Jeg har just lagt en lille bog, skrevet af historikeren Torben Jørgensen med titlen “De aldrig hædrede” fra mig. Den handler om kampene den 9. april 1940, de danske soldater der deltog og det faktum at de aldrig blev hædret med de medaljer, der ellers har været tradition for, og som de vist blev lovet af kong Christian den 10. Noget jeg må indrømme, at jeg blev noget chokeret over at erfare.

Jeg er ærligt talt lidt nedtrykt efter at have læst den lille bog. Godt nok kan man med rette beskrive kampene den 9. april som noget nær skuespil fra den daværende regeringens side, men var virkelig nok for de soldater, der som de sidste (indtil videre) deltog i et egentlig militært forsvar af dansk jord. Der var tale om et i flere tilfælde heltemodigt forsvar fra de dårligt udrustede og uddannede Jenser, overfor en overmægtig modstander – hvilket nedenstående citater fra to af de overlevende vidner om.

Menig Berthelsen fortæller :

“Vesterby, der stod på højre side af Kanonen sprang bag om os for at komme i Dækning, blev ramt af et fjendtligt Projektil og faldt om. Han slæbte sig ud på Gaden, således at han kom i Dækning, men han var på dette Tidspunkt dødeligt såret. Vi lå i en forfærdelig Kugleregn, men var alligevel meget rolige og Skytten afgav næste Skud.

Jeg husker at jeg faldt ned af Kanonen ved dette Skud, og da jeg kravlede på Plads igen, gik der en Kugle gennem min Feitflaske, så Vandet løb ud af de to Huller den frembragte. Derefter blev nr. 313 Hansen ramt i Skinnebenet, så Benet brækkede og Kuglen fortsatte ned i Hælen, hvor den blev siddende. Foruden dette Skud blev han ramt i højre Skulder og Lår. Han blev slæbt i Dækning og var altså ukampdygtig. Jeg fik en Kugle gennem højre Fod, jeg mærkede det knap nok, men jeg var klar over det. Så afgav vi 3. Skud, og omtrent samtidig blev 305 [Hansenj dødelig såret og Bonde fik en Kugle gennem venstre Arm og jeg fik en i højre Lår.

305 hansen slæbte sig i Dækning og jeg indtog hans Plads, da Bonde blev ramt af nogle Splinter, antagelig fra Skjoldet på Kanonen. En af Splinterne ramte ham i højre øje, men ikke i selve øjenæblet. Han fik slæbt sig i Dækning og jeg var efterhånden blevet ene tilbage.

Hvis nogen spørger, hvorfor jeg ikke sørgede for at komme i Dækning, kan jeg ikke svare derpå, jeg var på dette Tidspunkt ramt i Foden og Låret, men jeg blev ved Kanonen, måske i Håb om at jeg selv kunne skyde eller, ja, jeg ved ikke, jeg var ikke engang så hårdt såret som mine Kammerater.

Kort efter blev jeg ramt af et Strejfskud i højre Hånd, og lidt efter en Kugle, der gik ind i højre Arm, lige over Albuen, den fortsatte ned gennem Leddet og gik ud lige under Albuen. Jeg var nu udelukket fra at komme i Dækning, og havde kun at håbe på, at Kuglerne ville gå uden om mig, men jeg fik endnu en, den femte og sidste, en Pansergranat i Skulderen, den ramte heldigvis ikke Knoglen, men den lavede et stort Kødsår. […J

Kampvognene var efterhånden kørt ned mod Spærringen på Sønderbro. Pludselig lød der et forfærdeligt Brag, og jeg så vor gode Kanon blive fuldstændig ødelagt af Kampvogne, der var kørt imod den. Jeg betragtede det som et Mirakel at jeg ikke ved samme Lejlighed blev fuldstændig massakreret; men jeg blev overhovedet ikke ramt af hverken Kanon eller Kampvogn.”

De sårede fra kanonbesætningen blev bragt ind i Nordisk Trikotagefabriks kontor. Berthelsen husker:

“Kort efter jeg kom ind og blev lagt på Gulvet døde Kornet Vesterby. 305 Hansen, der var blevet dødelig såret var ved Bevidsthed og jeg talte med ham. Han var klar over at han ikke kunne leve, men jeg begyndte at tale om Træfningen for at lede hans Tanker andre steder hen. Han kunne huske alt, og han glædede sig over at han havde skudt så godt, to Træffere midt i Kampvognene og Larvekæderne skudt af en Tredie. Vi fik tid til at ryge en Cigaret, og lidt efter hørte vi Ambulancen tudegennem Gaderne. Trods det at vi kom hurtigt under Lægebehandling kunne 305 Hansen ikke stå det igennem. Han døde kort efter Ankomsten til Sygehuset.”

Jeg kan forstå hvis det officielle Danmark ikke har lyst til at tænke tilbage til dette dystre lavpunkt i Danmark. Men at dette har indebåret at man ikke har hædret de deltagene soldater, som det sket efter krigene i 1848 og 1864 kan kun undre og er både pinligt og forstemmende.

