Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Punditokraternes top 10

Af Niels Westy, den 31. december 2012. 15 svar

Her på årets sidste dag bringer vi listen over de 10 personer i den hjemmelige debat, som punditokraterne med størst glæde læste, så og lyttede til i 2012.

Sidste år uddelte Punditokraterne for første og indtil videre eneste gang en pris for “årets politiske solopræstation“. Desværre forventer vi, at der går år og dag mellem denne pris bliver uddelt.

Fra i år starter vi en ny tradition ved at udnævne de 10 væsentligste borgerlige “stemmer”. Med andre ord de 10 danske personer, som Punditokraterne med den største glæde læste, så og lyttede til i året der gik og som vi mener på fornemeste vis repræsenterer de klassiske borgerligt-liberale værdier. Det er de til enhver tid aktive skribenter her på bloggen, der udvælger navnene.

Top 10

  • Christopher Arzrouni
  • Lars Seier Christensen
  • Ole Birk Olesen
  • Anne Knudsen
  • Mie Harder
  • Mads Lundby Hansen
  • Peter Kurrild-Klitgaard
  • Martin Ågerup
  • Joachim B. Olsen
  • Jacob Mchangama
Christopher Arzrouni

Christopher Arzrouni

Nogle af navnene på vores ikke-prioriterede liste giver sig selv, som f.eks. Christopher Arzrouni, en af det borgerlige Danmarks væsentligste og mest intelligente stemmer. Siden han kom til Børsen i 2011, har han været med til at gøre den til Danmarks ubestridt bedste morgenavis, hvis kriterierne vel og mærke er solid faglighed og reel indsigt. Ligeledes er det med glæde at man kan konstatere, at han også i stigende grad optræder i andre medier. Lars Seier Christensen er naturligvis heller ikke en overraskelse. Han har i årevis indtaget en hel unik position i det borgerlige miljø og den offentlige debat. Således også i 2012, hvor måske især hans optræden på Fox Business om socialstaten og det danske skattetryk vil blive husket.

Anne Knudsen

Anne Knudsen

Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, er til forskel fra flere andre på listen ikke den liberale debattør, som optræder mest i de elektroniske medier, men hendes andre kvaliteter gennem 2012 opvejer rigeligt den mindre umiddelbare synlighed. Ikke mindst gennem sine ledere i Weekendavisen, fortsætter AK med at demonstrere en konsistent og gennemtænkt modstand mod politikeres indgreb i den personlige frihed og underminering af det personlige ansvar. Hendes egen og avisens integritet og troværdighed giver hendes kommentarer ekstra vægt, der adskiller hende fra de fleste andre debattører. Her lefles hverken for politikere eller ’folkestemninger’, men skrives klart og velargumenteret om hvor der er ”something rotten in the state of Denmark”.

Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen

Der var formentlig en del, som var spændte på, hvad der ville ske når Ole Birk Olesen blev valgt ind i Folketinget. Ville det gå som set så ofte før, at han blev opslugt af det politiske system, sprang op som en ulv og faldt ned som et lam? Heldigvis er svaret nej. Hans medlemsskab af Folketinget har først og fremmest givet ham en ny platform og øget almenhedens kendskab til OBO, og heldigvis for det.  Efter vores mening den ubestridt mest kompetente debattør i dansk politik, som sammen med sin kollega, Joachim B. Olsen, som vi sidste år hædrede med “årets politiske solopræstation“, insisterer på at debatter skal tages på fakta og reel viden, og ikke på føleri, postuleret gode intentioner og selviscenesat godhed. På punditokraterne bryder vi os ikke om mennesker, som forsøger at komme i himlen for andre folks penge. Det kan man hverken beskylde OBO og JBO for at gøre.

Det er jo ingen hemmelighed, at punditokraterne anser CEPOS for at være det bedste der er sket herhjemme i årtier, set med borgerligt-liberale øjne. Andet ville også være mærkeligt, med tanke på listen over skribenter på punditokraterne, siden Peter Kurrild-Klitgaard, startede denne blog i 2005.  Det største problem ved PKK er, at han bruges alt for lidt i medierne. Det så vi igen i forbindelse med dette års præsidentvalg, hvor han sammen med Mads Fuglede, var blandt de få, som var i stand til at levere en objektiv information baseret på overblik og reel viden.

Mie Harder

Mie Harder

Det bør derfor heller ikke undre, at 4 ud af 10 på listen er ansat i CEPOS. Ud over Martin Ågerup, er det naturligvis Mads Lundby Hansen, som ifølge Børsen blev den mest citerede økonom i 2012 samt  Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama. Han cementerede i årets løb sin position som Danmarks fremmeste ekspert i menneskerettigheder. Med et klassisk liberalt fokus på retssikkerhed og borgernes beskyttelse mod staten, er Jacob en af de få liberale debattører, der også kan appellere til den oplyste venstrefløj – også selvom nogle af dem slår korsets tegn for sig før de erklærer sig enige med en ’Cepos-mand’. Den juridiske indsigt kommer med en udtalt evne for formidling, der slår stort set alle andre på feltet. Endelig har vi Mie Harder med på listen. Hun starter i januar som ansvarlig for CEPOS Universitet, efter Henrik Gade har forladt CEPOS til fordel for præstegerningen.

Hermed vil vi gerne ønske alle læsere af punditokraterne et rigtigt godt nytår.

Hilsen og på gensyn i 2013

Christian Bjørnskov, Nikolaj Stenberg og Niels Westy Munch-Holbek

CRA, långivning og finanskrisen

Af Nikolaj Stenberg, den 27. december 2012. Skriv et svar

“Did the Community Reinvestment Act (CRA) Lead to Risky Lending?” spøger Sumit Agarwal, Efraim Benmelech, Nittai Bergman og Amit Seru i deres NBER Working Paper (der er bag en betalingsmur), som nok er interessant for visse af vores læsere. Bemærk første sætning i deres abstract:

Yes, it did. We use exogenous variation in banks’ incentives to conform to the standards of the Community Reinvestment Act (CRA) around regulatory exam dates to trace out the effect of the CRA on lending activity. Our empirical strategy compares lending behavior of banks undergoing CRA exams within a given census tract in a given month to the behavior of banks operating in the same census tract-month that do not face these exams. We find that adherence to the act led to riskier lending by banks: in the six quarters surrounding the CRA exams lending is elevated on average by about 5 percent every quarter and loans in these quarters default by about 15 percent more often. These patterns are accentuated in CRA-eligible census tracts and are concentrated among large banks. The effects are strongest during the time period when the market for private securitization was booming.

