Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

“New Public Management” har intet med liberalisme at gøre

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. juli 2014. 8 svar

Der er grundlæggende to måder at drive en økonomi på. Enten som et centralt styret og planlagt system. Eller som et decentralt system, hvor ordenen fremkommer som et spontant resultat af frivillige individuelle beslutninger og transaktioner. En af de epokegørende opdagelser hos de første nationaløkonomer var, at en spontan orden uden central styring ikke alene kunne lade sig gøre, men for det meste ligefrem frembragte bedre resultater end planlægning.

Klassisk liberalisme er ikke opstået af denne indsigt. Den kommer fra en endnu ældre kamp for personlig frihed og mod tyranni. Men opdagelsen af den spontane orden var med til at booste liberalismens udbredelse og anseelse.

Når markedet frembringer orden og ikke kaos, skyldes det grundlæggende incitamentsstrukturen. Den får selv egennyttige personer til at gøre noget, som er godt for andre. Privat ejendomsret forhindrer et kapløb om at forbruge ressourcerne hurtigst mulig og gør det muligt at investere langsigtet. Markedsøkonomiens bytter kan kun foregå, hvis begge parter på markedet er enige. Dermed bliver der kun gennemført transaktioner, hvis begge står til at få en fordel af dem.

Man kan godt finde eksempler, hvor incitamenterne på et marked ikke er i perfekt balance. Men over for disse undtagelser står, at central planlægning både teoretisk og praktisk har haft store problemer med at matche den spontane orden, fordi den fundamentalt savner tilsvarende incitamenter. Der er ingen ”usynlig hånd” – som Adam Smith kaldte markedets prismekanisme – og der må derfor være en synlig.

Skal man meget kort sammenfatte det liberale politiske program, er det: Mindst mulig stat og mest mulig marked og civilsamfund.

Derfor er det absurd ironi, at forsøg på at styre og planlægge i den offentlige sektor i visse kredse pine død skal stemples som ”liberale” (eller ”neoliberale”) – senest af Malte Frøslee Ibsen i Politikens kronik den 11. juli. Den teknokratisering af velfærdsstaten, han anker over, har intet som helst med markedet, men alene med staten at gøre. Den er nødvendig, fordi staten mangler markedets selvkoordinerende mekanismer. ”New public management” og lignende redskaber er et forsøg på at løse planøkonomiens problem, ikke liberalismen eller markedets.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at Ibsens kronik helt savnede konkrete referencer til moderne liberale tænkere, når han angriber deres påståede tilslutning til teknokratisering. Den findes simpelt hen ikke.

Hvad, han derimod måske nok kan finde, er tilhængere af, at den stat, der skal være, organiseres så effektivt og hensigtsmæssigt som muligt. Dem vil han imidlertid finde over hele det politiske spektrum. Det har intet med liberalisme at gøre, men skyldes, at vi lever i en verden af knappe ressourcer og behov for at koordinere menneskers handlinger. I det omfang det ikke kan ske spontant på markedet, må det ske ved planlægning.

Og her er vi måske ved det afgørende: At kritikere som Ibsen ikke anerkender grundlæggende økonomiske problemstillinger. Man må forstå på ham, at uden finansmarkedernes pres ville de forvoksede velfærdsstater i Europa og andre steder overhovedet ikke behøve at tage økonomiske hensyn alvorligt. Og at man politisk blot kan vælge at ”italesætte” verden på en anden måde. Men det er ikke en tænkning, som kan bringe f.eks. grækerne ud af deres dybe krise. Det er netop for meget af den tænkning, som har bragt dem i krisen.

Fair Trade skader de fattigste

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2014. 11 svar

Et studie fra University of Londons School of Oriental and African Studies (læs her) har fornylig vist, at Fair Trade-aktiviteter i Etiopien og Uganda er direkte skadelige for de fattigste. Studiet, der ledtes af professor Christopher Cramer, fandt at lønnen typisk var lavere og arbejdsmiljøet dårligere i Fair Trade-landbrug end i sammenlignelige, almindelige landbrug. Forfatterne finder også, at hvis der er nogen, der har gevinst af Fair Trade, er det de største landbrug (de finder certificerede gårde på op til 130 hektar), der i forvejen ville klare sig godt.

Hvordan har medier og Fair Trade-bevægelsen så taget mod kritikken? Spiked Magazine bringer et glimrende interview med en af studiets forfattere. Det viser sig, at Fair Trade UK har ført en decideret smædekampagne mod studiets forfattere:

Cramer’s report is definitely a damning indictment of Fairtrade, which is why Fairtrade is doing all it can to smear its findings. When I wrote about Cramer’s findings a few weeks ago, I was informed that people who had tweeted my piece received direct tweets from Fairtrade UK, dismissing the article as sensationalist and untrue. Naturally, Cramer has borne the brunt of this hostility: ‘There was a legal threat made against us when [Fairtrade officials] saw the first draft of our press release’, he says. ‘They’ve also sent me hostile letters.’

Nogle af os har også erfaringer i den retning, når vi har kritiseret de gode intentioners lobby. Plus ça change…

Jarlov og debatten om legalisering af hash

Af Niels Westy, den 8. juli 2014. 3 svar

Medlem af Borgerrepræsentationen for de konservative, Rasmus Jarlov, forsøgte i sidste uge med en kronik i Berlingske Tidende, “Top 10 ugyldige argumenter for at legalisere hash“, at imødegå argumentationen for legalisering af køb og salg af hash.

Det gør han ved at “pille en række argumenter”, som han åbenbart er blevet mødt med, fra hinanden.

Det er naturligvis altid en fordel, hvis man som udgangspunkt selv vælger hvad ens modstandere bruger af argumentation, Jarlov har således ret i, at en række argumenter man åbenbart kan møde blandt tilhængere af legalisering, pænt sagt er uden værdi. Desværre falder Jarlov selv i, og viser at hans forståelse for bl.a. ganske basale økonomiske sammenhænge er meget ringe.

Men lad os nu se på de 10 legaliserings-argumenter, som Jarlov selv mener han skyder ned:

1) ”Hash er kun en plante”

Jarlov har helt ret i, at blot fordi noget optræder i naturen indebærer det ikke i sig selv, at køb, salg og anvendelse nødvendigvis skal være tilladt. Den slags argumenter smager mest af alt af gamle hippier. Jeg tror dog at Jarlov har misforstået sammenhængen som “argumentet” bruges i.

2) ”Vi er ikke kommet hash til livs med et forbud”

Jarlov mener her, at han kan demontere dette argument ved at henvise til at

Vi er heller ikke kommet nogen som helst andre former for kriminalitet til livs med et forbud.

og fortsætter med, at

succeskriteriet for et forbud er ikke at komme noget til livs. Det er, om forbuddet medvirker til at holde det nede.

Jarlov har desværre ikke belæg for det han skriver. Der er intet som tyder på at forbudspolitikken har haft signifikant betydning for forbruget af illegale rusmidler, herunder hash, og slet ikke når det kommer til det man i daglig tale omtaler som “problematisk forbrug”.

Ideen om at et forbud i sig selv har en virkning går igen, når han skal forholde til det 3. argument, som han gerne vil skyde ned, nemlig at :

3) ”Det afholder ikke nogen fra at købe hash, at det er forbudt”

Jarlov tilføjer, at han især mener, at det er tvivlsomt,

når den fremføres så firkantet, at INGEN afskrækkes af et forbud. Der findes faktisk mennesker, som ikke bryder sig om at overtræde loven og at få bøder. Det er ikke alle, der har det sådan. Men de findes. Eksempelvis undertegnede.

Hvis det er tilfældet, kan vi herefter konkluderer, at Jarlov indgår i de 3 procent, som i tidligere spørgeundersøgelser har angivet, at et forbud afholder dem fra at prøve illegale rusmidler,

Man kan så spørge sig selv om hvorvidt Jarlov med sætningen at der “findes faktisk mennesker, som ikke bryder sig om at overtræde loven og at få bøder. Det er ikke alle, der har det sådan. Men de findes. Eksempelvis undertegnede.”, så antyder at han ville ryge hash, hvis det var lovligt?

