Kategoriarkiv: Michael Jalving

Europa er ikke guddommelig

Af Redaktionen, den 1. juni 2005. 1 svar

Jyllands-Posten sagde det rammende i gårsdagens leder: “Jacques Chirac er i krise, og Frankrig er i krise. Det har begge været længe.” Hvorvidt vi også står med en krise i EU, kan diskuteres. Indrømmet: alle – eller næsten – alle siger det. EU i dyb krise. Billeder, close-up, karikaturtegninger, vittigheder, de bekymrede miner i Deadline, hele molevitten.

Men krise?

En sund krise, i så fald.

Europa er ikke guddommelig. Så enkelt kan man beskrive den ? i mine øjne ? vigtigste modstand mod den EU-traktat, som senere i dag risikerer at løbe ind i endnu flere problemer med afstemningen i Holland. Det er den franske filosof Jean Baudrillard, der lufter denne tankegang. I en artikel i dagbladet Liberation minder han om, at folk ikke vil frelses. Som Jyllands-Postens Anders Raahauge (http://www.jp.dk/) opsummerer Baudrillards synspunkt:

“Folk har gang i deres egne, hemmelige tilværelser med egne, skjulte fornøjelser, de ønsker ingen form for velmenende retledning eller mild opdragelse”.

Krise?

Og videre:

“Folk reagerer tillige mod det dydige forbund mellem de gode samvittigheder og deres guddommelige Europa, som prætenderer at være universelt og uimodsigeligt indlysende, siger Baudrillard. Der reageres mod sammenslutningen af alle dem, der er besjælede af universel god vilje, mens de andre sendes tilbage til Historiens skygger. De politisk korrekte kræfter ser ikke, hvor udfordrende de fører sig frem”.

Her er vi ved sagens kerne. Kravet om endnu et ja til en stadig tættere union har allieret sig med Godheden. Og ud er kommet – med filosoffens ord – en “Europa-simulation, en virtuel 3D-model”, som bliver forsøgt projiceret ud i realitetens verden.

Det går bare ikke så godt.

Dette er skrevet ud fra et liberal-borgerligt standpunkt. Jeg har stemt ja, lige siden jeg kunne, hver gang motiveret af ønsket om fred og velstand i Europa. EU har været en tordnende succes. Vesteuropa er blevet genopbygget efter to verdenskrige, Sovjetimperiet er væk (vel at mærke ikke alene EU?s fortjeneste), og der er ikke udsigt til at europæerne skulle begynde på den slags dumheder igen. Samtidig har markedsøkonomi og velstand fået en ny chance og drevet økonomierne fremad. Men i dag er det EU, som forfatningstraktaten afspejler, et svar på gårsdagens problemer.

Lad mig for nemheds skyld begrænse mig til traktatens del 1, der indledes med unionens værdier og mål. Her snakker vi ikke teknik og lovforenkling, men EU?s ideologi, hvis jeg må være så fri. For EU er ikke ren og skær jura, men bygger på værdier. Som der står i artikel I-2:

“Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem mænd og kvinder”.

Det er i sig selv temmelig mange værdier. Alligevel er der ikke ét ord om kapitalisme eller velfærd eller vækst eller marked. Til gengæld fremhæves befolkningernes velfærd (artikel I-3). Det er ikke tilfældigt. Når markedet nævnes – efter bl.a. de gratis begreber ligestilling, tolerance og solidaritet – så refereres der til “fri og lige konkurrence” og om en “afbalanceret økonomisk vækst” og en “social markedsøkonomi”. Er det liberal-borgerlige værdier? Det mener jeg ikke. Det er ord opfundet ved et skrivebord. Det er akademiske eufemismer, omskrivninger, newspeak. Dvs. ord man finder på for at lægge afstand til virkeligheden.

I virkeligheden burde liberal-borgerlige mennesker, herunder politikere, tone rent flag til fordel for konkurrence, vækst og markedsøkonomi – uden omsvøb, uden dårlig samvittighed, uden undskyldning. Kapitalismen behøver ingen svedige hænder. Hvis den er fri, er den også lige, dvs. åben for enhver, uanset stand, nationalitet, farve, observans eller religion. Økonomisk vækst behøver heller ingen fodnoter. Uden vækst, ingen velfærd, så simpelt er det faktisk. Vækst udelukker ikke omfordeling; jeg snakker ikke om skattefrihed, men om, at det, der ikke vokser, dør en skønne dag. Det kender vi fra naturen, som vi mennesker og samfund sjovt nok er en del af, og det gælder også de skandinaviske af slagsen.