Tyler Cowen bemærker:

Please don’t take this as support for whackier theories of the cause of the crisis, but as to whether this was an amplifying mechanism, well it seems it was.

Berlingernes overskrifter

Af Nikolaj Stenberg, den 26. december 2012. Skriv et svar

Her på bloggen bemærker vi gerne når journalisterne på landets aviser er lidt for kreative med sandheden. To eksempler fra i dag – begge fra Berlingske Tidende:

  1. I “Redaktør: Pinds efterlysning er »dybt problematisk«” får vi at vide, at Søren Pind’s benævnelse på Facebook af nummerpladen på den bil der påkørte ham forleden er i strid med de regler der gælder for pressen. Det er en redaktør fra DR der er til citat, men journalisten har vinklet overskriften i overensstemmelse med citatet. Ingen af de to har dog tænkt på, at Søren Pind er karrierepolitiker og ikke journalist – og derfor heller ikke omfattet af de presse-regler, han beskyldes for at have overtrådt.
  2. I ”Lukkelov kvæler mindre butikker” er overskriften problematisk. Som den står kan den tolkes på to måder: A) Lukkeloven er så restriktiv, at butikker må lukke, eller (mere implicit) B) Lukkeloven er så liberal, at butikker må lukke. Mit gæt er, at journalisten gik efter B. Men det giver ingen mening: Hvis der ikke er nogen regulering længere, kan den ikke-eksisterende regulering ikke føre til, at butikker må lukke. Det er selvfølgelig konkurrencen på dagligvaremarkedet der resulterer i, at de pågældende butikker ”kvæles”. Men det har jo netop intet som helst med lukkeloven at gøre.

Tobaksregulering i EU: Kommissionens udspil og markedsføring

Af Nikolaj Stenberg, den 26. december 2012. 4 svar

Europa-Kommissionen offentliggjorde den 19. sit forslag til et nyt direktiv (KOM/2012/788/FINAL – med henvisning til TEUF art. 114), der skal regulere produktion, markedsføring, præsentation og salg af tobak og tobaksrelaterede produkter.

Det er et stykke regulering, som Kommissionen går meget op i. Derfor har man samtidig med offentliggørelsen af forslaget udsendt en sværm af oplysningsmateriale af varierende karakter; alt sammen ganske normativt:

  • Der er den obligatoriske pressemeddelelse; et memorandum; et diasshow med grafiske illustrationer; en af de så populære infographics; endnu et memorandum med den lidt nedladende titel “Citizen’s Summary“; en embedsmandsvurdering af direktivets effekt, samt et resume af sidstnævnte.
     
  • Men teksterne skal selvfølgelig ikke stå alene. Derfor lancerede Kommissionen i ugen op til offentliggørelsen en særlig hjemmeside, hvor man akkompagneret af sød juleagtig musik og til synet af et mangfoldigt-ikke-julet-juletræ, kan sende feelgood-kort til venner og familiemedlemmer, som har droppet rygevanen. Se således dette kort jeg har sendt til Punditokraterne – er det ikke henrivende?
     
  • Dertil har Kommissionen allieret sig med en den spanske fodboldklub F.C. Barcelona for at lave projektet: Quit Smoking with Barca… Jeg tror ikke man skal forvente, at kampagnen har den helt store effekt på die hard-supportere af andre klubber; særligt ikke når EU siger, at F.C. Barcelona er “unstoppable“.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=g5Baz0TU12k width=100%][/youtube]

Jeg har ikke fået læst det hele igennem og kommer nok heller ikke til det. Men jeg kan dog se, at Kommissionen bl.a. mener, at røgfri “tobak” (en nikotinholdig væske, der indåndes gennem en inhalator) skal mærkes, som var der tale om faktisk tobak. (Dermed er EU’s udøvende magt på linje med sundhedsmyndighederne i Nordjylland, som har forbudt ikke-cigaretten på sygehusene dér – af princip: “Det kan på afstand være svært at skelne e-cigaretter fra almindelige cigaretter. Derfor sender det et uheldigt signal.”)

Hvad blev der egentlig af subsidiaritetsprincippet?

Droner, moderne krigsførelse og folkeretlig suverænitet

Af Nikolaj Stenberg, den 22. december 2012. 7 svar
En drone udstilles foran Det Hvide Hus

En angrebsdrone udstilles foran Det Hvide Hus

I Ræson kan man for tiden læse et indlæg af seniorforsker Lars Erslev Andersen som mener, at Barack Obama’s ”dronekrig” knækker al-Qaida, men undergraver folkeretten.

Jeg har tidligere skrevet, at dronekrigen (for at bruge Erslev Andersens ord) på en helt særlig måde udstiller et hykleri omkring USA’s midler i indsatsen/krigen mod international terrorisme, før og efter præsidentvalget i 2008. Erslev Andersen går skridtet videre og anklager USA for næsten dagligt at begå folkeretsbrud.

På dét punkt halter argumentation dog. Det kommer jeg tilbage til senere, for artiklen er ikke desto mindre en god lejlighed til at få vendt et par ting.

* * *

Logikken bag – og det moralske argument for – angrebs-dronerne er, at enhederne blot udgør endnu en våbentype i arsenalet. I sig selv er dronerne ikke andet og mere, end avancerede fjernstyrede flyvemaskiner, som foruden angrebsopgaver også kan foretage mere harmløs overvågnings- og sikringsopgaver. Selvom ”angrebs-droner” lyder farligt (bevares, de er dødbringende) er der trods alt ikke tale om fuldautomatiske dræbermaskiner, der selvstændigt kan udvælge mål blandt en gruppe af personer og skride til handling. Heldigvis. I så fald ville dette være et langt mere kritisk indlæg!