I så tilfælde falder en del af hans andre argumenter for et fortsat forbud, baseret på hash farlighed unægtelig til jorden.

Der er nok også god grund til at antage, at de fleste som angiver forbud som afgørende for deres beslutning om ikke at bruge diverse illegale rusmidler, nok ikke ville gøre det alligevel.

Men det er naturligvis helt tænkeligt, at der er en del mennesker, som af hensyn til karriere eller andre personlige forhold ikke ønsker at løbe risikoen for at blive stoppet af politiet. Det er dog næppe noget, som har betydning for de yngre generationer.

Man må så stille spørgsmålet, om man mener at de pågældende udgør en gruppe, for hvem hashrygning vil være problemtisk. Det gør de næppe.

Det skal lige medtages, at en lang række undersøgelser af andel af befolkningen, som har prøvet at ryge hash, kommer frem til at Danmark er det europæiske land, hvor flest ud af en årgang har syndet og prøvet af ryge. Se også nedenstående illustration fra Economist.

17147_1274880346507_1294123_n

4) ”Hash bliver ikke dyrere af, at det er forbudt”

Rasmus Jarlov har fuldkommen ret i at dette argument er noget sludder. Naturligvis påvirkes prisen af forbuddet.

Dels skal man have aflønnet den risiko man løber. Både for at blive taget af politiet og komme i fængsel (en ikke særlig høj risiko), og ikke mindst risikoen i forhold til konkurrerende udbydere.

Mens konkurrencen på et legalt marked foregår ved at tilbyde den pris-kvalitets kombination, som tiltaler forbrugerne, konkurreres der på det lukrative marked for illegale rusmidler, herunder ikke mindst hash, ved at  sætte konkurrenterne ud af spillet.

Derved opnår man en monopol-gevinst. En konkurrence der i perioder er endog meget voldelig, og har kostet en række mennesker livet, også herhjemme, gennem årene.

Men Jarlov glemmer to vigtige forhold:

1. Priselasticiteten for illegale rusmidler er, ligesom for legale, meget lav. Det indebærer at forbruget kun ændrer sig meget lidt, selv ved store prisudsving. Se også nedenstående figur.

udbud dope

D2 viser en priselastisk efterspørgsel (f.eks. tøj, biler oa.), mens D1 viser en prisuelastisk efterspørgsel. S’ er udbuddet. En legalisering vil indebærer at omkostningerne ved produktion og salg falder, med andre ord forskydes udbudskurven udaf. Det er markeret ved S”. Som det fremgår er der meget stor forskel i de nye mængde-pris kombinationer, som clearer markedet. Ved en prisuelastisk efterspørgsel sker der et stor fald i prisen, men kun en lille forøgelse af den solgte mængde. Helt anderledes ved D2, hvor prisen falder mindre, men den solgte mængde langt mere.

Den effekt forbuddet har på udbudskurven kan man dog også opnå i kraft af skatter og afgifter. Det er med andre ord muligt at fastholde forbruget, hvis man så må ønske uden anvendelse af forbud.

2. Prisen på en række illegale rusmidler har reelt været faldene gennem årene, samtidig med at styrken er øget (bank-for-the-buck), se også under punkt 5. Det skyldes primært at produktion og distributionsnet er blevet mere effektivt.

Derudover fejler Jarlov, hvis han tillægger prisen stor betydning for folks valg. Den væsentligste faktor er de relative priser (i forhold til andre nære rusmidler).

5) ”Prisen på hash er ikke steget de sidste mange år”

Denne påstand er ikke korrekt. Hash er nemlig blevet væsentligt billigere de seneste 34 år. Siden 1980 er det generelle prisniveau steget med små 190 procent, mens prisen på hash kun er fordoblet. Samtidig er den i dag væsentligt kraftigere end den var for årtier siden. Realpriserne er således faldet MERE end man umiddelbart skulle tro.

Rasmus Jarlovs argument mod at prisen på hash ikke er steget med at

Hvorfor skulle den da også det? Hash har hele tiden været forbudt. Så de ekstra omkostninger, som forbuddet medfører for sælgerne, har hele tiden været inkluderet i prisen.

er altså heller ikke korrekt, idet prisen er faldet.

6) ”Det har aldrig virket at forbyde et stof”

Jarlovs modsvar på dette er, at

Jo, det har det. Et enkelt eksempel er Grønland, hvor man har haft succes med at begrænse alkohol. De fleste vil også mene, at den generelle narkopolitik i den vestlige verden er med til at holde de hårde stoffer nede.

Hvem Jarlov mener er “de fleste”, står hen i det uvisse. Der er i hvert fald ingen empirisk data, som understøtter hans påstand om at forbud virker. At bruge Grønland – en ø med vanskelige adgangsforhold – er naturligvis direkte latterlig.

Og en række internationale eksperter, en pæn portion tidligere (og enkelte nuværende) statsledere, nobleprismodtagere (især i økonomi) samt hæderkronede og højtestimerede aviser og tidsskrifter som bl.a. The Economist, Wall Street Journal og Finansiel Times er enige om at den førte forbudspolitik ikke har virket.

7) ”Hashforbruget i Holland, hvor der ikke er forbud, er lavere end i Danmark”

Her er Jarlovs svar faktisk lettere uforståeligt. Han påpeger, at man ikke kan “konkludere noget ud fra to observationer”, og påpeger -korrekt -at sammenligningen af to lande ikke er tilstrækkeligt. Og som han retorisk skriver:

Hashforbruget i Ungarn er meget lavere end i Holland. Skal vi så konkludere, at det ungarske forbud er ekstremt effektivt?

Men det er ikke korrekt når Jarlov skriver at

Hvis man overhovedet mener, at man ved at sammenligne hashforbrug i forskellige lande med og uden forbud kan konkludere noget om effekten af et forbud, så ville det eneste relevante være at sammenligne forbruget i alle lande med og uden et forbud.

Mindre kan også gøre det. Man kan f. eks. sammenligne unges forbrug af illegale rusmidler i forskelige europæiske lande, de pågældende landes forbudspolitik. Det har man gjort, og konklusionen er, at forbud ikke har nogen væsentlig betydning. Sverige og Portugal, der ligger i hver deres ekstrem af den førte politik har nogenlunde samme niveau for forbruget af illegale rusmidler. England som også har en ganske rigid lovgivning har et meget højt forbrug (ikke mindst af hårdere stoffer), mens Holland, hvilket Jarlov åbenbart også er enig i, har et mindre forbrug end i Danmark. Med andre ord er der langt flere observationer end Jarlov lader vide.

WHO har da også tidligere i en undersøgelse konkluderet, at man IKKE kan finde nogen effekt af strammere lovgivning, når man sammenligner mellem lande. Andre faktorer er afgørende.

8) ”Legalisering har ikke medført øget forbrug, hvor det er gennemført”

Her begynder det for alvor at blive interessant, når Jarlov skal forsøge at påvise at dette argument ikke er korrekt henviser han til, at:

de steder, hvor man har legaliseret, har man samtidig gjort en masse andre ting. Eksempelvis brugt store millionbeløb ekstra på behandling og informationskampagner. Så det er svært at isolere effekten af en legalisering

Med andre ord afviser Jarlov argumentet om at legalisering ikke øger forbruget med, at man også har lavet andre tiltag (som altså så må antages at ophæve den effekt som Jarlov og andre ofte bruger som et helt centralt argument for fortsat forbud, nemlig at en ophævelse af forbuddet vil medføre øget forbrug, se også punkterne 2, 3 og 6).

Dermed postulerer han at informations-kampagner og behandling har en (stor) effekt. Det kan jeg så afsløre at man aldrig har været i stand til at fastslå!

9) ”Hvis hash er forbudt, skal alkohol også være forbudt”

Dette argument findes også i versionen, at hash bør være legalt, men at alkohol bør forbydes på grund af alkohols skadelige effekter.

