Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Brasilien er ikke en succeshistorie

Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2013. 3 svar

Vi har tidligere skrevet om problemet her på stedet, men lad os igen i dag understrege én ting: Brasiliens økonomi vokser ikke hurtigt. Senest har de populære påstande om Brasilien som et ‘BRIK-land’ sammen med Indien  og Kina forvirret en af mine ellers dygtig studerende. Brasiliens beskyttelse af privat ejendomsret er tvivlsom, landet er plaget af omfattende korruption og kombineret med det demokratiske Latinamerikas største offentlige sektor, har man ikke just opskriften på økonomisk fremgang. Hvor myten om den brasilianske vækst kommer fra, er et af de store, journalistiske mysterier for tiden!

Hvis enkelte af vores læsere stadig skulle være i tvivl er her det plot, jeg ville vise gymnasieelever. Det er logaritmen til gennemsnitsindkomsten, korrigeret for købekraftsparitet,  fra Penn World Tables og fremskrevet 2011-12 med vækstrater fra the CIA World Factbook. Brasilien er plottet overfor tre rigtige succeser, som medierne til gengæld ikke rigtigt skriver meget om. Alle læsere opfordres til at vise figuren til journalister, de kender.

Martin Paldam særnummer af Public Choice

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2013. Skriv et svar

I efteråret 2012 afholdt vi en workshop i anledning af Martin Paldams 70-års fødselsdag. En række papirer, der blev præsenteret ved workshoppen og enkelte andre fra workshoppens deltagere er nu samlet i et særnummer af Public Choice, udkom forleden dag. Særnummeret, der er volume 157 (3), er arrangeret omkring en række temaer, som Martin har arbejdet med. Vi mener bestemt, der er værd at tage et kig på. Indholdet er, bortset fra en introduktion skrevet af Toke Aidt, Peter Kurrild-Klitgaard, Gert Svendsen og mig:

The VP-function revisited: a survey of the literature on vote and popularity functions after over 40 years, Michael Lewis-Beck og Mary Stegmaier

Conditional political budget cycles: a review of recent evidence, Jakob de Haan og Jeroen Klomp

Voting functions in the EU-15, Linda Goncalves Veiga

Economic performance and turnout at national and local elections, Rodrigo Martins og Francisco José Veiga

Institutional interactions and economic growth: the joint effects of property rights, veto players and democratic capital, Mogens Kamp Justesen og Peter Kurrild-Klitgaard

Institutions and savings in developing and emerging economies, Andreas Freytag og Sebastian Voll

Democratization and the size of government: evidence from the long 19th century, Toke Aidt og Peter S. Jensen

The influence of direct democracy on the shadow economy, Désirée Teobaldelli og Friedrich Schneider

Inter-country differences in voter satisfaction with the democratic process: a study of world elections, Vani Borooah, Anastasios Katos og Eleni Katsouli

Why does bureaucratic corruption occur in the EU?, Urs Steiner Brandt og Gert Tinggaard Svendsen

Does aid improve democracy and governance? A meta-regression analysis, Zohid Askarov og Chris Doucouliagos

Trust as an alternative to risk, Eric M. Uslaner

Is trust the missing root of institutions, education, and development?, Christian Bjørnskov og Pierre-Guillaume Méon

The size of human capital externalities: cross-country evidence, Rasmus Thönnessen og Erich Gundlach

Kreditværdighed i Latinamerika

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2013. 3 svar

Min medblogger Niels Westy har gentagne gange understreget, hvor lidt mening det giver at tale om Latinamerika som én sammenlignelig gruppe lande. Dagens post riffer på det tema ved at give et hurtigt overblik over kreditvurderinger af en række af landene.

Man kan selvfølgelig altid beklage, at de internationale credit rating agencies ikke altid har ramt plet, men overordnet giver de et ganske pænt billede af markedets vurdering af risikoen ved at låne til forskellige lande. Figuren nedenfor illustrerer denne pointe ved at vise udviklingen fra 1990 (de fleste lande er ratet fra starten af 90erne) i seks lande: Argentina, Brasilien, Chile, Mexico, Peru og Venezuela.

Argentina er – som sædvanlig – den store outlier, hvor defaulten først i 00erne er tydelig. Ellers skiller landene, inklusive dem der ikke er vist, sig ud i cirka tre grupper. Den første er eksemplificeret af Venezuela, og indeholder i princippet også lande som Bolivia og Ecuador: Meget lidt er sket, og der er måske en lille tendens mod det værre i de senere år. Venezuela har ratingen B+, Bolivia og Ecuador er marginalt bedre ratede.

Anden gruppe er lande, hvor ratings er markant forbedret de sidste 10-12 år. Brasilien, Mexico og Peru er eksempler i figuren; Panama er et andet, lidt senere eksempel. Disse lande er blevet politisk mere stabile og har foretaget egentlige liberaliseringer – ikke mindst Peru, der er i de sorte tal med en A- rating.

Den sidste gruppe består af ét land: Chile. Landet, der på næsten alle områder er løbet fra resten af kontinentet, ser perfekt vesteuropæisk ud på dets kreditvurdering. Chile bliver ratet AA+, kun et point under Danmarks perfekte tripel-A-rating og et point over Frankrig. I den årlige korruptionsrangering (mere om den senere) ligger Chile og Frankrig også side om side, lidt over Østrig og lidt under Irland og Uruguay.

Hvorfor ser man så disse store forskelle? En del af dem er forskelle i objektive problemer, men en stor del af resten er markedets vurdering af, hvor troværdige de politiske institutioner er, og i hvor høj grad lande er villige til at tage fat hvor det gør ondt, hvis der er et problem. Det er dét, der skiller de latinamerikanske bukke fra fårene.

Rodet ingen helst vil tale om

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2013. Skriv et svar

Jeg er de seneste uger løbende blevet interviewet af journalister om GGGI-affæren. Som de fleste vi vide, startede det hele med at nogen opdagede, at Lars Løkke som formand for organisationen havde rod i regnskabet – igen, fristes man til at sige. Når lederen af oppositionen ikke kan finde ud af, hvem der betaler for hvad – og endda lever det luksuriøse jetsetliv for internationale penge – er der en stor historie i det. Det sjove er blot, at da journalisterne gravede videre, lå der en anden og i virkeligheden langt mere interessant historie og ventede. Dén historie handler om, at danske politikere har bevilliget foreløbig 90 millioner kroner til GGGI, men organisationen slet ikke lever op til de mest almindelige krav til ordentlighed.