Det kan også undre, at den nuværende regering og statsminister, der efter min mening gjorde det rigtige ved at tage afstand fra samarbejdspolitikken for et par år siden, ikke kan formå sig til at give de få hundrede tilbageværende fra kampene den gang en ordentlig offentlig hæder, det burde da være en åbenlys lejlighed til at understrege bruddet med tidligere regeringers holdning – og hvem ville finde på at kritisere, at man giver en medalje til en flok gamle mænd, der i deres ungdom med livet som indsats forsvarede Danmark?

Hvad der ligger bag den fortsatte afvisning ved jeg ikke, men det virker mærkeligt. Ikke mindst når man tænker på, at Søren Gades forgænger, Svend Aage Jensby, før han selv blev forsvarsminister skrev følgende brev til daværende forsvarsminister, Hans Hækkerup:

“Kære Hans

Den 9. april bragte Jyllands-Posten en artikel, hvori der fra flere sider blev givet udtryk for undren over, at de soldater, der for 60 år siden kæmpede mod den tyske besættelsesmagt, endnu ikke er tildelt en medalje.

Jeg tillader mig indtrængende at bede dig overveje, om man dog ikke kunne overrække de endnu levende soldater en anerkendelse for deres indsats. Jeg synes, det er på sin plads og fuldt fortjent, at danske soldater, der har gjort tjeneste i f.eks. Kosovo tildeles en medalje. Imidlertid burde man efter min mening i ligeså høj grad tildele de soldater,der dengang kæmpede direkte for Danmarks frihed mod en overmægtig fjende, en medalje.”

Det afviste Hækkerup.

Senere da Jensby selv blev minister, har han ligeledes afvist en medalje til de overlevende – en af hans afvisninger indeholder følgende:

“Efter krigen blev sagen taget op på ny, og det viste sig, at de intentioner, der førte til en indstiftelse af erindringsmedaljen i 1940, blev tilført nye islæt som følge af, at krigen varede længere og fik et andet forløb end forventet ved indstiftelse.Da den daværende regering mente, at risikoen for modstandsfolk og soldater, der gik i direkte kamp mod fjenden, var lige stor, var det regeringens ønske, at såvel soldater som sabotører og modstandsfolk i øvrigt skulle hædres for deres indsats under krigen ved tildeling af en medalje, men da modstandsbevægelsen kom med indvendinger imod den påtænkte dekorering, henlagde man sagen” […}

Det er vist politik (og politikere) når de(t) er værst. Jeg er normalt ikke særligt nationalistisk anlagt, – ideen om at man kan være nationalliberal har altid virket som lidt af en selvmodsigelse på mig, i hvert fald hvis det handler om at være liberal som i liberalist, men det her finder jeg er mere end bare pinligt.

Det er sjældent, at der er godt nyt fra Latin Amerika, når det handler om politik og økonomi – så meget desdo større er der grund til at skrive om det, når det faktisk sker.

En del journalister vil vist helst nøjes med at beskæftige sig med kontinentet, når der er “revolution” i luften – jævnfør de mange artikler om venstrefløjens valgsejre. Sandheden er, at ud af de seneste 13 valg i regionen er de fleste vundet af (efter lokale forhold) moderate partier på begge sider af den politiske midte – dog i flere tilfælde ganske knebent.

De seneste undersøgelser viser, at der er ved at vokse en ny middelklasse frem i flere latinamerikanske lande, bl.a. Brasilien og Mexico, hvor ca. halvdelen af Latin Amerikas befolkning bor – og som har ført en efter regionale forhold moderat politik der hælder mere mod markedskonforme tiltag end de socialistiske tiltag der tages i et land som Venezuela.

Det er ikke fordi deres overordnede økonomiske vækst imponerer – dertil eksisterer der fortsat en lang række strukturelle problemer; så som en ualmindelig ineffektiv offentlige sektor præget af udbredt korruption (der for eksempel i Brasilien er blevet værre under den nuværende regering), manglende beskyttelse af den private ejendomsret, imperfekte markeder, fortsat betydelig handelsrestriktioner osv.

Karakteristika der gælder de fleste Latinamerikanske lande, med den efterhånden evige undtagelse Chile, der til gengæld er karateriseret ved varige høje vækstrater og en hastig reduktion af fattigdommen i landet. Siden 1990 har Chile reduceret andelen der lever i fatigdom fra 50 til tæt på 10%. Men også andre lande i regionen har oplevet en vækst i andelen af befolkningen der kan kaldes middelklasse og en reduktion i andelen af fattige siden starten af 90erne.

Afgørende for fattigdomsreduceringen har været:

• Inflationen er faldet drastisk – I Brasilien var inflationen i begyndelsen af 1990erne i perioder op mod 90% om måneden, mens den i dag er faldet til under 4% om året.

