Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Andreas Bergh springer ud som klummeskribent

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2013. Skriv et svar

Den fremragende Andreas Bergh fra Lunds Universitet (og en af mine skattede medforfattere) er begyndt at skrive klummer/ledere for Svenska Dagbladet. Hans første handler om tillid og kan læse her. Dagens avis bringer også et interview med ham. Et kort pluk fra den anbefalelsesværdige klumme:

Detta enkla mått på tillit är en av samhällsvetenskapens mest intressanta variabler. Länder med hög tillit har bättre fungerande ekonomier och kan lättare bygga upp sociala skyddsnät. Det tycks dessutom vara ett orsakssamband som i grunden är lätt att förstå: När människor är ärliga och litar på varandra kan det mesta lösas smidigare. Mindre energi läggs på bråk och tvister.

Ronald Coase, 1910-2013

Af Christian Bjørnskov, den 4. september 2013. Skriv et svar

De amerikanske medier bragte i går den triste besked, at Ronald Coase er død. Coase var Nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige økonomer i det 20. århundrede og nærmest på niveau med James Buchanan, som vi mistede i januar. Coase etablerede sin status i 1937 ”The Nature of the Firm” – fem år før f.eks. Martin Paldam blev født – hvor han gav en egentlig, logisk økonomisk forklaring på, hvorfor folk danner firmaer. Han udgav sin sidste bog i 2012. Han havde været en stor økonom hvis han ’blot’ havde revolutioneret måden vi tænker virksomheder på. Min yndlingsartikel af Coase kom dig i 1960, året efter at han havde luftet tanken første gang.

I ”The Problem of Social Cost” gik han direkte i kødet på måden, man tænkte forurening og andre eksternaliteter på. Coase viste, hvordan man ikke blot bør tænke på at forurenende virksomheder påtvinger andre omkostninger gennem forurening. Hvis andre tvinger virksomheder til at holde op med at forurene, påtvinger de virksomheden omkostninger. Under bestemte betingelser er lovgivning omkring forurening og mange andre lignende problemer udelukkende et spørgsmål om hvem der betaler omkostningen, og ikke om hvor stor den er. Det er med andre ord et spørgsmål om at tildele ejendomsret til forureningen. Coase-teoremet siger dermed, at tydelig tildeling (og håndhævelse) af ejendomsret kan løse eksternaliteter.

Ronald Coase var en af de få økonomer, der ikke blot én, men flere gange, ændrede måden vi tænker økonomiske og politiske problemstillinger. Han var også en af de få, der forblev produktiv og kreativ langt op i alderen – forureningsindsigten fik han sidst i 40erne. Genier som ham ser man utroligt sjældent, og han er det andet vi har mistet i år.

Absurditeter fra skatteministeren

Af Christian Bjørnskov, den 30. august 2013. 3 svar

Skandalerne vælter for tiden ud af skabene hos Skat. Adskillige skatteministre, ikke mindst Kristian Jensen, er ansvarlige for at have siddet advarsler overhørige i forbindelse med den seneste skandale om ejendomsvurderinger. Men uanset hvad der ellers sker, er det den nuværende skatteminister, SF’s tidligere leder Holger K. Nielsen, der sidder med ansvaret for at redde trådene ud. I stedet slipper han af sted med aldeles absurde udtalelser og synspunkter. Her er to eksempler.

På dagen, da det kom frem at Skats ejendomsvurderinger, som man baserer ejendomsskatter på, var både voldsomt upræcise og systematisk for høje, afslog ministeren sagens alvor med følgende argument. 1) At det ikke var muligt at ramme vurderingerne mere præcist, for ejendomsmæglere i et show på DR kan ikke ramme rigtigt. 2) At der derfor ikke var noget egentligt problem, fordi selvom nogen betalte for meget, var der jo andre, der betalte for lidt i skat.

Argumentet er for det første rendyrket nonsens, ikke mindst fordi Skat faktisk skal ramme en vurdering i underkanten af markedets vurdering. Så i forhold til markedets vurdering skal borgerne faktisk betale mindre, mens 41 % faktisk har betalt for meget i skat. For det andet handler hele sagen om, at Skat helt har ignoreret borgernes krav på retssikkerhed. I den kontekst er det helt ligegyldigt, om nogle borgere ender med at betale mindre skat, end markedsvurderingen ville tilsige. Det eneste vigtige retssikkerhedsmæssige aspekt er, at staten ikke må snyde borgerne. Og når 41 % tydeligvis betaler for meget – uden at problemet bliver løst – er der et stort problem. Det kan helt absurde Holger K’s gennemsnitsargument ikke skjule.

Den anden absurditet kom forleden aften, da ministeren overfor TV2 News fastholdt, at det nu gjaldt om at genoprette borgernes tillid til Skat. Øjensynligt mener ministeren, at det primært er borgerne, det er galt med, og hvis de igen lader sig lulle ind i en tornerosesøvn af naiv tillid til landets mest magtfulde myndighed, er alt godt. Det er det også for en minister, hvis eneste mål synes at være at indkræve så store midler fra borgerne som muligt.

Men ret beset er det den omvendte verden at mene, at borgerne bare skal sørge for at stole på Skat efter den strøm af skandaler, der har omgivet myndigheden det sidste år. At kræve, at borgerne skal ’genoprette’ deres tillid til Skat, efter det er kommet frem at skatteministeriet og Skat København åbenbart har samarbejdet om at holde centrale forhold hemmelige for ombudsmanden, er ikke mindre end absurd. I enhver rimelig verden – og enhver rimelig politisk optik – gælder det nu for Skat og ministeriet om at stramme praksis og overholdelsen af basal forvaltningsskik så meget op, at de gør sig fortjent til borgernes delvise tillid igen. I Holger K’s planøkonomiske Omvendtslev er det dog altid borgerne, der tager fejl og skal rette ind, og aldrig staten eller politikerne.