Jarlov anfører i forhold til dette argument, at

“Man kan rigtigt nok argumentere frem og tilbage om, hvad der er mest skadeligt af alkohol og hash. Men en ting er helt sikkert. Det ville være meget, meget svært at indføre et alkoholforbud. Politik er det muliges kunst, og et alkoholforbud er ikke muligt. Derfor er der ingen, der foreslår det. Det betyder ikke, at det vil være smart at frigive andre skadelige stoffer”.

Dette argument er også blevet anført af Ton Behnke fra de konservative. Heraf må man forstå,

1. At Det Konservative Folkeparti mener alkohol burde være forbudt. Man kan så undre sig, at de vist ikke selv har problemer ved at nyde alkoholens glæder. Et vist hykleri synes at være fremherskende blandt ledende konservative i den forbindelse. Men vi så nu, at Konservative ikke vil stille sig i vejen for et alkoholforbud på et senere tidspunkt. Rart at vide.

2. At Det Konservative Folkeparti har en ganske fleksibel holdning til “det muliges kunst”. For hvor man på den ene side afviser, at det er muligt at forbyde alkohol, mener man altså på den anden side, at forbuddet mod hash åbenbart virker. Dette til trods for at 50 års udvikling (og tidligere erfaringer med forbud af alkohol) peger på noget ganske andet. Med andre ord omfatter det muliges kunst ikke hvorvidt givne politikker virker efter hensigten.

10) ”Hvis man stemmer på Frank Jensen, bliver hash legaliseret”

Som Jarlov korrekt skriver, er det komplet ligegyldigt, hvad Frank Jensen mener som overborgmester i København. Danmarks narkolovgivning bestemmes af Folketinget, hvorfor det er plat at føre kommunalvalgkamp på at ville lave den om.

Men er der andre end socialdemokrater og Frank Jensen som har argumenteret med dette?

Efter at have forsøgt at tilbagevise ovenstående 10 opstillede (af Jarlov) argumenter for legallsering som helt ugyldige, slutter Jarlov af med, hvad han opfatter som et halvdårligt og endeligt et efter hans opfattelse legitimt argument.

Først det i følge Jarlov halvdårlige argument.

11) ”Vi skal tage markedet fra banderne” 

Jarlov medgiver at at argumentet er “semi-validt”. Og skriver, at

Det er formentlig rigtigt, at det ville ærgre banderne at miste hashmarkedet. Men på den anden side, så sidder banderne også på mange andre markeder, og dette alene kan jo ikke bruges som argument for at gøre bestemte former for kriminalitet lovlig. Om der skal være et hash-forbud eller ej, må afhænge af, om vi finder et forbud rimeligt eller ej. Ikke af bandeøkonomi..

Her er der flere problemer. For det første er der ikke tale om et argument der lægger op til at alle former for kriminalitet skal legaliseres. Det må undre at Jarlov ikke er i stand til at skelne mellem forskellige former for kriminalitet.

Det er jo et kendetegn ved overtrædelse af forbuddet mod bestemte rusmidler, at der ikke findes nogen forurettet part. Netop dette er faktisk medvirkende til den meget ringe succes politiet, ikke kun her i landet, men også globalt, har haft i at opklare narkotikakriminalitet.

Hermed er vi så tilbage ved det ubehagelige faktum, som Jarlov ikke ønsker at tage stilling til. Nemlig at den organiserede kriminalitet bestemt ikke ønsker en legasering. Der findes ingen anden aktivitet med så høj en profitrate og så forholdsvis ringe risiko (i forhold til at blive opdaget og dømt) som narkorelateret kriminalitet.

Det kan meget vel være, at de kriminelle vil prøve at tjene penge på andre former for kriminalitet. Men man vil have fjernet et væsentligt incitament, lige som andre former for kriminalitet er langt mere risikofyldt.

Endelig kan der også peges på, at tidligere erfaringer tyder på at der vil være et fald i kriminaliteten. Det var resultatet af ophævelsen af spiritusforbuddet i USA i 1933, hvor kriminaliteten, herunder ikke mindst voldskriminaliteten faldt på trods af den samtidige dybe økonomiske krise i USA. Se også nedenstående udvikling i mordraten. 
 prohibition murderFigur er hentet hos Jefffrey A. Miron “Violence and the US Prohibitions of Drugs and Alcohol, NBER Working Paper (1999).

In all fairness skal medtages, at Jarlov slutter sin kronik at med det som han kalder det “gode argument”, nemlig at

12) ”Politikerne skal ikke bestemme, hvad folk putter i deres krop”

Det er jo et klassisk liberalt ( og før i tiden) konservativt argument. så det er sådan set ikke overraskende. Som Jarlov skriver:

Det er et helt legitimt synspunkt, og jeg er fuldstændig enig i den grundlæggende tankegang. Politikere skal ikke forbyde alt muligt hele tiden. Men jeg må også indrømme, at hash står langt nede på min ellers meget lange liste over ting, der ikke skal være forbudt.

Men han fortsætter med, at

medmindre man også går ind for legalisering af kokain og krokodil, så må man anerkende, at grænsen for hvilke stoffer, der skal være tilladt, skal ligge et eller andet sted. Det er en smagssag, om den skal ligge før eller efter hash. Jeg (og de fleste læger) mener, at hash er for skadeligt til, at det bør udbredes mere.

Hvorefter vi endnu en gang får de argumenter for et forbud, han allerede i behandling af de tidligere punkter har fremført. Herunder de fejlagtige og ikke underbyggede argumenter om at et forbud er med til at dæmpe forbruget.

Det er naturligvis korrekt, hvis succeskriteriet blot er, at man anser selv det mindste fald i forbruget som en succes, uanset omkostninger i både penge og menneskeliv, at bibeholde et forbud.

Men det er helt uholdbart og uforsvarligt, hvis man vurderer virkningen efter afvejning af fordele og ulemper (benefits og costs), både målt i kroner og menneskeliv.

Vi ender altså til slut igen i vurderinger omkring farlighed, som Jarlov har behandlet tidligere, se punkt 9. Hvorfor “de fleste lægers” holdning nu er interessant kan undre. Det vil vel være rimeligt at nøjes med de som rent faktisk har en faglig indsigt.

Her er vi så tilbage til det faktum, at hash ikke anses som specielt farligt af sagkundskaben, som derimod vil fremhæve alkohol (og tobak). Cannabis kommer relativt langt nede på listen.

At noget er farligt for brugeren, er naturligvis et glimrende argument mod at bruge det. Men at det skulle være et validt argument for et egentlig forbud er tvivlsomt. Det er i hvert fald ikke noget som har opbakning i en borgerlig, det være sig konservativ eller klassisk liberal, tradition. Derimod har forbuddet mod bestemte rusmidler primært baggrund i religiøse forestillinger (afholdsbevægelserne) og i de dele af det politiske spektrum, som bekender sig til social ingeniørkunst.

Men det er måske reelt også hvad Jarlov og de konservative står for i 2014?

Piketty – og flere forslag til ferielæsning

Af Otto Brøns-Petersen, den 4. juli 2014. 3 svar

Piketty-fænomenet har bragt et stykke økonomisk litteratur på en uvant placering på bestsellerlister og boghandlernes bedste hylder. Hans bog, ”Capital in the 21st Century”, er blevet revet væk. Og den fortjener faktisk at blive læst også, for den er velskrevet og tilgængelig. Det siger jeg, selv om jeg ser en række problemer med den. Det kan man læse nærmere om her.

Det skal i al retfærdig dog også siges, at Piketty langt fra er den første økonom, som har omsat sin akademiske indsigt velskrevet og tilgængeligt. Her er nogle stykker, som stærkt kan anbefales som ferielekture, fordi de både er velskrevne og ekstremt relevante:

Daron Acemoglu & James Robinson (2012): ”Why Nations Fail”. Deres tese er, at økonomisk velstand er forbundet med åbne, inkluderende politiske regimer, der beskytter borgernes rettigheder, mens ”ekstrakterende” autokratiske regimer hindrer velstand. Det er institutionerne, som bestemmer et lands skæbne mere end noget andet, herunder geografi, kultur og naturressourcer. De gennemtrawler en stor del af verdenshistorien siden Romerriget for at vise det. Nogen gange mere vellykket end andre, men altid vigtigt og interessant.