Fordi droner styres af mennesker adskille de sig som våben ikke principielt fra geværer, sabler eller bombefly. Men til forskel fra en bombe eller et krydsermissil, er en drone mere præcis; de er også billigere. Droner hverken optrapper eller forskruer krigsførelsen. Til gengæld bliver krigshandlingerne mere dokumenterbare: Med GPS-, video- og andre former for data sladrer dronerne hjem om, hvad den er blevet brugt til. Drone-piloten vil derfor have langt større besvær med at forsøge at slippe af sted med folkeretskrænkelser, end f.eks. en soldat på jorden.

USA har to drone-programmer og Lars Erslev Andersen skal have cadeau for at nævne begge. Alt for tit forudsættes det nemlig, at USA’s droneangreb blot udføres af flyvevåbnet og vi kommer derfor til at glemme, at CIA faktisk også er aktive. Det er vigtigt at holde for øje fordi, at CIA ikke er bundet på samme måde af den internationale krigsret, som hæren, flyvevåbnet, flåden og marinekorpset er det. Mener i hvert fald CIA selv.

USA har to forskellige drone-programmer: Et forholdsvist åbent, der drives af Pentagon, og et hemmeligt, der drives af CIA. Militæret startede med at bruge droner til overvågningsopgaver kort efter 11. september. Teknologien blev udviklet under Bill Clinton. Her brugte man droner til at overvåge Afghanistan med henblik på at opspore Osama Bin Laden. To gange havde dronernes kameraer Osama Bin Laden i linsen, men de var ubevæbnede, og Pentagon og CIA kunne ikke blive enige om, hvem der skulle betale for en bevæbning.

I modsætning til dengang kan der i dag ikke være nogen som helst tvivl om, at drone-programmerne er endog meget effektive. At de er en del af USA’s forsvar fremadrettet giver sig selv. I en meddelelse fra august bemærkede RAND Corporation om drone-programmernes virkning:

Killing terrorist leaders is not necessarily a knockout blow, but can make it harder for terrorists to attack the U.S. Members of al-Qaida’s central leadership, once safely amassed in northwestern Pakistan while America shifted its focus to Iraq, have been killed, captured, forced underground or scattered to various locations with little ability to communicate or move securely.

Recently declassified correspondence seized in the bin Laden raid shows that the relentless pressure from the drone campaign on al-Qaida in Pakistan led bin Laden to advise al-Qaida operatives to leave Pakistan’s Tribal Areas as no longer safe. Bin Laden’s letters show that U.S. counterterrorism actions, which had forced him into self-imposed exile, had made running the organization not only more risky, but also more difficult.

Patrick B. Johnson, der er forsker ved RAND, har undersøgt 90 anti-terroroperationer siden 1970’erne og kan dokumentere, at drab på eller tilfangetagelse af terrororganisationernes ledelser resulterer i, at terrorkampagnerne ophører tidligere end ellers forventet. Se “Does Decapitation Work? Assessing the Effectiveness of Leadership Targeting in Counterinsurgency Campaigns.”

På trods af sin effektivitet – eller måske præcis derfor? – er drone-krigen i visse kredse et omdiskuteret emne. Det skyldes ikke mindst, at der er en række retsstatsmæssige udfordringer, som også denne punditokrat ikke umiddelbart set løst.

Et stort problem ved enhver debat om drone-krigen er, at samtalen alt for hurtigt kommer til at handle om selve drone-enheden, jf. f.eks. Erslev Andersens ord “drone-krigen”. Det betyder at vi glemmer det der er vigtigere: Den væbnede konflikts årsag, formål og hvornår og hvordan vi gerne vil have, at den ender. Vi taler om krigs- og folkeret, men oftest kun i forbindelse med, at vi anklager hinanden for at bryde den. Udenfor enhver debat er den umiddelbart lemfældige kontrol med og offentlighed omkring konfliktens midler og metoder.

I USA kan det bestemt ikke udelukkes, at kongressens meget hårde linje overfor terrorisme har resulteret i, at regeringen er blevet overladt for frie tøjler.

Ligeledes benægter regeringen og kongressen fortsat påstande om, at statens egen ageren ude omkring i verden både før og efter 9/11 bl.a. medfører ”blowback” i form af yderligere anti-amerikansk radikalisering.

* * *

Kombattanter i en krig har ikke som civile krav på en rettergang før de eventuelt dømmes og henrettes. Med Barack Obamas krigshjemmel, som definerer fjenden temmelig bredt, vil der være situationer, hvor en civil person kategoriseres som kombattant fordi han er på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Dertil kommer civile ”collateral damages”, der er moralsk forkastelige, men som accepteres af folkeretten, hvis nytten ved at gennemføre et angreb overstiger nytten ved ikke at gennemføre det. Hvordan regnskabet opgøres er lidt noget hokus-pokus. Men man skal under alle omstændigheder huske på, at collateral damage ikke ukendt i konventionel krigsførelse og at det, alt andet lige, vil forekomme.

Til forskel fra konventionelle soldater, har drone-piloterne dog ikke de samme muligheder for konkret og hurtigt, at vurdere situationen på jorden. Derfor kan man ikke udelukke, at drone-angreb har et højere potentiale for civile tab, end mand-til-mand kamp.

Det gør ikke det hele nemmere, at civile tab er notorisk svære at opgøre.

* * *

Erslev Andersen skriver, at drone-angrebene udgør ”en klokkeklar krænkelse af suverænitetsprincippet” og at de derfor må være folkeretsstridige. Karakteren af konflikten og USA’s tilstedeværelse i Afghanistan betyder, at drone-angreb i sagens natur ikke er folkeretsstridige i det område. Kritikken må derfor angå drone-angreb i Pakistan, Yemen osv.

