Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Frihed og arbejdskraftens indkomstandel

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2014. 5 svar

Modstandere af kapitalisme – selv et stykke ind på den nominelle højrefløj – tror ofte at mere økonomisk frihed indebærer, at kapitalejere bliver rigere, mens andelen af den totale indkomst, som betales til arbejdskraften bliver mindre. Med andre ord regner man med, at den funktionelle fordeling af indkomst bliver mindre ligelig medmindre man regulerer økonomien og har en relativt stor offentligt sektor – det der nogle gange kaldes ’demokratisk kontrol’ med den private sektor. Men indtil fornylig har det blot været et halvvejs teoretisk, halvvejs emotionelt-normativt argument. Nu har to amerikanske forskere – Andrew Young (West Virginia) og Robert Lawson (Southern Methodist) taget et ordentligt, empirisk kig på sagerne. Her er deres abstract fra artiklen (gated version her), som ikke just passer med fordommene imod økonomisk frihed (hattip: Andreas Bergh):

We examine the empirical relationship between the institutions of economic freedom and labor shares in a panel of up to 93 countries covering 1970 through 2009. We find that a standard deviation increase in the Fraser Institute’s Economic Freedom of the World (EFW) score is associated with about a 1/3 standard deviation increase in a country’s labor share.

Hvor rige er vi egentlig (4)

Af Niels Westy, den 9. februar 2014. 4 svar

Vi har i et par indlæg kredset om hvor velstående vi egentlig er i Danmark. Primært ved at sammenligne med USA, hvilket er faldet et par af læserne for brystet.

Denne gang vil vi i stedet se lidt på vores velstand målt i BNP og privatforbrug i forhold til vores nordiske broderfolk. Også her ser det skidt ud.

Det fremgår af OECDs seneste analyse fra december 2013, lavet på baggrund af tal for 2011.

Ovenstående tabel viser også med stor tydelighed effekten af krisen i 2008.

Det skal bemærkes, at Island siden 2011 har overhalet Danmark målt på BNP per indbygger ifølge verdensbanken. Formentlig gælder det også privatforbruget. Danmark ano 2014 er således karakteriseret ved at have Nordens laveste forbrug og næstlaveste BNP per indbygger.

Fra i 1970 at have konkurreret med Sverige om at være Nordens rigeste nation, kæmper vi således nu med Finland om at undgå at være det fattigste. En kamp som vi ser ud til endegyldigt at tabe i løbet af få år, med mindre man gennemfører økonomiske reformer herhjemme, der sikrer højere vækst i BNP og privatforbrug.

Det er der desværre ingen grund til at forvente. Dansk økonomisk politik har i årtier været karakteriseret ved at man stort set udelukkende interesserer sig for at have balance i de offentlige finansier, hvorimod borgernes privatøkonomi altid har været underlagt skiftende politikeres behov for stemmemaksimering på kort sigt.

Econ Focus-interview med John Cochrane

Af Otto Brøns-Petersen, den 30. januar 2014. Skriv et svar

Hvis nogen er gået glip af Richmond Feds interview med John Cochrane fra efteråret, så kan det anbefales at læse. Cochrane er ikke alene en af de mest interessante økonomer på det finansielle område. Han er klart tænkende på nogle af de vigtigste økonomiske spørgsmål i tiden: Finansiel regulering, konjunkturpolitik, fundamentet for makroteori, ulighed og meget mere. Han er ikonoklast, så der er noget for alle at blive provokeret af. Og han taler et herligt klart sprog. Et par smagsprøver:

But in a time of general turbulence and perceived “systemic” risk, whatever that means, seeing large and politically well-connected institutions clamoring about what tragedies will happen if they lose money, and with the power to decide who loses and who doesn’t, officials will protect creditors just as fast next time. A crisis is a terrible time to grow a spine.

Og:

You have to set up the system ahead of time so that you either can’t or won’t need to conduct bailouts. Ideally, both.

On the first, the only way to precommit to not conducting bailouts is to remove the legal authority to bail out. Ex post, policymakers will always want to clean up the damage from crises and worry about moral hazard another day. Ulysses understood he had to be tied to the mast if he was going to ignore the sirens. You also have to let people know, loudly. The worst possible system is one in which everyone thinks bailouts are coming, but the government in fact does not have the legal authority to bail out.

I think we’ve left the point that we can blame generic “demand” deficiencies, after all these years of stagnation. The idea that everything is fundamentally fine with the U.S. economy, except that negative 2 percent real interest rates on short-term Treasuries are choking the supply of credit, seems pretty farfetched to me. This is starting to look like “supply”: a permanent reduction in output and, more troubling, in our long-run growth rate.

Hans blog, The Grumpy Economist, er også værd at følge.

Dansk Public Choice Workshop 2014

Af Christian Bjørnskov, den 29. januar 2014. Skriv et svar

På fredag er det tid til den årlige danske public choice workshop. Traditionen tro roterer workshoppen mellem Aarhus, Odense og København, og i år står det til David Dreyer Lassen og Thomas Jensen at arrangere den på Københavns Universitet. Hele workshoppen foregår fra klokken 11 i Større Øvelsessal og ser lovende ud, selvom vi savner statskundskaberne fra Aarhus i år. Programmet er her (og med links til papirer her):

11.00-11.30 Andreas Madum (KU), Partisan Optimism and Political Bargaining

11.30-12.00 Bertel Teilfeldt Hansen (KU) Death of a Statesman – an IV approach to examining the effect of state visits on bilateral trade

12.00-12.30 Sebastian Barfort (KU) Great Expectations

13.30-14.00 Martin Paldam (AU) The Public Choice of University Organization

14.00-14.30 Rasmus Fonnesbæk (KU) Scandinavian Social Capital Exceptionalism? Findings from the Danish-German Border Region.

14.30-15.00 Emil Lobe Suenson (KU) Why do you want to lash yourself to the mast? The case of the Danish “Budget Law”

15.15-15.45 Phillip Ager (SDU) Religion and Natural Disasters: Evidence from the Great Mississippi Flood of 1927

15.45-16.15 Rune Midjord (KU) Over-Caution of Large Committees of Experts

16.15-16.45 Christian Bjørnskov (AU) Political Institutions, Political Change and Growth Accelerations in the Nordic Countries, 1820-2010

Hvor rige er vi egentlig (3)

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2014. 23 svar

I vores miniserie om hvor velstående, danskerne egentlig er, er vi kommet til en sammenligning af det, mange danskere og særligt danske politikere er mest interesseret i: Fordeling. Et almindeligt argument imod et ’amerikansk’ samfundssystem er netop, at USA’s borgere nok i gennemsnit er markant mere velstående end danskerne, men at samfundets fattigere segmenter har det skidt.

Vi ser derfor i det følgende på borgere i fem såkaldte kvintiler: De fattigste 20 %, de rigeste 20 %, og de tre 20 %-grupper mellem de to yderpunkter. Spørgsmålet er, hvor velstående folk faktisk er, når man ikke kun ser på gennemsnittet, men også interesserer sig for de fattigste. Data fra USA er fra the Bureau of Economic Analysis, mens de danske data er fra Statistisk Tiårsoversigt 2012. Alle tallene er fra 2010, der er det seneste år der tillader direkte sammenligning. Tallene er baseret på disponibel indkomst, dvs. indkomst eksklusive skattebetalinger og inklusive overførsler.

