Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Mere rigdom og lavere skatter…

Af Otto Brøns-Petersen, den 27. september 2014. 3 svar

Først nogle gode nyheder: Vi er blevet et par procent rigere, og samtidig er skattetrykket faldet et par point. Og så den dårlige: Det skyldes, at Danmark Statistik har revideret nationalregnskabet. Definitionen af bruttonationalproduktet (BNP) er blevet ændret og udvidet. Et par skatter (primært kirkeskat, kulbrinteskat og a-kassebidrag) er gået ud, mens andre (f.eks. PSO-afgiften på el) er kommet med. Intet i den virkelige verden er ændret, kun den måde den bliver målt på.

Bismarck sagde som bekendt, at folk sover roligere om natten, desto mindre de ved om, hvordan man laver pølser og politik. Noget tilsvarende gælder utvivlsomt statistik, ikke mindst nationalregnskabsstatistik. BNP lever langt fra op til de forestillinger, rigtig mange går rundt med om det – hverken når det gælder entydighed i mening eller præcision i opgørelse. Strengt tager ved vi ikke, hvad BNP betyder, eller hvor stort det er. Eller rettere: Det er, hvad det er defineret som. Og det måles ud fra de kilder, som det er muligt at finde eller konstruere. Det skyldes ikke, at statistikerne er skødesløse, inkompetente eller samvittighedsløse. Det er de så langt fra. Men statistikken er nu engang ikke mere end den er.

BNP er bedst til at give et groft indtryk af økonomiens samlede størrelse. Det giver en idé om, hvor stor velstanden er i et land i forhold til et andet. Eller hvor meget den er steget i løbet af f.eks. et årti. Man kan også få et indtryk af andre størrelser ved at sætte dem i forhold til BNP. Skattetrykket er et velkendt mål, der beregnes på den måde (altså ved at dividere de samlede skatteindtægter med BNP). Man kan med rimelig sikkerhed regne med, at et land med 10 points højere skattetryk end et andet også har generelt højere skatter. Derimod viser skattetrykket ikke, hvor stor den gennemsnitlige skatteprocent er. Man betaler ikke skat af BNP, og skattegrundlagene lagt sammen giver ikke BNP.

Naivitet omkring, hvad BNP kan vise, får en gang i mellem nogle til at foreslå korrektioner. Især vil man støde på nogle, som energisk advokerer for et ”grønt BNP”. De lider ofte af den misforståelse, at BNP er en slags facit, og at facit kan blive korrekt, hvis man blot tager dette eller hint med. Men realiteten er, at BNP ikke er et facit. Det kan som regel kun bruges som input eller indikator. Og det kan gå helt galt, hvis man forsøger at styre efter BNP. Det kan man lige så lidt som man kan styre universet ved hjælp af Hubble-teleskopet.

En af de økonomer, som har kritiseret BNP skarpest, var Oskar Morgenstern (som flere nok kender som grundlæggeren af spilteori sammen med John Neumann). Her er en ikke-teknisk præsentation (fra 1975), hvor han ikke lægger fingrene imellem. Og her en smagsprøve:

”We would of course like to know whether and how much and in what direction the economy has grown and how economic welfare has been changed, presumably been improved. We would like to have good, trustworthy numerical expressions for both. Alas, the GNP concept is primitive in the extreme and certainly useless for any adequate expression of “growth”. “Social welfare” is still so difficult and controversial a notion that, without overcoming the inherent great conceptual difficulties we cannot indicate any measure at present which is scientifically unchallengeable and does not involve political, moral or whatever other prejudices”.

Og én mere: En økonomi er mere kompleks end et menneske, og den ændrer hurtigere karakter som følge af teknologisk udvikling. Men

”would anybody in his senses imagine that there could be a single scalar number, which would adequately describe the development of a human from babyhood to maturity to old age: the growth of the body, the mind, of capabilities? The idea is so grotesque and ludicrous that we can dismiss it from the outset”.

Den økonomiske proces fungerer ikke, fordi vi kan måle og styre den:

“All this works and works miraculously well, although of course it is easily subject to great disturbances. The astonishing fact is not that the thing does not work well, but that it works at all. It is only when we realize the complexity of the economy that we begin to see, and possibly understand how dangerously it is to interfere with these matters”.

Dansk og svensk makroperformance

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2014. 5 svar

Jeg deltog i et bogseminar på Lunds Universitet i går i anledning af min ven Andreas Berghs nye bog. En af mine meget få anker over bogen – der handler om Sverige som kapitalistisk velfærdsstat og derfor om, hvordan det kan lade sig gøre at have en velfærdsstat i et rigt land – var, at man måske kunne have overvejet at lave lidt sammenligning mellem de nordiske velfærdsstater. Til præsentationen forberedte jeg figuren nedenfor. Tallene på y-aksen er dansk og svensk købekraft i procent af de andre nordeuropæiske landes. Kigger man på figuren, er der mindst tre ting, der springer i øjnene: 1) Sveriges store forbedring efter 1990ernes reformer (og er Sverige blevet en social massegrav pga. reformerne?); 2) Danmarks kontinuerte nedtur, med den tidlige Schlüter-periode som undtagelse; og 3) hvor meget rigere vi var end de fleste andre i 1930erne – før velfærdsstaten. Som man siger på engelsk: Food for thought.

DK SV sml udvikling

Den kapitalistiske velfærdsstat

Af Christian Bjørnskov, den 23. september 2014. Skriv et svar

Hvis nogen skulle være i nærheden af Lund i Skåne i morgen, afholder Nationalekonomiska Institutionen på Lunds universitet et bogseminar om en ny udgivelse. 16.30 i Alfa 1010 præsenterer Andreas Bergh sin nye bog Sweden and the Revival of the Capitalist Welfare State. Bogen er en opdateret og revideret udgave af den glimrende Den Kapitalistiska Velfärdsstaten, som forklarede hvordan de nordiske lande med umiddelbart socialistisk omfordelende stater alligevel kunne klare sig rimeligt godt. Den nye bog er aldeles glimrende og på flere måder bedre end den gamle, men som discussant skal jeg have noget at kritisere, men det er svært. Der er mere information hos forlaget her; bogen er stærkt anbefalet!

Hvordan går det med den europæiske korruption?

Af Christian Bjørnskov, den 20. september 2014. 3 svar

Man hører med jævne mellemrum påstande om, at korruptionen er eksploderet – især når folk er utilfredse med noget helt andet. En af de mest brugte definitioner er ”the abuse of public office for private gain” hvilket i de fleste tilfælde omfatter bestikkelse. Som vi har skrevet om før her på stedet, er der forsvindende lidt af det i Danmark, mens det er ganske almindeligt i andre lande. Men hvilke lande? Og passer folks forestillinger om, hvilke lande der er mest korrupte, stadig?