Selv om Europas socialdemokrater er på nippet til at overtale det meste af kontinentet om, at Europa skal være socialdemokratisk, så behøver det ikke gå sådan. Det er ingen lovmæssighed, at Europa, der har nok af problemer i forvejen, skal nedsynkes i bløde værdier med sociale rettigheder til Gud og hvermand, herunder positiv særbehandling til kvinder (artikel II-83), børn, ældre, gravide, arbejdstagere, fagbevægelse, strejkende, forældre og forbrugere, sundhed og miljø. Europa er ikke et socialt eksperiment. Vi er ikke statister i et socialdemokratisk rollespil. EU-topien behøver ikke blive virkeliggjort. Vi – danskere, irer, tjekker, tyskere, borgerlige, kommunister, socialister mm. – kan godt være sammen uden at være ens. Vi kan godt handle med, besøge og inspireres af hinanden uden at kunne lide hinanden. Det er egentlig det, handel betyder. At omgås andre kommercielt uden påtvunget kærlighed eller fælles værdier, at imødekomme andres behov for dermed at hjælpe sig selv. Det er handlens logik, og det kunne sagtens blive Europas. Et minimalistisk EU, et teknisk lovkompleks til fremme af frihandel og fred, forskellighed og frihed.

Vi skal med andre ord væk fra Godheden, væk fra den frelsende engel ved navn Romano Prodi eller Jacques Chirac eller kandidaterne nu hedder, dem, der hjertens gerne vil være udenrigsminister for hele foretagenet.

Spørgsmålet om, hvad borgerlige bør stemme denne gang – hvis der skal stemmes – kan i grunden afgøres med et hurtigt blik på traktatens præambel, hvor det hedder, at EU “over for verden” skal “videreføre det store forehavende, der gør Europa til et privilegeret område for menneskenes forhåbninger”.

Jeg siger nej tak. Mindre kan gøre det. Meget mindre. Europa er ikke guddommelig.

LHS

Af Redaktionen, den 30. maj 2005. 1 svar

Der må sidde nogen og fortryde udnævnelsen af Lars-Henrik Schmidt til rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. Enten på stedet selv eller i Undervisningsministeriet eller på pædagogseminarierne, eller hvor rundkredspædagogerne nu ellers bliver udklækket.

At dømme efter mandens frisure ligner han jo en – godt nok usædvanlig velklædt – hippie, men tag ikke fejl. Lars-Henrik Schmidt spyer den ene bog ud efter den anden og giver det ene slående interview efter det andet, hvori han gør op med årtiers kælne kommuneskole, og det ligner nu mere og mere en mission, som står mål med athenernes indtagelse af Troja ved hjælp af den berømte træhest. Lars-Henrik Scmidt er en trojansk hest, indeni sidder tusinder, kampklare krigere parate til at gøre den danske folkeskole til en skole i stedet for en fritidsordning. Man kan også sige, at Lars-Henrik Schmidt er en intelligent og opdateret udgave af Lektor Blomme, og det er venligt ment. I Frankrig har de en filosof, hvem de for nemheds skyld kalder BHL, som i 70?erne tog opgøret med maoismen og ånden fra ’68. På samme måde burde vi kalde Lars-Henrik Schmidt for LHS, fordi han så dristigt og klogt udstiller den pædagogik, der gør børn til uvidende, små konger og deres forældre til elever i den barnlige klasse.

En hemmelig historie

Af Redaktionen, den 25. maj 2005. 1 svar

“At bruge fortiden til at begrunde sin handling i nutiden er forkert”.

Så vidt dr. phil. og professor i historie ved Copenhagen Business School Ole Lange. Anledningen er et interview, hvori professoren nok engang skælder statsministeren ud for at være “ubegavet”.

I så fald er vi rigtig mange ubegavede på denne klode. Vi er rigtig mange, der bruger fortiden bare en gang imellem evt. med henblik på at blive klogere på nutiden eller gøre tingene bedre i fremtiden. Det kan være i ens privatliv, det kan være i ens arbejdsliv, det kan være som statsminister eller som socialpædagog, som dansker eller somalier.