Informations Troels Gadegaard Frølich og Lasse Skou Andersen er nogle af dem, der har gravet videre i sagen, og hver gang man kommer et stik dybere, synes der at ligge et nyt skelet. Ikke mindst har de to været med til at vise, hvordan også udviklingsminister Christian Friis Bach burde have vidst meget mere om organisationens voldsomme problemer – en sydkoreansk rigsrevisionsrapport fra sidste år nævnte ”substantial cash-flow problems” og væsentlige uregelmæssigheder i både regnskab, de facto udbudsprocedurer og projektoversigt.

I dag (her) dokumenterer de massiv sammenblanding af interesser, idet McKinsey og i særdeleshed bestemte medarbejdere tydeligt har haft flere hatte på. GGGIs leder af London-kontoret, der så vidt vides skal stå for organisationens forskningssøjle, har i en periode været betalt af McKinsey, men siddet med i bestyrelsesarbejde og meget andet hos GGGI, og har endda haft en officiel GGGI-mailadresse.

Et andet element er kontrakter med McKinsey, der er blevet underskrevet med tilbagevirkende kraft og projekter, som konsulentfirmaet har påbegyndt før GGGIs udbudsrunde på dem var afsluttet – alt sammen omhyggeligt dokumenteret af Ekstrabladets Per Mathiessen. De problemer, som den sydkoreanske rapport beskrev for mere end et år siden, er tydeligvis permanente.

Og hvorfor så rode rundt i det som universitetsforsker? Svaret er, at hele sagen i næsten skræmmende grad er blevet et formidabelt eksempel på et kernekoncept i public choice: Institutional Capture, som er helt parallelt med George Stigler’s Regulatory Capture. Wikipedias ganske fine artikel om emnet definerer capture som en situation der

”occurs because groups or individuals with a high-stakes interest in the outcome of policy or regulatory decisions can be expected to focus their resources and energies in attempting to gain the policy outcomes they prefer, while members of the public, each with only a tiny individual stake in the outcome, will ignore it altogether.Regulatory capture refers to the actions by interest groups when this imbalance of focused resources devoted to a particular policy outcome is successful at “capturing” influence with the staff or commission members of the regulatory agency, so that the preferred policy outcomes of the special interest groups are implemented.”

Kombinér denne situation med en politisk tilstand, hvor oppositionens leder er sovset ind i organisationens problemer, en minister har taget sit tøj og er gået, og organisationens hovedmål er et slagnummer for både regeringen og dens støttepart Enhedslisten, og man har opskriften på en public choice-farce.

Hvad alle statskundskabsstuderende burde vide

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2013. 12 svar

Jeg har de senere år undervist makroøkonomi på statskundskabsstudiet i Aarhus, de sidste par år sammen med Nina Smith. Det er for det meste en fornøjelse, men med kun to timer om ugen, er der hugget en hæl og klippet en tå i pensum. Nina og jeg er enige om, at vi dækker det mest nødvendige og at de studerende helst skal ende med en forståelse af, at der er mange, mange flere aspekter i faget, som de selv må søge senere.

Et af de allervigtigste, som ikke dækkes af pensum, men som jeg alligevel forsøger at bibringe hvert år, er smukt illustreret af søndagens Quotation of the Day hos Cafe Hayek. Ikke kun studerende, man også mange journalister og almindelige danskere kunne have brug for at blive mindet John Chamberlains pointe en gang imellem, når de taler om hvad de mener, politikere skal gøre:

But even though Keynes’ analyses of the failure of demand are highly suggestive, the “politics” of Keynesianism must be set down as incredibly naive.  Keynes himself tended to think of the “government” as a band of dedicated high priests of the interest rate.  The “government,” so he thought, could be counted on to turn the stream of spending on and off at will in conformance with a totally disinterested philosophy of the “common good.”  Though he wrote in a period of deflation, drawing his illustrative examples from a society in the doldrums, his political economy provided for a reversible system of countercyclical measures to be initiated with clam and magisterial disdain of pressure groups.

Australasian Public Choice 2013

Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2013. Skriv et svar

Om halvanden uge boarder jeg et fly i Kastrup sammen med  Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet). Destinationen er Singapore, hvor vi skal deltage i dette års Australasian Public Choice-konference, der afholdes af Singapore Management University.

Programmet, der blev offentliggjort i går, ser lovende ud og dele er sandsynligvis af interesse for punditokraternes læsere. Det kan downloades her og alle papirerne kommer til at kunne blive hentet på siden. Her er nogle eksempler på papirer, man kan se frem til.

Mehmet Ulubasoglu (Deakin University): Storms and political institutions: Islands as natural experiments. (med Prasad Bhattacharya, Muhammad Habibur Rahman og Nejat Anbarci)

Björn Kauder (Ifo, München): Outside earnings, attendance and activity: Do German MPs meet their obligations? (med Niklas Potrafke)

Dmitriy Vorobyev (Center for Economic Research and Graduate Education): Participation in fraudulent elections.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm): Does social trust speed up economic reforms? The case of central-bank independence. (med Sven-Olov Daunfeldt og Jörgen Hellström)

Underminerer markedet prosocial adfærd? (Nej)

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2013. 5 svar

Siden 1700-tallet har der pågået en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om markedets sociale virkninger. Den måske mest populære teori – idet mindst i politik – er at markedet underminerer prosocial adfærd. Argumentet er, at det ikke kan betale sig at være altruistisk eller hjælpsom, og markedsgørelse derfor presser det ud. Modteorien, der ofte kaldes Douce Commerce, peger derimod på at markedet civiliserer, da det er kendetegnet ved interaktivitet. Adam Smith understregede også, at i et marked har man et omdømme at beskytte, så de mindst troværdige eller hæderlige vil miste kunder hurtigt, fordi der altid er en exit-mulighed.

