Kategoriarkiv: Nikolaj Stenberg

Forældre/stat-analogien

Den liberale kæmpers største udfordring er ikke barnepigesamfundet, overvågningsstaten eller en socialistisk magtovertagelse, men det moderne menneskes eget indre ønske om at gå gennem livet som et forvokset barn. I hvert fald hvis man skal tro den så ofte glimrende Pete Boettke:

The problem that confronts the modern classical liberal, Buchanan (2005) postulates, is not the managerial socialism of the 20th century, nor even the Nanny State of paternalistic socialism, but the desire on the part of the population to remain in the infantile state of demanding a parent to protect them from the vagaries of life and provide them with economic security.

Analogien til børn og deres forældre når emnet er forholdet mellem individet og statsmagten er velkendt, og Boettkes variant – hvor statsmagten ikke så meget dikterer, som den blot føjer borgeren i dennes talte/utalte ønsker – er ganske god. Men der er dog faldgruber, som Arnold Kling (hattip til ham i øvrigt for i det hele taget at have henledt opmærksomheden på ovennævnte afsnit) næver og som er svære at være uenig i. Der er også en fare for, at argumentationen får en psykologisk skævvridning, som ikke nødvendigvis bekræfter det politiske standpunkt. Ikke desto mindre bruger man/vi med forskellige nuancer ikke sjældent analogien, hvilket indikerer, at den har sat sig fast ”at a gut level”. Så lad os da bruge den som et redskab velvidende, at billedet har sine fejl.

Årets Liberale Stemmer 2013 (del I): Danskere

2013 har været et godt år for den borgerlige debat inden såvel som uden for Danmarks grænser. Vi vil gerne hylde nogle af dem, der har gjort debatten bedre.

Ligesom sidste år har vi udvalgt de 10 personer, som vi har haft den største glæde af at læse, se på, lytte til og/eller diskutere med i året der er gået. Personer, som vi mener på fornemmeste vis repræsenterer de klassiske borgerligt-liberale værdier.

I modsætning til tidligere har vi dog valgt at splitte listen op: I dag præsenterer vi årets danske liberale stemmer, mens vi i morgen præsenterer tre udenlandske og i overmorgen hylder en person for sin bemærkelsesværdige indsats i 2013.

Årets 6 danske liberale stemmer er:

  • Lasse Birk Olesen, der med stor personlige indsats fremmer kendskabet til og tilgængeligheden af BitCoins. For selvom man indtil videre nok bør udvise en vis portion skepsis over for dette digitale aktiv, er perspektiverne i en reel statsløs valuta ganske interessante.
  • Lars Christensen, der fra sin blog skriver ofte og intensivt om en række aktuelle emner med udgangspunkt i sin ”markedsmonetaristiske” teori. Ikke-fagøkonomer vil også med interesse kunne læse en del af hans indlæg, fx om ”Internet Austrians” og mere aktuelt, hans partsindlæg i debatten om liberalistisk basis-indkomst.
  • Henriette Kinnunen, der som en af de få har holdt fanen højt for den praktiske retssikkerhed, særligt på skatteområdet. Igennem sit retspolitiske arbejde ved CEPOS har hun vist, at tænketanken også har viljen til at beskæftige sig med juridiske emner ud over de klassiske frihedsrettigheder.
  • Christopher Arzrouni, der ikke blot personligt leverer skarpe kommentarer i Børsen og andre medier, men også har formået at bringe flere dygtige analytikere og kommentatorer ind under Børsens vinger.
  • Steen Leth Jeppesen, der nu som lederskribent på Børsen konsekvent leverer nogle af rigets allerskarpeste ledere.
  • Anne Knudsen, specifikt for sin leder i Weekend-Avisen den 13. december om den danske korruptions-kultur.

En julegave – af den fornuftige slags

Der er næppe uenighed blandt Punditokraterne om, at Etisk Råd bør nedlægges. Indtil da er vi glade for, at Folketinget har udpeget den så fornuftige Christopher Arzrouni til nyt medlem. Vi ønsker Christopher – og rådet! – tillykke med udnævnelsen, og forventer at høre en del mere om organhandel, rygning og ikke mindst det frie valg i året der kommer.

NSAs massive datahøst

Apropos overvågning skriver Washington Post endnu engang om et nyt hemmeligt NSA-projekt, som man vel ikke kan blive andet end lidt imponeret over snedigheden i: FISA-loven foreskriver en række procedurer, som efterretningstjenesterne skal overholde, når de indhenter blandt andet elektroniske oplysninger.