Men ikke som historiker. Så bruger man ikke historien. Det ville være regulært misbrug. Historien er hverken for svage sjæle eller almindelige halvhjerner. Den er for historikere, der kan fortælle os andre, hvad den egentlig går ud på. I små doser, naturligvis, så vi ikke overbelastes eller fristes til at drage forhastede konklusioner. Historien er således bedst hengemt, hvis ikke ligefrem et internt anliggende eller en forretningshemmelighed. Det undrer en halvhjerne som undertegnede, hvad Ole Lange overhovedet gør i sit eget fag eller på Copenhagen Business School, som begge må formodes at være steder for anvendt videnskab.

Udryd de borgerlige!

Af Redaktionen, den 10. maj 2005. 1 svar

Fejringen af 60-året for afslutningen på Anden Verdenskrig kaster en strøm af artikler af sig. Som Claes Kastholm skrev i Berlingeren lørdag skyldes det ikke mindst, at vi moderne mennesker længes efter alvor i en tid med masser af pjank og slankekure.

Apropos Anden Verdenskrig har vi alle set, hvordan jøderne blev deporteret fra Italien til kz-lejre nordpå i filmen “Livet er smukt” med Roberto Benigni i hovedrollen som faderen, der forsøger at skjule den onde sandhed for sin søn. Men det er stadig noget nær en gåde, hvorfor Benito Mussolini, der hidtil ikke havde udvist synderlig antipati overfor jøderne, pludselig indførte sine racelove i 1938 efter Hitlers forbillede. Automatsvaret har som regel været, at antisemitismen var lige så naturlig i fascismen som i nazismen, men så simpelt er det næppe. I en artikel i New York Review of Books diskuterer den engelske forfatter Tim Parks, hvorfor il Duce – der som ung havde et bind af Platon liggende ved siden af en pistol på sit arbejdsbord, og som socialist skrev, at kirken var et lig – gik i Førerens fodspor.

Én teori er, at førstnævnte var opportunistisk og ville tilpasse sig Hitlers hårde linje, hvilket støttes af det forhold, at de tyske toner var svære at ignorere – selv for alliancepartneren Italien, men svækkes af den tilføjelse, at Hitler ikke synes at have forsøgt at presse Mussolini til noget.

En anden teori er, at Mussolinis invasion af Etiopien i 1935 aktualiserede racespørgsmålet og overbeviste diktatoren om, at italienerne måtte lære at herske. Derfor skulle de eliminere deres egne sentimentale, borgerlige tendenser, og da jøderne netop var et symbol på det behagelige, dekandente liv, gik det ud over dem. Det var med andre ord for at straffe de borgerlige, at jøderne blev ofret. Måske er forklaringen imidlertid mere freudiansk, om man så må sige.

En tredje teori er nemlig, at Mussolini beundrede Hitler dennes organisation og stærke stat. Selv om Rom havde 11 års forspring i forhold til Berlin, havde Hitlerstaten for længst overhalet Mussolinistaten, og da illusionisten Mussolini kommer hjem fra sit besøg hos Hitler i 1937, slår han ind på antisemitisme og strækmarch af ren og skær misundelse. Det fik alvorlige konsekvenser.

Den kreative abe

Af Redaktionen, den 9. maj 2005. Skriv et svar

Hvordan kan det være, at den sky, morderiske abe ved navn homo sapiens pludselig begyndte at samarbejde med andre artsfæller på tværs af familier, stammer, stater, kulturer, nationer, klima og landegrænser?

