Kategoriarkiv: Nikolaj Stenberg

Stadig straf for blasfemi – Justitsministeriet vil ikke udvide ytringsfriheden

Bør blasfemi-paragraffen i straffeloven ophæves?  Det spørgsmål har Straffelovsrådet – et juristudvalg, der rådgiver Justitsministeren – gransket i betænkning 1548. Men det retspolitisk set liberale svar er selvsagt: Ja, bestemmelsen bør afskaffes. Ingen bør straffes for sine ytrede meninger om tros- og gudsdyrkelsesspørgsmål.

Bestemmelsen hører hjemme i straffelovens § 140 og lyder:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Betænkningens afsnit om den juridiske debat i Danmark og Norden (s. 96ff) og internationalt (s. 135ff) er interessante. Ligeså denne bemærkning i konklusionen:

Straffelovrådet bemærker endvidere, at det efter Straffelovrådets opfattelse … ikke vil være i strid med Danmarks internationale eller EU-retlige forpligtelser at ophæve straffelovens § 140. De forpligtelser til at kriminalisere visse offentlige meningstilkendegivelser, som følger af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, må således anses for opfyldt i kraft af straffelovens § 266 b om offentligt eller i en videre kreds at true, forhåne eller nedværdige en gruppe af personer på grund af race, hudfarve, national eller et-nisk oprindelse, tro eller seksuel orientering

Dér burde man være stoppet. Men Straffelovsråder blevet bedt om at tage stilling til flere juridiske facetter af det, der udelukkende er et politisk spørgsmål. Justitsministeriet har meddelt, at betænkningen sendes i høring, men at Regeringen ikke vil fremsætte noget forslag om en ophævelse. Det burde den, som sagt, gøre.

Som afslutning på dette korte indlæg er her et billede, som Jacob Mchangama lagde på Facebook forleden. Det viser hvilke lande, der har blasfemi-lovgivning:

11001818_10153136079309859_269091350804725162_n

 

 

 

Tre artikler om østrigerne

Tidsskriftet fra det amerikanske økonomi-historiske selskab er på gaden. Foruden en interessant leder om Mandeville, Hume og økonomisk, politisk og metafysisk liberalisme, indeholder tidsskriftet denne gang tre artikler fra et minisymposium om den østrigske skole, som nok vil interessere nogle af denne blogs læsere:

  1. The methodology of Austrian economics as a sophisticated, rather than naïve, philosophy of economics
  2. Hayek the apriorist?
  3. Implications of Machlup’s interpretation of Mises’ epistemology

Masseovervågning – for velfærdsstatens skyld

Lov om Udbetaling DanmarkJyllands-Posten skriver i dag om, hvordan Udbetaling Danmark med et lovforslagudkast (læs det her) vil komme til at lave endnu mere dybde-gående registersammenkørsel om folks private forhold.

Sammenkoblet med den meget brede adgang Udbetaling Danmark i forvejen har til at videregive oplysninger til andre myndigheder, som så kan snuse sig frem til snavsen, er der inviteret til en “fisketur” af de helt store.

For mit eget vedkommende er jeg temmelig forunderet over den brede formulering i Udbetaling Danmark-lovens § 7 nedenfor, om “anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde”. Kommunerne har som bekendt et sagsområde, der er noget bredere end bare det sociale, og forarbejderne er i realiteten tavse: “Anden opfølgning af sager omfatter andre typer forskellige administrative forpligtelser, som kommunen har ansvaret for efter lovgivningen, som ikke er nævnt i eksemplerne i bestemmelsen”.

§ 7. Udbetaling Danmark skal uden samtykke fra borgeren videregive oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, til kommunen om borgere, der søger om eller modtager kontante ydelser og økonomiske tilskud fra Udbetaling Danmark, hvis oplysningerne er nødvendige for at foretage efterregulering, omberegning, fradrag eller modregning, for at frakende eller stoppe kontante ydelser og økonomiske tilskud eller for at foretage anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde.

Det er en blankocheck, og det er love som denne, mine tyske kollegaer ikke ville være bange for at kalde “stasi”-agtige. Med det seneste lovforslag, der er i høring, bliver den karakteristik ikke mindre rammende. Det tragiske er tilmed, at man med loven end ikke søger at værne om statens sikkerhed, eller menneskers liv og legeme. Den handler ganske enkelt om at effektivisere. Se for eksempel hvordan Liberal Alliances Thyra Frank anpriste Udbetaling Danmark-loven, da den blev førstebehandlet i Folketinget i 2012:

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, skal den offentlige sektor være moderne og tidssvarende, og LA støtter alle initiativer, der samtidig effektiviserer og udnytter ressourcerne bedre.

I JPs artikel beskriver Jacob Mchangama Udbetaling Danmark som “en slags velfærdsstatens NSA.” At det er en meget rammende beskrivelse, må alle kunne være enige i.

