Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Punditokraternes sommer læsning 2: Til alle der taler for aktivistisk udenrigspolitik.

Af Niels Westy, den 14. juli 2013. Skriv et svar

Nu hvor de danske styrker trækkes ud af Afghanistan mener et flertal i folketinget vist ,at vi skal se os efter nye steder, hvor danske Jens’er kan slå deres folder og et slag for frihed og demokrati. se bl.a. denne artikel i Berlingske.

Jeg skal ærligt erkende, at jeg er mere end almindelig skeptisk overfor den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik. Jeg må også indrømme, at dette ikke altid har været min position. Således var jeg oprindelig tilhænger af invasionen af Irak i 2003. Ak og ve, hvis jeg blot havde læst Niall Fergusons Collossus inden i stedet for efter invasionen. Så havde min opfattelse nok været en ganske anden.

Det man forsøger i Afghanistan og forsøgte i Irak har USA prøvet mange gange før. Både i Mexico og Haiti. Begge steder uden større held.

Men i virkeligheden er det vel blot at se på 2. verdenskrig. På trods af at der var tale om en forsvarskrig, samt at man tillod sig selv og accepterede handlinger, som vi i dag på intet tidspunkt ville acceptere (Bombningen af de tyske byer f.eks.), er der ingen tvivl om at den store sejrherre i 1945 var Josef Stalin og Sovjet.

Er man ikke overbevist, vil jeg anbefale at man læser Antony Beevor’s “Anden verdenskrig“. Det er ganske enkelt endnu en fremragende bog af Beevor. Det er derfor min anbefaling på hvad man bør læse denne sommer, hvis man da ikke allerede har læst den.

Den skal også fremhæves for sin skarpe og præcise fremstilling af nogle af nøglepersonerne på allieret side – især de engelske og amerikanske. Hvis bogen skal kritiseres for noget er det måske at det ikke har været muligt Beevor at gøre det samme med en række hovedpersoner blandt andre af de krigsførene nationer.

Og når man har læst afsnittet om Teheran konferencen må man forøvrigt konkludere, at især Roosevelt grundlæggende var et fjols, der vist primært interesserede sig for sin egen politiske karriere..

Som Beevor skriver om Teherankonferencen i 1943, hvor Polens skæbne reelt forsegles:

Han [Stalin] var også velorienteret om briternes og amerikanernes tankegange og reaktioner. Før
mødet havde Stalin indkaldt Berijas søn, Sergo, og betroet ham »en mission, som er følsom og moralsk forkastelig«. Han ville vide alt om, hvad amerikanerne og briterne havde sagt privat. Hvert ord skulle optages af skjulte mikrofoner på deres værelser, og hver morgen skulle Sergo Berija rapportere til Stalin om alle deres samtaler. Den sovjetiske leder var forbløffet over de allieredes naivitet, siden de talte så åbent, når de da måtte vide, at de blev aflyttet. Han ville både vide, hvilket tonefald der blev brugt, og indholdet af samtalerne.
Talte de med overbevisning eller uden entusiasme, og hvordan reagerede Roosevelt? Det glædede Stalin, da Sergo Berija rapporterede om den ægte beundring, Roosevelt følte for ham, og hans afvisning af at lytte til admiral Leahys råd om at indtage en mere fast linje. Men hver gang Churchill smigrede Stalin under konferencen, mindede den sovjetiske leder ham skarpt om nogle af de fjendtlige bemærkninger, han var kommet med før i tiden.
De hemmelige optagelser hjalp ham også til at udnytte forskellene mellem Churchill og Roosevelt. Da Churchill privat over for Roosevelt protesterede over, at han hjalp Stalin med at indsætte en kommunistisk regering i Polen, havde Roosevelt svaret, at Churchill støttede en antikommunistisk regering, så hvad var forskellen?
Polen var virkelig et stort spørgsmål for både Churchill og Stalin, mens Roosevelt kun virkede optaget af at sikre sig de amerikanske polakkers stemmer til præsidentvalget det følgende år. Det indebar at skulle spille barsk over for Stalin, indtil resultatet af afstemningen var fastslået. I betragtning af at Roosevelt tidligere havde forkastet enhver idé om at ændre Polens grænser på basis af Atlanterhavserklæringen, følte han og Churchill sig nu tvunget til at overveje Stalins krav på den østlige del af landet, som han havde indlemmet i 1939 som »vestlige Hviderusland« og »vestlige Ukraine«. Den Røde Hær ville meget snart okkupere regionen, så det ville blive et fait accompli. Ifølge Stalins plan ville Polen blive kompenseret med tysk territorium frem til Oderfloden. Præsidenten og premierministeren vidste, at de aldrig ville være i stand til at tvinge sovjetterne til at give sådan en gevinst fra sig, men måden, Roosevelt gik ind på hans krav på, opmuntrede Stalin til at tro, at han ikke ville få noget problem med at påtvinge polakkerne en kommunistisk regering.

Kan forøvrigt fås som e-bog til den ganske fornuftige pris af små 165 kroner her.

Punditokraternes sommerlæsning 1: The Invisible Hook

Af Christian Bjørnskov, den 14. juli 2013. Skriv et svar

Den mest almindelige ide om pirater er, at de var blodtørstige og vilde mænd uden kontrol eller rimelighed. Sådan var deres ry i 1500- til 1800-tallet, og sådan bliver de som oftest afbildet i film og bøger. Punditokraternes første bud på sommerlæsning bruger en omhyggelig læsning af historiske kilder og økonomisk teori til at stille spørgsmål ved billedet af historiske pirater.

Peter Leesons The Invisible Hook fra 2009 er en af de bøger, der vitterligt får en til at se på en bid historie med andre øjne. Hvorfor havde piraterne så blodigt et ry? Leeson, der er professor i nationaløkonomi på George Mason University i Virginia, peger på, at det var i deres egeninteresse at opretholde ryet. Med det rette ry overgav skibe sig uden kamp – et blodigt ry var således en måde at holde omkostningerne ved pirateri nede. På samme måde viser Leeson, at de fleste piratskibe havde en udbredt grad af demokrati og en slags effektive forfatninger, som piraterne tog ganske alvorligt.

Vil man udfordres til at se på forhold med nye øjne, og endda i en velskrevet og gammeldags spændende form, er Leesons bog om den usynlige klo fremragende sommerlæsning.

Indvandring 3: Er muslimer anderledes?

Af Christian Bjørnskov, den 8. juli 2013. 19 svar

En af de centrale ideer blandt folk, der er skeptiske overfor indvandring i Danmark, er at religion er vigtig. De fleste argumenterer, at muslimsk indvandring er skadelig, mens indvandring fra kristne lande er uproblematisk. Hvis argumentet er korrekt, må man kunne observere, at muslimske lande på centrale områder opfører sig anderledes end andre (kristne) lande.

Er de muslimske lande og befolkninger så anderledes på vigtige punkter? Det er et spørgsmål, som mange forskere har set på. Vi har f.eks. flere gange skitseret studier af Punditokraternes ven Niklas Potrafke (CESIfo, München). Niklas har været med til at dokumentere, at lande med store muslimske befolkninger har dårligere chancer for at demokratisere (læs her). I nyt arbejde finder Niklas også, at muslimske lande er mindre tilbøjelige til at imødegå menneskehandel, men med den vigtige forskel, at de demokratiske af dem ikke ser anderledes ud end andre lande (læs her).

Netop det ser ud til at være en vigtig pointe i en række af de nyeste studier: Når muslimske befolkninger rent faktisk får demokratisk indflydelse, tager de ikke andre valg end kristne, buddhistiske eller irreligiøse befolkninger. Et andet spørgsmål, som Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg ser på i en række papirer. Helt særligt ser vi på, om det er typen af religion – hvad folk tror på – eller graden af religiøsitet – hvor stærkt folk tror – der gør udfaldet. Og her er problemet for indvandringsskeptiske, at de to artikler, Niclas og jeg foreløbig har publiceret, viser at muslimske lande ikke er anderledes pga. deres bestemte religion.

