Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Når sandheden er ilde hørt

Af Niels Westy, den 5. januar 2014. 28 svar

Det lader til at Christian Bjørnskovs post i lørdags har haft større effekt end vi normalt er vandt til her på Punditokraterne. Og det er jo glædeligt, om end jeg er sikker på at Christian ville have foretrukket at det havde været et af de mange indlæg han gennem årene har skrevet – altid baseret på et videnskabeligt og faktuelt fundament – hvilket heldigvis også fra tid til anden giver anledning til omtale i MSM. Glædeligt er det i hvert fald, at BT tog temaet om Ulandsbistandens manglende effekt op i en artikel.

Nu blev det et indlæg hvor han luftede sin frustration over de evindelige forsøg på karaktermord han og andre konstant bliver udsat for. Og det for at videreformidle de videnskabelige resultater han og andre er kommet frem til gennem seriøs forskning. Jo, sandheden er så sandelig ilde hørt og fakta udtryk for ekstremisme! Den lader vi stå lidt.

Vi er jo en del på denne blog, som kan genkende Christians frustration, og som det fremgår af kommentatorsporet til Christians blog, er vi ikke alene.

Følgende er blot et udsnit af de problemstillinger vi gennem årene har behandlet her på bloggen, hvor faktuel viden er blevet og/eller bliver mødt med at man er ekstremist, mens der stillet spørgsmålstegn ved ens moralske habitus. Der findes utvivlsom mange flere.

1. Ulandsbistand virker

Christians udgangspunkt var en debat om ulandsbistand på radio 24syv. Og grunden til at han (naturligvis) skulle fremstilles som en ond mand, var selvfølgelig at han påpegede at forskningen tyder på at det ikke virker.

Læs også flere indlæg af Christian om emnet her, her, her og her

2. Forbud mod bestemte rusmidler virker.

Trods en fuldkommen mangel på empirisk og faktuel viden, fastholdes nu på 6. årti FNs singlekonvention, som indebærer, at køb og salg af en lang række rusmidler er ulovligt på globalt plan.

Videnskabelige argumenter for ikke at bruge de pågældende rusmidler (og en del legale) er der rigeligt af. Alt sammen god grund til ikke at bruge disse, og i de tilfælde man gør det, at gøre det med forsigtighed og i begrænset omfang.

Men at selve forbuddet skulle have en overordnet positiv effekt på forbrug og menneskelige omkostninger er til gengæld ikke-eksisterende. Den evidensbaserede forskning, som eksisterer peger snarere på det modsatte. Med andre ord, at forbuddet mod bestemte rusmidler øger de menneskelige omkostninger og “problematisk forbrug” (for slet ikke at tale om de økonomiske).

Se også Miron og Zwiebel (1991) om alkoholforbruget, alkohol-relaterede dødsfald og kriminalitet i USA under forbudstiden – Notatet kan læses her.

Se også dette indslag med Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, fra Deadline lørdag den 4. januar, for en opvisning i hvor langt man vil gå for at forsvare en politik, der kun vil have virkning i en verden hvor grise kan flyve.

[sz-youtube url=”https://www.youtube.com/watch?v=eqX9R_qTQDg” /]

3. Fairtrade er godt for verdens fattige

Hele Fairtrade konceptet bygger på at den internationale handel er uretfærdig og til skade for de fattige. Derfor skal forbrugerne betale en højere pris, således at fattige arbejdere og bønder kan få en højere indkomst. At selve konceptet ekskluderer de absolut fattigste bønder, som hverken har råd til at betale kontingent (jo jo, det er skam ikke gratis at være med) eller leve op til de krav som man derudover stiller, så fejler hele konceptet på, at det ikke er konsistent med hvad vi ved om hvordan markedet virker og hvad der skaber vækst og velstand. Helt banalt tager man for eksempel ikke højde for at mens det fysiske forbrug svinger med prisen, er beskæftigelsen afhængig af den producerede mængde. Alt andet lige indebærer højere priser et lavere forbrug, hvilket indebærer en lavere beskæftigelse.

Man er tilsyneladende immun overfor det banale faktum, at “kunstigt høje lønninger og afregningspriser” naturligvis også rammer forbrugerne i de selv samme fattige lande, Og sådan kunne man blive ved.

Se også her og her,

4. GMO er farligt

En af de mest sejlivede myter er den om at GMO skulle være farligt. Igen en forestilling som først og fremmest trives ved folks uvidenhed om emnet.

Lad os for det første slå fast, at mennesket har foretaget genmodificering i hvert fald siden vi blev agerbrugere. Den største forskel fra tidligere er faktisk at vi i dag har langt mere kontrol med hvad vi foretager os, samt at vi kan opnå de ønskede resultater på en brøkdel af den tid forædlingen tog før i tiden.

New York Times havde i går en fremragende artikel om problemet, med udgangspunkt i en debat om at forbyde GMO på Hawaii. Artiklen kan læses her. Vi har på bloggen også beskæftiget os med problemstillingen tidligere, se også her.

Endelig anbefaler jeg at man ser videoen nedenfor med en af Danmarks absolut førende forskere, Birger Lindberg Møller.

[sz-youtube url=”https://www.youtube.com/watch?v=6oiWJOTydWA” /]

5. Østeuropæisk arbejdskraft er dårligt for Danmark

5. og sidste eksempel på en påstand som er fuldkommen uden saglig begrundelse er forestillingen om at de mange tusinder af østarbejdere, som er kommet hertil for at arbejde er skadeligt for Danmark. Denne påstand svarer til at mene, at frihandel er skadeligt for Danmark og danskernes velstand.

Påstanden om at østarbejderne “tager” danskernes arbejde og undergraver vores velstand dyrkes især af en række fagforeninger, bl.a. 3F samt nationalistiske partier som bla. Dansk Folkeparti.

Men hvis man mener, at mennesker som kommer til Danmark og udfører et stykke arbejde er skadeliget for Danmark og danskerne generelt, så følger det helt logisk, at så er import af produkter, som kunne fremstilles af danskere også skadeligt.

Begrænsningen af udenlandsk arbejdskraft (og vel og mærke kun arbejdskraft – vi taler ikke om indvandring) vil aldrig være en økonomisk fordel for Danmark eller danskerne generelt.

I den udstrækning man kunne tiltrække tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft der vil udføre alt arbejde til en lavere løn end den der betales i dag, kunne vi alle (danskere) i princippet godt leve af passiv forsørgelse, hvis blot den udenlandske arbejdskraft var villig til at betale en tilstrækkelig høj afgift (skat) af deres arbejdsindkomst.

Og der er naturligvis mange flere eksempler

Dette er naturligvis blot et lille udpluk af spørgsmål hvor faktuel viden kæmper mod alt fra selv-iscenesættelse og narcissisme til idioti og egoisme.

Andre emner er f. eks. forestillingen om at vores velstand skyldes velfærdsstaten og høje skatter, at overbefolkning er problem, at jordens dyrearter er ved at uddø osv. osv. osv. Der er nok at tage fat på.

Du er ond

Af Christian Bjørnskov, den 4. januar 2014. 16 svar

Jeg var fredag den 3. i Radio 24syv til debat med udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen og Frans Michael Jansen fra Mellemfolkeligt Samvirke (lyt her). Og som ofte efter debatter om ulandshjælp gik jeg noget frustreret og sur fra studiet. Grunden er den samme, som min kollega Martin Paldam flere gange har beskrevet: At der fra ens modkombattanter kommer til at ligge en understrøm af, at man er ond, hvis man mener noget andet end dem.