• Udenrigshandlen er siden slutningen af 1980erne blevet liberaliseret, uden at man dog kan tale om åbne økonomier i en europæisk- amerikansk forstand (langt fra). Ikke desdo mindre er der i dag et langt større konkurrencepres fra udenlandske virksomheder end tidligere.

• Der ér sket privatiseringer – om end f.eks. Brasilien langt fra har gjort det i det tempo eller omfang der er muligt

I størstedelen af det forrige århundrede – frem til gældskrisen i begyndelsen af 1980erne var de fleste latinamerikanske lande præget af høje handelsrestriktioner og stort statsligt ejerskab.

Denne model forstærkede de i forvejen dualistiske samfund, hvor man havde en lille overklasse/middelklasse – (brugen af udtrykket middelklasse i lande som Brasilien var lidt absurd, da de, der betegnede sig som dette, ofte befandt sig blandt de 10% mest velhavende), med en levestandard på europæisk niveau, mens resten levede i større eller mindre fattigdom. Dette gav ophav til kælenavnet ”Belindia”, en sammentrækning af Belgien og Indien.

Da den traditionelle importsubstitutionsmodel brød sammen i 1980erne medførte det også, at store dele af de grupper der traditionelt havde identificeret sig med at være middelklasse oplevede en stagnation/fald i deres levestandard. Det har f.eks. været synligt i Rio de Janeiro, hvor statsejede selskaber og institutioner traditionelt har udgjort en stor del af økonomien (går tilbage til tiden hvor RJ var hovedstad).

Efter moderate liberaliseringer i 1990erne har en ny (lavere) middelklasse set dagens lys. I forhold til den gamle ”middelklasse” er den karakteriseret ved følgende:

• Etnisk mere i overensstemmelse med befolkningssammensætningen (mørkere i huden)

• Lavere uddannelse end den ”gamle” middelklasse, men bedre uddannet end deres forældre

• I højere grad tilknyttet den private sektor.

Disse socioøkonomiske forandringer viser sig på mange måder. I Brasilien har man det seneste årti oplevet, at de lavere socioøkonomiske gruppers andel af det samlede forbrug er steget voldsomt.

Således udgjorde forbruget for husholdninger i grupper B2 til D (årlig indkomst mellem 3.000 og 22.000 USD i 2005) i 2005 69 % af det samlede forbrug, hvilken er en stigning på 18% i forhold til 10 år tidligere.

Ligeledes har en undersøgelse i 2005 i tidligere slumkvarterer i Sao Paulo vist, at alle havde elektricitet, køleskab og farveTV, mens halvdelen havde en mobiltelefon, 30% en DVD-afspiller og 29% egen bil. Dette er en drastisk ændring i forhold til forholdene 10 og 20 år tidligere.

Hvad der måske er det mest interessante er, at væksten i velstanden er relateret til det private marked – i modsætning til tidligere, hvor væksten i vid udstrækning enten foregik i den offentlige sektor eller i sektorer hvis eksistens var afhængig af politiske privilegier. Hvad det indebærer for den fremtidige udvikling politiske udvikling bliver spændene at følge.

Det er iøjnefaldende, at den socialistiske regering i Brasilien i bund og grund har videreført den tidligere regerings (socialdemokratiske) politik, hvilket i Brasiliansk forstand nærmest er at betragte som højreorienteret, og har indebåret en orthodox økonomisk politik med vægten lagt på prisstabilitet og (nogenlunde) ansvarlig finanspolitik – hvilket dog ikke skal læses som at anvendelsen af offentlige midler er synderlig effektiv. Men mere stabile finansielle markeder har efterhånden vist sin værdi, og kreditmarkederne er hastigt voksende.

Fremkomsten af en voksende ”uafhængig” (lavere) middelklasse, med stigende ejerskab af egen bolig og varige forbrugsgoder peger i retning af at man vil støtte moderate partier og politikere, hvilket lover godt for de pågældende lande i fremtiden – om det samtidig indebærer et paradigmeskifte væk fra en elitær (europæisk) samfundsmodel mod en mere ”(nord)amerikansk” model er en helt anden sag, hvilket dog vil være afgørende, hvis de pågældende lande skal øge deres vækstpotentiale.

Se også http://www.economist.com/displaystory.cfm?story_id=9645142

Fra sædvanligvis upålidelig kilde (18.30 TV-avisen dags dato) forlyder det, at DI har beregnet at mængden af kontanter i omløb aldrig har været større – i gennemsnit ligger hver husstand inde med 11.000 kroner i kontanter. DI mener at dette er udtryk for øget sort arbejde. Det afviser skatteministeren, og anfører derimod at den lave rente gør at folk ikke gider sætte pengene i banken……………

Måske skulle en behjertet sjæl fortælle vores skatteminister, at de klassiske pengeteorier ikke opererede med elektroniske bankoverførsler – og jeg går da ikke ud fra at ministre får deres løn udbetalt i kontanter.