Mitchell Hoffmann og John Morgan har fornylig testet de modsatrettede teorier med en serie økonomiske eksperimenter. De spiller spillene med både studerende, som det er sædvanligt, og med folk fra det private, så man kan sammenligne virkningen af erfaring eller ’skoling’ fra markedet. Innovation – og den er ret cool – er at de to forskere har fået repræsentanter fra to ’cutthroat industries’ til at spille med: Relativt uregulerede markeder med voldsom konkurrence, hvor man fra den ene teoris synspunkt måtte regne med en stærk underminering af prosocial adfærd. De to industrier er internetporno og domain trading – dvs. der hvor folk køber christianbjoernskov.com og forsøger at sælge det.

Og resultaterne støtter utvetydigt op om douce commerce! Tænker man lidt længere end vulgærmarxister er det heller ikke så overraskende. Papiret kan læses i wp-version her og abstractet er her:

We conduct a battery of social preference experiments on business people from two controversial internet industries—domain trading and adult entertainment (pornography). We then conduct the same experiments on Berkeley students. Levitt and List (2007) conjecture that selection pressures among business people would reduce or eliminate pro-social choices. We find the opposite: Internet business people were significantly more altruistic, more trusting, reciprocate more, lie less, and respond differently to shame than students. We present a model of reverse selection that rationalizes our findings.

Verdensbankens årlige “Doing Business” tilsiger at skatter og afgifter er alt for høje i Danmark.

Af Niels Westy, den 9. november 2013. Skriv et svar

For nylig udsendte Verdensbanken deres årlige “Doing Business” rapport. Heraf fremgår det, at Danmark fortsat ligger i toppen, når det kommer til at være simpelt at starte og drive virksomhed. Ifølge Verdensbanken overgås vi kun af Singapore, Hong Kong, New Zealand og USA. Dermed er vi det land i Europa, som scorer højest.

Det fik desværre danske medier og ikke mindst en række politikere på venstrefløjen til at fremstille det, som om Danmark er det land i Europa, hvor det er “bedst” at drive virksomhed. Det er desværre ikke tilfældet. For grundlæggende beskæftiger rapporten sig slet ikke med at hvorvidt man kan tjene penge på at drive virksomhed i de enkelte lande.

Det skal dog medtages, at mens Danmarks Radio og Udenrigsministeriet fejlagtigt har omtalt rapporten under overskriften “Danmark er det bedste sted i Europa at drive virksomhed”, var Berlingske Tidende tættere på sandheden, når man skrev historien under overskriften, “Danmark er Europas letteste at drive forretning i” – altså bortset lige fra det lille – om end ikke helt ubetydelige – faktum, at man har svært ved at tjene penge på det.

Når Jonas Dahl, politisk ordfører, SF, under overskriften “Danmark er ikke et lavtlønsland“, skriver i børsen, at

Danmark det land i hele Europa, der giver de bedste betingelser for at starte og drive virksomhed,

og fremhæver, at

vi er ikke bare godt med i forhold til de europæiske lande.  Vi indtager faktisk en flot femteplads på listen, ud af de 189 lande, som indgår i rapporten.

så bruger han rapporten på en måde, der ikke er indholdsmæssigt belæg for i selve rapporten.

Nej, Danmark er langt fra et land, som giver de bedste betingelser for at drive virksomhed. Det kunne være det, men det er en anden sag.

Nu vil en del måske mene, at det bare er den sædvanlige snak fra venstrefløjen. Det er det ikke. Man behøver blot at tænke tilbage til VK-dagene, hvor Christian Hjort hyldede vores høje skattetryk og statsminister Anders Fogh afviste eksistensen af dynamiske effekter, når man sænkede skatter og afgifter.

Lav skat alene gør det ikke, men det hjælper.

Med udgangspunkt i rapporten er Jonas Dahl naturligvis ikke sen til at påpege, at

virkeligheden er slet ikke så sort-hvid, som flere i blå blok gerne vil have den til at fremstå. Virksomhedernes muligheder og lyst til at blive eller opstarte i Danmark afhænger af langt mere, end blot hvor meget de skal betale i skat.

Bortset fra at der næppe er nogen i “blå blok”, der vil påstå at lav skat kan kompensere for alt, så har Jonas Dahl naturligvis ret i, at der er mere på spil end blot skatter og afgifter. Men han overser behændigt, at alt andet lige, så er lavere skatter bedre end høje skatter.

Rapporten kan højst bruges til at forklare, hvorfor det ikke står værre til i Danmark, på trods af høje skatter og afgifter.

For naturligvis har det betydning, at vilkårene for f.eks. registrering, minimumskrav til startkapital, ventetider på svar på godkendelser  osv. er bedre her i landet end i andre dele af verden. Det kan nemlig alt sammen omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed.  Set fra virksomhedens side er det jo irrelevant hvorfra omkostningerne stammer. Et besværligt bureaukrati, indviklet lovgivning og langsommelige arbejdsgange kan jo alle omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed.

Alt andet lige, jo lavere omkostninger man pålægger den enkelte virksomhed gennem regulering og bureaukrati mv., jo højere skat kan man tillade sig at opkræve og jo højere lønomkostninger kan virksomhederne bære.

Men det betyder naturligvis også omvendt, at lav skat og lave lønninger kan kompensere for bureaukrati, tåbelige regler og langsommelige arbejdsgange.

Danmarks fine placering understreger behovet for at skatter og afgifter sænkes. 

Som det fremgår af nedenstående graf, hentet fra DI’s rapport om tilstrømningen, eller rettere manglen på samme, af udenlandske investeringer, står det rigtigt skidt til med dansk økonomi.

investeringer danmark Det kan jo undre, når vi nu er “det bedste sted i Europa at drive forretning”, som udenrigsministeriet stolt skriver. Forklaringen er selvfølgelig, at det er for dyrt at drive virksomhed her i landet. Med andre ord – Vi er ikke konkurrencedygtige.

Og når vi nu scorer så højt på rekruttering, finansieringsmuligheder, bureaukrati osv. kan det ikke bruges til at affærdige betydningen af skatter og afgifter – Tværtimod. Hvis man har optimeret på alle andre betydende parametre – og en samlet femteplads tyder jo på det, indebærer det tværtimod, at det er helt afgørende at få sænket skatter og afgifter. Altså stort set det modsatte af, hvad venstrefløjen gerne vil bilde os ind.