Bare fordi omkostningerne ved at bedrive overvågning på en nyere og mere smart måde vha. en bid data-tilgang betydet det ikke, at den besparelse er værd at indkassere. Det kan og bør være et mindstekrav, at staten og kommunerne ikke bedriver overvågning uden at kunne dokumentere en konkret mistanke om ulovligheder.

Nogle tanker om terrorbekæmpelse

Retssikkerheden er på spil, skriver Berlingeren, i en god, lang artikel om overvågning i form af sessionslogning. Det er den form for internet-overvågning af alt-og-alle, som EU-Domstolen kendte uproportional og ulovlig. Justitsministeriet tøver dog stadig med at rydde op i det danske regelsæt om sessionslogning, ligesom Rigspolitiet angiveligt mener, at masseovervågningen skal fortsætte som før. Samme sang kommer i dag fra chefembedsmanden i Europol, der har været på turnet med en påstand om, at det er bydende nødvendigt med mere overvågning og mere samarbejde.

Statens hovedopgave må være at skabe sikkerhed for borgerne i staten, så deres juridiske rettigheder ikke bliver krænket – fx af terrorister, kriminelle, fremmede statsmagter eller af staten selv. Hvis ikke staten kan give den sikkerhed, hvorfor så have den? For at løse sin hovedopgave må statsmagten selvfølgelig udvikle sig i takt med teknologien og tiden.

Denne punditokrat har ingen kvaler mod fx sessionslogning, hvis bare logningen sker ordentligt, proportionalt og begrundet (link går til Justitia). Det vil sige, at man først skal overvåge personer, når man kan begrunde, hvorfor overvågningen er et nødvendigt næste skridt i efterforskningen. Eller som Jacob Mchangamas sagde i forbindelse med EU-Domstolens dom i sagen om logningsdirektivet:

Jeg vil derfor anbefale … at der for det første alene kan foretages logning af persondata vedrørende konkrete personer, som, politiet har en rimelig formodning om, er involveret i alvorlig kriminalitet, og for det andet at de loggede data derefter alene kan udleveres i henhold til reglerne i Retsplejeloven, der bl.a. kræver mistanke og retskendelse

Overvågning må aldrig blive noget man gør, bare fordi man kan eller fordi det er det mest belejlige. I så fald varetager man hensyn, der ikke er forenelige med de værdier, et frit og åbent samfund bygger på. For at bruge Søren Pinds ord i den førstnævnte artikel:

“Rammer vi balancen rigtigt imellem civilsamfund og demokrati og respekt for frihedsrettigheder? Eller går vi i sidste ende terroristernes ærinde og får skabt totalitære træk ved vores samfund?”

Når det gælder sessionslogning kan man spørge, hvorfor Justitsministeriet har noget imod, at en jurist ved Politiet/PET/FE skal ofre en time til halvanden på at bede retten om godkendelse af en overvågning af en person, personkreds eller måske alle personer i et geografisk afgrænset område i en bestemt periode. Hvis vi formoder – og det mener jeg vi skal – at myndighedernes nuværende overvågninger er både velovervejede og lovlige, ligger man allerede inde med en begrundelse for overvågningen. Det er ikke kompliceret at skrive dén ned, tilføje en underskrift og så sende det hele til retten.

Det ville klæde Justitsministeriet at lave lovgivning, der udviser omsorg for retfærdigheden.

Det er på høje tid, at Justitsministeriet inviterer fx Advokatrådet, Justitia og (ikke mindst) eksperter i retspleje, sikkerhed og grundrettigheder fra de juridiske og politologiske institutter til drøftelser om, hvordan fremtidens danske anti-terrorlovgivning skal udformes: Hvad må Politiet og de to efterretningstjenester gøre selv og hvad kræver en dommerkendelse? Hvad skal retten undersøge, før den kan afsige en kendelse? Hvilke indsigelsesmuligheder skal der være for fx telefonselskaber? Hvordan opnår vi en mere intensiv kontrol med PET og FE’s virksomhed? Hvor går grænsen mellem terrorvirksomhed og almindelig kriminalitet, når det kommer til valg af midler, og hvordan sikrer vi, at Politiet ikke bruger anti-terrormidler til at bekæmpe simpel kriminalitet? Det er bare nogle af spørgsmålene, og de er vigtige.

Juraen er velsagtens det eneste staten kan bidrage med, når det kommer til terrorbekæmpelse specifikt, og kriminalitetsbekæmpelse generelt. Men der er vel også en mere kulturel dimension til spørgsmålet? Som Rune Selsing konstaterer på sin Jyllands-Posten-blog: “Truslen fra terroren kan vi aldrig fjerne med effektive efterretningstjenester, vi kan højest holde den nede.”