Spørgsmålet om, hvorvidt ulandshjælp hjælper og hvad man kan gøre for verdens mange fattige er naturligvis følelsesladet. Det, der forener os, er i virkeligheden et ønske om at lære, hvad man effektivt kan gøre for de mange millioner, der lever i dyb fattigdom. Problemet – hvis man da er forsker med sin personlige integritet i behold – er at konsensus i litteraturen er ganske klar: Ulandshjælp virker ikke. Fokuserer man på langsigtet økonomisk udvikling peger 80 % af de internationale studier på, at resultatet er et nul (0). 10 % finder en positiv effekt, men er helt overvejende lavet af folk med tætte forbindelser til donororganisationer, og de sidste 10 % finder at hjælpen er direkte skadelig, men er typisk lavet af folk med tætte forbindelser til stærkt konservative, amerikanske tænketanke. Fokuserer man på uddannelse, helbredsstatus, indkomstfordeling eller demokratisk udvikling, er resultaterne ikke mere opmuntrende. Nok kan man finde mange projekter, programmer og bistandsindsatser, der virker på det lokale plan, men der er også rigelig dokumentation for negative bivirkninger ved hjælpen, som trækker lige så meget i den anden retning og ender med at give nulresultatet. De mange bivirkninger forklarer det, som Paul Mosley for år tilbage kaldte ”mikro-makro paradokset.”

Den internationale forskning er således relativt klar (hvis man mener, at data overhovedet kan bruges). Alligevel slipper folk fra det politiske miljø gang på gang afsted med at tegne et billede af de af os, der formidler den, som vanvittige og ekstreme, ondskabsfulde mennesker. Ministeren fik for eksempel påstået, at min holdning var ekstrem og jeg stod helt alene med den. MS-repræsentanten fik påstået at jeg bare ”sidder i Aarhus og læser bøger” og afsluttede debatten med at tale meget om, at vi skulle give endnu flere midler til den milliard mennesker der lever i fattigdom – underforstået, at jeg var ligeglad med verdens fattige.

Budskabet fra begge debattører er det samme som Martin Paldam har stået overfor så mange gange. Som han formulerer det, vil vi alle helst ”være på englenes side.” Men hvad skal man så gøre, når ens egen indsats og langt det meste andet solid forskning viser, at hjælpen ikke hjælper? Vi har en forpligtelse til, qua vores ansættelse som professorer ved et dansk universitet, at formidle vores forskning, men har vi også en pligt til at lade os udsætte for gentagne, svinagtige angreb på vores person? Eller kan man måske mene, at politikere har en – i det mindste – moralsk forpligtelse til at opføre sig ordentligt i debat med ikke-politikere? Overfor andre politikere kan de kaste med mudder så meget som de vil, men jeg er ikke en del af det spil og vil gerne have mig frabedt at blive trukket ind i det! Men måske tror Helveg og andre, at hele verden er ligesom børnehaven på Slotsholmen?

Offentligt forbrug – misteltenen at tage i ed

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. december 2013. 1 svar

Det er vanskeligt at overdrive betydningen af produktivitet. Men det kan godt lade sig gøre. Et af de problemer, som ikke lader sig løse med større produktivitet, er at finansiere et stigende offentligt forbrug. I hvert fald ikke, hvis produktivitetsvæksten kun finder sted i den private sektor. Tværtimod er der en risiko for, at højere privat produktivitet kan føre til øget offentlig finansieringsbyrde – og altså til højere skattetryk. Og højere skatter vil bremse den private produktivitet igen.

Umiddelbart kunne man måske tro, at øget privat produktivitet giver en større kage, som kan bruges til mere offentligt forbrug. Det er der da også nogen i den politiske debat, som synes at tro. Når der efterlyses ”flere penge til skoler i stedet for til fladskærme og samtalekøkkener”, er det udtryk for denne logik.

Øget privat produktivitet medfører ganske vist højere lønninger og dermed flere skatteindtægter. Men stigende lønninger i den private sektor fører til en tilsvarende stigning i lønningerne i den offentlige sektor (og i øvrigt også tilsvarende højere overførselsindkomster, der reguleres med lønningerne). De øgede lønudgifter spiser (sammen med overførslerne) de ekstra skatteindtægter. Der er ikke et stykke kage til overs til mere offentligt forbrug.

Derimod betyder højere privat produktivitet, at der kommer højere privat forbrug. Lønningerne stiger, men priserne gør ikke. I den situation er det måske ikke så mærkeligt, at nogen spørger: ”Hvis vi kan få flere fladskærme, hvorfor så ikke bedre skoler”? Og dermed kan der komme politisk pres for mere offentligt forbrug. Men uden større offentlig produktivitet kan større offentligt forbrug kun komme fra flere offentligt ansatte og færre private. Det kræver højere skatter, som i sin natur hæmmer arbejdsudbuddet og beskæftigelsen i den private sektor yderligere. Alt sammen udtynder gevinsten ved større produktivitet i den private sektor.

Det er af mange grunde ønskeligt med højere produktivitet i den private sektor. Men det løser altså ikke problemet med en stor offentlig sektor og vil yderligere skærpe problemet, hvis der kommer politisk pres for større offentligt forbrug.

Et blik på figuren kunne godt tyde på, at der har været et sådant pres i Danmark gennem de sidste tredive år.

Den blå kurve viser, hvor meget det offentlige forbrug fylder i forhold til det private målt i kroner og øre. Som det ses, har der – bortset fra konjunktursvingninger – været en jævnt stigende trend. Offentligt forbrug har fortrængt det private. Hvor der i 1980 blev brugt omkring 50 øre for hver krone i privat forbrug, er niveauet nu omkring 60 øre.

Men prøv at se engang på den orange kurve. Den viser, hvor meget det offentlige forbrug er vokset i forhold til det private målt i faste priser, dvs. i mængder. Der har været en del udsving siden begyndelsen af 80erne, men trenden er næsten flad. Målt i forbrugte mængder har det offentlige og det private forbrug bevæget sig nogenlunde i takt. Fortrængningen af privat forbrug i den blå kurve skyldes med andre ord, at det offentlige forbrug er blevet relativt dyrere, fordi produktiviteten ikke har fulgt med den private. Derfor har det været nødvendigt at ansætte flere og flere i den offentlige sektor.

Det hører med til historien, at Danmarks Statistik opgør det offentlige forbrug, så det forudsættes, at produktiviteten er konstant (man er dog begyndt også at udarbejde et output-baseret mål for det offentlige forbrug i de allerseneste år). Men det passer formentlig meget godt til virkeligheden.

Når Produktivitetskommissionen om kort tid kommer med sine forslag til at øge produktiviteten, er det derfor vigtigt, at der holdes et skarpt fokus på også at øge den offentlige produktivitet. Ellers er risikoen for en udtynding af den private sektors produktivitetsgevinst gennem fortrængning af privat beskæftigelse og skadevirkninger af højere skatter.