Matt Ridley (2010): ”The Rational Optimist”. Ridley er egentlig ikke traditionel fagøkonom, men han har fat i en central økonomisk pointe fra Adam Smith: At velstanden afhænger af arbejdsdelingen (specialiseringen), og at jo flere vi er, desto større kan arbejdsdelingen og dens gevinster blive. Man får en fascinerende gennemgang af historien med talrige eksempler. F.eks. om, hvordan civilisationen ifølge potteskår mm. løb baglæns, da Tasmanien ikke længere var landfast med Australien – og markedet skrumpede.

Henrik Christoffersen (2014): ”Det mindst ringe”. Han fortæller den virkelige historie om, hvordan den danske velfærdsstat blev til efter Den Anden Verdenskrig og blev til det, den er i dag. Nok blev den født af naive forestillinger – ikke mindst hos økonomer, som troede, de kunne bedrive social ingeniørkunst – men den er drevet frem af de særinteresser, dens incitamenter skabte. Til gengæld vil man – modsat hos Piketty – lede forgæves efter arv og formue som vigtige drivkræfter i den historie.

Forslag til sommerlæsning (2): The Victorian Internet

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2014. 1 svar

I punditokraternes traditionelle serie med tips til sommerlæsningen sigter vi altid efter at foreslå så forskellige gode ting som muligt. Som læserne vil vide, er nogle af os historisk interesserede og især hvis historien også fortæller os noget om vores egen tid. Sådan en bog er historien om telegrafen – Tom Standages The Victorian Internet.

Standages begynder sin bog med at minde os om, hvilken tid midten af 1800-tallet var:

In the nineteenth century there were no televisions, airplanes, computers, or spacecrafts; nor were there antibiotics, credit cards, microwave ovens, compact discs, or mobile phones. There was, however, an internet.

Man glemmer ofte at før telegrafen kunne det let tage dage at få information rundt i Danmark og uger i Europa. Telegrafen begyndte at sprede sig i slutningen af 1840erne på cirka samme tid som togforbindelser begyndte at blive bygget i Europa og på tværs af USA. En del af Standages historie er at de amerikanske telegraflinjer ofte blev bygget lige ved siden af og på samme tid som jernbanelinjerne. En anden del af den, er hvor stor modstanden og hvor svært det var at overtale folk til, at telegrafer var en rimelig forretningside.

Men da enkelte indså, at man kunne få markedsinformation før alle andre, spredte ideen sig. Og som Standage også viser, bredte der sig en masse anden information. Romancer blomstrede, masser af anden information blev tilgængelig og fra 1870erne kunne man i London skrive en besked, give den til en piccolo som smuttede ned på posthuset og fik den telegraferet til New York, hvor den blev bragt ud. Hele processen tog måske en time fra afsender til modtager. Det man glemmer i dag, når man taler om internettets succes of genvordigheder er, at historien bare gentager sig. Vi har set det hele før, og som Standage understreger, er der mere revolution i at gå fra en leveringstid på to uger til en time, end der er i en time til et par minutter.

Ekonomisk Debatt om valgår og politik

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2014. Skriv et svar

Det svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt, der for tiden redigeres af Niclas Berggren og Therese Nilsson, er ude med et nyt nummer i anledning af at det er valgår i Sverige. Nummeret kan læses i sin helhed her. Berggren og Nilsson lægger selv ud med en stærkt læseværdig leder om nationaløkonomers politiske relevans. Blandt de seks artikler er Olof Johansson-Stenman om effektiv klimapolitik, Andreas Bergh om indvandreres udfordringer på det svenske arbejdsmarked – et emne der også burde have væsentlig interesse på den vestlige bred af Øresund – og den tidligere Princeton-professor Lars E. O. Svensson om den svenske nationalbanks politik. Hele tidsskriftet er stærkt anbefalet!

Forslag til sommerlæsning (1) : Brazil: The Troubled Rise of a Global Power

Af Niels Westy, den 17. juni 2014. Skriv et svar

Så er verdensmesterskabet i fodbold kommet godt i gang. Indtil videre ser det jo glimrende ud med masser af mål og flere overraskelser. Desværre er der også de sædvanlige ringe dommerpræstationer. Men sådan er det jo, når man i stedet for at satse på de bedste, arbejder med kvoter 🙂

I anledning af at VM afholdes i Brasilien, vil jeg varmt anbefale en nylig udkommet bog af Michael Read, som til daglig skriver for The Economist. Her har han hver uge en klumme, “Bellos”, hvor han skriver om om Latinamerika. “Brazil: The Troubled Rise of a Global Power” er både velskrevet og ikke mindst rig på væsentlig information om verdens 7. største økonomi, 5. største land og med sine ca. 200 mio. indbyggere, verdens 5. største befolkning.

Et land de fleste egentlig ikke ved ret meget om, når det kommer til stykket. Reid har skrevet bogen fordi, som han selv skriver:

After decades of military rule, the fourth most populous democracy enjoyed effective reformist leadership that tamed inflation, opened the country up to trade, and addressed poverty and other social issues, enabling Brazil to become more of an essential participant in global affairs. But as it prepares to host the 2014 soccer World Cup and 2016 Olympics, Brazil has been rocked by mass protest. This insightful volume considers the nation’s still abundant problems—an inefficient state, widespread corruption, dysfunctional politics, and violent crime in its cities—alongside its achievements to provide a fully rounded portrait of a vibrant country about to take a commanding position on the world stage.

Som denne blogs og Americas.dk’s faste læsere vil vide, sætter jeg meget stor pris på Brasilien, men har en del mindre til overs for dets økonomiske og politiske formåen. Udklip Kilde: BANCO DE ESPAÑA APRIL 2014 REPORT ON THE LATIN AMERICAN ECONOMY

Som det fremgår af ovenstående tabel, har den økonomiske vækst da også ladet en del tilbage at ønske de senere år. Det bliver ikke bedre i indeværende år, hvor den økonomiske vækst Ifølge The Economist forventes at ende på ca. 1,8 procent i Brasilien, Det skal ses i forhold til en forventet vækst på 3,7 procent i Chile og 4,6 procent i Colombia. Dog kan man glæde sig over, at situationen er en del bedre end i Argentina og Venezuela, hvor BNP forventes at falde.

Det er Reids fortjeneste, at han formår at at fortælle historien om landets udvikling uden at forfalde til floskler og samtidig er yderst kompetent i at viderebringe læseren et indtryk af og og forklaring på paradokser og forskelle landet er præget af.

Kun på et væsentligt punkt er jeg (desværre) uenig med ham. Read konkluderer meget korrekt, at Brasilien står overfor store udfordringer, hvis man skal få gang i væksten igen. Han konstaterer også ganske korrekt, at det brasilianske politiske system er håbløst indrettet. Men alligevel slutter han af med et vist håb om forandring. Deri er jeg desværre ikke enig.

På den ene side er det værd at understrege, at Brasilien ikke er Argentina, og at man næppe vil opleve en nedtur som den man står overfor hos den sydlige nabo (og som man har oplevet mange gange før). På den anden side er der intet som tyder på, at Brasilien vil formå en gang for alle at få gennemført de nødvendige markedsreformer.

Det mest sandsynlige scenarie er, at man på et eller andet tidspunkt vil gennemføre tilstrækkeligt med reformer til at sikre systemets (det vil sige statens) umiddelbare overlevelse. Det vil forhåbentlig generere lidt højere vækstrater. Men en reformperiode vil hurtigt blive afløst af en periode, hvor man igen satser på at opnå umiddelbar økonomisk og poltisk succes. På den måde minder det i ubehagelig grad om forholdene herhjemme.

Som vi har påpeget i en række indlæg her på bloggen gennem årene, se også Christians seneste indlæg om BRIKS landene, er Brasilien IKKE en økonomisk succeshistorie.

Brasiliens højvækstperiode var mellem 1920 og 1980, hvor udviklingen efter 1964 endog var betinget af at militæret havde sat demokratiet ud af kraft. I sidste ende fejlede de også, fordi det grundlæggende problem er den brasilianske model. Både hvad denne model egentlig er, hvorledes den er fremkommet og militærets rolle (som ikke er som i andre Latinamerikanske lande) beskriver Reid meget fornemt.

