Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Økonomisk og miljørigtig udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2014. 9 svar

En af de påstande, der i særlig grad kan bringe mit blod i kog, er den populære ide om, at ureguleret økonomisk udvikling er skadelig for miljøet. I en statisk verden er der helt korrekt negative eksternaliteter forbundet med forurenende adfærd (hvis der ikke findes en coasiansk løsning). Men i et dynamisk perspektiv er et simpelt, ureguleret profitmotiv et af de stærkeste argumenter for at reducere forurening og miljøbelastninger. Forurening er nemlig resultatet af dyrt ressourceforbrug. Og som Jean Tirole – årets Nobelprisvinder – har vist, kan reguleringer af monopoler og oligopoler faktisk være direkte skadelige i denne henseende, da de er ækvivalente med kvalitetsændringer.

Så ugens figur er nedenfor. Figuren illustrerer forskellige kommercielle flytypers brændstofforbrug, beregnet som liter jetfuel per fløjet kilometer (flyets maksimale radius ved maksimal vægt; data fra flyårbøger og producenter). X-aksen er det år, flytypen blev introduceret, mens y-aksen viser brændstofforbrug per 100 sæde-kilometer. De røde markører er sovjetisk/russiske fly, mens trekanter er mellemdistancefly og romber er langdistancefly. Udgangspunktet er, at i et benhårdt konkurrencemarked som flymarkedet – selvom det tydeligvis er et oligopol – er brændstofforbrug en vigtig konkurrenceparameter. Sammenligner man de første typer med de allernyeste, er brændstofforbruget faktisk næsten halveret de sidste 50 år. Konkurrence virker og ureguleret økonomisk udvikling har en tendens til at skabe miljøforbedringer.Fly fuel cons

Misinformation fra Information

Af Christian Bjørnskov, den 17. oktober 2014. 1 svar

Jeg har normalt respekt for Information. Modsat Politiken bringer avisen med jævne mellemrum fine kronikker og artikler med indhold, der strider mod dens venstreorienterede udgangspunkt. Men tidligere i dag gjorde en god kollega mig opmærksom på en artikel, der kun kan betegnes som misinformerende og decideret propagandistisk. Her er et par pluk fra avisen, der får stort set alt galt om moderne nationaløkonomi og hvad økonomer hævder.

Journalisten, der læner sig op ad en ny bog af den ’økonomiske kommentator’ Jeff Madrick (How Mainstream Economists have Damaged America and the World), påstår først om velfungerende markeder:

Men det krævede ifølge Smith fuld gennemsigtighed. Hver part skulle sidde inde med tilstrækkelige oplysninger til at træffe den korrekte beslutning. Ellers ville markedet ikke være i perfekt ligevægt. Det krav har imidlertid vist sig at være umuligt at opfylde i den virkelige verden.

Det udlægges som en kritik af moderne økonomi, men både Hayek, Friedman og i en eksperimentel sammenhæng Vernon Smith (alle Nobelprisvindere) har vist for længe siden, at markeder kan fungere glimrende med relativt lidt information. Sagen er, at markeder skaber information som ikke ellers ville have været offentligt tilgængelig.

Der går en direkte linje fra Smiths idé om ’den usynlige hånd’, der skaber en perfekt ligevægt på markederne, til modstanden mod at lade staten regulere den finansielle sektor. Finansøkonomer mente, at ’den usynlige hånd’ ville regulere finansmarkedet.

Her ignorerer Maddick og Information både al forskning i public choice og politisk økonomi de sidste 50 år, og er enten uvidende eller bevidst vildledende i sin karakteristik af amerikansk regulering. De finansielle markeder i USA var bestemt ikke uregulerede – meget tyder på at de var langt tættere regulerede end de danske – og både teori og empiri omkring regulatory capture peger på, at mange aktører i markeder er aktivt interesserede i reguleringer, der – som også årets Nobelprisvinder Jean Tirole har peget på – vil ofte forsøge at få reguleringer, der fungerer som ’entry barriers’ til netop deres marked.

Sidst, men ikke mindst, synes Maddick (og Information) at afsky Milton Friedman, som han krediterer for at have påstået, at der ikke eksisterer bobler i økonomien:

”En af de mest besynderlige ting er, at Friedman stadig har så stor indflydelse på økonomernes tænkning til trods for de mange skæbnesvangre fejltagelser,” siger Jeff Madrick.