Hvem er du tættest på – nerd edition

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2013. Skriv et svar

For de økonominørdede af vores læsere er her en test af, hvilken topøkonom i the IGM Economic Experts Panel, som ens meninger er tættest på. Testen er her; panelet kan findes her.

Jeg tog testen i går, og endte tættest på Robert Hall. I løbet af testen varierede det lidt, og jeg var ofte også tæt på Luigi Zingales og Pete Klenow. Hattip: Eric Crampton.

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Af Niels Westy, den 18. august 2013. 2 svar

The Economist har de seneste to uger haft et par artikler, som på glimrende vis illustrerer, at pragmatisme og ikke libertarianske frihedsidealer eller (venstreorienterede) menneskrettighedsorganisationer, som f.eks. George Soros “Open Society”, er den primære faktor bag ændringer i den førte narkotikapolitik.

Således kunne man i sidste uge læse, at New Zealands borgerlige regering undersøger mulighederne for at legalisere syntetiske rusmidler. New Zeeland er et af de lande i verden med det højeste forbrug af netop denne form for rusmidler, mens bl.a. kokain og heroin, stort set ikke kan opdrives. Ikke af ideologiske årsager, men fordi forbud er dyrt og virkningsløst.

20130817_USC211Dette følges I denne uges Economist op af en artikel om reformer i USA, hvis formål er at reducere antallet af indsatte i landets fængsler. USA er det land i verden, hvor den største andel af befolkningen sidder i fængsel.

Op mod halvdelen af de indsatte er dømt for narkotikarelaterede forbrydelser. Hvor stor en andel af disse som er resultatet af “plea bargains”, er ukendt. Men givet at strafferammen er ganske betydelig for selv relativt begrænset besiddelse af en række rusmidler, er der utvivlsomt en del, der aldrig var kommet i nærheden af en fængselsdom i andre lande, herunder Danmark.

Igen er den væsentligste motivationsfaktor penge. Her omkostningerne ved fængselssystemet og overvejelser om marginalnytten i form af lavere kriminalitet ved at putte flere i fængsel.

Inspirationen til reformer kommer i høj grad for en for mange uventet kant, nemlig Texas.

Jeg havde for to år siden fornøjelsen af at møde Jerry Madden, der som tidligere formand for Senatet i Texas “Corrections Committee”, ikke lægger skjul på at omkostningerne ved en fortsat øgning af antallet af indsatte har været helt afgørende, se også interview med det australske ABC her.

Der er med andre ord tale om en pragmatisk tilgang i begge tilfælde, hvor den grundlæggende drivkraft er en erkendelse af at man er gået for langt/at det ikke virker.

Samme tilgang var forøvrigt afgørende i forbindelse med Portugals vidtgående reformer og dekriminalisering ved årtusindeskiftet, ligesom det er afgørende for den udvikling der er under vejs i en række latinamerikanske lande. Symboliseret ved bl.a. tidligere og nuværende præsidenters anerkendelse af, at “The war on drugs” er tabt. Et synspunkt, som i følge “Rasmussen Reports” deles af 82 procent af den amerikanske befolkning.

En erkendelse der dog ikke ikke indebærer at man er tilhænger af legalisering. Det er kun en meget lille andel af befolkningen (gælder også herhjemme).

Men måske vil de erfaringer man får i New Zealand, hvis man legaliserer sammenholdt med erfaringerne i lande som Portugal, hvor forbruget ikke er steget som resultat af afkriminaliseringen, på sigt gøre det “stuerent”, at gå ind for en egentlig legalisering – også selv om libertarianske friheds idealer eller menneskerettigheds kvababbelse ikke står på menuen hos de fleste borgere.

Sundhed i 100 år målt på højde

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2013. 12 svar

Det er almindeligt kendt blandt både læger og udviklingsøkonomer, at under- og fejlernærede mennesker som oftest ikke når deres fulde, genetiske højde. Fænomenet, der kaldes ’stunting’ i sin værste udgave, kommer fra det faktum at børn, der er fejl- eller underernærede de første fem år af deres liv, simpelthen ikke bliver ret høje. Egentlig fattigdom kan derfor ofte måles bedre via stunting og andre ulykkelige fænomener som børnedødelighed end gennem indtægtsundersøgelser. Og der er problemer, der generelt forsvinder med økonomisk udvikling.

Mange påstår, at økonomer dog overser et problem: Fordelingen af indkomster. Ideen bag blandt andet Wilkinson og Picketts meget solgte og læste – men aldeles elendige – The Spirit Level, er at befolkningens gennemsnitlige, basale sundhedstilstand er værre i lande med større økonomisk ulighed. Denne påstand benyttes herefter som et forsvar for den skandinaviske type velfærdsstat, som menes at omfordele så meget, at man i det store og hele undgår problemerne. Dette element har for eksempel været tydeligt i den svenske og britiske debat.

Som omtalt her på stedet, har mine venner Andreas Bergh og Therese Nilsson ved Lunds Universitet stort set bortvist de fleste af denne type påstande. Men nogle gange taler et billede tydeligere end 1000 ord. Og heldigvis kan man tegne et klart billede. Fra Danmarks Statistisk er der nemlig adgang til unge mænds gennemsnitshøjde de sidste 100 år ved session. Vi ved med andre ord, hvor høje fuldt udvoksede danske mænd i gennemsnit har været siden 1911. Hvis uligheds- og velfærdshistorien er så vigtig, burde man kunne se at danskerne blev højere da velfærdsstaten begyndte at omfordele til de fattigste, som derfor blev sundere.