Bogen kan bl.a. købes på Amazon, også som e-bog, og er som nævnt stærkt anbefalelsesværdig.

Hvis man skulle være interesset, vil jeg også lige benytte lejligheden til at henvise til en samtale om Brasilien, som jeg havde med Cordua & Steno i deres program på Radio 24syv, torsdag den 5. juni i anledning af VM.

 

BRIKS og den fraværende succes – igen

Af Christian Bjørnskov, den 15. juni 2014. 6 svar

Jeg talte forleden med flere folk, der fremhævede de såkaldte BRIKS-landes (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) store økonomiske vækst. Selv Børsen, der ellers er en ganske ædruelig publikation, skriver med jævne mellemrum om de store muligheder i lande som Brasilien og Sydafrika. Ingen synes at se på andet end andres påstande eller rygter, så her er de konkrete tal, med et lille, lønligt håb om at de kan hjælpe til at mane myten om BRIKS-landene i graven.

Mellem 1990 og 2010 havde Danmark en vækst i det reale BNP per indbygger (dvs. købekraft) på 1,3 % pa. BRIKS-landenes lå på henholdsvis 1,5 %, 4,4 %, 0,9 % og 1,7 %. Mens Danmarks vækst er dykket de sidste år, er billedet ikke væsentligt ændret, med Ruslands olie- og gasdrevne vækst som undtagelse. Og bemærk at sammenligningen med Danmark er ganske fordelagtig for BRIKS, da vi er et af lavvækstsamfundene i OECD! Som figuren (med købekraft relativt til Danmark) viser, er det da heller ikke imponerende, hvad der er af vækst i den egentlige økonomi i f.eks. Brasilien eller Sydafrika. Man skal lægge en ekstra kvalifikation til billedet: Den stigende erkendelse blandt mange økonomer om, at Kina sandsynligvis svindler med sit officielle BNP (læs f.eks. her). Så hvorfor er der så mange, der gerne vil investere i BRIKS? Det er i hvert fald ikke der, jeg har lyst til at have mine pensionskroner stående.

BRICS picture

I dag for 70 år siden – tak!

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2014. Skriv et svar

I dag er det 70 år siden, at de allierede gik i land på Normandiets strande for at befri Europa – det er årsdagen for D-Dag. For Danmark og resten af Vesteuropa var det starten på årtiers frihed, mens Centraleuropa måtte vente 45 år mere. De skiftede blot det nazistiske åg ud med åget fra det andet totalitære monster.

Hvad skal man sige på sådan en dag? For mig er Ronald Reagans tale ved 40-årsdagen (skrevet af Peggy Noonan) stadig en af de bedste, som omfatter både tilgivelse, en hyldest af den frihed man kæmpede om på strandene, og en hyldest til dem der stod i frontlinjen. Om de canadiske soldater sagde han for eksempel, hvad man kunne sige om tusinder af andre: “They knew what awaited them there, but they would not be deterred.”

Som vi skrev for flere år siden, handler det om friheden til at regere sig selv som land, friheden til at regere sig selv som menneske, og friheden til at udtrykke sin egen mening. For 70 år siden begyndte vi at tilbageerobre den frihed. Lad os gøre i dag til den dag, vi minder os selv og vores politikere om, hvem vi er og hvad vi står for.

Piketty-links og den kortsluttede debat

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2014. 3 svar

Mens medierne den sidse måned har skrevet vidt og bredt om Thomas Pikettys 700 sider lange Capital in the Twenty-First Century og store dele af venstrefløjen har hyldet ham som en helt, har blogossfæren og i lidt mere specialiserede medier efterhånden tegnet et lidt andet billede af ham. Pikettys hovedpåstand er, at r > g – at afkastet til kapital er konstant større end væksten i gennemsnitsindkomsten i den vestlige verden, og at de rige – kapitalejerne – derfor løber fra alle andre som uligheden stiger. Denne påstand viser sig at være ganske tvivlsom, uanet hvad Informations-segmentet og andre håber.

Vi har allerede omtalt Larry Summers omfattende kritik (læs her), men siden da er der virkelig faldet brænde ned. For de af vores læsere, der er interesserede, bringer vi her en del af kritikken, som Piketty ikke rigtigt har svaret på. Per Krussell og Tony Smith (IIES og Yale) viser, at Pikettys basale antagelser om opsparingsadfærd slet ikke matcher virkeligheden. Hvis man substituerer hans antagelser med andre, der passer på de faktiske data, giver hans model faktisk det modsatte resultat: At hvis væksten falder, falder uligheden. Forvirringen kommer bl.a. fra, som andre også har vist, at Piketty blander netto- og bruttobegreber. Alex Tabarrok viser på lignende vis, at hvis man bruger Solow-Swan-modellen – arbejdshesten og grundlaget for moderne vækstteori – indebærer Pikettys påstand, at opsparingsraten skal falde når væksten falder. Det giver næppe meget real-life-mening.

Debraj Ray angriber alle fire hovedpunkter i Pikettys teori. Scott Sumner fanger Piketty i at misrepræsentere Simon Kuznets pionerarbejde fra 50erne. Don Boudreaux Angriber Piketty antagelse om, at kapital vokser af sig selv – Boudreauxs pointe er, at der er langt mere dynamik i firma- og ejersammensætningen end Piketty tror. Ricardo Hausman – ikke just et liberalt epigon (han er tidligere venezuelansk planlægningsminister) peger på, at Piketty fuldstændigt overser betydningen af know-how. Sidst, men ikke mindst, viser Phil Magness og Chris Giles hos Financial Times, at Pikettys data ikke kan holde til et eftersyn. Paul Krugman har forsvaret Piketty ved basalt set at sige, at ”we all know that wealth inequality has gone up”; Tyler Cowen kalder, hvad han anser for at være bluff fra Krugman.

Det sørgelige er vel, at uanset hvad man mener om Pikettys bog og hovedpåstande – og jeg er blevet meget skeptisk – er påstanden derude nu og har fået sit eget liv. Hos dele af venstrefløjen er det allerede blevet en del af det ’vi ved med sikkerhed’, så ethvert modargument støder mod en mur af skråsikkerhed. Den type påstande, om de kommer fra højre, venstre eller de gudelige, kortslutter enhver demokratisk eller videnskabelig debat.

Hvad gør demokratiseringer ved økonomisk politik?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2014. 2 svar

Der er en lang litteratur i politisk økonomi / public choice for at spørge, om demokrati giver anderledes politik end andre politiske institutioner. For mange udenforstående er det et underligt spørgsmål: Man regner normalt med, at demokratier er ’godt’, dvs. at det producerer overlegne resultater. Det er dog ikke den generelle konklusion, og der er nogle svære problemer at løse i forskningen. I stedet for at se på sammenhængen mellem niveauet af demokrati og politik eller økonomisk-juridiske institutioner, er en lille ny litteratur gået i gang med at undersøge, hvordan ting ændrer sig omkring demokratiseringsepisoder.

Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg bidrager i et nyt papir til denne gren af forskningen. Nyskabelsen er, at vi skelner mellem fire regimertyper: Stabile og ustabile demokratier og stabile og ustabile autokratier. Vi kan derfor skelne mellem demokratiseringsepisoder, der viser sig at være stabile og dem, hvor der er midlertidige tilbagefald til mindre demokratiske institutioner. Når man gør det, viser der sig at den del af den økonomiske politik, der ændrer sig ved stabil demokratisering, primært er pengepolitikken. Yderligere granskning peger på, at de stabile demokratiske transitioner fører til langt mere uafhængige centralbanker. Interessant nok peger det altså på, at når folk får demokratiske rettigheder, sørger man generelt for, at centralbanken bliver beskyttet mod politisk indflydelse. Sjovt nok finder vi det præcist modsatte ved de ustabile demokratiseringer, hvor man svækker centralbankens uafhængighed. Det er altså ikke blot om et land bliver demokratisk, men – som vi konkluderer – hvor ’bumpy’ vejen til demokrati er.

