Det må ikke være nemt at være energiminister Martin Lidegaard for tiden. Og heller ikke regeringens klimapolitiske hoforgan, Politiken med Bo Lidegaard som chefredaktør.

Ikke nok med, at de miljøøkonomiske vismænd har kritiseret dansk energi- og klimapolitik sønder sammen, inklusive ideen om, at den grønne omstilling skaber nettoarbejdspladser, men nu kommer diskussionen om klimaproblemets (manglende) betydning for alvor ud fra blogosfæren til Main Stream Media. Lars From har i Jyllandsposten med artiklen: ”Katastrofer styrer klimadebatten” givet en glimrende gennemgang af baggrunden for, at klimalarmismen nu ligger på dødslejet. Ligesom Economist i denne uges udgave med artiklen: ”A Sensitive Matter” har givet en afbalanceret – om end stadig lidt for bekymret – beskrivelse af de virkelige forhold på området.

Som det er Punditokraternes læsere bekendt, har jeg gjort mig til talsmand for, at klimaalarmismen er stærkt overdrevet og at kuren: kunstigt høje energipriser er (langt) værre end sygdommen.

Men lad mig lige ganske kort resumere, hvad problemet går ud på:

• CO2 er en drivhusgas, og medvirker alt andet lige til, at jorden bliver varmere end den ellers ville være. Den direkte virkning af en fordobling af CO2 på jordens temperatur er beregnet til 1 grad celsius, hvilket i sig selv er trivielt, og endog gavnligt ifølge summen af den klimaøkonomiske forskning.
• I klimamodellerne og i (dele af) klimaforskningen regnes yderligere med et positivt feedback fra vanddamp / skyer, som ifølge IPCC øger påvirkningen til et niveau fra 2-4,5 grader. Tallet i den høje ende ville muligvis kunne skabe nogen omstillingsproblemer på dele af jorden, ligesom der yderligere er/har været alarmistiske scenarier på helt op til 6-8 grader celsius.
• Den nyeste forskning plus jordens faktiske temperaturudvikling, som er stagneret i de seneste op til 15 år, medens CO2 udledningen er steget som forventet, har vist, at IPCC’s og især klimamodellernes klimasensitivitet sandsynligvis er alt for høj. Faktisk konvergerer opfattelsen af sensitiviteten nu mod niveauet uden eller med lav feedback.

Min vurdering er, at IPCC af politiske, meget dårlige grunde (mere magt til FN, større overførsler af penge til udviklingslande) bevidst har overvurderet klimaændringerne for at skræmme folk til at føre en bestemt politik, nemlig kommando/kontrol nedskæringerne af forbruget af fossile brændstoffer. En politik, som i øvrigt har vist sig at være virkningsløs. Som Lomborg opgør det i the Sunday Times er forskellen på ingenting at gøre og det verden faktisk gjorde en halv procent! mindre CO2 udledninger.

IPCC har underspillet de naturlige årsager til klimaforandringer, og krampagtigt holdt fast i klimamodeller, hvoraf de fleste overhovedet ikke er i nærheden af at beskrive virkeligheden. Må jeg citere medlem af klimapanelet Jens Hesselbjerg fra Jyllandspostens interview. ”Der kan godt være klimaresultater, man ikke burde have set. Men ingen ønsker at være dommer, så alt kommer med”.

Eller mit eget udsagn fra min klimakronik i Ingeniøren i 2010: ”I stedet for at smide de dårlige modeller ud og arbejde videre med de bedste, laver man en middelværdi, hvilket illustrerer, at IPCC ikke er et uafhængigt organ, der kan skelne skidt fra kanel, men at alle sidder med ved bordet, og derfor ikke kan/vil kritisere hinandens arbejde for alvor”.

Selv om CO2 isoleret set varmer lidt, kan naturlige klimaændringer sagtens få jordens temperatur til at falde, og vi ved med sikkerhed, at hvis vi ingenting gør, vil vi i om nogle få år eller om 20.000 år få en ny istid med 2 km høje gletsjere ovenpå Rådhuspladsen.

Det er indlysende, at denne erkendelse om en lavere klimasensitivitet bør få globale klimapolitiske konsekvenser. Man bør gå væk fra den ”mitigation” lig med forsøg på kommandonedskæringer af forbruget af fossile brændstoffer, som har vist sig dybt skadeligt for verdensøkonomien ved at gøre energi kunstigt dyr. Ikke mindst for økonomien i Europa, som i modsætning til det meste af resten af verden er faldet pladask for de alarmistiske scenarier – der er noget ”Untergang des Abendlandes” mismod kombineret med: ”Hvis de mangler brød (energi), så giv dem dog kage (vindmøller)” i den europæiske folkesjæl.

I stedet bør man bruge ”adaptation” dvs. tilpasning lokalt og regionalt til de klimaforandringer, der naturligt eller menneskeskabt måtte komme. Det har menneskene gjort med stor succes i tusindvis af år, og det kan vi fortsat finde ud af. Ikke mindst i betragtning af, at vi nu har en enestående og stadigt voksende teknologisk knowhow skabt af, at vi ikke har ladet naturkapitalen i form af fossile ressourcer blive liggende i jorden til ingen verdens nytte.

Helt konkret bør disse erkendelser få følgende konsekvenser for den danske energi- og klimapolitik.

• Det meningsløse mål om uafhængighed af fossile brændstoffer bør droppes med det samme. Tværtimod skal man glæde sig over, at der nu ved hjælp af ny teknologi findes rigelige og billige mængder af gas- og olie – oven i købet uden for Mellemøsten, og måske i Nordjylland – så der sandsynligvis er tilstrækkeligt til det globale forbrug de næste par hundrede år.
• Enhver produktionsstøtte til bestemte energiformer skal øjeblikkelig afskaffes således, at det overlades til markedet at sikre udviklingen af billige og rene energiformer. Evt. eksternaliteter i form af afgifter på CO2 udledning skal løbende tilpasses ny erkendelse af (manglende) skadeniveau, og må under ingen omstændigheder være højere end i de lande, vi skal konkurrere med. Dansk økonomi er voldsomt belastet af den skæve støtte til såkaldt vedvarende energi, som destruerer mange flere arbejdspladser end den skaber.

Til de danske politikere vil jeg til slut gerne sige, at hvis I fremover vil undgå at blive snydt af forskere og embedsmænd med egeninteresser i at mislede jer, inden for tunge faglige områder som energi, klima og miljø, bør I sikre pluralismen i den faglige rådgivning af samfundet ved som minimum at nedbryde embedsstandens monopol på denne rådgivning.