Det er rigtigt. Hertil kommer, at Danmark, ifølge Rune, skal:

vise styrke, selvtillid og stolthed. På alle fronter. Det gør vi ved at sætte hårdt mod hårdt. Kriminelle skal sidde i lukkede fængsler, og de skal sidde der i meget længere tid. Så længe de sidder bag tremmer, kan de ikke udøve fysisk kontrol over deres familier, de kan ikke kaste sten efter ambulancer og de kan ikke trække andre med sig ned. Vi skal holde op med at tolerere hærværk, cykeltyveri, baldrede ruder og smårapserier. Tolerance over for den antisociale kriminalitet er ikke et udtryk for civilisation, men det modsatte.

Hvor komplet dysfunktionelt må Danmark ikke fremstå, for det meget store antal indvandrere, der er fuldt arbejdsdygtige og alligevel lever på offentlig forsørgelse? De betragter ikke de ødsle velfærdsydelser som udtryk for menneskeligt overskud, men som dekadence. Det er det jo også.

De moderate muslimer skal vælge os til. Og det gør de hverken ved hjælp af humanistisk pladder eller rationelle argumenter. Det handler om følelser. Om Symbolik og kulturel styrke.

Det kan jeg erklære mig stort set enig i. Hvis den vestlige kultur og civilisation får lov til at degenerere i korrekthed, berøringsangst og værdi-nihilisme, er vi ude af stand til at overvinde andre menneskers “hearts and minds”? Men hvad nu med den balance, Søren Pind var inde på i citatet ovenfor?

Som en med-punditokrat skrev for 10 år siden:

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke (strø?)tanker vores læsere gør sig om emnet. Så giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor, og lad det gerne være fyldigt.

Opdatering: Se også Christopher Arzrounis leder i Børsen d. 19. januar: “Hold Hovedet Koldt“, med et opråb imod “Carl Schmitt”-fløjen blandt de danske konservative og ligesindedes affekt-forslag, der for nogles vedkommende ville sætte lands lov og ret ud af kraft:

Men ud over islamisterne har vi også grund til at være bekymrede over de mennesker, der vil frelse os fra dem.

Det er blevet bemærket, at Pia Kjærsgaard (DF) foreslog brugen af “nødret”. Sandsynligvis har hun ikke fattet, at begrebet indebærer at sætte landets almindelige love ud af kraft. Og derfor er det ikke hendes følelsesudbrud, der er grund til at være bange for.

Det egentlige problem er nogle lidt mere sofistikerede personer, som fisker i rørte vande i det nationalkonservative miljø, som foragter, hvad de betragter som de liberale demokratiers svagheder. I dette miljø er det blevet normalt igen at henvise til “den tyske jurist Carl Schmitt”, som han benævnes.

Han burde læse Karl Poppers klassiske værk “Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945, som netop giver et realistisk og liberalt svar på, hvordan frihedens institutioner skal forsvare sig mod den totalitære trussel, uden at sætte friheden over styr. Der er således ingen grund til at smide liberalismen ud med badevandet i det liberale demokrati.

Er Den internationale Straffedomstol biased mod Israel?

icc_logoDét er et af de spørgsmål nogen har stillet efter Det Palæstinensiske Selvstyre – i øvrigt i strid med Oslo-fredsaftalen – har meddelt, at man agter at tiltræde Rom-statutten.

Over hos Volokh Conspiracy har Eugene Kontorovich forsøgt at give svaret i to blogindlæg om emnet, som jeg på det varmeste skal anbefale:

  1. Palestinians seek to take advantage of ICC’s unique “Israel” provision
  2. Is the International Criminal Court biased against Israel?

 

Om at EU-Domtolen sagde nej til menneskerettighedskonventionen

Skamlæs selvpromovering er ikke noget, vi går af vejen for. Derfor en henvisning til et nok alt for langt indlæg jeg havde hos Børsen forleden. Det handler om, at EU-Domstolen den 18. december sagde, at EU ikke må tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og i den forbindelse kom til at lyde næsten som en såkaldt EU-skeptiker. Det kan læses her.

Lars Christensens skitse til en immigrationsreform

Lars Christensen har efter eget udsagn været så sindssygt træt af flygtninge- og indvandrerdebatten, at han har lagt en lang skitse til en liberal politik på området ud ikke på sin Market Monetarists-blog, men Facebook. Som han skriver om debatten:

Derudover synes jeg, at debatten minder ufattelig meget om miljødebatten – ta’ blot diskussionen om vandmiljøplanen i 1980erne eller diskussionen om ”global opvarmning”. I disse debatter handlede det ufattelig meget om ”følelserne”. De venstreorienterede ”miljøforkæmpere” tegner altid katastrofe scenarier og skriger på ”handling” med det sammen. Vandmiljøplanen fra 1985 er et godt eksempel på, hvordan følelser og katastrofe-scenarier fik lov at bestemme politikken.

