Af Otto Brøns-Petersen, den 5. november 2024. 1 svar
I disse dage er det 40 år siden, jeg besøgte USA første gang. Også dengang var der præsidentvalg, og det var faktisk i anledning af valget, at jeg var blevet inviteret over (af the US Youth Council).
Valget var på alle måder anderledes end det igangværende valg. Der var ingen som helst tvivl om udfaldet. Ronald Reagan stod til en knusende sejr, og spændingen gik mest på, om han ville få flertal i samtlige 50 stater. Modkandidaten Walther Mondale endte dog med lige at slæbe et flertal sammen i sin hjemstat Minnesota, mens ellers tog ”the Gipper” resten.
Af Otto Brøns-Petersen, den 15. august 2024. Skriv et svar
De offentlige udgifter kan påvirke den økonomiske vækst, sådan som Christian allerede har været inde på her i sommerserien. Det samme gælder den offentlige finansieringsside – både beskatning og offentlig låntagning.
Det er ikke længere kun den traditionelle venstrefløj, som dyrker kollektivisme. Der er også eksempler på selverklærede nationalkonservative, som gør det. Patrick Deneen’s bog om ”Why liberalism failed” udpeger de liberales angivelige dyrkelse af individualisme som årsagen til, at deres projekt angiveligt er slået helt fejl. Det giver genlyd hos nogle af hans danske dyrkere. F.eks. skriver Morten Messerschmidt og Mitchel Oliver Vestergaard: ”Den liberale ideologi legitimerer det meningsløse liv, og med meningsløshed kommer mistrivsel.”
Men er det rigtigt, at en kultur præget af individualistiske værdier er mindre succesfuld? Skaber den mistrivsel, manglende livstilfredshed og dårligere levestandard? I dag vil jeg se på, hvad empirien egentlig siger, hvis vi prøver at måle det kvantitativt.
Det mest anvendte mål for individualisme er en skala skabt af Gert Hofstede. Han sammenlignede kulturen i forskellige lande baseret på svar på en række spørgsmål stillet deltagere i undersøgelsen. En af dimensionerne er netop individualisme-kollektivisme. Topscoreren i det anvendte datasæt er Australien. Også Danmark ligger højt på individualisme-scoren sammen med lande som Holland og de angelsaksiske lande. I den modsatte ende ligger lande som Venezuela, Singapore, Guatemala og Portugal. Der findes Hofstede-scorer for i alt 58 lande. Det er opgjort i 2015, men fordi der er tale om en kulturel variabel, er den relativt stabilt over tid. 100 er maksimum på skalaen.
Der eksisterer også – som vi tilbagevendende skriver om på Punditokraterne – et mål for, hvor tilfredse mennesker rapporterer at være med livet. Det er genstanden for såkaldte lykkestudier. Her rapporterer respondenterne deres selvopfattede livstilfredshed på en skala fra 0 til 10. Som med individualisme findes der nationale gennemsnit. Data stammer fra World Happiness Report 2024.
Vi kan altså se på, om lande med mere individualistiske værdier også har mindre livstilfredshed, sådan som den nationalkonservative tese skulle tilsige.
Der kan dog også være andre forhold, som påvirker livstilfredsheden, og som derfor kan være værd at inddrage. En meget velkendt sammenhæng er mellem gennemsnitsindkomst og livstilfredshed. Jo større gennemsnitsindkomst, desto mere livstilfredshed. Derfor forsøger vi også at tage gennemsnitsindkomsten med som forklarende variabel, udover individualisme-scoren.
En tredje forklarende variabel, som typisk hænger sammen med livstilfredsheden, er, om et land har været kommunistisk. Mennesker rapporterer typisk lavere livstilfredshed i lande, der har været eller stadig er under kommunistisk styre. Derfor inkluderer vi en såkaldt dummyvariabel for, om et land har været det (det får værdien 1, hvis ja, ellers nul).