Den disponible gennemsnitsindkomst per capita i USA blandt de 20 % fattigste i 2010 var 9608 USD. I de næste kvintiler var gennemsnittene 21.838, 34.728, 52.093 og 88.557 USD. De tilsvarende danske tal, regnet om til købekraftskorrigerede dollars og altså til den samme, effektive købekraft, var 9100, 18.875, 27.301, 41.289 og 71.960 USD. Udtrykt i procent, var de 20 % fattigste danskeres købekraft således 94,7 % af deres amerikanske modparters (og 90,3 % af situationen i den amerikanske medianstat, Indiana). I de næste kvintiler var status 86,4 % (85,7 % af medianen, Californien), 78,6 % (78,4 %, Kansas), 79,3 % (82,8 %, Kansas) og 81,3 % (88,8 %, Pennsylvania). Havde Danmark været en amerikansk stat, havde vores placering i de fem kvintiler været henholdsvis nummer 33, 39, 46, 44 og 41. Interessant nok er det den danske middelklasse, der er relativt dårligst stillet i forhold til amerikanerne.

Uanset hvordan man vender tallene, er det således klart at amerikanernes økonomiske status er bedre på tværs af fordelingen af indkomster. De fattige er endda rigere end fattige i den danske velfærdsstat. Nogle læsere vil dog nok kunne indvende, at tallene ’mangler’ fordele, som de fattige segmenter i Danmark kan nyde. Ser man ind bag tallene, er det dog svært at sige noget præcist om i hvilken retning, de købekraftskorrigerede, disponible indkomster er ’skæve’.

På den ene side kunne situationen for de 20 % fattigste danskere være undervurderet pga. den offentlige danske sygesikring. Den er allerede betalt over skatten og er derfor ikke værdisat i tallene. I det omfang at amerikanerne modtager sygesikring gennem deres arbejdsplads – som tilfældet var for langt de fleste før ObamaCare – er det dog allerede indeholdt i de amerikanske tal. I Danmark er de indeholdt i skatten, i USA i form af en benefit gennem arbejde som ikke ligger i lønnen. Men for dem, der enten har privatbetalt sygesikring eller har valgt ikke at have, overvurderer de amerikanske tal deres relative status.

På den anden side indebærer den amerikanske prisstruktur, at status for de fattigste amerikanere er undervurderet. Et velkendt dansk problem er den manglende konkurrence i detailhandelen og et voldsomt afgiftstryk. Begge dele gør almindelige varer dyrere, mens situationen er anderledes i USA. Som vist af bl.a. Broda og Romalis er en række basale varer næsten ikke steget i pris de seneste mange år, hvilket relativt set har gjort dem væsentligt billigere. Når man således deflaterer indkomster med et fælles prisindeks overser man, at en række varer der vejer tungt for de fattigste, ikke er steget ret meget i pris. Med andre ord kommer det til at se ud som om, prisstigninger har ædt noget af realindkomsten for de fattigste, men prisstigninger med et indeks, der er fælles for alle kvintiler, overvurderer effekten. Det indebærer, at man undervurderer den faktiske købekraft for de fattigste 20 %.

Er fattige amerikanere så dårligere eller bedre stillede end fattige danskere? Skal man tro på, at sygesikring og andre forhold, som den danske velfærdsstat omfordeler, skal de kunne opveje en forskel i den disponible indkomst på over 4000 kroner i forhold til det amerikanske gennemsnit (og 8000 i forhold til medianen), samtidig med at den fattigfjendske danske prisstruktur alligevel ikke betyder noget. Tror man på det, kan man stadig argumentere for, at Danmark er bedre for de fattige. Hvis ikke, må man nok opgive nogle af myterne om hvor velstående, danskerne er.

Lektielæsning for medieordførere

Af Otto Brøns-Petersen, den 22. januar 2014. Skriv et svar

I år udløber det brede medieforlig (mellem alle andre end LA), som blev indgået i 2012. Om ikke så længe begynder forhandlingerne om et nyt. Her er et par bud på, hvad bør være pligtlæsning for mediepolitikerne inden.

Statistikken tegner et dramatisk billede, som man kan overbevise sig om i statistikbanken om kultur. Nogle hovedpointer:

De trykte nyhedsmedier er på stærk tilbagegang. Fra 2007 til 2012 er dagbladenes og ugebladenes oplag faldet med omkring en fjerdedel. Radioen stagnerer, mens TV (målt ved seertid) er steget med en fjerdedel. Se figuren.
Den direkte mediestøtte til radio og TV er ti gange højere end støtten til dagbladene: 4,3 mia. kr. i 2013 mod 0,4 mia. kr. til dagbladene. Støtten til de elektroniske medier er vokset med 15 pct. siden 2007, mens dagsbladsstøtten stagnerer. Der kommer dog en væsentligt større indirekte støtte til dagbladene oveni, fordi de har nulmoms, hvilket betyder, at de får udbetalt momspenge i stedet for at aflevere penge til skattevæsenet. Men nulmomsen (som er en undtagelse fra EU-reglerne fra dengang Danmark meldte sig ind) er knyttet til de trykte aviser og vil forsvinde, når aviserne går over til elektroniske platforme. Værdien af nulmomsen blev opgjort til omkring 1,2 mia. kr. af Skattekommissionen (2009).

Mens de overvejende statsdrevne elektroniske medier altså vokser og får langt størstedelen af den offentlige støtte, er dagbladene på hastig retur.

Mediepolitikerne bør også læse eller genlæse medieudredningen fra 2009. Den forudskikkede i høj grad den udvikling, vi har set, og som derfor ikke burde være kommet bag på nogen. Udredningen fældede samtidig en – opdragsgiverne taget i betragtning – ret hård dom over mediestøtten. Begrundelsen for at støtte medier er som bekendt ønsket om ”public service”, men støtten går til bestemte institutioner og platforme (det vil altovervejende sige til Danmarks Radio). Skulle man tage ”public service”-begrundelsen alvorligt, burde der 1) opstilles en definition af, hvad det vil sige, og 2) udbetales støtte til programmer mv., som lever op til kravene. Det er sådan, staten giver støtte til film og til forskning. Her kan man søge Filminstituttet og Forskningsrådet om støtte, hvis man har et projekt, som lever op til kravene. Udredningen skriver f.eks.:

”New Zealand er særlig interessant i denne sammenhæng, fordi man frem til midten af 1980’erne havde en offentligt støttet public service-ordning, der stort set svarede til den skandinaviske. Derefter privatiserede regeringen den radiokanal, der svarede til DRs P3, og afskaffede samtidig licensfinansieringen af TVNZ, der blev pålagt at levere overskud til staten gennem reklameindtægter. Til gengæld fik alle tv-stationer med landsdækkende rækkevidde mulighed for at søge om statstilskud til public service-programmer”.

Mediepolitikerne kan også med fordel slå op i stort set en hvilken som helst grundbog i økonomi Økonomer har en grundlæggende typologi af goder, som kan være forbundet med ”markedsfejl”, og hvor der kan argumenteres for statslig intervention (læg mærke til ”kan”, for det er ikke nødvendigvis nok). Man vil få svært ved at få ”public service” til at passe i nogen af de kategorier. Det tætteste man kommer på ”markedsfejl”, er nok ”netværkseksternaliteter”. Men i så fald er det snarere Konkurrencestyrelsen end statskassen, man bør sende efter medierne! Og man kan i hvert fald ikke længere argumentere for, at radio og TV er ”kollektive goder”, fordi man ikke kan udelukke ikke-betalere fra æteren.

Argumentet for politisk intervention til fordel for “public service” er snarere, at borgernes egne præferencer ikke er gode nok og bør korrigeres. Og det har man naturligvis ret til at mene, men det lyder ikke så godt som ”public service”.

Og endelig: Skulle der være nogen, der gik glip af Børsens leder om sidste medieforlig, så bør man se at få den læst.