”Hans store konkurrent i det 20. århundrede, den britiske økonom John Maynard Keynes, burde for længst være blevet rehabiliteret af mainstream-økonomer. Selv efter præsident Barack Obamas stimulus-pakke i 2009, der reddede tre mio. job og USA’s økonomi fra en længere recession, er Friedmans konservative ideer stadig mere udbredte end Keynes’. Det er ikke alene uforståeligt, det er utilgiveligt.”

Undskyld, men hvor er evidensen for at de amerikanske stimulanspakker har haft nogen anden virkning end at få folk til at forlade arbejdsmarkedet? Og handlede en god del af Friedmans bog med Anna Schwartz ikke om, hvordan the Fed havde bidraget til at skabe en boble sidst i 20erne? Information plejer at være både rimeligt velinformeret og informerende, men artiklen i dag er ikke engang Dagbladet Arbejderen eller de værste dage på Politiken værdig.

Årets Nobelpris i økonomi

Af Christian Bjørnskov, den 14. oktober 2014. Skriv et svar

I går blev det annonceret, at årets Nobelpris (helt formelt, Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde) gives til Jean Tirole fra Universitetet i Toulouse. Tiroles arbejde har handlet om, hvordan man håndterer firmaer med særlig markedsmagt – monopoler og oligopoler – men også, hvordan reguleringer bør se ud og hvilke faldgruber der er i forbindelse med at vælge reguleringer.

Hans arbejde sammen med Jean-Jacques Laffont fra sidst i 80erne viste for eksempel vigtigheden af asymmetrisk information. Skal man sætte prisreguleringer eller beskatning af den monopolgevinst, et firma der er alene i markedet kan få, må man nødvendigvis vide noget om firmaets omkostninger. Det er ikke offentligt tilgængelig viden, men skal afsløres af firmaet. Et af problemerne, Tirole pegede på, var at hvis et reguleret monopol gør som det bør gøre – agere som om der var konkurrence og forbedre dets produktivitet – falder omkostningerne. De regulerende myndigheder (læs: Politikerne) får dermed et stærkt incitament til at ændre reguleringerne ved, f.eks., at sænke prisloftet eller øge beskatningen. Hvis monopolfirmaet indser det, er incitamentet til at investere i produktivitetsfremmende ændringer forsvindende småt. Dårlige reguleringer kan dermed forstærke monopolproblemer. Det er finurligt tænkt og med store implikationer for, hvordan man håndterer markedsfejl. Man må heller ikke glemme, som flere har peget på, at hans lærebog fra 1988 om industriøkonomi bragte spilteori ind i tusinder af studerendes forståelse af emnet.

Mange har allerede skrevet om Tiroles pris. Nogle af de bedste er Tyler Cowen på Marginal Revolution, Alex Tabarrok samme sted om platformmarkeder, Justin Wolfers i New York Times, eller Nobelkomiteens eget sammendrag.

Saving Sudan, Starving Uganda

Af Christian Bjørnskov, den 8. oktober 2014. Skriv et svar

Forleden dag udkom Journal of African Development, et relativt mindre tidsskrift om udviklingsøkonomi. Grunden til at læse det, er en artikel af John Doces med titlen ”Saving Sudan, Starving Uganda: Aid, Growth and Externalities in Africa.” Doces bidrager i artiklen til ny viden om, hvilke bivirkninger ulandsbistand har (læs her).

Det nye i artiklen er, at Doces har overvejet, om alle virkninger af bistand til land A sker i landet selv, eller om der måske er spill-overs til nabolande. Baggrunden er en oplevelse i Uganda, hvor nabolandet Sudan begyndte at få markant mere bistand. Ugandiske priser begyndte at stige pga. efterspørgslen i nabolandet og fordi grænsen – som de fleste steder i Afrika – er ret porøs. Ulandsbistand til ét land udløste således et inflationært pres i et naboland.

Doces viser i artiklen, at der er tale om et mere generelt fænomen. Mens han som de fleste andre finder, at ulandsbistand til et land ikke gavner landets vækst, kan han konkret estimere en negativ effekt af øget bistand til ens nabolande. Med andre ord skaber ulandsbistand en negativ væksteksternalitet på nabolandene. Få hvis nogen havde overvejet det i forvejen.