Det er sandelig ikke nemt at være skatteminister.

Line Friis Møller har på en DR blog skrevet en kort artikel om den “farlige naturlighed” – et citat:

“En gennemsnitlig amerikaner spiser hver dag 10.000 gange flere naturlige kræftfremkaldende pesticider end syntetiske. Som et lille kuriosum kan nævnes, at planter ofte producerer flere af deres egne kræftfremkaldende pesticider, når de dyrkes økologisk – og altså ikke sprøjtes.
– rå champignoner indeholder så store mængder af det kræftfremkaldende stof phenylhydrazin, at de ikke ville blive tilladt, hvis de var syntetisk fremstillet.
– solanin er et giftstof, der er ligeså potent som sprøjtemidlet parathion, og det findes helt naturligt i kartoffelskræl.
– mug i peanut, majs og spinat kan danne giftstoffet aflatoxin, der øger risikoen for leverkræft væsentligt (risikoen for, at afgrøderne angribes af den giftige mug bliver for resten mindre, hvis de sprøjtes med svampegifte).”

Læs resten på

http://blogs.dr.dk/blogs/videnom/archive/2007/07/30/d-d-over-mantraet-naturligt-er-godt.aspx 

Gud vide hvor mange af dem der køber økologisk, der ved det?

The Economist havde sidste uge en artikel om hvorledes den demokratisk dominerede kongres i USA i flere måneder har blokeret for øget frihandel med Peru, Panama, og i realiteten har afvist en aftale med Columbia.

I Peru og Panamas tilfælde er der fortsat en god chance for at handelsaftaler vil blive indgået, hvis de to lande kan leve op til de krav som kongressen har fået indført i handelsaftalen, ikke mindst krav til standarder for arbejdsmarked og miljø.

I Colombias tilfælde har demokraterne eksplicit givet udtryk for at den politiske vold i landet – ikke mindst rettet mod fagforeningsledere, er hovedårsagen til afvisningen af en handelsaftale. Det på trods af, at der er sket klare fremskridt i de senere år.

Christian Bjørnskov, har tidligere i flere indlæg skrevet om EUs rolle i forbindelse med de manglende fremskridt i WTO forhandlingerne, og senest om Frankrigs og Tysklands ønsker om en mere protektionistisk politik.

Der er selvfølgelig ikke noget nyt i, at handelspolitik bliver brugt i det indenrigspolitiske slagsmål. Det er i sidste ende altid det væsentligste, da det er her det afgøres hvem der der har magten. Her lever gamle myter om handel og dets virkninger desværre fortsat i bedste velgående.

En række klassiske fejlslutninger spiller her en afgørende rolle.

Fejlslutning nr. 1.

Den enes gevinst er den andens tab.

Den klassiske fejltagelse om at sælgers gevinst er købers tab leder i forbindelse med udenrigshandel til fejlslutningen om at frihandel er skadeligt for ens egen økonomi. I europæiske kontekst er denne holdning måske mest udpræget i Central- og Syd Europa, men ikke kun – og slet ikke når man taler om relationerne mellem I- og Ulande.

Den retoriske oprustning omkring arbejdsmiljø, fagforeninger og menneskerettigheder, som bl.a. ideologisk (venstrefløjs) og religiøst baserede NGO’er promoverer, passet perfekt til en populistisk politisk dagsorden, hvor særinteresser kan pakkes ind i pæne hensigter, der prædiker de fineste intentioner om f.eks. at reducere børnearbejde, forbedre vilkårene for arbejderne i den tredie verden osv.

Desværre har WTO’s sammenblanding af handels- og udviklingspolitik fremmet denne dagsorden.

Fejlslutning nr. 2.

Vores velstand er resultatet af politisk kamp.

En af de mest hårrejsende absurditeter der desværre synes at være ganske udpræget er, at vores vestand skulle være resultat af en (styret) politisk proces. Tillad mig at mene, at vores velstand først og fremmest er resultatet af hårdt arbejde. Og betydningen af den politiske proces alene udgøres af liberaliseringer.

Ideen om at den politiske proces/kamp og ikke frie markeder er afgørende – er ikke forbeholdt den traditionelle venstrefløj, om hvem man i det mindste kan sige at de har en ideologisk undskyldning for denne holdning. Den bruges også i tide (og især) i utide af den borgerligt liberale fløj, når den er politisk repræsenteret, jævnfør vores nuværende regering.

Men køber man først fejlslutningen om, at det i højere grad er det politiske system end borgernes arbejde der skaber velstand og velfærd, er det unægteligt nemmere at øge markedsbarrierne – til gavn for de der allerede er på markedet, men til skade for forbrugerne og udenlandske producenter, og derigennem i sidste ende for egne potentielle eksportører.

Fejlslutning nr. 3.

Det er økonomiens størrelse der er afgørende for et lands handelspolitiske styrke.

