To økonomer fra Nationalbanken har gennemgået en del af den forskning, der ser på effekten af nedlukninger på smittespredningen.[1] Deres tilgang er en smule anderledes end min egen litteraturgennemgang, men det overordnede resultat ser ud til at være det samme. Nedlukninger er ikke den mirakelkur mod COVID-19, som mange har gjort dem til.

Inden vi ser på resultaterne i Nationalbankens litteraturgennemgang, er der to centrale pointer, der er vigtige at få på plads.

Selv hvis nedlukningen redder mange liv, er effekten af frivillige adfærdsændringer sandsynligvis vigtigst

Mit eget litteraturstudie viste, at frivillige adfærdsændringer var langt vigtigere end effekterne af nedlukningerne. De studier, jeg gennemgik, fandt i gennemsnit, at 91% af effekten af samfundets respons kunne tillægges frivillige adfærdsændringer, mens 9% kunne tillægges nedlukningen. Lone Simonsen m.fl. fra RUC har beregnet, at op imod 35.000 mennesker ville være døde af COVID-19, hvis ingen havde ændret adfærd. Da kun 2.500 mennesker er døde, har frivillig adfærd altså – med udgangspunkt i mine resultater – forhindret ca. 29.600 dødsfald, mens nedlukningerne har forhindret ca. 2.900 dødsfald. Dette er illustreret i nedenstående figur.

Hvor store er Danmarks chancer for at gå videre til finalen? Her kunne mange forfalde til at diskutere de to hold. Hvor gode er de enkelte spillere, hvor gode er trænerne? Hvor godt er holdet som helhed? Hvordan står de spiller mod spiller fordelt på hele banen? Hjemmebane, dommer osv.

Det er alt sammen fint, og det må nødvendigvis være en del af øvelserne, der får os frem til økonomens genvej: Se, hvad markedet siger.

Nedenfor følger derfor odds og de afledte danske chancer for at gå videre til EM-finalen fra et par forskellig bettingfirmaer.

Noter:

1) Bettingfirmaernes odds for at et hold vinder, giver ikke 100% tilsammen, fordi firmaet også tager et cut. Chancen for dansk sejr, er regnet som ”midtpunktet” af ”sandsynlighed for dansk sejr” og ”1 – sandsynlighed for engelsk sejr”.

2) Oddsene er i øvrigt taget fra de danske sider. Jeg har ikke undersøgt, om de giver anderledes odds end udenlandske sider, og måske overvurderer chancen for dansk sejr (= lavere odds, hvilket vil være i firmaernes favør, fordi relativt mange danskere nok spiller på dansk sejr uanset odds).

3) Jeg har anvendt denne side til at konvertere odds til sandsynligheder: https://www.aceodds.com/bet-calculator/odds-converter.html

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger bliver vi nødt til at se nærmere på ”neo-liberalismen”. Vi støder for ofte på omtrent denne historie: ”Verden har siden Berlinmurens fald i 1989 været domineret af ”neoliberal” økonomisk tænkning. Den har slået fejl og har resulteret i øget fattigdom og ulighed. Nu er der brug for et nyt paradigme”. 

Problemet er, at alle elementerne i denne historie er problematiske, hvis ikke direkte forkerte. 

Helt grundlæggende er det ikke veldefineret eller -dokumenteret, hvad ”neo-liberalisme” er. Betegnelsen benyttes stort set ikke af nogen om sig selv, men kun som skældsord af dens kritikere (jeg har skrevet mere om problemstillingen her). Enkelte har dog valgt på trods at adoptere betegnelsen om sig selv. Begrebet ”neo-liberal” blev i en kort periode i efterkrigstiden anvendt af enkelte i kredsen bag the Mont Pelerin Society – en gruppe der i dag snarere anvender betegnelsen ”klassisk liberalisme”. Milton Friedman skrev i 1951 om ”udsigterne for neoliberalisme” og anvendte en definition, hvor staten spiller en lidt større rolle end under klassisk liberalisme. Men at det først for alvor dukker op for nylig, ses tydeligt i denne figur, konstrueret med Googles Ngram Viewer. Den viser, hvor hyppigt varianter af ”neo-liberal” forekommer i den engelsksprogede litteratur. Det er meget tydeligt, at begrebet først begynder at blive udbredt efter år 2000 – og i endnu højere grad efter 2010. 

