Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Numerologi for økonomer

Af Mikael Bonde Nielsen, den 11. april 2005. 1 svar

Man skal vælge sit navn med omhu. I hvert fald hvis man har ambitioner om at gøre en karriere inden for økonomisk videnskab. Lirian Einav og Leeat Yariv fra henholdsvis Stanford University og UCLA søger i What’s in a Surname? at fremlægge bevis for, at det er nemmere at opnå fastansættelse ved velanskrevne amerikanske universiteter og vinde Nobelpris, hvis initialerne i ens efternavn er hentet fra alfabetets første halvdel. Årsagen skal angiveligt være, at der inden for økonomi er tradition for at blive nævnt i leksikografisk rækkefølge, når man skriver artikler til videnskabelige tidsskrifter. Det er med andre ord en værdi i at hedde Andersen, hvis man skriver en artikel med en, der hedder Sørensen.

Einav og Yariv påpeger, at den samme norm ikke genfindes inden for psykologien. Her er der derimod tradition for at blive nævnt i forhold til sin intellektuelle pondus. Og det kan ifølge de to forfattere være årsagen til, at der ikke er en sammenhæng mellem initialerne i psykologers efternavne og deres tilbøjelighed til at opnå fastansættelse ved et universitet.

Hvad skal rådet så være til økonomer og andre samfundsforskere, der hedder Sørensen? Ja, de har som udgangspunkt tre muligheder: 1) De kan arbejde for at ændre den omtalte praksis inden for samfundsvidenskaberne, 2) de kan vælge at skrive artiklerne selv eller med kollegaer, der hedder Østergaard eller 3) de kan ændre navn. Den første mulighed rummer alt for store transaktionsomkostninger, og den næste mulighed er inefficient, da den begrænser ens muligheder. Jeg forudser derfor, at næste generation af økonomer vil hedde Abrahamsen.

9. april i Bagdad

Af admin, den 10. april 2005. Skriv et svar

Den 9. april er også en mærkedag i Irak: årsdagen for Bagdads fald i 2003. Synet af den kæmpe store Saddam statue, som blev væltet og omgivet af jublende irakere, gik over i historien, fordi det havde en næsten symbolsk enkelthed. Det rummede et letfatteligt billede på, hvad der var sket. En diktator var styrtet, og hans folk var frit til at udtrykke deres følelser.

Den symbolske betydning har ikke aftaget. Under Bushs besøg i London godt et halvt år senere genopførte nogle antikrigsdemonstranter handlingen og væltede en statue af Bush. Så meget var de kommet til at sympatisere med den diktator, de forgæves havde søgt at forsvare, at de ønskede at dele hans ydmygelse med hans amerikanske modstander.

I år var det tilhængerne af al-Sadr, der fik os til at mindes den væltede statue. Han er som bekendt en laverestående præst, der prøvede at terrorisere sig til magten i det befriede Irak, men blev underkendt af den shiitiske leder al-Sistani, og dernæst nedkæmpet af alliancen, da hans millits begik den fejl at stå fast og kæmpe i Najaf. Nu søger han i stedet at gøre sig gældende politisk med begrænset held. Han valgte at fejre den nyvundne frihed med en stor demonstration netop på pladsen for Saddamstatuens fald, komplet med plakater af Bush og Blair som krigsforbrydere og skilte på nydeligt engelsk, så de hidkaldte journalister kunne forstå budskabet. I betragtning af, at de demokratisk valgte irakiske ledere fra alle tre store befolkningsgrupper, sunni, shia og kurdere, har fastslået, at der er behov for alliancens militære tilstedeværelse for at bekæmpe terroristerne, er det tankevækkende, at al-Sadr ønsker dem ud nu.

Det er mærkeligt, at Jyllands-Posten lader sig nøje med en reportage fra den franske nyhedstjeneste AFP om demonstrationen uden at give lidt mere baggrund. Det trængte den franske reportage ellers til.

Tåbeligste artikel i 2004?

Af Nicolai Foss, den 9. april 2005. Skriv et svar

Her på Punditokraterne vil vi gerne igangsætte en eftersøgning af tåbelige forskningsartikler. Dels vil vi gerne bidrage til videnskabens konstante saneringsproces, dels er der så meget herligt vrøvl derude, som også andre bør delagtiggøres i.