Selvom det i høj grad er statens advokater, der styrer retsudviklingen og selvom – det ved vi fra PRISM-afsløringerne – NSA er meget aktive med at indhente oplysninger via FISA-loven, så har nogen i organisationen alligevel taget sig tid til at tænke lidt over, om ikke det hele kunne gøres lidt nemmere. Lidt mere effektivt. Det kunne det selvfølgelig:

Outside U.S. territory, statutory restrictions on surveillance seldom apply and the Foreign Intelligence Surveillance Court has no jurisdiction. Senate Intelligence Committee Chairwoman Dianne Feinstein has acknowledged that Congress conducts little oversight of intelligence-gathering under the presidential authority of Executive Order 12333 , which defines the basic powers and responsibilities of the intelligence agencies…
…Intercepting communications overseas has clear advantages for the NSA, with looser restrictions and less oversight.

Tricket består i at opsnappe oplysninger, der flyder mellem det åbne internet og fx Google’s private sky:

By tapping those links, the agency has positioned itself to collect at will from among hundreds of millions of user accounts, many of them belonging to Americans. The NSA does not keep everything it collects, but it keeps a lot.
…NSA documents about the effort refer directly to “full take,” “bulk access” and “high volume” operations on Yahoo and Google networks. Such large-scale collection of Internet content would be illegal in the United States, but the operations take place overseas, where the NSA is allowed to presume that anyone using a foreign data link is a foreigner.

Så hvis man er amerikansk statsborger, bosiddende i USA, er ens oplysninger på nettet (måske, intet er jo bekræftet) prisgivet i ligeså høj grad, som vores andres. I den digitale tidsalder er mængden af collateral damage i kampen mod terror og andre forbrydelser fortsat enorm.

Om offentlige høringer

Henriette Kinnunen og vores Skatteminister fik mig forleden dag til tasterne og resultatet blev et efter forholdene ganske langt indlæg om noget så sindsoprivende, som principperne for statslig høring af lovudkast o. lign. Min undskyldning er, at det faktisk er et meget vigtigt område, som desværre kun Advokatrådet og Danske Revisorer synes at kæmpe for ændringer på. Det kan læses hos Dagbladet Børsen.

Populationsaflytning: OK. Statslederaflytning: Fy for pokker!

Angående den amerikanske statsmagt (angivelige) aflytning af den tyske forbundskanslerindes telefoner tegner der sig et besynderligt billede af, hvad der er okay og hvad der ikke er:

Run a secret pen register on the entire U.S. population, collecting records of what number called what number when? No problem.

Monitor phone calls of millions of ordinary people in France, Germany, Spain? No problem.

Intercept and listen to phone calls by anyone in the U.S. who there is any basis, however flimsy, for maybe possibly connecting to international terrorism? No problem.

Do all of this under secret interpretations of the relevant law by government lawyers? No problem.

Listen in on the phone calls of important people, people like her? That is an entirely different matter that clearly calls for a Senate investigation.

Dynamisk konkurrence

Det kommer vel ikke som den største overraskelse, at borgerligt-liberale mennesker ser forskelligt på gavnligheden af lovgivning. Nogen af os er rimelig fortrøstningsfulde, mens andre har en noget mere anarkistisk indstilling. Sådan må det nu og engang være.

Konkurrenceretten er et af de område, hvor liberale internt kan komme til, at debattere langt og længe, om såvel nuancer som helt grundlæggende antagelser. Nogen mener således, at der slet ikke bør være regler om misbrug af monopolmagt, fordi ingen monopolist kan være monopolist for evigt. Andre ville heroverfor, mere pragmatisk, hævde, at visse regler om monopolmisbrug kan modvirke nogle uønskede handlinger her og nu.

Der kunne skrives lange indlæg om hvorvidt i de gældende konkurrencereglers udtalte formål, og forestillingen om, at man ad reguleringens vej kan opnå “effektiv konkurrence”, er hensigtsmæssige. Men hér på bloggen vil jeg nøjes med blot, at henvise til nobelprisøkonomen Gary Becker’s afsluttende ord i et nyt indlæg om netop konkurrenceregulering, som jeg mener rammer plet og – hvis dette havde været Twitter – fortjener hashtagget #FoodForThought:

Anti trust policy should recognize that dynamic competition is often a powerful force when static competition is weak. The big policy question then is whether it is worthwhile to bring expensive and time consuming anti trust cases against still innovating firms that have considerable profits and monopoly power, given the significant probability that new competitors will before long greatly erode this power through different products? I believe the answer to that is no, and that policy should often rely on dynamic competition, even when that allows dominant firms only temporarily to enjoy economic power.