Figuren nedenunder viser udviklingen i korruption i fem europæiske regioner siden sidst i 90erne, baseret på Transparency Internationals korruptionsindeks. Jo højere indeksværdien er, jo mindre korruption har landet, og 100 er defineret som helt fri for problemer. Som man kan se af den sorte linje, er de nordiske lande de suverænt reneste i Europa. Den lille nedadgående trend er udelukkende drevet af Island, der faktisk har vist sig at have problemer. Nordvesteuropa har også været nogenlunde stabilt over perioden. Et af de få, der har et faldende indeks, er Storbritannien – udløst af afsløringerne fra mediernes bestikkelse af bl.a. politi.

Korruption Europa 99 13

Den gode nyhed er, at det går fremad i både Sydeuropa og de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa. Den bedste nyhed er dog, at vores nærmeste naboer med en kommunistisk fortid meget hurtigt er ved at blive af med deres værste korruptionsproblemer. Polen, der for 15 år siden lå på græsk niveau, har i dag problemer i samme omfang som Spanien og Portugal – dvs. ikke perfekt, men dog en stor forbedring. Estland, som ofte er ’det hemmelige nordiske land’, er endda rykket fra en placering midt i feltet til cirka østrigsk eller fransk niveau.

Og hvad så, kunne man måske spørge. Svaret er, at det er vigtig information for mange erhvervsinteresser, som måske stadig hænger fast i forestillingen om Østeuropa. De nordlige postkommunistiske lande er ikke længere ’Østeuropa’ som vi forestiller os. De er på flere måder ved at blive Nordeuropa, som de var en gang.

Danmarks langsigtsproblem

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2014. 2 svar

Forleden diskuterede vi Danmarks rent umiddelbare økonomiske problemer. Vi understregede også, at Danmark har et langsigtet problem, som man overser i dansk politik. Vi vokser ganske enkelt langsommere end vores nabolande. I starten af 1960erne var danskerne i gennemsnit ti procent rigere end vores naboer. I dag er vi fem procent fattigere, og denne udvikling synes at have taget ekstra fart i de senere år. Den er blot så tilpas langsom, at den ikke rigtigt betyder noget i det kortsigtede miljø, som dansk politik er.

Dagens figur er derfor udviklingen i produktivitet de sidste 30 år, målt via OECDs multifaktor produktivitetsmål per indbygger. Den fulde, sort linje er USA’s udvikling i produktivitet siden 1985. Den prikkede linje viser gennemsnittet af vores geografiske nabolande, hvor man ganske tydeligt kan se krisen i de seneste år. Og den røde linje er Danmark. De sidste 30 år er produktiviteten steget 1,4 % per år i Danmark og 1,7 % i vores naboer og USA. Siden 1995 har den danske produktivitetsvækst vore 0,9 % i gennemsnit, mens den har været 1,5 % hos vores naboer og 1,8 % i USA. Med andre ord er Danmark trendvækst i produktivitet på langt sigt ganske enkelt lavere end de nabolande, som vi ellers deler teknologi, international regulering og konjunkturer med. Problemet er langsigtet, stort og eksklusivt dansk.

DK prod udvikl 85 13

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2014. 1 svar

Femte nummer i år af det fine, svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt er nu på gaden. Som altid er der interessante artikler om forskellige emner. I dette nummer er der således en kortlægning af fremragende økonomiforskning i Sverige, en artikel om det anspændte forhold mellem økonomen Bertil Ohlin og Dag Hammarskjöld, der senere blev FN’s generalsekretær, og et perspektiv på den svenske boligpolitik. Sidstnævnte ligner på mange måder den danske og diskussionen burde derfor også være af interesse for folk her i landet. For mit vedkommende er Berger og Enflos artikel om infrastrukturpolitik og regional udvikling dog højdepunktet, men som altid er Ekonomisk Debatt, der redigeres så glimrende af Niclas Berggren og Therese Nilsson, relevant og spændende. Absolut anbefalet!

1,4 procent?

Af Christian Bjørnskov, den 31. august 2014. 22 svar

Den forgangne uge i dansk politik har budt på både drama og morskab. Morskaben, i det mindste hvis man er økonom, kom i form af regeringens forventning til dansk økonomi. Man valgte, da man tirsdag fremlagde redegørelsen og finanslovsudspillet, at fastholde en officiel forventning om 1,4 procents vækst i 2014 og cirka 2 procent i 2015. Uanset de politiske og faglige forskelle på danske nationaløkonomer, talte vi alle med én stemme: Det er helt usandsynligt, at Danmark når 1,4 procent i år. Min egen vurdering, som DR bragte, er at regeringen skal være endda meget heldig, hvis vi når den ene procent.

Danmarks Statistik bragte mere morskab senere på ugen, da kvartalstallene for foråret 2014 blev offentliggjorte. Dansk økonomi skrumpede 0,3 procent i andet kvartal i forhold til samme kvartal i 2013, med et helt uændret privatforbrug, men en markant forringelse af handelsbalancen. Betalingsbalancetallene reflekterer, at to af vores tre største eksportmarkeder – Tyskland og Sverige – er gået i recession og at flere andre centrale markeder heller ikke har det for godt.

Regeringen har således tre problemer. Problem nummer et er, at finanslovsudspillet går til den absolutte grænse hvad angår både EU’s regler og den danske budgetlov. Medmindre man ignorere loven og de europæiske regler, er der ikke noget at give af – man kan ikke udvide det samlede budget. Når man samtidig ved, at regeringen sigter efter en finanslov med rød blok, er det svært at se hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Problem nummer to er, at dansk økonomi, og i særdeleshed de private investeringer, er næsten totalt stagneret. Som man kan se på figuren nedenfor, der viser privat forbrug, offentligt forbrug og investeringerne (i faste priser, indekseret til 1 i første kvartal 2000, hvor der var økonomisk nedtur), er investeringerne faldet dramatisk gennem krisen og de har ikke rettet sig op. Med det samme investeringsniveau som sidst i 1990erne, hvordan forventer regeringen så at dansk økonomi pludseligt skal begynde at vokse kraftigt igen? Problemet reflekterer, at selvom forbrugertilliden synes at have rettet sig op, er det private erhvervsliv stadig skeptisk over den fremtidige udvikling. Man sætter under alle omstændigheder ikke mange større investeringer i gang, medmindre man fornemmer en vis sikkerhed for, at der ikke kommer nye politisk hovsaløsninger og reguleringer.