For at krænke staternes suverænitet, skal USA gennemføre drone-angrebene uden staternes samtykke; med mindre FN’s Sikkerhedsråd a) konstaterer, at der er problemer i staterne, som det internationale samfund kan intervenere overfor og dernæst b) giver samtykke til en egentlig interventionen på mere eller mindre betingede vilkår. FN’s Sikkerhedsråd udstedte i kølvandet på 9/11 en serie resolutioner, der specifikt adresserede behovet for at bekæmpe international terrorisme. Ligeledes blev international terrorisme kategoriseret som et særligt problem, der påtvinger sig staternes opmærksomhed og handling.

Så vidt vides samtykker netop disse stater til USA’s drone-angreb. Erslev Andersen mener faktisk også selv at vide, at dét er sagen:

Pakistan har også været udsat for adskillige amerikanske droneangreb. At sende fly ind og dræbe et andet lands statsborgere er en klokkeklar krænkelse af landets statslige suverænitet. Omvendt har Pakistan selv store problemer med et stigende antal militante grupper, der er i blodig konflikt med den pakistanske stat. Pakistan har med andre ord selv interesse i at udnytte den amerikanske droneteknologi.

Offentligt tager Pakistan derfor afstand fra droneangrebene, men hemmeligt hjælper de amerikanerne med at udpege mål. I Obamas regeringstid har dronerne på den måde dræbt et stort antal pakistanske talibanere. Aftalen er, at USA ikke offentligt kommenterer angrebene. En lignende aftale lavede Obama-regeringen med den daværende præsident i Yemen, som gav amerikanerne lov til at dræbe alle de al-Qaida-folk, de kunne spore, hvis Yemens forsvar officielt fik æren for angrebene…

Derfor er det underligt og ulogisk, at han, sin viden om disse aftaler taget i betragtning, har valgt at skrive, at USA “klokkeklart” krænker staternes suverænitet.

Det skylder han at uddybe.

* * *

Tilføjet den 26. december 2012:

Jeg kan forstå på en kommentar, at der er tvivl om hvem USA er i krig/konflikt med. Det er korrekt, at USA ikke er i krig med f.eks. Yemen. De er, for at bruge den gamle traver “i krig mod terrorister”. Tilbage i 2001 vedtog kongressen en lov/fællesresolution – Authorization for Use of Military Force – som består af to §§. Det er den anden der er den vigtige og som danner grundlag for Enduring Freedom m.v., og deri står:

(a) IN GENERAL- That the President is authorized to use all necessary and appropriate force against those nations, organizations, or persons he determines planned, authorized, committed, or aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States by such nations, organizations or persons.

(b) War Powers Resolution Requirements-

(1) SPECIFIC STATUTORY AUTHORIZATION- Consistent with section 8(a)(1) of the War Powers Resolution, the Congress declares that this section is intended to constitute specific statutory authorization within the meaning of section 5(b) of the War Powers Resolution.

(2) APPLICABILITY OF OTHER REQUIREMENTS- Nothing in this resolution supercedes any requirement of the War Powers Resolution.

Det relevante spørgsmål at stille i denne anledning er ikke hvem USA er i krig med, men om hjemlen i det hele taget kan strækkes så langt, som administrationen vælger at strække den. Men det er selvsagt et indenrigspolitisk spørgsmål; ikke et folkeretligt.

Saxo’s uhyrlige forudsigelser for 2013

Af Nikolaj Stenberg, den 19. december 2012. Skriv et svar

Det er igen blevet den tid på året, hvor vores alles yndlingsinvesteringsbank og handelsplatform Saxo Bank sender sine uhyrlige forudsigelser om det kommende år på gaden. Fra introduktionen:

The macro economy has no ammunition left for improving sentiment. We are all reduced to praying for a better day tomorrow, as we realise that the current macro policies are like pushing on a string because there is no true price discovery in the market anymore. We have all been reduced to a bunch of central bank watchers, only ever looking for the next liquidity fix, like some kind of horde of heroin addicts. We have a proforma capitalism with de facto market totalitarianism. Can we have our free markets back please?

Læs forudsigelserne på bankens Trading Floor-blog, eller nedenfor.

Deck the Halls with Macro Follies

Af Nikolaj Stenberg, den 15. december 2012. Skriv et svar

De er ikke helt uden (jule)humor på Econ Stories; der også stod bag Keynes vs Hayek-rap-videoerne:

[youtube Width=”100%”]http://www.youtube.com/watch?v=7uKnd6IEiO0[/youtube]

Fransk jubel: Der skal ikke spares på EU’s flyttecirkus

Af Nikolaj Stenberg, den 13. december 2012. Skriv et svar

Caerulea3_cropEU-Domstolen i Luxembourg har i dag afgjort to annullationssager, som Frankrig havde anlagt mod Europa-Parlamentet for traktatbrud. Stridens kerne: Et parlamentarisk ønske om at begrænse det berømte og bekostelige flyttecirkus mellem Strasbourg og Bryssel.

Parlamentet har hjemsted i Strasbourg og skal afholde tolv månedlige møderækker dér. Det følger af Protokol 6 til EU- og EUF-traktaterne. Yderligere møder afholder parlamentet i Bryssel, sammen med udvalgsarbejdet. (Som en krølle på det hele holder Parlamentets generalsekretariat for resten til i Luxembourg.)

August-møderækken i Strasbourg afholdes normalt i oktober, før den normale oktober-møderække. Det kunne man gøre bedre, mente Parlamentet, som så ændrede praksis ved at forkorte august-møderækken i oktober. Selvom de konkrete mødedatoer ikke er bestemt i protokollen mente Frankrig alligevel, at det hele var lidt for fikst – og Domstolen, uvillig til at være dynamisk eller i trit med såvel folkestemning som sund fornuft og økonomisk ansvarsbevidshed, var enig.

Sagaen fortsætter således i det nobelprisvindende EU. Du betaler.