Papiret kan findes på SSRN med titlen ”Democratic transitions and institutional change: What’s behind the association?” Abstractet er her:

Many empirical studies have shown democracies to be more supportive of sound economic institutions than authoritarian regimes and recent analysis also finds that democratic transitions are followed by overall improvements in economic freedom. This sheds some light on a possible chain of causality, but up to date it is virtually unknown through which channel democracy actually creates institutional improvements. Employing a dataset by Cheibub et al. (2010), we identify 41 political transitions to democracy since the mid-1970s, for which measures on economic institutions and policies are also available. Panel data analysis is used to examine the outcome of democratization within the framework of a fixed- and random effects model. To control for possible endogeneity, the paper further employs an instrument for democratic transitions, based on observations by Huntington (1991). Results mainly indicate that stable transitions to democracy are followed by strongly improved access to sound money, while unstable transitions seem to impede it. We further find evidence that the improved access to sound money is driven by the installation of more independent central banks in newly established electoral democracies.

Er der fattige i Top 20 pct.?

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. maj 2014. Skriv et svar

Findes der mennesker blandt de 20 pct. rigeste, som er fattige? Det gør der, hvis man tager den danske ”fattigdomsgrænse” alvorlig. Ifølge regeringens ”Familiernes økonomi” defineres grænsen som 50 pct. af medianindkomsten i Danmark. Det svarer til godt 100.000 kr. før skat.

Men 80 pct. af verdens befolkning tjener 100.000 kr. eller mindre om året. Målt med danske alen er stort set alle fattige.

Forklaringen er, at fattigdomsmålet er relativt. Det er konstrueret, så der altid vil findes fattige, uanset hvor rige vi bliver, så længe nogen tjener halvdelen af medianen eller derunder. Og det er valgt, så det afhænger af det geografiske område, man tilfældigvis tilhører.

Med denne definition af fattigdom, kan man strengt taget ikke sige, at folk flygter fra, men til fattigdom. De nordafrikanere, der forsøger at krydse Middelhavet i synkefærdige skuder, vil med sikkerhed havne med en lavere del af medianindkomsten, hvis de kommer ind i Europa, end hvor de kom fra. Og man kan så undre sig over, at de i så stort tal stemmer med fødderne for at blive fattigere. Eller man kan undre sig over, at nogen kan få sig selv til at anvende så absurd en definition på ”fattigdomsgrænse”.

Følger lande OECDs anbefalinger?

Af Christian Bjørnskov, den 23. maj 2014. 2 svar

OECD kommer jævnligt med anbefalinger til økonomisk politik og reformer. Spørgsmålet er dog, hvad de generelt anbefaler, og om lande faktisk følger anbefalingerne. Svaret på det sidste spørgsmål i ny forskning er et rungende nej. I papiret ”What policies does the OECD recommend to its members, and does it make a difference? Evidence from a new database” viser Andreas Bergh, Margareta Dackehag og Martin Rode at mens anbefalingerne giver god mening fra et nationaløkonomisk synspunkt – de ligner i høj grad anbefalinger, der ville øge landets økonomiske frihed og er dermed konsistente med f.eks. Fraser Instituttets reformagenda – er der intet der tyder på, at lande følger dem.

Hvis man skulle være i Aarhus-området med lidt tid i dag, holder Martin Rode seminar i Tuborg Centeret klokken 13-14. Annonceringen er her; seminaret foregår på Fuglesangs Allé i lokale L161.

Bedste danske økonomer 2014

Af Christian Bjørnskov, den 21. maj 2014. 1 svar

Det er blevet tid til en af de tilbagevendende begivenheder her på bloggen: Den årlige diskussion af hvem der er de bedste danske økonomer. Som det vil være trofaste læsere bekendt, gør vi det lidt anderledes fra år til år, men altid med samme basale udgangspunkt (2013 her, 2012 her og 2010 her). Der kan sagtens være glimrende økonomer derude, mens hvis de ikke dokumenterer deres fortræffeligheder, kan vi ikke inkludere dem. Enhver diskussion om emnet tager derfor udgangspunkt i forskeres præstation gennem international, fagfællebedømt (peer-reviewed) publiceret forskning. Aviskronikker, bøger og udvalgsarbejde tæller således ikke. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt. Listen omfatter således kun folk, der bedriver primær forskning i nationaløkonomi. Og som sædvanligt garanterer vi ikke, at vi ikke har glemt nogen.

Årets mål består af to ting: Den gennemsnitlige impact factor på de tidsskrifter, man har publiceret i 2005-2014, og antallet af citationer, man har fået i samme tiårsperiode. Den første er et almindeligt mål for, hvor kræsent tidsskriftet er, og altså hvor høj kvaliteten af forskningen er bedømt fra redaktørens side. Den andet er et mål for, hvor mange der efterfølgende har ’brugt’ folks artikler i deres egen forskning, dvs. også en slags alternativt mål for kvalitet, men observeret i forskningsmarkedet. De to er i en vis forstand også udtryk for to forskellige publikationsstrategier – vil man publicere relativt mindre, men satse på de fineste tidsskrifter, eller publicere mere og nogle gange i lidt mindre prestigiøse tidsskrifter?

Igen i år er der en klar vinder, og igen i år er vinderen Nicolai Juul Foss, mens hans CBS-kolleger Keld Laursen og David Lando besætter de næste pladser. Nummer fire er – vel at mærke bedømt på de sidste ti års præstationer – 71-årige Martin Paldam. Listen omfatter også en nuværende og to tidligere vismænd – Claus Thustrup Kreiner, Michael Rosholm og Nina Smith – og David Dreyer Lassen, der endelig er ved at blive mere kendt i offentligheden gennem en serie glimrende klummer i Børsen. Der er dog også flere, som Helena Skyt Nielsen og Thomas Barnebeck, der ikke er kendt udenfor økonomkredse, men stadig fremragende på deres område og anerkendt internt i miljøet.

Sammenligningerne viser sjovt nok også ganske klart, hvordan der ikke er en generel sammenhæng i det mellem-til-pæne område. De ganske mange økonomer, der ikke er med, vil typisk ligge med lave impacts og få citationer, mens en meget lille gruppe – stort set kun Nicolai Foss, Keld Laursen og David Lando – ligger med høje gennemsnitsimpacts og mange citationer. Tager man dem ud, er det tydeligt, at der næsten ingen sammenhæng er mellem de to mål; korrelationen skifter endda fortegn. Sammenligningerne viser dog også en anden ting ganske klart: At der er fire forskere, der skiller sig ud ved at have mere end 1000 citationer de sidste ti år: Nicolai Foss, Keld Laursen, David Lando og Martin Paldam. De ligger således i samme lag som f.eks. den tyske superøkonom Axel Dreher, som ville have været nummer tre i Danmark (med 1493 citationer og en gennemsnitsimpact på 1,1).

Top-20 er her, taget ud af et sample på 35 kandidater. Først tal er gennemsnitlig impact score og andet tal citationer. De næste er placeringen på enten det ene eller andet index. Det sidste er forskernes H-scorer, som er et andet mål for kvalitet. Som hvert år er pointen, at toppen forbliver den samme, mens resten afhænger af præcist hvordan man vælger at måle.