I ”Does religiosity promote property rights and the rule of law?” (publiceret sidste år i Journal of Institutional Economics) viser Niclas og jeg, at lande med mere religiøse befolkninger typisk har svagere retsvæsener. Det ’typiske’ er dog kvalificeret ved, at sammenhængen kun gælder relativt demokratiske lande. Vi tolker det som evidens for, at religiøsitet ændrer på vælgernes adfærd. I “Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust?” (publiceret 2011 i Journal of Economic Behavior & Organization) finder vi, at mere religiøse lande udviser lavere tillidsniveauer. Det samme mønster kan genfindes på tværs af de amerikanske stater.

Det særlige er, at Niclas og jeg i begge tilfælde kan afvise, at der er forskelle på religionerne. Med andre ord er protestantisme ikke anderledes end Islam, katolicisme eller hinduisme. Det vigtige er, hvor stærkt befolkninger tror, helt uanset hvad de tror på. Stærkt kristne befolkninger i de amerikanske sydstater opfører sig således helt parallelt til stærkt muslimske befolkninger i Mellemøsten eller stærkt hinduistiske i Indien.

En af mine anker mod den danske indvandringsdebat er således, at politikere på begge sider af skellet taler om Islam, men ikke om religiøsitet. Og hvis man ser på den mere konkrete forskning, lugter det efterhånden stærkt af, at det er religion som sådan, og ikke nogen specifik religion, der er problemet. Var et anderledes for 100 eller 70 år siden? Næppe, men med den forskel at vi selv var lidt mere religiøse end vi er i dag, og derfor selv skabte problemer.

Indvandring 2: Er indvandring farligere nu end før?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2013. 3 svar

Visse læsere er blevet meget fortørnede over, at jeg har kritiseret en ofte borgerlig diskurs imod indvandring. En del af kritikken handler om, at jeg overhovedet ikke taler om noget relevant – at standardmålene for diversitet ikke fanger de ’rigtige’ aspekter – og at jeg ikke forstår diskursen. Centralt i denne nationalkonservative (om man vil) diskurs synes at være en ide om, at den nuværende indvandring er kvalitativt anderledes end tidligere tiders indvandring, og dermed farligere.

Til en hvis grad har kritikerne nogle pointer. Der er for eksempel flere indvandrere nu end i 1950 – den sidste gang Danmarks Statistik angav fødested for udlændinge. Sammenholder man 1950-statistikken med DSTs ”Indvandrere i Danmark 2012”, var der i 1950 knap 77.000 indvandrere i Danmark, mens der i dag er 314.000. For 63 år siden var 38 % af vores udlændinge i 1950 fra andre nordiske lande. I dag er tallet 9 %. Andelen af indvandrere fra Tyskland, Storbritannien, andre vesteuropæiske lande samt USA, Canada og Australien var dengang 53 %, mens den i dag er 25 %. Indvandringen fra Østeuropa er også steget som andel af den samlede indvandring: I 1950 var 4 % af udlændingene fra Sovjetunionen, Polen, eller randstaterne, som de baltiske lande kaldtes dengang. I dag er tallet 12 %.

Forskellen, som mange hæfter sig ved, er derfor at en langt større andel af vores indvandrere – cirka halvdelen – er af ikke-europæisk oprindelse. Cirka 75.000 mennesker bosiddende i Danmark i dag er af forskellig asiatisk oprindelse, 13.000 er oprindeligt fra Afrika, mens 79.000 er af anden ikke-europæisk afstamning. De ligner rent fysisk derfor ikke ’almindelige’ danskere.

Der er en række andre forskelle i indvandringen. Så vidt man kan bedømme med den tids information, kom indvandrere i 1950 fra lande med cirka 2/3 af Danmarks levestandard; i dag er de typisk fra lande med halvdelen af den danske levestandard. Antager man, at indvandrerne er tilnærmelsesvist repræsentative for deres hjemlande, er de fire gange så tilbøjelige til at mene, at religion er vigtig i deres dagligdag, og kun 40 % så tilbøjelige til at erklære, at man kan stole på andre mennesker. Så vidt man kan komme med et kvalificeret gæt, var indvandrerne i 1950 lidt mere tillidsfulde, men sandsynligvis også mere religiøse.

Det er dog ikke et særtræk ved indvandrerne. De er på de punkter faktisk helt gennemsnitlige i verden, med et religiøsitetsniveau på 68 % og et tillidsniveau på 26 %. Begge tal er næsten præcist det globale gennemsnit og reflekterer blot, at Danmark i global sammenhæng er et meget underligt land! Vi er de mest tilllidsfulde, de mindst religiøse (sammen med svenskerne og esterne), og stadig blandt de 20 rigeste lande. Indvandrerne kommer dog alligevel i gennemsnit fra lande, der er rigere end det globale gennemsnit. Det betyder dermed også, at de alt andet lige vil have langt stærkere arbejdsmoral end danskerne. Som Casper Dahl dokumenterede i foråret, er danskerne nemlig det folk i verden, der er mindst tilbøjeligt til at mene, at hårdt arbejde er så vigtig en værdi, at den er værd at lære ens børn.

Så er de ’nye’ danske indvandrere farligere end de gamle? Det er et svært spørgsmål at svare på, for det går ikke at se på de 1950-indvandrerne med 2013-briller. I 1950 var der 25.000 tyskere i landet. Med 2013-briller på, er de næsten ligesom danskere og ganske flinke og arbejdssomme. Men i 1950 kom de fra et land, der blot fem år tidligere havde forsøgt at erobre Europa og udrydde en hel religion! Hvem var de farligst for dansk kultur og egenart i 1950 – en tysker eller en thai? Nazister eller muslimer? Og hvem har vist sig lettest at integrere: Grækere eller litauere? Vietnamesere eller spaniere? Historisk indvandring bør altid ses i en historisk kontekst. Gør man det, er det måske værd at overveje, hvor stor truslen er i dag, og hvor lille den viste sig at være fra en ganske farlig indvandring mange år siden.

Indvandring 1: Hvor homogent var det gode gamle Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 26. juni 2013. 24 svar

Nationalkonservative kommentatorer deler en kombination af ideer om diversitet og de gamle dage. De fleste tror på, at etnisk diversitet underminerer danske kulturtræk og vores langsigtede udvikling. Den ide kombinerer de med en tro på, at Danmark før i tiden var et meget mere homogent land end nu. Ingen af delene holder til et nærmere eftersyn.

Jeg har ved flere lejligheder hidset nationalkonservative op ved at dokumentere, at etnisk diversitet er stort set ukorreleret med social tillid (i modsætning til Putnams famøse påstand). På tværs af 126 lande er korrelationen -0,33, men tager man blot de nordiske lande væk, falder den til -0,22 og ethvert forsøg på at korrigere for andre kendte forhold reducerer den til 0.

Den anden ide har været sværere at imødegå, men jeg faldt forleden over konkret evidens. I Statistisk Årbog fra 1922 opregnes den danske 1921-befolknings fødesteder. Det tillader, at man beregner et diversitetsindeks for 1921 på helt samme måde, som man gør i moderne kilder. Og det viser et Danmark, der var lige så heterogent som i dag.

Herfindahl-Hirschman-indekset for det moderne Danmark, fra Alesina et al. (2003), er 0,082 (perfekt homogenitet er 0, total diversitet 1). Beregner man den etniske diversitet for 1921 er tallet 0,075. Forskellen er helt marginal, når man f.eks. bemærker at den etniske diversitet i Italien er 0,115. Beregner man i stedet den religiøse diversitet, er det moderne indeks 0,023 mens 1921-tallet er 0,027.

Dagens pointe er således, at Danmark i de gode gamle dage slet ikke var tydeligt mere homogent end i dag. Det er bare en anden homogenitet, vi ser i dag, og vi taler langt mere om den. Men er den ’farligere’ end den gamle? Det bedste bud på et svar er, at de begge nok er ligegyldige.

Hvor længe er diktatorer ved magten?

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2013. 4 svar

I de senere år har Daron Acemoglu og hans team haft væsentlig indflydelse på den måde, vi tænker institutionel udvikling og langsigtet vækst på i politisk økonomi. Acemoglus tese er, at i lande hvor europæiske kolonisatorer kun bosatte sig sparsomt eller levede korte liv – pga. sygdomsgeografien – udviklede man udemokratiske, ekstraktive institutioner. Basis for tesen er, at udemokratiske politiske eliter ikke indfører bedre økonomisk-juridiske institutioner fordi det ville true deres politiske overlevelse.