Hvor rige er vi egentlig? (2½) – lidt mere om fattige amerikanere

Af Niels Westy, den 17. januar 2014. 6 svar

I to indlæg har vi sammenlignet dansk levestandard med levestandarden i USA. Dels ved en sammenligning af dansk BNP per indbygger i forhold til amerikanske delstaters, og dels ved at sammenligne fattige amerikaneres levestandard med danskere og europæere.

Denne sammenligning mødte en del kritik i kommentarerne her på bloggen og på 180grader. Bl.a. var der kritik af at data havde en del år på bagen. Efter vores opfattelse er det uden betydning, da udviklingen siden begyndelsen af nullerne ikke tilsiger at der skulle være sket væsentlige ændringer.

Det skal dog ikke afholde os fra at henvise til en nyere oversigt over karakteristika ved levestandarden for amerikanere, der falder under den officielle levestandard. Også selv om det ikke er hovedsigtet for “Hvor rige er vi egentlig”serien, heraf 2½.

For yderlige information henvises til “Understanding Poverty in the United States: Surprising Facts About America’s Poor“.

Her fremgår det bl.a. at næsten 50 procent af fattige familier bor i række- eller enfamiliehuse, mens 40 procent bor i lejlighed. Hele 42 procent ejer deres eget hus, og mere end 2/3 har mere end to rum til rådighed per medlem af husholdningen.

Det er også blevet bemærket i en kommentar til den forrige post, at man skulle tage højde for forskellene i sundhedsystemerne i Danmark og USA. Det er naturligvis et spørgsmål om personlige præferencer på linje med hvorvidt man vægter ejerskab af det ene eller det andet højst. At denne forskel i sig selv skulle diskvalificere eller umuliggøre en sammenligning giver ingen mening. Men er man interesseret i mere viden om hvem der har fravalgt sygeforsikring, henvises til “Income, Poverty, and Health Insurance Coverage in the United States: 2012“.

Hvor rige er vi egentlig (2) – “Fattige” rige danskere og “rige” fattige amerikanere

Af Niels Westy, den 15. januar 2014. 17 svar

I første afsnit af vores lille føljeton om hvor velstående vi egentlig er i Danmark, påpegede Christian, at sammenlignet med amerikanske delstater ville Danmark placere sig som ca. nummer 40, på niveau med New Mexico.

Her i 2. afsnit sammenligner vi levestandarden mellem amerikanere, herunder de som falder under USA officielle fattigdomsgrænse med den gennemsnitlige levestandard for europæere. Ikke målt på BNP, men på hvor meget de ejer.

Som der ofte påpeges i den offentlige debat, når man konstaterer, at BNP per indbygger er en del højere i USA, end i alle EU-lande undtaget Luxemborg, er at uligheden en del højere “over there” end i de fleste EU-lande.

Så det kunne jo meget vel tænkes at det kun var en mindre del af befolkningen som levede væsentligt bedre end europæerne, mens store dele levede meget ringere.

Det er der dog god grund til at betvivle.

Flere biler og større boliger

Ifølge Danmarks statistik havde ca. 60 procent af danske familier i 2011 egen bil, og ca. 14 procent havde 2 eller flere i husstanden.

ifølge Rector & Johnson (2004) ejede over 70 procent af amerikanske hustande, der levede under den officielle amerikanske fattigdomsgrænse én bil eller mere, mens 30 procent ejede 2 biler eller mere.

46 procent af fattige amerikanere boede i ejerbolig, mens det for Danmarks vedkommende er lige over halvdel af den samlede befolkning som ejer deres bolig.

Danmark er det land i Europa, hvor der i gennemsnit er flest kvadratmeter til rådighed per indbygger. Og vi har som nogle af de få i EU-15 flere kvadratmeter til rådighed end fattige amerikanere. Til gengæld har gennemsnitsamerikaneren over 20 procent mere plads per person at boltre sig på end vi har, og næsten det dobbelte plads i forhold til en borger i EU-15.

Ser vi på andelen af befolkningen, som ejer deres egen bolig er forskellen til Danmark endog meget stor. Mens ca. halvdelen af danskerne ejer deres egen bolig, gør det sig gældende for 2 ud af 3 amerikanere.

Nok har tallene, der stammer fra to rapporter udarbejdet af Fredrik Bergström & Robert Gidehag, og udgivet af den svenske tænketank Timbro i 2004 (se nedenfor), en del år på bagen. Men der er ingen grund til at antage, at den generelle tendens ikke er nogenlunde det samme.

I så fald er det ganske nedslående, med danske og europæiske briller, at se hvor ringe vores materielle levestandard rent faktisk er, når man sammenligner med amerikanernes ditto.

Til gengæld kan man nok sætte spørgsmålstegn ved bl.a. danske mediers fremstilling af leveforholdene i USA.

EU versus USA

Sverige versus USA

Offentligt forbrug og produktivitetskrisen (igen)

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. januar 2014. 1 svar

Produktiviteten halter i Danmark. Målt både ved produktionen per arbejdstime og ved den såkaldte multifaktorproduktivitet (MFP) ligger vækstraterne lavere end i de fleste andre OECD-lande. Samtidig er OECD-landenes produktivitetsvækst generelt lavere nu end i tidligere årtier.

På den positive side står, at produktiviteten i mange udviklingslande er steget betydeligt – navnlig i Kina og Indien. Det betyder, at vi har kunnet importere os til produktivitetsgevinster gennem lavere priser på importerede varer.

Og strengt taget ved vi ikke rigtig, hvor stort det absolutte produktivitetsproblem er. Det er et velkendt problem, at det er svært at korrigere tilstrækkeligt for kvalitetsforbedringer. Et nyt fladskærms-TV er ikke bare billigere, men også bedre, end modellerne var for fem og ti år siden.

Oveni problemet med at korrigere for kvalitetsforbedringer ved det enkelte produkt, er der et endnu større problem ved at korrigere for den kvalitetsforbedring, som følger af et mere varieret vareudbud.

Tag bogmarkedet som eksempel. Historisk er produktivitetsgevinsterne kommet ved, at det er blevet billigere at producere store oplag. Men i øjeblikket bliver det også billigere at producere små serier. Mere intelligente maskiner kan automatisere trykningen af små oplag, og bogsatsen kan nu produceres elektronisk direkte fra forfatterens manuskript i stedet for at blive sat forfra. Flere bøger bliver slet ikke trykt i fysiske udgaver, men kan distribueres elektronisk. Disse tekniske fremskridt kan meget vel gøre den gennemsnitlige bog dyrere, men det dækker over, at et varieret udbud også har en væsentligt større værdi. Og uanset, om de fleste bogkøbere under alle omstændigheder kun køber nogle få titler, har adgangen til et stort udvalg værdi for dem alle sammen.

Helt generelt har et stort vareudbud værdi. I en økonomi, hvor hvede var det eneste forbrugsgode, ville vi hurtigt blive ramt af faldende grænsenytte af indkomst. Desværre er nationalregnskabsstatistik bedst egnet til at belyse præcis sådan en økonomi.

Noget ved vi dog alligevel. Økonomisk teori med udgangspunkt i den såkaldte ”Dixit-Stiglitz”-nyttefunktion har været i stand til at forklare en del observerede fænomener. Og pointen i denne nyttefunktion er netop, at variation har værdi. Især når det gælder infra-industriel udenrigshandel – hvor f.eks. bilproducerende lande også importerer biler – synes det drevet af voksende varevariation. Udenrigshandel er et af de statistisk bedst belyste områder i så henseende.