Men det er ikke just hvad figuren viser. Gennemsnitshøjden i 1911 var 168,9 cm. I det sidste årti af 1800-tallet var den 168,2 cm, og i perioden 1848-1856 var den cirka 166 cm. En sjov detalje er, at jeg med mine i dag stort set gennemsnitlige 182 cm (2 cm højere end gennemsnittet) ville være blandt de tre procent højeste i 1911, og folk i nærheden af to meter var deciderede freaks. Gennem det 20. århundrede voksede danskerne med godt 2 millimeter per årti, men siden slutningen af 1970erne er vi ikke blevet højere.

Med andre ord er danskernes helt basale sundhedstilstand ikke blevet nævneværdigt bedre siden sidst i 1950erne, da sessionsdeltagerne fra 1975-1980 blev født. Det væsentlige knæk i kurven ser derimod ud til at ske en gang i 1930erne, og dermed langt før moderne omfordeling begyndte. Det passer slet ikke med dansk velfærds- eller omfordelingsudvikling, men fint med basal økonomisk udvikling.

Man skal naturligvis ikke tage figuren for mere end den er. Der er mange andre faktorer, der kan influere på dansk sundhedstilstand og odds er, at dansker har nået deres genetisk bestemte, maksimale gennemsnitshøjde. En sigende detalje om andre faktorer er måske, at skeletundersøgelser af danskere fra vikingetiden faktisk peger på en gennemsnitshøjde blandt mænd på cirka 173 cm. Men så simpel en historie, som velfærdstilhængere ofte fremstiller som argument for at omfordeling fører til markant bedre sundhed, er svær at se.

Virker rygepolitikken overhovedet?

Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2013. 16 svar

For en lille uge siden havde jeg en kommentar i Børsen med titlen ”Virker Sundhedspolitikken?” Flere har efterlyst at vi omtalte den her på stedet, hvilket hermed er gjort. Pointen er, at når man undersøger den højt profilerede antirygepolitik, som sundhedsminister Astrid Krag er åbenlyst stolt af, er der ingen videnskabeligt baseret grund til at tro, at den har nogen som helst gavnlig virkning. Her er et pluk fra kommentaren:

I et nyt europæisk studie fra det tyske IZA-institut viser Alois Stutzer og Reto Odermatt ved Universität Basel meget sammenlignelige resultater. Ved at sammenholde ændringer i afgifter, priser og forbud finder de således heller ikke, at afgifter har haft nogen effekt på om folk ryger eller ej. Modsat det amerikanske studie, finder de heller ikke at europæeres tobaksforbrug er følsomt overfor prisen. Det betyder dog ikke, at afgifter er uden konsekvenser. Når højere priser ikke ændrer på forbruget af tobak, må den mindre købekraft jo forsvinde et andet sted fra. Rygere reducerer ganske enkelt andre indkøb.

De schweiziske økonomer kan dog gå et skridt videre end amerikanerne. For det første viser de også, at forbud mod rygning på offentlige steder heller ingen virkning har på forbruget. Muligvis ryges der mindre på cafeer eller offentlige arbejdspladser, men folk vælger blot at ryge et andet sted. For det andet kan de ved at bruge EU’s halvårlige spørgeskemaundersøgelse påvise, at væsentligt højere afgifter sænker rygernes tilfredshed med livet, mens de intet gør for ikke-rygernes tilfredshed.

Eneste virkning er, at staten skraber flere penge ind i afgifter – men måske var det den egentlige hensigt? Det schweiziske studie kan findes her; et tilsvarende amerikansk er her (gated).

Punditokraternes sommerlæsning: Measure for Measure

Af Christian Bjørnskov, den 31. juli 2013. Skriv et svar

På trods af at han har været død i snart 400 år, er der intet gammelt og støvet over William Shakespeares berømte skuespil. Med den rigtige skuespiller som Henry V, for eksempel, er man klar til at følge kongen i krig når han omfavner publikum med ordene ”we band of brothers.” Den samme fascination gælder stadig for Romeo og Julie, Othello, Helligtrekongersaften, you name it… Men der er også perler at finde blandt de mindre kendte stykker, som jeg fik demonstreret fredag aften.

Jeg var til Stratford Festival for at se Measure for Measure – et af de såkaldte problemstykker. Measure er Shakespeares udlægning af Lord Actons diktum om, at magt korrumperer og absolut magt korrumperer absolut. Wiens hersker forlader byen for en stund (tror man) og overlader magten til sin næstkommanderende, Angelo. Og Angelo mener, at alle love skal overholdes med ethvert middel, man har til rådighed! Men som det bliver sagt i stykket: ”it is excellent, to have a giant’s strength, but it is tyrannous to use it like a giant.”

Eller, for at opsummere hvad der faktisk ender med at ske. ”Some rise by sin, and some by virtue fall.” Når magten først er der, hvad forhindrer så magthaverne i at bruge den til deres egne, mere personlige formål? 409 år efter Measures premiere er det lige så sandt som da stykket var spritnyt. Brug endelig en eftermiddag i Shakespeares selskab og med hans tanker om hvad der sker, når statens muskler bliver for udviklede!

Der er ikke belæg for at flere skematimer øger det faglige niveau i folkeskolen

Af Niels Westy, den 28. juli 2013. 9 svar

Under overskriften “Længere skoledag til børnene” slår Brian Mikkelsen til lyd for, at børn i fremtiden skal gå endnu længere tid i skole end der lægges op til i den seneste reform, som de konservative, med Mikkelsens ord, “bakker op om 95 procent”.