Indvandrere-debatten er de borgerliges miljødebat.

Det vil jeg give ham ret i.

Lars præsenterer ideen om en immigrationsskat, der i udpluk lyder:

1) Folketinget beslutter hver femte år en årlig kvote for de kommende fem år den årlig netto-indvandring (både flygtninge og indvandrere). Hvis kvoten ”overshoots” det ene år, så skal den fratrækkes i det følgende års kvote.
2) Af historiske og institutionelle årsager fratrækkes flygtninge og indvandring fra andre EU-lande. Dette er ikke nødvendigvis fornuftigt fra et rationelt økonomiske perspektiv, men det er ret oplagt, at ingen reform kan lukke for flygtninge eller indvandring fra andre EU-lande.
3) Når kvoten er fastsat fratrækkes flygtninge og EU-indvandrere. Det giver en rest-kvote. Dette er den reelle kvote, der hvert år skal allokeres.
4) Optimalt set burde denne kvote allokeres ved at bortauktionere kvoterne på samme måde, som man bortauktionerer CO2-kvoter i dag. Dette være et system som Julian Simon og Milton Friedman har foreslået. Jeg tror dog, at et sådan ”marked” ikke nødvendigvis vil være efficient og likvidt nok til at give mening. Derfor ville mit forslag være en egentlig immigrationskat. Denne skat ”kalibreres”, så man kan ramme den årlige ”rest-kvote”. Skatten kan justeres løbende i løbet af året – foreksempel hver kvartal. Hvis der for eksempel komme uventet mange flygtninge kan skatte sættes op eller hvis mange forlader Danmark, så kan skatten nedsættes.
5) Ved at sætte en immigrationsskat vil man sikre ”self-selection” – altså at kun de immigranter, der mener, at det vil være skatten værd i fremtidig indtjening. Dermed er der ingen grund til ”diskrimination” baseret på nationalitet, religion, uddannelse. Skatten vil sikre den mest optimale allokering af rest-kvoten.
6) Immigrationsskatten er tænkt som en engangsskat, der betales ved ”entry” til Danmark. Dette kan suppleres med årligt ”fee” – for eksempel – 20.000 eller 50.000 kr., der betales over skattebilletten over for eksempel 10 år.
7) Når det årlige fee er betalt i 5 eller 10 år kan dette så give adgang til permanent opholdstilladelse med fulde rettigheder i forhold til offentlige ydelser og andet.
8) I denne ”prøveperiode” (5-10 år) gives, der ikke adgang til nogen former for sociale ydelser og sundhedsydelser. Man kunne stille et krav om en obligatorisk sundhedsforsikring.
9) Man kunne bestemt også tænke sig, at det årlige ”fee” også kom til at gælde for flygtninge. For flygtninge skulle antallet af året fee’et betales afhænge af udgifterne til ophold og ydelser i forbindelse med ankomsten til Danmark.
10) Indtægterne fra immigrationsskatten samt de årlige fees skal i første omgang betale udgifter til flygtninge samt udgifter til administration af systemet. De restende udgifter til en gang årligt uddeles direkte til hver enkelt dansk statsborger som en ”immigrationscheck”. Dermed få hver enkelt dansker en kontant betaling for at tage imod immigranter.

Denne punditokrat kan meget godt lide det aftaleretlige tilsnit en sådan immigrationspolitik har, men ville nok selv foretrække en immigrationspolitik baseret på forskellige residency-ordninger, ligesom det kendes fra golfstaterne.

Skitsen kan læses og kommenteres her: http://www.facebook.com/lars.christensen.9/posts/10153018095628793

 

Mchangama om Islamisk Stat-“krigsforræderi”

Jacob Mchangama har været i lovbøgerne og dér fundet ud af, at den danske stat måske, i visse temmelig specifikke tilfælde, kan straffe danske Islamisk Stat-soldater i henhold til reglerne i den militære straffelov:

Der findes således en række bestemmelser i den militære straffelov, som umiddelbart synes at muliggøre at strafforfølge fremmedkrigere for deres ugerninger mod danske- og/eller allierede styrker i Irak, og som endog anvender terminologien ”krigsforræderi”. Vel og mærke uden en overhængende tvivl om domstolenes endelige fortolkning af begreberne “krig” og “væbnet konflikt”. Samtidig vil domstolene med den militære straffelov have mulighed for at straffe helt op til livstid for flere forbrydelser i mod det danske militær og dets interesser, hvorimod strafferammen i landssviger-paragrafferne i den almindelige straffelov er på 16 år.

Jacobs blogindlæg er væsentligt, fordi det illustrerer, at det – for så vidt angår en række situationer – nok ikke er nødvendigt, at indføre nye drakoniske regler, for systematisk at efterfølge “krigsforrædere” i Danmark.

