De to er i en vis forstand også udtryk for to forskellige publikationsstrategier – vil man publicere relativt mindre, men satse på de fineste tidsskrifter, eller publicere mere og nogle gange i lidt mindre prestigiøse tidsskrifter?

Igen i år er der en klar vinder, og igen i år er vinderen Nicolai Juul Foss, mens hans CBS-kolleger Keld Laursen og David Lando besætter de næste pladser. Nummer fire er – vel at mærke bedømt på de sidste ti års præstationer – 71-årige Martin Paldam. Listen omfatter også en nuværende og to tidligere vismænd – Claus Thustrup Kreiner, Michael Rosholm og Nina Smith – og David Dreyer Lassen, der endelig er ved at blive mere kendt i offentligheden gennem en serie glimrende klummer i Børsen. Der er dog også flere, som Helena Skyt Nielsen og Thomas Barnebeck, der ikke er kendt udenfor økonomkredse, men stadig fremragende på deres område og anerkendt internt i miljøet.

Sammenligningerne viser sjovt nok også ganske klart, hvordan der ikke er en generel sammenhæng i det mellem-til-pæne område. De ganske mange økonomer, der ikke er med, vil typisk ligge med lave impacts og få citationer, mens en meget lille gruppe – stort set kun Nicolai Foss, Keld Laursen og David Lando – ligger med høje gennemsnitsimpacts og mange citationer. Tager man dem ud, er det tydeligt, at der næsten ingen sammenhæng er mellem de to mål; korrelationen skifter endda fortegn. Sammenligningerne viser dog også en anden ting ganske klart: At der er fire forskere, der skiller sig ud ved at have mere end 1000 citationer de sidste ti år: Nicolai Foss, Keld Laursen, David Lando og Martin Paldam. De ligger således i samme lag som f.eks. den tyske superøkonom Axel Dreher, som ville have været nummer tre i Danmark (med 1493 citationer og en gennemsnitsimpact på 1,1).

Top-20 er her, taget ud af et sample på 35 kandidater. Først tal er gennemsnitlig impact score og andet tal citationer. De næste er placeringen på enten det ene eller andet index. Det sidste er forskernes H-scorer, som er et andet mål for kvalitet. Som hvert år er pointen, at toppen forbliver den samme, mens resten afhænger af præcist hvordan man vælger at måle.

1. Nicolai Foss (CBS) 3,07 2404 1 1 28
2. Keld Laursen (CBS) 2,25 1490 2 2 14
3. David Lando (CBS) 2,01 1103 4 3 10
4. Martin Paldam (AU) 0,91 1072 26 4 16
5. Finn Tarp (KU / WIDER) 1,02 811 23 5 12
6. Henrik Hansen (KU) 0,99 791 24 6 8
7. Peter Bogetoft (CBS) 1,83 495 8 8 15
8. Morten Bennedsen (CBS/ INSEAD) 1,89 437 7 10 7
9. Christian Bjørnskov (AU) 1,05 696 21 7 14
10. David Dreyer Lassen (KU) 2,05 292 3 15 7
11. Steffen Andersen (CBS) 1,95 275 6 19 7
12. Tor Eriksson (AU) 1,11 540 21 8 14
13. Carl-Johan Dalgaard (KU) 1,47 391 12 12 8
14. Claus Thustrup Kreiner (KU) 1,95 225 5 21 7
15. Peter Norman Sørensen (KU) 1,57 329 10 13 7
16. Søren Bo Nielsen (CBS) 1,03 471 22 9 12
17. Helena Skyt Nielsen (AU) 1,46 291 13 16 10
18. Michael Rosholm (AU) 1,19 283 20 18 10
19. Nina Smith (AU) 0,80 408 27 11 12
20. Thomas Barnebeck Andersen (SDU) 1,67 102 9 28 5

 