Der er grundlæggende to veje at gå for at tage hånd om problemet. Den ene er at øge den offentlige produktivitet. Det er ikke umuligt – selv om kommissionens forslag er noget uldne indtil videre. Let er det nu heller ikke. Den anden vej er at reducere omfanget af de opgaver, den offentlige sektor løser. Så kan ressourcerne koncentreres om de opgaver, der bliver tilbage. Det burde kunne lade sig gøre – i betragtning af at mere end 70 pct. af det offentlige forbrug (som Danmarks Statistik opgør det) forbruges af enkeltindivider. Der er ingen god økonomisk begrundelse for, at det offentlige leverer denne type forbrug.

Den ene vej udelukker ikke den anden. Og vigtigt: Begge dele vil kunne imødegå det politiske pres for større udgifter til offentligt forbrug. I det første tilfælde, fordi der fås mere for pengene. I det andet tilfælde, fordi der bliver frigjort ressourcer til de opgaver, som bliver tilbage, mens der kan forventes en produktivitetsgevinst ved de opgaver, som overlades til en private sektor.

Hvis det offentlige derimod fortsat skal det hele og prøver at holde udgifterne i ave med grønthøstermetoden, så kommer den politiske konkurrence før eller siden til at handle om ”mere velfærd”.

Velkommen til Otto Brøns-Petersen som skribent på Punditokraterne

Af Niels Westy, den 31. december 2013. Skriv et svar

Det er med stor fornøjelse at vi byder analysechef i CEPOS, cand. polit. Otto Brøns-Petersen, velkommen som skribent på punditokraterne.

Otto er med rette kendt og anerkendt i borgerligt-liberale kredse som en af de helt centrale personer i de seneste 3 årtier.

Han var blandt andet en af hovedkræfterne bag oprettelsen af selskabet Libertas, og har gennem tiderne leveret en lang række artikler til selskabets tidsskrift.

Ligeledes har Otto leveret vægtige bidrag og været medforfatter til en lang række bøger gennem årene.

Årets Liberale Stemmer 2013 (del III): Den vigtigste dansker

Af Niels Westy, den 30. december 2013. 1 svar

Som 3. og sidste del af “Årets liberale stemmer 2013”, har jeg fået æren af at begrunde, hvorfor årets dansker i 2013 naturligvis er digteren Yahya Hassan.

Med mere end 100.000 solgte eksemplarer af hans debut digtsamling, er Yahya Hassan for længst en litterær sensation. Her på bloggen går vi højt op i, at man skal holde sig til det man har forstand på, hvorfor vi vil undlade at udtale mig om de litterære kvaliteter i digtene. Vi nøjes med at bemærke, at de i hvert fald gjorde et stort indtryk.

Vi skal heller ikke kloge os på hvor Yahya Hassans placerer sig selv på den traditionelle politiske skala – om han er “til højre” eller “til venstre” eller om han overhovedet har tænkt i de baner. Vi ved hverken på hvem eller om han overhovedet har tænkt sig at stemme. Og det er også ganske irrelevant.

Når vi udnævner ham til “den vigtigste dansker i 2013”, skyldes det hans betydning for fremme af den personlige frihed og kamp for vestlige værdier.

Om man kan lide det eller ej, er det i dag en del af dansk virkelighed, at vi har en betydelig minoritet med rødder i ikke-vestlige kultur, hvor hverken individet som en autonom størrelse eller de negative frihedsrettigheder respekteres. Og det har ganske voldsomme konsekvenser.

Med sin insisteren på individet og det personlige ansvar er Yahya Hassan indbegrebet af vestlige værdier. Som han udtaler i et interview til Politiken:

Råddenskaben er overalt i ghettoerne. Se bare på, hvordan mange i underklassen opfatter velfærdsydelserne og staten. Samtidig med at voksne mænd kan recitere hele Koranen, går i moske hver dag og spiller hellige, er der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet – især når det handler om at få tildelt førtidspension. Den sociale råddenskab er gennemgribende. Prøv at se på, hvor mange unge og raske drenge i de danske ghettoer der kan løfte 100 kg jern i strakt arm i træningscenteret og samtidig får tildelt førtidspension, fordi de ikke er egnet til arbejdsmarkedet. Førtidspensionen er ligefrem noget, man stræber efter og fejrer, når man får det.

Om denne konstatering så også indebærer at Yahya Hassan tager den logiske konsekvens og som vi på punditokraterne erkender, at den danske velfærdsmodel har spillet fallit – også moralsk – vides ikke. Men der er håb forude.

Hver enkelt har retten til at være sig selv, leve som man ønsker, og må stå på mål og til ansvar for sig selv og egne gerninger samt handlinger.

Udgivelsen af digtsamlingen har som bekendt ikke været uden omkostninger, hvilket først et overfald og herefter tildelingen af livvagter bevidner. Han er ikke den første – og næppe den sidste. Her er tale om et oprør med ganske alvorlige konsekvenser – i modsætning til 1960ernes selviscenesatte revolutionsromantiske flødeskumsoprørere, som for det meste brugte tiden på at slå åbne døre ind.

I et interview i Politiken peger Flemming Rose på, at

»Der er kommet et opbrud i positionerne omkring det, man som metafor kan kalde Politiken-segmentet, uden at jeg vil generalisere eller stereotypisere. For deres verdensbillede bliver udfordret af det, Yahya Hassan har at sige. Det kan man se af, hvor meget I beskæftiger jer med det«, .

»I Danmark har vi gået i en skole de sidste 10 år og er blevet konfronteret med den problemstilling her i forskellige sammenhænge. Så jeg vælger at glæde mig over, at jeg ser et opbrud i Politiken-segmentet. Og altså: Hvis det var det, der skulle til, så … fantastisk!«

Om “Politiken segmentet” så også vil erkende, at den primitive dagsorden, som hersker i store dele af disse parallel samfund og den voldsomme kriminalitet ikke skyldes det omkringliggende samfunds “stigmatisering” eller racisme, kan man nok betvivle.

En racisme som fylder gevaldigt i Politiken-segmentets hoveder, men nok en del mindre i den virkelige verden, som Henning Bech & Mehmet Ümit Necef har påvist i “Er danskerne racister – indvandrerforskningens problemer”. Her påviser de ganske tydeligt, at det bærende element i den forskning som har påstået at racisme skulle være et væsentligt problem herhjemme, først og fremmest må betegnes som videnskabelig uredelig.

At der er et før og efter Yahya Hassan i indvandrerdebatten, som i sidste ende også er en debat om grundlæggende vestlige værdier, er der næppe tvivl om.

Derfor er denne unge mand på 18 år, med en mildt sagt broget fortid og en endnu større flair for at skrive, et naturligt valg som “årets vigtigste dansker” i 2013. En kunstner i en vestlig tradition, hvor kunst ikke kun skal behage, men i lige så høj grad udfordre og tvinge os til refleksion og selvkritik.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=t_Fag5WTBHQ” /]

Årets Liberale Stemmer 2013 (del II): Udlandet

Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2013. Skriv et svar

Traditionen tro hylder vi her på stedet sidst på december årets liberale stemmer. Som fortsættelse på Nikolajs indlæg, er her vores tre – helt subjektivt – udvalgte udenlandske stemmer i år er:

Simeon Djankov, bulgarsk finansminister indtil marts og tidligere en af Verdensbanks cheføkonomer

John Cochrane, professor i nationaløkonomi ved University of Chicagos Booth School of Business

Toomas Hendrik Ilves, Estlands præsident – og resten af hans land

Djankov var en højprofileret og meget dygtig økonom i Verdensbanken da han tog beslutningen om at tage tilbage til sit hjemland for at blive finansminister i Boyko Borisovs regering. I banken var Djankov ikke mindst involveret i Doing Business-projektet, der gjorde det tydeligt hvor mange forhindringer, mange regeringer lægger for almindelig virksomhed. Som finansminister stod han for en markant oprydning af budgettet, fik indført en lov der stærkt begrænser statens mulighed for at føre uansvarlig finanspolitik, og rettede så klart op på bulgarsk økonomi at landets kreditvurdering faktisk blev forbedret gennem krisen. Han har både været en vigtig figur i debatten og – så vidt vides – en helt ukorrupt politiker i et land med ganske voldsomme bestikkelsesproblemer.