Illinois’ forbud mod skjulte våben er ulovligt

Af Nikolaj Stenberg, den 12. december 2012. Skriv et svar

Efterdønningerne fra de to US-højesteretsdomme D.C. v. Heller og McDonald v. Chicago rammer delstatslovgivningen. Richard Posners ret, den føderal appeldomstol i den syvende retskreds, er f.eks. nået frem til, at Illinois’ forbud mod at have skjulte våben på sin krop udenfor hjemmet, er retsstridigt

I Heller nåede højesteret frem til, at 2. forfatningstillæg sikrer borgerne en individuel rettighed til at have våben, også selvom borgerne ikke er medlem af en lokalmilits, så længe våbnet er til selvforsvar i “hjemmet”. McDonald udvider via det 14. forfatningstillæg (se video om, hvad dette tillæg handler om) Heller til også at gælde på delstater. Hvad der præcist skulle forstås ved hjemmet var uklart og den aktuelle appeldom forsøger at afklare spørgsmålet.

Posner skriver på vegne af flertallet (bl.a.):

Twenty-first century Illinois has no hostile Indians. But a Chicagoan is a good deal more likely to be attacked on a sidewalk in a rough neighborhood than in his apartment on the 35th floor of the Park Tower. A woman who is being stalked or has obtained a protective order against a violent ex-husband is more vulnerable to being attacked while walking to or from her home than when inside. She has a stronger self-defense claim to be allowed to carry a gun in public than the resident of a fancy apartment building (complete with doorman) has a claim to sleep with a loaded gun under her mattress. But Illinois wants to deny the former claim, while compelled by McDonald to honor the latter. That creates an arbitrary difference. To confine the right to be armed to the home is to divorce the Second Amendment from the right of self-defense described in Heller and McDonald. It is not a property right—a right to kill a houseguest who in a fit of aesthetic fury tries to slash your copy of Norman Rockwell’s painting Santa with Elves. That is not self-defense, and this case like Heller and McDonald is just about self-defense.

“We are disinclined to engage in another round of historical analysis to determine whether eighteenth-century America understood the Second Amendment to include a right to bear guns outside the home… The Supreme Court has decided that the amendment confers a right to bear arms for self-defense, which is as important outside the home as inside. The theoretical and empirical evidence (which overall is inconclusive) is consistent with concluding that a right to carry firearms in public may promote self-defense.”

“Illinois had to provide us with more than merely a rational basis for believing that its uniquely sweeping ban is justified by an increase in public safety. It has failed to meet this burden.”

“The Supreme Court’s interpretation of the Second Amendment therefore compels us to reverse the decisions in the two cases before us and remand them to their respective district courts for the entry of declarations of unconstitutionality and permanent injunctions.”

Dommen, retssagen og forhistorien er nærmere beskrevet i Chicago Sun-Times.

Bliv opdateret via Facebook

Af Nikolaj Stenberg, den 10. december 2012. Skriv et svar
Punditokraterne på Facebook

Der er blevet oprettet en Punditokraterne-side på Facebook, som automatisk bliver opdateret når der udgives et nyt indlæg. Så hvis du vælger at synes om os dér, får du besked om vores nye indlæg i dit nyhedsfeed:

facebook.com/Punditokraterne

Dermed skulle det også være muligt, for de af vores læsere, der ikke bruger Google Reader eller en anden feed-læser, at blive opdateret, så snart der er nyt.

Anti-kapitalisme = Anti-humanisme

Af Nikolaj Stenberg, den 7. december 2012. 1 svar

Anti-kapitalisme er anti-humanisme. Det var pointen i Keith Joseph‘s essay The Humanity of Capitalism (læs den i Stranded on the Middle Ground?), der blev et hit blandt borgerlige ved udgivelsen i 1976 og som i hvert fald denne punditokrat har haft stor glæde af og fortsat mener, hører til blandt de vigtigste moderne essays, i det liberal-kapitalistiske arsenal. I Berlingske Tidende har Eva Agnete Selsing skrevet en kronik over samme tema; den skal anbefales.

To udpluk:

Antikapitalisme er antihumanisme. Uden vækst og velstand degenererer de vestlige nationer. Det truer freden og fremtiden på kontinentet. I det lys er den forbenede kapitalismekritik på både højre- og venstrefløjen bemærkelsesværdig …

Old school-venstrefløjsere i fuldt Fjällräv-ornat er bange for penge, forbrug, velstand og glæde, og støtter derfor en politik, der kan gøre os alle fattigere. Ingen overraskelser dér. Men det private kan også være med. Danske Bank er bange for de venstreorienterede kunder, og producerer følgelig en reklamefilm, der omfavner den mest bedagede antikapitalisme. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at visse nominelt borgerlige er hoppet med på den hønsestrikkede vogn. Connie Hedegaard og resten af eurokraterne er nemlig rigtig bange for befolkningerne. Derfor forsøger pampercentralen i Bruxelles nu at indoktrinere undersåtterne til at knuselske den forestående mangel på velstand, de samme pampere har ført Europa ud i. Det sker med reference til et EU-projekt kaldet ’Be­yond GDP’, altså ’Hinsides BNP’. En satsning støttet af Barroso, Sarkozy og Merkel, der skal oplyse de europæiske befolkninger om, at velfærd ikke (kun?) er økonomisk, men også må måles ’socialt’ og ’omgivelsesmæssigt.’ På dansk betyder det, at vi skal affinde os med kronisk lavvækst i eurozonen, og at vi derfor må finde glæde andetsteds end i økonomisk fremgang og sikkerhed.

 

Denne tradition, som Connie Hedegaard og ’Beyond GDP’ taler ud af, er altså, på trods af hendes partikonservative tilhørsforhold, en venstreorienteret moralistisk kritik af kapitalismen. De industrielt fremmedgjorte proletarer skal simpelthen lære at tænke mere ’autentisk’ og satse på andre værdier end de pekuniære. Etisk socialkirurgi, udøvet med stor selvtillid af eurokraterne, over de dumme, åndløst forbrugende masser. Det lyder som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det er bare Connie, der så gerne vil gøre godt og redde menneskeheden fra den primitive kapitalisme. Fra det profane ønske om vækst. Det er det – pengene, markedet, materialismen, forbruget – der gør os egoistiske og kolde. Til forskel fra det varme, planøkonomiske fællesskab. Hvor man samler magten på få hænder. Hvor befolkninger er noget, der skal reguleres og omformes. Hvor man ser fjendtligt på dem, der skaber værdi.