Inden vi ser på, hvor meget henholdsvis individualisme, indkomst og kommunisme-dummyen kan forklare af variationen i den gennemsnitlige livstilfredshed, skal vi være opmærksom på et potentielt problem, nemlig om de tre forklarende variable kan være korreleret. I så fald kan det give problemer med deres indbyrdes forklaringskraft (kaldet multikollinearitet). Og her har vi faktisk et potentielt problem, fordi individualistiske kulturer viser sig at have en højere indkomst (korrelationskoefficienten er 0,67). Det giver os ganske vist et problem med at skille forklaringskraften for de to variable helt ad, men til gengæld viser det også, at individualisme kan påvirke livstilfredsheden ad flere kanaler. Dels kan individualisme have en direkte virkning, dels via at gøre folk rigere og derigennem mere lykkelige. Man kunne f.eks. forestille sig et trade-off, sådan at individualisme på den ene side gjorde folk lykkeligere ved at gøre dem rigere, men mindre lykkelige ved at undergrave sammenhængskraft osv.
De centrale resultater fra vores regression ses af nedenstående tabel.
Tabellen viser, at der er ikke noget sådan trade-off i tallene. Tværtimod er fortegnet positivt for både effekten af individualisme og af indkomst positiv på selvrapporteret lykke. Det kan fortolkes på den måde, at individualisme virker både direkte og indirekte til at gøre folk mere lykkeligere.
Hvis vi ser på kommunist-dummyen, er der ikke den samme korrelation med de to andre forklarende variable, men til gengæld er effekten meget signifikant negativ. Og hvad siger det så? Ja, for det første at den negative effekt af kollektivisme på lykke ikke kun er drevet af de fiaskoprægede kommunistiske regimer. For det andet kan man vel tillade sig at betragte kommunistiske værdier som (et af flere) udtryk for kollektivisme i sig selv. Men det er altså ikke kun kommunist-kollektivisme, som gør folk mindre lykkelige.
Det skal naturligvis understreges, at vores undersøgelse ikke tillader en streng kausal fortolkning. Vi kan se en klar korrelation – direkte og indirekte – mellem individualisme og lykke, men ikke nødvendigvis, hvad der fører til hvad. Det er altså i teorien muligt, at lykkelige og velhavende mennesker bliver mere individualistiske i stedet for den anden vej rundt.
Det er et generelt problem ved at bruge kulturelle variable, som ikke ændrer sig så meget over tid. Hvis vi kunne identificere et chok til værdierne, kunne man designe et mere kausalt studie. Men korrelationen er meget tydelig og ikke let at få til at passe med det nationalkonservative og venstreorienterede postulat om, at individualisme fører til mistrivsel og andre sociale patologier.
I figurerne har jeg plottet den direkte sammenhæng mellem lykke og henholdsvis individualisme og indkomstniveau. I den lille tabel afrapporterer som sagt den samlede statistiske analyse.
Sammenfattende er der altså ikke tegn på, at individualisme har negative konsekvenser – eller i hvert fald ikke på, at de eventuelle negative konsekvenser overdøver de positive. Jeg synes, der er for mange eksempler på, at nationalkonservative debattører blot postulerer en sammenhæng uden at dokumentere eller sandsynliggøre den. Empirien tyder, som vi har set, tværtimod på den modsatte sammenhæng, når det gælder individualisme og mistrivsel.
Men hvorfor kan det så virke så dragende at udpege individualisme grundlæggende årsag til angivelige problemer med mistrivsel og dårlig sammenhængskraft? Det vil jeg tage op i et senere indlæg.
Af Otto Brøns-Petersen, den 6. juni 2024. Skriv et svar
Det er begyndt at gå op for politikerne, at EU er tynget af problemer med bl.a. lav økonomisk vækst. Macron har talt om, at truslen endda kan være eksistentiel på lang sigt.
Det er godt, fordi der er et reelt problem med lav vækst, og fordi velstand er nøglen til bl.a. Europas sikkerhed.
Men hvor der kan være meget rigtigt i diagnosen, er der grund til at advare mod nogle af de politiske ”løsningsforslag”. De risikerer at gøre problemerne større, ikke mindre.
Af Otto Brøns-Petersen, den 22. maj 2024. Skriv et svar
CEPOS har samlet en perlerække af økonomer, jurister og statskundskabere til en konference om, hvad vi kan lære af den politiske håndtering af pandemien.
Den finder sted på mandag eftermiddag, og der er stadig åbent for tilmelding. Det kan ske her.
Det glæder jeg mig meget til.
Som vores trofaste læsere ved, var det et emne, som optog flere af os her på bloggen, da pandemien ramte. Der var utrolig meget på spil – både mulige konsekvenser af pandemien og ved håndteringen af den. Det skrev vi om, i takt med at vi blev klogere.
