Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

EU og Danmarks skandaløse energi- og klimapolitik

Af Niels Westy, den 19. maj 2014. Skriv et svar

Jeg havde i går søndag en kronik i Berlingske Tidende (grøn vækst – en farlig cocktail), skrevet sammen med Anders Primdahl Vistisen om den sammenstilling af “grøn omstilling” og vækstfremmende tiltag, som flere partier gør sig i på tværs af de politiske fløje.

En sammenstilling som er i modstrid med sagkundskabens anbefalinger. Det er i sig selv lidt af et paradoks. Mens man i klimadebatten på den ene side ofte henviser til den videnskabelige nær-konsensus om menneskeskabte klimaforandringer, afviser man således samtidig at lytte til sagkundskaben når den påpeger at:

  1. Den første klima- og energipolitik er ikke vækstfremmende, men derimod væksthæmmende. Den skaber ikke arbejdspladser, men koster arbejdspladser.
  2. Den førte klima- og energipolitik har trods enorme omkostninger kun marginal indvirkning på den globale opvarmning.

Som vi påpeger i kronikken, er den højt besungne »grønne omstilling« ikke løsningen på hverken skabe vækst, arbejdspladser eller fremme overgangen til CO2 neutral energiproduktion.

Der er derimod grund til at mene, at EUs klimapolitik er med til at forringe velstanden både i og uden for Europa nu og her, mens man udskyder overgangen til klimavenlig energiproduktion på markedsvilkår, som også fattige lande har råd til.

Tilhængerne af grøn omstilling hævder godt nok, at det fremmer beskæftigelsen at satse på de »progressive« sektorer, som Margrete Auken ynder at kalde de dele af erhvervslivet, der beskæftiger sig med grønne teknologier. Det strider dog imod hvad en række analyser både herhjemme og i udlandet er kommet frem til. 

Således påpeger de økonomiske vismænd i deres seneste rapport, at et stop for fremtidig støtte til vedvarende energi ville have en positiv effekt på forbrug og vækst og øge beskæftigelsen svarende til 5.000 fuldtidsstillinger.

Professor Gabriel Calzada fra Kong Juan Carlos Universitetet i Spanien kom i en analyse for et par år siden frem til, at hvert nyt job i den grønne sektor i Spanien koster 500.000 euro, og medfører tabet af 2,3 jobs i den øvrige økonomi.

En analyse i Italien konkluderede, at der kunne oprettes 6,7 konventionelle arbejdspladser for omkostningen ved at oprette én grøn arbejdsplads i Italien. Endelig konkluderede man i en analyse af det velestimerede Verso Economics i 2011, at hvert nyt job inden for vedvarende energi i Skotland, skete på bekostning 3,7 jobs i den øvrige økonomi.

Og som det økonomiske råd skrev tilbage i 2012:

Det er tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.

Energiproduktionen vil fortsat være baseret på fossile brændstoffer om 25 år

EU har en målsætning om, at udledningen af CO2 i 2030 skal være reduceret med 40 procent i forhold til 1990-niveauet. Ydermere skal 27 procent af energien komme fra vedvarende energi. Det vil dog ikke gøre den store forskel i den globale energiproduktion, og dermed udledningen af CO2.

10322812_10202435277577640_7803866171413019836_n

Som det fremgår af figuren til venstre, er verden langt fra på vej mod en “grøn omstilling”. Og da den fortsatte vækst i energiproduktionen primært vil finde sted udenfor OECD, med andre ord i relativt fattige lande, er det komplet urealistisk at forestille sig at fremtidige klimaproblemer vil veje tungt i valg af energikilde.

EU står allerede i dag for blot lidt over ti procent af den samlede CO2-udledning. En andel der under alle omstændigheder vil falde markant de kommende årtier.

Ikke engang det faktum, at amerikanernes overgang fra kul til skifergas har betydet mere for at bremse det globale CO2-udslip end verdens samlede vindmøller og solcelle- anlæg, synes at påvirke europæiske politikere.

I modsætning til sol og vind, er skifergas endda en billig energikilde som har medført, at prisen på energi er halveret i USA det seneste årti, mens udviklingen er gået stik modsat i Europa. Det har medført, at hvor USA har oplevet en tilbagekomst af energitung industri, hvilket har øget beskæftigelsen med en mio. stillinger, fortsætter europæisk industri sin udflytning fra Europa. Sidstnævnte indebærer godt nok, at CO2-udslippet fra Europa falder, men har ingen betydning for det globale udslip.

Hvor absurd klima- og energipolitikken er i EU illustreres fint med forbuddet mod glødepærer. Når alle Europas gamle glødelamper på et eller andet tidspunkt er skiftet ud med sparepærer, vil CO2-besparelsen svare til én dags CO2-udslip i Kina. I Tyskland har man siden år 2000 subsidieret grøn energi med mere end 800 mia. kroner. Alene i år koster det den tyske skatteyder 150 mia. kroner.

Man har yderligere forpligtet sig til at subsidiere alene solenergi med et tilsvarende beløb de næste 20 år. Og effekten af denne massive subsidiering? Den globale opvarmning udsættes med 37 timer!

Kriseramte Spanien fører endda en endnu mere grotesk energipolitik. Således beløber subsidier til grøn energi sig til mere end 1 procent af BNP per år. Det er mere end man bruger på de videregående uddannelser! I løbet af de næste år har man forpligtet sig til at betale 1.200 mia. kroner i subsidier. Effekten er, at den globale opvarmning bremses med 62 timer!

Med andre ord har 2.000 mia. kr. til grøn omstilling og klimainitiativer købt os under en uges forsinkelse af de klimaforandringer, forskerne har estimeret sig frem til.

Som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, står Danmark bestemt ikke tilbage for vores europæiske brødrefolk, når det kommer til nyttesløse klimaudgifter.

Det økonomiske råd har i årevis kritiseret dansk energi- og klimapolitik for at være virkningsløs i forhold til den globale CO2 og håbløs ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt. Og i forhold til udviklingen i det globale CO2-udslip giver det ganske enkelt ingen mening.

Og så er der selvfølgelig den næsten ensidige satsning på vindenergi, som vi har haft i Danmark gennem 20 år. En energiform som næppe har potentiale til andet end at være en nicheproduktion, og hverken er konkurrencedygtig eller reelt anvendelig i større omfang.

Når Børsen i dag dedikeret flere sider til en historie om at PFA er ved at miste lysten til at investere i vindenergi. En energiform som har kostet danske skatteydere mia. af kroner, samt tab af vækst, velstand og arbejdspladser i andre dele af økonomien. MAn må håbe, at PFAs udmelding ikke indebærer at landets politikere vil kaste endnu flere af vores penge i dette håbløse projekt. Men man kan frygte det værste.

Som professor Peter Nedergaard skrev på sin facebook i den anledning:

Dansk havvind blev skabt i en rus af planøkonomisk hybris, hvor man regnede med at kunne forudsige energipriserne i fremtiden. Afdækningen af, hvordan man hældte milliarder af kroner ned i et sort hul ved Anholt, burde der skrives kritisk og afdækkende journalistik om. Se det er relevant journalistik, som overgår afdækningen af diverse indkøb af underbukser og sokker med flere kilometer: 

Summers om Picketty

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2014. 1 svar

En af de mest omtalte bøger i år har været den franske økonom Thomas Pikettys Capital in the Twenty-First Century. Bogen er en fransk, venstreorienteret kritik af kapitalisme – ikke af dens velstandsskabende konsekvenser, som Piketty fuldt erkender – mens dens ulighedsskabende virkninger, som han postulerer. Debatten kom også forleden aften til Danmark med en lidt forvirret diskussion i DR2s Deadline mellem Rune Lykkeberg fra Politiken og Martin Ågerup fra Cepos. Så hvad skal man mene, når nogle hylder bogen som et stort gennembrud og andre mener, at den er en fortænkt og forvirret gang vrøvl iklædt økonomisk gevandter?