Det antages ofte, at civilisation skabes bevidst og planlagt f.eks. ved at den og den hersker eller politiker ønskede eller indførte det og det. Men sådan forholder det sig ikke, mener den engelske økonom Paul Seabright i sin nye bog The Company of Stangers (Princeton University Press 2004) om det økonomiske livs naturhistorie. Det fredelige samarbejde mellem mennesker, der er fremmede for hinanden, men som udviser en høj grad af social tillid, er et resultat af spontane handlinger inden for institutionelle rammer, der tilgodeser menneskets stærke jæger-samler psykologi. Med institutioner hentyder forfatteren bl.a. til byen, markedet, firmaet og aktiehandel, som alle er en del af det menneskelige fællesskab, selv om ingen har planlagt eller konstrueret dem fra oven. Seabright vier flere kapitler til markedet og dets monetarisering, som – når det fungerer godt – indeholder en stor, kompliceret og meget præcis mængde information om udbud og efterspørgsel, kvalitet og kvantitet; en information, der ikke kan koordineres centralt, men som lokalt og blandt individer, der er fremmede for hinanden, er med til at forvandle manglens økonomi til nationernes velstand. Liberalismen er med andre ord ikke 300, men 10.000 år gammel. Og er samtidig den politiske vision, der passer bedst til de menneskelige grundvilkår.

Visionen – og bogen – være hermed stærkt anbefalet.

Verdens største elsker

Af Redaktionen, den 8. maj 2005. 2 svar

Vi tror, det er Don Juan eller Mick Jagger, men det er forkert. Verdens største elsker kommer fra Mongoliet og hedder Djengis Khan (1162-1227). I hvert fald hvis man skal tro en undersøgelse (www.upi.com), der viser, at 16 mio. mænd spredt over området fra Manchuriet til Afghanistan er direkte efterkommere af den store mongolske hærfører, idet de har spor fra samme DNA i deres kromosomer.

For 1000 år siden var jordens befolkningstal ca. 1/20 af i dag, hvorfor der nu er ca. 20 efterkommere af datidens gennemsnitsmand. Det er det tal, der skal sammenlignes med Djengis Khans 16 mio. “Verdensherskerens” jagt på militær ære var med andre ord også en jagt på kvinder. Generalen menes at have haft seks hustruer i Mongoliet og giftede sig derudover med mange døtre af de fyrster, der underlagde sig hans magt, og det var almindelig kutyme, at Khan fik lov til at udvælge sig kvinder og heste, som det passede ham.

Da hans generaler fortalte ham, at verdens største lykke var falkejagt og -opdræt, skal han have svaret:

“I tager fejl. Menneskets største lykke er at jage og besejre sin fjende, erobre hans besiddelser, efterlade hans hustruer grædende og jamrende, ride på hans heste og bruge hans kvinder som natskjorte og underlag”.

Noget kunne tyde på, at han lod handling følge ord på en måde, som får selv Don Juan til at ligne en skoledreng med pomade i håret.

Radikal opvågnen

Af Mikael Jalving, den 28. april 2005. Skriv et svar

Merete B. Riisager, folketingskandidat for Det Radikale Venstre, der som bekendt hverken er venstreorienteret eller radikalt, blev under den nys overståede valgkamp spurgt, hvorfor hun er politiker. Det er jo det, man kalder for et godt spørgsmål. Kandidaten svarede:

“Fordi politik er rammen om alt det, der er vigtigt. Politik er det hus, vi skal bo i imorgen, hvem der bliver vores nabo, og hvad vi vil slå øjnene op til, når vi vågner om morgenen”.

Bortset fra, at kandidaten glemmer at forholde sig til de stigende boligpriser, der rammer høj såvel som lav, så må det for alverdens husarer synes mistænkeligt, at politik er det første, en 28-årig kvinde slår øjnene op til om morgenen, eller at det virkelig skulle være det første, hun tænker på. Sagt ganske blidt kunne det jo være, at Merete B. Riisager slog øjnene op til noget ganske andet, ja, f.eks. bare en almindelig tallerken solgryn eller A-38 ligesom alle andre u-radikale mennesker. Men sådan er det åbenbart ikke i dét parti. Her står den på dybsindige spekulationer lige fra morgenstunden.

Måtte man så i sit stille sind håbe, at hele Det Radikale Venstre blev liggende under dynen.

Gækkebrev

Af Mikael Jalving, den 27. april 2005. 13 svar

En forening, der kalder sig Sammenslutningen af ansvarlige virksomheder (SAAV), driver i en annonce i Urban så meget gæk med læseren, at budskabet går fløjten. I annoncen, hvis illustration lader forstå, at danske virksomheder både er racistiske og kræver ublu virksomhedsstøtte, opfordres vi alle til at støtte Danmarks nuværende handelspolitik, som det hedder. Det er ikke klart, om der er tale om ironi, men der hentydes muligvis til, at regeringen er i lommen på virksomhederne, der alene er ude på at mele deres egen kage. Taberen er den sorte undersåt, som pryder annoncen.