Politiske forventninger og lykke

Af Christian Bjørnskov, den 5. oktober 2014. Skriv et svar

Jeg skal ved forårets konference i the Public Choice Society præsentere på en organiseret session om lykkeforskning fra en public choice-vinkel. I helt uvanlig stil er jeg færdig i god tid og har lagt papiret på SSRN. Skulle enkelte af vores læsere være interesserede hedder papiret foreløbig ”When Does Government Ideology Matter? Evidence from Subjective Well-Being in Europe”; abstractet er her:

This paper considers how lay theory and perceptions of issue ownership affect voters’ expectations of political and economic developments. These expectations are likely to mediate the effects on subjective well-being of specific developments. Estimates employing a panel of 29 European countries observed between 1975 and 2011 suggest that problems within an issue attributed to the ideological side of the incumbent government exerts much stronger well-being effects than when similar problems arise with ideologically opposite governments. The evidence suggests a ‘Nixon goes to China’ effect in well-being.

Take-home-budskabet er ret simpelt. Regner folk med at venstreorienterede regeringer enten er bedre til at bekæmpe arbejdsløshed eller prioriterer det højere, og højreorienterede regeringer er bedre til at sikre prisstabilitet, eller prioriterer det højere, kommer dårlig udvikling af den type forhold til at slå hårdere ud på lykken med den ’rigtige’ regering ved magten. Med andre ord er lav inflation forventet fra højre-regeringer og hvis man derefter får høj inflation, slår skuffelsen ud på lykken. Lignende forhold gælder høj arbejdsløshed under venstreorienterede regeringer. Papiret er derfor et første forsøg på at undersøge, hvor informerede de forventninger der påvirker folks lykke, faktisk er.

Nobelprisen i økonomi 2014 – hvem kunne det blive?

Af Christian Bjørnskov, den 29. september 2014. 9 svar

Nobelprisen i økonomi 2014 bliver annonceret om to uger, mandag den 13. oktober. Den traditionelle gætteleg er derfor gået i gang, og vi bidrager traditionen tro også her på stedet. For selvom gættene altid er skud ud i tågen, kan man jo godt prøve at skyde efter steder, hvor der er aktivitet at høre. Man kan også gætte ud fra hvordan bedømmelseskomiteen ser ud og hvad dens medlemmers interesser er. Komiteen er i år sammensat af Tore Ellingsen (formand), Mats Persson, Tomas Sjöström, Per Strömberg, Peter Gärdenfors og Torsten Persson (sekretær). Thomson Reuter er som de fleste år først ude med tre gode bud på, hvem der kunne være i spil i år:

Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring.

William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres fundamentale arbejde om iværksætteraktivitet. Litteraturen om entrepreneurship er på vej ind i mainstream-økonomi og fylder et ganske stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde.

Mark Granovetter (Stanford) er det tredje bud, primært for hans arbejde i økonomisk sociologi. Granovetters nok bedst kendte og mest indflydelsesrige arbejde er hans idé om værdien af ’weak ties’, dvs. løse netværk der tillader agenter adgang til meget forskelligartet information. Han har dog også arbejdet med forhold som normdannelse og tillid, der har haft impact i forskningen de senere år. At Gärdenfors er med på komiteen i år ses af nogen som en indikation på, at prisen godt kunne gå i den retning.

Udover Thomson Reuters bud, er der de næsten sædvanlige bud fra punditokraterne. Bortset fra Baumol, som vi har fremhævet flere i flere år, banker mit hjerte for:

Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer pegede fra sidst i 80erne på teoretiske grunde til at uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser.

Gordon Tullock (George Mason) og Anne Krueger (Johns Hopkins) for deres banebrydende analyse af rent-seeking. De senere års forståelse for særinteressers indflydelse på politik, korruption, lobbyisme og i visse tilfælde politisk afpresning ville ikke være sket uden Tullock og Kruegers fundament.

Dansk og svensk makroperformance

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2014. 5 svar

Jeg deltog i et bogseminar på Lunds Universitet i går i anledning af min ven Andreas Berghs nye bog. En af mine meget få anker over bogen – der handler om Sverige som kapitalistisk velfærdsstat og derfor om, hvordan det kan lade sig gøre at have en velfærdsstat i et rigt land – var, at man måske kunne have overvejet at lave lidt sammenligning mellem de nordiske velfærdsstater. Til præsentationen forberedte jeg figuren nedenfor. Tallene på y-aksen er dansk og svensk købekraft i procent af de andre nordeuropæiske landes. Kigger man på figuren, er der mindst tre ting, der springer i øjnene: 1) Sveriges store forbedring efter 1990ernes reformer (og er Sverige blevet en social massegrav pga. reformerne?); 2) Danmarks kontinuerte nedtur, med den tidlige Schlüter-periode som undtagelse; og 3) hvor meget rigere vi var end de fleste andre i 1930erne – før velfærdsstaten. Som man siger på engelsk: Food for thought.