Ingen af os er epidemiologer eller virologer, og vi ved meget lidt om den naturvidenskabelige side af en pandemi. Her var det vigtigt at lægge naturvidenskaben til grund. Men den rigtige politiske respons er nok så meget et spørgsmål om økonomi, jura og politologi. Og derfor et vigtigt spørgsmål for samfundsvidenskaberne.
Der har været meget fokus på især minkskandalen og placeringen af ansvaret for den. Og det er også vigtigt. Men det er endnu vigtigere, at vi opsamler erfaringerne fra epidemien til næste gang en krise rammer – ikke for at placere ansvar, men undgå at gentage fejl og kunne besvare krisen bedst muligt.
Så diskuterer vi topskat igen. Anledningen er, at Liberal Alliance og De Konservative har sendt signaler (som det hedder) om, at de ikke prioriterer en afskaffelse af topskatten i en kommende valgperiode. Begge partier fastholder dog indtil videre deres langsigtede økonomiske planer, hvor topskatten afskaffes.
Af Otto Brøns-Petersen, den 21. marts 2024. 1 svar
Berlingske Tidende kører hårdt på mod landbruget for tiden. I sidste uge var der fokus på, at landbruget betaler lavere jordskatter end andre. Landbrugsjorden vurderes lavere og betaler en lavere sats, og samtidig bliver grunden under stuehuse beskattet som produktionsjord og ikke som andre parcelhusgrunde.
Der er to pointer, man skal være opmærksom på i forbindelse med subsidier især til landbruget. De hænger begge sammen med, at subsidier – herunder også skattemæssig særbehandling – kapitaliseres i jordværdierne. Det har en helt afgørende betydning for, hvordan subsidier virker, og hvem der får glæde af dem.
Hvad er de vigtigste spørgsmål om klimaprissætning i landbruget, og hvor godt hjælper Svarer-gruppens rapport til at besvare dem? Det har jeg skrevet om i JP Finans.
Af Otto Brøns-Petersen, den 26. februar 2024. Skriv et svar
Jeg vil tillade mig den påstand, at størstedelen af dagens “praktiske politiske problemer” kan føres tilbage to systemiske kerneproblemer ved velfærdsstaten. Det gælder ikke kun dem på regeringens dagsorden. Alex Vanopslaghs bog “Vejen til ansvar” eksempelvis fokuserer ligeledes på aktuelle temaer, som flyder fra navnlig det første grundproblem.
I sidste uge skrev jeg en klumme om de to problemer i Børsen. I skal ikke snydes. Så her er den til ære for Punditokratiets læsere:
Af Otto Brøns-Petersen, den 25. februar 2024. Skriv et svar
I denne uge kom omsider den længe ventede rapport fra Svarer-gruppen om grøn skattereform i landbruget. Første delrapport om industrien mv. er allerede omsat i en politisk aftale. Nu venter en langt vanskeligere en om landbruget.
Jeg skal nok vende tilbage med en nærmere analyse, men her er nogle links til min umiddelbare vurdering.
Vi drøfter rapporten i CEPOS’ ugentlige podcast “Bag om nyhederne”. Se med her:
Af Otto Brøns-Petersen, den 11. februar 2024. Skriv et svar
Peter Loft har skrevet en roman. Den er værd at læse alene som humoristisk historie, men selvfølgelig især hvis man er interesseret i politik og politiske skandaler. For det er det, den handler om. Selv om bogen sælges som en krimi, skal man ikke læse den, hvis man er ude efter mordgåder, detektiver og den slags. Der er ganske vist formentlig nogle alvorlige overtrædelser af forvaltningsloven, men de kræver vist et trænet øje at opdage og fylder ikke noget som kriminalhistorier.
Jeg skal skynde mig at advare om to ting. Den ene er, at jeg om lidt kommer til at løfte sløret for noget af plottet. Så hvis du gerne vil læse bogen uden at kende for meget af handlingen på forhånd, så gem resten af dette blogindlæg, til du har læst den. Men det ødelægger ikke bogen at kende plottet først. Den anden er, at Peter og jeg er gamle kolleger – netop i centraladministrationen hvor handlingen foregår. Der er dog ikke meget overlap fra vores fælles baggrund til hans historie. Tror jeg. Men så er det deklareret.