1. Nicolai Foss (CBS) 3,07 2404 1 1 28
2. Keld Laursen (CBS) 2,25 1490 2 2 14
3. David Lando (CBS) 2,01 1103 4 3 10
4. Martin Paldam (AU) 0,91 1072 26 4 16
5. Finn Tarp (KU / WIDER) 1,02 811 23 5 12
6. Henrik Hansen (KU) 0,99 791 24 6 8
7. Peter Bogetoft (CBS) 1,83 495 8 8 15
8. Morten Bennedsen (CBS/ INSEAD) 1,89 437 7 10 7
9. Christian Bjørnskov (AU) 1,05 696 21 7 14
10. David Dreyer Lassen (KU) 2,05 292 3 15 7
11. Steffen Andersen (CBS) 1,95 275 6 19 7
12. Tor Eriksson (AU) 1,11 540 21 8 14
13. Carl-Johan Dalgaard (KU) 1,47 391 12 12 8
14. Claus Thustrup Kreiner (KU) 1,95 225 5 21 7
15. Peter Norman Sørensen (KU) 1,57 329 10 13 7
16. Søren Bo Nielsen (CBS) 1,03 471 22 9 12
17. Helena Skyt Nielsen (AU) 1,46 291 13 16 10
18. Michael Rosholm (AU) 1,19 283 20 18 10
19. Nina Smith (AU) 0,80 408 27 11 12
20. Thomas Barnebeck Andersen (SDU) 1,67 102 9 28 5

 

EU og Danmarks skandaløse energi- og klimapolitik

Af Niels Westy, den 19. maj 2014. Skriv et svar

Jeg havde i går søndag en kronik i Berlingske Tidende (grøn vækst – en farlig cocktail), skrevet sammen med Anders Primdahl Vistisen om den sammenstilling af “grøn omstilling” og vækstfremmende tiltag, som flere partier gør sig i på tværs af de politiske fløje.

En sammenstilling som er i modstrid med sagkundskabens anbefalinger. Det er i sig selv lidt af et paradoks. Mens man i klimadebatten på den ene side ofte henviser til den videnskabelige nær-konsensus om menneskeskabte klimaforandringer, afviser man således samtidig at lytte til sagkundskaben når den påpeger at:

  1. Den første klima- og energipolitik er ikke vækstfremmende, men derimod væksthæmmende. Den skaber ikke arbejdspladser, men koster arbejdspladser.
  2. Den førte klima- og energipolitik har trods enorme omkostninger kun marginal indvirkning på den globale opvarmning.

Som vi påpeger i kronikken, er den højt besungne »grønne omstilling« ikke løsningen på hverken skabe vækst, arbejdspladser eller fremme overgangen til CO2 neutral energiproduktion.

Der er derimod grund til at mene, at EUs klimapolitik er med til at forringe velstanden både i og uden for Europa nu og her, mens man udskyder overgangen til klimavenlig energiproduktion på markedsvilkår, som også fattige lande har råd til.

Tilhængerne af grøn omstilling hævder godt nok, at det fremmer beskæftigelsen at satse på de »progressive« sektorer, som Margrete Auken ynder at kalde de dele af erhvervslivet, der beskæftiger sig med grønne teknologier. Det strider dog imod hvad en række analyser både herhjemme og i udlandet er kommet frem til. 

Således påpeger de økonomiske vismænd i deres seneste rapport, at et stop for fremtidig støtte til vedvarende energi ville have en positiv effekt på forbrug og vækst og øge beskæftigelsen svarende til 5.000 fuldtidsstillinger.

Professor Gabriel Calzada fra Kong Juan Carlos Universitetet i Spanien kom i en analyse for et par år siden frem til, at hvert nyt job i den grønne sektor i Spanien koster 500.000 euro, og medfører tabet af 2,3 jobs i den øvrige økonomi.

En analyse i Italien konkluderede, at der kunne oprettes 6,7 konventionelle arbejdspladser for omkostningen ved at oprette én grøn arbejdsplads i Italien. Endelig konkluderede man i en analyse af det velestimerede Verso Economics i 2011, at hvert nyt job inden for vedvarende energi i Skotland, skete på bekostning 3,7 jobs i den øvrige økonomi.

Og som det økonomiske råd skrev tilbage i 2012:

Det er tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.

Energiproduktionen vil fortsat være baseret på fossile brændstoffer om 25 år

EU har en målsætning om, at udledningen af CO2 i 2030 skal være reduceret med 40 procent i forhold til 1990-niveauet. Ydermere skal 27 procent af energien komme fra vedvarende energi. Det vil dog ikke gøre den store forskel i den globale energiproduktion, og dermed udledningen af CO2.

10322812_10202435277577640_7803866171413019836_n

Som det fremgår af figuren til venstre, er verden langt fra på vej mod en “grøn omstilling”. Og da den fortsatte vækst i energiproduktionen primært vil finde sted udenfor OECD, med andre ord i relativt fattige lande, er det komplet urealistisk at forestille sig at fremtidige klimaproblemer vil veje tungt i valg af energikilde.

EU står allerede i dag for blot lidt over ti procent af den samlede CO2-udledning. En andel der under alle omstændigheder vil falde markant de kommende årtier.

Ikke engang det faktum, at amerikanernes overgang fra kul til skifergas har betydet mere for at bremse det globale CO2-udslip end verdens samlede vindmøller og solcelle- anlæg, synes at påvirke europæiske politikere.

I modsætning til sol og vind, er skifergas endda en billig energikilde som har medført, at prisen på energi er halveret i USA det seneste årti, mens udviklingen er gået stik modsat i Europa. Det har medført, at hvor USA har oplevet en tilbagekomst af energitung industri, hvilket har øget beskæftigelsen med en mio. stillinger, fortsætter europæisk industri sin udflytning fra Europa. Sidstnævnte indebærer godt nok, at CO2-udslippet fra Europa falder, men har ingen betydning for det globale udslip.

Hvor absurd klima- og energipolitikken er i EU illustreres fint med forbuddet mod glødepærer. Når alle Europas gamle glødelamper på et eller andet tidspunkt er skiftet ud med sparepærer, vil CO2-besparelsen svare til én dags CO2-udslip i Kina. I Tyskland har man siden år 2000 subsidieret grøn energi med mere end 800 mia. kroner. Alene i år koster det den tyske skatteyder 150 mia. kroner.

Man har yderligere forpligtet sig til at subsidiere alene solenergi med et tilsvarende beløb de næste 20 år. Og effekten af denne massive subsidiering? Den globale opvarmning udsættes med 37 timer!

Kriseramte Spanien fører endda en endnu mere grotesk energipolitik. Således beløber subsidier til grøn energi sig til mere end 1 procent af BNP per år. Det er mere end man bruger på de videregående uddannelser! I løbet af de næste år har man forpligtet sig til at betale 1.200 mia. kroner i subsidier. Effekten er, at den globale opvarmning bremses med 62 timer!

Med andre ord har 2.000 mia. kr. til grøn omstilling og klimainitiativer købt os under en uges forsinkelse af de klimaforandringer, forskerne har estimeret sig frem til.

Som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, står Danmark bestemt ikke tilbage for vores europæiske brødrefolk, når det kommer til nyttesløse klimaudgifter.

Det økonomiske råd har i årevis kritiseret dansk energi- og klimapolitik for at være virkningsløs i forhold til den globale CO2 og håbløs ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt. Og i forhold til udviklingen i det globale CO2-udslip giver det ganske enkelt ingen mening.

Og så er der selvfølgelig den næsten ensidige satsning på vindenergi, som vi har haft i Danmark gennem 20 år. En energiform som næppe har potentiale til andet end at være en nicheproduktion, og hverken er konkurrencedygtig eller reelt anvendelig i større omfang.

Når Børsen i dag dedikeret flere sider til en historie om at PFA er ved at miste lysten til at investere i vindenergi. En energiform som har kostet danske skatteydere mia. af kroner, samt tab af vækst, velstand og arbejdspladser i andre dele af økonomien. MAn må håbe, at PFAs udmelding ikke indebærer at landets politikere vil kaste endnu flere af vores penge i dette håbløse projekt. Men man kan frygte det værste.

Som professor Peter Nedergaard skrev på sin facebook i den anledning:

Dansk havvind blev skabt i en rus af planøkonomisk hybris, hvor man regnede med at kunne forudsige energipriserne i fremtiden. Afdækningen af, hvordan man hældte milliarder af kroner ned i et sort hul ved Anholt, burde der skrives kritisk og afdækkende journalistik om. Se det er relevant journalistik, som overgår afdækningen af diverse indkøb af underbukser og sokker med flere kilometer: 

Summers om Picketty

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2014. 1 svar

En af de mest omtalte bøger i år har været den franske økonom Thomas Pikettys Capital in the Twenty-First Century. Bogen er en fransk, venstreorienteret kritik af kapitalisme – ikke af dens velstandsskabende konsekvenser, som Piketty fuldt erkender – mens dens ulighedsskabende virkninger, som han postulerer. Debatten kom også forleden aften til Danmark med en lidt forvirret diskussion i DR2s Deadline mellem Rune Lykkeberg fra Politiken og Martin Ågerup fra Cepos. Så hvad skal man mene, når nogle hylder bogen som et stort gennembrud og andre mener, at den er en fortænkt og forvirret gang vrøvl iklædt økonomisk gevandter?