DK SV sml udvikling

Den kapitalistiske velfærdsstat

Af Christian Bjørnskov, den 23. september 2014. Skriv et svar

Hvis nogen skulle være i nærheden af Lund i Skåne i morgen, afholder Nationalekonomiska Institutionen på Lunds universitet et bogseminar om en ny udgivelse. 16.30 i Alfa 1010 præsenterer Andreas Bergh sin nye bog Sweden and the Revival of the Capitalist Welfare State. Bogen er en opdateret og revideret udgave af den glimrende Den Kapitalistiska Velfärdsstaten, som forklarede hvordan de nordiske lande med umiddelbart socialistisk omfordelende stater alligevel kunne klare sig rimeligt godt. Den nye bog er aldeles glimrende og på flere måder bedre end den gamle, men som discussant skal jeg have noget at kritisere, men det er svært. Der er mere information hos forlaget her; bogen er stærkt anbefalet!

Hvordan går det med den europæiske korruption?

Af Christian Bjørnskov, den 20. september 2014. 3 svar

Man hører med jævne mellemrum påstande om, at korruptionen er eksploderet – især når folk er utilfredse med noget helt andet. En af de mest brugte definitioner er ”the abuse of public office for private gain” hvilket i de fleste tilfælde omfatter bestikkelse. Som vi har skrevet om før her på stedet, er der forsvindende lidt af det i Danmark, mens det er ganske almindeligt i andre lande. Men hvilke lande? Og passer folks forestillinger om, hvilke lande der er mest korrupte, stadig?

Figuren nedenunder viser udviklingen i korruption i fem europæiske regioner siden sidst i 90erne, baseret på Transparency Internationals korruptionsindeks. Jo højere indeksværdien er, jo mindre korruption har landet, og 100 er defineret som helt fri for problemer. Som man kan se af den sorte linje, er de nordiske lande de suverænt reneste i Europa. Den lille nedadgående trend er udelukkende drevet af Island, der faktisk har vist sig at have problemer. Nordvesteuropa har også været nogenlunde stabilt over perioden. Et af de få, der har et faldende indeks, er Storbritannien – udløst af afsløringerne fra mediernes bestikkelse af bl.a. politi.

Korruption Europa 99 13

Den gode nyhed er, at det går fremad i både Sydeuropa og de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa. Den bedste nyhed er dog, at vores nærmeste naboer med en kommunistisk fortid meget hurtigt er ved at blive af med deres værste korruptionsproblemer. Polen, der for 15 år siden lå på græsk niveau, har i dag problemer i samme omfang som Spanien og Portugal – dvs. ikke perfekt, men dog en stor forbedring. Estland, som ofte er ’det hemmelige nordiske land’, er endda rykket fra en placering midt i feltet til cirka østrigsk eller fransk niveau.

Og hvad så, kunne man måske spørge. Svaret er, at det er vigtig information for mange erhvervsinteresser, som måske stadig hænger fast i forestillingen om Østeuropa. De nordlige postkommunistiske lande er ikke længere ’Østeuropa’ som vi forestiller os. De er på flere måder ved at blive Nordeuropa, som de var en gang.

Danmarks langsigtsproblem

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2014. 2 svar

Forleden diskuterede vi Danmarks rent umiddelbare økonomiske problemer. Vi understregede også, at Danmark har et langsigtet problem, som man overser i dansk politik. Vi vokser ganske enkelt langsommere end vores nabolande. I starten af 1960erne var danskerne i gennemsnit ti procent rigere end vores naboer. I dag er vi fem procent fattigere, og denne udvikling synes at have taget ekstra fart i de senere år. Den er blot så tilpas langsom, at den ikke rigtigt betyder noget i det kortsigtede miljø, som dansk politik er.

Dagens figur er derfor udviklingen i produktivitet de sidste 30 år, målt via OECDs multifaktor produktivitetsmål per indbygger. Den fulde, sort linje er USA’s udvikling i produktivitet siden 1985. Den prikkede linje viser gennemsnittet af vores geografiske nabolande, hvor man ganske tydeligt kan se krisen i de seneste år. Og den røde linje er Danmark. De sidste 30 år er produktiviteten steget 1,4 % per år i Danmark og 1,7 % i vores naboer og USA. Siden 1995 har den danske produktivitetsvækst vore 0,9 % i gennemsnit, mens den har været 1,5 % hos vores naboer og 1,8 % i USA. Med andre ord er Danmark trendvækst i produktivitet på langt sigt ganske enkelt lavere end de nabolande, som vi ellers deler teknologi, international regulering og konjunkturer med. Problemet er langsigtet, stort og eksklusivt dansk.