Der er altså en efterrationalisering at tale om, at neo-liberalismen ”kom til” efter Murens fald. Meget få ville have genkendt begrebet dengang, inklusive de økonomer som nu stemples som neo-liberale bannerførere. 

Derimod er det rigtigt, at socialismen mistede opbakning som politisk og ikke mindst intellektuelt projekt, og at liberale ideer vandt frem, navnlig intellektuelt. Det er også rigtigt, at den økonomiske politik på en række punkter blev mere markedsorienteret og mindre statsinterventionistisk, og at økonomisk teori bevægede sig i samme retning. Men der var ikke tale om ét samlet system af ideer, som pludseligt blev valgt til. Og der var langt fra tale om, at den førte politik pludselig blev gennemgribende liberal.  

Det ser vi nærmere på i kommende afsnit af serien. 

De seneste uger, har der været et stigende fokus på Delta-varianten af COVID-19, som lige nu spreder sig hastigt i England. En af bekymringerne er, at vaccinerne ikke i samme grad beskytter mod smitte, og særligt ikke hvis man kun har fået ét stik.

Det vigtige spørgsmål er imidlertid, om smitte fører til sygdom og – i værste fald – død. Og det er dette spørgsmål, I her får hjælp til at spekulere over i løbet af weekenden.

Nedenstående figur viser udviklingen i cases og hospitalsindlæggelser i England (UK). Hospitalsindlæggelserne er forskudt med 10 dage, så de – stort set – følger smittetallene en til en.

Som det er lige nu, er – heldigvis – ikke tegn på, at smitte med deltavarianten fører til en massiv stigning i antallet af indlæggelser i en vaccineret befolkning (64% af briterne har fået 1. stik, og 57% er færdigvaccineret – 60% vaccineret med AstraZeneca. De tilsvarende tal for Danmark er 54%, 30% og “meget få” (kilde)).

Det har gennem hele pandemien undret mig, at ekspertgruppen ikke tog adfærd i betragtning, når de fremlagde deres notater. Én ting er, at de ikke kunne regne på adfærd i deres modeller. Men de burde have været opmærksomme på, at folk omkring dem – og sikkert også dem selv – ændrede adfærd markant i foråret og da smitten steg i december.

Jeg er ikke den eneste, der har undret mig. Nedenstående er fra en akademisk debat. Man kan næsten fornemme frustrationen: “Kan du ikke selv se det er skørt!?” (min fremhævning).

We argue that analyses quantifying the effectiveness of regulatory interventions need to consider voluntary behavioural reactions to the pandemic motivated by self-protection and the protection of others, and how individual behaviour interacts with interventions. After all, most interventions are behavioural (1). In an interview with a German newspaper, the corresponding author highlights her own forward-looking voluntary behaviour in reducing the spread of the pandemic (2), an aspect not captured in their study.

10. december udgav UNICEF et review baseret på 20 studier, der alle var udgivet før 23. november og altså længe inden regeringen i december 2020 endnu engang – og denne gang i månedsvis – hjemsendte danske skolebørn.

I reviewet svarer UNICEF på tre centrale spørgsmål:

1. Er der en sammenhæng mellem personligt fremmøde i skolen og øgede COVID-19-smittespredning i samfundet?
2. Er eleverne i højere risiko for at blive smittet i skolen?
3. Har skolepersonalet en højere risiko for at blive smittet i skolen?

Svarene på spørgsmålene er “Nej”, “Næppe” og “Nej”.

For et par måneder siden fik jeg tilsendt et link til et review af lockdown-litteraturen, Allen (2021). Reviewet var lavet af professor Douglas W. Allen fra Simon Fraser University i Vancouver, Canada, og jeg talte med Allen forleden, hvor han opsummerede litteraturen sådan her:

Det er velkendt, at regulering stort set altid medfører utilsigtede konsekvenser. Og således også regulering begrundet i COVID-19.