Men så enkelt er det alligevel ikke.

Besøger man den hjemmeside, som SAAV henviser til, så skriver en instans, der kalder sig Global Week of Action (GWA), at frihandel ikke er løsningen for ulandene. Frihandel er ganske simpelt “katastrofalt for disse landes udvikling”, proklameres det, hvorfor SAAV eller GWA, eller hvem det nu er, agter at gøre op med denne myte en gang for alle “gennem oplysning”. Oplysning? Det minder mere om kommunikationsbrist. GWA gør grin med SAAV ? eller er det omvendt? ? men begge parter er modstandere af frihandel. SAAV findes sandsynligvis ikke, men det gør ironikerne i GWA ? eller gør de? Under rubrikken “Hvem er vi?” optræder bl.a. fagforeningen 3F, Europæisk Ungdom, Ibis, Malerforbundet og Mogens Lykketoft. Så blev man så meget klogere ? eller gør man? Selv om det ikke længere er påske, så er det kun rimeligt, at Punditokratraterne disker op med et påskeæg til den hemmelige afsender, der så til gengæld må love os at søge kommunikationsbistand.

Farvel til autoriteterne

Af Mikael Jalving, den 13. april 2005. Skriv et svar

“Unge gider ikke rugbrødsarbejde”, står der i dagens Urban. De unge er blevet primadonnaer – det gælder især den såkaldte @-generation (født mellem 1977 og 1992), der er egocentriske projektbørn, som er ligeglade med autoriteter og på arbejdsmarkedet surfer fra job til job.

Men hvad med autoriteterne? Rektor Niels Chr. Sidenius fra Århus Universitet melder hus forbi. Hvor Syddansk Universitet og Handelshøjskolen i København hver har taget initiativ til et karrierecenter, der skal lette de studerendes overgang til den virkelige verden, måske endda den private sektor, så kommer det ikke på tale på andre statslige uddannelsesinstitutioner. Den århusianske rektor udtaler: “Jeg kan som udgangspunkt ikke se, at det er vores ansvarsområde. Vi skal ikke ud og fortælle de unge, at de skal indstille sig på at kede sig 25 pct. af deres arbejdstid, fordi virkeligheden er sådan”.

Citatet er slående. Hvis den kendetegner Akademias selvopfattelse anno 2005, så er der ikke noget at sige til, at nye kandidater har så svært ved at finde arbejde (se http://www.kommunikationsforum.dk/?articleid=11792). Og så forstår man også bedre, hvorfor @-generationen har sagt farvel til autoriteterne, for autoriteterne har for længst sagt farvel til dem. De kan rende og hoppe – eller søge en stilling i den offentlige sektor og håbe det bedste.

Hvis ikke Paradis, så …

Af Mikael Jalving, den 12. april 2005. Skriv et svar

“Happiness is back”, proklamerer den britiske økonom og Labourpolitiker Richard Layard i et essay i Prospect (marts 2005), hvor han minder os om lykkens velsignelser. Vi har glemt forestillingen om lykken, mener han, hvilket er en skam, for det Gode er både godt og nyttigt.

Layard vil have lykken tilbage i politisk fokus, og hvem har ikke brug for en Smiley? Efter mange år, hvor vi i de vestlige samfund har stræbt efter stadig mere velstand, stadig flere produkter og et stadig større udvalg på hylderne, er vi stadig ulykkelige. I hvert fald i Amerika, Storbritannien og Japan, som udgør forfatterens geografi, og hvis vi altså skal tro hans statistik. Hvad statistikken angår, så plejer danskerne derimod selv at fremhæve, at de er verdens lykkeligste folk – godt nok efter finnerne – men alligevel.

Layard begynder med det store paradoks: Hvordan kan det være, at velstand ikke gør os lykkelige?

Og så fremfører han to postulater. 1. Lykken er vigtigere end frihed. 2. Lykken er vigtigere end velstand og effektivitet. Det er den korte version. Nok så vigtigt er det dog, at lykken ifølge Layard kan måles. Det er her, den ny neurovidenskab kommer ind i billedet. For den underbygger i forfatterens vurdering lykkens målbarhed. Når vi erfarer noget rart eller behageligt, kan det spores i vores hjerner, glæden i venstre side, smerten til højre. Man bliver, om ikke lyserød indeni, så tilpas opstemt, at det kan spores kemisk og ses på en skærm.