DK prod udvikl 85 13

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2014. 1 svar

Femte nummer i år af det fine, svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt er nu på gaden. Som altid er der interessante artikler om forskellige emner. I dette nummer er der således en kortlægning af fremragende økonomiforskning i Sverige, en artikel om det anspændte forhold mellem økonomen Bertil Ohlin og Dag Hammarskjöld, der senere blev FN’s generalsekretær, og et perspektiv på den svenske boligpolitik. Sidstnævnte ligner på mange måder den danske og diskussionen burde derfor også være af interesse for folk her i landet. For mit vedkommende er Berger og Enflos artikel om infrastrukturpolitik og regional udvikling dog højdepunktet, men som altid er Ekonomisk Debatt, der redigeres så glimrende af Niclas Berggren og Therese Nilsson, relevant og spændende. Absolut anbefalet!

1,4 procent?

Af Christian Bjørnskov, den 31. august 2014. 22 svar

Den forgangne uge i dansk politik har budt på både drama og morskab. Morskaben, i det mindste hvis man er økonom, kom i form af regeringens forventning til dansk økonomi. Man valgte, da man tirsdag fremlagde redegørelsen og finanslovsudspillet, at fastholde en officiel forventning om 1,4 procents vækst i 2014 og cirka 2 procent i 2015. Uanset de politiske og faglige forskelle på danske nationaløkonomer, talte vi alle med én stemme: Det er helt usandsynligt, at Danmark når 1,4 procent i år. Min egen vurdering, som DR bragte, er at regeringen skal være endda meget heldig, hvis vi når den ene procent.

Danmarks Statistik bragte mere morskab senere på ugen, da kvartalstallene for foråret 2014 blev offentliggjorte. Dansk økonomi skrumpede 0,3 procent i andet kvartal i forhold til samme kvartal i 2013, med et helt uændret privatforbrug, men en markant forringelse af handelsbalancen. Betalingsbalancetallene reflekterer, at to af vores tre største eksportmarkeder – Tyskland og Sverige – er gået i recession og at flere andre centrale markeder heller ikke har det for godt.

Regeringen har således tre problemer. Problem nummer et er, at finanslovsudspillet går til den absolutte grænse hvad angår både EU’s regler og den danske budgetlov. Medmindre man ignorere loven og de europæiske regler, er der ikke noget at give af – man kan ikke udvide det samlede budget. Når man samtidig ved, at regeringen sigter efter en finanslov med rød blok, er det svært at se hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Problem nummer to er, at dansk økonomi, og i særdeleshed de private investeringer, er næsten totalt stagneret. Som man kan se på figuren nedenfor, der viser privat forbrug, offentligt forbrug og investeringerne (i faste priser, indekseret til 1 i første kvartal 2000, hvor der var økonomisk nedtur), er investeringerne faldet dramatisk gennem krisen og de har ikke rettet sig op. Med det samme investeringsniveau som sidst i 1990erne, hvordan forventer regeringen så at dansk økonomi pludseligt skal begynde at vokse kraftigt igen? Problemet reflekterer, at selvom forbrugertilliden synes at have rettet sig op, er det private erhvervsliv stadig skeptisk over den fremtidige udvikling. Man sætter under alle omstændigheder ikke mange større investeringer i gang, medmindre man fornemmer en vis sikkerhed for, at der ikke kommer nye politisk hovsaløsninger og reguleringer.

DK kvartalsudvikling

Det tredje problem er det, ingen taler om. At komme ud af krisen betyder, at man vender tilbage til trendvækst – den vækst, man har i almindelige år. Problemet, som ingen på Christiansborg synes at erkende, er at dansk trendvækst er langsommere end vores nabolandes! Uanset at vi kommer ud af krisen, er Danmark stadig langsomt, men sikkert, på vej ned ad ranglisten. Vi har et langsigtet vækstproblem som er ved at bringe os ud af Top 20 i verden. Ifølge de seneste opgørelser fra CIA (i the World Factbook) er tyskerne nu 4 % rigere end os og svenskere og islændinge – på trods af deres økonomiske kollaps i 2007-8 – er 7 % rigere end os. Hvad med om man tog det problem alvorligt i stedet for de evindelige, kortsigtede lappeløsninger der kun giver mening i det, der i Folketinget hedder ’den politiske virkelighed’?