 

Fri adgang til Public Choice i December

Af Nikolaj Stenberg, den 6. december 2012. Skriv et svar

De af denne blogs læsere, der ikke holder Public Choice, har campus/IP-adgang eller er brugere på Statsbiblioteket, kan fornøje sig over, at der måneden ud er fri adgang til så vidt ses samtlige 4259 artikler i tidsskriftet. Adgang via SpringerLink.

Det samme er givet vis tilfældet for andre af Springer-udgivelser.

Liberale bøger

Af Nikolaj Stenberg, den 30. november 2012. 2 svar

Libertarianism-bogen, jeg omtalte for lidt over en uge siden, har nu også været under George H. Smith’s kærlige behandling. I sin essay skriver Smith det, der er citeret nedenfor.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan denne blogs læsere har det med de tre bøger.

Among the introductions to libertarianism that have been published since the advent of the modern movement, three of the best are Libertarianism by John Hospers; For a New Liberty: The Libertarian Manifesto by Murray N. Rothbard; and Libertarianism: A Primer by David Boaz…

Although Hospers’s Libertarianism has much to recommend it, its length, slow pace, and (relatively) conservative tone render it problematic as an introduction for readers who are not already somewhat familiar with libertarianism. More fiery, more radical, and more substantive (especially in terms of its historical perspective) is Murray Rothbard’s For a New Liberty. I have often recommended this book to newbies, but I have done so selectively. Since it explicitly defends Rothbard’s version of anarchism, I have found that it appeals mainly to young persons who have already embraced some form of radical political philosophy, such as Marxism or left-anarchism. But, in my experience, it is not a book that appeals to the average Republican or Democrat.

If the libertarian porridge of Hospers is too cold for some newbies, and if that offered by Rothbard is too hot, I have found David Boaz’s Libertarianism: A Primer to be just right. It is the book that I have most often recommended when asked what someone should read for a good overview of libertarianism.

Hov, det var ikke det lovgiver mente

Af Nikolaj Stenberg, den 28. november 2012. 4 svar

“In ordinary conversation, it frequently happens that speakers assert something other than what they literally say. It makes sense, therefore, to ask whether this also happens in legislation…”

En farlig misforståelse

Klik for at forstørre

Blandt retsstatens lyksaligheder er legalitetsprincippet, som værner os mod statens arbitrære handlinger gennem et krav om, at alle myndigheders handlinger i sidste ende skal have hjemmel. Som med så mange principper, afhænger dettes praktiske indhold dog af, hvor principfaste de der er bundet selv ønsker at være, samt hvor meget andre giver dem lov til at slippe af sted med. Som landet ligger gælder hjemmelskravet i de tilfælde, hvor en myndigheds handling har direkte implikationer for mennesker eller virksomheders rettigheder eller friheder.

Denne punditokrat så gerne – på linje med bl.a. Alf Ross – at der blev strammet op, så enhver myndighedshandling forudsatte hjemmel. Det er ønsketænkning og uforligneligt med den danske totalstats-model, hvor muligheden for offentlig intervention i snart sagt ethvert privat livsforhold vægtes højt. Her må man være pragmatisk for at få enderne til at mødes og en måde at være pragmatisk på er, at lade indholdet af de vedtagne retsregler svæve i en sproglig tomhed, så myndighederne – proportionalt med graden af tomhed – overlades et stadigt friere skøn. Som Justitsministeren siger: ”Grundloven indeholder ikke grænser for, hvor detaljerede regler en lov kan indeholde, og er omvendt ikke til hinder for selv vidtgående bemyndigelser til administrationen.” I midten af området mellem den sprogligt set største præcision hhv. tomhed findes de vage og elastiske bestemmelser, som gør det nødvendigt for myndighederne at skønne, før der handles.

Kan man forestille sig at lovgiver vil beslutte A, men pga. en vag formulering, der underlægges myndighedernes bundne skøn, faktisk vedtager B? Sagtens. På trods af forarbejder, gennemsyn og kontrol i centraladministrationen, er der smuttere både i love og bekendtgørelser. – Hvad hvis smutterne ikke opdages og bliver rettet ved en ændringslov- eller -bekendtgørelse, men først kommer for en dag i forbindelse med en retssag? Hvad gælder så?

Det er hvad Hrafn Asgeirsson’s nye artikel(udkast), der kan hentes via SSRN og som der er citeret fra øverst, handler om. Den kan anbefales.

Sort arbejde – et springbræt for nystartede virksomheder(?)

Af Nikolaj Stenberg, den 25. november 2012. 1 svar

Den uformelle eller ”sorte” økonomi er slet ikke så skadelig eller for den sags skyld usolidarisk, som staten påstår; tilmed er økonomiens omfang større end antaget. Det fremgår af en rapport, der er omtalt i FastCompany; som angår forholdene i UK, skal det siges. I stedet for at behandle den uformelle økonomi som var den et problem, mener rapportens forfattere, at staten bør anerkende dens funktion, som et legitimt nederste trin på den trappe, driftige mennesker bestiger, før virksomheden besidder en kapital, der er tilpas til, at det kan betale sig at blive registreret i de offentlige skatte- og selskabsretlige systemer.

We polled 600 small business owners and asked them about their experience with and attitude toward the informal economy. What we found is that when people first launch a business, they often engage in informal work. One in five respondents had engaged in informal work at one point. One of the most popular reasons was because it gave entrepreneurs breathing space before they had the capacity to register. Only 9% said they took informal work to earn extra income. It’s not about greed–it’s a stepping stone, really, towards fully fledged entrepreneurship. The informal economy is possibly an incubation space for the growth of fuller enterprises.

Rapporten kan hentes på hjemmesiden for Royal Society for the encouragement of Arts, Manufactures and Commerce.

