Jeg har tidligere skrevet om betydningen af sen vinterferie her. Men i dag vil jeg gerne fremhæve centrale afsnit og konklusioner fra Arnarson (2021) og Björk et al. (2020).

I forhold til København, blev Stockholm ramt ca. dobbelt så hård, alene fordi vinterferien lå på et andet tidspunkt, mens ca. 38% af overdødeligheden kan forklares af denne tilfældighed.

We can see that the initial impact is strongest in regions with a school-break in week 9 (over 90%) [higher spread] secondly in week 10 (50-95%) and lowest in week 8 (35%). As before these results are relative to regions that had a break in week 7 or before.

Arnarson (2021)

Being a region with winter holiday exclusively in week 9 was in the adjusted analysis associated with 16 weekly excess deaths (95% confidence interval 13 to 20) per million inhabitants, which corresponds to 38% of the excess mortality during the study period in these regions.

Björk et al. (2020)

Arnarson (2021) har også en fin forklaring af, hvorfor dette sker.

Hence, a traveler in week 6, 7, 8 or 9 would only see a limited number of confirmed cases prior to travel (in weeks 5, 6, 7 and 8) but the likelihood of being exposed to Covid-19 would be vastly different. Unaware individuals traveling in the high-exposure week 9 are therefore likely to have been a human transport of Covid-19 to their local area. During the short time window around week 9, the risk of being exposed to Covid-19 during travel was high while the perceived risk was low. As the awareness of the risks was still rather low on return, these individuals are in addition likely to have started their normal lives before the seriousness of the spread was apparent across Europe, amplifying the local geographic exposure.

Arnarson (2021)

Og (måske ikke super overraskende), finder Björk et al. (2020), at tidligere fornuftige anbefalinger virkede ret godt. Bemærk, at ingen lande var over stringency index 35 i uge 11, hvilket basalt set betyder, at de på det tidspunkt fulgte myndighedernes anbefalinger og anvendte anbefalinger/information og ikke deciderede nedlukninger, som først kom på bordet senere, da politikerne greb ind.

A more stringent response implemented in week 11, corresponding to 10 additional
units on the 0-100 ordinal scale, was associated with 20 fewer weekly deaths (95% confidence interval 18 to 22) per million inhabitants.

Björk et al. (2020)

Sen vinterferie er blot én af de 16 mulige forklaringer, som Klein et. al (2020) pegede på, som mulige forklaringer på Sveriges høje overdødelig i forhold til andre nordiske lande. Hvor vigtige de andre er, har jeg ikke set undersøgt grundigt, men læren af vinterferie-tesen er, at vi aldrig må undervurdere betydningen af tilfældigheder.

Danmark har klaret sig økonomisk godt igennem corona-pandemien. Det er der ganske givet mange årsager til (bl.a. blev vi pga. rene tilfældigheder aldrig lige så hårdt ramt som visse nabolande).

Men meget tyder også på, at vores relativt liberale samfund, er en medvirkende forklaring. Geloso & Pavlik (2020) finder nemlig, at lande med høj økonomisk frihed klarede sig relativt godt efter 1918-pandemien.

Her er abstract:

“The 1918 flu pandemic constituted an exogenous shock on economic activity. In this paper, we condition the economic importance of these shocks on the level of economic freedom measured by the Historical Index of Economic Liberty project to test whether freer economies fared better. Our argument is that higher levels of economic freedom meant a greater ability to adjust to shocks by reducing frictions in the reallocation of resources and the reorganization of economic activity. We find that higher levels of economic freedom mitigated the pandemic’s effect. We link this finding with the literature on economic freedom and crises.”

Danmark ligger ikke i toppen af de mange frihedsindeks (fx nr. 10 hos Heritage Foundation og ligeledes nr. 10 hos Fraser Institute. Og ser man bort fra den store offentlige sektor (hvilket kan være relevant ift. argumentet i abstract om, at det er muligheden for at tilpasse sig den nye situation, hvilket jeg læser som få regler snarere end lav skat), ville Danmark ligge endnu bedre.

Så måske er det ikke så overraskende, at netop Danmark – hvor vi fx har et relativt fleksibelt arbejdsmarked – har klaret sig godt.

Denne mail fra foråret fandt jeg ved et tilfælde frem igen i dag.

Jeg er medejer af et stilladsfirma og beskæftiger mellem 75-115 medarbejdere afhængig af årstiden. Vores arbejde er meget nemt at få øje på og vi har ofte rigtig mange besøg fra Arbejdstilsynet. (Inden du læser videre, så er det vigtigt at understrege at vi – ligesom Arbejdstilsynet – ønsker et sikkert og sundt arbejdsmiljø). Men jeg mener, at reglerne er forkerte, når man går efter virksomheden frem for den udførende. Det mener jeg af flere årsager. Her kommer et eksempel på et af de strakspåbud vi har fået:

Sjakket (som er uddannet i faget) får udleveret sin opgave med relevante beskrivelser. De læsser stilladsmateriellet og påbegynder opsætning. Efter 4,5 timer kommer Arbejdstilsynet og konstaterer at medarbejderen ikke bruger opskydeligt rækværk (en sikkerhedsforanstaltning) for at undgå sikring mod nedstyrtning. Arbejdstilsynet konstaterer også, at rækværket er til stede på sjakkets lastbil. Medarbejderne får besked om at stoppe arbejdet og virksomheden (altså mit firma) får et strakspåbud. Medarbejderne kan gå videre med arbejdet efter montering af opskydeligt rækværk. Et halvt år senere modtager virksomheden et brev hvori det meddeles at sagen vil blive sendt til retslig tiltale med en bødepåstand på 100.000,- til virksomheden, et år senere inviteres vi til første retsmøde, dette udsættes senere grundet corona. Lige om lidt er det 2 år siden at forseelsen skete.

Eksemplet ovenfor er ikke enestående og vi har 4 sager i systemet. I mange andre brancher er der lignende tilfælde, hvor den udførende ikke følger instruktionen eller reglerne på byggepladsen/i samfundet eller andet og virksomheden står tilbage med bøde.

Nu kommer problemet

Hvis det er Arbejdstilsynets formål at sikre arbejdsmiljøet, hvorfor går man så ikke efter den udførende medarbejder? Forseelsen er til at konstatere med det samme – de bliver taget på fersk gerning i deres forsømmelser.

Men nej, det er i stedet virksomheden der skal slås med retssagerne, bruge penge på advokater, tid og meget andet. Medarbejderen blev fyret, men dagen efter står han måske og laver samme nummer i en ny virksomhed.