Why Drones Work/Fail

Når det kommer til bekæmpelse af fjenden i en væbnet konflikt, får denne punditokrat ikke moralske kvababbelser over en forsvarspolitik baseret på “targeted killings” og brugen af droner, skarpskytter o. lign., i udøvelsen af dén politik; en politik, der altså er baseret på, at minimere antallet af civile drab. Som et eksempel på en succesfuld politik kan henvises til i hvert fald den israelske (mere her) og nok også den amerikanske. Men angående sidstnævnte, så døm selv; for eksempel på baggrund af disse glimrende artikler: Why Drones Work og Why Drones Fail.

 

 

Offentlighed i den hemmelige forvaltning

På det røgfyldte Punditokratkontor var der ingen, som fik cognacen galt i halsen, da omfanget af det amerikanske efterretningsvæsens dataovervågning kom for en dag. Forfatningsstridigt eller ej, så var det vel forventningen, at sådan noget fandt sted. Det er jo heller ikke fordi, Danmark har ret til, at oprøre sig som en helgen i dét spørgsmål.

Vores efterretningstjenester hører til blandt de mest lukkede i den vestlige verden og – som påpeget adskillige gange af punditokrator emeritus Jacob Mchangama – giver lovgivningen forsvarsministeren (læs: FE) ret til uden retskendelse, at ”træffe foranstaltninger som omhandlet i grundlovens § 72 over for telefonsamtaler, postforsendelser og anden kommunikation”, når blot ”ekstraordinære forhold” gør sig gældende. Hvad der nærmere skal forstås ved ”ekstraordinære forhold” er uklart og centraladministrationen udfylder derfor selv bestemmelse indhold inden for forarbejdernes på dette punkt sparsomt definerede ramme. Det er – for at sige det på jysk – træls, da det skaber retsusikkerhed; træls, også fordi forsvarsministeren, under samme betingelse, kan foretage konfiskation af privat ejendom.

I USA går debatten for tiden meget på FISA-domstolen og The Economist opsummerer retsstatsargumentet:

A court that is supreme, in the sense of having the final say, but where arguments are only ever submitted on behalf of the government, and whose judges are not subject to the approval of a democratic body, sounds a lot like the sort of thing authoritarian governments set up when they make a half-hearted attempt to create the appearance of the rule of law.

Denne punditokrat så gerne, at det danske efterretningsvæsen og den hemmelige proces i visse kriminalsager blev gennemgået med en retssikkerhedens tættekam og håber, slet skjult, at Jacob Mchangamas ny tænketank vil kaste sig over udfordringen med stor iver og ihærdighed.

Det arabiske forår handlede om kapitalisme. Ikke demokrati.

Udklip fra en infografik fra ILD

Udklip fra en infografik fra ILD

Den gængse fortælling om Det arabiske Forår handler om unge mennesker, der gennem folkelig protest krævede demokrati. Men er det nu også sandt?

Man glemmer let, at det hele startede med en ung mand – Mohammed Bouazizi – som i december 2010 satte ild på sig selv i protest, ikke over manglende politiske rettigheder eller den autokratiske styreform; nej, han gjorde det i protest mod myndighederne, som havde begrænset hans næringsfrihed.

Selvom det vel nærmest er en slags kætteri at sige det i Hal Koch, Alf Ross’ og den skandinaviske demokratismes hjemland, så handlede det arabiske forår om frihed – ikke nødvendigvis demokrati.

Hernando de Soto har med folk fra sin tænketank ILD rejst rundt i de arabiske lande for at undersøge, hvilke motiver de, der deltog i protesterne, havde for at protestere. Holdet konstaterede et gennemgående ønske om mere frihed til at kunne handle og skabe lykken for sig selv og sine. Med andre ord, frihed til at opføre sig kapitalistisk.

I The Spectator skriver de Soto selv mere om resultaterne. Det er god læsning her i sommervarmen.

Dronekrig og krigshjemmel

De, der ligesom jeg selv, interesserer sig for ”lawfare” bør rette blikket mod seneste nummer af Juristen (3/2013), hvor lektor Anders Henriksen fra Københavns Universitet skriver om ”bevæbnede droner og folkerettens regler om interstatslig magtanvendelse;” et område der aktualiserer nogle problematikker, som jeg tidligere har været inde på, ikke mindst hjemmelsspørgsmålet, her på bloggen og i Berlingske. Henriksens artikel er velorienteret, fyldig og ikke mindst spækket med kilder. Og så er den skrevet på dansk til et dansk publikum. Artiklen skal på det varmeste anbefales. Jeg poster et link, når den er online.