Den ide tester Randall Holcombe og Christopher Boudreaux direkte i et nyt papir med titlen ”Institutional Quality and the Tenure of Autocrats.” Vi har kort omtalt papiret, da det blev præsenteret på SEA-konferencen sidste år. Nu er det så accepteret og online hos Public Choice (gated her). Og det interessante er, at Holcombe og Boudreaux finder evidens for det modsatte af Acemoglu-tesen. I et datasæt, der omfatter 99 diktatorer siden begyndelsen af 1970erne, viser de at diktatorer, der har forbedret landets institutioner – målt gennem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World index – har haft væsentligt bedre chancer for at overleve politisk.

Estimater viser, at en diktator, der over et årti hæver sit lands EFW index med et halvt point (på en ti-punkts skala) øger sin forventede politiske overlevelse med 17 år. Så hvorfor fastholder så mange lande uproduktive institutioner? Holcombe og Boudreaux tager diskussion til sidst i papiret. Man kunne stille samme spørgsmål i det demokratiske Danmark.

Beyond Basic Questions 2013

Af Christian Bjørnskov, den 16. juni 2013. 2 svar

Jeg er pt. på vej hjem fra den sjette årlige Beyond Basic Questions workshop, der denne gang afholdtes i Engelberg i Schweiz. Igen i år havde arrangørerne, Simon Lüchinger og Christoph Schaltegger, stykket et spændende program sammen. Årets keynote speech blev givet af Jan-Egbert Sturm fra ETH Zürich, og havde titlen ”It’s Politics, Stupid! Political Constraints Help Explain Government Reactions to the Great Recession.” Sturm argumenterede, at graden af landes fiskale reaktion på 2008-krisen i høj grad var bestemt af hvor politisk begrænset, landets regering var.

Hele programmet var godt ud, så her er blot et pluk af titler, som vi måske skriver mere om senere:

Surrender your market! Do the G5 countries use World Bank trade conditionality to promote trade? (Maya Schmaljohann, Uni Heidelberg)

The determinants of the complexity and progressivity of personal income tax systems: A cross-country empirical analysis. (Doina Radulescu, ETH Zürich)

How (not) to manipulate a shared risk of war: The case of Greco-Turkish fighter-jet diplomacy. (Martin Gassebner, ETH Zürich)

Og helt ubeskedent, Do social rights affect social outcomes? (Christian Bjørnskov, Aarhus og Jacob Mchangama, Cepos)

Og for at understrege, at workshops ikke kun er støvede, ældre mennesker, der snakker sort med hinanden, er her et stemningsbillede fra lørdagens middag. Fra venstre mod højre er det Pierre-Guillaume Méon (ULB, Bruxelles), Maya Schmaljohann og Alexandra Rudolph (Uni Heidelberg).

IMAG0161

Hvorfor er nogle forfatninger længere end andre?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juni 2013. 4 svar

Der er en næsten uendelig mængde af sjove og spændende spørgsmål i samfundsvidenskaberne, som vi ikke rigtigt har fyldestgørende svar på. Et af dem er, hvorfor nogle lande har valgt at skrive meget lange og detaljerede forfatninger, mens andre forfatninger er meget korte. Enkelte, deriblandt New Zealand og Storbritannien, har ikke egentlige forfatninger. Dét er spørgsmålet i et nyt papir, som Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg har arbejdet på i længere tid. Vi er nået til en – mener vi – relativt præsentabel version, som ligger online hos SSRN (se her).

I ”Constitutional Garrulity and Social Trust” fremfører vi hypotesen, at forfatningens længde og detaljering afspejler landets tillidskultur. Hovedideen stammer fra tidligere forskning, der har argumenteret for at lande med højere grad af social tillid (dvs. tillid til fremmede) typisk har kortere kommercielle kontrakter. Idet man har større tillid til andre mennesker, behøver ens kontrakter ikke at omfatte alle mulige meget usandsynlige situationer. Man har tillid til at hvis man når dertil, er ens modpart rimelig og ærlig nok til at man ”nok kan finde ud af noget”, som det hedder på jysk.

Vi argumenterer for, at den samme slags overvejelser bør gøre sig gældende, når man skriver en social kontrakt, som en forfatning netop er. Jo mere man stoler på, at fremmede – og det omfatter per definition fremtidens politikere, jurister og embedsmænd – er ærlige og troværdige, jo mindre behøver man at skrive detaljerede konstitutionelle regler for at holde dem i kort snor.

Og argumentet holder til at blive testet! På tværs af 110 lande, hvor vi har mål for forfatningslængde og –detaljering – teknisk kaldet garrulitet – finder vi en tydelig sammenhæng mellem graden af social tillid og garrulitet. Så vidt vi overhovedet kan teste det, ser sammenhængen ud til at være kausal, ikke mindst givet den stærke, historiske stabilitet i tillid. Figuren nedenfor (Figur 2 fra papiret) illustrerer sammenhængen. Spørgsmålet er nu, om tilliden er et grundvilkår der udstikker rammer for hvad lande kan tage for fundamentale valg. Vores fornemmelse er, at det bestemt ser sådan ud.

Velfærdsstatens svage arbejdsetik

Af Christian Bjørnskov, den 9. juni 2013. 11 svar

Berlingske omtaler i dag Casper Dahls glimrende, nye analyse for Cepos. Casper bruger World Values Survey data om, hvad folk ønsker at lære deres børn, hvor ”hårdt arbejde” er en af mulighederne. Udgangspunktet er Lindbeck-hypotesen, der siger at velfærdsstaten over generationer underminerer folks arbejdsetik og –normer, og derfor bærer kimen til sin egen ødelæggelse.

En tidligere version af analysen har været præsenteret på den danske public choice workshop i januar. Den endelige version er, med Nina Smiths ord, ”solid og interessant” og burde ringe advarselsklokker hos alle danske politikere. Vi kan kun opfordre interesserede læsere til at kigge på den. Før det, er her nedenfor det simple plot med sammenhængen mellem graden af omfordeling og antallet af respondenterne, der mener at det er vigtigt at lære børn hårdt arbejde. Dét tal i Danmark er 4½ %.

 

Hvor meget Putnam tog fejl

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2013. 5 svar

Robert Putnam, et af politologiens koryfæer, har næsten lige været i Danmark i forbindelse med Aarhus Universitets Matchpoint-konferencer. Flere var skuffede over Putnams forelæsning, men mange bruger ham stadig i adskillige politiske argumenter. Det gælder ikke mindst, når kommentatorer argumenterer for nationalkonservative mærkesager. Problemet er blot, at forskningen de senere år har dokumenteret, hvor bemærkelsesværdigt, Putnam tager fejl i sine kerneanalyser.

Putnams hovedargument siden hans bestseller Making Democracy Work har været, at forskellige i social kapital er centrale for at forstå, hvorfor nogle lande og regioner fungerer bedre end andre. Social kapital er et paraplykoncept, der dækker styrken af sociale normer, omfanget af frivillige netværk, og tillid til andre mennesker. Kernen i Putnams koncept er, at de tre elementer påvirker og forstærker hinanden: Sociale normer dannes og styrkes når folk møder hinanden i netværk og frivillige organisationer (f.eks. Putnams berømte kor), og når de lærer hinanden at kende, danner de tillid til hinanden og lærer dermed at stole på andre mennesker mere generelt. Eller det påstår Putnam da…

Men Putnams sag er smuldret de senere år. Eric Uslaner viste allerede i sin 2002-bog om The Moral Foundations of Trust, at frivillige netværk ikke skaber generel tillid. De skaber kun partikulær tillid, dvs. tillid til de mennesker man lærer at kende i netværket, men den udstrækkes ikke til andre. Kim Sønderskov (AU, Statskundskab) og jeg besluttede at se nærmere på Putnams social kapital-koncept. Artiklen, der snart publiceres i Social Indicators Research, konkluderer, at konceptet fra alle vinkler er dårlig samfundsvidenskab.