Jeg er helt enig med Greg Mankiw i, at Larry Summers anmeldelse i Democracy i forårsnummeret er den bedste indtil videre af de mange (se f.eks. her, her, her og her). Summers rammer hovedet på sømmet på en række områder. Pikettys hovedpointe er opsummeret i ligningen r > g, dvs. at renten (hvilken rente er Piketty ikke rigtigt klar på) og dermed afkastet til kapital overstiger vækstraten i gennemsnitsindkomsten. Han mener derfor, at når formuerne for kapitalejerne vokser hurtigere end de almindelige indkomster, må uligheden stige. Summers er ikke enig:

But I think he misreads the literature by conflating gross and net returns to capital. It is plausible that as the capital stock grows, the increment of output produced declines slowly, but there can be no question that depreciation increases proportionally. And it is the return net of depreciation that is relevant for capital accumulation. I know of no study suggesting that measuring output in net terms, the elasticity of substitution is greater than 1, and I know of quite a few suggesting the contrary.

Et andet ømt punkt, som Summers trykker på, er Pikettys antagelse om, at afkastet til kapital er geninvesteret. Er det ikke det, vil formuerne logisk nok ikke vokse med r, men kun med r * den del af afkastet, der faktisk geninvesteres, og minus omkostningerne til vedligeholdelse af kapital (deprecieringen). Bogen giver en analyse, som man med glædesråb har modtaget på venstrefløjen – hvor ofte sker det lige at internationale topøkonomer siger noget, de kan lide? – men der er mange skjulte detaljer, der simpelthen ikke giver meget mening. Mere om den senere, når jeg har slæbt mig gennem dens 700 sider.

Tolerance i verden – nyt fra WVS

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2014. 4 svar

Forleden frigav the World Values Survey den sjette bølge af undersøgelsen, foretaget 2010-14. WVS har i årevis været en guldgrube af oplysninger i samfundsvidenskaberne, ikke mindst for den tillidsforskning, jeg selv er en del af. At en ny bølge med 50 lande frigives er derfor en stor event for nogle af os! Den er også frit tilgængelig for ikke-forskere og kunne være en glimrende kilde i undervisning på gymnasieplan, da online-systemet er ret enkelt at finde rundt i hos både WVS og den tilsvarende European Values Survey.

Et eksempel på, hvad man kan bruge databasen til, er mål for tolerance. Inspireret af bl.a. Niclas Berggren og Therese Nilssons forskning på området, har jeg taget spørgsmålene fra de  seneste WVS og EVS om, hvilke grupper man ikke har lyst til at have som naboer som udtryk for intolerance. Tager man gennemsnittet af kategorierne ‘homoseksuelle’ og ‘folk med AIDS’ får man et ganske godt mål for tolerance af folk med en særlig minoritetslivsstil.

Og her ligger overraskelserne. De fem mest tolerante lande blandt de 79 lande i de to undersøgelser er ikke overraskende Island (2,5%), Danmark (4,5%), Frankrig (4,8%), Sverige (5,3%) og Norge (5,5%). Overraskelsen ligger i, at nummer 7 er Uruguay, hvor 7,6% nævner de to kategorier. Mexico, Chile, Colombia og Trinidad ser også helt vesteuropæiske ud, når man ser på deres toleranceniveau. Gennemsnittet i hele samplet er 43,8 %, der ikke ønsker homoseksuelle som naboer – ganske tæt på det faktiske niveau i Letland og Kroatien. Bunden defineres af Armenien (84,8%) og Azerbaijan (94,4%) og Kaukasus ser generelt stærkt intolerant ud. Hvorfor nogle lande således ser mere tolerante ud end andre følger ikke altid helt simple mønstre. Derfor ser vi her på stedet frem til Berggren og Nilssons næste studier – og flere nye data fra WVS og andre.

Gary Beckers betydning

Af Otto Brøns-Petersen, den 7. maj 2014. Skriv et svar

Gary Becker døde i weekenden. Det er et tab. Nok havde han rundet de 83 år, men var stadig skarp og produktiv. Og indflydelsesrig. Få har har haft så stor betydning som han for, hvordan økonomisk forskning praktiseres i dag. Når det kom til politikforslag, kunne man derimod have ønsket sig, at endnu flere havde lyttet.

Se hans blog her. Og her er min nekrolog i dagens Børsen.

 

Gary Becker, 1930-2014

Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2014. Skriv et svar

Gary Becker, professor i nationaløkonomi og sociologi ved University of Chicago, døde forleden dag efter længere tids sygdom. Becker fortjener at blive mindet, ikke mindst for det arbejde som han modtog Nobelprisen for i økonomi i 1992. Ikke blot økonomi, men også dele af sociologi og jura havde set anderledes ud uden ham.

Beckers PhD-afhandling handlede om diskrimination og viste sig – efter nogle år – at være et stort gennembrud i forståelsen af emnet. Afhandlingen brød med ideen om, at diskrimination var gavnlig for den diskriminerende. I stedet viste Becker, at hvis man diskriminerer mod sorte i et frit arbejdsmarked, bliver ens hvide arbejdskraft dyrere. Diskrimination er med andre ord en ekstra omkostning, medmindre politiske reguleringer beskytter den diskriminerende part.

Becker var også en pioner i introduktionen af uddannelse – human kapital – i nationaløkonomi. Ideen at ikke blot fysisk realkapital, men også folks viden og evner er produktiv var et paradigmeskift, ikke mindst fordi det betød at man også kunne investere bevidst i human kapital. På samme måde var hans syn på familiens økonomi – Becker så familien som et firma og ikke en enkelt enhed – centralt i forståelsen af arbejdsvalg, børneopdragelse og hvad der nogle gange kan se ud som mærkværdige valg mellem ægtefæller.

Sidst men ikke mindst var Becker en vigtig figur i udviklingen af den del af law and economics, der analyserer kriminalitet. Præcist som ethvert andet økonomisk valg, vurderer mange kriminelle gevinsterne i forhold til den forventede straf. Ser man kriminalitet, og ikke mindst berigelsesforbrydelser, i dette lys, er spørgsmålet ikke hvorfor der er så meget, men hvorfor der ikke er mere kriminalitet i mange vestlige lande.

Becker var kendt som en krævende, men åbensindet underviser, vejleder og kollega. Han skar igennem tågerne og gik direkte til pointen i enhver diskussion. Som flere har understreget, var Beckers arbejde hverken særligt teknisk eller analytisk sofistikeret, og konklusionerne var intuitive og næsten åbenlyse – når han først havde ført én til dem. Beckers geni var ofte, at han var den første til at se vejen til det indlysende. Det er ikke altid populært, men som Steven Levitt citerer ham for at sige: ”Så længe folk bruger energi på at angribe en, ved man at man gør noget rigtigt.”