Manden, der oursourcede (hele!) kommunen

Oliver PorterKan man forestille sig et en kommune, hvor næsten enhver offentlig service leveres af private på OPP-kontrakt? Sagtens. Man kan bare kigge på Sandy Springs i USA-staten Georgia. Dér har Oliver Porter, der er ingeniør, som konsulent etableret det, han selv kalder Sandy Springs-modellen:

The Sandy Springs model is a public-private partnership (PPP) in which the city contracts with private industry for all of its basic services other than public safety—that is, police, fire, and courts. The model has been an outstanding success, both financially and in response to citizens’ service needs, over the seven years since the city’s incorporation. Financially: The city has not increased tax rates at all; has paid for a major capital improvement program from savings in the operating budget; has built a $35 million reserve fund despite a recession; and has no long-term liabilities—that is, no loans, no bonds, and of most importance, no unfunded liabilities for pensions and other benefits.

The Freeman har talt med Porter og interviewet kan læses her.

Husker man på, at de danske brandværn mange steder er enten frivillige eller privat drevne, at politiet (på visse punkter desværre) er en statsligt og domstolene ligeledes nationale, så er der i Sandy Springs-modellen nogle oplagte muligheder; forudsat at Folketinget sikrede kommunerne en behørig frihed til at indrette sig selv. Hvem ville ikke gerne have, at de danske kommuneskatter var lavere – og forblev lave; at kommunerne i realiteten var gældsfri og at servicen var, som den skulle være.

Porter blev interviewet af Reason TV for et par år siden. Her er videoen:

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=f8qFvo2qJOU” /]

Om markedet

Hvad mener de liberale egentlig, når de taler om markedet? Det er der givet vis en del, der tænker, hvis de får forvildet sig ud i en samtale med en liberalist – eller er journalister. Svaret er på sin vis både enkelt om komplekst; men det kan og bør besvares.

Der er ingen grund til, at der florerer forståelser af centrale termer, som for det første ikke er korrekte, for det andet yder mere skade end gavn. Derfor vil jeg henlede opmærksomheden på den korte video nedenfor og det lidt længere citat neden under denne.

Videoen er fra Libertarianism.org og citatet er fra Ludwig von Mises’ Human Action. Begge forklarer kort, hvad markedet er og ikke er.

Del det gerne – især med personer, som er i tvivl.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=QCe47daU7SE” responsive=”Y” /]

Beskrivelse fra Human Action:

The market is not a place, a thing, or a collective entity. The market is a process, actuated by the interplay of the actions of the various individuals cooperating under the division of labor. The forces determining the—continually changing—state of the market are the value judgments of these individuals and their actions as directed by these value judgments. The state of the market at any instant is the price structure, i.e., the totality of the exchange ratios as established by the interaction of those eager to buy and those eager to sell. There is nothing inhuman or mystical with regard to the market. The market process is entirely a resultant of human actions. Every market phenomenon can be traced back to definite choices of the members of the market society.

The market process is the adjustment of the individual actions of the various members of the market society to the requirements of mutual cooperation. The market prices tell the producers what to produce, how to produce, and in what quantity. The market is the focal point to which the activities of the individuals converge. It is the center from which the activities of the individuals radiate.

Ejendomsretten – som en beskyttet menneskeret

Ex-punditokrat Mchangama har begået et godt essay (oprindeligt udgivet i Cato Policy Review) om den private ejendomsrets ringe beskyttelse i folkerettens positive retskilder, så som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den ikke-bindende Verdenserklæring. Cato Institute-initiativet Libertarianism.org har nu offentliggjort det på sin blog.

Læs essayet i sin helhed; her er et lille udklip, der rimelig fint illustrerer problemstillingen på området:

Despite the end of the Cold War and the collapse of socialism, much of mainstream human rights thinking is still skeptical of — if not outright hostile to — the notion of private property as a human right in its classical sense of protecting against expropriation and intrusive regulation. In fact, leading human rights scholars have reinterpreted the right to property to encompass an entitlement to be provided property by government through redistribution

Kronik: Ingen straf for at overtræde en ånd

Apropos Christian Bjørnskovs aldeles rimelige tak til skattelyene er her min kronik om omtrent samme emne, fra Børsen i sidste måned:

Vores politikere i Danmark og EU taler meget om de skattekroner, de mener, staten går glip af dagligt. Det skyldes eksistensen af det, de kalder “skattely”.