John Cochrane har ligesom Djankov været vigtig for debatten og holdningsdannelsen i sit hjemland, USA. Han har gennem kommentarer, blogindlæg og optræden i tv vist hvor massive problemer, der f.eks. er med Obamacare. Cochrane har også ad flere omgange været i intellektuelt infight med Paul Krugman, når sidstnævnte har påstået faktuelt forkerte ting i sin NYT-klumme. Begge dele kræver mod, men Cochrane er gået til opgaverne med beundringsværdig klarhed og intellektuelt integritet, og har i alle forhold forsvaret en frihedsorienteret tilgang og afsløret, hvor planøkonomiske mange politiske argumenter i den amerikanske rent faktisk er.

Mht. den sidste: Ilves havde sidste år en meget omdiskuteret Twitter-fejde med NYTs Paul Krugman, der havde nedgjort Estland og – i mine øjne – decideret manipuleret med tallene, så det så ud som om esterne klarede det dårligt økonomisk. Krugmans anke var, at Estland havde valgt at stramme finanspolitikken op og spare på de offentlige udgifter. Uanset at Ilves nærmest er socialdemokrat, gjorde hans opgør med Krugman, at mange kommentatorer begyndte at stille større spørgsmål ved Krugmans mange påstande. Som det er ret tydeligt i figuren nedenfor, er Estlands recovery meget succesrig, sammenlignet med en række forskellige europæiske eksempler. Den stærkt liberale politik, som har været ført siden uafhængigheden, og som også var approachen til krisen, har været en enorm succes. Landet levestandard har lige passeret Portugals, er pt. på niveau med Syditalien, og er med stormskridt på vej op mod den tjekkiske og slovenske – de to østlande med højere BNP. Landet er nummer 28 på Transparency Internationals liste over mindst korrupte lande i verden (vi er nummer et), foran Portugal, Spanien og Israel. Vores udnævnelse af Ilves til en af de markante liberale stemmer er således i virkeligheden en fejring af et helt lands fastholdelse af liberale værdier, og deres bemærkelsesværdige succes.

Når myndigheder ikke får hvad de troede de havde bestilt

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2013. 2 svar

Tobaksforskning er politisk kontroversiel, hvad jeg selv fik syn for da jeg for et par år siden deltog i en radiodebat med den kendte (og nu uredelighedsdømte) Bente Klarlund. Men det er dog intet mod det farceagtige show, der nu kører i Sverige (hattip: Andreas Bergh).

Det svenske Folkhälsoinstitutet bestilte en redegørelse hos forskere på Karolinska Institutet om, hvad forskningen har at sige om effekten af advarselsbilleder på cigaretpakker. Forskerne havde udover den bestilte rapport også planer om at skrive en artikel om emnet. Det er almindelig praksis, da det ikke kan betale sig for forskere at bruge tid og ressourcer på noget, der ellers ingen forskningsmæssig relevans ville have.

Forskerne fandt, at advarsler ingen effekt har på tobaksforbruget. Det fik en absurd konsekvens, som Sveriges Radio skriver:

Forskare vid Karolinska Institutet fick i uppdrag av Statens Folkhälsoinstitut att undersöka om varningsbilder på cigarettpaket hade en avskräckade effekt på rökare, men när resultatet presenterades var myndigheten inte nöjd med forskarnas arbete. Statens Folkhälsoinstitut kräver nu att forskarna ska dra tillbaka artikeln som myndigheten själva beställde.

Bestilleren, Folkhälsoinstitutet, nægter nu åbenbart at betale de 400.000 kroner, som kontrakten med KI lød på. De kræver også at forskerne trækker den artikel tilbage, som de har skrevet om emnet. Bortset fra at en leder fra Folkhälsoinstitutet nægter at kommentere på indholdet, er det nærliggende at antage, at det netop er indholdet, som er politisk umuligt at acceptere. Det er stadig ikke comme il faut at tale imod den politiske konsensus at røg er ondt og ethvert politisk indgreb er godt.

Brasilien er ikke en succeshistorie

Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2013. 3 svar

Vi har tidligere skrevet om problemet her på stedet, men lad os igen i dag understrege én ting: Brasiliens økonomi vokser ikke hurtigt. Senest har de populære påstande om Brasilien som et ‘BRIK-land’ sammen med Indien og Kina forvirret en af mine ellers dygtig studerende. Brasiliens beskyttelse af privat ejendomsret er tvivlsom, landet er plaget af omfattende korruption og kombineret med det demokratiske Latinamerikas største offentlige sektor, har man ikke just opskriften på økonomisk fremgang. Hvor myten om den brasilianske vækst kommer fra, er et af de store, journalistiske mysterier for tiden!

Hvis enkelte af vores læsere stadig skulle være i tvivl er her det plot, jeg ville vise gymnasieelever. Det er logaritmen til gennemsnitsindkomsten, korrigeret for købekraftsparitet, fra Penn World Tables og fremskrevet 2011-12 med vækstrater fra the CIA World Factbook. Brasilien er plottet overfor tre rigtige succeser, som medierne til gengæld ikke rigtigt skriver meget om. Alle læsere opfordres til at vise figuren til journalister, de kender.

Martin Paldam særnummer af Public Choice

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2013. Skriv et svar

I efteråret 2012 afholdt vi en workshop i anledning af Martin Paldams 70-års fødselsdag. En række papirer, der blev præsenteret ved workshoppen og enkelte andre fra workshoppens deltagere er nu samlet i et særnummer af Public Choice, udkom forleden dag. Særnummeret, der er volume 157 (3), er arrangeret omkring en række temaer, som Martin har arbejdet med. Vi mener bestemt, der er værd at tage et kig på. Indholdet er, bortset fra en introduktion skrevet af Toke Aidt, Peter Kurrild-Klitgaard, Gert Svendsen og mig:

The VP-function revisited: a survey of the literature on vote and popularity functions after over 40 years, Michael Lewis-Beck og Mary Stegmaier

Conditional political budget cycles: a review of recent evidence, Jakob de Haan og Jeroen Klomp

Voting functions in the EU-15, Linda Goncalves Veiga

Economic performance and turnout at national and local elections, Rodrigo Martins og Francisco José Veiga

Institutional interactions and economic growth: the joint effects of property rights, veto players and democratic capital, Mogens Kamp Justesen og Peter Kurrild-Klitgaard

Institutions and savings in developing and emerging economies, Andreas Freytag og Sebastian Voll

Democratization and the size of government: evidence from the long 19th century, Toke Aidt og Peter S. Jensen

The influence of direct democracy on the shadow economy, Désirée Teobaldelli og Friedrich Schneider

Inter-country differences in voter satisfaction with the democratic process: a study of world elections, Vani Borooah, Anastasios Katos og Eleni Katsouli

Why does bureaucratic corruption occur in the EU?, Urs Steiner Brandt og Gert Tinggaard Svendsen

Does aid improve democracy and governance? A meta-regression analysis, Zohid Askarov og Chris Doucouliagos

Trust as an alternative to risk, Eric M. Uslaner

Is trust the missing root of institutions, education, and development?, Christian Bjørnskov og Pierre-Guillaume Méon

The size of human capital externalities: cross-country evidence, Rasmus Thönnessen og Erich Gundlach

Kreditværdighed i Latinamerika

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2013. 3 svar

Min medblogger Niels Westy har gentagne gange understreget, hvor lidt mening det giver at tale om Latinamerika som én sammenlignelig gruppe lande. Dagens post riffer på det tema ved at give et hurtigt overblik over kreditvurderinger af en række af landene.