DK kvartalsudvikling

Det tredje problem er det, ingen taler om. At komme ud af krisen betyder, at man vender tilbage til trendvækst – den vækst, man har i almindelige år. Problemet, som ingen på Christiansborg synes at erkende, er at dansk trendvækst er langsommere end vores nabolandes! Uanset at vi kommer ud af krisen, er Danmark stadig langsomt, men sikkert, på vej ned ad ranglisten. Vi har et langsigtet vækstproblem som er ved at bringe os ud af Top 20 i verden. Ifølge de seneste opgørelser fra CIA (i the World Factbook) er tyskerne nu 4 % rigere end os og svenskere og islændinge – på trods af deres økonomiske kollaps i 2007-8 – er 7 % rigere end os. Hvad med om man tog det problem alvorligt i stedet for de evindelige, kortsigtede lappeløsninger der kun giver mening i det, der i Folketinget hedder ’den politiske virkelighed’?

Sommerføljetonen om topskatten

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. august 2014. 2 svar

gæld4

Det er omtrent selvfinansierende at afskaffe topskatten. Det peger en voksende forskning nu i retning af. Med sommerens debat kan den tiltagende konsensus måske nå ud i det politiske system og offentligheden.

Det begyndte med et nyt interessant studie af Roland Munch, Claus Thustrup Kreiner og Hans Jørgen Whitta Jacobsen. De så på, hvordan omkostningerne ved at søge job påvirker mobiliteten. Altså – hvis der er en omkostning, men også en gevinst ved at søge efter et job, man er bedre til, så vil vi søge indtil det punkt, hvor omkostningen ved ekstra søgeaktivitet overdøver den sandsynlige gevinst. Modeller af denne art spiller en fremtrædende rolle i moderne arbejdsmarkedsteori (men kan også forklare andre situationer, hvor folk søger – alt fra svampeplukning til kærester). Pointen i det nye studie er, at beskatningen tager en del af gevinsten ved at søge og finde et bedre job. Derfor gør beskatning mobiliteten mindre, og folk er ikke så godt matchede med jobbene. Det betyder, at de er mindre produktive, får mindre løn og derfor betaler mindre i skat.

Ifølge studiets analyse af danske data betyder denne effekt alene, at produktiviteten falder med 0,3 pct., hver gang lønnen efter skat falder med 1 pct. Det vil sige, at den såkaldte elasticitet er 0,3.

Elasticiteten har betydning for to ting: For det første hvor store skattesystemets forvridninger er. For det andet, hvor stor en del af statens umiddelbare tab af skatteprovenu, der vil komme igen, hvis marginalskatten sænkes. Jo højere marginalskat, desto større forvridningstab og selvfinansieringsgrad.

Hvor meget er en elasticitet på 0,3? Egentlig er det ikke så stor en adfærdsvirkning sammenlignet med udbudsvirkningen af prisen på mange andre ting. Så folks arbejdsmarkedsbeslutninger påvirkes kun i ret begrænset omfang af lønnen efter skat. Men når marginalskatten er høj, vil selv en lille elasticitet begynde at give store forvridninger og en høj selvfinansieringsgrad.

Den måske mest interessante konklusion i studiet er, at progressionen i det danske skattesystem medfører et meget stort forvridningstab. Hvis det progressive system blev erstattet af en angelsaksisk inspireret flad skat på 30 pct., ville det øge de samlede indkomster med 20 pct., hvoraf halvdelen, altså 10 pct., ville være mindre forvridningstab. Det er et meget stort skridt i betragtning af, at en skat helt uden forvridning (dvs. en skat på samme kronebeløb til) ville give en gevinst svarende til 12 pct. af indkomsten. Vi betaler altså en høj pris for progressionen. En anden interessant konklusion er, at progressionen i skattesystemet påvirker mange flere end dem, den umiddelbart rammer. Topskatten har betydning for søgeaktiviteten hos dem, der betaler topskat, men også for dem der kunne komme til det.

Men elasticiteten har som sagt også betydning for selvfinansieringsgraden ved at afskaffe topskatten. Til Børsen lavede min kollega Carl-Christian Heiberg og jeg et simpelt regnestykke. Ifølge det på daværende tidspunkt seneste skøn fra regeringen vil det koste 14,1 mia.kr. brutto, men kun 6,8 mia.kr. netto at afskaffe topskatten. Ministerierne anvender en elasticitet på omkring 0,1, svarende til en estimeret ren arbejdsudbudseffekt. Arbejdsudbuddet vil sige, hvor mange timer man arbejder. Produktivitet derimod vil sige, hvor meget der kan produceres hver time. Hvis elasticiteten i stedet for 0,1 er 0,3, så bliver selvfinansieringsgraden ikke 52, men 106 pct.

Det bør dog bemærkes, at de 0,3 og 0,1 egentlig ikke er alternativer, men ligger i forlængelse af hinanden. For topskatten påvirker både arbejdsudbud og produktivitet. Altså snarere omkring 0,4 og en selvfinansieringsgrad klart over 100 pct. (132 pct.).

Der er dog gode argumenter for at regne med 0,3. Det skyldes, at analysen fra Kreiner, Munch og Whitta blot er det seneste af flere nyere studier. Chetty har på baggrund af danske data vist, at friktion kan reducere den målte effekt af små skatteændringer. Tager man hensyn til friktionen, finder han på baggrund af et omfattende studie af den empiriske litteratur en gennemsnitlig elasticitet på netop 0,3.

Så langt, så godt. I Børsen den 29. juli anfører Finansministeriet, at en stigning i produktiviteten fra en lettelse af marginalskatten ikke blot vil påvirke de offentlige skatteindtægter, men også udgifterne. Faktisk så meget, at alle de ekstra skatteindtægter forsvinder igen. Argumentet er følgende: Øget produktivitet vil få lønningerne til at stige. Men hvis lønningerne i den private sektor stiger, følger de offentlige med op og derfor også udgifterne til offentligt forbrug. Og indkomstoverførslerne reguleres også med lønningerne (i DAs lønstatistik). Ergo stiger de også.

Der er dog et problem med denne argumentation. I Børsens kronik den 4.8. påpeger jeg, at stigende offentlige lønninger kun medfører merudgifter, hvis den offentlige produktivitet ikke stiger tilsvarende (som den gør i den private sektor). Nogle gange er det kun den private produktivitet, der stiger – f.eks. når man sænker selskabsskatten. Og så er det rigtigt, at udgifterne stiger svarende til de ekstra skatteindtægter. Men øget mobilitet og bedre jobmatch – som jo er den effekt de tre økonomer har undersøgt – øger produktiviteten i begge sektorer. Derfor bliver den offentlige sektor ikke ramt af den såkaldte Baumols syge, hvor produktivitetsstigninger i den private sektor driver prisen på offentligt forbrug i vejret. Når produktiviteten stiger i begge sektorer, virker det derimod på samme måde som højere arbejdsudbud.