Man ser det for sig: Utallige uberørte milliarder, der ligger fortøjret i caribisk havn, fjernt fra myndighedernes favntag. Penge, som ifølge politikerne kunne forvaltes mere effektivt af det plan-politiske system, end det privat-kapitalistiske.

EU-Kommissionen er helt i font. Bare i sidste måned barslede den med et tiltag, der positivt skal definere skattemyndighedernes rettigheder over for skatteyderne, ligesom den arbejder på at give samtlige skattesubjekter i EU en slags CPR-nummer. Så bliver forvaltningens registersøgning uden dommerkendelse på tværs af landegrænserne nemlig meget nemmere.

Skatteminister Holger K Nielsen (SF) følger med og har simpelthen “erklæret krig” mod skattely og lovet, at Danmark nok skal indføre verdens skrappeste skattekontrolregler.

Og på Aarhus Universitet sidder skatteretsprofessor Jan Pedersen og giver interview, hvor han kalder stater med lavere skatteprocenter end de danske for “parasitter”.

Som skatteyder bliver man let kynisk, når man hører, hvor langt systemet er villigt til at gå. Men den politiske reaktion er naturlig: Politikere, embedsmænd og skatteretsprofessorerne har skabt det skattesystem, vi har, og dét system er kilden til deres forbrug.

Når det kommer til stykket, hvem er så parasitten?

Hvis de vil minimere skattetænkningen, bør de angribe skattesystemet, ikke skatteyderne. For systemet er forældet, baseret på en 1900-talstankegang og en idé om, at gevinster og besparelser kun opnås gennem svig, udnyttelse og udbytning. Det er komplekst og uelegant.

Planlægning er ikke snyd

En advokat eller revisor skal ikke bruge mange sekunder for at indse, at der er gode penge at tjene på skatterådgivning. For skatteplanlægning er ikke ulovlig. Parasit-retorikken til trods.

Skatteunddragelse er derimod ulovlig. Men for at skatteunddrage skal man handle i strid med lovens ord.

Virksomhedsejeren, der får en revisor til at skatteplanlægge, er ikke en unddrager. Han opfører sig rationelt og tilrettelægger sine skatter, som den driftsudgift de nu og engang er.

På samme må er der intet odiøst i, at alle vi andre planlægger vores pensioner, så vi får mest tilbage, når den falder til udbetaling.

Alligevel turnerer EU-Kommissionen, visse aviser og politikere fra højre og venstre rundt med noget, der pænt sagt er en usandhed. Skatteplanlægning er ulovligt, siger de, for det strider mod lovens ånd.

Sikke en absurditet. I et retssamfund kan noget først blive ulovligt, når der er regler, der siger, at det er ulovligt. Før det øjeblik indtræffer, er handlingen eller undladelsen allerhøjst umoralsk.

Man skal aldrig glemme, at det der er umoralsk er ikke pr. definition er ulovligt, ligesom det der er lovligt ikke pr. definition er moralsk. Skatteplanlægning er ikke svig, udnyttelse eller udbytning. Det er avanceret vidensarbejde, hvor det skattesystem politikerne har skabt analyseres og reglerne anvendes, så skattebyrden kan minimeres; inden for lovens ramme.

Misbrug af lovens ånd

Siden vi afskaffede enevælden, har politikere ikke kunne udskrive skatter uden ved lov.

Derfor må man også ryste på hovedet af politikere, embedsmænd og professorer og påpege, at de ikke bare kan sige: “Hov! Det du gjorde strider mod lovens ånd, nu skal du straffes.”

Og hvad er egentlig “lovens ånd”? Er det andet og mere, end bare at slå i bordet? Nej, det er den ikke. Lovens ånd er en norm, som enhver politiker efter eget forgodtbefindende kan definere.

Forvaltningen i et retssamfund følger positive retskilder og ikke arbitrære politiske postulater, som var det i Zimbabwe eller Rusland.

Er lovgivningen ikke er god nok, ændrer man den. Sådan har det været siden 1849.

Ved at påstå, at “lovens ånd” er at ligestille med lov – at det ikke bare er moral – accepterer man på ny en retsopfattelse, der burde være uddød og som ikke er forenelig med vores retssamfund.

Hvis man vil straffe skatteydere for ikke-ulovlige handlinger, fordi de har forbrudt sig mod “lovens ånd”, så svarer det til, at man havde vedtaget skatte- og strafregler med tilbagevirkende kraft. Det er en farlig tanke, vores politikere flirter med.

