Som det vist er faste læsere af denne blog bekendt, jubler vi ikke just over niveauet i danske mainstream medier. For eksempel startede jeg mit lille sideprojekt “americas.dk” som en reaktion på Orientering Udefra’s dækning af Latinamerika i almindelighed og måske især Niels Lindvigs “reportager” fra regionen i særdeleshed. Alle lavet over samme afhængigheds-teoretiske skabelon og uden hensyn til fakta.

I de seneste måneder er debatten om betydningen af journalisters politiske udgangspunkt blusset op igen.

I en kronik i Berlingske Tidende den 24. marts, Journalisternes røde verdensbillede, indleder Eva Agnete Selsing med at spørge:

Hvorfor skal vi altid høre om velfærdsstaten som et økonomisk mirakel, når den, helt evident, er det modsatte? Hvorfor er det altid synd for den enlige mor til fire på kontanthjælp? Hvorfor er det aldrig bare en lille smule forargeligt, at hun har sat børn i verden, hun ikke kan forsørge?

og svarer selv, at det er

Fordi 80 procent af alle journalister er røde.

Eva Selsings vægtning af journalisternes grundlæggende holdninger som betydende faktor for deres journalistiske arbejde, bliver i en kronik, Journalister er (stadig) ikke røde lejesvende, (forsøgt) imødegået af Erik Albæk & David Nicolas Hopmannm,, hhv. professor og lektor ved Center for Journalistik, SDU.

Albæk og Hopmann kommer med række valide indvendinger mod alene at lægge vægten på journalisternes politiske ståsted. Jeg tror egentlig heller ikke Eva Selsings mener at kun det politiske ståsted er bestemmende.

Albæk og Hopmann erkender at der eksisterer en række mekanismer, som skævvrider nyhedsdækningen ogiskriver, at

Selsing kan således have fat i en vigtig pointe, når hun anfører, at journalistik er tilbøjelig til at anlægge en pro-velfærdstatsvinkel

De mener ikke journalisternes egne holdninger er de væsentligste, men peger i stedet på en række andre faktorer, som skævvrider bl.a. debatten om velfærdsstaten, Ifølge Albæk og Hopmann peger meget på, at der eksisterer en strukturel asymmetri, hvorefter dem som har fordel af en udvidelse af velfærdsstaten er lette at mobilisere, mens dem det gavner, at der udvises økonomisk mådehold er svære at mobilisere. Det har implikationer for politikeres ageren (pro velfærdsstat), og indebærer ifølge Albæk og Hopmann, at der formentlig er samme asymmetri i mediernes nyhedsdækning, grundet de almindelige journalistiske nyhedskriterier.

For som de skriver:

Når det af den godt fortalte nyhedshistorie kræves, at den inde- holder konflikt,‘human interest’-identifikation og en »case«, så er det ulig lettere at skrive historien om den handicappede, som mister en ydelse, eller de børn, hvis skole lukkes. Det kan man identificere sig med. Det kan illustreres med billeder. Og det virker umiddelbart uretfærdigt for de berørte. Men historien om skatteyderen, der får flere kroner i lommen om måneden som følge af den reducerede ydelse, bliver ikke fortalt. Hvis antagelsen om en sådan asymmetri er korrekt, må vi forvente, at der er en slagside i nyhedsdækningen til fordel for de interesser, der ønsker en bevarelse eller udvidelse af eksisterende velfærdsydelser.

Med andre ord er der tale om en grundlæggende fejl, som ikke kan hæftes op på journalisternes egne holdninger. Den manglende entydige røde eller blå bias underbygger de ved bl.a. at pege på hvordan historien om betalingsringen udspillede sig. Som de skriver:

Det samme type skævvridning så vi, da den siddende regering lancerede sine planer om at indføre en betalingsring rundt om København. Nyhedsfladen var fyldt med interviews med trafikanter, for hvem en ring ville betyde væsentlig længere tid til arbejde, når de skulle benytte offentlig transport. Alternativt skulle de betale en meget høj afgift. Vores indtryk er, at der var meget få historier om folk, som ville høste fordele af ringen, eksempelvis de småbørnsforældre, hvis børn ville kunne ånde renere luft under den daglige tur i barnevognen rundt om søerne i indre København.

Og de har en pointe. Deres svar er, at man skal øge fokus på om gældene journalistiske nyhedskriterier sikrer en fair og afbalanceret dækning.

Deres forslag er at man i stedet for at illustrere politik med håndplukkede ’almindelige’ borgere som »cases«, der er ofre – måske i stedet bør fokusere mere på at fortælle den overordnede historie om hvorvidt der er fordele eller ulemper for hele samfundet.