Mange andre har skrevet om Becker de sidste dage: Otto Brøns-Petersen i Børsen, Peter Boettke på Coordination Problem, Steven Levitt på Freakonomics, Peter Lewin på Organizations and Markets, James Heckman i en hyldest i 2011, Russ Roberts på Cafe Hayek, Robert Hershey i NYT, og Justin Wolfers i The Upshot. Hvis man vil læse Becker selv, er hans Nobeltale et godt sted at starte.

Gary Becker er død

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2014. Skriv et svar

Greg Mankiw meddelte i går på sin blog at Gary Becker, professor i nationaløkonomi i Chicago og modtager af Nobelprisen i 1992, er død, 83 år gammel. Becker var en af de mest indflydelsesrige økonomer i anden halvdel af det tyvende århundrede og bl.a. central for en ny forståelse af f.eks. diskrimination og kriminalitet. Vi bringer mere om Becker de næste dage, men her er en god introduktion til hans arbejde.

Peter Nedergaard om politiske fejl og mistillid

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2014. Skriv et svar

Den glimrende Peter Nedergaard, professor i statskundskab på KU, har i dag en fin kronik i Berlingske Tidende om politisk ageren og danskernes lave og dalende tillid til politikerne. Jeg er enig i stort set hele kronikken, der implicit hviler på et solidt public choice-fundament. Her er et par smagsprøver:

Jeg vil i stedet argumentere for, at problemet snarere er, at danske politikere blander sig i for mange konkrete forhold, at de til tider lider af regeringssyge, og at vejen til større tillid mellem befolkning og politikerne går gennem at blande sig betydeligt mindre samtidig med, at politikerne begynder at agere mere overordnet og principielt.

Det andet grundlæggende problem, som opstår, når politikerne ikke bindes til masten med principper, er, at politikerne i så fald får et incitament til at tænke kortsigtet. Al politik bliver i så fald lagt til rette med henblik på at vinde næste valg og det lange samfundssigt tabes af syne. Netop dette forhold er et af demokratiets latente sygdomme.

Hele kronikken kan læses her. Anbefalet!

Allevegne stiger Gini – bare ikke i verden

Af Otto Brøns-Petersen, den 1. maj 2014. 15 svar

Siger det ikke sig selv, at stiger uligheden i næsten alle lande, så stiger den globale ulighed også? Det gør det måske, men benytter man sig af et mål som Gini-koefficienten, så behøver det ikke være tilfældet. Og ikke alene behøver det ikke være tilfældet. Det er ikke tilfældet.

Igennem en periode er Gini-koefficienten steget i Danmark og i mange andre lande i verden. Set under ét er uligheden i verdens lande steget siden midtfirserne. Men den samlede globale ulighed er i værste fald stagnerende. Ifølge Pinkovskiy og Sala-i-Martin, som står for det nok mest omfattende forsøg på at integrere tilgængelige kilder, er uligheden støt faldende (se figuren). Verdens borgere taget under ét og uden hensyn til, hvor de bor, får mere ens indkomster. Inden for hvert land stiger de høje indkomster hurtigere end de lavere. Men globalt vokser gennemsnitsindkomsterne hurtigst i de fattigste lande.

Dette fald i indkomstuligheden er drevet af økonomisk vækst. Ikke mindst væksten i Asien. Og måske mere afgørende: Den absolutte fattigdom falder dramatisk. Fra 1970 til 2006 er det antal, som lever for under én 1987-dollar om dagen (FNs mål for absolut fattigdom), faldet fra næsten én milliard mennesker til under 400 mio. (beregner Pinkovskiy og Sala-i-Martin), selvom verdens befolkning samtidig er vokset med næsten 3 mia. mennesker. Andelen af verdens befolkning, som lever i fattigdom, er faldet fra 26,8 pct. til 5,4 pct. Billedet er robust over for at udvide fattigdomsdefinitionen med indkomster over én 1987-dollar om dagen.

global fattigdom

Det er intet mindre end en fantastisk udvikling. Men det er også et billede, der har det med at drukne i det unuancerede fokus på nationale Gini-mål. Man kan så spørge sig hvorfor. Er folk flest virkelig mere optaget af, at hvor meget naboen tjener i forhold til dem selv? Altså hvordan de relative indkomster ser ud? Mit gæt er, at mange forveksler ulighed med fattigdom og har svært ved at se, at uligheden i et land sagtens kan stige, selv om uligheden og fattigdommen falder globalt. Det kan skyldes, at mange har svært ved at slippe forestillingen om velstanden som en given kage, der kan fordeles. Og at hvis nogen bliver rige, må det derfor være på andres bekostning.  Også selv om det forholder sig omvendt. Det er vækst og ikke fordelingspolitik, som er i gang med at udrydde fattigdommen.

 

Hvor velstående var Danmark? Anderledes evidens

Af Christian Bjørnskov, den 28. april 2014. 5 svar

Vi skrev for godt et års siden om, hvor rigt Danmark var i forhold til resten af Vesten i 1930erne. Et af de spørgsmål, jeg er blevet stillet siden da – og siden samme basale historie var i Børsen og blev præsenteret ved Cepos jubilæum i marts – er om de historiske BNP-tal nu er så præcise som man kunne håbe. Svaret er naturligvis nej, men en række andre indikationer peger tydeligt i samme retning. Sammenligningerne kan alle findes i de statistiske årbøger fra 1930erne, i kapitlet om internationale sammenligninger. Man kunne overveje, om det ikke var en øvelse man kunne give gymnasieelever, hvis man diskuterer levestandarder med dem.

Tallene afslører først og fremmest, at danskerne talte meget med hinanden – informationsinfrastrukturen var veludviklet. Gennemsnittet af 18 vesteuropæiske lande var i 1932 40 telefonsamtaler per 1000 mennesker, mens danskerne toppede listen med 154. Måler man i stedet brevpost og telefontrafik sammen, lå Danmark stadig i top (233 breve og samtaler per 1000), fulgt af Schweiz (225), Sverige (220), Belgien (198) og Storbritannien (168). Ser man senere i 1930erne er der kommet tal fra New Zealand, som viser sig at være endnu mere snakkesalige end danskerne, som fem år senere har 190 opkald per 1000 mod vores 181 i 1937.

Den fysiske infrastruktur var også i top. Danmark havde 1,5 kilometer jernbane per 1000 indbyggere, mens gennemsnittet var 1,0. Kun Sverige (2,7) og Finland (1,6) havde målt på denne måde et tættere jernbanenet. Målt i tæthed per kvadratkilometer var Danmarks jernbanenet (120) kun overgået af Schweiz (130) og Tysklands (124). Ligeledes var der 32 biler og mindre lastbiler per 1000 indbyggere i Danmark (23 personbiler), mens gennemsnittet over 24 lande var 12,5 (og 9 personbiler per 1000). Kun Storbritannien (37 og 28,5) og Frankrig (44 og 33) havde flere biler på vejene end Danmark. Per 1939-bogen er lufttrafik kommet med, og danskerne er dem der flyver mest i Europa (5,7 rejser per 1000 danskere).

Som Don Boudreaux har gjort på Cafe Hayek med amerikanske dagligvarer fra 1950erne, er her således et par demonstrationer af værdien af at se på andre mål end BNP for at få det fulde velstandsbillede af en periode. Danmark var allerede i 1930erne – før velfærdsstaten – et af verdens mest velstående lande. Spørgsmålet er, om vi har ’fulgt nok’ med resten eller om vi er blevet indhentet for meget af andre lande.