Argumentationen bygger på en forestilling om en snæver sammenhæng mellem antallet af undervisningstimer og elevernes faglige niveau. Det er der bare ikke empirisk belæg for, tværtimod.

Sammenholder man antallet af skematimer, som det fremgår af OECDs seneste udgave af “Education at a glance 2013” med den seneste PISA-undersøgelse, er den umiddelbare konklusion faktisk tværtimod, som det fremgår af figuren nedenunder.

pisa-oecd

Jeg skal understrege at ovenstående IKKE skal tolkes som “jo færre timer, jo bedre fagligt niveau”. Men det indikerer klart, at man ikke kan slutte, at flere timer giver bedre fagligt niveau.

Et godt gæt er formentlig, at det betyder mere, hvad der faktisk foregår i de timer børnene bruger i skolen.

Better Place, politikere og “andre folks penge”

Af Niels Westy, den 27. juli 2013. 2 svar

Efter Better Place tidligere på året opgav ævret og gik konkurs, beklager Venstre og Dansk Folkeparti nu, at man oprindeligt gik ind for projektet tilbage i 2008. (endnu) Et projekt, som har kostet skatteyderne millioner af kroner.

Og hvilke undskyldninger. Det bliver næppe mere ynkeligt. Således udtaler Claus Hjort Frederiksen, at

Der var et meget stort samfundspres fra mange interessenter for at fritage elbiler for afgifter i 2008, og vi må indrømme, at vi bøjede os for det massive pres. Set i bakspejlet skulle vi ikke have gjort det,

Morten Messerschmidt, der var energiordfører for Dansk Folkeparti i 2008, udtaler, at

Vi må bare indrømme, at satsningen på elbiler nok i høj grad skyldes en lobbyisme fra stærke organisationer, der har gjort sin indflydelse gældende hos danske politikere. Derudover var der en helt ekstremt hype om elbiler for fire-fem år siden, at ingen slog koldt vand i blodet og afventede, hvad andre lande ville gøre.

Og efter at skose det konkursramte Better Place og tidligere DONG-direktør Anders Eldrup for at påstå, at der ville køre 400.000 elbiler i Danmark i 2020, slutter han af med at sige, at

Det var at tage røven på os politikere, at man dengang fremturede med den slags målsætninger, der ingen hold i virkeligheden havde.

Vi fornemmer at vi nærmest skal have medlidenhed med de to herrer og det daværende VKO flertal, som blev “snøret” af Better Place og Anders Eldrup.

Undskyld udtrykket, men det er jo det rene bullshit.

De som var begejstrerede for ideen om støtte til det vanvittige projekt, havde jo alle enten en politisk eller økonomisk interesse i det – og det gælder også VKO og de to herrer.

X antal spildte millioner senere bør man måske hellere stille sig selv følgende spørgsmål. Ville de to herrer og resten af det flertal i folketinget, som vedtog at kaste skatteydernes penge efter Better Place, have taget samme beslutning, hvis det havde været deres egne penge? Næppe.

Det var formentlig en beslutning der først og fremmest var drevet af kortsigtet gustne politiske overvejelser, baseret på Foghs fejlagtige overbevisning om at klimadagsorden var væsentlig for befolkningen. At projektet vedtages året før klimakonferencen i Danmark er næppe heller uvæsentligt.

Med andre ord kan man vælge mellem at VKO var (og er) befolket af folkevalgte, hvis naivitet og godtroenhed grænser til det enfoldige, eller af folkevalgte, for hvem skatteydernes penge blot er et middel til fremme af egne interesser.

Og lur mig om ikke de herrer Hjort og Messerschmidt havde sagt præcist det samme som socialdemokratiets trafikordfører, Rasmus Prehn (S), nemlig at elbiler på trods af »startvanskeligheder« er fremtiden, hvis de fortsat havde været ved magten.

Det er også værd at huske på, at både Venstre og Dansk Folkeparti har bakket op om, og fortsat bakker op om en national energipolitik som ikke lader Better Place noget tilbage, når det kommer til at være “penge ud af vinduet”. Men hvad søren, det er jo hvad man har skatteydere til, eller hvad?

Better Place er i hvert fald et eksemplarisk eksempel på alternativ 4 i Milton Friedmans “4 ways to spend money”.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=5RDMdc5r5z8″ /]

 

 

 

PKK om De Ti Teser

Af Christian Bjørnskov, den 25. juli 2013. Skriv et svar

Medierne har på det sidste skrevet en del om De Ti Teser, som Søren Pind og co. lancerede i 2003. Mange journalister har tolket det, som om de – på trods af Fogh og Hjorts raseri dengang – er blevet ‘mainstream’ i dansk politik. Den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard leverer i dag et af sine sædvanlige, skarpe, velinformerede og gennemargumenterede indlæg på Berlingske.

PKK skriver blandt andet at ”reelt skal man nok have taget et ordentligt sug på vandpiben for at nå til den konklusion, at “de ti teser” nu skulle være blevet “politisk mainstream”.  Om noget er der god grund til at tro–og videnskabeligt belæg for–at VKO-årene flyttede danskerne endnu længere væk fra et liberalt menneske- og samfundssyn, end de var i begyndelsen af forrige årti.”

Hele indlægget kan læses her – og er stærkt anbefalelsesværdigt til dem, der mener at Danmark er blevet mere borgerligt.

Punditokraternes sommerlæsning: Ulighed og sundhed

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2013. Skriv et svar

I serien om sommerlæsning er vi kommet til lidt mere faglig litteratur. Forleden dukkede Wilkinson og Picketts rædselsfulde The Spirit Level igen op i Børsens debatsider. En af hovedpåstandene i den polemisk manipulerende bog er, at større indkomstforskelle gør folk syge.

