Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Allevegne stiger Gini – bare ikke i verden

Af Otto Brøns-Petersen, den 1. maj 2014. 15 svar

Siger det ikke sig selv, at stiger uligheden i næsten alle lande, så stiger den globale ulighed også? Det gør det måske, men benytter man sig af et mål som Gini-koefficienten, så behøver det ikke være tilfældet. Og ikke alene behøver det ikke være tilfældet. Det er ikke tilfældet.

Igennem en periode er Gini-koefficienten steget i Danmark og i mange andre lande i verden. Set under ét er uligheden i verdens lande steget siden midtfirserne. Men den samlede globale ulighed er i værste fald stagnerende. Ifølge Pinkovskiy og Sala-i-Martin, som står for det nok mest omfattende forsøg på at integrere tilgængelige kilder, er uligheden støt faldende (se figuren). Verdens borgere taget under ét og uden hensyn til, hvor de bor, får mere ens indkomster. Inden for hvert land stiger de høje indkomster hurtigere end de lavere. Men globalt vokser gennemsnitsindkomsterne hurtigst i de fattigste lande.

Dette fald i indkomstuligheden er drevet af økonomisk vækst. Ikke mindst væksten i Asien. Og måske mere afgørende: Den absolutte fattigdom falder dramatisk. Fra 1970 til 2006 er det antal, som lever for under én 1987-dollar om dagen (FNs mål for absolut fattigdom), faldet fra næsten én milliard mennesker til under 400 mio. (beregner Pinkovskiy og Sala-i-Martin), selvom verdens befolkning samtidig er vokset med næsten 3 mia. mennesker. Andelen af verdens befolkning, som lever i fattigdom, er faldet fra 26,8 pct. til 5,4 pct. Billedet er robust over for at udvide fattigdomsdefinitionen med indkomster over én 1987-dollar om dagen.

global fattigdom

Det er intet mindre end en fantastisk udvikling. Men det er også et billede, der har det med at drukne i det unuancerede fokus på nationale Gini-mål. Man kan så spørge sig hvorfor. Er folk flest virkelig mere optaget af, at hvor meget naboen tjener i forhold til dem selv? Altså hvordan de relative indkomster ser ud? Mit gæt er, at mange forveksler ulighed med fattigdom og har svært ved at se, at uligheden i et land sagtens kan stige, selv om uligheden og fattigdommen falder globalt. Det kan skyldes, at mange har svært ved at slippe forestillingen om velstanden som en given kage, der kan fordeles. Og at hvis nogen bliver rige, må det derfor være på andres bekostning.  Også selv om det forholder sig omvendt. Det er vækst og ikke fordelingspolitik, som er i gang med at udrydde fattigdommen.

 

Hvor velstående var Danmark? Anderledes evidens

Af Christian Bjørnskov, den 28. april 2014. 5 svar

Vi skrev for godt et års siden om, hvor rigt Danmark var i forhold til resten af Vesten i 1930erne. Et af de spørgsmål, jeg er blevet stillet siden da – og siden samme basale historie var i Børsen og blev præsenteret ved Cepos jubilæum i marts – er om de historiske BNP-tal nu er så præcise som man kunne håbe. Svaret er naturligvis nej, men en række andre indikationer peger tydeligt i samme retning. Sammenligningerne kan alle findes i de statistiske årbøger fra 1930erne, i kapitlet om internationale sammenligninger. Man kunne overveje, om det ikke var en øvelse man kunne give gymnasieelever, hvis man diskuterer levestandarder med dem.

Tallene afslører først og fremmest, at danskerne talte meget med hinanden – informationsinfrastrukturen var veludviklet. Gennemsnittet af 18 vesteuropæiske lande var i 1932 40 telefonsamtaler per 1000 mennesker, mens danskerne toppede listen med 154. Måler man i stedet brevpost og telefontrafik sammen, lå Danmark stadig i top (233 breve og samtaler per 1000), fulgt af Schweiz (225), Sverige (220), Belgien (198) og Storbritannien (168). Ser man senere i 1930erne er der kommet tal fra New Zealand, som viser sig at være endnu mere snakkesalige end danskerne, som fem år senere har 190 opkald per 1000 mod vores 181 i 1937.

Den fysiske infrastruktur var også i top. Danmark havde 1,5 kilometer jernbane per 1000 indbyggere, mens gennemsnittet var 1,0. Kun Sverige (2,7) og Finland (1,6) havde målt på denne måde et tættere jernbanenet. Målt i tæthed per kvadratkilometer var Danmarks jernbanenet (120) kun overgået af Schweiz (130) og Tysklands (124). Ligeledes var der 32 biler og mindre lastbiler per 1000 indbyggere i Danmark (23 personbiler), mens gennemsnittet over 24 lande var 12,5 (og 9 personbiler per 1000). Kun Storbritannien (37 og 28,5) og Frankrig (44 og 33) havde flere biler på vejene end Danmark. Per 1939-bogen er lufttrafik kommet med, og danskerne er dem der flyver mest i Europa (5,7 rejser per 1000 danskere).

Som Don Boudreaux har gjort på Cafe Hayek med amerikanske dagligvarer fra 1950erne, er her således et par demonstrationer af værdien af at se på andre mål end BNP for at få det fulde velstandsbillede af en periode. Danmark var allerede i 1930erne – før velfærdsstaten – et af verdens mest velstående lande. Spørgsmålet er, om vi har ’fulgt nok’ med resten eller om vi er blevet indhentet for meget af andre lande.

Gemte Detaljer II – Hvem husker den globale finanskrise i 1857?

Af Niels Westy, den 20. april 2014. 1 svar

Det andet indlæg i vores mini serie, “Gemte detaljer”, burde måske i virkeligheden hedde “glemte detaljer”.

Dette indlæg trækker kraftigt på sidste uges “The Economist”, hvor man havde “finansielle kriser” som tema. Overskriften kunne også have været at der er “intet nyt under solen”. Vi har både oplevet globale finansielle kriser før, og oplevet hvorledes markedet ofte har fået skylden. Det gælder ikke mindst den seneste finansielle krise, hvor et bredt udsnit af de politiske aktører, herhjemme bl.a. Per Stig Møller fra det konservative folkeparti, benyttede lejligheden til at angribe det frie marked.

Problemet er naturligvis bare, at den finansielle sektor langt fra kan karakteriseres som at fungere på almindelige markedsvilkår. Det er en historie der går langt tilbage og der er god grund til at mene, at ligesom tidligere tiders kriser i vid udstrækning har været resultatet af tiltag, hvis formål var at undgå nye kriser, er sandsynligheden stor for, at man i disse år lægger grunden til kommende finansielle kriser.

Derfor er her en lille gennemgang af et par af de mange historiske kriser man har oplevet. Ja, man kan vel egentlig godt tale om at vi “stavrer fra krise til krise”. Det interessante er så, at set over tid oplever vi fortsat stigende levestandard – ikke lige den udvikling Karl Marx forudså 🙂

hammiltons bailoutAllerede i 1792, blev USA kastet ud i sin første finansielle krise i kølvandet på, at finansminister Alexander Hamilton ønskede at skabe et effektivt marked for statsobligationer og oprettede USA’s første nationalbank efter engelsk og hollandsk forbilede. USA havde på daværende tidspunkt kun få banker og forsikringsselskaber. Det endte i en boble, en skandale (datidens fæle fyr hed William Duer) og en bail-out (se figur).