Gemte Detaljer II – Hvem husker den globale finanskrise i 1857?

Af Niels Westy, den 20. april 2014. 1 svar

Det andet indlæg i vores mini serie, “Gemte detaljer”, burde måske i virkeligheden hedde “glemte detaljer”.

Dette indlæg trækker kraftigt på sidste uges “The Economist”, hvor man havde “finansielle kriser” som tema. Overskriften kunne også have været at der er “intet nyt under solen”. Vi har både oplevet globale finansielle kriser før, og oplevet hvorledes markedet ofte har fået skylden. Det gælder ikke mindst den seneste finansielle krise, hvor et bredt udsnit af de politiske aktører, herhjemme bl.a. Per Stig Møller fra det konservative folkeparti, benyttede lejligheden til at angribe det frie marked.

Problemet er naturligvis bare, at den finansielle sektor langt fra kan karakteriseres som at fungere på almindelige markedsvilkår. Det er en historie der går langt tilbage og der er god grund til at mene, at ligesom tidligere tiders kriser i vid udstrækning har været resultatet af tiltag, hvis formål var at undgå nye kriser, er sandsynligheden stor for, at man i disse år lægger grunden til kommende finansielle kriser.

Derfor er her en lille gennemgang af et par af de mange historiske kriser man har oplevet. Ja, man kan vel egentlig godt tale om at vi “stavrer fra krise til krise”. Det interessante er så, at set over tid oplever vi fortsat stigende levestandard – ikke lige den udvikling Karl Marx forudså 🙂

hammiltons bailoutAllerede i 1792, blev USA kastet ud i sin første finansielle krise i kølvandet på, at finansminister Alexander Hamilton ønskede at skabe et effektivt marked for statsobligationer og oprettede USA’s første nationalbank efter engelsk og hollandsk forbilede. USA havde på daværende tidspunkt kun få banker og forsikringsselskaber. Det endte i en boble, en skandale (datidens fæle fyr hed William Duer) og en bail-out (se figur).

Banken blev solgt i 1795 og i 1811 udløb dens koncession.

Den første latinamerikanske gældskrise i 1825 

Som ung polit-studerende i 1980erne beskæftigede vi os naturligvis med Latinamerikas gældskrise. Allerede dengang slog det mig i hvilken grad undervisningen undlod at tage stilling til det vel ikke helt ligegyldige spørgsmål, hvorfor i alverden man var parat til at låne massivt ud til lande, der var kendt for at misligeholde deres gældsaftaler? Når jeg spurgte til det, gik det hurtigt op for mig, at det netop ikke var almindeligt kendt. Det har ellers været et særtræk for en række latinamerikanske lande siden deres uafhængighed fra Spanien.

Monroe doktrinen fra 1823, som siger, at Nord- og Sydamerika skal være fri for ydre (Europæisk) indblanding, var bl.a. foranlediget af europæiske långivere, der søgte kompensation for forfalden gæld i Sydamerika.

Det gik galt fra starten og af flere grunde. Køb af statsobligationer fra Latinamerika var populært fra det øjeblik de enkelte lande løsrev sig fra Spanien, ikke mindst blandt velstående englændere i takt med at renten på engelske statsparirer faldt. Renten faldt således fra 5 procent lige efter Napoleonskrigene til 3,3 provent i 1824. I forhold til en inflation på 1 procent mellem 1820 og 1825, efterlod det en meget beskeden omend sikker realforrentning.

Det nye obligationsmarked udviklede sig meget hurtigt. Fra at der i 1820 blev udbudt én udenlandsk statsobligation på markedet i London, som overtog Amsterdams rolle som det vigtigste finansielle centrum, blev der i 1826 handlet 23 udenlandske papirer. De gav generelt et højere afkast, og bl.a. gæld udstedt af Rusland, Preussen og Danmark var populært.

Det var investeringer i Latinamerika også i den grad. De tidligere kolonier Colombia, Chile, Peru, Mexico og Guatemala solgte med stor succes solgt obligationer. og så var der “Poyais”, som efter sigende skulle være beliggende i Mellemamerika. Desværre viste det sig for investorerne, at Poyais slet ikke eksisterede. Skandalen omkring Poyais illustrerer, hvor ringe information investorerne agerede på.

I det hele taget var udviklingen i markedet for latinamerikanske statsobligationer en opvisning i besynderlige antagelser. F. eks. troede mange investorer, at man fra engelsk side ville støtte de nye lande finansielt på grund af rivaliseringen mellem Spanien og Storbritannien. Den deraf manglende erkendelse af den virkelige risiko ved de udstedte obligationer ramte mange hårdt. Samtidig blev det populært at investere i engelske mineselskaber med interesser i Latinamerika, og en veritabel aktieboble blev opbygget på baggrund af helt urealistiske forventninger.

Fra 1823 kollapsede først obligationsmarkedet og ved udgangen af 1825 var kursen på f.eks. Peruvianske obligationer faldet til 40 procent af deres pålydende værdi. Kombinationen af sammenbruddet i obligationsmarkedet for Latinamerikanske statspapirer og mineselskabernes manglende indtjening ramte bankerne hårdt.  Det blev fulgt op af stormløb mod bankerne af folk der ville hæve deres kontanter i december 1825, hvorefter Bank of England så sig nødsaget til at yde midler til både långivere og virksomheder. På trods af denne bail-out, måtte 10 procent af alle banker i England og Wales lukke i løbet af 1826.

Den første globale finanskrise 1857

I 1857 var det så tid til verdens første globale finanskrise, som blev beskrevet som en “en krise mere alvorlig og mere omfattende end nogen, der var gået forud for denne” af The Economist samme år.

Udgangspunktet var, at USA kørte med store betalingsbalanceunderskud overfor Storbritannien, som blev finansieret af et stadigt engelsk opkøb af amerikanske aktiver. Ikke mindst var jernbaneselskaber en populær investering. Værdiansættelsen var høj og baseret på (overdrevne) forventninger til deres fremtidige indtægter, ligesom spekulation i hvor jernbanerne ville blive anlagt medførte hastigt stigende jordpriser i USA. Samtidig spillede finansiel innovation en ikke ubetydelig rolle. 

As Britain’s aggressive joint-stock banks gobbled up rivals, deposits grew by almost 400% between 1847 and 1857. And a new type of lender—the discount house—was mushrooming in London. These outfits started out as middlemen, matching investors with firms that needed cash. But as finance flowered the discount houses morphed, taking in investors’ cash with the promise that it could be withdrawn at will, and hunting for firms to lend to. In short, they were banks in all but name.

Competition was fierce. Because joint-stock banks paid depositors the Bank of England’s rate less one percentage point, any discount house paying less than this would fail to attract funds. But because the central bank was also an active lender, discounting the best bills, its rate put a cap on what the discount houses could charge borrowers. With just one percentage point to play with, the discount houses had to be lean. Since cash paid zero interest, they cut their reserves close to zero, relying on the fact that they could always borrow from the Bank of England if they faced large depositor withdrawals. Perennially facing the squeeze, London’s new financiers trimmed away their capital buffers.

Det hele endte med at markedet faldt sammen. Det startede i USA og spredte sig derefter via England til bl.a. Paris, København og Wien. Dennistoun, Cross og Co, en amerikansk bank, der havde filialer i Liverpool, Glasgow, New York og New Orleans, kollapsede den 7. november og rev Western Bank of Scotland, er havde 98 filialer med. Det gjorde den britiske krise systemisk.