Hvis statistikkerne skal ændres, hvis adfærden skal ændres, hvis bøderne skal have effekt, hvis man ønsker færre ulykker. Så send bøden til manden og gerne straks, og nok naturligvis ikke et beløb svarende til 100.000,- men måske en 14 dages løn.

Der skal naturligvis også skrives bøder til de virksomheder der ikke stiller udstyret til rådighed, men disse skal falde uden lange retsprocesser.

Ordet skatteincidens hentyder til, at der er forskel på, hvem der officielt betaler skatten, og hvem der bærer skatten. Mange afgifter betales officielt af virksomhederne, men omkostningerne bæres af forbrugerne, fordi priserne er højere end uden afgifterne.

På samme vis er det i sidste ende medarbejderne eller kunderne, der i sidste ende betaler bøderne til Arbejdstilsynet. Spørgsmålet er, om man kunne få “mere for pengene”, hvis det var medarbejderne, der fik bøden? Jeg synes, at mailen påpeger et væsentligt problem: den uforsigtige medarbejder kan få job et andet sted dagen efter.

Det er ikke et område, jeg kender så meget til, så alle kommentarer er velkomne.

Politiken har skrevet en artikel om et meget interessant maskestudie, (Abaluck et al. 2021). Studiet er særligt interessant, fordi det er noget nær det tætteste, vi kommer et lodtrækningsstudie.

Kort fortalt har forskerne inddelt 600 områder i to grupper á 300, hvor den ene gruppe er blevet ”behandlet”, mens den anden gruppe fungerede kontrolgruppe. Behandlingen bestod i gratis mundbind, informationer, påmindelser m.m., som skulle øge brugen af mundbind i befolkningen (brugen af ”proper mask-wearing” steg med ca. 29%-point fra 13,3% i kontrolgruppen til 42,3% i ”behandlingsgruppen”.

Efter 10-12 uger tog de blodprøver fra individer med symptomer, og testede dem for COVID-19. Og på den baggrund kan altså de estimere effekten af øget maskebrug.

Og studiet viser, at kirugiske mundbind beskytter 50+-årige mod symptomatiske COVID-19 (det kan derimod ikke sige, om det skyldes eget eller andres brug). Til gengæld finder studiet ingen effekt af stofmundbind og ingen effekt for personer under 50 år, jf. nedenstående figurer.

Derfor kan Politikens ende i Detektor

Men hvad har det med Detektor at gøre, spørger du måske. Svaret er, at Detektor forleden skrev en artikel om Christine Stabell Benn, som – på LinkedIn – havde glemt at skrive, at de målte bivirkninger efter vaccine for børn i alderen 12-15 år var insignifikante. Benn påpegede, at hvis man lagde tallene sammen med de 16-25-årige, blev det faktisk signifikant. Men den forklaring hældte Detektor – med hjælp fra andre forskere – ned af brættet under overskriften Useriøst “kunstgreb” (samme type udsagn er brugt i diskussionen på min Facebook-væg)

Men Politiken gør altså det samme, når de konkluderer, at ”mundbind virker” – ja, faktisk er Politikens fejl en del værre af en række grunde.

For det første viser studiet ikke, at ”mundbind virker”. Det viser, at nogle mundbind virker for nogle personer. Politiken kan kun nå frem til sin generelle konklusion konklusion ved at gruppere stofmundbind og kirugiske mundbind og samtlige aldersgrupper. Altså præcis det, Detektor kalder et useriøst kunstgreb. Politiken ikke blot undlader at gøre opmærksom på dette, men insinuerer direkte, at der er en effekt for stofmundbind og yngre aldersgrupper, når de skriver

”studiet fandt også en øget forekomst af smittereducerende effekt hos ældre, og at kirurgiske masker er bedre end stofmasker.”

(Politiken i artiklen om mundbind)

Politiken vil sikkert forsvare sig med, at studiet faktisk finder en effekt af stofmasker på ”sandsynlig COVID-19” målt på baggrund af svar i en spørgeskemaundersøgelse, men for det første er det et langt dårligere mål end antistoftestene, og for det andet henviser Politiken direkte til antistof-undersøgelserne

”Forekomsten af covid-smitte målt i antistofundersøgelser faldt med 9,3 procent i landsbyerne, der fik mundbind og oplært i brugen, målt i forhold til kontrol-landsbyerne.”

(Politiken i artiklen om mundbind)

For det andet peger Benn på en betydelig forskel (x3 flere symptomer), som – måske – kun er insignifikant, fordi stikprøven er meget lille. I maskestudiet er forskellene meget små og insignifikante på trods af, at stikprøven er meget stor (i alt er over 340.000 personer involveret i forsøget). Det bedste bud i maskestudiet er altså, at stofmundbind ikke virker – og særligt ikke for de yngre, mens det bedste bud i vaccinestudiet er, at vaccinerne giver børnene bivirkninger.

For det tredje skrev Benn på Linkedin, mens Politiken er en landsdækkende avis. Så også i udbredelse, er Politikens fejl langt større.

Kan man overhovedet konkluderer, at mundbind virker?

For det fjerde er Politiken meget, meget skråsikker i deres udsagn i forhold til hvor meget, man reelt kan sige på baggrund af studiet.

De var drønirriterende, vores mundbind. Men de virkede. Mundbind reducerer forekomsten af covid-19-infektioner.

(Politiken i artiklen om mundbind)

For studiet viser faktisk ikke, at mundbind virker. Det viser at interventionen virker, og den omfattede en hel del mere end mundbind (den kan bl.a. ses som en større informationskampagne, fordi folk skulle overtales til at tage mundbind på). Studiet er altså ikke en det endelige bevis for, at mundbind virker. I teorien kan det være den øgede opmærksomhed på COVID-19, der har drevet hele effekten, jf. nedenstående citat. Det kan studiet ikke endeligt konkludere.

In fact, we found that our intervention increased the likelihood of physical distancing, presumably because individuals participating in the intervention took the threat of COVID-19 more seriously.

(Abaluck et al. 2021)

Det er heller ikke klart, hvorfor mundbind kun virker for ældre personer. Hvis mundbind begrænsede smitten helt generelt, så skulle det jo virke for alle aldersgrupper. Det kan tyde på, at der er andre effekter i spil, som vi endnu ikke forstår. Denne forskel skyldes dog næppe (kun) adfærd, for så skulle man se samme effekt af kirugiske mundbind og stofmundbind, som forfatterne også påpeger.

First, while we find similar impacts of cloth and surgical masks on physical distancing, we find consistently larger impacts of surgical masks on symptomatic seroprevalence, consistent with the evidence that surgical masks have better filtration efficiency.