Man kan gætte på, at variationen i vareudbuddet vokser helt generelt, og at den teknologiske udvikling i øjeblikket tilgodeser især det. Som på bogmarkedet kan mere intelligent produktionsstyring mange steder ikke alene skabe ”just-in-time-produktion”, men også relativt billigt tage hensyn til kundernes særlige ønsker.

Som jeg skrev på dette sted for nylig, er højere produktivitet i den private sektor ikke en løsning på problemet med at finansiere øget offentligt forbrug. Det kan tværtimod øge finansieringspresset. Det gælder også og i endda i særlig grad, hvis produktivitetsvæksten sker i form af øget variation. Så længe offentligt forbrug ikke bliver prissat, og priserne heller ikke styrer produktionen, kan det ikke lade sig gøre at imødekomme ønsker om variation på nogen økonomisk rationel måde. Det giver ikke mening at lade forbrugerne vælge mellem goder med forskellig pris og kvalitet, hvis priser og omkostninger ikke følges ad. Hvis biler var gratisydelser, ville de fleste vælge Rolls Roycer og Ferrarier. Markedet allokerer effektivt, fordi forbrugerne vælger at købe de varer, hvor omkostningerne er mindre, end det, forbrugerne synes de er værd.

Måske har det typiske offentligt udbudte gode engang været en relativt simpel standardvare, man ikke kunne variere så meget. Blev man syg, fik man en seng på et hospital og blev enten rask eller døde. Skulle man lære at læse, fik man en pult, en griffel og degn stillet til rådighed. Har det nogensinde været sådan helt generelt, er det det i hvert fald ikke længere. Hospitalsbehandlinger kan i princippet varieres og ekspanderes i det uendelige, men også på mange andre områder er variationsmulighederne stærkt voksende.

En nødvendig betingelse for at lade variationsmulighederne komme borgerne til gode er, at der anvendes omkostningsægte priser for offentligt udbudte goder. Men det er næppe tilstrækkeligt. Variationen i privatforbruget er jo i høj grad genereret gennem trial-and-error-processer på udbudssiden. Det er et bottom-up-baseret markedssystem, som vi ikke engang kan få et rudimentært statistisk overblik over. Vi kender intet offentligt top-down-system, som kan det samme.

Så selv om produktiviteten – ikke mindst som følge af øget variation – generelt måske stiger mere, end vi går og tror, skal man altså ikke erklære produktivitetskrisen for død. Den danske produktivitetsvækst tyder stadig på at være lavere end i andre lande. Og ved vækst gennem variation vil det offentlige forbrug ikke kunne følge med. Det kan kun løses ved at reducere omfanget af ydelser, det offentlige leverer. Men risikoen er, at der i stedet kommer politisk pres for at kaste endnu flere ressourcer ind i at øge udbuddet af offentlige ydelser.

Hvor rige er vi egentlig? (1)

Af Christian Bjørnskov, den 12. januar 2014. 22 svar

Taler man med mange danskere, har de en opfattelse af, at Danmark er et af verdens rigeste lande. Men hvor rige er vi i virkeligheden, og hvor godt fungerer Danmark i forhold til andre dele af verden? Det er spørgsmål, vi tager op her på bloggen de næste par uger.

Vi starter i dag med en simpel øvelse: Spørgsmålet om, hvor Danmark placerer sig i forhold til de amerikanske stater. Som de fleste af vores læsere ved, er der store forskelle på staterne. Den rigeste, Delaware, har en gennemsnitsindkomst (korrigeret for prisforskelle der påvirker indkomstens købekraft) der er mere end dobbelt så høj som den fattigste, Mississippi. Danmarks købekraftskorrigerede BNP per capita, vores gennemsnitsindkomst, er 80 % af den amerikanske, men hvor placerer det os da?

Figuren nedenfor viser billedet, og inkluderer også de andre nordiske lande. Var vi en amerikansk stat (nr. 51), ville vi i indkomstrangeringen være nummer 40 – mellem New Mexico og Florida. Til sammenligning er den stat, der ofte fremhæves som den mest ’skandinaviske’ mht. kulturel baggrund, tillidsforhold og industriel struktur – Minnesota – nummer 14, med en købekraft der er 30 % større end Danmarks. Spørgsmålet, vi ønsker at stille er således, om nummer 40 er godt nok.

UVVU for politikere?

Af Christian Bjørnskov, den 9. januar 2014. 5 svar

Efter mit sammenstød forleden med Rasmus Helveg Petersen har jeg fået en række erklæringer om støtte – og tak for dem! En nær ven luftede dog også en særligt interessant tanke. Hun spurgte, hvad man kunne forestille sig der skete, hvis man havde en slags UVVU for politikere. Med andre ord, hvad er den sandsynlige konsekvens, hvis man kunne dømme politikere for uredelighed?

UVVU – Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed – er sat i verden som en instans, der holder øje med at danske forskere ikke svindler eller på anden måde manipulerer med deres forskning. Med andre ord er det en organisation, der skal håndhæve ordentlig videnskabelig opførsel, så befolkningen og forskningskolleger kan stole på, at forskning ved danske institutioner er troværdig. UVVU skal derimod ikke behandle klage over forsknings kvalitet. Svindel skal straffes, men man kan ikke straffe simpel, velment inkompetence.

Man kan mene om UVVU hvad man vil, og måske helt særligt deres sag om Bjørn Lomborg, men ideen med instansen som en slags ombudsmandslignende institution for forskningen er spændende. Spørgsmålet, som min ven stillede, var ikke om UVVU fungerer perfekt, men hvad der ville ske hvis man lavede en lignende instans for politikere. Så her er mine egne overvejelser.

Indførte man en UVVU-lignende instans for politikere, ville den således kunne ramme en politiker, hvis han eller hun offentligt påstod noget i ’embeds medfør’ som er dokumentérbart usand. Den ville dog ikke kunne forhindre dumhed eller grov inkompetence, men ville have mulighed for at afdække forsøg på både svindel, manipulation og forsøg på at dække over egen inkompetence. Den ville næppe heller indenfor gældende lovgivning have mulighed for at fratage individer deres valgbarhed eller smide dem ud af Folketinget.

Uden egentlig håndhævelse er den eneste anden effektive konsekvens, hvis politikeres genvalgschancer skades af en dom. Det kunne ske enten hvis deres partier med tilstrækkelig sandsynlighed nægter at genopstille dem eller hvis vælgerne selv straffer politikere. Den første mulighed er næppe sandsynlig, når de samme partisoldater, der oprindeligt har opstillet politikeren og ofte vil være politisk afhængige af ham eller hende, står for at rense opstillingslisten.

Det er med andre ord overvejende sandsynligt, at det igen vil være op til vælgerne at straffe uredelige politikere. Den eneste forskel fra den nuværende status er, at der med en UVVU-lignende instans vil være et mere upartisk informationsgrundlag til brug for vælgerne. Hvor mange, der vil bruge det, er usikkert – forskningen viser netop at de fleste vælgere er rationelt uvidende om de fleste forhold, jf. Downs – men dømte politikeres modstandere kan have et konkret incitament til at bruge informationen offentligt.

Om det vil virke, afhænger dog logisk af to forhold. For det første er en UVVU-løsning afhængig af, om tilstrækkeligt få politikere dømmes. Hvis en dom bliver for almindelig, er der ikke længere noget relativt signal i den – dommen fortæller ikke, at nogle politikere er markant mindre troværdige end de fleste andre. For det andet kan der ligge et problem i, hvis dømte politikere alligevel bliver valgt. Andre politikere skal, med et almindeligt udtryk, kunne ’arbejde sammen med dem’. Der kan således ligge et stærkt incitament til ikke at sprede information om uredelighedsdomme eller lægge vægt på den overfor vælgerne for at ’beskytte’ ens praktiske arbejde efter et valg.