Helt grundlæggende er argumentet, at hvis konceptet har betydning, må det række ud over de tre elementer i det – normer, netværk og tillid. Med andre ord må de være forbundet så det ene påvirker det andet for at det giver mening. Det er også fuldstændigt nødvendigt for Putnams politiske anbefalinger, der hviler på at man kan påvirke samfundets normer og tillid.

Men Kim og jeg finder, at de tre elementer er statistisk ortogonale – med andre ord at de intet har med hinanden at gøre. I detaljerede amerikanske data finder vi endda, at netværksaktivitet må skilles i to typer som ikke har meget med hinanden at gøre. Der er således ingen empirisk støtte til Putnams koncept eller hans anbefalinger. Ligeledes må man stille spørgsmålstegn ved alle hans analyser, som hviler på indeks, der blander de tre elementer.

Når en af vores læsere for eksempel skrev forleden om, hvordan Putnam viste at indvandring og større etnisk diversitet underminerer den sociale kapital, har det faktisk ingen dårlige konsekvenser for landets udvikling. De gavnlige virkninger, som social kapital har på økonomisk og institutionel udvikling, er alle drevet af social tillid – dvs. tillid til andre mennesker man ikke kender – mens etnisk diversitet primært er korreleret med netværksaktivitet, men kun på det allermest lokale plan med tillid. Putnam skal naturligvis krediteres for at have sat en hel forskningslitteratur i gang, men han tog dramatisk fejl. Og skuffelsen over hans besøg burde primært være fordi han stadig nægter det.

Er der en optimal offentlig størrelse?

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2013. 1 svar

Det er spørgsmålet i en ny artikel, der publiceres i European Journal of Political Economy (gated her). De to forfattere, François Facchini og Mickaël Melki, skriver sig ind i den boomende litteratur om historisk politisk økonomi ved at bruge data fra Frankrig fra mellem 1896 og 2008.

Hovedargumentet er et gammelt dilemma: Det offentlige leverer sikkerhed i form af forsvar og et retsvæsen, og typisk også nogle centrale goder som basal uddannelse og infrastruktur, men også meget mere end det. Fra nul vil en forøgelse typisk betyde gavnlige offentlige goder, men udover et vist punkt er der ingen vækst-fremmende aktiviteter og det offentliges størrelse begynder at skubbe privat aktivitet ud (crowding out), skabe rent-seeking og underminere produktive incitamenter. Hvor er punktet, hvor det begynder at gå ned ad bakke?

Facchini og Melki finder at før anden verdenskrig var relationen simpel: 1 % ekstra skatter betød 0,25 % mindre vækst. Efter anden verdenskrig får man en sammenhæng, der ligner et omvendt U. Men mens man i amerikanske data typisk finder et optimum omkring 20 %, er det franske optimum ifølge de to forfattere cirka 30 %. På trods af det højere optimum, har størrelsen af den offentlige sektor i Frankrig alligevel været konsistent større siden 1950erne, og den er for tiden næsten 50 %.

Hvorfor vælger politikere helt konsistent en for stor offentlig sektor? Svaret er indlysende for enhver der kender lidt til public choice, men ny empiri peger nu mere klart på de negative konsekvenser. For de interesserede er abstractet her:

The benefits and costs of government suggest an efficient government size. We investigate efficient government size by analyzing the relation between public spending and real GDP for France in the period 1896–2008. The results show a co-integration nonlinear relationship. Our time-series data on France represents one of the longest periods studied in literature. Our empirical findings suggest that efficient government size measured by public spending was reached when public spending was around 30% of GDP. Conclusions point to particularities of countries that suggest efficient government size is specific to different countries.

Straf til politikere

Af Christian Bjørnskov, den 31. maj 2013. Skriv et svar

Hvorfor bliver politikere siddende i Folketinget i årevis, på trods af at de har været med til at lave en masse ulykker? Glenn Harlan Reynolds, der er juraprofessor på University of Tennessee, diskuterer dette spørgsmål i USA Today (hattip: Cafe Hayek). Reynolds under sig over, hvorfor vi som vælgere ikke straffer dem, og hvorfor vi ikke har institutionelle mekanismer, der gør det. Han foreslår således (relativt provokerende, måske) at stoppe enhver form for lønudbetaling til politikere, der ikke kan enes om et budget til tiden – lidt ligesom dagpengene til sidst stopper hvis man ikke vil have et job.

Sidst i kronikken opsummerer Reynolds hele problemstillingen ganske elegant. Det er mindst lige så relevant i Danmark som i en amerikansk kontekst.

“But the real lesson is this: We entrust an inordinate amount of power to people who don’t feel any pain when we fall down. The best solution of all is to take a lot of that power back. When the power is in your hands, it’s in the hands of someone who feels it when you fall down. When it’s in their hands, it’s your pain, their gain. That’s no way to run a country.”

Tak til skattelyene

Af Christian Bjørnskov, den 23. maj 2013. 2 svar

EU og de europæiske medier fører for tiden kamp mod skattely – lande hvor det i princippet kan lade sig gøre at ’gemme’ penge. Timingen er ikke tilfældig: En række regeringer fattes penge og håber på at kunne skrabe ekstra indtægter ind ved at forhindre folk i at rykke indtægter ud til lande, hvor de ikke kan beskattes. På sin vis er det naturligvis fint, at man hindrer folk i ulovligt at skjule indtægter, som er skattepligtige i f.eks. Danmark. Som en rigtig Rasmus Modsat vil jeg dog risikere et moraliserende ramaskrig ved at pege på, at skattely kan spille en vigtig, positiv rolle i moderne samfund.

En del af den ideologisk-moralske fortælling i medierne er, at ingen bør kunne undslippe at ’bidrage til fællesskabet’, eller hvordan man nu formulerer det. Kun få synes dog at spørge, om der bør være grænser for, hvor meget man kan beskatte folk. Grænsen blev nået i Frankrig forleden, ikke fordi politikere, medier eller befolkning satte grænser, men fordi en domstol kendte en 75 % skat på specielt store indtægter forfatningsstridig. I USA har man jævnligt diskussionen – se f.eks. Rand Paul harcelere over Apple-sagen her – mens den er stort set fraværende i Danmark.

Her er det at eksistensen af skattely, ligesom sort arbejde, fungerer som en grænse og en disciplinerende instans overfor politikerne. At skattely bliver opfattet som et reelt problem, hvis f.eks. relativt store summer flytter i ly for myndighederne, kan ses som et signal om, at en grænse er nået. Det er nemlig ikke, som politikere ofte synes at tro, helt omkostningsfrit at rykke ens midler i skattely. Der vil altid være et tab af kontrol, pengene kan ikke længere investeres lige så frit i Liechtenstein eller Cayman Islands som de kunne i Danmark, og generelt må man regne med, at det forventede afkast er mindre til en mindre styrbar risiko.

At en person eller virksomhed derfor alligevel vælger at skjule midler for skattemyndighederne er udtryk for, at skatten er blevet så dyr, at de andre omkostninger, sammenholdt med moralske omkostninger og risici ved at gøre noget mere eller mindre ulovligt, totalt er mindre end omkostningerne ved at betale hvad en klasse grådige politikere vil have. Naturligvis kan den type skatteunddragelse ikke stå alene som signal, men med de senere ugers afsløringer af, hvordan Skat opererer, virker diskussion pludselig noget anderledes og mere speget end som så.

Spørgsmålet der skal stilles, er således hvor grænsen ligger mellem rimelig skatteindkrævning, der finansierer aktiviteter der er til gavn for borgerne på det lange sigt, og politisk grådighed der mere tager form af tyveri til at betale for populistiske formål, der skal sikre politikerne genvalg. Når skattely stiger så højt op på den politiske agenda, er det således et signal om, at vi måske er tæt på grænsen for, hvornår yderligere skattetryk bliver decideret umoralsk.

Heldig er den, som “er slave” i Bangladesh beklædningsindustri

Af Niels Westy, den 20. maj 2013. 1 svar

20130504_ASP007_0Med jævne mellemrum fyldes vestlige og ikke mindst danske medier med forargelse over arbejdsforhold og lønninger i den 3. verden. Den underliggende anklage er hver gang, at vestlige firmaer har et ansvar for de ringe arbejdsforhold, og derfor er ansvarlige for at de forandres. Det har vi senest set i forbindelse med den forfærdelige ulykke i Bangladesh, hvor mere end 1000 mennesker mistede livet, da en 8 etagers bygning, som indeholdt et indkøbscenter og en række systuer, kollapsede for et par uger siden.