Lykkens politik

Det ligger implicit i denne observation, at lykken ikke er fuldkommen subjektiv; den kan derimod kortlægges, kalkuleres. Visse impulser – herunder familiefølelse, personligt velbefindende og sundhed – gør os lykkelige, andre impulser og forhold gør os ulykkelige, og hvis det er rigtigt, så må al politik og samfundsindretning handle om at skaffe førstnævnte. At arbejde politisk for lykken betyder konkret, at problemer som skilsmisser, arbejdsløshed, depression, anonymitet og dårlig sundhedspleje må løses. Kollektivt, forstås.

Layard afviser dermed også, at lykken skulle være identisk med frit valg på alle hylder, eftersom folk ofte fortryder deres valg. Eksemplerne er legio, fortrydelsen udgør en konstans i den menneskelige psyke. En vis – paternalistisk – opdragelse er derfor nødvendig for at nå frem til en mere “holistisk” politik, som forfatteren også kalder den. Lykkelig bliver man jo ikke bare af sig selv, og er man bare en smule ondskabsfuld, så oversætter man lykkens politik til en velfærdsstat efter skandinavisk model.

For Layard – ligesom for forbilledet Jeremy Bentham (1748-1832) – er en handling god, såfremt den forøger den samlede mængde af lykke i et samfund. Vores aktuelle problem er, at vi – såvel som vores politikere – foretager os en lang række handlinger, der ikke gør os lykkelige. Vi deltager i det store rotteræs på arbejdsmarkedet. Vi sluger medicin som aldrig før. Vi æder og shopper os ihjel. Og det går alt sammen ud over os selv, vores familie og lokalsamfund. Og det store samfund, som kan være nok så velstående, er ikke et lykkeligt samfund.

Størst mulig lykke for det størst mulige antal Jeremy Bentham, der i dag sidder helt stille ved indgangen til University College London, var et ikon over en optimistisk tid. Fremskridtet syntes lige rundt om hjørnet, det var blot et spørgsmål om tid, før menneskeheden ville hægte sig på det og aldrig give slip. Sådan skulle det desværre ikke helt gå, men det er en anden historie. For Bentham – der karakteristisk nok var en af de første intellektuelle, der joggede (hvorfor det ikke er helt utænkeligt, at hans fornemmelse for lykke skyldes en solid gang “runner’s high”) – er lykke glæde eller lyst og fravær af smerte, ulykke det modsatte. Bentham anvendte faktisk hele 58 synonymer for lykke, men han skelnede ikke mellem dem. Lykken er mekanisk: Enten er den eller også er den ikke. Lykken er egalitaristisk, idet den er mulig for alle. Og lykken er humanistisk, fordi den skal tjene mennesket før alt andet liv. Benthams lykkedoktrin blev derfor formuleret som størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker.

For at illustrere, at lykken er altings mål, konstruerede han i 1791 en plan over den ideelle institution, som han kaldte for Panopticon (ordret: “al-syn”). Den panoptiske konstruktion skulle bruges f.eks. i fængsler og tillade én opsynsmand at overvåge alle de indsatte, mens de er bevidste om overvågningen. Kun sådan disciplineres de i henhold til lykkens forskrift, mente Bentham. Netop ved at de implementerer systemets overjeg, hvilket Bentham fandt humant, skønt samtiden afviste hans tanker som tyranniske.

Når man læser Layards essay, ringer en benthamsk klokke. Vi er på vej ind i lykkens herredømme, hvis bagside er indespærringens utopi, og det ser ikke ud til, at der nogen nødudgang. Bentham var ikke bange for, at den panoptiske magtkoncentration skulle udarte til tyranni, da disciplineringen jo var disciplineret af det, han kaldte for “verdens store domstol”, og her bliver selv Kofi Annan svar skyldig. Layard lider heller ikke ligefrem af anfægtelser. Nu må det være slut med al den ulykke.