Man kan selvfølgelig altid beklage, at de internationale credit rating agencies ikke altid har ramt plet, men overordnet giver de et ganske pænt billede af markedets vurdering af risikoen ved at låne til forskellige lande. Figuren nedenfor illustrerer denne pointe ved at vise udviklingen fra 1990 (de fleste lande er ratet fra starten af 90erne) i seks lande: Argentina, Brasilien, Chile, Mexico, Peru og Venezuela.

Argentina er – som sædvanlig – den store outlier, hvor defaulten først i 00erne er tydelig. Ellers skiller landene, inklusive dem der ikke er vist, sig ud i cirka tre grupper. Den første er eksemplificeret af Venezuela, og indeholder i princippet også lande som Bolivia og Ecuador: Meget lidt er sket, og der er måske en lille tendens mod det værre i de senere år. Venezuela har ratingen B+, Bolivia og Ecuador er marginalt bedre ratede.

Anden gruppe er lande, hvor ratings er markant forbedret de sidste 10-12 år. Brasilien, Mexico og Peru er eksempler i figuren; Panama er et andet, lidt senere eksempel. Disse lande er blevet politisk mere stabile og har foretaget egentlige liberaliseringer – ikke mindst Peru, der er i de sorte tal med en A- rating.

Den sidste gruppe består af ét land: Chile. Landet, der på næsten alle områder er løbet fra resten af kontinentet, ser perfekt vesteuropæisk ud på dets kreditvurdering. Chile bliver ratet AA+, kun et point under Danmarks perfekte tripel-A-rating og et point over Frankrig. I den årlige korruptionsrangering (mere om den senere) ligger Chile og Frankrig også side om side, lidt over Østrig og lidt under Irland og Uruguay.

Hvorfor ser man så disse store forskelle? En del af dem er forskelle i objektive problemer, men en stor del af resten er markedets vurdering af, hvor troværdige de politiske institutioner er, og i hvor høj grad lande er villige til at tage fat hvor det gør ondt, hvis der er et problem. Det er dét, der skiller de latinamerikanske bukke fra fårene.

Rodet ingen helst vil tale om

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2013. Skriv et svar

Jeg er de seneste uger løbende blevet interviewet af journalister om GGGI-affæren. Som de fleste vi vide, startede det hele med at nogen opdagede, at Lars Løkke som formand for organisationen havde rod i regnskabet – igen, fristes man til at sige. Når lederen af oppositionen ikke kan finde ud af, hvem der betaler for hvad – og endda lever det luksuriøse jetsetliv for internationale penge – er der en stor historie i det. Det sjove er blot, at da journalisterne gravede videre, lå der en anden og i virkeligheden langt mere interessant historie og ventede. Dén historie handler om, at danske politikere har bevilliget foreløbig 90 millioner kroner til GGGI, men organisationen slet ikke lever op til de mest almindelige krav til ordentlighed.

Informations Troels Gadegaard Frølich og Lasse Skou Andersen er nogle af dem, der har gravet videre i sagen, og hver gang man kommer et stik dybere, synes der at ligge et nyt skelet. Ikke mindst har de to været med til at vise, hvordan også udviklingsminister Christian Friis Bach burde have vidst meget mere om organisationens voldsomme problemer – en sydkoreansk rigsrevisionsrapport fra sidste år nævnte ”substantial cash-flow problems” og væsentlige uregelmæssigheder i både regnskab, de facto udbudsprocedurer og projektoversigt.

I dag (her) dokumenterer de massiv sammenblanding af interesser, idet McKinsey og i særdeleshed bestemte medarbejdere tydeligt har haft flere hatte på. GGGIs leder af London-kontoret, der så vidt vides skal stå for organisationens forskningssøjle, har i en periode været betalt af McKinsey, men siddet med i bestyrelsesarbejde og meget andet hos GGGI, og har endda haft en officiel GGGI-mailadresse.

Et andet element er kontrakter med McKinsey, der er blevet underskrevet med tilbagevirkende kraft og projekter, som konsulentfirmaet har påbegyndt før GGGIs udbudsrunde på dem var afsluttet – alt sammen omhyggeligt dokumenteret af Ekstrabladets Per Mathiessen. De problemer, som den sydkoreanske rapport beskrev for mere end et år siden, er tydeligvis permanente.

Og hvorfor så rode rundt i det som universitetsforsker? Svaret er, at hele sagen i næsten skræmmende grad er blevet et formidabelt eksempel på et kernekoncept i public choice: Institutional Capture, som er helt parallelt med George Stigler’s Regulatory Capture. Wikipedias ganske fine artikel om emnet definerer capture som en situation der

”occurs because groups or individuals with a high-stakes interest in the outcome of policy or regulatory decisions can be expected to focus their resources and energies in attempting to gain the policy outcomes they prefer, while members of the public, each with only a tiny individual stake in the outcome, will ignore it altogether.Regulatory capture refers to the actions by interest groups when this imbalance of focused resources devoted to a particular policy outcome is successful at “capturing” influence with the staff or commission members of the regulatory agency, so that the preferred policy outcomes of the special interest groups are implemented.”

Kombinér denne situation med en politisk tilstand, hvor oppositionens leder er sovset ind i organisationens problemer, en minister har taget sit tøj og er gået, og organisationens hovedmål er et slagnummer for både regeringen og dens støttepart Enhedslisten, og man har opskriften på en public choice-farce.

Hvad alle statskundskabsstuderende burde vide

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2013. 12 svar

Jeg har de senere år undervist makroøkonomi på statskundskabsstudiet i Aarhus, de sidste par år sammen med Nina Smith. Det er for det meste en fornøjelse, men med kun to timer om ugen, er der hugget en hæl og klippet en tå i pensum. Nina og jeg er enige om, at vi dækker det mest nødvendige og at de studerende helst skal ende med en forståelse af, at der er mange, mange flere aspekter i faget, som de selv må søge senere.

Et af de allervigtigste, som ikke dækkes af pensum, men som jeg alligevel forsøger at bibringe hvert år, er smukt illustreret af søndagens Quotation of the Day hos Cafe Hayek. Ikke kun studerende, man også mange journalister og almindelige danskere kunne have brug for at blive mindet John Chamberlains pointe en gang imellem, når de taler om hvad de mener, politikere skal gøre:

But even though Keynes’ analyses of the failure of demand are highly suggestive, the “politics” of Keynesianism must be set down as incredibly naive. Keynes himself tended to think of the “government” as a band of dedicated high priests of the interest rate. The “government,” so he thought, could be counted on to turn the stream of spending on and off at will in conformance with a totally disinterested philosophy of the “common good.” Though he wrote in a period of deflation, drawing his illustrative examples from a society in the doldrums, his political economy provided for a reversible system of countercyclical measures to be initiated with clam and magisterial disdain of pressure groups.