Personerne, ministeriet og skandalen i historien er generiske. Det er ikke svært at se, hvor dele af inspirationen til personerne kommer fra, men de er stykket sammen af flere forskellige. Nogle af dem er alment kendte, andre kun af nogle få af os. Substansen i skandalen er heller ikke vigtig eller foldet særlig meget ud. Formålet ser ud til at være at beskrive de motiver og tilskyndelser, der driver aktørerne, og dynamikken mellem dem.
Peter er desværre ikke selv ubekendt med politiske skandaler. Han blev som bekendt afskediget som departementschef i Skatteministeriet i 2012, efter den såkaldte ”Thorning skattesag” om statsministerens mands skatteforhold. Det skete ikke med direkte henvisning til sagen, men få var i tvivl om sammenhængen. Han blev senere ved en undersøgelseskommission frikendt for de meget alvorlige anklager om magtmisbrug, der hang i luften, men fik en mindre kritik for mangelfuld betjening af ombudsmanden i en udløber af sagen.
Romanen handler ikke om Peters egen sag. Men han trækker naturligvis på sine erfaringer fra den og fra sin lange embedsmandskarriere. Og hans følelsesmæssige oplevelser med at være i offentlighedens søgelys som hovedperson i en skandale har givetvis også været kildemateriale. I øvrigt har han skrevet en non-fiktionsbog, ”Efter stormen”, om både Thorningsagen og sit syn på centraladministrationens udvikling. Den kan man jo konsultere, hvis man vil blive klogere i den henseende.
Desværre har der været mange skandaler, ikke mindst i de senere år. Minkskandalen, PET-sagerne og Hjortsagen hæver sig til niveauer, hvor fiktionen slet ikke kan være med. Og da slet ikke i Peter Lofts roman.
Men det mest sandsynlige er, at hans bog er et bud på, hvorfor Skatteministeriet har været så hårdt ramt af sager de sidste ti år. Den mest genkendelige, helstøbte person i galleriet er formentlig også hans afløser som departementschef, der har resideret over disse skandaler. Men når det drejer sig om selve indholdet, er den fiktive skandale fortsat langt mindre alvorlig end sagerne med udbyttesvindel, sammenbruddet i den offentlige inddrivelse, det nye vurderingssystem og den vedvarende uorden i regnskaberne.
Det er værd at notere, at disse sager er opstået, efter at Peter forlod Slotsholmen (og i øvrigt også efter, at jeg selv gjorde). Han har ikke noget førstehåndskendskab. Og bogen forekommer samtidig at være en generel kommentar til andre af tidens tegn, ikke mindst overfladiskheden i politik og pressens måde at forvalte den fjerde statsmagt på.
Plottet i historien er, hvordan en minister, bistået af sin departementschef – trods advarsler fra ministeriets eksperter – gennemtvinger en kritisabel og uadministrerbar tilskudsordning, og hvordan den nye ministers spindoktor sætter en politisk heksejagt i gang ved at lade papirer sive til en journalist, der kun alt for gerne gør sig til bøddel. Spillet er i gang mellem de to politikere, departementschefen, eksperten i departementet, journalisten, spindoktoren og et par centrale figurer mere. Handlingen foregår – som passer sig godt til de introverte typer – mest ved indre monologer. Det indebærer, at personerne ikke lyver så meget for andre, men en hel del for sig selv. Ansvaret skal jo placeres. I sidste ende havner det mere end nogen anden hos den person, der havde forsøgt at advare mod ordningen og de efterfølgende problemer. Hvis der er en morale, er den ikke moralsk, men at amoral og moralsk fordærv belønnes.
Det er en meget humoristisk bog. Det er ikke svært at genkende forfatterens humor, hvis man stødt på den før. Stilen kan godt minde om ”Yes, Minister”, men der er også en snert af Livsens ondskab og af Smeden og bageren.
Det betyder også, at der ikke er mange helte i bogen. Faktisk kun én, en selvopofrende ægtefælle til en af hovedpersonerne. Hun er ikke svær at genkende. Men det rejser naturligvis spørgsmålet, hvordan nogen kan holde ud at beskæftige sig med presse og politik, medmindre de er enten magtliderlige, kvalmende selvoptagede, sensationslystne, uden initiativ til at komme videre eller ikke har evner til at blive til noget i den virkelige verden. Realiteten er naturligvis, at der er rigtig mange kompetente, intelligente og endog sympatiske mennesker på Slotsholmen og omegn, og at de udfører et vigtigt og seriøst arbejde. Men den er nok også, at deres opgaver i stigende grad er blevet vanskeliggjort af den type problemer, som romanen udfolder.