 

Epstein om organhandel

Der er markeder i alt, også organhandel. Liberale har i mange år talt om de gavnlige effekter af liberalisering, og senest har vi Richard A. Epstein, der skriver fra sin blog hos Hoover Inst. The Kidney Crisis. Her er den korte version:

Open markets could solve the organ shortage problem. On the donor side, it will induce high-quality sellers, because no one wants to buy a hepatic or diseased kidney. On the recipient side, the cash supplements could go a long way to increase organ access to indigent and minority patients, who are currently ill-served by the system. The big losers in this program will be the purveyors of dialysis services. But, the winner will be the large number of stricken people who, liberated from these machines, can live better and richer lives.

DR højner kvaliteten på Orientering

Som led i DR’s “forandringsprojekt” har man besluttet at underlødige og komplet uobjektive interviews som dette skal begrænses:

[youtube id=”sKkDIhbWCIA”]

Tak. Af hjertet tak.

Skotternes ret til selv at bestemme

I morgen går skotterne til valg om, hvorvidt nationen fortsat skal være en del af UK-staten. Det at man i det hele taget afholder en afstemning om så vigtigt et spørgsmål, som hvilken stat man vil høre til, er prisværdigt.

Jeg håber på, at skotterne vælger selvstændigheden og at skotternes valg vil afstedkomme lignende afstemninger andre steder i Europa. Og i den forbindelse er det oplagt at citere en ung Ludwig von Mises, der i 1929 skrev disse flotte ord i sit lille værk Liberalismus (her dog i en engelsk oversættelse):

The right of self-determination in regard to the question of membership in a state thus means: whenever the inhabitants of a particular territory, whether it be a single village, a whole district, or a series of adjacent districts, make it known, by a freely conducted plebiscite, that they no longer wish to remain united to the state to which they belong at the time, but wish either to form an independent state or to attach themselves to some other state, their wishes are to be respected and complied with.

Mere liberalt kan det nemlig ikke siges.

For en flot gennemgang af de væsentligste EU-retlige spørgsmål i forbindelse med afstemningen, se dette blogindlæg hos den som oftest gode Verfassungsblog: Scotland and the EU: Eleventh hour thoughts on a contested subject.

 

 

Retssag om beslaglæggelse af Irans top-level-domæne

På Lawfare-bloggen refererer Paul Rosenzweig en finurlig retssag, hvor en række sagsøgere – ofre for terrorangreb – kræver Iran, Syrien og Nordkoreas landsspecifikke top-leve-domæner beslaglagt; altså .ir, .sy og .kp URL-endelserne. ICANN bemærker i sit processkrift – helt korrekt, efter min bedste opfattelse – at TLD’ere ikke er noget, man kan have en ejendomsret til. Men under alle omstændigheder er der tale om en interessant strategi i hvad man vel nok kan kalde en ”privat kamp mod terrorens bagmænd”.

Liberale hader ikke kvinder

Med undtagelse af Cordua & Steno – der efter min mening er Danmarks mest interessante og kvalitetstunge program om politik – lytter jeg sjældent til Radio24Syv, da jeg synes alt for meget af det andet kanalen har at tilbyde, er plat, pinligt eller fordummende. Jeg er ikke overbevist om, at kanalen er sin statsstøtte værd – heller ikke ud fra den betragtning, at pengene ellers bare ville være gået til DR.

Her i sommervarmen har program-redaktionen for eksempel givet taletid til en person ved navn Irene Manteufel, der har fået lov til at lave fem programmer om et emne, hun angiver at vide meget om. Emnet er formelt ”sexisme”. Altså diskrimination mod mænd eller kvinder alene på baggrund af deres køn. Men i mine øre lyder det nu mest som om, at radiokanalen har givet værtinden 5 x 1 time til at plædere for den variant af ny-marxismen, som kaldes ”feminisme”.

Jeg har kun hørt et af de i alt fem programmer. Det havde følgende emne:

Hvorfor hader liberale kvinder? Mange af de mest ekstreme og hadefulde ytringer mod kvinder kommer fra liberale politikere og på liberale medier. Kvindesynet blandt liberale forekommer generelt misogynistisk.

Gæsten er Christopher Arzrouni, og han demonstrerer på eksemplarisk vis, hvor dårligt sammentømret værtindens argumentation er.

På et tidspunkt pointerer Arzrouni, at det er en præmis i liberal politisk filosofi, at alle – uanset køn – skal have lige rettigheder, og at det derfor ikke kan være liberalt at mene, at kvinder skal være mænd underordnet, at mænd skal have bedre rettigheder end kvinder eller kvinder bedre rettigheder end mænd. Altså, at liberalismen i sig selv er anti-sexistisk.