Jeg har flere gange mødt ovenstående opfattelse til forklaring af styrkeforholdet i WTO – også blandt tilhængere af WTO, og umiddelbart ser det jo også ud som en plausibel forklaring på hvorfor lande som Indien og Brasilien i dag sidder med ved de afgørende forhandlinger om fremtidens handelsaftaler – og det er formentlig også den opfattelse de selv har.

Begge lande er forøvrigt præget af en meget udpræget tro på myte 1 og 2. Problemet er bare, at hvis Brasilien og Indien for alvor skal gøre sig forhåbninger om at kunne tvinge I-landene, ikke mindst EU til at lave handelspolitiske indrømmelser er en forudsætning at de erkender, hvad der er den vigtigste forudsætning for magt i de internationale handelsforhandlinger, nemlig ens eget hjemmemarkeds betydning for andre landes økonomi. Det er altså importen (og adgangen for udenlandske investeringer) der er afgørende for et lands handelspolitiske magt, og ikke dets samlede BNP eller eksport.

Et tydeligt eksempel er balladen om EUs import af bananer fra Mellemamerika i 1990erne. Så længe det kun var de mellemamerikanske lande der protesterede mod Eus protektionisme blev det mødt med en udpræget ligegyldighed. Det var først da USA gik ind i sagen, at spillet ændrede sig. For mens de mellemamerikanske landes import fra Europa var ligegyldig var den europæiske eksport til USA det ikke.

Det handler om Kina.

Hvis ovenstående betragtninger er korrekte indebærer det, at der på mellemlangt sigt ikke kan forventes yderligere liberaliseringer af verdenshandlen, og at den afgørende aktør vil i sidste ende være Kina.

Brasilien og Indien bærer en stor del af ansvaret for sammenbruddet i forhandlingerne i WTO – og personlig må jeg indrømme, at jeg ikke tror på at WTO i årtierne fremover vil få nogen som helst betydning for evt. handelsliberaliseringer. Det kan derimod udviklingen i Kina. Allerede i dag er Kinas økonomiske udvikling kendetegnet ved en exceptionel kvantitativ åbenhed Således udgør handlen med omverden 75% af den samlede økonomiske aktivitet.

Men hermed er (desværre) også sagt, at der formentlig ikke kommer til at ske afgørende liberaliseringer på landbrugsområdet, da det ikke har nogen synderlig betydning for Kina. Eksporten af landbrugsprodukter har derimod stor betydning for et land som Brasilien, men deres økonomis betydning (både nuværende og potentielle – med den herskende konsensus i landet om at import er noget skidt) svarer til et mellemstort europæisk land, hvilket ikke er nok.

I 1972 skrev Milton Friedman en kort artikel (Prohibition and drugs) i Newsweek. Den indledtes med et citat fra 1920 af en af hovedkræfterne, evangelisten Billy Sunday, bag alkoholforbudet i 20ernes USA:.

“The reign of tears is over. The slums will soon be only a memory. We will turn our prisons into factories and our jails into storehouses and comcribs. Men will walk upright now, women will smile, and the children will laugh. Hell will be forever for rent.”

Friedman opsumerer tørt resultatet, nemlig:

“New prisons and jails had to be built to house the criminals spawned by converting the drinking of spirits into a crime against the state. Prohibition undermined respect for the law, corrupted the minions of the law, created a decadent moral climate-but did not stop the consumption of alcohol.”

og har følgende kommentarer til “The War on Drugs”:

“Despite this tragic object lesson, we seem bent on repeating precisely the same mistake in the handling of drugs”.

Disse ord må betegnes som profetiske. Lige siden er narkotikaforbrug, kriminalitet og omkostningerne til det håbløse korstog blot steget. Herhjemme er et godt bud, at de direkte omkostninger til politi, retsvæsen og fængsler er på den forkerte side af 5 mia. kroner om året.

Men måske er årsagen til at man fortsætter med den håbløse forbudspolitik en helt anden end den idealistiske (tyrker)tro, som en Billy Sunday havde på at et forbud kunne bringe os nærmere paradis.

Man kan herefter vælge om man vil betegne de der slår til lyd for den fortsatte kriminalisering som kendetegnet ved enten en afgrundsdyb uvidenhed og naivitet eller kold kynisme.

Drug Policy Alliance har i hvert fald et godt (og underholdende) bud på grunden til den føret narkotikapolitik i USA – se reklamevideo for “Incarcerex” på

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=TRPxN7DGy5c[/youtube]

Det skal medtages, at Drug Policy Allience ikke er hvem som helst, og de støttes bl.a. aktivt af Tidligere udenrigsminister George Schulz og tidligere nationalbankdirektør Paul Volcker – for en udførlig liste se her

Måske skulle man sende linket til vores nuværende regering, der åbenbart mener, at man kan (og skal) begrænse forbruget ved strengere straffe – bøden for at blive taget med en joint steg for nylig fra 500 kroner til 2000 kroner i førstegangs tilfælde – mon det afholder teeenagere fra at ryge en eneste joint?