Af Otto Brøns-Petersen, den 29. januar 2024. 3 svar
I disse dage er det to år siden, at de danske myndigheder – som de første – erklærede, at Covid-19 ikke længere var en “samfundsfarlig sygdom” og derfor hævede stort set alle pandemirelaterede restriktioner.
Af Otto Brøns-Petersen, den 16. januar 2024. 2 svar
Der har i de senere år været forsøg på at rehablitere begrebet industripolitik. Altså forestillingen om at politikerne med succes kan øge velstanden ved at udvælge og satse på bestemte sektorer, projekter eller virksomheder. Det hæftes ofte op på ideen om, at man kan drive innovation frem ved at opstille politiske missioner – i stil med månelandingsprojektet.
Men både det teoretiske og empiriske grundlag er svagt.
Det har en række svenske forskere sat sig for at undersøge nærmere i et stort forskningsprojekt. I 2022 udkom Wennberg og Sandströms antologi “Questioning the Entreprenurial State”, og nu udkommer næste bind “Moonshot and the New Industrial Policy – Questioning the Mission Economy” af Magnus Henrikson, Christian Sandström og Mikael Stenkula. Den gennemgår erfaringerne fra konkrete “cases” med “missionsdrevet innovationspolitik”, altså ad politisk vej skabe innovationer til at indfri opstillede missioner. I en artikel i det netop udkomne “Ekonomisk Debatt” gennemgår de tre forfattere syv empiriske læresætninger fra de mange cases, de har set på (artiklen rummer også links til at downloade de to bøger).
De syv læresætninger er:
Missioner kan ikke løse “onde” problemer [f.eks. hjemløshed i USA].
Politikere og myndigheder er ikke fritaget fra egeninteresse.
Beslutningstagerne savner tilstrækkelig information til at udforme missioner på en hensigtsmæssig måde.
Missioner leder til privilegiejagt (rent seeking) og klientpolitik (mission capture).
Missioner skævvrider konkurrencen.
Missioner forvrider incitamenterne og skaber moral hazard.
Af Otto Brøns-Petersen, den 28. december 2023. Skriv et svar
Forleden døde Robert Solow. Han blev 99 år. Enhver økonom kender ham – i hvert fald for hans hovedbidrag til økonomisk vækstteori. Det kom i en artikel fra 1956 med netop titlen: ”A contribution to the theory of economic growth”. Teorien om økonomisk vækst har udviklet sig meget siden hans banebrydende artikel, men byggede på hans indsigter. Solow var – sammen med den mindre påagtede Trevor Swan, der samme år, men uafhængigt af Solow udviklede en tilsvarende model – en af grundlæggerne af neo-klassisk vækstteori.
Solow baserede sin vækstteori på en ret simpel, men yderst anvendelig produktionsfunktion. Lad os først se på den. En produktionsfunktion siger noget om, hvordan input forvandles til output, altså vækst. I Solow-modellen er der to input, arbejdskraft og kapital. En vigtig egenskab ved funktionen er, at arbejdskraft og kapital både er substitutter og komplementer. Det skal forstås på følgende måde: 1) Man kan erstatte en mængde kapital med en mængde arbejdskraft og stadig producere det samme. Derfor er de substitutter. 2) Hvis man bruger mere kapital, skal man også bruge mere arbejdskraft. Derfor er de komplementære. Tænk på en person og en PC.
Dernæst skal vi se på de to input, kapital og arbejdskraft. Hvis vi – måske lidt friskt – antager, at økonomien ikke har nogen indflydelse på udbuddet af arbejdskraft (det følger bare demografien), så er det afgørende, hvor hurtigt udbuddet af kapital vokser.
Hvor kommer kapitalen fra? Den kommer fra opsparingen. Opsparingen er den del af produktionen, som ikke forbruges med det samme. Bliver 90 procent af produktionen forbrugt, så er opsparingskvoten 10 pct.
Nu har vi en dynamisk proces: Mere kapital løfter produktionen, og mere produktion øger kapitalen (via opsparing), hvilket igen øger produktionen … og så videre.