Det lader dog til at gå Irene Manteufels hoved forbi. Hun lyder i hvert fald ikke det mindste forlegen over sin misopfattelse af noget så basalt, ligesom hun vælger ikke at ville erkende, at Arzrouni har demonstreret, at liberale ikke er sexister.

Radioprogrammet fremstår derfor som et glimrende eksempel på en redelig (Arzrouni) og uredelig (Manteufel) debatstil. Men lyt selv med. Det er er underholdende på sådan en lidt tåkrummende måde:

Men er det proportionalt?

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll har spurgt justitsministeren om, hvorvidt:

“det er rimeligt, at totalkontroller får lov at gribe ind i et meget stort antal menneskers hverdag, selvom langt de fleste ikke har gjort noget for påkalde sig myndighedernes interesse eller har forbrudt sig mod lovgivning”.

Eller med andre ord, om der er proportionalitet mellem totalkontrollens vidtgående karakter og det formål, indgrebet i borgerens frihede tilsigter at opnå. Den offentlige forvaltning i Danmark er nemlig bundet af en grundsætning der siger, at handlinger af denne type skal være proportionale. Ministeren svarer udenom:

“[Totalkontrollen] sker med henblik på en effektiv retshåndhævelse og en hensigtsmæssig udnyttelse af de forskellige myndigheders ressourcer…

[J]eg tror også, at de personer, der berøres af sådanne kontrolaktioner, generelt har stor forståelse for, at sådanne aktioner gennemføres ud fra hensyn til en effektiv retshåndhævelse og hensigtsmæssig udnyttelse af myndighedernes ressourcer.”

Her på bloggen minder vi i al stilfærdighed Justitsministeriet om, at proportionalitet ikke er det samme som effektiv retshåndhævelse, og at den effektive retshåndhævelse altså skal ske med respekt for proportionalitetsprincippet, der er en af hjørnestenene i den danske retsstat.

(HT: Lars Andersen)

Spredt fægtning V

Uden der skal gå helt Instapundit i den, er her en samling henvisninger til ting og sager (nogle i tl;dr-kategorien), som denne skribent har fundet interessant i ugens løb og gerne vil dele:

1. Spændende idéer til, hvad BitCoins blockchain i øvrigt kan bruges til, så som registre over adkomst til fast ejendom: Send guld, dollars og aktier med Bitcoin.

2. På baggrund af fire nyere domme konkluderer William Suter for Hoover Institution, at statsretsprofessor Barack Obamas regering lader til at have et meget negativt syn på individets grundrettigheder. Man kan ikke drage direkte paralleller til Danmark, og det er absolut ikke udelukket, at andre præsidenter ville havde handlet ens; men som Suter skriver:

It is rare for the executive branch to lose four cases dealing with fundamental rights in unanimous decisions in one term. Those who believe in the Constitution and the rule of law should feel uneasy about the administration’s positions in these cases. The positions taken by the government suggest bullying and strong-arm tactics.

3. Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende – inspireret af Ilya Somins Democracy and Political Ignorance: Why Smaller Government Is Smarter? – om politisk uvidenhed, og refererer i den forbindelse dansk data om emnet.

4. Borgerkrigen i Syrien har nu stået på så længe, at de juridiske artikler er begyndt at udkomme. Fra Journal of Conflict & Security Law er der to interessante: “Elimination of the Chemical Weapons Stockpile of Syria” og “Between Law-breaking and Law-making: Syria, Humanitarian Intervention and ‘What the Law Ought to Be’.” Resumé af sidstnævnte:

The Syrian crisis illustrates the struggle of international law to cope with responses to violations of fundamental legal norms, including the prohibition of chemical weapons. The Security Council has been blocked over two years, due to an irresponsible use of prerogatives that are out of time. This has created dilemmas of protection. This article examines claims relating to ‘humanitarian intervention’ raised in the Syrian context. It questions whether greater flexibility towards military strikes or an ‘affirmative defense to Article 2(4)’ of the UN Charter offers a proper remedy to deal with this dilemma. It argues that a case-by-case logic, with a differentiated matrix of assessment, provides a more promising way forward than claims for new regulation.

5. Law and History Review bringer næste gang en omfattende artikel om de nedskrevne forfatningers historie: “Empires of Writing: Britain, America and Constitutions, 1776–1848.”

