De mennesker, der synes, vi skal smide, hvad vi har i hænderne og sætte alt ind på at standse CO2 udledningen, er frustrerede for tiden.

Læs f.eks. min klimakronik i Børsen og min kronik om klimamodeller i Ingeniøren og de medfølgende kommentarer.

Jordens temperatur og havenes vandstand stiger ikke som præsten prædiker. Og flere og flere lande melder sig ud af den stendøde Kyotoproces.

Varmisterne har hævdet, at det blot er spørgsmål om at uddanne de uvidende masser, så ville de straks se lyset og give magten, stemmerne og pengene til Al Gore og Martin Lidegaard typerne.

Sådan er det bare ikke.

En nylig amerikansk undersøgelse, Kahan et al.,  har vist, at mere viden gør menneskene (lidt) mere skeptiske over for hypotesen om menneskeskabt global opvarmning.

Det forbavser mig overhovedet ikke. Da jeg i 1997-99 underviste kommende miljøingeniører på Asian Institute of Technology følte jeg mig forpligtiget til at sætte mig ind i det allerede dengang mest omtalte globale miljøproblem. Umiddelbart var jeg med på grundtesen: at CO2 er en drivhusgas er uomtvisteligt, men jeg skulle ikke bruge lang tid på et sætte mig ind i området, før det stod klart, at grundlaget for forudsigelser om væsentlige negative konsekvenser af CO2 udledningen var ekstremt spekulativ. Dengang som i dag er der f.eks. kun indicier for ”positiv feedback” fra vanddamp, dvs. at vanddamp forstærker CO2 effekten. Tværtimod er der meget, der tyder på, at skydannelsen, som ikke kan beskrives af klimamodellerne, giver negativ feedback og i det mindste delvis ophæver CO2 virkningen.

Jeg sagde dengang, som jeg siger nu, at man skal bruge ”forsigtighedsprincippet”, nemlig være forsigtige med at bruge en masse penge til ingen verdens nytte.

Og så var jeg dengang og stadig i dag ret indigneret over, at man bruger så meget tid, penge og politisk opmærksomhed på et problem, der måske manifesterer sig om hundrede år, i stedet for her-og-nu at tage sig af, at der hvert år dør 6 millioner mennesker af drikkevand med lort i og af indendørs luftforurening fra afbrænding af kokasser og lignende.

Kahan undersøgelsen viser en anden interessant ting nemlig, at graden af skepsis som funktion af mere viden afhænger af ens politiske grundholdning. Individualisterne blev meget mere kritiske over for AGW, medens kollektivisterne blev mindre kritiske.

Det undrer mig heller ikke.

Det er jo åbenbart, at de kollektivistiske samfundsmodeller har spillet fallit. Socialismen er død. Den kan kun bringes i live ved at påpege fundamentale markedsfejl. Og det er da rigtigt, at hvis AGW inden for kort tid uvægerligt ville medføre dramatiske negative konsekvenser, ville det være et argument for at give ”nødretsmagt” til kollektivisterne, en økofascisme, som blev foreslået i 70’erne med ”Blueprint for Survival”.

Og det er derfor, at demokratiske individualister er instinktivt skeptiske over for AGW hypotesen. Ligesom kollektivisterne instinktivt er ukritiske over for tanken om denne ultimative markedsfejl.

Det er derfor, at det er så svært at diskutere klima, en i grunden overordentlig nørdet og teknisk problemstilling, lige så nøgternt og med kritisk distance, som var det kloakering og spildevandsrensning.

Jeg kan dog ikke lade være med at more mig over, at ”varmisterne” åbenbart har det bedst, hvis verden får det skidt, og over det hykleri, der viser sig ved, at langt de fleste ”varmister” på ingen måde holder sig tilbage fra den livsstil, de selv mener, vil medføre jordens undergang.