Heldigvis er der hæderlige forskere, der har set på emnet. I den fine, lille Blir vi sjuka av inkomstskillnader – En introduktion till sambanden mellan inkomst, ojämlikhet och hälsa, som kan fås gennem Studentlitteratur i Lund, viser Andreas Bergh, Therese Nilsson og Daniel Waldenström – alle tilknyttet IFN i Stockholm – at en stor del af påstandene enten er stærkt overdrevne eller direkte forkerte.

Bogen giver et fremragende overblik over det metodiske minefelt, man skal navigere igennem for at ens forskning giver mening. Men den gør det på en imponerende pædagogisk og letlæst måde, og overblikket over den nye litteratur er både omfattende og klart fremlagt. Så er man interesserede i denne del af ulighedsdebatten – og dermed i en stor del af baggrunden for sundhedsministerens politik – er her en stærkt anbefalelsesværdig introduktion.

For dem, der forstår mere svensk end jeg gør, er her en video med Therese Nilsson, der fortæller om emnet. IFN har også udgivet et kort overblik her.

Ny punditokrat: Casper Hunnerup Dahl

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2013. 1 svar

Vi kan i dag byder en ny punditokrat velkommen: Casper Hunnerup Dahl. Casper blogger i forvejen for Berlingske, og er næppe helt ukendt for mange af vores læsere. Han stod bl.a. bag det meget omtalte Cepos-studie af sammenhængen mellem velfærdsstaters omfang og deres arbejdsnormer (omtalt her). Jeg har også haft den fornøjelse at være til flere Public Choice-konferencer med Casper og set ham ”in action”.

Casper forsvarede i januar sidste år sin PhD-afhandling med titlen “The Uncertain Effects of Constitutions: Investigating Cross-National Patterns in Rent Seeking and Government Spending” på Københavns Universitet. Afhandlingen, der er skrevet under vejledning af ingen mindre end den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard, omhandler et tilbagevendende emne her på bloggen: Forfatningsøkonomi. Resumeet til forsvaret – og dermed et indtryk af Caspers hovedområde – er her:

Hvad er de politisk-økonomiske konsekvenser af demokratiske forfatningsinstitutioner? Er lande med proportionelle valgsystemer fx præget af større omfordeling end lande med andre typer af valgsystemer? Og er der en større interessegruppeaktivitet i lande med parlamentarisme end i lande med en folkevalgt præsident? Afhandlingen undersøger i hvilket omfang politiske forfatningsinstitutioner kan forklare variationen i politisk gevinstsøgning og offentlig udgiftspolitik på tværs af demokratier, idet en række hypoteser fra den teoretiske litteratur i konstitutionel politisk økonomi testes empirisk. Analyserne bidrager til forskningen ved at pege på nye, mulige sammenhænge mellem forfatningsinstitutioner og politisk økonomi; samtidig understøttes nogle tidligere empiriske resultater, mens andre drages i tvivl. Samlet set bidrager afhandlingen til en debat om, hvorvidt forskellige forfatningsinstitutioner har universelle konsekvenser for politisk-økonomisk adfærd på tværs af demokratier.

Punditokraternes sommer læsning 2: Til alle der taler for aktivistisk udenrigspolitik.

Af Niels Westy, den 14. juli 2013. Skriv et svar

Nu hvor de danske styrker trækkes ud af Afghanistan mener et flertal i folketinget vist ,at vi skal se os efter nye steder, hvor danske Jens’er kan slå deres folder og et slag for frihed og demokrati. se bl.a. denne artikel i Berlingske.

Jeg skal ærligt erkende, at jeg er mere end almindelig skeptisk overfor den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik. Jeg må også indrømme, at dette ikke altid har været min position. Således var jeg oprindelig tilhænger af invasionen af Irak i 2003. Ak og ve, hvis jeg blot havde læst Niall Fergusons Collossus inden i stedet for efter invasionen. Så havde min opfattelse nok været en ganske anden.

Det man forsøger i Afghanistan og forsøgte i Irak har USA prøvet mange gange før. Både i Mexico og Haiti. Begge steder uden større held.

Men i virkeligheden er det vel blot at se på 2. verdenskrig. På trods af at der var tale om en forsvarskrig, samt at man tillod sig selv og accepterede handlinger, som vi i dag på intet tidspunkt ville acceptere (Bombningen af de tyske byer f.eks.), er der ingen tvivl om at den store sejrherre i 1945 var Josef Stalin og Sovjet.

Er man ikke overbevist, vil jeg anbefale at man læser Antony Beevor’s “Anden verdenskrig“. Det er ganske enkelt endnu en fremragende bog af Beevor. Det er derfor min anbefaling på hvad man bør læse denne sommer, hvis man da ikke allerede har læst den.

Den skal også fremhæves for sin skarpe og præcise fremstilling af nogle af nøglepersonerne på allieret side – især de engelske og amerikanske. Hvis bogen skal kritiseres for noget er det måske at det ikke har været muligt Beevor at gøre det samme med en række hovedpersoner blandt andre af de krigsførene nationer.

Og når man har læst afsnittet om Teheran konferencen må man forøvrigt konkludere, at især Roosevelt grundlæggende var et fjols, der vist primært interesserede sig for sin egen politiske karriere..