Det viser Georganas et al. (2021) i et interessant studie, hvor de udnytter, at regioner i Grækenland ikke ændrede deres udgangsforbud samtidig. Georganas et al. (2021) viser, at udgangsforbuddene får folk til at stimle mere sammen i butikkerne.

We found that the 6pm instead of 9pm curfew in Athens led to a 4.63 percentage point relative increase in time spent at home and had no effect on time spent in groceries and pharmacies. Considering that this was a result of a 18.75% reduction in hours where people were allowed to leave home, it seems that the early evening curfew led to more crowding in indoor spaces – which may facilitate the spread of disease.

Den sidste del har jeg tidligere kaldt for “erstatningseffekter”, og det betyder kort og godt, at folk erstatter ufarlige aktiviteter (udendørs) med farligere aktiviteter (indendørs) på grund af regulering (fx lukning af sportsanlæg og legepladser). Erstatningseffekter er (heller) ikke en del af eksperternes modeller i Danmark, og Georganas et al. (2021) påpeger i deres abstract, at det nok er noget, som man – herunder politikerne – bør tage alvorligt.

Hvor stor effekt disse utilsigtede konsekvenser har på dødstallene, vides umiddelbart ikke. Men de kan være en medforklarende årsag til, at vi ser relativt beskedne effekter af nedlukningerne.

Update

Det er en ret almindelig bekymring blandt økonomer, når man begynder at lede lidt. Her fra Elm & Sarel (2021):

When interaction effects are not accounted for, policymakers run the risk of drawing incorrect conclusions, which focus on partial effects that do not necessarily hold as a general equilibrium. In particular, it is crucial to consider substitution effects: even policies that successfully shift behavior away from problematic activities may be ineffective if individuals simply switch to other, equally harmful, activities. 

Forleden beskrev jeg, hvordan tyske forskere havde vist, at kontakttallet i Tyskland faldt, før de lukkede ned i november. Spørgsmålet er, om politikerne havde nogen mulighed for at forudse dette resultat.

Og svaret er, at “Ja, det havde de.” Nedenfor er fx konklusionen fra et andet tysk studie fra juni 2020:

Official data from Germany’s RKI agency suggest strongly that the spread of the corona virus in Germany receded autonomously, before any interventions become effective.

Eller sagt på dansk: Smitten var tilbagetog i Tyskland inden man greb ind med nedlukninger. Også i foråret 2020.

Men er det ikke bare et tilfælde? Sandsynligvis ikke. Fx fandt engelske forskere i maj, at:

UK data on first wave Covid-19 deaths and the disease duration distribution suggests that fatal infections were in decline before full UK lockdown (24 March 2020), and that fatal infections in Sweden started to decline only a day or two later

De har denne interessante figur, som tydeligt viser, hvordan smitten begyndte at flade ud længe før man lukkede ned.

Studierne er relativt tidlige i forhold til pandemien, og man bør derfor være varsom med at drage alt for forhastede konklusioner på den baggrund. Men studierne viser, at forskere verden over allerede før sommeren var opmærksom på nedlukningerne kunne være unødvendige i forhold til at beskytte kapaciteten i sundhedssektoren. Og at der derfor ikke er nogen undskyldning for, at regeringen i Danmark brugte sommeren på “Arnes tur” fremfor at få belyst effekterne af nedlukninger.

Sammenligner man Danmark og Sveriges nedlukninger på Oxfords Stringency Index, ser Sverige umiddelbart ud til at have haft en hårdere nedlukning end Danmark.

Det billede svarer ikke umiddelbart til de flestes danskeres opfattelse, og taler man med danskere i Sverige eller svenskere i Danmark (som jeg har gjort her), er det da også tydeligt, at Sveriges nedlukning generelt har været meget, meget mildere end den danske. Ja, nærmest ikke-eksisterende.

Hvad er forklaringen?

Der er nærmest uendeligt mange analyser af COVID-19 og nedlukninger. Og skulle man læse alle analyser meget grundigt, ville man have mindre tid til at få et overblik over den samlede litteratur. Derfor er et typisk godt råd først at læse abstract og konklusion i en analyse, før man – hvis det ellers er tilpas interessant eller hvis man skal udtale sig om analysen – dykker nærmere ned i analysens indhold.