Summers om Picketty

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2014. 1 svar

En af de mest omtalte bøger i år har været den franske økonom Thomas Pikettys Capital in the Twenty-First Century. Bogen er en fransk, venstreorienteret kritik af kapitalisme – ikke af dens velstandsskabende konsekvenser, som Piketty fuldt erkender – mens dens ulighedsskabende virkninger, som han postulerer. Debatten kom også forleden aften til Danmark med en lidt forvirret diskussion i DR2s Deadline mellem Rune Lykkeberg fra Politiken og Martin Ågerup fra Cepos. Så hvad skal man mene, når nogle hylder bogen som et stort gennembrud og andre mener, at den er en fortænkt og forvirret gang vrøvl iklædt økonomisk gevandter?

Jeg er helt enig med Greg Mankiw i, at Larry Summers anmeldelse i Democracy i forårsnummeret er den bedste indtil videre af de mange (se f.eks. her, her, her og her). Summers rammer hovedet på sømmet på en række områder. Pikettys hovedpointe er opsummeret i ligningen r > g, dvs. at renten (hvilken rente er Piketty ikke rigtigt klar på) og dermed afkastet til kapital overstiger vækstraten i gennemsnitsindkomsten. Han mener derfor, at når formuerne for kapitalejerne vokser hurtigere end de almindelige indkomster, må uligheden stige. Summers er ikke enig:

But I think he misreads the literature by conflating gross and net returns to capital. It is plausible that as the capital stock grows, the increment of output produced declines slowly, but there can be no question that depreciation increases proportionally. And it is the return net of depreciation that is relevant for capital accumulation. I know of no study suggesting that measuring output in net terms, the elasticity of substitution is greater than 1, and I know of quite a few suggesting the contrary.

Et andet ømt punkt, som Summers trykker på, er Pikettys antagelse om, at afkastet til kapital er geninvesteret. Er det ikke det, vil formuerne logisk nok ikke vokse med r, men kun med r * den del af afkastet, der faktisk geninvesteres, og minus omkostningerne til vedligeholdelse af kapital (deprecieringen). Bogen giver en analyse, som man med glædesråb har modtaget på venstrefløjen – hvor ofte sker det lige at internationale topøkonomer siger noget, de kan lide? – men der er mange skjulte detaljer, der simpelthen ikke giver meget mening. Mere om den senere, når jeg har slæbt mig gennem dens 700 sider.

Tolerance i verden – nyt fra WVS

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2014. 4 svar

Forleden frigav the World Values Survey den sjette bølge af undersøgelsen, foretaget 2010-14. WVS har i årevis været en guldgrube af oplysninger i samfundsvidenskaberne, ikke mindst for den tillidsforskning, jeg selv er en del af. At en ny bølge med 50 lande frigives er derfor en stor event for nogle af os! Den er også frit tilgængelig for ikke-forskere og kunne være en glimrende kilde i undervisning på gymnasieplan, da online-systemet er ret enkelt at finde rundt i hos både WVS og den tilsvarende European Values Survey.

Et eksempel på, hvad man kan bruge databasen til, er mål for tolerance. Inspireret af bl.a. Niclas Berggren og Therese Nilssons forskning på området, har jeg taget spørgsmålene fra de  seneste WVS og EVS om, hvilke grupper man ikke har lyst til at have som naboer som udtryk for intolerance. Tager man gennemsnittet af kategorierne ‘homoseksuelle’ og ‘folk med AIDS’ får man et ganske godt mål for tolerance af folk med en særlig minoritetslivsstil.

Og her ligger overraskelserne. De fem mest tolerante lande blandt de 79 lande i de to undersøgelser er ikke overraskende Island (2,5%), Danmark (4,5%), Frankrig (4,8%), Sverige (5,3%) og Norge (5,5%). Overraskelsen ligger i, at nummer 7 er Uruguay, hvor 7,6% nævner de to kategorier. Mexico, Chile, Colombia og Trinidad ser også helt vesteuropæiske ud, når man ser på deres toleranceniveau. Gennemsnittet i hele samplet er 43,8 %, der ikke ønsker homoseksuelle som naboer – ganske tæt på det faktiske niveau i Letland og Kroatien. Bunden defineres af Armenien (84,8%) og Azerbaijan (94,4%) og Kaukasus ser generelt stærkt intolerant ud. Hvorfor nogle lande således ser mere tolerante ud end andre følger ikke altid helt simple mønstre. Derfor ser vi her på stedet frem til Berggren og Nilssons næste studier – og flere nye data fra WVS og andre.