Lidt selvpromovering på denne sommerdag. Mandagens klumme i 180grader er skrevet af undertegnede og er en kommentar til den insisteren på en narkotikapolitik der for længst har vist sig ikke at have nogen effekt og det faktum at den udgør en meget reel trussel mod vores indsats mod terrorisme verden over – ikke mindst i Afghanistan.

For en realtime aflæsning af udgifterne ved “The war on drugs” i USA klik her.

Jeg kan forøvrigt også anbefale at læse “How the Drug War in Afghanistan Undermines America’s War on terror” af Ted Galen Carpenter fra CATO Institutes Foreign Policy Briefing, No. 84.

Alvaro Vargas Llosa har skrevet en umanerlig god artikel i Foreign Policy med titlen “The return of the Idiot”

Alvaro Vargas Llosa skrev sammen med Plinio Apuleyo Mendoza og Carlos Alberto Montaner for 10 år siden bogen Guide to the Perfect Latin American Idiot, om Latin Amerikas manglende økonomiske udvikling i det 20. århundrede og forkærligheden for

“ill-conceived political myths despite evidence to the contrary. The “Idiot” species, we suggested, bore responsibility for Latin America’s underdevelopment. Its beliefs—revolution, economic nationalism, hatred of the United States, faith in the government as an agent of social justice, a passion for strongman rule over the rule of law—derived, in our opinion, from an inferiority complex”

Dette har (desværre) ikke ændret sig i de forgangne 10 år, for som Llosa sikriver;

“Two leaders in particular inspire today’s Idiot: President Hugo Chávez of Venezuela and President Evo Morales of Bolivia. Chávez is seen as the perfect successor to Cuba’s Fidel Castro (whom the Idiot also admires): He came to power through the ballot box, which exonerates him from the need to justify armed struggle, and he has abundant oil, which means he can put his money where his mouth is when it comes to championing social causes. The Idiot also credits Chávez with the most progressive policy of all—putting the military, that paradigm of oligarchic rule, to work on social programs.”

Ikke mindre rammende er Llosa, når han skal beskrive den interlektuelle venstrefløj, der bakker op om de “neo-socialistiske” eksperimenter i Latin Amerika.

Om en af antiglobaliseringsbevægelsens koryfærer, Joseph Stiglitz positive holdning til nationaliseringerne i Venezuela og Bolivia bemærkes det at;

“Stiglitz also ignores the fact that in Latin America, there is no real separation between the state’s institutions and the administration in charge, so government companies quickly become conduits for political patronage and corruption. Venezuela’s main telecommunications company has been a success story since it was privatized in the early 1990s; the telecommunications market has experienced an increase of about 25 percent in the past three years alone. By contrast, the government-owned oil giant has seen its output systematically decline. Venezuela today produces about a million fewer barrels of oil than it did in the early years of this decade. In Mexico, where oil is also in government hands, the Cantarell project, representing almost two thirds of national production, will lose half its output in the next couple of years because of undercapitalization”.

Llosa har også fundet følgende citat af Jeseph Stiglitz:

 “Chile has had impressive success over the past 15 years. . . . [It] imposed capital controls. It only privatized part of its copper mines, and the privatized mines arguably did not perform better than the nationalized ones, though the profits were sent abroad, while the profits of the nationalized mines could be used in the nation’s efforts to develop.”
—International Herald Tribune, Feb. 14, 2007

Og stiller et ganske simpelt spørgsmål, nemlig “If the policies Stiglitz cites—capital controls, nationalized mines, and government intervention in allocating the profits generated by commodity exports—explain Chile’s success, why isn’t any other Latin American country with the same policies nearly as successful?”

Hele artiklen kan læses her.

Men måske er det væsentligste der binder “idioterne” sammen på tværs af kontinenterne deres had til USA, for som den Brasilianske Økonom Roberto Campos for mange år siden konstaterede;

“The sweet exercise of cursing Americans in the name of nationalism frees us from researching the causes of our underdevelopment and allows any moron to draw applause at stump speeches.”

Et citat der vist desværre også er betegnende for en del af (Vest)Europa – jævnfør vores lidet imponerende økonomiske udvikling i en række lande de seneste 3 årtier. 
 

Hvorvidt Hugo Chavez er socialist efter han proklamerede, at han ville skabe det 21. århundredes socialisme bliver diskuteret en del på diverse venstreorienterede blogs og hjemmesider. Hvorvidt han erklærer sig som værende socialist eller ej er naturligvis underordnet. Det afgørende er hvad han foretager sig, og det er vel slemt nok – se også vores ærede redaktørs nylige indlæg.

Spørgsmålet er også om der er noget nyt under solen, eller om der blot er tale om det seneste kapitel i Latinamerikas “forelskelse” i semi-totalitære ledere – det er i hvert fald ikke svært at finde eksempler der kunne tænkes at være forbilleder for Hugo Chavez – også ud over Fidel Castro og hans totalitære styre.