Som Beevor skriver om Teherankonferencen i 1943, hvor Polens skæbne reelt forsegles:

Han [Stalin] var også velorienteret om briternes og amerikanernes tankegange og reaktioner. Før
mødet havde Stalin indkaldt Berijas søn, Sergo, og betroet ham »en mission, som er følsom og moralsk forkastelig«. Han ville vide alt om, hvad amerikanerne og briterne havde sagt privat. Hvert ord skulle optages af skjulte mikrofoner på deres værelser, og hver morgen skulle Sergo Berija rapportere til Stalin om alle deres samtaler. Den sovjetiske leder var forbløffet over de allieredes naivitet, siden de talte så åbent, når de da måtte vide, at de blev aflyttet. Han ville både vide, hvilket tonefald der blev brugt, og indholdet af samtalerne.
Talte de med overbevisning eller uden entusiasme, og hvordan reagerede Roosevelt? Det glædede Stalin, da Sergo Berija rapporterede om den ægte beundring, Roosevelt følte for ham, og hans afvisning af at lytte til admiral Leahys råd om at indtage en mere fast linje. Men hver gang Churchill smigrede Stalin under konferencen, mindede den sovjetiske leder ham skarpt om nogle af de fjendtlige bemærkninger, han var kommet med før i tiden.
De hemmelige optagelser hjalp ham også til at udnytte forskellene mellem Churchill og Roosevelt. Da Churchill privat over for Roosevelt protesterede over, at han hjalp Stalin med at indsætte en kommunistisk regering i Polen, havde Roosevelt svaret, at Churchill støttede en antikommunistisk regering, så hvad var forskellen?
Polen var virkelig et stort spørgsmål for både Churchill og Stalin, mens Roosevelt kun virkede optaget af at sikre sig de amerikanske polakkers stemmer til præsidentvalget det følgende år. Det indebar at skulle spille barsk over for Stalin, indtil resultatet af afstemningen var fastslået. I betragtning af at Roosevelt tidligere havde forkastet enhver idé om at ændre Polens grænser på basis af Atlanterhavserklæringen, følte han og Churchill sig nu tvunget til at overveje Stalins krav på den østlige del af landet, som han havde indlemmet i 1939 som »vestlige Hviderusland« og »vestlige Ukraine«. Den Røde Hær ville meget snart okkupere regionen, så det ville blive et fait accompli. Ifølge Stalins plan ville Polen blive kompenseret med tysk territorium frem til Oderfloden. Præsidenten og premierministeren vidste, at de aldrig ville være i stand til at tvinge sovjetterne til at give sådan en gevinst fra sig, men måden, Roosevelt gik ind på hans krav på, opmuntrede Stalin til at tro, at han ikke ville få noget problem med at påtvinge polakkerne en kommunistisk regering.

Kan forøvrigt fås som e-bog til den ganske fornuftige pris af små 165 kroner her.

Punditokraternes sommerlæsning 1: The Invisible Hook

Af Christian Bjørnskov, den 14. juli 2013. Skriv et svar

Den mest almindelige ide om pirater er, at de var blodtørstige og vilde mænd uden kontrol eller rimelighed. Sådan var deres ry i 1500- til 1800-tallet, og sådan bliver de som oftest afbildet i film og bøger. Punditokraternes første bud på sommerlæsning bruger en omhyggelig læsning af historiske kilder og økonomisk teori til at stille spørgsmål ved billedet af historiske pirater.

Peter Leesons The Invisible Hook fra 2009 er en af de bøger, der vitterligt får en til at se på en bid historie med andre øjne. Hvorfor havde piraterne så blodigt et ry? Leeson, der er professor i nationaløkonomi på George Mason University i Virginia, peger på, at det var i deres egeninteresse at opretholde ryet. Med det rette ry overgav skibe sig uden kamp – et blodigt ry var således en måde at holde omkostningerne ved pirateri nede. På samme måde viser Leeson, at de fleste piratskibe havde en udbredt grad af demokrati og en slags effektive forfatninger, som piraterne tog ganske alvorligt.

Vil man udfordres til at se på forhold med nye øjne, og endda i en velskrevet og gammeldags spændende form, er Leesons bog om den usynlige klo fremragende sommerlæsning.

Indvandring 3: Er muslimer anderledes?

Af Christian Bjørnskov, den 8. juli 2013. 19 svar

En af de centrale ideer blandt folk, der er skeptiske overfor indvandring i Danmark, er at religion er vigtig. De fleste argumenterer, at muslimsk indvandring er skadelig, mens indvandring fra kristne lande er uproblematisk. Hvis argumentet er korrekt, må man kunne observere, at muslimske lande på centrale områder opfører sig anderledes end andre (kristne) lande.

Er de muslimske lande og befolkninger så anderledes på vigtige punkter? Det er et spørgsmål, som mange forskere har set på. Vi har f.eks. flere gange skitseret studier af Punditokraternes ven Niklas Potrafke (CESIfo, München). Niklas har været med til at dokumentere, at lande med store muslimske befolkninger har dårligere chancer for at demokratisere (læs her). I nyt arbejde finder Niklas også, at muslimske lande er mindre tilbøjelige til at imødegå menneskehandel, men med den vigtige forskel, at de demokratiske af dem ikke ser anderledes ud end andre lande (læs her).

Netop det ser ud til at være en vigtig pointe i en række af de nyeste studier: Når muslimske befolkninger rent faktisk får demokratisk indflydelse, tager de ikke andre valg end kristne, buddhistiske eller irreligiøse befolkninger. Et andet spørgsmål, som Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg ser på i en række papirer. Helt særligt ser vi på, om det er typen af religion – hvad folk tror på – eller graden af religiøsitet – hvor stærkt folk tror – der gør udfaldet. Og her er problemet for indvandringsskeptiske, at de to artikler, Niclas og jeg foreløbig har publiceret, viser at muslimske lande ikke er anderledes pga. deres bestemte religion.