Gary Becker, 1930-2014

Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2014. Skriv et svar

Gary Becker, professor i nationaløkonomi og sociologi ved University of Chicago, døde forleden dag efter længere tids sygdom. Becker fortjener at blive mindet, ikke mindst for det arbejde som han modtog Nobelprisen for i økonomi i 1992. Ikke blot økonomi, men også dele af sociologi og jura havde set anderledes ud uden ham.

Beckers PhD-afhandling handlede om diskrimination og viste sig – efter nogle år – at være et stort gennembrud i forståelsen af emnet. Afhandlingen brød med ideen om, at diskrimination var gavnlig for den diskriminerende. I stedet viste Becker, at hvis man diskriminerer mod sorte i et frit arbejdsmarked, bliver ens hvide arbejdskraft dyrere. Diskrimination er med andre ord en ekstra omkostning, medmindre politiske reguleringer beskytter den diskriminerende part.

Becker var også en pioner i introduktionen af uddannelse – human kapital – i nationaløkonomi. Ideen at ikke blot fysisk realkapital, men også folks viden og evner er produktiv var et paradigmeskift, ikke mindst fordi det betød at man også kunne investere bevidst i human kapital. På samme måde var hans syn på familiens økonomi – Becker så familien som et firma og ikke en enkelt enhed – centralt i forståelsen af arbejdsvalg, børneopdragelse og hvad der nogle gange kan se ud som mærkværdige valg mellem ægtefæller.

Sidst men ikke mindst var Becker en vigtig figur i udviklingen af den del af law and economics, der analyserer kriminalitet. Præcist som ethvert andet økonomisk valg, vurderer mange kriminelle gevinsterne i forhold til den forventede straf. Ser man kriminalitet, og ikke mindst berigelsesforbrydelser, i dette lys, er spørgsmålet ikke hvorfor der er så meget, men hvorfor der ikke er mere kriminalitet i mange vestlige lande.

Becker var kendt som en krævende, men åbensindet underviser, vejleder og kollega. Han skar igennem tågerne og gik direkte til pointen i enhver diskussion. Som flere har understreget, var Beckers arbejde hverken særligt teknisk eller analytisk sofistikeret, og konklusionerne var intuitive og næsten åbenlyse – når han først havde ført én til dem. Beckers geni var ofte, at han var den første til at se vejen til det indlysende. Det er ikke altid populært, men som Steven Levitt citerer ham for at sige: ”Så længe folk bruger energi på at angribe en, ved man at man gør noget rigtigt.”

Mange andre har skrevet om Becker de sidste dage: Otto Brøns-Petersen i Børsen, Peter Boettke på Coordination Problem, Steven Levitt på Freakonomics, Peter Lewin på Organizations and Markets, James Heckman i en hyldest i 2011, Russ Roberts på Cafe Hayek, Robert Hershey i NYT, og Justin Wolfers i The Upshot. Hvis man vil læse Becker selv, er hans Nobeltale et godt sted at starte.

Gary Becker er død

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2014. Skriv et svar

Greg Mankiw meddelte i går på sin blog at Gary Becker, professor i nationaløkonomi i Chicago og modtager af Nobelprisen i 1992, er død, 83 år gammel. Becker var en af de mest indflydelsesrige økonomer i anden halvdel af det tyvende århundrede og bl.a. central for en ny forståelse af f.eks. diskrimination og kriminalitet. Vi bringer mere om Becker de næste dage, men her er en god introduktion til hans arbejde.