Banken blev solgt i 1795 og i 1811 udløb dens koncession.

Den første latinamerikanske gældskrise i 1825 

Som ung polit-studerende i 1980erne beskæftigede vi os naturligvis med Latinamerikas gældskrise. Allerede dengang slog det mig i hvilken grad undervisningen undlod at tage stilling til det vel ikke helt ligegyldige spørgsmål, hvorfor i alverden man var parat til at låne massivt ud til lande, der var kendt for at misligeholde deres gældsaftaler? Når jeg spurgte til det, gik det hurtigt op for mig, at det netop ikke var almindeligt kendt. Det har ellers været et særtræk for en række latinamerikanske lande siden deres uafhængighed fra Spanien.

Monroe doktrinen fra 1823, som siger, at Nord- og Sydamerika skal være fri for ydre (Europæisk) indblanding, var bl.a. foranlediget af europæiske långivere, der søgte kompensation for forfalden gæld i Sydamerika.

Det gik galt fra starten og af flere grunde. Køb af statsobligationer fra Latinamerika var populært fra det øjeblik de enkelte lande løsrev sig fra Spanien, ikke mindst blandt velstående englændere i takt med at renten på engelske statsparirer faldt. Renten faldt således fra 5 procent lige efter Napoleonskrigene til 3,3 provent i 1824. I forhold til en inflation på 1 procent mellem 1820 og 1825, efterlod det en meget beskeden omend sikker realforrentning.

Det nye obligationsmarked udviklede sig meget hurtigt. Fra at der i 1820 blev udbudt én udenlandsk statsobligation på markedet i London, som overtog Amsterdams rolle som det vigtigste finansielle centrum, blev der i 1826 handlet 23 udenlandske papirer. De gav generelt et højere afkast, og bl.a. gæld udstedt af Rusland, Preussen og Danmark var populært.

Det var investeringer i Latinamerika også i den grad. De tidligere kolonier Colombia, Chile, Peru, Mexico og Guatemala solgte med stor succes solgt obligationer. og så var der “Poyais”, som efter sigende skulle være beliggende i Mellemamerika. Desværre viste det sig for investorerne, at Poyais slet ikke eksisterede. Skandalen omkring Poyais illustrerer, hvor ringe information investorerne agerede på.

I det hele taget var udviklingen i markedet for latinamerikanske statsobligationer en opvisning i besynderlige antagelser. F. eks. troede mange investorer, at man fra engelsk side ville støtte de nye lande finansielt på grund af rivaliseringen mellem Spanien og Storbritannien. Den deraf manglende erkendelse af den virkelige risiko ved de udstedte obligationer ramte mange hårdt. Samtidig blev det populært at investere i engelske mineselskaber med interesser i Latinamerika, og en veritabel aktieboble blev opbygget på baggrund af helt urealistiske forventninger.

Fra 1823 kollapsede først obligationsmarkedet og ved udgangen af 1825 var kursen på f.eks. Peruvianske obligationer faldet til 40 procent af deres pålydende værdi. Kombinationen af sammenbruddet i obligationsmarkedet for Latinamerikanske statspapirer og mineselskabernes manglende indtjening ramte bankerne hårdt.  Det blev fulgt op af stormløb mod bankerne af folk der ville hæve deres kontanter i december 1825, hvorefter Bank of England så sig nødsaget til at yde midler til både långivere og virksomheder. På trods af denne bail-out, måtte 10 procent af alle banker i England og Wales lukke i løbet af 1826.

Den første globale finanskrise 1857

I 1857 var det så tid til verdens første globale finanskrise, som blev beskrevet som en “en krise mere alvorlig og mere omfattende end nogen, der var gået forud for denne” af The Economist samme år.

Udgangspunktet var, at USA kørte med store betalingsbalanceunderskud overfor Storbritannien, som blev finansieret af et stadigt engelsk opkøb af amerikanske aktiver. Ikke mindst var jernbaneselskaber en populær investering. Værdiansættelsen var høj og baseret på (overdrevne) forventninger til deres fremtidige indtægter, ligesom spekulation i hvor jernbanerne ville blive anlagt medførte hastigt stigende jordpriser i USA. Samtidig spillede finansiel innovation en ikke ubetydelig rolle. 

As Britain’s aggressive joint-stock banks gobbled up rivals, deposits grew by almost 400% between 1847 and 1857. And a new type of lender—the discount house—was mushrooming in London. These outfits started out as middlemen, matching investors with firms that needed cash. But as finance flowered the discount houses morphed, taking in investors’ cash with the promise that it could be withdrawn at will, and hunting for firms to lend to. In short, they were banks in all but name.

Competition was fierce. Because joint-stock banks paid depositors the Bank of England’s rate less one percentage point, any discount house paying less than this would fail to attract funds. But because the central bank was also an active lender, discounting the best bills, its rate put a cap on what the discount houses could charge borrowers. With just one percentage point to play with, the discount houses had to be lean. Since cash paid zero interest, they cut their reserves close to zero, relying on the fact that they could always borrow from the Bank of England if they faced large depositor withdrawals. Perennially facing the squeeze, London’s new financiers trimmed away their capital buffers.

Det hele endte med at markedet faldt sammen. Det startede i USA og spredte sig derefter via England til bl.a. Paris, København og Wien. Dennistoun, Cross og Co, en amerikansk bank, der havde filialer i Liverpool, Glasgow, New York og New Orleans, kollapsede den 7. november og rev Western Bank of Scotland, er havde 98 filialer med. Det gjorde den britiske krise systemisk.

Krisen spredte sig herefter til bl.a. Paris, Wien og København. Den resulterede dog i en meget vigtig erkendelse, som desværre senere delvist synes glemt igen og er blevet en af de gemte og glemte detaljer: Et finansielt sikkerhedsnet kan skabe overdreven risikotagning. Risikabel långivning, få likvide aktiver og en meget lille kapitalbuffer, der kan ses som konsekvensen af Bank of Englands udlånspolitik, indebar at man forventede at kunne skaffe offentlige midler i en krisesituation. Den erkendelse medførte, at Banken ændrede sin politik i 1858, hvorefter “Discount Houses” var nødt til at være selvforsikrede og øge deres likvide beholdning i stedet for at satse på centralbanken.

Det var absolut ikke populært i samtiden, at Bank of England skruede ned for tilskudene og den blev anset for at være “besat” af den måde discount husene opererede. Mange tvivlede også på hvorvidt man ville fastholde den ny hårde linje. De tog fejl. I 1866 kom Overend & Gurney i vanskeligheder, men Bank of England nægtede at træde til. At Storbritannien derefter ikke oplevede finansielle kriser gennem et halvt århundrede er derfor blevet tolket som at Bank of Englands hårde linje mindskede moral hazard problemerne.

Og hvad kan vi så lære af det?

Det er bemærkelsesværdigt, at trods tilbagevende finansielle kriser gennem flere hundrede år, fortsætter vi med at blive overrasket. Det virker næsten, som om vi ikke vil lære af historien. Det er ikke fordi der ikke er skrevet om finansielle kriser gennem tiden. Hvis man er interesseret i at læse mere, er det bare at klikke her. Der er vist litteratur nok til en rum tids læsning.