Det er desværre ikke en usædvanlig hændelse, omend antallet af omkomne denne gang var langt højere end man har set tidligere. Det er bestemt heller ikke et problem, som er begrænset til Bangladesh. Problemet findes i mange fattige lande.

Som sådan har ulykken intet specifikt med tøjindustrien at gøre, men er en konsekvens af et mere generelt problem i landet. Men det faktum at der i den pågældende bygning blev syet tøj, der skulle eksporteres til Vesten er hurtigt blevet centrum for debatten herhjemme, mens paven i Rom – deraf overskriften – “fordømte” hvad han kaldte de “slavelignende” arbejdsforhold indenfor Bangladesh beklædningsindustri,

Levevilkår i Bangladesh

Efter nutidige danske og vestlige standarder er arbejds- og lønvilkår i Bangladesh beklædningsindustri selvfølgelig ganske forfærdelige. Lønningerne er meget lave, arbejdstiden lang og de fysiske rammer uden tvivl af meget lav standard.

Men man kan i denne forbindelse stille sig selv to spørgsmål:

1. Hvordan var vilkårene i Danmark, da vi var på samme niveau?

2. Hvordan er arbejdsvilkårene i forhold til det øvrige arbejdsmarked?

Tager vi udgangspunkt i BNP per indbygger, befinder Bangladesh sig på ca. samme niveau som Danmark i 1840erne!! Der er næppe grund til at antage at vilkårene for arbejdere i beklædningsindustrien (i det omfang en sådan eksisterede på daværende tidspunkt) var bedre i Danmark på daværende tidspunkt, tværtimod. Også i forhold til Cambodia, som jeg skrev om i efteråret, er Bangladesh et fattigere land. Cambodias købekraftskorrigerede BNP per indbygger er næsten 20 procent højere end Bangladesh.

Ifølge Verdensbanken levede ca. 43 procent af befolkningen i absolut fattigdom (mindre end 1,25 PPP USD.per dag) i 2010, mens andelen af befolkningen, som havde mindre end 2 USD. til rådighed per dag udgjorde 76,5 procent af befolkningen.

Set i forhold til dette, er forholdene i beklædningsindustrien relativt gode.

Jeg skal beklage, at det empiriske grundlag for en række angivelser ikke er af den kvalitet man ellers godt kunne tænke sig. Det har ikke været mulig for mig at finde en solid officiel statistik for en række tal.

Omend der er tale om en grov metode, er det næppe helt forkert at gange den lokale løn i løbende dollars med 2,5 for at komme frem til købekraftskorrigede USD (baseret på IMFs tal for nominel og PPP korrigereret BNP per indbygger). Herefter svarer minimumslønnen i Beklædningsindustrien på 38 *USD. til 95 PPP USD. om mdr. og den gennemsnitlige løn, som ifølge denne artkel på BBC’s hjemmeside er 70-100 USD, svarer til ca. 175-250 PPP USD. per mdr. Andre angiver dog den gennemsnitlige løn til at være nærmere 45 USD., svarende til ca. 113 PPP USD

I pressen omtales primært mindstelønnen på 38 USD. per mdr. Derimod omtales sjældent, at selve minimumlønsystemet består af flere trin, alt efter stilling, anciennitet osv., De ca. 38 USD. (3000 taka) er laveste trin. Højeste trin er på ca. 115 USD. (9.000 taka), se også “The Garment Industry in Bangladesh“.

En rapport udarbejdet af Bangladesh Statistiske kontor i 2011 omhandlende lønninger i 2009-2010 tyder også på at lønningerne ligger en del højere end minimumslønnen.

Beklædningsindustriens betydning for Bangladesh

_67230702_garment_workers624

Som det fremgår af ovenstående graf er antallet af ansatte steget eksplosivt. Fra 2 mio. i 2005 til 4 mio. i 2012. Branchen står desuden for omkring 90 procent af Bangladesh samlede eksport.

460x garment export

Den væsentligste faktor bag denne udvikling har været de lave lønninger.

wage_comparison-jpg

Med den nylige ulykke in mente, er det nærliggende at kræve bedre sikkerhed, ligesom det ikke er en overraskelse at man gerne fremhæver Bangladesh, når der argumenteres for højere minimumslønninger. Problemet er blot, om det reelt er til gavn for de fattige, som man angiver som baggrund for sine krav.

I en artikel i Forbes for nylig, bemærker den amerikanske økonom Benjamin Powell, at:

As an economic matter, employers are largely indifferent as to how their labor costs are balanced – that is, whether the compensation consists of wages, the administration of safety standards, health care benefits, or vacation time.  A cost is a cost. Workers, on the other hand, do care about the mix of compensation.  When workers are poor, they want most of their compensation paid in wages, because they are trying to feed, clothe, and shelter themselves and their families.

I artiklen Sweatshops and Third World Living Standards: Are the Jobs Worth the Sweat? kommer Benjamin Powell og David B. Skarbek frem til, at det at være ansat i en sweatshop ikke er det ringeste alternativ for fattige mennesker i de pågældende lande (ellers gjorde de det nok heller ikke).

I “The case for Sweatshops” peger David R. Henderson på, at

Many workers in third-world sweatshops have left even harder, lower-paying jobs in agriculture to move to garment factories. Moreover, sweatshops are a normal step in economic development. Singapore, Malaysia, South Korea, and Hong Kong all had sweatshop jobs thirty years ago. They don’t now because workers in those countries have acquired skills and employers have accumulated capital.

Og man kunne tilføje at Europa og USA var gennem samme udvikling endnu tidligere. Forholdene var bestemt ikke bedre end det man ser i dag i bl.a. Bangladesh.

Image-1-pg21-web

Konsekvenserne af internationale krav til arbejdsmiljø og lønninger.

Jeg skal medgive, at det kan være vanskeligt at skrive det næste, der vil i hverfald være en del, som vil mene, at der sådan må det bare ikke være. Problemet er blot at sådan er det.

Som det har fremgået af dette indlæg er lønomkostningerne i Bangladesh blandt verdens laveste. Og det er netop grunden til at man kan deltage i den internationale konkurrence. Øger man omkostningerne (det være sig lønninger eller andre omkostninger), vil det alt andet lige medføre højere forbrugerpriser og lavere beskæftigelse.

Denne sammenhæng kan synes banal, men desværre synes mange at have svært ved at erkende den. Ja, det er jo hele argumentet bag fairtrade konceptet og bevægelsen for “living wages”, Danwatch osv. at vi bare skal “betale en lille smule mere”, at det ikke forholder sig således, at vi køber mindre, hvis vi skal betale mere. Den lader vi lige stå.

Et andet argument der ofte fremføres er faren for et “race to the bottom”. I virkeligheden forholder det sig omvendt.

Kina er i dag fortsat verdens største producent og eksportør af beklædningsgenstande, men det er på lånt tid. Ikke primært fordi andre underbyder dem, men fordi lønninger og omkostninger stiger hastigt i Kina, således at andre lande bliver mere konkurrencedygtige. De lønninger vi i dag oplever i Bangladesh, var normen i Kina for blot 23 år siden i Kina, I dag er man på niveau med Peru (og er mere end 5 gange så velstående som Bangladesh).

Når beklædningsindustrien forlader Kina til fordel for bl.a. Bangladesh er det ikke udtryk for et “race to the bottom”, men tværtimod udtryk for Kinas “race to the top” (omend det kræver en række reformer, hvis vækstraterne skal opretholdes på et fornuftigt niveau de kommende år, det vender jeg tilbage til i et indlæg på et senere tidspunkt).

Man er vel imperialist.

Både herhjemme og i andre vestlige lande synes reaktionen på ulykken i sidste måned at være baseret på en forestilling om, hvad Tim Worstall har betegnet som, at:

Poor brown people just aren’t good enough at this governance stuff so we enlightened ones will have to do it for them.rsti

Herhjemme indgik tøjindustrien og regeringen for få dage siden en partnerskabsaftale, der ifølge Chrstian Friis Bach skal

blive til gavn for især de kvinder, som hver dag sidder og syr vores tøj, men som ikke skal gøre det med livet som indsats.

og tilføjer, at

Vi kan ikke løse det alene fra Danmark. Det her kræver, at regeringen i Bangladesh styrker indsatsen betragteligt, og vi lægger pres på, for at det sker.