6. Afslutningsvist vil jeg slå et slag for Facebook-grupperne “BORGERLIG økonomi- og idédebat” og “Libertas“.

EU og retsstaten

100000000000056F000007D493BE28D4Europa-Kommissionen lancerede (pressemeddelelse – newsroom – memo) i forgårs en ny procedure til beskyttelse af retsstatsprincippet i EU. Proceduren er et konsekvens af det bøvl, der har været (er) med Ungarn og præsidentens forfatningsændringer dér, men bekræfter i og for sig blot en nyudvikling i samarbejdet. Således er domstolen også blevet mere opmærksom på borgernes grundrettighedsbeskyttelse på områder, der direkte eller indirekte er reguleret af EU-retten. Domstolen nåede i Åkerberg Fransson-sagen frem til, at EU’s charter om grundlæggende rettigheder skal respekteres af den nationale lovgivning, når denne falder inden for rammerne af EU-retten. I Melloni-sagen konkluderede man, at nationale rettighedsværn skulle leve op til beskyttelsesniveauet i charteret, således som dette blev fortolket af EU-Domstolen. Kursen er så at sige sat, og den går i retning mod øget opmærksomhed på såvel grundrettigheder, som overholdelse af det mere generelle retsstatsprincip.

Det bliver spændende at følge udviklingen. Mon ikke, der også bliver noget at skrive om.

Hvad Europa-Kommissionen nærmere forstår ved retsstatsprincippet er gengivet i COM(2014) 158 final.

Konservativt flip-flop om EU

1617269_10151953275780913_986741326_oDet Konservative Folkeparti indtager en flot førsteplads i danmarksmesterskabet om politisk flip-flop. Nu er turen kommet til Den Europæiske Union, hvor partiet i dag har postet billedet til højre på sin Facebook-væg.

Billedet indeholder et løst citat fra kanslerinde Merkels tale i London forleden, hvor hun talte om uegentlig velfærdsturisme i form af arbejdssøgende fra andre EU-medlemstaters eventuelle ret til bistand. Jeg vil mene man skal passe på ikke at læse for meget ind i det.

Hos Konservative ledsages billedet af teksten: “Regeringen gemmer sig bag jura, men det her handler om principper;” med en reference til Regeringens helt-efter-bogen holdning til EU-forordningers retlige status i Danmark på områder, hvor den danske stat ikke længere har suverænitet pga. resultatet i en række folkeafstemninger.

Selve diskussionen om velfærdsturisme handler både hvad der rent faktisk gælder her og nu (juraen) og hvad der bør gælde i fremtiden (principper). Men for Konservative er der en vis fordel i kun at ville tale om halvdelen af spørgsmålet. Som Lars Kaaber korrekt fremhæver på sin Facebook-væg i dag:

De konservative siger i dag nej til det, den danske regering i 2004 sagde ja til.

En regering med en konservativ justitsminister, en konservativ socialminister og en konservativ udenrigsminister.

De ansvarlige konservative MINISTRE sagde netop JA til PRINCIPPER for fordeling af velfærden til andre EU-borgere, da de stemte for forordning 883/2004.

Et eksempel på et PRINCIP findes i forordningens artikel 7:

“Unless otherwise provided for by this Regulation, cash benefits payable under the legislation of one or more Member States or under this Regulation shall not be subject to any reduction, amendment, suspension, withdrawal or confiscation on account of the fact that the beneficiary or the members of his/her family reside in a Member State other than that in which the institution responsible for providing benefits is situated.”

Det er dette princip, som betyder, at vi sender børnepenge ud af landet. Det er helt umuligt at misforstå hensigten og rækkevidden med denne tekst. Det er ikke EU-kommissionen eller Domstolen, der har påført os denne forpligtelse. Det er det danske folketing.

De konservative ministre ønskede det på denne måde. Det var med vilje og hensigt at de i 2004 stemte for dette PRINCIP.

Og det samme gælder for DETALJEN. Forordningen er i den grad detaljeret, og de konservative ministre har forhandlet alle detaljerne og har aktivt anbefalet de andre partier i Folketinget, at sådan skulle det være alt inklusive – og så stemte de for i Ministerrådet den 27. April 2004.

De konservative skylder svar på, hvad man mener med, at man er ‘for arbejdskraftens fri bevægelighed’, når man nu erklærer, at man er imod de principper, som den fri bevægelighed bygger på.

Vi venter spændt på svar.

SKATs kontrolbeføjelser i lyset af EMRK art. 8

cedhSpørgsmålet om rimeligheden i Told- og Skatteforvaltningens adgang til at foretage uanmeldt kontrol af erhvervsdrivende på privat grund, uden forudgående dommerkendelse, har været flittigt debatteret, herunder – selvfølgelig – af CEPOS.

Men ét er rimelighed, noget andet er ret; og at myndighederne har retten på sin side, konstateres ved at læse fx § 2, nr. 2 i lov nr. 590 af 18. juni 2012 (pdf) om initiativer mod sort arbejde, der i tilpasset citatform lyder:

”[Der kan] gennemføres kontrol … på en ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig, hvis der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter. [Kontrollen] omfatter dog ikke adgang til kontrol af selve privatboligen eller fritidsboligen.”