Australasian Public Choice 2013

Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2013. Skriv et svar

Om halvanden uge boarder jeg et fly i Kastrup sammen med Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet). Destinationen er Singapore, hvor vi skal deltage i dette års Australasian Public Choice-konference, der afholdes af Singapore Management University.

Programmet, der blev offentliggjort i går, ser lovende ud og dele er sandsynligvis af interesse for punditokraternes læsere. Det kan downloades her og alle papirerne kommer til at kunne blive hentet på siden. Her er nogle eksempler på papirer, man kan se frem til.

Mehmet Ulubasoglu (Deakin University): Storms and political institutions: Islands as natural experiments. (med Prasad Bhattacharya, Muhammad Habibur Rahman og Nejat Anbarci)

Björn Kauder (Ifo, München): Outside earnings, attendance and activity: Do German MPs meet their obligations? (med Niklas Potrafke)

Dmitriy Vorobyev (Center for Economic Research and Graduate Education): Participation in fraudulent elections.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm): Does social trust speed up economic reforms? The case of central-bank independence. (med Sven-Olov Daunfeldt og Jörgen Hellström)

Underminerer markedet prosocial adfærd? (Nej)

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2013. 5 svar

Siden 1700-tallet har der pågået en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om markedets sociale virkninger. Den måske mest populære teori – idet mindst i politik – er at markedet underminerer prosocial adfærd. Argumentet er, at det ikke kan betale sig at være altruistisk eller hjælpsom, og markedsgørelse derfor presser det ud. Modteorien, der ofte kaldes Douce Commerce, peger derimod på at markedet civiliserer, da det er kendetegnet ved interaktivitet. Adam Smith understregede også, at i et marked har man et omdømme at beskytte, så de mindst troværdige eller hæderlige vil miste kunder hurtigt, fordi der altid er en exit-mulighed.

Mitchell Hoffmann og John Morgan har fornylig testet de modsatrettede teorier med en serie økonomiske eksperimenter. De spiller spillene med både studerende, som det er sædvanligt, og med folk fra det private, så man kan sammenligne virkningen af erfaring eller ’skoling’ fra markedet. Innovation – og den er ret cool – er at de to forskere har fået repræsentanter fra to ’cutthroat industries’ til at spille med: Relativt uregulerede markeder med voldsom konkurrence, hvor man fra den ene teoris synspunkt måtte regne med en stærk underminering af prosocial adfærd. De to industrier er internetporno og domain trading – dvs. der hvor folk køber christianbjoernskov.com og forsøger at sælge det.

Og resultaterne støtter utvetydigt op om douce commerce! Tænker man lidt længere end vulgærmarxister er det heller ikke så overraskende. Papiret kan læses i wp-version her og abstractet er her:

We conduct a battery of social preference experiments on business people from two controversial internet industries—domain trading and adult entertainment (pornography). We then conduct the same experiments on Berkeley students. Levitt and List (2007) conjecture that selection pressures among business people would reduce or eliminate pro-social choices. We find the opposite: Internet business people were significantly more altruistic, more trusting, reciprocate more, lie less, and respond differently to shame than students. We present a model of reverse selection that rationalizes our findings.

Verdensbankens årlige “Doing Business” tilsiger at skatter og afgifter er alt for høje i Danmark.

Af Niels Westy, den 9. november 2013. Skriv et svar

For nylig udsendte Verdensbanken deres årlige “Doing Business” rapport. Heraf fremgår det, at Danmark fortsat ligger i toppen, når det kommer til at være simpelt at starte og drive virksomhed. Ifølge Verdensbanken overgås vi kun af Singapore, Hong Kong, New Zealand og USA. Dermed er vi det land i Europa, som scorer højest.

Det fik desværre danske medier og ikke mindst en række politikere på venstrefløjen til at fremstille det, som om Danmark er det land i Europa, hvor det er “bedst” at drive virksomhed. Det er desværre ikke tilfældet. For grundlæggende beskæftiger rapporten sig slet ikke med at hvorvidt man kan tjene penge på at drive virksomhed i de enkelte lande.

Det skal dog medtages, at mens Danmarks Radio og Udenrigsministeriet fejlagtigt har omtalt rapporten under overskriften “Danmark er det bedste sted i Europa at drive virksomhed”, var Berlingske Tidende tættere på sandheden, når man skrev historien under overskriften, “Danmark er Europas letteste at drive forretning i” – altså bortset lige fra det lille – om end ikke helt ubetydelige – faktum, at man har svært ved at tjene penge på det.

Når Jonas Dahl, politisk ordfører, SF, under overskriften “Danmark er ikke et lavtlønsland“, skriver i børsen, at

Danmark det land i hele Europa, der giver de bedste betingelser for at starte og drive virksomhed,

og fremhæver, at

vi er ikke bare godt med i forhold til de europæiske lande. Vi indtager faktisk en flot femteplads på listen, ud af de 189 lande, som indgår i rapporten.

så bruger han rapporten på en måde, der ikke er indholdsmæssigt belæg for i selve rapporten.

Nej, Danmark er langt fra et land, som giver de bedste betingelser for at drive virksomhed. Det kunne være det, men det er en anden sag.

Nu vil en del måske mene, at det bare er den sædvanlige snak fra venstrefløjen. Det er det ikke. Man behøver blot at tænke tilbage til VK-dagene, hvor Christian Hjort hyldede vores høje skattetryk og statsminister Anders Fogh afviste eksistensen af dynamiske effekter, når man sænkede skatter og afgifter.

Lav skat alene gør det ikke, men det hjælper.

Med udgangspunkt i rapporten er Jonas Dahl naturligvis ikke sen til at påpege, at

virkeligheden er slet ikke så sort-hvid, som flere i blå blok gerne vil have den til at fremstå. Virksomhedernes muligheder og lyst til at blive eller opstarte i Danmark afhænger af langt mere, end blot hvor meget de skal betale i skat.

Bortset fra at der næppe er nogen i “blå blok”, der vil påstå at lav skat kan kompensere for alt, så har Jonas Dahl naturligvis ret i, at der er mere på spil end blot skatter og afgifter. Men han overser behændigt, at alt andet lige, så er lavere skatter bedre end høje skatter.

Rapporten kan højst bruges til at forklare, hvorfor det ikke står værre til i Danmark, på trods af høje skatter og afgifter.

For naturligvis har det betydning, at vilkårene for f.eks. registrering, minimumskrav til startkapital, ventetider på svar på godkendelser osv. er bedre her i landet end i andre dele af verden. Det kan nemlig alt sammen omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed. Set fra virksomhedens side er det jo irrelevant hvorfra omkostningerne stammer. Et besværligt bureaukrati, indviklet lovgivning og langsommelige arbejdsgange kan jo alle omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed.

Alt andet lige, jo lavere omkostninger man pålægger den enkelte virksomhed gennem regulering og bureaukrati mv., jo højere skat kan man tillade sig at opkræve og jo højere lønomkostninger kan virksomhederne bære.

Men det betyder naturligvis også omvendt, at lav skat og lave lønninger kan kompensere for bureaukrati, tåbelige regler og langsommelige arbejdsgange.