Mere om Piketty

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2014. 4 svar

I foråret udkom Thomas Pikettys bog Capital in the 21st Century til stor jubel på venstrefløjen og større skepsis på højrefløjen. Mens den danske debat (heldigvis) er stort set ovre, kører den stadig i vores nabolande. Hvis nogle af vores læsere har misset den, havde Dagens Nyheter i dag en leder om ham med overskriften Sloknad Stjärnglans. DN opsummerer den svenske nationaløkonom Per Krusells kritik af Pikettys storslåede teori om kapitaludvikling og en kapitalismens lov med ordene: ”Krusells slutsats? Det som många först såg som revolutionerande rön stämmer, vid en närmare granskning, inte med verkligheten.”

I Norge kører debatten også, hvilket var grunden til at Jesper Roine (Handelshøjskolen i Stockholm og jeg tog turen til Oslo onsdag aften. Tænketanken Civita havde arrangeret debatmøde torsdag morgen med os og den norske økonom og historiker Einar Lie (Universitetet i Oslo). Hele det fine arrangement blev streamet og kan ses her. Vi var også i Dagsnytt 18 – lidt en slags norsk Deadline med flere emner og mere civiliseret debat, som kan ses her.

Det interessante, set fra mit perspektiv, er to forhold. For det første er det tankevækkende, hvordan en mere end 600 sider lang bog med bestsellerstatus helt kan undgå at inddrage de sidste 40 års indsigter i vigtigheden af institutioner og civilsamfund. Disse forskelle, der er afgørende for langsigtet udvikling, ignoreres fuldstændigt. For det andet er det ganske morsomt at se, hvordan debatten i Danmark aldrig kom ret langt. Danskerne er åbenbart ikke så optagede af økonomiske forskelle som svenskere og nordmænd, der har langt stærkere kollektivistiske politiske traditioner. Uanset debatten er sjov at deltage i, tager jeg det som et sundhedstegn.

Tager folk ansvar for egne børn?

Af Christian Bjørnskov, den 23. august 2014. 7 svar

Politiken bragte i dag en historie om, at en tredjedel af de danske forældre har sendt et barn i skole eller daginstitution, selvom barnet var sygt. Dorte Bo Danbjørg, formand for Forældres Landsforening, udtaler til avisen at ”Vi trænger til, at der bliver skabt bedre vilkår for børnefamilier i Danmark. At forældre enten sender deres syge børn af sted eller selv pjækker fra arbejde bekræfter, at der er store udfordringer i at skulle passe sit arbejde og have syge børn en gang imellem.” En professor fra RUC bekræfter, at ” det er svært at få arbejdsliv og familieliv til at gå op i en højere enhed.” Medierne her til morgen har været fulde af historien og politikere, der mener at staten bør gøre mere.

Men lad mig udfordre automatreaktionerne om, at samfundet da sørme må gøre mere og at det er et stort problem for de stakkels forældre. Man kan nemlig også vende historien om: Hvis en tredjedel af forældrene til børn i daginstitutioner eller skoler har valgt at sende syge børn i skole/institution – det er nemlig et valg – er det en konkret afvejning fra forældrenes side. Er deres børn virkelig ikke vigtigere for dem end at de bare skiber de syge kræ afsted i stedet for at tage en fridag eller måske endda betale for at blive hjemme hos barnet? Med andre ord, mener folk at deres børn er blevet så meget samfundet og andres ansvar og ikke deres eget, at de kræver at vi andre betaler for at de kan blive hjemme, når deres egne børn er syge? Hvornår er folks børn holdt op med at være deres eget ansvar?

Demokratier mod alle odds

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2014. 7 svar

Når man har start et nyt projekt og begynder at samle data og anden information, dukker der ofte ideer op, man ikke havde forudset. Sådan er det også med mit nye projekt med Martin Rode om politiske regimer og regimetransitioner, hvoraf en del om monarki er sammen med den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard.

 

En af de små ting er – som det er almindeligt kendt – at der er en stærk spatial korrelation i demokrati. Sagt med andre ord: Jo flere af ens nabolande, der er demokratiske, jo større bliver chancerne for, at ens eget land også bliver det. Bruger man Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, der blot angiver om et land har frie og fair valg eller ej, kan man således også se, hvilke lande der er stabilt demokratiske på trods af deres nabolande.

Overraskelsen er, hvor få der er af den type. I de senere år (00’erne) har der kun været syv lande, der er stabile demokratier og omgivet af udelukkende ikke-demokratiske lande. I alfabetisk rækkefølge er de Botswana (der er stabilt demokratisk siden 1966), Ghana (siden 1993), Jamaica (siden 1950), Kenya (siden 1998), Malawi (siden 1994), Mongoliet (siden 1990) og Sao Tomé og Principe (siden 1991).