Vi så således, hvordan USA allerede få år efter uafhængigheden, lavede sin første bail-out. Og det er sket igen og igen siden. Enhver krise har også sine skurke fra et private erhvervsliv og finanssektoren. Og hver krise har indebåret reguleringstiltag som skulle forhindre kommende kriser. Spørgsmålet er nok snarere om de ikke fremmer dem. Om krisen i 1929 og frem skriver The Economist i sit tema nummer:

But as the 1920s wore on the young Federal Reserve faced a conundrum: share prices and prices in the shops started to move in opposite directions. Markets were booming, with the shares of firms exploiting new technologies—radios, aluminium and aeroplanes—particularly popular. But few of these new outfits had any record of dividend payments, and investors piled into their shares in the hope that they would continue to increase in value. At the same time established businesses were looking weaker as consumer prices fell. For a time the puzzle—whether to raise rates to slow markets, or cut them to help the economy—paralysed the Fed. In the end the market-watchers won and the central bank raised rates in 1928.

It was a catastrophic error. The increase, from 3.5% to 5%, was too small to blunt the market rally: share prices soared until September 1929, with the Dow Jones index hitting a high of 381. But it hurt America’s flagging industries. By late summer industrial production was falling at an annualised rate of 45%. Adding to the domestic woes came bad news from abroad. In September the London Stock Exchange crashed when Clarence Hatry, a fraudulent financier, was arrested. A sell-off was coming. It was huge: over just two days, October 28th and 29th, the Dow lost close to 25%. By November 13th it was at 198, down 45% in two months.

Worse was to come. Bank failures came in waves. The first, in 1930, began with bank runs in agricultural states such as Arkansas, Illinois and Missouri. A total of 1,350 banks failed that year. Then a second wave hit Chicago, Cleveland and Philadelphia in April 1931. External pressure worsened the domestic worries. As Britain dumped the Gold Standard its exchange rate dropped, putting pressure on American exporters. There were banking panics in Austria and Germany. As public confidence evaporated, Americans again began to hoard currency. A bond-buying campaign by the Federal Reserve brought only temporary respite, because the surviving banks were in such bad shape.

This became clear in February 1933. A final panic, this time national, began to force more emergency bank holidays, with lenders in Nevada, Iowa, Louisiana and Michigan the first to shut their doors. The inland banks called in inter-bank deposits placed with New York lenders, stripping them of $760m in February 1933 alone. Naturally the city bankers turned to their new backstop, the Federal Reserve. But the unthinkable happened. On March 4th the central bank did exactly what it had been set up to prevent. It refused to lend and shut its doors. In its mission to act as a source of funds in all emergencies, the Federal Reserve had failed. A week-long bank holiday was called across the nation.

It was the blackest week in the darkest period of American finance. Regulators examined banks’ books, and more than 2,000 banks that closed that week never opened again. After this low, things started to improve. Nearly 11,000 banks had failed between 1929 and 1933, and the money supply dropped by over 30%. Unemployment, just 3.2% on the eve of the crisis, rose to more than 25%; it would not return to its previous lows until the early 1940s. It took more than 25 years for the Dow to reclaim its peak in 1929.

Selv om der er ligheder, er der naturligvis også store forskelle fra krisen i 1929 og frem og så krisen fra 07 og frem. Lighederne er dog meget synlige, ikke mindst at begge startede med en periode med meget lave renter, som afløstes af for hurtigt stigende renter. I begge tilfælde forsøgte man at forhindre fremtidige kriser ved regulering. Men måske var det på tide at man prøvede noget andet, som f.eks. et finansmarked der fungerede på almindelige markedsvilkår?

Kapitalisme uden konkurs svarer jo lidt til kristendom uden synd.

 

Gemte detaljer: Produktionsfunktioner.

Af Christian Bjørnskov, den 15. april 2014. 1 svar

I større rapporter og udredelser ligger der ofte en række detaljer og valg om, hvilke antagelser man gør sig, som er alt andet end trivielle. Disse ’gemte’ detaljer skriver lidt om i de kommende uger, da vi anser det for en af vores (selvvalgte og rent private) opgaver at bidrage til læsernes informationsniveau og informerede skepsis. Den første er måske en af de mere tekniske: Det er valget af produktionsfunktion i modeller, der bruges til langsigtede fremskrivninger.

Produktionsfunktionen er teknisk den måde, man regner hvad en given ændring i faktorer, der bruges til produktion – arbejdskraft, fysisk realkapital (maskiner, fabrikker osv.), energi, jord osv. – gør ved det samlede output og derfor den samlede indkomst og objektive levestandard. Der er masser af forskellige muligheder, men et af de vigtigste valg består i, hvilken grad af substitutabilitet mellem faktorer, man vælger at antage. Med andre ord, hvis f.eks. kapital bliver dyrere, i hvor høj grad kan virksomheder da i det lange løb bruge mindre kapital og mere af noget andet (f.eks. arbejdskraft) til at producere samme output?

Et praktisk og i sidste ende også politisk problem ligger i, at en række modeller bygger på det populære modelframework, der kaldes GTAP – Global Trade Analysis Project. GTAP-modellen benytter sig nemlig af Leontief-funktionen, sammen med flere andre antagelser, som kan give udmærket mening på kort til mellemlangt sigt, men ikke megen mening på langt sigt eller i vækstperspektiver.

Leontief-funktionen hedder teknisk Y = min{aL, bK}, i den simpleste version med arbejdskraft L og kapital K. Hvis et land således oplever Harrod-neutral teknologisk udvikling – udvikling, der gør arbejdskraften mere produktiv (dvs. en forøgelse af ’a’ i ligningen ovenfor) – vil output ikke vokse medmindre kapitalapparatet også gør. Grunden er, at der ingen substitutabilitet er mellem faktorer, der bruges i produktionen. Er energi således en produktionsfaktor, kan man ikke have nogen form for udvikling uden en forøgelse af energiforbruget.

Bruger man derfor et framework der benytter sig af Leontief-funktionen til at fremskrive langsigtet vækst, vil alt der giver vækst på langt sigt således ikke blot være antaget udenfor modellen – den kan ikke selv give vækst – men enhver ændring mellem kompositionen af produktionsfaktorer, der anvendes, må også antages, da modellen ikke kan ændre en økonomis strukturer – hvor meget arbejdskraft der anvendes per kapitalenhed, hvor meget energi der kræves per output osv.

En af de modeller, der oftest kritiseres i den danske debat – og som oftest af folk fra enten Aalborg eller Roskilde – er ministeriernes DREAM-model. DREAM bygger naturligvis på en række antagelser, men en af dem er ikke Leontief. I stedet har virksomhederne alle en CES produktionsfunktion (dvs. en Constant Elasticity of Substitution) hvor man faktisk kan vælge optimalt at bruge mere af én og mindre af en anden faktor. DREAM opererer også eksplicit med Harrod-neutral vækst, som når den ankommer derfor indebærer at virksomhederne på langt sigt justerer deres valg af faktorbrug.

Skulle energi for eksempel stige i pris, vil virksomheder i DREAM forsøge at substituere væk og således vælge at bruge mindre energi. Enhver model, der bygger på Leontief vil derimod bare bibeholde uændrede produktionsmønstre og give et langt mindre respons på, for eksempel, stigende energipriser. Hvis man i modelapparatet skal få virksomheder til at ændre adfærd, må man derfor antage det eller også lave antagelser om noget andet et andet sted i modellen.