En klar kandidat til titlen, Tåbeligste Artikel i 2004 er "Learning from Lomborg: Or Where Do Anti-environmentalists Come From?," forfattet af Andrew Jamison, der er professor på Ålborg Universitet på et sted med det sinistre navn "Institut for Samfundsudvikling og Planlægning." Artiklen er publiceret i et blad der hedder Science as Culture (vol. 13, pp. 175-195). Den former sig som dels et frådende angreb på Bjørn Lomborg, dels som en herlig konspirationsteori, der involverer forskellige ændringer i universiteterne i den vestlige verden mod mere samfunds-involvering ("Modus II"), Fogh Rasmussen-regeringen, og Lomborg. Sidstnævnte kom således meget belejligt for en regering der som ét af sine hovedmål angiveligt har at få danskerne til at glemme "the traumatic experience of facing, and trying to deal intelligently with, environmental problems" (p.177). Heraf "the rise of a charlatan." Heltene er naturligvis NOAH, Politisk Revy, Naturkampen, Svend Auken og andre venstrefløjsdinosaurer. De er ikke charlataner.

Denne punditokrat har aldrig nogensinde læst et så biased bidrag i et videnskabeligt tidsskrift (ganske vist i et, der næppe har nogen videre anseelse). At hele processen omkring UVVUs behandling af Lomborg var skandaløs, at kritikken mod ham i Scientific American var problematisk, at Lomborg selv modgik kritikpunkterne, etc. forbigås. Det forbigår vi så også (og bruger ikke ord som "charlatan") og vender os afslutningsvis mod artiklens mange herlige politiske analyser. Her er et særligt godt pluk: 

"Fogh Rasmussen and his ministers have reversed many of the policies of the previous Social-Democratic led government … The general idea is that there is only so much money to go around – as with neo-liberals everywhere, the government does not believe in new taxes" (p.177).

Så man må forstå at under den socialdemokratiske regering 1) var der ingen knaphed, og 2) skatter skaber i sig selv "money to go around." Man får i øvrigt også at vide at Anders Fogh Rasmussen er "on a mission of his own to 'minimize' the state" (p.180). "Hvis bare det var så vel", sukker vi på Punditokraterne.

9. april

Af admin, den 9. april 2005. 2 svar

En mærkedag. 65 året for Danmarks besættelse i 1940. En trist dag, fordi den indledte de fem onde år. Men også en glædelig dag, fordi den endte troen på, at man kan forblive neutral i opgøret mellem godt og ondt. Svenskerne slap for den lektie og lider under det endnu.Det er på sin egen skæve måde meget passende, at Politiken på sin forside i dag bringer en meningsmåling. Den angår, om statsministeren i dag kan vurdere, hvad der var rigtigt eller forkert at gøre under besættelsen.Det svarer 71 pct. nej til. Man kan altså ikke afgøre, hvad der var rigtigt eller forkert at gøre. Gad vide, hvilke indledende spørgsmål de arme mennesker er blevet stillet for at frame dem til det svar? Mon de også vil lade denne historiske tilgivelse omfatte de egentlige landsforrædere, f.eks. hipo’erne, eller for den sags skyld de tyske nationalsocialistiske massemordere?Man kunne også have spurgt, om samarbejdspolitikken mon ville have bevaret det danske demokrati, hvis flere lande havde gjort som vi, og Tyskland havde vundet? Men det spørgsmål er vel overflødigt, for allerede i 1943 stod det klart, at en anstændig samarbejdspolitik med et styre som det nazistiske var et oxymoron. Derefter fulgte modstanden, og Danmark endte alligevel på demokratiets side.Vi får næppe det fulde svar på alle vores spørgsmål. Men vi kan konstatere, at det åbenbart er vigtigt for Politikens læsere at blive forsikret om, at ingen efterfølgende bør kunne kritisere ens ståsted under den 2. verdenskrig, ….. og den kolde krig, og krigene på Balkan, og Kuwaitkrigen, og Afghanistankrigen, og Irakkrigen, osv.Man kan ikke bebrejde folk, at de bøjer nakken, når modstand synes umulig. Vi efterfødte ved ikke, hvordan vi havde handlet i samme situation. Men vi kan rose de få, der turde gøre modstand. Og vi bør undlade at gøre en dyd af nødvendigheden.