Jason Brennans bleeding heart-liberalismebog

Af Nikolaj Stenberg, den 16. november 2012. Skriv et svar

Den amerikanske universitetslektor ved Georgetown University Jason Brennan deltog for nyligt i Cato Institute’s bogforum i anledning af Libertarisnism: What everyone needs to know‘s udgivelse. Her er videooptagelsen af begivenheden:

Bogcover til Libertarianism af Jason BrennanBrennan – der tidligere har skrevet The Ethics of Voting og A Brief History of Liberty – fortæller, at bogen er skrevet på foranledning af Oxford University Press. Forlaget oplevede en forhøjet efterspørgsel efter litteratur om grundlæggende ”libertarianism” (i det følgende kaldt “liberalisme”) i en moderne sammenhæng. Forklaringsopgaven forsøges løftet via gennemgangen af de 105 hyppigste påstanden om liberalismens ideologiske indhold.

Det er selvsagt ingen leksikal gennemgang; på internettet kan man f.eks. finde sådan en her, her, her eller her.

Men Brennan skriver klart og tydeligt og jeg forestiller mig, at hans bog får relativ stor betydning fremadrettet i den pågående begrebs-debat. Brennan er nemlig ”medlem” af Bleeding Hearts Libertarian-gruppen, som udfordrer den traditionelle liberale opfattelse om, at liberalisme er moralsk rigtigt fordi ideologien, når den føres ud i livet, minimere tvang. I stedet mener gruppen, at liberalisme er moralsk rigtigt, fordi den, ført ud i livet, maksimerer den sociale retfærdighed i et samfund. Man har så at sige ladet sig inspirere af John Rawls og valgt at prioritere lighed over mulighed (veil of ignorance, osv.)

Matt Zwolinski, der er initiativtager, har præsenteret gruppen på Reason TV; i gruppe-bloggens første indlæg kan man læse følgende:

[B]oth Hayek and Nozick – like most libertarians – believe that capitalist markets do, in fact, serve the interests of the poor and downtrodden. But this fact does not seem to play an essential role in the moral justification of those markets. It is, it seems, merely a happy coincidence.

I do not wish to dismiss the Hayekian or Nozickian challenges to social or distributive justice out of hand. No doubt they contain and important insight, at least insofar as they serve to remind us of the important role that spontaneous order plays in economic and social systems. But this insight by itself is insufficient grounds for casting aside notions of social or distributive justice. Property rights, markets, and many of the resulting distributions of wealth and opportunities may have arisen spontaneously. But this does not prevent us from asking whether they are just, and whether we should or should not work to change them in some ways – even if the complexity of the market order and our bounded cognitive abilities means that our capacity for successful interventions is limited.

Brennan tog sit første indlæg på BHL-bloggen afstand fra det, som – med Brennan’s ord – de fleste associerer med liberalisme:

In academic philosophy, people tend to use the term ‘libertarian’ in a restrictive way, to refer to people who 1) hold that property rights and other rights are absolute or nearly absolute, 2) who ground their theories of rights and justice on the concept of self-ownership, 3) who reject social justice, and 4) who reject the idea that positive liberty really is liberty, and is a valuable form of liberty which society should project and promote. Libertarians hold that justice requires that we respect property rights, period, even if that means a large percentage of people will starve, lead poor and desperate lives, or have no stake in their society. If that’s libertarianism, count me out.

Hvis det skal være på den måde er jeg personligt temmelig enig med Sam Browning, fra Adam Smith Institute, der i sin første omtale af BHL-gruppen bemærkede:

Spontaneous orders like the market are more reactive to change and can process new information more quickly than are planned orders. This is what Hayek, Buchanan, Polanyi and many others all saw, and its a key reason – maybe the key reason – to prefer the market to the state.

I am probably a bleeding heart libertarian, in the sense that I’d like a system that raises the overall amount of utility in society and I don’t believe in natural rights. But that doesn’t imply any particular system in and of itself. The big question isn’t why, but how, to run society, and a convincing defence of a libertarian system should be based on outcomes rather than first principles. It’s not a good system because it’s moral, it’s moral because it’s a good system.

Jeg glæder mig til at se om Brennan’s definitioner – eller er det nærmere et skift i fokus? – kommer til at få den betydning fremover, som jeg har på fornemmelsen. Synspunktet har allerede været genstand for en del debat; f.eks. debatterede Cato Unbound fænomenet i april. Vil man gerne motivfortolke, kan man spørge, hvorfor Oxford University Press’ redaktør valgte bad en central person i debatten om hvad nutidig liberalisme er, skrive en bog, som har potentiale til at blive et moderne, autoritativt svar på netop dette spørgsmål.

Brennan er dog ærlig om eksistensen af de ideologiske uenigheder og sondrer således imellem tre former for liberalisme: Hård, klassisk og neoklassisk. På den måde får han også lige tilfredsstillet den moderne læsers umiddelbare behov for subsumption; det fysisk-mentale velvære, som klare og tydelige begreber skaber i en ikke-klar og -tydelig begrebsverden, er opretholdt. Problemet er, at det går lidt for hurtigt for sig; som også Aaron Powell fra Cato Institute bemærker i videoen. Powell har i øvrigt kommenteret bogen og foredraget på sin Facebook-side: Der er en som spørger Powell, om han vil anbefale bogen til spørgerens 17-årige søn. Powell svarer, at han vil anbefale alle de bøger, der fremgår af læse-listerne på hjemmesiden Libertarianism.org. Brennans bog er ikke på nogle af listerne.

Hos Institute of Economic Affairs i London har man i mange år sagt, at man ”udkæmper idéernes kamp.” Det er de ikke de eneste, der gør. CEPOS, Cato og alle de andre borgerligt-liberale tænketanke udkæmper først og fremmest en “kamp” for de historisk set liberale idealer; politisk som økonomisk. Men i en sådan kamp er der altid en hjemmefront: I øjeblikket er krigen dér ved at blive netbaseret og en række forskellige forsøger hver især at “indramme” liberalismen. For at nævne tre eksempler:

  1. Cato Institute forsøger gennem det nye initiativ libertarianism.org at markedsføre en klassisk (i hovedreglen naturretsbaseret) liberalisme, vha. blogindlæg, genoptryk af gamle taler, essays, videoer, podcasts og boglister. Tænketanken udgiver selvfølgelig også selv bøger; på dette punkt er David Boaz’  Libertarianism: A Primer fra 1997 et glimrende (og anbefalingsværdigt) værk.
  2. Institute for Humane Studies har lanceret LearnLiberty.org, der er en video-tung hjemmeside, som gør særligt brug af økonomiske argumenter; se f.eks. her, her, her, her og her. Unge fremadstormende ideologer kan med fordel hente inspiration dér når de opdager, at det er de færreste debatter man vinder, blot ved at henvise til den abstraktion, selvejerskabsprincipper er.
  3. Mises Institutes aktiviteter på området er episke (i ordets moderne betydning). Man udgiver bøger, artikler, har en glimrende blog, laver podcasts og sender video fra sine events og meget mere. Desuden udgiver man Libertarian Papers, som ofte rummer interessante indlæg.