Skal man som informeret læser således bedømme hvor rimelige, langsigtede økonomiske fremskrivninger er, om de kommer fra finansministeriet, vismændene, IMF, IPCC eller EU-kommissionen, må man først grave ned i detaljen. Valget af produktionsfunktion i modellen fortæller en ganske meget om, hvad der kommer til at ske og hvad embedsmænd og politikere herefter påstår.

EPCS 2014 – en update

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2014. Skriv et svar

Sidste uge afholdtes den årlige europæiske public choice konference på Robinson College, Cambridge University. Konferencen, der var aldeles fremragende arrangeret af Toke Aidt, bød som sædvanlig på en række spændende, nye forskningspræsentationer. Som altid var stemningen også god – der er få miljøer i nationaløkonomi, hvor folk er så rare og hjælpsomme samtidig med at de er offentligt, men konstruktivt kritiske.

Men et særligt forhold har også karakteriseret EPCS de sidste år. Mens der generelt ikke er mange kvinder i nationaløkonomi, bød EPCS også i år på en række glimrende præsentationer af yngre, kvindelige forskere. Her er tre eksempler:

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warszawa) præsenterede en opdatering af et tidligere studie af forfatningsændringer i Central- og Østeuropa. Katarzyna konstaterer, at flere forfatningsforhold har været vigtige for landenes vækst siden transitionen. Hun peger dog også på, at de vigtige forhold alle er de facto ændringer, mens de rene de jure forskelle på forfatningerne ser ud til at være uden egentlige konsekvenser.

Anna Minasyan (Heidelberg) præsenterede fælles arbejde med Axel Dreher (Heidelberg) og Peter Nunnenkamp (Kiel). Annas tese er, at ulandsbistand muligvis virker anderledes når donor og modtager er ideologisk mere ens og dermed mere enige om mål og midler. Hun understregede, at papiret stadig var midlertidigt, men resultaterne pegede på, at ulandsbistand er decideret skadeligt for langsigtet udvikling, når den gives mellem to parter med meget forskellige politiske synspunkter.

Bethany Kirkpatrick (Science Po, Paris) præsenterede arbejde om forholdet mellem vækst, ulighed og miljøbelastning lavet sammen med Michael Dorsch (Budapest). De estimerer ’environmental Kuznets Curves’ med særligt fokus på en samvirkning af ulighed og vækst og viser, at en koncentration af rigdommen forlænger perioden hvor økonomisk udvikling fører til miljøproblemer, før kurven vender og giver forbedringer.

Udover eksemplerne var der også gode papirer af bl.a. den tidligere Wicksell-prisvinder Monika Köppl-Turyna (Lissabon), Shu Yu (Groningen og snart Rochester), Emma Galli (Rom, Sapienza), Silvia Marchesi (Milano Bicocca) og Vera Eichenauer (Heidelberg).

Kommentar på Kristian Weises indlæg i Berlingske

Af Christian Bjørnskov, den 3. april 2014. Skriv et svar

Ceveas direktør bragte forleden en kommentar i Berlingske i forbindelse med min klumme i Børsen og vores serie om det nye IMF-studie af ulighed og vækst. Da Berlingske åbenbart ikke har tænkt sig at bringe mit svar, bringer vi det i det følgende:

Kristian Weise, direktør for den venstreorienterede tænketank Cevea, angriber 21/3 Mads Lundby Hansen og mig her i avisen. Baggrunden er vores skepsis overfor et notat fra IMF, der påstår at økonomisk ulighed skader langsigtet udvikling. Påstanden er naturligvis ideologisk central for Cevea, men det påfaldende i Weises kritik er, at hans kritik udelukkende består af postulater og mudderkastning. Weise har øjensynligt ingen faglige argumenter for angrebet, men hævder blot at ”tyv tror hver mand stjæler”.

Min baggrund for at kritisere IMF-analysen er derimod, at man må afkræve enhver forsker en faglig integritet. Det er denne integritet, som IMF-forskerne mangler, idet de vælger at overse et metodisk problem, der har været kendt i ulighedsforskningen siden 1998, og bruger et omfordelingsmål, som man ved giver ganske lidt mening. Uden disse empiriske julelege kan de, som jeg forleden pointerede i Børsen og på punditokraterne.dk, ikke nå deres foretrukne konklusioner. Ingen forsker, for hvem faglig stolthed og integritet betyder mere end ideologisk krigsførelse ville vælge at tage disse metodiske valg.

Det er således ligegyldigt, at Weise namedropper højprofilerede kommentatorer i sit indlæg eller henviser til politiske chefer for internationale organisationer, når det videnskabelige grundlag for påstandene er så kritisabelt. På samme måde er det sært, at Weise krediterer Eurostat for, at 13 lande nu er mere lige end Danmark, når man i forskningsmiljøet ved, at Eurostats tal er fejlbehæftede. De bruges da heller ikke af IMF.

Problemet for IMF – og måske i særlig grad for Cevea – er at de to organisationer synes at være ved at afkoble sig fra det videnskabelige miljø. IMF har fremragende forskere ansat, men de senere år er man af uransagelige grunde vendt tilbage til policy-forslag og påstande, som man selv tidligere har været med til at afvise på fagligt grundlag.

Den seriøse forskning har de sidste ti år peget på, at ulighed i det store og hele er ligegyldigt for langsigtet udvikling, medmindre den er udtryk for rendyrket kleptokrati. Som min egen og andres forskning peger på, er det vigtigere om og hvordan man politisk reagerer på ulighedsdiskussionen. Men den diskussion tager Weise og Cevea ikke. For dem bliver det ved ideologien.

Dagens ord: Bulverisme

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2014. Skriv et svar

Dagens ord er tyvstjålet fra Gregory Mankiw, som har det fra C.S. Lewis. Jeg tvivler på, at vi har læsere, der ikke har eksempler på bulverisme. Det er også det, Kristian Weise bedrev forleden, som Niels Westy beskriver nedenfor. Lewis definerer bulverisme således:

In other words, you must show that a man is wrong before you start explaining why he is wrong. [… Bulverism] is to assume without discussion that he is wrong and then distract his attention from this (the only real issue) by busily explaining how he became to be so silly.

Hvad Cevea mangler i troværdighed, kompenseres der for i grovheder

Af Niels Westy, den 1. april 2014. 37 svar

Cevea blev som bekendt oprettet som en reaktion på etableringen af Cepos for 10 år siden. Om sig selv skriver man, at “Cevea er en uafhængig centrum-venstre tænketank”.

At også venstrefløjen etablerede en uafhængig tænketank var bestemt positivt. Desværre er man vist hverken en tænketank eller uafhængig.

I stedet lever man op til alle fordomme om manglende hæderlighed og respekt over for helt grundlæggende videnskabelige sammenhænge og metoder, og kompenserer så rigeligt for den manglende seriøsitet ved at holde et meget lavt debatniveau.

Efter den seneste omgang fra den såkaldte tænketanks direktør, Kristian Wiese, må Cevea’s troværdighed således anses for at være lig nul.

Under overskriften  “Højrefløjen bagatelliserer stigende ulighed” forsøger Kristian Weise at imødegå den kritik, som Lundby og Bjørnskov har rejst af et notat fra IMF om sammenhængen mellem vækst og ulighed. Notatet kan man læse her, og kritikken af den anvendte metode fra Christian Bjørnskov kan man læse bl.a. her og her, suppleret af Otto Brøns-Petersen yderligere kritik her.