(Abaluck et al. 2021)

Hvordan disse to effekter samlet set skal fortolkes, er jeg usikker på. Men at kalde sagen for afgjort og studiet for ”guldstandarden” i forhold til påbud om mundbind, er i mine øjne at cherry picke delresultater uden at tænke nærmere over sammenhængen.

Tvang og det lange sigt

Endelig er der to faktorer, som er vigtige rent politisk. For det første er studiet baseret på frivillig brug af mundbind. Folk har altså valgt at bruge mundbindet, fordi de mener, det er en god idé. Det er måske derfor, at forskerne ikke ser nogen effekt på risikokompenserende adfærd (Peltzman-effekt). Men det kan sagtens være, at adfærden ser helt anderledes, hvis man bliver tvunget til at bære masker. Det svarer studiet ikke på.

Studiet ser også kun på den kortsigtede effekt (deltagere med symptomer blev testet efter 10-12 uger). Som Otto har beskrevet her (se pkt. 8), vil vi forvente, at faldende smitte vil føre til øget social interaktion, fordi risikoen ved at møde andre falder. Igen er dette ikke noget, som studiet ser på.

Forleden læste jeg et studie, Ylli et al. (2020), med en interessant figur, som viste sammenhængen mellem hvornår pandemien ramte et de europæiske lande og antallet af døde pr. million indbyggere under første bølge. Figuren er gengivet herunder, og jeg har markeret Danmark (som passerede 100 cases 4 dage senere end Sverige og derfor må være en af de to markerede prikker).

Det, jeg finder interessant ved figuren, er, at den viser et meget klart sammenhæng mellem tid og dødsfald i første bølge. De lande, der blev ramt først, blev taget på sengen, og derfor ikke nåede at tilpasse sig omstændighederne. Hvordan kunne det ske? Som jeg husker det, gik vi alle lidt og ventede på pandemien. Vi har mange gange hørt om sygdomme i Østen, som alligevel aldrig rigtig kom til Europa, så for mange (herunder myndighederne) gik alvoren først op for os, da vi så billederne fra Italien.

I sommerserien i år ser vi bl.a. på det, nogle kalder ”neo-liberalismen”. Det er som sagt et begreb, der anvendes af kritikerne, som ikke viger tilbage fra at postulere et ”neo-liberalt hegemoni” i økonomisk politik siden Murens fald. Selv om man – som vi også har været inde på – langt fra kan tale om en sådan dominans i den førte politik, så lad os i dag begynde med at se på den måske største ”neo-liberale” succes.

Det drejer sig om faldet i inflationen stort set overalt i den vestlige verden. Vi er gået fra tocifrede inflationsrater i 1970’erne til meget lave rater. I de senere år har centralbankerne endog haft svært ved at få inflationen op på de 2 pct., som mange har som mål. De færreste succeser varer dog evigt, så det hører med til historien, at inflationen igen er begyndt at accelerere navnlig i USA på det allerseneste.

Men lad os begynde i 1970’erne. Her opstod den uventede situation, at der optrådte høj og voksende inflation samtidig med lav vækst og høj ledighed: Stagflation. Mange mente, at højinflationen enten var blevet et institutionelt træk ved moderne økonomier – Thorkild ”Livrem” Kristensen (økonomiprofessor, minister og OECD-generalsekretær) forudså f.eks., at inflationen ikke kunne komme under 10 pct. i en moderne økonomi – eller kun kunne bekæmpes med vedvarende høj ledighed. Men monetaristiske økonomer med Milton Friedman i spidsen hævdede med voksende styrke, at ”inflation altid og alle steder er et monetært fænomen”. Der kunne historisk konstateres en tæt sammenhæng mellem væksten i pengemængden og den nominelle BNP-vækst. Inflation er kort sagt et resultat af, at pengemængden vokser mere end det reale BNP. Vil man bremse inflationen, kræver det blot at stramme pengepolitikken, fremførte monetaristerne. Ledigheden ville nok kunne stige midlertidigt, indtil inflationsforventningerne var faldet. På lang sigt er der derimod ingen sammenhæng mellem inflation og ledighed.

Opskriften blev prøvet, og det gik i grove træk som forudsagt. Den mest iøjnefaldende ændring skete i USA under FED-formand Paul Volcker, hvor inflationen blev bragt under kontrol gennem en stramning, som også midlertidigt udløste en lavkonjunktur. Friedman argumenterede desuden for, at pengepolitikken for fremtiden burde følge et forpligtende kvantitativt mål for pengemængdevæksten. Også dette råd blev fulgt omend med nogle justeringer undervejs, som i dag er blevet til de nævnte inflationsmål på typisk 2 pct. om året. Endelig kom der forslag om at gøre centralbankerne uafhængige, men med bindende mandater, så de ikke så let blev fristet eller presset til at lade pengepolitikken diktere af kortsigtede politiske hensyn – f.eks. at lempe op til et valg og øge regeringens popularitet. De blev også fulgt i større og mindre grad.

Som man kan se af figuren, var skiftet fra høj- til lavinflation markant i både OECD under ét og i Danmark. Herhjemme var historien næsten den samme som i udlandet, blot med et tvist. I 1982 indførte vi fastkurspolitik over for først valutaerne i slangesamarbejdet i EF, så D-marken og endelig euroen, da den blev fælles valuta for de andre lande. Fastkurspolitikken medfører, at pengepolitikken er reserveret til at sikre fastkursen. Dermed bliver Nationalbanken i praksis nødt til at følge pengepolitikken i den centralbank, som der føres fastkurspolitik i forhold til. Aktuelt vil det sige ECB.

Fastkurspolitikken blev en overraskende stor succes, og det er i dag nærmest tabubelagt at diskutere den. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt, så brat den fik brudt inflationsforventningerne. Faktisk så hurtigt, at der ikke som i bl.a. USA kom en midlertidig lavkonjunktur. Tværtimod.

En anden ”neo-liberal” succes i samme periode var faldet i renten, som fremgår af denne figur.

Rentefaldet hænger sammen med flere forhold.  Lavere inflation resulterer ikke overraskende i lavere nominel rente. Den nominelle rente er summen af realrenten og inflationen, og når den sidste falder, bør renten også gøre det. Men realrenten er også faldet. Forklaringen skal for det første findes i, at opsparingen er steget som resultat af aldringen og af den økonomiske udvikling i bl.a. Kina. At denne opsparing søger mod OECD-landene og presser renten ned er udtryk for en tillidserklæring til den økonomiske politik, om ikke andet så sammenlignet med omverdenen. For det andet har en række OECD-lande – og ikke mindst Danmark – reduceret problemerne med offentlige underskud og gældsætning.