Disclaimer

Af admin, den 9. april 2005. Skriv et svar

OK, jeg tilstår at have skrevet flere avisindlæg, der hylder blogs på bekostning af MSM og forudsiger en strålende fremtid for dem. Se senest. Men de er altså skrevet før, jeg blev inviteret til at deltage i denne blog.

Sæt pris på dyr

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. april 2005. Skriv et svar

Jeg har en umådeligt cool ungdomsveninde: storvildtsjægeren, forfatteren og digteren Natasha Illum Berg (hvis hjemmeside findes her). Jeg har altid vidst, at Natasha er langt skarpere end langt de fleste, men under min månedlige læsning af Vogue (!), fik jeg også til fulde bekræftet, at hun forstår både økonomi og natur bedre end 99 pct. af de politisk korrekte, som udtaler sig om begge dele uden som regel at have forstået nogle af dem. Her er Natashas fusion af law-and-economics analyse og World Wildlife Foundation:

"Hunting is conservationally important–the only way to make sure the animals have a future is to give them an economical value. … By shooting one animal, you ensure the lives of 10 others." ("Fear factor", Vogue, April 2005)

Sådan. To en halv sætning. Knæk og bræk.

"Det dunkelt skrevne …"

Af Nicolai Foss, den 7. april 2005. Skriv et svar

Mange har undret sig over, hvorfor særligt dunkle bøger i samfundsvidenskaberne ofte får disproportionalt megen opmærksomhed og anses som særligt dybe. Et godt eksempel fra økonomisk teori er Keynes' General Theory, der er stort set uforståelig: Den har fået masser af opmærksomhed, mens arbejder af nogle af Keynes' samtidige, der var langt klarere (fx Irving Fisher) og givetvis langt mere relevante for økonomisk politik, har fået meget mindre opmærksomhed.   Det spiller måske en rolle, at det er lettere at etablere sig selv som kritiker/kommentator/apologet/exeget i forhold til et dunkelt værk end i forhold til et klart værk.    Det vil vi vende tilbage til her på Punditokraterne.

Et aktuelt eksempel er Manuell Castells arbejder.  Der er tale om en spansk-amerikansk sociolog af marxistisk aftapning (selvom han vist officielt har lagt dét bag sig), der er professor i sociologi på University of California-Berkeley.

Castells danske tilhængere er vist stadig relativt få.  Hvis vi bruger "Ågerups Indikator-metode," det vil sige laver google-søgning på "Manuell Castells" på danske sider, får vi kun ca. 440 hits. (Det er selvfølgelig stadig mere end dobbelt så mange hits som "Ludwig von Mises" og "Friedrich von Hayek" giver!).

Men det er måske ved at ændre sig. På et site kaldet "Kommunikationsforum" omtales således "Den spansk-amerikanske sociolog Manuel Castells ambitiøse og skelsættende bud på en systematisk teori om den sociale og økonomiske dynamik i den nye informationsalder"  som "hører til blandt disse års mest centrale samfundsvidenskabelige værker."  Denne hype er til dels overtaget fra Hans Reitzes forlag som i 2003 udgav det første bind i Castells "banebrydende trilogi" 

Inden man overvejer at pløje 395, 00 kroner ned i at erhverve sig dette bind, bør man måske overveje at læse et review af Castells "banebryder," nemlig  Peter Abell and Diane Reyniers. 2000. "On the Failure of Social Theory," British Journal of Sociology 51: 739-750.   Peter Abell er én af Europas mest respekterede sociologer og har ansættelse på London School of Economics, Oxford University og Copenhagen Business School.  Reyniers er på LSE. 

Abell og Reyniers konkluderer at "[n]one of the chapters of Castells' book would easily find a place on the pages of a respectable social science journal supported by appropriate refereeing standards. The quality of the writing and the often inept and selective (secondary) use of data would rule this out."  Der er meget mere af samme skuffe.  Konklusionen er klar nok: Castells er måske, måske ikke en charlatan, — men det er svært at afgøre.  Manden skriver simpelthen for uklart!!