I stedet for at forholde sig til substansen i den fremførte kritik, nemlig at notatet nærmer sig videnskabeligt fifleri, og den anvendte metode er uanvendelig, bruger Kristian Weise sin artikel på at begå karaktermord på Mads Lundby og Christian Bjørnskov.

Under overskriften “Tyv tror hver mand stjæler” skriver han herefter:

Mads Lundby Hansen fra tænketanken Cepos skriver eksempelvis i Berlingske den 18. marts, at ”IMF snubler i ulighedsdebatten”, og at undersøgelsen ikke kan bruges til at konkludere, at ”stigende ulighed kan skade den danske vækst”. Mads Lundby Hansen betvivler ganske enkelt IMF’s videnskabelige og metodiske integritet.

Han lægger sig således i forlængelse af Cepos-medstifteren Christian Bjørnskov, som i Børsen beskrev IMF’s rapport som ”ideologisk sjusk”. Bjørnskov påstår, at IMF’s rapport ikke beviser andet end økonomers evne til at krydre tallene, så resultatet er mest appetitligt.

Mads Lundby Hansen og Christian Bjørnskovs kritik af Den internationale Valutafond giver en lyst til at spørge, om tyv stadig tror, at hver mand stjæler? Begge to har et idelogisk præget syn på samfundsforhold og økonomi og tillægger derfor også andre aktører det.

Det er en ganske opsigtsvækkende og umanerlig grov anklage. Den logiske konklusion er jo at Weise og Cevea mener, at både Lundby og Bjørnskov bedriver fusk. For Bjørnskovs vedkommende er det lig med at Weise anklager en dansk professor for videnskabelig uhæderlighed.

Men uhæderligheden er helt på Weise’s side, som når han forsøger at bruge OECD’s “Society at a Glance” og udtalelser fra IMF’s chef, den tidligere konservative finansminister i Frankrig, Christine Lagarde, til at bakke op om notatet. Ligeledes er det ganske enkelt for groft, og nærmest tragikomisk, når en faglig kritik af metode fra Bjørnskovs side tages til indtægt for at være udtryk for at være “dogmatisk”.

Kristian Weise forholder sig på intet tidspunkt til substansen i den kritik af FN notatet, som Lundby og Bjørnskov (og mange andre) har fremført. Om det skyldes, at han er ligeglad eller bare ikke evner at sætte sig ind i den anvendte metode eller kritikken af denne, skal jeg ikke udtale mig om.

Jeg kan blot konstatere, at Cevea’s direktør i sin argumentation minder mere om en politiker end en direktør for en tænketank. Og her lever han så fuldt og helt op til mine fordomme om venstrefløjens forhold til videnskabelighed og fakta, desværre.

EPCS 2014

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2014. Skriv et svar

Så er tiden kommet til den konference, jeg ser mest frem til hvert år: De årlige møder i the European Public Choice Society. I år foregår konferencen i Cambridge med den glimrende Toke Aidt som hovedarrangør. Som traditionen byder, er her en lynintroduktion til præsentationer, jeg ser særligt frem til. Jeg ser ikke mindst frem til min kollega Martin Paldams plenary torsdag aften om ”The Political Economy of Economic Research” hvor Martin vender vores egen teoretiske lup mod os selv. De andre plenaries gives af Paul Collier (Oxford) og James Robinson (Harvard). Udover det er programmet spækket med spændende, nye papirer – det hele kan ses her. Nedenfor er blot et lille udpluk af de mere interessante præsentationer fra torsdag til søndag.

Katharina Michaelowa (Zürich): ”Bureaucratic Influence when Secretariats Grow: The Example of the UNFCCC” Katja undersøger hvad der sker med embedsværket og særinteressers indflydelse når internationale organisationers sekretariat får flere midler.

Pierre-Guillaume Méon (ULB, Bruxelles): ”A Time to Throw Stones, a Time to Reap: How Long Does it Take for Democratic Reforms to Improve Institutional Outcomes?” Min gode ven Guillaume stiller spørgsmålet, hvor lang tid der går mellem en potentielt ufredelig demokratisering og til man kan se forbedringer i embedsværk og retsvæsen.

Athanassios Pitsoulis   (Hildesheim): ”The Hard Shadow of the Greek Economy: New Estimates of the Size of the Underground Economy and Its Fiscal Impact” Athanassios vurderer i papiret, at omfanget af den græske undergrundsøkonomi sandsynligvis har været undervurderet, og dermed har bidraget langt mere til det græske kollaps end man tror.

Henrik Jordahl (IFN, Stockholm): ”Management Practices in Elderly Care Homes” Henrik er tilbage efter barsel med et papir om hvorvidt privat ældrepleje ledes anderledes og mere effektivt end offentlig pleje. Svaret synes at være et ja.

Omiros Kouvavas (Warwick): ”Political Budget Cycles Revisited. The Case of Social Capital” Kouvavas præsenterer et papir hvor argumentet er, at politiske budgetcykler – at regeringer bruger penge i forsøg på at få økonomien til at se bedre ud op til valg – primært er et fænomen i lavtillidslande. Jeg har aldrig set argumentet før og ser frem til hvor robust den unge græker har set på det.

Andreas Fuchs (Heidelberg): ”Is There a Home Bias in Sovereign Ratings?” Andreas, en af de mest spændende unge økonomer i Tyskland, ser på om credit rating agencies er tilbøjelige til at vurdere deres eget land for positivt. Svaret er ja.

Mankiw og det hippokratiske princip

Af Christian Bjørnskov, den 26. marts 2014. 1 svar

Greg Mankiw, professor på Harvard og tidligere rådgiver for den amerikanske præsident, har sin egen fremragende blog, og skriver også i New York Times fra tid til anden. Hans seneste NYT klumme er absolut værd at læse i al sin visdom. Mankiw er nemlig noget så relativt sjældent som en ydmyg topforsker, der hylder det hippokratiske princip – at man først som sidst skal søge ikke at gøre skade. Hans pointe er, at når nationaløkonomer engagerer sig i den offentlige debat, gør de det nødvendigvis som en blanding af økonom og filosof. Med vores stadig begrænsede viden om det ekstremt komplekse menneskelige samfund, er Mankiws pointe, at økonomer i en vis forstand står i samme situation om læger for 200 år siden. Med den ydmyghed er der ikke tid til storslåede politiske eksperimenter. Her er et enkelt pluk fra en stærkt læseværdig klumme:

Perhaps the biggest problem with maximizing a social welfare function like utility is practical: We economists often have only a basic understanding of how most policies work. The economy is complex, and economic science is still a primitive body of knowledge. Because unintended consequences are the norm, what seems like a utility-maximizing policy can often backfire.

So, what is the alternative? At the very least, a large dose of humility is in order. When evaluating policies, our elected leaders are wise to seek advice from economists. But if an economist is always confident in his judgments, or if he demonizes those who reach opposite conclusions, you know that he is not to be trusted.

 

Tillid til politikere i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2014. 11 svar

Der tales ofte om, hvor gode eller dårlige politikere vi har, og i hvor høj grad vi bør have tillid til dem. Nogle gange er det politikere eller politiske meningsdannere selv, der argumenterer for at danskerne ’bør’ have tillid til dem. Det noget bagvendte argument er, at det at kunne have tillid til ens politikere og systemet er gavnligt for samfundet, og derfor er det et problem, hvis vi ikke har tillid. Så langt så godt, men argumentet strækkes derefter til det er danskernes fejl, hvis de ikke har tillid til politikerne.