Religion og udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2013. 28 svar

Jeg havde forleden en kronik i Jyllandsposten, der opsummerede den nye forskning omkring forholdet mellem religion og udvikling. Under overskriften ”Religion blokerer for udvikling” forsøgte jeg forsigtigt at udlægge nye samfundsvidenskabelige studier, der har set på effekten af religion på langsigtede udviklingsforhold. Den nye forskning finder helt overordnet, at stærk tro er skadelig for udvikling, uanset hvilken religion man tror på. Dette sidste forhold er faldet en række kommentatorer for brystet.

Under overskriften ”Religion bestemmer alt” forsøger den ellers glimrende Henrik Gade Jensen i JP at gå i rette med mig. Han sekunderes af Mikael Jalving, der også er blevet ganske fornærmet over, at netop hans tro er ligesom alle de andres. Henrik skriver blandt andet:

”Da Bjørnskov er økonom og ikke religionsforsker eller teolog, er det måske forståeligt nok, at alt med tro og religion sættes i samme bå, selvom man måske nok kunne forvente lidt sund fornuft, skønt Bjørnskov nu er blevet professor. Han kommer trods alt fra provinsen.”

” Fornuftsmæssigt er der intet argument mod religiøse mørkemænd, der vil stene utro kvinder, dræbe konvertitter og lade al lov og ret være guddommeligt bestemt. Der findes kun en erkendelse af, at religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige, sekulære konsekvenser.”

Hans og andres argument er, at kristendommen er helt anderledes end andre religioner, og at jeg (og andre) fuldstændigt ignorerer, at der er forskelle på religioner. Kritikken er dog skudt meget langt over målet. Hvis de kritiske kommentatorer, der næsten uden undtagelse er uddannet på humaniora, ville give sig tid til at læse den bagvedliggende videnskabelige litteratur, ville de vide at deres argument er faktuelt forkert.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg har foreløbig forfattet to studier, hvor vi omhyggeligt har håndteret virkningen af religiøsitet og af forskellige religioner. Vores hovedfund – og grunden til at vi netop ikke diskuterer de forskellige hensigter med forskellige religioner – er at vi ikke finder forskelle på deres konsekvenser. Med andre ord er de to studier anskuelighedsundervisning i et hoveddiktum i al empirisk forskning i samfundsvidenskaberne: Man kan aldrig antage, at bestemte hensigter fører til tilsvarende konsekvenser!

Der er således hverken i vores studie af tillid og religion eller i studiet af forholdet mellem regeringsførelse og religion nogen forskel i virkningen af religiøsitet i kristne, muslimske eller lande med andre dominerende religioner. Der er heller ingen forskel på protestantisme eller katolicisme. Og sidst, men ikke mindst, finder vi absolut ingen tegn på, at religiøsitet på nogen måde er anderledes i Skandinavien.

Jeg beskyldes blandt andet for at være historieløs, men må konstatere, at den ellers så vidende Henrik Gade Jensen måske ignorerer sin egen væsentlige historiske viden til fordel for sin tro. For hvordan i alverden kan man glemme de kristne fundamentalister i Indre Mission i Vestjylland, og hvordan de tegnede området? Hvordan glemmer man rædslerne i visse dele af England under Henrik den 8.s reformation? Vi har opført os meget ligesom muslimer gør i stærkt muslimske lande nu. Forskellen er, at de færreste danskere tror særligt meget længere. Fra først i 1800-tallet begyndte vi at blive mindre troende, og fra midten tog det danske samfund fart mod at blive moderne.

For de faktisk interesserede er referencerne:

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2011. Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust? Cross-Country and Cross-State Comparisons.  (i Journal of Economic Behavior & Organization, WP-version fra 2009 her)

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2013. 11.      Does Religiosity Promote Property Rights and the Rule of Law? (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra 2012 her)

Andrew Young og Travis Wiseman (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra i år her)

Hvad gør love imod børnearbejde?

Af Christian Bjørnskov, den 5. november 2013. Skriv et svar

De fleste menneskers svar på dagens spørgsmål er sandsynligvis, at de da selvfølgelig bekæmper børnearbejde. Mange tror også, at love mod børnearbejde er velfærdsfremmende, dvs. at de gør livet bedre for børnene og deres familier. Økonomer har i årevis advaret mod påstandene, da man uden problemer kan vise, at spørgsmålet er teoretisk usikkert. Problemet har ligget i, at der ikke har været grundige empiriske studier af spørgsmålet – indtil nu.

Prashant Bharadway, Leah Lakdawala og Nicolas Li dokumenterer omhyggeligt effekterne af Indiens forbud mod børnearbejde fra 1986. I NBER Working Paper no. 19602 fra sidste måned finder de evidens for vores pessimistiske påstande (gated version her). Ved at sammenligne status for tusindvis af indere i 1983, 1987 og 1993 viser deres estimater, at loven imod børnearbejde ikke just virkede efter hensigten. De konkluderer:

We find that child wages decrese in response to such laws and poor families send out more children into the workforce. Due to increased employment, affected children are less likely to be in school.

De viser således også, at velfærdskonsekvenserne er negative, og mere negative for fattigere familier. Et af flagskibene i den internationale bevægelse for indførelse af flere og dybere sociale rettigheder viser sig derfor i det indiske tilfælde at have gjort det stik modsatte af hensigten.

Weekendens spørgsmål

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2013. 1 svar

Ed Crane, den tidligere præsident for Cato Institute, holdt en præsentation på George Mason University i går. Han stillede et fundamentalt spørgsmål (hattip: Cafe Hayek), som jeg synes alle danskere burde overveje. Her er spørgsmålet for Punditokraternes læsere:

 There are two types of human beings: people who want to interfere in the way other people live their lives, and people who are content to mind their own business.  Which type of people do you think go in to politics?

Lars Løkke, 3GI og medierne

Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2013. 3 svar

Efter at sagen om Lars Løkke og hans rejser på første klasse for den internationale klima-NGO 3GI eksploderede for halvanden uge siden, har jeg brugt en uforholdsmæssig del af min tid på at servicere medierne, og naturligvis at følge sagen. Der har været en masse diskussion, delvist på baggrund af mangelfuld information og elendig journalistisk, og de tilbagemeldinger, jeg har fået, har været lige så blandede. Jeg har blandt andet modtaget en mail, der beskyldte mig for at være købt af borgerlige interesser. Mit svar på den mail var selvsagt ikke videre høfligt. Det overordnede billede, som tegnes af sagen, er da heller ikke et der let passer i en fortælling om gode og onde politikere. I stedet er der to separate fortællinger.