Krisen spredte sig herefter til bl.a. Paris, Wien og København. Den resulterede dog i en meget vigtig erkendelse, som desværre senere delvist synes glemt igen og er blevet en af de gemte og glemte detaljer: Et finansielt sikkerhedsnet kan skabe overdreven risikotagning. Risikabel långivning, få likvide aktiver og en meget lille kapitalbuffer, der kan ses som konsekvensen af Bank of Englands udlånspolitik, indebar at man forventede at kunne skaffe offentlige midler i en krisesituation. Den erkendelse medførte, at Banken ændrede sin politik i 1858, hvorefter “Discount Houses” var nødt til at være selvforsikrede og øge deres likvide beholdning i stedet for at satse på centralbanken.

Det var absolut ikke populært i samtiden, at Bank of England skruede ned for tilskudene og den blev anset for at være “besat” af den måde discount husene opererede. Mange tvivlede også på hvorvidt man ville fastholde den ny hårde linje. De tog fejl. I 1866 kom Overend & Gurney i vanskeligheder, men Bank of England nægtede at træde til. At Storbritannien derefter ikke oplevede finansielle kriser gennem et halvt århundrede er derfor blevet tolket som at Bank of Englands hårde linje mindskede moral hazard problemerne.

Og hvad kan vi så lære af det?

Det er bemærkelsesværdigt, at trods tilbagevende finansielle kriser gennem flere hundrede år, fortsætter vi med at blive overrasket. Det virker næsten, som om vi ikke vil lære af historien. Det er ikke fordi der ikke er skrevet om finansielle kriser gennem tiden. Hvis man er interesseret i at læse mere, er det bare at klikke her. Der er vist litteratur nok til en rum tids læsning.

Vi så således, hvordan USA allerede få år efter uafhængigheden, lavede sin første bail-out. Og det er sket igen og igen siden. Enhver krise har også sine skurke fra et private erhvervsliv og finanssektoren. Og hver krise har indebåret reguleringstiltag som skulle forhindre kommende kriser. Spørgsmålet er nok snarere om de ikke fremmer dem. Om krisen i 1929 og frem skriver The Economist i sit tema nummer:

But as the 1920s wore on the young Federal Reserve faced a conundrum: share prices and prices in the shops started to move in opposite directions. Markets were booming, with the shares of firms exploiting new technologies—radios, aluminium and aeroplanes—particularly popular. But few of these new outfits had any record of dividend payments, and investors piled into their shares in the hope that they would continue to increase in value. At the same time established businesses were looking weaker as consumer prices fell. For a time the puzzle—whether to raise rates to slow markets, or cut them to help the economy—paralysed the Fed. In the end the market-watchers won and the central bank raised rates in 1928.

It was a catastrophic error. The increase, from 3.5% to 5%, was too small to blunt the market rally: share prices soared until September 1929, with the Dow Jones index hitting a high of 381. But it hurt America’s flagging industries. By late summer industrial production was falling at an annualised rate of 45%. Adding to the domestic woes came bad news from abroad. In September the London Stock Exchange crashed when Clarence Hatry, a fraudulent financier, was arrested. A sell-off was coming. It was huge: over just two days, October 28th and 29th, the Dow lost close to 25%. By November 13th it was at 198, down 45% in two months.

Worse was to come. Bank failures came in waves. The first, in 1930, began with bank runs in agricultural states such as Arkansas, Illinois and Missouri. A total of 1,350 banks failed that year. Then a second wave hit Chicago, Cleveland and Philadelphia in April 1931. External pressure worsened the domestic worries. As Britain dumped the Gold Standard its exchange rate dropped, putting pressure on American exporters. There were banking panics in Austria and Germany. As public confidence evaporated, Americans again began to hoard currency. A bond-buying campaign by the Federal Reserve brought only temporary respite, because the surviving banks were in such bad shape.

This became clear in February 1933. A final panic, this time national, began to force more emergency bank holidays, with lenders in Nevada, Iowa, Louisiana and Michigan the first to shut their doors. The inland banks called in inter-bank deposits placed with New York lenders, stripping them of $760m in February 1933 alone. Naturally the city bankers turned to their new backstop, the Federal Reserve. But the unthinkable happened. On March 4th the central bank did exactly what it had been set up to prevent. It refused to lend and shut its doors. In its mission to act as a source of funds in all emergencies, the Federal Reserve had failed. A week-long bank holiday was called across the nation.

It was the blackest week in the darkest period of American finance. Regulators examined banks’ books, and more than 2,000 banks that closed that week never opened again. After this low, things started to improve. Nearly 11,000 banks had failed between 1929 and 1933, and the money supply dropped by over 30%. Unemployment, just 3.2% on the eve of the crisis, rose to more than 25%; it would not return to its previous lows until the early 1940s. It took more than 25 years for the Dow to reclaim its peak in 1929.

Selv om der er ligheder, er der naturligvis også store forskelle fra krisen i 1929 og frem og så krisen fra 07 og frem. Lighederne er dog meget synlige, ikke mindst at begge startede med en periode med meget lave renter, som afløstes af for hurtigt stigende renter. I begge tilfælde forsøgte man at forhindre fremtidige kriser ved regulering. Men måske var det på tide at man prøvede noget andet, som f.eks. et finansmarked der fungerede på almindelige markedsvilkår?

Kapitalisme uden konkurs svarer jo lidt til kristendom uden synd.

 

Gemte detaljer: Produktionsfunktioner.

Af Christian Bjørnskov, den 15. april 2014. 1 svar

I større rapporter og udredelser ligger der ofte en række detaljer og valg om, hvilke antagelser man gør sig, som er alt andet end trivielle. Disse ’gemte’ detaljer skriver lidt om i de kommende uger, da vi anser det for en af vores (selvvalgte og rent private) opgaver at bidrage til læsernes informationsniveau og informerede skepsis. Den første er måske en af de mere tekniske: Det er valget af produktionsfunktion i modeller, der bruges til langsigtede fremskrivninger.

Produktionsfunktionen er teknisk den måde, man regner hvad en given ændring i faktorer, der bruges til produktion – arbejdskraft, fysisk realkapital (maskiner, fabrikker osv.), energi, jord osv. – gør ved det samlede output og derfor den samlede indkomst og objektive levestandard. Der er masser af forskellige muligheder, men et af de vigtigste valg består i, hvilken grad af substitutabilitet mellem faktorer, man vælger at antage. Med andre ord, hvis f.eks. kapital bliver dyrere, i hvor høj grad kan virksomheder da i det lange løb bruge mindre kapital og mere af noget andet (f.eks. arbejdskraft) til at producere samme output?

Et praktisk og i sidste ende også politisk problem ligger i, at en række modeller bygger på det populære modelframework, der kaldes GTAP – Global Trade Analysis Project. GTAP-modellen benytter sig nemlig af Leontief-funktionen, sammen med flere andre antagelser, som kan give udmærket mening på kort til mellemlangt sigt, men ikke megen mening på langt sigt eller i vækstperspektiver.