Af begge grunde kunne man frygte, at politikere som gruppe ville modarbejde systemet. Det nulstiller ikke det politiske system, og fjerner heller ikke de almindelige incitamenter; men det er stadig værd at tænke over. At overveje et UVVU-system tvinger en til at overveje, hvor vigtig information om politikeres redelighed er, og hvordan den bliver benyttet. Som de danske institutioner virker nu, er det udelukkende op til medierne at ’dømme’ politikere for uredelighed. Spørgsmålet er, om de gør det job godt nok.

Når sandheden er ilde hørt

Af Niels Westy, den 5. januar 2014. 28 svar

Det lader til at Christian Bjørnskovs post i lørdags har haft større effekt end vi normalt er vandt til her på Punditokraterne. Og det er jo glædeligt, om end jeg er sikker på at Christian ville have foretrukket at det havde været et af de mange indlæg han gennem årene har skrevet – altid baseret på et videnskabeligt og faktuelt fundament – hvilket heldigvis også fra tid til anden giver anledning til omtale i MSM. Glædeligt er det i hvert fald, at BT tog temaet om Ulandsbistandens manglende effekt op i en artikel.

Nu blev det et indlæg hvor han luftede sin frustration over de evindelige forsøg på karaktermord han og andre konstant bliver udsat for. Og det for at videreformidle de videnskabelige resultater han og andre er kommet frem til gennem seriøs forskning. Jo, sandheden er så sandelig ilde hørt og fakta udtryk for ekstremisme! Den lader vi stå lidt.

Vi er jo en del på denne blog, som kan genkende Christians frustration, og som det fremgår af kommentatorsporet til Christians blog, er vi ikke alene.

Følgende er blot et udsnit af de problemstillinger vi gennem årene har behandlet her på bloggen, hvor faktuel viden er blevet og/eller bliver mødt med at man er ekstremist, mens der stillet spørgsmålstegn ved ens moralske habitus. Der findes utvivlsom mange flere.

1. Ulandsbistand virker

Christians udgangspunkt var en debat om ulandsbistand på radio 24syv. Og grunden til at han (naturligvis) skulle fremstilles som en ond mand, var selvfølgelig at han påpegede at forskningen tyder på at det ikke virker.

Læs også flere indlæg af Christian om emnet her, her, her og her

2. Forbud mod bestemte rusmidler virker.

Trods en fuldkommen mangel på empirisk og faktuel viden, fastholdes nu på 6. årti FNs singlekonvention, som indebærer, at køb og salg af en lang række rusmidler er ulovligt på globalt plan.

Videnskabelige argumenter for ikke at bruge de pågældende rusmidler (og en del legale) er der rigeligt af. Alt sammen god grund til ikke at bruge disse, og i de tilfælde man gør det, at gøre det med forsigtighed og i begrænset omfang.

Men at selve forbuddet skulle have en overordnet positiv effekt på forbrug og menneskelige omkostninger er til gengæld ikke-eksisterende. Den evidensbaserede forskning, som eksisterer peger snarere på det modsatte. Med andre ord, at forbuddet mod bestemte rusmidler øger de menneskelige omkostninger og “problematisk forbrug” (for slet ikke at tale om de økonomiske).

Se også Miron og Zwiebel (1991) om alkoholforbruget, alkohol-relaterede dødsfald og kriminalitet i USA under forbudstiden – Notatet kan læses her.

Se også dette indslag med Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, fra Deadline lørdag den 4. januar, for en opvisning i hvor langt man vil gå for at forsvare en politik, der kun vil have virkning i en verden hvor grise kan flyve.

[sz-youtube url=”https://www.youtube.com/watch?v=eqX9R_qTQDg” /]

3. Fairtrade er godt for verdens fattige

Hele Fairtrade konceptet bygger på at den internationale handel er uretfærdig og til skade for de fattige. Derfor skal forbrugerne betale en højere pris, således at fattige arbejdere og bønder kan få en højere indkomst. At selve konceptet ekskluderer de absolut fattigste bønder, som hverken har råd til at betale kontingent (jo jo, det er skam ikke gratis at være med) eller leve op til de krav som man derudover stiller, så fejler hele konceptet på, at det ikke er konsistent med hvad vi ved om hvordan markedet virker og hvad der skaber vækst og velstand. Helt banalt tager man for eksempel ikke højde for at mens det fysiske forbrug svinger med prisen, er beskæftigelsen afhængig af den producerede mængde. Alt andet lige indebærer højere priser et lavere forbrug, hvilket indebærer en lavere beskæftigelse.

Man er tilsyneladende immun overfor det banale faktum, at “kunstigt høje lønninger og afregningspriser” naturligvis også rammer forbrugerne i de selv samme fattige lande, Og sådan kunne man blive ved.

Se også her og her,

4. GMO er farligt

En af de mest sejlivede myter er den om at GMO skulle være farligt. Igen en forestilling som først og fremmest trives ved folks uvidenhed om emnet.

Lad os for det første slå fast, at mennesket har foretaget genmodificering i hvert fald siden vi blev agerbrugere. Den største forskel fra tidligere er faktisk at vi i dag har langt mere kontrol med hvad vi foretager os, samt at vi kan opnå de ønskede resultater på en brøkdel af den tid forædlingen tog før i tiden.

New York Times havde i går en fremragende artikel om problemet, med udgangspunkt i en debat om at forbyde GMO på Hawaii. Artiklen kan læses her. Vi har på bloggen også beskæftiget os med problemstillingen tidligere, se også her.

Endelig anbefaler jeg at man ser videoen nedenfor med en af Danmarks absolut førende forskere, Birger Lindberg Møller.

[sz-youtube url=”https://www.youtube.com/watch?v=6oiWJOTydWA” /]

5. Østeuropæisk arbejdskraft er dårligt for Danmark

5. og sidste eksempel på en påstand som er fuldkommen uden saglig begrundelse er forestillingen om at de mange tusinder af østarbejdere, som er kommet hertil for at arbejde er skadeligt for Danmark. Denne påstand svarer til at mene, at frihandel er skadeligt for Danmark og danskernes velstand.

Påstanden om at østarbejderne “tager” danskernes arbejde og undergraver vores velstand dyrkes især af en række fagforeninger, bl.a. 3F samt nationalistiske partier som bla. Dansk Folkeparti.

Men hvis man mener, at mennesker som kommer til Danmark og udfører et stykke arbejde er skadeliget for Danmark og danskerne generelt, så følger det helt logisk, at så er import af produkter, som kunne fremstilles af danskere også skadeligt.

Begrænsningen af udenlandsk arbejdskraft (og vel og mærke kun arbejdskraft – vi taler ikke om indvandring) vil aldrig være en økonomisk fordel for Danmark eller danskerne generelt.

I den udstrækning man kunne tiltrække tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft der vil udføre alt arbejde til en lavere løn end den der betales i dag, kunne vi alle (danskere) i princippet godt leve af passiv forsørgelse, hvis blot den udenlandske arbejdskraft var villig til at betale en tilstrækkelig høj afgift (skat) af deres arbejdsindkomst.

Og der er naturligvis mange flere eksempler

Dette er naturligvis blot et lille udpluk af spørgsmål hvor faktuel viden kæmper mod alt fra selv-iscenesættelse og narcissisme til idioti og egoisme.

Andre emner er f. eks. forestillingen om at vores velstand skyldes velfærdsstaten og høje skatter, at overbefolkning er problem, at jordens dyrearter er ved at uddø osv. osv. osv. Der er nok at tage fat på.