I ”Does religiosity promote property rights and the rule of law?” (publiceret sidste år i Journal of Institutional Economics) viser Niclas og jeg, at lande med mere religiøse befolkninger typisk har svagere retsvæsener. Det ’typiske’ er dog kvalificeret ved, at sammenhængen kun gælder relativt demokratiske lande. Vi tolker det som evidens for, at religiøsitet ændrer på vælgernes adfærd. I “Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust?” (publiceret 2011 i Journal of Economic Behavior & Organization) finder vi, at mere religiøse lande udviser lavere tillidsniveauer. Det samme mønster kan genfindes på tværs af de amerikanske stater.

Det særlige er, at Niclas og jeg i begge tilfælde kan afvise, at der er forskelle på religionerne. Med andre ord er protestantisme ikke anderledes end Islam, katolicisme eller hinduisme. Det vigtige er, hvor stærkt befolkninger tror, helt uanset hvad de tror på. Stærkt kristne befolkninger i de amerikanske sydstater opfører sig således helt parallelt til stærkt muslimske befolkninger i Mellemøsten eller stærkt hinduistiske i Indien.

En af mine anker mod den danske indvandringsdebat er således, at politikere på begge sider af skellet taler om Islam, men ikke om religiøsitet. Og hvis man ser på den mere konkrete forskning, lugter det efterhånden stærkt af, at det er religion som sådan, og ikke nogen specifik religion, der er problemet. Var et anderledes for 100 eller 70 år siden? Næppe, men med den forskel at vi selv var lidt mere religiøse end vi er i dag, og derfor selv skabte problemer.

Indvandring 2: Er indvandring farligere nu end før?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2013. 3 svar

Visse læsere er blevet meget fortørnede over, at jeg har kritiseret en ofte borgerlig diskurs imod indvandring. En del af kritikken handler om, at jeg overhovedet ikke taler om noget relevant – at standardmålene for diversitet ikke fanger de ’rigtige’ aspekter – og at jeg ikke forstår diskursen. Centralt i denne nationalkonservative (om man vil) diskurs synes at være en ide om, at den nuværende indvandring er kvalitativt anderledes end tidligere tiders indvandring, og dermed farligere.

Til en hvis grad har kritikerne nogle pointer. Der er for eksempel flere indvandrere nu end i 1950 – den sidste gang Danmarks Statistik angav fødested for udlændinge. Sammenholder man 1950-statistikken med DSTs ”Indvandrere i Danmark 2012”, var der i 1950 knap 77.000 indvandrere i Danmark, mens der i dag er 314.000. For 63 år siden var 38 % af vores udlændinge i 1950 fra andre nordiske lande. I dag er tallet 9 %. Andelen af indvandrere fra Tyskland, Storbritannien, andre vesteuropæiske lande samt USA, Canada og Australien var dengang 53 %, mens den i dag er 25 %. Indvandringen fra Østeuropa er også steget som andel af den samlede indvandring: I 1950 var 4 % af udlændingene fra Sovjetunionen, Polen, eller randstaterne, som de baltiske lande kaldtes dengang. I dag er tallet 12 %.

Forskellen, som mange hæfter sig ved, er derfor at en langt større andel af vores indvandrere – cirka halvdelen – er af ikke-europæisk oprindelse. Cirka 75.000 mennesker bosiddende i Danmark i dag er af forskellig asiatisk oprindelse, 13.000 er oprindeligt fra Afrika, mens 79.000 er af anden ikke-europæisk afstamning. De ligner rent fysisk derfor ikke ’almindelige’ danskere.

Der er en række andre forskelle i indvandringen. Så vidt man kan bedømme med den tids information, kom indvandrere i 1950 fra lande med cirka 2/3 af Danmarks levestandard; i dag er de typisk fra lande med halvdelen af den danske levestandard. Antager man, at indvandrerne er tilnærmelsesvist repræsentative for deres hjemlande, er de fire gange så tilbøjelige til at mene, at religion er vigtig i deres dagligdag, og kun 40 % så tilbøjelige til at erklære, at man kan stole på andre mennesker. Så vidt man kan komme med et kvalificeret gæt, var indvandrerne i 1950 lidt mere tillidsfulde, men sandsynligvis også mere religiøse.

Det er dog ikke et særtræk ved indvandrerne. De er på de punkter faktisk helt gennemsnitlige i verden, med et religiøsitetsniveau på 68 % og et tillidsniveau på 26 %. Begge tal er næsten præcist det globale gennemsnit og reflekterer blot, at Danmark i global sammenhæng er et meget underligt land! Vi er de mest tilllidsfulde, de mindst religiøse (sammen med svenskerne og esterne), og stadig blandt de 20 rigeste lande. Indvandrerne kommer dog alligevel i gennemsnit fra lande, der er rigere end det globale gennemsnit. Det betyder dermed også, at de alt andet lige vil have langt stærkere arbejdsmoral end danskerne. Som Casper Dahl dokumenterede i foråret, er danskerne nemlig det folk i verden, der er mindst tilbøjeligt til at mene, at hårdt arbejde er så vigtig en værdi, at den er værd at lære ens børn.

Så er de ’nye’ danske indvandrere farligere end de gamle? Det er et svært spørgsmål at svare på, for det går ikke at se på de 1950-indvandrerne med 2013-briller. I 1950 var der 25.000 tyskere i landet. Med 2013-briller på, er de næsten ligesom danskere og ganske flinke og arbejdssomme. Men i 1950 kom de fra et land, der blot fem år tidligere havde forsøgt at erobre Europa og udrydde en hel religion! Hvem var de farligst for dansk kultur og egenart i 1950 – en tysker eller en thai? Nazister eller muslimer? Og hvem har vist sig lettest at integrere: Grækere eller litauere? Vietnamesere eller spaniere? Historisk indvandring bør altid ses i en historisk kontekst. Gør man det, er det måske værd at overveje, hvor stor truslen er i dag, og hvor lille den viste sig at være fra en ganske farlig indvandring mange år siden.