Akademikere i USA: Pluralistiske som Stalin

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. april 2005. Skriv et svar

Vi er rystede–rystede og chokerede! En amerikansk professor, Dan Klein fra Santa Clara University (men snart med job ved George Mason University), har i to artikler sammen med Andrew Western (ph.d. studerende sammesteds) og Lotta Stern (sociolog ved Stockholm Universitet)–vovet at påstå, at den amerikanske universitetsverden er politisk ensidig, og vel og mærke ved at hælde entydigt til venstre.

Men værre end det, så har Klein & Co. faktisk tilladt sig at bakke påstanden op med data.

I det ene studie tog Klein & Western lister over ansatte ved 23 universitetsinstitutter i Californien og sammenholdt disse med de lokale–og i USA offentligt tilgængelige–lister over registrerede vælgere. Herudfra kan man så se, hvilket parti de akademikere, der har valgt at lade sig registrere som ikke-uafhængige, har sympati for. Totalt var balancen mellem Demokrater/Grønne m.v. i.f.t. Republikanere/Libertarianere m.v. ca. 10:1. Her er en opsummering af resultater for University of California-Berkeley (der normalt opfattes som relativt venstreorienteret) og Stanford University (der omvendt opfattes som mere borgerligt):

"On the Berkeley faculty, Klein and Western uncovered 445 Democrats and 45 Republicans, a ratio of 10:1. At Stanford, they located 275 Democrats and 36 Republicans; that comes to 8:1. The most extreme mono-mindedness exists among female faculty. At Berkeley and Stanford, female professors break out this way: 172 Democrats versus a total of 7 Republicans. That's 25:1.

Most of the specific academic departments at each of these universities had zero, one, or two Republicans at most. The departments that came closest to balance were electrical engineering (40 Democrats and 13 Republicans at the two campuses combined), civil and environmental engineering (24 D, 7 R), mathematics (35 D, 9 R), chemistry (42 D, 9 R), and law (55 D, 8 R). Even the accounting and marketing departments at Berkeley and Stanford–business bastions which ought to have room for Republicans–showed 8:1 ratios of D over R."

Det andet studie, foretaget af Klein & Stern, baserede sig på en survey undersøgelse blandt seks faglige sammenslutninger, havde 1.678 respondenter og blev kontrolleret uafhængigt af Leavey School of Business. I USA er ratioen af Demokrater og Republikanere i befolkningen som helhed idag stort set 1.1–men ikke blandt akademikerne. Klein & Sterns resultater viste, at økonomerne var de mest "borgerlige": Her var der tre (3) Demokrater for hver en (1) Republikaner. Dernæst kom de ikke helt så pluralistiske politologer, hvor ratioen var 7:1. Blandt sociologer og antropologer var venstre-tiltningen henholdsvis 28:1 og 30:1. (Så meget for diversiteten blandt diskursinteresserede post-modernister!)

Ser man det, ser man det … Vi er–som sagt–rystede og chokerede.

PS. Klein er selv ikke hverken Republikaner eller konservativ.

Public Choice Society Annual Meeting 2005

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. marts 2005. Skriv et svar

Jeg er p.t. til det amerikanske Public Choice Society‘s 2005 årsmøde i New Orleans, og der er–som sædvanligt–en stor stak af interessante papers om alskens emner i politisk økonomi.

Her er links til nogle af dem, jeg syntes var særligt interessante …:

Columbia University: Medier tre gange mere negative mod Bush end Kerry

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. marts 2005. Skriv et svar

Der kan man sørme' bare se! En undersøgelse fra USA's førende journalistuddannelse, Columbia University's Graduate School of Journalism, har vist, at de amerikanske medier generelt var overvældende "biased" imod George W. Bush (R) og til fordel for John Kerry (D) under valgkampen i 2004. Historierne om Bush var tre gange oftere "negative" i deres vinkling end historierne om Kerry, mens de var ca. 50 pct. mere positive overfor Kerry end overfor Bush.