Du er ond

Af Christian Bjørnskov, den 4. januar 2014. 16 svar

Jeg var fredag den 3. i Radio 24syv til debat med udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen og Frans Michael Jansen fra Mellemfolkeligt Samvirke (lyt her). Og som ofte efter debatter om ulandshjælp gik jeg noget frustreret og sur fra studiet. Grunden er den samme, som min kollega Martin Paldam flere gange har beskrevet: At der fra ens modkombattanter kommer til at ligge en understrøm af, at man er ond, hvis man mener noget andet end dem.

Spørgsmålet om, hvorvidt ulandshjælp hjælper og hvad man kan gøre for verdens mange fattige er naturligvis følelsesladet. Det, der forener os, er i virkeligheden et ønske om at lære, hvad man effektivt kan gøre for de mange millioner, der lever i dyb fattigdom. Problemet – hvis man da er forsker med sin personlige integritet i behold – er at konsensus i litteraturen er ganske klar: Ulandshjælp virker ikke. Fokuserer man på langsigtet økonomisk udvikling peger 80 % af de internationale studier på, at resultatet er et nul (0). 10 % finder en positiv effekt, men er helt overvejende lavet af folk med tætte forbindelser til donororganisationer, og de sidste 10 % finder at hjælpen er direkte skadelig, men er typisk lavet af folk med tætte forbindelser til stærkt konservative, amerikanske tænketanke. Fokuserer man på uddannelse, helbredsstatus, indkomstfordeling eller demokratisk udvikling, er resultaterne ikke mere opmuntrende. Nok kan man finde mange projekter, programmer og bistandsindsatser, der virker på det lokale plan, men der er også rigelig dokumentation for negative bivirkninger ved hjælpen, som trækker lige så meget i den anden retning og ender med at give nulresultatet. De mange bivirkninger forklarer det, som Paul Mosley for år tilbage kaldte ”mikro-makro paradokset.”

Den internationale forskning er således relativt klar (hvis man mener, at data overhovedet kan bruges). Alligevel slipper folk fra det politiske miljø gang på gang afsted med at tegne et billede af de af os, der formidler den, som vanvittige og ekstreme, ondskabsfulde mennesker. Ministeren fik for eksempel påstået, at min holdning var ekstrem og jeg stod helt alene med den. MS-repræsentanten fik påstået at jeg bare ”sidder i Aarhus og læser bøger” og afsluttede debatten med at tale meget om, at vi skulle give endnu flere midler til den milliard mennesker der lever i fattigdom – underforstået, at jeg var ligeglad med verdens fattige.

Budskabet fra begge debattører er det samme som Martin Paldam har stået overfor så mange gange. Som han formulerer det, vil vi alle helst ”være på englenes side.” Men hvad skal man så gøre, når ens egen indsats og langt det meste andet solid forskning viser, at hjælpen ikke hjælper? Vi har en forpligtelse til, qua vores ansættelse som professorer ved et dansk universitet, at formidle vores forskning, men har vi også en pligt til at lade os udsætte for gentagne, svinagtige angreb på vores person? Eller kan man måske mene, at politikere har en – i det mindste – moralsk forpligtelse til at opføre sig ordentligt i debat med ikke-politikere? Overfor andre politikere kan de kaste med mudder så meget som de vil, men jeg er ikke en del af det spil og vil gerne have mig frabedt at blive trukket ind i det! Men måske tror Helveg og andre, at hele verden er ligesom børnehaven på Slotsholmen?

Offentligt forbrug – misteltenen at tage i ed

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. december 2013. 1 svar

Det er vanskeligt at overdrive betydningen af produktivitet. Men det kan godt lade sig gøre. Et af de problemer, som ikke lader sig løse med større produktivitet, er at finansiere et stigende offentligt forbrug. I hvert fald ikke, hvis produktivitetsvæksten kun finder sted i den private sektor. Tværtimod er der en risiko for, at højere privat produktivitet kan føre til øget offentlig finansieringsbyrde – og altså til højere skattetryk. Og højere skatter vil bremse den private produktivitet igen.

Umiddelbart kunne man måske tro, at øget privat produktivitet giver en større kage, som kan bruges til mere offentligt forbrug. Det er der da også nogen i den politiske debat, som synes at tro. Når der efterlyses ”flere penge til skoler i stedet for til fladskærme og samtalekøkkener”, er det udtryk for denne logik.

Øget privat produktivitet medfører ganske vist højere lønninger og dermed flere skatteindtægter. Men stigende lønninger i den private sektor fører til en tilsvarende stigning i lønningerne i den offentlige sektor (og i øvrigt også tilsvarende højere overførselsindkomster, der reguleres med lønningerne). De øgede lønudgifter spiser (sammen med overførslerne) de ekstra skatteindtægter. Der er ikke et stykke kage til overs til mere offentligt forbrug.

Derimod betyder højere privat produktivitet, at der kommer højere privat forbrug. Lønningerne stiger, men priserne gør ikke. I den situation er det måske ikke så mærkeligt, at nogen spørger: ”Hvis vi kan få flere fladskærme, hvorfor så ikke bedre skoler”? Og dermed kan der komme politisk pres for mere offentligt forbrug. Men uden større offentlig produktivitet kan større offentligt forbrug kun komme fra flere offentligt ansatte og færre private. Det kræver højere skatter, som i sin natur hæmmer arbejdsudbuddet og beskæftigelsen i den private sektor yderligere. Alt sammen udtynder gevinsten ved større produktivitet i den private sektor.

Det er af mange grunde ønskeligt med højere produktivitet i den private sektor. Men det løser altså ikke problemet med en stor offentlig sektor og vil yderligere skærpe problemet, hvis der kommer politisk pres for større offentligt forbrug.

Et blik på figuren kunne godt tyde på, at der har været et sådant pres i Danmark gennem de sidste tredive år.

Den blå kurve viser, hvor meget det offentlige forbrug fylder i forhold til det private målt i kroner og øre. Som det ses, har der – bortset fra konjunktursvingninger – været en jævnt stigende trend. Offentligt forbrug har fortrængt det private. Hvor der i 1980 blev brugt omkring 50 øre for hver krone i privat forbrug, er niveauet nu omkring 60 øre.

Men prøv at se engang på den orange kurve. Den viser, hvor meget det offentlige forbrug er vokset i forhold til det private målt i faste priser, dvs. i mængder. Der har været en del udsving siden begyndelsen af 80erne, men trenden er næsten flad. Målt i forbrugte mængder har det offentlige og det private forbrug bevæget sig nogenlunde i takt. Fortrængningen af privat forbrug i den blå kurve skyldes med andre ord, at det offentlige forbrug er blevet relativt dyrere, fordi produktiviteten ikke har fulgt med den private. Derfor har det været nødvendigt at ansætte flere og flere i den offentlige sektor.

Det hører med til historien, at Danmarks Statistik opgør det offentlige forbrug, så det forudsættes, at produktiviteten er konstant (man er dog begyndt også at udarbejde et output-baseret mål for det offentlige forbrug i de allerseneste år). Men det passer formentlig meget godt til virkeligheden.

Når Produktivitetskommissionen om kort tid kommer med sine forslag til at øge produktiviteten, er det derfor vigtigt, at der holdes et skarpt fokus på også at øge den offentlige produktivitet. Ellers er risikoen for en udtynding af den private sektors produktivitetsgevinst gennem fortrængning af privat beskæftigelse og skadevirkninger af højere skatter.