Fra det 20. århundrede kan nævnes Brasiliens Getulio Vargas og Argentinas Juan Peron. – (Henvisningerne peger på Wikipedia og skal tages med mere end et gran salt).

Det er bemærkelsesværdigt at se hvorledes Juan Peron, der var inspireret af Benito Mussolini kan blive skrevet ind i venstrefløjens ”fortælling” om Latin Amerika, – se f.eks. hvordan en ansat , (Louis Proyect), på Colombia Universitetet beskriver Juan Perons betydning for Argentina – det er da et held at han ikke underviser på universitetet. Argentinas arv efter Peron har været en økonomi, der i løbet af et halvt århundrede er gået fra at være en af verdens rigeste nationer til at være et middelindkomstland.

Meget af venstrefløjens begejstring for Chavez m. fl. er affødt af, at den opfatter valget af Hugo Chavez og andre venstreorienterede ledere i Latin Amerika som et opgør med en påstuleret ”neoliberalistisk” politik i 1990erne.

Men at påstå at de latinamerikanske lande gennemløb en (neo)liberalistisk udvikling i 1990erne kræver dog noget af en omkalfatring af begrebet, hvorefter selv Keynes er ultraliberalist.

Det er korrekt, at en række latinamerikanske lande i 1990erne oplevede en større eller mindre grad af privatisering, ligesom en lang række lande i dag kan beskrives som mindre lukkede end tidligere. Men dermed er alt stort set også sagt, hvis vi ser bort fra Chile, som er undtagelsen på kontinentet.

Som helhed er Latinamerika fortsat præget af relativt høje handelsbarrierer, udpræget brug af administrative løsninger frem for markedsløsninger, ligesom inefffektivitet og korruption fortsat er de to ord der bedst beskriver den offentlige sektor – og det er her uden betydning hvem der har regeringmagten. Udtagelsen er igen Chile, hvis korruption er på niveau med Tyskland og USA.

Hvad der reelt skete i mange Latinamerikanske lande i 1990erne kan bedst beskrives med et brasiliansk udtryk fra det 19, århundredes afslutning, hvor engelske firmaer etablerede landets jernbanesystem. En udbygning der stort set gik i stå efter den brasilianske regering først fastsætte jernbaneselskabernes salgspriser, for til slut at nationalisere hele jernbanedriften.

På portugisisk hedder det ”Para ingles ver”, hvilket frit oversat svarer til det danske udtryk ”for et syns skyld”. Med mindre man altid har dette udtryk i baghovedet er det umuligt at forstå Latin Amerika. Mængden af begejstrede venstreorienterede hjemmesider omhandlende Hugo Chavez og andre af Latinamerikas “neosocialister” (eller Castros Cuba, der i løbet af de sidste 50 år er gået fra at være et af Latin Amerikas rigeste lande til at være et af de fattigste) kunne tyde på at det er der en del der ikke har.

For de der ikke har fulgt med i nyhederne fra den hjemlige andedam det seneste døgn, så har tophistorien været, at Bjarne Riis Tour de France sejr i 1996 var tilsat kemiske stimulanser. En noget mindre historie fra dagens medier var at en amatørarkæolog havde fundet et par smykker fra ca. år 700 på en pløjemark. At påstå, at man kan være overrasket over, at Bjarne Riis brugte EPO i 1996, svarer vist til at være overrasket over , at mennesket også var forfængeligt for 1000 år siden.

Det var ikke desto mindre hvad reaktionen hos vores sports- og kulturminister, og utrættelige forkæmper for en stimlansfri sport, svarede til, da han udtrykte sin overraskelse og skuffelse over, at hans ungdoms helt Bjarne Riis, indrømmede at han han havde været dopet hin uforglemmelige sommer i 1996. En sommer hvor Jørgen Leths uforlignelige fortællertalent gik op i en højere enhed med ørnen fra det flade Jylland, der erobrede de franske bjerge, den gule førertrøje og til slut sejren i en af vor tids mest præstigefyldte sportsbegivenheder, Tour de France.

Jep, jeg indrømmer at jeg var en af de utallige danskere, der den sommer var mere inden- end udendørs, og tak for det Bjarne (og Leth). Jeg erkender også, at jeg er fuldkommen ligeglad med om Riis var dopet eller ej. For vil(le) man vinde Tour de France var kemi en del af gamet (hvilket det også var når man ville vinde i oldtidens olympiader). Det mest skræmmende ved dagens ikke-nyhed er vist, at Brian Mikkelsen tilsyneladende ved så lidt om sport og cykling, at han kan have troet noget andet. Jeg håber så sandelig, at det blot er udtryk for nødvendigt spin.

Bjarne Riis situation i halvfemserne kan vi betegne som ”Riis dilemma”. Bjarne Riis havde et valg; ville han vinde Tour de France eller ej. Hvis han ønskede at vinde så var der ingen vej uden om kemien på daværende tidspunkt. At han brugte EPO gav ham ikke en fordel frem for de andre – den ligestillede han tværtimod med de andre.