Man kan sige meget skidt om Mandag Morgen og det skal jeg nok gøre i dette indlæg, men man må respektere, at de er i stand til at gøre opmærksom på sig selv med det nye ”parti”: Fremtidens Danmark. Hvis man skal bedømme initiativet på baggrund af Jørgen Rosted’s optræden i Deadline, hvor han gjorde sig til talsmand for en planøkonomisk tankegang om, at Danmark skal leve af at løse verdens problemer i et tæt samarbejde mellem den offentlige og private sektor, er MM kommet ynkeligt fra start.

Planøkonomi eller ”pick the winners” tankegangen duer overhovedet ikke til at skabe fremtidens vækst, fordi en politisk beslutningsproces uvægerligt vil pege på vindere, som viser sig at blive tabere, og tabere som viser sig være vindere. De medfølgende omkostninger til statsstøtte og misregulering er kæmpestore, i modsætning til markedet som hurtigt og konsekvent straffer taberne og belønner vinderne.

Da jeg havde fornøjelsen af at arbejde på DHI drillede vi tit hinanden med, at vi somme tider, og for nogle kollegers vedkommende hele tiden, levede af Bedemandsforretningen, som er at tjene penge på andres død og ulykke. Det kunne være oversvømmelser, kemikaliespild, patogener i drikkevand, iltsvind osv.

Mandag Morgen foreslår nu, at hele Danmark skal leve af Bedemandsforretningen :  vandmangel, sult, klimaændringer, ressourcemangel etc.

At være bedemand er en agtværdig forretning, hvor man sikkert tjener gode penge, og nogen skal jo gøre det. Men Mandag Morgens tankegang afslører en total mangel på forståelse for menneskenes humør og verdens tilstand.

De fleste mennesker vil nok betakke sig at arbejde som bedemænd – strengt taget er selv en fin miljøingeniør som mig blot en natmand (et næsten forsvundet erhverv), der sidder ved en computer – og vil hellere lave noget positivt som velsmagende oksekød eller en underholdende film.

Dertil kommer, at markedet for Bedemandsforretningen ikke er ret stort – undtagen hvis verden går under og så kan det jo være det samme. Alle mennesker dør kun engang i livet, og når verdens befolkning på et tidspunkt går i ligevægt er der ikke engang vækst i antallet af kunder.

Med vand, miljø og energistruktur gælder det samme. Markedet er ikke så stort, og stiger ikke så meget, som mange tror, af den simple grund, at når først renseanlægget er bygget, vandforsyningen etableret og elforsyningen lagt ind, stopper efterspørgslen. Hertil kommer, at der ikke er nogen herlighedsværdi knyttet til basal infrastruktur og forsyning. Jeg kender ikke nogen, der foretrækker en kilowatt-time af en særlig årgang, af en bestemt forfatter eller med en speciel nyhedsværdi. Man vil oven i købet gerne bruge så få kilowatt-timer som muligt og have dem så billigt som muligt. Derimod kender jeg mange, der gerne vil drikke bedre rødvin, bo i større boliger de rigtige steder, købe en Tablet Computer, se flere og mere underholdende film og rejse flere gange til fjerne eksotiske steder.

Det er givet, at Bedemandsforretningens andel af det globale nationalprodukt, vil falde støt og efterhånden stærkt i takt med at markedet mættes og ny teknologi fortsat gør infrastruktur billigere. Hvad der kommer i stedet skal frie mennesker, der tør tage en risiko med deres egne penge, nok finde ud af. Men hvis jeg skal vove et øje skal vi i fremtidens overflodssamfund især leve af at underholde verden. Tænk på Pandora? som kom flyvende ind på Københavns fondsbørs med en aktieværdi større end Vestas. Og husk Lego, og Carlsberg?

Verdens nationalprodukt stiger nu igen med knap 5 % om året = 3,5 trillion USD.  Det svarer f.eks. til at 350 millioner mennesker om året strømmer ind i en købekraftig middelklasse, som har råd til at efterspørge livets goder. Det er da et marked, der vil noget.