Interessant nok er ingen af de to kronikører formentlig klar over, at deres forslag i sig selv jo er udtryk for en klar politiske vinkling (og naivitet). For hvis vinklingen skal baseres på en cost-benefit analyse, og det jo reelt det de foreslår, så kan det vel grundlæggende bedst betegnes som “radikal teknokratisk nyhedsformidling”.  

Det fremgår tydeligt af deres overordnede argument mod, at journalisters politiske grundholdninger spiller en rolle i nyhedsformidlingen:

I forskningen er der bred enighed om, at den enkelte journalists overbevisning ikke spiller nogen betydelig rolle for det samlede mediebillede, hverken til venstre eller til højre. Ligeså lidt som man kan påstå, at alle danske regeringers politik er radikal (fordi påfaldende mange embedsmænd stemmer radikalt), giver en så forsimplende påstand om den enkelte journalist mening. Embedsmændene laver det, ministrene ønsker – i et kompliceret system, hvor de skal forholde sig til interesseorganisationer, medier og mange flere aktører. På samme måde er nyhedsproduktionen en kompliceret proces, hvor mange aktører, procedurer og normer spiller en rolle, og hvor journalister arbejder i en nyhedsorganisation med ejere og (chef-)redaktører. Det er ikke de individuelle journalisters politiske holdninger, man skal fokusere på, hvis man vil forstå mediernes måde at dække politik på.

Her videregives et drømmebillede af hvordan embedsmandsstanden måske nok burde være, men bestemt ikke er, Tværtimod. Kunne det tænkes, at mange embedsmænd er radikale fordi dette politiske standpunkt stemmer bedst overens med en selvopfattelse af embedsmandens centrale rolle? Laver embedsmændene virkeligt bare det ministrene ønsker? Her synes der at være tale om en opfattelse af den politiske proces, som taget ud af TV-serien “Borgen”. I den virkelige verden er det jo ikke helt nemt altid at afgøre hvem der egentlig arbejder for hvem.

Og hvad blev der af aktørernes egeninteresser? Er det uden betydning at medierne er på støtten? Er det uden betydning at Danmarks Radio er licensfinansieret i stedet for at skulle eksistere på almindelige markedsvilkår? Man skal vist være meget naiv hvis man tror det.

Hvis der er en sammenhæng mellem om folk er ansat i den private eller offentlige sektor, om de er selvforsørgende eller på kontanthjælp, for hvor de sætter deres kryds, så gælder det nok også for journalister og embedsmænd. Det ville være mærkeligt andet.

Og det er jo næppe noget tilfælde at man altid ender med at diskutere Danmarks Radio og deres eventuelle journalistiske bias. Jovist, kan man som borgerlig være irriteret over Politiken, som socialister kan være irriterede over Børsen. Men til forskel fra Danmarks Radio kan man jo bare lade være med at abonnere på de to aviser.

Når Deadline er virkeligt bizar

Hovedmålet for debatten om journalisters eventuelle røde bias har de seneste måneder været det nye DR 2 og ikke mindst den nye Deadline.

Her er det forøvrigt interessant, at Martin Krasnik i et interview med Paul Erik Skammelsen direkte har understreget, at han i hvert fald ikke kan se bort fra sin personlige holdning.

På det punkt (og det er nok også et af de få) er Martin Krasnik og Eva Selsing enige.

I søndags var et af temaerne i Deadline den stigende tilslutning til borgerligt-liberale ideer blandt danske unge. Den måde Deadline behandlede emnet på, var ved først at interviewe en ung kvinde, som fortalte om hvorfor hun havde meldt sig ind i Liberal Alliances Ungdom. Herefter gav man ordet til to venstreorienterede debattører- Programmet kan ses her.

Ingen af de to anede meget om hvad liberalisme er. Den ene, Lars Olsen, er en kendt venstreorienteret debattør og forfatter, den anden en filosof, Anders Fogh Jensen, som ifølge udsendelsen  har forsket i bl.a. “projektsamfundet” samt “magt og organisationer” med særlig fokus på liberalisme, som det blev sagt. Det med kendskabet til liberalisme ligger det vist lidt tungt med.

Her er så mit spørgsmål: Hvorfor? hvad var formålet med udsendelsen? Blev vi klogere på hvorfor nogle unge er blevet mere liberale (hvilket kun kan glæde os her på bloggen)?

Måske er der læsere af bloggen, som har nogle bud på hvad det gik ud på.  Jeg erkender blankt, at jeg mest af alt fandt hele optrinet bizart,. for ikke at sige absurd.

Set fra Liberal Alliances Ungdom var der måske nærmest tale om et scoop. Først taler en ung køn kvinde med ben i næsen, hvorefter to venstreorienterede snakkehover som repræsenterer alt det unge liberale forkaster, bruger det meste af tiden på at forsvare velfærdsstaten. Meget bedre bliver det jo ikke for LAU.

Men det var vel ikke det, som var meningen?