Danmarks fine placering understreger behovet for at skatter og afgifter sænkes.

Som det fremgår af nedenstående graf, hentet fra DI’s rapport om tilstrømningen, eller rettere manglen på samme, af udenlandske investeringer, står det rigtigt skidt til med dansk økonomi.

Det kan jo undre, når vi nu er “det bedste sted i Europa at drive forretning”, som udenrigsministeriet stolt skriver. Forklaringen er selvfølgelig, at det er for dyrt at drive virksomhed her i landet. Med andre ord – Vi er ikke konkurrencedygtige.

Og når vi nu scorer så højt på rekruttering, finansieringsmuligheder, bureaukrati osv. kan det ikke bruges til at affærdige betydningen af skatter og afgifter – Tværtimod. Hvis man har optimeret på alle andre betydende parametre – og en samlet femteplads tyder jo på det, indebærer det tværtimod, at det er helt afgørende at få sænket skatter og afgifter. Altså stort set det modsatte af, hvad venstrefløjen gerne vil bilde os ind.

Religion og udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2013. 28 svar

Jeg havde forleden en kronik i Jyllandsposten, der opsummerede den nye forskning omkring forholdet mellem religion og udvikling. Under overskriften ”Religion blokerer for udvikling” forsøgte jeg forsigtigt at udlægge nye samfundsvidenskabelige studier, der har set på effekten af religion på langsigtede udviklingsforhold. Den nye forskning finder helt overordnet, at stærk tro er skadelig for udvikling, uanset hvilken religion man tror på. Dette sidste forhold er faldet en række kommentatorer for brystet.

Under overskriften ”Religion bestemmer alt” forsøger den ellers glimrende Henrik Gade Jensen i JP at gå i rette med mig. Han sekunderes af Mikael Jalving, der også er blevet ganske fornærmet over, at netop hans tro er ligesom alle de andres. Henrik skriver blandt andet:

”Da Bjørnskov er økonom og ikke religionsforsker eller teolog, er det måske forståeligt nok, at alt med tro og religion sættes i samme bå, selvom man måske nok kunne forvente lidt sund fornuft, skønt Bjørnskov nu er blevet professor. Han kommer trods alt fra provinsen.”

” Fornuftsmæssigt er der intet argument mod religiøse mørkemænd, der vil stene utro kvinder, dræbe konvertitter og lade al lov og ret være guddommeligt bestemt. Der findes kun en erkendelse af, at religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige, sekulære konsekvenser.”

Hans og andres argument er, at kristendommen er helt anderledes end andre religioner, og at jeg (og andre) fuldstændigt ignorerer, at der er forskelle på religioner. Kritikken er dog skudt meget langt over målet. Hvis de kritiske kommentatorer, der næsten uden undtagelse er uddannet på humaniora, ville give sig tid til at læse den bagvedliggende videnskabelige litteratur, ville de vide at deres argument er faktuelt forkert.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg har foreløbig forfattet to studier, hvor vi omhyggeligt har håndteret virkningen af religiøsitet og af forskellige religioner. Vores hovedfund – og grunden til at vi netop ikke diskuterer de forskellige hensigter med forskellige religioner – er at vi ikke finder forskelle på deres konsekvenser. Med andre ord er de to studier anskuelighedsundervisning i et hoveddiktum i al empirisk forskning i samfundsvidenskaberne: Man kan aldrig antage, at bestemte hensigter fører til tilsvarende konsekvenser!

Der er således hverken i vores studie af tillid og religion eller i studiet af forholdet mellem regeringsførelse og religion nogen forskel i virkningen af religiøsitet i kristne, muslimske eller lande med andre dominerende religioner. Der er heller ingen forskel på protestantisme eller katolicisme. Og sidst, men ikke mindst, finder vi absolut ingen tegn på, at religiøsitet på nogen måde er anderledes i Skandinavien.

Jeg beskyldes blandt andet for at være historieløs, men må konstatere, at den ellers så vidende Henrik Gade Jensen måske ignorerer sin egen væsentlige historiske viden til fordel for sin tro. For hvordan i alverden kan man glemme de kristne fundamentalister i Indre Mission i Vestjylland, og hvordan de tegnede området? Hvordan glemmer man rædslerne i visse dele af England under Henrik den 8.s reformation? Vi har opført os meget ligesom muslimer gør i stærkt muslimske lande nu. Forskellen er, at de færreste danskere tror særligt meget længere. Fra først i 1800-tallet begyndte vi at blive mindre troende, og fra midten tog det danske samfund fart mod at blive moderne.

For de faktisk interesserede er referencerne:

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2011. Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust? Cross-Country and Cross-State Comparisons. (i Journal of Economic Behavior & Organization, WP-version fra 2009 her)

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2013. 11. Does Religiosity Promote Property Rights and the Rule of Law? (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra 2012 her)

Andrew Young og Travis Wiseman (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra i år her)

Hvad gør love imod børnearbejde?

Af Christian Bjørnskov, den 5. november 2013. Skriv et svar

De fleste menneskers svar på dagens spørgsmål er sandsynligvis, at de da selvfølgelig bekæmper børnearbejde. Mange tror også, at love mod børnearbejde er velfærdsfremmende, dvs. at de gør livet bedre for børnene og deres familier. Økonomer har i årevis advaret mod påstandene, da man uden problemer kan vise, at spørgsmålet er teoretisk usikkert. Problemet har ligget i, at der ikke har været grundige empiriske studier af spørgsmålet – indtil nu.

Prashant Bharadway, Leah Lakdawala og Nicolas Li dokumenterer omhyggeligt effekterne af Indiens forbud mod børnearbejde fra 1986. I NBER Working Paper no. 19602 fra sidste måned finder de evidens for vores pessimistiske påstande (gated version her). Ved at sammenligne status for tusindvis af indere i 1983, 1987 og 1993 viser deres estimater, at loven imod børnearbejde ikke just virkede efter hensigten. De konkluderer:

We find that child wages decrese in response to such laws and poor families send out more children into the workforce. Due to increased employment, affected children are less likely to be in school.

De viser således også, at velfærdskonsekvenserne er negative, og mere negative for fattigere familier. Et af flagskibene i den internationale bevægelse for indførelse af flere og dybere sociale rettigheder viser sig derfor i det indiske tilfælde at have gjort det stik modsatte af hensigten.

Weekendens spørgsmål

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2013. 1 svar

Ed Crane, den tidligere præsident for Cato Institute, holdt en præsentation på George Mason University i går. Han stillede et fundamentalt spørgsmål (hattip: Cafe Hayek), som jeg synes alle danskere burde overveje. Her er spørgsmålet for Punditokraternes læsere:

There are two types of human beings: people who want to interfere in the way other people live their lives, and people who are content to mind their own business. Which type of people do you think go in to politics?

Lars Løkke, 3GI og medierne

Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2013. 3 svar

Efter at sagen om Lars Løkke og hans rejser på første klasse for den internationale klima-NGO 3GI eksploderede for halvanden uge siden, har jeg brugt en uforholdsmæssig del af min tid på at servicere medierne, og naturligvis at følge sagen. Der har været en masse diskussion, delvist på baggrund af mangelfuld information og elendig journalistisk, og de tilbagemeldinger, jeg har fået, har været lige så blandede. Jeg har blandt andet modtaget en mail, der beskyldte mig for at være købt af borgerlige interesser. Mit svar på den mail var selvsagt ikke videre høfligt. Det overordnede billede, som tegnes af sagen, er da heller ikke et der let passer i en fortælling om gode og onde politikere. I stedet er der to separate fortællinger.