Spørgsmålet er, hvorfor netop disse lande synes at kunne opretholde rimeligt velfungerende demokratiske institutioner, når deres naboer ikke kan. Det har vi ikke noget svar på, men opfordrer læserne til at overveje, hvad der kunne være særligt ved netop disse lande.

Enhjørninge-governance

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2014. Skriv et svar

Hvis man som liberal diskuterer statens rolle med ikke-liberale folk, løber man ofte panden mod en mur. Mike Munger (Duke) publicerede forleden nogle overvejelser over problemet i The Freeman under titlen ”Unicorn Governance.” Hans simple, men ofte oversete pointe er, at mens de fleste sagtens kan se problemerne – i Danmark for eksempel at Skat de facto har næsten ubegrænsede midler til rådighed – er løsningen for de fleste, at Staten da må gøre mere. Antager mange ikke ofte implicit, at Staten er løsningen på problemer, Staten skaber? Mungers hovedpointe er her; resten er også stærkt anbefalet!

When I am discussing the State with my colleagues at Duke, it’s not long before I realize that, for them, almost without exception, the State is a unicorn. I come from the Public Choice tradition, which tends to emphasize consequentialist arguments more than natural rights, and so the distinction is particularly important for me. My friends generally dislike politicians, find democracy messy and distasteful, and object to the brutality and coercive excesses of foreign wars, the war on drugs, and the spying of the NSA.

But their solution is, without exception, to expand the power of “the State.” That seems literally insane to me—a non sequitur of such monstrous proportions that I had trouble taking it seriously.

Hvor slemt står det til i Italien (2)?

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2014. 4 svar

Forleden, efter at vi havde blogget om italiensk produktivitet, postede Justin Wolfers en bid ekstra information på New York Times (Hattip: Nonicoc / Niclas Berggren). Wolfers’ pointe er, at Italien har ramt noget så sjældent som en triple-dip recession. Figuren i artiklen dokumenterer på den mest pædagogiske måde problemet. De fleste frygter en såkaldt double-dip recession, hvor en recession ser ud til at være ovre, og en ny derefter rammer. I Italien er det altså sket to gange i træk. Den globale finanskrise i 2008 ramte også Italien, hvorefter krisen i eurozonen i 2011 ramte. De sidste to kvartaler er BNP igen faldet, og Italien er altså teknisk i recession igen.

Wolfers noterer sig, at output nu er ni procent under niveauet i 2007 og endda mindre end hvad det var i midten af 2000. Som vi viste forleden dag har Italiens produktivitet ikke blot været stagnerende, men er decideret faldet. Hele ekspansionen 2000-2007 må derfor i det store og hele være drevet af stigende faktorinput – mere kapital, flere ansatte – når de ansatte tydeligvis ikke fik mere ud af hver arbejdstime.

Økonomisk kan man pege på en række årsager – og det kommer vi til at gøre næste uge – men politisk er det store problem måske at overbevise italienerne, at de ikke længere hører til i de rigeste landes klub. Taler man med dem, nævner de ofte deres gloriøse fortid, og ikke mindst det gamle Rom. Når man på den måde lever i fortiden, er det måske svært at se nutidens mangler.

Hvor slemt står det til i Italien (1)?

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2014. 2 svar

En god ven, der er gift med en pige fra Palermo, har jævnligt diskussioner med sin svigerfar om, hvor godt eller skidt det går i Italien. Et gennemgående tema i de diskussioner synes at være en uvilje mod at indse, at økonomisk udvikling i sidste ende handler om produktivitet, og ikke om Tysklands finanspolitik eller løntryk. Jeg har selv oplevet holdningen hos mange sydeuropæere, at det er Tysklands ’skyld’ at de fortsat har krise. Ideen, som også en ellers begavet dansk statskundskabslektor har luftet, er at den tyske konkurrenceevne presser sydeuropæiske eksportsektorer. Men som man ved, hvis man har hørt efter i andet års økonomiundervisning, kan det kun være et midlertidigt, kortsigtet fænomen og altså ikke en persistent forklaring på en hel regions elendige status.