Faktisk er det sådan, at selv om der slet ikke kom øget mobilitet i den offentlige sektor, ville lønstigningerne i den private sektor ikke skubbe de offentlige tilsvarende op. Her er den lidt tekniske forklaring: Som sagt indgår der i regnestykket, at såvel mobilitet som søgeomkostningerne stiger. Nettolønnen er altså hvad der er tilbage efter søgeomkostninger (og skat). Og det er nettolønnen i den private sektor, som den offentlige sektor bliver nødt til at matche, hvis den skal kunne tiltrække den nødvendige arbejdskraft. De øgede mobilitet i den private sektor vil således trække mobiliteten og bruttolønnen op, men søgeomkostningerne vil trække i den modsatte retning. Derfor sætter den private sektors produktivitetsstigning ikke 100 pct. i de offentlige lønninger, selv om vi forudsatte, at mobiliteten er konstant i det offentlige. Men der er som sagt intet, som taler for, at mobiliteten ikke skulle stige begge steder, når skatten sænkes. Vi har ingen holdepunkter for, at effekten det ene sted skulle være større eller mindre end det andet.

Tilbage står altså den afsmittende effekt på overførselsindkomsterne. Men i sidste ende er det en politisk beslutning, hvad man vil regulere med – og altså om man vil lade overførselsindkomsterne stige ekstraordinært. Det ville være en stærkt bizar begrundelse for at opretholde topskatten, at der ikke er råd til at give overførselsindkomsterne en gevinst, de ellers ikke ville få. Man kan blot beslutte ikke at hæve dem. Modsat ved skattereformen i 2012, hvor væksten blev lavere end den ellers ville, er der her bare status quo.

Jeg bemærker mig, at Munch, Kreiner og Whitta tilslutter sig opfattelsen af, hvad der vil ske med de offentlige udgifter, hvis produktiviteten stiger som følge af større mobilitet. Vi er derfor også enige om, at selvfinansieringsgraden øges.

Selv hvis der antages fuldt gennemslag på overførselsindkomsterne af lønstigningerne i den private sektor (hvilket er i overkanten), vil det være knap 90 pct. selvfinansierende at fjerne topskatten (regnestykket er mit – de tre forfattere har ikke regnet på topskatten, endsige nævnt den eksplicit i deres artikel).

Som sagt har elasticiteten betydning for både selvfinansieringsgraden og forvridningstabet. Faktisk svarer selvfinansieringsgraden (før eventuelle effekter på udgiftssiden, vel at mærke) til det marginale forvridningstab. Derfor er det en alvorlig misforståelse, at det er vigtigt, om selvfinansieringsgraden lige præcis er over eller under 100 pct. Selv ved selvfinansieringsgrader betydeligt under 100 pct. er der store samfundsøkonomiske omkostninger ved en skat. Og topskattens samfundsøkonomiske omkostninger er indiskutabelt høje, uanset det er en overskuds- eller en lille underskudsforretning for statskassen at afskaffe den.

Mere om Piketty

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2014. 4 svar

I foråret udkom Thomas Pikettys bog Capital in the 21st Century til stor jubel på venstrefløjen og større skepsis på højrefløjen. Mens den danske debat (heldigvis) er stort set ovre, kører den stadig i vores nabolande. Hvis nogle af vores læsere har misset den, havde Dagens Nyheter i dag en leder om ham med overskriften Sloknad Stjärnglans. DN opsummerer den svenske nationaløkonom Per Krusells kritik af Pikettys storslåede teori om kapitaludvikling og en kapitalismens lov med ordene: ”Krusells slutsats? Det som många först såg som revolutionerande rön stämmer, vid en närmare granskning, inte med verkligheten.”

I Norge kører debatten også, hvilket var grunden til at Jesper Roine (Handelshøjskolen i Stockholm og jeg tog turen til Oslo onsdag aften. Tænketanken Civita havde arrangeret debatmøde torsdag morgen med os og den norske økonom og historiker Einar Lie (Universitetet i Oslo). Hele det fine arrangement blev streamet og kan ses her. Vi var også i Dagsnytt 18 – lidt en slags norsk Deadline med flere emner og mere civiliseret debat, som kan ses her.

Det interessante, set fra mit perspektiv, er to forhold. For det første er det tankevækkende, hvordan en mere end 600 sider lang bog med bestsellerstatus helt kan undgå at inddrage de sidste 40 års indsigter i vigtigheden af institutioner og civilsamfund. Disse forskelle, der er afgørende for langsigtet udvikling, ignoreres fuldstændigt. For det andet er det ganske morsomt at se, hvordan debatten i Danmark aldrig kom ret langt. Danskerne er åbenbart ikke så optagede af økonomiske forskelle som svenskere og nordmænd, der har langt stærkere kollektivistiske politiske traditioner. Uanset debatten er sjov at deltage i, tager jeg det som et sundhedstegn.

Tager folk ansvar for egne børn?

Af Christian Bjørnskov, den 23. august 2014. 7 svar

Politiken bragte i dag en historie om, at en tredjedel af de danske forældre har sendt et barn i skole eller daginstitution, selvom barnet var sygt. Dorte Bo Danbjørg, formand for Forældres Landsforening, udtaler til avisen at ”Vi trænger til, at der bliver skabt bedre vilkår for børnefamilier i Danmark. At forældre enten sender deres syge børn af sted eller selv pjækker fra arbejde bekræfter, at der er store udfordringer i at skulle passe sit arbejde og have syge børn en gang imellem.” En professor fra RUC bekræfter, at ” det er svært at få arbejdsliv og familieliv til at gå op i en højere enhed.” Medierne her til morgen har været fulde af historien og politikere, der mener at staten bør gøre mere.

Men lad mig udfordre automatreaktionerne om, at samfundet da sørme må gøre mere og at det er et stort problem for de stakkels forældre. Man kan nemlig også vende historien om: Hvis en tredjedel af forældrene til børn i daginstitutioner eller skoler har valgt at sende syge børn i skole/institution – det er nemlig et valg – er det en konkret afvejning fra forældrenes side. Er deres børn virkelig ikke vigtigere for dem end at de bare skiber de syge kræ afsted i stedet for at tage en fridag eller måske endda betale for at blive hjemme hos barnet? Med andre ord, mener folk at deres børn er blevet så meget samfundet og andres ansvar og ikke deres eget, at de kræver at vi andre betaler for at de kan blive hjemme, når deres egne børn er syge? Hvornår er folks børn holdt op med at være deres eget ansvar?

Demokratier mod alle odds

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2014. 7 svar

Når man har start et nyt projekt og begynder at samle data og anden information, dukker der ofte ideer op, man ikke havde forudset. Sådan er det også med mit nye projekt med Martin Rode om politiske regimer og regimetransitioner, hvoraf en del om monarki er sammen med den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard.