Riis dilemma har mange paralleller i den økonomiske teori. Et klassisk eksempel er markedsføring på et marked for homogene produkter. Det er indlysende, at det (for den enkelte producent) ikke giver megen mening at reklamere for produktet, hvis forbrugeren opfatter alle producenters produkter som ens. Det medfører som bekendt ikke nødvendigvis, at man afholder sig fra at reklamere – og der eksisterer her to ligevægte – en hvor ingen reklamerer (ingen EPO) og en hvor der reklameres (EPO). Ofte er reklamerne for denne type af produkter præget af at de handler om alt andet end produktets objektive kvaliteter.

På den anden side er det jo ikke et problem. Vi ved jo godt, at vi ikke ser smukke kvinder komme glidende ned af en overdimensioneret tunge når vi tager et glas øl – for nu at referere til en kendt ølreklame – Og at tro, at professionel topsport har noget med sundhed at gøre, svarer vist til at tro på, at fordi en enkelt genstand kan være godt for talegaverne, så må rigtigt mange genstande være endnu bedre.

Fra den lille specialbutik til Lidl, fra Ulandscaféen til Roskildefestivalen til den amerikanske ambassade. “fairtrade” produkter er alle steder. Produkter der ud over at slukke vores tørst eller stille vores sult også lover at gøre os til bedre mennesker – og hvem vil ikke gerne være det?

En af disse gode mennesker er Anette Heick, der er blevet udnævnt til “fairtrade fighter” og i den anledning er citeret på Max Havelaars danske hjemmesider for følgende;

”Fairtrade produkter giver mig en dobbelt glæde – jeg får gode varer, og samtidig giver jeg en hjælpende hånd til mennesker, der har fortjent det.”

Jeg skal erkende at jeg ikke helt er klar over hvad hun mener med ”mennesker der har fortjent det”. Hun mener vel næppe, at de børn og voksne der høster kakao, kaffe og bananer og ikke er del af fairtradesystemet – og det gælder langt de fleste – ikke har fortjent en hjælpende hånd?

Anette Heicks overbevisning kommer efter et besøg hos kakaobønder i Ghana. Jeg ved ikke hvad hun har set dernede, men det kan vist ikke have været det samme som journalisten Philip Thomson, der for et par år siden lavede filmen “The bitter aftertaste” netop med udgangspunkt i situationen for kakaobønder i Ghana.

Efter at have set filmen finder jeg ikke just livet som kakaobonde synderlig attraktivt – hvilket bønderne godt selv er klar over. Mens godhedens selvudnævnte frontkæmpere opfordrer til brug af traditionelle arbejdskraftintensive dyrkningsmetoder og det hårde arbejde beskrives i lettere romantiserende vendinger, drømmer de om en anden og lysere fremtid for deres børn – og den inkluderer ikke et liv som kakaobønde.

Det er for øvrigt svært at forstå, hvordan Anette Heick kan vide, at hun rent faktisk gør en helt særlig positiv forskel ved at købe fairtrademærket kakao mv. Organisationen bag fairtrade ved det ikke selv.

Direkte adspurgt i en e-mail om hvor meget ekstra de deltagene bønder og arbejdere modtog ved at deltage i systemet, var det lakoniske svar i al sin sin enkelthed:

Dear Sir,

I am sorry, but we can not answer this question.

Kind regards

Helga Stark

Men selv om de deltagene bønder og arbejdere netto tjener på deltagelse i systemet er det jo ikke ensbetydende med at jeg som forbruger gør en særlig positiv forskel ved at købe fairtrademærkede produkter. For at afgøre det kræves, at jeg kender det præcise alternativ for de involverede bønder og arbejdere, hvis produkt jeg ikke køber. Jeg kender ikke den forskel og det gør Anette Heick nok heller ikke. Men mon ikke godt at vi kan blive enige om, at også fattige bønder og arbejdere, som ikke producerer fairtrademærkede produkter har fortjent deres løn? – uanset hvor lille den må synes for os i den vestlige verden.

Når Anette Heick nu kan benævne sig selv ”fairtrade fighter” efter et besøg hos kakaobønder i Ghana – Mon jeg så kunne få lov til at benævne mig selv ”freetrade fighter”, hvis jeg besøgte arbejdere i Kina? – Jeg stiller gladeligt op til en foto-session sammen med min Ipod. På plakaten kunne der meget passende stå:

“Mit høje forbrug giver mig dobbeltglæde – Jeg kan lytte til musik hvor end jeg går og står, mens jeg varmes ved tanken om, at jeg giver en hjælpende hånd til mennesker der har fortjent det”

Ps. ifølge Penn World Tables var Ghanas Bnp per capita ca. det dobbelte af Kinas i 1980. I 2003 nærmede Kinas Bnp per capita sig det tredobbelte af Ghanas.