På sin facebookprofil kommenterer han aftalen med, at

I dag indgår vi en partnerskabsaftale med tekstil- og tøjfirmaerne – bedre arbejdsforhold, højere løn, renere produktion og øget åbenhed. Det vil gøre en forskel for de (især) kvinder, der syr vores tøj i Bangladesh!

Enhedslisten har kritiseret aftalen for ikke at være bindene, og mener at så snart pressen holder op med at skrive om det, er virksomhederne flintrende ligeglade.

Jeg håber at de får ret.

Danske økonomer – gør korrektioner en forskel?

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2013. 8 svar

Flere, ikke mindst Den Gamle Redacteur, har påpeget at man måske burde tage flere hensyn når man beregner en form for forskningsscore, som vi gjorde forleden dag. Særligt foreslog han, at man foretog en medforfatterkorrektion, sådan at citationer til artikler talte mindre, jo flere medforfattere man har. Standarden, som han foreslog, er at lade en artikel med en medforfatter tælle halvt, og en med tre eller flere medforfattere tælle en tredjedel. En anden korrektion, der er foreslået, er at tage et hensyn til, at det er meget forskelligt, hvor lang tid folk har haft til at forske i. Vi gør det på den simple måde, at vi dividerer antal citationer og H-score med det antal år, der er gået siden forskeren har fået sin PhD-grad.

Tabellen nedenfor viser hvordan Top-25 af ranglisten ser ud, hvis man enten beregner indeks baseret på de sidste ti års forskning (søjle 1), foretager en medforfatterkorrektion i citationstallene (søjle 2) eller alderskorrigerer (søjle 3). Nogle få ting synes værd at bemærke. For det første er der blandt de 25*3 pladser i de tre søjler kun 31 navne, hvoraf 21 er med på alle tre lister. Toppen er den samme uanset hvordan man måler og toppes altid af Nicolai Foss og Keld Laursen (CBS). For det andet får alderskorrektionen nogle navne til at springe op ad listen. Det gælder særligt for Peter Sandholdt Jensen (SDU) og Carl-Johan Dalgaard (KU), der er bemærkelsesværdigt profilerede når deres akademiske alder tages i betragtning. For det tredje er Martin Paldam (AU) nummer ti på alle tre lister – og vel at mærke baseret udelukkende på forskning som han har publiceret de ti år siden han fyldte 60 år! Sidst, men ikke mindst, er det ligegyldigt hvordan vi sætter listen sammen: Danmarks bedste kvindelige økonom er altid Helena Skyt Nielsen (AU).

  Uden korrektion, 10 år Medforfatterkorrektion Alderskorrektion
1 N Foss (CBS, 100) N Foss (CBS, 100) N Foss (CBS, 91.1)
2 K Laursen (CBS, 65.8) K Laursen (CBS, 61.08) K Laursen (CBS, 65.8)
3 DD Lassen (KU, 51.2) C Bjørnskov (AU, 52.7) C Bjørnskov (AU, 61.9)
4 C Bjørnskov (AU, 46.1) DD Lassen (KU, 51.8) DD Lassen (KU, 51.8)
5 M Bennedsen (CBS, 39.3) M Bennedsen (CBS, 37.3) PS Jensen (SDU, 42.9)
6 S Andersen (CBS, 36.3) PN Sørensen (KU, 36.0) M Bennedsen (CBS, 42.3)
7 PN Sørensen (KU, 26.2) S Andersen (CBS, 33.6) D Lando (CBS, 40.4)
8 P Bogetoft (CBS, 34.5) P Bogetoft (CBS, 32.8) PN Sørensen (KU, 36.4)
9 JR Munch (KU, 32.7) JR Munch (KU, 32.0) HS Nielsen (AU, 35.4)
10 M Paldam (AU, 31.8) M Paldam (AU, 31.1) M Paldam (AU, 33.7)
11 F Tarp (KU, 30.4) H Jensen (KU, 28.3) JR Munch (KU, 33.4)
12 M Rosholm (AU, 28.8) M Svarer (AU, 28.2) F Tarp (KU, 33.4)
13 M Svarer (AU, 28.8) F Tarp (KU, 27.3) C-J Dalgaard (KU, 33.1)
14 H Jensen (KU, 28.5) M Rosholm (AU, 27.2) H Jensen (KU, 32.3)
15 D Lando (CBS, 28.1) D Lando (CBS, 26.9) H Hansen (KU, 31.5)
16 H Hansen (KU, 27.9) SB Nielsen (CBS, 26.8) P Bogetoft (CBS, 31.4)
17 SB Nielsen (CBS, 27.6) C Munk (CBS, 26.3) M Rosholm (AU, 29.4)
18 CT Kreiner (KU, 27.6) CT Kreiner (KU, 26.1) M Svarer (AU, 28.6)
19 C Munk (CBS, 26.5) PB Sørensen (KU, 25.9) J Rangvid (CBS, 27.7)
20 HS Nielsen (AU, 26.5) HS Nielsen (AU, 25.7) S Leth-Petersen (KU, 27.1)
21 C-J Dalgaard (KU, 26.2) H Hansen (KU, 25.3) CT Kreiner (KU, 26.4)
22 BJ Christensen (AU, 25.9) TM Andersen (AU, 24.9) C Munk (CBS, 25.4)
23 N Smith (AU, 25.8) J Rangvid (CBS, 24.5) JL Hougaard (KU, 23.6)
24 J Rangvid (CBS, 24.9) C-J Dalgaard (KU, 24.5) N Westergaard-Nielsen (AU, 23.4)
25 PS Jensen (SDU, 24.4) PS Jensen (SDU, 24.1) L Skipper (KORA, 23.1)

Danske økonomer 2013 – en rangliste

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2013. 23 svar

De senere år har vi hvert år her på bloggen postet et indlæg om, hvem der er de bedste danske økonomer. Indlægget har hvert år været baseret på en form for rangering, lavet forskelligt fra år til år. Inspirationen har været den tyske Handelsblatt-rangliste, men med en form for diskussion af, hvad man burde måle, og dermed også en diskussion af hvor svært det er at lave en ansættelse, som de fleste er enige i.

I år vover vi pelsen og laver en egentlig rangliste. Listen er baseret på forskning, der er publiceret i internationale, fagfællebedømte (peer-reviewed) tidsskrifter. Vi medtager ikke bidrag i bøger, da kvalitetskontrollen med dem er klart svagere end i tidsskrifter, og fordi man i langt højere grad er sikret udgivelse qua en invitation eller et personligt forhold til redaktøren. Med andre ord: Vi tæller kun forskning, der har været igennem en anonymiseret bedømmelsesproces!

Vi tager derimod hensyn til, at der er forskellige publikationsstrategier. Mere specifikt gælder det, at nogle økonomer sigter efter at publicere deres forskning i de absolutte toptidsskrifter, og dermed publicerer relativt mindre end de fleste. Andre anvender en strategi, hvor man ikke sigter efter den absolutte top, men laget lige under, men hvor man derimod typisk skriver lidt flere artikler. Man kan argumentere for den ene eller anden strategi – og at det allerbedste er at publicere meget de fineste steder – men strategien afhænger i det mindste delvist af ens specialisering. De absolutte toptidsskrifter – som Academy of Management Review, Quarterly Journal of Economics eller American Political Science Review – publicerer kun emner, der er af mere generel interesse. Sidder man med et mere specialiseret emneområde, kan selv væsentlig forskning ikke publiceres i toppen, og man er dermed tvunget til at bruge en anden strategi.

Vi operationaliserer vores rangliste gennem tre mål: 1) ved at tælle citationer op; 2) ved impact-scoren op på det fineste tidsskrift, en økonom har publiceret i; og 3) gennem H-scoren. Citationstallet måler, hvor mange andre økonomer (og andre samfundsforskere), der har fundet ens forskning så brugbar, at de citerer den i deres publikationer. Bedste impact-score måler helt konkret successen med den første strategi – at få sin forskning publiceret så fint som muligt. Sidst fanger H-scoren bredden af forskeres output, da den per definition er 1 hvis de udelukkende citeres for ét studie.