Hellere en utilfreds Sokrates end en glad idiot

Så er der flere anfægtelser og mere erfaring at hente hos Benthams elev, den britiske moralfilosof John Stuart Mill (1806-73), der raffinerer sin lærer ved at fremhæve, at der er forskel på nydelser. Intellektuelle glæder står således over fysiske glæder, mener Mill, der slog sin pointe fast med disse ord: “Det er bedre at være en utilfreds Sokrates end en tilfreds idiot”. Idioter var der nok af. Også dengang. Mill fremhævede derfor, at de “højere anlæg” skal trænes, ligesom den “ædle karakter” skal kultiveres. Værdigheden, den er menneskets egen, og – fornemmer man – måske vigtigere end selv lykken.

John Stuart Mill er i mine øjne en bedre læremester end Jeremy Bentham, fordi førstnævnte forstår, at utilfredsheden kan bruges konstruktivt og positivt. At utilfredsheden er ualmindelig dynamisk. Den ansporer ikke kun destruktion, kriminalitet eller revolution, men også oprør, kreativitet, protest og snilde. Den lokker det bedste – og værste, indrømmet – frem i os, og den er ikke til at komme uden om. Ignorerer du utilfredsheden, ignorerer du dig selv. Fortæl mig lige, hvor menneskeheden ville være, hvis den var i evig balance mellem yin og yang, mandligt og kvindeligt, nord og syd, øst og vest? Jeg véd det ikke, men tanken er frygtindgydende. Var Odysseus så blevet til noget? Var Spartacus? Var Cæsar? Var Columbus? Var Luther? Var Gud? Var Osama bin Laden? Perspektivet er som at kigge ned i en dyb, dyb skakt.

Mill – igen i modsætning til både Bentham og Layard – er tilmed en god læremester, fordi han har blik for, at også friheden er vigtigere end lykken. Nu var han ikke så dum, at han med frihed forstår frihed til alt, frihed til anarki og exces. Mill taler udelukkende om frihed under ansvar, dvs. at du kan gøre det, der ikke skader andre; du kan gøre det, der ikke er forbudt ved lov. Det vil igen sige, at du er fri til at være ulykkelig, hvis du er i dét hjørne.

Det kan måske lyde hårdt, men jeg vil ikke give køb på hverken utilfredsheden eller friheden for lykkens skyld. Hvis lykken bliver permanent, véd man, at der er noget galt. Lykken er et smykke, som klæder festlige lejligheder. Det, der får mennesket til at stå op om morgenen, er ikke lykken eller udsigten hertil, men derimod den nødvendighed, der hedder en fuld blære eller sult, herunder utilfredsheden, samt menneskets bedste ven – nej, ikke hunden – men friheden. Lykke er muligvis der vigtigste, vi kan komme på, når vi ligger på en solbeskinnet strand med den eneste ene ved siden af. De
t vil sige: lykken er muli
gvis vigtigst på kort sigt – her og nu. Giv mig lykke eller jeg brækker din arm! Men friheden og den latente utilfredshed er vigtigere på længere sigt.

Min lykke er ikke din lykke

Jeg vil – for at gøre en lang historie kort – ikke gøre min lykke til andres lykke. Jeg mener heller ikke, at vi har glemt lykken; nærmest tværtimod. Lykken – f.eks. versioneret som det “hele menneske” og andre rare ting fra selvhjælpsindustrien eller mere profane fænomener såsom det perfekte bryllup eller det perfekte køkken – er blevet en kulturel besættelse, vi kan ikke få nok af lykken, harmonien, hyggen, ja, man kan dårligt blive fri for det alt sammen. Igen: andres lykke forklædt som min lykke. Richard Layard ridder med på denne bølge, og det skal som sagt være ham tilgivet. Men han fortjener nogle bank, ikke mindst fordi han deponerer sine argumenter i kemien.

Egentlig er der intet i vejen med lykken, men når man blander den med politik eller gør den til livets mening, opstår en farlig cocktail. Den politik, som Layard vil befri for realisme og sørgelige kompromiser, skal ikke befris, den skal have lov til at gøre det, den er god til: forhindre hulemænd eller julemænd i at få for stor magt. Politikkens mål er akkurat ikke lykken, som er metafysisk eller individuel ligesom ekstasen, men ulykken, som er social og konkret. Kedeligt, måske, men uomgængeligt. Hvis ikke Paradis, så heller ikke helvedets forgård.