Den første del af sagen handler om Lars Løkke. Det ser ikke ud til, at der er noget juridisk at udsætte på hans rolle, og han skal muligvis roses for at have bidraget til at rydde op i lidt af rodet hos 3GI efter han er tiltrådt som formand. Sagen tegner dog også et klart billede af en tidligere statsminister med forbløffende dårlig politisk (og moralsk) dømmekraft. Uanset at han fulgte reglerne, er de ni flyrejser på første klasse, han foretog før han var med til at lave reglerne om, vidnesbyrd om en meget dårlig fornemmelse for, hvad den danske, og mere generelt en nordeuropæisk, offentlighed mener, er acceptabel adfærd. Lord Actons gamle diktum om, at ”magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut” har fået et nyt eksempel.

Den anden del af sagen handler om 3GI, den grøn-vækst-NGO som Løkke er formand for, og hvor Christian Friis Bach sidder i bestyrelsen. Den sydkoreanske rigsrevisionsrapport, som medierne har gravet frem, tegner et billede af en organisation uden ret meget styr på økonomi eller andet. PÅ nogle områder mangler der regler og retningslinjer, og på andre følger man ikke egne regler. Medarbejdere i København og London har for eksempel fået udbetalt boligstøtte på trods af, at de ikke er flyttet eller har fået større udgifter. Der har været uregelmæssigheder i en række projekter, som 3GI ikke har fulgt op på, og administrationsudgifter har været omtrent dobbelt så høje, som lovet til bl.a. udenrigsministeriet da den danske støtte blev vedtaget. Set fra en public choice-vinkel er det alvorligste element, at den type problemer, som 3GI lider af, er svære at løse. Uregelmæssighederne og ekstravagancen – man lagde for eksempel en ekstra etage på hovedkvarteret – er i de ansattes og den daglige ledelses interesse. Og det er selvsamme ansatte og ledelse, der skal løse problemerne og stramme op. Erfaringen, helt tilbage fra Niskanens klassiske studier, peger på at problemer af den type bliver endemiske og permanente.

Hvorfor støtter Danmark så 3GI med 3×30 millioner? Måske fordi grøn vækst er et af de nye mantraer, som de radikale og SF kan blive enige om, og som regeringens støtteparti Enhedslisten slår på? I så fald ville det være et både personligt og politisk nederlag for udviklingsministeren at blive tvunget til at se for omhyggeligt på 3GI og muligvis trække støtten. Måske fordi ulandsmidlerne jo skal bruges til noget, og hvorfor ikke koble et grønt fokus på en eksisterende pose penge? Og måske, som Martin Paldam engang formulerede det, fordi det bare føles godt at være på englenes side?

Intet nyt fra hash-fronten

Af Niels Westy, den 18. oktober 2013. Skriv et svar

If at first you don’t succeed, try, try, Again – and then give up. Don’t be a damn fool about it.

– W. C. Fields

Sådan indleder økonom og sociolog, Thomas Sowell, sin artikel “Remember painful prohibition lesson”, oprindelig bragt i Boston Globe i 1984.

Jeg kom til at tænke på denne, da jeg i går (torsdag den 17. oktober) kom for skade, at høre dagens P1 debat, som præsenteredes med følgende fanfare:

Trods 40 års indsats mod hash er det ikke lykkedes politiet at dæmme op for hashhandlen og antallet af misbrugere er steget markant. Og derfor råber politiet nu på hjælp og efterlyser debat og oplysningskampagner, der kan ændre på danskernes syn på rygning af hash. Men kan man lave oplysningskampagner om noget der er forbudt? Og kan mere oplysning dæmme op for et stigende hashmisbrug eller skal vi gå helt nye veje og legalisere det forbudte rusmiddel?

Herefter fulgte en debat, som var nogenlunde lige så forudsigelig, som den var blottet for nyt. På den ene side den bekymrede politiker, Flemming Møller Mortensen. På den anden side, psykiater, misbrugskonsulent og fremtrædende medlem af det behandlings-industrielle kompleks, Henrik Rindom.

De kunne have haft præcist den samme debat for 10 eller 20 år siden, og kan formentlig holde den igen om 10 år. Det eneste man skal skifte ud, er de indledende strofer om hvor mange års virkningsløs narkotikapolitik man har bag sig.

Her er for alvor tale om en debat som går i ring. Det seneste forslag er at man skal informere mere om stoffers skadelige virkninger. Det virker tiltalende og plausibelt, hvis information altså var en mangelvare. Det er det ikke Der er næppe mange unge mennesker som er kommet gennem deres skoletid uden at være blevet advaret om både legale og illegale rusmidlers potentielt skadelige effekter.

I begyndelsen af 1990erne lavede man endda en særlig indsats blandt de ældre årgange i folkeskolerne. Efterfølgende blev projektet evalueret, og de involverede lærere osv. mente at det havde været en stor succes.

Problemet er blot, at netop de årgange, som havde været gennem dette forløb, herefter gik ud og røg sig en joint. Efter forbruget af hash i løbet af 1980erne havde været faldende, fik det nemlig comeback i 1990erne. Hvad skete der? Tjah, det er ikke helt nemt at afgøre. Det eneste vi ved med nogenlunde sikkerhed er, at forskelle i lovgivning og “hårdhed” på tværs ikke synes at have nogen effekt. Formentlig er den væsentligste forklaringsfaktor til stigninger og fald i brug af forskellige rusmidler – det være sig legale som illegale – noget så udefinerlig som kulturelle, i dette tilfælde subkulturelle, strømninger.

Men det stopper ikke her. Danmark er et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer på misbrugsbehandling, til gengæld er der ikke evidens for at det virker. Det burde ikke undre, da man ved at sammenligne andelen af stofbrugere, som dropper deres uvane, i lande med og uden behandlingstilbud, ikke udviser nogen signifikant forskel.

Derfor var også denne debat en gang snik snak mellem to debatører der havde hver deres interesser at pleje. Politikeren som sælger “bekymring på vores unges vegne” og lægen som sælger behandling og information. Om nogen af delene virker er i denne sammenhæng irrelevant,

Med mindre man er parat til at bruge metoder som vi ikke anser for at være forenlige med at være et civiliseret samfund – man kunne jo f.eks. slå brugerne ihjel eller spærre dem inde i koncentrationslejre på ubestemt tid, vil det mest humane – og mest samfundsøkonomisk fornuftige – være at acceptere at der til alle tider findes mennesker, der af den ene eller anden grund ønsker at bruge forskellige rusmidler. Og de historiske data tyder endda entydigt på, at de samme menesker er parat til, at løbe ganske betydelige risici, for at få deres rus.

Jeg har tidligere skrevet om, at en afledt effekt er den medfølgende kriminalitet. Det efterlader kun en holdbar løsning – en eller anden form for legalisering.

Som Sowell skrev i 1984:

Legalization of narcotics would similarly destroy the profit of today’s drug pushers. There is no way that they can compete with drugs that can be mass-produced cheaply by pharmaceutical companies.

This is not a complete “solution.” Nowhere is it written in stone that there are always answers in the back of the book. What we can do as a sociaty is to cut our loses…..

Hele artiklen kan læses ved at klikke på billedet nedenfor.