Argumentet er indlysende nonsens, for man har den tillid til det politiske system som dets aktører fortjener. Falder tilliden er det fordi danskerne ikke opfatter, at man rationelt kan stole på politikerne – dvs. at de ikke gør deres job ærligt eller kompetent. Så hvordan har det set ud de seneste 20 år? Det kan man svare på, da EuroBarometer-undersøgelsen har spurgt til tillid (ja eller nej) til regering og Folketing siden 1994. Figuren nedenfor taler sit klare sprog: Siden en top i 2007, sandsynligvis pga. en voldsom højkonjunktur, er tilliden (andelen der siger ja) styrtdykket og når det gælder regeringen på det laveste punkt siden 1994. Det er ikke blot et problem for den nuværende regering, men for Folketinget som helhed at vælgerne – politikernes arbejdsgivere – evaluerer deres evner så ringe.

Nyt papir om tillid og uddelegering af ansvar

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2014. Skriv et svar

Med risiko for at blive beskyldt for skamløs selvpromovering er her en kort omtale af et nyt papir, som jeg har skrevet sammen med Nurullah Gur fra the Istanbul Commercial University. Hovedideen er Nurullahs og reflekterer en af de mange ideer, der blev kastet op i luften af la Porta, Knack, Keefer, Fukuyama og en række andre sidst i 1990erne, da tillidsforskningen virkelig tog fart i samfundsvidenskaberne.

Papiret, der har titlen Trust and Delegation, tester om lande med større tillid mellem mennesker, også har firmaer hvor chefer uddelegerer mere ansvar nedad. Vores teoretiske forståelse er, at det med mere sofistikeret produktion bliver sværere at holde al information og monitorering hos cheferne. Men uddelegerer man mere, risikerer man at medarbejderne ikke gør deres arbejde ordentligt. Der er derfor en balance mellem at økonomisere på monitorering og management og pjæk /lavkvalitetsarbejde. Risikoen for det andet element er sandsynligvis faldende i tillid, hvilket derfor betyder at højtillidssamfund helt rationelt vil vælge mere udelegering. Vores hovedfund i det lille og simple papir er beskrevet i abstractet:

Social trust is associated with good economic performance, but little is known about the transmission mechanisms connecting trust and performance. We explore the effect of trust on delegation decisions. In a theoretical framework, we note that delegation is a low-cost option when management decisions can be implemented without monitoring. This option is, however, risky and more likely to be profitable in higher-trust environments. In a set of cross-country regressions, we show a strong association between trust and delegation, which is increasing in economic sophistication.

IMF og ulighed – igen igen

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. marts 2014. 7 svar

Flere indlæg her på bloggen og en artikel i Børsen (d.12.3.) af Punditokraternes redaktør har beskæftiget sig med store problemer i et nyt arbejdspapir fra Den Internationale Valutafond (IMF). I papiret finder forfatterne tilsyneladende en positiv sammenhæng mellem på den ene side, hvor meget skatter og overførselsindkomster har nedbragt uligheden med, og på den anden hvor høj væksten har været i en lang række lande. Uligheden er målt ved den såkaldte Gini-koefficient.

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Helt typisk er politiske tiltag for at sænke Gini-koefficienten gennem omfordeling ved hjælp af skattesystemet forbundet med en omkostning i form af mindre velstand. Okun kaldte det ”den utætte spand”: Hvis man forsøger at ”hælde” ressourcer fra høje til lave indkomster, vil en del af dem gå tabt gennem utæthederne.

Når man taler om Gini-koefficient og BNP i vor del af verden, tænker mange således umiddelbart på der velkendte forvridningstab ved marginalskatter. Forvridningstabet er en samfundsøkonomisk omkostning. Jo mere progressivt et skattesystem, desto større forvridningstab – samtidig med, at progressionen gør Gini-koefficienten for indkomsterne efter skat bliver mindre.

Men der er også politiske tiltag, som reducerer BNP og samtidig øger Gini-koefficienten. De skatteopkrævede midler bliver ikke altid omfordelt til de fattige, men kan tilfalde en rig elite. Det er især velkendt i den tredje verden – hvor der som sagt findes en negativ korrelation mellem Gini og BNP i litteraturen -, men der findes også eksempler i vesten. Politiske tiltag, som reducerer BNP og øger Gini, kan også være politisk skabte monopoler og begrænsninger i adgangen til at vælge erhverv. I dele af verden omfordeles der fra fattig til rig ved at hæmme landbefolkningens muligheder for at søge bedre aflønning i byerne. Krav om licens for at drive bestemte erhverv kan virke på samme måde. Men også tiltag, der tilsyneladende begunstiger de fattige, kan øge uligheden, fordi noget af regningen havner hos dem, der er endnu fattigere. Effektive minimumslønninger kan øge indkomsten hos dem, der er i job, men øge fattigdommen hos dem, der dermed holdes uden for arbejdsmarkedet. Overførselssystemer, der skaber fattigdomsfælder, kan virke på samme måde.

Det bør altså ikke undre, at der ikke er nogen stærk eller entydig korrelation mellem BNP og Gini-koefficient. Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

Og derfor kan det i den grad undre, at forfatterne til IMF-papiret ikke har gjort sig større ulejlighed med at trænge ned bag Gini-målene.

IMF og ulighed (måske) III – empirisk fifleri

Af Christian Bjørnskov, den 9. marts 2014. 5 svar

Vi har de sidste dage skrevet om det nye notat fra Ostry et al. i IMF om ulighed og vækst (her og her). Som jeg skrev torsdag, er resultaterne forbløffende skrøbelige og meget specifikke til deres bestemte empiriske metode. Det er svært at tro, at det er tilfældigt at de når til de bestemte resultater uden at vide, hvor spuriøse de er. Som en ven bemærkede i går, bliver man ikke deputy director i IMF uden at være relativt kompetent.

I dag er formålet blot at illustrere problemet overfor læserne. I plottet nedenfor har jeg lagt ulighedstal og væksttal ind, der er fra samme kilder som Ostry et al. bruger. Man kan fornemme den overordnede negative korrelation – den er -0,13 – men tag et grundigt kig på hver gruppe af lande. Indenfor landegrupperne er der praktisk taget ingen sammenhæng overhovedet mellem ulighed og vækst: Det vægtede gennemsnit af intragruppe-korrelationerne er -0,002. Ser man grundigt på figuren, kan man derfor se hvordan IMF-folkene fifler for at få det til at se ud som om, der er en sammenhæng, men også hvor empirisk uærligt, notatet er. Men – som Niclas Berggren lakonisk bemærkede i går – påstanden er i medierne nu, uanset hvor absurd man kan demonstrere den er.

IMF om ulighed og vækst (måske) II – Den danske socialstatsmodel skader vækst og velstand

Af Niels Westy, den 8. marts 2014. 4 svar

Christian skrev i torsdags om et nyligt notat fra IMF, “Redistribution, Inequality and Growth“. Her redegjorde han for nogle af de betydelige metodiske problemer pågældende notat har. Men ikke nok med det, så må man i den grad undre sig over at fortalerne for høje progessive skatter og kraftig omfordeling overhovedet henviser til Notatet. For i den udstrækning at metode og konklusioner er anvendelige – og det er mere end tvivlsomt – er konklusionen reelt, at mens Jonathan D. Ostry, Andrew Berg, og Charalambos G. Tsangarides kom frem til at omfordeling almindeligvis ikke skader en økonomis vækstmuligheder, så indebærer den meget store omfordeling i lande med meget lav ulighed, som f.eks. Danmark, man fortsat omfordeling er skadelig for skabelse af fremtidig velstand.