Leontief-funktionen hedder teknisk Y = min{aL, bK}, i den simpleste version med arbejdskraft L og kapital K. Hvis et land således oplever Harrod-neutral teknologisk udvikling – udvikling, der gør arbejdskraften mere produktiv (dvs. en forøgelse af ’a’ i ligningen ovenfor) – vil output ikke vokse medmindre kapitalapparatet også gør. Grunden er, at der ingen substitutabilitet er mellem faktorer, der bruges i produktionen. Er energi således en produktionsfaktor, kan man ikke have nogen form for udvikling uden en forøgelse af energiforbruget.

Bruger man derfor et framework der benytter sig af Leontief-funktionen til at fremskrive langsigtet vækst, vil alt der giver vækst på langt sigt således ikke blot være antaget udenfor modellen – den kan ikke selv give vækst – men enhver ændring mellem kompositionen af produktionsfaktorer, der anvendes, må også antages, da modellen ikke kan ændre en økonomis strukturer – hvor meget arbejdskraft der anvendes per kapitalenhed, hvor meget energi der kræves per output osv.

En af de modeller, der oftest kritiseres i den danske debat – og som oftest af folk fra enten Aalborg eller Roskilde – er ministeriernes DREAM-model. DREAM bygger naturligvis på en række antagelser, men en af dem er ikke Leontief. I stedet har virksomhederne alle en CES produktionsfunktion (dvs. en Constant Elasticity of Substitution) hvor man faktisk kan vælge optimalt at bruge mere af én og mindre af en anden faktor. DREAM opererer også eksplicit med Harrod-neutral vækst, som når den ankommer derfor indebærer at virksomhederne på langt sigt justerer deres valg af faktorbrug.

Skulle energi for eksempel stige i pris, vil virksomheder i DREAM forsøge at substituere væk og således vælge at bruge mindre energi. Enhver model, der bygger på Leontief vil derimod bare bibeholde uændrede produktionsmønstre og give et langt mindre respons på, for eksempel, stigende energipriser. Hvis man i modelapparatet skal få virksomheder til at ændre adfærd, må man derfor antage det eller også lave antagelser om noget andet et andet sted i modellen.

Skal man som informeret læser således bedømme hvor rimelige, langsigtede økonomiske fremskrivninger er, om de kommer fra finansministeriet, vismændene, IMF, IPCC eller EU-kommissionen, må man først grave ned i detaljen. Valget af produktionsfunktion i modellen fortæller en ganske meget om, hvad der kommer til at ske og hvad embedsmænd og politikere herefter påstår.

EPCS 2014 – en update

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2014. Skriv et svar

Sidste uge afholdtes den årlige europæiske public choice konference på Robinson College, Cambridge University. Konferencen, der var aldeles fremragende arrangeret af Toke Aidt, bød som sædvanlig på en række spændende, nye forskningspræsentationer. Som altid var stemningen også god – der er få miljøer i nationaløkonomi, hvor folk er så rare og hjælpsomme samtidig med at de er offentligt, men konstruktivt kritiske.

Men et særligt forhold har også karakteriseret EPCS de sidste år. Mens der generelt ikke er mange kvinder i nationaløkonomi, bød EPCS også i år på en række glimrende præsentationer af yngre, kvindelige forskere. Her er tre eksempler:

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warszawa) præsenterede en opdatering af et tidligere studie af forfatningsændringer i Central- og Østeuropa. Katarzyna konstaterer, at flere forfatningsforhold har været vigtige for landenes vækst siden transitionen. Hun peger dog også på, at de vigtige forhold alle er de facto ændringer, mens de rene de jure forskelle på forfatningerne ser ud til at være uden egentlige konsekvenser.

Anna Minasyan (Heidelberg) præsenterede fælles arbejde med Axel Dreher (Heidelberg) og Peter Nunnenkamp (Kiel). Annas tese er, at ulandsbistand muligvis virker anderledes når donor og modtager er ideologisk mere ens og dermed mere enige om mål og midler. Hun understregede, at papiret stadig var midlertidigt, men resultaterne pegede på, at ulandsbistand er decideret skadeligt for langsigtet udvikling, når den gives mellem to parter med meget forskellige politiske synspunkter.

Bethany Kirkpatrick (Science Po, Paris) præsenterede arbejde om forholdet mellem vækst, ulighed og miljøbelastning lavet sammen med Michael Dorsch (Budapest). De estimerer ’environmental Kuznets Curves’ med særligt fokus på en samvirkning af ulighed og vækst og viser, at en koncentration af rigdommen forlænger perioden hvor økonomisk udvikling fører til miljøproblemer, før kurven vender og giver forbedringer.

Udover eksemplerne var der også gode papirer af bl.a. den tidligere Wicksell-prisvinder Monika Köppl-Turyna (Lissabon), Shu Yu (Groningen og snart Rochester), Emma Galli (Rom, Sapienza), Silvia Marchesi (Milano Bicocca) og Vera Eichenauer (Heidelberg).

Kommentar på Kristian Weises indlæg i Berlingske

Af Christian Bjørnskov, den 3. april 2014. Skriv et svar

Ceveas direktør bragte forleden en kommentar i Berlingske i forbindelse med min klumme i Børsen og vores serie om det nye IMF-studie af ulighed og vækst. Da Berlingske åbenbart ikke har tænkt sig at bringe mit svar, bringer vi det i det følgende:

Kristian Weise, direktør for den venstreorienterede tænketank Cevea, angriber 21/3 Mads Lundby Hansen og mig her i avisen. Baggrunden er vores skepsis overfor et notat fra IMF, der påstår at økonomisk ulighed skader langsigtet udvikling. Påstanden er naturligvis ideologisk central for Cevea, men det påfaldende i Weises kritik er, at hans kritik udelukkende består af postulater og mudderkastning. Weise har øjensynligt ingen faglige argumenter for angrebet, men hævder blot at ”tyv tror hver mand stjæler”.

Min baggrund for at kritisere IMF-analysen er derimod, at man må afkræve enhver forsker en faglig integritet. Det er denne integritet, som IMF-forskerne mangler, idet de vælger at overse et metodisk problem, der har været kendt i ulighedsforskningen siden 1998, og bruger et omfordelingsmål, som man ved giver ganske lidt mening. Uden disse empiriske julelege kan de, som jeg forleden pointerede i Børsen og på punditokraterne.dk, ikke nå deres foretrukne konklusioner. Ingen forsker, for hvem faglig stolthed og integritet betyder mere end ideologisk krigsførelse ville vælge at tage disse metodiske valg.

Det er således ligegyldigt, at Weise namedropper højprofilerede kommentatorer i sit indlæg eller henviser til politiske chefer for internationale organisationer, når det videnskabelige grundlag for påstandene er så kritisabelt. På samme måde er det sært, at Weise krediterer Eurostat for, at 13 lande nu er mere lige end Danmark, når man i forskningsmiljøet ved, at Eurostats tal er fejlbehæftede. De bruges da heller ikke af IMF.

Problemet for IMF – og måske i særlig grad for Cevea – er at de to organisationer synes at være ved at afkoble sig fra det videnskabelige miljø. IMF har fremragende forskere ansat, men de senere år er man af uransagelige grunde vendt tilbage til policy-forslag og påstande, som man selv tidligere har været med til at afvise på fagligt grundlag.

Den seriøse forskning har de sidste ti år peget på, at ulighed i det store og hele er ligegyldigt for langsigtet udvikling, medmindre den er udtryk for rendyrket kleptokrati. Som min egen og andres forskning peger på, er det vigtigere om og hvordan man politisk reagerer på ulighedsdiskussionen. Men den diskussion tager Weise og Cevea ikke. For dem bliver det ved ideologien.