Der er grundlæggende to veje at gå for at tage hånd om problemet. Den ene er at øge den offentlige produktivitet. Det er ikke umuligt – selv om kommissionens forslag er noget uldne indtil videre. Let er det nu heller ikke. Den anden vej er at reducere omfanget af de opgaver, den offentlige sektor løser. Så kan ressourcerne koncentreres om de opgaver, der bliver tilbage. Det burde kunne lade sig gøre – i betragtning af at mere end 70 pct. af det offentlige forbrug (som Danmarks Statistik opgør det) forbruges af enkeltindivider. Der er ingen god økonomisk begrundelse for, at det offentlige leverer denne type forbrug.

Den ene vej udelukker ikke den anden. Og vigtigt: Begge dele vil kunne imødegå det politiske pres for større udgifter til offentligt forbrug. I det første tilfælde, fordi der fås mere for pengene. I det andet tilfælde, fordi der bliver frigjort ressourcer til de opgaver, som bliver tilbage, mens der kan forventes en produktivitetsgevinst ved de opgaver, som overlades til en private sektor.

Hvis det offentlige derimod fortsat skal det hele og prøver at holde udgifterne i ave med grønthøstermetoden, så kommer den politiske konkurrence før eller siden til at handle om ”mere velfærd”.

Velkommen til Otto Brøns-Petersen som skribent på Punditokraterne

Af Niels Westy, den 31. december 2013. Skriv et svar

Det er med stor fornøjelse at vi byder analysechef i CEPOS, cand. polit. Otto Brøns-Petersen, velkommen som skribent på punditokraterne.

Otto er med rette kendt og anerkendt i borgerligt-liberale kredse som en af de helt centrale personer i de seneste 3 årtier.

Han var blandt andet en af hovedkræfterne bag oprettelsen af selskabet Libertas, og har gennem tiderne leveret en lang række artikler til selskabets tidsskrift.

Ligeledes har Otto leveret vægtige bidrag og været medforfatter til en lang række bøger gennem årene.

Årets Liberale Stemmer 2013 (del III): Den vigtigste dansker

Af Niels Westy, den 30. december 2013. 1 svar

Som 3. og sidste del af “Årets liberale stemmer 2013”, har jeg fået æren af at begrunde, hvorfor årets dansker i 2013 naturligvis er digteren Yahya Hassan.

Med mere end 100.000 solgte eksemplarer af hans debut digtsamling, er Yahya Hassan for længst en litterær sensation. Her på bloggen går vi højt op i, at man skal holde sig til det man har forstand på, hvorfor vi vil undlade at udtale mig om de litterære kvaliteter i digtene. Vi nøjes med at bemærke, at de i hvert fald gjorde et stort indtryk.

Vi skal heller ikke kloge os på hvor Yahya Hassans placerer sig selv på den traditionelle politiske skala – om han er “til højre” eller “til venstre” eller om han overhovedet har tænkt i de baner. Vi ved hverken på hvem eller om han overhovedet har tænkt sig at stemme. Og det er også ganske irrelevant.

Når vi udnævner ham til “den vigtigste dansker i 2013”, skyldes det hans betydning for fremme af den personlige frihed og kamp for vestlige værdier.

Om man kan lide det eller ej, er det i dag en del af dansk virkelighed, at vi har en betydelig minoritet med rødder i ikke-vestlige kultur, hvor hverken individet som en autonom størrelse eller de negative frihedsrettigheder respekteres. Og det har ganske voldsomme konsekvenser.

Med sin insisteren på individet og det personlige ansvar er Yahya Hassan indbegrebet af vestlige værdier. Som han udtaler i et interview til Politiken:

Råddenskaben er overalt i ghettoerne. Se bare på, hvordan mange i underklassen opfatter velfærdsydelserne og staten. Samtidig med at voksne mænd kan recitere hele Koranen, går i moske hver dag og spiller hellige, er der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet – især når det handler om at få tildelt førtidspension. Den sociale råddenskab er gennemgribende. Prøv at se på, hvor mange unge og raske drenge i de danske ghettoer der kan løfte 100 kg jern i strakt arm i træningscenteret og samtidig får tildelt førtidspension, fordi de ikke er egnet til arbejdsmarkedet. Førtidspensionen er ligefrem noget, man stræber efter og fejrer, når man får det.

Om denne konstatering så også indebærer at Yahya Hassan tager den logiske konsekvens og som vi på punditokraterne erkender, at den danske velfærdsmodel har spillet fallit – også moralsk – vides ikke. Men der er håb forude.

Hver enkelt har retten til at være sig selv, leve som man ønsker, og må stå på mål og til ansvar for sig selv og egne gerninger samt handlinger.

Udgivelsen af digtsamlingen har som bekendt ikke været uden omkostninger, hvilket først et overfald og herefter tildelingen af livvagter bevidner. Han er ikke den første – og næppe den sidste. Her er tale om et oprør med ganske alvorlige konsekvenser – i modsætning til 1960ernes selviscenesatte revolutionsromantiske flødeskumsoprørere, som for det meste brugte tiden på at slå åbne døre ind.

I et interview i Politiken peger Flemming Rose på, at

»Der er kommet et opbrud i positionerne omkring det, man som metafor kan kalde Politiken-segmentet, uden at jeg vil generalisere eller stereotypisere. For deres verdensbillede bliver udfordret af det, Yahya Hassan har at sige. Det kan man se af, hvor meget I beskæftiger jer med det«, .

»I Danmark har vi gået i en skole de sidste 10 år og er blevet konfronteret med den problemstilling her i forskellige sammenhænge. Så jeg vælger at glæde mig over, at jeg ser et opbrud i Politiken-segmentet. Og altså: Hvis det var det, der skulle til, så … fantastisk!«

Om “Politiken segmentet” så også vil erkende, at den primitive dagsorden, som hersker i store dele af disse parallel samfund og den voldsomme kriminalitet ikke skyldes det omkringliggende samfunds “stigmatisering” eller racisme, kan man nok betvivle.

En racisme som fylder gevaldigt i Politiken-segmentets hoveder, men nok en del mindre i den virkelige verden, som Henning Bech & Mehmet Ümit Necef har påvist i “Er danskerne racister – indvandrerforskningens problemer”. Her påviser de ganske tydeligt, at det bærende element i den forskning som har påstået at racisme skulle være et væsentligt problem herhjemme, først og fremmest må betegnes som videnskabelig uredelig.

At der er et før og efter Yahya Hassan i indvandrerdebatten, som i sidste ende også er en debat om grundlæggende vestlige værdier, er der næppe tvivl om.

Derfor er denne unge mand på 18 år, med en mildt sagt broget fortid og en endnu større flair for at skrive, et naturligt valg som “årets vigtigste dansker” i 2013. En kunstner i en vestlig tradition, hvor kunst ikke kun skal behage, men i lige så høj grad udfordre og tvinge os til refleksion og selvkritik.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=t_Fag5WTBHQ” /]

Årets Liberale Stemmer 2013 (del II): Udlandet

Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2013. Skriv et svar

Traditionen tro hylder vi her på stedet sidst på december årets liberale stemmer. Som fortsættelse på Nikolajs indlæg, er her vores tre – helt subjektivt – udvalgte udenlandske stemmer i år er:

Simeon Djankov, bulgarsk finansminister indtil marts og tidligere en af Verdensbanks cheføkonomer

John Cochrane, professor i nationaløkonomi ved University of Chicagos Booth School of Business

Toomas Hendrik Ilves, Estlands præsident – og resten af hans land

Djankov var en højprofileret og meget dygtig økonom i Verdensbanken da han tog beslutningen om at tage tilbage til sit hjemland for at blive finansminister i Boyko Borisovs regering. I banken var Djankov ikke mindst involveret i Doing Business-projektet, der gjorde det tydeligt hvor mange forhindringer, mange regeringer lægger for almindelig virksomhed. Som finansminister stod han for en markant oprydning af budgettet, fik indført en lov der stærkt begrænser statens mulighed for at føre uansvarlig finanspolitik, og rettede så klart op på bulgarsk økonomi at landets kreditvurdering faktisk blev forbedret gennem krisen. Han har både været en vigtig figur i debatten og – så vidt vides – en helt ukorrupt politiker i et land med ganske voldsomme bestikkelsesproblemer.