Hvem skulle nu have troet det? Vi Punditokrater er rystede–rystede og chokerede. Der kan man sørme' bare se! En undersøgelse fra USA's førende journalistuddannelse, Columbia University's Graduate School of Journalism, har vist, at de amerikanske medier generelt var overvældende "biased" imod George W. Bush (R) og til fordel for John Kerry (D) under valgkampen i 2004. Historierne om Bush var tre gange oftere "negative" i deres vinkling end historierne om Kerry, mens de var ca. 50 pct. mere positive overfor Kerry end overfor Bush.

Hvem skulle nu have troet det? Vi Punditokrater er rystede–rystede og chokerede.

Mere "flat tax"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. marts 2005. 1 svar

Her er en klumme, skrevet af denne punditokrat, fra lørdagens Berlingske Tidende:

Berlingske Tidende 12. marts 2005, 2 sektion, magasin, side 19

Progressiv skat er reaktionær

Flad skat. Stadig flere lande tilstræber en stadig mere ensartet trækprocent for alle. Bare ikke Danmark

Hong Kong har for længst gjort det, og Kina overvejer det. Esterne var først til at gøre det i Europa, og så gjorde letterne og litauerne det. Slovakker, rumænere, ukrainere, georgiere og serbere gør det, og sågar russerne. Faktisk gør stort set alle det – undtagen danskerne.

Og hvad gør de? De gennemfører radikale skattereformer, der sænker topskatterne, og som i flere tilfælde endog forsøger at gennemføre en »fladskat« – altså en lige skatteprocent for alle skatteydere.

Radikale skattereformer af den type er de seneste ti år blevet så fremtrædende, at Wall Street Journal i februar kaldte den flade skat for en »global bølge«, mens det ansete ugetidsskrift The Economist i sidste uge kaldte tendensen en »revolution«.

Og den flade skat har mange facetter, som mange ser som fordelagtige.Den er let at implementere. Det vil kræve langt færre medarbejdere i ToldSkat at administrere den end de myriader af fradrag, der eksisterer i dag. Den er let at administrere. Mange borgere har i dag svært ved at gennemskue, hvad de egentlig har af krav – og hvad statens krav er baseret i.Og ikke mindst gør den det lettere for skatteborgerne at se, hvornår deres skatter stiger.I dag kan et stigende skattetryk kamufleres gennem en jungle af fradrag og skattetrin, med den konsekvens at de færreste ved nøjagtigt, hvilken andel af deres indkomst de afleverer til det offentlige.Sidst men ikke mindst vil den mindske asocial og uproduktiv kassetænkning. I dag benytter mange skatteydere sig – ganske naturligt – af mulighederne for at spekulere i fradrag. Jo højere ens indtægt, desto større et incitament til at gøre det.Alt i alt vil en flad skat gøre det lettere at beregne éns skat, sværere at spekulere i undtagelser, opmuntre til arbejde og til investeringer, og dermed understøtte økonomisk vækst.Er man i tvivl, behøver man kun at se på Hong Kong, hvor den flade, lave skat har været med til at sikre den lille bystats enorme vækst i perioden. De baltiske landes skattereformer i 1990erne er blevet tilskrevet en stor del af æren for, at de er blandt de tidligere kommunistiske stater, der har klaret sig bedst. Rusland er derimod længe haltet af sted, men efter at have indført en flad skat, skød landets vækst i vejret med vækstrater på 5-10 pct. de sidste tre år.Hvad ville en flad skat betyde i Danmark? Beregninger fra Skatteministeriet viser, at hvis man fjernede alle fradrag og alle skattetrin, arbejdsmarkedsbidrag m.v., ville den ensartede skatteprocent blive på 36,8 pct.For mange middelindkomster ville der alt i alt ikke være store forskelle, men der ville være et åbenlyst fordelingspolitisk og markedsføringsmæssigt problem: en fuldstændig ens skatteprocent vil betyde, at nogle høje indkomster vil skulle betale mindre, mens nogle lavere skulle betale mere. Det vil givetvis blive mødt med forudsigelige kommentarer som, at forslaget ville »vende den tunge ende nedad« og »tage fra de fattige og give til de rige« – også selvom der ville være tale om, at de rigeste fortsat betaler langt flere kroner i skat, og desuagtet at de langsigtede, positive konsekvenser givetvis vil være til fordel for alle borgere.
Men det kan man løse på to måder. For det første vil radikalt lavere marginalskatter uden tvivl udløse, hvad økonomer kalder »dynamiske effekter« – altså øget økonomisk vækst og med øgede skatteindtægter som konsekvens. Disse kunne de politiske parter til et forlig på forhånd aftale at bruge til en trinvis forhøjelse af en skattefri bundgrænse for personer i arbejde. Et sådant vil også gavne højere indtægter, men det vil alt andet lige komme lavindkomstgrupper relativt mest til fordel. Et andet finansieringsbidrag ville kunne være den, som tænketanken CEPOS pegede på tidligere i denne uge, nemlig at fastfryse det offentlige forbrug og samtidig lade overførselsindkomster stige med inflationen (snarere end den generelle lønudvikling).