I notatet bemærker man i konklusionen, at:

We do find some mixed evidence that very large redistributions may have direct negative effects on growth duration, such that the overall effect—including the positive effect on growth through lower inequality—may be roughly growth-neutral. But for non-extreme redistributions, there is no evidence of any adverse direct effect. The average redistribution, and the associated reduction in inequality, is thus associated with higher and more durable growth

Og hvad mener man så med “very large redistribution”?  Og hvor meget re-distribuerer de enkelte lande egentlig? (for diskussion af forfatternes metode, se bl.a. Christians indlæg og links nederst).

gini imf brutto net

Ovenstående figur er hentet fra notatet og viser lande med henholdsvis størst og mindst redistribution. Som det fremgår har man valgt kun at medtage de 20 procent mest folkerige lande. Som det indikeres er forskellen mellem Gini-koefficienten før skatter og overførselindkomster (“markeds” Gini-koefficient) og Gini efter skatter og overførselsindkomster (Gini-netto) størst i en række europæiske velfærdsstater.

Disse er ydermere karakteriseret ved at de er blandt de lande med den højeste Gini-kvocient for skat og overførsler i verden. Det er et ganske interessant resultat i og med at notatet er baseret på den præmis, at “markeds” Gini-koefficienten ikke er påvirket af eksistensen af en (stor) velfærdsstat og dens re-distribution. Det er i sig selv ganske bemærkelsesværdigt, idet man dermed antager at lande som Tyskland, Holland, Sverige og Danmark (som det fremgår af nedenstående figur hentet fra The Economist omtale af notatet i sidste uges “Free exchange” skulle være blandt verdens mest ulige lande, hvis det ikke var for den omfordeling, der finder sted via vores socialstat (her er kun medtaget “direkte” omfordeling).

a littel of the top

Det kan i parantes bemærkes, at GINI koefficienten (netto) ifølge Danmarks Statistik var 39 i 1939, altså på niveau med Venezuela i dag.

Som Christian bemærkede i sit blogindlæg har IMF notatet cirkuleret i pressen, hvor ikke mindst den mere venstreorienterede del af den, har brugt den til at fremhæve vores om-fordelende og kraftigt beskattende socialstat. Men hvis notatet skal tages på ordet, siger man groft sagt, at Danmark er et ekstremtilfælde, og at graden af omfordeling er SKADELIG for den økonomiske vækst. Således fremgår det at,

Turning to redistribution, we find (also in column 1 of Table 5) that when redistribution is
already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest. When it is below that level, however, there is no evidence that further redistribution has any effect on growth. Figure 7 shows redistribution for selected countries; further redistribution seems to start having a negative direct effect when it exceeds about 13 Gini points.

Det har dog ikke afholdt en række medier og politikere i at fremhæve notatet som et væsentligt argument for øget omfordeling og en hyldest til samfundsystemer baseret på massiv omfordeling og høje progressive skatter.

Således skriver PioPio under overskriften “Nyt internationalt studie afliver højrefløjens myter om, at omfordeling skader væksten”, at

I analysen konkluderer IMF, at lande med en stor grad af ulighed generelt oplever en lavere vækst end lande, hvor pengene er fordelt mere ligeligt.

og fortsætter med at

Det har mange af os i lang tid vidst på trods af, at markedsforblændede liberalister fra R, K, V og LA konstant har prædiket, at al økonomisk velstand og virkelyst ophører når man tager fra de rige og giver til de fattige.

Det fik bla. Mattias Tesfaie til på sin Facebook at skrive:

Flere af verdens største medier har i dag beskæftiget sig med en ny rapport fra IMF.

Rapporten dokumenterer, at et progressivt skattesystem, med forholdsvis høje skatter til de mest velstillede og omfordeling fra rig til fattig, er godt for økonomisk vækst og jobskabelse.

At IMF kommer med den slags udmeldinger, er mildest talt en nyhed. Derfor forstår jeg godt, at journalister på alverdens medier skriver om rapporten.

I Danmark har ingen medier dog beskæftiget sig med nyheden. Det synes jeg er mærkeligt. Men når journalisterne er ligeglade, må vi andre gå direkte til kilden.

Hvorefter han linker til rapporten, som han dog direkte adspurgt erkender, at han ikke har læst. Det skulle han måske have gjort.

For når man i rapportenpåpeger at lande med meget skæv indkomstfordeling er de der foretager den største omfordeling, og påpeger at fortsat omfordeling i lande med en meget lav GINI formentlig skader den økonomiske vækst, så er det altså primært vesteuropæiske og skandinaviske lande.

Ud fra et hjemmelig perspektiv er det således fristende at rent faktisk at acceptere rapportens grundlæggende metode idet selve rapportens resultater kan bruges som argument for mindre omfordeling i Danmark. Det vil jeg dog undlade med. Hertil er den anvendte metode ganske enkelt for problematisk.

For en yderligere kritik af anvendelsen af forskellen på “markeds” Gini og “netto” Gini kan jeg forøvrigt anbefale at læse Andreas Berghs “On the counterfactual problem of welfare state research: How can we measure redistribution?“.

En del af problemstillingen diskuteres også i Gosta Esping-Andersen og John Myles “The Welfare State and Redistribution“.

IMF om ulighed og vækst (måske)

Af Christian Bjørnskov, den 6. marts 2014. 8 svar

De sidste par uger har der været en del opmærksomhed omkring et nyt papir fra IMF om ulighed, omfordeling og vækst. Jonathan Ostry, Andrew Berg og Charalambos Tsangarides diskuterer, om økonomisk ulighed er godt eller skidt for økonomisk vækst, og konkluderer i både deres litteraturgennemgang og deres empiri, at det er skidt. I Sverige har socialdemokraterne allerede grebet tanken og herhjemme har det socialdemokratiske bagland i form af Peter Ahrenfeldt Schrøder fra PIO også skrevet begejstret om studiet (læs her). Men de skulle måske have ventet en smule.

Der er for det første ganske store konceptuelle problemer i papiret. Andreas Bergh giver sin uforbeholdne, kritiske mening her og fokuserer ikke mindst på, at det mål for omfordeling, som Ostry et al. bruger, er tæt på nonsens. De tager forskellen på ginikoefficienten, mål på henholdsvis markedsindkomst og nettoindkomst – dvs. indkomst før enhver skat og omfordeling, og indkomsten efter al omfordeling har fundet sted- som mål for omfordeling. Men som Andreas viste for nogle år siden i en artikel i European Sociological Review, dur det ikke. Hvis, for eksempel, omfordeling gør det uprofitabelt at tage et job, vil den skabe mere ulighed målt på markedsindkomster. At den så bagefter jævner de disponible indkomster ud, behøver ikke betyde at der ser ud som om der har været omfordeling. Måler man omfordeler mellem markedsindkomster X og disponible indkomst W og ens omfordelingspolitik påvirker begge, giver et mål X-W ikke meget mening.