Indvandring 1: Hvor homogent var det gode gamle Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 26. juni 2013. 24 svar

Nationalkonservative kommentatorer deler en kombination af ideer om diversitet og de gamle dage. De fleste tror på, at etnisk diversitet underminerer danske kulturtræk og vores langsigtede udvikling. Den ide kombinerer de med en tro på, at Danmark før i tiden var et meget mere homogent land end nu. Ingen af delene holder til et nærmere eftersyn.

Jeg har ved flere lejligheder hidset nationalkonservative op ved at dokumentere, at etnisk diversitet er stort set ukorreleret med social tillid (i modsætning til Putnams famøse påstand). På tværs af 126 lande er korrelationen -0,33, men tager man blot de nordiske lande væk, falder den til -0,22 og ethvert forsøg på at korrigere for andre kendte forhold reducerer den til 0.

Den anden ide har været sværere at imødegå, men jeg faldt forleden over konkret evidens. I Statistisk Årbog fra 1922 opregnes den danske 1921-befolknings fødesteder. Det tillader, at man beregner et diversitetsindeks for 1921 på helt samme måde, som man gør i moderne kilder. Og det viser et Danmark, der var lige så heterogent som i dag.

Herfindahl-Hirschman-indekset for det moderne Danmark, fra Alesina et al. (2003), er 0,082 (perfekt homogenitet er 0, total diversitet 1). Beregner man den etniske diversitet for 1921 er tallet 0,075. Forskellen er helt marginal, når man f.eks. bemærker at den etniske diversitet i Italien er 0,115. Beregner man i stedet den religiøse diversitet, er det moderne indeks 0,023 mens 1921-tallet er 0,027.

Dagens pointe er således, at Danmark i de gode gamle dage slet ikke var tydeligt mere homogent end i dag. Det er bare en anden homogenitet, vi ser i dag, og vi taler langt mere om den. Men er den ’farligere’ end den gamle? Det bedste bud på et svar er, at de begge nok er ligegyldige.

Hvor længe er diktatorer ved magten?

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2013. 4 svar

I de senere år har Daron Acemoglu og hans team haft væsentlig indflydelse på den måde, vi tænker institutionel udvikling og langsigtet vækst på i politisk økonomi. Acemoglus tese er, at i lande hvor europæiske kolonisatorer kun bosatte sig sparsomt eller levede korte liv – pga. sygdomsgeografien – udviklede man udemokratiske, ekstraktive institutioner. Basis for tesen er, at udemokratiske politiske eliter ikke indfører bedre økonomisk-juridiske institutioner fordi det ville true deres politiske overlevelse.

Den ide tester Randall Holcombe og Christopher Boudreaux direkte i et nyt papir med titlen ”Institutional Quality and the Tenure of Autocrats.” Vi har kort omtalt papiret, da det blev præsenteret på SEA-konferencen sidste år. Nu er det så accepteret og online hos Public Choice (gated her). Og det interessante er, at Holcombe og Boudreaux finder evidens for det modsatte af Acemoglu-tesen. I et datasæt, der omfatter 99 diktatorer siden begyndelsen af 1970erne, viser de at diktatorer, der har forbedret landets institutioner – målt gennem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World index – har haft væsentligt bedre chancer for at overleve politisk.

Estimater viser, at en diktator, der over et årti hæver sit lands EFW index med et halvt point (på en ti-punkts skala) øger sin forventede politiske overlevelse med 17 år. Så hvorfor fastholder så mange lande uproduktive institutioner? Holcombe og Boudreaux tager diskussion til sidst i papiret. Man kunne stille samme spørgsmål i det demokratiske Danmark.

Beyond Basic Questions 2013

Af Christian Bjørnskov, den 16. juni 2013. 2 svar

Jeg er pt. på vej hjem fra den sjette årlige Beyond Basic Questions workshop, der denne gang afholdtes i Engelberg i Schweiz. Igen i år havde arrangørerne, Simon Lüchinger og Christoph Schaltegger, stykket et spændende program sammen. Årets keynote speech blev givet af Jan-Egbert Sturm fra ETH Zürich, og havde titlen ”It’s Politics, Stupid! Political Constraints Help Explain Government Reactions to the Great Recession.” Sturm argumenterede, at graden af landes fiskale reaktion på 2008-krisen i høj grad var bestemt af hvor politisk begrænset, landets regering var.

Hele programmet var godt ud, så her er blot et pluk af titler, som vi måske skriver mere om senere:

Surrender your market! Do the G5 countries use World Bank trade conditionality to promote trade? (Maya Schmaljohann, Uni Heidelberg)

The determinants of the complexity and progressivity of personal income tax systems: A cross-country empirical analysis. (Doina Radulescu, ETH Zürich)

How (not) to manipulate a shared risk of war: The case of Greco-Turkish fighter-jet diplomacy. (Martin Gassebner, ETH Zürich)

Og helt ubeskedent, Do social rights affect social outcomes? (Christian Bjørnskov, Aarhus og Jacob Mchangama, Cepos)

Og for at understrege, at workshops ikke kun er støvede, ældre mennesker, der snakker sort med hinanden, er her et stemningsbillede fra lørdagens middag. Fra venstre mod højre er det Pierre-Guillaume Méon (ULB, Bruxelles), Maya Schmaljohann og Alexandra Rudolph (Uni Heidelberg).

IMAG0161