Den første del af sagen handler om Lars Løkke. Det ser ikke ud til, at der er noget juridisk at udsætte på hans rolle, og han skal muligvis roses for at have bidraget til at rydde op i lidt af rodet hos 3GI efter han er tiltrådt som formand. Sagen tegner dog også et klart billede af en tidligere statsminister med forbløffende dårlig politisk (og moralsk) dømmekraft. Uanset at han fulgte reglerne, er de ni flyrejser på første klasse, han foretog før han var med til at lave reglerne om, vidnesbyrd om en meget dårlig fornemmelse for, hvad den danske, og mere generelt en nordeuropæisk, offentlighed mener, er acceptabel adfærd. Lord Actons gamle diktum om, at ”magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut” har fået et nyt eksempel.

Den anden del af sagen handler om 3GI, den grøn-vækst-NGO som Løkke er formand for, og hvor Christian Friis Bach sidder i bestyrelsen. Den sydkoreanske rigsrevisionsrapport, som medierne har gravet frem, tegner et billede af en organisation uden ret meget styr på økonomi eller andet. PÅ nogle områder mangler der regler og retningslinjer, og på andre følger man ikke egne regler. Medarbejdere i København og London har for eksempel fået udbetalt boligstøtte på trods af, at de ikke er flyttet eller har fået større udgifter. Der har været uregelmæssigheder i en række projekter, som 3GI ikke har fulgt op på, og administrationsudgifter har været omtrent dobbelt så høje, som lovet til bl.a. udenrigsministeriet da den danske støtte blev vedtaget. Set fra en public choice-vinkel er det alvorligste element, at den type problemer, som 3GI lider af, er svære at løse. Uregelmæssighederne og ekstravagancen – man lagde for eksempel en ekstra etage på hovedkvarteret – er i de ansattes og den daglige ledelses interesse. Og det er selvsamme ansatte og ledelse, der skal løse problemerne og stramme op. Erfaringen, helt tilbage fra Niskanens klassiske studier, peger på at problemer af den type bliver endemiske og permanente.

Hvorfor støtter Danmark så 3GI med 3×30 millioner? Måske fordi grøn vækst er et af de nye mantraer, som de radikale og SF kan blive enige om, og som regeringens støtteparti Enhedslisten slår på? I så fald ville det være et både personligt og politisk nederlag for udviklingsministeren at blive tvunget til at se for omhyggeligt på 3GI og muligvis trække støtten. Måske fordi ulandsmidlerne jo skal bruges til noget, og hvorfor ikke koble et grønt fokus på en eksisterende pose penge? Og måske, som Martin Paldam engang formulerede det, fordi det bare føles godt at være på englenes side?

Intet nyt fra hash-fronten

Af Niels Westy, den 18. oktober 2013. Skriv et svar

WC-Fields

 

If at first you don’t succeed, try, try, Again – and then give up. Don’t be a damn fool about it.

– W. C. Fields

 

 

Sådan indleder økonom og sociolog, Thomas Sowell, sin artikel “Remember painful prohibition  lesson”, oprindelig bragt i Boston Globe i 1984.

Jeg kom til at tænke på denne, da jeg i går (torsdag den 17. oktober) kom for skade, at høre dagens P1 debat,  som præsenteredes med følgende fanfare:

Trods 40 års indsats mod hash er det ikke lykkedes politiet at dæmme op for hashhandlen og antallet af misbrugere er steget markant. Og derfor råber politiet nu på hjælp og efterlyser debat og oplysningskampagner, der kan ændre på danskernes syn på rygning af hash. Men kan man lave oplysningskampagner om noget der er forbudt? Og kan mere oplysning dæmme op for et stigende hashmisbrug eller skal vi gå helt nye veje og legalisere det forbudte rusmiddel?

Herefter fulgte en debat, som var nogenlunde lige så forudsigelig, som den var blottet for nyt. På den ene side den bekymrede politiker, Flemming Møller Mortensen. På den anden side, psykiater, misbrugskonsulent og fremtrædende medlem af det behandlings-industrielle kompleks, Henrik Rindom.

De kunne have haft præcist den samme debat for 10 eller 20 år siden, og kan formentlig holde den igen om 10 år. Det eneste man skal skifte ud, er de indledende strofer om hvor mange års virkningsløs narkotikapolitik man har bag sig.

Her er for alvor tale om en debat som går i ring. Det seneste forslag er at man skal informere mere om stoffers skadelige virkninger. Det virker tiltalende og plausibelt, hvis information altså var en mangelvare. Det er det ikke Der er næppe mange unge mennesker som er kommet gennem deres skoletid uden at være blevet advaret om både legale og illegale rusmidlers potentielt skadelige effekter.

I begyndelsen af 1990erne lavede man endda en særlig indsats blandt de ældre årgange i folkeskolerne. Efterfølgende blev projektet evalueret, og de involverede lærere osv. mente at det havde været en stor succes.

Problemet er blot, at netop de årgange, som havde været gennem dette forløb, herefter gik ud og røg sig en joint. Efter forbruget af hash i løbet af 1980erne havde været faldende, fik det nemlig comeback i 1990erne. Hvad skete der? Tjah, det er ikke helt nemt at afgøre. Det eneste vi ved med nogenlunde sikkerhed er, at forskelle i lovgivning og “hårdhed” på tværs ikke synes at have nogen effekt. Formentlig er den væsentligste forklaringsfaktor til stigninger og fald i brug af forskellige rusmidler – det være sig legale som illegale – noget så udefinerlig som kulturelle, i dette tilfælde subkulturelle, strømninger.

Men det stopper ikke her. Danmark er et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer på misbrugsbehandling, til gengæld er der ikke evidens for at det virker. Det burde ikke undre, da man ved at sammenligne andelen af stofbrugere, som dropper deres uvane, i lande med og uden behandlingstilbud, ikke udviser nogen signifikant forskel.