Jeg er helt enig med Greg Mankiw i, at Larry Summers anmeldelse i Democracy i forårsnummeret er den bedste indtil videre af de mange (se f.eks. her, her, her og her). Summers rammer hovedet på sømmet på en række områder. Pikettys hovedpointe er opsummeret i ligningen r > g, dvs. at renten (hvilken rente er Piketty ikke rigtigt klar på) og dermed afkastet til kapital overstiger vækstraten i gennemsnitsindkomsten. Han mener derfor, at når formuerne for kapitalejerne vokser hurtigere end de almindelige indkomster, må uligheden stige. Summers er ikke enig:

But I think he misreads the literature by conflating gross and net returns to capital. It is plausible that as the capital stock grows, the increment of output produced declines slowly, but there can be no question that depreciation increases proportionally. And it is the return net of depreciation that is relevant for capital accumulation. I know of no study suggesting that measuring output in net terms, the elasticity of substitution is greater than 1, and I know of quite a few suggesting the contrary.

Et andet ømt punkt, som Summers trykker på, er Pikettys antagelse om, at afkastet til kapital er geninvesteret. Er det ikke det, vil formuerne logisk nok ikke vokse med r, men kun med r * den del af afkastet, der faktisk geninvesteres, og minus omkostningerne til vedligeholdelse af kapital (deprecieringen). Bogen giver en analyse, som man med glædesråb har modtaget på venstrefløjen – hvor ofte sker det lige at internationale topøkonomer siger noget, de kan lide? – men der er mange skjulte detaljer, der simpelthen ikke giver meget mening. Mere om den senere, når jeg har slæbt mig gennem dens 700 sider.

Tolerance i verden – nyt fra WVS

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2014. 4 svar

Forleden frigav the World Values Survey den sjette bølge af undersøgelsen, foretaget 2010-14. WVS har i årevis været en guldgrube af oplysninger i samfundsvidenskaberne, ikke mindst for den tillidsforskning, jeg selv er en del af. At en ny bølge med 50 lande frigives er derfor en stor event for nogle af os! Den er også frit tilgængelig for ikke-forskere og kunne være en glimrende kilde i undervisning på gymnasieplan, da online-systemet er ret enkelt at finde rundt i hos både WVS og den tilsvarende European Values Survey.

Et eksempel på, hvad man kan bruge databasen til, er mål for tolerance. Inspireret af bl.a. Niclas Berggren og Therese Nilssons forskning på området, har jeg taget spørgsmålene fra de  seneste WVS og EVS om, hvilke grupper man ikke har lyst til at have som naboer som udtryk for intolerance. Tager man gennemsnittet af kategorierne ‘homoseksuelle’ og ‘folk med AIDS’ får man et ganske godt mål for tolerance af folk med en særlig minoritetslivsstil.

Og her ligger overraskelserne. De fem mest tolerante lande blandt de 79 lande i de to undersøgelser er ikke overraskende Island (2,5%), Danmark (4,5%), Frankrig (4,8%), Sverige (5,3%) og Norge (5,5%). Overraskelsen ligger i, at nummer 7 er Uruguay, hvor 7,6% nævner de to kategorier. Mexico, Chile, Colombia og Trinidad ser også helt vesteuropæiske ud, når man ser på deres toleranceniveau. Gennemsnittet i hele samplet er 43,8 %, der ikke ønsker homoseksuelle som naboer – ganske tæt på det faktiske niveau i Letland og Kroatien. Bunden defineres af Armenien (84,8%) og Azerbaijan (94,4%) og Kaukasus ser generelt stærkt intolerant ud. Hvorfor nogle lande således ser mere tolerante ud end andre følger ikke altid helt simple mønstre. Derfor ser vi her på stedet frem til Berggren og Nilssons næste studier – og flere nye data fra WVS og andre.

Gary Beckers betydning

Af Otto Brøns-Petersen, den 7. maj 2014. Skriv et svar

Gary Becker døde i weekenden. Det er et tab. Nok havde han rundet de 83 år, men var stadig skarp og produktiv. Og indflydelsesrig. Få har har haft så stor betydning som han for, hvordan økonomisk forskning praktiseres i dag. Når det kom til politikforslag, kunne man derimod have ønsket sig, at endnu flere havde lyttet.

Se hans blog her. Og her er min nekrolog i dagens Børsen.

 

Gary Becker, 1930-2014

Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2014. Skriv et svar

Gary Becker, professor i nationaløkonomi og sociologi ved University of Chicago, døde forleden dag efter længere tids sygdom. Becker fortjener at blive mindet, ikke mindst for det arbejde som han modtog Nobelprisen for i økonomi i 1992. Ikke blot økonomi, men også dele af sociologi og jura havde set anderledes ud uden ham.

Beckers PhD-afhandling handlede om diskrimination og viste sig – efter nogle år – at være et stort gennembrud i forståelsen af emnet. Afhandlingen brød med ideen om, at diskrimination var gavnlig for den diskriminerende. I stedet viste Becker, at hvis man diskriminerer mod sorte i et frit arbejdsmarked, bliver ens hvide arbejdskraft dyrere. Diskrimination er med andre ord en ekstra omkostning, medmindre politiske reguleringer beskytter den diskriminerende part.

Becker var også en pioner i introduktionen af uddannelse – human kapital – i nationaløkonomi. Ideen at ikke blot fysisk realkapital, men også folks viden og evner er produktiv var et paradigmeskift, ikke mindst fordi det betød at man også kunne investere bevidst i human kapital. På samme måde var hans syn på familiens økonomi – Becker så familien som et firma og ikke en enkelt enhed – centralt i forståelsen af arbejdsvalg, børneopdragelse og hvad der nogle gange kan se ud som mærkværdige valg mellem ægtefæller.

Sidst men ikke mindst var Becker en vigtig figur i udviklingen af den del af law and economics, der analyserer kriminalitet. Præcist som ethvert andet økonomisk valg, vurderer mange kriminelle gevinsterne i forhold til den forventede straf. Ser man kriminalitet, og ikke mindst berigelsesforbrydelser, i dette lys, er spørgsmålet ikke hvorfor der er så meget, men hvorfor der ikke er mere kriminalitet i mange vestlige lande.

Becker var kendt som en krævende, men åbensindet underviser, vejleder og kollega. Han skar igennem tågerne og gik direkte til pointen i enhver diskussion. Som flere har understreget, var Beckers arbejde hverken særligt teknisk eller analytisk sofistikeret, og konklusionerne var intuitive og næsten åbenlyse – når han først havde ført én til dem. Beckers geni var ofte, at han var den første til at se vejen til det indlysende. Det er ikke altid populært, men som Steven Levitt citerer ham for at sige: ”Så længe folk bruger energi på at angribe en, ved man at man gør noget rigtigt.”

Mange andre har skrevet om Becker de sidste dage: Otto Brøns-Petersen i Børsen, Peter Boettke på Coordination Problem, Steven Levitt på Freakonomics, Peter Lewin på Organizations and Markets, James Heckman i en hyldest i 2011, Russ Roberts på Cafe Hayek, Robert Hershey i NYT, og Justin Wolfers i The Upshot. Hvis man vil læse Becker selv, er hans Nobeltale et godt sted at starte.

Gary Becker er død

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2014. Skriv et svar

Greg Mankiw meddelte i går på sin blog at Gary Becker, professor i nationaløkonomi i Chicago og modtager af Nobelprisen i 1992, er død, 83 år gammel. Becker var en af de mest indflydelsesrige økonomer i anden halvdel af det tyvende århundrede og bl.a. central for en ny forståelse af f.eks. diskrimination og kriminalitet. Vi bringer mere om Becker de næste dage, men her er en god introduktion til hans arbejde.