Dagens ord: Bulverisme

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2014. Skriv et svar

Dagens ord er tyvstjålet fra Gregory Mankiw, som har det fra C.S. Lewis. Jeg tvivler på, at vi har læsere, der ikke har eksempler på bulverisme. Det er også det, Kristian Weise bedrev forleden, som Niels Westy beskriver nedenfor. Lewis definerer bulverisme således:

In other words, you must show that a man is wrong before you start explaining why he is wrong. [… Bulverism] is to assume without discussion that he is wrong and then distract his attention from this (the only real issue) by busily explaining how he became to be so silly.

Hvad Cevea mangler i troværdighed, kompenseres der for i grovheder

Af Niels Westy, den 1. april 2014. 37 svar

Cevea blev som bekendt oprettet som en reaktion på etableringen af Cepos for 10 år siden. Om sig selv skriver man, at “Cevea er en uafhængig centrum-venstre tænketank”.

At også venstrefløjen etablerede en uafhængig tænketank var bestemt positivt. Desværre er man vist hverken en tænketank eller uafhængig.

I stedet lever man op til alle fordomme om manglende hæderlighed og respekt over for helt grundlæggende videnskabelige sammenhænge og metoder, og kompenserer så rigeligt for den manglende seriøsitet ved at holde et meget lavt debatniveau.

Efter den seneste omgang fra den såkaldte tænketanks direktør, Kristian Wiese, må Cevea’s troværdighed således anses for at være lig nul.

Under overskriften  “Højrefløjen bagatelliserer stigende ulighed” forsøger Kristian Weise at imødegå den kritik, som Lundby og Bjørnskov har rejst af et notat fra IMF om sammenhængen mellem vækst og ulighed. Notatet kan man læse her, og kritikken af den anvendte metode fra Christian Bjørnskov kan man læse bl.a. her og her, suppleret af Otto Brøns-Petersen yderligere kritik her.

I stedet for at forholde sig til substansen i den fremførte kritik, nemlig at notatet nærmer sig videnskabeligt fifleri, og den anvendte metode er uanvendelig, bruger Kristian Weise sin artikel på at begå karaktermord på Mads Lundby og Christian Bjørnskov.

Under overskriften “Tyv tror hver mand stjæler” skriver han herefter:

Mads Lundby Hansen fra tænketanken Cepos skriver eksempelvis i Berlingske den 18. marts, at ”IMF snubler i ulighedsdebatten”, og at undersøgelsen ikke kan bruges til at konkludere, at ”stigende ulighed kan skade den danske vækst”. Mads Lundby Hansen betvivler ganske enkelt IMF’s videnskabelige og metodiske integritet.

Han lægger sig således i forlængelse af Cepos-medstifteren Christian Bjørnskov, som i Børsen beskrev IMF’s rapport som ”ideologisk sjusk”. Bjørnskov påstår, at IMF’s rapport ikke beviser andet end økonomers evne til at krydre tallene, så resultatet er mest appetitligt.

Mads Lundby Hansen og Christian Bjørnskovs kritik af Den internationale Valutafond giver en lyst til at spørge, om tyv stadig tror, at hver mand stjæler? Begge to har et idelogisk præget syn på samfundsforhold og økonomi og tillægger derfor også andre aktører det.

Det er en ganske opsigtsvækkende og umanerlig grov anklage. Den logiske konklusion er jo at Weise og Cevea mener, at både Lundby og Bjørnskov bedriver fusk. For Bjørnskovs vedkommende er det lig med at Weise anklager en dansk professor for videnskabelig uhæderlighed.

Men uhæderligheden er helt på Weise’s side, som når han forsøger at bruge OECD’s “Society at a Glance” og udtalelser fra IMF’s chef, den tidligere konservative finansminister i Frankrig, Christine Lagarde, til at bakke op om notatet. Ligeledes er det ganske enkelt for groft, og nærmest tragikomisk, når en faglig kritik af metode fra Bjørnskovs side tages til indtægt for at være udtryk for at være “dogmatisk”.

Kristian Weise forholder sig på intet tidspunkt til substansen i den kritik af FN notatet, som Lundby og Bjørnskov (og mange andre) har fremført. Om det skyldes, at han er ligeglad eller bare ikke evner at sætte sig ind i den anvendte metode eller kritikken af denne, skal jeg ikke udtale mig om.

Jeg kan blot konstatere, at Cevea’s direktør i sin argumentation minder mere om en politiker end en direktør for en tænketank. Og her lever han så fuldt og helt op til mine fordomme om venstrefløjens forhold til videnskabelighed og fakta, desværre.

EPCS 2014

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2014. Skriv et svar

Så er tiden kommet til den konference, jeg ser mest frem til hvert år: De årlige møder i the European Public Choice Society. I år foregår konferencen i Cambridge med den glimrende Toke Aidt som hovedarrangør. Som traditionen byder, er her en lynintroduktion til præsentationer, jeg ser særligt frem til. Jeg ser ikke mindst frem til min kollega Martin Paldams plenary torsdag aften om ”The Political Economy of Economic Research” hvor Martin vender vores egen teoretiske lup mod os selv. De andre plenaries gives af Paul Collier (Oxford) og James Robinson (Harvard). Udover det er programmet spækket med spændende, nye papirer – det hele kan ses her. Nedenfor er blot et lille udpluk af de mere interessante præsentationer fra torsdag til søndag.

Katharina Michaelowa (Zürich): ”Bureaucratic Influence when Secretariats Grow: The Example of the UNFCCC” Katja undersøger hvad der sker med embedsværket og særinteressers indflydelse når internationale organisationers sekretariat får flere midler.

Pierre-Guillaume Méon (ULB, Bruxelles): ”A Time to Throw Stones, a Time to Reap: How Long Does it Take for Democratic Reforms to Improve Institutional Outcomes?” Min gode ven Guillaume stiller spørgsmålet, hvor lang tid der går mellem en potentielt ufredelig demokratisering og til man kan se forbedringer i embedsværk og retsvæsen.

Athanassios Pitsoulis   (Hildesheim): ”The Hard Shadow of the Greek Economy: New Estimates of the Size of the Underground Economy and Its Fiscal Impact” Athanassios vurderer i papiret, at omfanget af den græske undergrundsøkonomi sandsynligvis har været undervurderet, og dermed har bidraget langt mere til det græske kollaps end man tror.

Henrik Jordahl (IFN, Stockholm): ”Management Practices in Elderly Care Homes” Henrik er tilbage efter barsel med et papir om hvorvidt privat ældrepleje ledes anderledes og mere effektivt end offentlig pleje. Svaret synes at være et ja.

Omiros Kouvavas (Warwick): ”Political Budget Cycles Revisited. The Case of Social Capital” Kouvavas præsenterer et papir hvor argumentet er, at politiske budgetcykler – at regeringer bruger penge i forsøg på at få økonomien til at se bedre ud op til valg – primært er et fænomen i lavtillidslande. Jeg har aldrig set argumentet før og ser frem til hvor robust den unge græker har set på det.

Andreas Fuchs (Heidelberg): ”Is There a Home Bias in Sovereign Ratings?” Andreas, en af de mest spændende unge økonomer i Tyskland, ser på om credit rating agencies er tilbøjelige til at vurdere deres eget land for positivt. Svaret er ja.