Og her er vi fremme ved endnu en succes, omend af langt mere begrænset omfanget end inflationsfaldet. Som det ses af figuren, er de offentlige underskud aftaget siden de dybe gældsproblemer i bl.a. Danmark i 1970erne:

Det er vigtigt at bemærke trenden og se igennem de store konjunkturudsving. Navnlig det historiske dybe tilbageslag under finanskrisen fra 2008 medførte et dyk i de offentlige saldi. Når man læser figuren, skal man også være opmærksom på, at den faldende realrente alt andet lige medfører, at byrden ved offentlig gældsætning er mindre. Forbedring af de offentlige finanser kan altså medføre en god cirkel, hvor bedre offentlige finanser i sig selv gør offentlig gæld lettere at bære. Tilsvarende er en offentlig gældskrises dynamik, at mistillid til evnen til at bære gælden i sig selv gør den vanskeligere at bære, fordi det får renten til at stige.

To spørgsmål trænger sig på.

For det første: Hvorfor kom der efter 1970’erne denne øgede lydhørhed over for ”neo-liberal” økonomisk politik med lavere inflation og bedre offentlige finanser? Var det en ideologisk drejning, et resultat af ”onde kræfters” indflydelse? Eller var det snarere, fordi stagflationen og den eksplosive offentlige gæld havde skabt uholdbare problemer for de vestlige velfærdsstater? Problemer, som måtte løses, hvis de skulle overleve? Man kan således argumentere for, at økonomer som Friedman endte med primært at redde velfærdsstaterne fra alvorlige skavanker. Det er også naturligvis også forklaringen på, hvorfor socialdemokrater i bl.a. Danmark medvirkede til den ”neo-liberale” politik.

For det andet: Hvordan er det gået med de store og små succeser på det seneste?

Siden finanskrisen har de fleste centralbanker haft vanskeligt ved at nå op på deres inflationsmålsætninger trods massive pengepolitiske lempelser i form af opkøbsprogrammer, som har pumpet betydelig likviditet i omløb. Det siger måske mest noget om tilbageslagets dybde. Men den voldsomme lempelse af pengepolitikken under coronaen har som sagt resulteret i stigende inflation, især i USA hvor prisstigningerne har nået et mangeårigt højdepunkt. Inflation er – stadig – et monetært fænomen, hvis vi skal tro Friedman. Det afgørende spørgsmål er, om det lykkes centralbankerne at begrænse det til en engangsstigning i prisniveauet, eller om vi får højere vedvarende inflation i en længere periode. 

I kølvandet på både finanskrisen og nedlukningskrisen under coronaen er ikke blot pengepolitikken, men også finanspolitikken blevet lempet voldsomt. Der er ikke blot tale om midlertidige lempelser, men strukturelle forringelser i bl.a. USA. I EU er det finanspolitiske regelværk i opløsning, og statsfinansielle kriser i især Italien er blevet maskeret med etableringen af en gælds- og transferunion. Så man kan spørge sig, om vi skal igennem en ny fase med ”neoliberal” penge- og finanspolitisk genopretning. Paradoksalt nok kan det blive udløst af den slags eksperimenter, som ”anti-neoliberale” kritikere anbefaler med monetær finansiering af store offentlige underskud.

I Israel stiger antallet af indlæggelser sammen med smittetallet. Dette er i modsætning til udviklingen i Holland og UK, som jeg tidligere har skrevet om her.

Det har ført til en række spekulationer ift. effekten af vacciner (aftager den fx allerede efter 4-6 måneder?). Her er et glimrende indlæg om problemstillingen, som I nedenfor får et uddrag af.

One disturbing result involves recent reports out of Israel showing that nearly 60% of all patients hospitalized for COVID-19 are vaccinated.

Men man skal passe på med at fortolke dette tal for hårdt, fordi:

The key factors here that contribute to this confusion are:

1. High vaccination rates in the country (nearly 80% of all residents >12yr)

2. Age disparity in vaccinations, including

3. Nearly all older people being vaccinated  (>90% of residents >50yr) and

4. The vast majority of unvaccinated being younger people (>85% of unvaccinated <50yr)

5. Older people are orders of magnitude more likely to be hospitalized with a respiratory virus than young people (residents >50yr are >20x more likely to have hospitalized serious infections than residents <50yr, and residents 90+ are >1600x more likely to have hospitalized serious infections than residents 12-15yr)

Korrigerer man for dette, får man, at:

The vaccines retain high efficacy (85-95%) vs. severe disease, showing that when it comes to preventing severe disease, the Pfizer vaccine is still performing very well vs. Delta, even in Israel from whence the most concerning data have arisen… The same data also show partial vaccination also provides a decent level of protection vs. severe disease (75-85%)

I indlægget gennemgår Jeffrey Morris sine beregninger, og umiddelbart ser det meget fornuftigt ud i mine øjne (NB: Jeg havde aldrig hørt om Simpson’s Paradox!)

Her er hans resultater for vaccinernes effektivitet fordelt på aldersgrupper

Nogle kommentarer?

Brian Lee Crowley fra Macdonald-Laurier Institute har skrevet et glimrende indlæg om, hvad vi kan lære om ”ekspertvælde” på baggrund af COVID-19-pandemien. Hvis sundhedseksperter har styret os sikkert igennem pandemien, burde man måske bruge specialister på andre områder til at løse andre af samfundets problemer som fx klimaforandringer og ulighed.  Det er Crowley imidlertid ikke helt enig i.

Much of the argument that experts should be granted a “mandate for leadership” relies on the idea that we know what we need to know in order to act intelligently. In other words, it is based on a presumption of knowledge. The baseline condition of humanity (including experts), however, is that we are ignorant, not knowledgeable. Knowledge is scarce, not abundant.

Some experts’ advice was followed in some places and it worked out well, as in Taiwan. In other places, different experts’ advice yielded less impressive results. And the Taiwan example shows that sometimes expert advice worked quite well—until it didn’t.

Crowley advarer også imod, at vi tillægger den viden, vi har (eller før eller siden opnår) på baggrund af COVID-19-pandemien, større betydning i forhold til at lade sundhedseksperter have stor indflydelse under næste pandemi

Whatever the lessons, it is certain that they will be only moderately useful next time because circumstances will be new and therefore everyone’s expertise will be of limited value. Yet we can be confident that when the next pandemic strikes, the “lessons from COVID” will be trotted out by the experts, when the state of our knowledge will again be partial and imperfect, and COVID may be more or less relevant. There is a reason why generals always fight the last war: because that’s what they’re expert on.

Til gengæld tænder han et lille liberalt lys for dem, der frygter, at Mette Frederiksen og andre regeringsledere vil bruge den (påståede) succes med at håndtere pandemien, til at indføre mere styring fra centralt hold af samfundet.