Det er på tide at kigge indad. Vi ved, at staten ville få et højere provenu – og skatteyderne mere til sig selv – hvis skattesystemet blev indrettet mere elegant: Uden progression, med en bred skattebase, få fradrag og lavere satser.

Dét scenarie burde være langt mere attraktivt end det bestående – og de farlige tanker, det afføder.

Fortæl ikke Holger K. om Maryland!

Hvis der er en ting, der er ligeså sikker som tyngdeloven, er det det politiske systems evne til at opfinde nye skatteobjekter. I rigtigt gamle dage beskattede man vinduer, så skorstene, størrelsen af ens hus’ facade ud mod vejen og nu har staten Maryland fundet på, at beskatte nogle borgere for det regnvand, der helt naturligt qua førstnævnte lov, falder på deres ejendom.

Skattens navn er omtrent ligeså lusket, som den danske ”forsyningssikkerhedsafgift”, der inter har med forsyningssikkerhed at gøre: the storm water management fee. Se Breitbart for mere og kryds fingre for, at Holger K. ikke læser med her på bloggen.

Dagens Sure Opstød: Jan Pedersen og parasitterne

Prof. Jan Pedersen, der underviser jurastuderende i skatteret på Aarhus Universitet, har udtalt sig om såkaldte skattely (eller ”parasitter”, som Jan Pedersen så malerisk kalder dem) til Jyllands-Posten; men har i den anledning gjort brug af den særlige form for systemoverlevelseslogik, som præger skattedebatten. Nedenfor er et par uddrag, men læs mere her.

Skattely er af det onde. Det betyder jo, at penge, der ellers skulle beskattes i hjemlandene, hvor de er optjent, flyttes til lande, der som politik kan tilbyde skjul for de her penge.

…jeg tør ikke gisne om, hvorvidt Danmark får alle de milliarder hjem…

Overskud, der udbetales som udbytte eller på anden lovlig vis overføres fra et dansk selskab til et udenlandsk er pr. definition ikke statens ejendom. Det er noget helt andet end når Malermester Olsen opretter en bankkonto i Tyskland og så bruger løs af sine sorte penge fra denne. Det første hedder skatteplanlægning, det andet dumhed. Der er en verden til forskel. I Jan Pedersens verden vil det f.eks. være ulovligt for alle udenlandske aktionærer i danske selskaber, at modtage udbytte uden at betale skat til Danmark, til trods for, at aktionærerne slet ikke er skattepligtige i Danmark. Eller det vil være ulovligt for danske selskaber i det hele taget at udbetale denne aktionær udbytte (uden at indeholde skat). Hvis hver en krone skal beskattes hvor den er tjent, må dét nødvendigvis kræve, at alle udanlandske aktionærer – ikke blot udenlandske moderselskaber – som minimum er begrænset skattepligtige. Det kan meget nemt resultere i dobbelt beskatning, af den samme kapitalindkomst.

Man kunne for et øjeblik overveje hvor høj skatte egentlig ville havde været i Danmark, hvis det ikke havde været for skattekonkurrencen fra såvel disse ”parasitter”, som vore nabostater. Mon den aktuelle sænkning af selskabsskatten ville komme på tale? Næppe. Der er ingen grund til at tro, at et politisk set monopoliseret system for skatteregler på EU-plan ikke vil resultere i højere skatter. Og vi har ført omtalt, hvilken effekt skatter generelt har.

Steen Leth Jeppesen’s klarsyn i Børsen

Steen Leth Jeppesen’s dagsaktuelle leder i Børsen om de danske regel- og sektortilsyn sidder, som man siger, lige i skabet og den vidner om, at dele af den danske mediebranche har klarsyn nok til at kunne se – og efterfølgende slå ned på – de rigtige problemer. Her et par fyldige uddrag, med mine fremhævninger; jeg håber Børsens ophavsretsafdeling vil være overbærende:

Som bekendt går det dårligt for mange statskontrollerede virksomheder. F.eks. Dong, DSB, Post Danmark og SAS. Hvordan det reelt forholder sig med andre statsaktiviteter under mere eller mindre autonome ledelser fortaber sig derimod i det uvisse. Det gælder således regulerende direktorater – i medierne betegnet “vagthunde”: Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, Finanstilsynet, Energitilsynet, Arbejdstilsynet osv. …

[Direktør for Konkurrencestyrelsen Agnete Gersing] påpeger, at råd og ankenævn er garanti for lovmedholdeligheden. Uden at tage stilling til [kritikken af Konkurrencestyrelsen] er der da grund til at tro, at Gersing administrerer lovgivningen “efter bogen”. Noget andet er så, om den indsats altid fremmer effektiv konkurrence. Det går man bare ud fra, fordi det politisk er besluttet at være tilfældet.