 

En af de små ting er – som det er almindeligt kendt – at der er en stærk spatial korrelation i demokrati. Sagt med andre ord: Jo flere af ens nabolande, der er demokratiske, jo større bliver chancerne for, at ens eget land også bliver det. Bruger man Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, der blot angiver om et land har frie og fair valg eller ej, kan man således også se, hvilke lande der er stabilt demokratiske på trods af deres nabolande.

Overraskelsen er, hvor få der er af den type. I de senere år (00’erne) har der kun været syv lande, der er stabile demokratier og omgivet af udelukkende ikke-demokratiske lande. I alfabetisk rækkefølge er de Botswana (der er stabilt demokratisk siden 1966), Ghana (siden 1993), Jamaica (siden 1950), Kenya (siden 1998), Malawi (siden 1994), Mongoliet (siden 1990) og Sao Tomé og Principe (siden 1991).

Spørgsmålet er, hvorfor netop disse lande synes at kunne opretholde rimeligt velfungerende demokratiske institutioner, når deres naboer ikke kan. Det har vi ikke noget svar på, men opfordrer læserne til at overveje, hvad der kunne være særligt ved netop disse lande.

Enhjørninge-governance

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2014. Skriv et svar

Hvis man som liberal diskuterer statens rolle med ikke-liberale folk, løber man ofte panden mod en mur. Mike Munger (Duke) publicerede forleden nogle overvejelser over problemet i The Freeman under titlen ”Unicorn Governance.” Hans simple, men ofte oversete pointe er, at mens de fleste sagtens kan se problemerne – i Danmark for eksempel at Skat de facto har næsten ubegrænsede midler til rådighed – er løsningen for de fleste, at Staten da må gøre mere. Antager mange ikke ofte implicit, at Staten er løsningen på problemer, Staten skaber? Mungers hovedpointe er her; resten er også stærkt anbefalet!

When I am discussing the State with my colleagues at Duke, it’s not long before I realize that, for them, almost without exception, the State is a unicorn. I come from the Public Choice tradition, which tends to emphasize consequentialist arguments more than natural rights, and so the distinction is particularly important for me. My friends generally dislike politicians, find democracy messy and distasteful, and object to the brutality and coercive excesses of foreign wars, the war on drugs, and the spying of the NSA.

But their solution is, without exception, to expand the power of “the State.” That seems literally insane to me—a non sequitur of such monstrous proportions that I had trouble taking it seriously.

Markedet og prosocial adfærd – et studie mere

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. august 2014. 1 svar

Fremmer markedsøkonomier egoistisk ”markedstænkning” og underminerer de samarbejde, empati og fairness-normer? Antagelsen er udbredt, men som redaktøren har beskrevet her og her, tyder flere eksperimentalstudier på det modsatte. Senest har et studie vist, at borgere opvokset i det tidligere DDR var mere tilbøjelige til at snyde end borgere opvokset i det tidligere Vesttyskland.

Endnu et studie peger i samme retning. Deltagelse i udvidede markedssamfund var stærkt korreleret med en vilje til at gøre noget for andre og straffe ”unfair” handlinger, selv om begge dele umiddelbart indebærer en omkostning. De to ”store” verdensreligioner, islam og kristendom, var også forbundet med en større tilbøjelighed til at straffe ”unfair” modparter – men ikke at straffe ”unfair” tredjeparter og ikke større vilje til at gøre noget for andre.

Henrich et al har således undersøgt 2148 personer fra femten befolkningsgrupper fra vidt forskellige dele af kloden. De strækker sig fra jægere og samlere over nomader til amerikanske lønmodtagere. Forskerne lod dem spille tre slags spil. Et hvor de havde mulighed for at dele en gevinst med en anonym medspiller (diktatorspillet). Et hvor de havde mulighed for at straffe en anonym medspiller, som ikke var tilstrækkelig villig til at dele en gevinst med dem (ultimatumspillet). Og et hvor spillerne fik mulighed for at straffe en medspiller, som havde optrådt unfair over for en tredjepart (tredjepartsafstrafningsspillet).I alle tre tilfælde var der en omkostning forbundet med ”prosocial” adfærd, idet gevinsten ved at deltage i spillet (udmålt efter en lokal dagløn) blev mindre.

Som udtryk for gruppernes markedsintegration blev anvendt et mål for, hvor stor en del af det daglige kalorieindtag, som stammer fra markedstransaktioner.

Markedsintegration var som sagt positivt korreleret med tilbøjeligheden til ”prosocial” adfærd i alle tre spil. Tilhørsforhold til en af de to religioner var positivt korreleret med ”prosocial” adfærd i ultimatumspillet, men ikke de to andre. Analysen stemmer ikke godt overens med forestillingerne om, at den moderne civilisation er båret af fortsatte, men korrumperede normer fra ”de noble vilde”, som Rousseau kaldte dem. Og altså heller ikke, at ”markedstænkning” står bag en sådan udvikling.

Analysen støtter heller ikke, at de disse normer i særlig grad kommer fra en af de store monoteistiske religioner, sådan som konservative muslimer og kristne kan finde på at hævde. Effekten af islam og kristendom havde mindre udbredt effekt end markedseksponering.

Legalisering vs. afkriminalisering af narkotika

Af Niels Westy, den 11. august 2014. 4 svar

For nylig offentliggjorde Liberal Alliances sit bud på en ny socialpolitik. Her foreslog man blandt andet afkriminalisering af narkotika til eget forbrug. Af den efterfølgende omtale i medierne er det tydeligt, at begreberne legalisering og afkriminalisering ofte blandes sammen. Stort set alle avisartikler om udspillet skrev om legalisering, og Sophie Løhde talte om “heroin i skolegården“. Men legalisering og afkriminalisering er bestemt ikke det samme.

Afkriminalisering er først og fremmest et sundheds- og socialpolitisk tiltag. Egentlig legalisering er derimod, ud over at være drevet af en grundlæggende liberalistisk funderet frihedsdagsorden, baseret på økonomisk rationelle argumenter.

Både afkriminalisering og selvfølgelig legalisering er naturligvis begge et opgør med forestillingen om, at man kan bekæmpe og ultimativt udrydde brug og misbrug af en række rusmidler ved hjælp af straffelov, politi og i visse lande militærindsats.

Det viser de seneste 50 år ikke er muligt.

Fortalerne for fortsat kriminalisering vil formentlig omvendt fremhæve, at det måske ikke er muligt at komme problemet til livs, men at kriminaliseringen har begrænset omfanget af stof(mis)brug. Det er der bare intet belæg for. Som jeg har skrevet om før, kan der ikke etableres en sammenhæng mellem graden af kriminalisering, samt brug af magt og tvang, og omfanget af stofmisbrug.