After the end of World War II. In Britain, six years of rationing, bombing, shortages and “solidarity” led the Labour Party to promise to carry that spirit and those methods into running peacetime society. Their slogan in the 1945 general election (which they won in a landslide) was, “And now win the peace.”

What they failed to realize was that war and peace are not the same thing. In the war, there was an overriding existential objective to which the vast majority of Britons voluntarily subordinated everything else: to defeat Hitler. When peace arrived, however, people quickly tired of overweening officials telling them what to do in the name of the “spirit of Dunkirk.” The public increasingly chafed under the privations of peacetime rationing.

Above all else they craved a return to normality, by which they meant a state of affairs where they made their own decisions about what mattered to them.

Many people love the idea that everyone else will drop their stubborn attachment to their selfish priorities and sacrifice their narrow vision for the common good. But what they usually have in mind is that the rest of us should give up what we want and pursue what they want instead.

Det er en helt central observation, at specialister som fx sundhedseksperter netop er specialister i sundhed – men ikke alt andet. Man bliver ikke ekspert i effekten og konsekvensen af nedlukninger, bare fordi man er mikrobiolog eller matematisk virolog. Og selv hvis man omgiver sig med alverdens eksperter, vil man kun besidde en meget begrænset viden og fx ikke kende til den enkelte borgers ønsker og drømme for livet, hvilket – som Hayek har påpeget – er et helt centralt problem ved central styring. Og så er der hele det politiske problem ved central styring, som Crowley påpeger ganske fint:

Alt I alt et glimrende – og opløftende – indspark fra Crowley. Læs det her: https://www.discoursemagazine.com/ideas/2021/08/03/covids-retreat-doesnt-prove-experts-should-rule/

Øger et corona-pas incitamentet til at blive vaccineret? Ikke nødvendigvis. I et nyt interessant spilteoretisk forskningspapir viser Joshua S. Gans, at effekten kan være enten neutral eller ligefrem få vaccinetilslutningen til at falde.

Årsagen er – som vi allerede en del gange har været inde på – at adfærdseffekter kan modvirke politiktiltag. Det er igen en variant af den kendte Pelzman-effekt, vi har fat i. Pelzman påviste for længe siden eksempler på, at obligatorisk brug af sikkerhedsseler i biler fik trafikdødeligheden til stige. Fordi det blev mere sikkert for dem indeni bilen at køre, tog førerne større risici, som gik ud over de andre i trafikken.

På samme måde kan politiktiltag, som umiddelbart reducerer smitteomfanget med corona, føre til, at folk begrænser deres sociale distancering, så effekten af tiltagene forsvinder igen. Tilsvarende er tilskyndelsen til at blive vaccineret mindre, når smitterisikoen er lavere. Det er, hvad der sker i Gans model.

Det skal understreges, at der er tale om en teoretisk model. Man kan – som forfatteren selv påpeger – godt forestille sig mekanismer, som kan give coronapasset en samlet positiv effekt. Det er imidlertid ganske givet, at adfærdseffekten mindst modificerer politiktiltag (medmindre man kunne finde tiltag, som er komplementære til adfærden – men det er ikke let). Forklaringen er som sagt, at vi kompenserer for faldende sygelighed – og omvendt distancerer os mere socialt, når risikoen stiger. Det bekræftes meget tydeligt i empirien. Transmissionsraten (R) har overalt stabiliseret sig omkring én, således som den adfærdsudvidede SIR-model tilsiger. Og som min kollega og medpunditokrat Jonas har vist i sit litteraturstudie, har de fleste typer af nedlukninger kun haft ringe effekt.

Dermed ikke være sagt, at vaccineringsomfanget ikke kan påvirkes af politikredskaber, hvad Gans også anfører. F.eks. gennem et subsidium. Men det er som sagt vigtigt at tage hensyn til adfærd, når man tilrettelægger en politik.

Vi beskæftiger os med ”neoliberalisme” i sommerserien om historiske fakta. Læs de tidligere afsnit her og her.

I dag skal vi se på et af de områder, hvor liberale økonomer har sat et vist fingeraftryk: Arbejdsmarkedet. Som min kollega fra det britiske finansministerium en gang sagde (i slut-90’erne): ”Det største, der er sket i min tid, er, at arbejdsmarkedet igen bliver betragtet som et marked – at arbejdskraft erkendes at være et knapt gode”.

I efterkrigstiden voksede forestillingen frem om makroøkonomien som en maskine, der kunne finstyres. Den afgørende balance var mellem inflation og arbejdsløshed. Den kunne reguleres gennem den samlede efterspørgsel. For stor efterspørgsel gav inflation, for lille efterspørgsel gav arbejdsløshed. Den såkaldte Phillips-kurve kom til at illustrere sammenhængen.

Men i 1970’erne brød den ellers så tilsyneladende stabile omvendte sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed sammen. Der kom stagflation – en ”umulig” sammenblanding af høj inflation og arbejdsløshed (stagnation) på samme tid. Det førte til en erkendelse af, at trade-offet mellem inflation og arbejdsløshed højst er midlertidigt.

Det banebrydende indlæg i debatten var Milton Friedmans tale som præsident for American Economic Association i 1967: ”The role of monetary policy”. Her slog han fast, at inflationen på længere sigt er et monetært fænomen. Derimod er arbejdsløsheden på længere sigt et resultat af strukturforholdene på arbejdsmarkedet, og den langsigtede arbejdsløshed vil svare til, hvad han kaldte ”den naturlige arbejdsløshed” (nu kaldes det mest ”strukturel arbejdsløshed”).

Stagflationen var et resultat af, at bl.a. arbejdsmarkedspolitikken drev den strukturelle – naturlige – ledighed i vejret: Stigende dagpenge, højere minimumslønninger, stivere regler for at afskedige medarbejdere m.m. Mange af tiltagene blev indført i et forsøg på at afdæmpe konsekvenserne af arbejdsløshed – det skulle være mindre hårdt at være arbejdsløs og sværere at blive afskediget – men konsekvensen blev, at der kom flere arbejdsløse. En højere dagpengesats eksempelvis driver de laveste lønninger i vejret, hvilket reducerer efterspørgslen efter arbejdskraft med lavere kvalifikationer. Er det svært at afskedige medarbejdere, bliver der ansat færre – især unge og uprøvede.