Konkurrencestyrelsens markedsafgrænsninger kan i den sammenhæng godt siges at være arbitrære, uanset om de er “efter bogen”. Direkte offentlig virksomhed er i øvrigt undtaget, ligesom f.eks. apoteker, Danmarks Radio, kommunal forvaltning og fagforeningsvirksomhed. Meget skyldes selve lovgivningen, men en del også den måde styrelsen fungerer på “efter bogen”

…Finanskrisen og politikeres behov for at afstraffe banker – herhjemme såvel som i EU – giver tilsynet flere og flere opgaver og magtmidler. I første halvdel af 1990’erne var smidig tilsynsadministration hjælpsom under en dansk bankkrise. Det førte til en 5000 sider lang kritisk rapport fra en såkaldt ekspertgruppe, hvis forvaltningsretlige flueknepperier har kyst embedsværket. Et efterhånden meget magtfuldt tilsyn – der reelt selv laver regler, administrerer og pådømmer overtrædelser – har siden nidkært arbejdet “efter bogen”.

Kolossal ekspertise er åbenbart samlet i Århusgade, hvor man både har viden om lokale grund- og ejendomsværdier, forretningsmodeller og ledelseskompetencer. Senest har direktør Per Grønborg fra Danske Markets i Berlingske rejst spørgsmålet om det rimelige i særlig skrap dansk tilsynspraksis, og Nordeas topchef Christian Clausen har kritiseret tilsynets “ekstreme” nedskrivningsregler. Men kritikken afvises, tilsynet alene vide.

Der mangler helt klart en slags kritisk revision af, hvordan disse og andre “vagthunde” reelt fungerer, eller om de snarere har udviklet sig til “jagthunde”? Hvor mange ansatte har de, og hvordan agerer de sammenlignet med lignende organer i andre lande?

Men hvis man ønsker at afskaffe unødige særbyrder på dansk erhvervsliv, er det ikke nok vedblivende blot at fodre de bureaukratiske “vagthunde” med mere eller mindre uklare lovbestemmelser og store personaleressourcer.

Professorer i krig mod krigen i Irak

irak-krigenDet er en udbredt misforståelse, at 2003-krigen mod Irak var ulovlig. Så udbredt faktisk, at bl.a. Jens Elo Rytter, Jens Vedsted-Hansen, Henning Koch og tidl. professor og minister Ole Espersen overfor Morgenavisen Jyllands-Posten Ritzau forleden tilkendegav, at de delte dén opfattelse. The odd man out var ifølge artiklen Ole Spiermann, som ikke ønskede at tage stilling; hvilket på Facebook fik ex-Punditokrat Jacob Mchangama til korrekt at bemærke:

Ole Spiermann er så også Danmarks suverænt bedste folkeretsjurist med en viden og produktion der overgår langt de fleste. Dermed ikke sagt at han nødvendigvis har ret, men at Spiermann er i mindretal gør ikke at man automatisk kan sige at han tager fejl.

Lige præcis. Men jeg tør nu godt være mere skråsikker. Og i øvrigt fortsætter debatten, herunder den debat, der isoleret angår spørgsmålet om konkret lovlighed indenfor det folkeretlige system. Det er for så vidt en fornuftig diskussion; men den er uden betydning for lovligheden af de danske krigshandlinger og dét er vigtigt at holde for øje, så man ikke blander tingene sammen. Når Danmark går i krig er den udbrydelige norm den, der er udtrykt i Grundlovens § 19, stk. 2:

Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Man kan ved selvsyn konstatere, at denne bestemmelse foreskriver en procedure for forholdet mellem p.d.e.s. Folketinget og p.d.a.s. Kongen /v Regeringen, når den danske stat drager i krig. Krigshandlinger er så alvorlige, at Folketinget har krav på medbestemmelse.

Bestemmelsen modificerer hovedreglen om, at den udenrigspolitiske kompetence indenfor den danske stat tilkommer Regeringen. Ikke Folketinget.

Bestemmelsen indeholder imidlertid ikke et påbud for Regeringen eller Folketinget til at sikre, at en eventuel dansk krigsdeltagelse er konform med reglerne i FN-pagtenIn casu, at der foreligger et sikkerhedsrådsmandat til krigen eller at krigen ikke er en angrebskrig. En sejlivet fejlfortolkning af bestemmelsen i § 19, stk. 2 betyder imidlertid, at dette synspunkt har fået lov til at florere i visse (retsaktivistiske) kredse og endda nåede helt i Højesteret i den såkaldte Irak-sag (U2010.1547H).