Forleden var Allan Randrup ude med kritik af min seneste analyse, og som jeg læser hans kritik, kunne han have haft gavn af ovenstående råd – han havde ikke engang behøvet at nærlæse analysen, men kunne have fokuseret på første side og konklusion. Lad os tage et par eksempler:

Første eksempel:

– Jeg føler lidt, at der er en forudindtaget konklusion, og at man så udlægger dataene, så det passer ind i ens hypotese. Det er det, jeg føler. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er foregået på den måde, og det tør jeg principielt ikke sige.

– Men der er f.eks. det faktum, at de ignorerer, at nedlukningerne starter den 9. december. Det er ikke videnskabeligt korrekt, siger han [Allan Randrup] til Indblik.

DET STÅR DER PÅ SIDE 1:

Nedlukningen før jul kom i tre skridt. Først blev 38 kommuner lukket delvist ned onsdag d. 9. december. Siden blev yderligere 30 kommuner lukket ned fredag d. 11. december (for skoler o.l. betyder det, at nedlukningen reelt først havde effekt mandag d. 14. december) og resten af kommunerne onsdag d. 16. december. Til sidst blev landet lukket hårdt ned torsdag d. 17. december.

Da hovedparten af nedlukningen i december ligger efter at smittetallet toppede, kan den ikke have forårsaget faldet i smittetallet. Dette forklarer også, hvordan smittetallene i Sverige og Tyskland, der førte anderledes coronapolitikker, kunne toppe samtidig med Danmark.

Forleden havde jeg en kronik i Berlingske, hvor jeg beskrev min seneste analyse. Kort fortalt viser min analyse, at smittespredningen før jul toppede senest 9.-12. december – og altså før hovedparten af (og måske endda alle) nedlukningerne. På den baggrund konkluderer jeg, at (hovedparten af – og måske alle) nedlukningerne før jul ikke var proportionale, fordi de – selv hvis nedlukningerne virker – var unødvendige i forhold til at opnå det primære politiske mål: At beskytte kapaciteten i sundhedssektoren.

Disse resultater er faldet Uffe Gardel for brystet, og han skrev derfor et indlæg på Facebook, som blev til et svar på min kronik i Berlingske. Nedenfor gennemgår jeg Gardels indlæg i Berlingske, og som det (tydeligt, håber jeg) vil fremgå, har Uffe Gardel brugt masser af spalteplads på at fremføre meget lidt. Men ret skal være ret – han har én pointe. Jeg ER liberal. Det ser jeg som en styrke i den nuværende situation, men det vil jeg komme tilbage til.

Gardel drager dog mange fejlslutninger, inden han når til denne pointe. I det følgende vil jeg forklare, hvorfor

• Gardel i mine øjne tager fejl, når han siger, at størstedelen af nedlukningerne skete efter smitten var toppet
• Gardels opfattelse af – og konklusion på baggrund af – analysen er forkert
• Gardel overser helt grundlæggende dele af adfærdsteorien
• Gardel tager fejl, hvis han tror økonomer er på udebane under en pandemi

Gardel er enig i analysen, men uenig i definitionen af ”størstedelen af nedlukningerne”

Lad os først slå fast, at Gardels kritik ikke går på selve analysen. Han er umiddelbart enig i, at smittespredningen (han skriver smittetallet, men det er altså smittespredningen – forskellen er de mindst fire dage, der går fra man er nær kontakt og til Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver testet første gang) senest toppede 9.-12. december.

»Smittetallet toppede mellem 9. og 12. december,« skriver han [Jonas Herby] i Berlingske 20. maj, og det er formentlig rigtigt.

(Uffe Gardel i Berlingske)

Min kollega, Kathrine E. Skjoldborg, har skrevet en glimrende kronik i Berlingske om de aflyste eksamener.

Der er mange gode pointer. Fx smider vi meget brugbar viden væk ved at droppe eksamenerne. Det skader ikke kun forskerne (som kunne undersøge effekten af online undervisning), men også de studerende selv.

Hvis vi vil have mulighed for at undersøge et muligt læringstab blandt danske unge, er det afgørende, at vi lader dem gennemføre eksamener, der gør det muligt at sammenligne med tidligere årgange. Dette vil betyde, at man kan få opgjort størrelsen af læringstabet i de enkelte fag, og det vil på den baggrund være muligt at iværksætte diverse tiltag for at rette op på læringstabet.