Stagflationen førte omsider til at se på, hvordan strukturforholdene kunne forbedres. Arbejdsmarkedet blev, som min britiske kollega sagde det, igen betragtes som et marked. Det blev indset, at det er arbejdskraften og ikke arbejdspladserne, som er knappe. Arbejdsmarkedspolitikken blev en del af strukturpolitikken. Herhjemme blev tankegangen i høj grad introduceret af Det Økonomiske Råds formandskab i slutningen af 1980’erne. Men også de socialdemokratiske regeringer i 1990’erne lagde vægt på at forbedre strukturforholdene. Inden da var der i praksis uendelig lang dagpengeperiode; man kunne til stadighed optjene fornyet ret til dagpenge. Efterlønsordningen, der var indført under SV-regeringen sidst i 70’erne, blev strammet op. Der blev indført krav til ledige om aktivering (i praksis en slags skat på ledighed). Regler for bistandshjælp (nu kontanthjælp) er gradvist blevet strammet, og der er indført særligt lave ydelser til indvandrere og unge. Desuden er skatterne sænket for at forbedre incitamentet til at deltage på arbejdsmarkedet (bl.a. via beskæftigelsesfradraget) og arbejde mere (via lavere marginalskat).

Danmark er langt fra ene om at have forbedret strukturforholdene på arbejdsmarkedet.

Hvordan er det så gået?Hvor stor succes har de ”neoliberale” reformer på arbejdsmarkedet været?

I første omgang kan man se på den samlede ledighed. Figuren viser ledighedsprocenten for hhv. Danmark og OECD-landene i alt siden 1970.

Der er ikke overraskende en del kraftige konjunkturbetingede udsving, som vi bør se bort fra, når det gælder den naturlige arbejdsløshed. F.eks. steg arbejdsløsheden kraftigt i forbindelse med finanskrisen. Billedet er imidlertid, at ledighedens langsigtede niveau i Danmark toppede i slutningen af 1980’erne og faldt frem mod finanskrisen. I OECD steg ledigheden også frem til slutningen af 1980’erne og er siden stagneret.

Den samlede ledighed giver dog ikke noget særlig præcist billede af strukturforholdene på arbejdsmarkedet. Kortvarige ledighedsperioder kan være et sundhedstegn forstået på den måde, at stor omsætning på et fleksibelt arbejdsmarked kan bidrage til den samlede dynamik og give bedre karrieremuligheder for den enkelte, men samtidig vil sætte sig spor i ledighedsstatistikken. Derimod er langvarig ledighed og stor ledighed for marginale grupper som begyndere på arbejdsmarkedet udtryk for alvorlige strukturproblemer.

Som man kan se af denne figur, har faldet i langtidsledigheden for unge været mere markant end udviklingen i den samlede ledighed i figuren ovenfor.

Strukturpolitikken har for alvor udstillet den såkaldte ”lump-of-labour-fallacy”: At mængden af arbejdspladser er mere eller mindre givet, og at øget arbejdsudbud blot øger ledigheden, mens man omvendt kan kurere ledigheden med arbejdsfordeling og tilbagetrækningsordninger som efterlønsordningen. Selv om fejltagelsen stadig eksisterer i nogle kredse, taler erfaringerne med øget arbejdsudbud sit tydelige sprog: Mere arbejdsudbud giver øget beskæftigelse, ikke ledighed (se f.eks. her)

Den ”neoliberale” arbejdsmarkedspolitik har været succesfuldt i den udstrækning, den har fået lov at virke. Økonomfagligt er der ikke meget tvivl om, at permanente ledighedsproblemer er et spørgsmål om dårlig strukturpolitik. Politisk er det endvidere ikke et simpelt spørgsmål om placering på den traditionelle højre-venstre-skala. Som nævnt har socialdemokratiske regeringer i bl.a. Danmark også bidraget til strukturforbedringer med lavere kompensationsgrad, skattenedsættelser og mere fleksibilitet. Det samme gælder i angelsaksiske lande. Omvendt har det været vanskeligt at få reformeret de meget ufleksible systemer i Sydeuropa i tilsvarende grad. En væsentlig del afspejler styrkeforholdet mellem ”insidere” og ”outsidere” på arbejdsmarkedet, som også forplanter sig til det politiske system.

Som vi begyndte denne serie om ”neoliberalisme” med at notere, er der næsten ingen, som kalder sig selv ”neoliberale”, og det er forkert at tale om et bestemt økonomisk-politisk program. Men man kan roligt konkludere, at liberale økonomer som Friedman var toneangivende med at ændre arbejdsmarkedspolitik fra et makro- til et strukturpolitisk tema. Og at strukturpolitik virker, når den får lov.

19. juli genåbner det britiske samfund for alvor. Hvorfor man overhovedet venter, må stå hen i det uvisse, men at der intet samfundsproblem er med de stigende smittetal som følge af deltavarianten, viser nedenstående figur (som er en opdatering af figuren i dette indlæg) med al tydelighed.

Corona er ganske enkelt ikke et samfundsproblem i en vaccineret befolkning. Og Danmark bør i mine øjne hurtigst muligt følge briternes eksempel og gøre en ende på alle restriktionerne.

Pandemien er slut i Danmark. Og der er intet, Deltavarianten kan gøre ved det…

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek er et af regeringens mest tænksomme og interessante medlemmer. I dag bringer Berlingske et interview, som er værd at bide mærke i. Ministeren forsvarer regeringens politik med aktivt at ville forme befolkningen og befolkningssammensætningen – herunder forslagene om at fordele gymnasieelever efter forældreindkomst, tvangsudlejning af private lejeboliger til folk baseret på etnicitet og udflytning af uddannelsespladser. Det gør han med et grundlæggende, ideologisk opgør med den individuelle frihed.

Ministeren mener, at tiden nu har ændret sig siden ”89-generationens grænseløse epoke”. 89-generationen var dem, der var unge ved Berlinmurens fald og blev forhippede på frigørelse af enhver art. Det var imidlertid en fejltagelse. Frihed for nogle kan medføre ufrihed for andre. ”Vi skal forsøge at imødekomme folks frie valg, men der er situationer, hvor den enkeltes frie valg betyder, at andre bliver stillet ringere. Og det er nyt i forhold til 89er-tænkning”, siger han bl.a.

Hvad er der galt med denne argumentation? En hel del.

Hele præmissen for Dybvad Beks argument er et såkaldt positivt rettighedsbegreb. Friheden defineres som mulighed til noget bestemt. Deraf følger, at ”friheden” vokser med f.eks. ens indkomst eller fysiske formåen. Og hvis verden anses for et nulsumsspil (eller ligefrem negativ-sumspil), så følger, at den enes frihed nødvendigvis er på den andens bekostning. Omfordeling af ressourcer bliver til ”fordeling af frihed”. Det er imidlertid velkendt, at positive rettigheder kun kan være ad hoc og kan blive indbyrdes modstridende. Men i den situation kan man jo blive nødt til at lade staten sætte sig for bordenden og skære igennem, hvad ministeren da heller ikke er fremmed over for.