I Irak-sagen havde Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen appelleret sit nederlag i Landsretten til Højesteret, i spørgsmålet om, hvorvidt staten skulle anerkende, at ”Danmarks deltagelse i det militære angreb på Irak er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953.” Under sagen for landsretten var appellantens synspunktet uddybet af blandt andre tidl. MEP Ulla Sandbæk:

På baggrund af grundlovens forarbejder går hun ud fra, at Danmark, ikke kan gå ind i en angrebskrig på det foreliggende grundlag og uden FN-mandat. Hun mener, at det er en følge af politisk følgagtighed, når Udenrigsministeriets folkeretskontor har udtalt, at krigsdeltagelsen havde fornøden hjemmel. Indsatsen i Irak har sammen med tegningesagen bevirket, at hun ikke tør tage til Mellemøsten for at samle oplysninger til en roman, hun havde haft planer om at skrive.

Idéen om, at Grundlovens § 19, stk. 2 skulle indeholde mere end en procedureforskrift har sin rod i forarbejderne til den gældende grundlov fra 1952, bl.a. i dette uddrag, som appellanten henviste til i Irak-sagen:

Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.

Umiddelbart er sagen efter at have læst tekstuddraget jo klar: Dansk krigsdeltagelse kræver FN-mandat. Men så simpelt er det ikke. For en sådan forståelse af § 19, stk. 2 ville gå midt imod grundlovens indre logik; hvilket er netop, hvad Højesteret larmende præcist pointerer:

[Der] foreligger [ikke] nogen særlig uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne [læs: Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen] ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft.

Det mest sigende ved det hele er, at dét Højesteret siger burde være ganske ukontroversielt for enhver jurist, der kan sin statsret fra det allerførste studieår: I Danmark anerkender vi ikke det synspunkt der siger, at dansk ret og folkeretten udgør et samlet hele. Tværtimod er vi i Danmark tilhænger af princippet om, at dansk ret og folkeretten udgør to hver for sig selvstændige retssystemer. Det er dette princip retten bruger, når den stadig oftere behandler sager om mulige EMRK-krænkelser; så bruger man nemlig EMRK-reglerne og ikke de danske. Domstolene kan nemlig, må det forstås, sagtens finde ud af, at holde tingene adskilt.

Skulle vi andre så ikke også prøve på det?

Den liberalistiske middelvej

Randy Barnett har lagt en 19-siders artikel på SSRN med titlen: “Afterword: The Libertarian Middle Way.”

Den megen snak om social retfærdighed leder naturligt tankerne hen på Bleeding Heart-gruppen; og lad mig i den forbindelse henvise til Matt Zwolinski’s forvirrede indlæg Liberty & Property.

Her er Barnett’s abstract, med mine fremhævninger:

Libertarianism is sometimes portrayed as radical and even extreme. In this Afterword to a symposium on “Libertarianism and the Law” in the Chapman Law Review, I explain why, though it may be radical, libertarianism is far from extreme in comparison with its principal alternatives: the social justice of the Left or legal moralism of the Right.

Social justice posits that everyone should get a certain amount of stuff; legal moralism posits that everyone should act in a certain way. But because there is no consensus about how much stuff each person should have or how exactly everyone should act, both of these comprehensive approaches are recipes for societal conflict. And the legal institutions that are necessary to implement each vision must be highly intrusive and coercive.

In contrast, libertarianism is far more modest: it stipulates only that individuals may do what they please with what is theirs, requiring a legal system merely to define the proper jurisdiction of each person over their rightfully acquired property.

I explain how the basic insight of libertarianism is rooted in the spirit of toleration that was the classical liberal solution to the socially destructive religious wars. Like Westphalian political “sovereigns” who are to leave each other in peace and not to interfere with each other’s domestic affairs, classical liberalism posited the sovereignty of individuals to pursue the good life peacefully within their own jurisdictions, free from outside interference, provided they do not infringe upon the like jurisdictions of other sovereign individuals.

I conclude by explaining how libertarianism contributes to the private law that defines the contours of these individual jurisdictions, and the public law that is supposed to confine government to its proper function of protecting the rights of persons better than they can protect themselves. Although many would prefer their own preferred visions of social justice or legal moralism (or both) to be imposed on everyone else, libertarianism represents an appealing “second best” or “middle way” alternative to having someone else’s “wrong” vision of social justice or of morality imposed upon them.