Men eksploderer produktionen og kapitalen så ikke? Ikke i Solows model. Forklaringen er, at kapital også nedslides. En del af den afskrives hvert år. I takt med at kapitalen vokser, vokser også afskrivningerne (hvis de udgør en konstant andel af den samlede kapital). Så længe kapitalapparatet vokser hurtigere end produktionen, vokser afskrivningerne hurtigere end opsparingen. På et eller andet tidspunkt må afskrivningerne derfor indhente opsparingen. Men hvis afskrivningerne indhenter opsparingen, holder kapitalen op med at vokse. Kapitalen kan altså ikke vokse ud over det punkt, hvor afskrivningerne indhenter opsparingen. På det tidspunkt går væksten i stå (målt per indbygger, økonomien vokser fortsat med befolkningen).
Antag f.eks. at produktionen er 100, at opsparingskvoten er 10 pct. og afskrivningerne er 5 pct. Det punkt, hvor opsparingen indhenter kapitalen, er når kapitalen er vokset til 200:
10% af 100 = 5% af 200.
Det er et af hovedresultaterne i Solows teori, at kapital på denne måde er den begrænsende faktor for væksten, der altså i modellen ikke kan fortsætte i det uendelige. En tilhørende pointe er også, at den årlige vækstrate vil falde gradvist, indtil den når nulpunktet. Det skyldes, at afskrivningerne spiser forholdsmæssigt mere og mere af den opsparing, som mere kapital må komme fra.
Men vi er ikke helt færdige.
Væksten kunne jo komme andre steder fra end mere kapital og arbejdskraft. Disse kilder går samlet under navnet Solow-residualen, også kaldet total faktorproduktivitet (TFP). Antag f.eks. at vi kan anvende inputtene mere klogt, så de samme produktionsfaktorer kan producere mere – f.eks. det dobbelte. Så vil produktionen først gå i stå ved et produktionsniveau, der er dobbelt så højt. Med medmindre Solow-residualen bliver ved med at vokse, så vil kapitalen stadig udgøre den begrænsende faktor, og produktionen vil flade ud på et eller andet tidspunkt.
Dette ræsonnement vandt bred anerkendelse. Men det skulle vise sig, at antagelserne ikke var så uskyldige endda. I praksis skulle det vise sig, at Solow-residualen kom til at spille en langt større rolle end det birolle-agtige navn lagde op til.
Det kan man f.eks. se i de danske data. Figuren viser bidragene til den danske produktionsvækst (i den markedsmæssige sektors værditilvækst før afskrivninger). Af den totale værditilvækst siden 1970 (Danmarks Statistik har ikke tal længere tilbage) på 2,0 pct. om året tegner Solow-residualen sig for godt halvdelen (1,1 pct.) og kapitalen sig for resten. Arbejdskraften har samlet været omtrent neutral. Det dækker over, at mængden af arbejdstimer faktisk er faldet, mens arbejdskraftens kvalitet – målt ved uddannelsesniveauet – er steget nogenlunde tilsvarende.
Heller ikke den sidste effekt – at arbejdskraft lige som kapital kunne øge sin kvalitet – havde vækstteorien så meget fokus på i sin tid. Eller man kan faktisk også sige noget af det samme om kapitalapparatet. I Danmark tegner IT sig for næsten en tredjedel af vækstbidraget fra kapitalapparatet siden 1970. IT har gjort kapitalen mere kompetent, uden at det nødvendigvis har krævet så meget mere materie: Mere stål osv.
Væksten har altså fået et andet forløb, end Solow og de fleste andre på den tid forestillede sig. Det betyder også, at væksten i princippet kan fortsætte for evigt, uden at ramme på fysiske begrænsninger (som vi skrev om i sommerserien 2019).
Men alligevel har hans model vist sig holdbar, fordi den giver en ramme for at forstå transformationen i økonomien fra input til output – en ramme, der i øvrigt er fleksibel over for større detaljeringsgrad og ændret fokus. Med Solowmodellen kom også vækstregnskabet, der – som Danmarks Statistik har gjort for Danmark – kan gøre rede for den relative betydning af de enkelte bidragydere til væksten. Det er et meget udbredt redskab.