Derfor var også denne debat en gang snik snak mellem to debatører der havde hver deres interesser at pleje. Politikeren som sælger “bekymring på vores unges vegne” og lægen som sælger behandling og information. Om nogen af delene virker er i denne sammenhæng irrelevant,

Med mindre man er parat til at bruge metoder som vi ikke anser for at være forenlige med at være et civiliseret samfund – man kunne jo f.eks. slå brugerne ihjel eller spærre dem inde i koncentrationslejre på ubestemt tid, vil det mest humane – og mest samfundsøkonomisk fornuftige – være at acceptere at der til alle tider findes mennesker, der af den ene eller anden grund ønsker at bruge forskellige rusmidler. Og de historiske data tyder endda entydigt på, at de samme menesker er parat til, at løbe ganske betydelige risici, for at få deres rus.

Jeg har tidligere skrevet om, at en afledt effekt er den medfølgende kriminalitet. Det efterlader kun en holdbar løsning – en eller anden form for legalisering.

Som Sowell skrev i 1984:

Legalization of narcotics would similarly destroy the profit of today’s drug pushers. There is no way that they can compete with drugs that can be mass-produced cheaply by pharmaceutical companies.

This is not a complete “solution.” Nowhere is it written in stone that there are always answers in the back of the book. What we can do as a sociaty is to cut our loses…..

Hele artiklen kan læses ved at klikke på billedet nedenfor.Sowell on drugs

Tidligere indlæg om emnet, udvalg :

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drugs anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud der dræber

A profit to kill for

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

Økonomisk frihed virker – “Economic Freedom of the World 2013”

Af Niels Westy, den 16. oktober 2013. 7 svar

Det seneste nummer af The Economist har særlig fokus på hvordan det er gået med globalisering og frihandel i kølvandet på den finansielle krises “officielle” start i 2008. Som bekendt har der historisk været et samfald mellem økonomiske kriser og stigende grad af protektionisme og regulering.

Ud fra udviklingen de seneste 5 år konstaterer Economist i sin leder, “The gated globe” med at:

When the global financial crisis erupted in 2008, that hubris was replaced by fears of a replay of the 1930s. They were not realised, at least in part because the world had learnt from that dreadful decade the lesson that protectionism makes a bad situation worse.

Men konstaterer samtidig, at fortsat globalisering og liberalisering har været fraværende de seneste 5 år og at:

Yet a subtler change took place: unfettered globalisation has been replaced by a more selective brand. As our special report shows, policymakers have become choosier about whom they trade with, how much access they grant foreign investors and banks, and what sort of capital they admit. They have not built impermeable walls, but they are erecting gates.

Ikke mindst er det globale kapitalmarked blevet ramt. Således er de globale kapitalstrømme i form af lån og investeringer, faldet fra 11.000 mia. dollars i 2007 til ca. 4.000 mia. dollars sidste år. Og selv om en stor del af faldet er en naturlig konsekvens af krisen (eurozonens problemer vejer tungt), må en del dog også tilskrives en aktiv indsats fra myndigheders side. Med andre ord har man øget regulering af kapitalens frie bevægelighed.

Vi har ikke kun oplevet et øget omfang af kapitalrestriktioner – også i forhold til den egentlige varehandel, har man set en stigende protektionisme. Global Trade Alert har siden 2009 registreret mindst 400 nye protektionistiske tiltag hvert eneste år, inklusiv Danmark.

Samtidig har ikke mindst BRIC landende i stigende grad ført en aktiv offentlig erhvervspolitik (konkurrencestaten).

Vi har set det hele før. Selvfølgelig kan man undre sig over at verdens regeringsledere ikke har lært mere af historien, se også nedenfor. På den anden side er det naturligvis en ganske logisk konsekvens i systemer, hvor bestemte interessegrupper har muligheden for at påvirke myndighederne. Det gælder ikke mindst i lande hvor private og offentlige/politiske interesser ofte er svære at adskille.

Det skal dog medtages, at også flere lande som traditionelt har stået som bannerførere for øget frihandlen og liberalisering, de senere år har udvist en alt andet end markedskonform politik. Det gælder ikke mindst USA, der både i forhold til resten af verden og internt har oplevet et fald i den økonomisk frihed siden midten af nullerne. Fra at være blandt de 10 frieste økonomier var man i 2011 nummer 19. Og det er ikke kun et udtryk for at andre lande er blevet mere økonomisk frie, men at der er tale om et direkte tilbageskridt.

Dette og meget andet kan man læse ud af den seneste “Economic Freedom of The World” rapport fra Fraser Institute.

Økonomisk frihed er forudsætning for personlig frihed.

Varer og kapitals frie bevægelighed er naturligvis kun en del af det som vi opfatter som grundlaget for økonomisk frihed. Sidste uges Economist tema om globalisering er således kun en delmængde, om end en ganske betydelig en af slagsen. for en mere grundig gennemgang af de komponenter som udgør Fraser’s “Freedom index”, se her.

Fraser har for nylig udgivet deres seneste rapport. Ud over en gennemgang af de enkelte landes “score”, hvor man ud over USA’s deroute måske bør bide mærke i, hvor spredt de europæiske lande ligger.

Men lad os slutte af med at konstatere, at :

Økonomisk frihed fremmer velstand:

freedom_bnp

Sikrer højere vækst i u-landene:

U-lande vaekst

Mindsker korruption

korruption Og selv om der ikke er den store forskel i indkomstfordelingen mellem de mest og mindst økonomiske frie nationer

fattige

Er den absolutte velstand signifikant højere for de fattigste, jo højere grad af økonomisk frihed

indkomst laveste

Både de politiske og borgerlige frihedsrettigheder trives bedre i lande med høj grad af økonomisk frihed (jo højere score jo ringere vilkår)

politiske rettigheder

civile rettigheder

Og endelig er befolkningen mere tilfreds!!

tilfredshed

 

Hvem er uansvarlige i USA?

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2013. Skriv et svar

Læser man de almindelige, danske medier, virker svaret på dagens spørgsmål helt oplagt: Det er republikanerne, der har tvunget den amerikanske administration i stå. Giver de sig ikke snart og holder de ikke snart op med at obstruere præsident Obama, risikerer man ifølge medierne en økonomisk nedsmeltning i USA, når de om få dage ikke overholder deres gældsforpligtelser. Men som så ofte før er sandheden mere broget, og man må undre sig over det journalistiske arbejde i de danske medier, når det gælder amerikansk politik. I princippet er begge partier uansvarlige, blot på to forskellige måder.