Man kan så spørge, om kontrolbeføjelsen er på kanten af, eller direkte i strid med, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, om retten til respekt for privat- og familieliv:

“Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

CEPOS har i sine notater været omkring bestemmelsen; men professor lic.jur. Søren Friis Hansen gør det mest klart i en netop offentliggjort en artikel, der går i kødet på de to bestemmelser. Den kan læses i Skattepolitisk Oversigt: SPO.2014.1 – “Ikke hjemme hos mig SKAT!” (bag betalingsmur).

Friis Hansen når frem til bl.a., at Folketinget, i sin behandling af lovforslaget, helt har undladt at tage stilling til EMRK-bestemmelsen. Det afføder bl.a. følgende ”allerede derfor”-bemærkning:  ”Allerede derfor kan det ikke anses for godtgjort på en overbevisende måde, at indgrebet er berettiget i relation til EMRK artikel 8.” Det må nemlig være Folketinget, der fører bevis for påtænkte kontrolindgrebs forenelighed med borgerens grundrettigheder. Nuvel, sket er sket: Er kontrolbeføjelsen så i strid med EMRK? Efter yderligere et par mellemregninger konkluderer Friis Hansen:

“På denne baggrund må adgangen for SKAT til uden forudgående retskendelse til at foretage kontrol af erhvervsdrivende på en ejendom, der benyttes til privat- eller fritidsbolig, anses for at gå videre end nødvendigt i et demokratisk samfund, hvorfor indgrebet er uberettiget i henhold til EMRK artikel 8, og artikel 7 i EUs Charter om grundlæggende rettigheder.”

Såvel retsteknisk som -politisk er det en konklusion, denne punditokrat støtter op om.

Man kan imidlertid ikke forlange af en myndighed, at den ikke bruger det værktøj, som lovgivningsmagten har givet; og da slet ikke, når værktøjet er givet med så klar støtte i den primære skatteret, som den omtalte § 2. Myndigheden må kunne arbejde ud fra den formodning, at Folketinget ikke vedtager retsstridige regler. Hvis Folketinget har det, må det være op til domstolene eller Folketinget selv at censurere kontrolbeføjelserne.

Man kunne i den forbindelse håbe, at Friis Hansen, med sin artikel, er med til at støbe kuglerne for noget af det, der er mest tiltrængt i dansk ret: En revision af den gamle skattekontrollov.

Spredt fægtning IV

Dagens konstatering: SF er et forpjusket parti.

Dagens gode nyhed: Skattelettelse kan hentes i weekenden (men… man skal omkring TastSelv på skat.dk)

De Radikale og SF: Det radikale styringsparti, ganske vist fra 2012, men særlig relevant i dag

Om hvorvidt dommeren bør vige sit sæde (i Amerika): The law of “friending”.

Når skattereglerne kolliderer med ønsket om aktivt ejerskab: Skat straffer bestyrelsers ejerskab

Altid produktiv: David Friedman har frigivet endnu et par kapitler til tredjeudgaven af Machinery.

Penge og politik: Jens Frederik Hansen følger op på den i pressen nu nok noget ligegyldige historie om “Huset Zorning” og Annette Vilhelmsen.

Roadpricing: Om hvorvidt en tysk roadpricing-løsning er forenelig med EU-retten.

Skamløs selvpromovering #1: Det økonomiske mirakel er et frihedsmirakel, som den tyske præsident siger, med henvisning til ordo-liberalismen og den tyske konkurrencementalitet.

Skamløs selvpromovering #2: Parnassets frygt for markedskræfterne, om faste bogpriser, Frankrig og anti-kapitalisme.

Velkommen til Erik Winther Paisley som skribent på Punditokraterne

Vi kan med fornøjelse byde Erik Winther Paisley velkommen som skribent på Punditokraterne.erik

Erik har i det seneste år gjort sig bemærket med en række avisindlæg om konservatismen i Danmark, hvis selvopfattelse og berettigelse han har draget i tvivl, samt socialpolitikken, hvor han har kritiseret velfærdsstatens behov for overvågning. Tidligere har han blandt andet skrevet til det konservative årsskrift Critique og oversat en bog om Kofoeds Skole og dansk socialpolitik.

Erik Winther Paisley er bachelor i antropologi fra Københavns Universitet, med valgfag i Kina- og mellemøststudier, og kandidatstuderende i antropologi ved Aarhus Universitet. Han er derudover alumne fra CEPOS Akademi, den liberale amerikanske tænketank Institute for Humane Studies og tidligere student ved Helsingfors Universitet i Finland.

Privat ernærer han sig, foruden som oversætter, som konsulent inden for markedsanalyse- og research, senest hos en større mediegruppe i London. Han er for nylig vendt hjem for at arbejde på sit speciale, en antropologisk beskrivelse af den kryptografiske valuta Bitcoin.