Sverige og Portugal, som repræsenterer to yderpoler i vesteuropæisk narkotikapolitik, har overordnet set samme forbrug i forhold til indbyggertallet. Mens USA, som altid har ført en meget hård politik, har et langt højere forbrug end Holland, som traditionelt har holdt sig tilbage med kriminalisering, også i forbindelse med hårde stoffer.

Baggrunden for Liberal Alliances forslag om afkriminalisering, som jeg skrev om i et indlæg sammen med Joachim B. Olsen i Berlingske Tidende i lørdags, er samme erkendelse, som man gjorde i Portugal omkring årtusidendeskiftet.

Portugals reformer.

Portugal gennemførte man i slutningen af 1990erne en drastisk omlægning af den førte narkotikapolitik, omsat i lovgivning, med virkning fra 2001.

Baggrunden var at portugiserne selv opfattede problemerne med stofmisbrug, som det væsentligste politiske problem i anden halvdel af 1990erne (ifølge en måling foretaget af Eurobarometer). Målt på andel af befolkningen var (og er) Portugal interessant nok blandt de lande i EU med det laveste forbrug. Målt på problematisk forbrug, og ikke mindst brugen af heroin lå man dog højt. Kun England og Wales lå højere. Samtidig var der en direkte kobling mellem AIDS og misbrugsproblemerne, som udgjorde 60 procent af af alle registrerede tilfælde.

I stedet for blot at “udvise handlekraft”, stramme lovgivningen og yderligere kriminalisere, som VK(O) regeringen senere gjorde herhjemme i 2004, nedsatte man i 1998 et ekspertudvalg bestående af bl.a. læger, psykologer, psykiatere, jurister og NGO og bad dem komme med et forslag til en ny narkotikapolitik. Rapporten kom til at danne baggrund for den politik, der i dag omtales som den portugisiske model.

Den indebærer bl.a. nedsættelse af særlige “afskrækkelses kommisioner”, som stofbrugeren henvises til ved pågribelse af politiet. Hvis man ikke møder op, kan det resultere i bøder, fratagelse af kørekort, samfundstjeneste mv. I førstegangstilfælde vil der blot blive tale om en samtale. I gentagelsestilfælde kan der dog blive tale om bøder, typisk 30-40 euro, samfundstjeneste, tvungen terapi, fradrag i sociale ydelser osv. Dette gælder for personer som ikke bliver vurderet til at være afhængige stofmisbrugere. Vurderes man til at være decideret afhængig misbruger gives der ikke bøder eller andre sanktioner, og kommisionens arbejde fokuserer udelukkende på at motivere vedkommende til at komme i behandling for sit misbrug. For en god og omfattende gennemgang af den portugisiske lovgivning, anbefales kraftigt at man læser “Drug Policy in Portugal – The Benefits of Decriminalizing Drug Use“.

606x606_portugal-graphic-1

Kilde: Euronews

Som det fremgår er der altså (desværre) ikke tale om noget der bare nærmer sig legalisering. Og når f. eks. tyske Spiegel i en artikel sidste år skriver om at man kan have et gram heroin på sig uden risiko for at få det beslaglagt er det ikke korrekt.

Samtidig med afkriminaliseringen har man ud over at styrke informationsindsatsen også iværksat en lang række skadesbegrænsende tiltag, som bl.a. uddeling af rene kanyler, ambulant medicinsk behandling, indragelse af NGOere til at komme i kontakt med stofmisbrugerne m.m.

For yderligere information om “afkriminaliserings” tiltag i andre lande, vil jeg anbefale man læser engelske “Releace” hjemmesider.

Siden reformeringen af Portugals narkotikapolitik for 13 år siden, kan man konstatere at:

Antallet af problemtiske brugere ( defineret som personer der har et jævnligt forbrug af “hårde stoffer” og brugere der indtager deres stof intravenøst)  er halveret fra anslået 100.000 i 2001 til ca. 50.000, mens antallet i behandling er steget voldsomt.

Samtidig er antallet af nye AIDS tilfælde faldet drastisk og den gennemsnitlige debut alder for førstegangsbrugere er steget en smule. Der har ikke været den frygtede vækst i antallet af brugere, og for problembrugere er tallet som nævnt faldet drastisk. I hvilken udstrækning dette fald skal tilskrives den nye politik er omdiskuteret.

I forhold til frygten blandt mange modstanderne af afkriminalisering, for en eksplosion i forbruget, er det en meget væsentlig pointe. Samtidig er sundhedstilstanden hos problembrugere forbedret. Ud over færre AIDS tilfælde er også hyppigheden af Hepatitis C faldet, som man ikke kan vaccineres mod, faldet.

Afkriminalisering i forhold til legalisering

Mens afkriminaliseringen tydeligvis har haft positive effekter for helbredstilstanden hos problembrugere og bidrager til at flere kommer i behandling, uden en stigning i forbruget, er der dog en række problemer, som efterlades uløste.

Hvis politiet undlader at beslaglægge narkomaners stof til eget forbrug, må det forventes at mindske berigelseskriminaliteten.  Narkomanen vil jo ofte begå ny kriminalitet for at købe nyt stof til erstatning for det beslaglagte. Det samme vil gælde i den udstrækning narkomanerne kommer i medicinsk behandling, og således ikke har behov for at købe heroin mv..

Alt andet lige, må omsætningen på det illegale marked forventes at påvirkes negativt i takt med at behandlingen af stofmisbrugere udvides. Men med mindre man går så radikalt til værks, at man ligefrem konsekvent forsyner en relativt stor del af misbrugerne med stoffer, vil effekten næppe være af et omgang, således at det for alvor underminerer indtjeningsmulighederne.

Det er da heller ikke muligt at aflæse nogen effekt på priserne i Portugal qua skiftet i narkotikapolitik, nå man sammenligner med andre lande.

Problemets kerne er selvfølgelig, at afkriminalisering stort set ikke påvirker udbudssiden. Det indebærer, at :

  • Man har ikke mulighed for at regulere adgangen til stofferne.
  • Man har ingen mulighed for at sikre kvaliteten af de udbudte stoffer.
  • Man rammer ikke de terrororganisationer og kriminelle bander som står bag salget af illegale rusmidler.
  • Der er kun en begrænset effekt på berigelses- og voldskriminalitet.

Ønsker man bedre kontrol med adgangen til de illegale stoffer, reducere den kriminalitet (både i form af vold og korruption), der udspringer af at illegale rusmidler er et ekstremt profitabelt forretningsområde, effektivt reducere de offentlige omkostninger, både i sundhedssektoren og indenfor politiet samt rets- og fængselsvæsenet, er der ingen vej udenom at tale om legalisering. Og ved legalisering menes etablering af et egentlig (reguleret) legalt marked på linje med allerede eksisterende legale markeder for lovlige rusmidler.