Den største mangel ved Solows teori er måske, at den ikke forklarer de grundlæggende betingelser for vækst. Faktisk er årsagen til de fortsatte forskelle på velstanden per indbygger på kloden ikke umiddelbart indlysende. Tværtimod kunne man ud fra Solow-inspireret vækstteori forvente, at alle lande nærmede sig et fælles (og stationært) velstandsniveau, hvis Solow-residualen primært bestod i teknologisk viden, som gradvist kunne sprede fra de mest til de mindre avancerede økonomier – såkaldt ”catching up”. Og teknologisk cathing up er da også en realitet. Men der er ikke desto mindre store forskelle i velstand.
En afgørende forklaring på forskellene i velstand er institutionel. Vi ved, at lande klarer sig bedre, desto friere markedsøkonomi de har.
Graden af markedsøkonomi er formelt set med i Solow-modellen; Solow-residualen fanger per definition alt det, der ikke er forklaret af andre variable, ligesom opsparings- og investeringstilbøjeligheden og selve produktionsfunktionens funktionelle form kan afhænge af institutionelle forhold. Det skal bare pakkes ud. Og som udgangspunkt for det har modellen altså vist sig utroligt levedygtig.
Af Otto Brøns-Petersen, den 14. december 2023. 3 svar
Det er 300 året for Adam Smiths fødsel. For at fejre det havde Stefan og jeg i går Dan Klein i studiet til en særudgave af podcasten econroots sammen med et levende publikum.
Podcasten udkommer senere, men man kan tyvstarte med at se med her:
Dan er økonomiprofessor på George Mason University og en af de mest prominente Smith-kendere.
Det kom ikke så meget, som nogen måske ville forvente, til at handle om Adam Smith som økonom og som den økonomiske videnskabs grundlægger. Vi talte mest om Smith som moralfilosof og om hans første bog, The Theory of Moral Sentiments. Og om hans politiske tænkning – om Smiths forståelse af nøglebegreber som frihed og retfærdighed. Men vi var naturligvis også omkring Wealth of Nations, Smiths nok bedre kendte økonomiske værk.
Se selv med om hvorfor Smith er relevant selv 300 år efter sin fødsel – og nyd Dan Kleins dybt indsigtsfulde og fascinerende udlægning af ham.
Af Otto Brøns-Petersen, den 12. december 2023. 2 svar
De danske klimamål vil ramme landbruget hårdt. Det gælder ikke bare det isolerede 70 pct.-klimamål fra 2019. Siden er regeringen gået med til et EU-krav, som kan blive endnu sværere at opfylde. Danmark er det land, med højest reduktionskrav fra EU, hvor landbruget fylder mest i emissionsregnskabet.
En af de ideer, der bliver ved med at spøge, er at lægge en afgift på oksekød. Enten oven i en generel afgift på landbrugets udledninger, det er især De Radikale, der har luftet den idé. Eller som en erstatning for den generelle afgift. Den idé har været diskuteret en del i Venstre. Også Moderaterne og Klimarådet har været ude med varianter af en sådan afgift.
Men det er et fatamorgana. En “kølediskafgift” vil stort set ingen effekt have i forhold klimamålene.
Min kollega Line Andersen og jeg har regnet på det. Beregningen viser, at en afgift på oksekød og på mejeriprodukter svarende til 10 pct. af forbrugerprisen vil reducere de samlede danske udledninger med 0,11 mio. ton CO2-ækvivalenter (CO2e). Det svarer til 0,3 pct. af de samlede danske udledninger og 2 pct. af landbrugets udledninger fra kvægdrift. Afgiften gør simpelt hen ingen forskel.
Til gengæld er det ikke gratis. En sådan kølediskafgift koster små 2.000 kr. per ton reduceret CO2e. Det er godt fem gange så meget, som hvis man i stedet prissætter landbrugets udledninger som i resten af økonomien.
Politikerne vil gerne undgå, at landbrugsproduktionen falder. Men en kølediskafgift virker udelukkende på den måde. Afgiften giver ingen gevinst for landmanden ved at sænke drivhusgasintensiteten. En generel afgift på landbrugets udledninger vil derimod både føre til et fald i produktionen, og tilskynde til en mindre drivhusgasintensiv produktion. Hvis politikerne ønsker at skåne landbrugets økonomi ved en generel afgift på landbrugets udledninger, sker det bedst gennem kompensationsordninger. Det har også de økonomiske vismændene anbefalet i deres seneste rapport.
Med de klimamål, politikerne har valgt, er landbruget havnet i en svær klemme. Og kølediskafgifter er ikke vejen ud.