Værre er det, at studiet ’lugter’ når man kender til de bagvedliggende data. Sagt på en anden måde, var min fornemmelse for de data, Ostry et al. bruger og som jeg også selv har brugt en del på det sidste, at de næppe kunne føre til den konklusion. Da jeg alligevel sad i et fly i går på vej over Atlanten, og derfor havde rigeligt tid til overs, prøvede jeg at se om jeg cirka kunne genskabe deres resultat. Bruger man de samme ulighedsdata, samme mål for omfordeling og samme metode (System GMM), kan man fint få et meget lignende resultat. Dermed er den hellige, socialdemokratiske grav dog ikke velforvaret.

Problemet viser sig at være, at Ostry et al. ikke korrigerer for region-specifikke forskelle. Gør man det, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens ulighed i disponible indkomster ikke bare bliver insignifikant, men faktisk skifte fortegn. Målet for omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt. Hele resultatet er således kørt af tidsinvariante forskelle mellem regioner – Latinamerika er således kendetegnet af stor ulighed og massive politiske fejl, der holder det økonomisk tilbage.

Ostry et al. gør et dermed stort nummer ud et spuriøst resultat. Så spørgsmålet der står tilbage, er endnu en gang hvorfor så mange er så forhippede på ’vise’ at ulighed er dårlig. Ligesom den håbløse bog af Wilkinson og Pickett for nogle år siden, griber internationale medier med kyshånd pseudo-resultater, der peger i omfordelende retning, mens de næsten aldrig hylder individuel foretagsomhed eller udvikling uden en dominerende stat. Man undres.

Public Choice Society 2014

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2014. 4 svar

I den kommende uge er det tid til den årlige konference i the Public Choice Society. Denne gang ligger konferencen i Charleston, South Carolina, og den tegner til at blive en tand større end de foregående år. Jeg ankommer onsdag og har derfor torsdag eftermiddag sammen med gode kolleger – bl.a. Niclas Berggren, Andreas Bergh, Jerg Gutmann og Hans Pitlik – før konferencen starter torsdag aften.

Som traditionen byder, er her nedenfor et lille udbud af papirer, jeg ser frem til ved konferencen. Hele programmet kan hentes her.

Witch Trials (Jacob Russ og Peter T. Leeson)

The High Cost of Low Quality Infrastructure when Natural Disasters Strike (Monica Escaleras og Charles Register)

Voting with your feet: Personal and Economic Freedom and Migration Patterns (Ryan Yonk og Nicholas J Hilton)

A Test of the Great Unraveling Hypothesis (Roger Congleton og DongWoo Yoo)

Driving Modern Sector Development – Do Exports and Institutions matter? (Rainer Grundmann og Thomas Gries)

Patience and “good” institutions: Predicting Real Interest Rates and Institutional Quality? (Atin Basuchoudhar, John David og Chap Michie)

Helt ubeskedent ser jeg naturligvis også frem til mine egne papirer. Hvis nogen skulle være interesserede, er de:

Legitimacy and the Cost of Government (Niclas Berggren, Christian Bjørnskov og David Lipka)

Political Institutions, Political Change and Growth Accelerations in the Nordic Countries, 1820-2010 (Christian Bjørnskov)

Pavens tåbeligheder

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2014. 3 svar

Det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det glimrende svenske økonomtidsskrift – er nu på gaden. I første udgave i 2014 har de to redaktører Niclas Berggren og Therese Nilsson knivene ude. I en umådeligt høflig, men umisforståelig leder hudfletter de to den nye paves økonomiske analfabetisme.

Problemet er, at paven udgav et brev i efteråret, hvor han nedgør almindelige, nationaløkonomiske ideer og påstår, at frie markeder ikke hjælper verdens fattige. Brevet lyder som om, det ellers velmenende overhoved for verdens katolikker har haft besøg af Joseph Stiglitz – og troet på ham. Eller som Berggren og Nilsson diplomatisk skriver ”finns det skäl att tvivla på at påven har rådgjort med de nationalekonomer som har studerat just hur en sådan bed utveckling kommer til stånd.”

Hele lederen er tilgængelig her; pavens brev er her. Døm selv.

 

Ugens workshop – IREF i Prag

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2014. Skriv et svar

I morgen går turen for mit vedkommende til Prag. Anledningen er en workshop arrangeret af Institute for Research in Economic and Fiscal Issues (IREF) og Prags Anglo-American University (mere information her). Workshoppen har præsentationer af fire emner:

Effective regulation of moral hazard in banking

Long-term financial health of state pension systems

Effects of training in private and public sectors

Effects of perceived government legitimacy on how government retards economic growth

Udover mit papir, der er det sidste og skrevet sammen med Niclas Berggren og David Lipka, er de andre presenters Gordon Kerr, Kevin Dowd og Fabio Mendez. Det hele tegner til at blive en fornøjelig og informativ workshop, som vores læsere naturligvis kan deltage i, hvis de er i Prag på torsdag.

Hvorfor er Corydon ikke bare en god socialdemokrat?

Af Otto Brøns-Petersen, den 21. februar 2014. 1 svar

Der er noget besynderligt i, at socialdemokrater, som påtager sig at rydde op efter de indbyggede økonomiske problemer i den socialdemokratiske velfærdsstat, bliver så upopulære blandt deres egne. Og omvendt ofte bliver populære blandt borgerlige. En svensk finansminister som Kjell Olof Feldt eller danske kolleger som Heinesen og Lykketoft er eksempler. Og senest Bjarne Corydon.

Det ligger i velfærdsstatens afkobling mellem gevinster og omkostninger, at den løbende kommer i økonomiske problemer. Ikke ulig de problemer, kædebreve ender med at få. En socialdemokratisk sindet økonom som Jørn Henrik Petersen kalder det velfærdsstatens “syndefald”; vi andre vil nok snarere kalde det grundlæggende økonomisk logik.  

Derfor er det hyppigt nødvendigt med økonomisk oprydning i en velfærdsstat. Ellers bryder modellen sammen med uoverstigelige gældsproblemer som i Grækenland.

Og derfor burde det vel ret beset være et hæderligt og endda beundringsværdigt hverv at påtage sig at rydde op – set fra et centrum-venstreperspektiv. At holde den velfærdsstat, der har det højeste skattetryk, kørende er ingen lille opgave. Men af en eller anden grund kan man ikke være en god socialdemokrat, hvis man gør det. Det er, som om den slags socialdemokrater arver synden ved blot at se “syndefaldet” i øjnene. De falder under mistanke om at være “skabsblå” – modsat de partifæller, som alene er optændt af god vilje og intet vil gøre for at forhindre velfærdsstaten i at køre i afgrunden.

Den økonomisk ansvarlige socialdemokrat er dermed en slags moderne natmand. Natmændene, der om natten tømte lokumstønderne i byerne, blev set ned på og betragtet som “urene” af samtiden, selv om de jo ydede en vigtig og nødvendig tjeneste. Og det var jo endda dem, der så ned på natmændene, som var ophav til urenheden.

På samme måde er det besynderligt, at borgerlige og liberale også har en tendens til at se de socialdemokrater, der rydder op, som “skabsblå”. Grundlæggende er det socialdemokratiske projekt, de prøver at redde. I virkeligheden begår disse borgerlige samme fejltagelse som de selvgode socialdemokrater, som foragter oprydderne. Forklaringen kan være, at nogle borgerlige er begyndt at betragte oprydning som dét borgerlige økonomiske projekt. Men det er en perspektivforsnævring, der gør dem lige så blinde som dele af rød blok for, at oprydderne kan være bedre socialdemokrater end så mange andre.