Hvis læringstabet eksempelvis er et særligt stort problem i matematik, hvilket et amerikansk studie indikerer, kunne det på en række videregående uddannelser være relevant at arrangere særlige sommerkurser i matematik inden studiestart. Men, hvis der ikke er et problem i matematik, vil det naturligvis være spild af tid og ressourcer.

Der er også et par velfortjente svirp til politikerne, hvis indgreb sandsynligvis ender med at skade eleverne.

Viden om læringstabet vil således være afgørende for at hjælpe de unge bedst muligt. Det ser lige nu ud til, at politikerne er i færd med at gøre de unge en bjørnetjeneste ved at aflyse og omlægge de prøver, der kunne belyse et eventuelt læringstab, da man risikerer, at problemerne først afslører sig, når de unge klarer sig dårligere på deres videre færd i uddannelsessystemet, hvor det vil være for sent at gøre noget ved problemet.

Kathrine kommer også med en forklaring på, hvorfor det kommer så vidt, at man aflyser eksamenerne, selvom det – set fra min stol – ret åbenlyst er en dårlig idé.

[Skraldespandsmodellen] illustreres konkret af tilfældet med de aflyste og omlagte prøver ved studentereksamen. Coronaepidemien udgjorde et mulighedsrum, som mennesker med holdninger til eksempelvis undervisningssystemet – herunder afholdelse af test og prøver – kunne udnytte til at fremføre deres synspunkter og få deres løsninger på dagsordenen. Problemerne, der blev identificeret, var gymnasieelevers trivsel og et muligt læringstab. Løsningen, som var tilgængelig, var en aflysning af visse eksamener i sommeren 2021. Disse koblinger blev foretaget, selv om den valgte løsning ikke løser de konkrete problemer.

Du kan høre mit podcast med min kollega, Karsten Bo Larsen, om samme emne her: ”Regelstaten: Aflysningen af eksamenerne er unfair og skaber flere problemer, end de løser”

Kristoffer Torbjørn Bæk – som jeg kan anbefale at følge på Twitter – har lagt en interessant analyse af COVID-19-indlæggelser ud på LinkedIn.

Analysen viser, at uanset om ingen får (alvorlige) symptomer af COVID-19, så vil de officielle tal vise, at 10-25 personer dagligt bliver indlagt med COVID-19. Det skyldes, at der indlægges ca. 2.500 personer hver dag pga. af alle mulige mærkelige ting, og af dem vil en vis andel have virus i kroppen. Samme problemstilling gælder for døde.

Det interessante er, at de relevante tal (hvor mange der indlægges pga. COVID-19) angiveligt rent faktisk findes. Så man kunne godt offentliggøre de relevante tal. Men det gør man af en eller anden grund ikke.

I kan se Kristoffers figur her, og nederst har jeg indsat hans beskrivelse af analysen fra LinkedIn. Se også Kristoffers hjemmeside covid19danmark.dk.

Antal nyindlagte med en positiv SARS-CoV-2 test (kaldet COVID-19 relaterede indlæggelser) har været ufatteligt stabilt i 3 mdr
(https://lnkd.in/gEEHQy9).

Men kan det tal (og det lignede tal for døde) overhovedet komme ned på nul? Nej, ikke når man opgør indlæggelser og døde som man gør. Selv hvis ingen blev indlagt eller døde pga COVID-19.

Jeg har regnet lidt på hvad den nedre grænse er. Dette er estimater baseret på den statistiske risiko for at dø og blive indlagt, og hvor mange positivt testede der er i samfundet.

Nedre grænse for døde er beregnet som: Pulje af positive indenfor 30 dage * risiko for at dø

Nedre grænse for indlagte er beregnet som: (Pulje af positive indenfor 14 dage * risiko for at blive indlagt) + (total indlagte pr dag * positivprocent). Beregnet som interval for at tage hensyn til en vis usikkerhed i disse tal.

Måden at opgøre især nyindlæggelser på er meget uhensigtsmæssig hvis man vil bruge det som pejlepind for epidemiens styrke.