Af Otto Brøns-Petersen, den 28. november 2023. Skriv et svar
Christian påpegede i går, at politisk handlekraft ikke nødvendigvis er et gode. Med udgangspunkt i Buchanan og Tullocks banebrydende analyse i deres ”Calculus of Consent” viste han, at man ikke alene skal tage hensyn til omkostningerne ved at træffe beslutninger, men også må inddrage omkostningerne, hvis beslutningerne er dårlige. Dårlige forstået som et samfundsmæssigt nettotab.
Når man skal designe politiske institutioner, bør de indrettes, så de minimerer de forventede samlede beslutningsomkostninger, mente Buchanan og Tullock. Som Christian anførte, kan det tale for at anvende flertalskrav på mere end 50 pct. Især når risikoen for meget store omkostninger ved dårlige beslutninger er stor.
Af Otto Brøns-Petersen, den 3. november 2023. 10 svar
Jeg holdt i denne uge min faste Adam Smith-forelæsning på Folkeuniversitetets kursus om ”Store økonomer”. Det gav lejlighed til at reklamere for Tyler Cowens nye ebog ”The greatest economist of all time”. Men I skal heller ikke snydes.
Bogen kan hentes som gratis ebog her. Der er desuden mulighed for at integrere den med Kunstig Intelligens. Det lyder interessant, men jeg har ikke prøvet. Det er Tylers bud på at udvikle bogen som fænomen i lyset af den seneste teknologiske udvikling.
Jeg skal ikke røbe, hvem Tyler ender med at udpege i konkurrencen om at være den største økonom nogensinde. Adam Smith er med på kandidatlisten, kan jeg dog godt afsløre.
Men hvad mener egentlig Punditokraternes kloge læsere?
Skriv din foretrukne kommentarsporet.
P.S. Vi skal ikke have for mange regler her, men skal vi ikke sige, at den største økonom skal bedømmes på sin a) evne til at løfte forståelsen af økonomi på sin tid, og b) naturlige forståelse for økonomi. Den gennemsnitlige økonomistuderende ved selvsagt mere end Adam Smith om talrige emner alene i kraft af afstanden i tid.
Af Otto Brøns-Petersen, den 31. oktober 2023. 3 svar
Uanset hvad man ellers må mene om udfordringerne og formandsskiftet i Venstre, så er det ikke forbigået opmærksomheden, at landbrugets drivhusgasudledninger er en af de helt store kattepiner.
Af Otto Brøns-Petersen, den 29. oktober 2023. Skriv et svar
Forestil dig en simpel politisk konkurrence mellem forskellige partier og med tre grupper af vælgere: M føler meget stærkt for en sag, X. L er interesseret i, at X varetages på en måde, som kommer den til gode, ikke så meget X i sig selv. Det store flertal, F, er højst moderat optaget af X – i hvert fald har det en ret begrænset betalingsvilje.
De politiske partier er interesseret i at tiltrække M og L, men ikke pålægge F så store omkostninger, som er nødvendigt for at tilfredsstille M. Hvis omkostningerne bliver for høje, vender F sig imod X og de partier, som fører en aggressiv X-politik.
Antag nu, at M delvist kan tilfredsstilles med løfter om at skærpe X ude i fremtiden.
Hvordan må man forvente, at dette spil udspiller sig?
For det første må det forventes, at politikken udformes, så den begunstiger L’s private lobby-interesse. I hvert fald indtil omkostningerne bliver for store.
For det andet kan man regne med, at partierne i så høj grad som muligt konkurrerer om at gøre meget ved X – ude i fremtiden. Ikke mindst i den grad at byrderne kan flyttes til nye generationer af både politiske ledere og vælgere. Og i den grad flertallet ikke er opmærksom på, hvor store omkostninger der vil ramme dem til sin tid. Hvis man tværtimod kan hævde, at man ved at blive ”X-foregangsland” kan opleve et ”økonomisk eventyr”, kan det være med til at holde en reaktion fra F imod X stangen.
Modellen minder om den politiske konkurrence om at stifte gæld, som rammer fremtidige generationer. Det er der – som bekendt – en stærk tilskyndelse til.
Jeg siger ikke, at dansk klimapolitik er blevet bestemt af sådan én model. Men det kunne i hvert fald forklare en hel del.