Man kan med rette påstå, at republikanerne opfører sig uansvarligt, når de risikerer en nedlukning af den amerikanske offentlige sektor. Flere 100.000 offentligt ansatte er sendt hjem uden løn, og kun mere centrale opgaver bliver varetaget. Når man ikke en aftale i løbet af en uges tid – og i skrivende stund har partiet rakt en hånd ud mod præsidenten – risikerer man også, at USA ikke overholder sine internationale forpligtelser. Det er indlysende nok en strategi, der skaber markant politisk usikkerhed i det amerikanske samfund, og som kan skabe en kortsigtskrise.

Men man kan lige så vel pege på, at Obama er uansvarlig og spiller højt spil med USA’s økonomi. Disse problemer overser danske medier desværre, med få undtagelser. Sundhedsreformen (Obamacare) som mange danske journalister har hyldet, er en bastard af et lovkompleks, som først nu er begyndt at blive implementeret. Det er også et lovkompleks, som er alt for dyrt og som USA – på trods af landets størrelse – sandsynligvis aldrig kommer til at have råd til! Ved nærmere gennemgang har det for eksempel vist sig, at indtægter er talt dobbelt i lovkomplekset, og at den officielle vurdering har indeholdt en lang række helt usandsynlige antagelser om, f.eks., Kongressens evne til at stoppe stigninger i medicinpriser osv. Et godt bud er, at den amerikanske gennemsnitsskat – dvs. skatten på alle amerikanere, inklusive middelklassen – skulle stige 5-7 procentpoint for at man kunne finansiere Obamacare. En så stor skattestigning vil være kvælende for den økonomiske udvikling.

Så spørgsmålet bliver, hvem der er mest uansvarlig: Republikanerne, der af gode og dårlige grunde har interesse i at rulle Obamacare tilbage og skære i det offentlige udgifter, eller Demokraterne, der i form af Obamacare og andre programmer smider benzin på et allerede voldsomt økonomisk bål? Uanset min almindelige afsky for det republikanske parti, er min egen holdning, at præsidenten er den mest uansvarlige. Præsidenter bliver bedømt af historien, og Obama har sat kurs mod at blive en af USA’s værste af slagsen. Lige nu ser han kun relativt godt ud, fordi den republikanske opposition er så indlysende ueffen.

Tiltrædelsesforelæsning om “Informal Institutions in Political Economy”

Af Niels Westy, den 6. oktober 2013. 2 svar

I anledning af, at Punditokraternes redaktør, Christian Bjørnskov, er blevet udnævnt til professor, afholder han som traditionen tilsiger en tiltrædelsesforelæsning. Den finder sted på fredag den 11. oktober kl. 14.30, på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Alle (den gamle handelshøjskole) i Auditorium 2624(E)-2.

Overskriften er “Informal Institutions in Political Economy”. Christian tager udgangspunkt i Public choice forklaring af hvordan regeringsfejl ofte kan være større end de markedsfejl, som regeringen mener at løse. Han vil i sin forelæsning inddrage den nyeste forskning, både egen og andres, som peger på, at en kombination af standard public choice fænomener og uformelle institutioner ofte giver bedre forklaringer end de to isoleret gør. 

Alle er velkomne til at overvære forelæsningen.

Samtidig vil jeg benytte lejligheden til på vegne af alle nuværende og tidligere punditokrater, at ønske Christian tillykke med titlen af professor. Den er fuldt fortjent. Christian har i efterhånden en del år været en af Danmarks internationalt mest velestimerede forskere og økonomer.

Nobelprisen i økonomi 2013 – nogle gæt

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2013. 4 svar

Nobelpriserne nærmer sig, og annonceringen af dette års Nobelpris i økonomi er den 14. oktober. Som altid i ugerne op til annonceringen er der masser af diskussion af, hvem der får prisen og hvem der måske burde have den.

Vi har aldrig gættet rigtigt, men prøver ufortrødent igen i år. Thompson-Reuters har tre topbud på, hvem der står til at få Nobelprisen i år:

Joshua D. Angrist (MIT), David E. Card (UC Berkeley) og Alan B. Krueger (Princeton) for deres arbejde i mikroøkonometri. En hel del af mine kolleger, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedsøkonomi, ville nok være glade for de tre som vindere.

David F. Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (Cambridge) og Peter C.B. Phillips (Yale) for deres bidrag til tidsserieøkonometri og forecasting. Som det andet tremandshold er der en stor gruppe af mine kolleger – dem der beskæftiger sig med tidsserier – der ville være glade for dette Nobelvalg.

Sam Peltzman (Chicago, Booth) og Richard A. Posner (Chicago, Law og US 7th Circuit Court of Appeals) for deres udvidelse af økonomisk teori omkring regulering.

I kommentarerne hos Marginal Revolution nævner Barkley Rosser også det ene af mine personlige håb: Gordon Tullock (George Mason) og Anne Krueger (Johns Hopkins) for deres beskrivelse af rent-seeking. Den moderne forskning i korruption, lobbyisme og anden lignende adfærd er grundlagt af dem. Begge er gamle og Tullocks helbred er særligt svagt, så hvis de skal have prisen, er det nok nu.

Det andet af mine håb, Paul Romer (NYU) og Robert Barro (Harvard) for deres pionerindsats i vækstforskning, er nok næppe comme il faut i år – og det på trods af at Huffington Post allerede for to år siden havde dem som favoritter. Af samme grund ville det være overraskende, hvis Eugene Fama (Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) fik den.

Problemet er dog nok, at det går ligesom de foregående år: Nobelkomiteen finder et helt andet par, som man mener, er værdige til prisen.

70 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2013. 1 svar

I går, for 70 år siden, satte den tyske besættelsesmagt en aktion i gang, der havde til hensigt at anholde alle jøder i Danmark, sende dem i lejre og i sidste ende, slå dem ihjel. Den nazistiske Endlösung var for længst sat i gang i andre dele af Europa, og nu var turen kommet til de danske jøder. De tyske styrker havde mord i hjertet, men det skulle gå meget anderledes i Danmark.