Mange politiske filosoffer har siden Locke betonet, at frihedsrettigheder må være negative for at være meningsfyldte. Ved en negativ rettighed forstås, at der er ting, andre ikke må gøre mod én. Den personlige frihed er en ret til, at ingen tager ens liv eller krænker ens person. Ejendomsretten er retten til at disponere over ens ejendom uden intervention fra andre. Ytringsfriheden er retten til at fremsætte en ytring med de midler, man råder over – ikke at andre har en pligt til at formidle ytringen. Negative frihedsrettigheder er ikke nødvendigvis præget af indbyrdes modstrid. Der er intet i vejen for en tilstand, hvor ingen krænker hinandens rettigheder. Negative frihedsrettigheder kan være opfyldt såvel på Robin Crusoes ensomme ø som på en tætbefolket Manhattan.

Som man kan se af ministerens udtalelser, har valget af henholdsvis positive og negative rettigheder afgørende betydning for opfattelsen af statens rolle. I hans univers er frie valg noget, ”vi” – dvs. politikerne og staten – ”imødekommer”. Staten er den centrale arena for samfundets beslutninger og vurderinger. Det er her, det afgøres, ”hvor meget frihed”, vi hver især skal tildeles. Indkomstforskelle kan blive let betragtet som uretfærdige, hvis politikerne har til opgave at ”fordele friheden”. Hvis staten er den centrale arena, er det for så vidt naturligt at få den tanke, at befolkningen er en masse, som bør formes af politikerne.

I et samfund med negative frihedsrettigheder er udgangspunktet naturligt nok i stedet det enkelte individ. Det kræver i det mindste en god begrundelse at afskære nogens rettigheder. Staten har en begrænset rolle at spille – lidt som en badmintonklub løser konkrete opgaver for sine medlemmer, ikke har ansvaret for alle aspekter af deres liv. Hvordan kan man så begrunde at give staten opgaver? Hvis staten i princippet kan stille alle bedre – f.eks. ved at levere kollektive goder, som ikke ville blive leveret i tilstrækkeligt omfang ved frivillige markedstransaktioner. Forsvaret er et standardeksempel. Men det er helt centralt, at disse begrænsede opgaver ikke giver staten adkomst til at beslutte alt muligt andet. Det kan dog være et alvorligt problem at sikre, at den ikke gør det alligevel, men det er en anden sag.

Ministeren veksler i interviewet pudsigt nok mellem at mene, at vi har været domineret af 89ernes frihedstænkning, og at vi alligevel har så meget tvang, at lidt mere ikke gør den store forskel – selv om han ”i stedet [vil] kalde det normer og fælles værdier”.

Dybvad Bek synes også at forveksle frihed med ”frigørelse”. Her læner han sig op ad en misforståelse, som visse nationalkonservative debattører har ventileret. Politisk frihed giver borgerne ret at disponere over dem selv og deres retfærdigt erhvervede ejendom. Deri ligger ikke, at man skal træffe bestemte valg, eller at man nødvendigvis skal frigøre sig fra normer og konventioner. Fordi det er frivilligt, om man vil spise brød, følger ikke, at man ikke bør gøre det! Det er værd at huske på, at USA’s liberale forfatning blev indført af ikke mindst protestantiske grupper, som ville have lov til at leve i overensstemmelse med stærke religiøse normer.

Man kan naturligvis have den tro, at normer, konventioner og værdier i det hele taget udgår fra og bør reguleres af staten. Igen forestillingen om politik som samfundets centrale arena. Men realiteten er snarere, at normer udvikler sig i en spontan evolutionær proces. Staten kan måske nok påvirke den proces, men ikke nødvendigvis med de ønskede resultater.

Ministeren har ret i, at 1989 var et skelsættende år og endeligt afslørede konsekvenserne af en fejlagtig tro på politisk planlægning af samfundet. Der er intet sket i mellemtiden, som modsiger de erfaringer; hvis vi endelig skal tale normer, så kan man endnu i dag se en lavere grad af tillid i ex-kommunistiske lande. Det eneste, der er sket, er at tiden er gået og måske har hyllet nogle af erfaringerne ind i glemsel.

Dybvad Bek skal have tak for at formulere et ideologisk forsvar for regeringspartiets politik. Det er værd at bekæmpe.

Meget interessant artikel om noget, der interesserer mange for tiden. Det primære budskab er, at naturlig immunitet er (mindst) lige så god som vaccinens, og at det ikke giver mening at vaccinere dem, der har været ramt af COVID-19.

Men der er masser af gode ting i artiklen. Vidste du fx, at vaccine betyder “fra køer”?

In the 18th century, milkmaids were considered “fair of face, the prettiest girls in all the land.” Unlike others, they did not have the common face scars from smallpox infection. Through their close contact with cows, they were exposed to and infected by cowpox, a mild disease that generates immunity to smallpox. In 1774, a Dorset farmer named Benjamin Jesty purposely inoculated his wife and two sons with cowpox, and vaccines were born (the Latin vaccinus = “from cows”).

Læs mere her: https://www.smerconish.com/exclusive-content/the-beauty-of-vaccines-and-natural-immunity

I sommerserien beskæftiger vi også med ”neo-liberalismen” og dens påståede dominans efter Berlinmurens fald. Som jeg var inde på i mit første indlæg, er neo-liberalisme ikke et veldefineret begreb. Stort set ingen har benyttet det om sig selv i denne periode. Det benyttes næsten kun som skældsord – eller stråmand – af kritikerne. Og det er først i nyere tid, at brugen af ordet har grebet om sig. Der var intet neo-liberalt program, som blev implementeret slavisk efter Murens fald – og som nu er fejlet.

I dag skal vi se på et kerneområde, hvor liberale tænkere og økonomer har haft begrænsede succeser med at trænge igennem.

Det er helt grundlæggende i liberal tænkning, at flest mulige opgaver bør overlades til det frivillige samarbejde mellem mennesker på markedet og i civilsamfundet. En nødvendig – men ikke tilstrækkelig – betingelse for, at det offentlige bør gribe ind, er, at der foreligger en såkaldt markedsfejl. Man kan f.eks. begrunde en offentlig rolle i leveringen af kollektive goder som forsvaret. Men derudover er det også en betingelse, at statslig indgriben rent faktisk fører til et bedre resultat. Problemet er, at politiske beslutninger altid er forbundet med samme type fejl, som markedsfejl, blot i form af statsfejl (se nærmere her).