Herhjemme er man imidlertid så begejstret for status quo, at man næsten praler af ikke at ville ændre på noget. Men det er også her, man endnu tror, at man har verdens højeste levestandard, bedste sundhedsvæsen og bedste skoler.

Peter Kurrild-Klitgaard Lektor, ph.d., Syddansk Universitet

CEPOS flyvende fra start, med skatteudspil

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. marts 2005. Skriv et svar

Den nye danske tænketank CEPOS er de sidste dage kommet flyvende fra start. Se pressedækningen her. Der har været stor opmærksomhed om tænketankens første udspil: et konkret forslag, der viser, hvordan man kan finde finanspolitisk råderum til at sænke de danske skatter mærkbart–uden at skære i offentlige ydelser.Berlingske har også haft hele to kronikker om tænketanken: en af undertegnede om tænketankens principper og en af fhv. statsminister Carl Bildt om dens muligheder.Den nye danske tænketank CEPOS er de sidste dage kommet flyvende fra start. Se pressedækningen her. Der har været stor opmærksomhed om tænketankens første udspil: et konkret forslag, der viser, hvordan man kan finde finanspolitisk råderum til at sænke de danske skatter mærkbart–uden at skære i offentlige ydelser.Berlingske har også haft hele to kronikker om tænketanken: en af undertegnede om tænketankens principper og en af fhv. statsminister Carl Bildt om dens muligheder.

Ikke alle politikere er lige (ens)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. marts 2005. Skriv et svar

I en tid, hvor det nogle gange synes som om, at alle politikere mener, siger og gør det samme, kan det være værd at holde sig for øje, at der nogle gange vitterlig er forskelle. Nobelprisvinderen Milton Friedman, født 1912 men still-going-strong, viste i et nyligt publiceret, kortfattet læserbrev om Ronald Reagan med to simple tidsserier, at der kan være forskelle på præsidentembeder–også selv om man ikke derudfra kan udlede, hvad forskellene skyldes, eller om det er de eneste væsentlige forskelle.

Vargas Llosa om frihed & velstand

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2005. Skriv et svar

Den store, prisbelønnede peruvianske forfatter, Mario Vargas Llosa, har været på besøg hos American Enterprise Institute, hvor han modtog The Irving Kristol Award og som kvittering gav en tale for det neokonservative forum med titlen "Confessions of A Liberal".

Skulle nogle være i tvivl om, at den engang unge kommunist idag sympatiserer med ganske andre ideer og livssyn (og har interessante perspektiver at bygge dem på), kan de med fordel læse talen–også selvom hans syn på forholdet mellem idéer/kultur og økonomi kan forekomme en anelse naivt.

I talen berørte Vargas Llosa bl.a., hvordan begrebet "liberalisme" i store dele af verden er blevet korrumperet og perverteret til at betyde noget ganske andet, end det egentlig betyder, og hvorfor frihed i sidste ende er det væsentligste, når det gælder om at sikre mennneskehedens levestandard og fortsatte fremgang:

"[The] liberal I aspire to be considers freedom a core value. Thanks to this freedom, humanity has been able to journey from the primitive cave to the stars and the information revolution, to progress from forms of collectivist and despotic association to representative democracy. The foundations of liberty are private property and the rule of law; this system guarantees the fewest possible forms of injustice, produces the greatest material and cultural progress, most effectively stems violence and provides the greatest respect for human rights. …[Liberalism] is tolerance and respect for others, and especially for those who think differently from ourselves, who practice other customs and worship another god or who are non-believers. By agreeing to live with those who are different, human beings took the most extraordinary step on the road to civilization. It was an attitude or willingness that preceded democracy and made it possible, contributing more than any scientific discovery or philosophical system to counter violence and calm the instinct to control and kill in human relations. It is also what awakened that natural lack of trust in power, in all powers, which is something of a second nature to us liberals. We cannot do without power, except of course in the lovely utopias of the anarchists. But it can be held in check and counterbalanced so that it does not become excessive. It is possible to take away its unauthorized functions that quell the individual, that being who we liberals believe is the touchstone of society and whose rights we must respect and guarantee. Violating these rights inevitably unleashes a series of escalating abuses, which like concentric waves sweep away the very idea of social justice."

Tja, men den slags udtalelser skal den prisbelønnede Llosa nok ikke se frem til at få Nobelprisen i litteratur lige med det samme–for slet ikke at tale om Sonningprisen …

William Safire forlader New York Times, erstattes af John Tierney

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2005. Skriv et svar

Det er sikkert relativt få i Danmark, som jævnligt læser New York Times–og endnu færre, som er dedikerede læsere af den amerikanske politiske kommentator William Safire (der i 32 år har været et fornuftigt ugentligt islæt på NYT's debatsider). Men for dem af os, som er, var det ærgeligt at høre, at den Store Gamle Mand ikke længere skal skrive for avisen som kommentator (omend han fortsætter som avisens sprog-ekspert). På hans sidste dag trykte NYT hele fire klummer, som fyldte hele debatsiden. Hans allersidste klumme–hvis filosofi fortalere for det danske efterløns- og pensionssystem burde notere sig–var "Never Retire".

Safire er nu erstattet af John Tierney, der nok er sprogligt mindre elegant, men nok er mindst lige så saglig, humoristisk og måske samtidigt lidt mere "empirisk".

The Economist: Flat (tax) is beautiful

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2005. Skriv et svar

Det ansete britiske ugetidsskrift The Economist siger i denne uge, hvad man har sagt så mange gange før–men som så mange andre er begyndt at sige på det seneste: en “flad” skat (d.v.s., den samme indkomstskattesats for alle indtægtsgrupper) giver god mening. Det ansete britiske ugetidsskrift The Economist siger i denne uge, hvad man har sagt så mange gange før–men som så mange andre er begyndt at sige på det seneste: en “flad” skat (d.v.s., den samme indkomstskattesats for alle indtægtsgrupper) giver god mening.

Hvad er punditokraterne …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. marts 2005. 4 svar

pun·di·to·cra·cy Listen: [ p n d -t k r -s ]n. pl. pun·di·toc·ra·cies: A group of pundits who wield great political influence.

The American Heritage ® Dictionary of the English Language, Fourth Edition

OK, og hvad betyder det så? Og hvem er vi? Vi er–ihvertfald til at begynde med–Nicolai Foss, Jesper Lau Hansen (“Mr. Law”), Mikael Jalving, Mikael Bonde Nielsen, et par studerende, samt undertegnede. Måske vi bliver flere, måske færre.

Har vi så vitterligt “great political influence”? Naaahhh, ikke så meget som det kunne være sjovt at få (så man kunne blive af med den igen!). Men vi tror måske nok, at vi med kombinationen af en solid akademisk/samfundsvidenskabelig baggrund, et generelt ønske om større personlig og økonomisk frihed for menneskeheden, og en til tider politisk ukorrekt vinkling på tingene nok kan have noget at sige, som få eller ingen andre får sagt herhjemme.  Vi tror også, at vi kan give debatterne et vist internationalt “pift”.

Vi er ikke indbyrdes enige om alt: Vi har ingen fælles “-isme”, ikke noget “program”, intet “manifest”, intet parti–ikke engang nogen hatte eller sange. De enkelte punditokrater skriver, hvad de har lyst til–og læserne kan lade være med at læse, hvad de ikke har lyst til at læse.  Så alt står for de enkelte skribenters personlige regning–no more, no less.

God fornøjelse.