Som The Economist, der i årtier har argumenteret for legalisering- også af andre stoffer end cannabis, gør opmærksom på:

Decriminalisation may be a useful first step towards a saner approach to drugs. Battling a fearsome murder rate, Jamaica’s police surely have better things to do than arrest people for getting high. In any case, sending drug users to jail is usually an expensive waste of time. But decriminalisation’s flaw is that it does nothing to undermine the criminal monopoly on the multi-billion-dollar drugs industry. The decriminalised cocaine consumed without criminal consequences in Portugal is still supplied by the gangs who cut off heads in Colombia. Only legalisation takes the business out of the hands of the mafia. Jamaica’s plan to decriminalise ganja is good news for the people who harmlessly smoke it. But unless it is followed up eventually by legalisation, there is a danger that it is also good news for the violent crooks who sell it.

Af samme grund fastholder undertegnede naturligvis, i lighed med Economist, Milton Friedman, Mary O’Grady fra Wall Street Journal, Colombias nuværende præsident, Manual Santos, for blot at nævne nogle få, at legalisering i sidste ende er den eneste rationelle og menneskevenlige tilgang til narkotikaområdet.

Men vurderet i forhold til den nuværende kriminalisering er afkriminalisering naturligvis et klart fremskridt, som alle bør byde velkommen. Selv om de positive effekter er begrænsede i forhold til en egentlig legalisering, er de signifikante. Ikke mindst i forhold til at bedre levevilkårene for nogle af samfundets absolut mest marginaliserede mennesker, nemlig stiknarkomanerne. Gevinster som erfaringerne fra bl.a. Portugal viser, ikke sker på bekostning af et stigende antal misbrugere, snarere tværtimod.

Efterskrift:

Jeg har i denne post undladt at indrage erfaringerne fra egentlig legalisering af cannabis, som vi bl.a. ser det i Colorado. Indtil videre er der intet som tyder på øget forbrug, men givet at det først har været legalt siden årsskiftet, er erfaringerne utilstrækkelige til, at man kan komme med mere håndfaste konklusioner. På den anden side er det klart, at de erfaringer man gør sig der, og i Washington samt Uruguay, vil have stor betydning for den fremtidige debat også herhjemme.

Endelig kan man pege på, at Liberal Alliances udspil ikke ændrer ved partiets holdning til, at cannabis bør legaliseres. Her er man forøvrigt på linje med “The Global Commision on Drug Policy” anbefalinger. De går dog videre og anbefaler også legalisering af Ecstasy og cocablade.

 

Hvor slemt står det til i Italien (2)?

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2014. 4 svar

Forleden, efter at vi havde blogget om italiensk produktivitet, postede Justin Wolfers en bid ekstra information på New York Times (Hattip: Nonicoc / Niclas Berggren). Wolfers’ pointe er, at Italien har ramt noget så sjældent som en triple-dip recession. Figuren i artiklen dokumenterer på den mest pædagogiske måde problemet. De fleste frygter en såkaldt double-dip recession, hvor en recession ser ud til at være ovre, og en ny derefter rammer. I Italien er det altså sket to gange i træk. Den globale finanskrise i 2008 ramte også Italien, hvorefter krisen i eurozonen i 2011 ramte. De sidste to kvartaler er BNP igen faldet, og Italien er altså teknisk i recession igen.

Wolfers noterer sig, at output nu er ni procent under niveauet i 2007 og endda mindre end hvad det var i midten af 2000. Som vi viste forleden dag har Italiens produktivitet ikke blot været stagnerende, men er decideret faldet. Hele ekspansionen 2000-2007 må derfor i det store og hele være drevet af stigende faktorinput – mere kapital, flere ansatte – når de ansatte tydeligvis ikke fik mere ud af hver arbejdstime.

Økonomisk kan man pege på en række årsager – og det kommer vi til at gøre næste uge – men politisk er det store problem måske at overbevise italienerne, at de ikke længere hører til i de rigeste landes klub. Taler man med dem, nævner de ofte deres gloriøse fortid, og ikke mindst det gamle Rom. Når man på den måde lever i fortiden, er det måske svært at se nutidens mangler.

Hvor slemt står det til i Italien (1)?

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2014. 2 svar

En god ven, der er gift med en pige fra Palermo, har jævnligt diskussioner med sin svigerfar om, hvor godt eller skidt det går i Italien. Et gennemgående tema i de diskussioner synes at være en uvilje mod at indse, at økonomisk udvikling i sidste ende handler om produktivitet, og ikke om Tysklands finanspolitik eller løntryk. Jeg har selv oplevet holdningen hos mange sydeuropæere, at det er Tysklands ’skyld’ at de fortsat har krise. Ideen, som også en ellers begavet dansk statskundskabslektor har luftet, er at den tyske konkurrenceevne presser sydeuropæiske eksportsektorer. Men som man ved, hvis man har hørt efter i andet års økonomiundervisning, kan det kun være et midlertidigt, kortsigtet fænomen og altså ikke en persistent forklaring på en hel regions elendige status.

Problemet er produktivitet – hvor meget værdi man får ud af de tilstedeværende ressourcer. Figuren nedenfor, baseret på OECD-tal, viser udviklingen i en grov indikator for arbejdsproduktivitet: BNP per arbejdstime (i 2005 PPP-dollars). Italiens produktivitet har tydeligvis haltet bagefter siden sidst i 1970erne og har praktisk taget stået stille siden sidst i 1990erne. Det er samme periode, hvor dansk produktivitet er bremset ned, men slet ikke i samme stil som Italiens, der pt. kun er 75 % af Tysklands. At folk med så skidt produktivitet regner med, at de skal være lige så rige som i Nordeuropa, er ikke andet end urimelig ønsketænkning.

Produktivitet ITA GRE GER DK

 

Hvordan klarer Østeuropa sig?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juli 2014. 7 svar

Børsen bragte i går den sidste af mine regulære juliklummer (abonnementsversion her). Spørgsmålet i klummen var, hvordan det egentlig går i Østeuropa? Baggrunde for spørgsmålet er, at både øst og vest blev ramt af finans- og gældskriserne, men kun de gamle EU-medlemmer i vest kunne regne med nogen form for støtte. Østeuropa var tvunget til at rydde op selv, og gjorde det på den måde, som Paul Krugman og andre på venstrefløjen har advaret imod i årevis: Ved at skære ned. Krugman påstod for to år siden, at nedskæringerne havde ødelagt Estlands økonomi, hvilket udløste et meget offentligt skænderi med den estiske præsident Toomas Hendrik Ilves (opsummeret her). Krugman endte med et ligne en nar, men hvordan er det gået efter det?