En økonoms indekstal på listen er det simple gennemsnit af de tre, hvor citationstal og H-score er skaleret med de højeste vi ser, og impact med områdets (økonomi eller statskundskab) højeste impact-score. Listen er nedenfor, med navn, universitet, indekstallet, placering, og et interval der viser, hvor meget placeringen flytter hvis man dobbeltvægter et af de tre elementer i indekset. Alle kan således vurdere, om enkeltøkonomer burde have været højere eller lavere placeret alt efter hvordan man vægter forskellige forhold. Vores konklusion er simpel: Tillykke, Nicolai Foss!

Navn

Sted

Indeks

Placering
Nicolai J. Foss

CBS

100.00

1 (1 – 1)
Keld Laursen

CBS

60.05

2 (2 – 2)
Martin Paldam

AU

54.60

3 (3 – 4)
David Dreyer Lassen

KU

45.94

4 (3 – 6)
David Lando

CBS

41.98

5 (4 – 9)
Morten Bennedsen

CBS

40.59

6 (5 – 10)
Peter Bogetoft

CBS

39.29

7 (4 – 9)
Finn Tarp

KU

39.04

8 (5 – 10)
Peter Norman Sørensen

KU

36.83

9 (6 – 15)
Henrik Jensen

KU

36.71

10 (8 – 11)
Christian Bjørnskov

AU

34.80

11 (7 – 15)
Niels Westergaard-Nielsen

AU

34.78

12 (8 – 13)
Helena Skyt Nielsen

AU

32.67

13 (12 – 15)
Henrik Hansen

KU

32.34

14 (9 – 19)
Søren Bo Nielsen

CBS

31.86

15 (14 – 18)
Jakob Roland Munch

KU

30.76

16 (11 – 21)
Steffen Andersen

CBS

30.72

17 (12 – 19)
Nina Smith

AU

30.65

18 (13 – 23)
Torben M. Andersen

AU

28.35

19 (20 – 21)
Michael Rosholm

AU

28.31

20 (17 – 25)
Bent Jesper Christensen

AU

27.59

21 (18 – 23)
Peter Birch Sørensen

KU

27.37

22 (19 – 29)
Jens Leth Hougaard

KU

26.56

23 (21 – 30)
Jesper Rangvid

CBS

26.35

24 (16 – 28)
Pascalis Raimondos-Møller

CBS

25.92

25 (24 – 27)
Claus Munk

CBS

25.80

26 (17 – 29)
Claus Thustrup Kreiner

KU

25.67

27 (24 – 25)
Carl-Johan Dalgaard

KU

25.53

28 (23 – 30)
Peter Sandholdt Jensen

SDU

24.06

29 (26 – 32)
Michael Svarer

AU

23.99

30 (27 – 33)
Søren Leth-Petersen

KU

23.47

31 (20 – 34)
Christian Schultz

KU

23.09

32 (31 – 32)
Nabanita Datta Gupta

AU

22.36

33 (31 – 36)
Thomas Rønde

CBS

20.87

34 (33 – 38)
Peder J. Pedersen

AU

20.15

35 (33 – 39)
Lars Skipper

KORA

20.01

36 (27 – 45)
Mette Ejrnæs

KU

20.00

37 (35 – 36)
Phillipp Schröder

AU

18.50

38 (35 – 41)
Jan Rose Skaksen

KORA

18.39

39 (37 – 42)
Torben Tranæs

Rockwool

18.37

40 (37 – 44)
Bo Sandemann Rasmussen

AU

18.28

41 (38 – 43)
Thomas Barnebeck Andersen

SDU

17.41

42 (40 – 44)
Nikolaj Malchow-Møller

SDU

17.14

43 (40 – 46)
Mette Verner

DJH

16.74

44 (39 – 47)
Jan Bentzen

AU

16.53

45 (40 – 48)
Marianne Simonsen

AU

15.95

46 (45 – 47)
Per Baltzer Overgaard

AU

13.60

47 (47 – 53)
Henning Jørgensen

AAU

13.51

48 (43 – 54)
Peter Møllgaard

CBS

13.43

49 (48 – 49)
Christian Groth

KU

13.17

50 (49 – 50)
Niels Thygesen

KU

12.93

51 (46 – 56)
Niels Nannerup

SDU

12.60

52 (50 – 53)
Birgitte Sloth

KU

12.46

53 (41 – 58)
Hans Jørgen Whitta-Jacobsen

KU

12.22

54 (51 – 52)
Henrik Lando

CBS

10.93

55 (51 – 57)
Anders Frederiksen

AU

10.37

56 (55 – 56)
Niels Kærgård

KU

9.11

57 (55 – 60)
Bent Greve

RUC

9.10

58 (53 – 60)
Henrik Christoffersen

Cepos

8.78

59 (57 – 59)
Morten Skak

SDU

8.50

60 (58 – 60)
Jesper Jespersen

RUC

1.53

61 (61 – 61)
Christen Sørensen

SDU

0.00

62 (62 – 62)
Flemming Ibsen

AAU

0.00

62 (62 – 62)
Poul Thøis Madsen

AAU

0.00

62 (62 – 62)

Ny viden om lykke og økonomi

Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2013. 2 svar

På trods af manges skepsis, bliver lykkeforskningen ved med at skabe nye og ofte overraskende indsigter. To nye studier er måske værd at tænke over, fordi de udfordrer populær politisk diskurs på flere områder.

For det første er Betsey Stevenson og Justin Wolfers i et nyt papir vendt tilbage til en af lykkeforskningens mest omdiskuterede påstande: At over et vist niveau betyder indkomst og objektiv velstand intet for lykken. Påstanden er af indlysende vigtighed, for hvis den er rigtig, hvad er så grunden til at søge at blive rigere, hvis vi ikke selv synes vores liv bliver bedre? Men ægteparret Stevenson og Wolfers tilbageviser overbevisende den populære påstand. I et stort og rigt datamateriale viser de, at den marginale effekt af at bliver X kroner rigere, er den samme for rige og fattige – ekstra rigdom stopper altså ikke med at gøre en forskel, hvis man er rig. På samme måde viser de, at det også gælder hele nationer. Økonomisk vækst skaber på langt sigt lykke i både rige og fattige samfund. Der er med andre ord gode grunde – også fra en lykkevinkel – at søge at skabe økonomisk vækst.

Den anden bid ny viden er på vej ud i et særnummer af Journal of Happiness Studies, og i al beskedenhed skrevet af undertegnede (se gated version her). For cirka et år siden indså nogle forskere, at vi faktisk ikke vidste ret meget konkret om, hvordan økonomiske kriser påvirker folks lykke og tilfredshed med livet. Jeg var blandt de forskere, der blev inviteret til at skrive artikler til et særnummer om kriser. Oplægget var at finde ud af, hvad der egentlig foregår og om der er noget, man kan gøre for at modvirke eventuelle tab. Resultatet af at sammenligne udviklingen i lykke på tværs af EU-landene siden 1975 viser, at de 94 episoder med recession i gennemsnit giver befolkningen et lykketab. Gennemsnittet dækker dog over, at mens lykken faldt i de 59 tilfælde, forblev den enten stationær eller steg i de resterende 35. Analyser viser hvad der skiller landene: Jo mere reguleret, økonomien er, jo større bliver lykketabet under kriser – og de mindst regulerede samfund ser sandsynligvis ingen tab.

Mens økonomer som Joseph Stiglitz  og Paul Krugman har argumenteret kraftigt for at regulere finansielle og arbejdsmarkeder mere, peger lykkeforskningen altså på, at de samme reguleringer under kriser forårsager større tab. Stiglitz har også været en af de store kritikere af at bruge BNP som velfærdsmål, men når det objektive og det subjektive er så klart forbundet, falder hans kritik noget til jorden.