Mankiw og det hippokratiske princip

Af Christian Bjørnskov, den 26. marts 2014. 1 svar

Greg Mankiw, professor på Harvard og tidligere rådgiver for den amerikanske præsident, har sin egen fremragende blog, og skriver også i New York Times fra tid til anden. Hans seneste NYT klumme er absolut værd at læse i al sin visdom. Mankiw er nemlig noget så relativt sjældent som en ydmyg topforsker, der hylder det hippokratiske princip – at man først som sidst skal søge ikke at gøre skade. Hans pointe er, at når nationaløkonomer engagerer sig i den offentlige debat, gør de det nødvendigvis som en blanding af økonom og filosof. Med vores stadig begrænsede viden om det ekstremt komplekse menneskelige samfund, er Mankiws pointe, at økonomer i en vis forstand står i samme situation om læger for 200 år siden. Med den ydmyghed er der ikke tid til storslåede politiske eksperimenter. Her er et enkelt pluk fra en stærkt læseværdig klumme:

Perhaps the biggest problem with maximizing a social welfare function like utility is practical: We economists often have only a basic understanding of how most policies work. The economy is complex, and economic science is still a primitive body of knowledge. Because unintended consequences are the norm, what seems like a utility-maximizing policy can often backfire.

So, what is the alternative? At the very least, a large dose of humility is in order. When evaluating policies, our elected leaders are wise to seek advice from economists. But if an economist is always confident in his judgments, or if he demonizes those who reach opposite conclusions, you know that he is not to be trusted.

 

Tillid til politikere i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2014. 11 svar

Der tales ofte om, hvor gode eller dårlige politikere vi har, og i hvor høj grad vi bør have tillid til dem. Nogle gange er det politikere eller politiske meningsdannere selv, der argumenterer for at danskerne ’bør’ have tillid til dem. Det noget bagvendte argument er, at det at kunne have tillid til ens politikere og systemet er gavnligt for samfundet, og derfor er det et problem, hvis vi ikke har tillid. Så langt så godt, men argumentet strækkes derefter til det er danskernes fejl, hvis de ikke har tillid til politikerne.

Argumentet er indlysende nonsens, for man har den tillid til det politiske system som dets aktører fortjener. Falder tilliden er det fordi danskerne ikke opfatter, at man rationelt kan stole på politikerne – dvs. at de ikke gør deres job ærligt eller kompetent. Så hvordan har det set ud de seneste 20 år? Det kan man svare på, da EuroBarometer-undersøgelsen har spurgt til tillid (ja eller nej) til regering og Folketing siden 1994. Figuren nedenfor taler sit klare sprog: Siden en top i 2007, sandsynligvis pga. en voldsom højkonjunktur, er tilliden (andelen der siger ja) styrtdykket og når det gælder regeringen på det laveste punkt siden 1994. Det er ikke blot et problem for den nuværende regering, men for Folketinget som helhed at vælgerne – politikernes arbejdsgivere – evaluerer deres evner så ringe.

Nyt papir om tillid og uddelegering af ansvar

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2014. Skriv et svar

Med risiko for at blive beskyldt for skamløs selvpromovering er her en kort omtale af et nyt papir, som jeg har skrevet sammen med Nurullah Gur fra the Istanbul Commercial University. Hovedideen er Nurullahs og reflekterer en af de mange ideer, der blev kastet op i luften af la Porta, Knack, Keefer, Fukuyama og en række andre sidst i 1990erne, da tillidsforskningen virkelig tog fart i samfundsvidenskaberne.

Papiret, der har titlen Trust and Delegation, tester om lande med større tillid mellem mennesker, også har firmaer hvor chefer uddelegerer mere ansvar nedad. Vores teoretiske forståelse er, at det med mere sofistikeret produktion bliver sværere at holde al information og monitorering hos cheferne. Men uddelegerer man mere, risikerer man at medarbejderne ikke gør deres arbejde ordentligt. Der er derfor en balance mellem at økonomisere på monitorering og management og pjæk /lavkvalitetsarbejde. Risikoen for det andet element er sandsynligvis faldende i tillid, hvilket derfor betyder at højtillidssamfund helt rationelt vil vælge mere udelegering. Vores hovedfund i det lille og simple papir er beskrevet i abstractet:

Social trust is associated with good economic performance, but little is known about the transmission mechanisms connecting trust and performance. We explore the effect of trust on delegation decisions. In a theoretical framework, we note that delegation is a low-cost option when management decisions can be implemented without monitoring. This option is, however, risky and more likely to be profitable in higher-trust environments. In a set of cross-country regressions, we show a strong association between trust and delegation, which is increasing in economic sophistication.

IMF og ulighed – igen igen

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. marts 2014. 7 svar

Flere indlæg her på bloggen og en artikel i Børsen (d.12.3.) af Punditokraternes redaktør har beskæftiget sig med store problemer i et nyt arbejdspapir fra Den Internationale Valutafond (IMF). I papiret finder forfatterne tilsyneladende en positiv sammenhæng mellem på den ene side, hvor meget skatter og overførselsindkomster har nedbragt uligheden med, og på den anden hvor høj væksten har været i en lang række lande. Uligheden er målt ved den såkaldte Gini-koefficient.

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Helt typisk er politiske tiltag for at sænke Gini-koefficienten gennem omfordeling ved hjælp af skattesystemet forbundet med en omkostning i form af mindre velstand. Okun kaldte det ”den utætte spand”: Hvis man forsøger at ”hælde” ressourcer fra høje til lave indkomster, vil en del af dem gå tabt gennem utæthederne.

Når man taler om Gini-koefficient og BNP i vor del af verden, tænker mange således umiddelbart på der velkendte forvridningstab ved marginalskatter. Forvridningstabet er en samfundsøkonomisk omkostning. Jo mere progressivt et skattesystem, desto større forvridningstab – samtidig med, at progressionen gør Gini-koefficienten for indkomsterne efter skat bliver mindre.

Men der er også politiske tiltag, som reducerer BNP og samtidig øger Gini-koefficienten. De skatteopkrævede midler bliver ikke altid omfordelt til de fattige, men kan tilfalde en rig elite. Det er især velkendt i den tredje verden – hvor der som sagt findes en negativ korrelation mellem Gini og BNP i litteraturen -, men der findes også eksempler i vesten. Politiske tiltag, som reducerer BNP og øger Gini, kan også være politisk skabte monopoler og begrænsninger i adgangen til at vælge erhverv. I dele af verden omfordeles der fra fattig til rig ved at hæmme landbefolkningens muligheder for at søge bedre aflønning i byerne. Krav om licens for at drive bestemte erhverv kan virke på samme måde. Men også tiltag, der tilsyneladende begunstiger de fattige, kan øge uligheden, fordi noget af regningen havner hos dem, der er endnu fattigere. Effektive minimumslønninger kan øge indkomsten hos dem, der er i job, men øge fattigdommen hos dem, der dermed holdes uden for arbejdsmarkedet. Overførselssystemer, der skaber fattigdomsfælder, kan virke på samme måde.

Det bør altså ikke undre, at der ikke er nogen stærk eller entydig korrelation mellem BNP og Gini-koefficient. Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

Og derfor kan det i den grad undre, at forfatterne til IMF-papiret ikke har gjort sig større ulejlighed med at trænge ned bag Gini-målene.