Brennans bog – og endnu mere vigtigt hans og BHL-gruppens synspunkter – er en del af den kampen; spørgsmålet er bare, om det er ude eller hjemme, slaget slås. Brennan mener, at hans bog kan læses og bruges af alle; Powell siger, at bogen egner sig bedst til, at få ikke-liberale ind i det liberale telt.

Dr. No’s afskedstale

Af Nikolaj Stenberg, den 15. november 2012. Skriv et svar

Kongresmedlem Ron Paul – alias Dr. No – har, efter lidt kludder i tidsplanen, holdt sin afskedstale:

[youtube Width=”100%”]http://www.youtube.com/watch?v=q03cWio-zjk[/youtube]

Crony Capitalism

Af Nikolaj Stenberg, den 13. november 2012. 1 svar

”Crony capitalism” er et af de begrebet, der mangler en dansk-oversættelse til: Det beskriver et økonomisk system, hvor udnyttelsen af politiske bekendtskaber og netværk har afgørende betydning for en virksomheds drift og profitabilitet. Randall G. Holcombe fra Mercatus Center på George Mason University har i oktober udsendt et arbejdspapir om fænomenet, og konklusionen fremgår af titlen: Crony Capitalism – By-Product of Big Government. Det kan læses her (pdf).

Der er principper, og så er der principper

Af Nikolaj Stenberg, den 9. november 2012. 5 svar
En US Army-drone af typen Sky Warrior-Alpha.

En US Army-drone af typen Sky Warrior-Alpha.

Til Obama-tilhængerne, fra Bleeding Heart Libertarians-bloggen:

Obama and the Democratic Party platform of 2008 promised a new era of accessible, open, non-secretive government, government which limited rather than expanded the discretionary power of the executive. None of these promises were kept. Maybe Obama and the Democrats were lying to us in 2008, or maybe on January 20, 2009, they changed their minds.

Executive power increased under Obama. Obama persecuted whistleblowers who threatened to expose his administrations misdeeds. Obama continued the regime of torture and abuse. He even claimed for himself—and for all future Republican presidents—the right to assassinate American citizens. Obama terrorizes and murders innocent Pakistani citizens. Obama fights battles and commits acts of war against foreign nations without Congressional approval, even when there is no imminent threat to national security.

HT: Peter Kurrild-Klitgaard.

Skal, skal ikke? Kritik af IMR’s parløb med Regeringen

Af Nikolaj Stenberg, den 9. november 2012. Skriv et svar

Sten Thorup Kristensen kan være meget stolt af den klare, relevante og ikke mindst aktuelle kronik i dagens Jyllands-Posten. Kronikken kritiserer, ikke uberettiget, Institut for Menneskerettigheder og dettes direktør, Jonas Christoffersen, for at være enten blind overfor eller ligeglad med menneske-/borger-/frihedsrettigheds-situationen indenfor Danmarks Riges grænser.

I udpluk, og med mine fremhævninger:

Det bedste – eller rettere, det værste – eksempel på myndighedernes usaglighed er måske den indsats mod ”social dumping”, som tidligere skatteministers Thor Mögers uanmeldte kontroller i private hjem er en del af. Juridisk set er der slet ikke er noget, der hedder social dumping: Der er fri løndannelse i Danmark … Men man ønsker altså ikke, at folk skal benytte sig af den fri løndannelse, når de køber f.eks. håndværkerydelser og kan få dem billigere hos et polsk firma. Så man iværksætter hårdhændede kontroller for at afsløre de pågældende i noget andet, der er ulovligt, f.eks. i forhold til udlændingeloven, arbejdsmiljøloven eller skattelovgivningen …

Kontrollerne mod social dumping strider således ganske åbenlyst mod de basale regler i retssamfund. Der synes desværre ikke at være nogen instans, der ser det som sin opgave at gribe ind.

Men det var netop i sådan et tilfælde, at IMR og Jonas Christoffersen skulle komme på banen. Som en evig sten i skoen på de politikere, der i egen interesse ofrer retsstaten og basale menneskerettigheder. Men Jonas Christoffersen anderswo engagiert. Han skal f.eks. være medlem af en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Institutionen skal holde virksomhederne op på nogle OECD-retningslinjer, og det handler bl.a. om, hvorvidt virksomhederne køber autoriseret fairtrade-kaffe til deres kantiner (det eksempel er faktisk nævnt som det første i bemærkningerne til loven om instituttet).

Fænomenet – at direktøren for IMR bruger sin tid på kaffeproduktion, mens hundredvis af danskere sidder i fængsel uden dom, mens andre tusinde får deres telefoner aflyttet for, at politiet skal opklare småforseelser, og mens atter andre tusinder danskere bliver udsat for det, der mere og mere ligner vilkårlige husundersøgelser – indeholder mere end en spøjs prioritering. Det stiller også spørgsmålstegn ved, om Jonas Christoffersen overhovedet har forstået, hvad det indebærer at forsvare menneskerettigheder.

Menneskerettigheder handler om at begrænse myndighedernes magt. Direktøren for IMR skal altså holde myndighederne i ørerne. Men i stedet hjælper han dem med at udøve deres myndighed.

Jeg ser frem til Jonas Christoffernsens svar; Sten Thorup Kristensen har nemlig sat overliggeren meget højt.