Problemet er produktivitet – hvor meget værdi man får ud af de tilstedeværende ressourcer. Figuren nedenfor, baseret på OECD-tal, viser udviklingen i en grov indikator for arbejdsproduktivitet: BNP per arbejdstime (i 2005 PPP-dollars). Italiens produktivitet har tydeligvis haltet bagefter siden sidst i 1970erne og har praktisk taget stået stille siden sidst i 1990erne. Det er samme periode, hvor dansk produktivitet er bremset ned, men slet ikke i samme stil som Italiens, der pt. kun er 75 % af Tysklands. At folk med så skidt produktivitet regner med, at de skal være lige så rige som i Nordeuropa, er ikke andet end urimelig ønsketænkning.

Produktivitet ITA GRE GER DK

 

Hvordan klarer Østeuropa sig?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juli 2014. 7 svar

Børsen bragte i går den sidste af mine regulære juliklummer (abonnementsversion her). Spørgsmålet i klummen var, hvordan det egentlig går i Østeuropa? Baggrunde for spørgsmålet er, at både øst og vest blev ramt af finans- og gældskriserne, men kun de gamle EU-medlemmer i vest kunne regne med nogen form for støtte. Østeuropa var tvunget til at rydde op selv, og gjorde det på den måde, som Paul Krugman og andre på venstrefløjen har advaret imod i årevis: Ved at skære ned. Krugman påstod for to år siden, at nedskæringerne havde ødelagt Estlands økonomi, hvilket udløste et meget offentligt skænderi med den estiske præsident Toomas Hendrik Ilves (opsummeret her). Krugman endte med et ligne en nar, men hvordan er det gået efter det?

Pointen med min klumme er, at den ’gammeldags’, konservative approach til krisen så tydeligt har betalt sig. Uden nogen udsigt til hjælp kan der ikke være moral hazard-problemer og politisk fifleri. Resultatet har været klart, som jeg skriver i Børsen:

De seneste tre år har Østeuropa haft en gennemsnitlig vækstrate på 1,7 pct., mens den tilsvarende rate for Vesteuropa var 0,4 pct.

Selv uden Grækenland og Cypern, der er de facto bankerot, voksede de vestlige økonomer et procentpoint langsommere end Østeuropa. Kun Tyskland og Storbritannien følger med, og ingen er tæt på at matche de baltiske landes årlige vækst på 4-5 pct.

Figuren nedenfor viser basalt set det samme billede. Så hvem vil man helst emulere: Eurozonens politiske ’fix’ eller Østeuropas ansvarlighed?

 

 

Pjækker politikere når de har outside options?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juli 2014. Skriv et svar

Politikere har ofte mange muligheder for at tjene ekstra penge. Enkelte af dem har stadig en forretning, for eksempel et landbrug, de får betaling for at holde taler og give præsentationer, og bestyrelsesarbejde er også tit betalt. Men når de får disse outside options, gør de da deres folkelige ’pligt’ i Folketinget? Det ved vi ikke, men en ny artikel om samme spørgsmål i den tyske Bundestag kan give indikationer.

Artiklen, der kommer i European Journal of Political Economy og er forfattet af Felix Arnold (FU Berlin og DIW), Björn Kauder (IFO, München) og Niklas Potrafke (IFO og LMU), bygger på at tyske parlamentarikere siden 2007 har været forpligtet til at indberette og offentliggøre alle deres ikke-parlamentariske indtægter. De tre tyske økonomer ser derfor på det tyske parlament i perioden 2009-2013, hvor de ikke blot har mulighed for at undersøge, hvor ofte politikere er væk fra parlamentet, men også hvor ofte de holder taler, kommenterer og sætter ’gruppeinitiativer’ i gang.

Arnold, Kauder og Potrafke finder, at tyske politikere faktisk ikke pjækker mere når de bliver bedre betalt for andre aktiviteter; de holder heller ikke flere taler. Dette ikke-resultat er måske ikke overraskende, da det faktisk kan koste tyske MPer op til 100 euro at blive væk fra en enkelt session. Forfatterne noterer også, at i modsætning til Italien hvor man har evidens for politisk pjæk, er der væsentligt stærkere partidisciplin i Tyskland.

Men bekymringerne er ikke forduftet, for det tyske team finder evidens for, at anden aktivitet faktisk falder, jo mere politikerne bliver betalt for ikke-parlamentariske aktiviteter. Nok møder politikerne op til Bundestag-samlinger, uanset hvad de får for andre ting, og de gør deres partipligt ved at holde taler, men derudover bliver de væsentligt mindre aktive. Hvad de så bruger deres tid i parlamentet på, forbliver et åbent spørgsmål. Ser man på Folketinget, kan man undre sig lige så meget.