John Cochrane har ligesom Djankov været vigtig for debatten og holdningsdannelsen i sit hjemland, USA. Han har gennem kommentarer, blogindlæg og optræden i tv vist hvor massive problemer, der f.eks. er med Obamacare. Cochrane har også ad flere omgange været i intellektuelt infight med Paul Krugman, når sidstnævnte har påstået faktuelt forkerte ting i sin NYT-klumme. Begge dele kræver mod, men Cochrane er gået til opgaverne med beundringsværdig klarhed og intellektuelt integritet, og har i alle forhold forsvaret en frihedsorienteret tilgang og afsløret, hvor planøkonomiske mange politiske argumenter i den amerikanske rent faktisk er.

Mht. den sidste: Ilves havde sidste år en meget omdiskuteret Twitter-fejde med NYTs Paul Krugman, der havde nedgjort Estland og – i mine øjne – decideret manipuleret med tallene, så det så ud som om esterne klarede det dårligt økonomisk. Krugmans anke var, at Estland havde valgt at stramme finanspolitikken op og spare på de offentlige udgifter. Uanset at Ilves nærmest er socialdemokrat, gjorde hans opgør med Krugman, at mange kommentatorer begyndte at stille større spørgsmål ved Krugmans mange påstande. Som det er ret tydeligt i figuren nedenfor, er Estlands recovery meget succesrig, sammenlignet med en række forskellige europæiske eksempler. Den stærkt liberale politik, som har været ført siden uafhængigheden, og som også var approachen til krisen, har været en enorm succes. Landet levestandard har lige passeret Portugals, er pt. på niveau med Syditalien, og er med stormskridt på vej op mod den tjekkiske og slovenske – de to østlande med højere BNP. Landet er nummer 28 på Transparency Internationals liste over mindst korrupte lande i verden (vi er nummer et), foran Portugal, Spanien og Israel. Vores udnævnelse af Ilves til en af de markante liberale stemmer er således i virkeligheden en fejring af et helt lands fastholdelse af liberale værdier, og deres bemærkelsesværdige succes.

Når myndigheder ikke får hvad de troede de havde bestilt

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2013. 2 svar

Tobaksforskning er politisk kontroversiel, hvad jeg selv fik syn for da jeg for et par år siden deltog i en radiodebat med den kendte (og nu uredelighedsdømte) Bente Klarlund. Men det er dog intet mod det farceagtige show, der nu kører i Sverige (hattip: Andreas Bergh).

Det svenske Folkhälsoinstitutet bestilte en redegørelse hos forskere på Karolinska Institutet om, hvad forskningen har at sige om effekten af advarselsbilleder på cigaretpakker. Forskerne havde udover den bestilte rapport også planer om at skrive en artikel om emnet. Det er almindelig praksis, da det ikke kan betale sig for forskere at bruge tid og ressourcer på noget, der ellers ingen forskningsmæssig relevans ville have.

Forskerne fandt, at advarsler ingen effekt har på tobaksforbruget. Det fik en absurd konsekvens, som Sveriges Radio skriver:

Forskare vid Karolinska Institutet fick i uppdrag av Statens Folkhälsoinstitut att undersöka om varningsbilder på cigarettpaket hade en avskräckade effekt på rökare, men när resultatet presenterades var myndigheten inte nöjd med forskarnas arbete. Statens Folkhälsoinstitut kräver nu att forskarna ska dra tillbaka artikeln som myndigheten själva beställde.

Bestilleren, Folkhälsoinstitutet, nægter nu åbenbart at betale de 400.000 kroner, som kontrakten med KI lød på. De kræver også at forskerne trækker den artikel tilbage, som de har skrevet om emnet. Bortset fra at en leder fra Folkhälsoinstitutet nægter at kommentere på indholdet, er det nærliggende at antage, at det netop er indholdet, som er politisk umuligt at acceptere. Det er stadig ikke comme il faut at tale imod den politiske konsensus at røg er ondt og ethvert politisk indgreb er godt.

Brasilien er ikke en succeshistorie

Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2013. 3 svar

Vi har tidligere skrevet om problemet her på stedet, men lad os igen i dag understrege én ting: Brasiliens økonomi vokser ikke hurtigt. Senest har de populære påstande om Brasilien som et ‘BRIK-land’ sammen med Indien og Kina forvirret en af mine ellers dygtig studerende. Brasiliens beskyttelse af privat ejendomsret er tvivlsom, landet er plaget af omfattende korruption og kombineret med det demokratiske Latinamerikas største offentlige sektor, har man ikke just opskriften på økonomisk fremgang. Hvor myten om den brasilianske vækst kommer fra, er et af de store, journalistiske mysterier for tiden!

Hvis enkelte af vores læsere stadig skulle være i tvivl er her det plot, jeg ville vise gymnasieelever. Det er logaritmen til gennemsnitsindkomsten, korrigeret for købekraftsparitet, fra Penn World Tables og fremskrevet 2011-12 med vækstrater fra the CIA World Factbook. Brasilien er plottet overfor tre rigtige succeser, som medierne til gengæld ikke rigtigt skriver meget om. Alle læsere opfordres til at vise figuren til journalister, de kender.

Martin Paldam særnummer af Public Choice

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2013. Skriv et svar

I efteråret 2012 afholdt vi en workshop i anledning af Martin Paldams 70-års fødselsdag. En række papirer, der blev præsenteret ved workshoppen og enkelte andre fra workshoppens deltagere er nu samlet i et særnummer af Public Choice, udkom forleden dag. Særnummeret, der er volume 157 (3), er arrangeret omkring en række temaer, som Martin har arbejdet med. Vi mener bestemt, der er værd at tage et kig på. Indholdet er, bortset fra en introduktion skrevet af Toke Aidt, Peter Kurrild-Klitgaard, Gert Svendsen og mig:

The VP-function revisited: a survey of the literature on vote and popularity functions after over 40 years, Michael Lewis-Beck og Mary Stegmaier

Conditional political budget cycles: a review of recent evidence, Jakob de Haan og Jeroen Klomp

Voting functions in the EU-15, Linda Goncalves Veiga

Economic performance and turnout at national and local elections, Rodrigo Martins og Francisco José Veiga

Institutional interactions and economic growth: the joint effects of property rights, veto players and democratic capital, Mogens Kamp Justesen og Peter Kurrild-Klitgaard

Institutions and savings in developing and emerging economies, Andreas Freytag og Sebastian Voll

Democratization and the size of government: evidence from the long 19th century, Toke Aidt og Peter S. Jensen

The influence of direct democracy on the shadow economy, Désirée Teobaldelli og Friedrich Schneider

Inter-country differences in voter satisfaction with the democratic process: a study of world elections, Vani Borooah, Anastasios Katos og Eleni Katsouli

Why does bureaucratic corruption occur in the EU?, Urs Steiner Brandt og Gert Tinggaard Svendsen

Does aid improve democracy and governance? A meta-regression analysis, Zohid Askarov og Chris Doucouliagos

Trust as an alternative to risk, Eric M. Uslaner