Beslutningen om aktionen blev lækket til danske myndigheder og derfra til det jødiske samfund. Da den tyske aktion gik i gang, trådte det civile Danmark derfor til. Naboer hjalp, flere sygehuse i København blev nærmest fordelingscentraler, og sjællandske fiskere begyndte at fragte jøder over Øresund til et Sverige, der tog mod dem med åbne arme. Ikke alle danskere havde modet til at hjælpe, og de fleste fiskere tog sig betalt for at risikere deres og deres familiers liv, men mange tog også mindre bemidlede jøder med gratis. Vigtigst af alt var det, at selvom man ikke hjalp, holdt man mund – antallet af stikkere var forsvindende.

Ingen andre lande i Europa end Danmark og Bulgarien behandlede den jødiske befolkning på denne måde. Af cirka 7500 jøder i Danmark, hvoraf 1500 var statsløse, gik kun 68 til grunde i eller på vej til dødslejrene. Enkelte andre tog deres eget liv eller druknede på vej til Sverige. For resten var hjælpen nær, hos naboer, læger eller fremmede. Nogle husede flygtningene, nogle organiserede flugten, mens andre fik nøglerne til jødiske familiers lejlighed. Der var indbrud i nogle af dem i løbet af krigen, men også rørende historier om andre, hvor indbyggerne kom tilbage fra Sverige i maj 1945 og opdagede, at blomsterne var blevet vandet siden oktober 1943.

I det psykologen Emily Werner har kaldt en ”anstændighedens sammensværgelse” deltog folk fra alle lag af samfundet. Elizabeth Kieler og hendes bror brugte den første weekend af redningen på at cykle rundt på Nordsjælland til familiens venner, bekendte og forretningsforbindelser for at indsamle penge til aktionen. Søndag aften, da de talte op, havde folk givet de to gymnasieelever en million kroner. Nogle havde givet nogle få kroner, andre flere tusinde.

I min familie deltog man også. Min morfar – Gunnar Ebberup – der var tjener på danserestauranten Palæ i Haderslev og oplevede ofte, hvordan tyske officerer med stor ståhej besøgte stedet. En aften, da officererne ’indtog’ stedet, opdagede han en ung pige ved et af hans borde, der begyndte at græde. Da han spurgte, hvad der var galt, løftede hun hovedet, så på ham og sagde stille: ”Vi er jøder.” Min morfar fik en kort, lavmælt snak med overtjeneren, og kort efter var en halvmilitaristisk inspektion af tjenernes udstyr i gang. I den anden ende af restauranten blev den unge pige og hendes kæreste fulgt ned i køkkenet i kælderen. De fik noget at spise og ventede indtil midnat, hvor en bil hentede dem og kørte dem til Kolding. Her satte andre dem på toget til København. Min morfar fik aldrig at vide, hvad de hed, hvor de kom fra, eller om de kom sikkert til Sverige.

Anonymitet var den bedste beskyttelse for alle, men den betød også, at de personlige historier ofte manglede – hvem skulle man fortælle om, når man ikke kendte sine redningsmænd og –kvinder, eller ikke vidste hvem man havde hjulpet? Det var ikke fremsynede politikere, demokrati eller flinke nazister der reddede de danske jøder. Fremmede hjalp fremmede i Danmark og samarbejdede på tværs af alle skel. Hvis man ikke må føle et lille stik af stolthed i hjertet over det, er samfundet blevet meget fattigere.

At lære fra hinanden – nyt fra Fraser Instituttet

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2013. 1 svar

Det nye fra Fraser Instituttet er at dette års Economic Freedom of the World-rapport udkom i sidste uge – i øvrigt uden at et eneste dansk medie tog fat i den. Generelt ligger vores lande ganske godt, når det gælder overordnet økonomisk frihed: Danmark er nummer 14, Finland nummer 7, Norge nummer 31 og Sverige nummer 29. Problemet er dog stadig, at vi er skizofrene økonomier. Norden har nogle af verdens mest effektive og fair retsvæsener, og nogle af de absolut tungeste offentlige sektorer.

Som Henrik Christoffersen og jeg gjorde sidste år, har vi igen i år beregnet, hvordan de nordiske lande ville se ud, hvis vi kombinerede den frieste praksis på alle områder fra alle fire lande. På opfordring fra Andreas Bergh har vi også beregnet, hvor et fiktivt land, der kombinerede de dårligste praksisser, ville ligge. De fire landes faktiske status er illustreret i figuren nedenfor, sammen med det økonomiske frihedsindeks for de værste og bedste praksisser.

Kombinationen af best practice ratings giver et økonomisk frihedsindeks på 8,49 – identisk med New Zealands faktiske 2011-rating, der placerer landet som nummer 3 i verden. Kombinationen af de mindst frie praksisser giver i stedet et indeks på 6,96, hvilket ville placere landet sammen med Papua-Ny Guinea, Trinidad og Tobago, og Indonesien. Bundlinjen er igen, at de nordiske lande er en sær blanding af meget frie institutioner og voldsomt ufrie politikker. Ved blot at lære af hinanden – og ikke andre lande man kan påstå vi ikke kan sammenligne os med – er der store forbedringer at finde.

Hvorfor ikke lade være? Det ledige standpunkt i dansk politik

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2013. Skriv et svar

Søndagsspørgsmålet i dag er ret simpelt, men bliver stort set aldrig stillet. Politikere signalerer tit til vælgerne, at de er ”parate til at gøre mere, hvis der er behov for det.” De taler også ofte om, at de er blevet enige om en ”god løsning” eller lignende, når de har besluttet sig for at regulere eller subsidiere et område.

Den næsten eneste udmelding, man aldrig hører i dansk politik er ”Vi er parate til ikke at gøre noget, hvis der er behov for det.” Standardforklaringen fra public choice er, at politikere er nødt til at signalere såkaldt handlekraft, positionere sig, og holde sig i mediernes søgelys. Men i et land som Danmark, hvor der så åbenlyst bliver taget alt for mange politiske beslutninger med dårlige konsekvenser – se blot Produktivitetskommissionens første rapport – måtte man næsten synes, at der var et marked for politikere, der ville det modsatte. Så kære læseren, hvorfor er der ingen politikere – ikke engang i LA – der tager det ledige standpunkt at der skal gøres mindre?