Her er London…

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2013. 3 svar

I aften er det 68 år siden, at danskerne fik et af deres livs mest vidunderlige budskaber. BBC’s radioservice til Danmark viderebragte en meddelelse fra feltmarskal Bernard Montgomery, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og Danmark havde overgivet sig til de allierede styrker. Mørklægningsgardiner blev flået ned og i en demonstration af underspillet, dansk begejstring, satte tusinder af familier levende lys i vinduerne. Hvad de ikke havde måttet gøre i fem lange år, gjorde de som det første. Folk strømmede på gaderne, og dagen efter – som det senere blev skrevet – blomstrede danske byer i rødt og hvidt.

Min familie har lys i vinduerne i aften. Det er ikke blot en rar tradition, men også en hilsen til dem, der er tilbage fra den tid. Lysene er en tak til dem, der kæmpede for det, de havde kært, og både dem der er tilbage, og til dem, der aldrig nåede at opleve befrielsen. Nogle lod livet og mange andre bar resten af deres liv på dybe, gemte sår på sjælen. Mine bedsteforældre var blandt dem – det ene par nægtede velbetalt arbejde for værnemagten og fristede en kummerlig tilværelse som småbønder i stedet, det andet satte livet på spil i modstandsbevægelsen. At min mormor overhovedet deltog og måtte tilbringe de sidste måneder af krigen under jorden, var ikke noget, hun nogensinde fortalte. Hendes venner fra krigen fortalte det, da hun ikke længere var her til at protestere.

Sådan følte en hel generation: De var ikke helte og der var ikke noget at tale om, for en dag var Danmark frit og de var stadig levende. Men der er noget at huske, og mens de sidste af dem er blandt os, noget at takke for. Der er forhold, der ikke er til diskussion, og ting der ikke gives køb på. At jeg i dag kan have venner i Belgien, England, Spanien og Tyskland, der alle deler mit livssyn og alle lever i frie samfund, lå ikke i kortene i 1940. Men millioner ville det anderledes end Nazityskland, og deriblandt tusindvis af danskere. Lyset i mit vindue i aften er en hilsen til dem alle og en tak for, at de mente at vores frihed var deres liv værd.

Thatchers resultater – kriminalitet

Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2013. 4 svar

I vores miniserie om Margaret Thatchers resultater er vi kommet til et af de punkter, de stædigste Thatcher-hadere slår på. Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop, påstod for eksempel i Information forleden, ”at uligheden i hendes regeringsår forøgede kriminaliteten.” Som vi har dokumenteret tidligere, er det korrekt at uligheden steg, men er det en sandsynlig påstand, at den medførte øget kriminalitet? Svaret er et rungende nej.

Figuren nedenfor illustrerer udviklingen i to kriminalitetsindikatorer, som man kan sammenligne hen over tid: Mordraten og væbnet kriminalitet. Begge dele er udtrykt i hændelser per million mennesker, og som logaritmer (så man lettere kan se udviklingen i serien). Mordraten er den indikator, der viser mindst variation: Efter en svagt stigende tendens i 1970erne var den stort set flad i 1980erne – ved indgangen af årtiet skete der 9,7 mord per million briter, ved udgangen 9,6 mord. Steg denne del af kriminaliteten under Thatcher? Svaret er nej.

På samme måde kan man nemt se, at man ikke kan skyde skylden på hende for stigningen i den væbnede kriminalitet i 1980erne. Storbritannien blev et mere kriminelt samfund i hendes regeringsår, men drager man den relevante sammenligning mellem hendes år, og de to omkringliggende årtier, ser Thatcher-tiden pludseligt ret godt ud. Den væbnede kriminalitet eksploderede nærmest i de grå 1970ere: Raten steg med hele 177 %. Men figuren ovenfor illustrerer ret klart, hvordan kurven ’knækker’ under Thatcher. Stigningen i 1980erne var 44 %, mens den væbnede kriminalitet steg 54 % gennem 1990erne.

Kunne man have ønsket sig, at kriminalitetstendensen var helt stoppet eller endda vendt? Ja, naturligvis kan man det. Men hvis man skal ud i det tvivlsomme ærinde at skyde skylden på nogen for udviklingen, ser Margaret Thatchers regeringsperiode ud som den bedste tid i landet indtil de sidste ti år. Biskoppen burde måske holde sin mund offentligt, medmindre han er klar til at dokumentere sine injurierende påstande mod en afdød.

Mrs. Thatchers resultater – ulighed

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2013. 11 svar

En række medier – ikke mindst en noget ophidset Politiken – har i løbet af ugen raset og en hel del af Margaret Thatchers ’legacy’. For det første glemmer kritikerne, hvor elendig en stand britisk økonomi var i, da Thatcher overtog ledelsen i 1979. For det andet forveksler kritikerne, som mange andre, ulighed med fattigdom. Når for eksempel Politiken påstår, at Thatcher skabte fattigdom i Storbritannien, er det faktuelt forkert. Som vi demonstrerer i det følgende, skabte hendes reformer væsentligt større økonomisk ulighed, men ikke dokumentérbart større fattigdom. Tværtimod taler faktaene for, at alle socialgrupper oplevede fremgang i løbet af 1980erne.

Ved at kombinere data på købekraftskorrigeret BNP per indbygger og andelen af BNP, der er privatforbrug, med tal på hvor stor en del af den samlede indkomst blev forbrugt af dele af befolkningen, kan man skabe sig et billede af de fem overordnede socialgruppers status igennem årtiet. Figuren nedenfor illustrerer dette ved at plotte logaritmen til de fem gruppers købekraftskorrigerede privatforbrug (Y-aksen) fra 1971 til 2002.

Figuren illustrerer først, at briterne i Thatcher-perioden oplevede en markant stigning i den økonomiske ulighed. I 1978 var den britiske Gini-koefficient, målt på disponibel husholdningsindkomst, praktisk taget den samme som i Danmark. Ved udgangen af Thatchers ledelse var den steget til at være lidt mindre end i USA eller Irland. Så der er ingen tvivl om, at stigningen var reel og synlig. Men figuren viser også, at denne stigning ikke indebar at de fattige blev fattigere. For den nederste kvintil – de 20 % fattigste i et givent år – steg privatforbruget med cirka 9 % gennem årtiet. For de næste kvintiler hed stigningen henholdsvis 20 %, 27 %, 36 % og 52 %. Så ja, de rige blev rigere, men de fattigstes lod blev også bedre på trods af de markante reformer og reduktionen i overførsler.

Overser vi noget i disse tal? Svaret er et sandsynligt ja, men retningen i den ’fejl’ vi laver er ikke klar. På den ene side var uddannelse ikke længere gratis efter Thatcher, hvilket har været en større belastning for relativt fattige familier. Så måske undervurderer vi udgiftsstigningen for de fattige. På den anden side taler to andre forhold for, at vi overvurderer hvor fattige den første kvintil var. Det første er, at den sociale mobilitet efter alt at dømme steg med reformerne. Den anden er et problem, som bl.a. Robert Gordon har peget på i amerikanske data: Når man bruger samme prisindeks til at købekraftskorrigere for alle samfundsgrupper, løber man en risiko for at overvurdere inflationen for nogle af dem. Og liberaliserende reformer, som dem Thatcher indførte, har som oftest den effekt at de holder prisudviklingen tilbage for basisvarer, men ikke for luksusvarer. De grupper i samfundet, som bruger en stor andel af deres indkomst på basisvarer, får derfor en ekstra fordel, som ikke er synlig i data hvor man korrigerer med et prisindeks, der er fælles for alle grupper. Med andre ord undervurderer man reformernes effekt på de fattigstes faktiske købekraft, og dermed også deres fremgang.

En sidste observation er, at hvis reformerne virkelig havde skadet de fattigste permanent, burde man kunne se at de også efter Thatchers afgang så en langsommere udvikling i deres købekraft – man rullede nemlig ikke de fundamentale reformer tilbage i 1990erne. Men ser man på den længere udvikling, steg første og anden kvintils købekraft med 29 % gennem årtiet efter Thatcher, hvilket var lidt hurtigere end de næste to kvintiler og kun lidt langsommere end det rigeste kvintils 33 %. Ideen om, at Thatchers reformpolitik decideret skadede de fattigste briter er ganske enkelt forkert. Den giver kun mening, hvis man opfatter folks relative position som alt og deres absolutte indkomst som intet – og det er vist kun Ken Livingstone, der mener det.