Pointen med min klumme er, at den ’gammeldags’, konservative approach til krisen så tydeligt har betalt sig. Uden nogen udsigt til hjælp kan der ikke være moral hazard-problemer og politisk fifleri. Resultatet har været klart, som jeg skriver i Børsen:

De seneste tre år har Østeuropa haft en gennemsnitlig vækstrate på 1,7 pct., mens den tilsvarende rate for Vesteuropa var 0,4 pct.

Selv uden Grækenland og Cypern, der er de facto bankerot, voksede de vestlige økonomer et procentpoint langsommere end Østeuropa. Kun Tyskland og Storbritannien følger med, og ingen er tæt på at matche de baltiske landes årlige vækst på 4-5 pct.

Figuren nedenfor viser basalt set det samme billede. Så hvem vil man helst emulere: Eurozonens politiske ’fix’ eller Østeuropas ansvarlighed?

 

 

Legalisering af cannabis samler momentum

Af Niels Westy, den 27. juli 2014. Skriv et svar

Som læsere af denne blog er klar over, har jeg med adskillige indlæg argumenteret for, at man bør legalisere cannabis, også selv om man anser det for at være et potentielt skadeligt rusmiddel.

Det er derfor glædeligt at læse, at også New York Times nu klart tager stilling for legalisering af verdens 2. mest udbredte rusmiddel (hvis vi fraregner tobak og kaffe). Hermed følger man i fodsporene på The Economist – som dog i lighed med bl.a. Wall Street Journals Mary O’Grady og undertegnede, ønsker at legalisering skal omfatte langt flere rusmidler – og herhjemme Børsen, der i en leder om Christiania i sommeren 2012, bl.a. skrev, at:

Ved at afkriminalisere hash ville man gøre både samfundet og Christiania en tjeneste. Politiets ressourcer kunne anvendes bedre. Og borgerne kunne holdes væk fra de kriminelle miljøer. Dertil kommer, at forskellen på almindelig tobak og hash heller ikke er overvældende. Ingen er i tvivl om, at begge dele er skadelige for helbredet. Men den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminalisering afføder. 

En helt central begrundelse i New York Times leder “Repeal Prohibition, Again” er at :

The social costs of the marijuana laws are vast. There were 658,000 arrests for marijuana possession in 2012, according to F.B.I. figures, compared with 256,000 for cocaine, heroin and their derivatives. Even worse, the result is racist, falling disproportionately on young black men, ruining their lives and creating new generations of career criminals.

Erkendelsen af at “The War on Drugs” har fejlet “big time” synes endelig at sprede sig. Man kan begræde, at det skulle tage mere end 40 år, Men bedre sent end aldrig.

Pjækker politikere når de har outside options?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juli 2014. Skriv et svar

Politikere har ofte mange muligheder for at tjene ekstra penge. Enkelte af dem har stadig en forretning, for eksempel et landbrug, de får betaling for at holde taler og give præsentationer, og bestyrelsesarbejde er også tit betalt. Men når de får disse outside options, gør de da deres folkelige ’pligt’ i Folketinget? Det ved vi ikke, men en ny artikel om samme spørgsmål i den tyske Bundestag kan give indikationer.

Artiklen, der kommer i European Journal of Political Economy og er forfattet af Felix Arnold (FU Berlin og DIW), Björn Kauder (IFO, München) og Niklas Potrafke (IFO og LMU), bygger på at tyske parlamentarikere siden 2007 har været forpligtet til at indberette og offentliggøre alle deres ikke-parlamentariske indtægter. De tre tyske økonomer ser derfor på det tyske parlament i perioden 2009-2013, hvor de ikke blot har mulighed for at undersøge, hvor ofte politikere er væk fra parlamentet, men også hvor ofte de holder taler, kommenterer og sætter ’gruppeinitiativer’ i gang.

Arnold, Kauder og Potrafke finder, at tyske politikere faktisk ikke pjækker mere når de bliver bedre betalt for andre aktiviteter; de holder heller ikke flere taler. Dette ikke-resultat er måske ikke overraskende, da det faktisk kan koste tyske MPer op til 100 euro at blive væk fra en enkelt session. Forfatterne noterer også, at i modsætning til Italien hvor man har evidens for politisk pjæk, er der væsentligt stærkere partidisciplin i Tyskland.

Men bekymringerne er ikke forduftet, for det tyske team finder evidens for, at anden aktivitet faktisk falder, jo mere politikerne bliver betalt for ikke-parlamentariske aktiviteter. Nok møder politikerne op til Bundestag-samlinger, uanset hvad de får for andre ting, og de gør deres partipligt ved at holde taler, men derudover bliver de væsentligt mindre aktive. Hvad de så bruger deres tid i parlamentet på, forbliver et åbent spørgsmål. Ser man på Folketinget, kan man undre sig lige så meget.

Uærlige kommunister

Af Christian Bjørnskov, den 18. juli 2014. 3 svar

The Economist omtaler i denne uge et eksperiment fra Berlin, der havde til hensigt at teste folks ærlighed (hattip: Niclas Berggren). Dan Ariely, Ximena Garcia-Rada, Heather Mann (Duke) og Lars Hornuf (LMU, München) bad 250 folk om at kaste en terning 40 gange. De var blevet bedt om at vælge enten toppen eller bunden af terningen og notere antallet af øjne på den side for hvert kast. De blev derefter betalt for hvor mange øjne, de fik. Sandsynligheden er naturligvis kendt, så i gennemsnit burde hver deltager vinde 3,50 euro.

Men folk er ikke altid ærlige, og deltagerne vandt mere end 3,50. Det interessante ved studiet er, at vesttyskerne rapporterede 55 procent høje kast (3,68 øjne), mens østtyskerne rapporterede 60 procent høje kast (3,83 øjne). Statistisk finder forskerne således, at mange mennesker snyder, men at østtyskere er dobbelt så tilbøjelige til at snyde som vesttyskere. Dem, der har været udsat før Østtyskland længere, var også mere tilbøjelige til at snyde.

Studiet taler således til to litteraturer. Visse adfærdsøkonomer har påstået, at markeder underminerer tillid og sociale samarbejdsnormer. Resultaterne i Ariely et al. modsiger meget klart dette ved at vise, at vesttyskere, der har været ’udsat’ for kapitalisme meget længere, opfører sig mere troværdigt i studiet. Andre nye eksperimentstudier peger på det samme (f.eks. her). For det andet bekræfter det hvad man ved fra tillidslitteraturen, hvor befolkningerne i tidligere kommunistiske lande er markant mindre tillidsfulde end andre (f.eks. her). Det er ikke blot at de er mere risikoaverse – den lavere tillid er velbegrundet. Reagan og andre havde ret, når de klagede over ’lying commies’.