Er staten kommet til at fylde mindre i den vestlige verden efter Murens fald? Man kan godt finde eksempler. F.eks. har en række lande, hvor staten ejede produktionsvirksomheder i stor stil, privatiseret siden 1980erne. Herhjemme er vi langsomt siden slutningen af 1980erne gået i gang med at fortrænge det offentlige pensionsvæsen med et privat. Men samlet set er den offentlige sektors andel af økonomien ikke blevet mindre. Det kan man f.eks. se ved at betragte skattetrykket, jf. figuren hvor vi har angivet både Danmark og OECD-gennemsnittet.

Der er højst tale om, at væksten i skattetrykket er ophørt. I Danmark har skattetrykket svinget omkring en flad trend – godt nok med store udsving – siden slutningen af 1980erne. I OECD er gennemsnittet først begyndt at flade ud efter årtusindskiftet.

Det er værd at erindre sig, at et fladt skattetryk ikke er ensbetydende med en konstant offentlig sektor, men at den vokser i samme takt som den private.

Skattetrykket har været konstant trods skattereformer med betydelige satsnedsættelser i nogle tilfælde. Især selskabsskattesatserne er nedsat, men også marginalskatten på arbejde er faldet bl.a. i Danmark. Det er dog bemærkelsesværdigt, at OECD i gennemsnit har næsten samme højeste marginalskat på arbejde i 2021 (45,8 pct. for en skatteyder med 167 pct. af gennemsnitsindkomsten) som i år 2000 (46,4 pct.). Mere markante har skattereformerne heller ikke været.

Liberale økonomer har i høj grad haft fokus på de skadelige effekter af høje skattesatser. Men det har mange andre også. Dybest set er der mere grund til at være bekymret over forvridningerne, hvis man ønsker en stor end en lille offentlig sektor. Det hænger sammen med, at forvridningen vokser uforholdsmæssigt kraftigt (med kvadratet), når skattesatsen vokser. De nedsatte skattesatser er altså ikke blevet anvendt til at lette den samlede beskatning, men til at opkræve det samme provenu på en mindre samfundsøkonomisk skadelig måde. I lande tæt på – eller på den gale side – af Lafferkurvens toppunkt, kan man simpelt hen ikke skaffe mere provenu til en større offentlig sektor blot ved at øge satserne (her og her er to analyser, som anbringer os på den gale side for henholdsvis kapital- og arbejdsindkomst). Tilhængere af en stor velfærdsstat har derfor også været at finde blandt tilhængerne af skattereformer, fordi det har været en vej til at gøre velfærdsstaten mere robust (som vi skal se nærmere på senere hen, har det været et vigtigt motiv for økonomiske reformer i perioden).

Den største betænkelighed blandt tilhængerne af en stor velfærdsstat ved at sænke de højeste marginalskatter er formentlig den fordelingspolitiske effekt. Og som det fremgår af nedenstående figur, har uligheden (målt ved Gini-koefficienten for den disponible indkomst) været voksende i både Danmark og OECD som gennemsnit. Det kan dog næppe simpelt tilskrives en mere ”neo-liberal” vægtning af økonomisk effektivitet i forhold til fordelingspolitik i skattepolitikken. Dels er en del af nedsættelserne af marginalskatterne blevet modsvaret af at lukke ”smuthuller for de rige” i skattesystemerne, dels er uligheden drevet af andre faktorer end de strukturpolitiske. Forskydningen væk fra fordelingspolitik har desuden nok så meget været motiveret af f.eks. kommunalt pres for at opprioritere de offentlige forbrugsudgifter i stedet (det har f.eks. været Lars Løkke Rasmussens dagsorden).

Hvis vi lever i den ”neo-liberale” æra, må vi altså konkludere, at ”neo-liberalisme” ikke er specielt optaget af at begrænse statsmagtens størrelse! I så fald må vi også konstatere, at der er en klar forskel på liberale og ”neo-liberale” økonomer. Mon ikke forklaringen i stedet er, at ”neo-liberalismen” slet ikke har været så succesfuld og dominerende, som dens modstandere hævder.

To økonomer fra Nationalbanken har gennemgået en del af den forskning, der ser på effekten af nedlukninger på smittespredningen.[1] Deres tilgang er en smule anderledes end min egen litteraturgennemgang, men det overordnede resultat ser ud til at være det samme. Nedlukninger er ikke den mirakelkur mod COVID-19, som mange har gjort dem til.

Inden vi ser på resultaterne i Nationalbankens litteraturgennemgang, er der to centrale pointer, der er vigtige at få på plads.

Selv hvis nedlukningen redder mange liv, er effekten af frivillige adfærdsændringer sandsynligvis vigtigst

Mit eget litteraturstudie viste, at frivillige adfærdsændringer var langt vigtigere end effekterne af nedlukningerne. De studier, jeg gennemgik, fandt i gennemsnit, at 91% af effekten af samfundets respons kunne tillægges frivillige adfærdsændringer, mens 9% kunne tillægges nedlukningen. Lone Simonsen m.fl. fra RUC har beregnet, at op imod 35.000 mennesker ville være døde af COVID-19, hvis ingen havde ændret adfærd. Da kun 2.500 mennesker er døde, har frivillig adfærd altså – med udgangspunkt i mine resultater – forhindret ca. 29.600 dødsfald, mens nedlukningerne har forhindret ca. 2.900 dødsfald. Dette er illustreret i nedenstående figur.

Hvor store er Danmarks chancer for at gå videre til finalen? Her kunne mange forfalde til at diskutere de to hold. Hvor gode er de enkelte spillere, hvor gode er trænerne? Hvor godt er holdet som helhed? Hvordan står de spiller mod spiller fordelt på hele banen? Hjemmebane, dommer osv.

Det er alt sammen fint, og det må nødvendigvis være en del af øvelserne, der får os frem til økonomens genvej: Se, hvad markedet siger.

Nedenfor følger derfor odds og de afledte danske chancer for at gå videre til EM-finalen fra et par forskellig bettingfirmaer.

Noter:

1) Bettingfirmaernes odds for at et hold vinder, giver ikke 100% tilsammen, fordi firmaet også tager et cut. Chancen for dansk sejr, er regnet som ”midtpunktet” af ”sandsynlighed for dansk sejr” og ”1 – sandsynlighed for engelsk sejr”.

2) Oddsene er i øvrigt taget fra de danske sider. Jeg har ikke undersøgt, om de giver anderledes odds end udenlandske sider, og måske overvurderer chancen for dansk sejr (= lavere odds, hvilket vil være i firmaernes favør, fordi relativt mange danskere nok spiller på dansk sejr uanset odds).

3) Jeg har anvendt denne side til at konvertere odds til sandsynligheder: https://www.aceodds.com/bet-calculator/odds-converter.html